Børnene går fra skolen

En børneleg nævnt af H.C. Andersen blev praktiseret over det meste af Europa

H.C. Andersen har i »Hørren« (1849) en scene, hvor børn betragter nogle brændende stykker papir. »De ville se det blusse, de ville i asken se de mange røde ildgnister, der ligesom løber afsted og slukkes, den ene efter den anden, så hurtigt. Det er børnene, som går fra skole, og den allersidste gnist er skolemesteren. Man tror tit han er gået, men så kommer han lidt efter alle de andre«.

Legen nævnes i to andre eventyr. Dyndkongens datter (1858) flyver over skoven og månebelyste kæmpehøje: »Dværgfolket kiggede frem fra høje og plovfurer, det myldrede med røde, blå og grønne lys, en vrimmel at se som gnisterne i asken af det brændte papir«. Paradisets have (1839): »Mod aften, da det blev mørkt, så det morsomt ud med de store byer. Lysene brændte dernede, snart her og snart der, det var ganske som når man har brændt et stykke papir og ser de mange små ildgnister, hvor de er børn og går fra skolen«.

Det fremgår af »Aladdin« (1805), at også Oehlenschläger kendte denne børneleg. Ringens ånd bragte Aladdin fra hulen tilbage til Ispahan, og

Den store Ispahan med sine lys,
som sluktes uformærkt lidt efter lidt,
så ud som en smule brændt papir,
hvor børnene går langsomt bort fra skole.

I tredie årgang (1818) af ugebladet Dannevirke, som salmedigteren Grundtvig udgav, står der:

De af mine læsere og læserinder, som er landsbybørn, kender uden tvivl den såkaldte skolemesterleg, hvormed det kort og godt går således til, at man stikker ild på et stykke papir, og når det er helt omspændt af luer blæser man dem ud, hvorpå den ene gnist går ud efter den anden ligesom børn løber fra skolen, og den sidste gnist kalder man skolemesteren, som det gælder at smække før den går ud af sig selv.

Endvidere omtales legen i Vilhelm Bergsøes roman Fra Piazza del Popolo (1867):

Han greb en tændstik, tændte bladet og kastede det ind i kaminen. Det krummede og vred sig som i dødskamp alt efter som luen angreb det. Endelig blev det kulsort og kun enkelte stjerner glimtede som det sidste liv hos en døende hist og her frem af papiret. Han betragtede tankefuld de glimtende småstjerner og sagde ved sig selv: Det kaldte man i min barndom, at drengen gik af skole; kunne man tælle til hundrede inden den sidste gnist forsvandt, fik man et lykkeligt liv.

Fra sin barndom på Ribeegnen omkring 1840 huskede pastor H.F. Feilberg, at de små tilbageværende gnister i forkullet papir var børn, der gik fra skole – den sidste var læreren, som gik ind og lukkede døren. I Vendsyssel blev de store og små gnister kaldt henholdsvis drenge og piger; gnisterne, der løb længst gennem papiret, var de elever, som havde længst hjem.

Om legen har Dansk Folkemindesamling kun denne optegnelse 1877 fra Lisbjerg sogn i Østjylland: Når et stykke brændende papir kastes på gulvet og brænder hurtigt ud betyder det, at skolebørnene styrter hjem, men brænder det langsomt ud har de ikke travlt.

M. A. Goldschmidt sad en aften og læste avis på en café i Neapel. Han havde ingen tændstikker og kaldte på tjeneren for at få ild på sin cigar. »Han bragte mig et stort stykke brændende papir, og da jeg havde tændt cigaren kastede jeg det fra mig og ville sætte foden derpå. Min fod blev holdt tilbage af en hånd, og da jeg så ned var det en lille pige, der hurtigt så op på mig med et halvt vredt, halvt bønligt blik, hvorefter hun stirrede på det brændende papir og på ildpunkterne, der kom og gik i det sorte. Hun ville se, hvad vi kalder »børnene går fra skole«. Da den sidste gnist var slukket så hun både taknemmelig og sørgmodig på mig og sagde »Grazie, Signore’ og krøb ud af døren«.

I følge et folkloristisk tidsskrift 1889 blev gnisterne, som iler gennem papiret, i Italien kaldt munaceddi (munke); de gik nu i seng, og sidste gnist som slukkedes var abbedissen.

Tyske og schweiziske børn lod et stykke papir brænde i en tom lysestage og sagde: nu løber børnene hjem fra skolen eller de fromme fra kirken – den sidste gnist var enten læreren, degnen eller klokkeren.

Marie v. Ebner-Eschenbach fortæller i »Meine Kinderjahren« (1906): Papiret røg først meget kraftigt, så sprang smukke gnister frem. Bladene vred og krummede sig som i smerter og smuttede hen over det sorte – klosterkvinder ilede til deres celler.

Franskmanden Paul Bourgets roman »Un crime d’amour« har denne passage: Det sammenkrøllede papir, brevet og konvolutten, trillede ned i ilden, og drengen løb hen for at stille sig op ved siden af moderen og så på det brændende papir. Hvad er det du kigger efter? spurgte Helene. Efter nonnerne, svarede han. Således kaldte han nemlig de lysende punkter, der løber hen over den sorte flade af et stykke papir, som fortæres af flammen. Disse punkter forestillede han sig var nonner, der styrtede forvildet omkring i et brændende kloster.

Longfellows digt »Evangeline« (1847) handler indledningsvis om et par børn i en fransk landsby, og her er legen skildret lidt anderledes:

Når der i efterårsafteners synkende mørke brød lys gennem alle smedjens revner og sprækker sad de ofte derinde ved den varmende esse og lyttede til de gispende bælge. Hørte deres stønnen op og slukkedes gnisterne i asken lidt efter lidt lo de og sagde, det var nonner, som gik til kirken.

Herhjemme synes legen at være gået helt i glemmebogen. Ud over de anførte citater fra dansk litteratur i 1800-tallet omtales den så vidt vides kun af Lise Sørensen i digtsamlingen Epistler (1966):

Årelang stirren
ind i en kakkelovnslem
fyldt med flyvende gnister:
»Skomagerdrenge, de løber til skole«,
si’r mor ligesom sin mor,
broderende videre på myten.

©