Blade af en (museums)degns dagbog

Af tidligere museumslærer Frede Madsen

Museumslærer Frede Madsen har gennem en lang årrække været drivkraft i undervisningen på vore museer, ikke mindst i Den Fynske Landsby. Tusindvis af skoleelever er hér budt velkommen af museumslæreren, der med karismatisk selvfølgelighed trådte i karakter som degn fra 1850’erne. Der blev fortalt om børns vilkår og skrevet med fjer og pen i Eskjær Skole. Undervisningen fulgte årets gang på landet: såning og høst, jul og fastelavn. Såvel landlivets mørke som lyse sider blev belyst ved degnens fortællinger på vandringen rundt i Den Fynske Landsby, og inde i byen, på Bymuseet Møntergården, legede matrostøjsklædte elever gamle lege eller, ligeledes udklædt, deltog i rollespil om middelalderen. Også H.C. Andersens Hus og Hollufgård har nydt godt af Frede Madsens levende undervisning. "Learning by doing" og "hands on" har længe været en selvfølgelighed, hvor leg og læring forenedes under museumsdegnen Frede Madsens myndige undervisning.

Efter et langt og engageret virke i folkeskolen og ved Odense Bys Museer blev Frede Madsens sidste skoledag fejret en solbeskinnet maj-dag i 2002. Vi har i den anledning bedt Frede samle et lille udvalg af blade fra museumslærerens dagbog og hermed give læseren et indblik i en spændende verden – ikke kun for børn!

Redaktionen

Afskedsreceptionen, maj 2002.

Juni 1988

Det var det år, hvor Odense Rådhus fik nye låse i hoveddøren, Carl Nielsen fik sit rigtige museum i byen, og jeg påbegyndte mit andet år som lærer og underviser ved museumsvæsenet i Odense.

Det gælder om at gå i dybden med det faglige – især i begyndelsen. Deltog derfor i årets gravelejr for amatørarkæologer – arrangeret af Odense Bys Museer og Harja. Det var i årets anledning en jubilæumsgravelejr, og den foregik i Åsum. Amatørerne kom fra Norge, Sverige og Finland, men især kom mange fra Østsjælland – det kunne høres på sproget. De fynske amatører var nu godt med. Gunnar Henriksen fra Gudme har prøvet det før. Det havde jeg derimod ikke. Til gengæld er jeg veteran i lejrliv, så jeg fik snart betroet opgaven som lejrchef, dvs. ansvar for det der med mad, toilettømning og underholdning om aftenen.

Lærer og amatørarkæolog Gunnar Henriksen fra Gudbjerg fremviser fund gjort på gravelejren, juni 1988.

September 1991

Oldtiden er flyttet på Hollufgård, og undervisningen er "klappet sammen" med Historisk Værksted på Hollufgård. Det giver nye spændende muligheder,

men det er svært at flytte sin sjæl hastigt nok, når man også er ansat halvtids på en stor byskole, er degn i Den Fynske Landsby, middelalderformidler på Møntergården og fortæller i H.C. Andersens Hus. Jørgen og Tove siger, jeg kan få kilometerpenge for min cykeltur – mellem arbejdsstederne.

Hollufgård – set fra parken.

December 1993

Degnen og førstelæreren er trådt i karakter. Han er blevet en juleattraktion og kan beses sammen med de øvrige juleaktiviteter i Den Fynske Landsby søndag den 19. december mellem 10 og 14. Har til det formål pyntet skolestuen, fundet nogle ekstra sager frem og forberedt nogle små konkurrencer for voksne såvel som for børn. Belysningen er et problem, men det var den vel også i gamle dage.

Museumslæreren i færd med juleaktiviteter i skolestuen, december 1993.

Marts 1994

Havde lejlighed til at sige nogle "tænksomme og kloge ord" i museets årsskrift Fynske Minder 1993 om det at undervise på et museum. Indslaget var ment beskrivende og lidt provokerende, men alt for få lod sig provokere. Der er måske ikke tilstrækkelig forståelse for emnet blandt de universitetsuddannede museumsfolk.

Børneaktiviteter i Mønterstræde, maj 1994.

Juni 1994

Jeg er nu ikke meget for udklædning. Det minder for meget om fastelavn. På den anden side kan jeg godt se – især på billeder – at de gode museumsrammer lægger op til, at menneskene bliver en del af miljøet. Fantasien næres – jeget ændres – og indlæringen fremmes. Som noget nyt samarbejdede Undervisningsafdelingen her i forsommeren med Børnebiblioteket. Måske åbner det for andre muligheder i fremtiden. På Børnebiblioteket ved man noget om børns interesser og behov – og man vil dem noget godt.

August 1995

Min fynske Barndom er dette års store opgave. Ikke Carl Nielsens barndom specielt, men amtsmuseumsrådets fynsdækkende tema generelt: at beskæftige sig med sine fynske rødder og den barndom og opvækst, der har gjort os til fynboer. Jeg har i den anledning haft lejlighed til at arbejde sammen med en lang række mennesker, der er anderledes end lærere og museumsfolk. Godt nok.

Et større katalog med tilbud har vi lavet – og en del er fremsat som undervisningstilbud – f.eks. gennem Amtscentralen på Ørbækvej og på vort eget halvårsprogram.

Mødet mellem flere generationer – bl.a. med de gamle sager som bindemiddel – har været en oplevelse.

Den Fynske Landsby er et godt fortællested. Her er mulighed for mange aktiviteter. Vi kaldte det særlige høsttilbud "Nu er det længe siden" – og børnene blev klædt ud i de gamle dragter. Vi afprøvede flere spændende aktiviteter. Emnet har muligheder – bør udnyttes også i fremtiden.

Legekassen er fremme på Møntergården.

August 1996

Høsten er en god tid til mange ting. Sidste års Aakjær-citat har vi ændret til "I høstens tid" – idet vi med høst mener perioden fra høhøsten i juni til frugthøsten i slutningen af september.

Aktivitetsudbudet er derfor alsidigt, så både Ella, Kirsten, Jens, Randi, Benedicte og landmændene kan inddrages. At gå i træsko på toppede brosten er en svær øvelse.

"Nu er det længe siden" – fællessang med lærer og spillemand i forbindelse med temaet "Min Fynske Barndom" i september 1995.

September 1997

Museumsformidlere fra hele landet er stævnet mod Odense. Indkvartering og foredrag på Dalum Landbrugsskole. Indtryk til drøftelse om formidling og undervisning hentes på vore udstillingssteder i Odense Bys Museer. Bondelivsudstillingen i Den Fynske Landsby giver anledning til en god snak om tidens modefænomen: levendegørelse. Min kollega i undervisningen, Hanne, er også i fuld sving med at levendegøre på Fyns Kunstmuseum.

Museumsformidlere på landsbyvandring i Den Fynske Landsby, september 1997.

December 1997

Nye muligheder afprøves med jul og nisser på Bymuseet Møntergården. Vi kalder det et juleundervisningsprogram og inviterer to klasser fra Odense hver dag i to uger i december. Ideen er at udnytte de mange gamle, spændende sager på Det åbne Magasin. Her er der godt nok ikke mange genstande, der handler om jul, men nogle enkelte kan med lidt god vilje henføres til vinteraktiviteter. Med tilladelse kan enkelte af de robuste sager hentes ud af skabet. Vi lader børnene – ved nissehjælp – vælge sig en genstand ud, sanse sig ind i den og fantasere om dens anvendelse. Sluttelig forelægges resultatet for klassen. Eleverne bliver fotograferet med genstanden, så der kan bringes synlig dokumentation med hjem til skolen. Glædelig jul.

Nissen viser vej til museumsgenstande, Møntergården, julen 1997.

Marts 1998

Hurra – nu sker der noget! Har netop udtænkt, beregnet og fremsendt tal på, hvad det vil koste at indrette gode og tidssvarende faciliteter for undervisningen i Det nye H.C. Andersens Hus. Man har i mange år savnet bedre forhold for børn i dette museum, så nu er der glæde og forventning – ikke mindst hos os, der ofte går med børn rundt i huset.

December 1998

Denne jul er henlagt til Den Fynske Landsby med børn, nisser og gamle dage. Miljøet er lige så godt her som på Møntergården, men vejret kan gøre en forskel!

Heldigt vejr har dog fulgt os den første uge. Hest og kane har ikke været ude at trave i flere år, men er nu i brug hver dag. Fyldt med begejstrede børn "kanes" der rundt på Landsbyens snedækkede stier. Kaj og hestene nyder det også, kan vi lugte.

Hugin & Muninklubbens børn får chancen for at opleve vinter i gamle dage her i weekenden.

En sjælden kanefart i Den Fynske Landsby, 1998.

Februar 1999

Dette er et godt år. "Middelalderåret" er det blevet kaldt efter et fælles og landsdækkende initiativ – og så har vi haft god tid til at gøre forberedelse.

Lille Margrete er skredet gennem rummene på Møntergården i de seneste uger – og med en horde af vigtige bipersoner i hælene lige fra Erik af Pommeren, bisp Lodehat og drost Podebusk til riddere, munke, tiggere og torvekoner.

Takket være kulisser og genstande fra Børnenes Museum på Nationalmuseet er vi gået i selvsving og har kraftigt opgraderet udstyret med god bistand fra KFUMs genbrugssystue og velvillig delagtighed fra udstillingsværkstedet på Hollufgård.

Billederne her siger mere end mange ord…

Tiggere, munke og torvefolk i “Lille Margrete”, Møntergården 1999.
“Margrete d. 1.” og hendes hof ved måltidet, Møntergården, februar 1999.
Procession af små middelaldermennesker, Møntergården, februar 1999.

Maj-juni 1999

Sidste møde i ICOM-CECA og stiftelse af den ny forening, Museumsformidlere i Danmark, på Hollufgård den 1. juni. Foreningslivet i Danmark er stort, udbredt og mangeartet. Man kan sagtens få sig en bestyrelsespost – og dermed en vis indflydelse. Blot man viser positiv interesse og møder frem på generalforsamlingen. I de år (1993 – 2001), jeg har været foreningsaktiv for museet, har det været spændende at møde andre formidlere på mange slags danske museer. En del arbejde var der dog også iblandt.

September 1999

Udstillingen hed "Fra Knud den Hellige til Dronning Christine". Det er heldigt, at det hele udstyr – samt en knogle fra St. Alban og et bøddelsværd fra Scramasax -kan genbruges i undervisningen i museets egen middelalderudstilling på Hollufgård.

På glimrende vis rammes perioden ind af de to hovedpersoner, Knud og Christine. Udstillingens kulisser er fantastiske til at få børnene hensat – og indsat – i deres roller og opgaver. Middelalderen var ikke kun mørk; den var også meget kulørt. Vi fik lært en del, som "godt kan bruges i et senere afsnit."

Museumsformidlere, Børnenes Museum på Statens Museum for Kunst, maj 1999.
Relikvier frembæres i udstillingen "Fra Knud den Hellige til Dronning Christine" på Hollufgård, september 1999.
"Den nødvendige kartoffel” graves op i Den Fynske Landsby, oktober 1999.

Oktober 1999

Den nødvendige kartoffel. De mange gamle bondegøremål kan også indgå i et efterårstilbud (ugen før efterårsferien) med kartoflen som emne. Vi fortæller om kartoflens lange vej fra Andesbjergene til den jyske hede.

Vi graver kartofler op, måler, vejer, sorterer, kuler ned, skræller, synger, koger og moser os frem til bondedelikatessen "Brændende Kærlighed", som vi så spiser – med en passende andagt og bordskik, forstås. Det er skægt – men også tankevækkende.

Kirsten og "Kællingen" er klar til høstfesten, august 2000.

September 2000

"I Høstens Tid" – for 4. gang. Det var tåleligt høstvejr. Kællingen (strådukken) er festens hovedperson, og hun er kommet for at blive. Husk, ikke så megen snak – hellere aktiviteter som sang, spisning og dans. Sådan var det jo også – dengang!

Marts 2001

Tjenesterejse til København for i audiens at takke Hendes Majestæt for den tildelte fortjenstmedalje i sølv. Dronning Margrethe var dog på grund af ferie afløst af kronprinsen, der også er i besiddelse af et eventyrslips fra Odense Bys Museer.

August 2001

Strålende høstvejr, gode klasser og et velfungerende team af landsbyfolk. Vi havde besøg af en god fotograf, John fra Næsby. Se blot på billederne.

November 2001

Hængte min degnedragt på bøjle for sidste gang. Bukserne kunne næppe heller klare en sæson mere.

Skønt har det været at se i børnenes ansigter – tvivl og forundring i det at være til stede i en anden tid – en anden skole – en anden undervisning – måske selv at være en anden – lidt!

Små gøremål som at læse i kor, folde hænder, gøre famlende forsøg med en fjer- eller stålpen og tvære kridt ud på tavlen har været Eskjær skoles hverdag siden 1827 – lige til skiftedag den 1. nov. 2001.

Blæk og pen vil nu tørre ind. Fortælling og fantasi vil foretage et nødvendigt stillingsskifte.

NB. Det var nu ingen ringe skik med de små offergaver til præst og degn. (to fl. rødvin og et æble).

Jens instruerer i snittebænkens anvendelse, august 2001.
Ella har styr på køkkenholdet, august 2001.
Dans til høstfesten på Skamby Torupgårdens toft, august 2001.

Maj 2002

Det var så det …. Et liv i skolens tjeneste – og et arbejdsliv med skolen på museet. Færdigt arbejde. Kunne det være gået bedre?

Anderledes, naturligvis, men nok ikke ret meget bedre.

Efterskrift

Dagbogslæsning er ikke ukendt læsning – heller ikke for andre end dagbogsskriveren. Det er en litterær genre. I dagbogen kommer man tæt på mennesket, statsmanden, politikeren eller embedsmanden. Betroelser, private oplysninger og personlige overvejelser er godt stof. Jeg skal i mit tilfælde holde mig til det sidste – de personlige overvejelser.

Skolelæreren i funktion med bog og ris, datidens nødvendige rekvisitter.

Når man som folkeskolelærer gennem 30 år har undervist med lærebog, læseplan og formålsparagraf som ledestjerner og skifter til en stilling som museumslærer, så får man drejet sin pædagogiske indfaldsvinkel en kende. Det kan være ganske sundt og udfordrende, men det giver også nogle vanskeligheder.

Hvad skal børn lære på et museum?

Museumsfolk er ikke i tvivl. Det er den viden, kunst og kultur, som museet samler på, børn skal have kendskab til. Skolens folk er noget i tvivl.

Skoler kommer på museum primært for at få tilgodeset/suppleret et fagligt udbytte i relation til skolens formål; nemlig at fremme elevens personlige udvikling ved tilegnelse af kundskaber, færdigheder og arbejdsmetoder. Hov, stod der færdigheder og arbejdsmetoder?

Om eleven ved vi, at hun/han lærer bedst, hvis det er skægt og sjovt. Større elever vil nok bruge ordet interessant.

Der er ikke uden videre sammenfald mellem de tre gruppers opfattelser.

En museumslærers opgave går således ud på at skabe en vis fælles mangefold – gennem de såkaldt didaktiske overvejelser. Det kan bedst illustreres ved et par eksempler hentet fra min dagbog.

Eksempel 1

Museet har masser af genstande i sin varetægt. De kan beses næsten dagligt. Man kan måske læse om dem på et skilt, så man får tilegnet sig kundskab ved hjælp af en læsemetode. Genstandene formidler ikke sig selv – selv om nogle mener, at de taler for sig selv.

For elevens indlæring er det vigtigt med sanseindtryk, for i den alder tilegner man sig kendskab til omverdenen primært ved hjælp af sanserne. Plastic er i dag et yndet og ofte anvendt materiale, og (næsten) problemfrit anvendes det til alle ting fra indpakning til raketaffyring.

For at erkende menneskers vilkår før 1950’erne må man kunne glemme alt om plastic, føle æggen på en flintøkse, mærke vægten af et fempundslod og stryge håndfladen mod en tyndskuret træspand.

Sansningen må nødvendigvis ledsages af fortællingen. Her er lyttesansen adgangsbillet til en ukendt verden fra før plasticalderen.

Har du selv slået flint, vejet korn eller båret vand, så sker der en kundskabstilegnelse af andre dimensioner end lærebogens læsefærdighed giver adgang til. Man kalder det også historisk bevidsthed.

Eksempel 2

Børn – især de mindre børn – elsker at høre om nisser, trolde, hekse og alle former for eventyr og overtro.

Der er mange gode anledninger for eksempel ved vore højtider til at fortælle om den overtro – og tro, der altid har fyldt meget i menneskers hverdagsliv. På vore museer bør denne anledning udnyttes. Her kan menneskers tro og overtro dokumenteres i form af masser af genstande, ritualer og beskrivelser af menneskelig adfærd.

I undervisningsprogrammet "I Høstens Tid" folder vi hænder, fletter strådukker, synger gamle vers og går i procession med den selvfremstillede mad – af grunde, der engang var ganske indlysende. I dag skal det gennem ledsagende fortælling gøres troværdigt.

Eksempel 3

Det går som en leg, siger man, når noget går let. Børn oplever leg som "ikke-læring", men det er galt.

Kan vi som formidlere få børn til at opleve museumsbesøg som en leg med mening i, så sker der en tilegnelse. Legetøj er i sin oprindelse kopigenstande fra den voksnes verden, men beregnet for børns dannelse til netop at blive voksne. Tag legetøjet ned fra hylderne og ud af montrerne, lav kopier og miniaturer, og lad børnene lege og tilegne sig forståelse og indsigt. Metoden er prøvet før.

Det hænder, at selv vi voksne gennem legen får genopdaget en forståelse, vi troede, vi havde mistet. Brænder tampen?

Til slut

Undervisning – læring – tilegnelse – er en proces. Det gøres ikke på et to timers besøg på museet. Derfor er sammenhæng en væsentlig faktor. Skole og museum må kende til hinanden og vide noget om hinanden – ikke via e-mail eller firefarvede foldere, men ved at indgå i et arbejdsfællesskab. En formidlingsopgave, der har så væsentligt et mål som at overdrage kulturarvestykker og bidrage til sindets dannelse hos den kommende generation, må naturligvis intensiveres og udvikles i takt med det behov, der tydeligvis kan iagttages hos børn og unge i dag.

Mindre betydningsfuld bliver opgaven ikke, når en større og større del af skoleungdommen kommer med fremmed kultur i bagagesækken.

Alle gode kræfter – og ressourcer må sætte ind på denne opgave.

©