netværkssamarbejde var affødt af, at Nationalmuseet i 1837 modtog nogle flintoldsager, der var fundet i et lag af bløddyrskaller på herregården Krabbesholm ved Limfjorden. Fundet blev startskuddet til en lang diskussion om, hvorvidt skaldyngerne skulle tolkes som affald fra de samme mennesker, som havde efterladt oldsagerne på stedet, eller om oldsagerne tilfældigvis var endt på en naturligt aflejret skalbanke, der var blevet blotlagt som et resultat af landhævning. For at undersøge denne problemstilling indledtes et tværfagligt samarbejde mellem arkæologen J.J.A. Worsaae, zoologen Japetus Steenstrup og geologen Georg Forchhammer. Tilsammen udgjorde de "Den 1. Køkkenmøddingkommission", der i nationalt såvel som internationalt perspektiv kan betragtes som begyndelsen på en arkæologisk tradition for tværfagligt samarbejde. Et meget vigtigt resultat af netværkssamarbejdet mellem arkæologer, geologer og zoologer var, at der var en sammenhæng mellem skaldyngerne og kulturlevnene heri – og det i dag internationalt accepterede begreb køkkenmødding var skabt![2] 1893-95 nedsattes Den 2. Køkkenmøddingkommission, som også omfattede botanikere, og dens arbejde omfattede udgravninger i den skaldynge ved Limfjorden, som siden gav navn til en hel stenalderepoke – Ertebøllekulturen,[3]
Også på Fyn blev det tværvidenskabelige samarbejde indledt i midten af 1800-tallet; det skete i 1859 i forbindelse med arkæologen C.F. Herbsts udgravning i Vimose nordvest for Odense. Ved undersøgelsen deltog zoologen Japetus Steenstrup, og på baggrund af dennes bestemmelser af muslinger, som fandtes i moselagene, var man i stand til at drage den for tolkningen af fundet meget væsentlige konklusion, at de omfattende våbenofringer var foretaget i en ferskvandssø uden direkte forbindelse til havet.[4]
Siden de første eksempler på arkæologernes brug af netværkssamarbejder i midten af 1800-tallet er det næsten blevet kutyme, at metoder eller bidrag fra forskellige naturvidenskabelige discipliner inddrages i det arkæologiske feltarbejde eller ved de efterfølgende analyser af fundmaterialet på museet. Denne udvikling vil utvivlsomt fortsætte i fremtiden, hvor nye videnskabsgrene eller nye arbejdsmetoder inden for eksisterende fagområder vil vise sig at kunne bidrage med ny viden til arkæologien.
Netværk og nye samarbejdsformer er således i disse år helt centrale elementer i samfundsudviklingen og også på det museale felt. Inden for arkæologien vil emnet givet fremover spille en endnu større rolle end den hidtidige, ovenfor skitserede, og samtidig vil netværksrelationer antage en række nye former. Baggrunden for disse tendenser er den voldsomme vækst i antallet af arkæologiske undersøgelser over de senere år, forårsaget af den voldsomme anlægsaktivitet og dermed potentielle destruktion af en række fortidsminder. Museumsloven beskytter de arkæologiske levn, og samfundet bruger forholdsvis store ressourcer på at betale for at finansiere de arkæologiske undersøgelser. De mange arkæologiske undersøgelser rejser derfor i disse år et meget konkret behov for og krav om at sikre den mest hensigtsmæssige løsning på det arkæologiske arbejde mht. økonomi og struktur, vidensudvikling og formidling af denne viden.
De økonomiske og strukturelle forhold indgår som centrale spørgsmål i en igangværende museumsudredning, hvor der kigges på nye samarbejdsrelationer for at sikre den mest effektive opgaveløsning.[5]
Forskning og vidensudvikling inden for de arkæologiske undersøgelser i Danmark er behandlet i en helt aktuel international evaluering.[6] Også her sættes netop fokus på behovet for at arbejde i regionale og nationale netværk, at udvikle samarbejdet mellem museer og universiteter og i det hele taget sikre en langt større vidensudveksling mellem de parter, som er involveret i den arkæologiske forskning.
Den store fokus på at optimere de strukturelle og forskningsmæssige vilkår for dansk arkæologi skal dog ikke bare sikre bedre forskning og en opstrammet økonomi. Derimod er det helt essentielt, at arkæologiens resultater formidles til den brede offentlighed og anvendes i samfundet. Dette fordrer bl.a., at der skabes nye netværk; netværk, der ikke blot fokuserer på samarbejdet mellem museer, universiteter o.l. Nej, her
drejer det sig om, at museerne involverer sig i det omgivende samfund, og at museerne inddrager brugernes ønsker i langt højere grad; alt sammen med det formål at anvende arkæologien som en samfundsmæssig ressource og ikke bare opbevare det som "død" viden på et museum eller i en bog. Et af de mest markante eksempler herpå er Odense Bys Museers projekt "Kulturarven som værdi – arkæologi som værdiskaber". Projektets hovedformål er – i et samarbejde med de bygherrer og anlægsmyndigheder, som er med til at betale for de arkæologiske undersøgelser – at udvikle kommunikationsmæssige værktøjer, som kan være med til at sætte arkæologien i spil som en samfundsmæssig ressource. Projektet nedbryder således nogle af de skel, der kan være mellem museets faglighed og omverdenen. Mange forhold peger på, at denne tendens, hvor museerne ikke bare samarbejder med andre museale eller universitære parter, men i langt højere grad integreres i samfundslivet, vil blive forstærket i de kommende år.
I tidligere udgaver af Fynske Minder er der allerede fremlagt eksempler på vigtige forskningsresultater, der er opnået netop som et resultat af samarbejde mellem arkæologer fra Odense Bys Museer og konservatorer[7], runologer[8], botanikere og zoologer[9] samt kemikere[10]. Ligeledes er der præsenteret et eksempel på, hvorledes eksperimentalarkæologi kan bidrage til fagets udvikling.[11] Endelig er også samarbejdet mellem museum og ikke-museale parter i form af f.eks. bygherrer, planlæggere og turisterhvervene behandlet.[12]
I det følgende bringes en række eksempler fra den aktuelle arbejdsmark samt fra netop afsluttede forskningsprojekter, hvor museets arkæologer har produceret ny viden i samarbejde med fagfolk med vidt forskellige arbejdsområder (fig. 1). Artiklerne illustrerer alle, at en af det tværfaglige samarbejdes absolutte forcer er, at det kan bringe os meget tættere på det forhistoriske menneske, end arkæologien kan med sine egne metoder. Hvad spiste de? Hvordan var deres helbred? Hvor kom de fra? Hvordan var deres teknologiske formåen? Alle disse spørgsmål er aktuelle for nutidens mennesker, og de levendegør den historieskrivning, som arkæologien er.
Mogens Bo Henriksen
Som født ind i en gammel adelsslægt var det ingen selvfølge, at kammerherre Niels Frederik Bernhard Sehested (1813-1882) skulle få arkæologien som en del af sin livsgerning (fig. 2). Det var således også et tilfælde – nemlig fundet af den såkaldte Broholm-skat – der introducerede Sehested for det, der blev en passion livet ud. Da den faglige karriere inden for land- og skovbrug, godsets drift, politik, militær m.v. var godt i vej, brugte han i sine sidste 20 leveår betydelige ressourcer på arkæologisk arbejde. Det blev til mange udgravninger, endnu flere registreringer, opbygning af et museum -og ikke mindst to store bøger.[13]
Sehested forstod i den grad at trække på sit faglige og personlige netværk, når der skulle laves arkæologiske undersøgelser og analyser. Således fik han forskellige naturvidenskabsfolk til at analysere genstande fra udgravninger på Fyn og i Jylland.[14] Det er derfor Sehested, der må have æren af at være den, der har foranlediget de første naturvidenskabelige analyser af forkullede træ- og planterester i brandgrave fra Danmarks oldtid.[15] Ved hjælp af Sehesteds forbindelser inden for skovbruget blev der endvidere lavet en række forsøg, hvis formål var at afprøve skæftede eksemplarer af stenalderens flintredskaber.[16] Disse tværfaglige eksperimenter må i nationalt såvel som internationalt perspektiv betegnes som pionér-arbejde.
Mogens Bo Henriksen
Georg Sarauw (1862-1928) var af fag naturvidenskabsmand med speciale i plantefysiologi, og som sådan blev han i 1894 ansat på Nationalmuseet for at bestemme genstande af træ og andet organisk materiale, som fremkom ved museets udgravninger.[17] Et helt særligt studieområde for Sarauw blev de små indtryk af korn, som man på denne tid havde erkendt i mange forhistoriske lerkar. Sarauw drog rundt på landets museer og gennemgik nøje deres samlinger af gravurner og lerkarskår og noterede omhyggeligt, hvilke korn- og frø-indtryk han fandt. I Odense Bys Museers samling registreredes fire lerkar (fig. 3) og et skår med indtryk af især hvede og byg, og disse iagttagelser blev nedfældet i en rapport, der skulle have dannet grundlag for et større studie af oldtidens landbrug.[18] Desværre fik Sarauw aldrig sammenfattet sine undersøgelser til en egentlig publikation, og i dag må resultaterne betragtes som forældede. Ikke mindst i de sidste to årtier har talrige analyser af forkullede frø og korn fra bopladsudgravninger givet et langt mere detaljeret indblik i fortidens udnyttelse af natur- og kulturplanter. Sarauws kornstudier står dog stadig som et pionérstudie og et tidligt eksempel på den store værdi af tværdisciplinært samarbejde.
Peter Mose Jensen, Mikael Holdgaard Nielsen & Mads Runge
Det tværfaglige studie af det forhistoriske menneskes agerbrug har en lang tradition. Således har man allerede fra sidste halvdel af 1800-tallet erkendt og analyseret fund af fortidens afgrøder herhjemme. Inden for de seneste år har nye teknologier og nye metoder betydet, at disciplinen er blevet yderligere udviklet og systematiseret. Odense Bys Museer har gennem en årrække haft et nært samarbejde med Nationalmuseets Naturvidenskabelige Afdeling og Moesgård Museums Konserverings- og Naturvidenskabelige Afdeling på netop dette såkaldt arkæo-botaniske felt.
Fortidige planterester kan være bevaret på flere måder; i heldige tilfælde kan uforkullede planterester bevares gennem årtusinder i moser eller dybe, fugtige og forseglede nedgravninger. På de fleste udgravninger findes sådanne gode bevaringsforhold dog ikke, og alt uforkullet plantemateriale vil her være gået til. På denne type pladser vil man i stedet typisk eftersøge planterester, som er bevaret i forkullet tilstand. Endelig kan man, som beskrevet i et bidrag i denne artikelsamling, i heldige tilfælde finde indtryk af korn i lerkar.
Fremskaffelsen af forkullet plantemateriale til analyse foregår ved den såkaldte flotering, hvor jordprøver fra de forhistoriske anlæg opblødes i en beholder med vand. Det forkullede plantemateriale vil flyde ovenpå og skummes således fra sten, grus og andet uorganisk materiale. Ved efterfølgende at studere plantematerialet i et mikroskop kan de forskellige planterester identificeres.
I det følgende skal gives et par eksempler på usædvanlige arkæobotaniske fund, der i samarbejdet mellem arkæologer og arkæo-botanikere giver væsentlig ny viden om forhistorien og i det konkrete tilfælde bronzealderen (ca. 1700-500 f.Kr.).
Hjulby nær Nyborg på Østfyn er i arkæologiske kredse kendt for sine mange spektakulære fund fra yngre jernalder, vikingetid og ældre middelalder (ca. 500-1300 e.Kr.).[19] Området var i perioden en rig handels- og håndværksplads og har i ældre middelalder inkluderet kongelige besiddelser.[20] Nye undersøgelser i 2005 frembragte dog også spor fra andre perioder af forhistorien og herunder et såkaldt kornkammer fra ældre bronzealder.[21] Kornkammeret er rektangulært og måler 1,1×2 m og er 0,4 m dybt. Fylden i kammeret var kraftigt ildpåvirket og blev pga. anlæggets særegne karakter vasket gennem et finmasket net og/eller floteret (fig. 4). Herved viste det sig, at kammeret rummede usædvanligt store mængder forkullet korn. I området, hvor kornkammeret blev fundet, sås spredte stolpehuller og mindre gruber, men ingen huse. Selv om kornkammer og de øvrige anlæg ikke med sikkerhed kan knyttes sammen, er det mest sandsynligt, at de sammen udgør sporene af en boplads eller periferien af en sådan.
Sammensætningen af plantearter fra forskellige områder af komkammeret var den samme, og kornet i kammeret kan derfor betragtes som et samlet fund. Af i alt 19 kornprøver fra kammeret blev otte analyseret (fig. 5). Ud over enkelte forkullede fragmenter af hasselnødder, der viser, at også indsamling fandt sted ved Hjulby, bestod prøverne som ventet af store mængder dyrket korn. Analyserne anslår, at der har været op mod 16.000 kerner i kammeret. Kornet bestod overvejende af hvede, der sandsynligvis tilhørte sorten spelt. Herudover optrådte en del såkaldt avnklædt byg, mens mængden af ukrudtsfrø var relativt lille. De mest almindelige ukrudtsarter var græsarten hejre samt bleg- eller ferskenpileurt, der begge er almindelige markukrudtsplanter i fund fra ældre bronzealder. Den ringe mængde ukrudtsfrø viser, sammen med de få rester af kornavner, at kornet har været renset. Da avnerne sandsynligvis har beskyttet kornet imod råd og insektangreb og afskalningsprocessen samtidig kan forringe kornets spiringsevne, har der været fornuft i at gemme i hvert fald udsædskorn med avner på.[22] Samlet tyder forholdene således på, at kornet fra Hjulby var klargjort til madtilberedning og ikke tænkt som såsæd.
| Samlet prøvestørrelse i de 8 undersøgte delprøver | 377,5 ml |
| Havre | 2 |
| Avnklædt byg | 194 |
| Sandsynlig avnklædt byg | 20 |
| Ikke nærmere Identificerbar byg | 140 |
| Sandsynlig spelt | 980 |
| Sandsynlige speltavnbaser | 7 |
| Ikke nærmere identificerbar hvede | 746 |
| Sandsynlig hvede | 28 |
| Hvedeavnbaser. Spelt, emmer eller enkorn | 11 |
| Ikke nærmere identificerbart korn | 944+18028f |
| Hassel. Nøddeskaller | 5f |
| Hejre | 133+68f |
| Sandsynlig hejre | 27+2f |
| Hejre eller havre | 38+3f |
| Hvidmelet gåsefod | 5 |
| Gåsefod | 8+4f |
| Ærteblomsfamilien | 1+9f |
| Snerlepileurt | 4+1f |
| Sandsynlig hanekro | 2+1f |
| Snerre | 3 |
| Haremad | 2 |
| Frytle | 1 |
| Bleg- eller fersken-pileurt | 80+23f |
| Ikke nærmere identificerbar græs | 22 |
| Vejpileurt | 1 |
| Almindelig brunelle | 2 |
| Fladstjerne eller hønsetarm | 2 |
| Vedbend-ærenpris | 4 |
| Ærenpris | 2 |
| Ubestemmelige ukrudtsfrø | 7 |
| Forkullede stråfragmenter | 1f |
| Forkullede plantestængler | 2 |
Noter:
En 3,5 hektar stor udgravning ved Energivej i den sydlige udkant af Odense afdækkede en større landsby i to faser fra henholdsvis ældre og yngre førromersk jernalder (400-0 f.Kr.) samt to hustomter fra henholdsvis ældre og mellemste del af bronzealderen (1400-900 f.Kr.).[23] De to huse i hver bronzealderperiode kunne tyde på, at der er tale om to familier, der har boet i området i flere hundrede år. Der blev endelig fundet tre gruber med store mængder forkullet korn på pladsen. En datering fra den ene grube, grube SA[24], viser, at de tre formodentlig samtidige korngruber stammer fra den mellemste bronzealder. Grube SA var 80 cm i diameter og maximalt 20 cm dyb (fig. 6). Der har sandsynligvis været tale om let nedgravede kamre. Al fylden fra de tre kornkamre blev hjemtaget til flotering, og den videre analyse af fundet foregik på Moesgård Museums Konserverings- og Naturvidenskabelige Afdeling.
Som det kan ses i fig. 7, fandtes der fra ca. 1500 til op mod 10.000 kornkerner i hvert af de tre kamre. Planteindholdet i nedgravningerne var langt overvejende korn. Undtagelserne er et enkelt fragment af hasselnøddeskal som et muligt tegn på indsamling samt ganske få ukrudtsfrø. I alle tre nedgravninger dominerer nøgenbyg, og alle andre kornsorter, emmerhvede, avnklædt byg og havre optræder kun sporadisk. De mest fremtrædende ukrudtsarter er bleg- eller ferskenpileurt og hvidmelet gåsefod, der begge er ganske almindelige markukrudtsarter i bronzealderen. Som det var tilfældet ved Hjulby, viser den ringe mængde ukrudtsfrø i forhold til korn, at kornet var renset.
| Prøve-nr. | X90 | X91 | X92 |
| Prøvestørrelse | 492ml | 44ml | 1650ml |
| Havre | 5 | ||
| Nøgenbyg | 5312+3243f | 1227+23f | 4242+370f |
| Avnklædt byg | 36 | 10 | |
| Sandsynlig avnklædt byg | 20 | ||
| Ikke nærmere identificerbar byg | 3114+1136f | 328+57f | 664+180f |
| Bygavnbaser | 2 | ||
| Emmeravnbaser | 3 | 2 | |
| Sandsynlig emmer | 10 | ||
| Emmer eller spelt | 3+13f | ||
| Ikke nærmere identificerbart korn | 180+22972f | 31+882f | 80+2152f |
| Hassel. Nøddeskal | 1f | ||
| Hejre | 4f | ||
| Sandsynlig hejre | 4f | ||
| Hejre eller havre | 2+1f | ||
| Hejre eller korn | 4f | ||
| Hvidmelet?gåsefod | 18 | ||
| Hvidmelet gåsefod | 4 | 28 | |
| Gåsefod | 9 | 22 | |
| Snerlepileurt | 1 | ||
| Bleg- eller ferskenpileurt | 79+6f | 84+4f | |
| Sandsynlig bleg- eller ferskenpileurt | 6f | ||
| Almindelig spergel | 1 | ||
| Ubestemmelige ukrudtsfrø | 8 |
Noter:
I ældre bronzealder dyrkede man næsten udelukkende byg og hvede, ligesom man havde gjort siden agerbrugets indførelse i Danmark ca. 4.000 f.Kr. Når der findes enkelte havrekerner i fundene fra både Hjulby og Energivej, drejer det sig således efter al sandsynlighed om ukrudt. Egentlig havredyrkning kendes først fra starten af jernalderen (ca. 500 f.Kr.).[25]
De mest almindeligt dyrkede kornsorter i ældre bronzealder var nøgenbyg samt hvedesorterne emmer og spelt.[26] At byggen ved Hjulby var helt domineret af avnklædt byg, er ganske enestående for perioden. Tidligere undersøgelser tyder imidlertid på, at der i ældre bronzealder er forholdsvis stor variation mht. hvilke afgrøder, der dominerer på de enkelte fundpladser i forhold til tidligere tider.[27]
Der kendes efterhånden flere eksempler på nedgravninger med store mængder korn fra både slutningen af bondestenalderen
og bronzealderen.[28] Mht. udendørs nedgravninger som de ovennævnte uden synlige rester af beholdere har det bl.a. været diskuteret, om sådanne nedgravninger har været anvendt til opbevaring af korn. Alternativt har kornet heri snarere afspejlet kornaffald, der på den ene eller anden måde er forkullet andetsteds og herefter smidt i hullet sammen med andet opfyld. Den sidstnævnte tolkning baseres dels på, at korn i fritliggende nedgravninger vil være meget udsat for fugt, dyr (og menneskelige tyve ?), der graver sig ned og tager af kornet, og dels på, at der ofte ikke er brandspor i nedgravningens bund. Der er altså sjældent tegn på, at kornet har ligget i nedgravningen, da forkulningen skete.
Samspillet mellem arkæologiske og arkæobotaniske analyser giver således stadig ny viden om forhistorien og bringer os konstant tættere på det levede liv.
Lise Lock Harvig, Jannie Amsgaard Ebsen & Michael Lundø Jakobsen
Grave er en utrolig vigtig kildegruppe til belysning af de forhistoriske samfund. Både i form af de konkrete levn efter den religiøse handling – selve graven og de genstande den nu måtte indeholde – men i særdeleshed i form af de tanker og ritualer, der har gået forud for selve gravlæggelsen. Et nyt ph.d.-projekt[29] ved Retsmedicinsk Institut i København vil forsøge at belyse disse handlinger ved hjælp af nye analysemetoder. Hensigten med denne artikel er at sætte fokus på vigtigheden af det tværvidenskabelige og tværinstitutionelle arbejde, der ofte kan være med til at stille ganske specifikke og til tider uddybende forskningsorienterede spørgsmål.
I forsommeren 2008 undersøgte arkæologer fra Odense Bys Museer et 19 hektar stort areal i Tietgen Byen i den sydøstlige udkant af Odense.[30] Undersøgelsen frembragte blandt andet to gravhøje fra ældre bronzealder (1700-1000 f.Kr.) samt en fladmarksgravplads, der med forbehold dateres til slutningen af ældre og begyndelsen af yngre bronzealder (ca. 1300-900 f.Kr.).[31]
Fladmarksgravpladsen lå i tilknytning til en af de to gravhøje fra ældre bronzealder og bestod af i alt 19 brandgrave (fig. 8). Gravene fordelte sig på følgende gravtyper: en benhobgrav, fire brandpletgrave og 14 urnegrave.[32] Gravenes bevaringsgrad varierede meget. Mht. urnerne var flere ikke gravet væsentligt ned i undergrunden og fremstod derfor stærkt forstyrrede af nyere tids markarbejde. Andre urner var gravet betydeligt længere ned i undergrunden og nedgravningen efterfølgende pakket med beskyttende sten i større eller mindre grad (fig. 9). Heri var komplette og næsten uforstyrrede urner, og fire af disse blev udvalgt til at indgå i ovennævnte ph.d.-projekt.
Når der bliver fundet stort set intakte forhistoriske urner, optages de som regel i et såkaldt "præparat"[33], som siden bliver undersøgt, dokumenteret, udgravet og konserveret under kontrollerede forhold af museets konservatorer. Indledningsvist tages der ofte et røntgenbillede af urnen, som hurtigt og effektivt kan give værdifulde oplysninger om urnens indhold og være med til at identificere og datere fundene, inden udgravningen påbegyndes. Brug af enten digitale eller analoge røntgenanalyser er udbredt på de danske konserveringsværksteder, da det er en let tilgængelig, nem og hurtig, non-destruktiv analysemetode.
En anden mulighed er at lave en såkaldt CT-scanning. En CT-scanning er i princippet en udvikling af røntgen, hvor det "fotograferede" element i stedet kan ses i tre dimensioner (fig. 10).[34] I marts 2009 blev fire af de intakte urner således CT-scannet på Odense Universitets Hospital og urnerne efterfølgende udgravet af projektleder Lise Lock Harvig. En af de fire urner blev udgravet af en arkæolog ved museet uden hensyntagen til den viden CT-scanningen viste (fig. 11). Dette blev gjort for at undersøge, hvor meget information man mistede i form af kontekst og knoglernes håndtering.
Et af de primære formål med at CT-scanne urnerne er at forsøge at besvare nogle af de mange spørgsmål, der ofte stilles om ligbrænding i forhistorien, men som sjældent kan besvares i den enkelte udgravningssituation alene. Det drejer sig især om den rituelle praksis tilknyttet begravelsen. Det vil sige alt det, der går forud for placeringen af knoglerne i selve urnen; for eksempel behandlingen af afdøde, selve brændingen af liget og håndtering af ligbålsrester og skelettet. Blev knoglerne knust? Synes der at være nogen struktur eller system i placeringen af menneskeknogler, dyreknogler, genstande, bålrester og andre elementer inde i urnerne? Er organisk materiale, som ikke er bevaret længere, synligt på en CT-scanning? Hvordan kan en CT-scanning i øvrigt hjælpe vores fortolkning af ligbrændingsprocessen og gøre ligbrændingsarkæologien mere effektiv? Hvad kan knoglerne fortælle os, måske allerede inden de kommer op af urnen? Er det f.eks. muligt at genkende og måle specifikke knogledeles dimensioner, der efter udgravning ikke længere kan erkendes? Hvilken effekt har bevaringsgrad, udgravning, vask, soldning, sortering og undersøgelse på bevaringsgraden og dermed knoglernes forskningsmæssige værdi – blandt andet i forbindelse med bestemmelse af køn og alder?
Indtil videre har det vist sig, at CT-scanning af urner har adskillige åbenlyse fordele: Urnens form såvel som enkelte genstande og knoglefragmenter og deres præcise lokalisering i urnen er gemt digitalt i tre dimensioner – også efter udgravningen (fig. 12). Dermed kan man blandt andet foretage udgravningen af urnen hurtigere, idet man har et overblik og ved, hvad man støder på og hvor.
Antropologisk set viser resultaterne, at mange af knoglernes morfologiske træk går tabt under udgravning, og at alder og køn kan vurderes mere præcist ved hjælp af scanningen. I de fire undersøgte urner synes knoglerne ikke at have været knust rituelt. I stedet tyder alt på, at udgravningen alene er skyld i, at de brændte ben bliver knust -i nogle tilfælde nærmest til pulver! (fig. 13).
Desuden har det vist sig, at man nemt kommer til at overvurdere brændingstemperaturen i ligbålet, når knoglerne er udgravet og renset. Det skyldes, at de mindst varmepåvirkede knogler meget let forgår under udgravningen. Volumen af de brændte ben i urnen kan også vurderes inden udgravning. Dette muliggør en estimering af den oprindelige knoglevægt, da knoglerne blev lagt i urnen. Repræsenterer knoglerne et helt individ, eller er den gravlagte eksempelvis blot til stede ved et udvalg af knogler? En sådan information kan blandt andet give anledning til nye spørgsmål omkring selve gravlæggelsen.
Hvis ikke alle knogler fra den afdøde kom i urnen, hvor er de resterende knogler så, og skulle disse indgå i ritualer, der ikke er tilknyttet selve gravlæggelsen ?
Ulemperne ved CT-scanning kan bl.a. være transporten af det arkæologiske materiale til nærmeste hospitalsscanner samt den eventuelle pris for dette. Tidsmæssigt er scanning dog hurtigt. I dette tilfælde foretoges transport og scanning på et par timer i alt. Desuden kan der, ligesom ved røntgen, være tilfælde, hvor særligt store sten vil forstyrre strålingen i billedet og skabe et sløret billede. I andre tilfælde kan en genstand være for stor til en hospitalsscanner, der er beregnet til en menneskelig krop.
Den tværfaglige tilgang under hele processen er afgørende for, hvilke resultater vi har haft mulighed for at opnå. Det har for eksempel alvorlige konsekvenser, hvis den knoglespecialist, der skal undersøge knoglerne, ikke er til stede ved udgravningsprocessen og for eksempel ikke har adgang til fotos af knoglerne under udgravning eller i dette tilfælde en CT-scanning af urnens indhold. Der ligger således stadig et stort arbejde forude for arkæologien og de tværvidenskabelige nabodiscipliner. Kun ved et fortsat samarbejde og videreudvikling af vores metoder er det muligt at opstille og besvare hypoteser, der gør os i stand til at kaste nyt lys over de ritualer og forestillinger, der kulminerer i den endelige gravlæggelse, og som er så vigtige for forståelsen af skikkene i de forhistoriske samfund.
Mogens Bo Henriksen & Peter Hambro Mikkelsen
I fagkredse er den fynske arbejdsmark vidt berømmet for at rumme et stort antal grave fra yngre bronzealder og ældre jernalder, og disse grave har da også leveret materiale til en lang række publikationer i tidens løb.[35] I disse bøger har der særligt været fokus på gravenes indhold af oldsager, idet genstandene kunne anvendes til at datere gravene og beskrive oldtidens forbindelser til nære og fjerne egne. I de sidste årtier har man også fået øjnene op for, at gravenes indhold af knogler fra mennesker og dyr kan give væsentlig ny viden om alt fra leveforhold og befolkningssammensætning til begravelsesritualer — selv når den døde har været på ligbålet. Som noget helt nyt er der nu også kommet fokus på de rester fra ligbålet, der er lagt ned i mange grave fra yngre bronzealder og ældre jernalder. Ligbålsresterne udgøres især af trækul og forkullede plantedele, og man har hidtil antaget, at studier af det sorte og støvede materiale næppe kunne give væsentlig information. Denne antagelse skyldes især en betragtning om, at formålet med den forhistoriske ligbrænding først og fremmest har været at bortskaffe liget på den mest effektive og ressourcebesparende måde. At det ikke nødvendigvis forholder sig således, er dokumenteret gennem de senere års undersøgelser af indholdet af fynske jernaldergrave.
Den forstkyndige kammerherre N.F.B. Sehested fra det sydøstfynske gods Broholm var en pionér også på dette område, idet han i 1870’erne fik bestemt enkelte stykker trækul og forkullet korn, som var fundet i fynske og jyske oldtidsgrave.[36] Undersøgelserne var for få og spredte til, at de kunne give nogen sammenhængende viden om det ved, der blev båret til forfædrenes ligbål, og det er måske årsagen til, at de siden nærmest har været glemt. To nye studier af trækul fra jernaldergravpladsen Brudager Mark på Sydøstfyn og bronzealdergravpladsen Kildehuse II ved Odense har imidlertid på ny sat fokus på gravenes indhold af forkullede træ- og plantedele.
Da arkæologerne ikke selv kan få noget ud af de sorte stumper i gravene, har de fået hjælp af botanikere og forstfolk. Ved hjælp af mikroskoper og andet analyseudstyr har de været i stand til at foretage en række bestemmelser, der giver et detaljeret indblik i oldtidens ressourceudnyttelse såvel som de ritualer og forestillinger, som har været forbundet med ligbrændingsprocessen i oldtiden.
Ud fra de tidligere nævnte traditionelle betragtninger kunne man tro, at ligbålet blev opbygget af forhåndenværende træaffald og især af træ, der hurtigt og effektivt kunne sikre, at liget blev brændt til aske og knoglestumper. I så fald skulle man forvente, at træsorter med en høj brændværdi dominerede i de analyserede samlinger af trækul, men det er ikke nødvendigvis tilfældet.
På Kildehuse-gravpladsen, der dateres til ca. 800-500 f.Kr., domineres ligbålsresterne af trækul fra store egestammer, og det kan selvfølgelig være et udtryk for, at området lå i eller nær en skov, der var domineret af gamle ege, eller at man udnyttede gammelt hustømmer til ligbrændingsprocessen.[37] Det kan dog ikke udelukkes, at det bevidste valg af kraftigt egetømmer også kan have en symbolsk betydning. Således kan brugen af egestammer være en reminiscens af ældre bronzealders anvendelse af store egekister, som vi kender fra bl.a. Egtvedpigens grav. Brugen af den langsomtvoksende og meget anvendelige træsort til noget så uproduktivt som en ligbrænding kan dog også være et udtryk for eksponering af afdødes status, ganske som det kendes fra nedlæggelsen af rige gravgaver eller opførelsen af store gravhøje.
Analyser af trækul fra Brudager-gravpladsen, der dateres til tiden mellem 150-375 e.Kr., viser en helt anden sammensætning. Her spiller eg ingen rolle; det gør til gengæld bøg, lind og i særdeleshed hassel.[38] Især sidstnævnte træsort er værd at knytte nogle bemærkninger til, da den var meget dominerende og hovedsageligt repræsenteret ved tynde stammestykker og grene. Da hasseltræets brændselsværdi ikke er særlig stor, ville det være lettest at forklare valget af dette ved med, at man har manglet træsorter fra storskoven, men til gengæld haft rigeligt med hasselbuske i oplandet. Det er dog vanskeligt at tro, at træmanglen kan have været så stor, at man var henvist til at bruge tynde kæppe til ligbrændingen, og det er derfor nærliggende at søge efter en symbolsk årsagsforklaring.
I folketroen spiller hasselbusken en betydelig rolle, og busken såvel som dens frugter tillægges lægende og beskyttende kvaliteter, ligesom den sættes i forbindelse med genfødsel og udødelighed (fig. 14). Det sker ikke sjældent, at man finder hasselnøddeskaller i forhistoriske grave, men nok så væsentligt er det, at ubrændte hasselkæppe kendes fra en del grave med ubrændte lig fra jernalderen og ikke mindst fra vikingetid og tidlig middelalder. Derfor er det nærliggende at tro, at jernalderens mennesker tillagde hasselbusken og -nødderne en væsentlig funktion i forbindelse med ritualer omkring død og begravelse. Måske har man – som i senere tider – troet, at hasselkæppe og hasselnødder kunne hjælpe det afsjælede legeme gennem dødstilstanden – og måske ligefrem ind i et nyt liv?
I bronzealdergravene på Kildehuse-gravpladsen såvel som i jernaldergravene på Brudager-gravpladsen er der fundet forkullede knopskud og dele af stængler fra græsarten knoldet draphavre (Arrhenatherum elatius ssp. bulbosum). Græsarten, der er karakteriseret ved, at den udvikler små knolde med en størrelse på 4-9 mm på den nederste del af stænglen (fig. 15), er sjælden i det nutidige danske landskab, men den kendes fra ganske mange forhistoriske bopladser – og især fra gravpladser fra bronze- og jernalder. Man antager, at draphavren har været indsamlet netop på grund af de stivelsesholdige rodknolde, der vel må være spist. Mængden af spiseligt plantemateriale har dog næppe stået mål med den energi, der skulle investeres i indsamlingen af den ret spredtvoksende vækst, og derfor er det fristende også at tilskrive denne plante en symbolsk betydning. Igen er frugtbarhed og regenerering foreslået som det, planten skal symbolisere, men nogen klar viden herom kan de naturvidenskabelige analyser selvfølgelig ikke give.[39]
Mads Runge &r Joanna Trqbska
Sommeren 2006 undersøgte Odense Bys Museer gravpladsen Kildehuse II sydøst for Odense.[40] Gravpladsen dateres til bronzealderens slutning (800-500 f.Kr.) og bestod af 42 brandgrave. En af gravene indeholdt en fint ornamenteret og bemalet urne (fig. 16 ). Urnen er således på den nedre del af bugen ornamenteret med tætstillede negleindtryk uden nogen tydelig systematik, mens et par tætstillede keglestubformede knopper er placeret på karrets bredeste sted, og de kan symbolisere øjne. En kvart omgang længere rundt om karret ses en smule lavere, men stadig på bugknækket, en cirkelrund gennembrydning af karret. Om der her har siddet et plastisk ornamentalt element, eller om gennembrydningen skyldes en reparation eller lignende, er uvist. Hullet er dog med sikkerhed lavet i datiden.
På afsatsen mellem bug og hals og op ad den overbrudte hals er karret malet med en sort farve. Samtidige bemalede lerkar kendes bl.a. fra Nordtyskland og Polen, men er ikke almindelige i det danske område.[41] For at få en fornemmelse af malingens komponenter, og hvordan den er påført karret, blev en mindre prøve af karret sendt til Polen, hvor det blev analyseret af ph.d. Joanna Trqbska, Institut for Arkæologi ved Krakow Universitet. Analysen er foretaget vha. et såkaldt PLM-mikroskop, røntgenmikroanalyser og mikrospektroskopi og viser, at den uigennemsigtige bemaling er lagt på karret, efter at karret er brændt og uden anvendelse af bindemidler eller lignende. Laget er 0,2-0,4 mikrometer tykt, svarende til en typisk tykkelse for et lag maling. Bemalingen er påført i opvarmet tilstand og er en form for birketjære eller -beg. Der blev ikke ved de mikroskopiske analyser af det lille skår fundet mærker, der kan indikere, hvilket redskab som er anvendt ved bemalingen (Trqbska et al. in press). Sidstnævnte er heller ikke tilfældet ved en vurdering af hele karret.
Marianne Høyem Andreasen, Jacob Kveiborg, Rikke Marie Rau, Mads Runge & Claus Skriver
Sommeren2008 undersøgte arkæologer fra Odense Bys Museer bopladsen Tietgen Byen Nordvest II fra yngre bronzealder og starten af jernalderen (ca. 1000-250 f.Kr.) i Odense Sydøst.[42] Et mindre område af bopladsen var omkranset af et let hegn, og inden for hegnet fremkom en række offerfund i form af et par store lerkar, hvoraf et var nedsat med bunden i vejret, samt flere nedgravninger med et særligt udvalgt materiale. Således indeholdt flere gruber mange brændte dyreknogler, ildskørnede sten og trækul, der alt sammen vidner om udstrakt brug af ild. Gruberne indeholdt desuden mange potteskår, tre fine hjortetaksøkser (fig. 17), tre løvknive af flint og en fin, oprindeligt kuglerund sten. Stenen har fire cirkulære fordybninger, såkaldte skåltegn (fig. 18). Skåltegnene på stenen er et yndet symbol på tidens karakteristiske helleristninger i klipperige egne i Skandinavien. Den her fremkomne sten kaldes, pga. sin beskedne størrelse, en lommeskålsten. Fundene dateres til yngre bronzealder (1000-500 f.Kr.).
For at få et nærmere indblik i de ritualer, som har udspillet sig ved offerceremonierne på stedet, blev dyreknoglerne og de forkullede planterester sendt til analyse ved eksperterne på Moesgård Museums Konserverings- og Naturvidenskabelige Afdeling. Samtidig blev løvknivene samme sted analyseret med henblik på at erkende evt. slidspor for at vurdere, hvilken funktion redskaberne har haft. Således vil gentagne skærebevægelser i forskellige materialetyper afsætte forskellige spor på flinteredskaberne. Sporene kan til tider erkendes med det blotte øje, men vil oftest bedst kunne erkendes gennem mikroskop. Resultatet af de samlede analyser er, at der blandt dyreknoglerne er tamsvin, tamkvæg, ged, hest samt evt. får, at der er forskellige kornsorter i materialet, og at løvknivene har været anvendt i varierende materialer som tagrør, korn, kød samt muligvis træ.[43]
Samlet set får vi altså – via inddragelsen af en række videnskabelige discipliner – en meget detaljeret viden om den eller de offerceremonier, som er foregået på stedet. Alt tyder på, at det er en bred vifte af bopladsens dyr, som er ofret, og at de ofrede redskaber har haft en fortid som almindelige brugsgenstande. Høstredskaber som løvknivene samt husdyr og forskellige afgrøder afspejler formentlig frugtbarhed, som også skåltegnene menes at gøre det. Takøksernes betydning er i denne sammenhæng mere usikker. Samlet set synes der dog at være tale om et frugtbarhedsoffer med en lang række komponenter.
Mogens Bo Henriksen & Arne Jouttijärvi
Fra Den fynske Øgruppe kendes omkring 4500 grave fra de fire første århundreder efter vor tidsregnings begyndelse. Mere end 100 af disse rummer romerske importvarer i form af bronzekar eller glasbægre. I mange tilfælde er genstandene dog smeltet eller på anden måde ødelagt som et resultat af den brandgravsskik, der var fremherskende på Fyn i dette tidsrum. Mange grave rummer således blot et enkelt eller få stykker bronzeblik, og med det blotte øje er det helt umuligt at afgøre, om det stammer fra et lokalt smykke – eller om det repræsenterer datidens kontakt til det store rige mod syd.
Analyser af metalsammensætningen i et stort antal bronzegenstande fra Romerriget såvel som fra egnene nord herfor har vist, at metallegeringerne varierede fra genstandstype til genstandstype. De romerske bronzestøbere har således fremstillet gryder med én legering og klokker eller olielamper med en anden, idet genstandens funktionalitet kunne afhænge af metallets sammensætning. Med denne viden som udgangspunkt har civilingeniør Arne Jouttijärvi analyseret små bronzeblikstumper fra fire fynske grave fra 2.-3. årh. (fig. 19).[44]
Analyserne afslørede, at der var repræsenteret tre typer af bronzelegering i de fire gravfund, og legeringerne kunne relateres til et tilsvarende antal romersk producerede bronzekartyper. I to af gravene har man således nedlagt fragmenter af såkaldte Østlandskedler, der har været vidt udbredt i Sydskandinavien i århundrederne efter vor tidsregnings begyndelse (fig. 20). To andre grave indeholdt kartyper, som er mere sjældne på disse breddegrader, nemlig de såkaldte Vestlandskedler og Hemmoorspande (fig. 21).
Resultatet af analyserne af de fynske bronzefund har vist, at vi næppe kender det fulde omfang af den romerske import til denne del af Europa, ligesom vores hidtidige viden om sammensætningen af typer af importkar måske skal tages op til revision. Disse to resultater er i sig selv meget vigtige, men som en bigevinst er vi samtidig blevet klar over, at blikstumperne stammer fra bevidst itubrudte og oprindeligt ganske store genstande, der blot er repræsenteret ved symbolske stumper. Dette fænomen, der benævnes pars pro toto – en del i stedet for helheden – afspejler, at i jernalderens begravelsesritualer kunne en lille stump af et romersk bronzekar sagtens symbolisere en stor kedel. Ad omveje har naturvidenskabsmandens analyser således bidraget til, at vi har fået endnu et lille indblik i jernalderens religiøse univers.
Jesper Hansen & Jens Glastrup
Nogle gange afsløres oldtidens store teknologiske bedrifter af arkæologiske fund, der er så små, at de ikke kan ses med det blotte øje. Netop en sådan teknologisk landvinding blev for kort tid siden opdaget i forbindelse med en analyse af keramikskår fra to jernalderbopladser udgravet i 2006-07 nær Ringe på Midtfyn.[45] At skårene overhovedet kunne fravristes deres noget overraskende historie, skyldes imidlertid udelukkende et meget nært samarbejde mellem arkæologien og naturvidenskaben.
Ved afrensning og beskrivelse af lerkarskår fra de to jernalderbopladser blev det bemærket, at der i gentagne tilfælde var påført en sort masse på og over nogle gamle brudflader og -linjer. Brudfladerne var i flere tilfælde stadig sammenhængende, og der syntes derfor umiddelbart at være tale om brugen af en egentlig lim (fig. 22, fig. 23) ,[46]
Forskellige beg-, tjære- og harpiksprodukter har gennem store dele af forhistorien været anvendt til at tætne og sammenlime genstande.[47] Det var altså ikke umiddelbart heri, det specielle ved skårene fra Midtfyn bestod (fig. 24).
Fælles for den hidtil registrerede anvendelse af harpiks-, beg- og tjæreprodukter som lim og tætningsmateriale er imidlertid, at de skulle fungere "kolde". Det var nemlig netop evnen til – ved en begrænset varmepåvirkning – at blive plastisk, der gjorde disse produkter så anvendelige. Således kunne stenalderjægeren hurtigt udskifte en itubrudt flintespids ved i et kort øjeblik at holde pilen over bålets gløder, blødgøre limen og aftage den beskadigede spids. Derefter monterede han en frisk og skarp spids i den bløde og klistrede masse, som herefter igen blev afkølet/hærdet.
Stik modsat forholder det sig imidlertid med lerkar, som jo i mange tilfælde netop skal fungere i et ekstremt og varmt miljø -nemlig på selve ildstedet i forbindelse med madlavning. Her ville de for stenalderjægeren så fantastiske egenskaber ved beg være et stort problem; reparationen ville ganske enkelt briste, når lerkarret igen var i brug og blev sat i nærheden af ildstedet! Men noget kunne altså tyde på, at minimum én midtfynsk klinkemand havde løst problemet; men hvordan havde han båret sig ad? Hvilke arbejdsprocesser og teknologier var limen forbundet med, og hvad betyder det for vores opfattelse af jernaldersamfundet? For at besvare disse spørgsmål allierede museet sig med biokemiker Jens Glastrup fra Nationalmuseets Bevaringsafdeling.[48]
I alt blev syv lerkarskår[49] udvalgt og analyseret bl.a. ved hjælp af GasKromatografi/MasseSpektrometer-metoden – også kaldet GC/MS. Gaskromatografen (GC) sorterer de organiske stoffer, der kommer ud et efter et, og massespektrometeret (MS) fungerer både som en følsom detektor og analysator for de forskellige stoffer. Resultatet er et såkaldt kromatogram, hvor de fundne stoffer fremtræder som mere eller mindre markante spidser på en stort set flad bundlinje. Identifikationen er særdeles sikker, idet gaskromatografen giver en karakteristisk retentionstid (tiden hvornår det enkelte stof kommer ud), og massespektrometeret giver samtidig et karakteristisk spektrum. Der er altså dobbeltbestemmelse indbygget i identifikationen (fig. 25).
Resultaterne[50] af de kemiske analyser underbygger, at klinkemanden på Midtfyn havde udviklet eller tillært sig en særdeles raffineret teknologi med fabelagtige fordele. Ved nøje afmålt at have sammenblandet tjære fra birketræ og en tørrende olie[51] var de rette kemiske betingelser og kædereaktioner etableret for produktionen af en egentlig varmebestandig lim; tørringsprocessen var imidlertid som udgangspunkt meget lang. Dette problem blev afhjulpet på et særdeles højt teknologisk niveau. Den midtfynske klinkemand tilsatte nemlig en såkaldt katalysator i form af manganholdig jord.[52] Herved blev den tørrende/hærdende proces mellem olien og tjæren kraftigt forstærket og således afsluttet på få timer eller dage i stedet for flere måneder eller ligefrem år! Efter denne behandling kunne lerkarrene igen indgå i den daglige husholdning på lige fod med nye og helt intakte lerkar.
Omfanget af denne teknologiske bedrift er bemærkelsesværdig. Igennem forhistorisk og historisk tid har skårede lerkar ellers været søgt udbedret på mange forskellige måder. Fra vikingetidens Næssund således det afbildede halvkuglekar, der er repareret ved at bore huller på begge sider af skaden og herefter med en snor eller sene sammensnøre lerkarret. Andre eksempler kendes fra gravpladsen Sejlflod ved Limfjorden, hvor enkelte lerkar fra 300-400-tallet var søgt udbedret
ved ganske simpelt at lappe med ny frisk lermasse.[53] En anden og mere særegen reparation stammer fra gravpladsen Bregentved i den umiddelbare nærhed af de her omtalte fund. Her havde et fint ornamenteret lerkar fra yngre romersk jernalder fået et stort kantslag. Skaden var udbedret ved at sammenbøje et stykke bronzeblik og nitte dette med fine små bronzenitter.[54] Endelig er utallige lerkar, klæberstenskar[55], fajancer og porcelæn blevet klinket sammen med egentlige metalstifter og -kramper. Denne metode har været anvendt særdeles længe, og der er mange, der stadig har og anvender porcelæn med sådanne klinkninger. Det var således først i efterkrigstiden med opfindelsen af epoxylim (Araldit fra 1946), at klinkemændene igen, uden særlig forbehandling med stifter og lignende, blev i stand til at udføre varmebestandige reparationer alene ved brug af lim – præcis som ved Ringe 2.000 år tidligere!
Men hvorfor mon jernalderens befolkning gjorde sig alle disse anstrengelser for at redde nogle simple lerkar? "At slå skår i…" og "at klinke skårene" er gamle danske talemåder, der selvfølgelig udspringer af, at lertøj og service har været skattede ejendele. Det blev derfor også forbundet med stor ærgrelse, når de blev slået itu. Selv om der på bopladser fra ældre jernalder findes meget store mængder keramik – og som naturlig konsekvens deraf er blevet produceret rigtig meget lertøj – har det selvfølgelig været forbundet med en betydelig indsats først at opgrave ler, forme lerkarret og ikke mindst at skaffe brændsel til brændingen. Meget lettere var det selvfølgelig, hvis man havde brugbart lappegrej (trætjære, tørrende olie og manganholdig jord) lige ved hånden, og som det fremgår af det følgende kunne dette godt være tilfældet i jernalderen på Midtfyn.
Tørrende olier i form af valmue-[56], valnødde-[57] eller linolie[58] kunne alle teoretisk forekomme på en jernalderboplads. Men mens forekomsten af valnød er meget usikker i forhistorisk tid, og valmue formentlig primært har forekommet som ukrudt, var hør en nyttig kulturplante, der på Fyn i gentagne tilfælde er registreret fra starten af jernalderen ca. 500 f.Kr. Ikke alene hørrens fine fibre var værdifulde, men altså også de olieholdige frø, der kunne bruges i bagværk eller presses til netop linolie.
Trætjæren og manganet kunne stamme fra den sandsynligvis beskedne midtfynske jernproduktion, hvor malm blev brudt i små fugtige lavninger med stedvise særligt manganholdige forekomster. Tjære/beg blev opsamlet til videre forarbejdning som et biprodukt ved trækulsfremstillingen, der netop var nødvendig i tilknytning til jernproduktion og smedearbejde.[59]
I forlængelse af de spændende resultater med de limede lerkar analyseredes en række samtidige bemalede lerkarskår[60] for at undersøge dem for rester af de samme tørrende olier og teknologier. Disse analyser bekræfter imidlertid ikke[61] den højteknologiske brug af tørrende olier og additiver. Teknologien er i øvrigt heller ikke os bekendt påvist andre steder så langt tilbage i historien (fig. 26).
I eksemplerne fra Ringe udbedrede den fynske klinkemand i første omgang skaderne på lerkarrene. Men alt har en ende, og til sidst røg selv de teknologiske vidundere i affaldsgruberne mellem kogesten, madaffald og andre lerkarskår. Historien om den gamle teknologi blev altså bogstavelig talt smidt ud. I jorden lå historien imidlertid gemt og bevaret, således at der i dag kan berettes om en 2.000 år gammel superlim og en særdeles dygtig midtfynsk klinkemand.
Jørgen A. Jacobsen, Arne Jouttijärvi & Mikael Holdgaard Nielsen
Fynsk jern af fynsk malm lyder som en vittighed. Ikke desto mindre foreligger der håndfaste vidnesbyrd om fynsk jernudvinding allerede i tidlig jernalder og, med et større ophør imellem, også i middelalderen.[62] Inden for de senere år er der foretaget en lang række undersøgelser af både jernudvindingsovne og smedjer på Fyn, og der begynder at tegne sig et billede af en jernproduktion, der afviger en del fra den mere velkendte og omfangsrige jyske.[63] Ressourcerne af myremalm har været mere spredte og begrænsede, og de fynske ovntyper synes at være tilpasset en mere beskeden lokal produktion. Endvidere er der indikationer på, at man allerede i romersk jernalder begyndte at importere jern til supplement af eller afløsning for den lokale produktion.[64] Den fynske jernudvindings historie har stadig store lakuner, men en øget opmærksomhed på emnet og en eskalerende udgravningsaktivitet skaber forhåbninger om et mere sammenhængende billede af dette vigtige aspekt af jernalderen. Et af midlerne hertil er et nært samarbejde med naturvidenskaben. Arkæologerne kan efterhånden med stor sikkerhed identificere udvindingsovne og skelne mellem smede- og udvindingsslagger,
men de væsentligste informationer må hentes i laboratoriet. Odense Bys Museer har derfor gennem de senere år haft et nært samarbejde med Heimdal Archaeometry, hvis leder, civilingeniør Arne Jouttijärvi, såvel i felten som gennem analyser har arbejdet med fynsk jern. Problemstillingerne har i hovedsagen drejet sig om fynske ovnes konstruktion, funktion og kapacitet, samt hvorvidt smedeprodukter og -slagger stammede fra fynsk eller importeret jern.
Et eksempel på samspillet mellem arkæologi og naturvidenskab foreligger med beretningen om jernslaggerne fra bopladsen Energivej ved Stenløse syd for Odense.[65]1 det følgende skal der gives en kort beskrivelse af lokaliteten og redegøres for resultaterne af den metallurgiske undersøgelse af slaggerne.
På den 3,5 hektar store udgravning afdækkedes en landsby i to faser fra henholdsvis ældre og yngre førromersk jernalder (400-0 f.Kr.). Fra den ældste fase (fase 1) blev der i flere stolpehuller fra en mindre hustomt fundet jernslagger samt en ubestemmelig jernklump (fig. 27). Dette godtgør tolkningen af bygningen som en smedje. Smedjen er dateret til 380-100 f.Kr. og hører sandsynligvis til den ældste førromerske bosættelse på stedet. Syd for smedjen lå en brønd, som formodes at være smedens brønd, da han har haft brug for let adgang til vand.
Ligeledes kunne der udskilles en nordlig koncentration af slaggefund fra tre brønde samt en grube, og hertil kommer et myremalmsfragment, en ubestemmelig jernklump samt fund af smedeskæl i endnu en grube. Smedeskæl er små afsprængninger fra den jerngenstand, som smeden har bearbejdet med sin hammer på ambolten. Dette er et bevis på, at der har været smedet jern ikke langt fra gruben. Fundene er gjort meget tæt på en mindre bygning, og det er fristende at tolke denne som en smedje tilhørende den yngste førromerske bosættelse (fase 2) på stedet.
Slagger, der løber og drypper ned i slaggedrænet under en udvindingsovn, vil vise en tydelig løbestruktur, nærmest som stearin, og vil ofte have aftryk af trækul eller andet materiale, som har været i gruben. Slagger, som har samlet sig i en esse, vil derimod oftest være hvælvede på den ene side som et aftryk af essens bund, medens oversiden vil være mere eller mindre flad. De kan dog også være mere uregelmæssige, men uden en flydestruktur som udvindingsslaggerne. Netop stearinlignende flydestrukturer er karakteristiske for det meste af slaggematerialet fra Energivej, og det er derfor sandsynligt, at der er tale om slagger fra jernudvinding. Der fandtes dog også en enkelt plankonveks slagge, som sandsynligvis stammer fra rensning eller smedning af slaggeholdigt jern, ogendvidere et stykke myremalm, som på grund af de sorte, blanke strøg måtte formodes at have et relativt højt indhold af manganoxid (fig. 28, 29).
Under udvinding, rensning og smedning vil slaggen optage aske fra det anvendte trækul, og dens indhold af kaliumoxid (K2O) og kalciumoxid (CaO), som er de væsentligste bestanddele af asken, vil derfor stige. Ud fra den kemiske sammensætning er det derfor muligt at sandsynliggøre, hvilken proces en given slagge stammer fra. Som det kan ses på fig. 30, falder de fleste af de analyserede slagger inden for det område, der defineres som udvindingsslagger fra det østlige Danmark.
Desuden svarer slaggerne også på andre måder godt til udvindingsslagger fra dette
……………………………………………………
………………………………
…………………………………………
………………………………..
…………………………………….
lertid stadig ekstremt sjældne, men ved Rynkeby på Midtfyn har fortiden også fra denne periode ladet "høre" fra sig.
Rynkeby fremstod indtil sommeren 2006 som en traditionel fynsk landsby, der i store træk fuldstændig havde bevaret omfang og struktur, som den fremgår af udskiftningskortet fra 1805 samt af nedenstående minorerede sognekort fra 1901 (fig. 34).
Der er tale om en slynget vejby opbygget omkring en nord-/sydgående hovedgade – Rynkebyvej – med gårde liggende på begge sider heraf. I og omkring Rynkeby (i ejerlavets sydlige del) er der over en periode på kun syv år (2003-2009) forundersøgt arealet ikke havde medført nogen særlig markant ophobning og sammenblanding af materiale (fig. 36)!
Inden for hele Rynkeby-komplekset er der udført ca. 140 AMS-dateringer, hvoraf en del er afbildet på fig. 37.
Som det fremgår af diagrammet, er der ved Rynkeby langtfra tale om tavse århundreder i perioden omkring yngre germansk jernalder! Der er tværtimod en ubrudt kontinuitet i dateringsmaterialet fra ca. Kr.f. og 1200 år frem i tid til ældre middelalder. Resultaterne på diagrammet kan opdeles
I tre geografiske og tidsmæssigt adskilte bebyggelsesfaser. Fase 1 fra ca. 1-200 e.Kr., fase 2 fra ca. 200-600 e.Kr. og fase 3 fra ca. 600 e.Kr. og fremefter (fig. 38).
Husene, hvorfra dateringerne til yngre germansk jernalder stammer, viste sig at danne en meget sammensat gruppe. Flere tilhører således hustyper, vi som arkæologer traditionelt ville datere til enten den sene vikingetid eller ligefrem ældre middelalder. Man kan da heller ikke ukritisk fæstne sig til den enkelte datering af de enkelte hustomter, da husene i hovedreglen kun er belagt med en eller to dateringer. Det er dog værd at bemærke, at dateringerne bestyrkes af flere ens dateringer af ens hustyper, samt at overensstemmelsen er meget markant for hovedparten af de huse, hvorfra der er udtaget flere prøver til datering.
Hvor der kan sættes spørgsmålstegn ved entydigheden af enkelte dateringer, kan det derimod næppe drages i tvivl, at bebyggelsen fra jernalderens tavse århundreder i Rynkeby er lokaliseret under den eksisterende landsbytomt, og dermed også at Rynkeby ikke er anlagt på sin nuværende placering i løbet af 10.-12. årh., som man måske ville forvente, men derimod flere hundrede år tidligere i yngre germansk jernalder (fig. 39).
Kort fortalt har de foreløbige arkæologiske undersøgelser samt naturvidenskabelige analyser og dateringer kunnet berette en historie om en midtfynsk landsby, der i før-romersk jernalder fremstod som spredte enkeltgårde fordelt over hele det nuværende ejerlavs sydlige del. I løbet af ældre romersk jernalder skete der så småt en begyndende sammentrækning af de enkelte gårde. Bl.a. ses der nu en tydelig samling huse tæt vest for den nuværende landsby. Fra starten af yngre romersk jernalder (ca. 200 e.Kr.) omstruktureres og ændres ikke alene selve gårdenes opbygning og husenes konstruktioner. Der foretages også en kraftig sammentrækning af bebyggelsen med nyanlæg og flytning af gårde til de ikke bebyggede arealer øst for den historiske landsby. Denne proces fører til dannelsen af en egentlig landsby, hvor de nu fuldt indhegnede og væsentligt større gårde er beliggende i en fast og snæver struktur relateret til centrale vej forløb, dvs. en arkæologisk erkendelig infrastruktur. Denne landsbystruktur fastholdes og udbygges frem til perioden omkring 6.-7. årh. Inden for en relativt kort periode fra sidst i 500-tallet og igennem 600-tallet reorganiseres bebyggelsen tilsyneladende totalt. Ved Rynkeby fører det til regulære gårdflytninger og etableringen af de gårde, der til dels stadig kan beses i landsbyens sydlige udkant, og som relaterer sig snævert til Rynkebyvej, der den dag i dag udgør rygraden i landsbyen. Selv om bebyggelsen i Rynkebys sydlige udkant således har været stedfast siden anlæggelsen i yngre germanertid, er der langtfra tale om et statisk landsbybillede. Ved analyser af det arkæologiske materiale kan vi nemlig iagttage, at de oprindelige store gårde fra yngre germanertid og vikingetid løbende bliver påvirket af en lang række dynamiske processer i form af delinger, ændrede byggeprincipper, ændret udnyttelse af den enkelte toft m.v. — forhold der i øvrigt i gentagne tilfælde støttes af de skriftlige kilder fra især 1200-tallets landskabslove og i en række senere forordninger.
Sluttelig kan man spørge, i hvilken grad resultaterne fra Rynkeby kan overføres til andre landsbydannelser i det gammeldanske område? At Rynkeby-situationen ikke bare kan projiceres direkte ud over andre landsbyer, er helt åbenlyst, bl.a. på baggrund af den ovenfor omtalte Vorbasse-lokalitet. Analyser og udgravningsresultater fra andre fynske lokaliteter underbygger imidlertid, at bebyggelsesmønsteret fra Rynkeby ikke er enestående, men formentlig kan overføres til en lang række af de ældste fynske landsbyer.
Årsagen til og baggrunden for de store bebyggelsesmæssige forandringer først omkring år 200 e.Kr. og igen i løbet af 6.-7. årh. er endnu ikke fuldt klarlagt. Mens tiden omkring 200 e.Kr. er kendetegnet ved en markant introduktion af rug[76] i det fynske agerbrug samt ved opkomsten af egentlige handels- og håndværkspladser, står det klart, at tidspunktet for den systematiske reorganisering i 6.-7. årh. ligger i forlængelse af en generelt meget ekspansiv periode i yngre romertid/ældre germanertid med pres på det nære ressourceområde. Dette kan have skabt et behov for ændret fordeling og/eller driftsform, hvilket måske ligefrem kommer til udtryk ved fremkomsten af muldfjælploven, der i Danmark synes at optræde netop fra 500-tallet.[77] Tidspunktet er imidlertid også sammenfaldende med de første kontinentale omtaler af Danerkonger[78], og måske var netop en stram og central styring samt et gryende "afgiftssystem" helt centrale elementer i de store omvæltninger og "bebyggelsesreformer", der øjensynligt fandt sted i dette spændende, men også indtil nu svært tilgængelige kapitel af vores historie.
Pia Bennike, Karin Margarita Frei, Marie Kanstrup, Niels Lynnerup, Linea Melchior, Kirsten Prangsgaard & T. Douglas Price
I mere end 100 år har der været tradition for samarbejde mellem arkæologer og naturvidenskabsfolk. Så da der ved en flerårig udgravning af en gravplads fra vikingetiden i Otterup på Nordfyn – kaldet Galgedil[79] -fremkom velbevarede skeletter, var det en helt naturlig og gængs praksis at få dem undersøgt af lektor Pia Bennike på Antropologisk Laboratorium, Københavns Universitet. Skeletterne blev køns- og aldersbestemt, og deformiteter forårsaget af sygdomme, f.eks. slidgigt, eller skader og helede brud på knogler blev dokumenteret. Som noget nyt blev der i forbindelse med tre forskningsprojekter taget prøver fra især tænder men også knogler til undersøgelse af DNA til belysning af slægtskab, isotopanalyse af kulstof og kvælstof, som fortæller om de gravlagtes kost, og strontium, der indikerer fødested, hvorved tilflyttere kan udskilles.
Gravpladsen er som en af relativt få fra vikingetiden undersøgt i sin helhed. Fra omkring 800 til 1050 e.Kr. er 64 mænd, kvinder og børn begravet i 57 grave. Forskellen mellem antallet af grave og gravlagte skyldes, at der i nogle grave er begravet to personer. Oprindelig er flere begravet på stedet, men nogle grave er ødelagt og gået tabt for os ved sandgravning i 1700- og 1800-tallet. Gravene lå orienteret i stort set alle retninger uden en klar overordnet plan for gravpladsen ud over enkelte mindre grupperinger (fig. 40). De døde blev begravet i oftest ikke ret dybe nedgravninger liggende på ryggen eller på siden med optrukne ben og med hovedet i en vilkårlig retning og måske pakket ind i et tæppe (fig. 41). En del fik hverdagens vigtigste redskab, en kniv af jern, med sig. Enkelte var lidt rigere udrustet med personlige dragtsmykker, hvæssesten, nøgler og i et tilfælde en økse, og nogle blev undtagelsesvis lagt i trækister med jernbeslag, -nagler og -søm. Træet var for længst væk, men jernet lå tilbage som rustne klumper.
DNA-analyserne blev foretaget af humanbiolog Linea Melchior som led i en ph.d.-afhandling på Københavns Universitet. Mens udgravningen endnu var i gang, udtoges tænder til analyse (fig. 42), hvilket er af stor betydning, da DNA-analyser fra arkæologisk menneskemateriale nemt forurenes af fremmed DNA fra arkæologer, antropologer, konservatorer m.fl., når skeletterne rengøres, undersøges og magasineres. Undersøgelserne fra Galgedil er enestående ved at være en af de første og største samlede DNA-analyser af en gravplads, hvor en sådan fremmed forurening med DNA er undgået ved et tæt samarbejde mellem som her Antropologisk Laboratorium og Odense Bys Museer under udgravningen.
10 individer blev undersøgt for såkaldt mitokondrie-DNA-variation. Mitokondrie-DNA er specielt ved alene at nedarves i mødrene linjer, dvs. det fortæller om mødrene slægtskab (mor-datter, datter-datter osv.). Derudover kan mitokondrie-DNA fortælle om tilhørsforhold til større befolkningsgrupper. Det skyldes, at der gennem tusinder af år er opstået mutationer i mt-DNA’et. Mutationerne gives videre i fremtidige generationer og afspejler til en vis grad geografisk tilhørsforhold. Ved at undersøge den moderne fordeling af disse mutationer – inddelt i såkaldte haplogrupper -kan man sige noget om, hvorfra i verden et individ (eller rettere individets mtDNA) hidrører. For eksempel findes der i Danmark en række haplogrupper, som er meget almindelige for vor del af Europa og Skandinavien. Forekommer der individer med en for området sjælden haplogruppe, kan man ved at undersøge, hvor denne haplogruppe er almindelig, vurdere, hvor individet (igen: rettere mtDNA’et) stammer fra.
Ingen af de ti undersøgte individer fra Galgedil var beslægtet på mødrene side. Selv i en lille mulig familiegruppe med syv grave, hvoraf fire individer blev undersøgt, sås intet mødrene slægtskab. Halvdelen af de ti individer tilhørte haplogrupper, der er almindelige på andre lokaliteter fra jernalderen og vikingetiden i Danmark, mens de sidste fem er meget sjældne typer i Skandinavien i dag.
Analyser af kulstof- og kvælstofisotoper blev udført af ph.d.-stipendiat Marie Kanstrup i forbindelse med hendes magisterspeciale på Aarhus Universitet[80]. Analyserne kan bidrage til at klarlægge kosten i fortiden. Især kan der fokuseres på fordelingen af kost fra havet (fisk) og fra landjorden (kød). Inden for et individ kan forskelle mellem tænder, der dannes i 5-10 års alderen, og knogler, der hele tiden omdannes, sige noget om større kostændringer fra barn til voksen. Undersøgelsen er med sine 40 individer den første større af sin art fra vikingetiden i Danmark. Mængden af kulstof viser, at den marine fødeandel i gennemsnit har været på ca. 15 %. Kosten fra landjorden, animalsk som vegetabilsk, har således generelt domineret. Med en fortrinsvis landbaseret føde er mængden af kvælstof højere end forventet. Der kan være flere mulige forklaringer på dette. Måske har f.eks. unge dyr, der dier, og fjerkræ, der begge har høje kvælstofværdier, været en del af kosten.
De såkaldte isotopsignaturer viser en tydelig forskel mellem kvinder og mænd samt børn og mænd. Kvinderne og børnenes kostsammensætning har været mere ensartet end mændenes. I forhold til mændene var kvinderne måske mere stedbundne og derfor indordnet mere konservative og restriktive normer for, hvad der blev spist. Modsat synes mændenes mere varierede kost at afspejle mere udadvendte aktiviteter, som f.eks. de klassiske forestillinger om togt og leding eller de mere interne militære forpligtigelser samt aktiviteter tilknyttet handel, udveksling og håndværksspecialisering. I gravene med flere individer sås i to grave en voksen med et (spæd)barn, og i fem grave lå to voksne med det ene individ placeret i højere niveau, ofte direkte oven på det andet individ. De øverste gravlagte kan have været trælle begravet sammen med deres herre/frue. Isotopanalyserne viser, at den største kostmæssige variation findes i disse grave. I forhold til øvrige gravlagte har de mulige trælle fået en kost, hvor vedkommende enten har været afskåret fra at spise fisk, fugl og ungdyr, eller andelen af animalsk føde har været markant mindre.
Den kostmæssige livshistorie kan i grove træk kortlægges for 19 individer, hvor såvel knogler som tænder er undersøgt. Generelt er der en tendens til, at kvælstofværdierne bliver lavere, særligt blandt kvinderne. Hos en mand ses en relativt markant ændring i kulstofindholdet. Det kan skyldes, at han i løbet af livet spiste mindre marin kost; muligvis er han flyttet til området efter 10-års alderen. Ved siden af ham er begravet en kvinde, hvis kost ændrede sig i den modsatte retning med indtag af flere fisk. Måske ser vi her en gensidig kostpåvirkning.
Strontium-isotopanalyserne blev foretaget af geolog Karin Margarita Frei i forbindelse med et nordatlantisk projekt ledet af professor T. Douglas Price i samarbejde med lektor Pia Bennike. Variationer i undergrundens geologi afspejles i knogler og tænder, og ved måling af tandemaljens strontium-isotopforhold kan det vurderes, hvor et individ er født. Fra Galgedil er 36 individer analyseret. Seks af individerne er flyttet til området i løbet af deres liv. På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at sige, hvor de præcis kommer fra, men der kan dog peges på mulige områder såsom Sverige og Norge, hvor strontium-isotopmængden i undergrunden er højere end i Danmark. Den ene af disse tilflyttere er den ovenfor nævnte mand, hvis indhold af kulstof og kvælstof i tænder og knogler viste, at hans kost ændrede sig undervejs i livet. De to undersøgelser peger således i samme retning.
Resultaterne fra de tre undersøgelser har bidraget med ny viden om de gravlagte på Galgedil, så vi i dag ved mere om, hvor slægterne og de enkelte individer kom fra, hvordan kosten var generelt og for særlige grupper, f.eks. kvinder og trælle, og hvordan kosten kunne ændre sig i løbet af livet. Samarbejdet mellem Odense Bys Museer og forskere fra de naturvidenskabelige discipliner har således været frugtbart og bragt nye, hidtil ukendte nuancer frem om livet i vikingetiden. Som altid rejser det også nye spørgsmål, som fremtidige undersøgelser kan tage fat på.
Jakob Tue Christensen èc Frants Frandsen
Anlægget med den bevarede hovedbygning og to nedrevne sidefløje er opført af biskop Jens Andersen Beldenak i perioden 1504-1508. Efter Reformationen blev ejendommen en del af kronens gods. Den blev afhændet til storkøbmanden Oluf Bager i 1579 og efterfølgende ombygget med en forhøjelse af hovedbygningen med én etage og en samtidig forlængelse af bygningen i begge ender. Den fredede sidebygning i bindingsværk er opført senere, formentlig omkring 1750 på fundamenterne af den tidligere sidebygning nedrevet på foranledning af Frederik 2. ca. 1575. Anlægget blev i 1630 erhvervet af adelsmanden Jørgen Brahe, hvis datter, Karen Brahe, i 1716 indrettede den til stiftelse for enlige, ubemidlede adelsfrøkener. Jomfruklostret, som stiftelsen blev kaldt i daglig tale, blev i 1972 sammenlagt med en tilsvarende institution i Roskilde, og Odense Kommune overtog ejendommen. Siden da har bygningen huset forskellige brugere, en overgang såmænd en afdeling af Odense Bys Museer. I 2008 blev huset overtaget af Realdania Byg A/S (tidligere Realea A/S). Det fredede anlæg er enestående på grund af sin rigdom på bygningshistoriske lag, der rækker tilbage til bygningens opførelsestidspunkt.
Ejendomsselskabet Realdania Byg A/S er stiftet i 2003 som et datterselskab af fonden Realdania og er således et helejet Realdania-selskab. De historiske ejendomme, som Realea køber og istandsætter, skal i bredeste forstand være "bevaringsværdige" – og det gælder, hvad enten der er tale om en gammel fredet ejendom eller et nyere opført ikonbyggeri. Ejendommene skal have væsentlige arkitektoniske, kulturelle eller historiske kvaliteter, og typisk vil Realdania Byg A/S kun gå ind i projekter, som andre ikke kan eller vil løfte. En vigtig forudsætning for at investere i en ejendom er desuden, at den kan sikres et nutidigt anvendelsesformål og en fremtidig bæredygtig drift i et samtidigt hensyn til bygningens frednings-og bevaringsværdier. Hovedbygningens restaurering og konvertering til en ny fremtidig anvendelse rummer store bevaringsmæssige og tekniske udfordringer, som skal løses med respekt for bygningens historiske rammer. Således skal de kommende ca. 30 kontorarbejdspladser sikres de mest moderne og bedst mulige arbejdsvilkår under hensyntagen til bygningens unikke interiører og historiske fortælleværdi.
Den gennemgribende restaurering af ejendommen koncentrerer sig om at bevare og skabe sammenhæng mellem bygningens mange historiske lag. Det sker bl.a. på baggrund af omfattende bygnings- samt farvearkæologiske undersøgelser af bygninger og omgivelser. Dette arbejde foregår i nært samspil med Odense Bys Museers arkæologer, et tværnordisk konservatorteam samt Kulturarvsstyrelsen, der skal godkende restaureringens tiltag på baggrund af bygherrens forlæg, der igen er baseret på undersøgelsernes resultater, de antikvariske hensyn og bygningens fremtidige anvendelse (fig. 43).
Odense Bys Museer har i kraft af Museumsloven ansvaret for de arkæologiske undersøgelser. Formålet er at registrere de ukendte nedrevne dele af det middelalderlige anlæg og bidrage til forståelsen af bispegårdens historie. Derudover skal de klarlægge, i hvilket omfang gravearbejder i forbindelse med modernisering af terrændæk og installationer berører de forsvundne dele af anlægget. I denne opgave indgår resultaterne af museets undersøgelser både i Realdania Byg A/S projektering af en række detailløsninger såvel som i Kulturarvsstyrelsens vurdering af løsningernes bæredygtighed rent antikvarisk. Dette nødvendiggør en tæt dialog mellem parterne, så projekteringen kan tilpasses både de tekniske krav til en funktionel bygning og samtidig respektere bevaringen af ældre anlæg under de bevarede bygninger i videst muligt omfang.
Som eksempel kan nævnes indretningen af den yngre bindingsværksfløj til foredragssal. Desværre viste bygningens fundament sig langsomt men sikkert at skride ud i ådalen. Opgaven bestod i at sikre fundamentet og bygningen fæste til stabil grund. Her viste museets undersøgelser, at den fredede ruin af den middelalderlige østfløj lå bevaret ca. 30 cm under fundamentets bund og således umuliggjorde pilotering som oprindelig projekteret. Samtidig viste undersøgelserne dog, at ruinen særlig mod syd var velbevaret, og at det her ville være muligt at "stille" den stående bygning på sin ældre forgænger ved at udmure mellemrummet mellem ruin og bygningsfundament (fig. 44). På bygningens langsider var ruinen dårligere bevaret, men dog i en tilstand, som stadig var bevaringsværdig. For at få bedre kendskab til bevaringsgraden gravedes i samarbejde med entreprenøren en række nye prøvehuller. Efter forskellige løsningsforslag blev der opnået enighed om, at man ville kunne opnå en tilfredsstillende stabilitet uden indgreb i ruinen ved at understøbe bygningen direkte på ruinresterne, som undersøgelserne havde vist var solidt funderede. Med disse nye oplysninger og museets dokumentation i hånden kunne Kulturarvsstyrelsen så søges om dispensation til den valgte løsning.
Selv om museets opgave i forbindelse med anlægsarbejder er afgrænset af Museumsloven til bevarende eller blot registrerende, kan resultaterne af undersøgelserne også bruges konstruktivt til at finde bedre løsninger, der ikke blot skåner vores kulturarv, men direkte tager afsæt i den. Det gælder selvfølgelig oftest i overført betydning, mens det hører til sjældenhederne, at man som i dette tilfælde også gør det rent konstruktivt. Men det kræver en bygherre, som ved, at en væsentlig del af en bygnings værdi udgøres af dens historie – dens sjæl.
Mogens Bo Henriksen
I årene 1988-91 udgravede arkæologer fra Odense Bys Museer et stort bopladsområde ved Bytoften syd for Langeskov på Østfyn.[81] Her havde boet mennesker fra jægerstenalderen og frem til tidlig middelalder, men især i jernalderen synes området at have tiltrukket mennesker. Adskillige huse, hegn og affaldskuler fra århundrederne omkring vor tidsregnings begyndelse blev afdækket, og i forbindelse med nogle bygninger fandtes brønde. En af disse var stadig så vandførende, at det voldte arkæologerne problemer at tømme den, men vandet havde samtidig givet gode bevaringsforhold for organisk materiale. Således var dele af brøndkassen bevaret, og den var lavet af egetræ. Naturvidenskabsfolk fra Nationalmuseets Naturvidenskabelige Undersøgelser kunne efterfølgende analysere skiver af brøndkassens planker og konstatere, at træet var fældet i tiden tæt på 350 e.Kr. Botanikere fra samme afdeling kiggede dernæst på tørvelag fra brøndens bund, og heri fandt de velbevarede pollen. Disse viste, at jernalderbønderne havde dyrket byg og rug på bopladsens marker, som imidlertid har været under hårdt pres, for dele af arealet var så udpint, at lyng, vejbred og perikum bredte sig på afgrødernes bekostning. Det kunne endvidere iagttages, at der på områdets tørre arealer voksede eg og bøg, mens der på den mere fugtige grund især fandtes birk og el. Da udgravningen var slut, besluttede de kommunale myndigheder at forvandle området til et "oldtidslandskab", hvor de udgravede hustomter og hegn kunne formidles. Som en del af denne formidling blev arealet tilplantet med de træsorter, som ud fra pollenfundene fra jernalderbrønden kunne dokumenteres at have groet her ca. 1600 år tidligere. Nu er den ca. 15 år gamle bevoksning med de markerede husgrundrids et meget besøgt udflugtsmål, hvor man i en form for autentisk vegetation kan få et indtryk af det landskab, som jernalderbønderne levede i (fig. 45).
