Bregentved I

- En gravplads ved Ringe Sø med våbendeponeringer fra yngre romersk jernalder

Nu og da kan man med udbytte vende tilbage til tidligere tiders udgravninger for med en ny tids viden og teknik at beskue stedet fra en anden synsvinkel. Man vil måske erfare, at forrige generationers undersøgelser var utilstrækkelige, eller at den moderne jordbearbejdning truer hidtil uberørte dele af fortidsminder. Dette er historien om en sådan sag.

I 1910 stødte husmand Frederik Hansen på lerkar under sandgravning ved sin ejendom Bregentved vest for Ringe. Nationalmuseet blev opmærksom på sagen, men direktør Sophus Muller fandt, på trods af finderens gentagne opfordringer, ikke anledning til at foretage en udgravning. I løbet af et par år nåede Frederik Hansen at forstyrre 20-30 grave før Gustav Rosenberg fra Nationalmuseet i september 1912 rykkede ud for at foretage en undersøgelse af lokaliteten. Ved dennes meget omhyggelige og veldokumenterede undersøgelse fremkom yderligere 55 grave, alle brandgrave, som, pånær 3 fra ældre romersk jernalder (ca. 0-175 e.v.t.), alle var fra yngre romersk jernalder (ca. 175-400 e.v.t.).[1] Udover gravene, hvoraf enkelte var udstyret med romersk import, fremkom i gravpladsens udkant en del våben og redskaber lodret nedstukket eller nedgravet i undergrunden.

Bregentvedpladsen er beliggende på et plateau på vestsiden af en markant grus-fladbakke, bestående af fint smeltevandsaflejret sand. Bakken afgrænses mod nord og tildels øst af den nu udtørrede Ringe Sø og dens forhistoriske afløb. (fig. 1) [2]

Fig. 1. Udsnit af 4 cm. kort 1311 ISV med angivelse af den forhistoriske sø og dens afløb til Sallinge Å. Bregentved I er markeret med X. (Gengivet med tilladelse fra Geodætisk Institut, A. 404/86).

I forbindelse med afsøgning af søens bredder i slutningen af 1987 viste det sig, at Bregentvedgravpladsen ikke som hidtil antaget kunne anses for fuldt udgravet.[3] En netop udført dybdepløjning havde forstyrret en mængde brandgrave, hvis indhold nu lå spredt i pløjelaget.

En 40 m lang søgegrøft gennem området med oppløjede grave viste, at pladsen langt fra var udtømt. Fundene fra denne prøvegravning er endnu ikke færdigbearbejdede, så denne præsentation af materialet er af foreløbig karakter.[4]

Ved undersøgelsen i 1988 fremkom 38 sikre grave samt 14 forstyrrede anlæg, repræsenterende et uvist antal brandgrave. Urnegrave var med et antal på 15 den dominerende gravform. De fleste var forstyrret af pløjning, medens enkelte var så dybt nedgravede, at låg i form af omvendte lerkar var bevaret. Et par af urnerne var sekundært anvendte husholdningskar; groftmagrede uornamenterede kar med fastbrændt madskorpe.[5]

De ialt 7 brandpletgrave indeholdt sjældent meget keramik eller brændte ben. En enkelt var så regelmæssig, at den måske har været omfattet af et organisk hylster. Den ene af undersøgelsens 2 urnebrandgruber indeholdt 3 hele lerkar samt et dække af skår fra flere kar (fig.2). Ikke mindre end 13 grave var gruber eller pletter med brændte, rensede ben og keramik, altså en mellemform mellem urnegrave og brandpletgrave. I nogle tilfælde lå små klynger af disse benpletter med et fælles jorddække.

Fig. 2. Urnebrandgrube under udgravning.

Gravgaverne bestod ofte af en benkam samt en enkelt eller nogle få glasperler, i ét tilfælde tillige en sølvperle. Fibler af bronze eller jern forekom i enkelte grave. Knive med skedebeslag af bronze fandtes i to grave. En af disse indeholdt desuden en pincet af jern, (fig.3). Et stykke ornamenteret sølvblik fra en brandpletgrav må være beslag af en slags. Herudover forekom dyreknogler i en række grave.

En af de ovennævnte benpletter fra sen yngre romersk jernalder indeholdt et lille stykke afskallet figurfrise fra et romersk produceret lerkar – såkaldt terra sigillata. Denne nedlægning er noget senere end de øvrige gravfundne terra sigillatastykker fra Fyn og – og Danmark i øvrigt.[6]

Fig. 3. Remende af jern fra urnegrav

Under udgravningen fremkom Bregentved-lokalitetens første jordfæstegrav. Den 155 × 105 cm store nedgravning var orienteret nord-syd og uden spor af kiste. Blandt gravgraverne var ca. 70 rav- og glasperler, et lille sammenbukket sølvstykke, der muligvis har holdt perlekæden sammen, samt en tynd bronzehalsring. (fig. 4). Under ringen var bevaret lidt knogle fra den afdøde og en smule tekstil fra dragten. Disse oldsagers placering i graven viste, at den døde har ligget i sovestilling på højre side med hovedet mod nord. Bag ligets ryg lå en kniv, en nøgle af jern og en tenvægt af lyst grønt glas. Denne antyder sammen med halskæden, at den gravlagte var en kvinde. Udover disse ting var medgivet et hankekar, der stod i gravens fodende.

Fig. 4. Sølvstykke fra jordfæstegravens perlekæde.

Gravens glasperler var meget varierede i udformningen, men næsten alle var regelmæssige og bordeauxrøde. Dette adskiller dem fra gravpladsens øvrige perlemateriale. Blandt ravperlerne skal 17 berlokformede fremhæves (fig. 5). Disse henfører sammen med hankekarret graven til yngre romeretids senere del.

Fig. 5. Berlokker af rav fra jordfæstegraven.

På trods af forstyrrelser som følge af pløjning og Frederik Hansens gravninger er det undersøgte gravmateriale alligevel væsenligt. Udover 2 brandpletgrave, der fandtes noget udenfor den egentlige koncentration af grave, og som kan henføres til førromersk jernalders midte, tilhører alle daterbare grave yngre romersk jernalder og måske tidlig ældre germansk jernalder. Selvom undersøgelsens omfang var begrænset, kunne det konstateres, at gravene tildels lå samlet i klynger, ligesom det var tilfældet ved Rosenbergs gravning.

Efter den sidste gravning når det samlede antal grave på Bregentvedgravpladsen op på mindst 125. Udfra overfladefundenes udstrækning at dømme kan det samlede antal grave let nå op over 200, og Bregentved I er da blandt de største gravpladser fra Fyns yngre romertid.

I udkanten – og delvis under den ene af de 3 gravklynger, der fremkom ved Rosenbergs undersøgelse i 1912, fremkom som nævnt en del metalgenstande, som ikke med sikkerhed kunne knyttes til gravene. Der var tale om 10 skjoldbuler, 10 lanse- og spydspidser, 5-6 sværd samt diverse dele til dette udstyr. Endvidere fandtes personligt udstyr såsom knive, bøjlesakse, hvæssesten m.m.[7] Genstandene stod nedgravet i undergrunden i lodret stilling, de større ting sammenbukket, og ofte i samlede sæt; f. eks. 2 lanser og skjoldbule eller sværd, spydspids, skjoldhåndtag og bøjlesaks. Dateringen er yngre romersk jernalder per. I. Rosenberg forsøgte ingen forklaring på disse våbendeponeringer.

Ved 1988-undersøgelsens start fandtes et fragment af et tveægget sværd i markoverfladen, så opmærksomheden var skærpet overfor forekomsten af nedstukne metalgenstande. Derfor blev hele udgravningsområdet omhyggeligt afsøgt med metaldetektorer. Det resulterede i afdækningen af en række deponeringer af blandet karakter i gravpladsens formodede nordlige udkant.

I en grube fandtes en klump sammenirret bronzeblik med rester af en jernattache, der stammede fra en ituklippet, romersk produceret Østlandsskedel. En grube umiddelbart ved siden af indeholdt talrige mindre stykker forrustet jern, hvoraf kun få kunne bestemmes. Vigtigst er en klump af 4 nitter med hvælvet hoved fra et skjold. Et lyst, grønt skår af et romersk glasbæger fandtes i samme grube. I fylden af de to gruber lå kun få stykker brændt ben og keramik, så intet tyder på, at der skulle være tale om grave.

I en lav grube stod en spydspids, hvorunder var placeret en sammenbukket sværdklinge. I samme grube, men i en koncentration for sig selv, stod en flere gange sammenbukket klinge af et smalt tveægget sværd. Kun et par meter fra disse deponeringer stod en bøjlesaks med en hvæssesten placeret mellem kæberne. Endnu en sikker deponering fandtes i samme område; en lang enægget kniv stod nedstukket et stykke under en benplet, men uden klar forbindelse med denne (fig. 6).

Fig. 6. Enægget jernkniv nedstukket i undergrunden.

En nøjere bestemmelse og datering af materialet i deponeringerne kan ikke gives, før konserveringen er tilendebragt. Det er dog sikkert, at de 2 sværd og spydspidsen tilhører den senere del af yngre romersk jernalder per. I[8] (fig. 7).

Fig. 7. Spydspids fra våbendeponering.

Interessant i forbindelse med våbnene er, at de i intet tilfælde er fundet i urnerne, men enten under gravene eller et stykke herfra – og ofte i noget større dybde. Før deponeringen er nogle genstande blevet brændt og sammenbukket.[9] Da der hverken optræder brændte ben eller keramik i direkte forbindelse med de deponerede genstande, kan de tolkes som gravgaver, som blot er nedgravet i gravpladsens kant. Om dette så er sket i forbindelse med gravlægningen eller evt. på et senere tidspunkt, er ikke helt klart.

En mulig parallel til det midtfynske fund ses på den langelandske Stengadegravplads fra ældre romersk jernalder. I en grube stod et tveægget sværd og en lanse. Lidt brændte ben i pløjelaget over gruben kunne tolkes som en forstyrret grav, men det kan ikke siges med sikkerhed.[10]

For at finde helt lignende våbendeponeringer må vi vende blikket mod de store nordtyske urnegravpladser. Her findes talrige eksempler på, at enkeltvåben eller én krigers våbensæt i forbrændt og sammenbukket stand er nedgravet både under og ved siden af urnerne, men også uden sammenhæng med gravene. I Holstein og Niedersachsen kan antallet af våben nå op på flere hundrede på den enkelte gravplads. Det skal tilføjes, at der på disse gravpladser også forekommer våben i urnerne.[11] Dateringen af de nordtyske fund er ældre romersk og tidlig yngre romersk jernalder.

Heller ikke de tyske fund giver nogen entydig forklaring på våbendeponeringerne. Tolkninger som kenotafer – altså gravmæler over krigere, døde i det fremmede -, må nok anses som en anelse for vidtløftige. Snarere er der tale om en skik, der foreskrev, at nogle havde ret til at få våbnene med i graven, medens andres udstyr blev nedgravet på gravpladsen – måske senere end selve gravlæggelsen.

I hvilket lys deponeringen af bronzekedlen på Bregentved skal ses, er uvist. Bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at den også har sine paralleller på de nordtyske urnegravpladser.[12]

Mange af løsfundne våben, der kendes fra gravpladser, kan i virkeligheden stamme fra sådanne nedgravede deponeringer. Kommende års omhyggelige og udstrakte undersøgelser af gravpladser – med intensiv brug af metaldetektor – vil givet afdække flere fund som de midtfynske. Forhåbentlig ligger der i jorden sammen med dem »nøglen« til forståelsen af, hvorfor nogle var berettiget til at få våbenudstyret med i graven, men andre ikke.

 

Noter

  1. ^ E. Albrectsen: Fynske Jernaldergrave b. II. 2. 66. Kbh. 1956. E. Albrectsen: Fynske Jernaldergrave b. III.s. 81 ff. Odense 1968. Pladsen benævnes her Ringe II. (FSM j. nr. 6180 Bregentved I, Ringe sogn, Gudme Herred).
  2. ^ P. Smed: Studier over den fynske øgruppes glaciale landskabsformer. Medd. f. D.G.F. 1962. Bd. 15. Tavle I.
  3. ^ Mogens Bo Henriksen i: Ræthinge-Posten årg. 1988 og 1889. Årsskrift for Ringe Museum og Ringe lokalhistoriske Arkiv.
  4. ^ Undersøgt 1988 ved forf. for midler fra RAS. I undersøgelsen deltog i perioder Jeppe R. Bæk, Jesper B. Jensen, Povl Henningsen og M.K. Stenbak, Ringe Arkæologigruppe. Torben Jørgensen, Odense, bistod med detektorafsøgning af udgravningsområdet.
  5. ^ Albrectsen 1968 s. 274, type 32.
  6. ^ U. Lund Hansen: Römischer Import im Norden, Warenaustausch zwischen dem Römischen Reich und dem freien Germanien während der Kaiserzeit unter besonderer Berücksichtigung Nordeuropas, s. 182. Kbh. 1987. Tak til lektor, dr. phil. Ulla Lund Hansen, Institut for forh. ark., Kbh. for bestemmelse af terra sigillatastykket.
  7. ^ Albrechtsen 1968, tavle 86. Beretning ved G. Rosenberg i Nationalmuseets arkiv, dat. nov. 1912.
  8. ^ Tak til mag. art. Jørn Lønstrup, Moesgård, for diskussion af våbenmaterialet.
  9. ^ Ifølge konservator Bjarne Lønborg, Fyns Stiftsmuseum, viser i hvert fald spydspidsen og et par af sværdene spor af ildpåvirkning.
  10. ^ J. Skaarup: Stengade II. En langelandsk gravplads med grave fra romersk jernalder og vikingetid. Medd. fra Langelands Museum. s. 53. Rudkøbing 1976. Ved Brudager nær Gudme har Claus Madsen, Fyns Stiftsmuseum, i 1988 undersøgt en brandpletgrav fra ældre romersk jernalder med lanse, sværd og skjoldbule. Lanse og sværd stod skråt nedstukket under graven.
  11. ^ Niels Bantelmann: Hamfelde. Ein Urnenfeld der römischen Kaiserzeit im Holstein. Offa-Bücher B. 24. Urnenfriedhöfe Schleswig-Holsteins B. 2. side 14 ff. Neumünster 1971. W. Wegewitz: Das langobardische Brandgräberfeld von Putensen. Die Urnenfriedhöfe in Niedersachsen B. 10. side 171 ff, 233 ff. Hildesheim 1972. W. Wegewitz: Der Urnenfriedhof von Hamburg-Marmstorf. Die Urnenfriedhöfe in Niedersachsen B. 7. s. 27 ff. Hildesheim 1964. Mag. art. Charlotte Fabech, Moesgård, takkes for henvisningerne.
  12. ^ Wegewitz 1964 s. 78.

 

©