Begravet i kålhaven

– mysteriet om barneliget i Møntestræde

Begravet i kålhaven: mysteriet om barneliget i Møntestræde

I forbindelse med udgravningerne til den nye museumsbygning i Møntestræde i 2010 fandt museets arkæologer resterne af en brandtomt fra 1500-tallet. I jordlaget oven på denne brandtomt blev gjort et opsigtsvækkende fund, nærmere bestemt skelettet af et lille barn eller et foster. Fosteret var ikke fuldbårent, men kun 6-7 måneder gammelt og omtrent 25 cm langt. Barnet var sandsynligvis dødfødt, og hvis det levede efter at være kommet til verden, var det ganske givet kun kort.[1]

Skelettet blev ikke fundet på selve stedet, men ved den efterfølgende soldning af jorden. Her dukkede det op iblandt gammel keramik, ituslået glas, dyreknogler og andet, tilsyneladende resterne af nogle gamle affaldsgruber på stedet. Det var altså ikke muligt at sige helt præcist, hvor, hvornår og hvordan det lille barn i sin tid var blevet begravet.

Det lille skelet fundet i en udgravning ved Møntestræde. Barnet eller fosteret, om man vil, ville have været omtrent 20-25 cm og var ikke fuldbårent, men kom formodentlig til verden omtrent to måneder før termin.

En datering ved hjælp af kulstof-14 placerede knoglerne i 1500-tallet. Eftersom jorden, hvori knoglerne blev fundet, lå oven på brandlaget, der sandsynligvis stammede fra en større brand i 1529, var barnet formentligt blevet gravet ned, enten mens grunden henlå som brandtomt eller i den efterfølgende tid, hvor grunden var vokset til med beplantning eller var udlagt som have.

Det udgravede hus – på hvis brandtomt nogen i 1500-tallet nedgravede et lille dødt barn – må have været baghus til en større gård ud mod Overgade. Udgravningerne afdækkede resterne af en vej, som går tilbage til 1200-tallet. Navnet Mynterstræde kendes fra de skriftlige kilder tilbage til 1469 og formodes at henvise til den møntergård, som i 1525 nævnes i området og formentlig havde ligget her siden 1420.[2]

En kulstof-14 datering af skelettet placerede det med 95 procents sandsynlighed i perioden mellem 1470-1637 – højst sandsynligt i 1500-tallet, hvilket stemmer godt overens med dets placering oven på resterne af det brændte hus.
Det lille skelet blev ikke fundet in situ men i den efterfølgende soldning af jordprøver fra stedet. Arkæologerne kan derfor ikke sige helt præcist, hvor og hvordan barnet blev begravet – om det var nøje arrangeret eller blot hastigt nedkulet.

Den røde bygning i Overgade 46, der i dag er kendt som Møntergården og huser dele af Odense Bys Museer, har kun ligget på stedet siden 1646, hvor den blev opført af Falk Gøye til Hvidkilde.

Huset lå ved den vestlige side af Møntestræde og vendte formentlig på den anden side ud til et smalt stræde, en forløber for det nuværende Sortebrødre Stræde. Det nævnes første gang i 1433 som Swartebrødreklosters Stræde med henvisning til det kloster, som siden 1200-tallet havde ligget ved det nuværende Sortebrødre Torv, og hvis kirkegård strakte sig næsten hen til, hvor Møntestræde i dag har sit udløb. Da klostrene efter reformationen nedlagdes, overgik sortebrødrenes ejendom til Gråbrødre Hospital med henblik på at indrettes til beboelse, og kirkegården blev i 1551 almindelig begravelsesplads for byens borgere. Kvarteret lå på dette tidspunkt i den nordøstlige udkant af byen, afgrænset mod nord af et sumpet område og Byens Bæk.[3]

Spørgsmålet er naturligvis, hvordan skelettet af det lille barn havnede her, hvem der begravede det, og hvorfor det lå hengemt på en brandtomt eller i en have og ikke i en kiste på kirkegården?

De udøbte børn og det sidste hvilested

I middelalderens katolske teologi betragtedes børn som urene indtil dåben. Først her blev de renset for den arvesynd, som alle mennesker var født med. Dåben var altså forudsætningen for at blive indlemmet i Guds fællesskab og rige, herunder for at opnå frelse. Ifølge kirkefaderen Skt. Augustin (354-430) var de udøbte børn dømt til helvede, hvilket middelalderens kirke modificerede med introduktionen af begrebet om limbus puerorum for de, der ikke havde syndet, men heller ikke kunne opnå frelsen. Man fandt her trøst i troen på, at lidelserne i limbo ikke var de samme som i helvedes flammer, og blandt andre Thomas Aquinas (1225-1274) argumenterede for, at de udøbte børn var uden for lidelse.[4] Dåben var dog den sikreste vej til at holde det onde borte, og dåb af spædbørn kendes da også som almindelig praksis siden middelalderen og nævnes i Jyske Lov fra 1241.

Oversigt over udgravningerne i Møntestræde forud for opførelsen af den nye museumsbygning. Det lille skelet blev fundet i jorden fra området markeret med den røde cirkel, hvor den nedbrændte husrække lå i senmiddelalderen.
Djævelen forbytter to børn. Maleri fra slutningen af 1400-tallet. En udbredt frygt knyttede sig til folketroens forestillinger om skiftingen – idéen om at de underjordiske eller den onde selv skulle forbytte det nyfødte barn med et af sine egne. I folketroen blev udøbte og dødfødte børn betragtet som farlige og potentielt magiske, fordi de tiltrak djævelen og andre onde væsener. Fra 1600-tallet kendes historier om, at udøbte børn skal være brugt til at udføre magiske ritualer.

Eftersom de udøbte ikke var en del af Guds menighed, havde de i princippet ingen plads på kirkegården. Det gjaldt i sagens natur også sene aborter eller dødfødte børn. I øvrigt en skæbne, de delte med andre grupper som selvmordere og henrettede. I praksis peger alt dog på, at de blev begravet på kirkegården – måske efter en hurtig nøddåb forrettet af jordemoderen eller en af barselskvinderne, eventuelt mens barnet endnu befandt sig i moderens mave.

Arkæologiske udgravninger af middelalderkirkegårde viser, at små børn ofte lå begravet samlet, enten inde i kirken, tæt ved kirkemuren eller korets østlige side. U- eller nyfødte børn findes også begravet sammen med deres mor, når døden indtraf i barselssengen.[5] Meget tyder altså på, at man forholdt sig særdeles pragmatisk til spørgsmålet om at give plads til de dødfødte børn på kirkegården.

Med reformationen blev dåbens vigtighed understreget, og et nyt dåbsritual indført. Ritualet stammede fra Luthers ”Taufbüchlein” (1523) og var en form for symbolsk djævleuddrivelse, der indledtes med, at præsten blæste barnet tre gange under øjnene og sagde ”Far ud du urene ånd og gør plads for den Helligånd”, hvorefter han gjorde korsets tegn for barnets pande og bryst. Efter nogle bønner rørte præsten ved barnets ører og næse med ordene ”Fly du djævel, for Guds domstol kommer hertil”. Det var først med en revision af dåbsritualet i 1783, at besværgelsen af djævelen forsvandt, selv om den på daværende tidspunkt havde været ildeset i lang tid.[6]

Med reformationen fulgte også et ændret syn på de udøbte børns skæbne. Luther afviste eksistensen af skærsilden og dermed også det limbo, hvor de udøbte børns sjæle mentes fanget. I stedet blev sjælen og dens skæbne ved døden overgivet til Gud – og de efterladte måtte sætte deres lid til, at han ville frelse de små. Kirkeordinansen fra 1539 instruerede således jordemødre i, at de ikke måtte døbe et barn, før det var kommet helt og levende til verden, men skulle ”forholde sig sådan med frugten og fosteret, som udi moderens liv findes dødt, at de befale det Gud, da det som er dødt og ej født til verden ikke angår dem […] finder de fostret levende eller noget fremkommen, men døden nær, skal de alligevel ikke døbe det, som man plejer, før det er aldeles født […] og dersom barnet dør uden dåb, da skal man ikke fortvivle om barnets salighed, efter det ord, Lad de små børn komme til mig”.

I en engelsk jordemoder-ed fra 1649 instrueredes jordemødrene i at nedgrave dødfødte børn, så hverken ”svin eller hund eller andre bæster kan komme til det”, og så ingen mennesker ser eller finder det. Samtidig måtte de se til, at ingen fostre blev smidt i latrinerne eller lignende steder.[7] Lignende danske instrukser kendes dog ikke, men kunne have givet en forklaring på, hvordan skelettet havnede ved Møntestræde.


I 1500-tallet begyndte de første egentlige håndbøger henvendt til jordemødre at udkomme. Her udsnit af Eucharius Rößlin, Der Swangern frawen vnd hebamme(n) roszgarte(n) fra 1513, der udkom på både tysk og latin og siden oversattes til en lang række sprog, også i 1557 til dansk af Henrik Smid under titlen 4. Urtegaard.

I kirkegården eller kålhaven

Efter reformationen fandtes ikke nogen præcis lovgivning om, hvor og hvordan dødfødte og udøbte børn skulle stedes til hvile, og der må i høj grad have været tale om lokale praksisser defineret af den lokale gejstlige øvrighed.

På landemodet (forsamling af stiftets øvrighed) i Odense i 1586 bestemtes det, at ”naar navnløse Børn, som ikke blive døbte, skulle begraves, da skal Pastores lade dem lige i Kirkegaarden og ikke i Kaalhaven”. Man måtte endda lade børnene begrave inde i selve kirken og med de sædvanlige ceremonier. Ved Landemodet i Lund i 1594 var man mere tilbageholdende, idet man her bestemte, at dødfødte (herunder aborter) og udøbte børn måtte begraves på kirkegården – men kun af kvinder. Præsten måtte kun deltage, såfremt barnet havde levet ved fødslen, og en nøddåb var foretaget. Begravelsen skulle ske uden ceremonier.[8] Først i 1788 gav Danske Kancelli en generel tilladelse til at kaste jord på dødfødte børn – med undtagelse af København, hvor man fortsat skulle begrave børnene i stilhed.

I praksis viser billedet sig igen at være broget, og i 1580’erne finder man begravelser af dødfødte børn i Fyns Stift – både med og uden præstens medvirken og jordpåkastelse. En afgørende faktor her synes at have været forældrenes sociale status og den enkelte præsts holdning.[9] Hvad angår de udøbte børn kan folk også have fundet veje til at omgå eller bøje reglerne, som en kirkebogsoptegnelse fra Skt. Knuds kirke i Odense d. 12. december 1669 antyder. Her angives det, at en kvinde blev ”forløst med et dødfød B. og straks derpaa døbt” – man har altså tilsyneladende foretaget en nøddåb af et barn, selv om det ikke blev født levende til verden.

Forholdene kan dog have været ganske anderledes for de lavere klasser af samfundet. På grund af manglende økonomi og sociale netværk var det muligvis ikke alle beskåret at få deres udøbte eller dødfødte børn lagt i indviet jord med den rette ceremoni. Måske havnede disse børn i kålhaven som omtalt ved landemodet.

Ud over de oplysninger, som er dukket op ved arkæologiske udgravninger, kender vi ikke meget til de huse, som i 1500-tallet lå i området omkring Sortebrødre Kirkegård, eller de mennesker, som havde hjemme her. Først fra 1600-tallets anden halvdel begynder vi at have systematiske optegnelser over byens huse og deres beboere. At dømme ud fra senere tiders sociale topografi og kvarterets placering nær byens udkant er det dog højst sandsynligt, at de ikke hørte til blandt samfundets top. Alligevel virker det usandsynligt, at et sørgende forældrepar skulle være blevet forment adgang til at få deres barn i indviet jord.

Epitafium fra Vor Frue Kirke i Vordingborg over kgl. tolder Eiler Jacobsen og hans familie. Billedet er malet omkring 1620 af den nederlandske maler Peter de Meyer. Med på billedet er Jacobsens første hustru, som døde, samt en række afdøde børn; to ganske spæde og muligvis dødfødte. Alle afdøde børn er klædt i hvidt.

Hvor børn eller fostre er begravet, afhænger naturligvis også i høj grad af de efterladtes opfattelse af og holdning til det døde barn. Spørgsmålet er derfor, om barnet endte, hvor det gjorde, fordi det ikke blev tillagt nogen synderlig værdi? Spørgsmålet om, hvornår et foster kan betragtes som et barn, har tilsyneladende til alle tider været omstridt. Oldtidens og middelalderens tekstlærde var ikke enige om, hvorvidt et barn havde en sjæl fra undfangelsen, og dermed heller ikke om, hvornår et foster skulle betragtes som værende et egentligt barn. Nogle mente, at barnet først blev besjælet i det øjeblik, det blev født, mens eksempelvis Augustin mente, at børn fik en sjæl, mens de lå i maven. Den mest udbredte opfattelse synes at have været, at der var tale om et besjælet barn omtrent 40 dage efter undfangelsen – og senest, når moderen mærkede liv. Det er derfor rimeligt at antage, at det lille skelet i Møntestræde ville være blevet opfattet som et barn og ikke blot en abort, der kunne kastes på møddingen eller i latrinen.

Det har tidligere været antaget, at middelalderens og renæssancens mennesker ikke elskede deres børn, som vi gør i dag. Der findes dog adskillige eksempler på, at forældre – på trods af den høje børnedødelighed – sørgede dybt over tabet af såvel små som store. Et eksempel er de storslåede epitafier med afbildninger af selv helt spæde døde børn, medtaget i familiebilledet selv om de næppe havde levet længe.

Når nu det lille foster, der fuldstændigt lignede et barn og kan have været levendefødt (om end det nok kun var i stand til at leve i nogle minutter uden for moderens mave), måtte opfattes som et barn, og når datidens mennesker sørgede over tabet af børn som i dag, må det anses for usandsynligt, at eksempelvis en borgerkone skulle have valgt baghaven frem for en begravelse på kirkegården under respektable forhold. Så igen må vi spørge om, hvorfor barnet havnede her?

Et uønsket barn og en mulig forbrydelse?

Et nærliggende svar er, at det lille barn i Møntestræde blev stedt til hvile på dette anonyme sted, fordi forældrene eller moderen ikke ønskede, at nogen skulle kende til dets eksistens – og at der altså er tale om et uønsket barn, som efter enten en spontan eller provokeret abort er søgt skjult i affaldsbunkerne efter et nedbrændt hus eller i en overgroet have.

I såvel middelalder som renæssance var fosterfordrivelse strafbart, og hvis fosteret havde nået en vis alder, blev det betragtet på linje med manddrab. Boden var dog ofte lavere, end når der var tale om drab på voksne. Meget tyder imidlertid på, at der i hvert fald i middelalderen var en relativ tolerance over for abort ved brug af urter og lignende midler. I 1600-tallet skærpedes opmærksomheden på dette spørgsmål dog som del af en generel kamp mod trolddom, og både kvinder, der havde benyttet sig af eller fremstillet pulvere til fosterfordrivelse tidligt i graviditeten, blev straffet – selv om der ikke i loven var nogen fast bestemmelse om forbrydelsen.[10]

Med reformationen fandt en stærk moralsk oprustning sted, som blandt andet centrerede sig om ægteskabet og familiens hellighed – og den nye moralpolitik blev en integreret del af den nye enevældige konges lovgivning. Seksualitet var ikke længere nødvendigvis en synd, så længe den udfoldede sig inden for ægteskabets rammer, hvilket kom til udtryk med Kirkeordinansens afskaffelse af kravet om præsters cølibat. Til gengæld var det så meget desto mere problematisk, når de kropslige drifter drev folk til at forsynde sig mod Gud og lade sig friste uden for ægteskabet.

I 1537 kom Anden københavnske Reces, ifølge hvilken en ægtemand, der begik hor, skulle miste hovedet, og en ægtekvinde druknes. I 1617 fastsatte en forordning straf for lejermål – altså førægteskabelig omgang – til bøder og offentligt skrifte for både den ugifte kvinde og manden ved første og anden forseelse. Forså man sig en tredje gang, kunne manden dømmes til døden og kvinden straffes med kagstrygning – en æreskrænkende piskestraf, der kunne føre til udstødelse af samfundet. Disse bestemmelser blev optaget i Danske Lov af 1683.[11]

Det problematiske resultat og uomtvistelige bevis på sådanne usømmelige relationer var naturligvis de uægte børn, og reformationens massive moralpolitiske kampagner havde sandsynligvis også en betydning for synet på de uægte børn. I middelalderen havde unge kvinder i nød født deres børn i hemmelighed og derefter lagt dem foran eksempelvis kirkeeller klosterdøre. Allerede fra 14-1500-tallet kendes til, at jordemødrene skulle undersøge og afhøre kvinder, der var mistænkt for i hemmelighed at have født deres uægte børn og have skaffet sig af med dem.[12]

I Odense stod byens kag på Justitstorvet – også kendt som Fisketorvet. Ifølge Braunius’ kort fra 1593 var den udformet som en kriger med hævet sværd. Her måtte syndere og forbrydere offentligt lide den stærke smerte og skam, der var forbundet med kagstrygning.

Efter reformationen tog præsteskabet sig ikke længere af hittebørn, som det havde været tilfældet i katolsk tid, hvilket gav anledning til problemer. I et brev fra 1555 påpegede Christian III således, at mange piger havde ladet sig beligge og derefter ombragt børnene eller i hemmelighed lagt dem foran kirkedørene. Da nu præsterne ikke kunne tage sig af dette, befalede han, at nogle dannekvinder et par gange om året skulle gå omkring og se efter, om tjenestepiger og andre ugifte piger beredte sig til barsel.

Udgravningerne ved Møntestræde i 2010 forud for etableringen af den nye museumsbygning.

I 1582 skrev Frederik II til nogle af landets herremænd efter fundet af flere døde fostre, heriblandt et midt på gaden i København:

”Eftersom vi har fået at vide, at der skulle finde meget løsagtighed, skørlevned, synd og last sted i byen, og at deraf følger uhyrlige og ukristelige mord, som dette […] ydermere har vi fået den underretning, at da der er blevet ledt efter samme barns moder, skal der være fundet mange borgerdøtre og andre, som har udgivet sig for at være jomfruer, men som er gravide, hvilken løsagtighed, skørlevned, synd og last så ubludt bedrives, fordi sådant ikke bliver ordentligt straffet, så Gud den almægtigstes guddommelige vrede og straf må vække over jeres by og over alle vore lande og riger […] så vil vi strengt og på det alvorligste befale jer […] at I straks forviser fra byen alle de kvindfolk, som er blevet grebet i hemmeligt skørlevned […]”.[13] Blev der fundet døde eller efterladte børn, måtte jordemødre eller andre ærlige kvinder gå omkring for at undersøge og ’malke’ unge kvinder for at se, om nogen for nyligt havde født.

Reformationstidens intense kamp mod usædelighed førte til, at kvinder dømtes for barnedrab på indicier alene. I 1548 måtte sytten dannekvinder, herunder bispinden i Ribe, gå i forbøn for en kvinde, der skulle henrettes for fødsel i dølgsmål, idet de argumenterede for, at barnet havde været født for tidligt, og at det derfor ikke var overlast, som var årsagen til dets død.[14]

Langt størsteparten af sager om spædbørnsdød blev både før og efter reformationen håndteret i kirkeligt regi og handlede om kvinder, der havde ligget deres barn ihjel, og som derfor skulle pønitere. Overlagte drab på fostre og spædbørn blev, som nævnt, betragtet og behandlet som almindeligt drab.[15] Man var sig dog særdeles bevidst om den potentielle gråzone imellem ihjellægning og drab.

Et andet middel til at skaffe sig af med et uønsket barn var almindelig forsømmelighed, da der i en tid med høj børnedødelighed ikke nødvendigvis var anledning til at mistænke en mor, hvis barn var dødt på grund af sygdom – såfremt moderens sorg syntes oprigtig.

En vigtig skelnen i den sammenhæng var kvindens sociale status – for pønitensen gjaldt som udgangspunkt primært gifte kvinder. Anderledes forholdt det sig, hvis der var tale om ugifte kvinder.

Danske Lov fastlagde, at ”Letfærdige eller besovede kvindfolks børn, som uden ægteskab avlede er”, når de fandtes døde, skulle undersøges for tegn på skade, inden de kunne begraves. Den underliggende antagelse var altså, at der måtte være tale om uheld, når ægtefødte børn, som jo pr. definition måtte være ønskede, døde, mens den ugifte kvinde mistænktes for at have stærkere årsag til at ombringe sit barn.[16] Barnemordet optrådte således nu som en særlig type af mord – begået af ’letfærdige kvindfolk’ – kendetegnet ved illegitimitet og hemmeligholdelse.

Kirsten Petersen blev i 1872 anholdt for at have født i dølgsmål, kvalt barnet og siden gravet det ned i møddingen ved sit hjem i Dansestræde. Kirsten havde tjent i værtshusholder Blochs have på Heden og her mødt en soldat, som hun havde haft et forhold til. Efter hans afrejse opdagede Kirsten graviditeten og skrev til ham, men hørte intet igen – og for at undgå skammen for sig selv og sin familie besluttede hun altså at holde graviditeten skjult og skaffe barnet af vejen. Portrættet stammer fra Odense Politis album med mistænkelige personer.

Med Danske Lov i 1683 blev fosterfordrivelse og drab på spædbørn fastslået som en særskilt forbrydelse med en særdeles alvorlig straf: ”Letfærdige kvindfolk, som deres foster ombringe, skulle miste deres hals, og deres hoved sættes på en stage.” Lige så alvorligt var det, hvis en letfærdig kvinde blev gravid ”og med sin barnefødsel i dølgsmål omgår, og ikke bruger de ordentlige beskikkede midler, som hende og fosteret i sådant tilfælde kunde betjene, og samme barn borte bliver, eller påstås at være dødt født, eller på andre måder omkommet, da skal hun agtes som hvis hun sit foster med vilje havde ombragt”.[17] Søgte man at skjule sine omstændigheder og føde sit barn i hemmelighed uden at tilkalde jordemoderen, og barnet fandtes dødt, blev det altså anset for lige så alvorligt som overlagt mord.

Alvoren i fosterdrab var nok også en vigtig årsag til formaningen om, at præsten skulle sørge for, at barnet kom i kirkegården og ikke i kålhaven. Dermed undgik man de ubehagelige mistanker, som opstod, når stærke regnskyl eller gravearbejder afslørede små skeletter i mudderet – som da gravningen af en ny kanal i København i 1681 åbenbarede ”mange børn i mudderet og jorden, som er myrdede og henkastede”.[18]

Den hårde linje over for disse kvinder blev ført helt frem til 1700-tallets slutning, hvor man igen begyndte at se mere nuanceret på de forhold, som gik forud for fødsler i dølgsmål, men sagerne om de ulykkelige kvinder, som ikke så anden udvej end i hemmelighed at skaffe sig af med deres børn, findes hele vejen op gennem 1800-tallet – og findes for så vidt stadig i dag.

Hvem var moderen?

Reformationstidens erklærede jagt på de usædelige kvinder og de meget skrappe midler, der blev taget i brug, kan være en yderligere indikator på, at barnet er blevet gravet ned i Møntestræde i tiden efter reformationen – sandsynligvis en sen nattetime eller en tidlig morgen, hvor ingen så til. I hvert fald har den, som gravede barnet ned, i modsætning til rids von Aschersleben, der gik fri, mens Sibylle tog hemmeligheden om barnefaderen med sig i graven. Det var altså ikke alle kvinder af stand, der kunne slippe uden om lovens strenge moral.

Fundstedet peger dog i denne sag på, at der næppe var tale om en kvinde fra samfundets top. Et oplagt bud ville være, at moderen kan have været en tjenestepige på eksempelvis Møntergården, der ikke kun stod til at miste sin tjeneste, såfremt svangerskabet blev kendt, men også potentielt stod over for øvrighedens strenge straf. Netop dette tidspunkt i graviditeten ville have været der, hvor omstændighederne blev svære at skjule.

Måske derfor har kvinden fundet en vej til at fremprovokere en abort. Måske kom barnet af sig selv for tidligt og var allerede dødt ved fødslen eller udåndede kort herefter, uden at kvinden behøvede at gøre noget for det. Derefter har blot været tilbage at skjule barnet i sengen, i en lille aflåst kiste eller et tredje sted, indtil en lejlighed til uset at grave det ned bød sig – og derefter fortsætte sit liv og sit arbejde, som om ingenting var hændt.

Faderen kan have tjent her sammen med hende eller et andet sted og ikke have haft interesse i eller mulighed for at gøre en ærbar kone ud af hende. Han kan også have været en herre, der var højere i det sociale hierarki, måske endda gift, og derfor havde interesse i at skjule beviserne på sine handlinger af frygt for, at en ung naiv pige skulle udlægge ham som barnefader. Han kan måske endda have hjulpet den for tidlige fødsel på vej.

Vi finder nok aldrig ud af, hvem der begravede det lille barn i haven eller på brandtomten – om det blev stedt til hvile her eller stille hengemt i nattens mulm og mørke – eller hvorfor det overhovedet skete. Mysteriet om det lille barn i kålhaven må derfor fortsat være et mysterium, der vækker forundring og måske også følelser på tværs af tid og rum.

 

Noter

  1. ^ Jf. samtale med Jesper Lier Boldsen, ADBOU – Retsmedicinsk Institut, Syddansk Universitet.
  2. ^ Jf. Christensen, Anemette: Middelalderbyen Odense, 1988.
  3. ^ Om udgravningen generelt se Thaastrup-Leth, Anne– Kathrine: ”Burned-down Timber-framed Houses in Medieval Odense, Denmark”, i: Kristiansen og Giles: Dwellings, Identities and Homes, 2014, s. 223-230.
  4. ^ Cunningham, Hugh: The invention of childhood, 2007.
  5. ^ Se Kieffer-Olsen, Jakob: Grav og gravskik i det middelalderlige Danmark, 1993, s. 92-93. Bendtsen og Mikkelsen: Rapport fra arkæologisk undersøgelse i Hedensted Kirke, Hatting Herred, Vejle Amt i perioden 4. oktober 2007 – 14. marts 2008, Nationalmuseet, 2009. http://www.kulturarv.dk/publicffdata/documentation/file/doc/94834/public. Udgravninger ved Skt. Knuds kirke har afsløret en kvinde begravet sammen med sit foster, der lå i fødestilling i kvindens mave. Det kunne dog ikke konstateres, om fødslen havde været gået i gang, og moderen var død i barselsseng. Nær graven fandtes to mønter fra 1719 og 1722, en lille vievandsflaske og en saks – udstyr som skulle hjælpe, når den lille skulle til verden og døbes i det hinsides.
  6. ^ Gørlitz og Hoffman: Djævelen i kroppen – synden i hjertet, 1987.
  7. ^ Evenden, Doreen: The Midviwes of Seventeenth Century London, 2006, Appendix B.
  8. ^ Troels-Lund, Troels: Daglig liv i Danmark, XIV, s. 286-87.
  9. ^ Fink-Jensen, Morten: ”Kampen om den indviede jord. Perspektiver på begravelsespraksis i 1600-tallet”, i: Bugge Amundsen, Arne og Laugerud, Henning: Religiøs tro og praksis i den dansk-norske helstat fra reformasjonen til opplysningstid ca. 1500-1814, 2010.
  10. ^ Se Bircherod, Jens: Uddrag af Biskop Jens Bircherods historisk-biographiske Dagbøger for Aarene 1658-1708, 1846, s. 430, 435 og 458.
  11. ^ Se Koefoed, Nina: Besovede kvindfolk og ukærlige barnefædre. Køn, ret og sædelighed i 1700-tallets Danmark, 2008.
  12. ^ Se Jacobsen, Grethe: Kvinder, køn og købstadslovgivning 1400-1600: lovfaste mænd og ærlige kvinder, 1995 samt Grothe Nielsen, Beth: Letfærdige Quindfolk – om Gisle Nielsdatter og andre barnemordersker, 1999, s. 28-29.
  13. ^ Indefra: europæiske kvinders historie belyst ved kildetekster, 1999, s. 168-169..
  14. ^ Jacobsen, Grethe: Kvinder, køn og købstadslovgivning, s. 234. Ribe Rådstuedombog 12/4 1548.
  15. ^ Grothe Nielsen: Letfærdige qvindfolk, s. 25-27.
  16. ^ Danske Lov 6-6-9. Se også eksempelvis Koefoed, Nina: ”I ly af natten”, Kulturstudier, juni 2015, pp. 56-78, s. 61-63.
  17. ^ Danske Lov 6-6-7.
  18. ^ Bircherod: Uddrag af historisk-biographiske Dagbøger, s. 207.
  19. ^ For eksempler på sådanne sager se Grothe Nielsen: Letfærdige qvindfolk. Hansen, Annette: ”De hemmelige fødsler: en analyse af årsagerne til fødsler i dølgsmål og fosterdrab på Fyn 1850-1880”, speciale, Syddansk Universitet 2011. Birger Madsen, Agnete: Et barnelig i en kuffert. Om fødsler i dølgsmål, barnemord og fosterfordrivelse i Danmark 1900-1950, 2014.

 

Emner: Møntergården, Arkæologi, Historie, religion, Barneskelet, fosterdrab, fødsler i dølgsmål, Museumsbygning, begravet, affaldsgrubber, brandtomt, Overgade 46(middelalderen), Møntergården(1600-tallet), Falk Gøye til Hvidkilde, Byens Bæk, Sortebrødrekloster stræde, Religion(middelalderen katolske teologi), dåb, St. Augustin, Thomas Aquinas, dødfødte børn, kirkeordinansen fra 1539, jordemødre, udøbte børn, kirkegård, kålhave, Danske Kancelli, epitafie, abort, trolddom, fosterfordrivelse, forbrydelse, straf, Danske Lov af 1683, reformation, hittebørn, dannekvinder, fødsel i dølgsmål, ihjellægning, drab, Sibylle Gøye, Mourids von Aschersleben
©