Æresborger

Fejringen af H.C. Andersen som æresborger i Odense 6. december 1867.

Nu først, nu jeg sad ganske alene, opgik som i een Sum al den Hæder, Glæde og Herlighed, der var blevet forundt mig af Gud ved min Fødeby. Det Største og Høieste jeg kunde opleve, var oplevet. Da kunde jeg først ret i Andagt takke min Gud og bede: ”Slip mig ikke naar nu Prøvelserne komme!”

Med disse ord afsluttede H.C. Andersen den 29. marts 1869 Mit Livs Eventyr. De afsluttende ord i fortsættelsen af hans selvbiografi fra 1855 berørte æresborgerskabet i fødebyen Odense, og den gamle digter lod forstå, at æresborgerskabet for ham stod som hans jordelivs største og højeste lykke. En større lykke kunne man ikke drømme om som menneske og digter. Da måtte døden dog kun være det næste trin op ad Jakobsstigen. Tanken udfoldede H.C. Andersen tre år senere i romanen Lykke-Peer, digterens Aladdin, hvor hovedpersonen dør netop i øjeblikket af sit livs sejr som menneske og kunstner. En sådan lykke kan ikke leve i det jordiske.

Digteren havde i længere tid barslet med en fortsættelse af sin selvbiografi. Tanken om en fortsættelse fik grokraft, da H.C. Andersens forlægger i USA, Horace E. Scudder, præsenterede ham for ideen om en amerikansk udgave af hans samtlige værker. Ideen smigrede bestemt den danske digter, men han ønskede ved denne lejlighed at samle sine skrifter i et selvbiografisk favntag. Den amerikanske udgave af de samlede værker i Amerika skulle således i sit første bind rumme Mit Livs Eventyr fra 1855-udgaven, og som det afsluttende bind af de samlede værker skulle fortsættelsen af biografien figurere, indeholdende ”de senere tretten Aars Historie ned til ifjor da det kulminerede i Festlighed for mig, ved de uforglemmelige Hæders Dage i Odense, da Brevet som Æresborger forundtes mig”[1].

H.C. Andersen, fotograferet af Carl Bech i Vestergade 7 under æresborgerfestlighederne. Carl Bechs atelier lå over for rådhuset som naboejendom til Ørnstrups tobaksfabrik, hvor H.C. Andersen som barn havde arbejdet en kort overgang. Visitkortfotografiet forærede H.C. Andersen til brændevinsbrænder Hagenau ved afrejsen fra Odense den 11. december 1867. I dennes gård på hjørnet af Klaregade og Pogestræde havde skomagersønnen i sin tid hentet mælk og leget. H.C. Andersens Hus.

Den poetiske ide er så ganske andersensk på samme vis, som den er middelalderlig og barok. Det æstetiske princip beror på den ligevægt, der fremkommer gennem spejling. Som Biblens gamle testamente spejler sig i det nye, lader barokkens symmetri heller ikke én i tvivl om retning og vej, men viser den, som Moses viste vejen gennem Det Røde Hav. Det harmoniskabende forhold i spejlingen var en grundlov i Andersens æstetik, den havde han øje for – vi kender den også fra hans papirklip – og i den hæder, han nød, da han blev æresborger i Odense den 6. december 1867, fandt han en smuk spejling. H.C. Andersen kunne ikke fravriste sig det poetiske i, at æresborgerfesten i Odense så at sige sluttede ring om hans ganske liv og virke. Med en sådan finale ville beskrivelsen af hans hele liv finde begyndelse og afslutning i Odense. Mit Livs Eventyr blev et formfuldendt eventyr.[2]

Æresborgerfesten var, som Andersen skriver i selvbiografien, ”mit Livs skjønneste Fest”, og der er ingen grund til at tro, at det ikke skulle være aldeles oprigtigt ment. Æresborgerskabet var – og er stadig – en yderst sjælden hædrende anerkendelse.

Det kostbare æresborgerbevis, smukt tegnet af den 27-årige kunstmaler Pietro Krohn og mesterligt udført af universitetsbogbinder Clément i København. Æresborgerbeviset tegnede sig ifølge regnskaberne for den største enkeltudgift ved æresborgerfesten den 6. december 1867. H.C. Andersens Hus.

Da Andersen den 6. december 1867 kl. 11 om formiddagen betrådte Odense Rådhus for at modtage æresborgerbrevet, var det tredje gang, han betrådte festsalen i det gamle rådhus. I sin barndom havde han et halvt århundrede tidligere ved to lejligheder betrådt den 300 m2 store festsal på 1. sal. Rådhussalen var byens største rum til forskellig festivitas, og her i dette gemak havde Andersen som barn set Europas konger, fyrster og berømtheder, ganske vist i form af voksfigurer – og det eventyrlige fik liv, da han anden gang i sin barndom befandt sig i salen. En gammel stadsmusikant havde da sørget for en plads for drengen ved orkesteret, og her fra orkesterpladsen, der lå ud mod Flakhaven, havde skomagersønnen udsigt til byens potentater, der svang sig i dansen til fest i anledning af kongens fødselsdag den 28. januar. Nu som en ældre mand, der nærmede sig støvets år, skulle han betræde selvsamme lokale for tredje gang og denne gang være begivenhedens skuestykke. Her skulle han modtage sit æresborgerbrev.

Da Andersen af borgmester Mourier modtog æresborgerbrevet, takkede han med disse ord, refereret fra Fyens Avis:

Den store Æresbeviisning, som min Fødeby forunder mig, overvælder og løfter mig. Jeg maa tænke paa Øhlenschlægers Aladdin, som, da han ved den vidunderlige Lampe havde reist sit herlige Slot, traadte hen til Vinduet og sagde: ”Dernede gik jeg som en fattig Dreng.” Ogsaa mig har Gud forundt en saadan Aandens Lampe, Poesien, og naar den lyste ud over Landene, og naar man der glædede sig ved den og gav den Erkjendelse, sagde, at den lyste fra Danmark, da bankede mit Hjerte i Glæde; jeg vidste, at jeg i Hjemmet havde deeltagende Venner, og tilvisse i den By, hvor min Vugge stod; og denne giver mig paa denne Dag et saa hædrende Bevis paa sin Deeltagelse, forunder mig en Ære, saa overvældende stor, at jeg dybtbevæget kun kan sige Dem min hjertelige Tak.

Essensen i Andersens takketale støtter sig til tre billeder: slot, by og anerkendelse og centrerer sig om Aladdin-motivet – hvor armods lænker brydes af ”Aandens Lampe”. Fra slottet skuer den lykkelige Aladdin hen over byen, beriget af taknemmelighed for anerkendelsen. Den lettere omskrivning af Oehlenschlägers ord i lystspillet Aladdin fra 1805 havde H.C. Andersen tidligere fundet træffende for sin livsskæbne. Billedet havde han allerede i 1832 benyttet i sine private erindringer. Nu kunne digteren yderligere knytte det til andre erindringer fra barndomsårene. Dengang havde han fantaseret om den kinesiske prins, der havde gravet sig igennem jorden til Odense og ført den fattige dreng med sig til det kinesiske rige, hvor han vandt anerkendelse og hæder og endelig tilladelse til at vende tilbage til din fødeby, hvor han ville bygge sit slot. I H.C. Andersens afsluttende takketale ved middagsbordet i rådhussalen under æresborgerfesten – kort før ungdommen fik foretræde, og ungdomsballet begyndte – sagde H.C. Andersen, at han kunne sammenligne sit liv med en bygning, hvis opbygning skyldtes to mænd: Jonas Collin (d.æ.) og H.C. Ørsted. Nu var denne bygning færdig, og der burde derfor sættes en krans. Digterens krans ville da være en krans for kommunalbestyrelsen, Odense Kommune og Odense by.

De kinesiske prinser i digterens liv var den gamle Collin og H.C. Ørsted. På deres lid beroede hans digtekunst, på dette fundament hvilede hans poesiens slot. Digtekunsten havde nu sejret, slottet var færdigbygget, og rejsegildet kunne symboliseres med den krans, han satte for denne hæder, fødebyen havde skænket ham. Det var med reference til denne barndomsfantasi, takkeordene faldt.

Efter at Andersen havde forladt sin fødeby som 14-årig i 1819, blev de bånd, der knyttede ham til Odense, svagere, i takt med at hans familie og de slægter, som han havde knyttet venskab med, var borte. Digterens mor, Anne Marie Andersdatter, døde som fattiglem i Doctors Boder i 1833, og med hendes død forstod sønnen, at han nu stod ”ganske ene, uden en eneste, der ved Blodets Baand maa elske mig!”[3] I byen levede endnu to familier, som H.C. Andersen var stærkt knyttet til: Høegh-Guldberg og Iversen/Hanck. Oberst Chr. Høegh-Guldberg havde som den første vist interesse for den unge Andersen; det var ham, der skaffede skomagersønnen foretræde for prinsguvernøren, den senere kong Christian 8., og samme, der med stor deltagelse havde opmuntret den fortvivlede, unge digteraspirant med trøst og formaninger under hans trængselsår i København og senere i skoletiden. Den gamle bogtrykker og avisudgiver Iversen var den, der havde forskaffet den 14-årige anbefalingsbrev til madam Schall i København umiddelbart før skomagersønnens afrejse fra Odense den 4. september 1819. På Iversens landsted ”Marieshøj” ved Tolderlund havde H.C. Andersen i sine skoleår tilbragt mange stunder og knyttet stærke venskabsbånd til familien Hanck – i særdeleshed til den jævnaldrende, vanføre Henriette Hanck, der var bladudgiverens barnebarn. Men disse to familiekredse forlod med årene Odense; Høegh-Guldberg blev forlagt til Næstved i midten af 1830’erne, og familien Hanck flyttede til København i begyndelsen af 1840’erne. Fra den tid var der ikke længere nære bånd, der knyttede digteren til hans fødeby, og hans ophold i Odense var kortvarige og fandt kun sted i forbindelse med gennemrejse. I Mit Livs Eventyr fra 1855 lyder det i et erindringsglimt fra 1845 om fødebyen:

I min Fødeby, det gamle Odense, blev jeg kun een Dag, jeg følte mig mere fremmed der, end i nogen af Tydsklands store Byer; som Barn var jeg eensom, har derfor ingen Barndomsvenner her; de fleste Familier, jeg her havde kjendt, ere døde, ganske nye Slægter gaae om i Gaderne, der ogsaa ere forandrede. Mine Forældres fattige Grave findes ikke mere, andre Døde ere igjen her nedlagte; Alt er forandret.[4]

Det har næppe huet borgerskabet i Odense at finde deres by belagt med sådanne ord. For urimeligt og forkert må det have forekommet, at den store digter, der blev fejret overalt i Europa, ikke nød den mindste opmærksomhed, anerkendelse eller hæder fra sin fødeby. Dette måtte der bestemt rådes bod på.

I 1863 på vejen tilbage fra Spaniens-rejsen overnattede H.C. Andersen i Odense og gjorde om morgenen den 30. marts visit hos biskop Engelstoft. H.C. Andersen kendte biskoppen fra København gennem familien Collin, idet biskoppen og Edvard Collin havde været ungdomsvenner. Med biskoppen vandrede H.C. Andersen forbi barndomshjemmet i Munkemøllestræde hen til Sct. Knuds Kirke, hvor han beså stedet, hvor hans far i 1816 var blevet begravet. Ved den efterfølgende frokost blev det foreslået, at man holdt en fest for digteren, og borgerrepræsentanten, grosserer Wilhelm Petersen, der var medlem af rigsrådet, mindede Andersen om, at han i København tidligere havde indvilget i at modtage sin fødebys hyldest. Men Andersen sad som på nåle. Han måtte takke nej til den foreslåede festmiddag, da han allerede samme dag skulle til København for at fejre sin fødselsdag i den collinske familiekreds. Han lovede imidlertid ved førstkommende lejlighed at besøge Odense. Der skulle dog gå tre år, før lejligheden bød sig. Da var digteren på vej hjem fra Portugal, og i et brev til biskoppen lyder det:

Da jeg for tre Aar siden kom hjem fra Spanien og lagde Veien over min Fødeby, hvor jeg i mange Aar har følt mig mere seet som en Fremmed end mangt et Sted ude, tog De og Deres Frue saa hjerteligt, saa velsignet mod mig at jeg altid vil huske det. Jeg fornam ogsaa at jeg havde flere Venner i Odense, man vilde saagar give mig en lille Fest, men jeg længtes saameget efter navnligt Collins Familie, at jeg maatte afsted, der var det en Aftale at min Fødselsdag skulde feires. De og Deres Frue sagde da at naar jeg næste Gang kom til Odense var jeg velkommen hos Dem, De havde Plads til mig. Saaledes forstod jeg det (…) Den belovede Fest af nogle Venner generer mig, ærlig talt, men jeg har Trang og Lyst at leve et Par Dage i den By hvor jeg fødtes, hvor jeg som fattig Dreng løb om (…)[5]

Biskop C.T. Engelstoft (1805-89). Det må have været underligt for Andersen at være kær ven og gæst i bispegården, hvor han som dreng – to dage før han forlod Odense i 1819 – havde optrådt med deklamationer for den tidligere biskop Frederik Plum for at tjene til sin rejse. H.C. Andersens Hus.
Wilhelm Petersen (1817-95), grosserer og formand for borgerrepræsentationen. Det var denne mand, der bevægede H.C. Andersen til at skrive digtet ”Odense” den 4. februar 1875. H.C. Andersens Hus.

Den 6. september 1866 ankom H.C. Andersen med den nyåbnede jernbaneforbindelse til Odense, og med biskoppen gennemtravede han byen og beså de steder, hvortil barndomsminderne knyttede sig. Dagen efter blev der efter H.C. Andersens ønske ikke holdt den store festivitas, men alligevel var middagen hos biskoppen ganske festlig og holdt for en snæver kreds. Her blev digterens skål drukket, og grosserer Wilhelm Petersen udbragte også en, idet han i billedet af hædersgæsten som ”Danmarks berømteste Mand og en Stolthed for Odense”, bad Andersen ”dog ikke oftere flyve gjennem Byen, da saa Mange her ønskede at samles med mig.”[6]

Mon ikke det var ved denne lejlighed, at ideen om den store fejring af bysbarnet begyndte at forme sig?

Året efter passerede H.C. Andersen atter Odense på sine to rejser til verdensudstillingen i Paris. Her efter den første rejse blev han af biskoppen endnu en gang mindet om at komme til byen efter nærmere aftale, for at ”Byen kunde hædre mig!”[7], og på tilbagerejsen fra den anden rejse til verdensudstillingen måtte Andersen den 30. september 1867 love biskoppen, ”at jeg i November kom derover og fik den Fest min Fødeby havde bestemt engang at hædre mig med.”[8]

Hvilken karakter festen ville antage, havde H.C. Andersen imidlertid ingen anelse om. I al hemmelighed blev det besluttet – enstemmigt – ved kommunalbestyrelsens fællesmøde den 15. november klokken syv om aftenen at hædre bysbarnet ved at kåre ham til æresborger. Overraskende nok opsnappede Berlingske Tidende nyheden og kunne samme dag bringe den i aftenudgaven – således før kommunalbestyrelsen officielt havde truffet beslutningen. H.C. Andersen havde til sin store overraskelse læst notitsen i Berlingske Tidende og skrev kort efter til biskop Engelstoft:

Det overraskede mig meget at læse i Avisen, den usædvanlige store Ære min Fødeby vil forunde mig, Mange have allerede ønsket mig til Lykke, men jeg har maattet svare at jeg Intet vidste om en saadan Ære, nu derimod i Dag seer jeg af den fyenske Avis at det forholder sig saaledes og er dybt bevæget ved at erholde en Hæder, jeg betragter som een af de største der i dette Liv kan forundes mig, gid at min Fader og min Moder havde oplevet denne Glæde (…)[9]

Traditionen for æresborgerskab har sin oprindelse i Den franske Revolution. Det var på H.C. Andersens tid således en ganske ny form for hædersbevisning. Den første danske æresborger var digterens faderlige ven Bertel Thorvaldsen, der ved sin hjemkomst i 1838 uden større virak fik titlen af æresborger i København – den indtil videre eneste æresborger i hovedstaden. Odense by har derimod to æresborgere: kong Frederik 7. og H.C. Andersen. Den senere så folkekære konge fik som kronprins byens æresborgerbrev overrakt på Odense Slot den 15. oktober 1845. For H.C. Andersen har det derfor været en ubegribelig hæder at modtage sit æresborgerbrev. Og symbolsk har det været for digteren at dele sit æresborgerskab i Odense med Frederik 7., hvem han som fattigt barn havde leget med i slotsgården, når moderen vaskede på slottet.

Den 23. november modtog H.C. Andersen den officielle skrivelse fra Odense Kommunalbestyrelse, der lød:

Idet Odense Communalbestyrelse herved har den Ære at meddele Deres Høivelbaarenhed, at vi have valgt Dem til at samles med os her i Odense den 6 December førstkommende, paa hvilken Dag vi ønske at kunne overrække Dem det i denne Anledning udfærdigede Borgerbrev.

Den fine skrivelse såvel som det udfærdigede æresborgerbrev var forsynet med kommunalbestyrelsens navne – på nær et: købmand Peter Holger Petersens. Denne mand deltog heller ikke i festlighederne, og årsagen var den, at hans datter, Christine Marie, der var forlovet med digteren Julius Chr. Gerson, var vred over, at der ikke var gjort tilsvarende stads af hendes tilkommende. Der herskede således en digter-misundelse, der forstyrrede familiefreden, og faderen måtte da se sig nødsaget til at skabe ro ved helt at holde sig uden for festlighederne.

H.C. Andersen svarede prompte på kommunalbestyrelsens skrivelse og overbragte den sin dybtfølte tak:

Det er iaar 48 Aar siden at jeg som en fattig Dreng forlod min Fødeby, og nu, riig paa lykkelige Erindringer, optages jeg i den som et kjært Barn i sit Fædrehuus. De ville forstaae mine Følelser; jeg løftes ikke op i Forfængelighed, men i Tak til Gud for de Prøvelsens tunge Timer og de mange Velsignelsens Dage, han forundte mig. Modtag mit hele Hjertes Tak.

– lyder det i brevet, hvorefter han meddelte, at han rigtignok ville samles med sine venner den 6. december.[10]


Odenses gamle rådhus og festsalen, hvor fejringen af digteren fandt sted. Fotografiet af rådhuset i vinterdragt er taget af H. Lønborg otte år efter æresborgerfesten. Festmiddagen fandt sted i rådhusets festsal, der på det andet fotografi ses oppyntet i anledning af Odense kongelig privilegerede borgerlige Skyttelaugs fest i 1880. Odense Bys Museer.

Man kan forstå den travlhed, der måtte have hersket i byen for at stable festen på benene. Festarrangementet på Odense Rådhus skulle planlægges. Der blev inviteret en kreds af byens betydningsfulde mænd og kvinder, og der blev trykt sange og billetter til festen. I alt 259 gæster skulle deltage i festmiddagen – 127 herrer og 132 damer – og næsten alle betalte af egen lomme for maden, der blev bestilt fra Brockmanns Hotel, byens ypperste hotel på Albani Torv. Rådhussalen skulle også udsmykkes. Festsalen befandt sig, som tidligere nævnt, på rådhusets 1. sal. Den var ca. 30 meter lang og 10 meter bred. Salen vendte med sine ni vinduer ud mod Vestergade og havde fire vinduer vendt ud mod gården. Mod Flakhaven var rådhussalens gavl forsynet med to vinduer. Væggene var gipsede, dekoreret med kongeportrætter i fine gamle guldrammer og forsynet med lampetter. Fra loftet hang fire store lysekroner. Til æresborgerfesten blev rådhussalen forsynet med gardiner og dekoreret med blomsterguirlander. Der blev opbygget et podium til orkesteret, og ud mod gårdrummet i midten af salen blev digterens buste placeret på et fodstykke omkranset af tre medaljoner med påskrevne datoer og årstal: ”2den April 1805” for digterens fødsel, ”4de September 1819” for skomagersønnens afrejse til København og ”6te December 1867” for æresborgerfesten. Herudover var festsalen smykket med blomster og flag.

Efter festmåltidet, da bordet blev hævet, begyndte ungdommen at komme til det efterfølgende bal. Til denne del af aftenens fest var der solgt 286 billetter![11]

Festarrangementet var planlagt med økonomisk snilde, og byens samlede udgifter beløb sig derfor ”kun” til lidt over 180 rigsdaler. Den største enkeltudgift på 108 rigsdaler lå i udarbejdelsen af æresborgerbrevet. Det smukke æresborgerbrev blev tegnet af den unge kunstner Pietro Krohn, der havde skabt sig et navn året forud ved sine illustrationer til broderen Johan Krohns Peters Jul. At valget faldt på denne unge kunstner, var nærliggende: Hans mor var søster til grosserer Wilhelm Petersens kone, og ligeledes stod Pietro Krohn for omslagstegningen til Femten Eventyr og Historier af H.C. Andersen, der blev udført af universitetsbogbinder Clément i København. Denne eventyrudgave var allerede i trykken og udkom ugen efter æresborgerskabet. Universitetsbogbinder Clément, der drev det største bogbinderi i København, og som var kendt for sine luksusudgaver med rigt udstyrede, komponerede helshirtingsbind, stod også for indbindingen af diplomet – en smuk, rød fløjlsmappe med forgyldt sølvkapsel til byens segl.

Med fakkeltoget – her malet af Niels Larsen Stevns i en fresko fra 1930 – gik den gamle Johanne Jantzens spådom i opfyldelse: ”til Ære for ham skal engang Odense By blive illumineret!”. Mindehallen, H.C. Andersens Hus.

Den omhu og finfølelse, der blev lagt i arrangementet af æresborgerfesten, afspejler sig også i indkøbet af 140 fakler. Man havde fået den smukke tanke at illuminere byen med et fakkeltog, således at digteren – som finale på æresborgerfesten – kunne modtage folkets hyldest. Heller ikke denne gang lykkedes det dog festarrangørerne at hemmeligholde tanken. I dagbogen noterede Andersen den 28. november: ”Bladene tale om at Spaadommen ’Odense vil illumineres’, nu skal opfyldes”. I Mit Livs Eventyr udelader digteren naturligvis at nævne det.

Spådommen, som der hentydes til, var den, som den kloge kone fra hospitalet i kort og kaffe gav Andersens mor som svar på, hvordan det ville gå hendes søn, da han i 1819 stod for at forlade byen og drage til København.

”’Hendes Søn bliver en stor Mand!’, havde den kloge kone sagt, ’til Ære for ham skal engang Odense By blive illumineret!’. Min Moder græd, da hun hørte det, og havde nu Intet imod, at jeg reiste”, lyder det med lune i Mit Livs Eventyr.[12] Det var nu med reference til denne spådom, at fakkeltoget skulle forstås. Tanken var smuk og greb intervenerende ind i digterens liv. Nu skulle profetien gå i opfyldelse, så digterens barndomserindring ville give mening. Af bevægelse kunne digteren efter festen ikke falde i søvn hos biskoppen – ”saa opfyldt og overvældet var jeg.”[13]

I korte træk forløb festdagen således:

Omkring kl. 11 blev H.C. Andersen afhentet i vogn fra biskoppens hus til rådhuset af den lille delegation med byens borgmester i spidsen. Fra byens huse vajede flagene; der var en folkestimmel – børnene var forundt skolefri – og musikken lød uden for rådhuset, hvor jægerkorpset stod æresvagt. I rådhussalen var kommunalbestyrelsen og ægtefæller forsamlet, og her overrakte borgmester Mourier i en hyldesttale æresborgerbrevet til Andersen, som kvitterede med sin ovenfor citerede takketale. Efter overrækkelsen blev digteren bragt tilbage til biskoppens bolig, hvorfra han senere ved firetiden ville blive afhentet til festmiddagen. Festmiddagen, der varede til omkring klokken seks, var præget af en hel del smukke skåltaler, som digteren naturligvis på elegant vis og varmt kvitterede for. Umiddelbart før bordet blev hævet, for at ungdommens bal kunne begynde, lød digterens takketale, hvor han satte rejsegildets krans over sit hus i Odenses navn. Og lykønskningstelegrammer tikkede ind: ”Til den Dem i Dag beviste Udmærkelse af Deres Fødebyes Medborgere bevidner jeg og min Familie vor oprigtigste Lykønskning”, lød kong Christian 9.s hilsen, der under bifald blev læst op under ballet. Også her underholdt H.C. Andersen ved at læse ”Hvad Fatter gjør …” og ”Sommerfuglen” for ungdommen. Ved oplæsningen af det sidste eventyr blev der ved ottetiden en uro i enden af salen ud mod Flakhaven. Det var byens korporationer, der med faner og fakler fra Vestergade zigzaggede hen over Flakhaven mod rådhusets gavl. En deputation overrakte på vegne af byens håndværkere digteren en lykønskning og derpå en sang, som de ønskede at afsynge udenfor. Efter sangen, som H.C. Andersen overværede fra det åbne vindue, udbragtes et ”Længe Leve” for digteren samt et nifoldigt hurra. H.C. Andersen takkede og sagde, at denne dag og aften ville han bevare som et af sit livs kæreste minder. Nu henkastedes faklerne i et bål på pladsen, og optoget gik stille i opløsning. Kl. 10 var festen forbi og digteren bragt til sit biskoppelige logi.

”Hvor var jeg lykkelig, og dog – op til det reent Himmelske tør Mennesket ikke løftes; jeg skulde og maatte føle, at jeg kun var et stakkels Menneskebarn, bundet af Jordens Skrøbelighed. Jeg leed af en voldsom Tandpine (…)”, skrev H.C. Andersen i Mit Livs Eventyr.

”Jeg traadte hen ved det aabne Vindue; Alt straalede i Fakkelglands, Pladsen var aldeles opfyldt af Mennesker, Sangen lød op til mig, jeg var sjæleligt overvældet, jeg var legemlig betaget, kunde ikke nyde dette Høidepunktet af min Lykke i dette Liv. Tandpinen var utaalelig, den iiskolde Luft, som strømmede mig imøde, lod den blusse op i heftig Smerte, og istedetfor ret at nyde Lyksaligheden af disse Minutter, som aldrig gjenkommer, saae jeg paa den trykte Sang, hvor mange Vers der var at synge, før jeg kunde slippe fra den Tortur, den kolde Luft lod mig lide gjennem mine Tænder. Dette var ogsaa Høidepunktet af Smerte; da Blusset af Faklerne, som vare lagt i Baal, slukkedes, slukkedes ogsaa Smerten. Hvor var jeg Gud taknemlig!”[14]

Digterens anekdote om den voldsomme tandpine på denne sit livs lykkeligste dag er et smukt poetisk element i hans beskrivelse af æresborgerfesten – et memento mori, og det poetiske billede dannede nok kimen til det eventyr, han i 1872 satte som punktum for sine mange eventyr og historier – ”Tante Tandpine”. Rigtignok kan man i dagbogens blade fra æresborgerfesten i Odense notere sig, at H.C. Andersen led af tandpine – især den 4. december, men den voldsomhed, som tandpinen antog ifølge erindringerne, vidner dagbogen slet ikke om. Dagbogen taler dog om en uro, som sagtens kan hidrøre fra tandkvalerne, men lige så godt kan hidrøre fra det sjælelige. Overraskende noterer H.C. Andersen i sin dagbog kort før sin afrejse til Odense: ”(…) en underlig vanvittig Frygt at Nogen vil myrde mig eller at i Odense, Een eller Anden vil forbittre min Fest, særligt ængstelig (…)”[15] I Bjørn Bjørnsons erindringer Mit Livs Historier – Fra Barndommens Dage (1922), skriver Bjørnstjerne Bjørnsons søn:

”Andersens fantasi antok ofte dimensioner, saa han ikke kunde mestre den,” sa min far. ”Da han var blit æresborger i sin fødeby, Odense, traf jeg ham snart efter i Kjøbenhavn. Han var nu først og fremst jammerfuld over, at Kjøbenhavnerbladene ikke hadde tat særlig notis av dette. Men saa glemte han sin bedrøvelse, mens han leende fortalte, hvordan han hadde baaret sig ad, da han laa i sin seng i det pene værelse, som byen hadde stillet til hans raadighed paa hotellet. ’Jeg var saa glad og grebet over al den hyldest, som man havde overøst mig med i min fødeby, at jeg glemte at se efter under sengen, om der laa en fremmed mandsperson skjult der. Noget jeg altid ellers husker paa. Jeg blev ganske fortvivlet – jeg vovede ikke at staa op, og klokkestrengen var henne ved døren. Jeg satte mig opreist i sengen, medens mit hjerte bævede og hamrede – da – greb jeg en bog, som laa paa natbordet – og saa kylede jeg den ind under sengen og skreg fortvivlet: Jeg ved, at De er der. Men der var skam ingen.’”[16]

Louis Mourier (1805-77), borgmester i Odense 1861-77. Tegnet to uger før hans bryllup af P.C. Skovgaard, den 14. maj 1847. Odense Bys Museer.

Man kan stille mange spørgsmål ved det troværdige i Bjørn Bjørnsons erindringer, men det er et træk i H.C. Andersens digternatur, at han sammenholdt lykken med ulykken, hvorved kontrasten – eller skyggesiden – forstærkede indtrykket af det oplevede. Spejling.

”(…) gid at min Fader og min Moder havde oplevet denne Glæde”, skrev digteren til biskop Engelstoft, da han blev klar over, hvor
stor en hæder han skulle blive genstand for. En ægte sorg var der i ordene, for gennem hele sit liv nagede det skomagersønnen, at forældrene ikke fik oplevet den lykke, deres søn blev forundt. At de så at sige havde lagt kimen eller dannet roden til det, der med sønnen blev et træ, men dog selv som rod måtte forblive i mørket. De gamle, fattige forældre ville have frydet sig gevaldigt over den lykke, deres barn skulle nyde. Men de var gået bort alt for tidligt til at opleve den lykke, som kunne have mildnet deres frygteligt tunge skæbner.

Måske var denne vemodstanke bestemmende for valget af de to eventyr, H.C. Andersen læste op for ungdommen. De to historier indrammede følelsen af kærlighed, taknemlighed og det flygtige nu.

Ved æresborgerfesten var H.C. Andersen kongen lig som hædret bysbarn. Men til trods for denne lighed, til trods for at de to æresborgere havde kendt hinanden fra barnsben af, var deres liv forankret i to ekstremer: samfundets top og samfundets bund.

Under festlokalet i rådhusets kælder havde digterens mormor siddet på vand og brød, fordi hun for tredje gang havde født et barn uden for ægteskab. Havde digteren ikke også set sin ven, Peder Junker, og hans kone ydmyget på pladsen foran rådhuset – hun med fedlen og han i gabestokken? Umådelig hårdt var livet for den fattige dengang, da dommen for en forseelse var hårdest for dem, der befandt sig nederst i det sociale hierarki. ”Andegaarden” var det billede, H.C. Andersen gav dette ubeåndede og primitive samfundsliv. ”Dernede gik jeg som en fattig Dreng.”

At H.C. Andersen valgte at læse ”Hvad Fatter gjør …” kan undre. Historien var jo ikke et af digterens originale eventyr, men en kunstnerisk bearbejdelse af en kendt folkehistorie. Til forskel for den oprindelige historie – hvor moralen var den, at hvis en kvinde kunne leve med sin mands dårskab, da ville hun kunne overkomme alt – havde H.C. Andersen imidlertid tilført fortællingen en psykologisk dybde, der gav en anden forklaring på det umiddelbart latterlige i byttehandlernes økonomiske tab. I Andersens version står byttehandlernes økonomiske tab i modsætning til deres følelsesmæssige udbytte.

Fattige er de to ægtefolk rigtignok, men rige er de i deres kærlighed, fortæller Andersen os med sin historie. I fattigdommen har man praktisk talt mistet alt sit jordiske gods, men mister man sin værdighed, da har man vitterligt tabt alt. Mens fatter gør sine byttehandler med det for øje at glæde sin kone mest, forbereder mo’er det måltid, hendes mand skal nyde, når han kommer hjem. Som prikken over i’et vil hun pynte sin æggekage med purløg, men purløg har hun ikke. I haven hos den standsmæssigt finere skoleholderske er der derimod purløg, men det kan hun ikke få lov til at klippe af. Grebet af den grimme nærighed siger skoleholdersken, at hun endog ikke kan undvære et råddent æble. Med sækken fuld af rådne æbler vinder fatters fattige kone det bedste af alt: æresoprejsning for den ydmygelse, hun havde lidt. ”Nu kan jeg laane hende ti, ja, en heel Pose fuld! det er Griin, Fa’er!” Andersens mor havde som ”Mo’er” i historien selv lidt den ydmygelse i sin armod at blive nægtet det mest simple. I et brev til sin søn af 12. september 1829 skrev den fattige mor – med ført pen, da hun hverken kunne læse eller skrive – om den velbeslåede madam Krag, enke efter ejeren af Munke Mølle, beliggende for enden af barndomsgaden:

(…) jeg har ofte bedt hende om lidet Grødmeel, som de ellers giver bort i de andre Møller, men jeg fik Intet, det lod som hun havde mindre end jeg, derfor er jeg just ikke begierlig efter oftere at forlange Noget af hende (…) Gode Christian! Du lovede mig lidet naar Du kom til Kjøbenhavn, jeg vil nu bede Dig naar Du kan, da at sende mig det (…)[17]

Moderens ydmygelse og gribende bøn har naturligvis pint H.C. Andersen, der dengang som fattig student kun i ny og næ kunne hjælpe hende økonomisk. Ved æresborgerfesten kunne han nu i ånden vende tilbage og give hende den oprejsning, hun fortjente så meget.

Brevet fra Andersens ulykkelige mor var ført i pennen af frøken Susanne Bunkeflod. Hun var datter af præsteenken madam Bunkeflod, der boede i Eilschous Boliger lige over for H.C. Andersens barndomshjem, i hvis lille lejebolig H.C. Andersen kom som barn for at læse og låne bøger. Dagen efter Andersens æresborgerfest besøgte han nu sin 71-årige barndomsveninde, der boede i Pogestræde. Her har de to vendt barndomsminderne, inden Andersen senere på dagen ankom hos borgmesteren, der havde inviteret ham til middag. Efter den ”smukke Middag”, som H.C. Andersen skriver i sin dagbog, blev han kl. halv otte afhentet af musikforeningens formand til rådhuset, hvor der i festsalen var arrangeret en koncert – den sidste officielle højtidelighed med deltagelse af o. 500 gæster. De følgende vinterdage var dog også programsat, men de ledige stunder benyttede H.C. Andersen til at besøge kommunalbestyrelsens medlemmer og festens øvrige involverede for at overbringe dem sin tak. Søndag den 8. december var der naturligvis kirkegang, senere middag hos provsten og om aftenen et stort selskab hos biskoppen, hvor H.C. Andersen bl.a. underholdt de over hundrede gæster ved at læse 5-6 eventyr, inden selskabet opløstes ved to-tiden om natten. Om mandagen blev der ligeledes gjort visitter, og fattigskolen blev besøgt, hvor digteren overhørte en eksamination af eleverne i geografi. Middagen hos biskoppen løb stille af sig, og om aftenen kom overlæreren ved Odense Katedralskole, Johs. Peter Kr. Sick, på besøg. Andersen og Sick var studenterkammerater fra 1828, og ungdomsminderne blev nok genopfrisket, inden Andersen læste manuskriptet til ”Gudfaders Billedbog” op for denne lille kreds. Eventyret var da ikke helt færdigt og blev genstand for en større diskussion. Den 10. december overværede H.C. Andersen den årlige fest i Lahns Stiftelse, og dagen gik med afskedsvisitter inden middagen hos biskoppen, hvor aftenen blev tilbragt i selskab med provst Damgaard og frue tillige med skoleinspektør Møller i Lahns Stiftelse, der kom sammen med sin mor. På afrejsedagen den 11. december besøgte H.C. Andersen sit barndomshjem, der nu ejedes af skrædder Schmidt: ”Gaarden var temmelig den samme”, noterede Andersen i dagbogen, ”kun Baghuset stillet midt i Gaarden; et Par Stikkelsbærbuske vare vist endnu fra min Barndom.” Herefter besøgtes latinskolen, og klokken fire forlod H.C. Andersen bispegården i karet. Folkemængden var strømmet til banegården, hvor borgmesteren holdt en afskedstale. H.C. Andersen takkede, og nu lød, idet toget brusede af sted, folkemængdens hurra-råb.

Til sin ærgrelse havde H.C. Andersen glemt at gøre et medlem af kommunalbestyrelsen og chefen for borgerkoret afskedsvisit, men dagene i Odense har været lige så bevægende som anstrengende for digteren – anstrengende, fordi digteren under hele sit ophold var underlagt et stramt og stærkt koncentreret program, der fordrede hans fulde opmærksomhed også med hensyn til taler, takketaler, oplæsninger og visitter, som nu etiketten påbyder – og bevægende, fordi han under sit ophold mødte så mange mennesker, som han kendte fra sin barn- og ungdom.

Aviserne i Odense skrev naturligvis udførligt om æresborgeren og æresborgerfesten. Begivenheden gav anledning til debatten om, hvor i Odense digteren blev født. Selv vidste Andersen det ikke, men Iversens Avis kunne efter kort tid berette, at fødestedet var et hus i det fattige Hans Jensens Stræde. Denne information byggede bl.a. på et udsagn fra den i 1861 afdøde stadsmusikant David Sivert, der for øvrigt havde stået for den musikalske underholdning for byens første æresborger, Frederik 7., i 1845. Som barn havde han boet over for det omtalte hus. Skønt Andersen ikke brød sig om det, blev fødehjemmet snart genstand for stor interesse, og det ses her i litografi af P. Nordahl Grove fra 1868. I dag udgør huset hjørnestenen i museet H.C. Andersens Hus. H.C. Andersens Hus.

Barnebarnet til den nærige madam Krag i Munke Mølle, Frederik Krag, sad i kommunalbestyrelsen. Hans svigerinde boede som enkefrue i Odense sammen med sin mor, Sophie Christine Elisabeth Rosenberg, og hende besøgte Andersen den 8. december. De to kendte hinanden fra digterens første tid i København, for hun var datter af solodanser Carl Dahlén, der bestyrede Det Kongelige Teaters danseskole og i 1820 fik den unge Andersen optaget dér som elev. I Odense Kommunalbestyrelse sad også snedker Haugsted, der sammen med H.C. Andersen havde gået i Fedder Carstens’ jødeskole i Munkemøllestræde o. 1810. Og skræddermester Peter Wich sad ligeså i kommunalbestyrelsen. Han var den, hvis navn Andersen benyttede til den brave Peter Wik i sin roman Kun en Spillemand. Kancelliråd Peter E. Petersen, der boede i Nedergade, var også Andersens klassekammerat – men fra fattigskolen. Digteren huskede udmærket sin barndomsven, og da denne ikke havde kunnet skaffe billet til festmiddagen for Andersen, gik Andersen i forbøn hos Wilhelm Petersen, således at kancelliråden med frue kunne deltage. Kancelliråd Peter E. Petersen kvitterede for venligheden med en skåltale under festen. Ved hans død i 1872 skrev Andersen vemodigt og angergivent i sin dagbog:

I disse Dage læser jeg er død i Odense min gamle Skolekammerat Pedersen, som min Lærer Velhaven satte øverst af os Alle. Han blev, skjøndt fattigt Barn, en velseet Mand (…) han skrev smukke Leiligheds Digte og efter min Fest som Æresborger i Odense kom derom en heel Digtsamling. Han har fulgt mig meer, end jeg ham, jeg stod ham fremmet, nu gjør det mig ondt at jeg ikke kom ham imøde, sendte ham imellem een og anden af mine Bøger, det vilde have glædet ham, for seent tænker jeg nu derpaa. Gjennem Tanken flyve min Hilsen til ham! jeg har nu Troen at han fornemmer den! Saligt at troe!

Den omtalte fine digtsamling af barndomsvennen udkom fra Fyens Stiftsbogtrykkeri anonymt under titlen Digteren Hr. Etatsraad H.C. Andersens eget Eventyr ved Festen i Odense den 6te Decbr. 1867 i 5 Sange af P. i 1869.

Naturligvis havde ikke alle af H.C. Andersens bekendte fra barndommens tid drevet det så vidt, som snedker Haugsted og grosserer Peter E. Petersen. Hattemager Schencks søn fra barndomshjemmet, Gotfred, gjorde som fattig fisker ved Odense Å Andersen visit den 9. december, og efter sigende skulle æresborgeren have sagt: ”Ja, Gotfred, Du har pryglet mig mange Gange; men det er pænt, at du kommer og ser til mig”, hvorefter den fattige fisker fik en hel specie.[18] Dagen før havde digteren på Frederik VII’s Stiftelse mødt en anden person fra barndomshjemmet, den 67- årige Ane Elisabeth Henriksen. Hun var, skrev Andersen i sin dagbog, ”den lille Ane der var i Kost hos mine Forældre og som jeg ikke vilde ligge i Slagbænk med.” Om hende skrev H.C. Andersen i Mit Livs Eventyr:

”Særligt maa jeg frem hæve en gammel Enke, der som Barn havde været i Kost en kort Tid hos mine Forældre; hun græd af Glæde over mit Livs Fremgang og fortalte, at hun iaftes ved Fakkeltoget havde staaet nede paa Pladsen og seet den Stads; ’det var som for Kongen og Dronningen, da de to vare her !’ hun havde da tænkt paa mine Forældre og paa mig som ganske lille Dreng, hun havde talt derom med flere Gamle, der stode ved hende, hun havde grædt, og de havde grædt: at et fattigt Barn kunde opnaae Sligt, blive hædret som en Konge.”[19]

H.C. Andersens afskedsdigt til madam Bertelsen. I hengivenhed for hende har den nyligt konfirmerede skomagersøn til minde om sig selv også påsyet en lok af sit hår. H.C. Andersens Hus.

Endelig skal et sidste besøg nævnes. Den 10. december noterede Andersen i dagbogen: ”Jeg var dernæst hos Fru Bertelsen, som nu var gammel og døv.” Denne fru Bertelsen hed Caroline Frederikke Bertelsen, f. Ridiger (Rüdiger/ Rydiger). Hun var født i 1790 som datter af bøssemager og værkmester Thielemann Ridiger (Tillmann Rydiger) på Kronborg Geværfabrik og senere gift med Jens Bertelsen, der var kammertjener hos prins Frits – den senere kong Frederik 7. – i Odense. Da prinsguvernøren, den senere kong Christian 8., med sin gemalinde prinsesse Caroline Amalie af Augustenborg påbegyndte deres udenlandsrejse fra Odense den 21. maj 1819, blev prins Frits sat i pleje hos kongens søster Juliane, hvorfor Jens Bertelsen og frue rejste med prinsen til København. Det var i denne anledning, at H.C. Andersen skrev sit afskedsdigt til madam Bertelsen, der er dateret den 9. maj 1819, og på digtbladet fastsyede en lok af sit hår. Manuskriptet, som i dag kan ses i H.C. Andersens Hus, har den gamle fru Bertelsen måske givet digteren, da han besøgte hende i 1867. Ligesom hun forlod Odense med den prins, skomagersønnen skulle dele æresborgerskab med, havde Andersen forladt sin by, men begge fandt de tilbage og mødte hinanden igen. Dengang skrev han:

– O gjem blot dette Minde fra en – maaske Ulykkelige Hans Christian Andersen Odense den 9 Maj 1819

Nu et halvt århundrede senere mødtes de. Det kærlige minde havde madam Bertelsen rigtignok gemt. Hvilket forhold de to har haft, kender vi ikke noget til, men hjerteligt har det været, og det har glædet madam Bertelsen at møde Marie Traes lille fortvivlede, ludfattige dreng i skikkelse af en hædersmand, der ikke længere skulle frygte ulykken, men derimod nyde den højeste lykke.

I år er det 150 år siden, at H.C. Andersen blev æresborger i Odense – 150 år siden, at H.C. Andersen ubetinget og officielt endelig modtog anerkendelse for sin kunstneriske virksomhed af det danske folk og borgerlige samfund. Vi kan i den henseende glæde os over, at Odense også da var ”første sprøjte” og stod i spidsen for denne folkelige, danske anerkendelse af digteren, og tilmed glæde os over, at anerkendelsen af bysbarnet endnu er holdt værdigt i hævd.

Ligesom Odenses første æresborger, Frederik 7., var blevet foreviget af billedhugger H.W. Bissen, ønskede byen også at hædre sin anden æresborger med en statue. Odense blev dog overhalet af København, der i anledning af H.C. Andersens 70-årsdag i 1875 samlede ind til et monument, som blev afsløret i 1880. Billedhuggeren Louis Hasselriis (1844-1912), der havde deltaget i den københavnske konkurrence, blev initiativtager til opførelsen af et H.C. Andersen mindesmærke i Odense. Den 19. juni 1888 – godt 20 år efter æresborgerskabet – kunne Odense by afsløre statuen i Kongens Have. På soklen til gipsudkastet var æresborgerskabet ikke udeladt: Under de tre figurer – digterens genius, Ole Lukøje og Tommelise – nævnes det store hæderstegn. Soklen blev vurderet for dyr og blev derfor desværre ikke realiseret.

 

Litteratur

  • Andersen, Dorrit: ”Da H.C. Andersen blev æresborger” i Arkiver – vor fælles hukommelse, Statens Arkiver 1993.
  • Andersen, H.C.: Mit Livs Eventyr. Revideret tekstudgave ved H. Topsøe-Jensen. Med noter af H.G. Olrik og udgiveren. Gyldendal, Kbh. 1951.
  • Anderseniana I. Udg. af Chr. M.K. Petersen og Svend Larsen, Levin & Munksgaards Forlag, Kbh. 1933.
  • H.C. Andersens Dagbøger 1825-1875. Udgivet af Det Danske Sprogog Litteraturselskab under ledelse af Kåre Olsen og H. Topsøe-Jensen. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, G.E.C. Gads Forlag, Kbh. 1971-76.
  • H.C. Andersens Moder – En Brevsamling. Rasmus Hansens Boghandel, Odense 1947.
  • Olrik, H.G.: ”H.C. Andersen og Odense” i: Hans Christian Andersen, H. Hagerup, Kbh. 1945.
  • Oxenvad, Niels: ”Høidepunktet af min lykke i dette liv”, Fyens Stiftstidende den 6. december 1967.

 

 

Noter

  1. ^ Brev fra H.C. Andersen til Horace E. Scudder, juli 1868 (uden nærmere angivelse af dato). Den collinske Brevsamling XVI, Det Kongelige Bibliotek. Transskription Solveig Brunholm.
  2. ^ H.C. Andersens ide om at lade den amerikanske udgave afslutte med fortsættelsen af Mit Livs Eventyr blev ikke realiseret. Fortsættelsen blev bragt i forlængelse af Mit Livs Eventyr i 1871 og fik således ikke muligheden for at stå som finale på de samtlige værker, velsagtens fordi Scudder med rette forudså, at digterens poetiske kilde ikke var udtørret.
  3. ^ Dagbog I, s. 253 (16. december 1833).
  4. ^ Mit Livs Eventyr I, s. 331.
  5. ^ Brev til biskop Engelstoft, udateret ca. januar 1866. Den collinske Brevsamling XVII, Det Kongelige Bibliotek. Transskription Solveig Brunholm.
  6. ^ Dagbog VII, s. 84 (7. september 1866).
  7. ^ Dagbog VII, s. 302 (6. juni 1867).
  8. ^ Dagbog VII, s. 356 (30. september 1867).
  9. ^ Anderseniana I (1933), s. 25.
  10. ^ Anderseniana I (1933), s. 28.
  11. ^ Forhenværende landsarkivar Dorrit Andersen har smukt redegjort for regnskabet til æresborgerfesten i Arkiver – vor fælles hukommelse, Statens Arkiver 1993 s. 6-9.
  12. ^ Mit Livs Eventyr I, s. 50.
  13. ^ Mit Livs Eventyr II, s. 352.
  14. ^ Mit Livs Eventyr II, s. 351ff.
  15. ^ Dagbog VII, s. 378 (28. november 1867).
  16. ^ Bjørnson (1922), s. 5ff.
  17. ^ H.C. Andersens Moder – En Brevsamling. Rasmus Hansens Boghandel, Odense 1947, s. 32.
  18. ^ Olrik (1945), s. 12.
  19. ^ Mit Livs Eventyr II, s. 352.

 

Emner: H.C. Andersen, Odense, foto af H.C. Andersen, æresborgebevis, 2 fotos af Odense rådhus, maleri af fakkeoptog, litografi af Louis Mourier, litografi af Andersens fødehjem, afskedsdigt til madam Bertelsen, H.C. Andersen statue, biskop C.T. Engelstoft, Wilhelm Petersen, Æresborgerfesten
©
- Fynske Minder - H.C. Andersen - H.C. Andersen - erindring - H.C. Andersens Hus / Barndomshjem

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...