Bagsiden – Et kig bag den fine facade af broncealderens metalhåndværk

I Fynske Minder 1957 kunne Erling Albrectsen berette om det ny-fundne depot fra yngre broncealder, som fremkom ved vejarbejde ved Skydebjerg på Vestfyn. Fundets mærkeligste enkeltdel var et stort stykke bronceblik. En sammenligning med nogle af krigens mosefund viste, at Skydebjergstykket måtte være et fragment af et hamret skjold af en ganske bestemt type. Efter et nordtysk fund kaldes typen »Herz-sprungskjolde«[1]. Skjoldene af Herzsprungtype er enten runde eller ovale, med en speciel ornamentik, hvis mest karakteristiske detaille er en afbrydelse af den midtomkransende udsmykning radiært ud for håndtaget.

Fig. 1. Skjoldfragmentet fra Skydebjerg lagt oven på en afstøbning af skjoldet fra Tårup på Falster. Begge er set fra bagsiden. Det hele skjolds højde er 86,5 cm.
Fig. 2. Skydebjergfragmentets bagside.

Der er så meget bevaret af Skydebjergskjoldet, at det er sikkert, at den inderste spids af fragmentet må være brækket af lige uden for skjoldbulen. Ornamentikkens forløb viser, at skjoldet har været ovalt. Da skjoldbulen på de ovale skjolde måler ca. 8 × 11 cm, og da stykket må have siddet på en af langsiderne, kan skjoldets oprindelige radius på dette sted sættes til ca. 32 cm. Skjoldets mål har da formentlig svaret til Tårupskjoldet.

Det er nu ikke så meget disse detailler, ejheller fundets sammenhæng, som skal behandles her. Skydebjergdepotet er ellers særdeles vigtigt for dateringen af Herzsprungskjoldene. Det er eneste fund, hvor et skjold optræder i forbindelse med andre genstande – nemlig fund fra den nordiske broncealders periode V, d.v.s. ca. 800 f.Kr.f. ±100 år.

Derimod viser Skydebjergstumpen en række spor af tilvirkningsprocesserne, som hidtil er forblevet upåagtede. De gør det muligt for os at kigge broncesmeden over skulderen, mens han arbejdede med skjoldene.

For det første er der på bagsiden meget tydelige spor af selve udhamringen af den tynde skjoldplade. Skjoldets tykkelse er nu 0,5 mm, og en sådan ringe tykkelse kan ikke opnås ved støbning, når genstanden er så stor som her. Der er da heller ingen tvivl om, at Herzsprungskjoldene er udhamrede af en klump bronce eller fra en støbt plade af betydeligt mindre omfang, med større tykkelse[2]. Ved skiftevis at opvarme og behamre pladens overflade radiært udstrålende fra centrum, kunne pladens tykkelse efterhånden reduceres, medens corpus bredte sig til alle sider.

Fig. 3. Detaille af Skydebjergfragmentets randparti set fra oversiden. Bemærk de skrå punselmærker på den ophøjede rand og de parallelle, langsgående punselmærker mellem buklerne og randen.

Arbejdsredskaberne var broncehamre, -punsler og -mejsler, og som underlag kan en pude af beg blandet med andre, fastere stoffer have tjent[3]. Underlaget skal både være hårdt og vigende, så metallet ikke udsættes for voldsomme punktbelastninger med revner til følge. Den mekaniske påvirkning ved hamringen virker forskelligt alt efter hvor tykt godset er; ved hamringen ændres metallets struktur. Ganske vist kan mindre, overfladiske revner afhjælpes ved den fortsatte hamring, men jo tyndere corpus bliver, jo større bliver risikoen for revner. Reparationer ses da også tit på oldtidens blikarbejder. Navnlig der, hvor der laves knæk i overfladen, f.eks. ved bukler og ribber, er risikoen for brist i metallet stor.

Fig. 4. Detaille af Skydebjergfragmentets bagside. Punselmærker ses på kryds og tværs, langs den udhamrede ribbe ses de indridsede linier.

Sporene fra punslen ses ganske tydeligt i form af et net af lange, smalle fordybninger på skjoldets inderside. De måler ca. 10 × 1,5 mm, og må vise punslen eller mejslens ægstørrelse (Fig. 2-5). Ganske tilsvarende spor kan ses på de øvrige Herzsprungskjolde (Fig. 6)[4], og forøvrigt på de fleste af periodens metalkar[5].

Når vi finder sporene på skjoldets bagside eller karrenes inderside, skyldes det naturligvis det meget almindelige fænomen, at man ikke gør så meget ud af tingenes bagside, mens skuesiden nok skulle blive fint afpudset. De grove punselslag er på skjoldenes forside omhyggeligt glathamrede, og tilsidst efterpudset med sandsten eller et andet finkornet, hårdt materiale[6].

Fig. 5. Detaille af Skydebjergfragmentets bagside. Gennem bukkelrækken midt i billedet ses den indridsede linie. Desuden ses de forskellige lag punselmærker som skrå mærker.

Også den udvendigt ombøjede rand, som har været hamret ned om en broncetråd, viser tydelige spor af punslen. Der ses en række parallelle, skrå punselslag på oversiden (Fig. 2). Bemærk forøvrigt, hvorledes man ikke helt har fjernet de yderste serier punselslag, der ligger som flere rækker langs randen; de ses endnu fra oversiden, men har formentlig ikke generet brugeren. Randen viser endnu en detaille, nemlig hvorledes man har skåret det overflødige af skjoldet væk med et skarpt værktøj, evt. hamret en rille med en mejsel og så knækket de udragende stumper af. Det siger sig selv, at det var umuligt at beregne udhamringen så nøje, at skjoldets rande præcist kom til at passe med randene af det udhamrede corpus[7]. Det er et fænomen, som må have været generelt for hamrede corpusarbejder. Sædvanligvis er randen imidlertid filet pænt glat. Her, hvor den alligevel ikke skulle ses, har man imidlertid sparet denne lille del af arbejdet.

Mens de hidtil omtalte fænomener har været kendt længe, og optræder på en serie – hvis ikke de fleste – hamrede corpusarbejder, er der en ny iagttagelse fra Skydebjergfragmentet, som har vist sig at have en interessant forekomst.

Fig. 6. Detaille af skjold fra Herzsprung i Nordtyskland, set fra bagsiden, th. en stump af håndtaget.

Ser man på forstørrelserne fig. 3-5 af detailler fra Skydebjergskjoldets bagside, bemærker man langs de fra indersiden ophamrede ribbers sider fine, indridsede linier. Tilsvarende linier kan følges gennem bukkelrækkerne. Det gælder de to mindre rækker bukler, derimod ikke for midterrækken af større bukler.

Disse linier er ikke indpunslede (indmejslede), som den lineære ornamentik på vore broncer. Det viser liniernes finhed og skarphed. De må være ridset med et spidst instrument, en stikkel eller syl. Tilsvarende fine linier på broncekar antages normalt at være ridset med jerneller stålredskaber. Selvom disse ting er produceret i broncealderen, så kan brugen af jernredskaber ikke afvises som usandsynlig, da jern kendtes adskillige århundreder før det blev så almindeligt, at man kunne tale om jernalder[8]. Noget andet er så, at netop brugen af jernredskaber antyder, at skjoldene ikke er lavet her i Danmark, hvor jern-genstande var store sjældenheder i disse århundreder. Men drivning af så store genstande har formentlig heller ikke kunnet udføres af de nordiske broncehåndværkere, der foretrak støbeteknikken. løvrigt kan også andre træk tages til indtægt for den opfattelse, at skjoldene er indført til Danmark fra Nordtyskland.

Fig. 7. Princippet for målelinierne på fig. 6 udtegnet.

De fint indridsede linier genfindes på de andre skjolde af Herz-sprungtypen. Det er ikke her stedet at gå i detailler[9], men et enkelt exempel skal anføres, for at Skydebjergstumpen bedre kan bedømmes.

Det er rimeligst på dette stadie at nævne, at linierne må opfattes som fortegning for ornamentikken, så den kunne hamres ud i en fart uden at smeden hele tiden måtte skele til, om han holdt den rigtige retning. De håndværkere, som blev betroet så store arbejder som skjoldene, har sikkert været så dygtige, at de på fri hånd kunne klare at hamre buklerne ud, men på den store flade kunne det nemt gå skævt, hvis ikke der var noget at rette ind efter. Vi kan på de hele skjolde se, at det somme tider alligevel kneb at få regnskabet til at gå op; det er vel gået lovligt stærkt til tider.

Fortegninger findes kun på en begrænset del af de hamrede corpus-arbejder fra yngre broncealder. Det er nok for tidligt at begrænse fænomenet endeligt, men de nu gjorte iagttagelser tyder på, at det var bestemte værksteder i Nordtyskland, der benyttede sig af denne fremgangsmåde indenfor en ret kort periode. Indenfor bronceskjoldene er det kun Herzsprungtypen, der viser fortegning.

På de komplette Herzsprungskjolde genfindes, fig. 6-7, de på Skydebjergfragmentet beskrevne indridsede linier, men her kan det tillige ses, hvorledes man har søgt at sikre udførelsen af den karakteristiske afbrydning af ornamentikken med de såkaldte u-formede hak. Først er der fra centrum (fra skjoldbulen) ridset en radius til at betegne midteraksen. Den blev flankeret af en parallellinie til hver side. Ved de to flankelinier skulle de uddrevne ribber standse. Med en passer er der afsat to cirkler ved siden af hinanden, således at centrum lå på midterlinien.

De såkaldte U-hak skulle følge cirkelslagene over ca. 290 grader, men graderne synes ikke at have været markeret i forvejen, og der er da også variationer i afslutningen af buerne fra skjold til skjold.

Hermed får vi direkte beviser for brug af passer i oldtiden[10]. Selvom skjoldenes disposition allerede klart viste en udviklet sans for geometri, kan vi nu direkte aflæse, at broncehåndværkerne kunne bruge en passer og afsætte parallelle linier. Formentlig kendte de en hel masse andre finesser, som vi i vores åndshovmod måske ikke ville tiltro en så »primitiv« kultur som broncealderen i det barbariske Europa nord for Alperne. Selvom disse iagttagelser kun udgør en enkelt lille detaille i vores viden om broncealderkulturerne, kan de måske sætte en lidt anden synsvinkel end sædvanligt på vores betragtningsmåde. Det er sjældent vi kan sige noget sikkert om fortidens åndsliv, men en stump itubrækket skjold kan alligevel fortælle om viden og traditioner i en fjern oldtidsperiode så sikkert, at det må stå til troendes – som Peder Most ville have sagt.

Noter

  1. ^ Herzsprung, Kr. Ostprignitz.
    E. Sprockhoff, Zur Handelsgeschichte der germanischen Bronzezeit, Vorgeschichtliche Forschungen 7, Berlin 1930, 10 f, pl. 5.
    H. Thrane, Europæiske forbindelser, Nationalmuseets Skrifter, Arkæolo-gisk-historisk række bd. XVI, 1975, 73 ff.
  2. ^ A. Oldeberg, Metallteknik under forhistorisk tid II, Stockholm 1943, 20 ff.
    A. Pietsch, Rekonstruktion getriebener Bronzegefässe, Arbeits und Forschungsberichte für sächsischen Bodendenkmalpflege 18, Berlin 1968, 237 ff.
    A. Pietsch, Technologische Bemerkungen zum Bronzegefässfund von Dresden-Dobritz, sstds. 2, Berlin 1952, 162 ff.
  3. ^ Oldeberg, anf.st. fig. 125-148.
    H. Drescher, Punzen der jüngeren Bronzezeit aus Altmaterial, Jahresschrift für mitteldeutsche Vorgeschichte 52, Berlin 1968, 131 ff.
    Oldeberg mener, at der brugtes træunderlag for skjoldene (anf. sted s. 32 ff), men hvorledes de på hans pl. IV-V viste spor skal vise træstruktur, forstår jeg ikke. Oldeberg viser fig. 149 en blypude fra vikingetid, Pietsch skildrer (anf. arb. 276) brugen af en begpude.
  4. ^ Oldeberg, anf.st. pl. IV-V, Thrane, anf.st. 73 ff. fig. 35 og fig. 36-37.
  5. ^ Thrane, anf.st., 136 ff.
  6. ^ Oldeberg, anf.st. II, 104.
  7. ^ Pietsch, Arb.u.Forschber. 18, 260, fig. 37.
  8. ^ H. Drescher, Untersuchungen zur Technik einiger bronzezeitlicher Rasiermesser und Pinzetten, Die Kunde NF 14-15. 1963.
    Thrane, anf.st. 32 og 248.
    Iflg. Oldeberg, anf.st. 73 f kendtes jernstikler ikke før sidst i broncealde-ren (tremolerstik fra per. VI).
  9. ^ Samtlige skandinaviske skjolde er gennemgået, kun på Herzsprung-skjoldene ses ridslinierne. Enkelte broncekar har dem også, en nærmere behandling af disse kar er på vej i trykken. En mere indgående behandling af ridslinierne på skjoldene er under forberedelse.
  10. ^ Brugen af passer blev postuleret af L.
    I. Ringbom, Entstehung und Entwicklung der Spiralornamentik, Acta Ar-chaeologica 4, København 1933, 151 ff.
    Han hævdede, at spiralerne i ældre broncealders ornamentik var fortegnede. Han anførte, at passer først hos Grækerne blev brugt som meteorologisk instrument (189) og nævnte ex-empler fra de mykenske skaktgrave (187 f) på mønstre lavet med passer. De ældre cirkel- og spiralornamenter skulle være lavet med en snorepasser i stedet for vinkelpasser.

©