Teglstensbrænding har her i landet været kendt fra engang i 1100-årene, og betingelserne for en udvikling af teglværksdrift har været nogenlunde ens for de forskellige landsdele, takket være fordelingerne af de store mængder ler og sand i istidsaflejringerne.

Fyn har fået sin del af råmaterialet til fremstilling af brændt tegl, der gennem de første århundreder hovedsagelig fandt anvendelse i kirkeligt byggeri, fæstningsværker, slotte og herregårde.

Fra slutningen af middelalderen, da brugen af brændte sten også efterhånden blev mere almindelig i borgerligt byggeri, voksede antallet af teglværker, især omkring de større byer, og da grundmur ind i 1800-tallet i væsentlig grad begyndte at erstatte bindingsværk i landdistrikterne, anlagdes her en del mindre teglværker, der ofte blev drevet sideløbende med en landbrugsbedrift.

Der var således i slutningen af 1800-årene på Nordfyn indenfor en radius af kun få kilometer ikke færre end 7 teglværker. Der var et i Uggerslev og et ved Petersminde i samme sogn. Endvidere i Glavendrup, Torup og Bladstrup i Hjadstrup sogn. Der var Kosterslev Teglværk ved Søndersø og Hemmerslev Teglværk i Særslev sogn.

Sidstnævnte værk er det eneste af de ovenfor nævnte, der endnu er i drift, vel nok fordi der allerede på et tidligt tidspunkt her var bygget ringovn, og der endnu i rentabel afstand er brugbart ler.

Bladstrup Teglværk, der havde periodisk ovn, arbejdede til 1940, og i 1953 solgte ejeren, gårdejer Rasmus Rasmussen, teglværket til genopførelse i Den fynske Landsby.

I 1889 havde Rasmus Rasmussens fader købt 5 tdr. land i Bladstrup, og samme år byggede han teglværket samt stuehus, stald- og ladebygninger. I årenes løb blev der ad flere gange købt mere jord til landbrug, således at der i 1926, da Rasmus Rasmussen overtog bedriften, var et tilliggende på ialt 29 tdr. land. Ved gentagne jordkøb i den efterfølgende tid udvidedes landbrugsbedriften, og i 1950 var der ialt 46 tdr. land.

Situationsplan. Tegningen viser den oprindelige bebyggelse i 1889, teglværket med tørrelader, der var bygget af bindingsværk, og stuehus og landbrugsbygninger opført af grundmur.

Teglværksbygningen med ovnen var 14,50 m x 18,10 m, og bindingsværket i ydermurene var gammelt egetømmer fra en nedbrydning. Tavlene var udmuret med brændte sten i lermørtel, og på taget var lagt teglsten uden understrygning. Der var heller ikke rygningssten på taget, for røgen fra ovnen skulle jo kunne slippe ud, og den pulsede ud gennem tagflader og rygning, og hvis det kneb med røgaftrækket, var der desuden i de bræddeklædte øverste gavltrekanter en lem, der kunne fjernes.

Ovnen var en periodisk ovn, en såkaldt højovn, åben foroven og med tykke murede vanger af rå lersten, der var opmuret i ler. Som bund i ovnen var lagt brændte sten på fladen, og der var også anvendt brændte sten omkring indfyringsåbningerne.

Stenene i bunden af ovnen er lagt i striber mellem de fire indfyringsåbninger i hver side, derved blev det lettere at holde retningen, når de rå lersten skulle stables, så de dannede lige indfyringskanaler tværs gennem ovnen. I de to vanger med støttepiller er der åbninger til indsætning af sten. Åbningerne, der sidder i forskellig højde, er så brede, at en trillebør kan passere, men ikke så høje, at man kan gå oprejst igennem.

De oprindelige tørrelader var i årenes løb ombygget, men Rasmus Rasmussen kunne angive størrelse og udseende på de gamle. Østre og vestre tørrelade var lige lange, ca. 29,00 m. Bredden på østre lade var 6,25 m og på den vestre 6,90 m. Højden på ydermurene var kun 1,30 m; de var bygget af lodrette egestolper på syldsten uden fodrem. Felterne mellem stolperne var åbne, og man lukkede efter behov med løse halmmåtter. Tagene var sadeltage, dækket med tagpap. Der var ingen hylder, man trillede med bør midt ned gennem laderne og satte stenene til begge sider direkte på jorden.

Den nordlige lade, der var sammenbygget med teglværksbygningen, havde større husdybde end de 2 førstnævnte. I den var æltemaskinen anbragt, og desuden var her en del hylder til frasætning af sten.

Grundplan af teglværk med ovn, samt snit og facader.

I sæsonen beskæftigedes 5-6 mand. Der var 2 til at læsse og køre ler fra lergraven, 1 mand ved æltemaskinen, 1 til afskæring og 1 til at trille lersten fra og hensætte i tørreladerne. Leret blev kørt til æltemaskinen i tohjulede mergelkasser, hver forspændt 1 hest. Der var 2 mergelkasser i gang, og når der var kørt tilstrækkeligt ler til æltemaskinen, blev begge hestene sat for til æltning.


Facader af teglværk og tørrelader. Rekonstruktion.

Når de rå sten var tilpas lufttørrede, begyndte stablingen i ovnen. Der stabledes først så højt, det kunne lade sig gøre fra den nederste indkørselsåbning, derefter fortsattes indsætningen fra den øverste åbning, hvortil man kørte ad den faststampede lerrampe i teglværket. Når der herfra ikke kunne nåes højere, blev stenene langet op på en træplatform og videre op på ovnens øverste kant. Her tog man så de sten, der skulle bruges til færdigstabling i ovnens øverste del. Stablingen foregik på en ganske bestemt måde med passende afstand mellem stenene, så varmen fordeltes bedst muligt i ovnen.

Før brændingen begyndte, blev de to indsætningsåbninger i ovnen muret til, og øverst blev der afdækket med et lag ler. I dette lag lavedes et passende antal huller, hvorigennem røgen slap ud, og gennem hullerne fulgte teglbrænderen hele brændingsprocessen. Han kunne på ildens og stenenes farve se, om fyringen var tilpas og hvornår der skulle afsluttes.

Ovnen rummede 50.000 sten, og brændingstiden var ca. 10 døgn. De første 4-5 døgn fyredes der første gang om morgenen kl. 5 og sidste gang om aftenen kl. 23, men de sidste døgn under brændingen blev der fyret en gang hver time hele døgnet.

Stenenes stabling i ovnen.

Til brændingen regnedes 1 ton kul til 3000 sten.

Det var gule teglprodukter, der udgik fra teglværket: facadesten, skillerumsten og mindre partier af drænrør.

Årsproduktionen af mursten var ca. 500.000, svarende til 10 brændinger, og man begyndte som regel omkring d. 20. april og sluttede sæsonen inden jul. Der skulle jo være sikkerhed for, at nattefrost ikke skadede de rå sten under tørringen.

I de år, teglværket var i drift, var der som tidligere nævnt sket en ombygning af tørreladerne. De var gjort rummeligere, så der kunne anbringes hylder til frasætning af de rå sten, der på den måde lettere og hurtigere kunne lufttørre. Den vestlige lade blev allerede udvidet i 1908, og i årene ret efter fulgte så de andre.

Selve teglværksbygningen udvidedes i 1924, idet gavlen mod vejen blev flyttet 2,60 m længere ud og samtidig blev den gjort højere, så man nu kunne gå oprejst ind i bygningen, hvad man ikke tidligere kunne. Det havde været en gene, når stenene fra laderne skulle køres til brænding, at man i al slags vejr måtte udenfor for at komme til ovnen. Efter ombygningen kørte man hele vejen under tag.

I 1932 blev de gamle „mergelkasser“ erstattet med tipvogne, der kørte på skinner. Det var en besparelse i driften, at der på kortere tid kunne køres større mængder ler til ælteværket.

En yderligere billiggørelse af produktionen opnåede man, da der i 1933 installeredes blæseranlæg til fyringen, så det nu blev muligt at anvende billigere brændsel i form af afharpningsprodukter.

Med disse forbedringer arbejdede teglværket frem til 1940, da man foretog den sidste brænding i Bladstrup. Landet var nu besat, og et begreb som mørklægning lod sig vanskeligt realisere her, hvor ildskæret fra ovnen om natten stod lige op gennem alle åbninger i taget. Hertil kom så ejerens overvejelser rent økonomisk om teglværksdriften. Den gamle periodiske ovn var nu engang dyr og langsom i drift, den tekniske udvikling var forlængst andre steder resulteret i overgang til kontinuerlige ovne, de såkaldte ringovne.

I stedet for at bygge ny ovn og større bygninger valgte Rasmus Rasmussen at afskrive teglværket og hellige sig landbruget og sit hverv som sognerådsformand.

Efter at teglværket var genopbygget i Den fynske Landsby, blev der foretaget en brænding, der forestodes af den tidligere ejer, og resultatet var absolut tilfredsstillende. Der blev den procentvise fordeling af hårdtbrændte klinker, gode fuldbrændte 1ste sort facadesten og skillerumsten, som kunne forventes.

Her i landet har den primitive højovn helt udspillet sin rolle indenfor teglværksdrift, efter at der i over 700 år har været draget nytte af dens virke. Det skal dog lige nævnes her, at den som type sikkert vil fungere mange år endnu andre steder.

Der er således på opfordring sendt tegninger af ovnen og beskrivelse af dens virkemåde til Indo-Danish Project, der blandt andre hjælpearbejder også gerne vil sætte ind på en forbedring af teglstensbrændingen i Bangalore distriktet i den indiske stat Mysore.

©