Billedhuggeren H.E.Freunds arbejder på Fyn

Da Thorvaldsen den 17. september 1838 vendte hjem fra Italien og blev modtaget i København med overdådig pomp og hyldest[1], var billedhuggeren H.E. Freund[2] den første, der bød mesteren velkommen ved hans ilandstigen på Toldboden.

Der var to grunde til Freunds fremtrædende plads i de velkomstbydendes rækker; han var for det første på dette tidspunkt Akademiets vicedirektør og dets eneste fungerende professor i billedhuggerkunst, og han havde for det andet i mange år været Thorvaldsens mest betroede medarbejder i atelieret i Rom.

H. E. Freund var tysk født – han fødtes den 15. oktober 1786 i Uthlede i nærheden af Bremen – men søgte og fik dansk indfødsret allerede i 1811. Hans tidligste uddannelse var som kleinsmed, men senere lagde han sig efter at skære signeter og at gravere. Hans overgang fra håndværker til kunstner var lang og smertefuld, men det lykkedes dog, og hans læretid ved Akademiet afsluttedes med det store rejsestipendium[3]; rejsen gik helt naturligt til Italien.

Det var i 1818, Freund kom til Thorvaldsens atelier i Rom. I henved 10 år arbejdede han her, og forholdet mellem ham og Thorvaldsen har efter alt at dømme været nært og hjerteligt. Naturligvis har Freund ikke kunnet unddrage sig påvirkning fra mesteren i sit eget arbejde, men hans vilje til at yde noget selvstændigt var stærk og prøvet, og han undgik at blive en blot og bar Thorvaldsen-epigon.

De forventninger, som man hjemme i København nærede med hensyn til Freund, har været store. På dette tidspunkt – omkring 1820 – havde man i Danmark ikke noget håb om, at Thorvaldsen med det første ville vende hjem, og det ligger nær at tænke sig, at forhåbningerne er gået i retning af, at Freund ville udvikle sig til Thorvaldsens hjemlige arvtager.

Hvorvidt Freund har tilfredsstillet forhåbningerne eller ej, er jo nok et spørgsmål, men i hvert tilfælde udnævntes han i 1829 – året efter sin hjemkomst fra Rom – til professor i billedhuggerkunst ved Akademiet, og han fungerede som sådan til sin død den 30. juni 1840.

Fig. 1. H.E. Freund: Døbefont, fuldf. 1837. Marmor. H. 84 cm. Udført på bestilling af agent Simon Hempel Ploug. Faaborg kirke.

Hvilke forestillinger Freund måtte have gjort sig om sin hjemkomst og modtagelse, kan man ikke vide, men det formede sig ikke som et triumftog. Selve hjemrejsen var endog efter datidens forhold besværlig og foregik nærmest som en forceret marchtur op igennem Europa med afmarch fra Rom en tidlig martsdag i 1828 og ankomst til Paris den 19. april.

Efter et ophold på fem uger her gik Freund nordpå, besøgte sin slægt i Nordtyskland og gjorde derefter et sidste ophold på rejsen i Faaborg hos nogle venner fra tiden i Rom. I Korsør traf Freund endnu en god ven, der – som Freund selv beskriver det – tog ham „paa Slæbetoug som et gammelt Romersk Vrag og bugserede mig ind ad Vesterport“[4].

Tiden efter hjemkomsten blev en vanskelig tid for Freund, og han må have følt sig skuffet i sine ambitioner. De få store bestillinger af officiel karakter, der kunne blive tale om, gik stadig til Thorvaldsen i Rom, og de drømme om at udføre monumentalværker, som Freund havde næret, blev for størstedelens vedkommende hurtigt gjort til skamme. En af årsagerne hertil var nok – foruden den almindelige trevenhed – også overbygningsinspektør C.F. Hansens vrangvillige indstilling til Freund, som denne iøvrigt også i Rom-tiden havde fået at føle[5]. Det blev derfor mindre arbejder af dekorativ karakter, der kom til at udgøre Freunds produktion i 1830’erne. Specielt gravstene og mindesten udgik fra hans atelier i Materialgaarden, og om denne sin virksomhed skriver Freund selv i 1832: „Mit eneste Arbeide er at klappe Gravene til de Døde, thi de Levende have ikke synderlig Trang til Skulptur endnu“, og lidt senere hedder det: „I Italien drømte jeg om store Ideer og herlige Skikkelser; nu maa jeg krybe hen ad Jorden. Faar jeg flere Kræfter, skal jeg nok levere andre Ting end Gravminder.“[6] Blandt denne gruppe værker, som Freund her omtaler med en vis sarkasme, er to, som nu befinder sig på Fyn, det ene i Odense, det andet i Faaborg.

Fig. 2. H.E. Freund: Døbefont. Faaborg kirke. Detalje.

Da Freund på sin hjemrejses sidste etape lagde vejen over Faaborg, var det som tidligere nævnt i den hensigt at besøge gamle venner fra Romerårene, nemlig konsul Jørgen Ploug og hans familie. Jørgen Ploug (1801-1850) var eneste søn af agent Simon Hempel Ploug (1768-1831), en af Faaborgs betydeligste handelsmænd i begyndelsen af forrige århundrede, som interesserede sig umådeligt for byens vel og borgernes trivsel[7]. Sønnen forsøgte senere at løfte arven efter faderen, men forskellige uheldige omstændigheder spillede ind, og i Jørgen Plougs tid gik det store handelshus fallit. På den tid, da Freund besøgte familien – i 1828 – var dog endnu ingen mørke skyer trukket op; den gamle Simon Hempel Ploug levede endnu, og han bestilte ved denne lejlighed hos Freund en døbefont til Faaborg Kirke. Det var da med denne bestilling i lommen, Freund drog videre mod København.

Da Simon Hempel Ploug døde i 1831, blev en passende gravsten naturligt nok ligeledes bestilt hos Freund, men det ser ud som om arbejdet med den såvel som med døbefonten skred noget langsommeligt frem. I hvert tilfælde føler Jørgen Ploug sig i 1833 foranlediget til at afsende brev til Freund om sagen. Brevet er dateret Faaborg den 28. juni 1833 og lyder i sin helhed:

„Gamle Brodfresser! I en gyselig Tid har jeg intet hørt fra Dig og jeg hensmører derfor disse Linier, for at erindre Dig om [at] jeg lever og det i Paradises Herlighed; thi i hele 2 Maaneder er jeg Mand og har en rar lille ægte Danne Kvinde ved min Side[8], hun er ikke af den forskruede Verden og passer derfor til mig, ja jeg føler mig usigelig lykkelig og ønsker kun Dig og alle mine Venner en ligesaa behagelig Stilling. – Først naar man er gift – godt gift – udgjør man noget Helt. – Moder beboer den Bygning, hvortil Du og gamle brave Salig Papa lagde Planer, den blev kun Een Etage; men dens soliditet trodser Evigheden og gamle Mutter føler sig særdeles tilfreds i sin nye Stilling. –

Fig. 3. H.E. Freund: Døbefont. Faaborg kirke. Detalje.

Vi længes meget efter Faders Gravminde og det skulde glæde mig om Skipper P. Hansen, som ved sin Ankomst skal melde sig for Dig, kunde hjembringe samme, de Ord, som vi ønske anbragt paa den Side Din Figur pryder Monumentet, ledsager jeg omstaaende, vi har fattet os i mueligste Korthed og dog vil Du maaske sige det er langt nok. – Hvor gaaer det med Døbe-Fondet? derefter er Længselen ogsaa meget stor, da flere af Familien ere gamle Folk og frygte for ikke levende at faae den i Øiesyn, Du maa endelig sige mig, hvornaar vi tør vente den, da man meget ofte purrer mig. –

Besøger Du mig ikke? Det vilde meget glæde mig og min Madame, jeg har intet Pompey at fremvise; men man kan ogsaa uden dette være lykkelig, og Du skal nok faae Tiden dræbt.

Er dine Værelser snart færdig og har du erholdt noget mærkeligt Arbeide siden jeg besøgte Dig? –

Lad mig snart høre et Par Ord fra Dig og forglæm ikke Vennerne i Vinkelkrogen. Din J. Ploug.“[9]

Fig. 4. H.E. Freund: Døbefont. Faaborg kirke. Detalje.

Bortset fra oplysningerne om de ting, der her interesserer os specielt – døbefonten og gravstenen – indeholder brevet adskillige antydninger om Freunds ideer og virke iøvrigt. Jørgen Plougs spøgefulde beklagelse af ikke at have et „Pompey at fremvise“ er en hentydning til Freunds arbejde med at indrette sit hjem i Materialgaarden i pompejansk stil. Freund havde under sit Italiensophold besøgt udgravningerne i Herculanum og Pompei og var blevet voldsomt optaget af den antikke tradition i brugskunst og interiørdekoration. Sit hjem i København gav han navnet „Erindring om et bedre Hjem“[10] – og både rummene og bohavet blev udsmykket efter pompejanske forbilleder. Arbejdet med indretningen af hjemmet tog sin begyndelse i 1829, og Freund gik til værket med den konsekvens og sans for detaljen, som var karakteristisk for ham. Han udførte det meste af udsmykningsarbejdet selv – senere dog hjulpet af elever og venner, bl.a. Hilker[11] – og han helmede ikke, førend den pågældende ting var ganske som han ønskede den. I lange tider bestod hans bohave således kun af en eneste stol, men den var til gengæld også sådan, „at man ej ser den uden at værdige den et Blik“[12]. Man kan godt sige, at det næsten var en besættelse for Freund at skabe sig dette hjem, og det ligger nær at forestille sig, at arbejdet hermed har været een af årsagerne til, at udførelsen af værkerne til Faaborg skred meget småt frem; det var først i 1837, at Freund afleverede døbefont og gravsten til familien Ploug.

Af disse arbejder er døbefonten (fig. 1) den ejendommeligste[13]. Den har form som et højt, rundt kar, og på dens sider er en fremstilling – i ret højt relief – af Kristi Dåb. Det centrale motiv er naturligt nok Kristus og Johannes (fig. 2), og rundt om disse figurer grupperer sig andre, der mere eller mindre tager del i handlingen (fig. 3). To engle fører de små børn hen mod Kristus-gruppen (fig. 4), og bag dem igen er en meget smuk skildring af en ung mor med sit barn. Fremstillingen bevæger sig i et roligt højtideligt forløb rundt om fonten og er jo i sit tema ganske selvfølgeligt. Ejendommelighederne kommer imidlertid frem, når man går lidt nøjere ind på forholdet mellem stil og indhold. Det er som om det ikke helt er lykkedes Freund at forene opgavens indhold med de inspirationer og kunstneriske strømninger, som på dette tidspunkt har behersket ham. Vi ved, i hvor høj grad han havde indlevet sig i antikkens kunst og formsprog, og i hvor høj grad han beundrede Thorvaldsen. Det er næsten umuligt at forestille sig, at han ikke under sit arbejde med døbefonten har haft Thorvaldsens værker til Frue Kirke i tankerne. Ganske vist var disse en større opgave, idet de er fritstående statuer (apostelfigurerne), men temaet var beslægtet. Thorvaldsen havde endelig også i nogle af sine relieffer vist, at et kristent indhold udmærket lod sig forene med en hedensk (antik) form. Imidlertid kommer der for Freunds vedkommende et tredje element ind. En af tidens betydeligste ånder, kunsthistorikeren N.L. Høyen, var en ven af Freund, og Høyens ideer om kunstens formål fik en afgørende indflydelse på ham. Høyen udøvede i årene omkring 1840 en vældig kritik imod den stilepoke, som kendetegnedes af C.F. Hansen, Eckersberg og Thorvaldsen, og som ikke harmonerede med Høyens opfattelse af kunsten som folkelig kunst. Høyens idélære arbejdede med billedindhold og krævede en umiddelbar virkelighedsskildring. Det er sikkert disse høyen’ske tanker, der har foresvævet Freund, og som har forstyrret den stræben mod rolig monumentalitet, som han beundrede så meget hos antikken.

Fig. 5. H.E. Freund: Gravmonument over agent Simon Hempel Ploug. Poleret granit. H. 208 cm. Faaborg kirkegård.

Disse stilmæssige brydninger, der afspejlede sig i Freunds arbejde med døbefonten, finder man ingen spor af i de grav- og mindesten, der udgik fra hans værksted i disse år. De er alle båret af den sikre sans for detaljen og den håndværksmæssige finish, der alle dage var karakteristiske for Freunds bedste arbejder. Inspirationen til denne kategori af værker er græsk, men stilen er her helt Freunds egen, og på trods af „masseproduktionen“ af gravminder udgør denne gruppe Freunds mest personlige arbejder. Det er den græske gravstele, der er udgangspunktet og forbilledet. Den type, som Freund mest yndede, er en høj smal sten, oftest sandsten, en enkelt gang granit, og med en afsluttende dekoration foroven efter klassisk mønster. På stelens forside – undertiden også på dens bagside – er indfældet et relief i marmor eller bronce med en figurfremstilling. Disse relieffer er noget af det fineste, Freund har udført; her er det som om han har fanget noget af det meget stille og tilbageholdt melankolske, der behersker de bedste af de attiske gravrelieffer fra 5 årh., der ofte har været hans forbillede. Der er måske nok i Freunds relieffer et lille anstrøg af den sentimentalitet, der kan præge selv de fornemste af nyklassicismens frembringelser og som i uheldigste fald kan virke direkte ødelæggende for en nutidig betragters nydelse af dem. Som f. eks. når Freund på stenen over den ganske unge Laura Cæcilia Kjerulff anbringer et marmorrelief, som viser en knækket rose. Heldigvis er dette en undtagelse; i de fleste tilfælde viger hos Freund denne sødladenhed for en mere ægte følsomhed. Han benytter gerne velkendte klassiske symboler på døden; et af de mest anvendte er et sent opstået antikt symbol: den vingede genius med den nedadvendte og slukkede fakkel. Det er netop dette motiv, Freund har anvendt til gravstenen over Simon Hempel Ploug i Faaborg (fig. 5). Selve stenen er en af de sjældne granitsteler, som Freund undtagelsesvis brugte, og der er et – iøvrigt ubekræftet – udsagn om, at den store sten, hvoraf gravmindet tildannedes, oprindeligt er fundet på Bjerne Mark.[14] Det er en høj sten, slank i proportionerne og smalnende ganske let opefter. Foroven har den en enkel trekantet afslutning, og broncerelieffet med dødens genius er indfældet i stenens forside. Relieffets billedflade udfyldes ganske af figuren, der med bøjet hoved læner sig til den omvendte fakkel. Uden at gøre vold på figurens proportioner og holdning er det lykkedes Freund at lade den indtage det ret høje smalle relief felt på en naturlig måde; selve geniens skikkelse går nærmest diagonalt i billedfladen, og de således opståede tomme hjørnefelter udfyldes dernæst af de store vinger foroven og af faklen samt et nedhængende draperi i det nederste venstre hjørneparti (fig. 6). Den temmelig lange indskrift, der nøje følger Jørgen Plougs anvisninger i brevet, er indhugget i selve den polerede granitflade i en kolonne lige under billedfeltet.

Både Simon Hempel Plougs gravsten og døbefonten, som han bestilte til kirken i Faaborg, afleveredes som tidligere nævnt i 1837. Fra året før – 1836 – findes på Fyn endnu et arbejde fra Freunds hånd. Det er den velkendte mindesten ved koret af Skt. Knuds Kirke i Odense, rejst over kammerherreinde Antoinette Margrethe Benzon, født Gersdorff, hustru til kammerherre Jens Benzon (1767-1839)[15] (fig. 7).

Fig. 6. H.E. Freund: Broncerelief. Dødens genius. H. 65 cm. Detalje af gravmonument over Simon Hempel Ploug. Faaborg kirkegård.
Fig. 7. H.E. Freund: Gravmonument over kammerherre Jens Benzon og hustru. Sandsten. H. 292 cm. Odense.

Stenen er efter al sandsynlighed bestilt umiddelbart efter Antoinette Benzons død; den er opstillet i 1836 – og en leveringstid på et par år må vel anses for rimeligt. Det er en sandstensstele, næsten 3 meter høj, og foroven kronet af en palmettedekoration. Undtagelsesvis blandt Freunds gravsteler har denne to relieffer: Afskeden og Gensynet, begge har han benyttet ved andre lejligheder, men sjældent på samme sten. Monumentet over kammerherreinde Benzon er enkelt og monumentalt i sin virkning, og den grå sandsten fremhæver marmorrelieffernes fine lyse toner. I relieffet på forsiden er afskeden skildret; personerne, mand og hustru, rækker hinanden hånden til farvel, hun stående, parat til at vandre bort, og han siddende med bøjet hoved som den, der bliver ladt tilbage. Der er en egen tyst stemning over denne fremstilling; kompositionen er måske ikke ganske lykkedes, relieffeltet er for usikkert udnyttet, men håndtrykket som billedets centrale motiv samler kompositionen noget sammen. Det andet relief, „Gensynet“ er betydelig sikrere komponeret – og betydeligt enklere. Her er det mand og hustrus genforening, der er skildret; hustruen er nu den statiske figur i billedet – manden er tydeligt karakteriseret som den ankommende person ved de let bevægede draperier i hans klædedragt (fig. 8). Under de to relieffer står: ADSKILTE DEN 31 MAI 1834 og GIENFORENEDE DEN 24 DCBR 1839.[16]

Fig. 8. H.E. Freund: Marmorrelief. Genforeningen. H. 79 cm. Detalje af gravmonument over kammerherre Jens Benzon og hustru. Odense.

Det lykkedes aldrig for Freund at få realiseret sine drømme om „store Ideer og herlige Skikkelser“, og ofte er man tilbøjelig til at gå ud fra, at dette for en stor del skyldes den kendsgerning, at Freund måtte leve og arbejde i Thorvaldsens skygge. Der er noget rigtigt i dette, men det er næppe den eneste årsag. H.E. Freund var ganske enkelt ikke nogen monumental-billedhugger; han tænkte monumentalt, men hans kunstneriske evner lå på et andet felt og i et andet plan. Ulykken var, at tiden forventede en monumental-kunstner, og at Freund selv følte dette krav meget stærkt, tvunget som han var til at gå i Thorvaldsens fodspor. Karakteristisk nok er det da også en anden side af Freunds virksomhed, der er blevet stående, nemlig hans betydning for en lang række kunsthåndværkere og dekorationsmalere. Freunds indretning og udsmykning af boligen i Materialgaarden gav inspiration og fornyelse til dansk brugskunst og interiørdekoration, og på ejendommelig vis kom dette til fuld udfoldelse i de dekorationer, der danner den farverige ramme om Thorvaldsens værker i hans museum.

Noter

  1. ^ Om Thorvaldsens modtagelse iøvrigt se Sigurd Schultz, Da Thorvaldsen kom hjem, Kbh. 1938, hvor der gives en meget levende og fornøjelig skildring af hele arrangementet.
  2. ^ Hermann Ernst Freund (1786-1840).
  3. ^ Af litteratur om H.E. Freund må nævnes sønnen Victor Freunds kærlige biografi Hermann Ernst Freunds Levned, Kbh. 1883, og Th. Oppermann, Hermann Ernst Freund, Kbh. 1916.
  4. ^ Se Victor Freund, Herman Ernst Freunds Levned, Kbh. 1883, s. 148-152.
  5. ^ Der hentydes her til den pinlige historie med skulpturerne til C.F. Hansens Frue Kirke i København. Freund drog til Rom i den sikre forvisning, at udførelsen af de 12 apostelstatuer var lovet ham, og at det ville blive hans hovedværk fra tiden i Italien. Senere overdroges bestillingen imidlertid uden videre til Thorvaldsen, og det er aldrig blevet helt opklaret, hvorvidt den oprindeligt var Freunds. I et referat af Slotskommissionens møde 24. november 1819 står dog, at det overdrages Freund under Thorvaldsens opsyn „sammen med flere Kunstnere at forfærdige de 12 Apostle i Gips til Frue Kirke“.
  6. ^ Se Victor Freund, Hermann Ernst Freunds Levned, p. 167-168.
  7. ^ Om familien Ploug se H.C. Jørgensen, Agent Jørgen Ploug, Storkøbmand i Faa-borg samt hans Slægt 1737-1850, Faaborg 1944 (Faaborg byhistoriske Arkivs Publikationer, Nr. 3).
  8. ^ Jørgen Ploug var den 19. april 1833 blevet gift med Elisabeth Sophie Wamberg (1806-1886).
  9. ^ Brevet findes i Rigsarkivet.
  10. ^ Freund har selv i et brev givet udtryk for hvorfor han har valgt dette navn. Hans hjem, skriver han, skal blive sådan, „at jeg tror mig hjemme i Italjen og Grækenland, derfor kalder jeg og mit Jem, Erindring fra et bedre Jem“.
  11. ^ Dekorationsmaleren Georg Christian Hilker (1807-1875), hvis vigtigste værker er udsmykningerne i Københavns Universitet og Universitetsbiblioteket samt på Sorø Akademi. Dekorationerne i Freunds bolig var hans første selvstændige arbejde.
  12. ^ De fleste af Freunds møbler findes bevaret i Frederiksborgmuseet. Enkelte vægpaneler og møbler i Kunstindustrimuseet, København.
  13. ^ Døbefonten var udstillet på Charlottenborg i 1837. En gipsafstøbning af den tilhører Ny Carlsberg Glyptotek.
  14. ^ H. C. Jørgensen, Agent Jørgen Ploug . . . Faaborg 1944, p. 19.
  15. ^ Jens Benzon var, som det vil være bekendt, grundlæggeren af Fyens Stifts Sparekasse (stiftet 1832) og han sad som medlem af Sparekassens direktion til sin død i 1839. Om dette hans virke se „Fyens Stifts Sparekasse 1832-1932“, 1931, spec. s. 16-51.
  16. ^ Begge relieffer er signeret med monogram. De originale modeller til Afskeden og Gensynet tilhører Kunstakademiet, men er deponeret i Ny Carlsberg Glyptotek.

©