Billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen 150 år

– med uddrag af kapitlet "Arbejds- og familieliv, 1892-1902" fra bogen Billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen (2013)

Anne Marie Brodersen blev født i 1863 på årets længste dag, der oven i købet var en søndag. Hun har selv givet udtryk for, at disse omstændigheder havde varslet godt for hendes liv. Da hun tillige var rundet af en velstående proprietærfamilie og var sin fars øjesten, fik hun i kraft af sine evner og stålsatte karakter lov til at uddanne sig som billedhugger – den mest kraftbetonede og derfor mest mandsdominerede af kunstens discipliner -frem for som sin søster og de fleste unge kvinder fra samme samfundslag at forberede sig til en fremtid som husmoder.

Ubekendt fotograf: “Portræt af Anne Marie Carl-Nielsen med Thorvaldsen-Medaillen”. 1932. Fotografi. Carl Nielsen Museet.

I Anne Marie Brodersens generation var der ikke mange kvindelige billedhuggere, og hun hørte til det fåtal, der magtede at gøre sig gældende på lige fod med de bedste mandlige kunstnere. Således kom hun til at udføre to af kunsthistoriens mest prestigefyldte skulpturelle opgaver. For det første fik hun bestilling på tre bronzedøre til en af landets ældste domkirker, Ribe Domkirke, og for det andet vandt hun konkurrencen om en kongelig rytterstatue, nemlig af Christian 9., med henblik på opstilling på Christiansborg Ridebane. Men hendes hu stod især til skildringer af landbrugets dyr, som hun var vokset op med og derfor havde et specielt og fortroligt forhold til. Hun blev allerede som ung kendt for sine naturalistiske og usædvanligt livfulde dyrestatuetter. Anne Marie Brodersens særlige talent for at afæske levende væsener deres personlighed gjorde hende ligeledes til en skattet portrætkunstner, hvorfor hun fik mange bestillinger på buster samt medaljonportrætter til blandt andet gravmæler.

Som 21-årig mødte Anne Marie Brodersen musikeren Carl Nielsen, der ligeledes var vokset op på landet, men under ganske anderledes og beskedne kår end hende. Han udviklede sig som bekendt til at blive en verdensberømt komponist. De to forelskede sig hovedkulds i hinanden, mens de begge var på studieophold i Paris. De giftede sig meget hurtigt og tog på bryllupsrejse til Italien til hendes forældres bestyrtelse. Men familien Brodersen forligede sig snart med også denne side af datterens egenrådighed, ikke mindst fordi den fandt Carl Nielsen sympatisk. Hurtigt satte Anne Marie, nu med efternavnet Carl-Nielsen, tre børn i verden og fortsatte ufortrødent sit kunstneriske virke uden hensyntagen til samtidens forventninger til en moder om primært at tage vare på sin familie. Gennemgående bakkede Carl Nielsen op om sin kones karriere, selv om det undertiden faldt ham svært at undvære hende under hendes mange og ofte langvarige ophold fjernt fra hjemmet i forbindelse med udførelse af forskellige arbejdsopgaver. Det resulterede i en række ægteskabelige kontroverser, som det dog lykkedes parterne at lægge bag sig. Et sidespring fra Carl Nielsens side fik imidlertid så alvorlige følger for ægteskabet, at det over en længere årrække nærmest var gået i opløsning. Men denne barriere overvandt de i kraft af deres enestående og gensidige tilknytning.

1a. Forlæg til titelblad til Carl Nielsens Opus 4: Musik til Fem Digte af J.P Jacobsen 1892. Akvarel og tusch på papir. 33,5 cm x 26,2. Carl Nielsen Museet.

Anne Marie Carl-Nielsen opnåede megen anerkendelse for sit kunstneriske virke. Således fik hun efter afsløringen af rytterstatuen af Christian 9. den ganske særlige kongelige hæder Ingenio et Arti (latin for: For Kløgt og Kunst). Men også Kunstakademiets højeste udmærkelse for en billedhugger, Thorvaldsen-Medaillen, blev hun tildelt. Efter hendes død i 1945 tilvejebragte kunstnersammenslutningen Den Frie Udstilling, som hun havde været medlem af, en stor mindeudstilling for hende.

I anledning af at Anne Marie Carl-Nielsen fylder 150 år i 2013, udgiver Odense Bys Museer en stor forskningsbaseret og rigt illustreret biografi om hendes liv og virke, som undertegnede har fornøjelsen af at udarbejde. Det sker ud fra en overordnet kunsthistorisk synsvinkel med inddragelse af relevante aspekter inden for samfunds-, kultur- og kvindehistorie for på denne måde at kunne forstå hendes værker og hendes handlinger.

Anne Marie Carl-Nielsen har kun i yderst begrænset omfang skrevet om sit liv og virke, men mere flittigt fortalt herom til pressen, dog gennemgående i form af variationer over temaet om et lykkeligt liv og virke. Parrets yngste datter, maleren Anne Marie Telmányi, har også gjort sit med hensyn til forældrenes ihukommelse. 1 1965 udgav hun sine “lette og muntre” erindringer fra barndomshjemmet, og i 1979 så en antologisk biografi om moderen dagens lys. Efterfølgende udgivelser om Anne Marie Carl-Nielsens liv og virke har i vid udstrækning baseret sig på disse noget forherligende udgivelser, der er ret upræcise med hensyn til faktuelle oplysninger. I den forestående publikation om billedhuggeren er det tanken at grave et spadestik dybere med henblik på at tilvejebringe et mere nuanceret billede af Anne Marie Carl-Nielsen som kunstner og menneske.

På de følgende sider bringes et uddrag af manuskriptet til bogen om billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945), nemlig fra kapitlet Arbejds- og familieliv, 1892-1902.

1b. Ubekendt kunstner: “Damen med enhjørningen”. Ca. 1480. Gobelin, uld og silke. Ca. 300 cm x 400 cm. Musée National du Moyen Age – Thermes de Cluny, Paris.
Carl Nielsen satte i 1891 musik til nogle af den nyligt afdøde forfatter J.P. Jacobsens digte. Dette første af to hæfter, der udkom i 1892 og rummede noder til blandt andet Irmelin Rose, var forsynet med titelblad tegnet af Anne Marie Carl-Nielsen. Hun har ladet sig inspirere af en af de i alt seks overordentlig smukke senmiddelalderlige billedvævninger, som hun havde set i Paris sammen med Carl Nielsen i en rus af forelskelse. Serien tolkes som en allegori over de fem sanser samt et billede på, at man ikke udelukkende bør hengive sig hertil. Selv om Anne Marie Carl-Nielsens intentioner med titelbladet var de allerbedste, havde hun ikke megen erfaring med grafik, hvorfor kompositionen er blevet temmelig rodet.

Anne Marie Carl-Nielsens portrætter af sine børn

Den 9. december 1891 satte Anne Marie Carl-Nielsen sit første barn i verden. Datteren blev døbt Irmelin Johanne. Det første navn, hendes kaldenavn, var inspireret af den unge og nyligt afdøde moderne forfatter J.P. Jacobsens digt om den dejlige kongedatter Irmelin Rose[1]; det var blevet udgivet posthumt i samlingen Digte og Udkast i 1886. Carl Nielsen havde tidligere på året 1891 komponeret musik til blandt andet Irmelin Rose, som blev udgivet under titlen Musik til Fem Digte af J.P. Jacobsen (Opus 4) i 1892 med forsideillustration af Anne Marie Carl-Nielsen (fig. 1a-b). Carl Nielsen interesserede sig nemlig for litteratur og især for poesi, hvilket allerede nogle år tidligere havde manifesteret sig i, at han havde sat musik til nævnte forfatters lille poetiske arbejde Alle de voksende Skygger og foræret kompositionen til sin daværende kæreste Emilie Demant.[2] For Carl Nielsen besad J.P. Jacobsens poesi noget ganske særligt og sensuelt, hvorfor komponisten benyttede digterens arbejder i forbindelse med nogle af sine egne kærlighedsbudskaber. Carl Nielsen var tilsyneladende tættere knyttet til sin førstefødte end til sine andre børn. Irmelin udviklede sig i alle tilfælde til at blive den mest musikalske af dem, hvilket sikkert har haft betydning for deres relation. I henhold til familien Brodersens tradition blev Anne Marie Carl-Nielsens børn opkaldt efter en af anerne; den ældste datter fik således sit andet fornavn efter mormoderen. Under familien Carl Nielsens lange sommerophold i 1892 i Anne Marie Carl-Nielsens barndomshjem, proprietærgården Thygesminde i Sdr. Stenderup, modellerede billedhuggeren sin kravlende datter i voks og støbte efterfølgende statuetten i gips (fig. 2).[3] Dette lille og uprætentiøse arbejde er sandsynligvis Anne Marie Carl-Nielsens første barneportræt. Der eksisterer imidlertid også et andet minde fra familien Carl Nielsens ferie i Jylland, idet far, mor og datter i vældigt humør lod sig forevige hos en professionel fotograf i Kolding (fig. 3).

2. “Liggende barn”. (1892). Gips. 5,5 cm x 13,0 cm x 6,5 cm. Carl Nielsen Museet.
Denne lille realistiske gipsstatuette forestiller datteren Irmelin, der uden en trævl på kroppen kravler af sted. Den lille figur må være blevet skabt, da hun var godt et halvt år gammel. Familien Carl Nielsen tilbragte sommermånederne i 1892 hos hendes forældre på Thygesminde, men Carl Nielsen måtte returnere til København før resten af den lille familie for at passe sit arbejde. I denne forbindelse skrev han til sin kone den 27. august følgende om hendes skildring af datteren: “Husk at sende bud efter Gibs i tide, at Du ikke skal spilde en Dag med at vente paa det. For [skulpturen af] Irmelin skal vel støbes?”
3. Oscar Wils, Kolding: “Det nybagte forældrepar, Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen, med datteren Irmelin”. (1892). Affotografering af foto i Det Kongelige Bibliotek.

Mens Anne Marie og Carl Nielsen ser temmelig mutte ud på et fiktivt bryllupsbillede fra 1891, er stemningen anderledes munter, ja ligefrem sprudlende, på dette foto, hvor far og mor er foreviget med deres førstefødte. Datteren Irmelin, der lige akkurat kunne stå, når hun blev støttet, må følgelig være knap et år gammel, da fotoet blev taget. Det foregik hos en professionel fotograf i Kolding i slutningen af familiens flere måneder lange ophold i sommeren 1892 på Thygesminde.

Den 4. marts 1893 fødte Anne Marie Carl-Nielsen til sin egen og sin mands store fortrydelse endnu en datter. Carl Nielsen noterede under denne dato i sin dagbog: “Det var ikke med Glæde vi modtog dette Barn; thi vi havde begge ønsket inderligt at det maatte blive en Søn”. [4] Skuffelsen blev ikke mindre af, at datteren ifølge familiekrøniken var “meget grim”. Det var endda så galt, berettede hun selv i sine erindringer fra barndomshjemmet, at “… min fader [fortav] helt min ankomst, når de spurgte i Kapellet – “[5] Trods dette har Anne Marie Carl-Nielsen fastholdt sin yngste datters udseende i et lille relief, da hun var fem måneder gammel (fig. 4). Barnets noget uheldige fremtoning anfægtede åbenbart ikke den kunstneriske mor i at portrættere hende med sin vanlige naturalistisk-realistiske tilgang til sit arbejde. Datteren, der blev opkaldt efter både sin mor og sin mormor, kom til at hedde Anne Marie Frederikke, men kaldtes Søs. Hun udviklede sig imidlertid hurtigt i gunstig retning; således noterede faderen, da hun var trekvart år gammel: “Søs er bleven kjøn.”[6] Carl Nielsen-parrets yngste datter slægtede sin mor på og viste tidligt evner inden for tegne- og malerkunsten. Dette begrunder sikkert deres specielle tilknytning livet igennem.

4. “Portræt af Søs”. 1893. Voks. 12,5 cm x 9,0 cm x 2,0 cm. Carl Nielsen Museet.
Anne Marie Carl-Nielsen har skildret sin yngste datter Anne Marie Frederikke, kaldet Søs, som den lidet kønne baby, hun efter sigende skulle have været. Moderen har forholdt sig nøgternt til dette faktum og har valgt en kunstnerisk form, et relief, der minder om antikkens og renæssancens mønter og medaljer, hvor den portrætterede hoved og brystparti ses i profil og omkranses af en uddybende inskription. Teksten på dette lille private arbejde lyder: “Således:så:Anne:Marie:ud:da:hun:var:V [5] :mån[eder] / Sommer:1893”. Det er især det flade baghoved, der bidrager til barnets fosteragtigt og uskønne udseende.
5. “Så stor”. (1895-96). Bronze. Højde: 16 cm. Carl Nielsen Museet.
Anne Marie Carl-Nielsens skulptur skildrer sønnen Hans Børge ivrigt optaget af den populære småbørnsleg, hvor barnet animeres at til vise, hvor stort, det er, ved at række armene højt op over hovedet. Vanskelighederne i denne træning i barnets motoriske færdigheder har hun med sikker sans indfanget i den asymmetriske armbevægelse, som indikerer at det endnu kniber for den lille dreng at holde balancen. Den stolte mor har fremstillet sin søn nøgen, så man rigtigt kan fornøje sig ved hans trinde krop, som er et lille Jesusbarn værdigt.
6a. Ubekendt fotograf: “Portræt af Hans Børge Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen”. (1896). Carl Nielsen Museet. Fotografi. 13,5 cm x 8,3 cm.

Anne Marie og Carl Nielsen havde næppe planlagt at få flere børn, i alle tilfælde ikke mens deres anden datter endnu var lille, for hustruen skrev til sin mand, da han i efteråret 1894 var på et par måneders studietur i Tyskland[7], at “Din kjærreste Pig(e) har det efter Kvinders vis og det er jo godt”[8] Men kort tid efter blev hun alligevel gravid igen og fødte den 5. september 1895 en søn. Han døbtes Hans Børge og var således opkaldt efter sin afdøde morbror Hans (Heinrich) og flere andre med navnet “Hans” i den Brodersenske familie. Anne Marie Carl-Nielsen portrætterede mere flittigt sin lille søn end sine døtre, da de var små. Det kan muligvis hænge sammen med, at hun efterhånden var blevet mere fortrolig med børn som motiv i sin kunst. Men det grundede sig antagelig i højere grad på, at der lige siden antikken havde været tradition for at skildre drengebørn, men ikke pigebørn. I billedkunsten optræder mindreårige drenge ofte nøgne; der tænkes eksempelvis på de smådrenge, som den græsk-romerske mytologis vingud Bacchus omgav sig med, og inden for den kristne kunst især på Jesusbarnet. Dertil kom de mange putti (italiensk for: små drenge), der igennem tiderne er blevet anvendt som dekorative elementer i form af søde små nøgne og buttede skikkelser. Anne Marie Carl-Nielsen har blandt andet skildret sin søn som den lille charmetrold, han åbenbart var (fig. 5), men så desuden et potentiale i hans lille velpolstrede figur som netop et bacchusbarn (fig. 6a-c). I tilknytning til sidstnævnte motiv fortæller hans ældre søster i sine erindringer om en modelseance med den leende Hans Børge, at “… Madam Jensen [tjeneste- og barnepigen] skulle kilde ham på maven for at få ham til at le.”[9] Den lille dreng må imidlertid have været ret lattermild af sind, for Anne Marie Carl-Nielsen har ligeledes skildret ham sådan som toårig i en lille bronzeplakette (fig. 7); det er muligvis originalmodellen i voks af dette arbejde, hun viste på kunstnersammenslutningen Den Fries udstilling i 1897 under titlen Smilende Barnehoved.[10] Ulykkeligvis blev Hans Børge på et eller andet tidspunkt i førskolealderen angrebet af cerebrospiral meningitis (latin for: betændelse af eller i forbindelse med hjerne og rygmarv), som gik ud over hans mentale og til dels også hans fysiske udvikling. Såvel forældrene som søstrene viste ham megen omsorg, så længe henholdsvis de og han levede.

6b. “Bacchusbarn”. (1898). Bronze. Højde: 21 cm.
6c. Bacchusbarn. Også benævnt: “Bacchusbarn med druer”. 1906. Højde (netto): 92,0 cm. Rådhushaven, Kolding.
Anne Marie Carl-Nielsen benyttede sin søn i en alder af et-to år som model til statuetten Bacchusbarn.Dette ret groft modellerede værk forfinede og forstørrede hun og viste på Den Fries udstilling i 1898 i en gipsudgave. Det var sandsynligvis ved denne lejlighed, hun udstyrede drengen med drueklaser i hænderne og ved fødderne, så skulpturen af hendes søn nu blev forvandlet til et mere almengyldigt motiv: en lille vingud med relation til den græsk-romerske mytologi. Kolding Kommune købte i 1933 værket med henblik på opstilling som en vandkunst i Rådhushaven; i denne forbindelse blev værket suppleret af et par vandspyende snegle ligeledes skabt af Anne Marie Carl-Nielsen. Skulpturen købtes også til opstilling i Kildeparken i Aalborg og af Staatliche Kunstsammlungen Dresden.
7. “Portræt af Hans Børge”. (1896-97). Bronze. 15,5 cm x 14,0 cm x 2,5 cm. Betegnet (indridset på aversen): AM-CN. Carl Nielsen Museet.
Anne Marie Carl-Nielsen har i dette relief skildret Hans Børge som en livsglad lille størrelse. Ligesom i portrættet af den ældre søster som baby (fig. 2) ses sønnen også i profil, men hans portræt er indsat i en rektangulær ramme dekoreret af en perlestav. Det er sandsynligvis dette lille værk, der blev vist i sit primære stadium i voks og uden ramme på Den Fries udstilling i 1897 under titlen Smilende Barnehoved.
8a. “Portræt af Hans Børge”. 1902. Bronze. 50,5 cm x 31,0 cm. Betegnet: H/10-12.02 A M C-N fB. Carl Nielsen Museet.
Anne Marie Carl-Nielsen har bestræbt sig på, at de fire portrætter af hendes familiemedlemmer skulle fungere som en suite, idet formaterne er omtrent ens, ligesom alle fire personer er skildret i profil og med ansigterne lagt i alvorlige folder. Billedhuggeren skabte portrætterne hjemme i familiens første større lejlighed på Toldbodvej 6 (nu: Esplanaden), som den var flyttet ind i til oktober-flyttedag i 1899. Anne Marie Telmányi har kort beskrevet situationen således i sine barndomserindringer: “Min moder arbejdede dengang i et stort lyst rum med høje vinduer, hvor hun blandt andet udførte fire portræt-relieffer, et af far og et af hver af de tre børn.” Portrætterne af børnene, men ikke dét af Carl Nielsen, blev vist på Den Fries udstilling i 1903.
8b. “Portræt af Søs”. 1902. Bronze. 49,0 cm x 32,0 cm. Betegnet (reversen): October 1902 A-M-C-N f. Brodersen. Carl Nielsen Museet.
På fotoet, der er taget af Carl Nielsens gode ven og protege, godsejeren Viggo Neergaard til Fuglsang, sidder familien Carl Nielsen hyggeligt samlet i dagligstuen på Toldbodvej 6, hvor de boede i årene 1899-1906. Tilsyneladende morer de sig over en passage i dén bog, Carl Nielsen læser højt af. På væggene bag familien hænger reproduktioner af kunstværker og enkelte originale grafiske arbejder. Øverst til venstre ses en større gengivelse af Sandro Botticellis verdensberømte maleri La Primavera, som Carl Nielsen-parret sandsynligvis har hjembragt fra deres studierejse i 1899-1900. Denne italienske renæssancemalers raffinerede stil har Anne Marie Carl-Nielsen taget til sig især i portrætterne af sine døtre fra 1902 (fig. 8b og c). På fotoet ses til højre i midten maleren Johan Rohdes litografiske portræt af J.F. Willumsen fra ca. 1894; det var ifølge påskriften en gave fra Rohde: “Billedhuggeren Fru Carl Nielsen venligst fra Johan Rohde”.
8c. “Portræt af Irmelin “. 1902. Gips. 49,5 cm x 32,0 cm. Betegnet: AMC-N f Brodersen 20/10 1902. Carl Nielsen Museet.
8d. “Portræt af Carl Nielsen “. Ca. 1894-95. Gips. 52,0 cm x 32,2 cm. Carl Nielsen Museet.

Anne Marie Carl-Nielsen skabte i 1902 sin mands og sine børns kontrafejer i fire selvstændige og forholdsvis store relieffer. På grund af deres omtrent ensartede formater, og fordi alle personerne er skildret i profil, fik det dem til at fungere som en suite (fig. 8a-d). De stramt komponerede og yndefulde børneportrætter – og i særdeleshed pigeportrætterne – synes inspireret af den italienske renæssance og specifikt af maleren Sandro Botticelli. Det er ikke så underligt, da Anne Marie og Carl Nielsen kort tid forinden i forbindelse med deres studierejse til Italien i 1899-1900 havde haft et kort ophold i blandt andet renæssancens højborg Firenze. Det er antagelig på denne tur, de i Uffizierne havde set eller genset Botticellis kendte maleri La Primavera (italiensk for: Foråret) og derfra hjembragt den store reproduktion af det berømte mytologiske værk, som prydede den ene væg i deres dagligstue på Toldbodvej 6 (nu: Esplanaden), sådan som det ses på et familiefoto fra ca. 1904 (fig. 9a og b). De tre børneportrætter, men ikke kontrafejet af Carl Nielsen, blev vist i 1903 på Den Fries udstilling, hvor de gjorde sig gældende som eksempler på Anne Marie Carl-Nielsens evner som portrætkunstner.[11] Det var i tiden derefter, hun for alvor begyndte at få bestillinger på forskellige typer af portrætter.

9a. Viggo Neergaard: “Familien Carl Nielsen i hjemmets dagligstue på Toldbodvej (nu: Esplanaden)”. Omkring 1904-06.
9b. Sandro Botticelli (1444/45-1510): “La Primavera”. Ca. 1480. Tempera grassa (latin for: blande, farve blandet med æg som bindemiddel) på træ. 203,0 cm x 314,0 cm.
10. “Portræt af Maren Kirstine Jørgensen”. (1891). Bronze. Diameter: 15,0 cm. Betegnet (indridset i pladen, t.v.): Til Carl. Carl Nielsen Museet.
Anne Marie Carl-Nielsen skabte antagelig originalmodellen i voks til dette medaljonportræt af sin svigermor, da de to traf hinanden første gang i sommeren 1891, kort tid før svigerforældrene emigrerede til Amerika. Om arbejdet umiddelbart eller først senere er blevet støbt i bronze, er ikke klart. Der er tale om et klassisk smukt portræt af den 58-årige kvinde, der trods et slidsomt liv stadig har en rank holdning; hendes lange hår er sat i tidens traditionelle frisure med en knude i nakken. Man fornemmer, at billedhuggeren har lagt sine naturalistisk-realistiske tilbøjeligheder en smule til side til fordel for en lettere idealiseret skildring, idet værket var tilegnet Carl Nielsen og rimeligvis tænkt som hans sidste minde om moderen. Ægteparret Jørgensen fandt sig ikke til rette i Amerika og vendte derfor hjem til Danmark i 1895.
11. “Portræt af Niels Jørgensen”. 1901. Bronze. 49,0 cm x 32,0 cm. Betegnet (indridset f.n.): 24/11/1901 AMC-N. Carl Nielsen Museet.
Til forskel fra den ti år ældre portrætmedaljonen af sin svigermor (fig. 10) valgte Anne Marie Carl-Nielsen at skildre sin svigerfar i et større relief, der med hensyn til format og form er beslægtet med hendes portrætter af børnene og husbonden (fig. 8a-d). I modsætning til portrættet af Carl Nielsens mor viser portrættet af hans far en ældre mand. Den forhenværende håndværksmaler og spillemand er portrætteret i en alder af 66 år og tydeligt tynget ikke bare af alderen, men også af en fejlslagen udvandring til Amerika, sin kones død i 1896, en yderst beskeden økonomi og aftægt hos sin yngste søn og svigerdatter, hvor han ikke befandt sig vel.

Anne Marie Carl-Nielsens portrætter af voksne familiemedlemmer

I løbet af de første ti år af sit ægteskab udførte Anne Marie Carl-Nielsen flere portrætter af sine egne og af sin mands voksne familiemedlemmer. Til disse værker af privat karakter var relieffet hendes foretrukne form, hvilket antagelig skyldtes, at det flade arbejde var hurtigere at lave end en tredimensionel buste, ligesom det var mindre pladskrævende at udføre. Med hensyn til sidstnævnte var Anne Marie Carl-Nielsen i en vis udstrækning henvist til at arbejde hjemme i familiens lejlighed, idet det først var fra januar 1897, der blev råd til, at hun kunne få et stort atelier, nærmere betegnet et lagerlokale på Frihavnens østmole, udlejet af Københavns Havnevæsen.[12] De nævne familieportrætter var tilsyneladende arbejder, hun udførte derhjemme i pauserne mellem sin deltagelse i konkurrencer, et mindre antal bestillingsopgaver, flere udstillinger og et par udenlandsrejser med det formål dels at glæde sine nærmeste og dels at holde sine færdigheder ved lige.

12a. “Portræt af Frederikke Brodersen”. 1885. Bronze. 2,5 cm x 17,0 cm. Betegnet (på kjoleudskæringen): M.B. 1885.
12b. “Portræt af Tante Maren”. (1898). Gips. 21,0 cm x 17,0 cm. Carl Nielsen Museet.
Selv om portrætterne af de to ældre søstre, Anne Marie Carl-Nielsens mor (1825-1904) og mosteren, kaldet Tante Maren (1823-1912), er skabt med 13 års mellemrum, har billedhuggeren alligevel formet dem som pendantportrætter. Men mens hun har ladet moderens portræt støbe i bronze, har der åbenbart ikke været råd til eller interesse for at lade sidstnævnte omsætte til det ædlere materiale. De to kvinder er begge skildret i profil med stor vægt lagt på deres pyntelige hovedtøj, der symboliserede værdigheden som gift frue.

Anne Marie Carl-Nielsen havde, i forbindelse med at hun blev introduceret for Carl Nielsens forældre i sommeren 1891, portrætteret hans mor Maren Kirstine Jørgensen, endda både i form af en større plakette og en mindre, men meget gennemarbejdet medaljon. Sidstnævnte værk tilegnede billedhuggeren Carl Nielsen (fig. 10), idet hun må have været opmærksom på, at han var tæt knyttet til sin mor. Denne portrætmedaljon skulle derfor tjene Carl Nielsen som en erindring om hende, idet han dengang ikke vidste, om han nogensinde ville få hende at se igen; hans forældre stod nemlig lige for at skulle emigrere til Amerika. Svigerfaderen portrætterede Anne Marie Carl-Nielsen også (fig. 11), men først nogen tid efter at han og hustruen i 1895 skuffede var returneret til Danmark. De havde ikke kunnet finde sig til rette i det fremmede, selv om de dér havde flere af deres voksne børn omkring sig.

Anne Marie Carl-Nielsen havde allerede som ung fastholdt sin mors ansigtstræk i en buste og gjorde det igen i 1885 i en mindre bronzeplakette (fig. 12a). Dette arbejde fulgte hun op i 1898-99 med en pendant af mosteren, kaldet Tante Maren (12b). Sidstnævnte arbejde forblev dog i gips. Det kan undre, at Anne Marie Carl-Nielsen tilsyneladende ikke havde foreviget sin far, for det havde unægtelig have været mere oplagt at lade ham optræde som pendant til moderens portræt end hendes søster. Det var rimeligvis på denne baggrund, at Carl Nielsen pietetsfuld sendte følgende opfordring til sin hustru, da hun sad ved sin faders dødsleje: “Min Ven! Hvis Du kan se Dit Snit og tage nogle ydre Omrids af Papas Hovedform i Vox saa gjør det endelig; men giv Dig ikke til at modellere ham, det vilde tage altfor meget baade for Dig og ham. Og pas saa paa Dig selv at Du ikke bliver bevæget naar Du mindst aner det; husk han er saa fintmærkende.”[13] Anne Marie Carl-Nielsen fulgte henstillingen, og resultatet foreligger i form af et fragmentarisk bevaret reliefportræt i voks af en ældre herre (fig. 13a). Relieffet har hidtil været betragtet som forestillende Carl Nielsen, men det har så påfaldende lighed med Poul Julius Brodersens udseende på et fotografi, taget på hans ældre dage, at det kun kan være ham (fig. 13b).

13a. “Portræt af Poul Julius Brodersen”. (1899). Voks. Bruttomål: 24,0 cm x 11,5 cm.
13b. Oscar Wils, Kolding: “Anne Marie Brodersens forældre, proprietær Poul Julius Brodersen og hustru Frederikke Johanne Kirstine Gylling”. Ubekendt år. Fotografi Carl Nielsen Museet, affotografering af foto i Det Kgl. Bibliotek.
Dette portræt i voks af en ældre mand har hidtil været anset for at være en skildring fra 1924 af Carl Nielsen, altså skabt samme år, som Anne Marie Carl-Nielsen fremstillede sin mands medaljonportræt i gips. Men kontrafejet i voks ligner ikke udpræget Carl Nielsen, derimod er der stor overensstemmelse med et af de få kendte portrætfotos af hendes far Poul Julius Brodersen med den næsten skaldede isse og de karakteristiske stærkt buskede øjenbryn. Portrættet af faderen må derfor være blevet skabt, da han lå for døden i 1899, sådan som Carl Nielsen havde foreslået sin kone at gøre det. Hun havde nemlig aldrig før portrætteret Papa, som hun kaldte sin far; han havde næppe tilladt det.

Anne Marie Carl-Nielsen tog sig også tid til – uvist hvornår – at skabe et mindre profilportræt i bronze af sin søster, som hun så en hel del til, nemlig blandt andet under besøgene på Thygesminde, hvor Lucie Brodersen boede og flittigt hjalp til med eller decideret forestod gårdens husholdning; hun tog sig desuden en del af Anne Marie Carl-Nielsens børn, så denne kunne få arbejdsro. Lucie Brodersen besøgte ofte Carl Nielsen-familien i København, hvor hun ledsagede dem på udstillinger og til koncerter, men hun stod ligeledes trofast bi i ugevis i forbindelse med søsterens fødsler i 1893 og 1895, den sidste med et efterfølgende langvarigt sygeleje.[14]

14. Portræt. Også benævnt: “Portræt af Lucie Brodersen”. (1895-96). Kridtsten [kalksten], bemalet med ramme af træ. Nettomål: 62,0 cm x 51,5 cm. Carl Nielsen Museet.
I dette relief, skåret i kridtsten, tog Anne Marie Carl-Nielsen tråden op fra sine tidligere eksperimenter med noget, der svarer til malernes kunstnerkeramik, og kombinerer traditionelt monokromt billedhuggerarbejde med farver. Desværre er farverne falmet i årenes løb, men modellens gyldne hår og grønne kjole er endnu fremtrædende, mens man kan ane spor af rødt på læberne, blåt i øjnene og en rosa teint som kontrast til den kridthvide grund og den sorte ramme. Anne Marie Carl-Nielsen forærede relieffet til søsteren Lucie, der havde siddet model til værket, umiddelbart efter at det havde været vist på Den Fries udstilling i 1896. Anne Marie Carl-Nielsen skrev om relieffets færdiggørelse i et brev fra 19. marts 1896 til sin mand, der var i Dresden for at dirigere sin egen symfoni nr. 1 (opus 7): “I Dag har jeg omtrent fuldendt [portrætrelieffet af] Lucie, jeg har haft det i Ove

Anne Marie Carl-Nielsen forsøgte sig en enkelt gang med et større farvelagt portræt skåret i kridtsten af søsteren (fig. 14). Billedhuggeren må have været tilfreds med resultatet, for hun viste arbejdet på Den Fries udstilling i 1896 sammen med sine statuer -hendes første store arbejder forestillende et par liggende tigre – i samme materiale.[15] Lucie Brodersen havde dog visse forbehold over for sit kontrafej, hvilket hun gav udtryk for i sit brev af 20. juni 1896 til Anne Marie Carl-Nielsen, samtidig med at hun behørigt takkede for kunstværket, som hun netop havde modtaget som gave: “Tak, jeg glemte næsten at takke for mit store Hoved, du ser godt ud her, men dog ikke så godt som der hvor du lavede det; Størrelsen altererer alle, og så siger de alle at jeg ser bedre ud i Virkelighed end derpå, jeg selv synes det er dejligt og så de friske Farver i den sorte Ramme, næsten noget Sansebedårende i denne gruelige Varme vi har haft; det hænger over Puffe i det forreste Værelse [i barndomshjemmet Thygesminde] med Lyset fra højre …”. [16] Det farvelagte arbejde, hvorpå Lucie Brodersen figurerer med sin gyldne hårpragt og græsgrønne kjole, kan i et lidt længere perspektiv ses som en videreudvikling af Anne Marie Carl-Nielsens forsøg med polykrome skulpturer i begyndelsen af 1890’erne, men det relaterer sig desuden til hendes to konkurrenceforslag fra 1894-95 til udsmykningen af Københavns nye rådhus.

Sammenfatning

Anne Marie Carl-Nielsens arbejde med de mange portrætter af familien skærpede hendes iagttagelsesevne, og hendes visning af flere af disse værker på udstillinger fik markeret hende som en dygtig portrætkunstner. Hun fik derfor i sine modne år en hel del bestillinger på forskelligartede typer af portrætter til forskellige formål spændende fra medaljonportrætter til blandt andet gravsten, buster af prominente personer til opstilling i offentlige institutioner samt et par rytterportrætter i statuetteformat og endelig en rytterstatue af Christian IX. Gennem ikke mindst sådanne bestillingsopgaver tjente hun godt og bidrog væsentligt til familiens økonomi, hvilket var en vigtig pointe for hende, der var rundet af en driftig familie.

 

Noter

  1. ^ Første vers i Irmelin Rose lyder således: “Se, der var en Gang en Konge, / Mangen Skat han kaldte sin, / Navnet paa den allerbedste / Vidste hver var Irmelin, / Irmelin Rose, /Irmelin Sol, /Irmelin Alt, /hvad der var dejligt.”
  2. ^ Fellow, John: “Forord” i: Demant Hatt, Emilie: Foraarsbølger. Erindringer om Carl Nielsen. Udgivet af John Fellow. Multivers 2002, p. 9 og Demant Hatt, Emilie, op.cit., pp. 47 og 66-69.
  3. ^ Brev fra Carl Nielsen i København af 27. august 1892 til sin kone på Thygesminde, jf. Fellow, John (red.): Carl Nielsen Brevudgaven. Bd. 1. Multivers. København 2005, p. 264.
  4. ^ Op.cit., p. 290.
  5. ^ Telmányi, Anne Marie: Mit barndomshjem. Erindringer om Anne Marie og Carl Nielsen skrevet af deres datter. 2. udgave. Thaning & Appel 1966, p. 24.
  6. ^ Fellow, John (red.), op.cit., p. 314.
  7. ^ John Fellows uddybende kommentar til Carl Nielsens brev af 27. marts 1894 til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet, op.cit., p. 324.
  8. ^ Brev fra Anne Marie Carl-Nielsen i København af 19. oktober 1894 til husbonden i Berlin, jf. op.cit., p. 347.
  9. ^ Telmányi, Anne Marie, op.cit., p. 25.
  10. ^ U. red.: Fortegnelse Over Kunstværker Paa Den Frie Udstilling 1897. J. Jørgensen & Co. (M.A. Hannover). København [1897], kat. 18: Smilende Barne-hoved. Relief i Voks.
  11. ^ U. red.: Fortegnelse Over Kunstværker Paa Den Frie Udstilling 1903. J. Jørgensen & Co. (M.A. Hannover). København [1903], kat. 9-11.
  12. ^ Telmányi, Anne Marie: Anne Marie Carl-Nielsen. Gyldendal. København 1979, p. 31. Og Schousboe, Torben, udg. i udvalg og med kommentarer i samarbejde med Irmelin Eggert Møller, f. Carl-Nielsen: Carl Nielsen. Dagbøger og brevveksling med Anne Marie Carl-Nielsen. Bd. 1. Gyldendal. København 1983, p. 143. Jf. Fellow, John (red.), op.cit., p. 357 omtaler Lucie Brodersen i brev af 26. oktober 1894 søsterens nyligt lejede atelier; hvor stort det var, og hvor det befandt sig, oplyses ikke.
  13. ^ Carl Nielsen i brev af 3. september 1899 til sin kone, jf. Fellow, John (red.), op.cit., p. 119.
  14. ^ Carl Nielsen i brev af 15. oktober 1895 til komponisten Bror Beckman (med henvisning i note 2 til brev fra Poul Julius Brodersen til sin barselssyge datter, jf. Fellow, John (red.), op.cit., p. 423.
  15. ^ U. red.: Fortegnelse Over Kunstværker Paa Den Frie Udstilling 1896. J. Jørgensen & Co. (M.A. Hannover). København [1896], kat. 20. Værket beskrives dér således: “Portræt, Relief, skaaret i Kridtsten”.
  16. ^ Carl Nielsen-Arkivet: II. Aa.5.1 (kapsel 64), Det Kongelige Bibliotek.

 

 

Litteratur

  • Demant Hatt, Emilie: Foraarsbølger. Erindringer om Carl Nielsen. Udgivet af John Fellow. Multivers 2002. Fellow, John (red.): Carl Nielsen Brevudgaven. Bd. 1. Multivers. København 2005.
  • Schousboe, Torben, udg. i udvalg og med kommentarer i samarbejde med Irmelin Eggert Møller, f. Carl-Nielsen: Carl Nielsen. Dagbøger og brevveksling med Anne Marie Carl-Nielsen. Bd. 1. Gyldendal. København 1983.
  • Telmányi, Anne Marie: Anne Marie Carl-Nielsen. Gyldendal. København 1979.
  • Telmányi, Anne Marie: Mit barndomshjem. Erindringer om Anne Marie og Carl Nielsen skrevet af deres datter. 2. udgave. Thaning & Appel 1966.

 

Kataloger

  • U. red.: Fortegnelse Over Kunstværker Paa Den Frie Udstilling 1896. J. Jørgensen & Co. (M.A. Hannover). København [1896].
  • U. red.: Fortegnelse Over Kunstværker Paa Den Frie Udstilling 1897. J. Jørgensen & Co. (M.A. Hannover). København [1897].
  • U. red.: Fortegnelse Over Kunstværker Paa Den Frie Udstilling 1903. J. Jørgensen & Co. (M.A. Hannover). København [1903].

Arkiver

Carl Nielsen-Arkivet: II. Aa.5.1 (kapsel 64), Det Kongelige Bibliotek.

Emner: Skulptur, Billedkunst
©