Denne artikel handler om Odense Bys Museers samarbejde med frivillige – eller volontører, som de også benævnes i nogle sammenhænge. Som frivillige medarbejdere betragter vi personer, der yder en frivillig ulønnet indsats, der understøtter museets arbejde med undersøgelser, registrering og formidling. Organisationen samarbejder i dag med ca. 200 frivillige, der bidrager til museumsarbejdet med deres tid og engagement – og ikke mindst med viden og faglighed, som museet ikke i øvrigt råder over. De frivillige medarbejderes store indsats er vigtig for Odense Bys Museer såvel som for mange andre museer i ind- og udland. Den ekstra arbejdsindsats, de yder, sætter museet i stand til for eksempel at lave langt mere formidling og langt flere registreringer, end hvis de fastansatte medarbejdere skulle klare det selv. Men mange frivillige kommer også til museet med en anden faglighed og andre kompetencer end dem, der i forvejen er repræsenteret i medarbejderstaben. Således tilfører pensionerede trykkere, fingernemme kniplersker og mennesker med erfaring fra mange timer bag metaldetektoren museet flere ressourcer både i form af tid, faglighed og personligt engagement.

Samtidig fungerer de frivillige medarbejdere ved Odense Bys Museer som vores bedste ambassadører udadtil. De deler begejstret ud af deres viden om det, der er deres personlige interesse og fritidsbeskæftigelse, men som samtidig er en del af museets centrale virkeområder. Dermed medvirker de til at skabe større viden om og interesse for museets arbejde i mange forskellige sammenhænge – også i befolkningsgrupper, som ikke er museernes traditionelle besøgende.

Der arbejdes ved teglværket i Den Fynske Landsby.

Eksempler på frivilligt arbejde ved Odense Bys Museer

Odense Bys Museer rummer mange fagområder, og nogle af disse har en lang tradition for at samarbejde med frivillige. Et af de fagområder, hvor samarbejdet med frivillige tidligt fik betydning, er arkæologien, hvor man allerede i 1970’erne havde et formaliseret samarbejde med amatørarkæologer. Men det er ikke kun ’under jorden’, at de frivillige har fundet vej til Odense Bys Museer. De støtter op om arrangementer ved Carl Nielsens Barndomshjem, de giver store formidlingsoplevelser til besøgende i Den Fynske Landsby, på Mediemuseet og i Thomas B. Thriges Kraftcentral. Ligeledes medvirker de til opbygning af nye scenografier, rekvisitter mv. i Børnekulturhuset Fyrtøjet. I det følgende gives nogle eksempler på frivilliges bidrag til Odense Bys Museers arbejde.

Arkæologi

Af museumsinspektør Mogens Bo Henriksen

Odense Bys Museer har en lang tradition for at samarbejde med amatørarkæologer. Indtil museets første fagarkæolog blev ansat i 1940, blev det arkæologiske arbejde udført udelukkende af amatørarkæologer, idet museet ikke havde lovhjemmel til at foretage udgravninger![1] Museet var således helt afhængig af privates udgravninger og indsamlinger af arkæologiske genstande, som blev foræret eller solgt til museet. I årene frem til 1970’erne var der – med få undtagelser – et distanceret forhold til selvstændigt udøvende amatørarkæologer og private samlere, men fra 1977 og et årti frem var der ligefrem ansat en museumsassistent til at varetage kontakten til en støt voksende gruppe af frivillige. Disse bistod museet på udgravninger og ved markafsøgning, ligesom de fungerede som museets øjne og ører ude i lokalsamfundene.[2]

Gennem de sidste to årtier har det arkæologiske arbejde gennemgået en markant professionalisering, især som følge af den museumslov, der trådte i kraft 1. januar 2002. Det har medført, at de samarbejdsformer, som i dag praktiseres mellem museet og forskellige grupper af frivillige, har ændret sig. I dag samarbejder museet med organiserede grupper af amatørarkæologer såvel som med enkeltpersoner. I den forbindelse har museets arkæologer en helt central samarbejdspartner i den amatørarkæologiske forening Harja,[3] hvis medlemmer jævnligt bistår museet ved konkrete arbejdsopgaver. Reelt har vi således kontakt til ca. 50 praktisk udøvende amatørarkæologer og et langt større antal personer, der primært udøver deres interesse for arkæologi ved deltagelse i foredrag og arrangementer.

Fig. 1. En af museets trofaste detektorførere gennemgår minutiøst muldlaget på et område, hvor museet har gennemført en arkæologisk udgravning.

En voksende gruppe af amatørarkæologerne anvender metaldetektorer i deres jagt på spor efter fortiden, og de fleste afsøgninger iværksættes på amatørernes eget initiativ, mens arbejdet andre gange sker på opfordring fra museets side. De tusinder af metalgenstande, som de hvert år indleverer til museet, har vist sig at udgøre et så værdifuldt materiale, at genstandene løbende indgår i videnskabelige studier og udstillinger.[4]

En sådan anvendelse af frivilliges dataindsamling i videnskabelige undersøgelser kendes også fra bl.a. fugletællinger og andre biologiske studier, og med et engelsk udtryk betegnes denne metodiske tilgang som citizen science.

Fig. 2. En amatørarkæolog fra Harja bistår med soldning af kulturlaget under udgravningen på I. Vilhelm Werners Plads.

Ved de sidste års omfattende udgravninger i Odenses bymidte har Harja-medlemmer leveret en uvurderlig arbejdsindsats ved soldning af kubikmeter efter kubikmeter af byens middelalderlige kulturlag og ved detektorafsøgning af udgravningsfladen. Resultatet af denne frivillighedsindsats er dels, at tusindvis af genstande fra byens ældste tider er reddet til brug i forsknings- og formidlingssammenhæng, og dels at de frivilliges ønske om at stifte bekendtskab med arkæologisk udgravningsarbejde har kunnet imødekommes.

Odense Bys Museer og Harja udgiver i fællesskab bladet Fynboer og Arkæologi, der udkommer to gange om året. Begge parter bidrager økonomisk og med artikler, men det praktiske arbejde med bladets opsætning og udsendelse forestås af foreningens medlemmer. I bladet kommer både fag- og amatørarkæologer til orde med småartikler om emner, der dækker det arkæologiske arbejde i bredeste forstand.

I Odense Bys Museers samarbejde med amatørarkæologerne lægger vi stor vægt på ikke at omfavne de frivillige i et omfang, så de mister incitamentet til at tage initiativer og muligheden for at være selvhjulpne. Gennem en løbende dialog mellem museets arkæologer og amatørarkæologerne udarbejdes vejledninger, som de frivillige kan bruge som redskaber i deres arbejde med at registrere spor fra Danmarks fortid. Vejledningerne er tilgængelige på museets og på Harjas hjemmeside, og de anvendes i øvrigt flittigt af amatørarkæologer over resten af landet – ja endog uden for landets grænser. Her omtales det gode samarbejde mellem amatørarkæologer og fagfolk ligefrem som ”Harja-modellen”!

For Odense Bys Museer er samarbejdet med amatørarkæologer uvurderligt. De er vore sted- og personkendte kontakter ude i lokalsamfundene; det er dem, der kan redde oplysninger, som ellers ville være gået tabt; og det er dem, der har tid og lyst til at bruge tusindvis af timer om året på at udføre afsøgninger og praktisk arbejde, som vi ellers aldrig ville få ressourcer til. Dette arbejde har naturligvis ikke kun til formål at samle ting til museets udstillinger og magasiner, men også at generere viden, som vi kan anvende til det evige arbejde med at sammenstykke historien om de tidlige fynboers liv og færden.

Dieselgruppen og andre frivillige, som arbejder med fagområdet Historie

Af overinspektør Anders Myrtue

Dette afsnit vil koncentrere sig om Dieselgruppen, som varetager funktioner i Thriges Kraftcentral, samt om frivillige, som bidrager i Møntergården. Thriges Kraftcentral blev et formidlingssted under Odense Bys Museer i 2008, men allerede i 2001 var interessen vakt og Kraftcentralen blevet undersøgt. Dengang samarbejdede Odense Bys Museer med forskellige andre foreninger og interesserede om at sikre den for eftertiden.[5]

Dieselgruppen havde på daværende tidspunkt længe vidst, at Kraftcentralen var spændende kulturarv. Allerede i 1992 påbegyndte en gruppe ingeniører, maskinmestre og andre interesserede restaurering af og kørsel med Kraftcentralens store dieselmotor. De passede sig selv, lavede aftaler med ejeren og holdt maskinen ved lige. De startede den også op ved særlige lejligheder, således at gæster kunne få en oplevelse.

Fig. 3. Dieseldrengenes logo.

Det kan ikke overraske, at Dieselgruppen er en gruppe mænd. Det er en snes voksne mænd (heraf enkelte under pensionsalderen), som har hentet erfaring fra offentlige værker, private virksomheder og ikke mindst fra maskinrum i skibsfarten. De ved, hvorledes en dieselmotor skal se ud og lyde, og de ved, hvad der er op og ned på gamle eltavler, bygget op på hvid marmor. De kender detaljerne vedr. motorer, gas- og andre generatorer, frekvens, strømstyrke, jævnstrøm og vekselstrøm. Med andre ord ved de meget om noget, som museet ikke har faglige forudsætninger for at vide.

I 2008 åbnede Kraftcentralen som ’Odense Bys Museers industrihistoriske forpost’ i henhold til en aftale mellem ejeren Olav de Linde, Thomas B. Thriges Fond og Odense Kommune. Der blev indrettet en udstilling på det såkaldte højspændingsloft, og besøgsmulighederne blev sat i system. Dieselgruppen var heldigvis en del af pakken, og efter at have stiftet sig selv som forening indgik de en aftale med Odense Bys Museer om at starte dieselmotoren hver måned samt ved særlige lejligheder. Ved disse lejligheder fortæller de, hvad de ved om teknikken i Kraftcentralen. Normalt suppleres deres fortælling af en guide fra museet, og denne sætter Odense, Thrige og Thrige-karreen ind i en større historisk sammenhæng. Som en ringe tak har dieseldrengene fået uniformer med deres eget og museets logo.

Fig. 4. Medlemmer af Dieselgruppen gør klar til at køre med motoren ved Thriges 150-års-arrangement.

Dieselgruppen tilrettelægger selv arbejdet, som består i jævnligt vedligehold og foreningsmøder, foruden opstarts-arrangementerne. Hvis der er behov for større midler til istandsættelse og drift, søger Odense Bys Museer dem efter rådgivning fra Dieselgruppen. Museet og gruppen holder med jævne mellemrum møder med Olav de Lindes repræsentanter om konkrete og principielle forhold vedrørende Kraftcentralens brug. Det fungerer upåklageligt.

Andre grupper af frivillige

I de senere år har en del personer, som pga. alder eller andet står uden for arbejdsmarkedet, henvendt sig med ønsket om at blive frivillige ved Odense Bys Museers historiske fagområde. Med dette afsæt har vi i dag et par meget dygtige medarbejdere, som bidrager med viden og flid til mange opgaver, som vi ellers ikke ville nå: fotografering og scanning, identifikation, sortering, registrering og forskelligt indtastningsarbejde. Vi har jo længe vidst, at mange museer har haft stor gavn af at samarbejde med frivillige, og vi har masser af positiv erfaring, bl.a. fra Den Fynske Landsby. Vi har imidlertid været lidt i tvivl om, hvad det ville indebære for en mere indadvendt, faglig enhed som gruppen af historikere ved Odense Bys Museer. Vores erfaringer er dog meget positive. Hvis de rigtige personer, som ønsker at bidrage til både det faglige og det sociale, kan findes – og det er lykkedes indtil videre – er der meget godt at hente fra de frivilliges kant. Så meget, at vi nu udvider feltet og opbygger en koordinatorfunktion til at tage sig af rekruttering og koordinering vedrørende frivillige.

Frivillige i Den Fynske Landsby

Af formidlingsleder Benedikte Jeppesen

I Den Fynske Landsby har inddragelse og brug af frivillige formidlere udviklet sig gennem mange år. I årene 2008-2009 indgik vi i et forskningsprojekt om ”Brug af volontører på museer og andre kulturinstitutioner” i samarbejde med Syddansk Universitet, og dette samarbejde blev af stor betydning for udviklingen af frivillige i formidlingen i Den Fynske Landsby.[6] Forskningsprojektet tydeliggjorde nemlig, hvor stor en værdi det frivillige arbejde havde for museet, museets gæster og de frivillige selv som en form for ’superbrugere’. Denne viden medvirkede til at give arbejdet med frivillige rygvind i hele organisationen og lagde dermed grunden til, at vi i dag har 90 frivillige ud af 1 0 formidlere i ”Levende Historie”.

Levende Historie er en dialog- og oplevelsesorienteret formidlingsform, hvor faglighed, viden, venlighed og lysten til at formidle er i højsædet. Med udgangspunkt i 1800-tallet skal formidlerne, der er klædt i tidstypiske dragter, kunne demonstrere og fortælle om datidens arbejdsprocesser gennem ”håndens værk”. Der spilles ikke teater eller påtages indstuderede roller.

Dialogen med gæsterne skal kunne trækkes op i tiden, så formidlingen også handler om udvikling og nutidige arbejdsprocesser. Derved bliver 1800-tallets liv og levned nærværenrende og brugbart også i et nutidigt perspektiv. Arbejdet følger traditionelle opfattelser med kvindearbejde – i køkkenerne, med håndarbejde, i haven, tilvirkning af tekstiler m.m. – og mandearbejde – i huggehuset, teglværket, marken, smedjen m.m. Arbejdet følger som udgangspunkt årets gang, og ofte arbejdes der i hele processer, således at gæsterne eksempelvis kan opleve hele arbejdsgangen, fra hørren høstes, til hørskjorten væves, eller fra kornet høstes, til man kan sætte tænderne i et stykke nybagt brød.

Fig. 5. Landsbyens håndarbejdsfrøkner.

Rent praktisk er de frivillige formidlere fordelt på 12 grupper: Ølbryggere, Kokkepiger, Hørfolk, Smede, Kniplepiger, Huggehuskarle, Uldkoner, Håndarbejdsfrøkner, Kapere, Den Blandede Landhandel, Markarbejdere og Teglværksfolk. Hver gruppe har en tovholder, som har det daglige ansvar og faglige medansvar for gruppens aktiviteter. Tovholderen er bindeled mellem gruppen og formidlingslederen, der har det overordnede ansvar for Levende Historie.

I Den Fynske Landsby var vi fra starten meget opmærksomme på, at der skulle være klare rammer for, hvordan de frivillige formidlere skulle organiseres, ligesom det var essentielt, at den formidlingsform, vi har i Levende Historie, kunne berettige og bære den frivillige indsats.

De frivillige skal selv bidrage til formidlingen i Levende Historie med et håndværk, håndarbejde eller lignende, men nu er vi også begyndt at inddrage sidemandsoplæring. For der er flere og flere arbejdsgange, man som moderne menneske ikke har mulighed for at have fået erfaring med, f.eks. at smede ved en esse, at lave mad på et støbejernskomfur mv. Derudover har vi til hver enkelt frivilliggruppe udarbejdet kompendier, der indeholder viden om den historiske udvikling inden for netop deres felt, om udviklingen i Danmark i 1800- tallet mere generelt samt om Levende Histories rolle i Den Fynske Landsby. Disse kompendier har været efterspurgt og bliver læst af de mange frivillige med stor interesse. På samme vis møder mange af dem op til omvisninger og foredrag, der er tilrettelagt enten udelukkende målrettet dem eller til den samlede medarbejdergruppe i Den Fynske Landsby. Det er vores opfattelse, at mange af dem, der arbejder frivilligt med formidling i Den Fynske Landsby, har stor interesse i den historiske baggrund for det arbejde, de laver. De vil gerne gøre det ’rigtigt’! Og det er så vores ansvar at hjælpe dem med det. Vi har altid haft – og har – stort fokus på, hvordan vi bedst muligt kan klæde vores frivillige formidlere fagligt på til at være museets primære formidlere i de perioder, de er i Landsbyen.

Fig. 6. Landsbyens markarbejdere.

Uden vores mange dygtige frivillige kunne vi ikke løfte formidlingen på den måde, vi kan i dag. Med beslutningen om at inkludere frivillige i Levende Historie fik vi mulighed for at give vores mange gæster en endnu større oplevelse og forståelse af 1800-tallet i Den Fynske Landsby. Samtidig bidrager de alle og én med en daglig dosis godt humør, et fantastisk engagement og en stor glæde og loyalitet i forhold til Den Fynske Landsby. Det smitter ikke kun af på vores gæster, men løfter os også som arbejdsplads.

Kustodeklubben på Mediemuseet

Af museumsinspektør Lise Kapper

Siden åbningen af Mediemuseets (dengang Danmarks Grafiske Museum) udstillinger i 1984 har museet benyttet sig af frivillige i forbindelse med formidlingen af de grafiske håndværk. Museet er “et arbejdende og pædagogisk tilrettelagt levende museum, hvor de besøgende kan se de forskellige processer i funktion”, som det blev udtrykt under museets planlægningsproces i slutningen af 1970’erne.

Fig. 7. Frivillig håndsætter på Mediemuseet, Ronald Jensen, med vinkelhage og blytyper.

Det er fortsat vigtigt for formidlingen af mediehistorien, at publikum kan opleve arbejdsprocesser, der relaterer sig til et mediefagligt arbejdsfelt. Den del af formidlingen varetages aktuelt af frivillige pensionerede grafiske fagfolk, der på udvalgte tidspunkter bemander de arbejdende værksteder i Mediemuseets basisudstilling Magtens Medier – Mediernes Magt. Her demonstrerer de frivillige bogbinderi, papirmageri, håndsætteri og maskinsætteri samt forskellige former for offset- og bogtryk. Ud over formidlingen af arbejdsprocesserne til publikum arbejder de frivillige også med forskellige tryksager til internt brug som eksempelvis brochurer, foldere og mindre udgivelser. I foråret 2017 tog en større opgave med at producere en eventyr-almanak med et udvalg af tolv af H.C. Andersens eventyr om naturen det meste af de frivilliges arbejdstid, men der er fortsat tid til hygge og sociale arrangementer ud over de tidspunkter, da værkstederne er bemandede.

Som frivillig indgår man i et socialt fællesskab – også kendt som Kustodeklubben – af frivillige med forskellige grafiske fagligheder. I øjeblikket består Kustodeklubben af ca. 20 frivillige, der selv arrangerer bemandingen af de arbejdende værksteder i et omfang, der er aftalt med museet.

Fig. 8. Frivillig trykker på Mediemuseet, Hans Hansen, ved en Heidelberg-cylindertrykpresse.

Fyrtøjets frivillige

Af formidlingsmedarbejder Mette Kiilerich og formidler Lise Marie Nedergaard

Man kan slet ikke tænke på Børnekulturhuset Fyrtøjet uden at tænke på de frivillige. Fra de første ideer til formidling i et kommende kulturhus blev udviklet og afprøvet fra 1986, og indtil huset stod færdigt i 1997, spillede de frivilliges indsats en afgørende rolle: Frivillige stod bag den håndværksmæssige opbygning af de scenografiske miljøer, der blev skabt over udvalgte H.C. Andersen-eventyr og afprøvet i H.C. Andersens Hus. De syede kostumer. Frivillige deltog i afviklingen af forløb for børnehaver og skoleklasser og skiftedes til at være værter for de familier, der gæstede udstillingerne. Frivillig-foreningen Fyrtøjets Venner havde i perioder omkring 100 aktive medlemmer.

Men også i de første år efter åbningen af Børnekulturhuset var de frivilliges indsats afgørende. De gav af deres kunnen til den praktiske opsætning af scenografier og stillede op, når særlige begivenheder skulle afvikles: julemarked med boder og lysbåde i Lotzes Have, H.C. Andersens fødselsdag med mere.

Og en lille stab af frivillige havde længe deres faste sæde i Fyrtøjets kælderværksted.

På baggrund af alle disse frivilliges indsats var det muligt for de fastansatte senere at videreudvikle Fyrtøjet og løfte formidlingen og det scenografiske arbejde til det professionelle niveau, som er nødvendigt i et børnekulturhus, der vægter teater, historiefortælling, billedkunst, leg og æstetik. Det er nødvendigt i en tid, da kulturudbuddene til børnefamilier, skoler og institutioner – heldigvis – er blevet mangfoldige. Behovet for de voksne frivilliges praktiske indsats klingede ud, men det gør glæden over deres indsats ikke.

Fig. 9. Paul Hansen var en af Fyrtøjets mange trofaste frivillige. Han var stadig, som 87-årig, aktiv i udstillingsværkstedet. Her fejres han med guldramme af Fyrtøjets ansatte.

Frivillige børnepaneler

En ny tid rummer også nye muligheder, og ét spor fra Fyrtøjets lange udviklingshistorie vil nu blive taget op igen og udfoldet på nye måder: børnepanelet.

På Fyrtøjet er der fra efteråret 2017 løbende udviklet og oprettet frivillige børnepaneler, som i forskellige udviklende og kreative sammenhænge skal inddrages som en supplerende inspirationskilde til formidlernes arbejde. Der er tale om forskellige forløb, der varierer i antal gange og varighed og endelig form, alt efter hvilket emne vi ønsker børnenes supplerende tolkning af.

Fig. 10. Børn kan lære os meget om, hvad vores fælles kulturarv betyder for dem.

Inddragelsen af de frivillige børn skal understøtte Fyrtøjets dialog med børn og børns legekultur, der altid er en integreret del af det udviklende og løbende formidlingsarbejde. I al formidling vægter Fyrtøjet børns umiddelbare tilgang til kultur og æstetik meget højt. Det er i lyset heraf, at vi ser muligheder i at udvide vores tilgang til denne – ud over den vi altid har, når legende og oplevende børn gæster Fyrtøjet. Børnepaneler vil supplere dialogen med børnene og samtidig sikre børnenes ejerskabsfølelse i forhold til det formidlede indhold.

Et eksempel herpå kunne være en række ”filosofi-sessions” omkring et eventyr, i forbindelse med bearbejdelsen af dette til scenografi, fortælling og atelieraktiviteter og lignende. Børnenes forståelser af eventyrenes budskaber, karakterernes handlinger og H.C. Andersens univers i det hele taget vil konstant give adgang til nye uudforskede tolkningsmuligheder. Et andet eksempel er at invitere en børnegruppe ind under scenografiarbejdet og bede dem fortælle om oplagte legesteder og -måder i rummene og spørge til deres ønsker for og syn på muligheder.

Børnene kan inddrages på mange måder:

”Frie børn” (altså børn, der ikke kommer som del af et skoleeller institutionsbesøg) kan være med i en enkeltstående event eller en workshop med mulighed for mange forskellige kreative processer, eller de kan deltage som en del af Fyrtøjets eksisterende fritidstilbud, hvor børnene indgår i et længere samarbejde med Fyrtøjet om et emne. I alle tilfælde vil børn kunne vælge at bruge deres fritid på at give Fyrtøjet indspark og inspiration og yderligere manifestere børnenes stemme i den fælles betydningsskabelse.

Carl Nielsens Vennekreds – Hvad er det for en størrelse?

Af museumsinspektør Ida-Marie Vorre

Carl Nielsens Vennekreds blev skabt i september 1996 på foranledning af daværende museumsinspektør Karsten Eskildsen og daværende museumsvært i Carl Nielsens Barndomshjem Hanne Christensen. Formålet var og er at stimulere interessen for Carl Nielsen, hans fynske familie og hans musik samt en tilknytning til det lille lokale museum i Nr. Lyndelse og egnen deromkring. Vennekredsen tæller 15-20 personer. Igennem årene er nogle gået fra, andre kommet til, men det samlede antal venner har været nogenlunde konstant.

Fig. 11. Tidligere museumsvært i Carl Nielsens Barndomshjem og medstifter af Carl Nielsens Vennekreds, Hanne Christensen, i færd med at formidle sin enorme viden om Carl Nielsen ved vennekredsens tilbagevendende arrangement, aftensang på Sortelung, som er Carl Nielsens fødested.

For en udenforstående kan vennekredsen være en lidt svær størrelse at gennemskue. Der er nemlig ikke tale om en decideret forening med vedtægter, medlemskab og kontingent. Snarere må vennekredsen betegnes som en interessegruppe, der ønsker dels at understøtte museets lokale forankring og opbakning, dels at være med til at sikre et passende omfang af aktiviteter vedrørende Carl Nielsen, så det lille hus lever såvel i som uden for sæsonen. Vennekredsen består primært af personer, bosat i nærområdet omkring barndomshjemmet. Fra museets side oplever vi altid en meget stor velvilje til at byde ind med de ressourcer, man måtte have, men det sker altid under forudsætning af, at hjælpen er lystbetonet, hvorfor samarbejdet hele vejen igennem må holdes på et uformelt plan. Proceduren er, at der forud for hver sæson afholdes et møde, hvor det aftales, hvilke opgaver vennekredsen kan være behjælpelig med at løse. Herefter sørger de selv for at koordinere deres indsats. Som museumsinspektør er det ikke nødvendigt at følge op på disse aftaler, da man altid kan have tillid til, at de overholdes til fulde. Når sæsonen er slut, afholdes endnu et møde, hvor året evalueres, og der kigges frem mod den kommende sæson.

Fig. 12. Kombinationen af god musik, fællessang, hyggeligt samvær og fortrinlig forplejning udgør opskriften på succes ved julearrangementer i barndomshjemmet. Her ses Asta Juul Larsens gærklejner, Else Larsens kringle og Birgit Sørensens drømmekage.

Vennekredsen har igennem årene fra tid til anden selv taget initiativ til arrangementer og aktiviteter i husets ånd, men efterhånden fungerer de mere som aktive medskabere af museets årsprogram. Det vil sige, at de primært støtter op om museets aktiviteter og andre tiltag i alle faser fra udvikling af indhold, koordinering og afvikling frem for selv at være arrangører. Det er f.eks. vennekredsen, der hjælper med praktiske opgaver i forbindelse med arrangementer: sætter stole og borde frem, pynter huset, rydder op og sørger for uforlignelig forplejning. Vennekredsen er også med til at skabe en varm og hjemlig atmosfære omkring museets gæster ved diverse arrangementer. Da mange af vennerne tillige er en del af det lokalhistoriske miljø i Nr. Lyndelse og Nr. Søby og qua deres bopæl i området kender det indefra, bidrager de også med uvurderlig viden om steder, personer og begivenheder, som kan perspektivere Carl Nielsens opvækst på egnen. Dette var meget nyttigt f.eks. i forbindelse med genudgivelsen af komponistens barndomserindringer Min fynske Barndom (2015) i en kommenteret udgave samt ved de tilbagevendende gå- og cykelture i Carl Nielsens fodspor. Vennekredsen har i det hele taget en vigtig funktion som Carl Nielsen-ambassadører ved sin opbakning til museet og ved at viderebringe sin viden til både venner og bekendte.

Som museumsinspektør for fagområdet Carl Nielsen er jeg dybt taknemmelig over at have Carl Nielsens Vennekreds at kunne trække på i barndomshjemmet. I øjeblikket arbejdes der ihærdigt på udviklingsplaner for det lille museum. Vennekredsen er fortsat tiltænkt en vigtig rolle, og jeg ser frem til samarbejdet også de kommende år.

Udarbejdelse af frivillighedspolitik

Som det fremgår af de foregående afsnit, er Odense Bys Museers samarbejde med frivillige foreninger og enkeltpersoner ikke af ny dato, og især i de seneste 20 år er antallet af frivillige samarbejdspartnere steget betydeligt. Det var imidlertid først i 2015, at museet påbegyndte udarbejdelsen af en fælles politik på frivillighedsområdet, og det er der flere årsager til. En af dem er, at udviklingen i de seneste år er gået i retning af endnu flere frivillige medarbejdere på flere af museets arbejdsområder, og det er en udvikling, som vi kun forestiller os fortsætter og måske endda forstærkes i de kommende år. Alene det stigende antal frivillige ved Odense Bys Museer har altså virket som et incitament til at få formuleret en generel politik og nogle fælles retningslinjer på området.

Museets øgede fokus på frivillighed falder helt i tråd med den generelle trend i samfundet, hvor der ligeledes i en årrække har været stort fokus på frivillighed og borgerinddragelse på mange forskellige områder. I Odense Kommune, som Odense Bys Museer jo indtil 2018 har været en del af, etablerede man således i 2013 et Center for civilsamfund, der på tværs af kommunens fem forvaltninger har til formål at ”… arbejde mere koordineret og strategisk med frivillighed og civilsamfund, både indadtil i kommunen og udadtil mod foreninger, frivillige og borgere”.[7] I juni 2014 vedtog Odense Byråd en civilsamfundsstrategi, der var udarbejdet i et samarbejde mellem borgere, foreninger og Odense Kommunes Center for civilsamfund.[8] Strategien har til formål at sætte fælles retning for samspillet mellem den frivillige verden og kommunen. Interessen og behovet for en mere samlet tilgang til arbejdet med frivillige medarbejdere ved Odense Bys Museer passede altså også rigtig godt ind i tiden.

Alt dette førte til, at der ved udgangen af 2014 blev nedsat en arbejdsgruppe, der fik til opgave at formulere en politik for Odense Bys Museers samarbejde med frivillige. Arbejdsgruppen kom til at bestå af medarbejdere, der allerede arbejder – eller har arbejdet – med frivillige i museets forskellige afdelinger.

Formålet med udarbejdelsen af en fælles politik for frivillighed ved Odense Bys Museer var ”… at formulere nogle generelle retningslinjer, der sætter ramme for samarbejdet med frivillige ved Odense Bys Museer nu og fremover. Med en nedskrevet politik på området sikrer vi en fælles forståelse omkring samarbejdet både hos Odense Bys Museer og de frivillige medarbejdere”.[9]

Gruppens første opgave var at kortlægge Odense Bys Museers mange aktiviteter, der involverer frivillighed. Og her blev det hurtigt tydeligt, at der var store forskelle på, hvordan samarbejdet med frivillige medarbejdere blev håndteret på de forskellige afdelinger/udstillingssteder. Der var forskel på de frivilliges opgaver, på krav og goder, forskelle på, hvor tæt knyttet de var til museet, på hvordan de blev hvervet som frivillige mv. En stor opgave i udarbejdelsen af fælles retningslinjer og en fælles politik blev derfor at finde den rette balance imellem, at der på den ene side er en form for ensretning, der skal sikre fælles forståelse og fælles vilkår, og på den anden side en anerkendelse af, at forskelligheden også er en styrke, som skal bevares.

I afsnittene ovenfor om museets frivillig-områder genfindes den store forskellighed, som vi har valgt fortsat at understøtte. Mange af museets frivillige medarbejdere betragter sig som en del af et bestemt område eller et bestemt udstillingssted. For eksempel føler amatørarkæologerne mest tilknytning til arkæologerne på Møntergården, mens deltagerne i Levende Historie føler sig mest knyttet til Den Fynske Landsby og dens medarbejdere. Det er nok kun et fåtal af de frivillige, der som sådan føler sig som en del af Odense Bys Museer som en samlet organisation. Og det er helt i orden, al den stund at det er forskellige kvalifikationer og interesser, der tilgodeses i de forskellige sammenhænge.

I februar 2016 blev den udarbejdede frivilligpolitik vedtaget med aftalen om, at politikken skal gennemgås mindst hvert femte år for at kunne tilpasses samfundets udvikling og ændringerne i kredsen af frivillige. Efterfølgende er den tilgængeliggjort på Odense Bys Museers hjemmeside.[10]

Fremtiden og frivillige medarbejdere ved Odense Bys Museer

I andet halvår af 2017 lå antallet af frivillige medarbejdere og samarbejdspartnere ved Odense Bys Museer på ca. 200. Dette antal forventes at stige i de kommende år, da der kontinuerligt arbejdes med udvikling af nye områder, hvor frivillige kan gøre en forskel med deres bidrag til kulturhistorisk og formidlende arbejde.

I en tid, hvor frivilligheden er i højsædet, er det vigtigt, at vi holder fokus på, hvorfor vi gerne vil samarbejde med frivillige, hvad vi forventer af dem, samt hvad de kan forvente af museet. Vi skal ikke bare have flere frivillige, fordi det er ’den vej, vinden blæser’, men fordi de er med til at skabe et endnu bedre museum med endnu bedre oplevelser for de besøgende. Frivillige medarbejdere skal vide, at de er værdsatte, og de skal vide, hvor de passer ind i maskineriet, så de ikke føler sig oversete. Det er i den sammenhæng vigtigt at anerkende, at det også koster ressourcer at have frivillige medarbejdere i organisationen, selvom de ingen løn får. Det kræver tid at rekruttere nye frivillige. Dedikerede fastansatte medarbejdere skal bruge kræfter på at introducere til opgaverne og måske udarbejde skriftligt informationsmateriale, ligesom der skal følges op og meldes tilbage på det, der er blevet registreret, formidlet osv. Det kræver en indsats, for at gruppen af frivillige føler sig som en del af museet – eller i hvert fald af den afdeling, hvortil de er knyttet. Bl.a. derfor sker udvidelserne i frivillighedsområderne ved Odense Bys Museer med omtanke.

En væsentlig udfordring i forbindelse med samarbejdet med frivillige medarbejdere er, at en del af de faglærte frivillige, vi har i eksempelvis Den Fynske Landsby, på Mediemuseet samt på Thriges Kraftcentral, har faglige færdigheder, som ikke længere udvikles på landets arbejdspladser. Der uddannes ikke nye trykkere, der kan operere med de gamle maskiner. De færreste er efterhånden hjemmefra bekendt med at fyre op i et støbejernskomfur eller at benytte den gamle drejebænk i huggehuset. Hvor vi hidtil har kunnet rekruttere frivillige formidlere, der kom til museet med en viden om de gamle håndværk, så bliver vi i fremtiden nødt til også at kunne oplære nye frivillige i de gamle traditioner og fag. På den måde kan frivillighedsgrupperne komme til at fungere som en slags ”genbank” for bl.a. håndværk og husflid.

Samtidig skal vi være bevidste om, at behovene for nye faglige færdigheder hos frivillige medarbejdere ændrer sig i takt med, at arbejdsopgaverne på museet ændres, hvilket sker parallelt med ændringer i den teknologi, der anvendes i de daglige opgaver. Således er der over de sidste årtier sket en udvikling, hvor mange af de frivillige inden for fagområderne arkæologi og historie bidrager med en faglighed, der kræver særlige tekniske færdigheder, f.eks. i forbindelse med indtastningsopgaver, digitalfotografering eller droneflyvning.

Men hvad rummer den nærmeste fremtid så for frivilligheden ved Odense Bys Museer? I fagområdet Historie vil der fremover blive arbejdet mere systematisk med rekruttering og koordinering af frivillige, der skal arbejde med bl.a. fotografering af genstande, indtastning af data mv. På Møntergården er vi allerede nu i gang med at etablere en gruppe frivillige, der skal levendegøre Børnenes Baggård og skabe aktiviteter for og med de besøgende børn. Der arbejdes på at skabe en gruppe bestående af mange forskellige slags frivillige, herunder studerende og familier, der således også kan være med til at formidle historien. I Den Fynske Landsby udvides Levende Historie i de kommende år med nye grupper, og i Carl Nielsens Barndomshjem bidrager vennekredsen i stigende omfang med sparring i tilrettelæggelse af aktiviteter. Der er således allerede mange nye tiltag i gang.

Den frivillige indsats er vigtig både for Odense Bys Museers virke og for museernes besøgende. Men et vigtigt formål med samarbejdet med frivillige foreninger og enkeltpersoner er desuden at tilbyde de frivillige yderligere viden og indsigt i et område, som de i forvejen interesserer sig for. Der ligger altså en opgave for museet i at blive endnu bedre til at uddanne, vejlede og opkvalificere vores frivillige kolleger – både fordi de i stigende grad efterspørger det, og fordi de er så vigtige som ambassadører for museet.

 

Litteratur

  • Frivilligpolitik for Odense Bys Museer. Odense Bys Museer, 2016. museum.odense.dk/media/12745977/frivilligpolitik_OBM_endelig.pdf
  • Fælles om Odense. Civilsamfundsstrategi. Odense Kommune, 2014. issuu.com/clausengrafisk/docs/civilsamfundsstrategi_folder?e=9155693/8457603
  • Hansen, J. & M.B. Henriksen 2012: Hvem samler de for? – eksempler på lægmænds bidrag til Odense Bys Museers oldsagssamling. Fynske Minder 2012, s. 87-108.
  • Harnow, H. & R.M. Jacobsen, 2001: Thriges kraftcentral.
  • Fynske Minder 2001, s. 147-169.
  • Henriksen, M.B. 2017: Metaldetektiverne – amatørarkæologer bidrager til forskningsprojekter. I: M. Runge & J. Hansen (red.): Knuds Odense – vikingernes by, s. 65-67. Odense.
  • Holm, J. & J. Raun (red.): Harja 1971-1996. Odense.
  • Larsen, S. 1935: Et Provinsmuseums Historie. Odense.
  • Hvidtfeldt Madsen, K. 2010: Frivillige formidlere i Den Fynske Landsby. Fynske Minder 2010, s. 59-63.
  • Nikolajsen, E. 1985: Af kærlighed til arkæologien – samarbejdet mellem amatørarkæologerne og Fyns Stiftsmuseum. Fynske Minder 1985, s. 145-160.
  • Nikolajsen, E. 2010: Vikingeskibet og apotekeren. Østfyns Museer.
  • Reffstrup, Aa. m.fl. 1996: Livet i og omkring museet Carl Nielsens Barndomshjem. Et tilbageblik over artikler og arrangementer i Vennekredsens 10 år krydret med strejftog i historien. Folder udgivet af Lokalarkivet for Nørre Søby Sogn, 1996.
  • Thrane, H. 1990: Fyns første fagarkæolog. Fynske Minder 1990, s. 19-30.

 

 

Noter

  1. ^ Larsen 1935; Thrane 1990; Nikolajsen 2010.
  2. ^ Nikolajsen 1985.
  3. ^ Holm et al. 1996.
  4. ^ Hansen & Henriksen 2012; Henriksen 2017.
  5. ^ Harnow 2001.
  6. ^ Hvidtfeldt Madsen 2010.
  7. ^ subsites.odense.dk/subsites4/fio/topmenu/center%20for%20civilsamfund
  8. ^ issuu.com/clausengrafisk/docs/civilsamfundsstrategi_folder?e=9155693/8457603
  9. ^ Frivilligpolitik for Odense Bys Museer, marts 2016. museum.odense.dk/media/12745977/frivilligpolitik_OBM_endelig.pdf
  10. ^ museum.odense.dk/organisation/frivillige

 

Emner: Arkæologi, Historie, Odense Bys museer, håndværk, formidling, Frivillige, dataindsamling(citizen science), Fynboer og Arkæologi(blad), Harja-modellen, Kraftcentralen, Kustodeklubben, Carl Nielsens vennekreds
©