Det kan være svært at rive sig løs fra en bestemt tankebane. Man har lagt en plan og arbejdet for dens virkeliggørelse; tilsidst glemmer man at overveje, om planen nu også er den bedste løsning; årene er måske gået, og forholdene har ændret sig, så planen ikke mere er realisabel. Tanker af den art har meldt sig, da sagen om ejendommen Overgade 9 i Odense stod på. Den gamle gård på hjørnet af Torvestræde havde rødder, der var dybt forgrenede i byens historie, og endnu bar huset præg af monumentalitet og værdighed. Det var da naturligt, at man alvorligt overvejede, om den ikke burde bevares for eftertiden og flyttes til en anden plads. Derfor blev den indgående undersøgelse foretaget, der er beskrevet i dette bind, og derved blev opnået to ting: for det første har arkitekten fået mulighed for at give en nøje beskrivelse af gårdens udseende og indretning til skiftende tider; vi har fået gode oplysninger om konstruktioner og rumindretning, og det har en rent videnskabelig interesse. Men dernæst kunde vi fastslå, at ændringerne var så mange og så gennemgribende, at man vilde få svært ved at sige, hvordan man skulde forholde sig ved genopførelsen. At opføre den i dens seneste skikkelse vilde ikke være rimeligt, og det vilde da bero på et ret tilfældigt skøn, hvilket andet tidspunkt i gårdens fortid man vilde vælge. Omkostningerne ved en flytning vilde i dette tilfælde ikke stå i rimeligt forhold til resultaterne. Så faldt den gamle gård.

Man spørger sig selv, om denne historie ikke vil gentage sig ved de fleste gamle købstadbygninger. Medens man i bøndergårdene i høj grad har fastholdt den gamle ruminddeling, er byernes huse stadig ændrede, thi bøndergårdene har altid tjent samme formål, men i købstadhusene er nye, skiftende erhvervsvirksomheder rykket ind næsten med hver ejer, og de har stillet nye krav til husets rum.

Må man ikke affinde sig med den tanke, at de gamle gårde i den indre by, der ikke kan bevares på stedet, må udslettes? Man kan måle dem op, man kan beskrive dem, man kan vurdere dem ud fra æstetiske og sociale synspunkter – men de føles så fast forankrede til det sted, hvor de er opført, at de aldrig vil slå rod noget andet sted.

Det er loven, at hvad man planlægger og bringer til udførelse i dag er forældet i morgen. De beregninger, man tror er et ufejlbarligt grundlag for fremtidens udvikling, bliver i løbet af kort tid slået om som korthuse, og museumsmanden går møjsommeligt og samler stumperne af den svundne tid. Hvad der reddes er tilfældigt, men hver stump har sin historie knyttet til mennesker, der var; hvert stykke er en del af den kulturarv, hvorpå fremtiden kan bygge mere sandfærdigt og mere solidt end på alverdens talkolonner, og en menneskeværdig tilværelse skabes.