Forfattere

Billedskæreren Hans Nielsen (Bang) og nogle samtidige billedskærere

I 1962 havde Fynske Minder en afhandling af antikvar Mogens Bencard, Ribe, om billedskæreren Hans Nielsen Bang, Middelfart. Bencard havde med megen flid sammenstillet, hvad han mente måtte være arbejder af Hans Nielsen. Jeg har lige siden ønsket at give mit besyv med til opklaring af denne mesters data og produktion, men omstændighederne har ført med sig, at det først nu er blevet mig muligt. Det følgende vil blive både en direkte og en indirekte diskussion om nogle af Bencards tilskrivninger.

Noget mere om Hans Nielsen

Jeg har altid stået usikker over for navnet Bang i forbindelse med Hans Nielsen. I Nr. Åby har han alene kaldt sig Hans Nielsen, men på døren til prædikestolsopgangen i Middelfart Hans Nielsen Bang. I alle de kommunale bøger og i officielle skrivelser står der kun Hans Nielsen, evt. med tilføjelse „billedhugger“. Selv har han nogle steder i skiftedokumenter og -protokoller kaldt sig Hans Nielsen, og i 1660 står der på et segl ved et skiftedokument[1] i versaler BH foroven og HN forneden, altså BilledHugger Hans Nielsen, men intet Bang.

Nu var slægten Bang jo meget udbredt både i Middelfart, i Assens og i Bogense, der var både velstående og fattige Bang’er, men som Bencard rigtigt skriver findes hverken Hans Nielsen eller hans fader i F.E. Hundrups slægtsregister eller Behrendts omtale af slægten. Det kan jo imidlertid godt være, at Hans Nielsen på mødrene side var af slægten Bang, og at han har villet fremhæve det i det store arbejde, han udførte med prædikestolsopgangen.

I forbigående skal det lige her nævnes, at der var en fejl i Bencards afhandling, idet figur 5 nævnes som prædikestolen i Middelfart, men det skal være stolen i Skovby. Det var kun opgangen og døren til denne, Hans Nielsen lavede i Middelfart.

Om Hans Nielsen kan der iøvrigt gives nogle oplysninger, som supplerer Bencards. Det er kendt, at Hans Nielsen i 1645 boede i Knorregade, men som det ses af hans bønskrift til kongen i 1652, kom hans fader og han selv under krigene i så stor gæld, at han, Hans Nielsen, måtte sælge hus og gård. Til hans armod bidrog vel også, at han ikke fik arbejdet med alteret i Middelfart kirke, skænket omkring 1650 af borgmester Claus Madsen Bang. I de følgende årtier blev Hans Nielsen dog igen så vel ved magt, at han kunne erhverve sig en gård, og den lå i 1682 i Algade.[2] Her står nævnt Hans Nielsen, hans hustru, 1 svin, 1 kalv, 1 kvie, derimod ikke, som ved mange andre i dette mandtal pr. 21. december 1682, noget om karl, dreng eller pige. I en grundtaxt fra 10. april 1682 opgøres Hans billedhuggers gård med liden hauge til: grund 6, bygning 54, ialt 60 rdl. Til sammenligning kunne man nævne, hvordan andre ejendomme var taxeret, nemlig: sognepræsten 8 + 16, Jacob buntmager 3 + 30, Mogens hattemager 3 + 30, Jørgen bødker 4 + 10.

Hans Nielsen hørte med andre ord til den lidt bedre stillede håndværkergruppe, som man også ser det af andre skatteansættelser.[3] Men 11. november 1683 (se note 2 ovenfor) betaler Hans billethugger (nævnt med „hans hustru“) ingen skat, og ifølge skiftet af 7. april 1684 er han død omkring denne november-dato eller kort derefter, og i dårlige økonomiske omstændigheder.

Hans Nielsens stil

Mogens Bencard går i sin omtale af Hans Nielsens stil ud fra altertavlen i Kauslunde kirke, sammenholdt med figuren under døbefonten i Nr. Aaby kirke. Han finder, at Hans Nielsen kendetegnes ved kantede pander, hængende ørelapper, sære ansigter, tung bug, hjælpeløse ben, intet kranium under hovedhuden, store hænder, på hvilke årerne ligger som handskesømme, i det hele intet kendskab til anatomien.

Alt dette passer godt nok på figurerne i Kauslunde og den dermed sammenstillede altertavle i Balslev kirke. Men jeg kan ikke få det til at passe ind i billedet af Hans Nielsens arbejder, som vi kender dem med udgangspunkt i de signerede arbejder i Nr. Aaby og sammenhørende arbejder andre steder på Fyn. De nævnte karakteristika genfindes på mangfoldige andre billedskærerarbejder fra denne tid.


To typiske Hans Nielsen-masker fra Middelfart. De kan på en måde ses som prototyper, ud fra hvilke talrige andre af hans masker er gået, mere eller mindre med præg af menneske eller dyr.

Når vi kommer tæt ind på Hans Nielsens stil, finder vi to ganske særlig karakteristiske kendetegn. Det ene, og det som er mest bemærkelsesværdigt og helt sikkert afslører, om et skærearbejde kan tilskrives Hans Nielsen, er den afskårne nakke, afskåren også selv om pladsforholdene i arbejdet godt kunne have tilladt en bedre anatomisk udformning. Det andet er det fint friserede skæg og hår, med skægget nærmest som det, vi i dag kalder sømandsskæg. Fint hår og skæg findes der meget af i de træsnit og kobberstik, som kunsthåndværkerne i hine tider brugte til forlæg, men Hans Nielsens er helt særprægede og er med til at bestemme ham som mester for et arbejde.

De masker, Hans Nielsen benytter sig af, er ikke helt så ejendommelige og enestående for ham, men genfindes næsten ligedan hos andre mestre. Det samme gælder englehovederne og englene, „børnene uden alder“. Disse hoveder har hos Hans Nielsen nærmest karakter af dukkehoveder, ikke hoveder på rigtige, levende børn.

Hermed er nævnt nogle af de ting, som må tages i betragtning, når man vil se, om et skærearbejde kan henføres til Hans Nielsen. Man vil naturligvis altid kunne diskutere de enkelte værkers udseende, når der er tale om arbejder fra grænseområdet, men i det store og hele er de her nævnte karakteristika ufrakommelige.

Desværre kan der være nogen vanskelighed forbundet med at fastslå det rent håndværksmæssige ved de tiders skærearbejder, fordi staffering og fernisering – måske flere lag oven på hinanden – gør det umuligt at se, hvad slags værktøj der er brugt. Men der er stor forskel på det rent manuelle arbejde på Middelfart-opgangen og altertavlerne i Kauslunde og Balslev.

Bencards formodning om et mester-lærling forhold mellem Anders Mortensen og Hans Nielsen tror jeg ikke på. De er så vidt samtidige, at deres første produktion, at dømme efter datering og arkiver, kun er skilt ved otte-ti år. Det er også ganske tydeligt, at Anders Mortensen har en meget nær tilknytning til Hans Dreyer (Holckenhavns kapel), mens Hans Nielsen overhovedet ikke har nogen affinitet dertil. Hans Nielsens drueklaser er tynde og slappe i sammenligning med Hans Dreyers og Anders Mortensens. Jeg mener, at Hans Nielsen simpelthen har efterlignet de to andre mestre i denne henseende.

Samtidige billedskærere

Før vi går videre med sammenstillingen af Hans Nielsens arbejder, nævner jeg – som en slags grundlag for diskussionen – nogle andre samtidige billedskærere, uden at jeg dog giver mig ud i tolkninger af disse værksteders forbindelse med de arbejder, som nævnes. Arkiver og trykte kilder er os ikke nådige med hensyn til oplysninger. Og iøvrigt har der på Fyn i det tidsrum, vi behandler, været endnu flere billedskærere, af hvilke en enkelt, Peter Henriksen i Kerteminde, er kendt fra arkiverne 1670 og 1672.[4]. Anders Mortensen (Fynske Aarbøger 1944) lader jeg ude af betragtning.

Niels Hansen billedhugger

Foruden Hans Nielsen var der endnu en billedskærer i Middelfart omkring ved denne tid. Han hed Niels Hansen. Det er muligvis ham, vi finder i 1645 som indehaver af et hus til 70 sltdl.[5] og i en opgørelse af kobber- og tinskat i 1646.[6] Begge steder står der dog kun Niels snedker. Men helt sikkert er det ham, vi finder som en fattig mand i december 1653,[7] da han får 7 alen vadmel og 2 sltdl. til et skolesøgende barn. Hans fattigdom belyses også af indførsler i en bog over dem, som har fået fattiges penge til skolebørn, nemlig 2 rdl., i årene 1666-73.[8]

Der kan ikke være tale om, at det er Hans Nielsens søn Niels, som er 19 år gammel i 1671 (jfr. skiftet).

I protokoller af diverse art findes denne Niels Hansen ikke andre steder og ikke senere end 1673.

Jørgen Rasmussen billedskærer

Jørgen Rasmussen (i Weilbachs kunstnerlexikon kaldt Jürgen) er kendt fra Haderslev, hvor han har udført en hel del arbejde i domkirken fra 1662 til 1697.[9] Han var oprindelig borger i Middelfart, hvor vi finder ham i 1668,[10] da han får „forlov“, dvs. rejser fra byen, og betaler „lejermålsbøde, for hans hustru kom for tidligt“. I et skifte fra 1674[11] nævnes en anden mand, som bliver værge „i Jørgen Rasmussen billedhuggers sted, som er flyttet til Haderslev“.

I 1673 søgte og fik Jørgen Rasmussen kgl. privilegium på alt forekommende snedker- og billedhuggerarbejde i Haderslev amts kirker.[12] I 1694 søgte han om, at dette privilegium på grund af hans alder og svagelighed måtte overføres til hans sønner Rasmus og Jacob Jørgensen.[13] Alligevel må han altså have levet og virket endnu i 1697, idet hans navn til da stadig figurerer i domkirkens regnskaber.

Desværre er vist nok alt, hvad Jørgen Rasmussen har lavet i Haderslev domkirke, gået til grunde, og i det store kirkeværk findes ikke noget om andre arbejder af ham. Men at han har lavet mere end det, han er nævnt for i domkirken, er givet. (Se s. 232).

Henning Henningsen i Odense

Endnu en billedskærer, som er samtidig med Hans Nielsen, er Henning Henningsen, som er kort omtalt i den ovenfor omtalte afhandling om Anders Mortensen. Vi ved imidlertid nu mere om ham end da.

Sådan ser en Hans Nielsen-figur ud, med den afskårne nakke og det fine hår og skæg. Det er evangelisten Lukas (se oksehovedet forneden til venstre) fra prædikestolen i Skeby før restaureringen.

Han nævnes første gang, om end kun indirekte, i 1645, idet en taxering[14] da har „Karen bildsniders 2 boder“ nær Klingenberg, og Karen var gift med Henning Henningsen, som vi senere skal se. Selv nævnes han i 1650[15] og flere gange i årene derefter for gæld og voldelige overfald. Skatterne viser, at han hørte til blandt de dårligst aflagte håndværkere i byen.[16]

At der i Henning Henningsens gældsforhold kan være en antydning af, hvor han har arbejdet, kan kun i et enkelt tilfælde siges med sikkerhed. Det står i skiftet efter ham.[17] Her hedder det, at han skylder Jørgen Hansen i Nedergade 24 rdl. for et epitafium, han „skulle gøre og havde fået betaling for“. Ifølge skiftet havde Henning Henningsen også begyndt på epitafiet, og når der nu i Vor Frue kirke hænger et epitafium over Jørgen Hansen, tør vi formode, at det er fuldført af den billedskærer Anders Hansen, som blev værge for Henning Henningsens børn, og som vi iøvrigt skal høre mere om nedenfor.

Andre gældsposter, som nævnes i skiftet, er: borgmester Laurits Jørgensen i Nyborg, en mand i Ulfborg i Vestjylland, Elisabeth Mule, borgmester Jens Madsen, en mand i Kolding, Hans Willumsen i Odense, Hr. Henning i Broby (sognepræsten Henning Christensen Achton, Nr. Broby) og hr. Hans Naur i Fuglevig (sognepræsten Hans Christian Naur i Vissenbjerg, for hvem der findes et epitafium i Vissenbjerg kirke). Gælden til Laurits Jørgensen i Nyborg figurerer iøvrigt også på anden måde offentligt, nemlig i december 1668.[18] Da andrager den 5 rdl., og Henning Henningsen dømmes til at betale den tilbage i løbet af 15 dage. I stedet er den altså ved hans død steget til 7½ rdl.

Henning Henningsen hed iøvrigt Rothmann.[19] Han har sikkert været gift to gange, sidste gang med Karen Christensdatter, som nævnes i skiftet. I 1649 finder vi imidlertid, at Henrik Torkelsen var værge for Henning billedhuggers datter, hvis formue var godt 70 rdl.[20] Af Henning Henningsens børn på den tid, da skiftet optages, var det ældste en pige på 18, Anne. Henrik Torkelsens værge har været ældre og nævnes ikke i skiftet.

Af skiftet fremgår iøvrigt, at Henning Henningsen boede „Bag Skoelen her i Byen“, det vil sige i det senere Pogestræde. Året efter hans død sad hans kone Karen fattig tilbage med de fire børn og ernærede sig ved spinderi.

Anders Hansen i Odense

Lidt senere end de allerede nævnte billedskærere, samtidig med Jørgen Rasmussen, var Anders Hansen i Odense. Han var født i 1632, som det fremgår af det meget interessante og oplysende fuldstændige mandtal fra 1672.[21] Han nævnes i dette mandtal som „bilthuger og snedker“. Hans kone var den jævnaldrende Lenora Clausdatter. Hun var fra Sønderborg og hed egentlig Eleonora Nordmann Wattenkamp.[22] De havde ingen børn i 1672. Et barn var blevet begravet i 1669, og i 1675 fik ægteparret begravet to børn.[23] Der vides intet om, hvornår Anders Hansen er død, men Eleonora salig Anders bilthuggers døde fattig den 1. september 1700.[24] Da havde hun været enke en halv snes år, at dømme efter skattebøgerne og snedkerlaugets bøger.[25]

Mandtallet i 1672 fortæller, at Anders Hansen beskæftigede en svend og to drenge, og af snedkernes protokol (som ovenfor 24) ses, at han i 1687 havde udlært endnu en svend.

Vi ved fra skatteregnskaberne, at Anders Hansen boede i neder kvarter, forskellige roder er nævnt, og fra 20. juli 1674 var det i en ejendom i Nedergade, på nordre side (med baggård til Overgade), 8 fag hus med port, som var tilskødet ham af Peter Vinding, Lammehave.[26] Han har kun været nogenlunde vel aflagt i økonomisk henseende. Skatteregnskabet i 1676 viser ham i 10. skatteklasse med adskillige andre håndværkere som større skatteydere.[27]

Det for vor undersøgelse særlig interessante er Anders Hansens forbindelse til Henning Henningsen. Som allerede nævnt blev Anders Hansen værge for Henning Henningsens børn ved hans død, og jeg tør sikkert tro, at han har fuldført det epitafium over Jørgen Hansen, som Henningsen havde påbegyndt. Hvilke andre arbejder man tør tilskrive ham, er uafgjort, men da han var Odense bys eneste billedskærer i nogle år fremover efter Henning Henningsens død, gætter jeg på, at han må have skåret prædikestolen i Pårup kirke, dateret 1679; lighedspunkter til epitafiet er der. Af Vor Frue kirkes regnskaber (som ovenfor under 22) ses det, at Anders Hansen i årene 1671, 1674, 1675 og 1683 har haft arbejde i præstegården, vinduesskodder, døre, karme, panel, gulv. Han har imidlertid også arbejdet andre steder end i Odense. Snedkerlaugets protokol (som ovenfor under 25) fortæller, at han 26. juni 1675 betalte for den tid, han drog af byen.

Diskussion og supplement

Ligesom Bencard tager jeg Kauslunde-altertavlen først. Om den og prædikestolen siger Pontoppidans atlas,[28] at prædikestolen er givet 1690 og altertavlen 1691. Nu er Pontoppidan ikke altid helt pålidelig, og prædikestolen er i hvert fald fra 1590. Men hvorom alting er, så har Hans Nielsen ikke lavet denne altertavle. Træet og skæringen er helt anderledes end Hans Nielsens sædvanlige materiale og arbejde. Og hvis man vil hefte sig ved det fine skæg og hår, ser man ud fra de før nævnte kriterier, at der slet ikke er tale om Hans Nielsens facon; det har meget mere lighed med en af datidens fine herrer.

Iøvrigt fortæller en præsteindberetning fra 1755:[29] „. . . og ved den ene side af altertavlen står Moses med lovens tavler i hånden, ved den anden side Aron med røgelseskarret. Moses og Aron står i næsten fuldkommen menneskelig størrelse på pæle, ungefær en alen fra gulvet“.

Med hensyn til altertavlen i Balslev synes vi strax at have større sikkerhed. Præsteindberetningen af 1755 siger: „Altertavlen er af den nyere arkitektur, stærk forgyldt og smuk malet; på samme er anbragt årstallet 1653 og derhos bogstaverne JCS (Jens Christensen) og HJ (Hans Jensen) KW (Kirkeværgerne) – samt H A S Langeland (Hans Andersen Langeland, sognepræst, som døde 15. december 1653)“.

Årstallet 1653 er det udslaggivende i denne sag. Da var Hans Nielsen nemlig på Koldinghus, beskæftiget for kongen. Et regnskab fra Middelfart[30] fortæller: „Udgift: 2 rdl. for Hans Nielsen snedker efter kgl. majestæts nådigste benådningsbrev“. En kopi af dette kongens brev er vedlagt. Mikkelsdag, som nævnes i regnskabet, var 29. september. Når de 2 rdl. er ført til udgift, betyder det, at de allerede var forudsat som indtægt, men nu måtte afskrives – Hans Nielsen var altså ikke i byen, og som vi ved, blev han i Kolding nogle år. Hans fravær bestyrkes tilmed i samme års regnskab, hvor det ses, at han ikke betaler skat i 1653.

Hermed mener jeg det sikkert, at Hans Nielsen heller ikke har lavet altertavlen i Balslev.

Der er en hel del lighed mellem Kauslunde- og Balslev-altertavlerne, selv om Johannes-figuren med ørnen er anderledes, i hvert fald lavet i lysere træ i Balslev.

Hvad dette med den fremstående mave angår, som Bencard tager til udgangspunkt for sammenstilling af Hans Nielsens arbejder, og som han finder lighed med i figuren, der holder døbefonten i Nr. Aaby, kan generelt siges, at sådanne maver er kendt fra mange andre barokbilledskærere og deres forlæg. De findes både på mands- og kvindefigurer såvel som på englebørn. Se Bellinge, Fangel, Hillerslev, Vor Frelsers kirke i Horsens (støttefiguren under prædikestolens underbaldakin), Gylling, for slet ikke at tale om de dejlige „gallionsfigurer“ på prædikestolens underbaldakin i Haderslev domkirke. Om manden under fonten i Nr. Aaby kirke kan endelig nævnes, at det ikke var ualmindeligt med den slags lidet kristelige skikkelser, jfr. for exempel trolden, som bærer prædikestolen i Vejlø kirke.

Det er meget usandsynligt, at altertavlerne i Taulov og Gårslev er fra Hans Nielsens værksted. Jeg går ud fra årstallet 1683 i Taulov og finder da, at Hans Nielsen i det år næppe har været arbejdsdygtig, eftersom han ikke betaler skat den 11. november 1683 (se ovenfor). Det er måske ikke noget afgørende bevis, men i hvert fald et sandsynlighedsbevis. Dertil kommer, at altertavlens hele udsmykning, kransen omkring storfeltet og de bruskbarokke skæringer i det hele er noget mere avancerede end almindeligt hos Hans Nielsen og peger mod Sønderjyllands værksteder. Ansigterne og maskerne under englene såvel som profilmaskerne ligner heller ikke Hans Nielsens.

Hvad angår Gårslev-tavlen må den anses for at være fra samme værksted som den i Taulov, og den kan altså heller ikke være af Hans Nielsen. Årstallet 1694 kan måske være et fingerpeg. Det var jo ganske almindeligt at sætte et minde af denne art efter en afdød, og som Bencard oplyser døde Jens Lauridsen Risom til Nebbegaard i 1694.

Uden at ville hænges op på det nævner jeg her for en ordens skyld, at Mogens Lebech (Frederiksen) i Årbog for Vejle amt 1927 skriver, at altertavlen i Taulov såvel som prædikestolen kan være udgået fra et værksted i Fredericia.

De epitafier, Bencard nævner som udgået fra Hans Nielsens værksted, er et lille kapitel for sig. For størstedelen tror jeg ikke, han har ret i sine tilskrivninger. Jeg tvivler stærkt med hensyn til Brøns, vil snarere tillægge Jørgen Rasmussen det. Han har jo lavet loftet.

I Skt. Nikolaj i Kolding finder Bencard to epitafier og et navnløst topstykke. Det eneste af epitafierne, som kan være af Hans Nielsen, er Roed-mindet. Ganske vist er hverken englehovederne eller maskerne, i særdeleshed den store maske over hængestykket, karakteristiske for Hans Nielsen, de er efter min mening mere fornemme end hans sædvanlig er, men relieffet i topstykket kan næsten ikke være af nogen anden end Hans Nielsen selv. Bencard har jo dog også sine tvivl. Og hvis virkelig dette epitafium, som Bencard skriver, oprindelig har været opsat efter en anden mand, er der vel endelig mulighed for, at også Hans Nielsen har bearbejdet det. Man har da før set så galt med altertavler og prædikestole.

Om Udsen-epitafiet tør kort og godt siges, at englehovederne og bruskskyen slet ikke kan være Hans Nielsen-arbejde. Det navnløse topstykke kan heller ikke have hjemsted i Middelfart. Skæggene er ikke Hans Nielsens, og motivet, Kristus i dødsriget, er ikke i overensstemmelse med hans motivverden.

Jeg mener iøvrigt at turde sige, at den nadverscene, som findes på altertavlen i Middelfart kirke, er fra Hans Nielsens værksted. Kirkeregnskabet[31] fortæller, at han fik ni daler for „adskilligt paa Prædikestolen, Altertavlen og Daaben“. Jeg kan næsten se for mig, hvordan han har glædet sig over at kunne forbedre på det oprindelige arbejde.

Til sidst har jeg et par tilføjelser, som kan klare et og andet.

Først prædikestolen i Sdr. Vilstrup med de mange årstal. Der kan tilføjes endnu et, og så har vi måske en forklaring.

Pontoppidans atlas[32] fortæller, at altertavlen og prædikestolen i Sdr. Vilstrup er bestilt i 1667 af Sivert Lützau, kaptajn over Koldinghus len. Hans Nielsens gamle forbindelse til Koldinghus kan forklare denne bestilling. Den har jo iøvrigt den kuriøse biomstændighed, at Jørgen Rasmussen (se ovenfor) senere fik eneret på snedker- og billedskærerarbejde i Haderslev amts kirker; formentlig har han søgt denne eneret for at slippe for Hans Nielsens konkurrence. Og så er det endda endnu morsommere. Jørgen Rasmussen blev anbefalet af den provst Krahe, hvis navn findes på Hans Nielsens prædikestol. De mange årstal og navne forklares sikkert ved foretagne stafferinger og udbedringer.

Men vanskeligheden med at få denne prædikestol rigtigt henført til værkstedet i Middelfart skulle være overvundet gennem årstallet 1667. Værkstedets videreførelse efter Hans Nielsens død behøver så ikke dokumenteres – og kan det for resten heller ikke på grundlag af arkiverne.

Om Skeby-prædikestolen denne tilføjelse: Sognepræstens indberetning i 1755 (som ovenfor) siger: På prædikestolen, som er meget smukt udhuggen med billedhuggerarbejde og desuden malet og forgyldt, står tilligemed våbennavne denne inskription: „Anno 1650 er denne prædikestol givet af hr. Laurits Skinkel og fru Sophie Pasbjerg til Hessumgård“.

Til allersidst en tilføjelse, hvori jeg selv lægger lidt kolorit, dog ikke mere end at det tør siges at være tilladeligt under omstændighederne.

Da Mogens Larsen restaurerede prædikestolen, fremdrog han også på døren det billede af Skt. Peter, som er vist her i artiklen. Det må være malet af Hans Nielsen. Det var jo ganske almindeligt, at billedskærerne også var malere, tænk for eksempel på Claus Berg, som flere steder kaldes Claus maler. Jeg havde gerne fortalt, hvilket forlæg han har brugt, men ingen af mine bekendte i tyske og hollandske samlinger har kunnet hjælpe mig.

På døren til prædikestolsopgangen i Skeby har Hans Nielsen malet dette billede af apostlen Peter (se teksten i artiklens slutning).

Men jeg har min egen udlægning af motivet. Peter står med en nøgle i den ene hånd og en pragtbibel i den anden. Ved hans fødder ligger en brudt nøgle og en anden bibelbog, og bag ham står en hane. Jeg kunne tænke mig, at den gode præst i Skeby – han hed i 1650 Jørgen Hansen – har villet præstere sin egen lille reformation og derfor ikke har villet lade Peter beholde begge nøgler til at lukke op med til Himmerige, men tværtimod minder ham om hanen, som galede tre gange. Og når der på døren står: „Den som går ind ad døren, han er fårenes hyrde. Joh. 10“, så er det nok udtryk for en påmindelse til prædikanten og præstens egen autoritetsfornemmelse: at han turde regne sig for sin menigheds hyrde. Og han oplevede trange tider med sine får.[33]

Noter og Henvisninger

  1. ^ Middelfart byfogeds arkiv, dokumenter til skifteprotokoller 1643-1775. 20. januar 1660. LA.
  2. ^ Middelfart magistrats arkiv, kæmnerregnskaber 1612-1750. LA.
  3. ^ Middelfart kommunes regnskaber 1660-80, mandtal til prinsessestyren 1670, register på ildsteder og kvægskatter 1677, krigsstyren 1677. RA.
  4. ^ Kerteminde byfogeds arkiv, magistratens indkomne breve 1542-1696, 2. maj 1670, og skifteprotokol 18. november 1672.
  5. ^ Middelfart købstads regnskaber 1640-55, grundskat 1645. RA.
  6. ^ Middelfart magistrats arkiv, kæmnerregnskaber 1612-1750. LA.
  7. ^ Middelfart købstads regnskaber 1640-55, diverse fattigsager. RA.
  8. ^ Middelfart magistrats arkiv, kæmnerregnskaber, modtaget fattiges penge, 1612-1750. LA.
  9. ^ Werner Güttel: Die Marienkirche in Hadersleben. 1935.
  10. ^ Middelfart købstads regnskaber 1660-81, byfogedregnskab 1668. RA.
  11. ^ Middelfart købstads skifteprotokol 1625-91. LA.
  12. ^ Patentregister 1678-80, pag. 104-7. RA.
  13. ^ Haderslev bys håndværker- og næringssager 1649-1728. RA.
  14. ^ Odense kæmnerregnskaber. RA.
  15. ^ Odense rådstuebog. RA.
  16. ^ Kgl. skatter, brandskat til svenskekongen 1658, og mandtal 1662. LA.
  17. ^ Skifteprotokol for Odense Købstad, VII, fol. 213. LA.
  18. ^ Odense bytingbog. LA.
  19. ^ Odense bytings stævningsbog 1654. RA.
  20. ^ Odense magistrats embedsbog 1649. LA.
  21. ^ Odense magistrats arkiv, kgl. skatter, mandtal 1672. LA.
  22. ^ Odense rådstuebog 1667. LA.
  23. ^ Vor Frue kirkes regnskaber. LA.
  24. ^ Odense skifteprotokol 1697-1703. LA.
  25. ^ Odense snedker- og billedhuggerlaugs protokoller 1651-1807. LA.
  26. ^ Odense tingbog 1673-76. LA.
  27. ^ Odense magistrats arkiv, kgl. skatter 1676. LA.
  28. ^ Pontoppidan Danske Atlas VI pag. 651.
  29. ^ Kgl. Bibliotek Kali 377 – 4°. Afskrift af fynske præsteindberetninger til Thura.
  30. ^ Middelfart købstads regnskaber. Extrakt til mikkelsdag over byskat og tjenestedrengeskat 1653. RA.
  31. ^ Fyns bispeembede, Middelfart kirkebog 1642-90. Regnskabet 1675-78, pag. 60. LA.
  32. ^ Pontoppidan Danske Atlas V, bd. 2, pag. 957.
  33. ^ Fyns Tidende 25. december 1951.

©