Barkladen fra Langeland

En bygning i Den Fynske Landsby og dens forhistorie

Skulle det være en barklade?

I september måned 1995 modtog Den Fynske Landsby en henvendelse fra skovrider Thorkild Nielsen. Han spurgte, om museet ville være være interesseret i at overtage en barklade. Bygningen lå i Tolsbjerg Skov (også kaldet Lykkesholm Skov) ved Oure på Langeland. Skoven, der er på 63 ha., ejes i dag af Apoteksassistenternes Pensionskasse og administreres af Ormstrup & Borreskov Skovdistrikter A/S.

Initiativet til barkladens bevaring var blevet taget af fhv. skovrider Henrik Staun, der fra 1951-1982 var skovrider for bl.a. Tolsbjerg Skov. Gennem sine 31 års virke i skoven havde han værnet om bygningen, men efter sin fratræden i 1982 var der tilsyneladende ikke interesse for at bekoste den nødvendige, løbende vedligeholdelse. I 1995 var stråtagets tilstand så dårlig, at H. Staun skønnede, at bygningen ville blive ruineret og en kulturhistorisk perle gå tabt, hvis der ikke blev grebet ind.

H. Staun rettede da henvendelse til Danmarks Naturfond med forslag om at overtage barkladen med henblik på en flytning af bygningen til én af skovene under Skovsgård lidt nordligere på Langeland – et gods, der ejes af Danmarks Naturfredningsforening. Fonden var meget interesseret i projektet, men det lå udenfor fondens muligheder at finansiere en nedtagning, reparation og genopførelse af bygningen. Som en sidste udvej for at bevare barkladen for eftertiden blev Den Fynske Landsby tilbudt bygningen som donation fra Apoteksassistenternes Pensionskasse, mod at museet bekostede en flytning af bygningen til museumsområdet.

Sandt at sige var det indtil dette øjeblik ikke faldet os ind, at vi manglede en barklade i samlingen. Efter at have sat os lidt ind i historien og efter at have foretaget en besigtigelse, hvor vi konstaterede, at barkladen var yderst velbygget og (bortset fra et hul i taget) velbevaret, sagde vi imidlertid »Ja tak« til at modtage gaven.

Museet begrundede de efterfølgende ansøgninger om økonomisk støtte til projektet med, at barklader selv på landsplan er en sjældent bevaret bygningstype, at Langeland er en landsdel, der endnu ikke var repræsenteret i museets bygningssamling, samt at barkladen ville give museet en mulighed for at formidle et hidtil noget forsømt område, nemlig skovbruget.[1]

1. Barkladen i Tolsbjerg Skov set fra korsvejen; april 1997. Foto Peter Steen Johansen.

Hvad er en barklade?

Dét spørgsmål er håndværkerne blevet stillet igen og igen under genopførelsen – så snart publikum havde konstateret, at en barklade øjensynligt ikke er en lade beklædt med bark.

Barklader var tidligere almindeligt forekommende bygninger i godsernes skove. Her indgik de i nyttiggørelsen af (især) egebarken, som indtil begyndelsen af dette århundrede udgjorde et væsentligt biprodukt ved skovbruget.

Men havde »Barkladen« nu også været brugt i barkproduktionen? Det havde vi ved bygningsovertagelsen kun skovfolkenes ord for, og ingen af dem havde selv oplevet det. En mundtlig overlevering ville vide, at bygningen oprindelig havde ligget i skoven ved Broløkke, 3-4 km sydligere – og huset skulle aldrig have heddet andet end »Barkladen«.

Men hvornår havde bygningen i givet fald indgået i barkproduktionen? Museet fandt barkladen i et område af Tolsbjerg skov med knapt 100-årige bøge.

Selv om den efterfølgende arkiv- og litteraturundersøgelse ikke har givet nogen specifikke oplysninger om den bygning, museet har taget hjem, så hersker der ikke længere nogen tvivl hos os om, at bygningen fortjener sit navn med rette. Efterforskningen har givet os tilstrækkeligt viden om skovdrift på Langeland og om barkladernes rolle i samspillet mellem skovdrift og garverivæsen til, at vi tør tolke bygningen og give et bud på dens historie.

2. O.N. Lerches Læder og Limfabrik i Svendborg, 1888. Man ser i midten af billedet til venstre to mænd med trillebør arbejde ved to af de i alt 24 garverkar. Tryk i Svendborg og Omegns Museums arkiv.

Men læseren kan selv dømme, når vi nu lægger indicierne frem; måske vil én og anden have oplysninger, som kan løse nogle af de mange spørgsmål, vi endnu ikke kan besvare?

Barkning og garvning

Egebarkens rolle som garvemiddel har lange rødder. Mennesket har siden oldtiden udvundet garvesyre af egetræets blade, agern, ved og bark og bl.a. brugt det til at omdanne rå dyrehuder til brugbart skind og læder. I middelalderen »beredte« pungemagere, remmesnidere og andre skindarbejdere selv deres huder og skind til netop dén kvalitet, de havde brug for. Skomagerne garvede også læder til andre håndværksfag. I 15-1600-tallet udskiltes skindberedningen imidlertid fra skind- og læderforarbejdningen, og et egentligt garverfag dukkede op. Fra 1637 måtte de københavnske skomagere således kun garve til deres eget forbrug (Håndværkets kulturhistorie, II, 52-58).

Indtil ca. 1900 var garvning med bark, »lohgarvning«, langt den vigtigste blandt forskellige garveformer. Man kender bl.a. arbejdsgangen fra O.N. Lerches garveri i Svendborg, hvor man endnu i begyndelsen af dette århundrede holdt fast i fagets gamle principper: De på forskellig vis præparerede skind kom i en ca. 3 alen (ca. 1,8 m) dyb grube med et lag malet egebark mellem hvert skind, og gruben fyldtes med vand. Garvningen sker ved, at vandet udtrækker garvesyren af barken, og det opsuges af huderne; de kaldes i denne tilstand »bløser«. Efter 8-10 uger tages bløserne op og lægges ned i omvendt orden med frisk bark mellem. Denne proces gentages med 3-4 måneders mellemrum, indtil garvningen er færdig efter 1 til 1 1/4 år (Müllertz (red.) 13).

3. Fældning og afbarkning af egetræer ved Petersgård, Vordingborg, omkring 1890. Bemærk kvinden til højre, der med fingrene piller barken af en ganske tynd gren. Billedet findes på Jagt- og Skovbrugsmuseet i Hørsholm og synes at være det eneste eksisterende fotografi af traditionel barkning i skoven.

I de sidste årtier af 1800-tallet afløstes en del af lohgarvningen med »kromgarvningen«, hvor huderne garvedes i løbet af få dage, når de holdtes i jævnlig bevægelse i en opløsning af kaliumkromsulfat. Samtidig fik egebarken hård konkurrence af forskellige garveekstrakter, bl.a. fra det sydamerikanske Quebrachotræ, og omkring århundredskiftet faldt priserne på egebark til et urentabelt niveau.

Efter en kort renaissance under 1. Verdenskrig svandt den traditionelle barkproduktion langsomt ind, fik en sidste opblomstring under 2. Verdenskrig og døde så. Garvesyren fra egetræerne anvendtes fortsat, men nu blev den udvundet ved kogning af (især) veddet – med efterfølgende inddampning af garvestoffet til en ekstrakt, der kunne anvendes ved hurtiggarvning (Opfindelsernes bog, 402-405).[2]

Lad os blive ved den traditionelle lohgarvning og følge barkens vej fra træet til garverierne.

Indtil industrialiseringen udvandtes garvestoffet som nævnt af barken – eller rettere af den levende del af barken, som skovfolk kaldte »grønbarken« eller »kødet«. Den døde, knortede bark på ældre egetræer, »skrubben«, indeholder så godt som ingen garvesyre og måtte derfor »renses« af, før barken kunne anvendes til garvning. Udover barkudbyttet havde afbarkningen også til formål at forøge egetræets handelsværdi, idet afbarket egetræ er mere modstandsdygtigt overfor råd, svamp og billeangreb.

Det meste af året sidder egebarken fast på veddet, men sidst i maj, når barken er saftspændt, lader den sig rive af i store flager. Afbarkningen skete nemmest, sagde man, når »Bladene var saa store som Museøren« (Folk og Flora, 1, s. 282). Arbejdet kunne dog strække sig over 3-4 uger – blot skulle man hver dag sørge for ikke at fælde mere, end der kunne afbarkes indenfor et døgn, ellers satte barken sig fast igen.

I en beretning fra Bogense-kanten omkring år 1900 hedder det kort og godt, at træerne blev fældet ved pinsetid og barken flået af med et »barkjern« og stillet til tørre, for en månedstid efter at blive solgt til garverne i Bogense (Folk og Flora, 1, s. 282). Barkjernet var et mejsellignende jern, der via en dølle gik over i et kort træskaft. Med barkjernet kunne man løsne barken i store flager, hvad der lettede den senere behandling.

Afbarkningsprocessen formede sig imidlertid noget forskelligt, bl.a. afhængigt af om der var tale om fældning af ældre ege eller om udhugning i en yngre egetræsbeplantning. Arbejdet gik nemmest i sidstnævnte tilfælde: Når træet var fældet, bar kronen oftest stammen oppe, og stammen og grenene indtil et par tommers tykkelse kunne afbarkes med kniv og de bare hænder. Det ansåes for let arbejde og blev ofte udført af kvinder eller børn. Værdien af den fine »spejlbark« fra de unge ege oversteg oftest værdien af veddet – forsåvidt barken var blevet kørt ud af skoven og tørret, før den blev anløben af mørke skjolder.

Ved ældre egetræer var processen mere kompliceret, langvarig og – for visse metoders vedkommende – farlig. Indtil slutningen af 1800-tallet synes det at have været mest almindeligt at begynde med at skrælle barken af, så højt man kunne nå, mens træet stadig stod på roden. Nogle brugte også at løsne barken længere op på stammen og »træde den af«, dvs. stå på barken og glide med den nedad over det allerede afbarkede stykke (Haandbog i Skovbrug, 596). Af en diskussion mellem ledende forstfolk i 1896 fremgår det, at barkning på roden ansåes for den mest fordelagtige metode – bl.a. fordi den skånede opvæksten af unge træer, idet man kunne vente med at fælde det afbarkede træ til om vinteren. Imidlertid betragtedes barkning på roden som »et meget vanskeligt Arbejde og farligt for Arbejdernes Liv og Lemmer«. Skovrider Koch fra Brahetrolleborg anførte, at »det er næsten umuligt at faae Folkene til at udføre Arbejdet, naar de ikke fra gammel Tid ere vante til det« (Forhandlinger, 35).[3]

4. Barkjern (a) og to typer barkskrabere (b og c). Her gengivet efter Haandbog i Skovbrug, 1898-1902.

Var træet først fældet, måtte rodenden løftes op med »skovvippen« for at blive afbarket på undersiden, eller man måtte korte træet op i mindre, håndtérbare stykker. Mod slutningen af 1800-tallet blev det tilsyneladende almindeligt at fjerne den værste skrub fra »mellembarken« på middelstore ege, før træet blev afbarket – for de nederste 2 meters vedkommende, mens træet stadig stod på roden. Redskabet, som blev brugt til dette arbejde, kaldtes en »barkskraber«. I Tidsskrift for Skovvæsen, 1890 (60 ff.) introduceredes en model, som var blevet udviklet af arbejderne på Orenæs Skovdistrikt på Falster. Metoden skulle, ifølge forfatteren, være noget mere effektiv end den traditionelle, »som vistnok anvendes paa de fleste Skovdistrikter«, hvor skovarbejderen sad på en knivbænk og rensede den tørrede egebark med en båndkniv. Fordelen ved den traditionelle metode var imidlertid, at den kunne udføres af billigere arbejdskraft, samt at afrensningen ikke behøvede at ske i den travle forårstid.

Den grovere bark kunne godt tørres i lysninger i skoven, men barkens inderside, »kødsiden«, måtte absolut ikke få regn eller blot dug. Den simpleste tørringsmetode var at stille stykkerne på enden skråt op mod en rafte. Mere forsigtige skovfolk havde halvtage af halm eller strå, som de kunne lægge over barken om natten og i tilfælde af regnvejr.

Når barken var tør, blev den bundtet og lagt i hus – og her kommer vi omsider til barkladen: »Barkladen«, skriver Oppermann & Hauch i Haandbog i Skovbrug (599), »kan hensigtsmæssigt bygges af Bindingsværk med Stængeloft og med Risvægge, hvis øvre Halvfag kan løftes af; taget bør gaa saa langt ud over Væggen, at der fremkommer en Slags Veranda, paa hvilken Folkene sidder, medens de skraber Barken«. Barkladen fra Sydlangeland har flere lighedspunkter med dén beskrivelse, og der er næppe tvivl om, at de kraftige bindebjælker med understøtning på midten har skullet bære et stort barklager. De utætte plankevægge sikrer i lighed med risvæggene ventilationen og dermed den fortsatte udtørring, og i stedet for den optimale veranda har barkarbejderne på Sydlangeland måttet sidde inde i huset eller – i tilfælde af godt vejr – på skovvejen udenfor.

5. »Brage« eller brydemaskine. Her gengivet efter Haandbog i Skovbrug, 1898-1902.

Forarbejdningen af barken var dog langt fra afsluttet med afrensningen af den døde bark. Først skulle barkflagerne kortes op i stykker af et par tommers længde, hvorefter en tilstrækkelig tør bark brækkede af sig selv i længderetningen og dannede små ca. 5 × 5 cm store stykker. Den traditionelle måde at hugge barken på var med en håndøkse, men nogle, bl.a. den tidligere omtalte skovrider Koch på Brahetrolleborg, sværgede mere til »bragen«, der var et hørbryde-lignende redskab på 4 ben, mellem hvis kæber barken knækkedes (Tidsskrift for Skovvæsen, 1890, s. 3-6). På fotografiet fra Petersværft (Fig. 6) ses en anden maskine til samme formål, nemlig en skærekiste trukket af en hestegang, af ganske samme type som de hakkelsesmaskiner, der stod på alle større gårde på den tid, blot noget kraftigere i udførelsen. Prototypen til denne maskine kom til Danmark fra Tyskland i 1874, men synes ikke at have vundet nogen større udbredelse; måske fordi den udover 2 heste og en kusk ved hestegangen krævede et mandskab på 3 mænd og 5 koner (Tidsskrift for Skovvæsen, 1890, si. 62-63).

6. Barkskæremaskinen på Petersgård, Vordinggård, omkring 1890. Bemærk barken på stængeloftet. Jagt- og Skovbrugsmuseet i Hørsholm.

Efter ophugningen blev barkstykkerne vejet i sække og transporteret til et mølleri, som yderligere findelte barken til en substans som groftmalet mel.

En stor del af den langelandske egebark endte givetvis hos de sydfynske garvere. Det sydfynske område var fra gammel tid kendt for sin udstrakte garverivirksomhed, hvilket sikkert kan tilskrives de store skovearealer og dermed barkressourcer. 1800-tallet igennem drev 2-3 »feldberedere« virksomhed i Rudkøbing, og i Fåborg var der et lignende antal; Svendborg havde hele 10 mestre omkring 1850, og 100 år tidligere bestod feldberederlauget endda af 14 mestre og en del svende. Et ufredeligt folkefærd, hed det om garverne; de lå jævnligt i kiv med såvel myndighederne som med hinanden. Den tilsyneladende driftigste garver i 1830’ernes og 1840’ernes Svendborg, Christian Ravn, malede bark på indtil flere af byens møller, og det med både vind, vand, heste og damp som kraftkilde. Ravns højtforsikrede møller brændte på stribe, hvad man enten kan tilskrive barkmøllernes særlige brandfarlighed, eller (visse) garveres særlige moral; i samtiden var man næppe i tvivl![4]

I slutningen af 1800-tallet var barkmøllen ofte en integreret del af garveriet, trukket af en dampmaskine, senere af en petroleumsmotor. Barken lod sig vistnok male på en almindelig rugkværn[5], men tilsyneladende havde rigtige barkmøller særlige formalingsindretninger. Hofman Bang nævner således i sin beskrivelse af Odense amt 1843, at Allerup Maskinfabrik i Odense (grundlagt 1836) bl.a. producerede jerndele til barkmøller (bd. II, s. 43).

Noget af den langelandske bark kan også være fragtet længere bort med den østersøiske skudefart, og atter en del endte i barkgryderne i de talrige sydfynske havne og anløbspladser. Garvesyren gav holdbarhed – og en rødbrun farve – til fiskernes net og sejl.

Barkladen i skovbruget under Tranekær gods

Som nævnt kan ingen længere huske, at barkladen har haft noget med bark at gøre. Bygningen har i mands minde huset skovredskaber og vogne, og den har ved dårligt vejr givet ly til jagtselskaber og skovens folk. Et par dages ihærdig søgen i de langelandske godsarkiver har ikke bidraget med konkrete oplysninger om bygningen, og brandforsikringsarkivalierne er lige så lidt meddelsomme; på grund af sin isolerede beliggenhed har bygningen antagelig aldrig været brandforsikret. En række spørgsmål om barkladens ældre historie får derfor stå hen i det uvisse – foreløbig.

To forhold synes at kunne bekræfte, at bygningen har været flyttet: For det første har hovedparten af bindingsværket to sæt nummereringer, hvoraf kun det ene passer til den nuværende placering af tømmeret; bygningen må altså være omgjort på et tidspunkt. Det andet indicium gives af en række indridsede navne, initialer og årstal (1876 og 1877) i østgavlen. I et par tilfælde er de nuværende taphuller gjort oven i inskriptionerne, hvilket sandsynliggør, at flytningen er sket efter 1877.

Barkladen kan altså have set anderledes ud, da den lå ved Broløkke. I hvert fald havde bygningen næppe fra begyndelsen den nuværende kobling med jernbolte mellem fodremmens enkelte dele og tilsvarende mellem fodrem og fundamentsten. Det træk hører absolut til bindingsværkets allerseneste historie.

Det er meget sandsynligt, at laden var opført af hensyn til barkproduktionen i begge godsskove. Når bygningen blev flyttet fra det ene skovdistrikt til det andet, er forklaringen sandsynligvis den, at der ikke længere var brug for en barklade på Broløkke, fordi egene efterhånden var skovet og erstattet af plantninger af bøg eller nåletræer, hvis bark ikke spillede nogen økonomisk rolle.

Lykkesholm og Broløkke hørte tilligemed en række andre langelandske besiddelser under stamhuset Ahlefeldt, som grev Frederik Ahlefeldt (1722-73) oprettede i 1765 »til sin families Conservation, Gavn og Beste«. Det var tanken, at lensgreven på Tranekær samtidig skulle være besidder af stamhuset mod årligt at dele 1200 rigsdaler af dets indtægter med sine søskende (Lütken, 280-82). Broløkke blev gjort til stamhusets hovedsæde, men i institutionenes første 100 år kom greven med følge kun på gården et par uger om efteråret for at gå på jagt. I stedet boede forpagteren i hovedbygningen.

Forpagtningen gjaldt agerjorden og nogle sylt-enge omkring øen Bogø nord for Bagenkop og ved østkysten. Broløkke Skov, også kaldet Drostehaven, var undtaget forpagtningen. Den var på 27 ha. og lå lige øst for avlsgården. De ældste bevarede forpagtningskontrakter fra 1792, 1806 og 1814 gør med et nota bene opmærksom på, at »Øster Lunde« ligeledes fragår forpagtningen, da området var bestemt til »Skovs Opelskning«. Det har ikke været muligt at fastlægge »Øster Lundes« beliggenhed ud fra de samtidige kort, men der kan være tale om det nuværende »Lunden«, et 15 ha. stort skovareal ved østkysten syd for Broløkke. Her lå der allerede omkring år 1800 en bygning, som senere benævnes som en »skovfogedbolig«, men noget, der kunne tolkes som en barklade, lader sig ikke identificere på originalkortene fra begyndelsen af 1800-tallet eller på de ældste Geodætiske kort fra 1865 – og det samme gør sig gældende for Drostehaven.

Vi kan altså ikke få svar på, hvor barkladen lå, før den blev flyttet til Tolsbjerg Skov, og heller ikke få nogen idé om, hvornår den første gang blev opført.

Skovopelskningen i Øster Lunde var givetvis et af »den gamle General« fra Napoleonskrigene, grev Frederik Ahlefeldt-Laurvigs mindre projekter. Det hedder senere i Dalgas’, Svendborg Amt beskrevet 1837, »at Skovene under den forrige Lensgreve var temmelig medtagne« (351). Greven fik imidlertid nogle år før sin død i 1832 ansat en tysk forstmand, Kru(g)höfer, der begyndte at sætte skovdriften i system. Fra midten af 1830’erne blev der lavet jævnlige opgørelser over tilstanden i stamhusets og grevskabets skove, og der blev lagt hugst- og beplantningsplaner. I de årlige skovregnskaber findes der opgørelser over skovauktioner, deputatbrænde (dvs. lokale embedsmænds med fleres ret til at få udvist brænde), solgt skibs- og bygningstømmer, samt de forskellige kategorier af brændsel, men ikke et ord om bark. Eftersom en stor del af hugsten bestod af egetræer, og eftersom der hos de sydfynske garvere var et stort marked for egebark, må man umiddelbart undre sig. Fænomenet har da også en forklaring. Kruhöfer, og måske andre skovfolk før ham, havde den ordning med Tranekær gods, at skovrideren fik en del af sin løn udbetalt i bark, som han så kunne gøre i rede penge efter bedste evne. Det er tilsyneladende først ved Kruhöfers ophør som skovrider omkring 1870, at denne »Barkbenyttelse« sættes til værdi, tilligemed en række andre naturalieydelser. Man ser da, at der er tale om et betragteligt beløb; i 1870’erne og 1880’erne mellem 1000 og 2000 kr. årligt. Og der er vel at mærke tale om et overslag; den reelle værdi kan have været højere.

Til sammenligning bringes her en »Oversigt over Skovriderens Lønning« fra »Oversigt over Pengeindtægter og Udgifter 1885/86« (Langelands Godsarkiv, Dokumenter vedr. skove og tørvemoser 1870-1889; Landsarkivet for Fyn):

Gage 700 kr.
Heste Hold 100 kr.
2 % af Skovauk(tionerne) 795,81 kr.

Endvidere takserede udgifter:

15 tdr. Havre å 8 kr. 120 kr.
8 Favne Kløv(ebrænde) à 17½ kr. 140 kr.
2 Favne Fagot (Brænde) à 13 ½ kr. 27 kr.
7 Bundter Kvas å 3 kr. 21 kr.
Høbenyttelsen 80 kr.
20 Læs Tørv å 3 kr. 60 kr.
Bolig med Jord 200 kr.
Barkbenyttelsen 2.000 kr.

I mange andre af landets skovdistrikter indgik barken i det almindelige skovregnskab, men på Langeland var barken en del af skovriderens løn – den væsentligste del endda. Stort set alle ovenstående naturalieindtægtsposter fra skov- og tørvemoser indgik i assistenters og skovfogeders løn, men ikke barken. Den var alene skovriderens.

7. Øst- og nordsiden af barkladen; april 1997. Foto Esben Hedegaard.

For skovejeren havde denne ordning visse fordele. Han slap for at skulle udrede en stor kontant hyre til skovrideren, og arbejdet med barkning, skrabning, tørring, magasinering, hugning og forsendelse var så arbejdsintensivt og så tilsynskrævende, at skovejeren let kunne sætte hele sin fortjeneste over styr. Uden den rette og rettidige behandling var barken under hele processen i fare for at mugne, farve mørk eller »tage Varme« – og blive en sekunda vare.

Når barken tildeltes skovrideren, var der gode chancer for, at den ikke gik til spilde. Han skulle nok få tilrettelagt arbejdet i skoven, så barken blev passet. Det interessante er, hvordan greven og skovrideren forholdt sig til ordningen i praksis: Skulle greven betale for fældning og skovrideren for barkning? Var der to arbejdshold? Havde skovrideren »råd til« at undvære egehugsten et år, selv om det forstmæssigt ville være hensigtsmæssigt? Tilhørte barkladen i realiteten skovrideren, og er det grunden til, at vi ikke kan finde bygningen i godsarkiverne?

Barkladen i Tolsbjerg Skoven har med sin beliggenhed langt mod syd næppe været den eneste af slagsen på det langelandske storgods, selv om det nok var rentabelt at transportere den tørre og bundtede bark over kortere afstande til et centralt forarbejdningssted.

Vi kan ikke bevise sammenhængen mellem skovriderens barkbenyttelse og museets bygning, men den synes meget plausibel. Der var store penge i bark i de sidste årtier af 1800-tallet, og det er en tilstrækkelig forklaring på, hvorfor der på det tidspunkt blev opført en så gedigen bindingsværksbygning langt ude i Tolsbjerg Skov.

Barkladens opmåling, flytning og genopførelse

I april måned 1997 aflagde vi et nyt besøg ved barkladen for at foretage en grundig bygningsundersøgelse – herunder se på ændringerne siden bygningen havde været barklade. Vi ville også vurdere skaderne som følge af den manglende vedligeholdelse, og der skulle gøres forberedelser til opmålingsarbejdet.

Efter en omfattende fotoregistrering af barkladen og dens omgivelser og en nøje gennemgang af alle konstruktionsdele kunne vores iagttagelser sammenfattes som følger:

Egebarkladen er en 5 fag bred og 7 fag lang (658 × 1104 cm) bindingsværksbygning med en helvalm med 45 graders hældning, tækket med tagrør. Gavlene og facadernes bindingsværkskonstruktion er udført af håndhugget egetømmer, traditionelt opbygget med fodrem, stolper, løsholte og naturgroede, krumme skråbånd – og for facadernes vedkommende desuden med dokker i underste tavl.

Det specielle ved bygningen er facadernes og gavlenes beklædning. I stedet for fletværk og lerklining eller udmurede tavl er væggene beklædt på den indvendige side med svære egeplanker, sømmet med håndsmedede søm på bindingsværket. Egeplankerne, der er 2 tommer tykke, er tilhugget med økse på fladerne, mens kanterne står uden forarbejdning. Plankernes krogede kanter bevirker, at de ikke slutter tæt sammen, men tæt nok som skærm mod regn og sne og tilstrækkelig åben til at ventilere huset under barkens tørring. Hverken bindingsværk eller vægplanker har tilsyneladende været overfladebehandlet, så bygningen fremstår i en grålig farve, meget ulig andre bindingsværksbygninger.

Barkladens tagkonstruktion er for hovedparten udført af fyr, men der er også brugt gran og eg. De svære bjælker, der ligger på tværs af bygningen og er kæmmet ned over tagremmen i begge sider, er understøttede på midten af en langsgående afbarket fyrrestamme med en diameter på hele 27 cm, der igen bæres af 4 stolper. Som nævnt tyder den stærke konstruktion på, at tagrummet har været anvendt til oplagring (jvf. fig. 8).

8. Interiør fra barkladen; april 1997. Bemærk den overskårne ås til venstre og portstolpens skråstiver til højre. Foto Esben Hedegaard.

Hele bygningen hviler på et fundament af store granitsyldsten, kun tilhugget på ydersiden.

Den eneste adgang til bygningen er gennem en lille port i bygningens sydside. Åbningen er på 1 ½ fag og lukkes af 2 sidehængte revleporte beslået med håndsmedede hængsler. Det fremgår tydeligt af bindingsværket, at porten oprindelig kun har været på 1 fag. Stolpen øst for døren er flyttet og både tagrem og fodrem er skåret bort; samtidig er åsen under bjælkerne skåret bort ud for porten, taget over porten hævet og spærrene understøttet med en udveksling. Portfløjene er tilpasset den forøgede åbning, ved at revlerne på den vestre del er forlænget og forsynet med yderligere 3 brædder. Ændringen er antagelig udført i forbindelse med anskaffelsen af en stor, og ikke mindst høj, skovvogn, der ifølge skytten på Lykkesholm »altid« havde haft sin plads i laden.

På den indvendige side af porten fandt vi forøvrigt en række inskriptioner med navne, hvoraf nogle var ledsaget af en bopælsangivelse, dato og årstal. Vi antager, at »P. Goth«, »Jakob Knud Jørgensen, Bønnelykke«, »Hans Kristensen«, »S. A. Madsen, Dagelykke«, »E. Christensen, Humlelykke[?]«, »Aage Hansen«, »Karl« fra Tryggelev og »Otto Johansen, Boballe[?]« alle har haft ét eller andet at gøre med bygningsændringen, og at denne givetvis fandt sted d. 26/6 1926; det lyder alle datoer på.

På besigtigelsestidspunktet var der monteret en skråstiver på den indvendige side af vestre portstolpe. Det var langt fra nok til at stabilisere bygningens 11 meter lange facader, og i en rodebunke i bygningen fandt vi da også yderligere 2 skråstivere. Den ene havde efter formen at dømme været monteret på den østre portstolpe og den anden på modstående stolpe i nordfacaden, hvor der var tydelige mærker efter dens fastgørelse.

9. Søren Nerup og Helge Jørgensen i gang med opmålingsarbejdet; maj 1997. Foto Peter Steen Johansen.

Efter besigtigelsen kunne vi med rimelig stor sikkerhed rekonstruere barkladens udseende fra dens opførelse i Tolsbjerg Skov og indtil 1926, og derfor besluttede vi, at bygningen ved genopførelse skulle føres tilbage dertil. Det var bygningens oprindelige rolle som barklade, vi ønskede at vise på museet.

På baggrund af de mange fotos og nogle midlertidige opmålinger blev der udarbejdet skitser til brug under de egentlige opmålingsarbejder. Som Den Fynske Landsbys øvrige bygninger skulle opmålingerne udføres på en sådan måde, at det var muligt at genopføre barkladen nøjagtigt, som den havde stået før flytningen.

I midten af maj pakkede vi vores opmålingsgrej og kørte til Langeland, hvor vi indrettede os i en campingvogn, der var opstillet i skoven nær ved barkladen. Campingvognen skulle være frokost- og tegnestue under opmålingen og nedtagningen af laden.

Det var ikke helt uden nerver, vi bevægede os rundt i skoven i de dage, for bukkejagten var lige gået ind, og skytten på Lykkesholm havde i den forbindelse udtrykt stærk bekymring over vores tilstedeværelse. Det skal dog tilføjes, at vi ikke fik så meget som et strejfskud under arbejdet; måske fordi vi ikke var så morgenduelige som jægerne.

Inden opmålingsarbejdet kunne påbegyndes, blev alt buskads omkring barkladen fjernet og syldstenene blev gravet fri, således at hver enkelt sten kunne få påmalet nummer og verdenshjørne. Herefter blev der afsat en retvinklet firkant omkring bygningen, markeret med snore, og hjørnerne blev indmålt efter dette faste målsystem. Bygningens sætninger og skævheder i øvrigt blev opmålt i forhold til en vandret linje, der nivelleredes rundt om bygningen, mens skævheder i forhold til lodret blev afsat ved hjælp en lodsnor pr. 2 meter. Ud fra dette modulnet kunne alle væsentlige bygningsdele udmåles og indføres på opmålingsskitserne. Efter godt en uges arbejde var barkladen opmålt, alle bygningsdele nummereret og bygningen gennemfotograferet. Nedtagningen kunne påbegyndes.

Fig. 10. Halvdelen af sydfacaden løftes op på lastbilen; juni 1997. Foto Peter Steen Johansen.

Normalt ville alt bindingsværk ved en flytning være blevet adskilt efter nummereringen – for påny at blive samlet som et puslespil under genopførelsen. Ved barkladen var der imidlertid det problem, at vægplankernes store søm sad i både fodrem, løsholt og tagrem, og på grund af rust kunne plankerne næppe tages ned uden store beskadigelser. Vi valgte da at nedtage væggene i 6 sektioner – én for hver gavl og to for hver facade – og læsse dem på en lastbil med kran. Det kunne lade sig gøre på forsvarlig vis på grund af bindingsværkets gode beskaffenhed.

Fig. 11. Samme del af sydfacaden sættes med lige dele »man power« og kvindelig beundring på plads i Den Fynske Landsby; juli 1997. Foto Ib Nørby.

Før kranen ankom var tagværket blevet taget ned med håndkraft, og i løbet af en dag var hele bygningen, inklusive syldsten, transporteret til Den Fynske Landsby.

I Den Fynske Landsbys sydligste hjørne er der en lille skov, hvor barkladen kunne genopføres i noget, der lignede de rette omgivelser. For at skabe et miljø, der svarer til 1800-tallets rationelle skovdrift, blev der anlagt brede skovveje og tæt ved rydningen til bygningen et vinkelret vejkryds – som i Tolsbjerg Skoven.

Grunden til barkladen blev afsat og udgravet til 90 cm’s dybde, hvorefter et 30 cm tykt betonfundament blev støbt. Den metode hører ikke just til 1800-tallets byggeskik, men som ved de øvrige bygninger i Landsbyen blev det gjort for at sikre, at der ikke sker yderligere sætninger af syldstenene end dem, vi ville genskabe fra opmålingen.

Efter placeringen og faststøbningen af syldstenene blev væg-elementerne en dag midt i juli løftet på plads med kran, og bindebjælkerne monteret. Som ved de øvrige museumsbygninger måtte vi hele tiden afveje ønsket om bevare alle originale bygningsdele med kravet om, at konstruktionen skal kunne modstå vind og vejr, ligesom publikum skal kunne færdes sikkert i dem. Da spærene var gået efter for råd og svamp, fandt vi det nødvendigt at udskifte hovedparten: Kun to spær og to spærsider (ud af de seks spær) og én grat (ud af de fire i tagets hjørner) var brugbare. Nye tømmerstykker blev tildannet med økse og kom med hensyn til materiale, dimensioner og samlinger til at fremstå som en tro kopi af de kasserede. Alle stikspær i gavlene kunne genbruges, men lægterne måtte totalt udskiftes. Endelig blev huset forsynet med et nyt stråtag.

Barkladen på museum

Ved sæsonafslutningen i oktober 1997 stod barkladen færdig på museet – med sit nye stråtag og sine vejrbidte vægge.

Bygningen og det omkringliggende miljø giver os en mulighed for at føje en ny dimension til museet, nemlig den at formidle skovens kulturhistorie. Det skal selvfølgelig først og fremmest handle om barkning, og allerede i 1998 skulle publikum gerne kunne finde barkstykker sat til tørre udenfor eller liggende bundtet på barkladens stængeloft. Ind i mellem får publikum mulighed for at opleve nogle af arbejdsprocesserne i barkproduktionen, men også nogle af de andre aktiviteter, der har med skoven at gøre, kan henlægges til området ved barkladen.

Museet har i samlingen en del skovredskaber, som altid har ligget på magasin, fordi vi savnede det rette frilandsmuseumsmiljø at vise dem i. Det har vi nu med barkladen, og vi vil tillade os – foruden barken – at anbringe skovvipper, save med flere redskaber i barkladen, skønt vi ikke helt kan vide, i hvilken udstrækning man gjorde det, mens bygningen brugtes som barklade.

Med sin kobling af skovdrift til garverivæsen og herfra videre til huderne på bondens kreaturer eller til de forskellige håndværksfags brug af læder kan barkladen blive udgangspunktet for en meget bred kulturhistorie. Så vi er glade for huset. Men spadsereturen i den smukke Tolsbjerg Skov på Langeland er selvfølgelig blevet lidt kedeligere![6]

 

Noter

  1. ^ Vi vil gerne have lov til at takke følgende personer for at have ydet værdifuld hjælp i forbindelse med efterforskningen: Tidligere skovfoged Kurt Mengel, Rønninge; møllebygger John Jensen, Vig; museumsinspektør Ole Mortensøn, Langelands Museum; museumsinspektør Anders Rehde Nielsen, Fåborg Museum; museumsdirektør Henrik Jansen, Svendborg og Omegns Museum; museumsdirektør Jette Baagø, Jagt- og Skovbrugsmuseet i Hørsholm og museumsinspektør Hans-Henrik Landert, sammesteds.
  2. ^ Tidligere skovfoged Kurt Mengel husker, hvordan han og en bror tjente lidt lommepenge i 1936 ved at afbarke hegnspæle til Statsbanerne: 1 øre for en 2-meters pæl. Faderen, der også var skovfoged, afhændede efterfølgende barken til et garveri.
  3. ^ C. Dalgas meddeler i en fodnote i sin beskrivelse af Svendborg amt fra 1837 (Dalgas, si. 354, note 90), at træerne på Tåsinge altid afbarkes på roden og fældes i den påfølgende vinter. Bemærkningen kunne tyde på, at det var en usædvanlig fremgangsmåde.
  4. ^ Se bl.a. O. Marcussens artikel om feldberederne i Svendborg Avis, O. Jonasens artikel om møllerne i Svendborg, diverse bilag til garveriernes brandforsikring (på Svendborg Museum), samt S. Jørgensens og P. Rasmussens byhistorier over Rudkøbing udgivet hhv. 1793 og 1846.
  5. ^ Når barkstykkerne vel at mærke først var kørt igennem en kagebrækker; meddelt af møllebygger John Jensen, Vig på Nordvestsjælland.
  6. ^ I tidskriftet Skov og Land, sept. 1997, 14-15, redegør Frits Verner Larsen for den kommercielle anvendelse af egebarken, særlig i 1900-tallet. Heraf fremgår det bl.a., at visse skovdistrikter havde en stor produktion af egebark til garvning helt frem til 1970.

 

 

Litteratur

  • Brøndegaard, V. J.: Folk og Flora. ITV. 1978-80.
  • Burchardt, J.: Provinsindustri. Arbejdspladser på Fåborg-egnen de sidste 100 år. Fåborg 1984.
  • Dalgas, C.: Svendborg amt beskrevet 1837. Udg. af F. Stendal Pedersen. Odense 1992.
  • Forhandlinger ved Lolland-Falsters Forstmandsforenings Møde den 31te Marts 1896. Nykøbing 1896.
  • Fritzbøger, B.: Kulturskoven. 1994.
  • Hauch, L.A. og Oppermann, A: Haandbog i Skovbrug. København 1898-1902.
  • Hofman (Bang), J. A.: Odense amt beskrevet 1843.1-II Udg. af F. Stendal Pedersen. Odense 1991.
  • Højrup, O.: Herregårdsliv. Bd. IV: Skovfolk og skytte. 1981.
  • Håndværkets historie. Bd. II 1550-1700. Af Ole Degn og Inger Dübeck.
  • Jonasen, O.: Møller i Svendborg købstad – en historisk oversigt. I Årbog for Svendborg og Omegns Museer 1995, s. 66-87.
  • Lütken, V.: Bidrag til Langelands Historie. 1909. Genoptrykt København 1979.
  • Marcussen, O.: Felberederne – et uroligt element i det gamle Svendborg. I Svendborg Avis 24. dec. 1948.
  • Müllertz, A. (red.): Danmarks Søfart, Handel og Industri. 1916.
  • Prytz, C.V. og Oppermann, A (red.): Biprodukter. I Tidsskrift for Skovvæsen. 2. bd. 1890, s. 3-6 og s. 60-64.
  • Trap, J.R.: Danmark. Svendborg amt. 5. udg. København 1957.
  • Wegge, P.: Lærebog for skovfogeder. København 1909.
  • Wegge, P., Helms, J. og Neergaard, V.: Lærebog for Skovfogedelever. København 2. rev. udg. 1930.
  • Aabye, J. S.: Garverbogen. 3. udg. København 1955.

 

©