Anmeldelse af Peer E. Sørensen: H.C. Andersen & Herskabet. Studier i borgerlig krisebevidsthed. GMT 1973, 304 s.

Man kan ikke frakende Peer E. Sørensens bog om Andersens eventyr et højt refleksionsniveau. Den er et på mange måder interessant forsøg på at forstå forfatterskabet ud fra Habermas’ teori om den såkaldte borgerlige offentligheds forudsætninger, fremvækst og implikationer. Interessant, fordi den vil gøre op med alle hævdvundne indfaldsvinkler til emnet og i stedet for en evt. indforstået gennemgang af forfatterskabet set ud fra dets udviklingstendenser vil fremlægge den bagvedliggende systematik og dennes historiske forudsætninger.

Fremgangsmåden er ny, når det gælder Andersen og specielt da en bog om Andersen. Knap så overraskende er metoden måske for den, der har føling med, hvordan undervisning og studier har udviklet sig på universiteterne gennem de senere år.

Bogen placerer sig dog i betragtelig afstand fra det bevidstløse ordgyderi, der under navn af strukturalisme og marxisme er gængs på disse steder. Alene derved har den krav på at blive taget alvorligt, hvad den i øvrigt også har i kraft af sit emne: hvor mange systematiske og omfattende behandlinger af H.C. Andersens eventyr findes der egentlig? Ja, i betragtning af, hvor få af eventyrene der overhovedet foreligger fortolkninger og analyser af, må man hilse en bog som den foreliggende velkommen.

Velkommen er bogen måske allermest, fordi den ved sin provokatoriske form og sine hårdt optrukne synspunkter forhåbentlig kan tvinge én og anden til at klargøre sig sit syn på Andersen, sit forhold til traditionen og til den metier at beskæftige sig med litteratur.

Men kan bogen andet end at provokere? Er det muligt via den at komme ind i en fornuftig dialog om Andersens forfatterskab? Efter at have læst bogen må man stille det spørgsmål, om den ikke snarere lukker for en mulig diskussion i stedet for at åbne for den.

Det har sig på samme måde med denne bog som med så mange andre, der i disse år udgår fra marxistisk hold, at de i den grad totaliserer tilværelsen, at en opponent, der ikke er indforstået med det grundlæggende, på forhånd vil vide sig indfanget og klassificeret af systemet. Inden man har ytret sig, er man allerede beskrevet og affærdiget som from eftersnakker, en bevidstløs reproducent af institutionen, en messende exeget og hvilke sprogblomster Peer E. Sørensen ellers ynder at pryde anderledes tænkende med.

Alligevel skal der her rejses en kritik af bogen, ikke så meget for Peer E. Sørensens skyld, thi han er næppe tilgængelig for argumenter, men snarere af hensyn til bogens brugere.

Jeg ønsker ikke at camouflere min generelle kritik af bogen som blot og bar uenighed om forståelsen af nogle Andersen-tekster. Denne uenighed er der og har principielle perspektiver. Men uenigheden gælder også noget mere fundamentalt: den tilgrundliggende metode og dens forudsætninger, der ikke, som Sørensen og ligesindede foregiver det, er af videnskabelig karakter, men angår livsanskuelser.

Det spørgsmål, der må stilles til den Habermas-Sørensenske offentlighedslære, er da ikke i første omgang, om den er historisk korrekt, ej heller det mindre interessante, om Sørensen har forstået henh. Habermas og Marx rigtigt – det må blive et problem for den nyetablerede institutions fromme exegeter – men derimod dette: hvilke fundamentale ideologiske interesser tjener denne lære?

Det første, man her kan pege på, er, at læren om borgerlig offentlighed, i hvert fald i den sørensenske udformning, synes at have til formål at afskaffe forestillingen om det alment-menneskelige. Heri adskiller læren sig ikke fra traditionel marxisme, som altid har hævdet, at det alment-menneskelige var en fiktion. Det menneskelige måtte altid forstås historisk, ud fra den socio-økonomiske situation på et givet tidspunkt, ud fra produktionsforhold etc. Men den herskende klasse, hvis ideologi skulle legitimere dens magt, har til enhver tid en interesse i at hævde, at dens specifikke forestillinger er universelt gyldige. Den hersker ved at påtvinge andre samfundslag sine klassebestemte forestillinger som noget, der gælder uden for tid og sted, som noget alment-menneskeligt.

I sin iver for at afskaffe det alment-menneskelige har denne traditionelle marxisme da opfundet et træk, som skulle være universelt gyldigt for herskende klasser. Handlingens subjekter er blevet skiftet ud, men deres status er principielt den samme.

Her er læren om borgerlig offentlighed nået et skridt længere. I følge den er forestillingen om det alment-menneskelige noget historisk specifikt, tæt knyttet til opkomsten af den såkaldte intimsfære. Argumentet ser sådan ud: i varesamfundet produceres der et skel mellem disponibel og ikke-disponibel tid, mellem intimsfære og offentlig sfære. Arbejdet er flyttet uden for det familiale område, hvilket vil sige, at familien nu opfatter sig selv som „et sted for den frie og rene menneskelighed, hvorved familiens karakter og afhængighed af de samfundsmæssige forhold sløres“ (anf. v. s. 50). Familien kommer til at opfatte sin situation i lyset af „et illumineret humanitetsbegreb“ (s. 51).

Det er en besnærende tanke, at familien som ideologisk størrelse er noget, der hører sammen med dette skel mellem disponibel og ikke-disponibel tid, men at knytte humanitetsbegrebet og forestillingen om det alment-menneskelige til fremkomsten af varesamfundet er uakceptabelt og det af to grunde. For det første fordi disse forestillinger er betydeligt ældre end varesamfundet, for det andet fordi man ikke sådan kan afskaffe det alment-menneskelige ved et par historiefilosofiske postulater. Uden at modbevise, at der findes noget alment-menneskeligt, har man afskaffet det ved at reducere det til at være en illusion skabt af en bestemt klasse på et bestemt tidspunkt.

Det er overhovedet karakteristisk for den Habermas-Sørensenske teoridannelse, at begreberne (logiciteten) ganske på sin hegelsk mere forholder sig til hinanden end til virkeligheden. Det får til følge, at man hele tiden sidder med det spørgsmål på læben: jamen hvad bygger disse postulater på? Forholdt det sig nu sådan, som det hævdes her?

Denne fundamentale tvivlrådighed ophæves ikke af, at der post festum fyldes en historisk redegørelse på skelettet, idet den habermasske konstruktion jo er en tolkningsmodel, der lægges ind over et materiale hentet fra andre historikere, der har anvendt andre tolkningsmodeller.

I tilknytning til det allerede fremførte, at læren om borgerlig offentlighed som et af sine primære taktiske mål har at afskaffe forestillingen om det alment-menneskelige, skal et par andre ideologiske greb nævnes. I forlængelse af Marx’ kommentering af Hegels statsbegreb udlægges bureaukratiet – via et par logiske kortslutninger – til statens spiritualisme, mens samfundets særinteresser bliver dens materialisme. „Det betyder at det bliver den imaginære almenhed, der virkeliggør sig, idet den træder i stedet for den virkelige almenhed“ (s. 99). Der vil senere blive lejlighed til at komme ind på det virkelighedsbegreb, der spøger her. Men lad os i første omgang fastholde et andet principielt problem: Ved hjælp af disse konstruktioner gøres dualismen til et produkt af det borgerlige samfund. Det får konsekvenser for den dualisme, der iagttages i Andersens tænkemåde, hvad det kun kan få, fordi dualismen ganske uhistorisk fikseres til bureaukratiets fremvækst og betragtes som et udelukkende samfundsskabt fænomen, hverken som et forsøg på at beskrive verden, som den ser ud, eller som et psykologisk betinget fænomen.

Og her står vi da over for det tredje fundamentale greb: psykologien anerkendes hverken som videnskab eller som gyldigt erfaringsområde. Den placeres som et produkt af den suspekte intimsfære og er derfor blot en del af de borgerlige illusioner. Som det så smukt hedder i kapitlet „H.C. Andersen som socialt paradigma“:

„Psykologien vokser ud af privatlivets abstraktion [sic!], der er et historisk produkt af det borgerlige samfund. I middelalderen var ejendom, handel, socialitet og menneske politisk. „Privatsfæren“ havde en politisk karakter eller er at forstå som en politisk sfære, eller politikken er privatsfærens karakter. I middelalderen er statsliv og folkeliv identiske. I det borgerlige samfund fremtræder det samfundsmæssige liv opsplittet i en statslig region og i en samfundsmæssig. Mennesket er tilsvarende splittet i citoyen og homme. Den upolitiske stat privatiseres som led i en abstrakt dualisme.

Det private er et skin, men som sådan en del af realiteten, bl.a. som psykologiens forståelsesform“ (s. 92).

Størrelserne her er jo frit ombyttelige. Generaliserende sammenligninger af middelalder og nyere tid har man de sidste 10-15 år mødt i snart sagt hver anden studenteropgave. Der er her tale om en kliché, så det batter. Eksempelvis kunne man sætte ordet religiøs ind i stedet for ordet politisk. Man ville da stå ved kilden til, hvad der i bogen her kun er en trivialitet: romantikken. Ny og gammel romantik mødes i den politiske litteraturforskning.

En kritik som den fremførte er naturligvis ikke loyal over for teksten. Den er snarere, hvad folk af Peer E. Sørensens skole ville kalde symptomal. Den opsøger tekstens fortrængningsmekanismer.

Det sidste symptomale område, der skal fremdrages her, er da litteratursynet. To ting er der at lægge mærke til. Den ene er påstanden om, at det kun er værkernes karakter af vare på et bogmarked, der får dem til at fremtræde som selvstændige, afsluttede enheder. Man savner her ganske en dokumentation for, at den opfattelse af værkerne fremkommer samtidig med den borgerlige offentlighed, der beskrives. Hvor nødvendigt det end kan være at få slået en bresche i nykritikkens dogme om værkets selvtilstrækkelige karakter, lader det sig i hvert fald ikke gøre ved smarte, men historisk ukorrekte jævnføringer som denne.

Den anden bemærkelsesværdige ting er, at PES til trods for, at han selv hævder, at almene væsensdefinitioner af litteraturen ikke er gyldige, men at litteraturen må defineres i forhold til den litterære institution på et givet tidspunkt, alligevel opstiller en abstrakt model for, hvordan værker opstår. PES lader sig forføre af en lingvist som Roman Jakobson og en formalist som Victor Sklovskij til at opstille en almen model til begribelse af teksternes historicitet. Hvis man som sociolog vil undgå væsensbestemmelser og holder sig til det konstaterbare faktum, at tekstbegrebet er enormt varierende, er det selvmodsigende at ville opstille en generel model for teksters tilblivelse og funktion, også uanset at denne model giver mulighed for at forstå tekstens betingethed af den historiske situation.

Det interessante ved modellen er, at den fremstiller værket som sammensat af tekster = betydningsenheder. Teksten er en kobling af tekster = allerede foreliggende betydninger, dvs. historisk producerede betydninger. Her rører PES ved noget, som også ikke-marxister, jeg tænker her på Henriksen-kredsen i Kbhvn., har fremført, nemlig at betydningerne foreligger forud for teksten, og ikke, som nykritikken hævder, skabes i og med denne.

Der er bare det ved det, at PES kommer til sit tekstbegreb via en besynderlig tingsliggørelse af betydningerne og en mekanisering af sprogevnen, som disse fremtræder i hans referat af Roman Jakobson.

Det fører ham lige ind i en forestilling om teksten som reproduktion. Som så mange andre nymarxister forsøger han imidlertid at styre uden om en ensidig reduktionisme og i stedet at begrunde en dialektisk opfattelse af værket. Det gør han ved at definere det som både refleks og projekt. En sådan definition ville selv en ikke-marxist kunne tilslutte sig, men spørgsmålet er, på hvilket grundlag han når frem til at opstille denne dialektik. I afsnittet om „Produktionsprocessen (s. 32-33) er der egentlig kun gjort udførligt rede for værkets karakter af refleks, mens dets karakter af projekt henstår som et postulat, hentet ind via nogle hastigt tilføjede begreber om kobling og greb (Sklovskij). Ophavsmanden til denne begrebsdannelse hører hjemme i formalismen, og dens berettigelse i den foreliggende sammenhæng bliver ikke klarere af, at PES føler sig foranlediget til i øvrigt at tage afstand fra Sklovskij i en note.

Set i sammenhæng med bogens analysepraksis bliver det klarere, hvad meningen er. Af analysen af fortælleteknik og sprog i Andersens eventyr fremgår det, at der i disse er nedlagt afintimiserende (dvs. fremmedgørende), relativerende, opløsende kræfter, som bliver kritiske potentialer i forhold til den litterære institution. Det stemmer også med, hvad PES allerede på s. 23 siger: „Kunsten protesterer på den anden side i sin formale frihed tendentielt mod sin egen begrænsning, og rummer forestillingen om sin egen begrænsnings ophævelse“.

Det ser ud til, at PES skylder formalismen og nykritikken mere. end han vil være ved, i hvert fald når det gælder om at redde dialektikken i land. Han må ty til forklaringer, der tenderer mod at ophæve forestillingen om litteraturen som refleks og mod at genindsætte bevidstheden på dens plads som formende og skabende.

Denne bevidsthed hører ellers til bogens ubevidsthed, dens fortrængninger. PES gør sig et par steder umage for at bortforklare Marx’ stærkt reduktionistiske udtalelser om bevidstheden, og vil som påvist gerne føre sig frem som dialektiker. Ikke desto mindre kan man i tekststed efter tekststed (f. eks. i flere af de her tidligere citerede) notere sig en kategorisk opdeling mellem en real basis og ideologiske tågemassiver (eks. 157, 235, 242 m. fl.). Set i sammenhæng med de her påviste taktiske bevægelser i retning af at reducere det almene til det private, samt gøre psykologien til et produkt af intimsfæren, dvs. til en borgerlig selvillusionering, forekommer dialektikken at være „besværgelser“ og „messen“ (for nu at bruge nogle af hans yndlingsgloser), der skal camouflere en vidtrækkende reduktionisme.

Det entydige virkelighedsbegreb, der stikker hovedet frem i de teoretiske afsnit, er ret så afgørende for de påfølgende analyser. Kritikken af metoden leder da over i en kritik af eventyranalyserne.

Bogen er ellers bygget op på den måde, at der efter redegørelserne for metoden, for opkomsten af en borgerlig offentlighed i Danmark og for den litterære institutions karakter i tiden 1800-70 følger en komprimeret Andersen-biografi, hvor digterens liv sættes i relation til de oparbejdede kategoriale rammer. Hovedpointen her er, at hvad man hidtil har opfattet som en labil psykisk konstitution hos Andersen i virkeligheden er et udslag af hans sociale situation med hele dens fundamentale usikkerhed som følge af, at han har måttet undertrykke og fornægte sin proletariske erfaring til fordel for embedsmandskulturens spiritualistiske dannelse. Heri ligger, at der hos Andersen hele tiden lurer en viden, der kan vende sig destruktivt mod dannelsen, hvad den i følge PES også gør i stigende omfang, efterhånden som Andersen ældes og hans modstandskraft nedbrydes.

Med grundlag heri fastholdes det traditionelle billede af Andersen som bestandigt svingende mellem ekstremer og dvs. som en inderst inde nihilistisk forfatter. Det fører videre i bogens komposition, idet der primært skelnes mellem ironisk-nihilistiske centraltekster og fromt reproducerende radialtekster.

PES ligger her helt på linje med den ellers psykologiserende og derfor fordægtige Villy Sørensen, der i Digtere og dæmoner opererede med et skel mellem ubevidst producerede tekster, der rummede en indsigt i fremmedgørelsen og absurditeten, og bevidst producerede tekster, hvor denne indsigt blev fortrængt til fordel for tidens akcepterede anskuelser.

H.C. Andersen & Herskabet er altså ikke så omvæltende en bog, som man kunne få indtryk af ud fra dens store armbevægelser. Den placerer sig solidt i forlængelse af allerede hævdvundne anskuelser om Andersen og reproducerer disse bevidstløst.

Oluf Friis fortalte engang undertegnede, at han ærgrede sig over, at han i Politikens litteraturhistorie ikke havde behandlet Andersens Fodreise i forbindelse med romanerne. I stedet lod han den gå ind i et kapitel om rejseskildringerne, men nåede at bemærke, at der i Fodreisen lå kim til en hel række af eventyrene.

Det er på linje med denne vurdering, når PES i sin bog behandler Fodreise før eventyrene i et kapitel med titlen „Æventyrenes forspil“. Kapitlet er af principiel betydning i bogen, fordi der her knæsættes en række synsmåder, der behersker resten af bogen. PES fremanalyserer – med et vældigt opbud af manøvrer, der virker som en ny Fodreise – en omskiftelighed i fortællerpositionen, en attituderelativisme og nihilisme, der skulle fungere som et dementi af eller en umuliggørelse af samtidens forestillinger om dannelsen.

Analysen er nærlæsning, så det forslår. Den stærke betoning af nihilismen er uden proportionsfornemmelse. Hvis PES f. eks. havde kendt til det under den tyske romantik anonymt udsendte værk Die Nachtwachen des Bonaventura, der udtrykker en desperat nihilisme, ville Andersens Fodreise nok have stået i et andet lys for ham.

Et sted undervejs kommer PES uforvarende til at røre ved det, der kunne have dannet basis for en helt anden fortolkning af Fodreise, nemlig samtalen mellem amagerkonen og fortælleren, hvor sidstnævnte taler om at lege med egne følelser. Her er der, som PES bemærker, „et indirekte forsvar for harmonien og mod den destruktive nihilisme“ (s. 137). Men det alternativ, der åbner sig i teksten, affejes resolut: „Men alt dette forekommer dog nærmest at være besværgelser og mystifikationer i forhold til den konception af „verden“, som er frem-analyseret gennem de foregående siders analyse“ (smst.).

Måden at argumentere på er ret enestående i videnskabelig litteratur, men er det absolut ikke i den foreliggende bog. Alternativer fejes altid til side med bemærkninger af skældsordagtig karakter i stedet for med argumenter. Der vil muligvis blive lejlighed til at komme tilbage til flere eksempler.

Der er en hel række af situationer og formuleringer i Fodreise, som tilsammen kunne rejse en anden fortolkning. Dens centrale spørgsmål er spørgsmålet om identitet. Derfor søvngænger-, skygge- og gengangermotivet. Den lystige flagren ud og ind af roller og positioner kontrasteres mod følelsen, hjertet. Et genkommende motiv er „grænsen“: mellem det nye og det gamle år, byen og landet, livet og døden, fiktion og virkelighed. Fodreise lever af, at grænserne eksisterer i læsernes bevidsthed. Den ophæver ikke disse grænser, men markerer dem til stadighed. I denne søgen hen over grænsen ligger en identitetssøgen. Der, hvor der egentlig afgørende brydes igennem, er i spørgsmålet om fiktionen. Virkeligheden er en fiktion, og fiktionen bliver derfor kun en gestus.

Heri ligger ansatsen til en ny virkelighed, hvor hjertet får sin plads, og en deraf følgende ny skrivemåde. Kritikken rettes ikke mod dannelsen, men mod plat fornuft, konvention, tom attitude, kort sagt mod den fiktive dannelse, hvormed feltet åbnes for den reale dannelse, hvis centrum måtte blive hjertet, følelsen.

En fortolkning som den, der her hastigt er skitseret, ville i stedet for at gøre forfatterskabet til splittet og selvdementerende, åbne mulighed for at se en sammenhæng og en udvikling.

Bogens centrale kapitel har titlen „Den ironiske diskurs: Æventyrenes kritik af dannelsen“. Det bliver nødvendigt at gå ind i en nærmere drøftelse af de analyser, som fremlægges dér, hvorimod de efterfølgende kapitlers mere hastigt skitserede analyser ikke har samme krav på tålmodig efterprøvning, da de i udgangspunkt og konklusioner overalt forholder sig til de påstande, der knyttes til de såkaldte centraltekster.

De eventyr, der hævdes at kritisere dannelsen, er følgende: „Taarnvægteren Ole“, „Et godt Humeur“, „Loppen og Professoren“, „Hjertesorg“ og „Skyggen“.

I „Taarnvægteren Ole“ vil PES kun se ironi og opløsning, endda en flersidig ironi, som virker altopædende. Men det er spørgsmålet, om ironien er så omfattende, som det påstås. Karakteristisk nok undlader PES helt at komme ind på det store afsnit om stjerneskuddene, der afslutter den første af Oles historier. I dette afsnit tales der uden spor af ironi om en orden i tilværelsen, en højere retfærdighed af himmelsk karakter. Fortællingen om stjerneskuddene er hvilepunktet for Oles flyvske betragtninger. Kun ved helt at ignorere den kan PES føre sit synspunkt igennem. Han bortskærer tekstens finalitet, og da bliver alt ironi og opløsning.

Til hans fortolkning er følgende at bemærke: Ole er ikke nogen gennem-ironisk person. Han er ironisk på vegne af den egenskab, der har sat ham selv udenfor, nemlig forfængeligheden — og ikke, som PES synes at hævde: hans sociale situation. Fortællerpositionen, som PES baserer sin fortolkning på, er kun relativerende i forhold til Ole, idet der som nævnt via stjerneskuddene markeres en orden i tilværelsen. Oles problem, eller rettere baggrunden for, at han i historien placeres som tårnvægter mellem himmel og jord, kommenterende, men selv kommenteret, er, at han er et menneske, der har blik for to verdener, men ikke kan forbinde dem, kun bringe dem til et sammenstød. Relativeringen har altså sin baggrund i det absolutte, i enheden.

Der er således tale om en grov beskæring af teksten som forudsætning for den helt misvisende opfattelse, at fortælleren ikke „peger mod andre alternativer, endsige tilbyder læseren andre vinkler end ironiens synsvinkel“ (s. 148).

I „Et godt Humeur“ opsøger PES dissonanserne, hævder at alt falder fra hinanden, og at tekstens ironi ligger i en række „indbyrdes dementerende modsætningssammenstød“ (s. 149). Om portrætterne af de afdøde på kirkegården siges det, at gennem disse „relativeres kunsten, begavelsen, de højere klasser, familjebegrebet – altsammen størrelser, der er fundamentale værdier i dannelseskulturen og dens selvforståelse“. Forudsætningen for, at fortælleren kan bevare sit gode humør er, at han ser alt ovenfra, fra en position udenfor, jvf. tårnvægteren Ole. „Denne sætten fortælleren udenfor enhver samfundsmæssig sammenhæng er en vigtig forudsætning for ironien, ja, den er ikke tænkelig uden denne bevægelse.“

Igen må man konstatere, at fortællingen ikke er forstået, jvf. at slutningen lades uomtalt. Netop her kommer motiveringen bag skildringen af det gode humør frem. Fortællerens ironi viser sig at være en fortrængningsmekanisme, en form for beskyttelse. Når nogen gør ham det for broget, går han ud på kirkegården og begraver vedkommende dér. Ironien er altså en begravelse af det ubehagelige, det gode humør er en alt for billig harmoni, som fortællingen kritiserer. Ikke dannelsen, men biedermeier-holdningen står for skud. Overhovedet begår PES den elementære brøler at identificere jeg-fortællerens bevidsthed med den bag fortællingen liggende bevidsthed.

Skulle man læse noget politisk ind i teksten, og det kunne man godt – stadigvæk ud fra slutningen – da kunne man opfatte historien som en vittig kritik af borgerskabets udfoldelsesmuligheder: at skrive med påholdt pen i adresseavisen.

Disse to tolkninger udelukker ikke hinanden, da de begge fokuserer på den forlorne idyl. I den ene gøres kritikken psykologisk/eksistentiel, i den anden politisk. Fortælleren sættes da, hvis det sidste tolkningsforslag følges, netop ikke uden for enhver samfundsmæssig sammenhæng!

„Loppen og Professoren“ opfattes gerne som en af Andersens sorteste historier, afslørende og selvudleverende. Sådan opfattes den også af PES, der taler om „hele denne vrængen på professionens vegne, denne ironisering over kunsten som en humbuggeschäft“ (s. 151). Igen blotlægges totale opløsningstendenser: „Alting pustes op og er dog tomt, som ballonen, æventyrets billede af tilværelsen.

Derfor er det ikke så forfærdelig vigtigt, hvad der fortælles i dette æventyr – det er langthen blot et spørgsmål om at hitte på“ (s. 150).

Formuleringen er typisk som apologi for den manglende eller ufuldstændige tekstanalyse, der præger gennemgangen af ikke så få af Andersens eventyr. Store ord og affærdigende bevægelser, men sjældent lødige og omhyggelige afprøvninger af teksternes muligheder (en undtagelse herfra var dog analysen af Fodreise).

At professoren anvender ordet dannelsen i sit forsøg på at overtale kongen, fører PES til at mene, at historien vil gøre hele „dannelseskulturens centralforestilling til bluff“. I forlængelse af opfattelsen af, at det er ligegyldigt, hvad der fortælles, gøres analysen punktuel, hvorved en satirisk belyst persons udsagn gøres til historiens udsagn. Igen en elementær fejlslutning.

Skulle et alternativ skitseres, kunne man kort sige, at historien handler om et oppe og et nede, en luftsfære og en jordsfære, ånd og materie, der af professoren (og ikke af Andersen!) kun forbindes i et illusions- og profitforhold. Han profiterer af den uopfyldte sanselighed til at gøre kunster i en sfære af lav menneskelighed, og endelig til at svæve væk for øjnene af tilskuerne, der er fikseret i en uopfyldt forventning, en stirren mod det himmelske. Men professoren befinder sig ikke i de øvre regioner, han kører på første klasse i toget.

Historien pendler da mellem to planer, den laveste menneskelighed (loppen) og den fuldkomne svæven (ballonen), men begge gennemlyses som hvilende på et bedragerisk forhold. Historien er da ikke altopløsende, men formulerer en psykologisk/eksistentiel kritik.

Også om fortællingen „Hjertesorg“ hævdes det, „at den fortalte historie langt hen er ligegyldig, hvad allerede indledningen gør opmærksom på“ (s. 152). Slet så ligegyldig er historien nu ikke, idet den markerer et syn på samfundet og knytter nogle for Andersen fundamentale størrelser til repræsentanterne for de forskellige lag.

PES gør meget ud af at analysere fortællerholdninger og fiktionsplaner og kommer da igen til det resultat, at ironien er universel: „Summen af historien er en radikal relativisme: det er den tilfældigt bestemte synsvinkel, der determinerer værdiorganisationen“ (s. 153).

Når pointen synes at være altopfræsende ironi, set fra en position uden for det hele, bliver det naturligvis betænkeligt, når det kan påvises, at fortællerens position er oppe på herregården, og at de to andre repræsenterede samfundslag sammen med det første er en aftegning af brydningerne og udbytningen i det eksisterende klassesamfund.

Da kan det hævdes, at der „bag tekstens erkendelses-relativisme skjuler sig en absolut, en indispensabel social realitet“ (s. 155), at relativismen hører hjemme i den disponible tids sfære, og at ironien er et dække over Andersens egen sociale usikkerhed.

Denne analyse er absolut ikke uden evner, ja, sammen med analysen af Skyggen og af Fodreise er det nok bogens mest interessante værkgennemgang, tekstnær, perspektivrig og med et håndfast metodisk greb om tingene. Alligevel må man igen påpege, at pointen i analysen fremkommer ved en udeladelse af pointen hos Andersen. Derfor bliver det, der er meningsfuldt hos Andersen, meningsløst hos PES, og alt i disse „centraltekster“ bliver da pluralisme, relativisme og ironi.

Pointen hos Andersen ligger klart i skildringen af den lille pige, en skildring, som lades uomtalt hos PES. Der er ikke tilstræbt nogen total relativisme hos Andersen, for netop den fattige pige har fortællerens udtalte sympati. Som så mange andre steder i forfatterskabet (jvf. PES’ egen omtale af Andersens naturbegreb s. 109) er en række værdier knyttet til den fattige, her skønhed, umiddelbar følelse, natur.

Disse værdier står i fortællingen i direkte kontrast til skildringen af enken og hendes moppe. Enken repræsenterer næppe en så nøje bestemt samfundsgruppe, som PES vil gøre det til (den truede håndværkerstand), men snarere i almindelighed det pengestræbende, materialistiske småborgerskab, jvf. at drengens betalingssystem i 2. afsnit udspiller sig på et plan, hvor en så præcis klassifikation ikke er mulig, men hvor indkasseringen af seleknapper snarere bliver en symbolsk, dvs. almengørende kalke hen over beretningen i 1. del. – Kontrasten til den lille pige ligger i flg. modsætningspar: skønhed~grimhed, i samfundet~uden for samfundet, pengestræb~pengeløshed, små bekymringer~store følelser.

Hvad PES opfatter som en ironi uden mål og med, har i fortællingen en præcis relation til den omtalte kritiske holdning til materialismen. Når der i „Hjertesorg“ tales om „Enkens Børnebørn“ og det forklarende føjes til, at det altså var garverenkens, da moppen ikke havde været gift, udbryder PES:

„Nok tilhører denne beskrivelse kategorien pjat, men vrøvlet har fornærmende brod mod læseren. Fortælleren forudsætter så at sige, at læseren er idiot: han ser på læseren ovenfra, og ovenfra set kan han le ad hende eller ham. Samme fornærmende vilje fungerer i bemærkningerne om ølflasken, der ikke må forstås allegorisk, og i det sidste spark til læseren i sidste del af æventyrets metaplan. Det er en bevidst provokerende intention i Hjertesorg at gå ud fra som et faktum, at læseren er helt ubegavet“ (s. 152-53).

Der er ikke tale om pjat, men om satire. Moppen sammenlignes med enken (eller omvendt), og derved bliver denne grimme og latterlige skabning et symbol på hele småborgerligheden. Trofast, men arrig! og så med braktud og flæskeryg – en inkarnation af en lavbenet og afskyvækkende materialitet.

Ølflasken nævnes for at antyde, at den naturlige udgang på et sådant liv var at drikke sig ihjel. Ved graven peges der ikke hen på en højere tilværelse, men på selve den materielle ulyksalighed. Døden bliver da heller ikke anledning til sorg, men til forlystelse og profit; kun hos den, der står helt uden for dette samfund, den fattige, er der sand følelse. Ikke for moppen, men netop en sorg over at være udenfor. En anden er også udenfor, nemlig digteren, der kan overskue begge parter, har sympati med den fattige og hendes sorg, men kan relativere den – anledningen er ikke sorgen, følelsen værd – og derfor kan løse sorgen op i humor. Men det betones, at det kun er fra positionen ovenfra, at denne opløsning kan finde sted. Deri ligger en delvis solidaritet med den fattiges følelse, men også en henpegen på, at positionen „ovenfra“ – hvor også „vore og Andres Sorger“ kan opløses i humor – ikke blot er en position uden for småborgerskabet, men er en erkendelsesmæssig position, hvor det partielle ses i dets rette lys, og måske også en religiøs position i forhold til den perspektivløse materialitet.

Når der derfor på historiens metaplan ironiseres over handlingens uvæsentlighed — der er jo vitterligt næsten heller ikke nogen handling i historien — er det først og fremmest en ironi over historiens emne, den tomme materialitet. Men det er en fortælling om, at denne materialitet trods alt holder os fanget, binder vores store og rene følelser. Derfor er der både tragik og befriende humor i historien, betinget af de to angivne positioner, digterens og naturbarnets.

To verdener, kunne historien hedde. Men da PES kun har blik for den ene, må man henvise ham til at tegne aktier i enkens garveri.

Den største analyse vies „Skyggen“, der jo i takt med den stigende interesse for psykologien i og bag Andersens eventyr mere og mere er blevet betragtet som hovedteksten i forfatterskabet. PES’s analyse adskiller sig fra en hel række af de foregående fortolkeres (deriblandt Villy Sørensen) ved ikke at anlægge et psykologisk perspektiv på teksten. Den læses som en forskrækket kommentar til den stigende liberalisme og kapitalisme.

At han kan nå til denne udlægning, skyldes tre ting. For det første, at den lærde mand tages for en fuldgyldig repræsentant for dannelseskulturen (eller som jeg ville foretrække at sige: dannelsestanken), for det andet, at skyggens påstand om at kende virkeligheden tages for gode varer, og for det tredje, at PES ikke interesserer sig for eventyrets grundsituation: udspaltningen med samt dens årsager.

Lagde man i analysen samme vægt på udspaltningsprocessen, som Andersen gør i eventyret, ville man kunne iagttage, at udspaltningens årsager ligger hos den lærde mand. Spaltningen fremkommer ikke, fordi han nægter at anerkende, hvad der ligger i det ubevidste (Villy S.), men fordi han ikke personligt og lidenskabeligt har forbundet sig med det, han taler om. (En nærmere begrundelse for dette synspunkt såvelsom for min afvigende opfattelse af „Skyggen“ overhovedet er der ikke plads til at fremsætte her. Interesserede henvises til min afhandling Problemer omkring H.C. Andersens realisme, der vil blive trykt i bogen H.C. Andersen og hans kunst i nyt lys, udg. på Odense Universitetsforlag).

Den lærde mand er altså ikke nogen fuldgyldig repræsentant for dannelsen. PES er selv opmærksom på, at hans forestillinger er fraseprægede (s. 157), men drager kun den slutning ud af det, at han ikke evner at se virkeligheden i øjnene, og gør dette til en generel kritik af dannelsen. Pointen hos Andersen er en anden, nemlig at den lærde mand er skyld i skyggens herredømme, fordi han kun har tilegnet sig dannelsens skaller og ikke dens kerne: den autentiske erfaring om det indre lys, poesiens forklarende skær.

Misforståelsen hos PES skyldes dels, at han konsekvent, når han omtaler dannelsen, omtaler den som en dannelseskultur, altså et sociologisk fænomen, og som en vidensfond (s. 156 og fl. st.) og åbenbart ikke ønsker at (an-)erkende den som en lære om personlig vækst og tilegnelse. Derfor kan han kun opfatte eventyret statisk, som en skildring af karaktermasker (jvf. s. 160) og ikke som en proces. Dels skyldes misforståelsen også, at PES fører et af forskningstraditionens allersejgeste dogmer med sig ind i analysen: dogmet om Andersen som en realistisk forfatter.

Den altdominerende misforståelse har sit udspring i et vildledende virkelighedsbegreb. Om skyggen hedder det:

„Skyggen har et ganske anderledes realistisk blik for, hvad poesien er“ (s. 157).

„Hvad skyggen lærer i poesiens forgemak, er netop at seu (smst.).

„I den virkelige verden går man skørtevejen“ (smst.).

„Hvad han [den lærde] ikke kan se, fordi hans bevidsthed er mystificeret, er det, skyggen ser ved at afsløre, hvad de ideologiske tåger tilslører“ [o, Marx!], (smst.).

„Hvad den lærde mand taler om, har intet med folks virkelighed at gøre, det véd skyggen“ (s. 158).

„hvad skyggen erfarer er jo sandt“ (s. 159).

„eventyrets resistenspotens over for skyggens virkelighed“ (smst.).

„Skyggen i æventyret Skyggen er en personifikation af en tilstand, der ekspanderer (skyggen bliver „feed“) gennem at kende verden, som den er i sin faktiske elendighed“ [Marx igen!] (s. 160).

Virkelighedsbegrebet anvendes her i tre afskygninger:

  1. Det påstås, at Andersen opfatter skyggens erfaringsverden som sand, real, virkelig.
  2. PES opfatter selv denne erfaringsverden som lig med virkeligheden. Eller rettere: opfatter skyggens hovedegenskab som dens evne til at skabe profit og mener derfor, at der med skyggen er tegnet et billede af den eksisterende og derfor sande virkelighed.
  3. PES opfatter historien som en aftegning af virkeligheden. I forlængelse af sin førnævnte formalistisk inspirerede teori om digtningen som projekt taler han dog også om, at „Skyggen“ desuden er en fortolkning af den givne historiske situation.
  • ad 1: Andersen opfatter skyggens verden som nok værende sand, men ikke som sandheden. Den er en skyggeverden, men tager magten, fordi den lærde ikke har forbundet poesiens lys med virkeligheden.
  • ad 2: Skyggens hovedegenskab ligger i hans evne til at illusionere, forføre folk ved at give sig ud for andet end det, han er, og for at vide mere, end han ved.
  • ad 3: Det virkelighedsbegreb, Andersen benytter sig af, tager sit udgangspunkt i det organiserende, det, der her kaldes poesiens lys. Derfor er mimesis-lignende betragtningsmåder ilde anbragt. Når PES vil redde HCA i land igen ved at antyde, at hans poesibegreb er væsensforskelligt fra samtidens og rummer et begrænset kritisk potentiale, kan dette føres tilbage til en eklatant misforståelse af teksten. PES påstår, at skyggen lærer at se hos poesien. Ja, det påstår den selv, og da PES solidariserer sig med dens virkelighedsbegreb, må han jo godtage dens ord. Men i eventyret tages der udtrykkelig afstand fra skyggens påstand, idet det vises, at det eneste, den har lært at kende hos poesien, er – dens egen skyggenatur!

PES stiller undervejs et alternativ op til sin egen fortolkning, nemlig at det skulle dreje sig om en mediering mellem ekstremer, men affejer det som hovedløshed (s. 158). Det er just ikke dette alternativ, der her plæderes for, men derimod for en opfattelse af Andersen som en forfatter, der var dybt involveret i tidens organiske tænkemåde. Den splittede og hovedløse Andersen er et af Andersen-forskningens solideste dogmer. Det videreføres og uddybes af PES med hans snak om opløsende ironi, pluralisme etc. samt ikke mindst i hans skelnen mellem central- og radialtekster.

Denne anmeldelse er blevet lang, og den kunne blive meget længere. Men de senere afsnit af bogen får ikke nogen særskilt omtale her, da de ikke tilføjer noget nyt, men alle forholder sig til de analyser, der her er blevet kritiseret. En nærmere gennemgang af disse kapitler ville da kun føre til en gentagelse af den allerede fremlagte argumentation, hvilket jeg foretrækker at afstå fra.

Når der er ofret så megen plads på at gennemgå bogen, hænger det sammen med to-tre ting. For det første er den i kraft af sin metode og sine perspektiver ikke nogen isoleret størrelse, men er et led i et bredt fremstød inden for universitetsverdenen lige nu, et led i, hvad nogle ville kalde en åbning af forskningens genstandsområde og muligheder. Den har alene i kraft heraf krav på indgående drøftelse, så meget mere som den er faldet som mannakorn i ørkenen for mange tørstende sjæle. For det andet er det en begivenhed, når der overhovedet udkommer en bog af tekstanalytisk karakter om Andersen. For det tredje er det en bog, der ønsker at forstå sig selv som et nybrud, men som på afgørende punkter viderefører grundfæstede dogmer i Andersen-forskningen.

Alene i dette sidstnævnte skisma ligger der stof til ny drøftelse af Andersens forfatterskab. Begyndelsen er gjort med H.C. Andersen & Herskabet, for så vidt som en provokation kan være nødvendig.

©