Bopladsen ved Ørslev, Vestfyn

Udgravning af en jernalderboplads i 1950'erne

På det sandede, for største delen skovklædte bakkedrag, som fra Gelsted og Favrskov i øst strækker sig over Lunge, omsluttende spejderkorpsets paradis ved Hylkedam, og videre mod nordvest til Tanderup og Håre ud mod Lillebæltskysten er gennem tiden fremdraget en mængde gravfund fra den ældre jernalder. Terrænet har været let at dyrke for jernalderbonden med datidens simple træplov, og ved Favrskov ligger på den store åbne plads om spejderhytten en af de største forekomster af højryggede agre i Danmark, skabt i middelalderen eller senere. Særlig omkring Favrskov har oldtidsbebyggelsen nedfældet sig. På et område neppe over en kvadratkilometer stort kender vi ikke mindre end fem gravpladser[1], som har ydet betydningsfulde fund, heriblandt importerede romerske bronzekar, vidnesbyrd om handel mellem nord og syd i Europa i det 1. og 2. århundrede e. Kr. Selve bostederne har dog hidtil været ukendt, ligesom de ældre arkæologiske perioder, stenalderen og bronzealderen, er mere sparsomt repræsenteret mellem fundene.

Overalt udnyttes i vore dage bakkeåsens rige grusmateriale. Knirkende og raslende grusværker omsætter istidsaflejringernes sten- og rallag i klingende mønt. Denne økonomisk prisværdige, men for den landskabelige skønhed beklagelige virksomhed, har imidlertid flere gange været arkæologien til gavn. Også i bakkedragets vestlige del æder grustægten ind i bakkemassivet. Under en terrænafsøgning i 1946 bemærkede jeg i siden af en grusgrav, der tilhører Granlygård i Ørslev sogn, nogle mørktfarvede nedgravninger, der var gennemsat med lerkarskår fra den ældre romerske jernalder, affaldsfyldte gruber fra det 1. århundrede af vor tidsregning. Men lidt derfra, tæt oppe under markens muldlag, skinnede en sort kulblandet stribe frem, der så endnu mere spændende ud. Ud af det mørke kulturlag kunde der pilles affaldsflint i mængde samt nogle potteskår og to kornsegle af flint, som viste, at dette lag måtte være langt ældre end jernaldergruberne. Det kunde være et at de hidtil sjældent påtrufne og undersøgte bopladslag fra stenalderens slutperiode, den, som efter sine prægtigt tilhugne flintdolke også kaldes dolktiden, lidt før midten af det 2. årtusinde f. Kr.

Fig. 1. Bopladsen ved Ørslev. Plan.

En samtale med Granlygårds bestyrer, sognefoged Sigfred Petersen, sikrede hans velvillige indstilling til en gravning. Imidlertid trængte andre opgaver sig på, og først i 1955 blev sagen taget op. I september dette år udgravede jeg for Fyns Stiftsmuseum to af de førnævnte gruber fra jernalderen[2], ligesom en foreløbig undersøgelse af stenalderlaget fandt sted, idet en 18 m lang grøft langs grusgravens søndre rand blev ført ned til undergrunden. Herved skabtes fuld vished for, at laget var fra dolktid. Men skulde større dele langsommeligt gennemgraves med små håndredskaber, og dette er nødvendigt, så vilde arbejdet belaste Stiftsmuseets gravekonto til overmål. Det var derfor såre velkomment, at Statens almindelige Videnskabsfond efter ansøgning bevilgede de fornødne midler til en mere omfattende udgravning. Denne fandt sted 1956 fra d. 27. august til d. 21. september. Under hele gravningen assisterede Stiftsmuseets kustode, H. Skov Hansen, samt tre arbejdsmænd.

Terrænet, stenalderfolkene for halvfjerdetusinde år siden udsøgte sig til bosted, har i nutiden skiftet udseende. For en snes år siden lå her en anselig bakke, som nu er bortgravet ved grusarbejdet. Herved er også betydelige dele af bopladslaget tilintetgjort. Tilbage var kun dets sydlige del, som i en bredde af ca. 30 m strækker sig ud over den mod syd og øst svagt skrånende mark. Pladsen har da ligget lunt i læ ved foden af bakkens syd- og sydøsthæld. Som planen fig. 1 viser, afgravedes et betydeligt udsnit af laget, i alt ca. 270 kvadratmeter. Den vestlige del forblev uberørt. Der gravedes i bænke, to eller tre meter brede, og med håndredskaber blev kulturlaget afskrællet i 1o cm tykke lag. Mod vest i bænkene nåede laget sin største tykkelse, 45 cm, og tyndedes ud ved randen i øst. Oldsagerne afmærkedes efter kvadratmeterfelt og lag, hvori de fandtes.

Fylden var overalt kulsort, gennemtrukket med aske. Som affald må betragtes en del skørnede ildstedsten, og det samme gælder et mindre antal knogler, dog ikke mange, da bevaringsforholdene ikke har været gunstige på stedet for knogler. Så var der rigelige mængder afslag efter flinttilhugningen, i alt 7600 stykker, tydelige vidner om storforbrug af flint, selvom der kun var få flækkeblokke og -knuder. Flintflækker fandtes i temmelig stor mængde, dog gennemgående små dårlige og uregelmæssige eksemplarer. Af hele redskaber var der kun få, des flere brudstykker, især kornsegle og skrabere, endvidere dolke. Men i øvrigt skal der vedrørende oldsagerne ikke gås i enkeltheder, men der henvises til note 3 og til de oldsagstyper, der er gengivne på fig. 2. Det vil være nok til at vise, at de forskellige sager hører hjemme i dolktidens milieu, nær stenalderens slutning.

Under afgravningen af bopladslaget søgtes der naturligvis ivrigt efter spor af selve huset eller husene, som har givet menneskene tag over hovedet. Spredte nedgravninger i undergrundens grus blev i nogle tilfælde afdækket nær lagets afgrænsning i øst, runde muldhuller, som kunde være stolpehuller, men ikke var anbragt i plan og orden som i en husvæg. Heller ikke fandtes noget typisk ildsted, idet arne A på fig. 1 tydeligt var nedgravet gennem bopladslaget og derfor sikkert er senere, fra jernalderen.

Hvor har da husene stået? Det er naturligt at tænke sig, at deres plads har været nord eller nordvest for bopladslaget, just dér, hvor nu desværre bakken er afgravet, for når laget er så tykt og udbredt, må det være dannet gennem lang tid ved beboernes færden i det frie, ud for husets solside.

På et tidligt stadium af udgravningen fik dog alligevel håbet om at finde det første danske hus fra dolktiden kraftig næring. Da nemlig kulturlagets østlige del, der her kun nåede ringe tykkelse, var afgravet, tegnede sig to mørkfarvede bueformede nedgravninger tydeligt af mod undergrundens lysere sand. Buerne havde form som en hestesko, åben mod syd. Da feltet herefter udvidedes mod dette verdenshjørne, sås det, at buens arme, dobbelt i nord og øst, strakte sig videre gennem feltet nogenlunde parallelt forløbende, indtil de tabte sig uden afslutning i syd, se fig. 1 og 3. Nedgravningerne tegnede sig som ubrudte render i jorden, gennemgående 40 cm brede og dybe, og den tanke lå nær, at de kunde være væggrøfter, hvori en spinkel bygnings vægge må have været forankret, idet den ydre rende i øst antagelig betegner en udvidelse af huset på et eller andet tidspunkt. Den hesteskoformede grundplan kan synes mærkelig, men svæver dog ikke som et tankespind i luften, eftersom det længe har været en kendt sag, at man i stenalderen rejste sådanne huse. Flere af typen er fremdraget, således af Jens Winther på den store langelandske boplads ved Troldebjerg fra den yngre stenalders midte.









Fig. 2. Flintsager fra dolktidslaget, hele eksemplarer eller brudstykker, a Flækker, b Skiveskrabere, c Pilespidser, d Behugget flintstykke. e, h og i Dolke, f Kornsegle, g Ildsten.

Men desværre viste det sig ugørligt at datere anlægget til stenalderen. En omhyggelig tømning af væggrøfternes fyld gav kun et lille antal flintafslag, dog ingen lerkarskår eller andre daterende oldsager. Heller ikke området mellem væggrøfterne ydede fund. I sig selv kunde imidlertid flintafslagene i væggrøfterne sandsynliggøre en datering til dolktid, hvis ikke tvivl var opstået om deres samtidighed med grøfterne. Hvis nemlig sidstnævnte var senere nedgravet, kunde jo flintaffald fra dolktidslaget let være kommet med ned. Som det vil ses af grundplanen fig. 1, fandtes der i området mellem væggrøfterne adskillige nedgravninger, smågruber og uregelmæssige stenlægninger med aske, som må være ildsteder. Heller ikke i dem fandtes imidlertid oldsager. Da der netop i den østlige del af stenalderlaget var optaget flere lerkarskår, som betegner en fremmed, senere, indblanding, uden tvivl fra jernalderen, må der også regnes med, at de lige omtalte gruber og ildsteder på husområdet er nedgravet i en senere tid.

Fig. 3. Hustomtens væggrøfter og gruber. I forgrunden til højre ildsted B. Set fra sydvest.

At det må være så, finder støtte i afdækningen af det ildsted, der på planen er betegnet som ildsted B. Dette ligger på et mærkeligt sted, eftersom det gennemskærer vægrillen i husets vestlige runding. Arnen var, som fig. 4 viser, oval af form, 1.1o m lang. Bunden var nærmest grydeformet og bestod ligesom de opragende sidekanter af rødbrændt ler. Under ildstedet lå en askegrube, og i denne såvel som i arnens lerkanter fandtes mange skår af fire kar. To af disse har kunnet helt sammensættes. De er afbildede fig. 5, som viser velformede typer, et større hankekar og en kop, begge med tynd mundingskant og et båndformet øre. De to kar såvel som de øvrige karrester er karakteristiske repræsentanter for keramikken i førromersk jernalder periode II, det 2. århundrede f. Kr. Hermed er altså ildstedet klart dateret. Dets type er i øvrigt ingenlunde enestående. På bopladsen ved Lundsgård i Åsum sogn undersøgtes ca. 1940 tre lignende ildsteder med grubeformet bund og med rester af en opstående ovnkappe. De har vistnok været lukkede opad med en rundet bikubeagtig overdel og har da som den nyere tids bagerovne haft indfyring gennem et hul i siden. Denne rekonstruktion giver en slags forklaring på ildstedets forunderlige beliggenhed ved og i væggen, som jo har været opført af brændbart materiale. Dog har den lukkede lerkappe kunnet hindre antændelse, og en lignende nær anbringelse af ovnen ved husvæggen kender vi da også fra et af Åsumhusene.

Fig. 4.Ildsted B, set fra sydøst.

Er disse betragtninger rigtige, og er ildsted B samtidigt med væggrøfterne, er hustomten dermed af lerkarrene dateret til førromersk jernalder og vil da være den ældste af de syv hustomter, som nu kendes fra jernalderen på Fyn[4].

Ved sin grundplan skiller Ørslevtomten sig ud fra Lundsgårdbopladsens seks huse, der, bortset fra et med rundet gavl, har rektangulær form. Desværre er huset i Ørslev ikke særlig velbevaret, idet afslutningen i øst ikke kunde påvises. Ligeledes er det uheldigt, at der ikke som i de øvrige huse lod sig iagttage et egentligt gulvniveau med de oldsager, der altid indlejres i gulvlaget under varig beboelse. Om huskonstruktionens enkeltheder er det heller ikke muligt at udtale sig med sikkerhed. Bedst bevaret er det lige omtalte ildsted B. Tydelige spor af væggens forløb aftegner sig i vægrillerne. På indersiden af den østlige væggrøft ses på planen fig. 1 også et lille antal små runde nedgravninger indtegnede. De er sandsynligvis stolpehuller, som har optaget støttepæle. I selve vægrillen lod stolpehuller sig derimod ikke iagttage. Det tyder på, at væggene har været gjort af meget lette materialer. En lodret væg, som skulde bære vægten og sidetrykket fra taget, har huset derfor neppe haft, da en sådan væg inde i huset måtte have sat tydelige mærker i undergrunden. Tilbage bliver da den mulighed, at huset har haft form som et tag, bestående af tynde spær, hvis nedre ender forankredes i væggrøfterne på begge sider, og dermed forklares også den halvcirkelformede gavl, der må have løbet skråt op til tagåsens to ender. Om vægmaterialet giver fundet ingen oplysning. Men mellem de tynde spær har der vel været udfyldt med halm eller lyng som tækkemiddel.


Fig. 5. To lerkar fra gruben under ildsted B. Højde 22.8 og 13,0 cm.

Enestående er denne husform ikke, idet typen i visse hovedtræk kan sammenstilles med et hus, som er udgravet på Gørding hede i Nordvestjylland. Også i Gørdinghuset nåede taget fra åsen helt ned til og i jorden uden at bæres af lodrette vægge. Af udgraveren kaldes denne hustype, som den dag i dag er bevaret i vestjyske hedeegne, men nu degraderede til fårestier og brændselsskure, for spændhuse[5]. I det jyske hus var der dog et lergulv og spor efter en let, lodret indervæg til stede, som har adskilt den døde vinkel mellem tag og grund fra det egentlige beboelsesrum, men denne væg har ikke haft tagbærende funktion. Endnu primitivere end den jyske er derfor vor hustomt fra Ørslev. Et vigtigt fællestræk har den med Gørdinghuset: taget, der når fra ås til jordsmon, en let bygning, nærmest at ligne ved et telt af tynde spær tækket med halm eller lyng.

 

Noter

  1. ^ Fynske jernaldergrave, II, s. 41, fig. 7a.
  2. ^ Fyns Stiftsmuseum, inv. nr. 9371.
  3. ^ Oldsagerne fra udgravningerne i 1955-56 er i Stiftsmuseets inventarprotokol indført under hovednumrene 9357 og 9386, som atter er delt i undernumrene F 1-440. Desuden er ved fundberetningen lagt en fuldstændig liste over de ved undersøgelsen fremkomne genstande, som er følgende: 2 slebne flintøkser, 13 kornsegle af flint, 7 dolke, 2 pilespidser, 1 tværpile-hovede, 1 økse af bjergart, 11 skiveskrabere, 14 flække- og spånskrabere, 5 bor, 2 ildsten, 7 forarbejder, 44 knuder, 387 flækker, lerkarskår: 364 neolithiske, 355 fra jernalderen, 6 lerkliningsstykker, 8 knuse- og slagsten, 4 afflisninger af slebne flinteredskaber, 11 afslag med kantbehandling, 7602 stykker flintafslag og -affaldsstykker, 4 dyreknogler.
  4. ^ De seks andre, som er fra ældre og yngre romersk jernalder, er publicerede i Årbøger for nordisk oldkyndighed og historie, 1946.
  5. ^ Harald Andersen i Kuml 1951, s. 40 ff.

 

©