Børnemuseet på Møntergården

– en ny kulturhistorisk oplevelse for alle sanser

I foråret 2017 fik Møntergården en lille ny – ja, faktisk tvillinger. Efter mange års forberedelse blev dørene slået op til Histotoriet og Børnenes Baggård, som tilsammen danner Møntergårdens nye børnemuseum. Med økonomisk bidrag og støtte fra Arbejdsmarkedets Feriefond og Nordea-fonden har museet dermed fået to helt særlige, interaktive udstillinger målrettet museets yngste gæster, som hver især giver dem vidt forskellige måder at opleve kulturhistorie på: Histotoriet er en moderne udstilling, bygget op som et kreativt historielaboratorium, mens Børnenes Baggård er et iscenesat historisk bymiljø anno 1890’erne med baggård, lejlighed og snedkerværksted, hvor alt må røres og prøves.[1]

Børnemuseet med Histotoriet og Børnenes Baggård har fået til huse i og omkring et originalt bygningsmiljø fra 1800-tallet bestående af fine, gule bindingsværkshuse. De ligger med indgangen centralt placeret over for Møntergårdskarréens billetsalg og hovedudstillingsbygning.

Med Børnemuseet skriver Møntergården sig ind i en lang tradition, for det første museum med udstillinger målrettet børn blev oprettet i New York allerede i 1899.[2] Det formidlede naturvidenskabelig viden til byens børn, og op gennem 1900-tallet spredte idéen sig til resten af USA og Europa, især fra 1960’erne og frem. I dag findes over 400 institutioner verden over, som kalder sig børnemuseer, og lige netop naturvidenskab og teknik er de hyppigste emner for mange børnemuseer, især i udlandet. I Danmark har vi inden for den genre Eksperimentariet ved København, der blev grundlagt i 1991, selvom det ikke er defineret som et børnemuseum, men et science center, hvor børn og unge kan lege sig til viden.[3]

Kunst og kreativitet er ligeledes hyppigt brugte emner på børnemuseer, og det var netop en række kunstmuseer, der som de første i Danmark åbnede særlige afdelinger for børn i løbet af 1980’erne og 90’erne.

På det historiske område åbnede Børnenes Museum på Nationalmuseet i København i 1992 som det første kulturhistoriske børnemuseum i Danmark.[4] I dag er utrolig mange kulturhistoriske museer i Danmark fulgt trop og har som minimum et lille hjørne med faste aktiviteter eller udstillinger, designet specielt til børn og deres familier – og nu altså også Møntergården. Børnemuseet på Møntergården er således ikke i sig selv en ny opfindelse, men den måde, vi her har valgt at formidle til børnene på, er alligevel ganske anderledes.

Histotoriet – ikke om børn, men for børn

Da vi gik i gang med at udvikle Histotoriet for børn, blev vi ofte mødt med sætningen ”Jeg har noget gammelt legetøj, museet kan få til det nye børnemuseum”. Rigtig mange er af den opfattelse, at børn, der jo selv er storforbrugere af legetøj, må synes, at en udstilling med gammelt legetøj er alletiders. Vores erfaring er imidlertid, at gammelt legetøj ikke altid virker appellerende på nutidens børn. Ofte synes de ligefrem, at det gamle legetøj er kedeligt, fordi de mere eller mindre ubevidst sammenligner det med det, de selv har. I stedet er det forældre eller bedsteforældre, der selv legede med det udstillede legetøj, da de var børn, som af nostalgiske årsager synes, det er hyggeligt. Og er det så et museum for børn?

Et andet emne, flere kulturhistoriske børnemuseer ofte tager op, er børneliv i gamle dage, altså en udstilling om børn. Her er formålet, at nutidens børn skal kunne spejle deres eget liv i det liv, som børn levede i gamle dage. Undervejs i udviklingen af Histotoriet blev vi imidlertid klar over, at børn, når de leger, ofte identificerer sig med voksne roller – f.eks. politimanden, soldaten eller moderen – og ikke altid leger ridderdrengen eller skolepigen. For os at se må det betyde, at det for børnene ikke gør så meget, om det er børnenes eller de voksnes historie, der formidles. De vil faktisk gerne bare vide noget om gamle dage generelt. Vi valgte derfor, at vi ikke ville lave et museum om børn, men formidle både historie og arkæologi bredt, men selvfølgelig stadig med fokus på at gøre det til et museum for børn.

Med Histotoriet ønskede vi i det hele taget at eksperimentere med at lave en ny type udstilling for børn i stedet for blot at kopiere noget, andre havde gjort før os. I udstillingen er der derfor ti generelle temaer, som børnene kender fra deres egen verden, men som ikke kun er knyttet til et børneliv: Tid, Kommunikation, Arbejde, Familie, Krig, Død, Dyr, Mad, Udseende og Religion. De mere abstrakte temaer som Død og Tid valgte vi, fordi vi er af den overbevisning, at børn ofte er meget optagede af livets store spørgsmål, og som museum vil vi gerne være med til at skabe dialog om fundamentale aspekter i livet set i et historisk perspektiv.

Historikeren, Arkæologen og Konservatoren, der tilsammen er HAK.

Helt grundlæggende har vi altså lavet en tematiseret udstilling og ikke en, der er opbygget kronologisk med en forudbestemt vej rundt i huset. For det første er fravalget af en kronologisk opbygning taget i erkendelse af, at børn helt op til 9-10 årsalderen kan have vanskeligt ved at forstå kronologi. For dem eksisterer der i grove træk kun ”gamle dage” og ”gamle, gamle dage”. For det andet har det ikke været muligt eller ønskeligt med en forudbestemt rute på grund af husets labyrintiske struktur med mange små rum, der stammer fra husets tid som beboelsesejendom. Denne struktur har vi med vilje valgt at bevare, fordi det labyrintiske og autentiske danner en spændende ramme om udstillingen.[5]

Det har været vigtigt for os, at temaet Død ikke blev hverken uhyggeligt eller sørgeligt. I stedet gør vi, som HAK ville gøre, og behandler Døden som en kilde – dvs. hvordan skeletter, gravgaver og gravsten kan give viden om livet i gamle dage. Indirekte håber vi på, at emnet også sætter gang i dialogen mellem børn og voksne om deres eget forhold til døden, uden at vi direkte nævner det. Foruden at kigge på ægte skeletter i udstillingen kan børnene også lege arkæologer og enten lægge skeletpuslespil eller sortere knogler i de rigtige kasser.

Kun i det udstillingsrum, der rummer temaet Tid, har vi med én opstilling valgt at præsentere en meget grovkornet kronologi, som for en rigtig historienørd og museumsinspektør nok er lidt svær at sluge. Her er stenalderen ikke delt i jæger- og bondestenalder, men kaldes bare Stenalder, og tidsperioden hedder ikke fra ca. 12.800 f.Kr. til 1.800 f.Kr., men blot for 10.000 år siden. Med dette dejlige runde tal er det måske lidt lettere for nogle børn at forstå, at 10.000 år i hvert fald er mange år siden og mere end 3000 år, som ifølge Histotoriets tidsregning er der, hvor Bronzealderen lå. I alt opererer vi med seks tidsaldre: Stenalder, Bronzealder, Jernalder, Middelalder, Industrialiseringen og De voksnes tid. De forskellige tidsaldre har vi tildelt et ikon, der uden for tidstemaet kan genfindes rundt på alle de udstillede genstande, så voksne og særligt interesserede børn kan se, hvor gamle genstandene er. Og genstande er der mange af i Histotoriet. Museumsgenstandene er det, som gør kulturhistoriske museer til noget helt særligt, og vi så det derfor som en spændende udfordring at undersøge, hvorvidt vi kunne få børnene gjort interesserede i dem.

Nørderi og leg

Ud over at vise originale museumsgenstande i Histotoriet præsenterer vi også børnene for det museale på en anderledes måde. Det første, børnene møder, når de kommer ind i Histotoriet, er H A K – Historikeren, Arkæologen og Konservatoren – i form af tre mandshøje fotostater, som hver især i en kort sætning fortæller, hvilken arbejdsopgave de har på et museum. Den bagvedliggende idé er, at huset fremstår som HAK’s historielaboratorium, og igennem hele udstillingen er det dem, der er bærere af formidlingen enten direkte eller indirekte.

For eksempel dukker HAK’erne op inde i montrerne på fotoer med talebobler, hvor de giver info eller stiller spørgsmål til børnene om museumsgenstandene. De er også indirekte afsendere på de opslagstavler med ekstra info, der sidder i hvert rum.

HAK dukker frem som fotoer med talebobler i mange af montrerne. I denne montre siger A: ”Jeg har fundet en grav med en pige. Kan du se de gaver, hun fik med i graven?” I en enkelt sætning får børnene indirekte to informationer: En arkæolog er en, der kigger på grave, og i gamle dage fik man gaver med i graven. Samtidig opfordres de til at kigge nærmere på genstandene. De særligt interesserede kan på manilamærket se ikonet for jernalder, og at det var for 2000 år siden.

HAK formidler også indirekte de såkaldte HAK-O-metre, som er en slags legemontrer, der giver børnene mulighed for selv at finde frem til genstandenes historie. I en udstilling med mange originale genstande er montrer selvfølgelig en nødvendighed, men for ikke bare at stille kedelige montrer op som i enhver anden udstilling og for at få børnene til at se nærmere på genstandene er montrerne gjort interaktive med knapper, låger og lignende. Andre steder er genstandene så at sige kravlet ud af montrerne i form af rekonstruktioner, der kan leges med. Hermed kombineres den klassiske museumsudstilling med science centrenes formidlingsform, og via eksperimenter og interaktivitet skabes en leg med museumsgenstandene i fokus. Formidlingen i udstillingen sker således igennem flere lag, der taler til forskellige intelligenser og aldersgrupper og giver børnene mulighed for at bruge den mængde information om genstandene og historien, som de har lyst til og brug for.

HAK-O-metrene fortæller ofte om genstandenes brug og historiske sammenhæng, billeder i montrerne eller på HAK-O-metrene, manilamærkerne giver tidsperiode og navn, HAK stiller spørgsmål på små skilte og hjælper med vejledninger til HAK-O-metrene, og på opslagstavlerne kan alle få lidt ekstra viden.

Et såkaldt HAK-O-meter med ægte genstande og spændende knapper, man skal trykke på for at løse en opgave og blive klogere på fortiden.

Den oprindelige tanke var ellers, at udstillingen nærmest skulle være tekstløs, fordi den var til børn, og det sanselige skulle i første række. Vores målgruppe er imidlertid 4-11 år, og her vil ca. halvdelen af dem være i stand til at læse korte tekster. For nogle børn, der lige har lært at læse, kan der endda være en ekstra sport i det. Endelig kommer de fleste børn i følge med en voksen, der kan læse for dem. Derfor har vi alligevel brugt en del tekster, men gjort dem korte, nemme at læse og forståelige for børnene, hvad enten de selv læser dem eller får dem læst højt af en voksen. Det er desuden alt sammen tekster, der ikke kun informerer eller kræver et ja eller nej til svar, men i stedet stiller reflekterende spørgsmål eller får børnene til at gå på opdagelse.

I Histotoriet er læringen og historien helt tydeligt i fokus. Vi er nemlig af den overbevisning, at når vore gæster vælger at tage på museum, kommer de hovedsagelig for at få en lærerig oplevelse med fokus på kulturhistorien sammen med deres børn, samtidig med at det er sjovt og hyggeligt. Skal det derimod udelukkende være sjov og ballade, vælger de legelandet et andet sted i byen. Der er imidlertid tale om en meget uformel læring, hvor midlet til målet er sjove, spændende elementer og aktiviteter samt en legende tilgang. Teorien er, at aktivitet og leg er lige så vigtige pædagogiske redskaber som decideret undervisning,[6] og at sanselige oplevelser ofte er en vigtig del af læreprocesserne under et museumsbesøg, da kroppen – hvad enten man vil det eller ej – sanser, når man går på museum.[7]


I Histotoriet er alle elementer bygget i børnehøjde – her må forældrene ned på knæ! – og farver og finurlige detaljer på udstillingselementerne giver sammen med vægfarverne i de enkelte rum en rar og venlig atmosfære. Her er der både noget for de ældste børn med HAK-opgaver og nørdet info; og der er noget for de yngre med kravlehuller, prøv-selv-tøj, legevåben og ormen Worm, der gemmer sig i ni hemmelige huller. Worm er opkaldt efter oldtidsforskeren Ole Worm (1588-1654), som oprettede landets første museum.

Generelt gælder det for Histotoriet, at der er taget så meget hensyn til børnene som overhovedet muligt. Vi har villet skabe et særligt sted for børnene, hvor de bliver taget seriøst. Det afspejler sig også i udstillingens scenografi, som er designet af firmaet Torden og Lynild i samarbejde med udstillingsentreprenørfirmaet Kurtzweil. De har skabt en moderne scenografi i solide kvalitetsmaterialer, der gør, at de mange elementer understøtter børnenes undersøgelser og kan holde til fysisk aktivitet. Vi har med vilje tilvalgt dagslys i rummene og fravalgt for mange lyde, så huset virker lyst og rart og ikke er overvældende for mere følsomme børn. Vi har heller ikke digitale spil og projektioner i udstillingen, og på nær nogle enkelte knapper er det hele taktilt og analogt. Skærme og digitale spil kan så utrolig meget, men bliver ofte meget styrende for oplevelsen, så børnenes tilstedeværelse i rummet og fokus på andre ting kommer til at mangle.

Histotoriet er i stedet et helt særligt og roligt sted, der er rart at opholde sig i for børnene, og hvor det ikke er nødvendigt med løftede pegefingre, for her kan alt tåle at blive prøvet og brugt igen og igen.

Børnenes Baggård – historieleg med krop og sanser

At måtte røre og bruge det hele gør sig endnu mere gældende for den anden del af Børnemuseet, Børnenes Baggård. Dette iscenesatte historiske købstadsmiljø anno 1890’erne består grundlæggende af en baggård, en lejlighed og et værksted, som hver især giver børn og familier mulighed for at opleve, hvordan middelklassens håndværkere boede og arbejdede, og hvordan baggården var rammen om mange af hverdagens gøremål og aktiviteter og var datidens ”legeværelse”.

Gamle lege og remedier som stylter, tøndebånd, kugler, klodser og tov gør baggården til det ”legeværelse”, den var i 1800-tallet. Formidlere og skilte sørger for instruktion i de gamle lege, som mange ikke kender i dag.

Hele scenografien og indretningen er bygget op om en fiktiv historie om en snedker, hans kone og deres fire børn, der er rejst fra landet til byen og har startet en lille snedkerforretning i baggården i en af byens sidegader. Historien er ikke en, man som museumsgæst møder direkte i Børnenes Baggård, men har under opbygningen fungeret som en styrende ramme for, hvilke elementer og aktiviteter der skulle være i miljøet.[8]

Ligesom for Histotoriet har det også i dette område som museum været os magtpåliggende, at børnene bliver taget seriøst, og miljøet er derfor indrettet så historisk korrekt, som det har været muligt, når der samtidig skal tages hensyn til børnene i form af holdbarhed, sikkerhed og særlige aktiviteter. Børnenes Baggård er nemlig et område, hvor man ved hjælp af prøv-selv-aktiviteter bliver inddraget i livet i købstaden. Ved første øjekast minder formidlingsformen i området om den, der bruges i utallige andre børnemuseer: en indendørs kulisse, hvor man kan lege ”gamle dage” – viking, købmand, skolestue eller middelalder – og den ligner også andre interiørudstillinger og frilandsmuseer rundt omkring i landet som for eksempel Den Gamle By. Men kigger man nærmere, skiller Børnenes Baggård sig ud og er helt sin egen, netop fordi den er et sammenkog og hybrid mellem interiørudstilling, legekulisse, frilandsmuseum og eksperimentarium. Da det er et lille, koncentreret område og for eksempel ikke en hel landsby, har vi kunnet skabe et mylder af genstande, som får det hele til at se levende og næsten autentisk ud. Samtidig må alt interiøret røres, så man kan gå på opdagelse blandt de mange genstande og med alle sanser opleve og lege sig ind i historien.

Vand virker som en magnet på børn, og der skal kræfter til at fylde en vaskebalje! Kridttavler med info sørger for at fortælle børnene, at de må vande planter og kan lege skjul bag vasketøjet.

I den udendørs baggård hænger der for eksempel vasketøj, som både viser baggårdens funktion og danner en labyrint, hvor man kan løbe og gemme sig for hinanden. En stige står, så man kan kravle op og kigge ind ad snedkerens vindue, sække med forskellig vægt og indhold ligger i trillebøren lige til at løfte op, og hønsene må fodres med ukrudt. Der er en træblok til at slå søm i, mursten til at bygge med, kasser til at lege købmand med og gammeldags legeredskaber. For slet ikke at tale om vandpumpen og rendestenen, der appellerer til vandleg i flere timer, men samtidig formidler om tidens møjsommelige arbejde med at skaffe vand og datidens uhygiejniske forhold med åbne kloakker.

Hæklede madvarer ligger klar til leg på bordet i snedkerfamiliens køkken. Børnene hjælper snedkerens kone med at male bønner i kaffemøllen, når bønnerne er taget op af kafferisteren på komfuret. En duftende og sanselig oplevelse med historiske genstande i fokus.

For at få børnene til at gå i gang med at gøre brug af de mange ting har vi hængt almindelige, gammeldags kridttavler op, som passer ind i 1800-talsrammen. På disse tavler er der ikke fakta om historien, men enkle opfordringer til leg og aktivitet. Oprindelig var det vores mening, at den sanselige leg og fantasi skulle være helt i fokus, og vi ville derfor kun have meget få skilte. Allerede ganske kort tid efter åbningen viste det sig imidlertid, at vi var nødt til at hænge flere skilte op, der opfordrer gæsterne til at gå på opdagelse. Et reb bliver ikke automatisk brugt til tovtrækning, hvis vi ikke skriver, at man må, for de fleste er vant til, at man i museumsudstillinger ikke må røre ved tingene. Men lige præcis i Børnenes Baggård må man, og derfor er det nødvendigt at hjælpe gæsterne på vej, så de ved, at de må. Enkelte steder har det af sikkerhedsmæssige årsager også været nødvendigt at skrive, hvad man ikke må, men det er os meget magtpåliggende, at teksten på skiltene netop ikke indeholder for mange løftede pegefingre eller forbud, men i stedet på en positiv måde tilskynder børnene til at prøve og ved at prøve måske reflektere over historien på en sanselig måde. Her prøver de historien på egen krop, og kroppen er med til at huske og gøre tingene forståelige.

Endnu en gang er der – ligesom i Histotoriet – tale om uformel læring, bare under helt andre omstændigheder. I Børnenes Baggård er det især den sanselige læring og oplevelse, der er i højsædet, ligesom indlevelse og fantasi er helt centralt. Ikke sjældent møder man i området børn, der er fordybet i en rolleleg med 1800-tallet som ramme. Via legen i den mere eller mindre autentiske ramme vil de helt automatisk finde ud af mere om historien, for eksempel hvordan det var at ligge i en seng med halm som madras, at man drak kaffe af fint porcelæn, at en snedker brugte sav og hammer til at bygge med, at børn havde meget lidt legetøj, og hvordan det var at skrive med blæk og pen.

Levendegørelse og aktivitet

Der er også mange ting, som børnene ikke oplever, hvis de besøger Børnenes Baggård på en ganske almindelig hverdag. I køkkenet ligger der porrer, gulerødder, flæsk og kartofler fremme, alt sammen hæklede og strikkede madvarer. Og selvom alle disse bløde striksager er rigtig sjove at lege med og viser, hvilke råvarer man havde i 1800-tallet, mangler børnene stadig den sanselige oplevelse af, hvordan maden smagte, eller hvordan det var at lave mad på et støbejernskomfur. Derfor har vi siden efteråret 2017 arbejdet med at finde frivillige, der kan være med til at aktivere området med ild i komfuret, småkager i ovnen og nye, duftende høvlspåner i snedkerværkstedet. Det er simpelthen helt ubeskriveligt, hvor meget det gør for oplevelsen, at dufte, forandring, rod og liv kommer ind i miljøet, for slet ikke at tale om det at møde et menneske, der kan snakke med én om gamle dage. Og her er det vigtigt at lægge mærke til begrebet ”snakke med”, for i Børnenes Baggård er det de frivilliges fornemmeste opgave at snakke med børnene og ikke til dem, og at de sætter børnene i gang med aktiviteter og hjælper dem, frem for kun selv at vise frem. Selvfølgelig er det ikke altid muligt af sikkerheds- og hygiejnemæssige årsager at lade børnene hjælpe til, og nogle børn nyder faktisk også bare at se på, men der er mange små opgaver, børnene kan blive sat til, hvis de vil – for eksempel at rede sengen, lægge et stykke brænde i ilden under opsyn, lære at brodere, hente vand fra pumpen i gården, bære snavset vand ned ad trappen og høvle et stykke træ – alt sammen småopgaver, som børn også i gamle dage måtte hjælpe til med. Det kræver dog en del planlægning og vedligehold at få Børnenes Baggård til at fungere i de mange forskellige situationer og balancere på grænsen mellem udstilling, legeområde og levende formidling. En fuldtidsansat formidlingsmedarbejder i området, der organiserer de mange skift, har derfor vist sig yderst nyttig og nødvendig.

I snedkerens værksted dufter der af nyhøvlede spåner, og børnene kan selv bygge træskibe, hvor høvlspånerne bliver til røg ud af skorstenen. Skilte og snedkeren hjælper børnene på vej.

Med den fastansatte formidlingsmedarbejder og nye lækre faciliteter som skolestue og kreativt værksted har Møntergården også fået mulighed for at lave skiftende aktiviteter for børn i weekender og ferier, så oplevelsen bliver ny for gæsterne, hver gang de besøger museet. Her er det fortsat vigtigt for museet at forankre alle aktiviteter i historisk og museal faglighed, så det ikke blot er aktiviteter, der er hyggelige og sjove, uden at de på en eller anden måde har rod i historisk virkelighed eller kan være med til at sætte fokus på kulturhistorien for børnene.

Det samme er gældende for de undervisningsforløb, der er blevet udviklet til området. Her har vi taget udgangspunkt i det nørdede og museumsfaglige, og igennem tre forløb kan skolerne ved hjælp af H, A eller K’s metoder lære om enten stenalder, middelalder eller 1800-tallet. I undervisningsforløbet ”Med historikeren i 1800-tallet” får eleverne udleveret en række genstande i papæsker i Histotoriets laboratorium. Først skal de undersøge genstanden, registrere den og vurdere, hvad den har været brugt til, nøjagtig som en historiker ville gøre. Derpå skal de ud i Børnenes Baggård, finde genstanden og afprøve den, så de kan se, om deres teori om genstandens brug er rigtig, og på en sjov og legende måde efterligner de derved museumsforskerens arbejdsmetoder.

Museumsoplevelser til kommende generationer

For både Histotoriet og Børnenes Baggård har vi haft som hovedformål at vække den historiske nysgerrighed hos børn gennem eksperimenter og leg. Det har ikke været meningen at lære dem kongerækken, men at få dem til at synes, at museer og viden ikke behøver at være støvet og kedeligt. Vi har ønsket at så et historiefrø, der kan spire, så de forhåbentlig får lyst til at gå videre på opdagelse i historien, når de kommer hjem og videre frem i livet.

Men børnemuseer kan også noget andet og mere end at skabe nysgerrighed og læring. De kan give en fællesoplevelse og skabe dialog mellem børn og voksne, både mens man er på museet, og når man kommer hjem. Generelt skal museumsbesøg altid betragtes som en social oplevelse for alle, men netop børnemuseer, hvor der er højt til loftet, kan være det helt ideelle for en god familieoplevelse. Derfor har Børnemuseet på Møntergården også hele tiden været tænkt som et familiemuseum.

Nogle gange kan børnene ligefrem være grunden til, at de voksne besøger et museum, for som voksen vil man gerne give sine børn indsigt i vores fælles kulturarv. Endelig må man ikke glemme, at mange forældre, bedsteforældre og andre voksne også kan have glæde af at få historien formidlet på en enkel måde, for det kan være længe siden, man havde historie i skolen. Desuden synes mange voksne også, at sanselige oplevelser og interaktivitet er sjovt og lærerigt. Tiden, da man skulle gå andægtigt rundt i en udstilling og kigge, er ikke længere enerådende, så i fremtiden bliver grænserne mellem børne- og voksenudstillinger sandsynligvis endnu mere udviskede, for i rigtig mange af os er der ofte gemt et nysgerrigt legebarn.

I Børnemuseet på Møntergården er spørgelyst, undren og nysgerrighed det allervigtigste.

 

Noter

  1. ^ Se mere om bygningskompleksets historie i: Jensen, J.B. og Larsen, D.S.: Fra brænderi til børnemuseum – historien fra en 200 år gammel bebyggelse på Møntergården. Odense Bys Museers årbog 2017.
  2. ^ Se mere om historien om Brooklyn Children’s Museum på https://en.wikipedia.org/wiki/Brooklyn_Children%27s_Museum
  3. ^ https://www.experimentarium.dk/om-experimentarium/saadan-startede-experimentarium/
  4. ^ Kühn-Nielsen, P. og Roepstorff, S.: Børnemuseum. I Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=53144
  5. ^ Se mere i Larsen, D.S., Mogensen, M.S. og Flyman, N.: Nøøøj – det’ kulturhistorie for børn. Odense Bys Museers årbog 2016; samt i: Jensen, J.B. og Larsen, D.S.: Fra brænderi til børnemuseum – historien fra en 200 år gammel bebyggelse på Møntergården. Odense Bys Museers årbog 2017.
  6. ^ http://www.childrensmuseums.org/ og https://en.wikipedia.org/wiki/Children%27s_museum
  7. ^ Petersen, M.B.: Museumsdidaktik – Et kulturanalytisk studie af undervisningen på danske kulturhistoriske museer. Ph.d.-afhandling, Københavns Universitet 2012.
  8. ^ Se mere om arbejdet med at opbygge det rekonstruerede miljø i: Larsen, D.S., Mogensen, M.S. og Flyman, N.: Nøøøj – det’ kulturhistorie for børn. Odense Bys Muse-ers årbog 2016.

 

Emner: Historiet, Børnemuseum, Børnenes Baggård, Historielaboratorium