Altre og alterindvielser

- særligt i Odense stift

Alter og kirkeindvielse

"Men skal man indvi den (dvs Kirken), da skal sognemændene underholde biskoppen en nat på deres bekostning. Hans kapellan skal de give en halv mark, og hans fadeburssvend en øre. Relikvie skal biskoppen skaffe til veje på sin bekostning“. Sådan beretter Sjællands kirkelov kort i 1171 om reglerne for en middelalderlig kirkes indvielse.[1] Relikvierne skulle nedlægges i kirkens højalter. Hvad der videre skulle foregå – processioner, bønner mv. – tier denne ellers interessante kilde med. I det hele taget er det yderst få danske middelalderlige skriftlige kilder, der belyser dette centrale emne indenfor kirkehistorie/-arkæologi. I realiteten har vi blot bevaret 2: Pontificale Lundense og Pontificale Roscildense. Pontificalet var biskoppens håndbog, som indeholdt forskrifter for embedets kirkelige handlinger såsom: kirkegårdsindvielse, kirkeindvielse, alterindvielse, indvielse af præster og konfirmation. For det gammeldanske område har vi blot bevaret disse håndbøger fra vore to østlige stifter. Det er håndskrifter fra slutningen af 1400-årene (Lund) og begyndelsen af 1500-årene (Roskilde).[2] Disse (sen)middelalderlige pontificaler afspejler – som de øvrige europæiske håndskrevne – stærkt lokalprægede traditioner, som først med det af paven trykte „Pontificale Romanum“ fra 1485 (anden udgave 1497) begynder at blive ensrettet. I Lund har man inden reformationen nået at få anskaffet et eksemplar af andenudgaven, men så sig nødsaget til at ændre og tilføje i teksten så den blev tilpasset de lokale forhold.[3]

Fra Odense stift, som vi her skal koncentrere os om, har vi altså ikke bevaret de middelalderlige forskrifter for alter- og kirkeindvielser, men ud fra de bevarede pontificaler kan en vis praksis opstilles: Indvielserne kunne finde sted på en hvilken som helst dag i ugen, dog helst på en søndag. Aftenen i forvejen skulle relikvierne anbringes i et telt udenfor kirken. Bispen skulle forsegle beholderen. Selve indvielsen (en altervielse foregik på omtrent samme måde som en kirkevielse) var indlagt i messen dagen efter. Foruden de mange latinske bønner skulle bisp og præst foretage en række handlinger, som for os i dag giver en forestilling om sædvaner for (høj)-alterets opbygning og placering … Med højre tommelfinger tegner bispen 5 kors på alterpladen (mensa), et i midten og et i hvert hjørne … han går 7 gange rundt om alteret mens han bestænker det med vievand … i selve alteret „bygger“ han af kalk, tegl og vievandsblandet mørtel relikviegraven (sepulchrum), resten af vievandet hældes på alterfoden (stipes) … relikvierne føres ind og lægges i sepulchrum, røgelse (3 korn) lægges ved, en dækplade (tabula) mures fast over relikvierne med en specielt viet mørtel … herefter begynder selve konsekrationen, hvorunder bispen blandt andet 3 gange går rundt om alteret med røgelseskar, salver de 5 steder på alterpladen med olie og chrisma … efter en velsignelse er konsekrationen slut … alterklæde og de hellige kar velsignes og anbringes på alteret … bispen celebrerer derefter selv den første messe ved alteret.

Da vi for Odense stifts vedkommende ikke har bevaret noget pontificale, kan vi ikke med sikkerhed udtale os om hvilken tradition, man til forskellig tid fulgte. Bengt Strömberg har i 1955 for Roskilde og Lund stifters vedkommende vist, at man der oprindelig fulgte det såkaldte romano-germanske ritual, en krydsning af romersk og gallisk skik, som fra tidlig middelalder var gængs i Tyskland og må være indført i Danmark under forbindelser med Hamborg.[4] I slutningen af 1100-årene ses et fransk tilskud – mest fra Reims -, sikkert formidlet af ærkebiskop Eskil. Strömberg sætter forandringen i forbindelse med det møde, som ærkebiskop Absalon indkaldte bisper og domkapitler til i Lund 1187 med den hensigt at skabe ensartethed i gudstjenesten i den danske kirke.

Fig. 1. Kort over Fyn med markering af de 13 kirker, som viebisp Søren angiveligt besøgte i 1416. Pilene angiver rækkefølgen af besøgene og ikke den aktuelle rejserute, idet han sikkert har besøgt flere lokaliteter undervejs.

I Odense sad allerede på Knud den Stores tid i begyndelsen af 1000- årene en biskop af engelsk herkomst, og de engelske indflydelser på de kirkelige forhold har middelalderen ud været betydelige.[5] Vi kan sikkert regne med, at de skiftende pontificaler i stiftet har haft et engelsk præg, eventuelt rettet ind efter fransk tradition efter mødet i Lund 1187.

I høj- og senmiddelalderen må vi regne med en hidtil ukendt indflydelse på den biskoppelige liturgi, som blev formidlet af viebiskopperne, de såkaldte „vicarii in pontificalibus“. De dukker allerede op i 1200-årene i Tyskland, men bliver først almindelige i 1300- og 1400-årene. I takt med bispens større administrative og politiske arbejde, kunne en del af de biskoppelige funktioner: kirke- og altervielse, ordinationer, konfirmation og visitation, overlades til hjælpebisper, ofte ordensbrødre, som blev bisper over stiftet „in partibus infidelium“.[6] Deres betydning var særligt i Tyskland betydelig, idet de gennemførte en række revisioner af det udbredte pavelige pontificale „pontificale romanum“. Hvor udbredt viebiskopsinstitutionen var i Danmark er uklart – ingen sammenfattende betragtninger findes offentliggjort.[7] Men netop for Odense stift har vi bevaret en række oplysninger, som på flere måder kaster lys over fænomenet, foruden at de giver et indblik i forholdene om kirke- og alterindvielser. Mellem 1394 og 1419 har vi bevaret oplysninger om, at tre forskellige „vicarii in pontificalibus“ foretager biskoppelige handlinger i stiftet.[8] Først finder vi Jacob af Constantia, som for biskop Teze Podebusk den 16. oktober 1394 indvier et alter i Brenderup for „Mariæ Magdalene & aliorum divorum“.[9] Samme år blev franciskaneren Johan indviet til biskop af Christopolis, Grækenland, hvorefter han i 1395, den 3. juni for Odense-bispen i Elvestad indvier „altaria atqve imprimis magnæ matris virginis“.[10] Endelig har vi franciskaneren Søren. Han udnævnes i 1414 af pave Johan XXIII til „episcopus tranquilliensis“ 1416, og 1419 optræder han som viebiskop for bisp Jens Ovesen i Odense. Senere finder vi ham i Ribe, og 1434 bliver han biskop af Færøerne.[11]

Fig. 2. Tegning af middelalderligt alter med angivelse af de latinske navne for de enkelte dele. Tegnet af Jørgen Kraglund.

Vi skal se lidt på Sørens virke på Fyn i 1416 og 1419. De fleste middelalderlige håndskrifter, der belyser vore bispers daglige embedshandlinger, er for længst tabt, en del oplysninger blev i tide samlet af odense-historikeren Cornelius Hamsfort (1546-1627), som dog aldrig selv fik offentliggjort sit materiale. I 1772 publicerede Jacob Langebek hans „Cronologia Secunda“ i første bind af Scriptores Rerum Danicarum. Det er en Danmarkshistorie bygget op som annaler år for år. Af tekstens sammenhæng ser det ud til, at han har afskrevet dele af odense-bispens visitatsprotokoller for netop de ovennævnte år 1394-1419. Særligt interessante synes oplysningerne fra 1416, hvor dele af nævnte viebisp Sørens virke er opregnet. Mellem 24. marts og 22. november besøger han 13 ved navn anførte kirker, hvor han enten indvier altre eller giver aflad. Sekvensen slutter med oplysningen, at han i året ellers rejste rundt på Fyn og forrettede biskoppelige handlinger. Det interessante ved datoerne og kirkerækken er, at de synes at afspejle 2 rundrejser: en forårstur fra marts til maj på Vestfyn og en længere efterårstur på Østfyn. På kortet figur 1 er kirkerne med besøgsdatoer angivet, mens de forbindende pile blot angiver rækkefølgen, idet det ikke kan udelukkes, at han har besøgt flere lokaliteter undervejs.[12] De fleste steder nævnes blot, at han har indviet kirke eller alter (consecrat eller altaria dedicat). I Brenderup får vi navnet på alteret: Nicolai, i Ellested: Mariæ Magdalene, Catharinæ, Nicolai og Laurentii. – I 1419 får vi blot at vide, at viebisp Søren den 14. maj indvier kirken i Kværndrup, men desuden den tilføjelse, at det var efter en renovering (renovat ecclesiam).

Alterets konstruktion og udseende

Det ser ud til, at alterindvielser var en ret så dagligdags ting. Men hvordan var reglerne for konstruktion af dette vigtige inventar? Her forrettedes jo messen gang på gang gennem middelalderens 5 århundreder. Ingen middelalderlige danske forskrifter findes bevaret, og vender vi os ud mod Europa, viser det sig, at en tydelig alment bindende bestemmelse om alterets placering og konstruktion (materiale, størrelse, opbygning) aldrig blev formuleret af de middelalderlige liturgikere. Kanones- og dekretalesamlinger – blot delvis indordnede i kirkeretten (Corpus juris canonici) – giver intet samlende billede af dette kirkens vigtigste inventar. Pontificalerne med deres ofte detaljerede oplysninger om ceremonierne ved alterindvielserne er heller ikke gode kilder. Deres udformning er for det første en del forskellige fra stift til stift, en endelig ensretning sker først efter reformationen, for det andet beskriver de i sagens natur ikke direkte alterets struktur mv. De middelalderlige liturgikere med Durandus (død 1296) i spidsen beskæftiger sig meget med alterets symbolik, der ofte presses til det yderste, men igen her må vi oftest give afkald på at søge direkte oplysning om vort emne.[13]

Ingen af disse mangeartede kilder tegner altså for os et fuldstændigt billede af det kristne alters historie. De giver mange og interessante detaljer, som i sig selv er af største betydning, idet de afspejler en officiel praksis. Først i 1573 får vi omfattende bestemmelser om alterets konstruktion mv. (3. provinsialsynode i Milano), som dog afspejler og fastsætter tidligere tiders praksis.

Fig. 3. Kort over Odense stift i middelalderen med de i katalogdelen angivne kirker (samme rækkefølge), hvorfra der haves væsentlige iagttagelser af alterbordskonstruktioner og relikviefund.

Den vigtigste kilde til alterets historie er imidlertid alteret selv, som det er bevaret i utallige kirker spredt over kristenheden. Materialet er stort og mangeartet. Større sammenfattende arbejder mangler dog – med undtagelse af ét – helt. End ikke for enkelte lande synes der endnu at være foretaget samlende undersøgelser. Hovedværket, som man nu – og vel mange år frem – må ty til, er Joseph Braun: Das christliche Altar I-II (1924), hvor første bind omhandler alterets arter, bestanddele, altergrav, indvielse, symbolik.

Ordene, som i den hellige skrift benyttes om begrebet ’alter’, er i Vulgata: altara, ara, mensa, hvoraf den første betegnelse i de middelalderlige tekster er den almindeligste. Ara har en noget videre betydning, for eksempel bruges det om hedenske altre i Det gamle testamente. At ordet har været brugt i Danmark ses af indskriften på en (alter)-sokkelsten i Søndbjerg, Thisted amt: ubi ara – ibi okulus, hvor alteret er, der er øjet.[14] Betegnelsen mensa dækker i de middelalderlige tekster oftest over alterbordspladen, idet de enkelte dele af alteret benævnes som på figur 2.

På grund af de manglende faste forskrifter for alterets udformning optræder dette i middelalderen i flere – historisk betingede typer, som praktisk kan benævnes: bordaltre, kassealtre, blokaltre, sarkofagaltre. Fælles for dem alle var, at de skulle tjene ved messens afholdelse, hvilket i sig selv gav begrænsninger for form og placering. Placeringen siden oldkirken var østlig i koret. De danske borde synes i ældre tid at være placeret frit, hvilket muliggjorde, at bispen ved indvielsen kunne gå rundt om bordet med røgelseskarret, som det foreskrives i de – senmiddelalderlige – pontifikaler fra Lund og Roskilde. Senere – engang efter senromansk tid – optræder en alt mere dominerende tendens til at rykke bordet op mod østvæggen, men sjældent, hvis ikke aldrig, mures det i forbandt med kirkemuren.

Nøjere forskrifter for størrelsen af alterbordet blev aldrig formuleret. En forordning fra Trier-synoden i 1227 er typisk for romerkirkens holdning, idet det her blot bestemmes, at præsterne ikke måtte tillade så små alterborde, at messen her blev forrettet med frygt. De danske alterbordes bredde ligger ofte mellem 1,25 og 2 meter men har ofte været større. Ude i Europa ses bredder helt op til 4,5 meter. Højden var bestemt af, at præsten skulle kunne bøje sig over bordet. En højde på noget over en meter har været praktisk. Fra de arkæologiske undersøgelser i vore kirker har vi kendskab til hyppige gulvforhøjelser, som igen har indvirket på alteret, hvor forhøjelser ofte er iagttaget (Nykøbing Sj. med to middelalderlige forhøjelser).[15]

Fig. 4. Frørup kirkes senmiddelalderlige alterbord fotograferet under optagelsen af relikvierne. På bordet ses tabula liggende ved siden af den åbnede sepulchrum. Foto J.V. 5.2.1975.

Heller aldrig for alterets materiale har vi overleveret udtrykkelige forskrifter. Nok blev den berømte bestemmelse fra synoden i Epaon år 517: „Hvis altrene ikke er af sten, må de ved indvielsen ikke salves med den hellige olie“ optaget i de omfattende kanones-samlinger – bl.a. Gratians dekret,[16] men dog uden at blive alment bindende for valget af materiale. Stenen sejrer dog helt efterhånden. På Irland foreskrives efter en synode 1186 i Dublin at altrene skal være af sten ikke af træ. Datidens træaltre er i dag forsvundet. Laterankirkens – sikkert oldkristelige alter – er bevaret i træ. Altrene på Island – med undtagelse af højalteret i Holar – synes i middelalderen at have været af træ med blot en mindre indfældet stenplade, hvoraf kirken øjensynlig kunne eje flere. Dette enestående fænomen minder noget om skikken med rejsealtre.[17]

En skelnen mellem stenarterne forekommer ikke. Teglsten blev overalt tilladt – til stipes. Mensa skulle være af natursten og helst i et stykke. Dette blev ikke altid tilfældet i praksis. Mange danske alterborde er fuldt igennem bygget af tegl. Enkelte gange ses helgengraven udhugget i en granitkvader, som er indfældet i den af tegl murede mensaplade. Dette kan passende sammenholdes med en anden bestemmelse fra synoden i Dublin 1186, som godkendes af pave Urban II. Heri bestemmes, at hvis man ikke kan finde en altersten, der fuldt dækker stipes, så skal man fastmure en kvadratisk glathugget sten så stor, at foden på kirkens største kalk ikke rager ud over kanten.

Altrene skulle, som ovenfor nævnt indvies af en biskop, og spredte bestemmelser viser et ønske om i kirken skriftligt at have nedfældede oplysninger om denne vigtige dag. Oplysningerne kan deles i indvielsesindskrifter og indvielsesdokumenter. De første skulle helst anbringes på eller i nærheden af alteret. Således nævner en konstitution fra 1229 af biskop Vilhelm de Blois udtrykkeligt, at der i indviede kirker tydeligt og i nærheden af alteret skal være nedskrevet år og dag for indvielsen, navnet på biskoppen, såvelsom de hellige, til hvis ære kirken er indviet. Flere eksempler på sådanne indskrifter findes rundt om i Europa.

I Skandinavien synes fænomenet at have været uhyre sjældent. En nu forsvundet kobbertavle i Højerup kirke, Præstø amt fortalte bl.a. om kirkens indvielse 12. september 1357. Pladens indskrift synes dog tidligst at være forfattet nogle måneder efter indvielsen.[18] Højalteret var viet til kirkens navnehelgen, og efter en beslutning af Trier-konciliet i 1310 skulle i enhver kirke et billede eller indskrift tydelig tilkendegive, til hvem alteret var indviet.[19]

Fig. 5. Kerte kirke. Flaske fundet i alterbordet. Foto Lennart Larsen 1975.

Efter „Pontificale Romanum“ skulle der i helgengraven foruden relikvier nedlægges et indvielsesdokument med oplysninger om indvielsesdag, relikvier osv. Et bevis for fuldbyrdelsen af den hellige handling synes disse oplysninger ikke at have været, idet de blev nedmuret under dækpladen. Hvis de blev taget frem, måtte denne fjernes, hvilket medførte, at alteret skulle nyindvies. Dette forhold er blevet ændret i „Codex juris canonici“ fra 1917, hvor der står, at alteret ikke mister sin indvielse, hvis helgengraven åbnes „ad visitandas reliquias“. I Skandinavien er sådanne dokumenter blot nedlagt i ganske få altre, således i Hostrup kirke, Tønder amt, hvor et i 1862 fundet dokument (nu på Nationalmuseet) fortæller, at kirken og alteret var indviet 1477 af biskop Helric af Slesvig til ære for Jomfru Maria, Skt. Laurentius, Maria Magdalene og Skt. Andreas.[20]

I stedet for eller sammen med dokumentet har biskoppen ofte – særligt i Tyskland – vedlagt et aftryk af sit segl. Et enligt eksempel i Skandinavien på det første har vi fra Frosten kirke, Norge (nu i museet i Trondheim), hvor ærkebiskop Gaute (1473-1510) i alterbordet har nedlagt sit segl.[21] Et eksempel på det sidste, både dokument og segl, møder vi lige syd for vor gamle grænse i klosterkirken i Preetz, Holsten, hvor biskop Berterammus i 1355 har hængt sit segl under indvielsesdokumentet.[22] Samme tanke ligger bag, når biskop Gisike af Odense (1286-1304) har indridset sit navn med runer på blyæsken med relikvierne i Stokkemarke kirke, Lolland, (se katalogdelen senere).

En tydelig begrundelse for helgengravens og relikviernes nødvendighed i alteret finder vi ikke i de middelalderlige tekster, men traditionen går klart tilbage til den tid, da kirkerne blev lagt over martyrernes grave. Relikvierne – af mindst to martyrer – nedlægges i altergraven, ofte indsvøbt i stumper af silketøj, i små blybeholdere, men andre materialer kan benyttes. I store dele af Tyskland således små flasker eller glas.[23] Det ovenfor omtalte norske bispesegl fra Frosten kirke var vedføjet en lille glaseret krukke.[24] På Nationalmuseet i København opbevares ca. 75 blybeholdere indkommet siden 1807, hvoraf fundene fra Odense stift vil blive behandlet i det følgende. Et stort og ukendt materiale findes bevaret i kirkerne.

Den lille dækplade, som muredes ned over relikvierne i helgengraven – hvis den var anbragt øverst i mensa – kaldes tabula eller sigillum. De er ofte af udsøgte stenarter, men nøjere forskrifter for deres udformning synes ikke at have eksisteret. De danske eksempler er ofte en grøn porfyrart: porfide verde antico, som findes i Grækenland. En plade fra Seem kirke ved Ribe synes at være akvadukt-marmor.[24]

Af de ovenfor omtalte 4 forskellige altertyper optræder i Skandinavien blot bordaltre og blokaltre samt et enkelt sarkofag- eller gravalter i Finland (Nousis fra 1415-20).[25]

Bordaltre optræder særligt i Jylland enten med 4 eller med 1 ben. Det 4-benede romanske granitbord fra Rødding i Salling er det kendteste, mens et tilsvarende findes i nabosognet Volling, og 2 løse ben står på Spøttrup få kilometer fra Rødding. En anden lille gruppe bordaltre findes i Nordsjælland, hvor rester af 5-søjlede borde har dannet udgangspunkt for rekonstruktioner af de senromanske borde i Roskilde Domkirke og Grønholt kirke, Frederiksborg amt (Danmarks Kirker). De 5-benede alterborde er ikke ukendte i det sydligere Europa, hvor helgengraven ofte findes i det midtstillede ben.

Fig. 6. Nørre Kirkeby kirke. Lodret og vandret snit gennem alterbordet. Opmålt af Eigil Rothe 1906.

Langt den almindeligste alterform er imidlertid blokaltrene opført i kvadre af bjergart eller af tegl. Udsmykningen af bordene er ikke almindelig, men undtagelser findes – bl.a. flere i Thisted amt, som er særlig rigt forsynet med velbevarede granitalterborde (Danmarks Kirker). Om alterduge og forhæng (antependier) generelt har skjult altersiderne, der hvor frontaler ikke var blevet anskaffet, tier kilderne. Flere alterbordsforsider, bl.a. Trondheim[26], har været rigt udstyret med blændinger, som i hvert fald af og til har skullet ses. Men langt størsteparten af altrene er enkelt opført, uden dekoration.

Helgengraven er i Danmark oftest anbragt øverst i mensa, mens den ofte – bl.a. på Gotland i Sverige – er placeret foran i stipes. Den kunne også være anbragt øverst i stipes under mensa, hvilket bragte problemer med at få den ofte tunge mensaplade på plads under indvielsen. Nogle senmiddelalderlige pontificaler nævner, at pladen før indvielsen skulle hænges op over stipes og sænkes ned under indvielsen af alteret.[27]

I hjørnerne af mensapladen ses ofte 4 indridsede kors, undertiden også et i midten. De betegner de steder, hvor alteret er salvet med krisma. Alle spor af denne samt af den olie, som pladen salvedes med senere under indvielsen, er nu forsvundet fra alteret, men netop de opslag i Pontificale Lundense, som omhandler alterindvielsen er helt plettede efter flittig brug.[28] Det synes som om, at skikken med indvielseskors tiltager i styrke i løbet af middelalderen. Korsene er ofte ganske primitive og nær ubrugelige til datering af altrene.

Til en særlig markering af alterbordene opførtes undertiden cikorie anordninger, som er en slags åbne alterhuse. I Danmark kan en fri fantasi i sten ses i Ribe Domkirke, opført over fundne fundamentrester,[29] mens de øvrige eksempler er delvis bevarede trækonstruktioner (nu alle i Nationalmuseet). I Trans kirke, Ringkøbing amt, er ved udgravning fundet spor af de 4 træstolper, som har båret taget.[30] Omkring alteret i Stoense kirke på Langeland er i 1956 ved arkæologisk undersøgelse konstateret spor efter jordgravede stolper til en lignende anordning.[31]

Altrene i Odense stift og deres relikvier

Fra disse betragtninger over mere eller mindre teoretiske forskrifter for altrenes indvielse og opbygning går vi over til at se på det konkrete arkæologiske materiale, som det fremtræder i et enkelt stift: Odense. Dette omfattede i middelalderen foruden hovedøen Fyn samtlige øer mellem Sjælland og Jylland samt Lolland, Falster, Als og Femern.[32] En samlet redegørelse for stiftets kirkearkæologi findes ikke offentliggjort, idet samleværket „Danmarks Kirker“ af området blot har fået udgivet Lolland og Falster (Maribo amt) samt Als (Sønderborg amt). Hovedøen Fyn venter på sin udgivelse og vil til da sikkert forblive et i kirkearkæologisk henseende uopdyrket område.

Fig. 7. Nørre Kirkeby kirke. Foto af den afdækkede helgengrav. Ovenfor ses dækpladen med hul, der passer til den 5-kantede porfyrsten, som ligger ovenpå. Den var ved undersøgelsen placeret i hullet i stenen til højre, som igen var indmuret i forhøjelsen af alterbordet lige over helgengraven. Foto Eigil Rothe 1906.

Materialet til belysning af alterbordenes udseende, samt deres relikviekapsler med indhold, findes hovedsagelig i Nationalmuseets anden afdeling (genstandsmagasin, arkiv), idet altrene selv – hvis de er bevaret fra middelalderen – nu oftest er utilgængelige på grund af efterreformatoriske paneler og alterklæder. Materialet er i foråret 1975 af forfatteren gennemgået på Nationalmuseet,[33] suppleret med en gennemgang af specielt Trap[34] og Danmarks Kirker.[35] Resultatet af gennemgangen blev et udvalg på 24 kirker, hvorfra der kunne skaffes oplysninger om alterborde eller relikvier, som på væsentlig måde bidrog til forståelse af de middelalderlige forhold.

Således er alle iagttagelser af relikviefund i altrene medtaget, mens ikke alle oplysninger om alterkonstruktioner er medtaget, idet de ofte er begrænset til betegnelser som „muret alter“, „alter op ad østvæg“. Kirkerne er anført alfabetisk med angivelse af hvilket amt de ligger i (efter Trap 5. udg.). På kortet figur 3 er kirkernes placering angivet. Efter katalogdelen vil materialet blive søgt vurderet i sin helhed på baggrund af de generelle oplysninger, som foran er fremdraget.

Bøstrup kirke, Svendborg amt

„I det senromanske alterbord blev der ved restaurering 1871 fundet et relikviegemme med en benstump indsvøbt i silketøj“. (Trap Svendborg amt s. 945).

Fjælde kirke, Maribo amt

„Alterbord, middelalderligt, muret af munkesten, 35 cm fra korets østvæg. Bordet er 153 cm langt, 110 cm bredt og 102 cm højt. I oversiden er en tom helgengrav og i bagsiden en lille, 28 cm dyb gemmeniche“. (DK Maribo amt s. 1038).

Frørup kirke, Svendborg amt (Fig. 4)

Under kirkens restaurering blev helgengraven åbnet den 5.2.1975 af Nationalmuseet. Midt på det murede alterbords overside var dækpladen af poleret sort kalksten fastmuret. Midt under den lå et uregelmæssig sammenfoldet blygemme indkapslet i mørtelen. Ved åbningen på Nationalmuseets konserveringsanstalt viste det sig at indeholde tekstilrester, enkelte bensplinter, samt en lille pergamentstump, hvorpå der ikke iagttoges skrift. Tekstiler mv. er endnu ikke analyseret.

Gestelev kirke, Svendborg amt

„Bag (alterbords)panelets nordligste fag, ca. ud for midterste vandrette rammestykke, skjuler sig en i alterbordet indmuret „lydpotte“ af sort, brændt ler“. (Uddrag af indberetning til NM II 1.3.1960 af Mogens Larsen.)

Hesselager kirke, Svendborg amt

„Muret alterbord … Alterbordsplade af sort ortoceratitkalk“. (Trap Svendborg amt s. 850).

Horbelev kirke, Maribo amt

„I det middelalderlige[36] alterbord skal være fundet en helgengrav indeholdende en relikviekapsel, hvorom det 1849 oplyses, at den „for nogle år siden“ er indsendt til Nationalmuseet. Muligvis er den identisk med en blykapsel, som indsendtes af det Classenske Fideikommis i 1823 …“. (DK Maribo amt s. 1436). Denne sidste har inv. nr. DCCLVII og er indskrevet i protokollen med følgende oplysninger: „Små reliquier i sammenbøjet bly; (højde 2,1 cm, længde 7,5 cm, bredde 4,0 cm). Har været indmurede i et alter: tilligemed en quadratformed, rødpoleret sleben sten af 1 qvarteers størrelse, og levninger af det kalkstykke, hvori den var indesluttet, samt en næsten fortæret liden kobberplade, hvorpå er forestillet en biskop, som ligeledes lå over reliqui (…?)“. Kobberpladen – sikkert et pilgrimsmærke – har sommeren 1975 ikke kunnet findes på museet. Derimod ligger der 3 røgelseskorn i kapslen.

Fig. 8. Nørre Kirkeby kirke. Blykapsel, tekstilrester og skriftstrimler fra helgengraven. Foto Lennart Larsen 1975.

Horreby kirke, Maribo amt

Efter restaurering af kirken indkom 1967 en „dæksten til helgengrav“ til Nationalmuseet. Den blev indført under inv. nr. D 22/1967: „Indkommet ved M. Aaman Sørensen. Harpefund. Dækstenen måler 5,5 × 4 × 1,5 cm.

Marmoragtig porfyrit (jf. Skt. Jørgensbjerg). Porfido verte antico, forekommer på Pelopones ved det gamle Crocea. Fundet ved harpning i Skibets østende“.

Jordløse kirke, Svendborg amt

I 1875 indkom til Nationalmuseet en relikviekapsel, som blev indført med inv. nr. D 1004: „Resterne af en relikvieæske af blyplader, der er ombøjede, oprindeligt 1½” bred og ca. 2” lang (L. 5,1 cm, B. 4,2 cm, H. 0,7 cm). Indeni den ligger nogle stumper af gult silketøj, og af en ubeskrevet strimmel pergament. Ved istandsættelsen i 1842 af den til grevskabet Brahesminde hørende Jordløse kirke fandtes denne relikvieæske nedsat oven i alterbordet i en med en flise dækket, firkantet fordybning af blyæskens størrelse. Foræret af hofjægermester, Lehnsgreve Bille Brahe-Selbye til Brahesminde“.

Kerte kirke, Odense amt (Fig. 5)

I 1931 indkom til Nationalmuseet en lille flaske, som blev indført med inv. nr. D 12079: „Lille glasflaske, formodentlig relikviegemme. Glasset ret klart. H. 4,4 cm. Fundet i resterne af det gamle stenalterbord ved kirkens hovedistandsættelse i 1930“.

Lillebrænde kirke, Maribo amt

„Alterbord, middelalderligt, muret af munkesten op ad korets østvæg, 98 cm højt, 169 cm langt og 112 cm bredt. I nordsiden er der en lille niche og på oversiden en helgengrav af granit 42 × 39 cm“. (DK Maribo amt p. 1152).

Magleby kirke, Svendborg amt

„En granitplade med helgengrav fra det romanske alterbord ligger ved våbenhuset“. (Trap Svendborg amt).

Mesinge kirke, Odense amt

„Forsiden af det murede alterbord er beklædt med et glat fyldingspanel, hvori er tre store fyldninger. Der har også været panelbeklædning på alterbordets ender, men det er fjernet, og kun de lodrette rammestykker ved bordets forreste hjørner er bevarede. Bordpladen er samtidig med panelet og i et hul, der er nedstemmet i den, ligger en firkantet, 20 × 24 cm stor skifferplade.

Hullet, den ligger i, er ikke stemmet igennem bordpladen. Skifferpladen er sikkert dækpladen fra relikviegemmet, og dens anbringelse i bordpladen gjort for at markere, hvor relikviegemmet i alterbordet findes eller fandtes. Det kunne nemlig ikke uden stort besvær lade sig gøre at se efter, om relikviegemmet findes bevaret eller er forstyrret“. (Uddrag af indberetning til NM II januar 1915 af Niels Termansen).

Nørre Kirkeby kirke, Maribo amt (Fig. 6, 7 og 8)

Alterbordet blev grundigt undersøgt i 1906 af Eigil Rothe, hvis rapport fra 14.5.1906 i NM II gengives uforkortet: „Alter. Materiale, tildannede kridtsten. Dimensioner, højde fra nuværende gulv 2 al 13½”, bredde 1 al 16″, højde 9½”, fremspring fra alterblok 1¾”. Af dens højde skyldes 3¾ en forhøjelse foretagen allerede i middelalderen. En skråkant danner overgangsled mellem „stipes“ og „mensa“. I dækpladens forhøjelse et par enkelte brændte sten ellers kridtsten. Alteret var urørt.

Et lille 6-kantet brudstykke af en sort stenflise isprængt grønne årer var nedlagt i plan med dækpladens overflade omtrent midt i den i en efter flisens form nøje tilskåret fordybning.

Da det stykke af forhøjelsen, hvori stenflisen var nedlagt, optoges, kom dækpladens oprindelige overflade til syne og lige nedenunder stenflisens plads sås en rektangulær kridtsten 5″ x 6¾”‘ nedlagt i kalk i en udskæring af samme dimensioner og med en dybde, der efter kridtstenens optagelse måltes til 2”. Midt i denne udskæring fandtes den egentlige „sepulcrum“ c 2″ x c 2¾”, dybde 1”, hvori stod en lille blyæske nedsat i frisk kalk med omtrent ¾ af sin højde. Æsken sås at være udskåret af én blyplade og bøjet sammen til sin nuværende form. Omgivelserne vare urørte. Da det ikke er bemærket ovenfor skal det meddeles at der i den underliggende oprindelige lille dæksten også var en lille udskæring svarende til stenflisens form, denne har altså først ligget her men er ved alterets forhøjelse optaget og nedlagt i dækstenen ovenfor for at markere relikviegemmets plads. Tidspunktet for forhøjelsen må derfor være faldet endnu i katolisismens tid. Blyæsken, den ældste dæksten og stenflisebrudstykket medfølger“.

Blykapslen blev åbnet på Nationalmuseet, og en rapport udfærdiget 9.8.1906 af M. Mackeprang: „Relikviebeholderen var en lille blyæske dannet ved sammenfoldning af en i korsform udskåret ganske tynd blyplade; dens dimensioner var: længde c. 4 cm, br. c. 2,5, højde c. 2.

Den indeholdt flere stærkt skørnede og delvis helt opløste småpakker af ubleget lærred, på de tre bedst bevarede af disse pergamentstrimler med helgennavnene: 1) Sci Giriaci ms. 2) Sci Martini epi. 3) Scá XI milia virginú.

Efter hvad arkivsekretær Christensen godhedsfuldt har oplyst kan skriften ikke være ældre end 14. årh. og kan gå helt ned i 15. årh. Han antog dog, at den nærmest måtte henføres til midten resp. slutningen af 14. årh.“.

Det indkomne blev først indført i protokollen i 1917 under nummer D 9492.

Fig. 9. Sanderum kirke. Koret med alterbord og Claus Bergs altertavle. Foto J.V. 1975.

Rønninge kirke, Odense amt

Relikviekapsel indleveret til Nationalmuseet 31.8.1967 af konservator Mogens Larsen og indført under nummer D 69/1970: „Blykapsel, l. 8 cm, br. 7 cm, h. 4 cm. Kapsel dannet af rektangulær blyplade, 10,7 cm X 12,5 cm, som ved otte 3-4 cm dybe indskæringer vinkelret på kanterne inddeles i et bundstykke og otte kvadratiske klapper. Indeholder et stykke grønt lærred og en 1,3 cm lang benplade, som ved undersøgelse hos overlæge dr. med. Balslev Jørgensen 10.3.1968 ikke nærmere har kunnet bestemmes. Indkommet efter istandsættelse af kirken“. Oplysninger om fundforhold mv. har ikke kunnet opspores.

Sanderum kirke, Odense amt (Fig. 9 og 10)

Den kendte altertavle af Claus Berg i kirken var i 1895 under restaurering. Ved et besøg på stedet fandt museumsbestyreren for Odense Museum H. Rasmussen alterets relikviekapsel. Han skrev straks til Nationalmuseets anden afdeling om fundet: „Ved et besøg i Sanderum kirke i går den 22. (august) for at se til den under restauration værende altertavle, blev jeg opmærksom på, at hele det øverste skifte i det murede alterbord var løsnet ved, at der under arbejdet på altertavlen var taget nogle enkelte sten op, og ved, at billedskæreren Ernelund for at komme til, måtte stå på fladen.

Jeg udtalte da som en nærliggende mulighed, at der måtte kunne findes en relikviekapsel, i lighed med, hvad der så ofte andet steds er fundet. Vi søgte da efter, om der mellem gruset og brokkerne under det øverste skifte skulle være et eller andet rum til opbevaring af en sådan kapsel, men fandt intet. Ved derimod at vende en mindre granitflise, der lå omtr. på alterets midte, (den var vel omtr. 8 tom. i kvadrat og c. 1 tom. tyk) fandtes nedtrykt i den vedhængende kalkmørtel på flisens underside medfølgende blyæske, der indsvøbt i lærred havde været sat ned i den våde kalk med lågsiden nedad. Ved med omhyggelighed at skaffe den omgivende kalk bort, lykkedes det os at optage æsken uden at beskadige den, og sender den herved i samme tilstand, uden at dens indhold er undersøgt, til Museet for der nærmere at undersøges.

Det ville være en stor fornøjelse for Odense Museum, om det turde påregne, at kapslen med indhold måtte overgives det til fremtidig opbevaring i sin historiske samling“.

Fundet blev på Nationalmuseet undersøgt af direktøren for dets historiske afdeling Henry Petersen, hvis svar den 26.8. lød:

„Det har meget interesseret Nationalmuseet at modtage den af bestyrelsen for Museet i Odense, dr. H. Rasmussen i Sanderum kirkes alterbord fundne relikviekapsel af bly i ikke undersøgt tilstand. Det skal være Nationalmuseet en fornøjelse at anbefale en indstilling fra den ærede bestyrelse om at erhverve blykapslen med dens indhold for Museet i Odense, når en sådan hertil måtte indsendes for herefter at forebringes Ministeriet.

Blykapslen viste sig ved undersøgelsen at indeholde en tæt sammenpresset mængde af små relikvier i tøjstrimler med vedlagte, sammenbøjede beskrevne pergamentstrimler, af hvilke dog nogle var skilte fra relikvierne. Underst i kapselen lå et lignende groft stykke lærred, som det der dækkede dens indhold.

Det er lykkedes at læse samtlige pergamentstrimler på en nær. Skriften synes at udvise en og samme „hånd“ undtagen i et tilfælde. Efter trækkene hidrører relikviesamlingen fra den senere tid af middelalderen. Helgennavnene, der alle står i ejeform, og er skrevne med de sædvanligt brugte forkortelser, er følgende:

  1. St. Petrus Apostolus
  2. 3″>Maria Magdalena
  3. 5″>Martinus Episcopus
  4. 7″>Seruacius Episcopus
  5. 9″>Mauricius
  6. 11″>Fabius & Sebastianus
  7. 13″>af de 11000 hellige Jomfruer
  8. 15″>?

Lykkes det at erhverve relikviesamlingen for Museet i Odense, vilde man tilråde, at alle stykkerne og de tilhørende pergamentstrimler, samledes mellem glasplader. Indtil bestemmelsen om stedet, hvor relikvierne skulle opbevares i fremtiden er blevet truffet, ønskedes det, at de forblive under lås og lukke i Nationalmuseet og først eventuelt oversendtes samlede som foreslåede. De tåle i deres nuværende tilstand ikke godt gentagne undersøgelser.“

Odense Museum fik samlingen, men den blev først indskrevet på Møntergården, hvor den nu opbevares, i 1956 under nr. 847 med angivelse af Nationalmuseets læsning af skriften, samt målene på blyæsken: „H. 2,3 cm, L. 4,6 cm, Br. 3,0 cm“.

I forbindelse med udarbejdelsen af artiklen er relikviernes tekstiler blevet analyseret af Else Østergård på Nationalmuseets tekstilkonservering, mens tekststrimlerne er blevet renset og omkonserveret på Landsarkivet i Odense,[37] hvor Anne Riising har meddelt følgende læsning af strimlerne, som på flere punkter afviger fra Henry Petersens fra 1895 (fig. 10).


















Fig. 10. Sanderum kirke. Tekststrimlerne fra blykapselen efter konservering 1975. Foto Lennart Larsen 1975.
  1. sancti pet [ri] apostoli
  2. sancti phillippi apostoli
  3. sancte marie magdalene
  4. augstini episcopi (NB et u mangler)
  5. sancti martini episcopi
  6. vincentii martiris
  7. sancti seruatii episcopi
  8. sancti vilh[el]mi abbatis
  9. sancti mauricii
  10. sancti stephani prothomartiris
  11. sancti [Seb]astiani
  12. osvaldi [regis] et martiris
  13. 11000 sanctarum virginum
  14. de sepulcro domini
  15. sancti … ii
  16. sancti laurentii 11000 sanctarum virginum de innocentibus de ydriis
  17. lille stump med mulige svage spor af skrift. Ulæselig
  18. lillebitte stump uden spor af skrift.

Af det medfølgende brev af 9.6.1975 bør anføres: „ … Hvor der står noget i parentes, er der huller eller skriften væk. Muligvis kan der ved fotografering under infrarødt lys komme mere frem. Ligaturerne har jeg opløst, da de jo er ganske almindelige, som sci for sancti, men naturligvis er der altid mulighed for fejllæsning. Jeg undrede mig en del over nr. 16, hvor øjensynlig mange relikvier har været i en pose, og de 11000 jomfruer optræder jo også under nr. 13. Problemet er, at 11000 jo skrives xim og begge steder mangler m, såvidt jeg kan se, … Ved nærmere eftersyn kom jeg til det resultat, at det måtte være de 11000 jomfruer …“

De mest iøjnefaldende forandringer ved den nye læsning i forhold til 1895-læsningen forekommer ved nr. 6, hvor Vincens er blevet til martyr fra biskop, samt ved nr. 11, hvor Fabius er faldet bort i den ellers traditionelle kombination Fabius og Sebastian. Forholdet skyldes nok, at første del af strimlen er knækket af. Nr. 15 i 1895 er nok identisk med det „nye“ 15, hvor det blot kan ses, at det drejer sig om en „sanctus“. Det helt uforståelige er nr. 16 med: Laurentius, de 11000 jomfruer, de uskyldige børn, vandkrukkerne (ydriis). Den er ikke med i 1895-listen, men skriften og den specielle skrivemåde af xi for xim både ved denne og ved nr. 13 godtgør en samhørighed.

Else Østergårds rapport lyder i uddrag:

„Undersøgelsen af tekstilerne er foretaget efter aftale med Møntergården, Odense, og Nationalmuseets anden afdeling. Relikviepakkerne (indhold med omviklet stof, ombindingstråd, tekststrimler) var ved undersøgelsens start placeret i hvert sit rum i en blybakke (mål 19,4 × 27,7 cm), der var opdelt i 25 lige store rum. I bakkens midterste rum var et stykke af bunden fjernet, netop så stort, at relikviekapslen passede ned. Blybakken er anskaffet på Nationalmuseet i 1895 til udstilling af relikvierne – og har ikke oprindeligt tilhørt fundet. Dette var tidligere opfattelsen (se Vellev 1972 s. 22 med foto af bakken).

Relikviekapslen har på ydersiden aftryk af tekstil.

Relikviepakkerne er i dag rodet en del sammen og en sikker sammenhæng mellem tekststrimlerne – der synes efter Anne Riisings læsning at have været 16 – og tekstiler med indhold kan ikke opnåes. Af relikvierne er

  • 12 indpakket i stykker af samme røde silkestof
  • 4 indpakket i stykker af samme ufarvede silkestof,

mens der ved 4 relikvier findes et toskaftet hør(?)lærred og ved én relikvie et betydeligt finere vævet stykke af samme art.

Pakkerne er med få undtagelser formet af et firkantet stykke stof (omkring 4 × 5 cm), der med de fire hjørner er samlet foroven, hvor en tråd er snøret om som til en bylt. Til denne omsnøring er oprindelig brugt en blå vegetabilsk tråd, som nu næsten overalt er mørnet bort. Den er sikkert ved undersøgelsen i 1895 erstattet af en rød eller hvid silketråd.

Af data om tekstilerne kan anføres:

  • Ombindingstråd: 2-tråds, S-tvundet, blå, sandsynligvis af vegetabilsk art.
  • Vævning 1: rødt silkestof med 42 × 35 tråde pr. cm, både kæde- og skudtråde er Z-spundet.
  • Vævning 2: løstvævet ufarvet silketøj, meget skørt.
  • Vævning 3: sandsynligvis hør, ca. 12 × 9 tråde pr. cm, både kæde- og skudtråde er Z-spundet.
  • Vævning 4: ufarvet toskaftet hør (?), ca. 18 × 18 tråde pr. cm, både kæde- og skudtråde er Z-spundet.
  • Vævning 5: toskaftet hør (?), ca. 14 × 10 tråde pr. cm, både kæde- og skudtråde er Z-spundet.

De anvendte tekstiler er alle af så almindelige typer, at man derudfra ikke kan slutte noget om dateringen.“[38]

Fig. 11. Skovby kirke. Tekststrimlerne fra blykapselen. Foto Lennart Larsen 1975.

Skovby kirke, Odense amt (Fig. 11)

I 1821 indkom til Nationalmuseet en relikviekapsel, som blev indskrevet i protokollen med inv. nr. DXXV: „Foræret af Grevinde Gyldensteen ved Dr. W. Simonsen. En liden æske af messingblik, som har været nedlagt i et alter i Skovby kirke (en landsby nær Bogense). Deri relikvier, efter en pergamentstrimmel, af Dionysius martyr, Martini confesseris atque pontificis, XV millia virginum. Højde 2,4 cm, længde: 6,5 cm bredde, 5,5 cm. Indhold: pergamentstrimler, 2 sorte knoglestykker, nogle små kalkagtige genstande, et lærredstykke“. Merete Geert Andersen har juli 1975 set på fotografiet af strimlerne og læst dem på følgende måde: Mat [er] ni confessoris atque pontificis, dionisii martyr, samt (sanctar)um xim milia v(irginum), hvor ligaturerne er opløst og de manglende stumper er søgt rekonstrueret. Skriften tyder på det 13. århundrede.

Fig. 12. Stokkemarke kirke. Blykapselen med runeskriften: æpiskopus gisiko. Foto Nationalmuseet.

Stokkemarke kirke, Maribo amt (Fig. 12)

I 1835 indkom til Nationalmuseet en relikviekapsel, som blev indført under inv. nr. 3600: „Relikviegemme af bly fra slutningen af 1200-årene. L. 6. cm. Runeindskrift: æpiskopus gisiko. Fundet i alteret ved en restaurering 1835. Ved åbningen af relikviegemmet fandt man lidt rød silke og rester af en pergamentstrimmel. Gisiko var biskop i Odense (1286-1304), og Lolland-Falster lå dengang under denne bispestol. Indsendt til Oldsagskommissionen 1835“.

Det oprindelige alterbord er nedbrudt (i 1835?).

Særslev kirke, Odense amt

„Alterbordet, der står 100 cm fra østvæggen, er muret af granitkvadre, uden paneler, men helt overkalket. Selve pladen springer frem og har på forsiden og gavlene skråkant. Længden er 142 cm, dybden 78 (fremspringet ikke medregnet), højde over stengulvet 122 cm. Sepulchralsten og relikviegemme, sml. præsteberetning fra Vigerslev 1809. I Nationalmuseet findes stykket dog ikke“. (Uddrag af indberetning til NM II omkring 1920 af C.A. Jensen).

I den nævnte præsteberetning – ligeledes i NM II – fra 22.8.1809 læses om relikviegemmet: „ … Af hr. Pastor Sidenius i Særslef blev mig for et par år siden foræret en i Særslef alterbord funden flad sten af grov porfyrisk art med derunder liggende relikvie bestående af nogle meget små stykker ben indsvøbte i fint linned og udvendig forvarede i en tynd blyplade. Dette skal med fornøjelse blive Commissionen tilsendt, såfremt det af samme måtte anses vigtig nok til opbevaring …”

Sønder Kirkeby kirke, Maribo amt

„† Alter, muret, middelalderligt, 1704-05 købtes sten til alteret, som ville falde sammen, og slotsmurmesteren reparerede det (regnskab). Sikkert ved denne lejlighed fandtes en helgengrav …(K Maribo amt s. 1384). I et manuskript fra 1734 – nu på Det kgl. Bibliotek – af odense-historikeren Jacob Bircherod (1693-1737) findes nemlig denne oplysning: „I alteret er for nogle år siden fundet en liden blydåse med nogle små klude i, og oven på dåsen en liden firkantet alabast sten“.

Tranderup kirke, Svendborg amt

„Om forholdene ved alterbordet kan følgende oplysninger gives: Bag det med fløjl dækkede, umalede fyldingspanel af fyr, som er uden synderlig interesse findes det gamle, fritstående bord, som er bygget af mursten og dækket med en granitplade, der med skråkantprofil springer frem over bordets sider. Pladens overkant ligger ca. 123 cm over gulvet. Pladen måler i længde ca. 139 cm og i bredde ca. 83 cm, hvoraf ca. 13 cm er dækket af altertavlens predella. Helgengrav findes, men den er tom. Dens dækplade ligger med forkanten 40 cm tilbage for bordpladens forkant. Gravens dækplade måler: Længde 15 cm, bredde 8,5 cm, tykkelsen varierer mellem 1,5-2,5 cm. I kvadrat omkring gravens dækplade og parallelt med denne findes i bordpladen fire huller med en indbyrdes afstand på 11,5-14,5 cm. Hullernes diameter er 2-2,5 cm og de er ca. 2 cm dybe. De tre af hullerne er fyldt med bly, og midt i det ene af dem spores rester af jern.

Det murede stenbord er i senere tid udvidet mod nord ved tilmuring med mursten i en længde af ca. 44 cm sådan at stenbordet nøjagtig passer i mål med predellaens underkant. Heraf kan øjensynlig sluttes, at bordets udvidelse er samtidig med den nuværende altertavles anbringelse på stedet. Bordets forside er „skalmuret“ således at det er muret i plan med granitpladens forkant. På sydsiden er vinklen mellem bordsiden og granitpladen delvis udfyldt med mørtel“. (Uddrag af indberetning til NM II februar 1936 af N.J. Termansen).

Fig. 13. Øksendrup kirke. Opmåling af senmiddelalderligt alterbord. Foroven forside og vandret snit. Forneden sydside og lodret snit. G.G. Schultz 1934.

Tårs kirke, Maribo amt

I 1809 indkom til Nationalmuseet en relikvie, som blev indskrevet i protokollen under nummer 283: „Fra Hr. Pastor Glahn i Tårs ved Lolland. Den 5. okt. En relikvieæske med en relikvie af de 11.000 jomfruer. Æsken selv var af træ og fortæret af tiden. Den blev fundet i alteret i Tårs kirke, Musse herred, Lolland. Relikviegemmet var dækket med en marmorsten (serpentino verde antico)“.

I det medfølgende brev af 24.9.1809 fra pastor Glahn læses om relikvierne: „Det næste, jeg herved kan fremsende er en liden æske med en relikvie ventelig et af de hellige såkaldte 11.000 jomfruers bene – som blev fundet i alterbordet i en fordybning bedækket med en firkantet marmorsten. Trækapslet, hvori den var, var så bedærvet, så den gik itu under den lemfældigste optagelse“.

Relikvierne, som skulle bære nummer 283, har ikke kunnet findes på Nationalmuseet, men under oprydning på magasinet 1969 fandt man følgende, som fik nummer D 66/1970: „Fragment af blykapsel. Fem 1,0-1,5 cm lange brudstykker af en tyndvægget blykapsel, mindre blystykker, små stumper (ca. 1 mm) af et ravlignende stof, et lille stykke fint lærred med spor af hensmuldret ben. På lærredet sidder lidt af det ravlignende stof (lak?). Fragmenterne er indpakket i et stykke papir med påskrift i tusch: ’de decem mill’ virginv (?)’. Jfr. nr. 104 og 283“.

Trææsken er omtalt i Erich Pontoppidans Marmora Danica Bind 1 (1739) side 267: „In templo Thorensi indulgentiis olim inclytissimo cistella reliqviis nobilitata sacis inscriptionem gerit seqventen De Brachio Sti Johannis“.

Vejlby kirke, Odense amt

„Alterbordet er muret af munkesten med en kærne af rå kamp. Midt i oversiden er en helgengrav bestående af en grå sandsten 25 × 16 × 6 cm med poleret plade af samme materiale. Rummet i stenen er tomt. Pladen har kalk på kanten og har åbenbart været muret fast …“ (Uddrag af indberetning til NM II maj 1924 af Poul Nørlund).

Øksendrup kirke, Svendborg amt (Fig. 13)

Det senmiddelalderlige murede alter blev undersøgt februar 1934 af Nationalmuseet ved C.G. Schultz, hvis fyldige rapport bringes her: „I anledning af at menigheden ønskede kirkens alter flyttet et stykke frem i kirken for at kunne indrette en garderobe for præsten bag dette, blev det gamle alter, der ønskedes erstattet af et træalterbord, undersøgt og opmålt:

Kirkens kor var sengotisk forlænget mod øst, alteret var bygget op ad korets østvæg. Materialet var hovedsagelig munkesten af mindst to forskellige formater – een sten måltes til 26,1 × 12,2 × 8,2 cm, en anden til 27,5 × 13,5 × 9,2 cm. Som man kunne vente ved en så relativt lille konstruktion var murforbandet ret svingende, enkelte steder polsk skifte andre steder sås overtallige løbere eller bindere. Fugningen var udført som simple skrabefuger. Murfladerne var flere gange hvidtede.

Alteret – af form et blokalter – var 162 cm bredt, 133 cm dybt og 100 cm højt (= 10 skifter). Omtrent midt på dets forside fandtes en fordybning eller lille gemmeniche uvist af hvilken betydning, den sad 4 skifter over korets nuværende gulv og var knap 11 cm høj, I6 1/4 cm bred og 29 cm dyb. Mere almindelig var udformningen af alterets søndre smalside, hvor der fandtes en fladbuet blænding eller niche 58 cm bred, 48 cm høj fra nichens oprindelige bund eller sål, der nu lå små 11 cm under korgulvet, og op til bueslagets issepunkt. Nichens dybde var 58½ cm. Her mod syd var alteret meget mere skødesløst muret end på forsiden. Stenene var for det meste brokker, vel restbeholdningen af sten fra korforlængelsen. De underste hjørnesten af alterets forside var af kridt, den nordre større end den søndre. Vel nok sekundært anvendt oprindelig romansk materiale.

„Helgengraven“ lå mærkelig dybt Relikviekapslen var som vanligt dannet af et stykke sammenbøjet blyplade. Den blev udtaget og indbragt til Nationalmuseets II afd. i uåbnet stand. Den lå helt nedstøbt i mørtel, ikke i noget særligt tildannet rum, som meddelt temmelig dybt – 36 cm under bordets flade. Umiddelbart over den lå en ganske ubearbejdet marksten, flad på den ene side, toppet på den anden. Fladsiden vendte opad, således at den var i plan med murværkets tredjeøverste skifte.

Nogle små hugninger viste, at alteret var opført ganske uden forbandt med den senmiddelalderlige korgavl. Trods dette er der dog sikkert ingen tidsforskel mellem alteret og den nævnte bygningsdel. Nogen sammenlignende stenmål var der ingen lejlighed til at tage … Marts 1934. G.G. Schultz“.

På Nationalmuseet blev blykapslen åbnet, og det viste sig, at der indeni lå endnu en mindre blykapsel. I 1936 blev selve relikvien undersøgt på Universitetets Zoologiske Museum: „15.9. 1936. Kære Hr konservator Linde, Nationalmuseet. Jeg har nu set på knoglen fra Øksendrup, og efter at stoffet uden om er fjernet, træder knoglen klart frem. Det drejer sig om en fodrodsknogle (os cuneiforme sekundum (medium)) af menneske (homo sapiens). Med venlig hilsen Magnus Degerbøl“.

I 1944 blev blykapslerne mv. tilbagesendt kirken og anbragt bag en glasrude i bagsiden af alterbordet, hvor de stadig kan beses.

Ukendt kirke på Langeland, Svendborg amt

Fra samlingen på Egelykke modtog Nationalmuseet i 1926 en „Relikviekapsel, dannet af et enkelt stykke bly 5,4 × 2,6 × 2,4 cm (det sidste mål er h.)“ som blev indskrevet under nummer D 10971. Fra hvilken kirke (på Langeland) relikviet stammer oplystes ikke.

Sammenfattende betragtninger

Efter disse skematiske notater over tilfældige indsamlinger af materiale og informationer gennem mere end 200 år er vi nået frem til at skulle se på hvilke konklusioner materialet kan bære. Fremtræder de altre, som hørte ind under Odense bispestol, – og som alle var blevet indviet af stiftets øverste – med en ensartethed, som adskiller dem fra nabostifterne, eller afspejler de sammen med disse en mere almen afhængighed af herskende skik/mode ude i Europa? Mere nuancerede konklusioner kan vi ikke forvente at opnå, både på grund af materialets spinkelhed (24 kirker) og fordi vi generelt mangler sammenfattende undersøgelser. Betragtningerne bliver delt op i alterborde, helgengrave, dækplader og relikvier.

Iagttagelser af alterbordenes plan, opbygning, materiale er yderst få. Af sikre romanske borde findes det i Nørre Kirkeby af kridtstenskvadre, som senere i middelalderen er forhøjet. I Maribo amt er i Danmarks Kirker anført en række middelalderlige altre, hvor beskrivelserne oftest blot er materiale og mål. Den romanske monolite mensaplade i granit er bevaret ved Magleby kirke – liggende udenfor. I Hesselager er pladen af sort ortoceratitkalk – af uvis alder. En tilsvarende stenart er benyttet til pladen over alteret i Kalundborg, Fjenneslev og Søborg kirker, samt som dæksten over biskop Peder Vognsens grav i Århus Domkirke. Den sortgrå ortoceratitkalk stammer fra Fågelsång i Skåne, et brud der ligger tankevækkende nær den ærkebiskoppelige gård i Kungsmarken, et par mil øst for Lund.[39] Over det fritstående af tegl byggede alter i Tranderup ligger en monolit granitplade 139 cm bred, med en nu tom helgengrav. Omkring denne er – uforklarligt – i pladen boret fire huller i kvadrat udfyldt med bly. Har de været beregnet til en faststøbt læsepult?39a I Vejlby er helgengraven formet i en sandstenskvader, som er nedmuret i det af tegl murede alter. Denne løsning er iøvrigt meget almindelig, jævnfør bestemmelsen fra synoden i Dublin 1186, hvor det bestemmes, at hvis man ikke kan finde en altersten, der fuldt dækker stipes, så skal man fastmure en kvadratisk glathugget sten så stor, at foden på kirkens største kalk ikke rager ud over kanten. Hovedparten af altrene i stiftet synes dog helt at være bygget af teglsten. De er oftest bygget op til korets østvæg (Frørup, Øksendrup) og har ofte en niche indbygget – beregnet til opbevaring af de hellige kar mv. Disse høj- og senmiddelalderlige alterborde skal nok ses i sammenhæng med samtidige korudvidelser, hvælvslagninger og anskaffelsen af større fløjaltertavler. Ved sådanne lejligheder har kirken – og højalteret – skullet nyindvies. Dette har ikke været en sjælden begivenhed – jf. viebisp Sørens rejse i 1416 – og det kan ikke undre, at der ikke synes at være bevaret mange tidligmiddelalderlige altre. Bordaltre, som de findes i Jylland og på Sjælland synes ikke at være benyttet i Odense stift.

Helgengraven er oftest placeret øverst i alterpladen, mensa, men kan ligge længere nede i alterfoden, stipes (Øksendrup). I de to monolitplader af granit fra Magleby og Tranderup er den hugget ud midt i pladen, som det ses i mange, særligt jyske kirker, hvor altrene stadig står opført af granitkvadre. I disse tilfælde er graven formet som en firkantet fordybning, som er udhugget i bunden af en lidt større fordybning, hvori dækpladen nedmuredes (jf. fig. 2, 6 og 7). I alterborde af tegl er graven blot dannet ved, at man undlader at mure én eller flere sten ned (Frørup).

Dækpladen, tabula, er ofte af en udsøgt poleret stenart. Ofte finder man en særpræget grønlig porfyr anvendt: porfide verte antico, som findes i Grækenland. Den er i antik oldtid benyttet som vægbeklædning i de romerske bade og derfra transporteret videre nordpå. I Odense stift er et eksemplar fundet ved harpning i Horreby kirke. I Nørre Kirkeby har et lille fragment været placeret i det forhøjede alterbord (fig. 7), men en udsparring i den oprindelige tabula viser, at fragmentet oprindelig har været indfældet her, altså haft en egen symbolsk værdi. I Frørups senmiddelalderlige murede bord var som tabula benyttet en poleret ølands(?)kalksten. Tilsvarende ses af og til anvendt (Lyngby ved Århus). I Horbelev var stenen rød. I Vejlby er pladen af samme materiale som bordet: (poleret) kalksten. I Øksendrup var tabula blot en ubearbejdet marksten, hvorunder relikvierne lå fastmuret. De lå i dette tilfælde dybt i alterblokken. I Sanderum synes dækpladen ligeledes at have været en ubearbejdet granitsten, som her lå øverst i alteret. I Mesinge var tabula – en skifersten – nedfældet i alterpladen af træ, sikkert for at markere placeringen af helgengraven. Om det er en middelalderlig tilstand er tvivlsomt.

Relikviegemmerne er i så godt som alle tilfælde dannet som små kapsler af bly. Undtagelser er blot Skovby (messingblik), Tårs (træ) og Kerte (flaske, fig. 5). Flasker og glas er langt almindeligere i Holsten[40] og sydligere i Tyskland.[41] Om flasken fra Kerte virkelig har indeholdt alterets relikvier er usikkert, idet de sparsomme oplysninger blot opgiver, at den er fundet i resterne af alterbordet. Alle de andre beholdere består af mere eller mindre regelmæssigt udformede små kapsler af blyplade, nogle med løst låg, andre blot formet ved sammenbøjning af blyet efter at passende snit og bortskæringer er foretaget (fig. 8 og 12).

Selve relikvierne, mest ubestemmelige bestumper, er i blykapslen omviklet med stofrester, oftest silke. Fra Odense stift er blot foretaget analyse af tekstilerne fra Sanderum, men en undersøgelse af det samlede tekstilmateriale, som sikkert vil give interessante resultater, er planlagt af Else Østergård, Nationalmuseets tekstilkonservering.[42]

Større interesse knytter der sig til de vedføjede tekststrimler, som angiver hvilke relikvier vi står over for – eller rettere hvilke relikvier, man i middelalderen troede man havde erhvervet. Fra Odense stift har vi kendskab til strimler med tekst fra følgende fire kirker:

  • Nørre Kirkeby:
    1. Cyriakus martyr
    2. Martin bisp
    3. 11.000 jomfruer
  • Sanderum:
    1. Peter apostel
    2. Filip apostel
    3. Maria Magdalena
    4. Augustin biskop
    5. Martin biskop
    6. Vincens martyr
    7. Servatius biskop
    8. Vilhelm abbed
    9. Mauricius
    10. Stefan protomartyr
    11. Fabian og Sebastian
    12. Osvald konge og martyr
    13. 11.000 jomfruer
    14. fra herrens grav
    15. ukendt helgen
    16. Laurentius 11.000 jomfruer de uskyldige vandkrukkerne (ydriis)
  • Skovby:
    1. Maternus bekender og biskop
    2. Dionysius martyr
    3. 11.000 jomfruer
  • Tårs:
    1. 11.000 jomfruer?
    2. Johannes?

Ved viebisp Sørens indvielse af altre 1416 i Brenderup og Ellested til henholdsvis Niels og Maria Magdalena, Katarina, Niels, Laurentius behøver der ikke nødvendigvis at have været nedlagt relikvier af de pågældende helgener i alteret. løvrigt har vi ikke væsentlige iagttagelser fra de kirker, som viebispen besøgte 1394-1416. Tilbage har vi altså blot de fire kirker med oplysninger om de nedlagte relikvier. Heraf er oplysningerne fra Tårs en del forvirrede. Tekststrimlen og trædåsen med påskriften er desuden ikke bevaret, hvortil kommer, at de angivne relikvier ikke er særligt bemærkelsesværdige.

Af de tre resterende samlinger synes Skovbys at være fra 1200-årene, Nørre Kirkebys fra 1250-1300, mens strimlerne fra Sanderum er senmiddelalderlige, måske skrevet efter år 1500.[43] Men hvem er alle disse helgener, og hvorfra er deres relikvier kommet til Odense stift? Biskoppen skulle jo have et lager af relikvier til de nye alterindvielser – jævnfør Sjællandske kirkelov fra 1171 – men størsteparten heraf må være erhvervet i det sydligere udland.[44] Oftest nedlægges blot ganske få relikvier, typiske er her Nørre Kirkeby og Skovby med hver tre, mens den lange række fra Sanderum er et særtilfælde, i virkeligheden den største samling, der er overleveret os fra noget dansk alterbord. Vi har kendskab til, at der i landsbykirker har været nedlagt større mængder – 90 i Gumløse kirke i Skåne ved indvielsen 1192,[45] men Sanderums er den største bevarede samling.

Når vi betragter udvalget af relikvier må vi konstatere, at de ofte er ganske banale, set i en middelalderlig sammenhæng. De 11.000 jomfruer fra Køln optræder i en stor del af de middelalderlige relikviefortegnelser. De blev ifølge legende dræbt af Hunnerne omkring 450 sammen med pave Cyriacus. Det var dog først efter 1100, at man begyndte at opgrave deres knogler på en kirkegård uden for byens mure. I virkeligheden var det en gravplads fra oldtiden, man var stødt på, men det har man ikke skænket en tanke, da man nedlagde de kølnske relikvier i Nørre Kirkeby sammen med den franske bispehelgen Martin. I Skovby finder vi en kombination, der meget svarer til Nørre Kirkebys: de kølnske jomfruer, Maternus, som var biskop af Køln i 4. århundrede,[46] samt endelig Dionysius, som var bisp i Paris, halshugget i 280.

Tilbage har vi den interessante større samling på 16 pakker fra Sanderum. Hvorfor der netop her er nedlagt så mange flere end normalt er usikkert. I Gumløse nedlagdes 90 relikvier i 1192, og i Seem ved Ribe blev omkring år 1200 nedlagt 13, så det kan ikke være en sædvane, som er tiltaget i løbet af middelalderen. Nedlæggelsen i Sanderum skal eventuelt ses i sammenhæng med opstillingen af Claus Bergs altertavle (fig. 9) fra omkring 1515. Måske er giveren dronning Kristine, som havde en særlig tilknytning til Odense. Men lad os kort se på de enkelte relikvier.

  • Peter, apostel, begravet i Peterskirken i Rom.
  • Filip, apostel, som blev korsfæstet på et dobbeltkors.
  • Maria Magdalena, en af Jesu kvindelige tilhængere.
  • Augustin, biskop i Nordafrika 353-430.
  • Martin, romersk officer, der 371 blev bisp i Tours i Frankrig.
  • Vincens, oldspansk martyr, som blev dræbt under Diokletian 304.
  • Servatius, biskop fra 4. århundrede. Hans hovedkirke var Maastricht. Han var ikke synderlig dyrket i Danmark. Besynderligt nok er hans navn tilskrevet kalendariet i det trykte Breviar fra Odense fra 1510.47
  • Vilhelm, abbed i Æbelholt i Nordsjælland. Kanoniseret 1224. Mauricius, romersk officer, der blev dræbt 287 for sin tros skyld under kejser Maximian.
  • Stefan, den første martyr, der blev stenet ihjel – jævnfør Apostlenes Gerninger 6.-7. kapitel.
  • Sebastian, romersk officer, der blev dræbt omkring 300 under kejser Diokletian. Han nævnes ofte sammen med Fabianus, hvis navn var bevaret på tekststrimlen i 1895.
  • Osvald, engelsk konge død 642. I lengenden om Knud den Hellige fortæller Ælnoth, at da kongen blev dræbt i Skt. Albans kirke i Odense, stod der på alteret et skrin med relikvier af både Alban og Osvald.
  • 11.000 jomfruer. De blev sammen med den fra Nørre Kirkeby kendte Cyriakus dræbt i Køln omkring 450.
  • Fra Herrens grav. Det drejer sig vel her om stenmel eller lignende fra kuppelkirken i Jerusalem, som kejser Konstantin den Store omkring 330 lod bygge over det sted, hvor hans moder Helena fandt Kristi grav.
  • Laurentius, martyr under kejser Valerian år 258. Hans hoved kom til Roskilde Domkirke, hvorefter han blev stiftets skytshelgen.
  • De uskyldige er måske de myrdede børn fra Bethlehem. „ydriis“, er måske rester af vandkrukkerne fra Brylluppet i Kana.

Skal vi nu sammenfatte, hvad der ovenfor er nævnt, må vi konkludere, at samlingen af relikvier ikke umiddelbart er opsigtsvækkende. Den består mest af en række nytestamentelige og oldkirkelige helgener, som alle har været dyrket over størstedelen af Europa. Herom kan man blandt andet orientere sig i Grotefends „Zeitrechnung des deutschen Mittelalters 1-11“, fra 1891-93, hvor de mange publicerede kalendere groft giver en oversigt over de forskellige helgeners kultområde. I vort specielle tilfælde studser man blot over Servatius, som ikke er synderligt dyrket i Skandinavien. At hans navn er tilskrevet i det trykte Odense-breviar fra 1510 kunne tyde på, at kulten af ham er blevet indført i Odense stift kort før reformationen, måske i forbindelse med anskaffelse af relikvier. Dette kunne passe fint med, at hele samlingen kunne være nedlagt i alteret i forbindelse med opsætningen af Claus Bergs altertavle, som må dateres til årtierne før reformationen.

De eneste helgener med særlig dansk tilknytning er: abbed Vilhelm og kong Osvald. Den sidste, ved vi, havde en særlig Odensetilknytning. Der stod relikvier af ham på alteret i Albankirken, da Knud den Hellige blev dræbt der i 1086.

Alle de øvrige relikvier må være erhvervet udenlands, ved gave eller køb. Men er de købt samlet, eller er samlingen stykket sammen flere steder fra. Ved en betragning af skriften[48] kan i hvert fald udskilles to hænder. De fleste strimler er skrevet med halvkursiv, mens Vilhelms og Maria Magdalenas er skrevet med kursiv. Måske er Osvalds og Stefans ligeledes skrevet med en anden hånd. Dette kunne passe meget godt med, at størsteparten var skrevet samlet på købsstedet i det sydligere udland, mens enkelte, og her strimlerne med de specifikt lokale helgener: Vilhelm og Osvald, var skrevet i stiftsstaden Odense. Sikkerhed får vi vel aldrig.

Efter denne gennemgang af de middelalderlige alterborde med deres relikvier i Odense Stift kunne det være rimeligt at spørge: hvor meget er lokalt, og hvor meget afspejler en bredere afhængighed af fremmede forhold. Svaret må i dag blive meget svævende, ja næsten undvigende, da tilsvarende undersøgelser fra de andre danske stifter mangler. Desuden er materialet – trods flere hundrede års indsamlinger – yderst begrænset,[49] men bag ved renæssancepaneler og under tunge altertavler skjuler sig endnu mange ukendte detaljer, som med den allerede nu indvundne viden vil kunne give svar på mange af de spørgsmål, som i dag står uløste.

Noter

  1. ^ Brøndum-Nielsen m. fl. 1920 ff.
  2. ^ Strömberg 1955 s. 21 og 28.
  3. ^ Strömberg 1955 s. 29.
  4. ^ Strömberg 1955 s. 31-34.
  5. ^ Ottosen 1970 s. 20 ff.
  6. ^ Strömberg 1955 s. 55.
  7. ^ Forfatteren har diskuteret fænomenet med Troels Dahlerup, som ligger inde med en del upubliceret materiale.
  8. ^ SRD bd. 1 s. 317-323, samt Strömberg 1955 s. 71-72.
  9. ^ SRD bd. 1 s. 317.
  10. ^ SRD bd. 1 s. 317.
  11. ^ Strömberg 1955 s. 71-72.
  12. ^ Kirkernes latinske navneformer er identificeret og kontrolleret ved hjælp af Kousgård Sørensen 1958 og 1969.
  13. ^ Durandus 1859.
  14. ^ Jacobsen og Moltke 1942 nr. 148.
  15. ^ Beretningsarkiv på Nationalmuseets anden afdeling, samt flere eksempler i Danmarks Kirker.
  16. ^ Optaget i Corpus iuris canonici: p. 3, d. 1, c. 1. Se literaturlisten.
  17. ^ Wallem 1910-11.
  18. ^ DK Præstø amt s. 357 ff. – jf. desuden indvielsesindskrift på pergament i Gumløse kirke, Skåne, der berettede om indvielsen af kirken i 1192. Callmer 1941.
  19. ^ Jf. indskriften på Broddetorpalte-ret. Nørlund 1926 s. 107, samt indskriften på tabula fra Mære kirke, Norge. Wisløff 1966 s. 120.
  20. ^ DK Tønder amt s. 1553 ff.
  21. ^ Fett 1909 s. 141.
  22. ^ Se foto i Braun 1924 tavle 106.
  23. ^ Bremen 1967.
  24. ^ Vellev 1974.
  25. ^ Thordeman 1952.
  26. ^ Fett 1909 s. 101.
  27. ^ Braun 1924 s. 589.
  28. ^ Stromberg 1955 s. 23.
  29. ^ Helms og Amberg 1906.
  30. ^ Rekonstruktionstegning i Christiansen 1972 s. 4. For de bevarede trækonstruktioner se Jensen 1911.
  31. ^ Rapport i Nationalmuseet af Mogens Bencard 15.10.1956.
  32. ^ Dahlerup 1969 s. 386-80 med tilhørende kort s. 411.
  33. ^ For hjælp dér takkes personalet, som altid velvilligt har hjulpet med fremskaffelse af materiale fra arkiv og magasin.
  34. ^ Femte udgave bd. 11, 12 og 13, 1955-57.
  35. ^ DK Maribo amt I-II, 1948-51, og Sønderborg amt, 1961.
  36. ^ † er i DK signatur for: borte, nedbrudt o. l.
  37. ^ Tekststrimlerne viste sig at være konserveret tidligere, idet der var påklistret et papirunderlag, som nu var ved at gå i opløsning.
  38. ^ Else Østergård påtænker at gennemgå hele Nationalmuseets samling af relikvietekstiler, hvoraf en del består af mønstervævede fragmenter, åbenbart fremstillet omkring Middelhavet.
  39. ^ DK Århus amt, s. 659.
    39a Tilsvarende 4 huller har forfatteren blot iagttaget ved et enkelt andet alter: Grønby, Skåne, nu på Lund universitets Historiske Museum, inv. nr. 16067b.
  40. ^ Haupt 1924 og 25.
  41. ^ Bremen 1967.
  42. ^ Tekstilresterne fra Seem ved Ribe er tidligere analyseret. Se Østergård 1974.
  43. ^ Dateringerne skyldes Tue Gad, Det kgl. Bibliotek.
  44. ^ Dette er for nylig godtgjort for en samling af relikvier fra Seem, som omkring 1200 blev erhvervet i NV-Tyskland til højalterets indvielse. Se Gad 1974.
  45. ^ Callmer 1941.
  46. ^ Både læsningen og oplysninggerne om Maternus-strimlen skylder jeg cand. teol. Merete Geert Andersen, af hvis brev af 3.8.1975 følgende kan citeres: Der findes to helgener ved navn Maternus. Den ene er Maternus, biskop i Milano i 4. århundrede, og med festdagen 18. juli (Bibliotheca Ha-giographica Latina 5682). Den anden er Maternus, biskop af Køln, Trier og Tongren, levede også i 4. århundrede men hans festdag er 14. september (BHL 5678-81).
  47. ^ For oplysningen takkes Merete Geert Andersen.
  48. ^ Foretaget sammen med Tue Gad.
  49. ^ En bevidst indsamling startede først med Nationalmuseets oprettelse i 1806. Allerede året efter i august udsendtes en skrivelse til alle sognepræster, hvis indledning lyder: „Oldsager, Kommisionen til Oldsagers Opbevaring ønsker sig underrettet om.“ Herefter opregnes i 12 punkter forhold, som museet ønsker oplysninger om, under punkt 8 læses: „Levninger fra den catholske Cultus; saasom: Cru-cifixer, Helgenbilleder, Røgelse- eller Vievands-kar, og deslige. Ogsaa om i Pladen, der undertiden dækker Alterbordet, endnu findes de firkantede Fordybninger lukkede med en liden Sten, i hvilke fordum laae og maaske endnu findes Reliqvier og Documenter“. Svaret fra denne rundspørge danner grundstammen i Nationalmuseets Antikvarisk Topografiske arkiv. Desuden indkom som reaktion på skrivelsen en række relikviekapsler, blandt andet den fra Tårs.

Litteratur

  • Braun, J.: Der christliche Altar, I. München 1924.
  • Bremen, W.: Die Reliquiengläser des Diözesanmuseums im Rottenburg am Neckar. 1967.
  • Brøndum-Nielsen, J., Kroman, E., Skautrup, P.: Danmarks gamle landskabslove på nutidsdansk. Kbh. 1920 ff.
  • Callmer, G.: Gumlösa kyrkes Invigningsår. Lund 1941.
  • Christiansen, T.E. (red.): Danmarks middelalder. Nationalmuseets vejledning. Kbh. 1972.
  • Dahlerup, T.: Det danske sysselprovsti i middelalderen. Kbh. 1968.
  • DK = Danmarks Kirker. Kbh. 1933 ff.
  • Das Corpus iuris canonici. In seinen Wichtigsten und anwendbarsten Theilen in’s Deutsche übersetzt. Leipzig 1834-37.
  • Durandus, V.: Rationale divinorum of-ficiorum. Trykt udgave på latin bl.a. Neapel 1859. Fransk oversættelse ved Barthélemy, M.: Paris 1854. Engelsk oversættelse i uddrag – bl.a. første bog ved Neale, J.M. og Webb, B.: The symbolism of Churches and Churchornaments. A Translation of the first book of the R.d. o., written by Durandus. London 1842 og 1893.
  • Fett, H.: Norges kirker i middelalderen. Kristiania 1909.
  • Gad, T.: Seem-relikviernes pergamentstrimler. hikuin 1, Viborg 1974.
  • Grotefend, H.: Zeitrechnung des deutschen Mittelalters, I-II. 1891-93.
  • Haupt, R.: Die Bau- und Kunstdenk-mäler in der Provinz Schleswig-Hol-stein. Bd. 5. Heide in Holstein 1924. Bd. 6. Heide in Holstein 1925.
  • Helms, J. og Amberg, H.C.: Ribe Domkirke. Kbh. 1906.
  • Jacobsen, L. og Moltke, E.: Danmarks runeindskrifter. Atlas. Kbh. 1941. Tekst. Kbh. 1942.
  • Jensen, C. A.: Alterstolper fra jyske landsbykirker. Årbøger for nordisk oldkyndighed. Kbh. 1911.
  • Kjersgaard, E.: Danmarks historie. Po-litiken 1963.
  • Kousgård Sørensen, J.: Svendborg amts bebyggelsnavne. Danmarks stednavne nr. 13. Kbh. 1958.
    – : Odense amts bebyggelsesnavne. Danmarks stednavne nr. 14. Kbh. 1969.
  • Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder, I, Kbh. 1956. Artiklen: Altare.
  • Nikolaysen, N.: Norske Fornlevninger. 1862-66.
    – : Tillæg til „Norske Fornlevninger“. I: Foreningen til norske Fortidsminders Bevaring. Årsberetning 1870.
    – : Om relikviegemmer i norske kirker. (Norsk) Historisk Tidsskrift. 1899.
  • Nørlund, P.: Gyldne altre. Kbh. 1926.
  • Ottosen, K.: The Manual from Notmark. Kbh. 1970.
  • Sauer, J.: Symbolik des Kirchengebäu-des. Freiburg 1924.
  • SRD = Scriptores Rerum Danicarum, I. Kbh. 1772.
  • Strömberg, B.: Den pontificale liturgin i Lund och Roskilde under medelti-den. Lund 1955.
  • Thordeman, B., Källstrm, O., Ryd-beck, M. (red.): Reliken och relikva-rier från svenska kyrkor. Stockholm 1951.
  • Thordeman, B.: Dateringen af Sankt Henriks Kenotaf i Nousis. I: Festskrift til G.A. Nordman. Helsingfors 1952.
  • Vellev, J.: Fra helgengraven. Skalk nr. 3. Århus 1972.
    – : Relikvierne fra Seem kirke, hikuin 1, Viborg 1974.
  • Visløff, G. Fr.: Norsk kirkehistorie, I Oslo 1966.
  • Wallem, F.: De islandske kirkers udstyr i middelalderen. I: Foreningen til norske Fortidsminders Bevaring. Bd. 65, 1910, og bd. 66, 1911.
  • Østergård, E.: Analyse af tekstilmaterialet fra Seem-relikvierne. hikuin 1, Viborg 1974.

©