Bronzealder i fugleperspektiv

Et fynsk kulturlandskab fra yngre bronzealder

Indledning

På en efterårsdag i 1913 besluttede en lokal gårdmand i nærheden af Fangel Torp at inddrage et hidtil uopdyrket engområde nær en mose i sin efterårspløjning. Mosekanten var ikke mere tørveagtig, end den så ud til med fordel at kunne dyrkes, omend med noget besvær. Om møjen med bearbejdningen af den ujævne og hårde jord har kunnet omsættes i klingende mønt, står hen i det uvisse, men for arkæologien var pløjningen af mosekanten en meget heldig beslutning. I den yderste kant af mosen vendte plovskæret nemlig flere bronzegenstande op af mosejorden, så de lå til frit skue i efterårslyset. Uvidende om betydningen af, hvad han havde fundet, betragtede arbejdsmanden først genstandene som en irriterende hindring i arbejdet og fik dem af vejen ved at kaste dem længere ud i mosen. Herefter fortsatte han sin pløjning. Til alt held fortalte han efter dagens arbejde gårdejerinden Marie om sine besværligheder – herunder de fremkomne bronzegenstande. Hun bebrejdede ham, at han havde ladet tingene ligge, og sendte ham ud for at samle dem op. Han fik da også samlet det meste sammen, og fundet blev herefter indsendt til Nationalmuseet.[1]

Og heldigvis for det! For de bronzegenstande, plovskæret ublidt havde flået op af mosen og af arbejdsmanden ubetænksomt smidt ud i tørven, var intet mindre end et af de mest bemærkelsesværdige depotfund fra yngre bronzealder, vi kender på dansk grund.

En af de mange bronzegenstande fra det store depotfund ved Fangel Torp er denne unikke bronzefigurine, der forestiller en kvinde med halsring og øreringe og begge hænder på brystet. Bronzefigurer kendes fra enkelte andre af bronzealderens depotfund, og de knytter sig efter al sandsynlighed til datidens religiøse sfære. Måske står vi endda her ansigt til ansigt med en af bronzealderens glemte guddomme. Resten af genstandene fra det store depotfund fra Fangel Torp er gengivet på figur 4.

Denne fundhistorie viser, hvordan skæbnen i heldige tilfælde kan tilsmile arkæologien og frembringe spektakulære og fantastiske fund, der vidner om handlinger, der har fundet sted for hundreder eller tusinder af år siden. Men hvor fantastisk et fund, man end står over for, kan det til tider være nødvendigt at se tingene lidt på afstand, i fugleperspektiv, for at kunne forstå den større sammenhæng. Et sådant eksempel skal vi på de følgende sider se nærmere på. I et område syd for Odense tegner en lang række fund fra bronzealderen, heriblandt ovenstående depotfund, efterhånden et markant billede af befolkningens rituelle udnyttelse af landskabet for snart 3000 år siden.

Grænseland

Vi befinder os i et område, der ligger som et afvekslende å-landskab, flankeret af højtliggende og bakkede arealer mod øst og vest. Centralt i landskabet ses Odense Å og Lindved Å, der har næsten parallelle forløb med en indbyrdes afstand på omtrent 4-5 km, før de løber sammen i områdets nordligste del. Omkring de to store åsystemer ses talrige vådområder og mindre vandløb, der udgør en del af åsystemernes vandforsyning (se figur 1 og 2). I dag omfatter landskabet overvejende veldrænede landbrugsarealer, men kortmateriale fra 1800-tallet viser, at før man påbegyndte den intensive dræning, var området præget af udstrakte vådområder og mindre vandløb, hvilket også må have været situationen i yngre bronzealder.

Træder vi yderligere et skridt tilbage, er det tydeligt, at de landskabelige forhold med det centralt placerede ”å-landskab”, flankeret af de mere massive bakkede landskaber i øst og vest, udgør et markant skel mellem det centralfynske og østfynske område, med strækningen omkring Odense Å og Lindved Å som den naturlige skillelinje (figur 2).

Det område, vi her skal kigge nærmere på, er placeret mellem Søby Sø i syd, over Odense Å og Lindved Å til deres sammenløb i nord umiddelbart øst for Odense – alt i alt et område på omtrent 12×12 km (figur 1). Netop her har det nemlig vist sig, at der kan observeres en markant koncentration af depotfund fra yngre bronzealder (1100-500 f.Kr), der viser, at området har spillet en central rolle i det naturgivne grænseland mellem øst og vest.

At landskabet har været afgørende for datidens menneskers muligheder og begrænsninger, kan der næppe herske tvivl om. Tilværelsen har på helt naturlig vis indpasset sig i de rammer, landskabet har tilbudt, og har haft betydning for, hvor man bosatte sig, og hvordan man har drevet det landbrug, der udgjorde hele grundlaget for den enkelte families eksistens. At landskabet og naturen i det hele taget var en vigtig del af den yngre bronzealders religion, myter og verdensopfattelse, kommer derfor næppe heller som en overraskelse.

Figur 1. Kortet er fremstillet på baggrund af højkantskortene fra 1800-tallet, der giver et mere realistisk billede af det afvekslende landskab, som det har taget sig ud i forhistorisk tid. Herfra er også udskilt mulige overgangssteder (markeret med åben cirkel). Herudover gengiver kortet spredningen af depotfund fra ældre og yngre bronzealder og registrerede gravhøje (udfyldt sort cirkel). 1: Odense Å, 2: Lindved Å, 3: Udgravningen ved Bramstrup.
Yngre bronzealder: ■: Celt/økse ▲: Sværd ▼: Arm-/halsring ♦: Lerkar. Hertil kommer Fangel Torp-depotet, der er gengivet med en rød stjerne.
Ældre bronzealder: ■: Økse ▲: Sværd/dolk ♦: Spydspids. Hertil kommer en bronzesyl, der er gengivet med udfyldt orange cirkel.
Figur 2. Den østlige og centrale del af Fyn, som den tager sig ud på reliefkort, der gengiver landskabets højdeforskelle. Grøn angiver lav højde o.h, rød angiver stor højde o.h. Den store firkant viser det område, der er gennemgået for registrerede depotfund, medens den stiplede firkant angiver placeringen af Lindved Å/Odense Å-området, der er gengivet på figur 1. Røde trekanter repræsenterer fund fra yngre bronzealder (1100-500 f.Kr) og orange trekanter fund fra ældre bronzealder (1700-1100 f.Kr).

Landskabet har også spillet en afgørende rolle i forhold til, hvordan mennesker i praksis bevægede sig over større og mindre afstande. Kontakt har således til alle tider været en vigtig del af den menneskelige bevidsthed, og de naturgivne omstændigheder, landskabsforholdene tilbyder, har været afgørende for, hvordan kommunikationen og transporten er foregået. Her har det været smartest at benytte højereliggende veldrænede landskaber og krydse åer og vandløb ved naturlige vadesteder.

Netop derfor kan de naturgivne transportveje og grænserne imellem dem ofte fortælle noget om den måde, man opfattede og brugte landskabet på i de forhistoriske samfund. Her spiller koncentrationer og spredninger af arkæologiske fund en vigtig rolle, hvilket i vores tilfælde ses ved den markante koncentration af depotfund fra yngre bronzealder. En systematisk gennemgang af tidligere fund – indberetninger[2] viser, at området omkring Lindved Å og Odense Å har indeholdt mindst 14 depotfund fra yngre bronzealder. Hertil kommer 10 depotfund fra ældre bronzealder. Bortset fra Fangel Torp-fundet indeholder stort set alle områdets øvrige depotfund fra yngre bronzealder kun en enkelt genstand. Blandt de enkeltfundne genstande er små bronzeøkser (såkaldte celte) med syv registreringer den absolut mest almindelige genstandstype. Depoterne er alle nedlagt i våd – områder, og de anses alle som offerfund. Tre af dem er fundet nordligst i området Lindved Å/Odense Å,[3]medens de fire øvrige er fundet mere centralt.[4]

En af sidstnævnte celte blev fundet i forbindelse med en arkæologisk udgravning ved Bramstrup i 2012.[5] Den dukkede frem i nogle tykke tørvelag i den fugtige zone mellem åen i nord og det faste land mod syd (figur 3).[6] Syd for celten udgravedes flere klynger af ildgruber, [7] der lå umiddelbart uden for de fugtige områder omkring åen. Naturvidenskabelige dateringer herfra viser, at de kan have været i brug på det tidspunkt, da celten er blevet henlagt i vådområdet.[8] Ildgrubeklynger er et kendt fænomen i yngre bronzealder, hvor de ofte tolkes som spor efter rituelle aktiviteter,[9] og de formodes at have haft en central funktion i religionsudøvelsen i yngre bronzealder.[10]

I forbindelse med samme udgravning ved Bramstrup blev vi opmærksomme på, at der tidligere var registreret yderligere en bronzecelt fra Bramstrup.[11]

De fem sidste depotfund fra yngre bronzealder i Lindved Å/Odense Å-området (ud over Fangel Torp-depotet) omfatter to bronzehalsringe[12] og en guldring[13] – alle fra den centrale del af området – samt et bronzesværd fra yngre bronzealder nordligt i området (figur 1).[14] Yderligere to depotfund er fundet umiddelbart vest for Odense Å, hvor den løber sammen med en nordlig parallel til Lindved Å. Her er der dog ikke tale om bronzegenstande, men om ofrede lerkar, hvis form daterer dem til yngre bronzealder.[15] Ved et af lerkarrene kunne der på fundtidspunktet angiveligt observeres aftegningen af et skelet – en oplysning, der dog ikke har kunnet verificeres.

Hovedparten af fundene er gjort af privatpersoner, ofte for over 100 år siden, og det helt nøjagtige fundsted kan derfor i visse tilfælde være mere eller mindre usikkert. Sikkert er det dog, at fundene stammer fra Lindved Å/Odense Å-området og med altovervejende sandsynlighed fra vådområder eller vandløb heromkring.

Figur 3. Bronzeøksen (celten) fra Bramstrup, som den ser ud efter afrensning. Øksen skal tidsmæssigt placeres i yngre bronzealder Periode V-VI (900-500 f.Kr).

Det mest bemærkelsesværdige fund fra Lindved Å/Odense Å-området er uden tvivl depotfundet fra Fangel Torp.[16] Som nævnt indledningsvis blev det fundet ved et mindre lykketræf for ca. 100 år siden, og det har længe stået som et af de mest opsigtsvækkende depotfund fra yngre bronzealder på dansk grund.

Genstandene fra Fangel Torp-depotet omfatter en bred vifte af typer, der alle udgør mere eller mindre kendte indslag i yngre bronzealders materielle verden. Der er tale om et af de største depotfund fra det danske område fra bronzealderens Periode V (900-700 f.Kr.), og flere af de mange genstande er importerede fra det mellemeuropæiske område.[17] Stort set hele fundet er gengivet på figur 4, hvor mængden og variationen tydeligt ses.[18] Af de mere spektakulære genstande kan nævnes blandt andet hesteudstyr, rester af importerede bronzekar, en bøjlenål, hængekar og halsringe med skibsmotiver. Hertil kommer en lille bronzefigurine, hvis nærmeste paralleller skal søges blandt figurer fra Fårdal ved Viborg og Grevensvænge på Sydsjælland, hvor de knyttes til processioner med tilknytning til den rituelle verden.

Figur 4. Fundoversigt over det store depotfund fra Fangel Torp. Her ses tydeligt depotfundets store mængde og variation af bronzegenstande, der afspejler flere elementer af bronzealdersamfundet. Flere af genstandene er fragmenterede, hvorfor det præcise antal genstande er vanskeligt at fastslå. Dateringen af fundet peger entydigt på Periode V af yngre bronzealder (900-700 f.Kr.).

Kigger man nærmere på placeringen af depotfundene fra yngre bronzealder i Lindved Å/Odense Å-området, er det tydeligt, at de koncentrerer sig omkring vandløbene og de omgivende vådområder ved og omkring åløbene. Men hvorfor er denne koncentration af depotfund netop her, og hvorfor denne tilknytning til vandløb og vådområder? At depotfund fra yngre bronzealder har haft nær tilknytning til vand og vådområder, er en kendt sag, og det må anses for sikkert, at deponeringsstederne er nøje udvalgt af de mennesker, der foretog deponeringerne. Deponeringerne afspejler rituelle handlinger, hvor genstandene er ofret med henblik på at skabe gode relationer til tidens guder – måske i forbindelse med specifikke ønsker til vejrlig, gode høstforhold eller som del af tilbagevendende fester, betinget af årstidens cyklus. Måske har man ligefrem opfattet særlige åløb som guddommelige, hvor årstidens gentagne skiftende vandstand er blevet opfattet som åens eller gudens åndedrag.

At sådanne forestillinger kan have været udbredte i bronzealderen, viser utallige eksempler på flodfundne bronzegenstande fra de store flodsystemer i Mellemeuropa i både ældre og yngre bronzealder. Nyere undersøgelser langs Gudenåen i Jylland har desuden vist, at noget lignende kan have gjort sig gældende på vore breddegrader helt tilbage fra yngre stenalder.[19] Det er endda blevet foreslået, at selve navnet ”Gudenåen” (Gudens å) kunne have rødder helt tilbage til de mange fund fra bronzealderen.[20] Et nyere studie i Sverige har ligeledes vist en tæt forbindelse mellem vandløb og deponerede bronzegenstande. [21]

Med det udgangspunkt falder det helt naturligt at se nærmere på placeringen af depotfundene fra Lindved Å/Odense Å. Her er der selvfølgelig ikke tale om floder eller åsystemer så store som Gudenåen, men depotfundenes nærhed til Odense Å og Lindved Å og de tilstødende vandløb og vådområder må alligevel anses som mere end blot et tilfælde. For eksempel springer det i øjnene, at det kun er ganske få depotfund, der er gjort mere end 500 meter fra vandløbene, og de få, der er, er alle fundet i forbindelse med tidligere vådområder. Hovedparten af depotfundene stammer fra den umiddelbare nærhed af eksisterende eller tidligere vandløb og må formodes at have haft direkte tilknytning hertil.

Som nævnt ovenfor har vådområder og vandløb været en endnu mere udpræget del af landskabet i bronzealderen, end det er i nutidens Danmark, og meget tyder på, at netop disse områder har haft en fremtrædende position og betydning i datidens rituelle verdensbillede, måske ligefrem som porte til gudernes verden, og i særlige tilfælde måske ligefrem som personificerede guddomme. Hverken ved Odense Å eller Lindved Å har navnet ”Guden” eller andre hellignavne med tilknytning til åerne kunnet opspores som ved Gudenåen i Jylland. I den forbindelse er det interessant, at et gudenavn også knyttes til Viby Å på Sydvestfyn – nemlig navnet ”Guden”.[22] Her er der altså også tale om en ”gudenå”, og det kunne derfor være spændende at se, om den store tidsdybde på naturnavnet, som det er foreslået ved Gudenåen i Jylland, også kunne spores her med udgangspunkt i koncentrationer af offerfund fra bronzealderen. En gennemgang af fundregistreringerne omkring Viby Å viser dog kun et enkelt depotfund fra yngre bronzealder. Fundstedet er dog meget usikkert og sågar anført mere end 900 meter fra åen[23] og skal altså næppe ses i forbindelse hermed. Det kan derfor ikke underbygges, at naturnavnet ”Guden” kan have rødder i bronzealderen i det fynske område, som det er blevet foreslået for Gudenåen i Jylland.

Hvis vi vender tillbage til landskabet ved Lindved Å/Odense Å, er det som nævnt helt tydeligt, at det område, hvor depotfundene koncentrerer sig, ligger som et lavt afvekslende å-landskab, flankeret af mere højtliggende bakkede landskaber mod øst og vest. Ud fra de landskabelige forhold tyder meget på, at området har udgjort en form for grænseland mellem det centralfynske og østfynske område. Interessant nok udgør depotfundskoncentrationen omkring Lindved Å/Odense Å et af de smalleste steder på ”grænsen”, hvilket tyder på, at området med de mange deponeringer fra ældre og yngre bronzealder omkring Lindved Å/Odense Å afspejler den naturligt letteste vej mellem øst og vest – altså en slags naturgiven transportkorridor, om man vil.

Flere af depotfundene fra yngre bronzealder ligger endda nær specifikke formodede overgangs-/ vadesteder, som de fremtræder på historiske kort. Eksempler fra det jyske og sjællandske område viser, at sådanne placeringer nok har været relativt almindeligt forekommende i yngre bronzealder[24] og formentlig har spillet en afgørende rolle, når man i bronzealderen har valgt, hvor man skulle foretage en deponering/ofring.

Netop i området Lindved Å/Odense Å, og i særlig grad ved områdets naturlige overgangs-/ vadesteder, er der også registreret koncentrationer af gravhøje, der slutter sig pænt til de mange depotfund (se figur 1). Mange af gravhøjene er anlagt i ældre bronzealder, hvilket i flere tilfælde kan verificeres, og i yngre bronzealder er de derfor indgået som markante punkter i landskabet for datidens beboere. Når man har bevæget sig over større afstande, har gravhøjene udgjort oplagte pejlemærker, hvilket understreges af, at gravhøje ofte er beliggende langs naturlige vejforløb. Der har nu nok ikke været tale om fuldstændig fastlåste vejforløb, som vi kender dem i dag, men snarere et flydende forløb, hvor den overordnede vejstruktur i store træk har forløbet ens, men som enkelte steder kan have antaget et væld af forskellige forløb. Gravhøjene skal derfor opfattes som et udtryk for forhistoriens transportveje, hvor tilvæksten af gravhøje har været størst i de mest befærdede områder.[25]

Ved Lindved Å/Odense Å kan der ses en tydelig overensstemmelse mellem antallet af gravhøje og antallet af depotfund fra yngre bronzealder. Her er der næppe tale om en tilfældighed, men om et reelt udtryk for et område, præget af en høj gennemgangs- og færdselsaktivitet. Som det fremgår af figur 2, forstærkes tendensen, hvis man inkluderer depotfund fra ældre bronzealder.

Er der reelt tale om den letteste rute mellem to destinationer, er det oplagt, at depotfundene afspejler områdets vigtighed netop i forbindelse med datidens primære transportveje. Arealerne omkring Lindved Å/- Odense Å må på den baggrund opfattes som en vigtig transportkorridor i det centrale fynske landskab. Det kan i den forbindelse bemærkes, at der længere mod syd ses yderligere en depotfundskoncentration, der formentlig omfatter en lignende transportkorridor (se figur 2).

Figur 5. Bronzefuglen fra Bramstrup, som den ser ud efter afrensning og konservering.

Andefugl

Som en afsluttende krølle på historien skal kort omtales et enestående fund, der blev gjort ved udgravningen ved Bramstrup i 2012. Nemlig en vellignende fuglefigur støbt i bronze, der forneden var forsynet med en jernstift til montering (fig 5).

Jernstiften viser, at fuglen ikke kan være ældre end yngre bronzealder,[26] men derudover er dateringen af fuglefiguren desværre meget usikker. Nogle elementer peger på en datering til yngre bronzealder,[27] medens andre peger på romersk jernalder[28] eller yngre vikingetid/ ældre middelalder.

Associationer til figurinerne fra depotfundene ved Grevensvænge, Fårdal og Fangel Torp fra yngre bronzealder ligger dog lige for, og en datering til yngre bronzealder er absolut blandt de sandsynlige scenarier. At bronze – figurer er blevet fremstillet i yngre bronze – alder som element i rituelle ceremonier eller kultiske opstillinger, som de også kendes fra samme periode i Mellemeuropa, er en kendt sag, og skulle fuglefiguren vise sig at være fra yngre bronzealder, er den kun med til yderligere at forstærke et i forvejen stærkt indtryk af Lindved Å/Odense Å-området som et markant og vigtigt landskab i yngre bronzealder.

Sammenfatning

Hvis vi skal forsøge at samle op på ovenstående, må det anses for sikkert, at der i området omkring Lindved Å/Odense Å er tale om en reel koncentration af depotfund fra yngre (og ældre) bronzealder. Alle depotfundene er gjort enten i direkte relation til å-løbene eller ved tidligere vådområder med forbindelse hertil. Årstidernes skiftende vandstand kan i bronzealderen have været opfattet som åens pulsslag eller åndedrag – måske endda som en personificeret guddom, hvilket må have spillet en vigtig rolle, når man valgte, hvor man skulle komme i kontakt med guderne via deponeringer/ofre. Lignende tendenser ses i Mellemeuropa og er også påvist ved Guden – åen i Jylland.

Landskabsforholdene ved og omkring Lindved Å/Odense Å viser, at området ligger som en tydelig skillelinje i landskabet, og depotfundenes placering i tilknytning til formodede specifikke overgangssteder i området skal sandsynligvis ses i forlængelse heraf. De mange gravhøje på begge sider af Lindved Å/Odense Å-området underbygger formodningen om tilstedeværelsen af overgangs- /vadesteder med stor tidsdybde og tyder på, at området har udgjort en vigtig transportkorridor i yngre bronzealder. Å-landskabet omkring Odense Å og Lindved Å kan nemlig med god ret ses som en markant naturgiven grænse mellem det centralfynske og østfynske område, strækkende sig fra kysten i nord til Arreskov Sø i syd. Skulle man hen over den grænse, ligger de mest oplagte steder i Lindved Å/Odense Å-området – nærmere bestemt der, hvor koncentrationen af depotfund fra yngre bronzealder er påvist.

Så selv om spektakulære fund som det store Fangel Torp-depot i sig selv er spændende, kan det altid betale sig at løfte blikket fra det enkelte fund og forsøge at se tingene i en større sammenhæng. For samler man indtrykkene og ser på dem i fugleperspektiv, åbnes nye døre til en bredere forståelse af de forhistoriske samfund og de mennesker, der har levet i dem dengang for længe længe siden.

Painting by Flemming Bau/Odense City Museums

 

Litteratur

  • Appel, L. og Olsen, J. 2011: Depotfund ved overgangssteder – en undersøgelse af yngre bronzealder i Blistrup sogn, Nordøstsjælland. I: Depotfund i yngre bronzealders lokale kulturlandskab. Boddum, Mikkelsen og Terkildsen (red.). Viborg Stiftsmuseum og Holstebro Museum.
  • Arkæologiske udgravninger i Danmark 1997: Redaktion: Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat.
  • Bonde, J. 2006: Social innovation og kulturel kontakt – ældre bronzealder i det vestlige limfjordsområde belyst ved grav- og depotfund fra per. II-III. Upubliceret magisterspeciale.
  • Broholm, H.C. 1946: Danmarks Bronzealder, Tredie bind.
  • Egg, M. 1995: Ein neuer Kesselwagen aus Etrurien. Jahrbuch des Römisch-Germanischen Zentralmuseums Mainz, 38. Jahrgang 1991, Teil 1. Mainz 1995. s.191-222.
  • Ewald, L. 2011: Kogegrubefelter og votivfund – det fynske eksempel. I: Depotfund i yngre bronzealders lokale kulturlandskab. Boddum, Mikkelsen og Terkildsen (red.). Viborg Stiftsmuseum og Holstebro Museum.
  • Frost, L. 2010: Et depotfund fra yngre bronzealder – Nymølle Bro ved Lisbjerg. Kuml 2010, s. 9-45.
  • Frost, L. 2014: Flodfund – Bronzealderdeponeringer fra Gudenåen. Kuml 2014, s. 29-60.
  • Frost, L. 2015: River finds – Bronze Age depositions from the River Gudenå, Denmark. Germania. Anzeiger der Römisch-Germanischen Kommission des Deutschen Archäologischen Instituts, Jahrgang 91, 2013. 1.–2. Halband. Frankfurt A.M.
  • Henriksen, M.B. 1999: Bål i lange baner – om brugen af kogegruber i yngre bronzealder og ældre jernalder. Fynske Minder 1999. Odense Bys Museer.
  • Henriksen, M.B. 2005: Danske kogegruber og kogegrubefelter fra yngre bronzealder og ældre jernalder. I: L. Gustafson, T. Heibreen og J. Martens (red.). De gåte– fulle kokegroper. Varia 58.
  • Kjær, H. 1915: Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1915 s. 139ff.
  • Kossack, G. 1996: Religiöse Denken in Alteuropa vom 8. bis zum 6. Jahrhundert v. Chr. Geb. I: Archäologische Forschungen zum Kultgeschehen in der Jüngeren Bronzezeit und Frühen Eisnezeit Alteuropas. Bd. 2. Udgivet af Peter Schauer.
  • Kousgård Sørensen, J. 1969: Danmarks Stednavne Nr. 14. Odense Amts bebyggelsesnavne. København.
  • Prangsgaard, K. og A.B. Andersen 2008: 3000 år gamle kultpladser ved Søndersø. Fynske Minder 2008.
  • Rundkvist, M. 2015: In the Landscape and Between Worlds. Bronze Age Deposition Sites Around Lakes Mälaren and Hjälmaren in Sweden. Archaeology and Environment 29. Umeå Universitet. Umeå.
  • Thrane, H. 1975: Europæiske forbindelser. Bidrag til studiet af fremmede forbindelser i Danmarks yngre broncealder (periode IV-V). Nationalmuseet. København 1975.
  • Thrane, H. 1984: Lusehøj ved Voldtofte – en sydvest-fynsk storhøj fra yngre broncealder. Fynske Studier XIII. Odense Bys Museer. Odense 1984.
  • Woytowitsch, E. 1978: Die Wagen der Bronze- und frühen Eisenzeit in Italien. Prähistorische Bronzefunde, Abteilung XVII. Band 1.
  • Zipf, Gabriele. 2003: Studien zu den anfängen Figürlicher Darstellungen im Endbronze- und Früheisenzeitlichen Frankreich und Italien. Motive, Dekorträger und Kontexte. Dissertation zur Erlangung des Doktorgrades am Fachbereich für Geschichts- und Kulturwissenschaften der Freien Universität Berlin vorgelegt im August 2003. http://www.edocs.fuberlin.de/diss/servlets/MCRFileNodeServlet/FUDISS_derivate_000000002267/00_00_Titel.pdf

 

 

Noter

  1. ^ Fundhistorien er baseret på den originale fundberetning (Kjær 1915).
  2. ^ Gennemgangen er foretaget i fund, registreret i Fund og Fortidsminder (http://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/).
  3. ^ Sognebeskrivelsesnummer 080811-73, 080407-42 og 080407-67.
  4. ^ Sognebeskrivelsesnummer 080805-73, 080404-50, 080805-63 og 080805-13.
  5. ^ Udgravningen er journaliseret ved Odense Bys Museer som OBM5821, Bramstrup. Daglig udgravningsleder var cand.mag. Charlotte Kolmos (forundersøgelse) og mag.art. Jakob Bonde (udgravning). Muse – umsinspektør Jesper Hansen havde det administrative ansvar. Forundersøgelsen og den efterfølgende udgravning finansieredes af bygherre: BG Stone A/S.
  6. ^ Bronzecelten blev fundet med metaldetektor, og Odense Bys Museer skylder i den forbindelse en stor tak til Benny Pennerup, der har bistået med hjælp til at eftersøge udgravningsområderne omkring OBM5821, Bramstrup med metaldetektor.
  7. ^ Termen ”ildgruber” omfatter her kogestensgruber og gruber med spor efter regulær ildpåvirkning/bål.
  8. ^ De ni prøver fordelt på tre forskellige gruber er dateret ved AMS 14C Dateringscenteret, Institut for Fysik og Astronomi ved Jan Heinemeier med følgende resultater: Grube AM: AAR19945 (732-404 f.Kr. (95,4%)), AAR19946 (514-391 f.Kr. (95,4%)), AAR19947 (516-391 f.Kr. (95,4%)). Grube AMX: AAR19948 (390-208 f.Kr. (95,4%)), AAR19949 (401-231 f.Kr. (95,4%)), AAR19950 (537-397 f.Kr. (95,4%)); Grube AMR: AAR19951 (773-519 f.Kr. (95,4%)), AAR19952 (753-413 f.Kr. (95,4%)), AAR19953 (730-403 f.Kr. (95,4%)).
  9. ^ Jf. Henriksen 1999, 2005; Prangsgaard og Andersen 2008; Ewald 2011.
  10. ^ Dette er i overensstemmelse med tidligere tolkninger af ildgrubelokaliteter på Fyn og i resten af landet. Ildgrubefelter er et velkendt fænomen i bronzealderen, og de findes både som små områder med kun nogle få Ildgruber og som store arealer med flere tusinde ildgruber.
  11. ^ Sognebeskrivelsesnummer 080805-13. Ifølge Nationalmuseets protokol fra 1890 blev en celt med delvist bevaret træskaft nemlig indsendt til Nationalmuseet i 1830 af en gartner fra Bramstrup Gods. Den stammer angiveligt fra godsets have, der er placeret nær tidligere vådområder, der blev udnyttet til godsets voldgrav.
  12. ^ Sognebeskrivelsesnummer 080805-44, 080410-17.
  13. ^ Sognebeskrivelsesnummer 080805-4.
  14. ^ Sognebeskrivelsesnummer 080404-10.
  15. ^ Sognebeskrivelsesnummer 080414-14 og 080414-18.
  16. ^ Sognebeskrivelsesnummer 080405-6.
  17. ^ Thrane 1975.
  18. ^ For en specifik gennemgang af fundets genstande henvises til Kjær 1915, Broholm 1946:224ff og Thrane 1975. På figur 4 er enkelte genstande udeladt på grund af deres dårlige bevaringsgrad.
  19. ^ Frost 2014 og 2015.
  20. ^ Frost 2014:31.
  21. ^ Rundkvist 2015:18ff og 30ff.
  22. ^ Kousgaard 1969:259: ”Den del af Viby Å, som løber forbi Viby, har sikkert heddet Guden ”den til guderne indviede” af samme oprindelse som Gudenå i Jylland. Et areal ved åen vest for Viby hedder i 1923 Guen eller Guden [gu.n], MB 1682 Guuden Dihl og er formodentlig et gammelt navn på denne.”
  23. ^ Sognebeskrivelsesnummer 080715-3. Der er tale om et fund fra 1852, der blev gjort af en tjenestekarl ved gravning af kanten af et mosehul. Fundet består af to brede, ornamenterede manchetarmringe og to spiralarmringe af bronze (yngre bronzealder periode IV). Det kan ikke stedfæstes nærmere, end at det sikkert stammer fra et af mosehullerne på Aaby Mosegaards mark.
  24. ^ Frost 2010; Appel og Olsen 2011.
  25. ^ Bonde 2006.
  26. ^ De ældste jernfund fra det danske område stammer fra yngre bronzealder Periode IV-V (Thrane 1975:248), og det ældste fynske jernfund er angiveligt fra Lusehøjgraven på Sydvestfyn, hvor en tynd jernring fandtes i højens centralgrav fra Periode V (ca. 600 f.Kr.) (Thrane 1984:145).
  27. ^ Woytowitsch 1978:Tafel 22; Tafel 23; Tafel 27, Kossack 1996:abb. 6; 34ff; Egg 1995 og Zipf 2003:435ff.
  28. ^ Arkæologiske udgravninger i Danmark 1997:223.

 

Emner: Arkæologi, lerkar), Bronze figur, bronzeøkse, hesteudstyr, rester af bronzekar, bøjlenål, hængekar, halsringe, bronzefugl, religion, Fangel Torp, Syd for Odense, Bramstrup, Søby Sø, Odense Å, Lindved Å
©