Broncealderen er ikke blot karakteriseret af sine utallige metalgenstande. Som den første periode har den efterladt et stort billedmateriale, som giver os muligheder for at trænge ind bag den materielle kultur til broncealdermenneskets tanker og forestillinger.
Som eksempel gennemgås her en lille gruppe fynske knive. Herhjemme er det ikke meget mere end 100 år siden at Sophus Müller tolkede disse knive som rageknive.[1] Betegnelsen er siden blevet hængende. Allerede i 1876 kunne Müller referere til et schweizisk barberingsforsøg som indicium for sin tolkning. Nyere forsøg har da også bekræftet, at det er muligt at barbere sig med disse knive, omend ikke særligt behageligt.[2] Bekræftelse på brugen af barberredskaber får man i de skægløse egekistefund.[3] Pincet kunne være nyttig til afknibning af resthår i hvirvler o.l.
Mens pincetten entydigt er et fremmed element, hentet i det nuværende Sydtyskland, synes ragekniven ikke at have udenlandske forløbere. De ældste mellem- og vesteuropæiske rageknive var tveæggede, først på et sent tidspunkt breder enæggede rageknive sig sydpå fra Norden. Det ser altså ud til, at vore rageknive er en nordisk opfindelse.
Spørgsmålet bliver derfor, om rageknivene som sådan er et nyt element, der dukker op i løbet af ældre broncealder, eller om man blot på dette tidspunkt i det nye metal formede en genstandstype, som tidligere havde været i brug. Man kunne tidligere have brugt flintflækker til samme formål. Der er masser af fine flækker med skarpe ægge fra de foregående århundreder, men det er vist umuligt at bevise, at de skulle have været brugt som barberknive. – Fælles for rageknivene er den skarpe, normalt let konvekse æg – i modsætning til de almindelige knives lige, konkave eller svajede ægge.
Det er karakteristisk for rageknivene, at de hele tiden ændredes i takt med tidens smag. Det udtrykker deres popularitet og betydning. Det samme gør udsmykningen, som dels omfatter håndtaget, dels bladet.[4]
I løbet af de 900 år man herhjemme brugte rageknive i broncealderen, nåede man igennem ganske mange måder at udforme håndtaget på. De fleste er så stiliserede eller så sjusket lavet, at det næsten virker uigennemtænkt.[5]
De store fine knive har derimod altid et veludført håndtag med et genkendeligt motiv. Hyppigst er spiral[6] eller fladtrykt s[7], mens fuglehoved[8] og hestehoved[9] er de mest iøjnefaldende. Formentlig er de allesammen dele af den samme helhed.
Spiralen var en overgang det mest yndede motiv i tidens dekorative kunst, og det har der utvivlsomt været en mening med.[10] Meningen bliver også forståelig, når de andre håndtagsformer tages med i betragtningen.
Fuglehoved finder man på de såkaldte solbåde, som fra Mellemeuropas symbolverden blev optaget i den nordiske i begyndelsen af yngre broncealder 1100 f.Kr.[11]
Hestehovedet indtager senere pladsen, men optræder første gang på solskivens trækhest,[12] siden på guldskålenes hjemmelavede håndtag[13] og på rageknivene.[14] Solvognen[12] er det vigtigste led i sammenligningen, idet hestens tilknytning til sol (og måne), altså himlens dominerende elementer, her er så indiskutabel, som den er funktionel. Både fuglen og hesten bliver altså i disse billeder fra broncealderen knyttet sammen med billeder af sol og måne.
Det samme gælder hjulkorset,[15] der i sig selv kan være solsymbol – og vel også spiralen[10], som synes at have haft samme funktion.
Da de s-slyngede håndtag[7] via en serie mellemformer viser sig at være en forsimpling af andehovedet, er hele striben af rageknivshåndtag med stringent form, altså knyttet til solsymbolikken. Uanset hvilket navn man kan være fristet til at hæfte på solen som guddomsmagt,[16] kan vi vist holde fast ved at solen må symbolisere den største magt i universet – livgiveren, en himmelgud.
Håndtagene giver ikke plads til kompositioner, det er enkle motiver der bruges. Anderledes er det med udsmykningen af bladene. Her er dekorationen altid anbragt således at den vender rigtigt, når kniven holdes i højre hånd med håndtaget t.h. og æggen opad. D.v.s. egentlig omvendt af håndtagets billede. Placeringen må betyde, at billedet på bladet skulle ses af andre end ham der blev barberet.
Bortset fra ganske få billeder af solskiven med trækhest,[17] bærer rageknivenes blade helt andre motiver. Det kan være ren ornamentik, som de fladedækkende rækker af bølgemønstre på rageknivene bl.a. fra Stavsmølle (Fig. 2), Voldtofte (Fig. 3). Den mærkelige firbenede slange fra Fjeldsted (Fig. 4) er ret enestående,[18] men måske er den indlagte guld zigzagtråd på Vester Skerninge-ragekniven (Fig. 5a) et lignende slangevæsen.[19]
Det dominerende motiv er noget helt andet, nemlig et eller flere skibe.[20] Kun helleristningsfladerne har flere skibe, stilen er den samme.[20] Andre skibe kendes fra et nordtysk horn[21] og – ældst af alle – på det ene Rørby-krumsværd.[22] Skibene minder os straks om fuglebådene fra Mellemeuropa, men Rørbysværdet er langt ældre end disse. Skibet som motiv, d.v.s. som symbol, var altså allerede i tidlig broncealder hjemme i Norden, knyttet til et mandligt våben af særlig form (et kultredskab?).
Man kan mene om helleristningsskibet som udtryk for lokalt skibsbygningskunst[23] eller som importeret billedmotiv,[24] hvad man vil. Det er klart, at skibet ikke blot udtrykker skibsfartens betydning for broncealderkulturen. Skibene indeholder nemlig ikke blot mandskab, men besynderlige figurer (som den opadvendte »økse« på Kvindehøj-ragekniven (Fig. 6)[25] eller akrobater, som slår saltomortaler over mandskabsstregerne.[26] De viser ikke almindelige fragter eller normalt sømandsskab. Uanset om en sømand skulle finde på at slå en baglæns salto, ville man næppe lave et billede af ham på en klippeflade uden anden tvingende grund. Det samme gælder lurblæserne.[27]Jeg kan ikke forestille mig et lurblæserpar i hvert eneste broncealderskib, uanset hvor fint det måtte have været for sejladsen eller for rorkarlene med et sådant akkompagnement.
Skibene findes med mange forskellige detailler, mest spændende er stævnene. Her kan man finde simple s-slyng og dyrehoveder af forskellig slags – altså en gentagelse af håndtagenes motiver. – Dyrene er sjældent genkendelige efter deres zoologiske art, men snarere produkter af gravørernes fantasi. Nogle må tolkes som hestehoveder med man og klapreblik fra hovedtøjet,[28] andre ligner mere fuglehovederne.[29]
Det er faktisk de to tidligere omtalte »våbendyr«, som igennem hele yngre broncealder synes at konkurrere om pladsen som det vigtigste symboldyr.
Anden eller svanen har jo mest med det våde element at gøre, men det er faktisk hestehovedet, der er hyppigst som stævnprydelse på skibene. Det kan fremkomme temmelig bagvendt, medmindre man antager en indre sammenhæng mellem hest-sol og hest-skib = hest-skib-sol, svarende til forbindelsen mellem and, skib og sol.
Tilsyneladende fik hesten sin plads som »soldyr« tidligt i broncealderen, da hestens rolle som trækdyr for strids- og processionsvogne slog igennem som følge af den mykenske kulturs større udstrålingskraft.[30] Hesten fortsatte som offerdyr og trækdyr foran særligt fine vogne længe efter at den i løbet af ældre jernalder var blevet ridedyr.[31] Endnu i middelalderen var nordboernes forkærlighed for hesten som offermåltid en vederstyggelighed for den katolske kirke, som var lige så uvidende om den lange tradition, som de glade hestekødspisere heroppe må have været.[32]
– Hesten synes hos de indoeuropæiske stammer at have haft en særlig betydning som frugtbarhedssymbol. Det er vel derfor den var så yndet som offerdyr, og det har givet billederne af heste en magisk virkning, simpelthen bragt lykke eller ihvertfald fremmet frugtbarheden.[33] Da hestens kraft ikke blot sad i hingstens lem, men også i manen, er det forståeligt, at netop manen gengives så ofte på broncealderens billeder.[34] – Ingen ved, hvorfor eller hvordan svømmefuglene blev indsat i nordisk kult, men ikke mange århundreder efter solvognen fik en sjællandsk høvding en fugleprydet kedel med i sin grav på Sydsjælland.[35] Fra da af kan vi følge de to rivaler i billedkunsten – og ved hjælp af hestetænder i bopladsfundene, d.v.s. se, at hestene blev spist.[36] Knoglematerialet er dog ikke pålideligt nok til at afgøre, om ænderne/svanerne gik samme vej. Man synes i disse århundreder omkring 1200 før Kristi fødsel at have suget næsten uforbeholdent til sig af de fremmede kulturers åndelige begrebsverden.
Kampen mellem hest og svane, mellem landtransporten af solen og solbåden, skal nok ikke overdramatiseres. Bag begge fænomener står solen som det centrale. Det er solen, der bærer udtrykskraften, hvadenten den i sig selv er motiv eller den er et symbol for himmelguden. Når hesten trods alt holdt stillingen igennem hele broncealderen (den var der ihvertfald stadig til slut) viser det, at brugen af den nuværende nationalfugl ikke kunne fortrænge hesten som symbolmotiv og formentlig heller ikke som symbol for solen.
Vi skal næppe regne med en religionskamp mellem to retninger, men kan af fundene udlæse, at der i løbet af broncealderen skete en fornyelse. Den falder pænt i tråd med den fornyelse af våbenformer o.s.v., som man kan følge sydøstfra. Blot er det påfaldende, at den senere kraftige fornyelse af genstandsinventaret sydvestfra blot formåede at bringe rent ydre ornamentformer ind i det nordiske kunsthåndværk.[37]
Den mest indviklede fremstilling bærer en af de talrige rageknive fra Voldtofte (Fig. 8). Den er vist uforståelig uden en nærmere beskrivelse.[38] Med æggen vendt opad (kniven holdt korrekt) ser vi et skib sejlende mod højre – hen mod håndtaget. Agterstavnen afsluttes i et hestehoved, hvis ører er markerede. Under hovedet, som ender i en gevaldig snabel, hænger en smal figur – formentlig bidslets klapreblik. Skibet afsluttes bagtil i vandlinien af et horn (kølforlængelse?). Forstavnen har den sædvanlige, højt opløftede ydre stævn og inden for den en svajet, som afsluttes i et gevaldigt slyng. Skroget er delt op i flere dele af lodrette linier og der er en pæn symmetri i inddelingen. Hvor meget konstruktivt vi skal lægge i denne ornamentik, er nok tvivlsomt, men oprindelig var vel udsmykningen af skrogets indre et forsøg på at gengive spanter eller andre konstruktionselementer. Her er der indslået et rudemønster oven i de spantlignende dobbeltstreger.
Over skibet svæver en mærkeligt kringlet og slynget figur. Det synes at være det samme væsen, som kan følges i hele skibets længde, og som i begge ender afsluttes på samme måde, omend orienteringen ikke er ganske den samme. I hvert fald er der 4 mandeben og 2 løse ender, som ligner hænder. Der er hverken hoved eller hale på kompositionen, såvidt vi i dag opfatter den. Det ville være spændende at høre den forklaring, som broncesmeden gav knivens ejermand. Tegningen (Fig. 8b) viser en rekonstruktion af figuren. Jeg tror, at det var meningen at gengive noget svarende til Borgdorfragekniven, hvor der både er et lignende utyske og et menneske i dansende eller springende position.[39]
Er det en mand som ham på Vestrupragekniven med sin slange,[40] som her er fabuleret videre af hidsige kunstnere?
Det virker som om kunstneren har haft en gevaldig rus, da han udførte graveringen på Voldtofteragekniven, men alligevel må vi gå ud fra, at motivet på en eller anden måde var genkendeligt for broncealdermenneskene.
Imellem skibet og figuren over den, navnlig hen mod håndtaget, er enhver tom plet udfyldt med s-slyng. Nogle ender på en måde, som får dem til at ligne dyrehoveder, andre er helt symmetriske.[41] Desuden ligger under stævnen et hjerteformet motiv. Det er et standardmotiv bragt hertil fra Mellemeuropa.[42] Endelig skal nævnes selve indramningen. Både langs bagkanten og langs forkanten ned mod æggen afsluttes de flankerende linier i slyng, som er en slags ekstra, lidt mere ordinære, skibsstævne.
Den typiske horror vacui gør sig kraftigt gældende her på kniven; alt skulle udfyldes og helst med slyngende mønstre.
I sammenligning med f.ex. de kedelige dobbeltskibe fra Ebberub (Fig. 9) og Kvindehøj (Fig. 6) virker Voldtofteskibet jo helt anderledes levende. Det er ganske sjovt på denne måde at kunne aflæse forskellige kunstneriske temperamenter. Voldtofteragekniven er vist det mest fabulerende stykke vi endnu kender fra broncealderen, og er derfor interessant i sig selv.
Helleristninger er foran nævnt. Faktisk er der en fuldstændig parallellitet imellem den og bronceristningeme, som rageknivsbillederne er kaldt.[43] Vi finder de samme skibstyper, de samme stævnprydelser, og de samme ledsagemotiver til skibene. Blot savner helleristningerne de mange bølgeornamenter, som er så karakteristiske for bronceornamentikken omkring år 800 før Kristi fødsel. Parallelliteten må betyde noget for tolkningen af rageknivsbillederne.
Motiverne har ikke været specifikke for den renselse, som barberingen ligger i. De var betydningsfulde nok til også at hugges ind i klipper og stenblokke alene eller sammen med scener af utvivlsomt kultisk karakter med parring, kamp eller jagt som de vigtigste.
De mange måder at variere et motiv på er et af de træk, som giver den nordiske broncealderkultur særpræg. I Mellemeuropas førende kultur, urnemarkskulturgruppen, brugte man slet ikke ornamentik i et omfang, som blot ligner Skandinaviens. Når ornamentik ud over bentørre buerækker, trekanter eller lignende blev anbragt på broncerne, holdt man fast i motivet. Det beholdt sin oprindelige form ganske trofast, uanset hvor eller hvornår i motivets levetid man lavede det.
I Norden derimod skulle ikke blot hver eneste broncegenstand, selv synåle, helst være ornamenteret (eneste undtagelse er kornseglene og enkeltstykker af forskellige typer, som normalt er ornamenterede).
Ornamentikken blev i løbet af yngre broncealder stadig mere fri og fabulerende. Det er meget karakteristisk at finde et hoved på enden af en spiral, ben eller hoved på et bølgemotiv, skibsstævn på en ellers kedelig geometrisk bort langs en rageknivs kant o.s.v. Et ellers fast motiv som fuglesolbådene fik heller ikke lov længe at forblive i sin mellemeuropæiske renhed. De forvandledes meget hurtigt, løstes op eller tilføjedes nye detailler. Fuglehoveder blev hestehoveder, solen fik økseform o.s.v. Snart »smittedes« motivet af andre motiver, og ud af blandingen kom et nyt motiv, som man næsten skal anstrenge sig for at knytte til det oprindelige. Somme tider er det så heldigt, at mellemleddene kan følges, men overleveringen er naturligvis så ufuldstændig, at det netop er held. Der må have været tusindvis af broncer, som vi aldrig får at se – og tusindvis af andre genstande med ornamentik?
Denne specielt nordiske holdning til figur- og ornamentmotiver er i sig selv et utroligt spændende felt, hvis muligheder for at fortælle noget væsentligt om datidens kultur langtfra er udtømte. Den gør det svært at sætte grænser for de videnskabeligt holdbare tolkninger. Måske er det derfor dansk forskning har gjort så lidt ud af emnet?
Væsentligt ville det være at vide, om »kunstnerne« vidste, hvad de gjorde. Det vil sige, om de var sig fuldt bevidste om motivernes indhold, om hele striben af religiøse tanker og symboludtryk som oprindelig lå i de enkelte motiver. Mon ikke der også var forskelle på disse ciselører, således at nogle arbejdede med fuld hensyntagen til, måske fuldt overbeviste om motivernes betydning, medens andre tog motiverne som form og legede med dem på et helt abstrakt plan? Sophus Müller opfattede hestehovederne og de andre motiver som ren kunstnerisk udfoldelse. »Ikke uden grund kommer altså det første Dyrehoved ind i Kunsten;… men det fremkom ved en kunstnerisk Indskydelse, ikke fordi der forbandtes nogen bestemt Mening med at føje det til Knivene«.[44] Herimod står den opfattelse, at hvert motiv er ladet med symbolik, og at det er symbolindholdet, som berettiger de enkelte motivers tilstedeværelse på bestemte genstande. Dermed er ikke sagt, at symbolbetydningen har været lige godt forstået eller udtrykt igennem hele et motivs levetid. I betragtning af, at f.ex. hestehovedet blev brugt igennem mere end 7 århundreder, ville det være mærkeligt, om man havde forstået præcist det samme, da man begyndte at anvende det, som da de sidste hestehoveder blev sat på rageknive i broncealderens slutning (Fig. 10).
Dette problem overser man jævnligt eller forbigår det i tavshed. Vi er tilbøjelige til at opfatte broncealderen statisk; når noget er broncealder så er det broncealder, ligegyldigt om det er tidligt eller sent, men husk på at der ligger
ca. 60 generationer imellem broncealderens begyndelse og dens slutning! Det svarer til tidsforskellen mellem nutiden og engang i romernes storhedstid. Hvor meget er uforandret siden dengang?
Vi kender rageknivene, fordi de døde fik dem med i gravene, helleristningerne fordi klipperne jo er temmeligt uforgængelige. Knivene er bevaret takket være en bevidst handling fra broncealderfolket. Man må have lagt knivene i gravene, fordi det var betydningsfuldt for de døde og vel også for de levende. Som renselsesinstrumenter hører knivene ikke blot til den personlige hygiejne, men indeholder stærke elementer af magi og kult – overtro kalder vi det som moderne mennesker. Det er foreslået, at ragekniven blev givet den unge mand af tilstrækkeligt høj rang ved hans første barbering og siden fulgte ham igennem (resten af) livet.[45] Tanken er nærliggende, da der jo er en klar sammenhæng mellem skægvækstens frembrud og overgangen til fysisk voksenalder. Man kan forestille sig teenageren få fjernet de første dun ved højtidelig ceremoni, en fejring af den overgang, som vi i dag højtideligholder ved konfirmationen. Ragekniven har nok været symbol på den nyerhvervede manddoms værdighed, ligesom ravrøret var for vore bedstefædre.
Det forhold, at mange af knivene er opskærpede så kraftigt, at ornamentikken delvis er slebet væk, viser med al tydelighed, at knivene ikke blot blev brugt den ene gang, men gang på gang igennem individets liv.
Hermed er vi nået til rageknivenes åndelige funktion. De bærer hver for sig et budskab. Som baggrund i den foran givne skitse af motivernes tilknytning til himmellegemerne, må det være sandsynligt, at det er solen (og dens følgesvend månen), der symboliseres i skib, fugl og hest. Det er solens kraft som alt levendes igangsætter, der skal tydeliggøres igennem symbolerne, ja ved deres tilstedeværelse formidles til bruger og beskuer.
De supplerende motiver som slange, akrobat, økse, bølge, spiral, fisk, triskele, cirkel o.s.v. kan styrke kraften ved at tilføje ekstra symboler for det samme eller for andre kræfter i naturen, jordens frugtbarhed, genfødelse o.s.v.
Når det blev rageknivene, som fik billeder anbragt på sig, skal grunden formentlig søges i knivenes praktiske funktion. De var ikke til almindeligt hverdagsarbejde, men til personlig pleje af mænd. De fleste mænd synes godt nok at have haft en ragekniv, men kun et fåtal – nok mindre end 1/10 – havde knive med specielle symboler på håndtag eller blad. Disse mænd har formentlig haft særlige roller i kult eller magi. De kan have været shamaner, troldmænd med virke i en ekstatisk religiøs udfoldelse. De kan have haft en mindre voldsom rolle i kulten, måske som kultledere – præstefunktionen forenet med høj social status. Det er vel ikke for ingenting at de fint udstyrede knive findes som del af hygiejne/kultudstyrssæt med pincet og (eller) en anden kniv, alle sættets dele rigt udsmykket, ikke sjældent i helt ens stil og teknisk fremragende udført.[46]
Forskelle i de bevarede gravudstyr afspejler formentlig lokale forhold og måske en form for rangorden indenfor det system, som tog sig af disse åndelige materier.
Når vi i Vester Skerninge finder ragekniven omhyggeligt gemt i sit træfutteral (Fig. 5b), må man spørge, hvem hele ornamentikken var til ære for? Var det en helt personlig sag, eller drejer det sig om et signal til andre? At knivene til daglig var pakket godt ind, behøver ikke at betyde, at de ikke blev vist frem, når det var nødvendigt. De meget fine ægge kunne nok fortjene at blive ordentligt beskyttet.
Jeg forestiller mig, knivene blev vist omhyggeligt, hver gang de blev brugt og at barberingen måske indgik i et ritual, ja kan have været en offentlig forestilling i bygden eller ved helligstedet. Hvis ikke billederne kunne ses og beundres og beskueren modtage deres kraft – eller inspireres af den – bliver hele det møjsommelige arbejde omsonst og meningsløst. Det er nok det sidste man skal tiltro broncealderfolket.
Denne artikel er tænkt som et supplement til den særudstilling om Fyns Broncealder, som i 1988 skal markere Fyns Stiftsmuseums overflytning til Hollufgård.
