en

Årskort

/

 

Besøg Odense Bys Museer lige så tit du vil! Museerne byder på et væld af oplevelser for store og små i løbet af året, og ét besøg er ikke altid nok. Du kan bruge timer på at nyde Den Fynske Landsbys idyl, fordybe dig i H.C. Andersens univers, gå på opdagelse i Fyrtøjets fantasifulde verden og blive klogere på Danmarkshistorien på Møntergården.

 

Alle disse fordele får du:

Fri entré med ledsager* til Odense Bys Museer udstillingssteder (H.C. Andersen Museum, H.C. Andersens Hus, H.C. Andersens Barndomshjem, Fyrtøjet, Møntergården, Den Fynske Landsby og Carl Nielsens Barndomshjem), hvor du kan deltage i et væld af arrangementer.

 

Odense Bys Museers rigt illustrerede årbog, som i spændende artikler fortæller om museernes arbejdsområder. Bogen udkommer i april og kan afhentes på alle museerne.

Ca. 10 årlige eksklusive arrangementer for årskortholdere. Museet er vært ved en lille forfriskning i forbindelse med alle arrangementer.

 

Rabat når du handler i museumsbutikkerne. Du får 20% rabat på bøger fra Forlaget Odense Bys Museer og 10% rabat på alle andre varer*.

 

Rabat når du besøger andre attraktioner.
I 2020 sparer du 25 % på entrébilletten til Naturama og Fjord & Bælt og 30 % på din billet til Kunstmuseum Brandts. Rabatten gælder for 1 person. Du får gratis entré til frilandsmuseet Hjerl Hede, når du viser gyldigt årskort. Gælder for 1 person. I 2021 får du også 25 % rabat på din billet til Danmarks Jernbanemuseum.

 

Elektronisk nyhedsbrev. Tilmeld dig på museum@odense.dk

 

2 årlige udsendelser med information om kommende arrangementer.

 

 

Pris

Pris 395 kr.

Kortet giver adgang for kortholder og én ledsager i et år fra køb. Du kan købe årskortet  i billetsalgene eller online.

Årskortet er personligt og må ikke udlånes til andre. Du skal være fyldt 18 år og have en dansk adresse for at kunne købe et årskort.

 

 

* Det med småt

Der er dog ikke fri entré ved arrangementer hvortil der kræves ekstra gebyr, såsom ved teaterforestillinger, H.C. Andersen Festspillene, byvandringer, skumringsture, julearrangementer, visse foredrag og koncerter med forhøjet entre.

På Børnekulturhuset Fyrtøjet gælder følgende særregel: for hvert 5. barn skal der medfølge en ekstra voksen.

Der ydes ikke rabat ved køb af mad- og drikkevarer og allerede nedsatte varer.

 

Information

Odense Bys Museer
Overgade 48 5000 Odense C

Tlf. 6551 4601
museum@odense.dk

 

Persondatapolitik for årskortholdere (pdf)

Særlige arrangementer for årskortholdere

Byvandring

 

I 2021 byder vi på disse arrangementer:

 

Arkæologiske højdepunkter fra året, der gik

Torsdag den 14. januar kl. 19-20.30  –  Møntergården

Det er atter tid for det efterhånden traditionsbundne tilbageblik på året i arkæologi. 2020 var kendetegnet ved mange store og spændende projekter. Hør alt om året, der gik, og kom helt tæt på til dette foredrag.

I foredraget fortælles bl.a. om, hvad arkæologerne finder, når der trækkes en grøft på tværs af Fyn. Siden marts 2020 har museet haft gang i et stort arkæologisk arbejde i forbindelse med anlæggelsen af den store gasledning Baltic Pipeline, som skal løbe tværs over Danmark. På Fyn løber dette anlægsarbejde over 62 km af Odense Bys Museers ansvarsområde. Det har derfor givet os en helt unik mulighed for at få et arkæologisk tværsnit af Fyn.

Nyt er der også fra Tietgenbyen, hvor arkæologerne i øjeblikket er i gang med at udgrave gårde fra jernalderen, der giver os endnu mere ny viden om stedet. Desuden vil der blive fortalt om de spændende udgravninger ved Markhaven ved Odense.

 

Så syng da, Danmark

Tirsdag den 23. marts kl. 19-20.30  –  Møntergården

Fællessangen har netop nu gyldne tider. Mange har opdaget og genopdaget glæden og fællesskabet ved at synge sammen med andre. Nu får du chancen for at synge videre sammen med andre. Vi tager både fat i de sange, vi kender, og dem, vi ikke kender så godt. Udgangspunktet er den seneste udgave af Højskolesangbogen, der udkom november 2020. Undervejs dykker vi også lidt ned i Højskolesangbogens historie og Carl Nielsens bidrag hertil.

Velkommen til en aften med masser af sang og fællesskab. Vi kan næsten garantere, at du går gladere hjem!

 

Jubilæumsaften i Den Fynske Landsby

Tirsdag den 4. maj kl. 18.30-20.30  –  Den Fynske Landsby

I sommeren 2021 fylder Den Fynske Landsby 75 år. Det vil vi gerne fejre sammen med dig på en dejlig forårsaften i Landsbyen. Aftenen byder på en vandring i Landsbyen, hvor vi fortæller om noget af alt det, der er sket i de sidste 75 år, men med fokus på de ting, der sker nu og i de kommende år. 75 år er jo ingen alder!

Undervejs byder vi på underholdning og lidt godt til ganen – inspireret af programmet ved den oprindelige indvielse af Den Fynske Landsby.

 

Byvandring – adelsliv i byen med sjældent besøg i Odense Adelige Jomfrukloster

Onsdag den 19. maj kl. 19-20.30

Tag med på en helt særlig byvandring gennem adelens Odense, hvor vi ser nærmere på nogle af de gamle adelsgårde i Odense og hører lidt om både selskabsliv og hverdagsliv. Turen sluttes af med et besøg i Odense Adelige Jomfrukloster, hvor en nænsom restaurering udført af Realdania har afsløret 500 års stil- og arkitekturhistorie. Her kan du høre mere om husets skjulte historier og nogle af de kvinder, som levede her. Klosteret, der ellers ikke er åbent for offentligheden, huser i dag H.C. Andersen Centret.

Mødested: Møntergården, Møntestræde 1.

 

Nu åbner det ny H.C. Andersens Hus!

Juni 2021

Det nye museum har været længe undervejs, men nu er det ganske vist … i juni 2021 slår vi dørene op til et helt fantastisk eventyrligt museum. Vi vil gerne give vores årskortholdere mulighed for en helt særlig rundvisning i de nye omgivelser. Den præcise dato kender vi i løbet af foråret. Hold derfor øje med denne side eller følg os på Facebook @AarskortholdereOdenseBysMuseer.

 

Møntergården bag facaden

Onsdag den 18. august kl. 19-21  –  Møntergården

Møntergården er et museum og besøgssted, men i flere af de gamle bygninger i karréen foregår der alverdens ting, som den almindelige museumsgæst aldrig ser. Alt det, som får museet til at fungere.

Denne aften får du en helt unik chance for at se nogle af Møntergårdens ellers tillukkede bygninger indefra. Du kommer rundt i alle krogene og får fortællingen om de mange forskellige funktioner, der skal til for at drive et museum. Du kommer forbi museumsinspektørernes kontorer, det store klimaanlæg, det spændende konserveringsværksted, arkæologernes “rullende arbejdsplads” og meget andet. Undervejs får du selvfølgelig også lidt historier med på vejen om de mange gamle bygninger – vi er jo et museum!

 

Børneuniverset i det ny H.C. Andersens Hus

Torsdag den 17. september kl. 15-17  –  H.C. Andersens Hus

Tag dine børn eller børnebørn med på besøg i Børneuniverset. Her bydes I indenfor af en formidler, som introducerer jer til stedet. I starter med at gå på opdagelse og lege i Eventyrlandet, hvor I finder alt lige fra kongens palads til troldkvindens hule. Eventyrlandet bugner af rekvisitter og flotte kostumer, som I kan bruge, når I bevæger jer ned ad forvandlingens vej.

Efter opdagelsesrejsen i Eventyrlandet drager I mod atelieret, hvor en spændende workshop venter. Her skal I sammen med formidleren arbejde med en collage inspireret af H.C. Andersens tilgang til netop den metode. Der skal klippes, tænkes, klistres og sættes sammen, til alle har hver deres egen fortolkning af opgaven.

Dette arrangement henvender sig til børn og deres familier. Det er derfor muligt at tage op til tre ledsagere med.

 

Bag om skabelsen af Børneuniverset – en VidunderVerden for børn

Onsdag den 13. oktober kl. 19-21  –  H.C. Andersens Hus

På denne rundvisning vil vi fortælle om arbejdet med at skabe Børneuniverset i H.C. Andersens Hus.

Du hører om Børnekulturhuset Fyrtøjets betydning i udformningen af Børneuniverset, og hvilke formidlingsspor der nu er implementeret på stedet. Vi kommer omkring de internationale samarbejder med eksterne aktører, og hvilke metoder der har været anvendt til at sikre den rigtige retning for skabelsen af de indholdsmæssige og fysiske rammer. Vi vil også fortælle om Børneuniversets undervisningsprofil, der er udviklet i tråd med formidlingen i VidunderVerdenen og resten af museet, og introducere nogle af de mange nye læringstilbud til skoler og børnehaver.

De nu etablerede formidlingsgreb samt de aktuelle læringstilbud står som vigtige grundsøjler i formidlingen af H.C. Andersen til børn. Vi glæder os til at fortælle om Børneuniverset og vores inspiration fra H.C. Andersen og den andersenske metode i vores arbejde og samskabelse med børn.

 

Albani Kirke og Den Tidlige By – status fra arkæologens skrivebord

Tirsdag den 26. oktober kl. 19-20.30  –  Møntergården

Albani Kirke er Odenses ældste kirke, og det var her den sidste vikingekonge, Knud den Hellige, blev dræbt i 1086 og siden helgenkåret. Siden 1886 har der været arkæologiske udgravninger på kirketomten og de tilstødende bygrunde. Særligt de seneste 15 års undersøgelser har tilvejebragt et enestående og omfangsrigt arkæologisk materiale.

Kom med og hør de seneste nye resultater og afsløringer om kirken og dens betydning for de første odenseaneres liv og dagligdag.

 

En fis i hornlygten – og andre lys i historiens mørke

Onsdag den 3. november kl. 16.30-18.30  –  Møntergården

Når mærket sænker sig over byen, tænder vi i dag tusinde lamper, som kaster lys over alle mørke kroge og lyssky affærer. Men der var engang, hvor byen var helt sort, når det blev aften. Dengang var lyset dyrt og noget, man sparede på, og derfor kunne mørke magter, som ikke tålte dagens lys, let gemme sig i skyggerne.

Nu kan du tage med på en fortællevandring i historiens mørke for både børn og voksne. Men en lille hjemmelavet lanterne drager vi ad Møntergårdens skumle gyder og baggårde, sætter os i de sparsomt belyste stuer og mørkning i petroleumslampens skær med både hyggelige og uhyggelige historier. Vi kigger nærmere på de monstre, skyggerne skaber, og snakker om lysekællinger, fisen i hornlygten, natmænd, Allehelgens og meget mere.

Dette arrangement er for børn og deres familier. Det er derfor muligt at tage om til tre ledsagere med.

 

Du er velkommen til at tage en ledsager med til arrangementerne. Til nogle af arrangementerne kan du endda tage op til tre ledsagere med. Det vil typisk være til arrangementer, der er rettet mod familier.

Odense Bys Museer er vært ved en forfriskning i pausen.

Vi overholder naturligvis gældende regler om antal, afstand og afspritning, så du trygt kan deltage i arrangementerne.

Tilmelding er nødvendig på tlf. 6551 4601 eller på museum@odense.dk. Tilmelding tidligst en måned før det enkelte arrangement finder sted.

Oplys venligst dit årskortnummer ved tilmelding.