En ligsten i Skt. Hans kirke i Odense fra midten af 1400-tallet skiller sig ud fra de fleste jævnaldrende. Formen er den samme og fladens anvendelse den samme: langs stenens rand en indskrift, i hjørnerne evangelistsymboler. Tilsammen danner de rammen om figurfremstillingen, der viser en ridder og hans hustru. Stenen har været lagt over Gert Hartvigsen Bryske, der døde 1441, efter at have været høvedsmand på Nykøbing slot og rigsråd; i hans sidste leveår var han lensmand på Næsbyhoved. Hans hustru var Elsebe Henningsdatter Kabel, der døde 1462.

Det er muligt, at Bryskernes voldsomme karakter, der i senere slægtled skulde give sig så stærke udslag og fremkalde klager både fra borgere og bønder på Fyn, har været nedlagt også i Gert Bryskes sind; i hvert fald dræbte han 1425 væbneren Jacob Nielsen Grubendal.

Ligstenens flade er udslidt af mange fodtrin, men man skimter dog ridderens og hans hustrus skikkelser. Han er klædt i fuld rustning og støtter sig med højre hånd til sværdet; i venstre holder han vel en lanse. Hun er klædt i tidens lange, folderige dragt; højre hofte er stærkt forskudt; i sin stilling er hun udtryk for højgotikens stil, som den i sin reneste form fremtræder i fransk kunst, i håndskrifternes billeder, i Strasburgerdomens skikkelser. Men hun bøjer sig mod sin husbond og rækker ham en blomst.

Dette er usædvanligt og i dansk kunst fra denne tid enestående. Mange danske ligsten har tilsvarende figurfremstillinger, men på dem alle er skikkelserne fremstillet i dødens ophøjede ro; her på denne sten er fremstillet en scene, der i al sin beskedenhed er dybt menneskelig. Den rækker over fem hundrede år og taler til os om menneskelige følelser.

Uvilkårligt drages tanken til røllikeblomsten i den unge kvindes grav fra Egtved; for tre tusinde år siden fik hun den lille blomst med i graven som en stilfærdig hilsen.

Ligsten over Gert Hartvigsen Bryske og Elsebe Henningsdatter Kabel. Efter Løffler: Gravsten fra Middelalderen.

Man hefter sig ved disse små træk, fordi de umiddelbart fortæller om følelser, som også vi vedkender os, og som tiden ikke ændrer. Og man hefter sig ved dem, fordi de saa stærkt minder os om, at bag alle de ting, som er os overleverede fra fortiden, hvad enten de er fornemme kunstværker eller simple brugsgenstande, står mennesker, der har fremstillet dem, har brugt dem og har glædet sig over dem; mennesker, der har haft glæder og sorger som vi.

I januar 1952 døde museumsinspektør Chr. Axel Jensen, Nationalmuseet. Han havde netop afsluttet sit store værk om danske adelige ligsten, der bygger på et livs trofaste syslen med vort lands fortidsminder; med særlig glæde kunde han dvæle ved Gert Bryskes sten, fordi den så smukt giver udtryk for menneskelige følelser.

Få havde en så omfattende viden. I mere end en menneskealder fulgte han vore museer og glædede sig, når han så dem vokse. Ved planlægningen af museumskomplekset i Møntestræde var han en trofast og erfaren rådgiver. Bag den beskedne, stilfærdige form var der en varme, som opmuntrede, og hans hjælpsomhed var ubegrænset. Også vi lægger på hans grav en blomst som en hilsen.