Forfattere

Årsager til H.C. Andersens stavevanskeligheder

I H.C. Andersens „Dagbøger 1825-1875“ skriver den ene redaktør, Kåre Olsen, I: side XVI-XVII „Problemet (vedrørende udgivelsesprincipperne) får først betydning i forbindelse med Andersens, ikke mindst af ham selv omtalte, vanskelighed ved at tilegne sig den gængse ortografi.

Dagbøgerne leverer et førsterangs materiale til belysning af denne side af hans psyke. De viser, at han kæmpede en håbløs kamp for at stave ordene „rigtigt“, det tekstkritiske apparat viser hans talrige rettelser af sig selv, hvortil kommer de ikke mindre talrige rettelser af stort begyndelsesbogstav til lille og omvendt og rettelser i enkelte bogstaver og hele ord, som ikke er medtaget i det tekstkritiske apparat. Helt pudsigt virker det, når han først har skrevet det rigtige, så bliver usikker og retter til det forkerte, men inkonsekvenserne viser også, hvad der foranlediger dem. Andersen skrev efter øret, således at f. eks. hans barndoms sprog får ham til at skrive ord efter den fynske udtale. På samme måde har en nabolyd eller et naboord tendens til at smitte af på et efterfølgende ord.

Navne på personer og steder er det rent galt med. Navnet på samme person kan på samme side i en dagbog staves på tre forskellige måder. Andersen var i besiddelse af en selv for en forfatter meget højt udviklet iagttagelsesevne, der fungerede fuldkomment, selv om han var i stærk affekt, han erindrede det sete med største sikkerhed, men han var ikke i stand til uden videre at erindre og reproducere et læst navn med sikkerhed.

Fejlstavede ord og navne findes i tusindvis i et bind som det foreliggende.

At andre faktorer end de allerede nævnte spiller ind her, er klart. Hans opvækst og sene uddannelse kan nævnes, men også det forhold, at han uddannede sig til digter og ikke til embedsmand, må tages i betragtning. Sikkerhed i ortografi spillede ikke den rolle i datiden, som det senere blev tilfældet!“ (Fremhævelserne foretaget af A. R.).

Kåre Olsen har her gjort udmærket rede for H.C. Andersens stavevanskeligheder og nogle af årsagerne til dem: hans fynske udtale, barndommens almuemiljø, hans sene uddannelse, hans uddannelse til digter, datidens mindre strenge krav til ortografisk sikkerhed osv.

Men Kåre Olsen konstaterer også, at H.C. Andersens kamp for at stave „rigtigt“ var en „håbløs kamp“. Og han undrer sig meget over, at H.C. Andersen trods sin højt udviklede iagttagelsesevne og sikre evne til at erindre det sete ikke var i stand til at erindre og reproducere et læst navn med sikkerhed.

Kåre Olsen forstår ikke, at H.C. Andersens egentlige handicap på ortografiens område var, at han led af konstitutionel dysleksi, og at det var årsagen til hans håbløse kamp mod stavefejlene og til hans besvær med at huske, hvordan navne stavedes.

I det efterfølgende vil der først blive gjort rede for, hvad dysleksi er, og derefter analyseres As specielle form for dysleksi.

Nogle bruger i stedet for den latinske betegnelse dysleksi (= læsevanskeligheder) betegnelsen ordblindhed og mener dermed læse-stavevanskeligheder. Når man fra lægelig side taler om medfødt ordblindhed, menes konstitutionel dysleksi; undertiden udelades „medfødt“, og betegnelsen „ordblindhed“ skal da forstås som „medfødt ordblindhed“. (Se Knud Hermann: „Om medfødt ordblindhed“ side 14-15, og „Kniber det med at læse?“ (udsendt af Undervisningsministeriet) side 8).

Med den hævdvundne betegnelse ordblindhed har man villet udtrykke, at den „ordblinde“ ikke var i stand til umiddelbart at opfatte trykte eller skrevne ord som helheder, som „ordbilleder“; han var „blind for ord“, dog ikke sådan at forstå, at der var noget i vejen med hans syn. Det er i hjernen, syntesen eller sammenfatningen af grupper af bogstaver til ord finder sted.

Til belysning af, hvad det drejer sig om, følgende: Dr. phil. S. A. Tordrup fortæller, at han engang undersøgte en mand i trediverne, som kun kendte ganske enkelte ord. „Når han ikke kendte et ord umiddelbart, forsøgte han at nå til ordet gennem lydering, ved at stave sig frem. Han fandt således frem til ordet „med“ og sagde: „Nu ved jeg, at der står „med“, men jeg kan ikke se det“, og kort efter måtte han igen stave ordet for at vide, hvad der stod“. (Tor: s. 3821).

Enhver normalt læsende opfatter umiddelbart – uden at se nærmere på de enkelte ord – flere ord i en tekst på én gang, mens den ordblinde må prøve, så godt han kan, at stave sig frem fra ord til ord. Følgelig læser den ordblinde i sammenligning med den normale læser uhyre langsomt og usikkert. Den langsomme og usikre læsning hæmmer eller kvæler igen læselysten, og det er derfor ikke mærkeligt, at ordblinde sjældent læser morskabslæsning.

Men hvordan kan H.C. Andersen da være ordblind, når han faktisk læste meget og hurtigt? – Han siger selv om tiden i fattigskolen i Odense: „Jeg læste altid Historier“. (Levnedsbogen side 3811). „Alle bøger jeg kunne faae bleve slugte“. (L: side 4014).

Det forholder sig således:

Man var oprindelig af den opfattelse, at dysleksi alene beroede på noget „visuelt“, at man ikke kunne „se ord som helheder“ og byttede om på bogstavernes rækkefølge eller forvekslede bogstaver, der lignede hinanden som b og d eller m og n. Nu er man imidlertid blevet klar over, at der kan være andre årsager til dysleksi eller ordblindhed, bl.a. at nogle børn og voksne har en svagt udviklet lydskelneevne. Denne gruppe dyslektikere har f. eks. svært ved at opfatte lydkomplekser i det talte sprog og ved at analysere ordene ud i deres bestanddele (stavelser, lyd). Disse såkaldt „auditivt“ hæmmede dyslektikere har sværere ved at stave end ved at læse, akkurat som det er tilfældet med H.C. Andersen. Ofte læser de normalt hurtigt, for modsat de visuelt hæmmede har de lettere ved at tilegne sig „ordbilleder“, selv om deres ordbilleder på grund af deres upræcise lydopfattelse og mangelfulde ordbilledhukommelse er usikre. I regelen er der altså både tale om visuelle og auditive hæmninger, men da de auditive er mest fremtrædende, kan man tale om „fortrinsvis auditivt hæmmede“.

Størst vanskelighed volder ikke de små ord, som de fortrinsvis visuelt hæmmede har svært ved at skelne fra hinanden (da, ad, at; dem, med; du, ud osv.), men længere og sjældne ord, som de auditivt svage ikke kan opdele i stavelser og finde ud af at stave og altså ikke har ordbilleder af.

Specielt fremmedord og geografiske navne og personnavne er problemer for dem, hvad de også er for Andersen. Han skriver f.eks. „coramsponderede“ (L: s. 1301) for korresponderede. Andre steder: corensponderede“, fordi han har udtalt ordet noget i den retning og ikke husker det præcise ordbillede. Det mærkelige m i coram er måske fejlskrivning for n, og n i coren er måske smitte fra det næste n. D V: s. 6010 og s. 6727 skriver Andersen Stenographi Billeder for Stereoskopbilleder og forveksler altså to fremmedord, der begge begynder med Ste-, men ellers er af helt forskellig oprindelse og betydning.

Navne staver han som nævnt på mange forskellige måder, fordi han ikke altid har hørt rigtigt, eller fordi hans ordbilleder er mangelfulde og upålidelige. Eksempler: D V: side 7818 Domodolosa for Domodossola. D V: side 312 Garigniano for Carignano, s. 301 Montone for Mentone. Shakespeare staves bl.a. Shackspear, Schackspear, Schekspear, Skak(spear), Schachspear. Hauch skrives Hauck eller Hauch. Edvard Collin staves næsten altid Eduard, D V: s. 1017 Eduar.

I et foredrag på 2. nordiske stævne for læsepædagoger 1954 omtaler den daværende forstander for Statens institut for talelidende Egil Forchhammer udførligere de før omtalte auditivt hæmmede dyslektikere, som har svært ved at opfatte og udtale visse ord og konsonantforbindelser rigtigt, og siger, at der her er tale om konstitutionelle vanskeligheder, der især ytrer sig som en slags udtalefejl, der igen kan føre til ortografiske fejl.

Forchhammer fastslår, at vanskelighederne kan „ytre sig sværere og lettere“, og efter hans mening „spadserer der en forfærdelig masse mennesker rundt imellem os, der har nået en meget høj intellektuel udvikling“, men som „har visse vanskeligheder i sproglige henseender, mennesker, for hvem sproget aldrig nogen sinde er blevet det selvfølgelige værktøj, som det er for os andre. Disse mennesker har ikke så betragtelige vanskeligheder, så det er nogen hindring for selv den højeste sociale uddannelse eller udvikling, men de mærker dem stadig, og mange af dem mærker dem mest på den måde, at de har ortografiske vanskeligheder“.

Dette sidste er netop H.C. Andersens situation: Han staver dårligt! Men har han, den store digter, også sproglige vanskeligheder, formuleringsvanskeligheder? Det vil mange vist sætte et spørgsmålstegn ved. Og dog: I sin bog om H.C. Andersen (side 9014) skriver litteraturhistorikeren universitetslektor Erling Nielsen: „Andersen lærte aldrig at beherske samtidens dannede litteratursprog, hvad den hjemlige kritik ikke undlod at fortælle ham“ (kursiveret af A. R.). Edvard Collin rettede sproget i hans manuskripter, men når man læser „Levnedsbogen“, som ikke er rettet af nogen, kan man let overbevise sig om, at sproget ikke altid var „et selvfølgeligt værktøj“ for H.C. Andersen. Når han anvender sit naturlige talesprog: korte, sideordnede sætninger, er fremstillingen anskuelig og klar, men når han prøver at slå over i datidens skriftsprog, f. eks. i analyserende, ræsonnerende afsnit, bliver sproget ofte usammenhængende, uklart, og syntaksen går på tværs af alle grammatiske regler og er ofte uden for al logik. I Levnedsbogen side 19022 skriver Andersen f. eks. i anledning af vaudevillen „Kærlighed på Nicolai Taarn“, hvori han havde ladet sin heltinde „paa en komisk Maade“ anvende en replik fra „Axel og Valborg“: „Flere lagde nogen Oposition fra min Side imod Øehlenschlæger, det fandt Eftersnakkere, skjøndt jeg virkelig elskede Øehlenschlæger og beundrede ham som Digter, men naar jeg fik en Idee, der forekom mig komisk, satte jeg den over andre Hensyn, i det jeg virkelig troede den Gang, at Parodie over noget fortræffeligt, eller Anvendelse af noget sandt rørende nok turde bruges igjen i Spøg, uden at man derfor havde et ondt Hjerte.“

Man vil måske indvende, at den ubehjælpsomme formulering her og mange andre steder kunne hænge sammen med det almuemiljø, Andersen var udgået fra, men mon han ikke ville have kunnet tilegne sig et mere korrekt skriftsprog i de mange år, han havde gået i en højere skole og færdedes i akademiske og litterære kredse, hvis han ikke havde haft et sprogligt handicap i form af en lettere dysgrammatisme eller mangelfuld tilegnelse af korrekt sætningsbygning? Dysgrammatisme forekommer i forbindelse med dysfasi (hæmmet sprogudvikling) og auditive vanskeligheder. Knud Hermann udtrykker det således, at det drejer sig om „ekspressive vanskeligheder med syntaktisk besvær (ubehjælpsom sætningsopbygning) og forkert anvendte eller galt opbyggede ord“. (O: s. 12 7 29).

I Andersens breve til Jonas Collin i årene 1823 til 1827 vrimler det med ubehjælpsomme sætningskonstruktioner, selv om han utvivlsomt har gjort sig umage med sproget og i alt fald for visse breves vedkommende skrevet kladde. En sådan kladde eller koncept til et brev er optrykt BJC II: s. 287.

Eksempler på knudret sprog: BJC 1: s. 749: „… men jeg vilde dog ikke sende Dem et Brev før, da Maaneden nu snart er ude, at jeg kunde tillige levere Dem mine Characktere for denne Maaned“ (Andersen har først skrevet Charakterer).

Så sent som i 1845 i „Mit eget Eventyr“ finder vi mange uheldige formuleringer: side 1432: „fra en velhavende Landmands Kone var hun nu i stor Fattigdom“, s. 409: „det klang mig også noget stort at kunne sige: „jeg lære Latin!“ S. 4233: „en ny Mulighedens Vei til at komme fremad syntes jeg at aabne sig for mig“.

S. 4422: „jeg havde det tungt nok ved at kunde opholde Livet“. S. 4432: „Tragedien hedte „Røverne i Wissenberg“, en lille Landsby i Fv-en, i Løb af neppe 14 Dage var Tragedien færdig, men hvori neppe eet Ord var bogstaveret rigtig, thi Ingen havde hjulpet mig“.

Det vil være rimeligt, nu vi har påvist, at Andersen har været auditivt ordblind, at henvise til nogle artikler om auditiv ordblindhed i Ordblinde-bladet, bl.a. af daværende forstander for Ordblindeinstituttet fru Lis Brunberg Christensen, der har skrevet om hørstumhed og auditive vanskeligheder f. eks. i marts og september 1961 og i marts 1967, samt en artikel af R. juni 1964. Knud Hermann kritiserer i 1967-udgaven af „Medfødt ordblindhed“ udtrykket auditive vanskeligheder, som han mener kan misforstås, og som han finder upræcist. Han anvender udtrykket kompliceret ordblindhed, når der er tale om dysfatiske elementer eller impressive og ekspressive sprogvanskeligheder, altså vanskeligheder ved at opfatte og udtrykke sprogstof. (O: s. 127).

Vi vil nu gå over til en mere systematisk og detaljeret analyse af Andersens stavevanskeligheder og årsagerne til dem, dels de årsager, Kåre Olsen nævner, dels og specielt Andersens auditive handicap.

Kåre Olsen har ret i, at nogle af Andersens stavevanskeligheder hang sammen med hans fynske udtale. L: s. 167-168 fortæller Andersen om, hvordan Jette Wulff og Lotte Oehlenschläger morede sig over hans fynske udtale, når han deklamerede, og lo ret hjerteligt, når han deklamerede „Det døende Barn“ og om moderens kind sagde: „den er vo“ i stedet for: „den er vaad“.

Det har voldt Andersen betydelige kvaler, at fynboerne ikke udtaler hæmmelyden d, og som andre fynboer kan han ikke finde ud af, hvor dette „stumme“ d skal anbringes.

Det er forståeligt, at han i „Det første Skridt“, altså i 13 års alderen, s. 363 skriver utaget (= udtaget) og s. 3516 Døe (= Død). Side 2818 rettes Døe i „til min Døe“ til Død. BJC I: side 193 skriver han: Vedmods Stemme, og BJC I: side 11129 retter han umueligt til udmueligt, hvis d dog vist atter er udstreget. D II: side 2051 rettes „glee“ til gled, og side 31318 rettes „sae“ til sad. D I: side l5: står Gudom (= Guddom), og MeE: side 9715: „usøgte“ (= udsøgte). An 3: s. 537: Tudsinde. D I: s. 19027: „udrete“ Senge, først skrevet „udrette“.

Perfektum participium af svage verber og en del stærke verber har på fynsk fælleskønsformen. Den møder vi f. eks. D I: side 4223: „har forbuden“ og side 5426 „er gåen“.

L: s. 1207: kaldt (= kaldte) og D I: s. 2922: agered (= agerede) er også fynsk påvirket.

Der kunne nævnes mange flere eksempler på, at H.C. Andersen har rettet sig mere efter sit fynske øre end efter de gængse skrevne eller trykte rigsdanske staveformer. Det er altså rimeligt her at fastslå, at Andersen som alle dialekttalende ordblinde har haft flere og større stavevanskeligheder at overvinde end rigsdansktalende ordblinde.

Blandt andre faktorer, som kan have medvirket til hans dårlige ortografi, peger Kåre Olsen på hans opvækst og sene uddannelse samt på hans mindre motivation og interesse for at lære at stave, fordi han ville være digter, og fordi ortografien spillede en mindre rolle dengang.

Vedrørende opvæksten tænker Kåre Olsen nok især på hans mangelfulde skolegang, og det kan vel også tænkes, at nogle af H.C. Andersens mange stavefejl skrivemotorisk kan have sat sig fast i barnealderen. Han var i barneårene ikke motiveret for skolearbejdet, hvad han fortæller om i Levnedsbogen side 31-32 og side 66 og 81. Han omtaler gentagne gange, at han stavede dårligt, både før han gik ud af fattigskolen og efter skoletiden, da han var kommet til København.

Vi har i øvrigt mulighed for at danne os et begreb om, hvordan Andersen stavede i 13 års alderen, idet Hans Brix i „Det første Skridt“ i faksimile har udgivet nogle smådigte, Andersen har digtet og nedskrevet i 1818.

Skriften er ret sikker og læselig, og stavningen bedre, end man skulle vente, da Andersen bl.a. i Levnedsbogen fortæller, at han „næsten slet ikke kunde bogstavere et eneste Ord rigtigt“.

Som prøve på hans stavefærdighed da skal citeres anden strofe af „Sang utaget af Anersens Komedie Diana Lygria.“ (S. side 36):

„Den Hyrde Band en yndig Krans
Hans Naun det var Rosenstans
Hans Pige den skulde have
til en Festings gave
Hans Pige smilde da hundenlig
og til sin Elsker gik
En Køs han til beløning gav
og de Elskede verande brav.“

I 18 af 47 ord eller 39 % er der fejl: Band = bandt, Krans stavedes dengang Krands, hans staves 3 gange med stort, udsagnsordet elskede også med stort, Naun med u, Rosenstand med s for d, Festings gave i to ord = Fæstensgave, smilde = smilte, hundenlig = huldeligt, En Køs = et Kys, han = ham, beløning = Belønning, utaget = udtaget, og Anersen = Andersen, brav = bravt, verande (— hverandre).

En nærmere analyse af nogle af disse fejl vil vi senere vende tilbage til og her blot nøjes med at konstatere, at de små digte fra 1818 ligesom den citerede strofe viser, at Andersen har haft problemer med de stumme bogstaver, med enkelt eller dobbelt konsonant, „narrevokaler“ som y-[ø] og navne, bl.a. sit eget. Hertil kommer anvendelsen af stort begyndelsesbogstav, som altid voldte Andersen kvaler. Og endelig fremmedord som Medecin og modolere, som forekommer i andre af digtene. Ved siden af de mere „banale“ fejl er der nogle, der peger i retning af, at Andersen ikke blot har været dårligt undervist og umotiveret for stavearbejdet, men også har været auditivt ordblind, nemlig „han“ for „ham“, „Festings gave“ og „hundenlig“. Fælleskønsformen „en køs“ er fynsk dialekt og viser på ny, at nogle af Andersens stavefejl kan føres tilbage til hans fynske udtale.

Også senere møder vi gang på gang „banale“ fejl i Andersens manuskripter, dagbøger og breve: f. eks. fejlagtigt anbragte eller udeladte „stumme“ bogstaver i ord som: Skildtes, sadte, gjordt, vidskede (= hviskede) gjalt, viste (= vidste), opfylde (= opfyldte) eller fejl i ord, som indeholder „narrrevokaler“: skaalet (= skoldet), Strænghed, Stæder (= Steder), hæftig, Brøllup, knøtter, Førster, fløttede, sønderlig. Der forekommer også ord, der indeholder fejl med hensyn til enkelt eller dobbelt konsonant: aligevel, væmelige, Maaneskinet, henretedes, Mase = Masse, dise = disse, Mallerier osv.

Mange af disse fejl kan godt have deres oprindelse i barndommens ringe stavefærdighed, men man må så spørge, hvorfor han ikke under sin forberedelse til studentereksamen har fået rettet disse elementære fejl. Er det på grund af ligegyldighed og manglende motivering, som det antydes af Kåre Olsen, og også hævdes af andre H.C. Andersen-forskere, at han bliver ved med at lave de samme stavefejl?

De mange rettelser i dagbøgerne tyder ikke på, at han har været ligeglad med stavningen, og selv om man dengang så mere tolerant på stavefejl end i slutningen af det 19. årh. og første halvdel af dette, mødte Andersen alligevel fra mange sider så megen kritik af sin stavning, at det må have generet ham meget, nærtagende, som han var, ja, givet ham mindreværdsfølelse. Han har altså i høj grad været motiveret for at forbedre sin stavning.

I et brev 15.9.1825 takker Andersen Jonas Collin „for den Godhed, at De giør mig opmærksom på mine Skrive og Uagtsomheds-Feil“. (BJC I: s. 317). 2.10.1826 fortæller han Jonas Collin, at han i dansk stil har fået „Godt (jeg har skrevet to, i den første fik jeg for Stilen Laud præ ceteris men for Ortographien non)“. (BJC I: s. 6712) Non er 3. karakter og svarer til tg eller nu 5, som gives for den usikre og ikke tilfredsstillende præstation. Andersens vanskeligheder og bekymringer på retskrivningens område afspejler sig også i nogle spøgefuldt drillende bemærkninger i et brev fra en tidligere kammerat i Helsingør (18.8.1827): „Min gode Ven du taler om Vedebrødsdagene (NB.NB.NB.NB.) Fy see hvilken en grammatikalsk Bommert, den vilde til artium kaste ned til Haud . . . Du skriver Taasser. Stop! mener Du måske de store Frøer, thi de kaldes saaledes i Bondesproget nemlig en Taase NB. kuns med et s, mener du derimod Enfoldige, Dumme eller slige Subjekter, da staves det Tosser (See Rahbeks Danske Læsebog 1. Deel Pag. 197 Trøjels Ode til Dumhed)[2]. Det glæder mig ret inderligt at see dine store Fremskridt i Orthographien!!! Endvidere: man siger ei et Galskab men en Galskab, dog det kan passere, men så de Andre! Naa nu være det nok med Criticeren“. (G side 44-45).

Til studentereksamen sept. 1828 fik Andersen for øvrigt til sin store skuffelse haud eller anden karakter i dansk stil, formodentlig netop på grund af „den slemme Orthographie“ (L: s. 1858).

Og værre blev det, da den offentlige kritik trådte til: Andersen måtte høre meget, fordi han ikke „conseqvent“ kunne skrive „den Tids antagne Orthographie“ og i „Fodreisen“ og andre skrifter lavede „Skrivefeil“, der stred mod den almindelige „Maade at skrive Ordene paa“. („Mit Livs Eventyr“ (1951) I s. 110).

Hertz skriver i Gjengangerbreve om A:

„Hvis han som Sinkelectiens Fux begik
Saa plumpe Bommerter mod Grammatik +
Som dem, han ideligt begaaer, han fik,
Det tør jeg sværge paa, saa vis som Nogen
Dada og blev sat hen i Skammekrogen
+ Grammatik (her = ortografi)

Og i en for øvrigt forstående og klog anmeldelse af „Digte“ af H.C. Andersen (1830) i Dansk Litteraturtidende for 1830 No. 6 siger kritikeren: „Sprogfeil, og det af grovere Art, ere ikke sjældne hos Hr. Andersen“. Blandt de fejl, der fremdrages, er fejl med hensyn til stumme bogstaver: „brutte“ (= brudte), „vidskede“ (= hviskede); „glemte“ bogstaver: „alfor“, „Ligsjorte“; d for t: „sadde“ (= satte); t for d: „og ideligt det afkortede Imperfectum med Endebogstavet t istedetfor d, f. eks. „vaagnet for vaagned“. Endelig nævnes fejl i flertalsendelserne: „Stakker“, pl. af Stak, „Papire“.

„At Andersen ikke ynder den Latinske Grammatik, seer man af hans Digte . . . men den danske Sproglære bør han ikke foragte, naar han vil være dansk Forfatter.“

Fejlene i „Fodreisen“ er delvis af samme slags som i „Digte“: Usikkerhed mht. „stumme“ bogstaver: „vidsket“ (= hvisket), „hemmelighedsfult“, „Qvel“ (= kvæld), „Bekjendskab“. For få eller for mange bogstaver: et „Local“, „qvindlige“, senere rettet til qvind’lige, „Pibedreng“, senere rettet til Piberdreng, „udgaade“, rettet til udgaaede, „al for“ (alt for) „Axelshuus“ (Axelhuus), „Oldermoder“, „Arcacadien“. Bogstav for vekslinger: d-t: „Skolekammerad“, „tid“ (= tidt), „Marketenterske“, m-n: „gjennen“, „synpathie“, g-k: „ækte“, u-y: „sum-pathetisk“, e-æ: „Spisesædler“ (rettes til sedler). Usikkerhed mht. enkelt eller dobbelt konsonant: „kjøkenet“, „Besidelse“, „Vægen“. Sammensatte ord skrives ofte i to ord, hvad der tit senere rettes: „runde Taarn“, „jesuiter Skrifter“. Stort begyndelsesbogstav anvendes ofte mærkeligt: f. eks. „Bundløs Mal = Strøm“. Fremmedord og navne staves tit forkert: „canibalsk“, „Laceretter“, Walter Skott, Schackspear, Schackspeare, Schakspeare.

H.C. Andersen må dog formodentlig have haft nogen hjælp med manuskript eller korrektur, da mange ord, han ellers plejer at stave forkert, er stavet rigtigt, f. eks. Passagerer, Diligence, gjorde, skilt osv.

I Mit eget Eventyr side 6621 skriver A: „Min Skolegang i en sildig Alder der forceredes fremad, min Trang til øieblikkelig at optræde som Forfatter i det jeg blev Student lader forklare at der kom nogle grammatikalske Feil i min første Bog „Fodreisen“, jeg behøvede kun at have betalt Een for at corrigere Arkene, et Arbeide der var nyt for mig og man vilde i den Henseende Intet kunde have sagt, nu holdt man sig til disse enkelte Feil, spottede og dvælede længe ved disse, medens man gleed let og snart hen over det Bedre; jeg veed Mennesker der gennemlæste mine Digte blot for at finde Feil . . . Jeg leed ved at (høre) Alt dette, men havde endnu fra min Skoletid noget forkuet . . .“

Det fremgår af det sidst citerede, at A har lidt under kritikken, selv om han har følt den uretfærdig, fordi den efter hans mening ikke drejede sig om det væsentlige, det digteriske, „det Bedre“, men blot om udenværker, som en almindelig korrekturlæser let kunne have ordnet. Side 69 taler han igen om „den samme smaalelige (!) Lyst til at pille mine Feil ud, den samme idelige Opdragen“, som han er svag nok til at tåle. De ortografiske mangler har altså pint ham og især, hvis man troede, det var „Uvidenheds Feil“. (Se side 6924). Formodentlig har han derfor også bestræbt sig for at stave bedst muligt, hvad de mange rettelser i dagbøgerne jo også må være udtryk for.

I øvrigt fortæller det lange citat os også, at Andersen ligesom Kåre Olsen mener, at hans sene uddannelse – eller med hans egne ord hans „Skolegang i en sildig Alder der forceredes frem“ – har været hovedårsag til hans stavevanskeligheder. Andersen kendte jo ikke begrebet ordblindhed, og han vidste ikke, at hans store sproglige vanskeligheder ikke beroede på manglende evner, men på et specielt handicap.

Som tidligere nævnt har de fortrinsvis auditivt hæmmede dyslektikere ofte lettere ved at læse end de visuelt hæmmede, fordi de har nemmere ved at tilegne sig „ordbilleder“, især når det drejer sig om korte almindelige ord. Men som vi også har omtalt er deres ordbilleder ikke altid præcise. Derfor kan de ofte ikke stole på dem og føler sig på usikker grund.

Det er meget almindeligt, at de prøver at skrive det ord, de er i tvivl om stavningen af, på flere tænkelige måder i håb om, at de kan se, hvad der er den rigtige stavemåde. Sådan bærer Andersen sig også ad.

I D V: side 1620 finder Andersen efterhånden frem til den rigtige stavemåde af navnet Bushby ved først at skrive Buh, som han derefter retter til Busbyh for endelig at nå frem til det, der så rigtigst ud, Bushby. Andersen har også heldet med sig, når han D I: s. 47711 først retter Anenfrau til Anehnfrau og endelig til sidst til det rigtige Ahnenfrau. Også rettelsen af „Stytte“ til Støtte (D II: s. 38211) er heldig. Men hans usikre ordbilleder kan også få ham til at rette det rigtige: D I: s. 1367 rettes „synderlig“ til „sønderlig“ med ø, som ordet udtales – og også er skrevet i Levnedsbogen side 7626. DI: s. 14612 rettes „udhuggede“ til „udhukkede“. Denne stavemåde forekommer ofte i Andersens manuskripter. Det er, som man ser, tit de samme ord, der volder kvaler. D VI: 30418: „Stadshuset“ (i Stockholm) rettes til det forkerte: Statshuset, en fejl, der viser, at Andersen ikke har forståelse af, at første led er „Stad“ og ikke „Stat“.

Typiske fejl, der hænger sammen med de fortrinsvis auditivt ordblindes usikre eller mangelfulde ordbilleder, er bl.a. for Andersens vedkommende de mange fejl i stavningen af navne D I: s. 1594: Schveits, D I: s. 1757: Schweits, BJC I: s. 5312: Sweits. D I: s. 150°: Carstenskjold, s. 15022: Castenskjold, s. 1698. Carstenskjold, s. 17213: Carstenschiold, D I: s. 18623: Moelbeck, s. 18625: Molbech. D I: s. 16521: Roseau, først skrevet Rosseau.

Dernæst forkert anbringelse eller udeladelse af stumme bogstaver: S: s. 141: hver (= vær), side 285: viler (= hviler), L: s. 5520: gjalt, s. 645: skildtes, s. 22418: vidskede (= hviskede). MeE: s. 941 mit (= midt).

Endelig skaber de såkaldte „narrevokaler“ stor forvirring for ordblinde som Andersen. Ved „narrevokaler“ forstås vokaler, som skrives i, e, u, o, y, men udtales [e], [æ], [å] eller [o], [å], [ø]. De ordblinde skriver dem som Andersen, snart som de udtales, f. eks. køs ( = kys), snart tror de fejlagtigt, at f. eks. ø i „Mønster“ er en „narrevolkal“, som skal skrives y: „Mynster“.

„Narrevokaler“ e-[æ] L: s. 5610: smæltede, s. 589: hæftige, s. 696: strænge. MeE: s. 15025: Rædning.[1]

„Narrevokaler“ y-[ø] MeE: s. 11420: Førsterne, D VI: s. 6611: Mynster rettes til Mønster (rigtigt), DVI: s. 22726: tyrstig rettes til tørstig, MeE: s. 141: fløttede, D I: s. 1367: sønderlig først skrevet synderlig, D I: s. 45724: Løgtemanden. An 3: s. 2922: tøndt.

„Narrevokaler“ o-[aa]: L. s. 12715: forlaarne, G: s. 24: Taasser (= Tosser), D II: s. 25819: Forekylling. An. 3: s. 7819: kaage (= koge), D I: s. 8 4 27: forsoldet (= forsaalet). BHW 2: s. 16024: haalder.

De upræcise ordbilleder er i det hele taget en af årsagerne til, at de fortrinsvis auditivt hæmmede ordblinde har så utroligt svært ved at indlære de rigtige stavemåder. Mens normale læsere i regelen kan støtte sig til deres ordbilleder, må de ordblinde ofte alene støtte sig til hukommelsen. Gehøret, deres opfattelse af det sproglige lydbillede, kan de heller ikke stole på.

Hvor resistente eller modstandsdygtige Andersens fejl har været, ses bl.a. af et ord, der hyppigt forekommer i Levnedsbogen og Mit eget Eventyr: discipel, et ord, han skulle være fortrolig med fra latin (discipulus). I Levnedsbogen staves ordet side 9623 Descipel og side 9920 Descippel. Side 16017, 16527 og s. 1698 staver Andersen det rigtigt. Men s. 17021 og 17324 staves det igen forkert. 1845-46 staver han i MeE ordet endnu mere forkert, idet s er forsvundet. S. 2613 og s. 507: Deciple; s. 16033: Desippel.

Rektor Galster omtaler (G: side 20-21) Andersens vanskeligheder med fremmedsprogene som tysk, latin og græsk og tilføjer: „Vi kan se det alene af hans ubehjælpsomhed over for almindelige Fremmedord, han forbinder ingen Tanke med dem, ved ikke at sætte dem i Forbindelse med noget: han kalder sig Studiosus Actium, det lykkes ham at stave Discipel galt på så mange Måder, som det er muligt, og endnu som Student hænder det, at han „coramsponderer med nogen“.“

Uden at have kendskab til Andersens auditive vanskeligheder har Galster her gjort opmærksom på et ejendommeligt fænomen i forbindelse med Andersens stavevanskeligheder, som er et mærkeligt udslag af mange auditivt hæmmedes ordblindhed: De savner i nogen grad evnen til at sætte beslægtede ord i forbindelse med hinanden og sammenblander ord, der ligner hinanden, som Andersen gør det med Artium, Actium eller Action.

Jeg har haft nysproglige elever, der skrev diagere og diagent, skønt de udmærket kendte det latinske dirigere. Fejl som indvitere (BJC I: s. 10225) og Indskription (D I: s. 3099) viser også Andersens manglende evne til at sætte fremmedord i forbindelse med de tilsvarende eller beslægtede latinske.

Andersen har heller ikke formået at udnytte sine kundskaber i græsk, når han i stedet for Stereoskopbilleder skriver Stenographi Billeder!

Det er dog ikke blot med hensyn til fremmedordene, at auditivt hæmmede har svært ved at se, hvad ordene er afledt af eller beslægtet med, men også, når det drejer sig om danske ord. I Ordblindebladet juni 1964 nævnes, at „usædvanlig“ af en ordblind skrives „uselvvanlig“ og „kundskaber“: „kunstskaber“. Selv har jeg oplevet, at „værdsætte“ af gymnasiaster skrives „vejrsætte“, og „i skyndingen“ staves „i skønningen“. I et brev (G: s. 22 nederst) skriver Andersen „in Tryk“ for „Indtryk“. Tilsyneladende har han ikke sat „in“ i forbindelse med „ind“. An 3: s. 816 skriver Andersen: „O det er ikke være at tænke på“. Andersen tror at „værd“ er = være! De to ord har han udtalt ens. An 3: side 469 skriver Andersen „mod“ (= maae); side 251 står „maae“ (= mod). Se side 17 om forvekslingen af „maae“ og „mod“. D II: side l4: „ludslidt“, første led sættes ikke i forbindelse med „luv“. I Collinske Samling, Nr. 8. 4to skriver Andersen „om men“ for „om end“ (optegnelsen er fra 1875).

Det er også karakteristisk for de auditivt hæmmede, at de ikke blot ofte misforstår dele af ord, men også tit bruger ord forkert, fordi de ikke helt er klare over deres betydning og anvendelse. Tage Høeg siger i „H.C. Andersens Ungdom“ (s. 172-173), at H.C. Andersen i „Fodreisen“ slår om sig med alle de „fine“ ord, han lige har lært, og han benytter dem, både hvor de passer, og hvor de ikke passer. Det er ikke altid let at afgøre, hvor der har været tilstræbt en komisk virkning, og hvor han blot ikke har været klar over de pågældende ords betydningsomfang. Som eksempler nævnes bl.a. et „Dacapo af sine første Ungdoms Luner“ (Fodreisen s. 13), og „Den relative Tilværelse i mig“ (s. 111).

Andersens „håbløse“, forgæves kamp med sine mange stavefejl er et vigtigt symptom på hans ordblindhed. I „Kniber det med at læse?“ siges s. 10, at „både skoler og hjem må se i øjnene, at læsevanskeligheder og især stavevanskeligheder i de allerfleste tilfælde“ ikke kan helbredes helt. (Se også O: s. 5134).

Et andet karakteristisk træk ved en del ordblindes vanskeligheder – dog ikke alles – er de såkaldte reversaler eller bogstavombytninger, som ligeledes kan bruges som et symptom på ordblindhed. (Tor: s. 32 og O: s. 46-47).

Andersen har mange reversaler i sine dagbøger, en del har han selv opdaget og rettet: D II: s. 3188: „Selmer“ (= Semmler), D II: s. 38121: „størmmede“ (= strømmede), D I: s. 16620: „Baanede“ (= Baadene), D I: side 15926: „Pagaserer“ (= Passagerer), D I: s. 2971: „Charcaterer“ (= Characterer), D II: s. 41523: „Faklenstein“, rettet til Falkenstein, D II: s. 1882: „Fjøielstrøiel“ rettet til Fløielstrøie, BJC I: s. 3524: Meddicsiple; An 3: s. 10724: Bruens (= Brusen); An 3: 6518: Fingerne, L: s. 11426: Jevnalderne. MeE: s. 14615: Postdam. BHW 2: s. 16220: Rahgnild.

Et tredje træk, der tyder på, at Andersen er auditivt svag, er hans tilbøjelighed til at udelade bogstaver og stavelser og „glemme“ eller udelade ord.

Formodentlig er både reversalerne og de auditivt hæmmedes udeladelse af lyd, bogstaver og stavelser udtryk for, at de har svært ved at fastholde både alle lyde (bogstaver) og deres rækkefølge (Tor: s. 3215, O: s. 127 og 1374). Helheden, lydbilledet, er deres svage side, særlig savner de overblik over de lange ord, som de tit slet ikke kan stave mundtligt. Ofte kan de bedre skrive dem. D I: s. 5014: „uintersant“, L: s. 1894: „a(n)vende“, L: s. 18920: Forberedel(se), MeE: 2125: gik barhoved(et), D I: s. 3609: Tegner (= Tegninger), D II: s. 4184: „Dressen“ (= Dresden), D II: s. 21420: „Fiskermalie“ (= familie).

Tit kommer der også for mange bogstaver og stavelser med: L: s. 10821: „Lærererne“, MeE: s. 697: „smaalelige“, D I: s. 48426: „lugtetende“, D II: s. 35721: „hjemmenet“ rettet til hjemmet, D II: s. 19425: „Juvelererernes“, D II: s. 40010: „Jupiteter“ rettes til Jupiter, MeE: s. 9434: „Sjælelesygelige“, S: side 14: Fredreland (= Fædreland), S: side 24: „Preste-Sønnerene“. Ofte smitter en lyd fra en stavelse af på en anden: „hundenlig“, „Fredreland“. MeE: s. 18520: „Antiktens“, s. 19110: „Angsigt“.

Vi har tidligere omtalt, at beslægtede lyd som d-t, p-b, m-n, k-g forveksles af de auditivt svage. Allerede indlæringen af bogstaverne er et problem for dem. Selv om de godt kan se forskel på f. eks. m og n, erindrer de ikke, hvad der er hvad, eller de udtaler ordene forkert: gemmen f. eks. for gennem.

Andersens dagbøger viser, at han ofte forveksler g og k. D I: s. 30524 skriver han gjøbt (= kjøbt). D II: s. 1902G rettes „Glasgugle“ til Glaskugle. D I: s. 49125: „Silkekardiner“ rettes til Silkegardiner. BJC I: s. 1211: „Caragterer“, s. 1420: „Rægel“ (= Rækel), D I: 23511 rettes Betraktede til Betragtede, BJC I: s. 2110: „slukte“ (= slugte). D II: s. 30618: lugtede, først skrevet luktede, D II: s. 3298: Skygge, først skrevet Skykke. D VI: s. 5624: „styk“ (= styg), L: s. 11728: ,,de(t) stykke ansigt“. An 3: s. 896: „udhukkede Enkele-Hoveder“ (Engle), D 5: s. 7411: „klingede“ (= klinkede). An 3: s. 47 24: „tryggede“.

I det førnævnte foredrag af Egil Forchhammer siger han: „Der findes masser af akademikere, der skal tænke sig forfærdelig meget om, om en „bakke“ skal skrives med to g’er eller to k’er“. Andersen skriver snart Baggen, snart Bakken!

Også b-p volder Andersen besvær. I S: 2413 står „Jakop“, L: s. 8825: „deputere“ (= debutere), D II: s. 20624 rettes Piper til Piber, og D I: s. 39910 rettes „Kublen“ til Kuplen. D II: s. 3198 rettes Clup til Club. D II: s. 3888 rettes „Løpet“ til Løbet. D I: s. 41020 staves Innsbruch Insprukk. BJC I: s. 1623: „snupler“.

Forveksling af m og n møder vi allerede to gange i S: s. 36 og s. 14, hvor der står „han“ for „ham“. D I: s. 4941 står Sned for Smed. D II: s. 3637 er Stump stavet Stunp.

Forveksling af t-d har Andersen f. eks. D VI: s. 4413: Dellegram rettes til Telegram, s. 1119: Frokostbortet rettet til -bordet, s. 2525 Prendendenten rettet til Pretendenten. MeE: s. 1834: Decentent (= Descendent).

Lyd, der især volder ordblinde som H.C. Andersen vanskeligheder, er r og l.

I S: side 3210: bo(r)t, s. 3621: verande = hverandre, s. 1414: han døe (= døer). D II: s.44414: „Ærgelig“ (= ærgerlig), D I: s.2824: Skolelær. I T: s. 21 står „følesløse“ (= følelsesløse).

Normale læsere har ubevidst tilegnet sig en del regler for forholdet mellem sproglyd og bogstavering. Vi ved f. eks., at når der til vin, min, sin føjes et d bliver i i udtalen til kort e. De lydindtryk, vi har i forbindelse med bestemte bogstavkombinationer, husker vi nemlig. Vi ville f.eks. næppe skrive „stykke“ for „stygge“, som Andersen kan komme til, fordi vi er vant til, at y foran kk i regelen udtales ø, men foran gg udtales y.

Den normale læser ved også, at lydene [sb] – [sd] – [sg] skrives sp -, st-, sk -, og at vi næsten altid skriver – kk- efter a, skønt vi udtaler de pågældende ord med lukkelyden g: f. eks. udtales bakke med hårdt g. Ligeledes skriver normale stavere „satte“, „hatte“ osv., skønt det pustede t her er afsvækket til hårdt d. Ordblinde som Andersen kan derimod godt komme til at skrive „bagge“, „sadde“, som de udtaler ordene, fordi deres ordbilleder er usikre, og de så pludselig retter sig efter øret. De auditivt svage har ikke altid tilstrækkelig støtte af ordenes lydlige klang så lidt som af deres usikre ordbilleder. Ordbilledet og lydbilledet i forening er det, der hjælper den normale læser, men den auditivt hæmmede svigtes af én af faktorerne eller begge. Og det vil sige, at det meste af retskrivningen for ham må blive rent hukommelsesstof uden sikker støtte gennem syn og hørelse. Det er derfor, de auditivt svage har svært ved at opfatte og huske at få alle lyd eller bogstaver med; de bytter om på bogstavernes rækkefølge eller får for få eller for mange bogstaver med. Især er det galt med de trykløse stavelser. F. eks. i fremmedord med tryk på sidste stavelse. S: s. 313: „Musekanter“, S: s. 315: „modolere“, D VII: s. 1135: „Gymmenastik“, L: s. 1483: „Oconemie“ (= Oeconomie), D VI: s. 22217: emaniciperet. D V: s. 12825: Intiligensens, s. 21922: Revuletionen, s. 21620: Revouletionen.

Det er særlig uheldigt for de auditivt hæmmede, at de ikke ubevidst som mange normale læsere har øre for sammensatte ords trykforhold. I de fleste sammensatte ord er der hovedtryk på første led og bitryk på andet led. Normale læsere har ikke altid gjort sig dette klart, men de kan straks høre, om et ord er sammensat. Det kan Andersen ikke, og i hans manuskripter vrimler det med sammensatte ord, der er skrevet i to ord. Eksempler: L: s. 5423: „confirmations Kjole“, s. 62 nederst: „en halv Søster“, s. 8226: „Forstørrelses Glas“, s. 8411: „Chor Tjeneste“, s. 86 nederst: „Gramatik Læsningen“ (i sammensatte ord bøjes kun sidste led), s. 8925: „Anbefalings Brev“, s. 10823: „Livs Mod“, s. 10918: „Kristus Billedet“. Allerede i S har vi fejl af den type: s. 273: „saa dan Pølse Snak“. BJC I: s. 2017: Religions Læren (= Religonslæreren), D I: s. 49220: „ en flad Bundet Baad“.

Til gengæld skriver Andersen ofte ikke-sammensatte ord i ét ord, f. eks. L: s. 5516: „Maaltidmad“, MeE: s. 19015: „forlænge“ (= for længe), MeE: s. 19 7 28: „højstelskværdig“.

Også den regel, at der efter kort, trykstærk vokal skrives dobbelt konsonant og efter lang vokal enkelt, volder auditivt hæmmede som H.C. Andersen kvaler. De kan ikke høre forskel på kort og lang vokal. D I: s. 4988: „mallede“ (= malede), S: s. 359: Glaset“, S: s. 244: „illende“ (= ilende), S. 14 „Tromen“, „Soldatten“,s. 36: „Trilen“, „beløning“. An 3: s. 425: „nares“, s. 35“7: „Forskrækelsen“, s. 3013: „indhylet“; BJG I: s. 3127: „Skolie“ (= Skole).

S. A. Tordrup siger: „Noget af det mest karakteristiske for de dårligste stavere er, at de har mange ord med mere end én fejl – mange defekte ord.“ (Tor s. 297). Defekte ord er ord med 3 eller flere fejl. Sådanne defekte ord, ofte helt uforståelige, har vi bl.a. mødt i den 13 årige Andersens lille digt: „hundenlig“ og „Festings gave“. Også som som voksen har Andersen mange ord med mere end én fejl: D V: s. 1323: „Anmældse“. MeE: s. 1218: „Attelliet“ (= Atelieret). D V: s. 294: „Macanoi“ (= Macaroni) og „Portugaler“ (= Portulakker), D V: s. 121: „Redacteurne“ ( = Redaktørerne). D I: s. 6024: „Veirskiftiget“ { = Veirskiftet) osv.

Andersens mange grammatiske fejl er også noget karakteristisk for auditivt hæmmede, de kan nemlig ikke høre eller rettere opfatte endelserne tydeligt:

Forkerte flertalsendelser: BJC I: s. 3012: alle Lærer, MeE: s. 3830: Lappe(r), s. 199: 3 dybe Rift, D V: s. 2318 et Par Nummer. MeE: s. 15915: vore Vildfarelse.

Udsagnsordenes nutids-r glemmes ofte: S: s. 14: „han døe“. BJC I: s. 3725: jeg erindre(r).

Datid: L: s. 1207: kaldt(e), MeE: s. 10218: speide(de), s. 7025: anbefale(de), s. 813: opfattet (= opfattede), 19434: man raade(de), s. 6923: ærgret (= ærgrede), s. 3013: glæde(de), L: s. 21626: antyde(de). D I: s. 7421: plump (= plumpede).

Den korte tillægsmåde: L: s. 7325: ønsked (= ønsket), MeE: s. 13025: har modtage(t), L: s. 1287: lukked af, L: s. 2233: har kjæmped, BJC I: s. 5111: har fremsat, men 5112: fremsadt!

Den korte tillægsform i stedet for navnemåde: „har maattet ladet“.

Stedord: MeE: s. 1528: af de ( = dem).

Tillægsord: L: s. 5818: Den lykkelig(e), MeE: s. 1613: den Fremmed, MeE: s. 13611: de uskylde Øine.  An 3: s. 459: det er haard.

Galster siger om Andersen, at i „det grammatiske – konstruktive var og blev han en sinke“. Det kom i højere grad frem i tysk end i dansk. I D I: s. 490 skriver han f. eks. „Briefe ein Verstorbenes“, ein er først skrevet eines. Og s. 48919: „Küsse der Hand“. Se også: D 3: s. 1824: „Skrevet Brev til Arvestorhertugen af Weimar, som Fru Eisendecker corrigerede“. S. 2123: „Eisendeckers fortalte mine Feil i Tydsk, jeg var lige ved at blive ærgerlig, men holdt mig“. S. 2915: „Hos Fru Simmermann hvor jeg fik mit Brev til Hertugen og Oldenborg oversat.”[3]

Kritikeren i Dansk Litteraturtidende bebrejder Andersen, at han snart staver et ord rigtigt, snart forkert: Når han staver ordet rigtigt, må han jo vide, hvordan det skal staves. De forkerte stavemåder må altså bero på sjuskeri!

Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Det er netop typisk for de ordblinde, at de ofte på samme side, ja, på samme linje kan stave et ord rigtigt og forkert eller på forskellige måder, uden at de opdager det, fordi deres ordbilleder er så usikre. Når en ordblind har stavet et ord forkert, kan han ofte ikke se det, selv om han godt ved, hvordan ordet staves. Et udmærket eksempel leverer Andersen An 3: s. 459, hvor han skriver „det er haard, alt for hordt“.

Andre eksempler: D I: s. 1785: „Deligencen“ og s. 17811: „Diligensen“. D I: s. 4948: „Festningen“ og s. 49410: Fæstning. S. 49527: Preusen, s. 4961: Preussen.

Når ordblinde som Andersen er trætte eller skal skrive hurtigt, laver de særlig mange fejl. Derfor er fejlenes mængde i dagbøgerne særlig stor.

Lad os til sidst se lidt nærmere på H.C. Andersens formuleringsvanskeligheder, og hvordan de ytrer sig i hans kunst:

I Galsters „H.C. Andersen og hans Rektor“ side 22-24 aftrykkes et brev fra 1823 til en af Andersens lærere. Dette brev afslører ikke blot Andersens ortografiske vanskeligheder (in Tryk (= Indtryk), Lærene giordte aligevel osv.), men giver også gode eksempler på hans formuleringsvanskeligheder. F. eks. side 239: „tilsidst, just da Nøden var størst for Døren, antog man sig mig mest og sendte mig herud. Fra første øjeblik lovede jeg at stræbe alt, hvad jeg kunde, da jeg forudsaae, at uflid vilde være et Tyveri, jeg giordte en mere værdig. (Kursiveringen ved A. R.). Her er både en kontamination: „størst for Døren“, et kejtet udtryk: „antog man . . og til sidst en lidt svært forståelig sætning!

I Levnedsbogen fra 1832 er der som påvist stadig formuleringsvanskeligheder, men store dele af Levnedsbogen er sikkert uvilkårligt, ganske ubevidst og ureflekteret skrevet i den mundtlige stil, Andersen plejede at anvende, bl.a. når han fortalte om sit liv. Syntaksen er her forskellig fra det da gængse hypotaktiske skriftsprogs: den er parataktisk, enkel, som Andersens naturlige, jævne talesprog var; mange korte parallelle hovedsætninger, der hver ofte kun indeholdt én oplysning, giver fremstillingen anskuelighed og flugt, få underordnede led og sætninger. Eksempler: L: side 212, side 3012, side 5012, side 13411

Omkring 1835 er Andersen imidlertid bevidst gået et skridt videre med udgangspunkt i det talesprog, vi møder i Levnedsbogen, nemlig i Eventyr, fortalte for Børn (1835). Her tilstræbte han en fortællemåde, som børn kunne forstå: „Man skulde i Stilen høre Fortælleren, Sproget maatte derfor nærme sig det mundtlige Foredrag; der fortaltes for Børn, men ogsaa den Ældre skulde høre derpå“, siger han.

I 1830 havde han genfortalt et fynsk eventyr „Dødningen“ i tidens akademiske stil, og en sammenligning mellem „Dødningen“ og „Rejsekammeraten“ (1836) viser klart, hvordan Andersen ved at opgive det gængse dannede litterære sprog med de lange, indviklede perioder, præget af latinsk og tysk syntaks, og gå over til – af hensyn til børnene – at skrive i et enklere og mere mundret sprog, opnåede større anskuelighed og klarhed. Han opgav noget, han ikke rigtig magtede, og fandt frem til en stil, han naturligt evnede, selv om han stadig måtte kæmpe „med det genstridige sprog“ (Erling Nielsen: H.C. Andersen side 93).

Et eksempel fra „Dødningen“ og det tilsvarende afsnit i „Rejsekammeraten“ viser klart forskellen i stil: „Hævn, min Broder Hævn! – denne Døde skylder os 50 Rdl., som vi laante ham for nogle Dage siden, det var på Speculation, og han var da frisk som en Fugl i Luften, men så gik han os igaar hen og ville trække en lurvet Tigger-Dreng op, der var falden i Aaen, og blev der saa selv lidt for længe“ (Eventyr I: 1835-42. Side 195). Disse linier er i Rejsekammeraten omskrevet til: „O, Sniksnak!“ sagde de to fæle Mennesker, „han har narret os! han skylder os Penge, dem kunde han ikke betale, og nu er han oven i Kjøbet død, så faae vi ikke en Skilling, derfor vil vi rigtig hevne os“.

Fremstillingen er nu letforståelig og har fået tempo, takket være de korte, parallelle sætninger, der hver indeholder én oplysning, mens sproget i „Dødningen“ er ubehjælpsomt og knudret. Har Andersen lært af kritikeren i Dansk Litteraturtidende, som bl.a. skriver, at „Dødningen“ ikke mangler interesse; „men altfor ofte glemmer Forf., at det er et Eventyr, han fortæller, at det Barnlige og Underfulde her skulde fremtræde i nøje Forening, i en saa simpel og bramfri Fremstilling, som muligt“ . . . „og at han førend han leverer en Cyclus af danske Folke-Eventyr, bedre gør sig bekjendt med den Indklædning, der stemmer overens med Eventyrets Natur og Bestemmelse.“

Selvfølgelig har Andersen ikke med ét helt kunnet afskrive den akademiske facon. I 1838 skriver han f. eks. en indledning til „Lykkens Kalosker“ i den traditionelle manér:

„Enhver Forfatter har i sin Skrive- og Fremstillingsmaade noget Særegent, de som ikke ynde ham pege strax på dette, trække paa Skuldrene og sige: „Der har vi ham igjen!“. Jeg veed meget godt, hvorledes jeg kan bevirke denne Bevægelse og Yttring, det vil skee strax, naar jeg her begynder, som jeg har tænkt paa at ville det, nemlig: Rom har sin Corso, Neapel sin Toledo, – see der have vi Andersen igjen, sige de, men jeg maa alligevel blive ved – Kjøbenhavn har sin Østergade. Paa denne ville vi blive. Indenfor i et af Husene ikke langt fra Kongens Nytorv var indbudt et Selskab, et meget stort Selskab, for, som mange gjøre det, at erholde Abonnements Billetter paa de Andres gjensidige Indbydelser“. (Eventyr I: s. 213).

Denne indledning har senere stødt ham som for litterær, omstændelig og knudret, og i 1850 ændres den til: „Det var i Kjøbenhavn, paa Østergade i eet af Husene, ikke langt fra Kongens Nytorv, at der var stort Selskab, for det maa man have imellem, saa er det gjort og saa kan man blive inviteret igjen“. (Eventyr 2, side 178).

Eventyrene var anledningen til, at Andersen vendte sig fra tidens skriftsprog og fandt sin egen form. Han må formodentlig have følt, at dette parataktiske fortællersprog bød ham fordele, for som Peter Skautrup skriver i sin Sproghistorie III s. 245: „eventyrstilen farvede Andersens personlige stil“ – Man kunne måske også sige, at han gennem eventyrene fandt sin egen personlige stil. H.C. Andersens dysgrammatisme møder vi ganske vist også i talesprogsstilen, da talesproget er mindre logisk og konsekvent end skriftsproget, men fordelen er alligevel stor.

Et udmærket eksempel på, hvordan det syntaktisk og grammatisk ukorrekte og ulogiske talesprog sætter sig spor i Andersens eventyrsprog, har vi i indledningen til „Sneedronningen“: See saa! nu begynde vi. Naar vi ere ved Enden af Historien, veed vi mere, end vi nu vide, for det var en ond Trold! det var een af de allerværste, det var „Dævelen“! (Eventyr 2, side 49).

Eventyrstilen kan synes enkel og ligetil som talesproget, men det er langtfra tilfældet. Andersens mange kladder, udkast og rettelser vidner om, hvor gennemarbejdet og beregnet hver detalje er, og hvor bevidst han har skåret alt overflødigt bort. (Jvf. Oehlenschlägers udtalelse til ham L: s. 136 og D I: side 33-34).

Det er interessant at se, hvordan det, der i hans unge år var unoder og gjorde hans sætningsbygning knudret, i eventyrstilen forvandles til bevidst effektfuld kunst.

I et brev til Jonas Collin 29.1.1825 (BJC I: 2330) skriver Andersen: „Endnu et Beviis, da jeg veed at det glæder Dem, paa at, som det synes, Rektoren ikke længer er utilfreds med mig er a(t) han i Gaar forærede mig en Billiet til Conserten i Sorøe for de Vandlidte nu imorgen (og den har kostet 1 Rbdlr) ligeledes har han bedet mig at komme op til hans Familie, naar jeg havde Lyst“.

Sproget er her omstændeligt, tungt og uhåndterligt, bl.a. på grund af et par indskud af den slags, H.C. Andersen ynder, og en påhæftet parentetisk hovedsætning! Men se så, hvor kunstnerisk effektfuldt og fint han formår at udnytte sine indskud og den påhæftede hovedsætning i eventyrene:

I „Alt paa sin rette Plads“ skriver Andersen: „og hver Søndagaften læstes der højt af Bibelen, og det af Justitsraaden selv, for han blev Justitsraad, Hosekræmmeren, men det var først paa hans meget gamle Dage“.

Og se, hvordan den kejtede anvendelse af en parentetisk hovedsætning i stedet for en relativ bisætning har fået effekt i „Springfyrene“. „Loppen kom først frem, den havde saadanne nette Manerer og hilsede til alle Sider, for den havde Frøken-Blod i sig og var vant til kun at omgaaes med Mennesker, og det gjør nu saa meget“. (Eventyr 2 s. 919). Og senere: „Loppen sprang saa højt at Ingen kunde see det og saa paastod de at den slet ikke havde sprunget og det var nu lumpent“.

Andersens frigørelse fra den gængse litterære stil var ikke blot epokegørende for ham selv, men for flere samtidige forfattere, der tilegnede sig den nye, mindre stive, friere talesprogsstil – og ikke mindst står litteraturen efter 1870 i gæld til H.C. Andersen.

For den rette forståelse af H.C. Andersens psyke er hans ordblindhed en vigtig faktor. De krav, der dengang i skolen stilledes i latin og græsk, kunne han slet ikke honorere på grund af sit handicap, og hans mindreværdskompleks var reelt nok. Der var ikke tale om skaberi og urimelig selvopgivelse. H.C. Andersen vidste, at hans standpunkt i hovedfagene latin og græsk trods al hans flid var meget ringe, og rektor Meisling opmuntrede ham ikke. I et brev til Jonas Collin 15/10 1826 (BJC I: s. 7024) skriver Andersen: Forrige Søndag kom jeg med miin Stiil og vred over Feilene, sagde han da: „Jeg fortvivler over Dem, naar jeg tænker paa Dimition,! ved Artium fik De 0 for saadan en Stiil. De tænker, at et eneste Bogstav gjør Intet, om De skriver e eller i, er det samme. Havde jeg tænkt paa det, da havde jeg aldrig taget Dem med til Helsingøer. De er det mest bornerede Hovede, jeg har kendt, og saa troer De dog at De er noget, var De Digter, saa bort med Studeringer! . . . Men De duer til Intet! De bliver gal, kan aldrig bruges til nogen Ting!” – Hans ord rystede mig, thi Manden havde Ret . . . De er doven! siger han, en utaalelig Kegle, et galt Menneske, et dumt Fæ!“ osv. 14/10. 1826 skriver Andersen i et brev: „Jeg har aldrig følt mig saa ulykkelig som nu, aldrig mistvivlet saaledes, thi det kan ikke blive bedre, det bliver aldrig, jeg duer ikke til noget paa den hele Jord“. (BJC III: s. 21).

Allerbedst belyses måske Andersens ulykkelige situation som ordblind i skoletiden i Slagelse og de eftervirkninger, den fik, ved at citere nogle udtalelser af en akademiker fra vor tid, som først efter gymnasietiden blev klar over, at han var ordblind (O. s. 153-154): „Det var først i det sproglige gymnasium, at mine kvaler begyndte. Min gymnasietid hører til de sorteste i mit liv. Tysk, fransk, engelsk og latin voldte mig usigelige kvaler – hjemmeforberedelsen tog mig 5 à 6 timer, ofte mere . . . Men det værste ved det hele var de komplekser, som i disse år dannedes i mit sind, den splittelsens tilstand, som fik rig næring ved inderst inde at føle, at jeg kunne, men udadtil ikke formåede, ligegyldigt hvad jeg så gjorde . . . Jeg kunne ikke komme til at dyrke mine interesser, fordi skolearbejdet tog al tid. Jeg troede mig ubegavet og dum, og selv om jeg, efter at jeg er blevet student, har udryddet meget af alle disse komplekser, lider jeg dog under dønningerne endnu“.

Her har man en udmærket parallel til Andersens situation, og man må kun beundre, at Andersens sejhed, selvopholdelsesdrift og tro på sig selv – måske støttet af hans særlige form for religiøsitet, hans humoristiske sans og evne til at afreagere – bragte ham gennem skolens skærsild, selv om den mærkede ham for livet.

Efterskrift

Denne artikel om H.C. Andersens ordblindhed er skrevet på opfordring af overbibliotekar Helge Topsøe-Jensen, som i sin anmeldelse af udgaven af H.C. Andersens dagbøger bemærker, at H.C. Andersen tydeligt var ordblind i lettere grad (An 3. række, bind I: s. 246).

H. Topsøe-Jensen har i sin doktordisputats „Mit eget Eventyr uden Digtning“ (1940) i III. kapitel skildret H.C. Andersen ved arbejdet, det vil bl.a. sige hans arbejde „med sit ofte genstridige Sprog“. I kap. IV: „Edvard Collins Revision“, gives en interessant analyse af H.C. Andersens stilistiske ejendommeligheder, hans meget personlige, følelsesbestemte, medlevende fremstilling med de mange konkrete enkeltheder, en fremstillingsmåde, som forårsager en syntaks på tværs af alle grammatiske regler, og som ved sin umiddelbare, spontane skildring af begivenheder og forhold og sin bevægede, levende fremlæggelse af stoffet er uden for al logik og akademisk disposition i traditionel, formalistisk forstand. H. Topsøe-Jensen påviser, hvordan embedsmanden, juristen og akademikeren Edvard Collin gennem sin revision af H.C. Andersens manuskript, sin hårdhændede beskæring og ændring af H.C. Andersens levende, men uakademiske fortællemåde og sætningsbygning, nok skaber klarhed, orden og akademisk korrekthed, men tillige ofte dræber det for H.C. Andersens stil karakteristiske. Farveløs kedsommelighed er tit resultatet af „forbedringerne“. Se f. eks. side 125 nederste afsnit. Endvidere s. 10625 – s 10713, s. 116 – s. 117 og s. 12238 – 125.

Til slut en hjertelig tak til H.C. Andersen-forskeren H. Topsøe-Jensen for hjælpsomhed og gode råd og oplysninger.

 

Noter

  1. ^ „I betegnelsen af de korte vokaler er der derimod stadig nogen usikkerhed i en del ord, i særdeleshed af kort æ“ (Peter Skautrup: Det danske sprogs historie III, side 17426)
  2. ^ Det er værd at lægge mærke til, at kammeraten i et retskrivningsspørgsmål ikke henviser til en ordbog, men til et eksempel fra den danske læsebog. Der eksisterede i 1820rne ingen retskrivningsordbog, så det kunne være besværligt at finde frem til, hvad der var den almindelige stavemåde. Først i 1833 kom Christian Molbechs Danske Ordbog, der dog ikke var autoriseret, og som H.C. Andersen var ret kritisk indstillet over for. Den var, siger han, ufuldstændig og ensidig. (Se Mit Livs Eventyr I 1951, side 113).
  3. ^ Citater fra fremmede sprog er ellers ikke behandlet. De mange stavefejl og „mærkelige udtryk” i de citater, Andersen anvender, viser, at hans stavevanskeligheder som mange ordblindes ikke er begrænset til danske ord, at Andersen som mange ordblinde har haft meget svært ved at skrive korrekt af, og at han som andre ordblinde, der har for vane at læse hurtigere, end de egentlig evner, ofte må have læst ord forkert.

 

Liste over forkortelser

An 3
Anderseniana 3: H.C. Andersen: Tre ufuldførte historiske digtninge ved Tage Høeg.
BEC
Brevveksling med Edvard og Henriette Collin 1-5
BHW
Brevveksling med Henriette Wulff I-III
BJC
Brevveksling med Jonas Collin I-III
D
H.C. Andersens dagbøger I-VII
Eventyr
H.C. Andersens Eventyr. Kritisk udgivet efter de originale Eventyrhæfter med Varianter ved Erik Dal og Kommentar ved Erling Nielsen (1963 ff. I-V)
G
Galster: H.C. Andersen og hans Rektor
L
H.C. Andersens Levnedsbog (1971)
MeE
H.C. Andersen: Mit eget Eventyr (1942)
O
Knud Hermann: Om medfødt ordblindhed (1967)
S
Hans Brix: Det første Skridt
T
H. Topsøe-Jensen: Omkring Levnedsbogen
Tor
S. A. Tordrup: De læseretarderede og deres pædagogiske Behandling 1
Tordr
S. A.Tordrup: Stavefejl og fejltyper.
©