En særlig type pladser fra bronzealderen har i de senere år påkaldt sig arkæologernes opmærksomhed. Det er steder med mange nedgravninger fyldt med sten, der tydeligt er stærkt påvirket af nærkontakt med ild. Ud fra stenene betegnes de normalt som kogegruber eller kogestensgruber. Sådanne er almindeligt kendt på bopladser fra det meste af oldtiden, og de tolkes oftest som jordovne, hvor der er tilberedt mad ved opvarmning fra stenene. Nogle steder synes der dog at være en bemærkelsesværdig stor forekomst af sådanne anlæg, og det uden at der er spor efter bebyggelse, så det falder her naturligt at tale om kogegrubefelter. I sig selv kan kogestensgruberne ikke dateres, da der sjældent findes andet end sten og trækul i dem, men flere steder har C14-dateringer vist, at de har været i brug i bronzealderen.

Fig. 1: Omkring Søndersø er der ved tre udgravninger fremkommet kogestensgrøfter. Alle steder ligger, som højkantkortet fra ca. 1880 viser, op til vådområder, og to steder er der nærliggende kendte gravhøje.

Kogegrubefelt ved Ahornvænget, Søndersø

Ved Odense Bys Museers arkæologiske undersøgelser i forbindelse med Søndersø Kommunes boligudstykning ved Ahornvænget i den nordlige del af Søndersø fremkom et meget stort kogegrubefelt (fig. 1).[1]

Pladsen udmærker sig ved at være det hidtil største kogegrubefelt, ikke bare på Fyn, men formentlig i hele Sydskandinavien. Udgravning samt opmåling med magnetometer viser, at pladsen antagelig dækker et areal på 3-4 hektar. Ud over sporene efter enkelte yngre huse fra ældre jernalder blev der udelukkende påvist nedgravninger med kogesten.

Kogegruberne ved Ahornvænget var af meget forskellig form, da det øvre muldlag blev fjernet med gravemaskine. Der var runde og let ovale kogegruber, og der var korte grøfter, men der var også mange lange grøfter. Disse var ca. 0,5 m brede og op til 45-50 m lange. De mindre kogegruber lå dels spredt ud over arealet og dels samlet som perler på rækker. En del af pladsen var meget struktureret, og her dannede lange kogestensgrøfter og rækker af kogegruber et system af elleve parallelle rækker, der med en længde på ca. 170 m og en største bredde på knap 33 m sammenlagt dækkede et areal på ca. 5000 m2 (fig. 2). Der blev inden for undersøgelsens område registreret godt 800 koge-/kogestensgruber og 42 kogestensgrøfter.

Foruden dette store område med rækker af grøfter og gruber er der i den østlige del yderligere et par rækker af kogegruber. Derudover er der store områder med tætliggende kogegruber uden noget synligt system. Der er dog kun enkelte tilfælde, hvor gruber er gravet ned oven i hinanden, så selv efter afsluttet brug og genopfyldning med jord må de tidligere gruber have været synlige på overfladen.

Kogegruberne, og specielt den meget strukturerede del af pladsen, strakte sig videre uden for udgravningsområdet. Det ville ikke blive berørt af byggemodningen, og det skulle derfor ikke undersøges. En måde at få et foreløbigt indblik i det videre forløb af kogestensgrøfter og -gruber på arealet nord for undersøgelsesstedet var at få lavet magnetometeropmålinger, hvor der registreres de forskellige udslag af magnetisme i jorden.[2] Det viste sig, at kogegruberne gav et tydeligt udslag som en anomali i forhold til den omgivende jord. Udstrækningen af den strukturerede del blev herved fastlagt uden at sætte en skovl i jorden (fig. 2) (Smekalova et al. 2005).


Fig. 2: Ved Ahornvænget blev ved udgravning og mod nord med magnetometer registreret et 3-4 hektar stort kogegrubefelt. Strukturerede rækker af kogegruber og kogestensgrøfter er fremhævet. På arealerne øst og vest herfor ligger kogegruber uden erkendbart system.

I den strukturerede del af kogegrubefeltet sås der såvel mellem grøfterne som gruberne ophold og mellemrum, der umiddelbart leder tanken hen på gennemgange. De lå altid forskudt for hinanden. I et forsøg på at finde frem til, hvad der kunne være sket, og hvordan man har færdedes på pladsen, blev jordprøver fra et 8m bredt område på tværs af systemet analyseret for fosfater.[3] Organisk materiale, navnlig fra urin, efterlader langsomt nedbrydelige fosfater i jorden, og hvor der har færdedes mennesker og dyr, vil der være et forhøjet fosfatindhold i jorden. Metoden har f.eks. været brugt på bopladser til at påvise husenes stalde samt møddingpladser. Desværre er metoden bedst egnet på sandjorder, og vi stod midt i et morænelandskab, hvor der var en god blanding af ler og sand. Fosfatanalyserne gav måske derfor ikke noget klart resultat til forståelse af kogegrubefeltets funktion, men de viste svagt forhøjede fosfatværdier netop omkring opholdene, og selv om udsvingene i fosfattallene var små, kan det være med til at underbygge teorien om gennemgange.

I flere kogestensgrøfter og -gruber blev der gravet et snit for at se, hvordan de så ud i tværsnit. Helt generelt var der mere eller mindre trækul i bunden og herover kogesten samt en opfyldning med jord øverst.

Omkring, og især lige over stenene, sås en ofte kraftig og markant rødbrænding af undergrunden op til ca. 4 cm tykkelse langs nedgravningens sider (fig. 3 og fig. 4). Der blev udtaget prøver fra disse lag samt af undergrunden omkring, hvor analyser viste, at undergrunden har været udsat for temperaturer på omkring 400 grader i mindst to timer, og ud fra det rødfarvede lags tykkelse formentlig længere. Temperaturen har derimod ikke været over 500 grader, da der ikke er nogen keramikdannelse i det rødfarvede område.[4]

Fig. 3: Kogestensgrøfter ved Ahornvænget som de sås i fladen og med kogestensgrøft i langsgående profil i forgrunden.
Fig. 4: Tværsnit af kogestensgrøft ved Ahornvænget med trækul, kogesten, rødbrændte sider og opfyldningslag.

Da der ikke forekommer andre fund i kogestensgrøfter/-gruber end sten og trækul, er der til datering af kogegrubefeltet gennemført ni C14-dateringer af trækul fra et udvalg af gruber og grøfter.[5] Disse daterer det samlede felt til en brugsperiode strækkende sig over op til 250 år fra slutningen af ældre bronzealder og ind i yngre bronzealder, ca. 1050-800 f.Kr. Ses der bort fra de to yngste dateringer er størstedelen af feltet fra perioden 1050-950 f.Kr. For den strukturerede del ses dateringerne at spænde over ca. 100 år fra 1000-900 f.Kr.

Kogegrubefeltet har med sin størrelse krævet et meget stort antal mandetimer at etablere, samtidig med at der er medgået store ressourcer af træ og sten. Der er ikke lavet beregninger på den samlede forbrugte træmængde, men det har været betydelige mængder træ, der er omhugget og bragt til stedet. Prøver af trækul stammer primært fra hassel og eg, og det kan tænkes, at haslen er fra bevidst plantede og stævnede hasselkrat. Bronzealderens landskab var åbent og relativt fattigt på træ, så træ var en kostbar ressource. Under udgravningen blev der lavet forsøg med at veje stenene fra grøfterne. Det viste, at der er ca. 250 kg sten pr. løbende meter. Med en samlet længde for kogestensgrøfterne på ca. 790 m betyder det, at der alene i kogestensgrøfterne er anvendt ca. 197 tons sten. Da der ikke er mange sten i undergrunden ved Ahornvænget, må stenene være bragt til pladsen fra et større område. Med en så stor investering af tid og ressourcer kan der ikke være tvivl om, at kogegrubefeltet har haft en central og vigtig betydning i samfundet. Det synes rimeligt at antage, at der ved kogegrubefeltet var et samlingspunkt ikke for én, men adskillige bopladser.

Hvad der er sket på stedet, står uklart for os. At et kogegrubefelt i denne størrelse primært skulle tjene til madlavning virker ikke sandsynligt, selv om pladsens spænd over mindst 100 år tages i betragtning. Alene på de ca. 790 m med kogestensgrøfter skulle det være muligt at lave mad til flere personer, end man må forestille sig, indgår i bronzealderens sociale arrangementer. Der var ingen former for produktionsspor ved grøfterne. Så ildsteder i tilknytning til håndværk, støbning eller lignende synes der ikke at være tale om. Formbøjning af træ har også været nævnt som en mulighed, men igen synes alene kogegrubefeltets størrelse at tale imod en sådan tolkning.

På kogegrubefeltet findes ingen samtidig bebyggelse, begravelser eller ofringer. Området omkring Søndersø er dog rigt på fortidsminder fra oldtiden. Der er mange gravhøje, hvoraf nogle, som den fredede Kirkehøj (fig. 1), fortsat er synlige i landskabet, mens andre er vanskeligere at få øje på, da de ligger overpløjede på dyrket mark. Mange af gravhøjene er aldrig blevet undersøgt, men en stor del er eller må antages at være helt eller delvist samtidige med kogegrubefeltet. Der er ingen kendte gravhøje lige op til kogegrubefeltet, men det kan ikke udelukkes, at der har ligget nogle specielt nord for pladsen.

Kogegrubefeltet ligger i et uroligt bølget morænelandskab med små bakketoppe samt mindre lavninger og flere omtrent nord-syd-orienterede langsgående lavninger, som tidligere har været vådbundsområder. Det viste sig desuden under udgravningen, at det urolige landskab med sine bakketoppe og lavninger har været endnu mere udpræget i bronzealderen. Flere tusinde års pløjning på arealet har udlignet niveauforskellene, og mindre vandhuller er blevet fyldt op. Fra bronzealderen kendes mange enkeltvis nedlagte eller små funddeponeringer af våben og senere kvindesmykker i søer, åer og ved kildespring. Fra vådområderne ved Ahornvænget er der ingen kendte ofringer.

Placeringen af kogegrubefeltet op til et vådområde er næppe en tilfældighed. Fra de relativt få beslægtede fund ses kogegrubefelter ofte at ligge nær dels vådområder og dels gravhøje (Henriksen 1999 og 2005). Selv om der ikke nødvendigvis er, eller måske rettere ingen kendte ofringer er, i vådområderne, så peger placeringen ved vådområder og nogle steder gravhøje hen mod en religiøs sfære. Man må forestille sig, at folk fra et større område med regelmæssige intervaller er mødtes ved kogegrubefeltet og dér har udført nogle handlinger, hvor ild og nærheden til vand var helt centrale. I tilknytning til høje af kogesten i Sverige har det været diskuteret, om frembringelse af vanddampe har været et element ved rituelle handlinger, hvor dampene kan have bidraget til en særlig stemning eller haft en betydning for f.eks. en shamans passage fra en verden til en anden (Kaul 2004 med henvisninger). En tilsvarende tolkning kan synes relevant for kogegrubefelter. Ved Ahornvænget kan den dog afvises. Bunden af grøfternes opfyldslag er ofte rødfarvede af varme, og stenene kan ikke have været vandafkølede. En ren visuel effekt af ilden har dog næppe været det eneste afgørende, da det ikke forklarer de mange kogesten. At der er lavet større mængder af mad, kan ikke afvises, men at se kogegruber som rent profane pladser vil nok være at lægge vores nutidige sekulariserede samfund ned over et samfund, hvor det rituelle og profane liv formodentlig smeltede sammen.

Fig. 5: Morgendis over Ahornvænget.

Kogestensgrøfter ved Kirkegård Sydøst

I den nordvestlige udkant af Søndersø var der tidligere fundet kogestensgrøfter og -gruber, da omfartsvejen vest om byen blev anlagt (fig. 1 og fig. 6) (Clemmesen og Henriksen 1998).[6] Her lå en række af kogestensgrøfter, og lidt syd herfor tre parallelle kogestensgrøfter op til et hus, der formodentlig er fra yngre romersk jernalder, og de antoges i første omgang at være fra ældre jernalder (Henriksen 2005). Fire nyere C 14-dateringer med en dateringsramme fra 1090 til 840 f.Kr. viser, at både kogestensgrøfter og -gruber som kogegrubefeltet ved Ahornvænget stammer fra slutningen af ældre bronzealder og ind i yngre bronzealder.[7] Der er her tale om en lille og meget begrænset undersøgelse, men igen indgår kogestensgrøfter og -gruber i et system. Der er heller ikke her andre fund end kogesten og trækul. I to af grøfterne sås der kun jordopfyldning. Det er dog ikke klart, om det skyldes den begrænsede undersøgelse, da kogesten sporadisk over meget korte forløb var fraværende i grøfterne ved Ahornvænget.

Det formodentlige lille kogegrubefelt er placeret i et landskab med mindre lavninger og vådområder. Øst for kogestensgrøfterne har ligget to gravhøje, hvor den ene pga. fredning fortsat er synlig (fig. I).[8] Gravhøjene er udaterede, men de fleste gravhøje er opbygget i bondestenalderen eller ældre bronzealder, og de har givet ligget der som kendte synlige træk i landskabet, da det lille kogegrubefelt fandt anvendelse.

Fig. 6: Ved Kirkegård Sydøst fremkom ved udgravningen en række kogegruber, tre grøfter — den midterste med kogesten -og et hus formodentlig fra yngre romersk jernalder.

Kogestensgrøft ved Dallund Vest

Vest for Søndersø fremkom i 2006 endnu en kogestensgrøft ved en udgravning forud for byggemodning ved Dallundvej og Langbyende (fig. 1 og fig. 7)[9]. Denne gang lå grøften helt for sig selv uden andre kogestensgrøfter eller -gruber. Fund af en del ildskørnede sten i stolpehuller tilhørende en bebyggelse på stedet i ældre middelalder tyder dog på, at nogle anlæg er forsvundet.

Under alle omstændigheder er der her ikke tale om et kogegrubefelt. Det viser, at kogestensgrøften som et anlæg fandt anvendelse i forskellige, men alligevel formentlig beslægtede sammenhæng. Kogestensgrøften pegede her i retning af en gravhøj.[10] Denne er i dag overpløjet og aldrig undersøgt, men der er i 1878 til Nationalmuseet fra flere urner indsendt tre pincetter, to dobbeltknapper, tre syle, nåle, kniv, ragekniv m.m. fra yngre bronzealder (periode IV-V). Urnerne har været sat ned i siden på den eksisterende høj, hvis opførelsestidspunkt vi ikke kender. Det er dog rimeligt at antage, at den har ligget som en synlig markering i landskabet, da kogestensgrøften var i brug. Grøften løber langs sydsiden af en lavning med et vandhul. På den anden side af grøften mod syd er en gravplads med brandgrave fra yngre bronzealder og ældre jernalder. Dateringen af kogestensgrøften kendes endnu ikke, men der er planlagt en C14-datering. Det er muligt, at den er samtidig med gravpladsen, og at den på én gang har forbundet og adskilt gravhøj, gravplads og vandhul.

Fig. 7: Ved Dallund Vest lå en kogestensgrøft vest for en gravhøj mellem et vådområde og et gravfelt med brandgrave fra yngre bronzealder og ældre jernalder. Ud over gravene var der bebyggelsesspor fra ældre middelalder, der ikke er medtaget her.

Bronzealderens kultpladser?

De tre fundpladser bindes sammen af den fælles brug af kogestensgrøfter. En anlægstype, der indtil videre kun kendes fra Søndersø-området. Samtidig adskiller de tre pladser sig indbyrdes ved antal af grøfter og deres sammenhæng med andre fundtyper som gravhøje og gravplads. Kogestensgrøfterne er beslægtede med rækker af kogestensgruber, som kendes fra både Ahornvænget og Kirkegård Sydøst, men også fra lignende pladser i det sydskandinaviske og nordtyske område (Henriksen 1999 og 2005). Som ved Søndersø har det heller ikke disse steder været muligt at påvise, hvad der er foregået på kogegrubefelterne.

Der har, som påvist på Ahornvænget, været investeret megen tid og mange ressourcer i forbindelse med pladserne. Der har været tændt ild i grøfter og gruber. Hvor mange, der har været i samtidig brug, er et åbent spørgsmål. Der er ikke bemærket gentagende brug af de samme grøfter eller gruber. Det er samtidig bemærkelsesværdigt, at de respekterer hinanden, og at nye ikke graves ned i ældre. Man har altså vidst, hvor de ældre anlæg lå. Nogle steder ses der en mindre forskydning og ophold i rækkerne af gruber og grøfter, hvor det for Ahornvænget foreslås, at der her kan have været mindre gennemgange gennem det samlede felt.

Sammenhængen, der nogle steder ses til gravhøje og gravpladser, leder tankerne hen mod en religiøs og kultisk tolkning. Ofte ses også en nærhed til vådområder. Fra deponering – ofring – af kostbare bronzevåben og -smykker i netop vådområder i bronzealderen ved vi, at i hvert fald nogle vådområder har været opfattet som hellige steder, hvor der var en særlig kontakt til guderne. Det er også muligt, at vandet ikke kun har betydet noget på kogegrubefelterne ved den umiddelbare nærhed, men også har fundet aktiv anvendelse på pladserne, således at både ild og vand har været centrale elementer. Med en sådan synsvinkel bliver det nærliggende at betegne kogegrubefelterne som kultpladser. Dermed knyttes pladserne til den religiøse sfære, uden at vi dog alligevel bliver i stand til at sige, hvad der er foregået der.

Kultpladserne bliver med en sådan tolkning et element blandt flere, der er med til at belyse bronzealderens religion. Ofringer i vådområder er et andet. Ud over selve ofringshandlingen er der også en række af fundene fra moserne, der leder tankerne hen på en religiøs sfære. Her skal blot fremhæves solvognen, lurer, hornede hjelme og store, arbejdsmæssigt uhåndterlige processionsøkser. Som den eneste periode i vores nordiske forhistorie har vi fra bronzealderen billeder/helleristninger, der må formodes at gengive og afspejle religiøse forestillinger og handlinger. Der er processioner med lurer og processionsøkser. Der er skibe bemandet med hornede mænd, lurblæsere, øksesvingende mænd og springende mennesker. Der er solen som et centralt motiv, der er forbundet med bl.a. skibe og heste. De større helleristninger er i Danmark begrænset til de bornholmske klipper (Kaul 2005b). Nogle af motiverne går dog som enkeltstående igen på mindre sten og på bronzegenstande. Ved undersøgelser neden for helleristningsklippen Madsebakke på Bornholm fremkom kogestensgruber (Kaul 2005a), og der ses således igen en kobling til en rituel sfære. Det kan have en rent profan funktion ved madlavning, men med de store kogegrubefelter in mente bør det overvejes, om de er andet og mere.

Et motiv, der genfindes mange steder på sten og helleristninger, og i et langt videre tidsperspektiv end kun bronzealderen, er skålgruber (fig. 8). De findes enkeltstående, i grupper og på rækker, som f.eks, på stenen fra Skaghorn (Holdgaard Nielsen 2008). Ser man på en optegning af kogegrubefelterne og afbildningen af skålgruber, falder det lige for at drage en parallel. Enkelte steder ses skålgruber også at smelte sammen til lange linier, så de påfaldende minder om de her omtalte kogestensgrøfter. Skålgruberne har desuden langt op i 17-1800-tallet været brugt folkeligt til fedt- og brændofre. Det kan være en tilfældighed, men det kan også være en sejlivet tradition, som trækker sine rødder helt tilbage i bronzealderen. Måske er det ind i denne verden, vi skal placere og forstå kogegrubefelterne som kultpladser. Måske afspejler helleristningerne noget af det, der er foregået på disse kultpladser.

Fig. 8: Helleristning fra Aspeberget i Bohuslän i Sverige med rækker af skålgruber “holdt oppe’’ af en firefingret mand.

Noter

  1. ^ OBM 7736, Ahornvænget, Søndersø sogn, Skovby herred, Odense amt.
  2. ^ Magnetometeropmålinger blev foretaget af T.N. Smekalova og O.Voss
  3. ^ Analyse af jordprøver for fosforsyretal blev gennemført af Steins Laboratorium for Agrogården.
  4. ^ Termiske analyser blev foretaget af Ole Stilborg, Keramiska Forskningslaboratoriet, Lunds Universitet.
  5. ^ Ni C14-dateringer fra Ahornvænget blev foretaget af Jan Heinemeier på AMS 14C Dating Centre, Institut for fysik og astronomi, Aarhus Universitet: AAR 10763, AAR 10764, AAR 10765, AAR 10766, AAR 10767, AAR 10768, AAR 10769,AAR 10770, AAR 10771.
  6. ^ OBM 8509, Kirkegård Sydøst I, Søndersø sogn, Skovby herred, Odense amt sb. 60
  7. ^ Fire C14-dateringer af OBM 8509 X3, X44, X49 og X52 fra Kirkegård Sydøst I blev foretaget af Tomasz Goslar, Poznan Radiocarbon Laboratory.
  8. ^ Søndersø sogn, Skovby herred, Odense amt sb. 1 og 2.
  9. ^ OBM 2563, Dallund Vest, Søndersø sogn, Skovby herred, Odense amt
  10. ^ Søndersø sogn, Skovby herred, Odense amt sb. 4A.

Litteraturhenvisninger

  • Clemmensen, S. og M.B. Henriksen, 1998: En omfartsvej gennem oldtiden. Årsskrift 1998 for lokalhistorisk forening for Søndersø Kommune, s. 2-8.
  • Henriksen, M.B., 1999: Bål i lange baner – om brugen af kogegruber i yngre bronzealder og ældre jernalder. Fynske Minder 1999, s. 93-212.
  • Henriksen, M.B., 2005: Danske kogegruber og koge-grubefelter fra yngre bronzealder og ældre jernalder. I: Gustafson L. et al.(red.): De gåtefulle kokgroper. Varia 58, s. 77-102.
  • Nielsen, M. Holdgaard, 2008: Skaghorn-stenen. En skålsten fra bronzealder. Fynske Minder 2008, s. 145-155.
  • Kaul, F., 2004: Bronzealderens Religion. København.
  • Kaul, F., 2005a: Arkæologiske undersøgelser ved Helleristningerne. I: Kaul, F. et al. 2005: Helleristninger. Billeder fra Bornholms bronzealder, s. 134-140.
  • Kaul, F. 2005b: Bronzealderens billedverden. I: Kaul, F. et al. 2005: Helleristninger. Billeder fra Bornholms bronzealder. s. 44-67.
  • Smekalova, T.N.; O.Voss og S.L. Smekalov, 2005: Bronze Age cooking pits on the island of Fyn, Denmark. I: Smekalova, T.N. et al., 2005: Magnetic Survey for Archaeology. 10 years of using the overhauser GSM-19 gradiometer. Saint Petersburg, s. 25.
  • Stilborg, O., 2007 (upubliceret rapport): Oxiderede undergrundsprøver fra Ahornvænget, Søndersø, Fyn, Danmark. Lunds Universitet. Keramiska Forskningslaboratoriet.

©