Spil lystigt på Violen,
Alt dandser, tro mit Ord!
See, Jorden rundt om Solen
Og Maanen om vor Jord;
Vi dandse med hinanden,
Selv Hjertet vil afsted,
Og faae vi lidt i Panden,
Saa dandser Stuen med.[1]

Med disse strofer fra H.C. Andersens hånd slås stemningen an i særudstillingen Alt dandser, tro mit Ord!, som er et bidrag til fejringen af årets to 200-års fødselarer, digteren H.C. Andersen og balletmesteren August Bournonville.

Udstillingen er blevet til i et nært samarbejde mellem Thorvaldsens Museum og Odense Bys Museer gennem de sidste to år. Ideen til udstillingen er kommet fra cand.mag., kritiker, forfatter, underviser – og om nogen kender af dansens mange facetter – Ole Nørlyng, der sammen med de to museer har forestået udvælgelsen af værker til udstillingen og været medvirkende i tilrettelæggelsen af den ledsagende bog.

Både udstilling og bog har til formål at beskrive, hvordan temaet “dans” kom til udtryk i dansk kunst i perioden ca. 1750 til ca. 1850. Vi har ønsket at bidrage med indgående beskrivelser af, hvad dans betød i dansk kulturliv i denne periode. Det er der kommet en spraglet, farverig og livfuld udstilling og bog ud af, og med en lang række forskelligartede genstande af både kunsthistorisk og kulturhistorisk værdi føres man rundt i dansens univers.

Fra udstillingen “Alt dandser tro mit Ord”, på Fyns Kunstmuseum

Udstillingen er blevet vist på Thorvaldsens Museum fra 15. marts til 12. juni 2005 og på Fyns Kunstmuseum i perioden 2. juli til 31. oktober 2005.

Åbningen fandt sted den 1. juli 2005. I strålende sol og bagende varme fandt mange gæster vej til Fyns Kunstmuseum, hvor man kunne opleve både kunstens dans på udstillingen og dansens kunst: I dagens anledning havde danseteater Ingrid Kristensen & Co. nemlig valgt at lægge premieren på det nye stykke, The Little Mermaid / Den lille havfrue på Fyns Kunstmuseum. The little Mermaid er ét ud af de tre stykker i en dansetrilogi med nykomponeret musik af Fuzzy. Elitegymnast og akrobat Christel Stjernebjerg leverede en imponerende og poetisk forestilling, der i sin tematik og æstetik tilmed indsatte udstillingen i et moderne og nutidigt perspektiv.

Fra udstillingen “Alt dandser tro mit Ord”, på Fyns Kunstmuseum

I det følgende bringes et sammendrag af de taler ved udstillingsåbningen på Fyns Kunstmuseum, som blev holdt af undertegnede, Stig Miss, direktør på Thorvaldsens Museum, og Gertrud Hvidberg-Hansen, museumsinspektør ved Odense Bys Museer.

Christel Stjernebjerg i “The Little Mermaid/Den lille havfrue” på Fyns Kunstmuseum

Trekløveret Andersen, Bournonville og Thorvaldsen

Anledningen til særudstillingen Alt dandser, tro mit Ord! er 200-året for både H.C. Andersen og balletmesteren August Bournonville, hvis danseglæde her sættes i perspektiv af samtidens kunstnere, der på forskellig vis har foreviget den flygtige dans i form af skulpturer, relieffer, malerier, tegninger og illustrationer.

At Andersen er en af hovedpersonerne i udstillingen – skønt han jo ikke just var kendt som nogen fremragende danser – har vi ønsket at fremhæve i valg af udstillingens titel, som netop er hentet fra et vers i En Splinterny Dandse-Vise fra 1832 – og som i øvrigt kan synges på melodien Kom maj, du søde milde. Vi har ligeledes valgt at lade Andersen være den litterære ledsager igennem udstillingens dansetemaer, da dansen er et gennemgående motiv både i hans digte, eventyr, dagbøger og rejseskildringer og i hans elegante og ornamentale papirklip, som også vises på udstillingen.

H.C. Andersen: “Svane med Pjerrot, danserinder og Ole Lukøjefigurer”. U.å. 26 × 65,5 cm. Papirklip. Tilhører Det Kgl. Bibliotek (Laage-Petersens Samling), Hovedsamlings- og Dokumentleveringsafdeling

Bournonville synes – ikke mindst her i Odense – at stå lidt i skyggen af Andersen, men ikke desto mindre er han helt afgørende for, at dansen – her forstået som scenedansen eller kunstdansen – fik samme status som de øvrige kunstarter. Bournonvilles næsten religiøse overbevisning om dansens kunstneriske værdi formuleres indledningsvist således i hans Choreografiske Troesbekjendelse:

Dandsen er en Kunst, fordi den forudsætter Kald, Kundskab og Færdighed. Den er en skjon Kunst, fordi den stræber efter Idealet, ikke alene plastisk, men i lyrisk og dramatisk Henseende.[2]

Med disse ord indskriver Bournonville sig også i tidens æstetik, og de kunne for så vidt også gælde mange af de kunstværker, der skildrer dansen. Andersen og Bournonville var ikke blot samtidige, de var også kunstnere med stor international gennemslagskraft, hvilket henholdsvis de litterære værker og balletter vidner om. De virkede begge i det store udland, men de lod også både fremmede og eksotiske elementer gå i spænd med hjemlige og folkelige motiver.

Trods forskelligheden i deres kunstneriske udtryksformer og materialer, får de lov til at danse i takt på udstillingen.

“Alt dandser, tro mit Ord!” skrev digteren. Og det tror man gerne, at det gjorde omkring ham, ikke mindst når han var sammen med den tredje person, der spillede en hovedrolle i det rige og brogede sceneri, som udstillingen viser frem – Bertel Thorvaldsen. På herregården Nysø ved Præstø, hvor Thorvaldsen opholdt sig en stor del af tiden i sine sidste seks år i Danmark fra 1838 til 1844, og hvor også Andersen hyppigt var gæst, dansede man i ét væk. Thorvaldsen var efter sin hjemkomst fra Italien ofte på herregården, og gennem grevinde Christine Stampes beskrivelser véd vi, at der dér ofte blev danset, så det dampede. Ikke mindst Thorvaldsen selv var en stor danser og kunne tit efter middagsbordet og midt mellem dagens arbejde i atelieret gribe den første og bedste til en svingom. Så stor var hans energi og humør, at han fik selv de tungeste op af stolene. Til billedhuggerens 73-årige fødselsdag på Nysø i november 1843 skrev Andersen en sang, der skulle synges til akkompagnement af slag på kasseroller, til hvinen af korkpropper mod flasker og lignende alternativ instrumentering. Sidste strofe lyder:

Før Visen bliver altfor mat,
Vi standse vil vor Lire,
Gid Skiæbnen aldrig slaae en Klat
Paa Thorvaldsens Papire!
Dandser og tramper,
Saa vi Alle damper!
Thorvaldsen skal leve,
Den Giæve![3]

Man ser det for sig. Og Thorvaldsen elskede det. Den ellers utrættelige Andersen måtte ved en anden lejlighed – ved ballet på slottet i anledning af Christian VIII og Caroline Amalies sølvbryllup i 1840 – gå hjem kl. 4 om morgenen. Han har nok været træt. Men han måtte samtidig konstatere, at da han forlod ballet i den årle morgen, dansede den aldrende Thorvaldsen stadig polonæse med dronningen!

Andersen spiller en hovedrolle som billedmager i udstillingen. Det samme kan man i den grad sige om Thorvaldsen. Rytme, bevægelse og ofte direkte dans, var et hovedmotiv også for ham. I tegninger, relieffer og friskulpturer skildrer han dansen, som han kendte fra den romerske virkelighed, først og fremmest saltarelloen – den specielle italienske folkedans med de højt løftede arme og inciterende rytmer. Og tager man mindre jordbundne former for dans med hos Thorvaldsen – den lette svæven i det uendelige rum hos guder, engle og muser – går dansen som en strøm igennem hans værker.

Andersen, Bournonville og Thorvaldsen kendte hinanden godt. Thorvaldsen og Andersen havde mødt hinanden første gang på gaden i København 1819, hvor Thorvaldsen var hjemme fra Rom et års tid. Også Andersen var som bekendt lige kommet til København som 14-årig fra Odense – vældigt optaget af at gøre karriere – som danser. Og han vidste godt, hvem den 25 år ældre berømte billedhugger var. Men det var nu Thorvaldsen, der standsede den opvakte og opløbne dreng og spurgte ham, om de ikke havde mødt hinanden før. “Nei, vi kjende slet ikke hinanden”, svarede Andersen befippet og sikkert med stor nervøsitet over tiltalen fra berømtheden. Da Andersen mange år senere fortalte historien til Thorvaldsen i Rom, svarede Thorvaldsen “Jeg have nok følt den Gang vi dog skulde blive gode Venner”. Og dét blev de.

Bertel Thorvaldsen: “Bacchant og bacchantinde med thyrsos-stav, tambourin, panter, vindruer i en kurv”. Ca. 1840. 20,7× 21,1 cm. Blyant på papir. Tilhører Thorvaldsens Museum

Thorvaldsen gav Andersen stor støtte og opbakning, da digteren under sin første, store udlandsrejse til Italien i januar 1834 blev dybt fortvivlet. Andersens skuespil Agnete og Havmanden, som han havde regnet med skulle give ham berømmelsen, var blevet dårligt modtaget i København. “Føl Deres egen Kraft, lad Dem ikke lede af Mængdens Dom og gaae roligt fremad”, sagde Thorvaldsen blandt andet til den unge digter. Det gjorde Andersen så. Han var begyndt på romanen Improvisatoren få dage forinden, og dét blev hans gennembrud, da den udkom i 1835.

Dans, dans, dans!

I d’herrer Andersens, Bournonvilles og Thorvaldsens omfattende arbejde med dansen kan man også ane mange nutidige perspektiver af dansen.

Fascinationen af dansens bevægelse, rytme og tempo, af dansen som et selskabeligt og til tider et erotisk element, og af dansen som et møde med såvel sofistikerede som folkelige og eksotiske skikke synes at være nogle af de gennemgående temaer på tværs af disse århundreder.

De enkelte værker skildrer en munter og livsbekræftende side af tilværelsen – på tværs af tid, sted og stand. Dansen giver liv til billedkunsten, som især hen mod anden halvdel af 1800-tallet begyndte at se sine muligheder som udtømte.

Skildringerne af den dansende krop peger samtidig frem mod den moderne kropslighed, hvor naturlighed, sansning og vitalitet blev idealet – præcis som hos Bournonville, blandt andre.

På den måde bliver dansens historie også vedkommende for en nutidig betragter, selv om den ledsagende musik, formålet med dansen, den sociale kontekst og ikke mindst den moralske side af dansen i sagens natur har ændret sig væsentligt siden da.

Med denne spændvidde i dansens billeder er udstillingen både en kunsthistorisk opvisning af et motiv, der er nært forbundet med dansens, musikkens og litteraturens historie, og en udstilling med vide kulturhistoriske perspektiver.

Undervejs i udstillingen får vi indblik i dansens former: Soloen, pardansen, runddansen. Og i dens steder: På slottet, hvor udstillingen byder på et veritabelt dansepartitur fra en bestemt festaften, eller i Italien, hvorfra vi kender de mange begejstrede skildringer af den dansende italienske almue, og i stuerne i København, hvor der blev danset polka, march, vals med mere. Og til de eksotiske steder, hvorfra man fik skildringer af de indfødtes dans. Konge, adel, borger og bonde svinger sig lystigt i dansen.

Vi har valgt at tage afsæt i antikkens skildringer af dans, der både fremstiller skønheden i den elegante dans og obskøne, frivole dansescener. For netop i anden halvdel af 1700-tallet forøgedes kendskabet til antikkens kunst ganske gevaldigt, og det kunstneriske udtryk, Thorvaldsen stod for, er jo som bekendt noget påvirket heraf. En munter og uhæmmet lystighed slås an med vasernes dansemotiver. Herefter forstår vi bedre, hvilken betydning det dionysiske fik i samtidens kunst. De spanske danseres sensationelle optræden i København i 1840 vakte begejstring – ikke mindst hos Thorvaldsen, der lod sig inspirere til en stribe tegninger og flere relieffer.

Afstøbning af marmorrelief med dansende satyr og mænade, 1. årh. f.Kr. 68 × 70 cm. Gips. Tilhører Thorvaldsens Museum

Antikkens motivverden dannede forlæg for mange af Guldalderens antikinspirerede dansemotiver, hvor vi både møder de berusede eller ekstatiske dansende bacchantinder, fauner og satyrer i vinguden Bacchus’ følge eller de mere ærbare muser og gratier, der danser til tonerne fra guden Apollons lyre.

Med denne interesse for antikken og de klassiske perioder, var tidens kunstnere også klar over, at Middelhavslandene var civilisationens vugge eller kulturens guldalder, og 1800-tallets kunstnere satte hellere end gerne kursen mod Italien især, hvor de oplevede og forevigede dansen i dens rituelle og folkelige former – saltarelloen, tarantellen eller den romerske karnevalsdans – og flere af disse skildringer kan man også opleve på udstillingen.

Wilhelm Marstrand: "Romerske borgere forsamlede til lystighed i et osteri”. 1838. Olie på papir opklæbet på lærred. 29 × 39,5 cm. Tilhører Fyns Kunstmuseum/ Odense Bys Museer
Andreas Herman Hunæus: “Dansende bønder i Valby”. 1840-1849. 20 × 15,5 cm. Olie på lærred. Tilhører Københavns Bymuseum

Men også skikke og danse fra endnu fjernere himmelstrøg fascinerede kunstnerne, da man her mødte et helt anderledes udtryk i dansen. De ellers så rejselyste kunstnere fandt dog også inspiration til eksotiske dansemotiver i det nære opland, ja de kunne såmænd nøjes med at tage til Amager, Valby og så videre, hvor især bøndernes dans åbnede for en ny og ukendt verden, der samtidig repræsenterede de oprindelige livsformer.

Et væsentligt afsnit i udstillingen er dansens betydning for den borgerlige kultur, der opstod i 1800-tallet. Selskabsdanse som polka, polonæse, galop, vals og kunstdansen – ballet – blev en væsentlig del af selskabs- og forlystelseslivet, ligesom en række komponister i ind- og udland gerne komponerede dansemusik til disse anledninger – ofte med udgangspunkt i dansk eller udenlandsk folkemusik.[4]

Selv om kunsthistorien og dansehistorien belyser hinanden gensidigt, er der naturligvis en helt afgørende forskel på dansens væsen, på selve bevægelsen, på øjeblikket, der er her nu, og så allerede er forbi, og så på billedet af bevægelsen, på den i sit væsen statiske billedkunst.Tydeligst lader det sig se i Thorvaldsens egen kunst. De mange tegninger, hvor håndens bevægelse sætter sig spor på papiret i virvaret af streger, der skal til for at finde det udtryk, der tilfredsstiller det indre billede. Og heroverfor skulpturerne, hvor det altdominerende er roen, balancen, harmonien og eftertanken. Men pointen er, at det, der står stille, forudsætter bevægelsen. Man kan ikke stoppe op, hvis man ikke er i bevægelse. I kunsten og i livet. Mange vil opdage, at der er adskillige billeder, man ikke har set før. Selv nørdede guldalderkendere må lade sig overraske en gang imellem, og det skyldes vel det forhold, at vi med udstillingen har valgt en bestemt – og for de senere års mange præsentationer af dansk kunst i perioden ca. 1800-ca. 1850 – usædvanlig vinkel. I starten af vores planlægning stod det vel heller ikke helt tydeligt for flere af os, hvilke billeder, der kunne indgå i udstillingen.

Med trekløveret Thorvaldsen, Andersen og Bournonville som glade, skabende og vindende medvirkende udfolder dansen i udstillingen sig for vores øjne fra Italien til København, fra Valby til Hawaii, fra antikken og til dyrehaven, op i himlen og ind i os selv. Alt dandser, tro mit ord!

Wilhelm Marstrand: “Et dansende par”. U.å. 19 × 12,5 cm. Tusch og lavering. Privateje

Noter

  1. ^ Andersen, H.C.: Samlede Skrifter, Bd. XII, København 1879. Side 473-74.
  2. ^ Bournonville, August: Mit Theaterliv, Anden Del, København 1865. Publiceret i Alt dandser, tro mit Ord, Thorvaldsens Museum og Odense Bys Museer 2005. Side. 21.
  3. ^ Her citeret fra Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaldsen, København 1912. Side 229.
  4. ^ P.S. For at betone den sanselige og levende side af dansen afspilles der musik på udstillingen Alt dandser, tro mit Ord!: Ingen dans uden musik! De forskellige musikstykker passer til udstillingens temaer eller enkeltværker. Således spilles der både italiensk saltarello fra 1400-tallet, der angiver rytmen i denne italienske folkedans, svensk 1700-tals folkemusik som et bud på den musik, bønderne dansede til, samt mange velkendte stykker fra 1800-tallet, hvor både H.C. Lumbyes Champagnegaloppen og Brudevals, Haydns menuetter og Bramhs’ dansemusik efterhånden fandt vej til borgerskabets dansesteder. Disse forskellige temaer – dansk og udenlandsk folkedans, eksotisk dans, polka, vals m.m. – indgår også i Bournonvilles balletter, hvorfor der spilles enkelte stykker balletmusik. Til de mytologiske motiver fra antikken og 1800-tallet, hvor muser, gratier, fauner, bacchanter og andre mytiske skikkelser danser, er der valgt dansemusik, der på forskellig vis betegner en mytisk eller åndelig sfære (bl.a. Sylfiden og Orfeus og Eurydike m.m.).

©