Broncealderen er ikke blot karakteriseret af sine utallige metalgenstande. Som den første periode har den efterladt et stort billedmateriale, som giver os muligheder for at trænge ind bag den materielle kultur til broncealdermenneskets tanker og forestillinger.

Som eksempel gennemgås her en lille gruppe fynske knive. Herhjemme er det ikke meget mere end 100 år siden at Sophus Müller tolkede disse knive som rageknive.[1] Betegnelsen er siden blevet hængende. Allerede i 1876 kunne Müller referere til et schweizisk barberingsforsøg som indicium for sin tolkning. Nyere forsøg har da også bekræftet, at det er muligt at barbere sig med disse knive, omend ikke særligt behageligt.[2] Bekræftelse på brugen af barberredskaber får man i de skægløse egekistefund.[3] Pincet kunne være nyttig til afknibning af resthår i hvirvler o.l.

Mens pincetten entydigt er et fremmed element, hentet i det nuværende Sydtyskland, synes ragekniven ikke at have udenlandske forløbere. De ældste mellem- og vesteuropæiske rageknive var tveæggede, først på et sent tidspunkt breder enæggede rageknive sig sydpå fra Norden. Det ser altså ud til, at vore rageknive er en nordisk opfindelse.

Fig. 1a. Det smukkeste hestehoved fra tidlig yngre broncealder (ca. 1000 f. Kr.) sidder på denne ragekniv fra Jordløse. Den har guldtråd om hoved og ører. NM B 6924, Nationalmuseet.
Fig. 1b. Noget mere sprælsk er kniven fra Vester Aaby NM 8346.

Spørgsmålet bliver derfor, om rageknivene som sådan er et nyt element, der dukker op i løbet af ældre broncealder, eller om man blot på dette tidspunkt i det nye metal formede en genstandstype, som tidligere havde været i brug. Man kunne tidligere have brugt flintflækker til samme formål. Der er masser af fine flækker med skarpe ægge fra de foregående århundreder, men det er vist umuligt at bevise, at de skulle have været brugt som barberknive. – Fælles for rageknivene er den skarpe, normalt let konvekse æg – i modsætning til de almindelige knives lige, konkave eller svajede ægge.

Det er karakteristisk for rageknivene, at de hele tiden ændredes i takt med tidens smag. Det udtrykker deres popularitet og betydning. Det samme gør udsmykningen, som dels omfatter håndtaget, dels bladet.[4]

I løbet af de 900 år man herhjemme brugte rageknive i broncealderen, nåede man igennem ganske mange måder at udforme håndtaget på. De fleste er så stiliserede eller så sjusket lavet, at det næsten virker uigennemtænkt.[5]

De store fine knive har derimod altid et veludført håndtag med et genkendeligt motiv. Hyppigst er spiral[6] eller fladtrykt s[7], mens fuglehoved[8] og hestehoved[9] er de mest iøjnefaldende. Formentlig er de allesammen dele af den samme helhed.

Spiralen var en overgang det mest yndede motiv i tidens dekorative kunst, og det har der utvivlsomt været en mening med.[10] Meningen bliver også forståelig, når de andre håndtagsformer tages med i betragtningen.

Fuglehoved finder man på de såkaldte solbåde, som fra Mellemeuropas symbolverden blev optaget i den nordiske i begyndelsen af yngre broncealder 1100 f.Kr.[11]

Hestehovedet indtager senere pladsen, men optræder første gang på solskivens trækhest,[12] siden på guldskålenes hjemmelavede håndtag[13] og på rageknivene.[14] Solvognen[12] er det vigtigste led i sammenligningen, idet hestens tilknytning til sol (og måne), altså himlens dominerende elementer, her er så indiskutabel, som den er funktionel. Både fuglen og hesten bliver altså i disse billeder fra broncealderen knyttet sammen med billeder af sol og måne.

Det samme gælder hjulkorset,[15] der i sig selv kan være solsymbol – og vel også spiralen[10], som synes at have haft samme funktion.

Da de s-slyngede håndtag[7] via en serie mellemformer viser sig at være en forsimpling af andehovedet, er hele striben af rageknivshåndtag med stringent form, altså knyttet til solsymbolikken. Uanset hvilket navn man kan være fristet til at hæfte på solen som guddomsmagt,[16] kan vi vist holde fast ved at solen må symbolisere den største magt i universet – livgiveren, en himmelgud.

Håndtagene giver ikke plads til kompositioner, det er enkle motiver der bruges. Anderledes er det med udsmykningen af bladene. Her er dekorationen altid anbragt således at den vender rigtigt, når kniven holdes i højre hånd med håndtaget t.h. og æggen opad. D.v.s. egentlig omvendt af håndtagets billede. Placeringen må betyde, at billedet på bladet skulle ses af andre end ham der blev barberet.

Fig. 2. Rester af ragekniv fra Stavs Mølle på Tåsinge. NM 9804. I forrige århundrede prøvede man at lodde den sammen i de lige brudflader, men de passer ikke sammen.
Fig. 3. Ragekniv med fladt håndtag fra Voldtofte, NM 26368. Det er en af de få knive, som er ornamenteret på begge sider, ornamentikken er dog ikke helt ens på de to sider.

Bortset fra ganske få billeder af solskiven med trækhest,[17] bærer rageknivenes blade helt andre motiver. Det kan være ren ornamentik, som de fladedækkende rækker af bølgemønstre på rageknivene bl.a. fra Stavsmølle (Fig. 2), Voldtofte (Fig. 3). Den mærkelige firbenede slange fra Fjeldsted (Fig. 4) er ret enestående,[18] men måske er den indlagte guld zigzagtråd på Vester Skerninge-ragekniven (Fig. 5a) et lignende slangevæsen.[19]

Det dominerende motiv er noget helt andet, nemlig et eller flere skibe.[20] Kun helleristningsfladerne har flere skibe, stilen er den samme.[20] Andre skibe kendes fra et nordtysk horn[21] og – ældst af alle – på det ene Rørby-krumsværd.[22] Skibene minder os straks om fuglebådene fra Mellemeuropa, men Rørbysværdet er langt ældre end disse. Skibet som motiv, d.v.s. som symbol, var altså allerede i tidlig broncealder hjemme i Norden, knyttet til et mandligt våben af særlig form (et kultredskab?).

Fig. 4. Ragekniv fra Fjeldsted, NM B 1534.

Man kan mene om helleristningsskibet som udtryk for lokalt skibsbygningskunst[23] eller som importeret billedmotiv,[24] hvad man vil. Det er klart, at skibet ikke blot udtrykker skibsfartens betydning for broncealderkulturen. Skibene indeholder nemlig ikke blot mandskab, men besynderlige figurer (som den opadvendte »økse« på Kvindehøj-ragekniven (Fig. 6)[25] eller akrobater, som slår saltomortaler over mandskabsstregerne.[26] De viser ikke almindelige fragter eller normalt sømandsskab. Uanset om en sømand skulle finde på at slå en baglæns salto, ville man næppe lave et billede af ham på en klippeflade uden anden tvingende grund. Det samme gælder lurblæserne.[27]Jeg kan ikke forestille mig et lurblæserpar i hvert eneste broncealderskib, uanset hvor fint det måtte have været for sejladsen eller for rorkarlene med et sådant akkompagnement.

Fig. 5a. Ragekniv fra Korshøj i Vester Skerninge, rekonstrueret efter udskæringen i etuiet fig. 5b. Bronce (raster) med guldindlæg og guldomvikling af håndtaget. Claus Madsen del.
Fig. 5b. Træetuiet til kniven, Henning Ørsnes del.

Skibene findes med mange forskellige detailler, mest spændende er stævnene. Her kan man finde simple s-slyng og dyrehoveder af forskellig slags – altså en gentagelse af håndtagenes motiver. – Dyrene er sjældent genkendelige efter deres zoologiske art, men snarere produkter af gravørernes fantasi. Nogle må tolkes som hestehoveder med man og klapreblik fra hovedtøjet,[28] andre ligner mere fuglehovederne.[29]

Det er faktisk de to tidligere omtalte »våbendyr«, som igennem hele yngre broncealder synes at konkurrere om pladsen som det vigtigste symboldyr.

Anden eller svanen har jo mest med det våde element at gøre, men det er faktisk hestehovedet, der er hyppigst som stævnprydelse på skibene. Det kan fremkomme temmelig bagvendt, medmindre man antager en indre sammenhæng mellem hest-sol og hest-skib = hest-skib-sol, svarende til forbindelsen mellem and, skib og sol.

Tilsyneladende fik hesten sin plads som »soldyr« tidligt i broncealderen, da hestens rolle som trækdyr for strids- og processionsvogne slog igennem som følge af den mykenske kulturs større udstrålingskraft.[30] Hesten fortsatte som offerdyr og trækdyr foran særligt fine vogne længe efter at den i løbet af ældre jernalder var blevet ridedyr.[31] Endnu i middelalderen var nordboernes forkærlighed for hesten som offermåltid en vederstyggelighed for den katolske kirke, som var lige så uvidende om den lange tradition, som de glade hestekødspisere heroppe må have været.[32]

– Hesten synes hos de indoeuropæiske stammer at have haft en særlig betydning som frugtbarhedssymbol. Det er vel derfor den var så yndet som offerdyr, og det har givet billederne af heste en magisk virkning, simpelthen bragt lykke eller ihvertfald fremmet frugtbarheden.[33] Da hestens kraft ikke blot sad i hingstens lem, men også i manen, er det forståeligt, at netop manen gengives så ofte på broncealderens billeder.[34] – Ingen ved, hvorfor eller hvordan svømmefuglene blev indsat i nordisk kult, men ikke mange århundreder efter solvognen fik en sjællandsk høvding en fugleprydet kedel med i sin grav på Sydsjælland.[35] Fra da af kan vi følge de to rivaler i billedkunsten – og ved hjælp af hestetænder i bopladsfundene, d.v.s. se, at hestene blev spist.[36] Knoglematerialet er dog ikke pålideligt nok til at afgøre, om ænderne/svanerne gik samme vej. Man synes i disse århundreder omkring 1200 før Kristi fødsel at have suget næsten uforbeholdent til sig af de fremmede kulturers åndelige begrebsverden.

Fig. 6. Ragekniv fra Kvindehøj ved Voldtofte. NM 26108.
Fig. 7. Ragekniv fra Voldtofte Mølle, FSM Mi 490.

Kampen mellem hest og svane, mellem landtransporten af solen og solbåden, skal nok ikke overdramatiseres. Bag begge fænomener står solen som det centrale. Det er solen, der bærer udtrykskraften, hvadenten den i sig selv er motiv eller den er et symbol for himmelguden. Når hesten trods alt holdt stillingen igennem hele broncealderen (den var der ihvertfald stadig til slut) viser det, at brugen af den nuværende nationalfugl ikke kunne fortrænge hesten som symbolmotiv og formentlig heller ikke som symbol for solen.

Vi skal næppe regne med en religionskamp mellem to retninger, men kan af fundene udlæse, at der i løbet af broncealderen skete en fornyelse. Den falder pænt i tråd med den fornyelse af våbenformer o.s.v., som man kan følge sydøstfra. Blot er det påfaldende, at den senere kraftige fornyelse af genstandsinventaret sydvestfra blot formåede at bringe rent ydre ornamentformer ind i det nordiske kunsthåndværk.[37]

Den mest indviklede fremstilling bærer en af de talrige rageknive fra Voldtofte (Fig. 8). Den er vist uforståelig uden en nærmere beskrivelse.[38] Med æggen vendt opad (kniven holdt korrekt) ser vi et skib sejlende mod højre – hen mod håndtaget. Agterstavnen afsluttes i et hestehoved, hvis ører er markerede. Under hovedet, som ender i en gevaldig snabel, hænger en smal figur – formentlig bidslets klapreblik. Skibet afsluttes bagtil i vandlinien af et horn (kølforlængelse?). Forstavnen har den sædvanlige, højt opløftede ydre stævn og inden for den en svajet, som afsluttes i et gevaldigt slyng. Skroget er delt op i flere dele af lodrette linier og der er en pæn symmetri i inddelingen. Hvor meget konstruktivt vi skal lægge i denne ornamentik, er nok tvivlsomt, men oprindelig var vel udsmykningen af skrogets indre et forsøg på at gengive spanter eller andre konstruktionselementer. Her er der indslået et rudemønster oven i de spantlignende dobbeltstreger.

Over skibet svæver en mærkeligt kringlet og slynget figur. Det synes at være det samme væsen, som kan følges i hele skibets længde, og som i begge ender afsluttes på samme måde, omend orienteringen ikke er ganske den samme. I hvert fald er der 4 mandeben og 2 løse ender, som ligner hænder. Der er hverken hoved eller hale på kompositionen, såvidt vi i dag opfatter den. Det ville være spændende at høre den forklaring, som broncesmeden gav knivens ejermand. Tegningen (Fig. 8b) viser en rekonstruktion af figuren. Jeg tror, at det var meningen at gengive noget svarende til Borgdorfragekniven, hvor der både er et lignende utyske og et menneske i dansende eller springende position.[39]

Er det en mand som ham på Vestrupragekniven med sin slange,[40] som her er fabuleret videre af hidsige kunstnere?

Det virker som om kunstneren har haft en gevaldig rus, da han udførte graveringen på Voldtofteragekniven, men alligevel må vi gå ud fra, at motivet på en eller anden måde var genkendeligt for broncealdermenneskene.

Imellem skibet og figuren over den, navnlig hen mod håndtaget, er enhver tom plet udfyldt med s-slyng. Nogle ender på en måde, som får dem til at ligne dyrehoveder, andre er helt symmetriske.[41] Desuden ligger under stævnen et hjerteformet motiv. Det er et standardmotiv bragt hertil fra Mellemeuropa.[42] Endelig skal nævnes selve indramningen. Både langs bagkanten og langs forkanten ned mod æggen afsluttes de flankerende linier i slyng, som er en slags ekstra, lidt mere ordinære, skibsstævne.

Den typiske horror vacui gør sig kraftigt gældende her på kniven; alt skulle udfyldes og helst med slyngende mønstre.

I sammenligning med f.ex. de kedelige dobbeltskibe fra Ebberub (Fig. 9) og Kvindehøj (Fig. 6) virker Voldtofteskibet jo helt anderledes levende. Det er ganske sjovt på denne måde at kunne aflæse forskellige kunstneriske temperamenter. Voldtofteragekniven er vist det mest fabulerende stykke vi endnu kender fra broncealderen, og er derfor interessant i sig selv.

Helleristninger er foran nævnt. Faktisk er der en fuldstændig parallellitet imellem den og bronceristningeme, som rageknivsbillederne er kaldt.[43] Vi finder de samme skibstyper, de samme stævnprydelser, og de samme ledsagemotiver til skibene. Blot savner helleristningerne de mange bølgeornamenter, som er så karakteristiske for bronceornamentikken omkring år 800 før Kristi fødsel. Parallelliteten må betyde noget for tolkningen af rageknivsbillederne.

Fig. 8. Ragekniv fra Voldtofte, (samme høj som fig. 3,), NM 26340. A. Nationalmuseet fot. B. Rekonstruktion, Claus Madsen del. Kniven er 14,8 cm lang.

Motiverne har ikke været specifikke for den renselse, som barberingen ligger i. De var betydningsfulde nok til også at hugges ind i klipper og stenblokke alene eller sammen med scener af utvivlsomt kultisk karakter med parring, kamp eller jagt som de vigtigste.

De mange måder at variere et motiv på er et af de træk, som giver den nordiske broncealderkultur særpræg. I Mellemeuropas førende kultur, urnemarkskulturgruppen, brugte man slet ikke ornamentik i et omfang, som blot ligner Skandinaviens. Når ornamentik ud over bentørre buerækker, trekanter eller lignende blev anbragt på broncerne, holdt man fast i motivet. Det beholdt sin oprindelige form ganske trofast, uanset hvor eller hvornår i motivets levetid man lavede det.

I Norden derimod skulle ikke blot hver eneste broncegenstand, selv synåle, helst være ornamenteret (eneste undtagelse er kornseglene og enkeltstykker af forskellige typer, som normalt er ornamenterede).

Ornamentikken blev i løbet af yngre broncealder stadig mere fri og fabulerende. Det er meget karakteristisk at finde et hoved på enden af en spiral, ben eller hoved på et bølgemotiv, skibsstævn på en ellers kedelig geometrisk bort langs en rageknivs kant o.s.v. Et ellers fast motiv som fuglesolbådene fik heller ikke lov længe at forblive i sin mellemeuropæiske renhed. De forvandledes meget hurtigt, løstes op eller tilføjedes nye detailler. Fuglehoveder blev hestehoveder, solen fik økseform o.s.v. Snart »smittedes« motivet af andre motiver, og ud af blandingen kom et nyt motiv, som man næsten skal anstrenge sig for at knytte til det oprindelige. Somme tider er det så heldigt, at mellemleddene kan følges, men overleveringen er naturligvis så ufuldstændig, at det netop er held. Der må have været tusindvis af broncer, som vi aldrig får at se – og tusindvis af andre genstande med ornamentik?

Denne specielt nordiske holdning til figur- og ornamentmotiver er i sig selv et utroligt spændende felt, hvis muligheder for at fortælle noget væsentligt om datidens kultur langtfra er udtømte. Den gør det svært at sætte grænser for de videnskabeligt holdbare tolkninger. Måske er det derfor dansk forskning har gjort så lidt ud af emnet?

Væsentligt ville det være at vide, om »kunstnerne« vidste, hvad de gjorde. Det vil sige, om de var sig fuldt bevidste om motivernes indhold, om hele striben af religiøse tanker og symboludtryk som oprindelig lå i de enkelte motiver. Mon ikke der også var forskelle på disse ciselører, således at nogle arbejdede med fuld hensyntagen til, måske fuldt overbeviste om motivernes betydning, medens andre tog motiverne som form og legede med dem på et helt abstrakt plan? Sophus Müller opfattede hestehovederne og de andre motiver som ren kunstnerisk udfoldelse. »Ikke uden grund kommer altså det første Dyrehoved ind i Kunsten;… men det fremkom ved en kunstnerisk Indskydelse, ikke fordi der forbandtes nogen bestemt Mening med at føje det til Knivene«.[44] Herimod står den opfattelse, at hvert motiv er ladet med symbolik, og at det er symbolindholdet, som berettiger de enkelte motivers tilstedeværelse på bestemte genstande. Dermed er ikke sagt, at symbolbetydningen har været lige godt forstået eller udtrykt igennem hele et motivs levetid. I betragtning af, at f.ex. hestehovedet blev brugt igennem mere end 7 århundreder, ville det være mærkeligt, om man havde forstået præcist det samme, da man begyndte at anvende det, som da de sidste hestehoveder blev sat på rageknive i broncealderens slutning (Fig. 10).

Fig. 9. Ragekniv fra Ebberup. NM 26160. Bemærk, at håndtaget vender til venstre. Var det en kejthåndet, som ejede denne kniv?
Fig. 10. Det yngste eksempel på en ragekniv med hestehoved er ikke det ringeste. Den er fra omkring 600 f. Kr., og fundet ved Hårbølle på Møn. Den er taget med, fordi den er flottere end den samtidige fynske kniv fra Holmdrup ved Skårup.

Dette problem overser man jævnligt eller forbigår det i tavshed. Vi er tilbøjelige til at opfatte broncealderen statisk; når noget er broncealder så er det broncealder, ligegyldigt om det er tidligt eller sent, men husk på at der ligger

ca. 60 generationer imellem broncealderens begyndelse og dens slutning! Det svarer til tidsforskellen mellem nutiden og engang i romernes storhedstid. Hvor meget er uforandret siden dengang?

Vi kender rageknivene, fordi de døde fik dem med i gravene, helleristningerne fordi klipperne jo er temmeligt uforgængelige. Knivene er bevaret takket være en bevidst handling fra broncealderfolket. Man må have lagt knivene i gravene, fordi det var betydningsfuldt for de døde og vel også for de levende. Som renselsesinstrumenter hører knivene ikke blot til den personlige hygiejne, men indeholder stærke elementer af magi og kult – overtro kalder vi det som moderne mennesker. Det er foreslået, at ragekniven blev givet den unge mand af tilstrækkeligt høj rang ved hans første barbering og siden fulgte ham igennem (resten af) livet.[45] Tanken er nærliggende, da der jo er en klar sammenhæng mellem skægvækstens frembrud og overgangen til fysisk voksenalder. Man kan forestille sig teenageren få fjernet de første dun ved højtidelig ceremoni, en fejring af den overgang, som vi i dag højtideligholder ved konfirmationen. Ragekniven har nok været symbol på den nyerhvervede manddoms værdighed, ligesom ravrøret var for vore bedstefædre.

Det forhold, at mange af knivene er opskærpede så kraftigt, at ornamentikken delvis er slebet væk, viser med al tydelighed, at knivene ikke blot blev brugt den ene gang, men gang på gang igennem individets liv.

Hermed er vi nået til rageknivenes åndelige funktion. De bærer hver for sig et budskab. Som baggrund i den foran givne skitse af motivernes tilknytning til himmellegemerne, må det være sandsynligt, at det er solen (og dens følgesvend månen), der symboliseres i skib, fugl og hest. Det er solens kraft som alt levendes igangsætter, der skal tydeliggøres igennem symbolerne, ja ved deres tilstedeværelse formidles til bruger og beskuer.

De supplerende motiver som slange, akrobat, økse, bølge, spiral, fisk, triskele, cirkel o.s.v. kan styrke kraften ved at tilføje ekstra symboler for det samme eller for andre kræfter i naturen, jordens frugtbarhed, genfødelse o.s.v.

Når det blev rageknivene, som fik billeder anbragt på sig, skal grunden formentlig søges i knivenes praktiske funktion. De var ikke til almindeligt hverdagsarbejde, men til personlig pleje af mænd. De fleste mænd synes godt nok at have haft en ragekniv, men kun et fåtal – nok mindre end 1/10 – havde knive med specielle symboler på håndtag eller blad. Disse mænd har formentlig haft særlige roller i kult eller magi. De kan have været shamaner, troldmænd med virke i en ekstatisk religiøs udfoldelse. De kan have haft en mindre voldsom rolle i kulten, måske som kultledere – præstefunktionen forenet med høj social status. Det er vel ikke for ingenting at de fint udstyrede knive findes som del af hygiejne/kultudstyrssæt med pincet og (eller) en anden kniv, alle sættets dele rigt udsmykket, ikke sjældent i helt ens stil og teknisk fremragende udført.[46]

Forskelle i de bevarede gravudstyr afspejler formentlig lokale forhold og måske en form for rangorden indenfor det system, som tog sig af disse åndelige materier.

Når vi i Vester Skerninge finder ragekniven omhyggeligt gemt i sit træfutteral (Fig. 5b), må man spørge, hvem hele ornamentikken var til ære for? Var det en helt personlig sag, eller drejer det sig om et signal til andre? At knivene til daglig var pakket godt ind, behøver ikke at betyde, at de ikke blev vist frem, når det var nødvendigt. De meget fine ægge kunne nok fortjene at blive ordentligt beskyttet.

Jeg forestiller mig, knivene blev vist omhyggeligt, hver gang de blev brugt og at barberingen måske indgik i et ritual, ja kan have været en offentlig forestilling i bygden eller ved helligstedet. Hvis ikke billederne kunne ses og beundres og beskueren modtage deres kraft – eller inspireres af den – bliver hele det møjsommelige arbejde omsonst og meningsløst. Det er nok det sidste man skal tiltro broncealderfolket.

Noter

  1. ^ Sophus Müller, Broncealderens Perioder. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed 1876, s. 185-311. især s. 185f.; samme, Vor Oldtid s. 235f, København 1897.
  2. ^ Thorkild Ramskou, Noget om hår og skæg, København 1976, s. 24. H. Drescher, Untersuchung der Technik einiger bronzezeitlicher Rasiermesser und Pinzetten, Die Kunde 14, 1963, 125-142.
  3. ^ Se note 1 og 2 samt Vilhelm Boye, Fund af Egekister fra Bronzealderen i Danmark, København 1896-98, Nyudgivet 1986 v. Mogens Ørsnes, Århus. På en enkelt schlesisk knivs æg har man fundet skæghår (A. Jockenhövel, Die Rasiermesser in Mitteleuropa. München 1971, s. 246. De skægløse egekistelig må betyde, at de døde blev barberede til gravceremonien, der sagtens har indbefattet en form for lit de parade. Denne sidste renselse understreger barberingens sammenhæng med overgangsriterne i mandens liv, A. van Gennep, Rites of Passage, Chicago 1960. De velbarberede moselig fra broncealderens slutning og den følgende jernalder viser den fortsatte brug af barberinstrumenter, P V Glob, Mosefolket, København 1965; C. Fischer, Moseligene fra Bjældskovdal, Kuml 1979, 7-44, Århus 1980. Senere er det billeder af mænd med overskæg og skriftlige kilder, som bevidner barbering, Ramskou (som note 2).
  4. ^ Det store og betydningsfulde materiale er endnu ikke udgivet samlet. Carin Orrling forbereder en publikation og Richard Savage har studeret teknikken bag ornamentikken. Den sidste grundige diskussion findes hos S. Marstrander, Østfolds Jordbruksristninger, Skjeberg, Oslo 1963. (Diskuteret i Norwegian Archaeological Review 3 s. 89-112 Oslo 1970). Man kan finde samlinger af ornamenterede rageknive i: A. P Madsen, Afbildninger af Danske Oldsager og Mindesmærker, Broncealderen. Suiter 1872, s. 6+11 og pl. 24-25, København; Samme, Afbildninger af danske Oldsager og Mindesmærker, Broncealderen II 1876, pl. 13-14, København; H.C. Broholm, Danske Oldsager IV, Yngre Bronzealder, København 1953 s. 45-51 og 149-157; K.H. Jacob-Friesen, Verzierte Rasiermesser aus Niedersachsen, Altschlesien V s. 264-375, Breslau 1934; C.A. Althin, Studien zu den bronzezeitlichen Felszeichnungen von Skåne, Lund 1945; E. Sprockhoff, Nordische Bronzezeit und frühes Griechentum, Jahrbuch des Römisch-Germanischen Zentralmuseums I, s. 8-110, Mainz 1954, Samme, Das bronzene Zierband von Kronshagen, Offa 14, s. 1-120 fig. 39-41, Neumünster 1957; K. W Struve, Die jüngere Bronzezeit, Geschichte Schleswig-Holsteins 2, s. 55-56, Neumünster 1979.
  5. ^ E. Baudou, Regionale und chronologische Einteilung der jüngeren Bronzezeit im nordischen Kreis, Stockholm 1960, type XI Blb & XI CI. Drescher (som note 2) mener at de simple »genbrugsknive« er lavet af ejerne, i modsætning til de fine rageknive, som er professionelt arbejde. Ikke alle Nordens metalhåndværkere var lige gode; der er ganske store kvalitetsforskelle såvel i tegningen som i udførelsen af koncepten.
  6. ^ Se knivene i det følgende. H.C. Broholm, Danske oldsager III, 1952 nr. 118; IV nr. 149-154 samt de i note 4 nævnte værker. Baudou (som note 5) type XI B4. Marstrander (som note 4) 266f.
  7. ^ Baudou (som note 5) type XI B2a, desuden Broholm, Danske Oldsager IV nr. 50-51.
  8. ^ Note 7; Baudou (som note 5) typeXI A5. Broholm, Danske Oldsager IV nr. 47 og 49.
  9. ^ Baudou (som note 5) type XI A3; Broholm, Danske Oldsager IV nr. 45 og 155; Sprockhoff, Jahrbuch (som note 4) fig. 9, 10,12,1-3.
  10. ^ Sophus Müller, Oldtidens Kunst II, Bronzealderen, København 1921, side 6 og 13ff. Meningerne om soldyrkelsen er meget forskellige: J. Brøndsted, Bronzealderens Soldyrkelse, København 1938, mener, at der der i løbet af yngre broncealder opstod en virkelig solgud; C. Rebild, Solkult, Illustreret Religionsleksikon III, s. 319, Odense 1950, mener at solmagi blev importeret til Skandinavien. Marstrander (som note 4) 288 og J. de Vries, Altgermanische Religionsgeschichte 1,1956,115 tror mere på en himmelgud.
  11. ^ Althin (som note 4) s. 183ff; G. Kossack, Studien zum Symbolgut der Urnenfelderzeit, Römisch-Germanische Forschungen 20, Berlin 1954.
  12. ^ Sophus Müller, Solbilledet fra Trundholm, Nordiske Fortidsminder 1, København 1904.
  13. ^ H.C. Broholm, Danmarks Broncealder III, 1946 s. 271ff, Samme bd. IV s. 234f.
  14. ^ Broholm, Danske Oldsager III, nr. 262, Althin (som note 4) fig. 92.
  15. ^ Broholm, Danske Oldsager III, nr. 119, P V Glob, Helleristninger i Danmark, Århus 1969 s. 56-84.
  16. ^ Det er f.eks. forsøgt at føre vikingetidens guder tilbage til broncealderen af både ældre og yngre forskning, f.eks. P Gelling og H. Ellis Davidson. The chariot and other rites and symbols of the Northern Bronze Age. London 1969 jvfr. også note 10.
  17. ^ Sprockhoff, Jahrbuch (som note 6) fig. 9, Althin (som note 4).
  18. ^ Althin (som note 4) fig. 102. Sprockhoff, Jahrbuch (som note 4) s. 99f.
  19. ^ Jvfr. den anden kniv med indlagt tråd (både guld og jern) fra Arnitlund, B. Stjernquist, Simris II, Lund 1961, pl. XLIV, S. Müller, Sønderjyllands Bronzealder, Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed 1914, 288f.
  20. ^ Marstrander (som note 4) s. 39f, 339. To skibe inden i hinanden f.eks. Sprockhoff, Jahrbuch (som note 4), fig. 15,3; 16,3; 23.20; 30,4; 34,4. En anden måde at danne to skibe på ses på halsringene f.eks. Sprockhoff Jahrbuch (som note 4) fig. 14. Se Marstranders oversigt (som note 4); Helleristninger se tillige M.P. Malmer, A chonological Study of North European Rock Art, Stockholm 1981, s. llff.
  21. ^ Hornet fra Wismar: Althin (som note 4); Marstrander (som note 4) s. 335ff.
  22. ^ E. Aner & Kersten, Die Funde der Älteren Bronzezeit bd. 2, fund nr. 617, Neumünster 1976.
  23. ^ Marstrander (som note 4) s. 135ff; Sverre Marstranders rekonstruktionsforsøg af helleristningsbillederne som en skindbåd blev desværre aldrig publiceret inden forfatterens død i 1986, se P. Johnstone, The Sea-Craft of Prehistory, London 1980, s. 107ff.
  24. ^ Bl.a. diskuteret af Althin (som note ?) s. 178f, 235 og afvist af Marstrander (som note 4) s. 339, se også Malmer (som note 20) s. 31ff.
  25. ^ Madsen 1892 (som note 4) pl. 25,15; Althin (som note 4) fig. 112.
  26. ^ W.D. Asmus, Bronzezeit in Norden und östlichen Mittelmerraum, Die Kunde 30, 1979, s. 81-95, fig. 15.
  27. ^ Marstrander (som note 4) s. 35ff.
  28. ^ F.eks. Madsen 1872 (som note 4), pl. 24,17.
  29. ^ Sprockhoff, Jahrbuch (som note 4) fig. 16f.
  30. ^ H. Thrane, The Mycenaean fascination. Mainz, s. 60 i symposieberetning under trykning.
  31. ^ Tidligste belæg for anvendelse af sporer forekommer i sen førromersk jernalder. E. Jørgensen, Til hest, SKALK 1973, s. 29-30.Jvfr. Gundestrupkedlens rytterbilleder, O. Klint-Jensen, Gundestrupkedlen, København 1961. Tidligere: M. Stenberger, En bronshalsring med rytterfigurer, Fornvännen 27, 1932, s. 184-187.
  32. ^ Marstrander (som note 4), s. 240.
  33. ^ Samme steds, s. 242f.
  34. ^ Samme steds, s. 241f.
  35. ^ Aner & Kersten (som note 22) fund nr. 1269.
  36. ^ F.eks. H. Winge, Dyreknogler fra bronzealders bopladser. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed 1919, s. 93-101; De nyeste fund fra Kirkebjerg bopladsen i Voldtofte bearbejdes af Tove Hatting, Zoologisk Museum, men er endnu ikke publicerede.
  37. ^ H. Thrane, Europæiske forbindelser, København 1975, s. 230ff.
  38. ^ NMnr. 26340; det er egentlig denne kniv, som danner udgangspunkt for denne artikel. Kniven forelå i Nationalmuseets magasin i den skikkelse, som den har fig. 18, 13 i Jørgen Jensens artikel, Voldtoftefundet, Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1967, s. 91-154. Et forsøg i 1970-71 på at sortere bunken af genstande og fragmenter uden museumsnummer, som henlå i magasinet, viste at de to bageste fragmenter af ragekniven passede sammen og på stykket med håndtag, som heldigvis havde sit museumsnummer bevaret. Derefter blev den nu hele kniv konserveret. Dengang anede jeg ikke, hvilken rolle Voldtofte skulle komme til at spille i mit fremtidige arbejde.
  39. ^ G. Schwantes, Vorgeschichte Schleswig-Holsteins, Neumünster 1939 fig. 879. Er billederne Althin (som note 4) fig. 113d og Sprockhoff, Jahrbuch (som note 4) fig. 28,3 samt fig. 28,5 og 30,5 sammesteds, den samme scene stiliseret videre til ukendelighed?
  40. ^ Althin (som note 4) fig. 105; Marstrander (som note 4) fig. 52.
  41. ^ S-figurerne er af K.H.Jacob-Friesen (som note 4) tolket som mennesker, navnlig rorkarle. Anden tolkning se Sprockhoff, Jahrbuch (som note 4) s. 90ff, her fig. 10b en fin exempelrække.
  42. ^ G. Jacob-Friesen, Bronzezeitliche Landenspitzen Norddeutschland und Skandinaviens, Hildesheim 1967, s. 268ff.
  43. ^ M.P. Malmer, Bronsristningar, KUML 1970, s. 189-210. Århus.
  44. ^ Müller (som note 10), s. 134; Samme, Billed- og Fremstillingskunst i Bronzealderen, Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed & Historie 1920, s. 125-161.
  45. ^ A. Jockenhövel, Die Rasiermesser (som note 3) s. 247.
  46. ^ H. Thrane, Indledende overvejelser af strukturudviklingen i Sydskandinaviens bronsålder, B. Stjernquist ed. Struktur och Förändring i bronsålderns Samhälle, Lund 1983, s. 151-165; H.J. Hundt, Die Rohstofquellen des Europäischen Norden und ihr Einfluss auf die Entwicklung des nordischen Stils, Bonner Jahrbücher 187, s. 125-162, Darmstadt 1978.

Denne artikel er tænkt som et supplement til den særudstilling om Fyns Broncealder, som i 1988 skal markere Fyns Stiftsmuseums overflytning til Hollufgård.

©