Buxus sempervirens, den stedsegrønne buksbom, udmærker sig ved sin langsomme vækst; den kan ved klipning holdes ganske lav og er almindelig til indfatning af rabatter, figurbede, osv. Derfor fandt den megen anvendelse i de gamle, franske haver.

Denne stil indenfor havekunsten blev til i slutningen af 16oo’erne. Nærmest slottets hovedbygning anlagdes terrasser med blomsterparterrer indfattede af buksbom med fritstående, mindre træer eller buske, som klippedes i facon. Ved siderne anlagdes gange, ofte indfattede af høje hække og med vinduelignende åbninger i den indvendige hæk, således at man fra gangen kunde se ind over parterret. »Alt indenfor havens område var påtrykt et kunstlet arkitektonisk stempel, og naturskønheden måtte skjules for ikke at fremkalde disharmoni.« Udsigt til det omgivende terræn tillodes derfor kun, hvor der skulde være udsigt til en kirke, et slot eller en anden monumental bygning. Den menneskelige kunst var sat i højsædet med ringeagt for alt, hvad der kun var naturskønhed.

Men til trods for pragten og den glimrende totalvirkning, måtte haver i fransk stil i længden virke trættende og monotone. Hertil kom, at de franske haver var uhyre kostbare at anlægge, og det varede flere år, før hækkene og de øvrige plantninger voksede til, og når plantningen endelig voksede til, varede det ikke længe, før de kunstig formede træer og buske snart her, snart der begyndte at gå ud og måtte erstattes af nye. – Dette står at læse i Salmonsens konversationsleksikon.

Også Odense har haft sit franske haveanlæg. Da Frederik IV i 1720 besluttede at lade slottet ombygge, så det blev en mere værdig bolig for majestæten, anlagde slotsgartner Heldt den i fransk stil. Midt for hovedfacaden lå en blomsterhave med en stor dam. Blomsterbedenes svungne linier flankeredes af stive, klippede hække; alt var så regelret og disciplineret, at det var en fryd for enevælden, før den blev oplyst. Til sådanne opgaver var buksbom en villig tjener.

Illustration til Nattergalen af Elsa Ekman.

Det var nok en have af den art H.C. Andersen tænkte på, da han skrev Nattergalen. Alting var så udspekuleret i kejserens have; i den så man de forunderligste blomster, og ved de allerprægtigste var der bundet sølvklokker, der klingede, for at man ikke skulde gå forbi uden at bemærke dem. Og Nattergalen kom til hoffet. Den skulde have sit eget bur, samt frihed til at spadsere ud to gange om dagen og een gang om natten. Den fik tolv tjenere med, alle havde de et silkebånd om benet på den og holdt godt fast. Der var slet ingen fornøjelse ved den tur.

Nej, det var ikke sådan en have, der tiltrak H.C. Andersen. Da var det meget bedre med barndommens have i Munkemøllestræde. Det var bare en trækasse, og i den voksede køkkenurter og et lille rosentræ. Naboen havde også en. Ærterankerne hang ned over kasserne, og rosentræerne skød lange grene, snoede sig om vinduerne, bøjede sig mod hverandre. Det var næsten som en æreport af grønt og blomster. Eller den gamle kones have, som den skildres i Snedronningen, hvor hver blomst stod i solen og drømte sit eget eventyr, ildlilien og convolvolus, sommergæk og hyacinther, pinselilien og den lille smørblomst.

Eller gåseurten. Solen skinnede lige så varmt og smukt på den som på de store, rige pragtblomster inde i haven. En morgen stod den ganske udsprungen »med fine, smaa, skinnende hvide blade, der sidde som straaler om den lille, gule sol indeni.« Indenfor stakittet stod så mange stive, fornemme blomster; jo mindre duft de havde, desmere kneisede de. Pæonerne blæste sig op, for at være større end en rose, men det er slet ikke størrelsen, som gør det! »Tulipanerne havde de allersmukkeste couleurer, og det vidste de nok og holdt sig så ranke, for at man endnu bedre kunde se dem.«

Det er ejendommeligt, at H.C. Andersen så ofte fremhæver de uanseelige ting i naturen. Nattergalen, den lille, brune fugl, som ingen ser, men som glæder med sin dejlige sang, gåseurten, der står i grøftekanten og bare glæder sig over livet, tidselen, som ingen vilde se, uden det gamle asen, der trak malkepigernes mælkevogn – det er altid det ægte og ukunstlede, de små tings betydning, han har øje for.

Næste år skal H.C. Andersens 150-årsdag fejres; alle kagekonernes sukkergrise, konditorernes kager, pottemagernes krukker og fade og skåle vil blive fikset op i anledningen og forsynet med hans navn. Det siges endogså, at man i den have, der bærer hans navn, vil anbringe eventyrfigurer, der er klippede i buksbom – og hvis man ikke vil tro, at det er kunst, kan man spørge kunstakademiet.

Det var nok bedre, om man vilde tage en gammel, slidt udgave af hans eventyr ned fra hylden og læse dem en gang igen. Det vilde give mere forståelse af, hvad digteren vilde fortælle.