Adel i Odense i det 17de århundrede

Det kan falde nutiden svært at danne sig et billede af en dansk købstad for nogle århundreder siden. De sociale skel var skarpe. Lyset kastede dybe slagskygger. I hovedgaderne boede storkøbmændene og de mere velstående håndværkere, men i sidegadernes lejevåninger havde den talrige underklasse til huse, folk, der bjergede livet som daglejere, gamle, fattige kvinder, der søgte føden ved at spinde for andre, eller simpelthen ved at tigge. Deres lod var hård, og det betød ingen væsentlig bedring, at den sociale forsorg, som den repræsenteredes af hospitalerne, kunde yde enkelte en håndsrækning.

Dobbelt iøjnefaldende måtte skellet blive i Odense, hvor der ikke blot var en velstående købmandsstand og en lige så velstående gejstlighed, men hvor også den fynske adel fra gammel tid havde sat sit præg på byens liv.

Den opmærksomme iagttager, der idag vandrer i den gamle by, vil standse op ved bygninger, der bærer tavler med adelige våben. Særlig velforsynet er selve Møntergården, rammen om det kulturhistoriske museum, hvor to adelige ejeres våben pranger på facaden, men han kan også se ind i porten til Overgade 12 eller på facaden til Nørregade 15, og han vil fornemme, at disse bygninger er minder om en svunden tid, hvor tilværelsen ingenlunde var bedre, men hvor den var mere farverig og havde mere relief.

I Odense Byes Historie har C.T. Engelstoft antydet den indflydelse, som den fynske adel havde på byens liv i det 17de århundrede, men det lå udenfor hans ramme at behandle emnet nærmere. Af mange grunde har det interesse. Set på rigshistorisk baggrund vil man spørge, om den danske adels almindelige svækkelse i det nævnte århundrede, der kulminerer med enevældens indførelse og den økonomiske depression i årtierne før og efter 1660, spejler sig i Odense. Set fra et lokalt synspunkt kan det være fængslende at vide, hvor deres gårde lå og hvem der boede i dem.

Siden middelalderen havde Odense været et brændpunkt for den fynske adel. Her skal ikke berøres spørgsmålet om forholdet mellem landadel og byadel, men der skal erindres om, at slægter som Marsvin, Akeleje og Eggertsen før 1600 havde en meget fast tilknytning til byen, og at slægterne Kotte, Mule, Seeblad og sidst Rosenvinge var udpræget byadel. Endnu i det 17de århundrede søgte Mule-slægten at hævde sit adelskab, uanset at den skæmmede det ved at give sig af med købmandsskab, og kun Claus Mule betegnedes som »ærlig og velbyrdig«, skønt han giftede sig med ufri kvinder. Der skal ene tales om mennesker, hvis adelskab ikke kunde bestrides og man skal blot være opmærksom på, hvilke adelige, der havde bolig i Odense i løbet af 1600’erne.

At adelen var rodfæstet i byen, fremgår af, at en væsentlig del af Skt. Knuds gildes brødre var adelige, og da Christian III i 1547 stadfæstede »Fyns vedtægt« forpligtedes den fynske adel til at holde et årligt landemode i Odense tyvende dag jul, 13. jan., hvor indbyrdes stridigheder blev afgjort, og »med en stor banqvet holdt de en venlig og glædelig omgjængelse i nogle dage«. Det fynske landsting holdtes i Odense; det var adelens landsting, og som regel var begge landsdommere adelige.

Det årlige landemode holdtes efter reformationen i en af Sortebrødre klosters gamle bygninger, men da de kom i forfald, måtte man se sig om efter et andet mødested. I 1634 købte man af Mourits Podebusk en gård, der lå lige overfor Skt. Knuds kirke, parallelt med kirkens nordside. Under betegnelsen »Adelens gård« optræder den i resten af århundredet. Jens Bircherod noterer i sin dagbog, at da sognepræsten i Særslev 9. sept. 1666 blev gift med Anna Eriksdatter, sl. Bertel Wichmands »stod jeg med flere, om formiddagen på adelens sal strax ved kirken, og såe brudeskaren, der de ginge til kirke. Bruden gik mellem hr. Hannibal Sehesteds dame frøken Christiana, og hendes datter, og tænkte da bemeldte dame mindst på, at hun i samme uge skulde blive enke«, skriver han med tanke på, at Hannibal Sehested, der var gift med Christian IV’s datter, døde 13. septbr. i Passy. En flygtig gennemgang af den danske adels historie i dette århundrede vil bekræfte, at utallige gange var Odense-borgerne vidner til adelige bryllupper og begravelser i Skt. Knuds kirke, og Bircherods ord tyder også på den venskabelige forbindelse, der kunde være mellem adelen og byens bedre borgerstand.

Men netop Sortebrødre klosters forladte bygninger var også en kilde til strid mellem adelen og byen. Gråbrødre Hospital havde fået overladt klostergodset, og en del af bygningerne var lejet ud til fynske adelige og navnlig til den stridbare Bryske-slægt; i slutningen af 1500’erne var det Eiler Bryske til Dallund, Tønne Bryske til Langesø, Carl Bryske til Margaard og Anne Bryske til Amagergaard, foruden Otto Emichsen til Steensgaard og jfr. Magdalene Emichsdatter til Millinge, der skulde svare jordskyld til hospitalet. Men ingen var særlig interesserede i de forfaldne huse. Det lykkedes Eiler Bryske at få afstået til Henrik Giøe »det hus i Odense liggendes på Sortebrødre kirkegård med en have liggendes dertil kaldes Badstuehaven«, og det er formentlig en del af dette areal, der endnu var i Giøe-slægtens besiddelse, da Falk Giøe i 1646 opførte Møntergården ud mod Overgade.

Et stenhus liggende øst-vest fik Eiler Bryske efter mange stridigheder hospitalet til at overtage. Det var ikke meget bevendt. Af taget var tagstenene borte, vestgavlen var falden ned, såvelsom lofter og skillerum, skorstenen i øst nedbrudt, essen, bagerovnen, vinduer og karme manglede, »mursteen eller adstraag (fliser), som havde været i gullene, var også opbrudt og borte«, vindeltrappen manglede, og det udskud, som stod sønden ved samme hus, var nedfalden. Huset var så ringe, at det måtte nedbrydes, Sortebrødre lykke, der lå nord og nordøst for klosteret, havde Erik Bille til Kjærsgaard erhvervet efter Claus Brockenhuus, men den blev 1606 afstået til hospitalet sammen med et gammelt stenhus. Således fremkom den store plads nord for byens Overgade, der den dag i dag føles umotiveret i byplanen.[1].

Adelens gård på torvet blev århundredet igennem et samlingssted, men også den gik i forfald. I 1682 kaldte Peder Rasmussen maler, som boede til leje i den, samtlige højædle og velbyrdige mænd, som gården tilhørte, til Odense byting, for at få den synet og sat i stand. Ved dom blev bygningen udlagt til Peder Rasmussen, der 1689 måtte afstå den til rådmand Niels Mule, og i 1705 blev gården nedbrudt og på dens grund opførtes det landstingshus, der i mere end halvandet hundrede år kom til at præge bybilledet på dette sted.[2].

Men adelen havde boliger mange steder i byen. Da Odense i 1580 stod på den anden ende i anledning af den slesvigske lenshylding, befalede kongen ikke alene, at en hel husrække på den nordre side af nuværende Albani Torv skulde nedrives og blandt dem Jørgen Marsvins gård, men da de fremmede gæster skulde indkvarteres, måtte ikke alene storkøbmændene lægge gårde til, også adelen måtte tage imod privat indkvartering. Der nævnes gårde tilhørende Verner Svales arvinger, Frands Urne, Jens Baad, Gabriel Skinkel, Kirsten Niels Henriksen Gyldenstjernes, Knud Mikkelsen Akkeleje og Johan Bucholt (Buchwald)[3].

Dermed er vi oppe ved tiden omkring 1600, hvor kilderne bliver mere veltalende, og hvor vi vil forsøge af de spredte oplysninger at give et billede af, hvilke adelige, der fra da af havde bolig i Odense, hvem de var, og hvor deres gårde omtrentlig har ligget.

Bygningssten i Overgade 12 med Friis, Brockenhuus og Bille våben. Den nederste del af stenen omhugget 1778.

Antallet af gårde, der har haft adelige ejere, kan opgøres til godt en snes stykker. Idet der iøvrigt henvises til den afsluttende redegørelse for de enkelte gårdes ejerhistorie, kan man dele dem i tre grupper: gårde, der gennem så godt som hele århundredet var i adelig besiddelse, gårde, der skiftede fra adel til borger og gårde, der skiftede fra borger til adel.

Den første gruppe er beskeden. Alene Overgade 12, Overgade 50 (Møntergården), og Albani Torv 6 og 4 og Nørregade 44 kan henføres til den. Men både i kraft af gårdenes størrelse og ejernes betydning er den bemærkelsesværdig. I porten Overgade 12 har man beskedent anbragt den bygningssten, som minder om Eiler Brockenhuus til Nakkebølle (1548-c. 1602) og hans to hustruer Berte Friis (1549-1582) og Anne Bille (1564-1640). Eiler Brockenhuus har igennem sine kalenderoptegnelser vist sin samfølelse med borgerskabet i Odense og har formentlig jævnligt boet i gården. Hans datter Susanne (1575-1606) var gift med gårdens næste ejer Markvard Bille til Hvidkilde (1568-1631), hvorefter den tilfaldt rigsmarsken Anders Bille (1600-1657) en mand, der i sin ungdom havde været i fremmed krigstjeneste, men som 1627 blev ritmester over det ene fynske rostjenestekompagni og 1631 fik Rugaards len; i 1634-42 var han lensmand på Øsel, og 1642 blev han rigsmarsk; det var ham, der måtte lede felttoget under den ødelæggende Torstensonskrig 1643-45, grundlagde våbenfabriken Brobyværk og påny førte hæren i Svenskekrigen 1657, hvor han blev dødeligt såret under stormen på Frederiksodde. Gården ejedes i 1662 af enken Sophie Rosenkrantz, men hun døde 1667 og den må derefter være udlagt til et barnebarn, den unge Anders Bille, på hvis vegne den 1672 blev skødet af Oluf Rosenkrantz m.fl. til Jørgen Scheel til Broholm, der var gift med en datter af Anders Bille, og først da den i 1701 skødedes til apoteker J.G. Becher, kom den ud af slægtens eje.

Det er så heldigt, at der fra 1671 findes en beskrivelse af denne gård, som ganske vist skildrer dens brøstfældighed, men som samtidig giver genskær af fordums herlighed. Der tales om »den store stue mod gaden til apoteket«, der før havde haft paneler og gulv med astrager, forstuen, den lille stue mod gaden med brøstfældige paneler, dobbelt skorsten mellem de to nævnte stuer, den stue næst ved ud til gården. Endvidere nævnes et bryggershus med esse. Det må have været af bindingsværk, thi 16 fag fodstykker og 16 fag nederste vægge skulde fornyes. Det samme gælder »den stue tvært over gården« og staldhuset. Og der fortsættes: »den side fra porten op til det murede hus til gaden imod strædet behøver hjælp«, og »trappen op til fruerstuen i rundalen skal af ny gøres«, »buen over døren på rundelen skal nedtages«, »tækningen over samme runddel med tømmer, deller og spån« skal fornyes, buerne på fruerstuen er brøstfældige, det øverste loft med sengekammeret skal omlægges og på taget over fruerstue og sengekammer skal der nye lægter og tagsten.

Beskrivelsen må opfattes således, at gården har ligget med facade ud mod Overgade, men øst for den har der været et stræde, mod hvilket der har ligget en muret gård, som oven i købet har haft et muret trappetårn. Strædet nevnes iøvrigt også i 1685, da mag. Jørgen Bertelsens enke Else Mule skødede sin gård – nuværende nr. 14 – bort, ligesom det nævnes i J.G. Bechers skøde til Jørgen Hahne i 1704. Et minde om dette stræde finder man muligt på grundplanen af de to ejendomme nr. 12 og 14, der er tegnet i Odense bys grundtaxt 1817, brandtaksationsnumrene 13 og 14, hvor der imellem grundene findes en ganske smal parcel betegnet nr. 13 a.

Bygningstavler på Overgade 50, Møntergården; øverst Dewitx og Hahn våben, nederst Elsebeth Hahns fædrene og mødrene våben.

På sin vis lige så anseelig var Møntergaarden, som Henrik Giøes søn Falk Henriksen Giøe opførte 1646. Han var født på Skjørringe 1602, blev opdraget hos Holger Rosenkrantz den lærde og efter ophold i udlandet ægtede han 1628 Karen Bille til Hvidkilde og Nakkebølle (1598-1670). Fra 1639 var han den fynske adels fuldmægtig og 1642 og 1646 dens landkommissær. Han fik kun glæde af sin nye gård i få år, thi 1653 døde han, men Karen Bille og svigerinden, den lærde bogsamlerske Anne Giøe levede dels på Hvidkilde, dels i gården i Odense. I 1672 boede Børge Trolle der med sin husstand, men 1680 skødede Mogens Giøe — Falks søn — den til Birgitte Elsebeth Hahn, enke efter oberst Ulrich v. Dewitz. Hendes fader var faldet i trediveårskrigen og moderen var sammen med sine tre børn flygtet til en ungdomsven af hendes mand Peder Brockenhuus på Nordskov. Birgittes broder Vincentz Joachim Hahn blev siden Christian V’s overjægermester og morfar til Frederik IV’s dronning Anna Sophie Reventlow; søsteren Hippolytha Hahn blev gift med Henrik Lange til Rygaard, der også havde gård i Odense. Ligesom Falk Giøe opsatte portbjælken med sit og sin hustrus forbogstaver og våben, der flankerer et kristusmonogram, placerede Birgitte Hahn sit og sin mands våben på gården med årstallet 1681 og derunder sit fædrene og mødrene våben fra 1667, en plade, som hun havde tilflyttet fra sin tidligere bolig. Birgitte Hahn døde 1692 og blev begravet i Frue kirke. Boets midler blev opgjort til ikke mindre end 7577 rdl. 2 mk. og det udførlige skifte giver en forestilling om gårdens indretning. Hovedindgangen til gården var midt på forhusets facade. Endnu i sidste århundrede havde man bevaret den smukke, dobbeltløbede trappe, der har behersket facaden og givet den karakter. Skade er det, at trafikhensyn ikke tillader dens rekonstruktion. Til venstre for indgangen var en stue, hvor der bl.a. hang billeder af Vincentz Hahn og Henning Valkendorf, på den anden side hovedindgangen var »den daglig store stue«, derpå fulgte den salig frues »cantor«, sengekammer og køkken. Oppe på første sal nævnes den store sal, men den har nok kun været brugt til fester, og beskrivelsen af rummene ved den lange gang tyder på, at de har været brugt som pulterkamre. Opvarmningen besørgedes ved kakkelovne. Der stod en i den store stue, som bares af fire messingpiller, men den var »noget brechelig«. I den vestre stue til gaden var der en jernovn med fod og tud, og i pigernes kammer en fast ubrugelig bilægger. Yderligere var der to åbne skorstene.

Fruen havde til sin befordring to vogne, en lukket caret og en åben chaise. Hendes garderobe var velforsynet. Der var fem kjoler, hvoraf en var en hvid, ostindisk atlaskes kjole med broget skællert. Der var forskellige snøreliv, hvoraf et var overtrukket med hvid taft bestukken med sort silke, og hun havde forskellige hovedbeklædninger, både en sort taftes stukken hue, en hvid flors hue og en sort fløjls skygge hat. Det vilde også være en fornøjelse at se hendes smykker, to par guldarmbånd, hver med syv diamanter i låsen, et par guldknapper med 14 diamanter og en diamant ring. Et par guldlåse til armbånd havde indlagt emaille-våben, og hun vilde mindes sin afdøde mand, når hun så det lille contrafejhus med tvende krystalglas og oberst Dewitz og frues billeder på en sølvplade. Efter tidens forhold havde hun en ganske pæn bogsamling; der var Luthers bibel fra 1565 og en udgave indbunden i rødt flos med et sølvvåben på hver side. Men ellers var det mest tyske postiller og opbyggelsesbøger samt ligprædikener over Karen Juel, Jacob Bircherod, Holger Rosenkrantz og Ditlev Reventlow.

Men nu var Birgitte Hahn død. Den seng, i hvilken hun døde, var »en gammeldags gemeen eigeseng uden himling til et menneske«, men i den var der to underdyner, et læderdækken, to hjemmegjorte olmerdugs hovedpuder, en gammel, blårandet olmerdugs overdyne, en gammel, hvid forslidt hovedpude og en lille, rød atlaskes pude. Sengen fik »hendes cammerpige Magdalene Scheel som sædvanlig worder bevilget at niude«.

Efter fruens død blev gården udlejet og først i 1703 solgt til rådmand Jacob Møller. Den står i dag som et af vore smukkeste minder om sin tids bygningskunst og har ved et sjældent lykketræf undgået ødelæggelse.

Det samme er tilfældet med Brahernes gård på torvet, der nu er adeligt jomfrukloster. Den ligger gemt bag den katolske kirke og andre nyere bygninger, men den har ikke ligget i vejen for byens udvikling, og den er da også nok værd at værne om. I 1579 købte Oluf Bager dette hus, der var byens gamle bispegård; han afhændede den til slægten Akeleye og i 1630 blev den købt af Jørgen Brahe til Hvedholm. Han var den fynske adels fornemste repræsentant og kunde nok bruge en gård i Odense. Han var født i 1585, havde fra 1599 til 1604 rejst i udlandet, havde været hofjunker, deltog i Kalmarkrigen og var fra 1617 til sin død i 1661 lensmand på Hagenskov, det nuværende Frederiksgave. Samtidig gjorde han Hvedholm til kærnen i et mægtigt godskompleks. I 1638 ejede han 3200 tdr. hartkorn og ved sin død ni herregårde. Samtidig fik han talrige hverv i statens tjeneste. Han blev 1624 ritmester ved den fynske rostjeneste, var 1638-42 landkommissær i Fyn, deltog i gesandtskabsrejser og blev 1644 rigsråd. Under svenskekrigen faldt han i fjendens hænder, og krigens strabadser og sindsbevægelser fremskyndede hans død.

Gården i Odense lod han forbedre. Han forhøjede den med en etage, moderniserede den og flyttede hovedindgangen til facadens midte. Over døren anbragte han sit og sin hustru Anne Gyldenstiernes våben, og huset fik den skikkelse, som det stort set har bevaret til vore dage. Efter Jørgen Brahes død gik det i arv til sønnen Preben, der 1700 skødede det til sin datter Karen, som i 1736 omdannede det til adeligt jomfrukloster.

Et andet medlem af slægten Brahe havde Albani Torv 4-5, der ejedes af Axel Brahe til Elvedgaard (1550-1616); han havde haft adskillige store forleninger, bl.a. Odensegaard og Dalum kloster og fra 1596 var han medlem af rigsrådet. Gården i Odense blev efter hans død delt, således at datteren Anne Brahe beholdt nuværende nr. 3. Hun var gift med Eiler Qvitzov til Lykkesholm og Sandager, der 1598-1613 var landsdommer i Fyn og 1602-05 og 1628-30 lensmand på Rugaard. Gården i Odense kaldes i 1630’erne Eiler Qvitzovs gård, men 1662 fru Anne Brahes gård. Hun var »vel skjøn af byrd, men ellers i alt sit levneds væsen et uterligt og sladderagtigt kvindfolk«. Gården, der var på 16 fag, blev 1682 skødet af Anne Brahes datter og svigersøn til Erik Banner, der 1684 vilde skænke den til Anne Sophie Oldeland som tak for hendes tjenester imod ham, men hans kreditorer greb ind, og Peder Luxdorph til Fjellebro skødede den 1687 til mag. Laurits Edinger.

Den anden halvdel af Axel Brahes gård (Albani Torv 5) tilfaldt Breide Rantzau i 1616 og han solgte den straks til Erik Urne til Søbysøgaard (1570-1631). Erik Urne havde gjort hoftjeneste, deltaget i Christian IV’s nordlandsrejse og blev udnævnt til admiral 1611. I 1625 siges han udtrykkeligt at bo i Odense, hvad der kan hænge sammen med, at han 1618 havde solgt Søbysøgaard til Breide Rantzau. I 1627 var han generalkrigskommissær for Fyn, men i økonomisk henseende gik det ham ilde. Hans gård i Odense blev udlagt til kongen for gæld, og 1637 overlod kongen den til sin søn Ulrik Christian Gyldenløve, der dog straks skødede den til Henrik Podebusk til Kørup. I hans efterslægt forblev den i næsten halvandet hundrede år. Henrik Podebusk nød sine standsfællers tillid og valgte ham 1649 landkommissær. Efter hans død 1658 tilfaldt gården hans søn, som fortyskede slægtsnavnet til Putbusch, og i 1728 blev huset ombygget, så Jacob Bircherod kunde notere: »I Odense findes grev Podebusks prægtige gård, den er nylig bygget, hører til baroniet og er fri for consumption, nu den eneste gård, som adelen således har conserveret sig i Odense«.

I Nørregade lå der umiddelbart nord for Skt. Hans Præstegård et hus, som i århundredets begyndelse ejedes af fru Anne Lykke. Hun var datter af Jørgen Lykke til Rugaard og gift med Frederik Qvitzov til Sandagergaard og var 1629-31 hofmesterinde for Kirsten Munks børn. Gården eiedes derefter af hendes søn Erik Qvitzov, der i 1660 var kommandant i Nyborg og senere amtmand i Lundenæs og Bøvling amter. Han døde 1678, men gården ejedes fortsat af enken Susanne Jensdatter Juel.

Ebbe Munks hjørnegård, nu Albani torv 1, efter tegning 1836.

Disse gårde lykkedes det altså adelen at fastholde ud over skæbneåret 1660, men der er eksempler nok på, at fodfæstet i byen glippede. Det gælder fremfor alt Valkendorfernes gård i Nedergade, nuværende nr. 19-21. Den har haft en portbjælke fra 1580’erne, som har båret selve rigshofmesteren Christoffer Valkendorfs navn, han der til sin død 1601 var en af landets førende statsmænd. Gården i Odense overgik til hans brodersøn Henning Valkendorf, der i sin ungdom studerede i Leiden, 1627 blev han løjtnant og 1633 ritmester ved den fynske rostjeneste. I 1627 var han en af de tre generalkrigskommissærer, og under krigen 1643 blev han atter kommissær ved Fyns forsvar. Med disse hverv forbandt han stillingen som lensmand på Odensegård. Valkendorfs kapel ved Skt. Knuds kirke lod han opføre som et synligt minde om sin tilknytning til Odense. Det blev gravkapel for ham og hans tre hustruer: Karen Brahe (d. 1631), Anne Bernekow (d. 1648) og Margrethe Blome (d.1679). Valkendorfs og hans tre hustruers våben er sindrigt kombinerede på den kiste, der opbevares i Møntergården. Gården i Nedergade kaldtes »den grønne gård« og var nabo til rådmand Erik Jørgensens røde gård. Efter Henning Valkendorfs død måtte Margrethe Blome opgive gården i 1661, og den kom i borgerlig besiddelse.

Læseforeningens bygning, Albani Torv 1, ejedes ved århundredets begyndelse af Ebbe Munk til Fjellebro (1551-1622), der fra 1596 til sin død var lensmand på Antvorskov. Hans hustru Sidsel Høeg var stærkt religiøst interesseret, og naboskabet til Skt. Knuds kirke har nok været hende kært. I 1620 udgav hun en lille bønnebog og styrede iøvrigt efter mandens død sine godser med myndighed. Ebbe Munk og hans hustru blev begravede i Skt. Knuds kirke, hvor et smukt marmorepitafium minder om ægteparret. Sidsel Høeg døde 1648 og gården overgik til M. Mathias Clausen Bang.

Bygningssten på Nørregade 75 med Helvig Hardenbergs fædrene og mødrene våben.

Endnu hurtigere gled Vestergade 2 ud af adelig besiddelse. Den ejedes omkring 1600 af Anne Urne, der forøvrigt førte en stadig strid med naboerne om møg, der blev henlagt på hendes fortov. I 1621 mente Pernille Gyldenstjerne sig berettiget til gården. Hun døde 1622 og efter nogle processer med Anne Urne blev gården 1631 udlagt til byfoged Jens Anskaris og Laurids Jensen guldsmed på deres hustruers vegne.

På facaden af Nørregade 15 sidder Helvig Hardenbergs fædrene og mødrene våben, og denne ejendom har været en del af den gårdbesiddelse, der har strakt sig over husrækken Nørregade 15-23. Helvig Hardenberg døde 1599, og efter hendes død ejedes den af Erik Hardenberg til Skovsbo, der døde 1604, hvorefter landsdommeren Claus Brockenhuus ejede den til han i 1636 måtte pantsætte den til købmanden Peder Walter i Nyborg; endnu i 1671 førte Hans Walter proces med borgmester Knud Knudsen »om det han sig vil have forbeholdt om den gård Claus Brockenhuus tilhørte«, og den blev delt i en række ejendomme.

Gråbrødre plads med Karen Bryskes gård, på nuværende Fyens Stiftstidende ejendom; billede fra ca. 1830 i Møntergården.

Også Bryske-slægtens ejendomme forsvandt. I 1594 opførte Karen Bryske en muret gård – Vestergade 25 – på hvilken hun anbragte en muret stenplade med oplysning om, at »Anno 1594 haver ærlig og velbyrdig fru Karen Bryske sl. Iver Lunges til Slumstrup op ladet bygge dette hus«. Efter Karen Bryskes død 1624 gled gården ud af slægtens eje, men dens smukke renæssancegavle var endnu kendelige i sidste århundrede. Foruden besiddelserne ved Sortebrødre kloster havde Eiler Bryske i 1606 en gård i Nørregade, som heller ikke kunde fastholdes. I P. Lauridsens bog »Odense i Billeder« fra 1874 er der afbildet en pragtfuld portbjælke og en lille dørhammer, der på hans tid sad i en gård på Klingenberg. Den større bjælke har to våbenskjolde, der flankeres af to løver og omsluttes af bladslyng og med en indskrift, der fortolkes: Anno 1600 lod erlig oc welbyrdig Iomfru Margrethe Skovgaard til Sanderumgaard hugge og reese dette Hus den 28. Dag Aprilis. Den mindre bjælke har båret indskriften I.M.S.G.: d.v.s. jomfru Margrethe Skovgaard. Disse bjælker er sporløst forsvundne og er et vidne om den tankeløshed, der så ofte gør sig gældende. Hvorledes det er gået med den gård, der har tilhørte Margrethe Skovgaard til Sanderumgaard kan ikke oplyses[4]; et minde om hende har man i den pragtfulde ligsten i Skt. Knuds kirke, der viser hende i legemstørrelse omgivet af hendes anevåben og udført i et arbejde, der kunde lade formode, at mesteren for portbjælkerne og ligstenen er den samme.

Portbjælke og Dørhammer fra Margrethe Skovgaards gård på Klingenberg.

Til ligstenen knytter sig det kendte sagn, at den oprindelig var lueforgyldt, med undtagelse af hænder og ansigt, men at Christian IV under et besøg skal have forlangt den tildækket med sort maling. Først ved restaureringen for få år siden fik stenen sine farver tilbage, og man kan vist godt spare sig fra ligstenens pragt at slutte, at jomfru Skovgaard har haft et forfængeligt sind. Hun har handlet i overensstemmelse med tidens skik.

Det er imidlertid et bemærkelsesværdigt træk, at skønt det 17de århundrede var adelens nedgangsperiode, kan der nævnes adskillige eksempler på, at de adelige erhverver gårde i Odense.

På Klingenberg lå en gård, der i daglig tale kaldtes »Bangsgården«; den ejedes omkring 1600 af stiftsskriver Christoffer Bang, hvis søn Claus Christoffersen Bang 1636 skødede den til byskriver Henrik Therkelsen. Den lå »ved Horsetorvet kaldes Klingebierrig«. Henrik Therkelsen, der førte et omskifteligt liv og døde som ridefoged på Stubbendrup i 1656, må før sin død have solgt gården i Odense til Henrik Gyldenstjerne til Skovsbo (1594-1669); hans første hustru var død 1649 og umiddelbart derefter rejste han fra Odense, således at Henrik Gyldenstjerne meget vel kan have købt den ved denne tid. Det vil passe af flere grunde. Gyldenstjerne var efter tjenesten som hofjunker blevet landsdommer i Skåne og havde skånske len, men efter 1636 flyttede han til Skovsbo og 1649 blev han landskommissær på Fyn. Samme år blev hans datter Jytte gift i Odense med Peder Brockenhuus på Nordskov, og det er værd at notere, at den kæmpemæssige altertavle, som han lod Anders Mortensen skære og hvis nadverbillede gøres til genstand for undersøgelse i en følgende artikel, også bærer årstallet 1649. Gården forblev i Henrik Gyldenstjernes slægt og 1684 var Knud Bille dens ejer.

Henrik Gyldenstjernes gårdkøb synes typisk for flere lignende. Det er de adelsmænd, der har haft hverv af civil eller militær art, der har betinget deres nærmere tilknytning til byen. Henning Powisch til Hollufgaard nævnes 1662 som ejer af nuværende Vestergade 19. Han blev 1646 landsdommer på Fyn, var 1658-59 krigskommissær og 1660 viceskatmester. Han døde forgældet 1664, gården kom vistnok allerede 1663 i købmanden Hans Cordes’ eje, idet han nævnte år udstedte en obligation på 1000 rdl. til M. Laurids Christensen Weile, sognepræst til Skt. Knud, mod pant i gården. Denne obligation transporteredes til R.A. v. Putbusch på Kørup, der 1671 fik gården udlagt og i 1684 solgte den til byskriver Christen Jacobsen. Gården har ligget på hjørnet af Vestergade og nuværende Asylgade. Mod Vestergade var der 1671 fem fag gavlhus, medens sidehuset lå til strædet med kælderhals. Denne fløj må have haft bindingsværk, thi da den 1671 blev synet, skulde 10 fag omsættes med 1er og sand. Der tales endvidere om bryggerhuset, det nye staldhus til strædet, 4 fag hus ved brønden i gården, 5 fag hus under den lille stue og køkkenet, det hus, som kramboden er i til gaden, det kammer over bislaget til gaden og det grundmurede hus i gården med astrager. Beskrivelsen giver et indtryk af den vrimmel af bygninger, som en sådan købstadsejendom har omfattet, og den belærer os om, at der både har været et gavlhus, et bislag og et grundmuret hus, foruden de forskellige bindingsværkshuse.

Også Erik Kaas til Lindskov havde pligter, der krævede hans nærværelse i Odense. Han ejede 1645 Vestergade 20. Fra 1637 1641 havde han været kancellijunker, men 1638 og 1643 var han kornet ved den fynske rostjeneste, 1644 blev han løjtnant og 1654 landkommissær i Fyn. Han udnævntes 1660 til landsdommer på Langeland og døde på Hjortholm, som han erhvervede sig ved giftermål med Karen Nielsdatter Gaas. Endnu i takseringen 1662 kaldes ejendommen Erik Kaas’ gård, og den var nabo til borgmester Knud Jacobsens gård, men kort efter må den være afhændet til commissarieskriver Hans Petersen, hvis svigermor Maren sl. Georg Haffenrefers nævnes som ejer 1683, og siden erhvervedes den af rektor Niels Hals.

Biskop Jacob Madsen havde en flok sønner, som han kunde efterlade ejendomme i byen. Overgade 32 tilhørte 1639 Jacob Madsens søn dr. Oluf Jacobsen, der det nævnte år solgte den til Laurids Ulfeldt. Han var broder til Corfitz Ulfeldt, var en fint dannet mand, der havde studeret i Marburg, Orleans, Leiden, Padova og Siena. I 1642 blev han den ene af de to landkommissærer på Fyn; han ejede både Egeskov og Harridslevgaard, men døde i sin gård i Odense 1659; selv om han ved sin død var forgældet, solgte enken fru Else Parsberg først i 1669 gården til Henrik Lindenov til Oregård. Han var 1664 bleven stiftamtmand over Fyn og var gift med Beate Christoffersdatter Ulfeldt. Heller ikke han havde råd til at beholde huset, og 1672 blev det udlagt til Morten Skinkel til Søholm, som samme år skødede ejendommen til sin faster, fru Ide Skinkel.

Laurids Ulfeldts gård, Overgade 32, efter restaureringen ca. 1950.

Livet igennem havde Ide Skinkel haft tilknytning til Odense. Omkring 1600 boede i en gård i Nedergade fem ugifte søstre: Sille, Karine, Anne, Abel og Mette. De var døtre af Niels Skinkel til Østrup, og de fleste af dem døde før 1620. Tilbage levede alene Abel Skinkel, der 1625 blev sin egen værge, men i sin alderdom begærede hun 1635 en ny værge og fik Frederik Markdanner på Rønningesøgaard.

Hos hende boede broderdatteren Ide Skinkel, der efter fasterens død 1636 en tid boede i Nørregade, men 1672 flyttede hun ind i den nyerhvervede gård i Overgade, der før hed Ulfeldts gård, men nu de Skinkelers. De Skinkel-jomfruer var åbenbart fromme mennesker. Sognepræsten Jørgen Simensen, sognepræst til S. Albani sogn (Gråbrødre) havde i 1587 tilegnet dem »En Trøstescrifft, uddragen af Guds Ord og lærde Mænds Bøger: Hvorledes christne menniske skulle fortrøste sig udi deres Næste og kiæreste Venners Død«; det fik de, da deres fader og en del af deres slægt var døde, og selve dedikationseksemplaret til Sille Skinkel er bevaret: »Erlig oc velbyrdig Ciile Schinkel, myn gunstige Jomfru oc gode wen til tacknemmelighed for mange welgierninger. Oc et lycksaligt Nytaar« har Jørgen Simensen prentet. Desværre er det epitafium, som Ide Skinkel lod opsætte over sine fem fastere i Frue kirke forsvundet, men derimod er prædikestolen i kirken stadig et talende vidnesbyrd om Ide Skinkels forhold til dem og til kirken[5].

Ide Skinkel døde 1683 og gården tilfaldt atter Morten Skinkel til Søholm, hvis enke Anna Charisius først i 1701 afhændede den til J.G. Becher. Gården, som den nu står, er et af de sjældne eksempler på, at et moderne firma søger at føre sin ejendom tilbage til den oprindelige skikkelse. Med sit svære bindingsværk har den i sin form bevaret renæssancens bygningspræg og harmonerer ganske smukt med Møntergården i samme gade.

Men Overgade 32 var ikke den eneste af Jacob Madsens ejendomme, der gik over til adelen. I 1626 skødede dr. Mathias Jacobsen Lisbeth Friis en part i hans forældres gård ved Laurids Paaskes stræde. Den lå bag bispegården – altså senere Jørgen Brahes gård. Broderen Jacob Jacobsen havde en anden del af gården, og også dr. Oluf Jacobsen var interesseret i den; Truid Bryske til Langesø nævnes 1636 og 1640 at bo der. Det var den rene elendighed og et billede på Bryske-slægtens nedadgående bevægelse. Truid Bryske havde allerede 1616 pantsat Langesø, som han havde arvet efter sin fader Carl Bryske, og 1622 solgte han den. Det lykkedes ham i løbet af få år at sætte alt over styr. Også de godser, som han havde fået med sin hustru Karen Friis Albertsdatter til Haraldskjær, som døde 1635. Hendes søster var den ovennævnte Lisbeth Friis, der i 1625 havde givet ham Agersbæk i forpagtning og 1627 gav ham bolig for livstid på Vosnæsgård; men Truid Bryske måtte altså nøjes med at bo i Paaskestræde en overgang, og da han i 1653 døde som slægtens sidste mand, blev arv og gæld fragået. Lisbeth Friis gik det heller ikke for godt. Hun fik i 1639-40 ord for at føre et ondt levned, så Laxmand Gyldenstjerne fik pålæg om at indeslutte hende, og året efter må hun vist være død.

Prædikestolen i Vor Frue Kirke. Gave fra Ide Skinkel.

Gården i Paaskestræde må dog være bleven i Friisernes eje, for Niels Friis til Hesselager skødede 1652 Elsebet Ulfeldt en jord, som han havde fået af kronen i gælds betaling og som lå til Odense bispegård, til hende, og i taxering 1662 nævnes Elsebet som ejer af gården i Paaskestræde, som hun havde fået på skifte efter sin husbond. I 1661 havde hun pantsat den til præsten Peder Nielsen til Skt. Hans kirke for 1000 dlr. og i 1686 pantsatte Jørgen Feddersen til Sværupgaard til brgm. Jens Erichsen Westengaard »min gård i Paaskestræde, som før tilhørte fru Elsebet-Ulfeldt« – men da var den forlængst sunken ned i lejevåningernes triste række; på det tidspunkt boede ikke mindre end tre familier til leje i den.

Bemærkelsesværdigt i denne sammenhæng er det imidlertid, at ikke mindre end fire borgerlige gårde kom i adelig besiddelse efter århundredets midte. Det drejer sig om Priorgården (Vestergade 1), Overgade 16, Overgade 28-30 og Overgade 7.

Siden århundredets begyndelse havde stiftsskriver Christoffer Bang – der jo også havde Klingenberg – ejet Overgade 16, og her boede hans søn og dennes enke Margrethe Claus Bangs, en datter af Oluf Bager. I en årrække drev hun forretning, men omkring 1640 begyndte det at gå ned ad bakke. Kreditorerne blev pågående, og 1651 måtte hun gøre opbud. Det er muligt, at Henrik Lange til Rygaard allerede da har fået den udlagt. Han nævnes som gårdens ejer i taxeringen 1662, men det ser ud til, at Margrethe Claus Bangs og hendes datter Kirsten fik lov at blive boende. Henrik Lange (1611-1671) var født på Skrumsager; i 1643 han befaling at ride under Steen Billes kompagni og 1647 blev han chef for adelens fynske kompagni. Han skrev sig til Fuglsig, men hans første hustru Anne Asmusdatter v. Ahlefeldt tilførte ham Rygård. Hun døde 1655 i Odense, vel sagtens i gården på Overgade, og derefter ægtede Henrik Lange Hippolytha Hahn, en søster til Falk Giøes hustru Birgitte. Efter Henrik Langes død beholdt Hippolytha gården til 1688, da hun skødede den til den kendte Odense-guldsmed Simon Mathiessen.

I året 1667 blev Erik Sehested til Lykkesholm (1633-1683) krigskommissær på Fyn, og samme år købte han Vestergade 1, som havde tilhørt byfoged Willum Jensen Rosenvinge og i mange år været i storkøbmænds besiddelse. Erik Sehested kunde dog ikke beholde Priorgården længere end til 1673, da han solgte den til Sigvart Rathlou til Wernersgaard (1630-1677), en indvandret holstensk officer, der 1670 blev ritmester ved fynske nationale rytterregiment, og 1677 var han oberstløjtnant og chef for 1. fynske nationale rytterregiment. Hans enke – Karen Lauridsdatter Pogwisch – beholdt Odensegården, og man genkender den i Erik Sehesteds skøde 1673, hvor den karakteriseres som en muret hjørnegård, som Sigvart Rathlou iboede, med den bygning som bag derved ligger, strækkende sig tilsammen med gård og gårdsrum til M. Henrik Bartskærs gård i syd og gaden rundt om i nord til M. Henrik Bartskærs gård igen. Ligeledes en staldgård bag fornævnte gård, liggende i Stålstrædet.

En særlig interesse knytter der sig til ejendommen Overgade 28-30, fordi det er Muleslægtens gamle gård. Hjørnegården blev beboet af Claus Mule, der som ejer af Nislevgaard stadig kunde hævde slægtens gamle adelskab; nabogården var den såkaldte Apostelgaard, der ligesom gården af samme navn i Næstved formentlig har haft apostelfigurer udskåren på stolperne. Begge disse gårde tilfaldt efter Claus Mules død i 1656 Kaj Lykke til Rantzausholm, som samme år skødede dem til rmd. Jesper Hansen. Forskellige arvinger og kreditorer var interesserede i ejendommen efter Jesper Hansens død, men i 1675 må Niels Sehested til Mullerup have været eneejer, idet han da skødede den til brgm. Jens Madsen Rosenberg.

Endelig skal det nævnes, at en anden Overgade-gård, Overgade 7, der i sin tid havde tilhørt storkøbmændene Knud Lauridsen Seeblad og senere Peder Pedersen Lerche, af sidstnævnte blev solgt 1670 til Erik Qvitzov til Sandagergaard (1616-1678); hans svigersøn Christian v. Papenheim skødede den 1680 til Mathias Bolt.

Overgade set mod Skjolden. Tegning fra begyndelsen af 1800’erne, Møntergården, Odense.

Dette billede af adelens gårdbesiddelser i Odense virker uroligt og flimrende; mange mennesker har færdedes i disse huse, mange, der har spillet en rolle i vor historie. Adskillige var rigsråder, men påfaldende mange var landkommissærer: Falk Giøe, Jørgen Brahe, Henrik Podebusk, Henrik Gyldenstjerne, Erik Kaas, Laurits Ulfeldt – netop de mænd, som havde de anseeligste ejendomme.

En landkommissær havde vigtige opgaver. Institutionen blev oprettet efter beslutning på et stændermøde i Odense. For hver landsdel skulde der oprettes en landekiste til opbevaring af de skatter, som stænderne havde bevilget til landets forsvar. Landkommissærerne skulde yderligere sætte adelen i skat og oppebære skatten, og i 1645 fik de den beføjelse en gang om året at samles med rigsråderne i den pågældende landsdel og forhandle om landsdelens ve og vel og påse, at kongens anordninger blev efterkommet. De var adelens repræsentanter overfor kongemagten, de valgtes af adelen og var altså dens tillidsmænd.

For disse mænd, hvoraf der var to ad gangen for Fyns vedkommende, kunde det nok være påkrævet at have et tilholdssted i Odense, som de kunde kalde deres eget.

Hertil kom, at det 17de århundredes stadige krigsbegivenheder krævede særlige foranstaltninger. Først kejserkrigen 1625-29, så Torstensonkrigen 1643-45 og endelig svenskekrigen 1657-60, den værste af dem alle. Der skulde foretages udskrivninger, sørges for indkvartering, proviantering, og hvad ufredstiderne ellers krævede. Til at varetage disse opgaver valgtes blandt adelen krigskommissærer, og det er forklaringen på, at Erik Urne, Henning Valkendorf og Erik Sehested måtte have særlig tilknytning til byen. Hertil kom så de øvrige militærpersoner som Erik Qvitzov, Henrik Lange og Sigvart Rathlou. Endelig havde man landsdommerne Claus Brockenhuus og Henning Pogwisch.

Sammenlignet med det foregående århundrede er der sikkert sket en ændring.

I det 16de århundrede har det spillet en rolle for adelen som producenter af landbrugsvarer at have så nær forretningsforbindelse med Odense-købmændene som muligt. På dette grundlag har det været vigtigt for dem at have gård i Odense. Men i det 17de århundrede bliver det deres offentlige hverv i statens eller deres standsfællers tjeneste, der spiller ind.

Fælles for begge århundreder er det, at adelens enker og ugifte jomfruer må have fundet opholdet i Odense nok så behageligt i visse perioder af året som på de store, kolde gårde på landet.

Men man må erindre, at gårdene kun har været til lejlighedsvis brug. Adskillige havde dele af ejendomme udlejet til håndværkere. Der tales 1606 om Laurids Skriver i Eiler Bryskes gård, i 1629 Maren Madsdatter i fru Sidsel Høegs gård, 1633-34 boede i Erik Urnes gård på torvet jfr. Anne Urne, dr. Henrik Koster og Henrik Vagtmester, 1643 Emanuel glarmester i Laurids Ulfeldts gård og 1670 Daniel Sejermager i Anders Billes gård. Derved fik man både en vis indtægt af ejendommen og tilsyn med den.

Men emnet afspejler også adelens nedgang. Man kan vandre fra gård til gård, og man vil se, hvorledes dens ejer har kæmpet for at holde sig oven vande. I nogle tilfælde lykkedes det at komme over skæret, men de fleste strandede.

Det var fristende at stive sig af ved at optage lån. Hvor forgældede mange har været, kan vel være svært at fastslå, men man får et indtryk af forholdet alene ved at gennemgå Odenseborgernes skifter, således som de er bevarede fra ca. 1630, og man kan bringe en vis overensstemmelse mellem disse oplysninger og gårdens ejerskifter.

Når Erik Kaas, der 1645 ejede Vestergade 20, omkring 1662 solgte denne gård, stemmer det med, at han på skifte efter rådmand Erik Jørgensens første hustru 1644 havde et tilgodehavende på 1800 sld., men i 1662 måtte han udstede en obligation til biskop Laurids Jacobsen på 4000 sld. og i 1669 fragik hans broder Jørgen Kaas arv og gæld efter ham. Og når landsdommer Claus Brockenhuus omkring 1636 måtte pantsætte sin store gård i Nørregade, er det værd at notere, at på skiftet efter brgm. Otto Knudsen skyldte han 624 sld. og ubetalte renter for fem år, men man agtede dog gælden for vis. I 1636 noteres han for gæld til afdøde kbmd. Bertel Wichmands bo 400 rdl. efter håndskrift, 1639 for 1378 rdl. til rmd. Mathias Diderichsen, og 1641 måtte han udlægge jordegods til rmd. Jesper Hansen for 720 rdl., til Catharina v. d. Hamsfort for 1066 rdl. og til købmand Frederik Gummersbach for 1398 rdl. Godset lå i Halland; det gjaldt om at komme af med det dårligst beliggende til de prangere.

Ser vi på Henning Valkendorfs forhold, er de lige så triste. Han havde jo den grønne gård i Nedergade. Han skyldte 1639 Mathias Diderichsens bo 1098 sld., Christoffer Jacobsens bo 475 sld. og Erik Jørgensens i 1644 1017 sld.

I 1645 er han skrevet for 400 rdl. og 2 års rente til Jørgen Mortensen, 1650 for 900 rdl. gæld efter håndskrift og 550 sld. efter bog til Christopher Schultz. Gælden var stiftet 1643. På skiftet efter Anne Willumsdatter 1652 opføres han med en post på 900 rdl., der var lånt 1633, og det følgende år 1000 rdl. til mag. Ludvig Hansen. Da Karen Johan Borchartsens arvinger 1661 krævede ham for en obligation på 290 rdl., kunde beløbet ikke udredes i kontanter. De måtte nøjes med varer for 237 rdl., da hans bo var opbudt – og på samme tid måtte gården i Nedergade sælges.

Erik Qvitzov, der gjorde opbud 1666, skyldte i 1644 ikke mindre end 4567 sld. 2 mk. til Erik Jørgensen, og en anden obligation lød på 623 sld. 2 mk., i 1653 skrives han for en obligation til mag. Ludvig Hansen på 300 sld. og i 1663 for en obligation fra 1656 til Hans Brodersen på 1000 sld.

En af de største fallitter har været Henning Powischs til Hollufgaard. Allerede i 1639 skyldte han Mathias Diderichsen 5700 sld., 1644 krævede Erik Jørgensen 264 sld. og 1652 måtte han pantsætte Vollerslevgaard til biskop Laurids Jacobsen. Hans lån i de følgende år er talrige småbeløb. Man har nok været forsigtig overfor ham, men 1664 fragik enken arv og gæld, og Jesper Hansen krævede 2179 sld. og Hans Willumsen 2663 sld.

Som et kuriosum kan nævnes, at Truid Bryske, der kom til Odense som en forgældet mand og slog sig ned i Paaskestræde, i 1645 noteres for en gæld efter håndskrift til Peder Gaas på 21 ½ dlr. og den betegnes som »aldeles uvis«; svigerinden Lisbeth Friis havde 1643 en gældspost til M. Jacob Jacobsen Wolf, stiftet 1627, på 123 sld. For dette beløb havde hun pantsat en diamantkæde, der dog kun kunde vurderes til 76 rdl.

Disse eksempler kan forøges, men lad os slutte med at nævne, at Elsebet Ulfeldt i 1644 skyldte Erik Jørgensen 182 sld., 1650 Christopher Schultz 16 dlr. 3 mk., 1652 Anne Willumsdatter 105 dlr. og først i 1661 gik det galt, da hun måtte udstede en obligation til M. Peder Nielsen på 1000 rdl. Falk Giøes gældsposter til Odensekøbmænd var også relativt små, men det er dog ganske morsomt at konstatere, at han 1641 skyldte professor Svend Pedersens bo 600 sld. »som er de penge sl. M. Svend Pedersens liberie (bogsamling) er solgt for«; en del af disse bøger står nok den dag i dag i Karen Brahes bibliotek. Det er med andre ord de velstående købmænd og med dem beslægtede gejstlige, der har lånt adelen penge; det er uhyre sjældent efter 1630 at møde en Odenseborger, der skylder adelen noget.

Men dermed kommer vi ind på et andet forhold. Da adelen økonomisk gik ned, rev den borgerskabet med sig i faldet. Henning Pogwischs fallit har haft vidtrækkende følger for adskillige velstående borgere og nævnes som direkte årsag til en Assens-borgers vanskeligheder. Adelens fald har bidraget til at forøge den elendighed, der herskede i købstæderne i 1660’erne og 1670’erne.

Tiden læger alle sår. Selv for os kan det være svært at få den fulde samfølelse med de mennesker, der har levet i et århundrede, hvor fjendtlige krigsfolk til stadighed drog plyndrende gennem landet. Tidens dokumenter taler deres tydelige sprog. – Men ud af alt dette blev dog reddet de minder i form af bygninger, tavler med våbenmærker, kirkernes epitafier, altertavlen fra Skt. Knud, prædikestolen i Vor Frue, der fortæller om forbindelsen mellem den fynske adel og dens hovedby for tre hundrede år siden. Vi har prøvet at sætte disse minder op på baggrund af samtiden og dens personer; måtte vi også i fremtiden vide at værne dem.

Bygningsfortegnelse

I det følgende er gårdene opført efter numrene i grundtaksten fra 1683 med vedføjede omtrentlige angivelser af nuværende husnumre. Af anvendte forkortelser nævnes: tbg. for tingbog, rbg. for rådstuebog, grt. for grundtakst.

  1. Grt. 7. Vestergade 2.
    Anne Urne nævnes at eje gård i Odense 1606 (Od. tbg. 1606, 8/12). Den må være udlagt Pernille Gyldenstjerne på Arreskov 1621, idet byfoged Jens Anskaris og Laurids Jensen guldsmed 1631, 3/10 (tbg.) lod læse Pernille Gyldenstjernes skøde på hjørnet næst op til dr. Jens Mules udstedt til deres hustruer Else og Anne Augustinidøtre; overfor dette erklærede Anne Urne, at gården var hende følgagtig på livstid. Iflg. skattemandtal 1634 boede Laurits Jensen og Maren Augustinuses dog i gården 1634, medens Anne Urne boede i Erik Urnes gård på torvet. Anne Urne nævnes død før 1636, 17/10 (Od. tbg.). I 1669 skødede Bendix Lauridsens enke Anne Berntsdatter gården til kbmd. Henrik Hønne. Den betegnes som gård på hjørnet næst østen op til den gård, som dr. Christopher Balslev ibor på Adelgaden, og som Henrik Hønne selv ibor (Od. tbg. 1669, 8/2). I 1683 var den ledig, men den ejedes stadig af Henrik Hønne.
  2. Grt. 43. Klingenberg.
    Claus Christoffersen Bang skødede 1636, 22/2 (Od. tbg.) gården til byskriver Henrik Therkelsen og hustru Else Pedersdatter. Den lå »ved Horsetorvet kaldes Klingebierrig« og strakte sig med haverummet til bispens boder på vestre side til Henning Borkløber og Knud Jørgensens våninger på den nordre ud mod Skt. Knuds kloster på den østre og op til Cornelius v. d. Ammersforts staldgård på den søndre side. Claus Bang havde udlejet gården til Emmike Petersen v. Deden, der 1631 førte sag mod Hans Rasmussen, som havde overfaldet ham i »hans gård på Klingbierg« og klagede over, at Hans Rasmussen bagfra havde hugget ham en stor skade midt i hovedet. Hans Rasmussen blev dømt fredløs (Od. tbg. 1631, 6/6, flg., Kancelliets Brevbøger, 1631, 9/12, 1632, 18/6). Senerede boede captejn Peter Bille til leje i gården, og Henrik Therkelsens enke krævede ham for et halvt års husleje fra påske til Michaelis 1636 af et hus på Klingenberg, 10 dlr.
    I 1662 kaldes den Henning Gyldenstjernes gård, som Rasmus Kok boede i (taksering), og i byens mandtal 1672 var den endnu beboet af Rasmus Kok, 56 år, og Laurits Christensen Arnum, skoflikker. I 1683 ejedes den af Henrik Gyldenstjernes arvinger men blev beboet af prokurator Rasmus Nielsen. (Grt.).
    Gårdens beliggenhed anføres også i Od. tbg. 1675, 1/2, hvor rådmand Erik Jørgensens søn, Jørgen Eriksen i Hamborg, skødede til rmd. Christen Hansen en våning i det stræde, som går fra hr. Niels til kirkegården på højre hånd, som Bertel Olufsen nu ibor, 8 fag, med gavl til sl. Henrik Gyldenstjernes have og kælder under tre fag. Gårdsrummet til denne våning strækker sig fra de 8 fag hus i øst til Markus Jensens hus, som strækker sig tværs over til Henrik Gyldenstjernes planker til Klingenbierg, som Rasmus Kok ibor.
    Erik Lykke til Skovsbo afstod 1684 til sin morbroder Knud Bille til Ørumgård sin genpart og arvepart i Klingenberggaard i Odense, som han har fået arvelig efter sin mormoder fru Elisabeeth Podebusk. Samme dag skødede Jens Sehested på Holmegaard sin og de Juelers og Brockenhuusers parter (Od. Skøde- og pantebrev, 1684, 15/9, f. 36).
  3. Grt. 101. Vestergade 20.
    Erik Kaas’ gård ved Maren Claus Skræders våning nævnes 1645 (Od. byfogeds stævningsbog 1645, 18/8). Den nævnes ligeledes i taksering 1662; på det tidspunkt bor Johan Baltzersen i den og betaler 6 mk. 7 sk. heraf. Den var nabo til borgmester Knud Jacobsens gård, af hvilken der skulde betales 22 ½ mk. Derefter er den gået over til commissarieskriver Hans Pedersen, hvis svigermor Maren sl. Haffenrefers i 1683 nævnes som ejer og rektor Niels Hals som lejer.
    Krigskommissær Georg Thomas Haffenrefer var død 1667. I 1680 pantsatte Maren og hendes medarvinger gården til Niels Hals og angives da at ligge østen næst op til Peder Knudsen Blanchenborgs og vesten næst op til Maren sl. Claus Skræders (Od. tbg. 1680, 5/7). – Det bemærkes, at 1606 afkræver Jørgen Kaas til Gelskov Poul Nielsen 12 dlr. i husleje (Od. tbg. 1606, 17/11), og 1614 krævede Hartvig Kaas Gregers Iversen for hans husleje af den gård, han iboede, men Gregers beviste med jfr. Anne Kaas’s seddel, at han havde betalt 3 dlr. for sidste halve års husleje. Det kan ikke påvises, om disse gårde er identiske.
  4. Grt. 218. Vestergade 19.
    Taksering 1662 nævner Henning Powischs gård ansat til 8 mk. Den beboes 1671 af købmand Hans Cordes og samme år udmeldes synsmænd til at syne og taksere gården (Od. tbg. 1671, 26/4, synsforretning sst. 1671, 1/5). Hans Cordes havde udstedt obligation mod pant i gården på 1000 rdl. i 1663 og 1671 fik R.A. v. Putbusch gården udlagt (Od. tbg. 1671, 19/6). I 1684 skødede Putbusch gården til byskriver Christen Jacobsen. Den ligger på Vestergade norden side på hjørnet ved det stræde mellem Jochum Sadelmager på den ene side og Anne sl. dr. Niels Bangs på østre side. (Od. tbg. 1684, 3/3).
  5. Grt. 226. Vestergade 1. Priorgaarden.
    Gården ejedes 1662 af Johan Hønne, der var gift med ridefoged på Skt. Knuds Kloster Peder Rasmussens datter Kirsten, som senere var gift med Anthoni Ottesen Seeblad og derefter med Willum Jensen Rosenvinge. Sidstnævnte solgte gården til Erik Sehested til Lykkesholm (Od. tbg. 1667, 11/11). Iflg. mandtal 1672 boede her kun stud. med. Peder Helt, hans dreng Peder Hansen og den 50-årige Ellen Jørgensdatter, der betegnes som »en gammel kvinde, som ser til gården«. Erik Sehested solgte gården til Sigvart Rathlou til Wernergaard 1673, 29/8 (Fyenbo Landsting skøde- og pantebog, V. 193).
  6. Grt. 274. Nørregade (44).
    I 1615 krævede hr. Hans Nielsen til Skt. Hans jordskyld af den gård ridefogeden Peder Bing, og før ham Anders Hansen, iboede. Gården må være ejet af Anne Lykke, thi 1624, 30/6 indstævnede fru Anne for herredagen en landstingsdom mellem hende, Peder Bing og Hans Madsen angående en gård i Nørregade, som de havde afkøbt hende i 1622 (Herredagsdombog, Rigsarkivet). Broderen Jørgen Lykke til Feldmose stævnede 1630, 7/7 Hans Madsen og Palle Christensen for indførsel i hendes gård i Nørregade. Der blev fremlagt indførsel af 1627, 12/9 og hovedbrev af 1624, 10/7 på 90 rdl., som Anne Lykke og Eiler Qvitzov havde forpligtet sig til at betale (Herredagsdombog 1630, 7/7). Indførslen blev underkendt og gården forblev i Qvitzovernes eje. I 1674, 16/4 (Od. tbg.) skødede Otte Thomesen Riisbrich en anpart i Kirsten sl. Hans Sperlings gård op til Erik Qvitzovs gård, og 1680, 24/5 krævede Susanne Juel, sl. Erik Qvitzovs, at Niels Hansen visiterer straks skulde gøre hendes gård ryddelig (Od. tbg.). Susanne Juel pantsatte 1682, 27/11 (Od. tbg.) den gård i Nørregade, som Niels Nielsen iboede, til sin søstersøn Jens Rosenkrantz.
  7. Grt. 331 Nørregade (33).
    Od. tbg. 1613, 3/5 omtaler en gård »mellem Bryskes gård Frands Frøllich ibor på nordre og Peder Bruns på søndre side«. I 1608 nævnes Laurids Skriver i Nørregade i Ejler Bryskes gård og i skattemandtallet 1607 Laurids Skriver mellem Jørgen Skomager og Peder Rasmussen Bruun. Gården ligger i umiddelbar nærhed af Oluf Bagers mødrene gård, nr. 29 i 8de rode; i 1624 beboes den vistnok af Peder Bing, ridefoged på Skt. Hans kloster, 1633 af ridefoged Claus Johansen, 1634 af Jacob guldsmed.
  8. Grt. 340-43. Nørregade 15-23.
    Bygningssten på facaden til Nørregade 15 med Helvig Hardenbergs fædrene og mødrene våben. Helvig Hardenberg til Arreskov (1540-1599) var datter af Jacob Hardenberg (d. 1542) og Sophie Lykke Pedersdatter (d. c. 1570). I skattemandtal 1607 nævnes under 9de rode Jens skrædder i Erik Hardenbergs gård og Peder Kok inde hos. Erik Hardenberg var fætter til Helvig og var død 1604 som sin slægts sidste mand. Gården hørte senere til landsdommer Claus Brockenhuus’ ejendom. I 1631 skødede Karen sl. Bertel Wichmands til Claus Frederiksen den gård, som Karen iboede i Nørregade mellem Claus Brockenhuus og den gård, som hun nu agter selv at ibo (Od. tbg. 1631, 18/4). I 1636 pantsatte Claus Brockenhuus gården mellem Hans Jensens og Karen Letsdatters gårde til Peder Walters stifbørn for 760 rdl. (Od. 5bg. 1636). Hans Jensens gård var hjørnegården ved strædet, der har navn efter ham. Skattemandtallet 1638 nævner i den første gård efter Hans Jensen i 9’rode »Jørgen Bagers quinde i landsdommers gård«. Od. tbg. 1677, 19/6 nævner Hans Walters proces med brgm. Knud Knudsen om rettigheder i den gård, der tilhørte Claus Brockenhuus, og på skiftet efter Knud Knudsen – som ejede Fisketorvet 12 – nævnes den gård overfor Fisketorvet, som Claus Brockenhuus tilforn ejede, delt i en gård og fem våninger og vurderet til 580 sld. Iflg. mandtallet 1672 boede Hans Christensen Bager, Hans Bogense skrædder, Christen Nielsen og Peder Nielsen Kleinsmede i ejendommen. Grt. 1683 nævner Knud Knudsens enke som ejer af våning nr. 340, hvor Henrik Christensen bager bor, grt. 341, våning, Hans Bogense skrædder, grt. 342, 3 boder, medens 343 er staldbygning.
  9. Grt. 355. Overgade 12.
    Bygningstavle i porten med Eiler Brockenhuus til Nakkebølle (1548 – c. 1602) og hans to hustruers Berte Friis (1549-1582) og Anne Billes (1564-1640) våben. Gården er formentlig gået i arv til Marqvard Bille, thi på skifte efter brgm. Jørgen Mule 1635 siges, at hans gård – Overgade 10 – ligger med den østre end til Marqvard Billes gård. – Marqvard Bille døde 1631 og gården er derefter gået i arv til rigsmarsken Anders Bille (d. 1660), hvis enke Sophie Rosenkrantz (d. 1667) nævnes som ejer i takseringen 1662. Synet på gården 1671 findes i Od. tbg. 1671, 5/6 og skødet til Jørgen Scheel sst. 1673, 30/9. Jørgen Scheels enke Elisabeth Bille, datter af Anders Bille, skødede 1701 gården til J.G. Becher (Od. skøde- og pantebog 1701, 17/1, jvf. 1704, 11/12).
  10. Grt. 358. Overgade 16.
    Odense byfogeds stævningsbog 1644, 14/10 nævner Margrethe sl. Claus Bangs som nabo til Mathias Diderichsen, og i Od. rbg. 1650, 14/6 nævnes hun som nabo til Jesper Hansen, der var gift med Mathias Diderichsens enke. Gården blev opbudt ved landstinget 1651, 19/3 (Fyenbo Landstings sandemændsprot.) og ved takseringen 1662 ejes den af Henrik Lange til Rygaard, men beboes af Margrethe Claus Bangs og hendes datter Kirsten. I mandtallet 1672 beboes den af guldsmed Johannes Schwartz og 1688, 15/10 skødede Henrik Langes enke Hippolytha Hahn gården til guldsmed Simon Mathiessen. Den angives da at ligge mellem Jacob Henrichsen skrædders og Mette sl. Jørgen Wichmands gårde, hvilket stemmer med, at Jørgen Wichmand havde købt sin gård af Jesper Hansens arvinger 1673 (Od. skøde- og pantebog).
  11. Grt. 391-92. Overgade 28-30.
    Iflg. Fyenbo Landstings skøde- og pantebog. I, 200, skødede Kaj Lykke til Rantzausholm til Jesper Hansen, rmd. i 1656 gård i Overgade, som Claus Mule sidst iboede, samt Apostelgaarden derhos beliggende næst ved Laurids Ulfeldts gård, endvidere en have på Sortebrødrekirkegård og en lykke, der kaldes Sortebrødre lykke og påstående boder. I de to gårde boede iflg. taksering 1662 Johan Wulf og Claus Schult. 1661, 5/12 indførtes forrige skriver på Hald Peder Mathiesen, og han overdrog denne indførsel til rmd. Hans Jensen, Nykøbing Mors, i Claus Mules gård for 40 rdl. og for 72 rdl. i Jesper Hansens gård. 1668, 26/3 foretoges afpæling i Claus Mules gård norden fra Apostelgaarden (Od. tbg. 1668, 13/4). Det nævnes i Od. tbg. 1670, 12/9, at Jesper Hansen har købt Claus Mules gård. Niels Sehesteds købebrev på Claus Mules gård blev læst ved Od. byting 1675, 20/11 og samme år 24/12 fik Jens Madsen Rosenberg læst købebrev på gården, som han afkøbte Niels Sehested.
  12. Grt. 393. Overgade 32.
    Den gård, som dr. Oluf Jacobsen iboede og afdøde krævede Laurids Ulfeldt udlagt ved Od. byting 1639, 29/4 og samme år 6/5 stævnede han Oluf Jacobsens arvinger, fordi de voldelig besad hans gård. Od. byfogeds stævningsbog 1643, 25/9 nævner Emanuel glarmester i Laurids Ulfeldts gård, og i taksering 1662 vurderes den til 24 mk. Oluf Mule blev 1654 anklaget for at have henlagt møg på Sortebrødre kirkegård udenfor Laurids Ulfeldts gård, og det blev forelagt ham at age det bort eller blive hensat i halsjernet. (Od. rbg. 1654, 19/4). Laurids Ulfeldts enke Else Parsberg fik 1668, 15/6 ved bytinget udmeldt synsmænd, der 22/6 aflagde deres syn. Gården blev vurderet til 1824 sid. Else Parsberg skødede 1669, 10/3 gården til Henrik Lindenov (Od. tbg.) og skødet fra hans kreditorer til Morten Skinkel 1672, 24/6, er optaget i Fyenbo Landstings skøde- og pantebog, V, f. 73, skødet fra Morten Skinkel til hans faster Ide Skinkel sst. 1672, 30/6. Ide Skinkel blev begravet 1683, 29/10 og 1687, 7/11 pantsatte Morten Skinkel »min ejendoms grundmurede gård i Overgaden i Odense beliggende, som ellers kaldes de Schinkelers gård« (Od. skøde- og pantebog). Anna Charisius’s skøde til apoteker J.G. Becher er gengivet sst. 1701, 17/1.
  13. 399 Overgade 50. Møntergaarden.
    Gårdens historie behandlet i Fynske Aarbøger, 1942, s. 1 ff.
  14. Grt. 536. Nedergade 19-21.
    En nu forsvundet portbjælke mod gården bar indskriften: Christopher Valkendorf / Rentemester 158.. En anden mod gården: H B M W D. / Anno 1551 (Ny kgl. Saml. 185, 8vo). Den sidstnævnte indskrift kunde passe på Christopher Valkendorfs søster Mette Valkendorf, der levede endnu i 1582 og var gift med Mogens Bjelke til Virket og Bellinge, d. 1571. Gården lå iflg. takseringen 1662 mellem Iver Andersens og Erik Jørgensens gårde og Od. tbg. 1669, 8/2 nævner, at Bernt Bendixen, sognepræst til Hesselager, på sin moder Anne Berntsdatters vegne, skøder til Christian Tauson i Fredericia den gård i Nedergade, som forhen var beboet af sl. Erik Jørgensen, mellem den grønne gård, der tilhørte sl. Henning Valkendorf på østre og Henning Erichsens på vestre side. I 1685 skødede Anders Christophersen i Sallinge og Elisabeth Wrangels til kbmd. Hiere Jespersen deres anparter i den grønne gård på Nedergade, som havde tilhørt Margrethe Blome, sl. Henrik Valkendorfs og var udlagt hendes kreditorer 1661, 10/7 (Od. tbg.).
  15. Grt. 551. Paaskestræde.
    Dr. Mathias Jacobsen skødede 1626 Lisbeth Friis en part i hans sl. forældres gård ved Laurids Paaskes stræde. Den lå bag bispegården, det nuværende adelige frøkenkloster (Od. tbg. 1626, 1/5). Broderen Jacob Jacobsen havde en anden del af gården, i hvilken Truid Bryske boede (Od. tbg. 1636, 21/3 og Od. byfogeds conceptbog 1640, 9/11). Det sidstnævnte sted oplyses, at M. Jacob Jacobsen Wolf ejer gården med tilhørende to boder og haverum, og den vurderes til 1000 sld. Endvidere stævner Oluf Jacobsen 1637, 11/9 jfr. Lisbeth Friis for hun har besiddet sin moders gård siden sin søster Karen Friis’ død for 2½ år siden uden at give husleje. Niels Friis til Hesselager skødede 1652 Elsebet Ulfeldt en jord, som han havde fået af kronen i gælds betaling og lå til Odense bispegård (Fyenbo Landstings skøde- og pantebg. 1652, 12/5), og i taksering 1662 nævnes fru Elsebet Ulfeldts gård. Hun pantsatte den 1661, 1/7 til mag. Peder Nielsen til Skt. Hans for 1000 rdl. og gården siges at ligge næst Margrethe sl. Jens Mogensen Rosenvinges gård med to boder og have ud til Paaskestræde, og hun har fået den på skifte efter sin husbond (Od. tbg. 1669, 15/10). På det tidspunkt var gården udlejet til vognmand Peder Clausen, og 1686 pantsatte Jørgen Feddersen på Sværupgaard den til brgm. Jens Erichsen Westengaard. Den kaldes »min gaard i Paaskestræde, som før tilhørte fru Elsebet Ulfeldt«. På det tidspunkt var der tre lejere i den. (Od. skøde- og pantebg. 1686, 15/2, f. 129 f.).
  16. Grt. 362. Overgade 7.
    Gården havde tilhørt Knud Lauridsen Seeblad (d. 1640), hvis enke Anne Hasebart ægtede rmd. Peder Pedersen Lerche. Lerche flyttede til København 1666 og skødede 1670, 11/7 gården, som han selv havde beboet, til Erik Qvitzov til Sandagergaard, efter hvis død Christian v. Papenheim 1680, 26/1 skødede den til Mathias Bolt.
  17. Grt. 567. Albani torv 6. Det adelige frøkenkloster.
    Gårdens historie er behandlet i Danske Slotte og Herregaarde, II, 1943, s. 399 ff. Iflg. grt. 1683 boede justitsråd Jens Rosenkrantz til leje i den på det nævnte tidspunkt.
  18. Grt. 569. Albani torv 4-5.
    Breide Rantzau til Rantzausholm skødede 1616, 10/6 halvdelen af den gård med boder på torvet til Erik Urne (Od. tbg.). Den havde tilhørt Axel Brahe til Elvedgaard, der beholdt den anden halvdel. Efter at kongen havde fået Erik Urnes gård i udlæg for gæld, skødede han den – sammen med Claus v. Buchwalds på Vestergade – til Ulrik Christian Gyldenløve (Kanc. Brb. 1637, 9/3), der samme dag videresolgte den til Henrik Podebusk til Kørup (Kanc. Brb. anf. dag. Syn Od. tbg. 1635, 9/7), efter hvem den tilfaldt Moritz Putbusch og hørte til baroniet Einsiedelsborg. Jacob Bircherods oplysning om gårdens opførelse 1728: se Kgl. Bibl. Add. nr. 161, fol.
  19. Grt. 570. Albani torv 3.
    Gården, der havde udgjort den ene halvdel af nr. 570, tilhørte 1616 Axel Brahe til Elvedgaard, hvis datter må have arvet den. I skattemandtal 1626 nævnes Mathias Skrædder i Anne Brahes gård. Hun var gift med Eiler Qvitzov til Lykkesholm, og i 1630’erne kaldes denne gård »Eiler Qvitzovs hus«, men i takseringen 1662 fru Anne Brahes gård. Anne Brahe døde 1663, og både i mandtal 1672 og grt. 1682 siges det, at den ejes af Anne Brahes arvinger. Svigersønnen Wentzel Friederich v. Ree g. Anne Sohpie Qvitzov skødede den til Erik Banner 1682 (Od. tbg. 16/8). Gården var på 16 fag og Putbuschs gård lå på østre side. Erik Banner vilde 1684 forære den til Anne Sophie Oldeland som tak for hendes tjenester imod ham, men ved indførsel blev den udlagt Peder Luxdorph til Fjellebro og 1687 tilskødet Laurids Edinger og kaldes da »en ejendomsgaard paa Axeltorvet mellem Mourids af Putbusch på østre side og dr. Jørgen Hahnes gaard på vestre side« (Od. tbg. 1687).
  20. Grt. 571. Albani torv 1, Læseforeningen.
    Gården ejedes 1608 af Ebbe Munk til Fjellebro og beboedes af Hans Snedker (Od. byfogeds stævningsbog). Enken Sidsel Høeg beholdt gården, der 1626 siges at ligge op til prof. Svend Pedersens gård (Od. tbg. 1626, 19/6). I 1629 boede Maren Madsdatter i den (Od. byf. stævningsbog 26/1). Sidsel Høeg døde 1648 og gården ejedes 1662 af M. Mathias Clausen Bang (Taksering), hvorefter den overgik til prof. C.H. Luja, der 1685 fik skøde på jordskyld af det halve af de gårde, som tilhørte fru Sidsel Høeg og Karen M. Svend Pedersens og af den gård på torvet, som dr. Jørgen Hahne boede i (Od. skøde- og pantebog 1685, 7/12, f. 107). Samme dag fik Elias Naur skøde på den anden halvdels jordskyld.
  21. Grt. 193. Vestergade.
    Ud over de her nævnte gårde nævnes i taksering 1662 Laurids Skinkels gård, hvis nuværende plads ikke er fastlagt sikkert. Den er muligt identisk med den, der omtales i Od. byfogeds conceptbog 1638, f. 72, hvor Anne sl. M. Jacob Jacobsen skøder Jens Sørensen guldsmed en gård i Vestergade, som M. Jacob havde købt af Christen Normand til Ølstedgård 1621 beliggende norden for Adelgaden mellem Jost Høegs gård, som Rasmus Kock da iboede på vestre side og det stræde, som løber til Gråbrødre kirke på østre side. Fyenbo Landstings skøde- og pantebog 1655, 26/9 oplyser, at Laurids Skinkel til Gierskov lod læse fru Margrethe Norbyes arvingers skøde på den halve part af den gård i Odense, som Tønne Bille af hans frue Margrethe Norbye tilkom, liggende i Gråbrødre stræde næst til hospitalet. Endelig fik Christen Lauridsen 1671, 17/4 ved Od. byting udmeldt 8 mænd til at foretage afpæling i sl. Laurids Skinkels gård ved hospitalet og 26/4 fik han udlagt gården efter indførsel 1667, 22/1 for 244 dlr. 8 sk. Gården var brøstfældig og ikke fri guldjord. Den lå ved hospitalets port. Odense rådstuebog 1681, 14/9 nævner Niels Mules våninger i Gråbrødre stræde opbygget på sl. Laurids Skinkels, nu Niels Mules gårds grund. – Den pågældende ejendom kan muligt være nuv. Vestergade 39.

Noter

  1. ^ Svend Larsen: Graabrødre Hospital og Kloster i Odense, 1939, s. 50 ff.
  2. ^ G. L. Wad: Fra Fyens Fortid, III, 1921, s. 59 ff.
  3. ^ C. T. Engelstoft: Odense Byes Historie, 1880, s. 180 ff.
  4. ^ Odense byfogeds conceptbog 1637, 13/3 indeholder skøde fra Palle Rodsteen til Lundsgaard på fru Kirsten Kaas’s sl. Ove Urups til Ovesholms vegne til Laurids Jensen guldsmed på 3 søsterlodder i den gård på Klingenberg, som tilhørte sl. jfr. Margrethe Skovgaard.
  5. ^ Samlinger til Fyens Historie og Topographie, X, 151 f.