»Ogsaa i Rom var det jeg første Gang lærte at kjende Thorvaldsen, mange Aar tidligere, da jeg nyelig var kommet til Kjøbenhavn, gik som fattig Dreng i Gaderne, var Thorvaldsen ogsaa der; det var hans første Hiemkomst, vi mødte hinanden paa Gaden, og jeg vidste det var en betydelig Mand i Kunsten, jeg betragtede ham, hilste, og han gik forbi, men vendte pludselig om, kom hen til mig og sagde: »hvor har jeg seet Dem før? Jeg synes vi kjende hinanden!« – Og jeg svarede da, »nei vi kjende slet ikke hinanden!« – Jeg fortalte ham nu i Rom denne Historie, og han smilede, trykkede min Haand og sagde: »vi have nok følt den Gang vi dog skulde blive gode Venner!«[1]

Ovenstående beretning om sit første møde med Thorvaldsen – på gaden i København 1819 – har Andersen første gang givet i »Das Märchen meines Lebens« (1847), og den blev siden gentaget næsten uændret i »Mit Livs Eventyr« (1855).[2] I selvbiografierne er episoden meget naturligt placeret i det kapitel, der bl.a. omhandler den for hans digterfremtid så afgørende rejse til Italien 1833-34 – og hans andet møde med Thorvaldsen, det som blev indledningen til et nært venskab mellem de to kunstnere.

Når man betænker Andersens situation på de to tidspunkter (1846, resp. 1853-55), hvor selvbiografierne blev forfattet, bliver beretningen om det tilfældige møde i København 1819 en ekstra god historie. Andersen var i mellemtiden blevet en berømthed, på linje med den i 1844 afdøde Thorvaldsen, og i lys heraf tolkes begivenheden som et varsel om den skæbne, som forsynet havde tiltænkt den da 14-årige teatergale H.C. Andersen, for hvem alle sunde syntes lukkede.

I det efterfølgende skal det forsøges at tegne et billede af de to kunstneres venskab, dets forløb og karakter, ligesom vi vil forfølge nogle af de spor, det har efterladt i Andersens digtning. Personkonstellationen har vel sin særlige interesse deri, at Andersen hér bringes i forhold til en »rigtig« billedkunstner, ovenikøbet samtidens største danske billedkunstner. Endelig blev det jo også disse to kunstnere, som af både deres samtid og den nærmest følgende eftertid betragtedes som de to »store danskere«. Det skal imidlertid understreges meget stærkt, at en skildring af venskabet næsten udelukkende har den ene af vennerne – Andersen – som kilde. Thorvaldsens noksom bekendte karrighed med hensyn til at give skriftlige – for den sags skyld også mundtlige – vidnesbyrd fra sig diskvalificerer ham fuldstændig som kilde.

H.C. Andersen. Maleri af A. Küchler, 1834, Frederiksborg Museet. – Portrættet har tilhørt Edvard Collin.

Rom 1833-34 – Andersens »Agnete« – Thorvaldsens skulpturer

Egentlige bekendte – for ikke at sige venner – blev Andersen og Thorvaldsen ret sent. Det kan endda dateres ret så nøjagtigt, nemlig til dagen 19. oktober 1833, hvor Andersen dagen efter sin ankomst til Rom opsøgte Thorvaldsen i dennes bolig i »Casa Buti« i Via Sistina.

Thorvaldsen var i 1833 63 år gammel og forlængst anerkendt som en af Europas største billedkunstnere, efter Canovas død havde han den ubestridte førsteplads blandt billedhuggerne. Hans verdensberømmelse kastede uvilkårligt glans over hans fødeland, og den gavnede også de af hans landsmænd, som i disse år gæstede Rom. Samtlige danske Roma-farere, deriblandt en god del kunstnere på »dannelsesrejse«, søgte Thorvaldsen, nød godt af hans venlighed og hjælpsomhed, og Andersen sluttede helt naturligt op i rækken.

Bertel Thorvaldsen. Maleri af Horace Vernet, 1835. Thorvaldsens Museum. – Th. står lænet mod kavaletten med Horace Vernets buste. Betegnet: »Horace Vernet à son illustre ami Thorwaldsen Rome 1835«.

Andersen var så heldig at indtræffe i Rom just på den dag, 18. oktober, hvor den store renaissancekunstner, Rafael, blev gravsat for 2. gang i Pantheon. Dér så han Thorvaldsen optræde i embeds medfør, d.v.s. som medlem af Roms kunstakademi, San Luca Akademiet, med vokslys i hånden. Og næste dag, 19. oktober, bankede den 28-årige digter frejdigt på Thorvaldsens dør for at gøre hans bekendtskab. »Den jevne Ligefremhed, det milde Hjertelige hos den store Kunstner greb mig, der var forunderlig blød, saa at jeg næsten i Taarer forlod ham, uagtet vi nu hver Dag, som han sagde, skulde sees.«[3]

Vi skal ikke gå i detailler m.h.t. den omgang, Thorvaldsen og Andersen havde med hinanden de fire måneder, Andersen tilbragte i Rom. Det har Andersen fortalt om så mange gange, først i dagbogen, siden i brevene hjem til Danmark og sidst i selvbiografierne. Det væsentlige må være, at Thorvaldsen viste Andersen den samme venlighed, som han viste stort set alle landsmænd i Rom, og at der tilsyneladende fra første dag har været en gensidig sympati til stede. Andersen besøgte gentagne gange Thorvaldsen i dennes yderst beskedne ungkarlebolig i Via Sistina, og Thorvaldsen inviterede en enkelt gang sig selv på besøg hos Andersen på dennes værelse i huset skråt overfor, i samme gade. Og endelig løb de jævnlig på hinanden på de osteria’er eller trattoria’er, hvor skandinaviske og tyske kunstnere samledes i fornøjeligt fællesskab.

Thorvaldsen har sandsynligvis ikke haft den mindste anelse om, hvem Andersen var og hvorledes hans digtning var beskaffen. Det ser således ikke ud til, at deres fælles ven og rådgiver, konferensråd Jonas Collin, pr. brev har introduceret Andersen hos Thorvaldsen, ligeså lidt som en anden fælles ven, Just Mathias Thiele, kunstakademiets sekretær, har gjort det.[4]

Den danske koloni var på det tidspunkt ganske stor, og den talte mange udmærkede kunstnere. Foruden Thorvaldsen selv var der af billedhuggere H.V. Bissen og medaljør Christen Christensen. Af malere kan nævnes A. Küchler og C. D. Blunck, Fritz Petzholdt og J.L. Jensen (»Blomster-Jensen«), og af digtere må vi først og fremmest nævne Ludvig Bødtcher, som boede i Rom i hele 11 år, frem til 1835, foruden Henrik Hertz, som indtraf en måneds tid senere end Andersen – et møde som Andersen, med Hertz’ »Gjenganger-Breve« i erindring, så frem til med ikke ringe ængstelse. Men vi lader Hertz hvile i denne sammenhæng.

Foruden kunstnerne var der »Prindssessen«, d.v.s. prinsesse Charlotte Frederikke, den senere Christian VIII’s fraskilte hustru, moder til den senere Frederik VII. Hun levede i en slags landsforvisning i Rom, men holdt hof og så danskerne som sine gæster. Hendes hofchef, kammerherre A. Paulsen, var netop blevet gift med Thorvaldsens uægteskabelige datter Elisa. Til den danske koloni kan også regnes et par unge mænd af den »lavere landadel«, løjtnant A.W. Dinesen og kammerjunker J. Bruun de Neergaard, som havde været Andersens rejsefæller på vejen fra Milano til Rom.

Andersen befandt sig stort set vel mellem alle disse kunstnere og landsmænd, hvoraf flere var hans jævnaldrende, og der er næppe nogen tvivl om, at også dette samliv med kunstnere – ved siden af mødet med Italiens natur og folkeliv, fortidsminderne og kunstværkerne – har bidraget sit til den forløsning af den sande digter, som blev den store udenlandsrejses endelige resultat.

Havde Thorvaldsen været uvidende om, hvad Andersen stod for som digter, da sidstnævnte indfandt sig i Rom, så lod Andersen ham ikke længe forblive i uvidenhed. Allerede et par dage senere, 23. oktober, blev Thorvaldsen én af oplæseren Andersens tilhørere. Herom beretter dagbogen:

». . . Om Aftenen var vi hos Prindssessen, der ikke synes særlig æstetisk, hun begyndte med om jeg strax vilde tage fat at læse, hun skulde bort Klokken 7, det varede da til 8½; Thorvaldsen syntes henrykt, roste Harmonien, de smukke Vers og den store Idee, bad mig læse det for sig i Ro, det samme bad alle Kunstnerne mig om . . .«.[5]

Dagbogens lille ord »det« står for Andersens dramatiske digt »Agnete og Havmanden«, som var blevet forfattet undervejs på rejsen, påbegyndt i Paris og fuldført i Schweiz, i byen Le Locle. Andersen satte store forhåbninger til dette digt. Med det ville han »erkjendes som en sand Digter«, som han udtrykte det. Det renskrevne manuskript havde han fra Le Locle sendt hjem til København, til Edvard Collin som skulle sørge for at få det udgivet. Andersen må åbenbart have haft et andet manuskript med sig til Rom, måske den egentlige kladde. I Rom ventede Andersen de første par måneder spændt på reaktionen fra København, og han forkortede ventetiden med oplæsninger af værket snart hér og snart dér. Hos prinsessen – som før nævnt -, hos blomstermaler Jensen (11. november, »de vare alle henrykte«)[6] og hos Andersen selv i hans logi, således som han beretter i sin dagbog 6. december: ». . . Til om Aftenen Klokken 6 havde Thorvaldsen mældt sig for endnu engang at høre min Agnete, jeg gik hjem lidt over 5 for at være tidsnok, men da jeg kom ind i Værelset, sad allerede den Gamle der, havde faaet Lys tændt og læste i en Bog, han havde glemt Tiden og vilde da heller komme for tidlig sagde han, de øvrige Danske som endnu ikke kjendte Digtet, var først indbudet til Klokken 6, vi maatte da ene tilbringe denne Time, siden kom Bissen, Petsholdt, Koop og Berg fra Norge. Hertz sad tæt ved mig, jeg følte mig særdeles geneert, følte at jeg læste det slet, thi jeg tænkte alle Øieblikke, hvad mon han tænker; jeg jog afsted i Galop. Thorvaldsen sad med det alvorlige kloge Ansigt og hørte opmærksomt, og naar jeg saae paa ham tilnikkede han mig Bifald; han gjør meget af Agnete; Hertz yttrede ikke et Ord, hverken for eller imod.«[7]

En måneds tid senere fik Andersen Edvard Collins yderst åbenhjertige dom over Agnete. »Agnete var til Fortvivlelse vanskabt, et sammensmuurt maadeligt Arbejde . . . Brevet bragte mig til Fortvivelse«.[8] Collins dom over »Agnete« genkaldte hos Andersen erindringen om »Molbechs strænge ubillige Kritik« (af »Aarets tolv Maaneder« og »Samlede Digte«), hvilket affødte disse trøstens ord fra Thorvaldsen: »For Guds Skyld lad aldrig Sligt røre Dem, jo mindre Een forstaar af Kunsten, jo strængere bliver han, det er det skjønne hos Kunstneren, jo mere han trænger ind i sin Kunst seer han dens Vanskelighed og bliver mildere mod andre . . . Føl Deres egen Kraft, lad Dem ikke lede af Mængdens Dom og gaae roligt fremad«. Han forærede mig nu 30 Blade Conturer til sine Basreliefs, trykkede hjerteligt min Haand og bad mig bære Verdens Ubillighed saa let, det var mig mueligt!«.[9] Den store billedhuggers ord lindrede, men kunne dog ikke forhindre, at Andersen i dagevis var hensat i dybeste mismod, efter hans eget udsagn i et mismod svarende til det, han havde været behersket af i den allerværste tid i rektor Meislings hus.

Det er svært at afgøre, om Thorvaldsens ord er udtryk for en oprigtig positiv vurdering af digterværket eller om de blot er sagt, fordi han havde sympati for og medlidenhed med den unge digter. Thorvaldsens yndlings-digtere var Holberg og Wessel, og tragedier var han ikke nogen ynder af. Så man kan have sine tvivl m.h.t. oprigtigheden! »Agnete« – og vel at mærke »Agnete« påhørt i Andersens oplæsning, ikke tilegnet gennem læsning – var foreløbig, hvad Thorvaldsen havde at bygge sin vurdering af Andersen som digter på. Iøvrigt forærede Andersen ham ved samme lejlighed en afskrift af sin ungdomssucces, digtet »Det døende Barn«. Hvorledes Thorvaldsen har værdsat dette digt, vides der imidlertid intet om.[10]

Til yderligere belysning af den betydning, Andersen tillagde Thorvaldsens interesse for »Agnete« og den store billedhuggers besøg hos sig hin 6. december, skal det nævnes, at en notits herom er indføjet i digterens almanak fra 1833. Under rejsen førte Andersen som bekendt en fyldig dagbog, hvortil der allerede er henvist adskillige gange. Med sig på rejsen havde han imidlertid også en ganske almindelig almanak eller skrivekalender. Dennes primære formål har åbenbart været at tjene til ihukommelse af fødselsdage og andre mærkedage, men blandt de yderst få og kortfattede notitser, Andersen her har indføjet vedrørende sin store rejse, er netop en notits om Thorvaldsens besøg.[11]

Dagbog og almanak var kun beregnet for Andersen selv, men i brevene hjem til Danmark undlod han dog ikke at orientere sine venner om den ros og trøst, den store billedhugger havde ladet hans værk og hans person vederfares. Og også en større offentlighed, Andersens danske læsere, fik snart besked om sagen, idet han efter hjemkomsten i A.P. Liunges »Søndagsblad« 1835 offentliggjorde nogle »Blade af min Dagbog«, hvori det hedder: »Aldrig vil jeg glemme hans store Mildhed og Kjærlighed mod mig, vore Samtaler og hans Opmuntring og Trøst«, idet der ikke lægges skjul på, at »Agnete og Havmanden« havde tiltalt Thorvaldsen meget og at det var dette digts vanskæbne der havde fremkaldt »Opmuntring og Trøst«.[12] Et par år senere fik Andersens tyske læsere den samme information, i den indledning til »Nur ein Geiger« (1838, oversat af G.F.v. Jenssen), som i alt væsentligt er en selvbiografi, forfattet af Andersen og fortysket af v. Jenssen. Hér hedder det: »Bei Thorvaldsen, der grosses Gefallen an der »Agnete« fand, wurde der Dichter Trost und Aufmunterung zu Theil. Der grosse Künstler erzählte ihm, wie sehr auch er in seinen ersten Künstlerjahren dem Neide blossgestellt, und wie oft auch er verkannt worden«.[13] Hvorfra historien gik videre til »Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung« hvori Thorvaldsen iøvrigt citeres for denne ytring: »Det er jo som gik jeg i Skoven hjemme og hørte de danske Søer!«. I »Mit Livs Eventyr« omskrev Andersen klogeligt dette citat til: »og saa er det saa Dansk«, sagde han; »det er fra Skoven og Søen derhjemme«.[14]

Lad os vende kikkerten den anden vej. Hvad kendte Andersen mon til Thorvaldsens værker? Man kan vist roligt påstå, at digterens kendskab til Thorvaldsens skulpturer var yderst beskedent, da de mødtes i Rom. Men deri adskilte han sig ikke synderligt fra sine landsmænd. For havde man ikke haft mulighed for at opsøge Thorvaldsen i Rom, var der ikke mange chancer for at stifte bekendtskab med hans værker. I Danmark vidste man udmærket besked med Thorvaldsens berømmelse, men vidste egentlig meget lidt om, hvad denne berømmelse hvilede på. Andersen kunne gå i Frue kirke og betragte de skulpturer – i gips – som blev sendt hjem fra Rom sidst i 1820’erene, og på Kunstakademiet kunne nogle få Thorvaldsen-arbejder beskues, men det var stort set også alt. De årlige forsendelser søværts via Livorno, med Thorvaldsen-værker i lasten på hjemvejen, tog først deres begyndelse i 1833, altså i samme år hvor Andersen forlod Danmark med Italien som mål.[14]

I Rom derimod tog Andersen sig tiden til at gøre sig bekendt med Thorvaldsens kunst, ligesom han tog sig tid til at beskue al den øvrige kunst, som Rom var og er fuld af. I artiklen »Rom – en verden fuld af skatte« har Elisabeth Hude på udmærket måde skildret Andersen som den ivrige, flittige og med tiden yderst kyndige »forbruger« af Roms kunstværker, det være sig malerkunst, billedhuggerkunst eller bygningskunst.[15]

Elisabeth Hude gør rigtigt opmærksom på, hvorledes han egentlig først nede i Italien lærte at sætte pris på billedhuggerarbejder. Betragtningen af »den medicæiske Venus« i Firenze var ham en næsten ekstatisk oplevelse. Skulle man derom bruge et Thorvaldsensk udtryk, må det være: Da smeltede sneen ham af øjnene«.

Pave Leo XII aflægger besøg i Thorvaldsens værksteder ved Piazza Barberini i Rom Lucas-dagen den 18. oktober 1826. Maleri af H.D.C. Martens, tilh. Statens Museum for Kunst, dep. i Thorvaldsens Museum.

Andersen havde denne oplevelse bag sig, da han ankom til Rom, så hans sind var opladt for også Thorvaldsens værker. Naturligt nok brugte han sine øjne godt under sine besøg hos Thorvaldsen. Denne havde i sin bolig, så beskeden den end var, en ganske stor malerisamling, som han gerne viste frem for sine gæster, og som Andersen fik forevist under sit allerførste besøg. Derimod ser det ud til, at Andersen nok er blevet overladt til sig selv m.h.t. Thorvaldsens egne arbejder, måske som et udslag af den beskedenhed, som også er et træk i Thorvaldsens karakter. I Thorvaldsens forskellige atelierer stod endnu hovedparten af originalmodellerne i gips (Andersen kaldte dem gipsafstøbninger, forstået som afstøbninger af mesterens skitser i ler) til Thorvaldsens utrolig mange arbejder, både de store monumenter og statuer, reliefferne og portrætbusterne. Og i Peterskirken opsøgte Andersen det prægtige gravmæle over pave Pius VII. Med al anerkendelse af sin store landsmands evner måtte Andersen dog sætte Canovas pave-gravmæle over Thorvaldsens ditto.[16] Under sit første besøg i Thorvaldsens lejlighed iagttog han billedhuggeren under arbejdet med modellering af det Rafael-relief, som Thorvaldsen havde tænkt sig anvendt som gravmæle over Rafael i Pantheon. Det får af Andersen karakteristikken:

Det Hele er saa poetisk tænkt, saa mesterligt udført, at den, som saae det, aldrig kan forglemme Totalindtrykket.12

Rafael mellem lysets genius og sejrens gudinde. Relief af Thorvaldsen. Originalmodel i gips, Rom 1833, til et påtænkt gravmæle over Rafael i Pantheon i Rom. Thorvaldsens Museum.

Andersen gjorde sig megen umage med at finde ud af motivet for de enkelte Thorvaldsen-arbejder, og kunne han ikke selv finde ud af det, så spurgte han sig for hos rette vedkommende, Under det første besøg bemærkede han et relief, forestillende en hyrdinde, der havde en redefuld af amoriner. »Paa et andet hvor en Hyrdinde havde en Rede fuld af Amoriner var der een jeg slet ikke kunde finde Mening i, spurgte derfor om det; »ja ved den har jeg intet tænkt!« svarede han.[17] – Hvilket Andersen jo ikke blev meget klogere af.

Gerne havde man set, at Andersen under sine besøg i Thorvaldsens atelier havde ofret en særlig opmærksomhed på relieffet »Amor hos Anakreon«, idet dette jo har motiv til fælles med Andersens »Den uartige Dreng« fra 1835.[18] En inspiration fra relieffet til eventyret kan imidlertid ikke påvises. Begge kunstnere er blevet inspireret af de anakreontiske digte, Andersen for sit vedkommende formentlig i Simon Meislings oversættelse fra 1826.[19]

Hyrdinde med en amorin-rede. Relief af Thorvaldsen. Egenhændigt marmorarbejde. Originalmodellen hertil er udført i Rom 1831. Thorvaldsens Museum.

Naturligt nok interesserede digteren Andersen sig meget for Byron-statuen, som stod parat til afsendelse til England. Den så han under et besøg 7. november 1833, hvor det hedder i dagbogen: ». . . saae en ganske deilig Psykke i Gips og en Byron i Marmor, han sidder med en Bog, har en Kappe løst om Skuldren, sætter Foden paa en afbrudt corintisk Søile, ved Siden af ham ligger et Dødninghoved; bestemt for London«.[20] En meget præcis iagttagelse, må man sige, og iagttagelsen er skrevet ned i dagbogen for at blive husket.

De fire måneder, Andersen tilbragte i Rom vinteren 1833-34, efterfulgtes af en månedlang rejse til Napoli. På hjemrejsen derfra passeredes Rom, og det blev til endnu en uge i pavestaden, ovenikøbet i påskeugen. Venskabet med Thorvaldsen bekræftedes. Dagbogen har for 2. påskedag (31. marts) denne passus om afskedsvisitten: »Besøgte Thorvaldsen der medens vi talte sammen i Sophaen, pidskede en Æggeblomme i Spølskaal, han viiste mig nu sit Basrelief Nemesis, hvor han har skrevet med Ord Allegorierne. – Ved Afskeden tog han mig i sine Arme og kyssede mig to Gange. – Han mente vi saa hinanden i Danmark eller – Italien«.[21] Og ved samme lejlighed fik Andersen til sin stambog disse ord: Lev tilfreds og lykkelig og tænk undertiden paa Deres Ven Thorvaldsen. Rom d. 31. Marts 1834.[22]

Amor hos Anakreon. Relief af Thorvaldsen. Egenhændigt marmorarbejde. Originalmodellen hertil udført i Rom 1823. Thorvaldsens Museum.

Intermezzo 1834-38

Det er ikke til at vide, hvor meget og hvor ofte Andersen har tænkt på sin ven Thorvaldsen i den tid, der skulle hengå mellem deres første og andet møde, d.v.s. mellem Andersens afrejse fra Rom foråret 1834 og Thorvaldsens hjemkomst til København efteråret 1838. Men på mange måder blev det en periode, hvor han kom til at leve »tilfreds og lykkelig« – som Thorvaldsen havde ønsket ham det.

Disse år er jo næsten de allervigtigste i Andersens digteriske virke. Det er hér, han får sit gennembrud med romanen »Improvisatoren«, efterfulgt af de hurtigt følgende romaner »O.T.« og »Kun en Spillemand«, og det er i de samme år, de første »Eventyr, fortalte for Børn« ser dagens lys. I sit liv var Andersen inde i en frugtbar periode, som varede ved til slutningen af 1840’erne og som med god ret kan sammenlignes med det afsnit af Thorvaldsens liv, som udspilledes i århundredets to første årtier.

Den uartige Dreng. Blyantstegning af Vilh. Pedersen, udført som forlæg for illustration i træsnit (Ed. Kretzschmar) i Gesammelte Märchen 1849 og Eventyr 1850. H.C. Andersens Hus.

I disse år var forbindelsen mellem de to venner midlertidigt afbrudt, indskrænkede sig til en hilsen i ny og næ, fra den yngre til den ældre og fremsendt via mellemmand, som da Andersen bad sin veninde Henriette Wulff hilse Thorvaldsen og overgive ham en afskrift af en vise, Andersen havde digtet til en fest for de »danske Romere« 8. marts 1835, på Thorvaldsens romerske fødselsdag.[23]

I de samme år udfoldedes i København store anstrengelser for dels at sikre Thorvaldsens værker for Danmark, dels at sikre dem et blivende hjemsted, et museum, i fødebyen. Den allesteds nærværende og medvirkende Jonas Collin, Andersens første og vigtigste velgører, havde forsædet i den komité, der skulle tilvejebringe de nødvendige midler, men Collins entusiasme synes ikke at have smittet af på Andersen. Hans skepsis fremgår tydeligt af et brev til Henriette Hanck (2. februar 1837): ». . . Hvad siger De og Deres til det thorvaldsenske Museum. Enkelte Mennesker ere saa Febervarme derfor at jeg bliver kold. Vi have ikke noget at sætte op i Musæet. 2 eller høist tre Marmorstatuer er det Hele, Resten er Gips, som gaaer itu, og Gips giver et høist ufuldstændigt Begreb om en Original i Marmor. Baronesse Stampe er entusiastisk, hendes Stuepige og Kokkepige have hver givet 3 Mk. Kudsk og Tjener hver en Rigsdaler. Professor Høyen har holdt Tale i Kongens Stalde og alle Staldknægtene, siger han ere begeistrede. Heste sloge bagud og Karlene sloge ind i hans Ideer. Forresten giver jeg gjerne mit Bidrag for at vi kunne faae en stor, smuk Bygning; Lille Viggo vil give 1 Mk., naar han maa faae Lov til at see det. Jeg giver 50 Rdl. naar Thorvaldsen vil hugge mig i Marmor og jeg saaledes maa bo i Huset . . .«.[24] Trods skepsis over for museumsprojektet og distance til de »febervarme« indsamlere antyder den spøgefulde slutning på brevet dog en vis positiv stillingtagen. Omend den anførte betingelse hverken nu eller sidenhen blev opfyldt og uagtet H.C. Andersen ikke anså opførelsen af et Thorvaldsens Museum for »en Folkesag«, så bidrog han dog også hertil. Til fordel for museumskomiteens indsamling opførte Studenterforeningen i 1837-38 nogle vaudeviller, hvori Andersen havde nogle småroller.[25]

Sin skepsis m.h.t. muligheden for at få overført Thorvaldsens samlinger fra Rom til København delte Andersen med mange af sine samtidige. Det samme gælder hans skepsis m.h.t. betimeligheden – og muligheden – for at give dem en passende bygning. I foråret 1838 var denne tvivl imidlertid blevet afløst af vished m.h.t. samlingerne, og man nærede tilmed berettigede forhåbninger om, at mesteren ville vende tilbage til sin hjemby i følge med sine værker.

Som før nævnt kan vi roligt konstatere, at Andersen og Thorvaldsen ikke havde været i nogen brevkontakt i det hér omhandlede tidsrum. Andersen forsøgte end ikke at fremtvinge en brevveksling, aldenstund han nok var klar over, at sligt var håbløst. Man tillægger jo Thorvaldsen den udtalelse, at han ville hellere gøre 2 buster end skrive 1 brev! Og et indirekte bevis på den manglende brevkontakt får vi af et brev fra H.C. Andersen til Thorvaldsen, dateret 10. maj 1838 og bevaret i Thorvaldsens Museums arkiv.[26]

Situationen er den, at fregatten Rota netop skal sejle til Livorno for at afhente endnu en last Thorvaldsen-arbejder, forhåbentlig også mesteren. Der var til det sidste uvished om den ting. Udenpå har Andersen skrevet »Kunstneren A. Thorvaldsen, Kommandør af Dannebrogen, Ridder af flere Ordener etc. etc., Rom« og dets tekst lyder således:

For dog paa en Maade at komme med Fregatten til det kjære Italien og kunde sige Dem en venlig god Dag og Tak for alt Godt, skriver jeg dette lille Epistel. Hvor kjær Kunsten og Landet er mig vil De have seet, dersom De har læst min Roman Improvisatoren, der tidligere er blevet sendt til Biblioteket i Rom, men hvad Bogen ikke har kunnet sige Dem, skal her mit Brev gjøre. Tak for al Deres Venlighed imod mig. Tak for den kjærlige Trøst og Opmuntring De gav mig da jeg i Rom følte mig nedtrykt over en ukjærlig Dom i Hjemmet der tilfaldt mit Digt Agnete. Siden min Hjemkomst, da jeg optraadte med »Improvisatoren«, har Alt forandret sig til det Bedre, jeg har fundet megen Erkjendelse, dog meest i Tydskland, hvor man næsten vurderer mit Talent for høit. Alle mine senere Bøger ere blevne oversatte og selv i Frankerige vil nu »Improvisatoren« udkomme oversat paa Fransk. De hørte saa kjærligt paa mit Mismod, derfor maa De ogsaa høre paa min Glæde. Maaske har De glemt Deres trøstende Ord, jeg har det ikke! Min Biographie udkommer snart i Tydskland, der vil De see hvor godt Deres Venlighed gjorte mig. Mit nyeste Arbeide er en Roman i tre Dele: »Kun en Spillemand«, der viser hvorledes den meest begavede Natur, naar den ei har en kraftig Villie og udvortes gunstige Omstændigheder komme til, maa gaae til Grunde. Dansk Natur og dansk Folkeliv pynter Scenen, der dog ogsaa har Malerier af Rom, Wien og Paris at opvise. Med stor Længsel see nu Alle den Tid imøde at Fregatten kommer tilbage, om den da skulde bringe os Dem. De vil finde utallige, varme Hjerter, men – et koldt Climat! Fra Collins har jeg mange Hilsener, de ere alle vel. Kommer De ikke til os, saa glæd mig med et lille Ord eller en Hilsen, som een af de tilbagevendende vil bringe mig, ingen skjønner meere der paa, end jeg. I vor litteraire Verden er meget Liv, skjøndt Politikken begynder at være meest høirystet. Oehlenschläger har givet os en Tragedie: Oluf den Hellige, som har smukke Enkeltheder og meget fortræffeligt. Ingemann gav os nyligt et dramatisk Digt Renegaten og Hertz en Vaudeville: Flugten til Sprogøe, fremsprunget ved den gjennemgribende Vinter vi iaar har prøvet. Næsten over to Maaneder var Danmark og Sverrig eet Fastland, der var et Liv og Bevægelse paa Søen, som om Sundet var den store Landevei. Min venlige Hilsen til alle Landsmændene.

Deres af Hjertet, trofast hengivne
H.C. Andersen

Brevet er først og fremmest en ajourføring. Modtageren skal orienteres om afsenderens ændrede situation. For den digter, som i 1834 forlod Rom – og Thorvaldsen – fuld af mismod, har alt forandret sig til det bedre; han nyder nu »Erkjendelse«. At Thorvaldsen samtidig bliver orienteret om de nyeste værker af Oehlenschläger, Ingemann og Hertz, har sin meget naturlige forklaring. De havde alle tre opsøgt Thorvaldsen i Rom, og Andersen forudsatte derfor en vis interesse for dem og deres arbejder fra Thorvaldsens side, ligesom han meget åbenbart håbede på noget lignende for sit eget vedkommende.

Overbringeren af brevet var iøvrigt den da 22-årige maler og billedhugger J. A. Jerichau, en fynsk landsmand som Andersen interesserede sig meget for. Jerichau blev i Rom, mens Thorvaldsen, til alles lettelse og glæde, tog med fregatten tilbage for at tilbringe sit livs aften i fædrelandet. Og H.C. Andersen kunne af mesterens egen mund få det »lille Ord eller en Hilsen«, som han havde bedt om.

Thorvaldsens hjemkomst – København og Nysø

Næste fase i Thorvaldsens og Andersens venskab – den længstvarende, den mest intense og den sidste – var perioden mellem Thorvaldsens hjemkomst til København i september 1838 til hans død i Det kgl. Teater marts 1844, altså ca. 5½ år, hvorfra vi må trække 2 længere rejser for dem begge, hvor forbindelsen var afbrudt. Først var Andersen på sin Orientrejse fra november 1840 til juli 1841, og inden Andersen var kommet tilbage til Danmark, var Thorvaldsen sammen med familien Stampe taget ud på Romerrejsen, der varede fra maj 1841 til november 1842. Meget præcist var der altså 2 års afbrydelse, men både før og efter rejserne var forbindelsen mellem de to særdeles konstant, stadig og varm.

Mærkeligt nok er vi egentlig mindre vel underrettet – i hvert fald i detaillen – om hvor og hvornår og under hvilke omstændigheder de to kunstnere mødtes. Nu var skuepladsen jo Danmark, og i denne periode af sit liv førte Andersen ikke dagbog, når han var hjemme i Danmark. Detailoplysningerne skal hentes i digterens korte almanakoptegnelser, som stadig ikke er udgivet. Med én undtagelse – brevene til Odense-veninden Henriette Hanck – har Andersen ikke haft noget behov for at meddele sig om Thorvaldsen i sine breve. De københavnske venner så han jo adskillige gange i ugens løb, både i familierne Collin, Wulff og Ørsted, og disse venner så også Thorvaldsen i deres kreds. Til gengæld indeholder »Mit Livs Eventyr« netop hér en indtagende skildring af venskabet, og Andersens skildring kan med udbytte suppleres med stof fra baronesse Stampes erindringer om Thorvaldsen.[27]

Digterbåden med H.C. Andersen ved masten. Fra Thorvaldsens hjemkomst til København 17. september 1838. Parti af Jørgen Sonnes frise på Thorvaldsens Museum, udført 1846-50. Hér gengivet efter F. C. Lunds tegning af Sonnes frise, fotolitograferet 1889.

Det siger næsten sig selv, at Andersen var med til at tage imod Thorvaldsen, da denne 17. september 1838 vendte hjem med fregatten Rota. Han var med som passager i digternes båd, der med en gylden pegasus i mastetoppen sejlede kunstnerkongen i møde uden for Københavns toldbod. Og han var med til den store fest på Hotel d’Angleterre, som blev holdt af et til lejligheden nedsat »poetisk-musikalsk akademi« til ære for Thorvaldsen. Ved festmiddagen blev der underholdt med sange og recitativer. Andersen bidrog med digtet »Jason og Alexandertoget«, havde altså taget sit udgangspunkt i to af Thorvaldsens kendteste billedhuggerværker.[28] Andersen havde iøvrigt det allerstørste besvær med at få afleveret sin oplæsning. Han var rystende nervøs, og efter hans eget udsagn blev digtet da også afleveret i galop, hvilket afstedkom en spydig kommentar fra J. L. Heiberg. »Jeg hadede ham i dette Øieblik«, skrev Andersen til Henriette Hanck, som dog i et senere brev også fik den oplysning, at digtet hos »Alle har vundet et forunderligt udeelt Bifald, meer end noget andet Digt af mig, meer selv, end »Det døende Barn«.[29] – Thorvaldsen-rusen holdt sig længe. I november 1838 blev han – den ulærde mand – optaget som æresmedlem af Studenterforeningen, hvad der fra Andersens side afstedkom endnu et lejlighedsdigt, »Oktober bliver man Student«.[30]

»Fra denne Tid saae jeg daglig Thorvaldsen i Selskabslivet og i hans Atelier. Flere Uger ad Gangen levede jeg ganske med ham ude hos Baron Stampes paa Nysø . . . «, berettes der i »Mit Livs Eventyr«[31], og det samme afsnit rummer netop den berømte skildring af trekløveret Thorvaldsen, Andersen og Oehlenschläger i Det kongelige Teater.

Thorvaldsen i sit atelier i København. Maleri af J.V. Gertner. Ca. 1839. Thorvaldsens Museum.

I 1840 fik Andersen tildelt plads i det såkaldte »hofparket« og kom derved – i allerbogstaveligste forstand – på række med sin samtids store mænd. »Her var Thorvaldsen, her er Øehlenschlæger, Hertz, Overskou etc. … Thorvaldsen vilde gjerne jeg skulde sidde hos ham, tale med ham og jeg var, mens han levede, gjerne der ved hans Side; Øehlenschlæger var ogsaa min Naboe, og mangen Aftenstund, Ingen drømte vist derom, gik just hos disse Store, en from Ydmyghed gjennem min Sjæl, mit Livs forskjellige Perioder foresvævede mig, fra jeg sad paa bageste Bænk i Figurantindernes Loge, fra jeg barnagtig overtroisk knælede i Mørket deroppe paa Scenen og læste mit »Fadervor« netop ud for den Plads, hvor jeg nu sad, blandt de første, de betydeligste Mænd . . .«.[32]

»Velkommen i det Grønne«, var Thorvaldsens hilsen til Andersen, da denne første gang indtog sin med grønt plys betrukne plads i hofparkettet, og der er næppe tvivl om, at den gamle kunstner virkelig har sat pris på den yngre kunstnerkollega. Andersen var underholdende, og han var velorienteret om forholdene i København – og om københavnerne – hvad Thorvaldsen af gode grunde ikke kunne være, når han efter ca. 40 års ophold i Rom så at sige dumper ned i den københavnske andegård.

Thorvaldsens livsstil i København var på sin vis ligeså »ungkarleagtig« som den havde været i Rom, og den var ikke ulig den livsstil, der var Andersens livet igennem. De to venner færdedes i de samme kredse – hos Collin’erne, hos Wulffs, hos J.M. Thiele, hos den rige, ekscentriske fru Bügel,[33], hos familien Ørsted og i andre kredse. Og så ikke mindst hos familien Stampe, både på Nysø og i København. Går man til Andersens almanakker, kan man dag for dag få at vide, hvornår Andersen var sammen med Thorvaldsen, hvor og sammen med hvem![34]

Thorvaldsen var i sit sidste livsafsnit omgivet af tre personer, som alle ville tage sig af ham, hygge og værne om ham, og som derfor i ikke ringe grad rivaliserede med hinanden. Den ene var den nysnævnte Just Mathias Thiele, Thorvaldsens officielle biograf, Kunstakademiets sekretær, chef for Kobberstiksamlingen o.m.a. – og fra gammel tid Andersens ven. Den anden var C. F. Wilckens, Thorvaldsens »opvarter« i lejligheden på Charlottenborg. Denne vejer i social henseende ikke så tungt som de to andre, men en magtfuld person var også han.[35] Endelig var der baronesse Christine Stampe, som fra og med sommeren 1839 tog Thorvaldsens skæbne i sin hånd – både som kunstner og som menneske – og som i hans livsaften skabte ham det hjem, han egentlig aldrig havde kendt til. Tillige sørgede hun for at skaffe billedhuggeren et rimeligt kvantum arbejdsfred, midt i al det selskabelige hurlumhej for berømtheden.

»Tidt er jeg et Par Gange om Ugen samlet med Thorvaldsen! imorgen skulde vi igjen sammen paa en Dyresteg hos Collin!«, skriver Andersen til Henriette Hanck,[36] og samme korrespondent får april 1840 et fyldigt referat af digterens fødselsdag 2. april, med Thorvaldsen som hovedaktør. Ved udgangen fra teatret »standsede Thorvaldsen mig og midt paa Torvet for de skinnende Stjerner kyssede han mig paa Munden og ønskede mig saa meget Stort og Godt at det Halve kan være tilstrækkeligt«.[37]

Andersens betydning for Thorvaldsen kan ikke måles med de førnævnte tre personers, uagtet også han hørte med til inderkredsen. – Under deres første samvær på Nysø i sommeren 1839 tilbød Andersen »dersom han, med Hensyn til dette [svar på brev fra Jonas Collin] eller i noget andet Anliggende, behøvede en Secretair, var jeg aldeles til hans Tjeneste, men Baronessen afbrød mig strax, at det var hendes Embede at bestyre hele Correspondensen«.[38] Her var altså ikke noget at gøre!

Baronesse Christine Stampe. Portrætbuste af Thorvaldsen, udført i Rom 1842. Afstøbning. Thorvaldsens Museum.

Andersens forhold til den temperamentsfulde, myndige og undertiden også noget lunefulde værtinde på Nysø var ikke altid det bedste. Barometeret stod ofte på Foranderligt og undertiden svingede nålen om til Storm, men årsagen til disse svingninger skal ikke søges i en form for Thorvaldsen-jalousi. Som Nysø-gæst havde Andersen et års forspring frem for Thorvaldsen,[39] men efter Thorvaldsens første besøg, i sommeren 1839, måtte Andersen se sig slået ud. Den konkurrence kunne han ikke tage op og ville det formentlig heller ikke.

Ikke mindst under de ugelange ophold på Nysø kom de to kunstnere hinanden særligt nær. Og Thorvaldsen fik en mulighed for at få nuanceret sin opfattelse af Andersens digtning. Med Andersen som kilde ved vi, at Thorvaldsen fik læst »Mulatten« højt hele to gange. »Han hørte paa den, og han sov ikke, men talte ondt om Molbech«, fik fru Signe Læssøe bagefter at vide.[40] Var der en kritiker, Andersen havde et horn i siden på, så var det hans gamle uven Chr. Molbech, der nu var blevet teaterdirektør på Det kgl. Teater. Thorvaldsens ord om samme Molbech er derfor næppe faldet på klippegrund.

På Nysø lærte Thorvaldsen endelig Andersen at kende som eventyrdigter. Hersom hedder det i »Mit Livs Eventyr«: »I hans Selskab paa Nysø skrev jeg et Par af mine Eventyr, saaledes: »Ole Lukøie« og han hørte til med Lyst og Interesse . . . Tidt i Tusmørke, naar Familien sad i den aabne Havestue, kom Thorvaldsen stille og klappede mig paa Skulderen: »faae vi Smaa et lille Eventyr!« – Med sin egen Naturlighed gav han mig den skjønneste Roes over Sandheden i mine Digtninge. Det morede ham at høre og atter høre de samme Eventyr, tidt under et af hans meest poetiske Arbeider stod han med et Smiil om Munden og lyttede til Historien om »Toppen og Bolden«, »den grimme Ælling« o.s.v.«. Og i sine »Bemærkninger til »Eventyr og Historier«« (1862) beskriver Andersen det således: »I sommeren 1846, ved et længere besøg paa Nysø sammen med Thorvaldsen, der glædede sig ved Kjærestefolkene« og den grimme Ælling«, sagde han en Dag: »Naa, skriv os nu et nyt, morsomt Eventyr! De kan jo skrive selv om en Stoppenaal!« og jeg skrev »Stoppenaalen«.[41] Som det fremgår heraf, indtog Andersen ikke sjældent baronesse Stampes plads som oplæser for Thorvaldsen, mens denne arbejdede med sine skulpturer. Det kunne være Holberg-arbejder – Thorvaldsen var ifølge Andersen »en sund Natur og ikke uden Humor, derfor var Holberg den Digter, han holdt meest af«[42] – men mest holdt Andersen af at oplæse sine egne værker. »Mulatten« er nævnt, året efter – i 1840 – måtte »Maurerpigen« holde for. Hvad Thorvaldsen har ment om dette stykke, ved vi ikke, men han har ikke kunnet undgå at tage del i også dette dramatiske arbejdes vanskæbne. Som bekendt nægtede fru Heiberg at udføre den hende tiltænkte hovedrolle i »Maurerpigen«, hvilket forårsagede stor bitterhed fra Andersens side, både mod den store skuespillerinde og hendes mand, digteren J.L. Heiberg, der nu havde afløst Molbech som teatercensor. Sært nok kom Thorvaldsen til at være Andersens trøstermand ved dennes værste to skibbrud som dramatisk digter. »Lev Vel gode Ven vær ved godt Mod og see at komme snart ud af det Vrøvl«, var Thorvaldsens kortfattede kommentar, ved »Maurerpigens« forlis.[43]

Ludvig Holberg. Portrætbuste af Thorvaldsen. Originalmodel, gips, udført 1839 på Nysø og i København. Thorvaldsens Museum.

Det siger sig selv, at Andersen ikke blot delagtiggjorde Thorvaldsen i sin kunst, men også var modtagende for Thorvaldsens kunst. Med opmærksomhed iagttog han de værker, som Thorvaldsen skabte her i sin alderdom. Han har siddet hos, mens mesteren arbejdede med grundmaterialet, leret.

I sommeren 1839, under deres fælles ophold på Nysø, drejede det sig om busten af Ludvig Holberg, den første buste Thorvaldsen modellerede efter hjemkomsten til Danmark. Andersen var vidne til færdiggørelsen af dette arbejde, og »da . . . man stod henrykt om det, blev det overdraget mig at sige ham paa Vers nogle Ord for hans Arbeide, og jeg gav da følgende Impromptu:

– »nej Danmark skal ei have Holberg meer,
Jeg bryder Leret, som hans Aand omfatter!«
Saa talte Døden, »Af det kolde Leer«,
Bød Thorvaldsen, »skal Holberg fødes atter«.[44]

Iøvrigt lykkedes det Andersen at redde en halvdel af Holbergs ansigt i lermodellen, som kom uskadt ud af den såkaldte »uægte form« i gips. Lerfragmentet er næppe blevet brændt, hvad baronesse Stampe siden drog omsorg for for andre lermodellers vedk., så uagtet det nok er blevet Andersen »lidt tungt og besværligt at føre hjem«, har han næppe fået varig glæde af sin Holberg-Thorvaldsen-relikvie.[45]

Samme sommer og før Andersens afrejse fra Nysø modellerede Thorvaldsen sit store relief »Gangen til Golgata«, til Frue Kirkes korrunding. Thorvaldsen var ikke ganske tilfreds med Pilatus-skikkelsen, og H.C. Andersen blev adspurgt om sin mening. Trods en afværgemanøvre fra baronessens side måtte Andersen svare: »nu vel! da De spørger mig, saa maa jeg sige Dem, at jeg rigtignok synes, at Pilatus der, mere er klædt paa som en Ægypter, end som en Romer!« Hvorefter Thorvaldsen øjeblikkelig rev i det våde ler og sønderrev figuren. Dette udløste et mindre jordskælv fra baronesse Stampes side: »Nu er De Skyld i, at han har ødelagt et udødeligt Værk!«, hvortil Thorvaldsen replicerede i muntert lune: »Saa kan vi gjøre et nyt udødeligt Værk«. Den dag i dag kan vi i Frue Kirke betragte Pilatus iført den af Andersen tilrådede romerske dragt.[46]


Thorvaldsen og Andersen, tegnet henh. 20. juni 1841 (Maxen) og 2. juli s.å. (Dresden) af C. Vogel von Vogelstein. Th.s portræt gengivet efter litografi i »Das XIX Jahrhundert in Bildnissen« 1, s. 6, og A.s portræt efter tegning, gengivet i »H.C. Andersens eget Eventyr i Billeder«, 1952, s. 47. – Med kun et par ugers mellemrum passerede Th. og A. Dresden i sommeren 1841, Th. på nedturen til Rom og A. på hjemrejsen fra Grækenland, Tyrkiet og Donaulandene. – Om V.v.V.s portrætter bemærker A. i sin dagbog: »Professor Vogel der samler for Regjeringen Portrætter af berømte Mænd og sidst havde tegnet Thorvaldsen bad mig sidde for sig … Saa kommer jeg nu sammen med Thorvaldsen, og det er haardt mod flere i Hjemmet« (Dagbøger II, s. 262).

I 1839 udførte Thorvaldsen hele to protrætbuster af danske digtere, foruden den nævnte Holberg-buste også en buste forestillende Adam Oehlenschläger. Et tredie digterportræt – og det, både Andersen og eftertiden måske allerhelst havde set – Andersens portræt, det forhindrede døden Thorvaldsen i at skabe. Ifølge Nicolai Bøgh, forholdt det sig således med dette portræt: »Fjorten Dage, før Thorvaldsen døde, talte han om, at han vilde modellere Andersens Buste. »Hvad vil De faa ud af det Ansigt?«, spurgte Baronesse Stampe. »Lad De mig om det,« svarede han, »saa kan De tro, der nok skal blive Noget ud af det.«[47] Meddeleren er som sagt Nicolai Bøgh, som hér refererer, hvad H.C. Andersen har fortalt ham på sine sidste dage. Om Bøghs sanddruhed er der ingen grund til at tvivle, men det er unægtelig ejendommeligt, at Andersen i ca. 30 år fortier en oplysning, hvis indhold må have fyldt ham med lige dele glæde og sorg, henholdsvis over Thorvaldsens plan og den manglende udførelse. Måske er Andersen først på et sent tidspunkt blevet gjort bekendt med planen, ved en meddelelse fra baronesse Stampe eller en af hendes nærmeste.

Oehlenschläger læser højt i den Stampeske kreds. Tegning af W. Marstrand, 1843-44. Thorvaldsens Museum. – Flere af personerne på denne tegning kan ikke identificeres med sikkerhed, men sikre er den lyttende – og næppe sovende – Thorvaldsen (t.h.), Andersen (midten f.o.), som åbenbart tager sig en pris, Oehlenschläger (t.v.) og t.v. for ham baronesse Stampe.

Omend Andersen aldrig »faldt til« i den Stampeske familiekreds på samme måde som Thorvaldsen, deltog han med glæde i de små festiviteter, man arrangerede for stamgæsten. Charmerende er hans skildring af Thorvaldsens sidste fødselsdag, 19. november 1843, der blev fejret på Nysø. Det gælder navnlig scenen foran fødselsdagsbarnets dør i den tidlige morgen, hvor Andersen fører an i sangen – af karakter som de Collinske familieviser – til Stampe-familiens akkompagnement på »Gongon, Ildklemme, Gafler og Knive«, indtil »Thorvaldsen i Slobrok, Tøfler og Underbuxer, kom frem, svingende sin raphaelske Hue«, hvorefter han dansede og sang med på vrøvlevisens omkvæd. Man må medgive Andersen, at »Liv og Humor var der i den kraftige Gamle«.[48]

Andersen var også sammen med Thorvaldsen den sidste aften, han levede, 24. marts 1844. De havde begge, sammen med bl.a. Oehlenschläger, Jørgen Sonne og Constantin Hansen, spist til middag hos Stampes i deres »Vinterværelser« i København. Thorvaldsen ville bagefter i teatret og ville gerne have følgeskab. Oehlenschläger havde ikke lyst, og Andersen havde ikke friplads netop den aften, så han afslog også at gøre Thorvaldsen følge. Derved gik Andersen glip af – eller slap for – at sidde ved Thorvaldsens side, da denne udåndede.[49] Om begivenheden kan vi læse følgende i Andersens almanak (søndag 24. marts) » . . . Middag hos Stampes med Oehlenschl. og Thorv. Henrik hos Collins. Livslede. Griseldis opført 1ste Gang« og (mandag 25. marts) »laftes under Ouverturen døde i Teatret Thorvalds. Marie sagde det først, saa kom Bournonville, jeg løb over til hans Liig; jeg var rystet; besøgt Oehlenschlæger; hele Dagen rystet, skrevet til Lenz. Aften hos Eduard«.[50] I det nævnte brev til Lenz, bevaret i Andersens danske koncept, rapporterer han mere detailleret om dødsfaldet og de nærmest forudgående timer.[51] Ingen journalist ville kunne gøre det bedre, og brevets modtager undlod heller ikke at indrykke Andersens brev, i tysk oversættelse, i sit blad, omend Andersen jo ikke var øjenvidne til dramaets højdepunkt, den lykkelige død i teatret.[52]

Til Thorvaldsens begravelse i Frue kirke, 30. marts, påskelørdag, skrev Andersen sit smukke digt: Ved Thorvaldsens Kiste, hvis velkendte begyndelseslinjer lyder således:

Træd hen til Kisten her! kom, fattig Mand.
I din Kreds fødtes han, og du tør sige:
Han blev en Stolthed for vort Folk og Land,
En Glands han kasted’ over Danmarks Rige!

Andersens nære ven, J.P.E. Hartmann, satte digtet i musik, og det blev afsunget af Studenter-Sangforeningen. Det var forøvrigt til Thorvaldsens begravelse, at Hartmanns berømte sørgemarch for orgel, blæsere og gongong blev spillet for første gang. Sidenhen, i 1875, skulle den samme march spilles ved H.C. Andersens begravelse.

Bertel Thorvaldsen. En biographisk Skizze

Kort før Thorvaldsens død havde Andersen fra den førnævnte tyske forfatter og udgiver, Ludvig Lenz i Hamborg, fået opfordring til at skrive en levnedsbeskrivelse af Thorvaldsen, som Lenz kunne trykke i sin serie »Unsere Zeit in Biographien und Bildnissen«. Biografien skulle altså ledsages af et portræt af den biograferede. Serien var netop indledt med en Franz Liszt-biografi, og efter Thorvaldsen ville det blive Andersens tur, havde redaktøren forkyndt. Det må have lydt forjættende, og Andersen gik så småt igang. Endnu mens Thorvaldsen var i live, fik Andersen lejlighed til at stille ham nogle spørgsmål angående hans levned, nok først og fremmest angående ungdomsårene, hvor Andersen af gode grunde ikke havde de bedste forudsætninger og hvor J.M. Thieles biografi heller ikke er så fuldstændig. Men så gik arbejdet i stå.

Rigtig gang i arbejdet kom der først efter Thorvaldsens død, men så gik det også stærkt. 1844-almanakken daterer dette arbejde meget præcist. København 25. april: »Begyndt på Thorvaldsens Biographie«, Breitenburg 6. juni: »Endt Thorvaldsens Biographie« og ssts. 8. juni: Endt Reen-skrivning af Thorvaldsens Biographie«, hvorefter manuskriptet blev afleveret til udgiver (L. Lenz) og oversætter (Fritz Petit) i Hamborg.50

Størstedelen af arbejdet blev udført i løbet af et par uger nede på Breitenburg i Holsten, hvor Andersen da var gæst hos den gamle stats- og hofmand, greve Conrad Rantzau (-Breitenburg). Biografien blev »an Ort und Stelle« læst højt for den grevelige vært. Andersen kunne forsåvidt ikke have fået nogen mere kompetent tilhører. Grev Rantzau havde kendt Thorvaldsen siden 1805, hvor denne modellerede en udmærket buste af ham nede i Rom. Grev Rantzau havde sørget for, at Thorvaldsen kom afsted fra Rom i 1819, på den første tur til Danmark, og han havde i 1828 – som ledsager for prins Frits (senere Frederik VII) i Rom – været med til at undfange ideen om, at Thorvaldsen skulle lade København og Danmark arve sine samlinger. Han er sådan set en af Thorvaldsens Museums fædre. Efter at have afleveret manuskriptet i Hamborg rejste Andersen ud på den Tysklandsrejse, der bl.a. førte ham til Weimar – med hjertelig modtagelse ved det hertugelige hof. Hvilket igen, efter hjemkomsten til Danmark, afstedkom en invitation til at besøge Christian VIII og dronning Caroline Amalie på Føhr. Også disse notabiliteter måtte høre biografien (Almanak, Føhr, 5. sept.: »Klokken ét læst for Dronningen Thorvaldsens Levnet, talt om mit Eget«).[53] Endelig fik hertugparret på Augustenborg biografien læst højt, da Andersen på hjemrejsen fra Føhr gæstede Augustenborg. Samtlige tilhørere var som unge blevet portrætteret af Thorvaldsen og havde kendt ham godt. Der har været nok af muligheder til at få korrigeret eventuelle misforståelser eller fejlhuskninger.

Måske skal det lige siges, at Andersen havde ikke så lidt besvær med at få dette arbejde udgivet.[54] Ludvig Lenz holdt ikke, hvad han havde lovet, og oversætteren, Fritz Petit viste sig at være en alt andet end ordholdende person. Så det endte med, at biografien først kom ud på dansk, som feuilleton i Berlingske Tidende i dagene omkring nytår 1844-45,[55] for sidenhen at udkomme på tysk. Så kom den til gengæld i hele to tyske oversættelser, dels hos Lenz, dels på et Berliner forlag i Julius Reuschers oversættelse. I 1847 udkom den biografiske skitse i engelsk oversættelse, ved Charles Beckwith, i tidsskriftet »Bentley’s Miscellany«.[56] Den danske tekst blev siden optaget – i væsentligt forkortet skikkelse – i H.C. Andersens »Samlede Skrifter«,[57] og det blev desværre denne forkortede version, man lagde til grund for en genudgivelse i 1944, i anledning af 100-året for Thorvaldsens død.[58] Feuilleton-biografien kunne nok fortjene en udgivelse »in extenso« ved lejlighed.

Som allerede nævnt kan Andersen udmærket have fået stof til biografien af grev Rantzau, ligesom han tidligere havde fået oplysninger af Thorvaldsen selv, men først og fremmest har forfatteren hertil benyttet »Thieles Biographie af Thorvaldsen«, hvilket vedgås i en fodnote på biografiens første blad. I betragtning af, at året er 1844, menes der hermed den kortfattede biografi »Om den danske Billedhugger Bertel Thorvaldsen. Tilligemed en Fortegnelse paa de Arbeider, hvilke han indtil nærværende Tid har udført«, som J.M. Thiele udsendte i 1837 for Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug, hvortil kommer samme forfatters »Den danske Billedhugger Bertel Thorvaldsen og hans Værker«, hvis to første bind udkom henholdsvis 1831 og 1832 og som fører Thorvaldsens levnedsbeskrivelse op til året 1828. Derimod har Andersen af gode grunde ikke kunnet benytte Thieles monumentale »Thorvaldsens Biografi«, hvis fire bind først udkom i årene 1851-56.

Andersen har over for vennen Edvard Collin karakteriseret sin Thorvaldsen-biografi som »ret poetisk«,[59] og det må man give ham ret i. Det er ikke nogen saglig, dokumentarisk levnedsbeskrivelse, endsige en kunstnermonografi, men en digters frie behandling af en anden stor kunstners levnedsløb. Ikke uden grund har han betegnet den som en biografisk skitse. »Denne Lykkeliges Liv, dette Triumphtog kan males med Ord som med Farver«, hedder det indledningsvis, og lidt senere kommer følgende optakt: »Vi staae i Indgangen til hans Livsgalleri, Billed slutter sig til Billed i det lykkelige, seierrige Triumphtog«. Biografien minder ikke så lidt om »Billedbog uden Billeder«, Andersens lille mesterværk, hvis udgivelse startede sidst på året 1839. Det allerførste billede i dette livsgalleri er simpelthen en gentagelse af en af aftenerne i »Billedbog uden Billeder«, hvor månen fortæller studenten en scene af Thorvaldsens barndomshistorie.[60] Det er altså fra Andersens side et stykke genbrug. Dette »billede« har Thorvaldsen selv fortalt Andersen nede på Nysø, så historien må stå til troendes.

Billede slutter sig som sagt til billede, med små forbindende partier. Det kan ikke påstås, at Andersen fastholder dette kompositionsprincip helt konsekvent bogen igennem, og det er ikke alle partier, der er besjælet med samme billeddannende kraft, men vi får som sagt en række billeder af Thorvaldsens livshistorie, ganske korte og hastigt skitseret op. Vi ser Thorvaldsen som medhjælper hos sin far på Holmen, den unge elev på Charlottenborg, da han er ved at opgive alt, men ved forsynets indgriben, en professors tilfældige tilsynekomst, bringes tilbage til arbejdet – og til sejren. Vi følger Thorvaldsen til Italien, lærer Zoega at kende, og så får vi naturligvis historien om Jason, vendepunktet i Thorvaldsens liv.

Vi skal ikke referere indholdet af det Thorvaldsenske »livsgalleri« yderligere. Thorvaldsen skildres som en gudernes yndling, en Aladdin, en lykkemand i nordisk forstand (han var ikke for ingenting ætling af Harald Hildetand og andre remarkable nordboer), men det er samtidig også en skildring af fattigmandsbarnet, som i kraft af medfødte rige evner kæmper sig frem til ære og berømmelse – unægtelig et ægte Andersensk tema. Men selv gudernes yndling og det geniale fattigmandsbarn har behov for påskønnelse, venlig omsorg, lidt solskin, hvis ikke han skal gå til grunde – også det ægte Andersensk. Undervejs i billedrækken præsenteres vi for snart et, snart et andet af Thorvaldsens kunstværker, og Andersen understreger kraftigt den »Erkjendelse« – igen er nøgleord – som blev kunstværkernes skaber til del.

At Thorvaldsen var gudernes – her de gamle nordiske guders – yndling, markeres så sent som i 1838, hvor hans gamle islandske aner sendte ham deres hilsen og hyldest i form af kraftige nordlys. Og hvad var regnbuen over Københavns rhed 17. september 1838 andet end »en Æreport for Alexander« – med et skjult Andersen-citat.[61] Synspunktet – Thorvaldsen som lykkemand – forfølges næsten for langt, når det i afslutningen af biografien berettes: »Ja, selv i sin Død, syntes han at kaste Lykkegnister til den fattige Mængde. I »Nyboder«, hvor de godt kjendte Thorvaldsen og vidste, at Faderen havde været af deres Folk og arbeidet paa Holmen, havde de i Tallotteriet taget Nummere paa hans Alder, hans Fødsels- og Dødsdag, og disse kom vitterligt ud, hos dem et ikke ringe Beviis for hans Storhed«.

Litterært udnyttede Andersen Thorvaldsens personlighed og livsskæbne adskillige gange og andre steder end i »Billedbog uden Billeder« og i den biografiske skitse. Thorvaldsen træder op i adskillige af Andersens senere eventyr og historier, i »Holger Danske« (1845), »Nabofamilierne« (1847), »Svanereden« (1852), »Børnesnak« (1859), »Den gamle Kirkeklokke« (1868) og »Gudfaders Billedbog« (1868). Kun undtagelsesvis er han deri den centrale person, han nævnes som en stormand på linie med andre stormænd fra Danmarkshistorien, hver gang med tilbørlig lovprisning af den store kunst, han skabte. Undtagelsen er måske den lille satiriske historie »Børnesnak«. Den fortæller som bekendt om en lille fattig dreng, der kigger gennem dørsprækken ind til de fine piger til fødselsdagsselskab – blodets, pengenes og åndshovmodets børn, – hvoraf én »Kammerbarnet« – hævder, at ingen hvis navn ender på -sen, kan blive til noget i denne verden. Den lille dreng var så ringe, at han ikke kunne få lov til at komme ind i stuen, men måtte nøjes med at dreje spiddet for kokkepigen og se ind på stadsen via dørsprækken. Men allersidst fortælles der så om det prægtigste hus i staden, som folk kom langvejs fra for at se. »Det Huus var den lille fattige Drengs; ham blev der dog Noget af, skjøndt hans Navn endte på »sen« – »Thorvaldsen«. Både vi – og sikkert også Andersen selv – kunne ligeså godt indsætte navnet Andersen i stedet for Thorvaldsen.

Andersen og Thorvaldsen »post mortem«

I det tidsrum, Andersen levede efter Thorvaldsens død, var denne ofte i hans tanker. På sine rejser rundt i Europa opsøgte Andersen sin afdøde vens værker.[62] Schweizer-løven i Luzern blev besøgt flere gange, det samme gælder Adonisstatuen i Münchens Glyptotek og det prægtige gravmæle over Eugene af Leuchtenberg, Napoleons stedsøn, ligeledes i München. Schillers statue i Stuttgart, Gutenbergs i Mainz, De tre Gratier hos den rige bankier Donner i Altona og Byron-busten i London. I Rom havde han jo i 1833 gjort sig bekendt med Thorvaldsens Byron-statue, nu fik han i 1847 set den buste, som Byron selv sad model til, og hvor han efter Thorvaldsens fortælling altid skulle se ulykkelig ud, når han poserede.[63] Den engelske digter har altså også haft sit »skaveansigt«, sådan som Ingeborg Drewsen påstod det om Andersen. Nede på Maxen, familien Serres herresæde syd for Dresden, som Andersen næsten »arvede« efter Thorvaldsen, mødte der ham en »Amor og Psyche« og en »Ganymedes«, og i London genså han de berømte rundrelieffer »Natten« og »Dagen«. Om det så er den berømte franske maler Horace Vernet, så opsøgte Andersen dennes buste, gjort af Thorvaldsen, da han i 1846 passerede Avignon. Andersen forblev sit liv igennem en sand beundrer af Thorvaldsens kunst.

Amor og Psyche. Relief af Thorvaldsen, udført på Maxen 17. juni 1841. Afstøbning, gips, i Ny Carlsberg Glyptotek. – Ifølge baronesse Stampe var Th. meget lidt tilfreds med dette arbejde, som blev til efter kraftig opfordring af hans værtinde på Maxen, fru Friedriche Serre. A. noterer i sin dagbog 13/8 1851 (Dagbøger IV s. 63), at »I Juni 1841 var Thorvaldsen en 14 Dage i Maxen hos Serres og gjorde her et Basrelief som ikke findes andet Steds. Amor der røver et Kys fra Psycke og hun tager igjen fra ham een af hans Pile, neden under staaer Albert Thorwaldsen Maxen 17 Juni 1841«.

Hvad der dog nok optog ham endnu mere, var parallelliteten i deres respektive levnedsløb. Omend det ikke udtrykkes direkte i den biografiske skitse, kunne Andersen ligeså vel dér som i sine selvbiografier fremføre sin velkendte maxime »Livet selv er det dejligste Eventyr« samt postulere, at »der er en kjærlig Gud, der fører Alt til det Bedste«. I Thorvaldsens livshistorie fandt han ligeså megen bekræftelse på denne påstand som i sin egen.

Gang på gang kommer der i årene omkring og navnlig efter Thorvaldsens død – i Andersens dagbøger og breve – bemærkninger om, hvorledes det har glædet ham at blive »erkjendt« på linie med Thorvaldsen. Et par eksempler skal fremdrages her. Under besøg i Dresdens historiske museum 1846 – på Andersens vel nok største »triumfrejse« – fik digteren blandt meget andet forevist en samling »memorabilia« – nutiden ville nok kalde dem »kuriosa«, hidhørende fra maleren I.C. Dahls svigerfar. Denne havde den passion at samle på berømte mænds sko m.m.. ». . . her vare fra ham Kants, Wielands og Murats«, hvorefter der fortsættes med »Göthes Navn i Haandskrift, Baggesens Tegnebog, Thorvaldsens Modeleerstok; »der vil komme en Tid vi ogsaa ønske at have, Deres Skoe,« sagde Manden, som førte os om, da maa Samlingen særdeles udbrede sig, svarede jeg, naar mine kunne komme med.«[64] Selvironi var åbenbart ikke Andersen fremmed, selv om det illustre selskab, hans sko ville komme i, utvivlsomt har fornøjet ham. Og året efter, da Andersen er i London, får han af bankier Hambro fra dennes søn i Skotland den besked, at han »er mere berømt i Verden end Thorvaldsen, kommer han til Skottland, jeg har ikke Plads i mit Huus for alle de som ville see ham.«[65] Andersen blev således ført om i den store verden »som var jeg en Udgave af Thorvaldsen«, hvad der allerede var overgået ham i 1839, da han første gang gæstede Glorup på Fyn og endnu havde Thorvaldsens modtagelse i København året før i frisk erindring.[66] Talrige andre eksempler på måling af berømmelse og erkendelse kan nævnes.

»Thorvaldsens Museum, oplyst i Anledning af Hundredaarsdagen for Kunstnerens Fødsel den 19deNovember 1870«. Træsnit efter tegning af Bernhard Olsen, »Illustreret Tidende.«.

Til afslutning skal fremhæves en beretning fra Andersens dagbog 19. november 1870, Thorvaldsens 100 års fødselsdag, som blev markeret stort i København, ligesom Andersens 100 års fødselsdag blev markeret stort i Odense 1905.

Andersen var, trods uvished og ubeslutsomhed herom, taget med til mindefesten i ridehuset på Christiansborg og sluttede sig også til den store skare, som bagefter defilerede forbi graven i det illuminerede museums gård. Dagen gav Andersen anledning til én af de mange reflektioner, som hans dagbøger er så fulde af: »Jeg var som vaagnet kraftig og sund af en Feberdrøm . . .« – Endnu en gang var blot mindet om den hedengangne i stand til at husvale digteren med det tunge sind, ligesom i sin tid i Rom efter oplæsningen af »Agnete«. Hvorefter der fortsættes i dagbogen: »Jeg tør ikke skjule paa disse Blade, som aldrig trykkes, men fødes i min Dagstanke. At jeg følte saa Meget i mit Liv beslægtet med Thorvaldsen, vor fattige Fødsel, vor Kamp og vor store Verdens Erkjendelse. Jeg er tilvisse saa bekjendt i Verden som han, det vore Landsmænd nu ikke see, men vist er det; men han lever længere vistnok end jeg. Ja jeg troer mit Navn er nu mere kjendt Verden rundt end hans, men mit vil slukkes hans vil leve. Er det Forfængelighed? Mon jeg engang skal vide det. Herre Herre! er Udødelighed: en Forfængeligs Drøm og vi kun Legetøi for din Almagt. Herre, Skaber, Fader, slip os ikke.«[67] Et par dage senere fik Andersen besøg af sin unge ven, Nicolai Bøgh, som kunne berette at på 100 års dagen havde to brave borgermænd stået foran Thorvaldsens fødehus i Grønnegade for at se på stadsen. Huset havde fået en plade i muren, og der var illumination. De to borgeres samtale blev gengivet således: »At en saadan Mand er født i et saa lille Huus, han fik Besøg af Konger. Andersen er ogsaa nok en stor Mand, nogen siger at Øehlenschlæger var større men ham forstaar jeg ikke saa godt, Andersen kan jeg forstaae, han faaer nok ogsaa en 100 Aarsfest -ja, det bliver da ovre i Odense, og det bliver billigere med Illuminationen, det er meest eet Etages Huuse. Men saa kunne vi jo nok ikke gaae til hans Grav. Ja den veed jo Ingen hvor den bliver. . . «.[68]

 

Noter og henvisninger

  1. ^ MeE s. 81 f.
  2. ^ MLE I, s. 174. – Pudsigt nok bruger A. på s. 159, under omtale af sin ankomst til Rom 18/10 1833, vendingen »her saae jeg i Rom første Gang igjen Thorvaldsen«, uagtet brugen af igen først får sin forklaring flere sider fremme i teksten.
  3. ^ MLE I, s. 158 ff.,jvf. Dagbøger I, s. 216 f.
  4. ^ I brev til Ludvig Bødtcher, dat. 22/10 1833, skriver Jonas Collin »Dersom H.C. Andersen, en ung Digter, er kommen til Rom, saa tag Dem af ham; det er et inderligt godt og elskværdigt Menneske, men han trænger til, at gode Mennesker sørge for ham,« jfr. A & C s. 581. – Jonas Collin og J.M. Thieles breve til Th. efteråret 1833 (Th. Mus.) omhandler modtagelsen i København af de med korvetten Galathea hjemsendte kunstværker til Christiansborg, Frue Kirke og Akademiet og har kun lidt om A.
  5. ^ Dagbøger I, s. 220.
  6. ^ Dagbøger I, s. 229.
  7. ^ Dagbøger I, s. 246 f.
  8. ^ Dagbøger I, s. 269
  9. ^ Dagbøger I, s. 270 f.
  10. ^ Th. må have gemt A.s afskrift af »Det døende Barn«, idet et sådant manuskript endnu forefindes i hans arkiv (Skrevne Digte, udat., Th. Mus.).
  11. ^ Coll. Saml. 11,4°. Kgl. Bibl. – På almanakkens indskudsblade har A. indføjet navnene på en såre blandet skare, ud for de datoer, som er deres fødsels- el. dødsdage. Det gælder en række digtere (f.eks. Baggesen, Holberg, Tasso, Shakespeare), historiske personer (f.eks. Napoleon, Luther, Henrik IV og Columbus) samt personer fra den snævre familie- og vennekreds (f.eks. Christian Voigt, »Hr. Ego«, H.C. Ørsted, fru Drewsen) og endelig nogle »skæbnedatoer« (f.eks. A.s afrejse fra Odense og ankomst til København 1819).
  12. ^ »Søndagsblad«, et æsthetisk Ugeskrift, udg. af A.P. Liunge, nr. 2 (11/1 1835).
  13. ^ Nur ein Geiger! Original-Roman von H.C. Andersen. Nebst einer Lebens-skizze des Dichters. Braunschweig 1838. Oversat af G.F. von Jenssen. – Den nævnte »Lebensskizze« har som overskrift »Hans Christian Andersen. (Eine biographische Skizze)«. Omtalen af A. og Th. i Rom på s. XXXIX.
  14. ^ MeE s. 82, jvf. MLE I, s. 174.
  15. ^ Anderseniana 2. rk. VI, s. 93 ff.
  16. ^ Dagbøger I, s. 224. -I 1847 traf A. i London en pavelig kammerherre, som »rev ned paa Thorvaldsens Monument i Peters Kirken, det saarede mig, skjøndt jeg var af hans Mening«, jvf. Dagbøger III, s. 225.
  17. ^ Dagbøger I, s. 217 – det omtalte relief må være »Hyrdinde med amorin-rede« fra 1831. Originalmodel og egenhændigt marmorarbejde i Th.Mus.
  18. ^ Dette relief udførte Th. i to skikkelser, hvoraf det ene – i marmor – tilsendtes Thomas Hope 1828 sammen med Jason-statuen, da den endelig blev leveret. -Originalmodellen udførte Th. i 1823. Hope-eksemplaret samt gipsafstøbning og det omarbejdede relief i Th. Mus.
  19. ^ Simon Meisling, Anakreons Digte. Udgivne, oversatte og oplyste, med en Indledning indeholdende Anakreons Levnet, den anakreontiske metriko.s.v. Kbh. 1826.
  20. ^ Dagbøger I, s. 227. – Th.s. Byron-statue i marmor er opstillet i Trinity College, Cambridge, originalmodellen i Th. Mus.
  21. ^ Dagbøger I, s. 373 f. -I brev til Signe Læssøe (BfA, s. 217) fremstilles det som om Th. har besøgt A.: »min Dagbog skrev han nogle kjærlige Ord i, trykkede mig i sine Arme og kyssede mig saa faderligt, idet han bad mig kun at blive ved, som jeg havde begyndt, og huske, at Kunstneren er den bedste Dommer af sit eget Værk, naar ikke Lidenskaben henriver ham.« -Relieffet »Nemesis fulgt af straffens og belønningens genier« findes i originalmodel i Th. Mus. – To dage før afskedsvisitten, d.v.s. påskelørdag melder A.s dagbog: »Spadserede i Dag med Thorvaldsen, der bestandigt holdt mig i Haanden og talte kjærligt til mig.« (Dagbøger I, s. 373).
  22. ^ Th.s blad til A.s stambog, ikke dagbog, har A. indsat i sit store album, jvf. H.C. Andersens Album, 1980, I 215, kommentarbind s. 743.
  23. ^ BHW I, s. 213. – Visen »En lille Flugt til Rom 8de Marts 1835« blev trykt som lejlighedstryk (BFN nr. 263) og siden optaget i Saml. Skr. XII. s. 348.
  24. ^ BHH I, s. 176 f.
  25. ^ A & C s. 510 og BHH I, s. 234.
  26. ^ Th.s brevarkiv, 1838 nr. 35. Th. Mus.
  27. ^ Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaldsen. Udg. af Rigmor Stampe. 1912.
  28. ^ »Festen for Thorvaldsen i Hotel d’Angleterre den 7.10. 1838«. Lejlighedstryk. -En egenhændig afskrift af »Jason og Alexander-toget« findes blandt Th.s papirer (Skrevne Digte, udat. . Th. Mus.). Digtet er optaget i Saml. Skr. XII, s. 302.
  29. ^ BHH I, s. 273 ff. (3/10 1838) og s. 291 (3/1 s.å.).
  30. ^ »Til Thorvaldsen. Ved hans første Besøg i Studenterforeningen, den 13de October 1838«. Lejlighedstryk. Endv. Saml. Skr. XII, s. 305 – Festerne for Th. har Andersen – foruden i brevene til Henriette Hanck – beskrevet i MLE I, s. 259 ff.
  31. ^ MLE I, s. 261.
  32. ^ MeE s. 115.
  33. ^ Catharine Bügel, f. Adzer (1767-1845), enke efter grosserer C.P. Bügel. – Fru Bügel gjorde stor stads af A. – og senere også Th. – i 1830’ernes slutning. A. har benyttet træk af hendes personlighed til figuren den gamle baronesse i »De to Baronesser« (1848).
  34. ^ A.s almanakker (Coll. Saml. 10,4°. Kgl. Bibl.) er bevaret for 1838 og 1840-47, men mangler desværre for 1839, med bl.a. A.s og Th.s ophold på Nysø.
  35. ^ C.F. Wilckens, Thorvaldsens sidste år. Optegnelser af hans fordums kammertjener. Med indledning af Dyveke Helsted og billedredaktion ved Bjarne Jørnæs. 1973.
  36. ^ BHH I. s. 297.
  37. ^ BHH II, s. 438.
  38. ^ BJC I, s. 137 (Nysø 16/8 1839).
  39. ^ A. besøgte 1. gang Nysø i sommeren 1838, introduceret dertil af familien Wulff. Sidenhen kom han der i somrene 1839 og 1840, efteråret 1843 og igen i 1845, efter Th.s død. Herefter – i 1850’erne – gjaldt hans besøg gården Christinelund, beboet af stamherren til Nysø, baron Henrik Stampe, g.m. Jonna Drewsen, Jonas Collins datterdatter.
  40. ^ BfA I, s. 504 (Nysø 27/8 1839).
  41. ^ MLE I, s. 263 og Saml. Skr. XV, s. 300. -»Stoppenaalen« omtales som tilblevet i 1846, hvor Th. havde været død i 2 år. Forklaringen er muligvis den, at eventyret er opstået som mundtlig improvisation, på Th.s tilskyndelse, under et af deres fælles ophold på Nysø, men først har fået skriftlig form senere.
  42. ^ MLE I, s. 261 – Ifølge baronesse Stampe gik det ikke godt med A.s oplæsninger, når disse fandt sted i Th.s atelier på Nysø. Resonansen var Th. for stærk. »Dette være naturligvis ikke sagt mod Andersen, som læste ofte i Stuen til Alles Fornøielse«, Baronesse Stampes Erindringer (1912) s. 39 f..
  43. ^ Th.s bemærkninger er tilføjet på brev til A. fra Christine Stampe, dat. Nysø 17/10 1840. – A. indsatte brevet i sin stambog, se H.C. Andersens Album, 1980, I 214, kommentar s. 741.
  44. ^ MLE I, s. 263. – Det lille Holberg-impromptu lod A. trykke i »Portefeuillen for 1839«, 3. bd. 36. hft. (8/9 1839), genoptrykt Saml. Skr. XII, s. 288. – Blandt Th.s papirer findes det som egenhændigt manuskript (Skrevne Digte, udat.. Th. Mus.).
  45. ^ BEC I, s. 280 (16/8 1839).
  46. ^ MLE I, s. 263 f. A. Repholtz (Thorvaldsen og Nysø, 1911, s. 34) gør dog opmærksom på, at Pilatus først i marmoreksemplaret (Frue kirke), der er tre gange større end skitsen, er fremstillet som romer. På skitsen ligner han, ifølge Repholtz, »en polsk Jøde og bærer Kaftan og Talar i Stedet for Toga og Tunica!«.
  47. ^ Nicolai Bøgh, Hvad H.C. Andersen fortalte. Danmark. Illustreret Kalender for 1887, s. 36. Jvf. Else Kai Sass, Thorvaldsens Portrætbuster III (1965) s. 234.
  48. ^ MLE I, s. 264 f.
  49. ^ MLE I, s. 265 f. – A. giver en glimrende skildring af Th.s sidste timer, død og begravelse i brev til Henriette Wulff, BHW I, s. 362 ff. – Jvf. endv. Baronesse Stampes Erindringer (1912) s. 254 ff.
  50. ^ A.s almanak 1844. Coll. Saml. 10,4°. Kgl. Bibl.
  51. ^ BfA II, s. 97 ff.
  52. ^ A.s brev blev trykt i »Der Freischutz«, red. af Ludvig Lenz.
  53. ^ Trykt som lejlighedstryk (BFN nr. 441) og siden i Saml. Skr. XII, s. 354.
  54. ^ H. Topsøe-Jensen, Omkring Levnedsbogen. En Studie over Andersen som Selvbiograf 1820-1845, 1943, s. 230.
  55. ^ Bertel Thorvaldsen. (En biographisk Skizze). Trykt i »Berlingske Tidende« 30/12 og31/12 1844, samt 2/1 og 3/1 1845.
  56. ^ Albert Thorvaldsen. A biographical sketch. Bentley’s Miscellany, Vol. XXII, 1847.
  57. ^ Saml. Skr. VI, s. 149. – Normalt henvises til 2. udg. af »Samlede Skrifter«. Denne udgaves bd. VI udkom i 1877. Året forinden var Thorvaldsen-biografien udgivet i Saml. Skr.s 1. udg. som bd. XXXII, ligeledes i den forkortede version. Hvem der har foretaget forkortelsen, har ikke kunnet konstateres, men forlaget (C.A. Reitzel) har nok skønnet, at J.M.Thieles »Thorvaldsens Biografi« I-IV, 1851-56, overflødiggjorde en ikke ringe del af A.s tekst.
  58. ^ Bertel Thorvaldsen. En biographisk Skizze. Med efterskrift, noter og henvisninger ved Cai M. Woel, 1944.
  59. ^ BEC II, s. 1.
  60. ^ Trykt som »Fire og tyvende Aften af Billedbog uden Billeder« i »Portefeuillen for 1840«, 1. bind (BFN nr. 366). – 24. aften blev læst af Phister ved aftenunderholdningen 9/2 1840, jvf. BHH I, s. 418 og 420.
  61. ^ Fra digtet »Jason og Alexandertoget«, jvf. note 28.
  62. ^ Ved hjælp af H. Topsøe-Jensens forbilledlige registre til dagbogsudgaven (Dagbøger XII) kan samtlige de af A. opsøgte og beskrevne Th. – skulpturer opledes.
  63. ^ Else Kai Sass, Thorvaldsens Portrætbuster I, 1963, s. 335. jvf. MLE I, s. 262.
  64. ^ Dagbøger III, s. 67 (26/2 1846), jvf. Baronesse Stampes Erindringer (1912) s. 124.
  65. ^ Dagbøger III, s. 213 (30/6 1847).
  66. ^ BEC I, s. 279.
  67. ^ Dagbøger VIII, s. 432 ff.
  68. ^ Dagbøger VIII, s. 439.

 

©