Byens netværk

Odenses handelsforbindelser i middelalderen

Middelalderbyen var stedet, hvor mennesker fra nær og fjern mødtes af mange forskellige årsager. Nogle for at søge arbejde, nogle for at købe varer, andre for at sælge. Nogle for at besøge familie og slægtninge, andre for at deltage i kirkelige begivenheder eller markeder. Nogle af byens indbyggere rejste også ud på korte eller lange rejser. De længste har været pilgrimmenes færd eller lærlingenes, når de rejste på valsen ud i Europa efter endt læretid. På den måde blev byen centrum for lokale, regionale og internationale netværk.

Netværkene har sat sig spor i det arkæologiske materiale, både helt konkret som importerede varer og fødevarer, og som aftryk af det tankegods, de opfindelser og arkitekturstrømninger, der flød med de fjerne forbindelser. Impulserne, som man modtog udefra og selv opfangede på rejser, var med til at skabe forandringer i byen. Man så andre måder at bygge på, klæde sig, spise og i det hele taget leve på, og nogle af disse måder tog man til sig. Nogle gange helt bevidst som en statusmarkering eller en markering af tilhørsforhold, men andre gange fulgte man mere ubevidst strømningerne, og tingene forandrede sig mere eller mindre ubemærket for den enkelte.

Det er især det netværk, der opstod på baggrund af handelen, der kan spores i det arkæologiske materiale. Kander og krukker af keramik var nogle af de ting, man importerede, og er samtidig nogle af de ting, der ofte er velbevarede i kulturlagene. Især det meget hårdt brændte stentøj, der importeredes fra Tyskland, er stort set u-nedbrydeligt, men til gengæld slået i mange små stykker (fig. 1). Som det er tilfældet i dag, fulgte keramikken moden og ændringer i efterspørgsel. Resultat blev, at keramikken med tiden skiftede farve, form og dekoration. Hvert produktionssted havde desuden sin særlige udtryksform og stil, og importeret keramik kan derfor meget præcist bestemmes til at være fremstillet et bestemt sted og være fra en bestemt periode. Vi kan dog ikke vide, om tilstedeværelsen af en bestemt type keramik også er udtryk for en direkte kontakt mellem Odense og dette sted. Faktisk taler meget for, at det forholder sig anderledes. Varerne blev transporteret rundt i Europa og videre til Danmark og skiftede hænder flere gange undervejs. I løbet af 1200-tallet var det ikke engang købmanden selv, der transporterede varerne, men derimod en skipper og repræsentanter, som arbejdede for købmanden.1 Denne professionalisering af handlen og distributionen til søs var betinget af, at vandvejene var blevet mere sikre i kraft af en stabil kongemagt og aftaler landene imellem. Gevinsten ved at færdes til søs oversteg risikoen, og man byggede specialiserede handelsfartøjer, der kunne transportere mere og tungere gods. I denne nye situation kom det tyske Hanseforbund til at spille en afgørende rolle. De nordtyske byer, blandt andet Lübeck og Hamborg, og siden flere byer langs Østersøens kyst indgik aftaler om fred, forbund og fælles front mod fjender. Dette udviklede sig i løbet af 13- og 1400-tallet til et vidtrækkende handelsnetværk med mere end 70 byer og de såkaldte hansekontorer i byer som London og Bergen.2 Odense var ikke en hanseby, men lå omgivet af netværket. Det arkæologiske og skriftlige kildemateriale viser da også, at hansaens indflydelse på handlen såvel som byen generelt har været massiv.

/

©
FIG. 1. En såkaldt Jakoba-kande – en drikkekande fra produktionsstedet Siegburg, der lå ved Rhinen i Tyskland. Kanden dateres til begyndelsen af 1400-tallet. Foto: Odense Bys Museer.

Kontakten til Norge

En af de tydeligste forbindelser, der afspejles i det arkæologiske materiale fra udgravningerne ved Thomas B. Thriges Gade, er den norske. Fra 1397 til 1523 havde Norden kongefællesskab gennem Kalmarunionen. Kongefællesskabet med Norge fortsatte helt til 1814. Forbindelsen til Norge rækker også bagud til vikingetiden, men fortsætter og styrkes i middelalderen. Det var blandt andet stavbægre af rødgran, kværnsten til håndkværne og hvæssesten fra det sydlige Norge, der blev eksporteret til Odense. I Eidsborg i Telemarken blev der brudt skifer fra vikingetiden til 1800-tallet, og denne skifer blev videreforarbejdet til hvæssesten, der kunne hænge ved bæltet og bruges til at skærpe knive og andre redskaber (fig. 2). At dømme ud fra antallet og hyppigheden af fundet af hvæssesten har de været allemandseje og en højt skattet brugsgenstand. Det samme gælder formentlig kværnstenen af granatglimmerskifer, som har sørget for, at den enkelte husholdning kunne kværne brødkorn til mel efter behov. Denne særlige type glimmerskifer er brudt i Hyllestad i det vestlige Norge. Selv om Skt. Knuds Kloster i år 1175 fik monopol på at male Odense-borgernes brødkorn som en væsentlig indtægtskilde for munkene, fremgår det af det arkæologiske materiale, at det først er efter år 1300, at monopolet slår igennem, og antallet af kværnsten og kværnstensfragmenter falder.3

/

©
FIG. 2. Hvæssesten, der kan stamme fra stenbruddet i Eidsborg, Norge. Slidmærker efter slibning af et redskab er tydelige. Foto: Odense Bys Museer.

Stavbægrene er endnu en genstand, der har været massivt til stede i dagligdagen, i hvert fald hvis man skal tro det store antal fund af hele bægre og fragmenter; i alt 92 fra udgravningerne ved Thomas B. Thriges Gade. Her skal det også tages i betragtning, at stavbægre er lavet af træ; et materiale, der enten kunne bruges som brændsel, når det ikke længere var funktionsdueligt, eller meget let går til efter lang tids ophold i jorden. Stavbægrene var lavet af rødgran, som ikke var naturligt forekommende i Danmark i middelalderen. Om de så er kommet fra Norge, ved vi ikke med sikkerhed, men det er muligt. De kan også stamme fra Tyskland, Polen, Sverige eller Baltikum, hvor de også var meget udbredte i middelalderen. Denne type varer vækker arkæologernes nysgerrighed, for modsat hvæssestenen drejer det sig om en genstand, hvis funktion lige så vel kan dækkes af hjemlige drejede træbægre eller bægre af hjemligt lertøj. De er muligvis kommet med som en slags ”fyld” i lasten, eller også har man haft en særlig forkærlighed for de små, fine bægre. En anden genstand af træ, der på nærmest mirakuløs vis dukkede frem under udgravningerne, var en lille stav af fyrretræ med en runeindskrift. Indskriften er vanskelig at tolke, men er formentlig en bøn om godt helbred. Alt tyder på, at skriftsproget er en blanding af en norsk dialekt kombineret med latin, og staven har måske fulgt en norsk rejsende, måske en skipper eller en handelsmand. Fyrretræ anses for at være ualmindeligt på denne tid i Danmark, hvilket øger sandsynligheden for, at der er tale om en amulet, der er bragt til Odense af en udenlandsk tilrejsende. Runestaven blev fundet i vejlag fra 1300-tallet og er nok tabt midt i gademylderet til stor ærgrelse for ejermanden.

Det var ikke kun hverdagsgenstande, der blev importeret fra Norge; også luksusvarer fandt vej. Ved at anvende en ny naturvidenskabelig metode til at artsbestemme knoglemateriale, kunne to stykker knogle fra Thomas B. Thriges Gade-udgravningerne bestemmes til at være henholdsvis hvalrostand og knogle fra en nordkaperhval. Hvalrossen er formentlig fanget i Grønland, men tanden kom sandsynligvis til Danmark via Norge. Hvalrostanden var nordens elfenben og blev brugt til spillebrikker og pyntebeslag. Måske har hvalknoglerne også været opfattet som et eksotisk indslag med særlige egenskaber.

Vi ved ikke præcis, hvordan stavbægrene, hvæssestenen og kværnstenen er kommet til Odense og endt i vejlag eller affaldsgruber. Vi kan forestille os, at håndværkeren i Norge solgte sine varer til købmanden, som derefter fik dem sejlet til det store marked i Skanør, hvorfra de blev formidlet videre til lokale kræmmere for til sidst at blive solgt på markedet i Odense. De kan også være kommet direkte til Odense. Beboerne i Overgade ser i hvert fald ud til at have sat pris på de norske varer.

Den europæiske forbindelse

Kontakten til det øvrige Europa har været af afgørende betydning for indbyggerne i middelalderens Odense og for byens udvikling. Arkæologisk ser vi denne kontakt som tilstedeværelsen af importeret keramik, metaller som for eksempel bly, kobber, sølv, guld og genstande af glas, halvædelsten og eksotiske madvarer. Metallerne adskiller sig fra de øvrige genstande, ved at det i mange tilfælde er råmaterialet, der er importeret og siden bearbejdet til smykker, spænder, beslag eller vinduessprosser. De andre varer har været færdige ved ankomsten. Det er vanskeligt at vide, præcis hvor metallerne oprindeligt stammer fra. Nogle metaller smeltes om, blandes op og genbruges, hvilket gør det vanskeligt at spore deres oprindelse, mens andre vanskeligt lader sig omsmelte. Et materiale som bly har formentlig været til rådighed i så store mængder, at man blot har anskaffet sig nyt fremfor at omsmelte det gamle. Bly kan være importeret fra England, men dette kan kun påvises ved at lave nøjere analyser af metallets kemiske sammensætning. Analyser, som i disse år er under stadig udvikling og raffinering. Man kunne ellers forvente, at den engelske forbindelse havde manifesteret sig tydeligere i det ældste arkæologiske materiale fra udgravningerne ved Thomas B. Thriges Gade, end det er tilfældet. Denne forventning stammer dels fra vores viden om de formelle kongelige og kirkelige forbindelser til England under Svend Tveskæg og Knud den Store i starten af 1000-tallet, og dels har vi senere i århundredet igen kendskab til en tæt kirkelig relation til England under og efter Knud den Hellige.

Det kan se ud til, at selv om Knud den Helliges kult og kirken fik afgørende betydning for byens udvikling, skete der ingen synlig kulturel overførsel gennem de engelske munkes tilstedeværelse. Derimod ses kontakten til det europæiske kontinent tydeligt i genstandsmaterialet fra 1100-tallet og frem.

I det keramiske materiale fra den tidlige middelalder træder Vesteuropa tydeligst frem med skår af kander fra Rouen i Frankrig, Andenne i Belgien samt Paffrath og Pingsdorf i Tyskland. Dog viser et helt enestående fund af en hel glasring prydet med marmoreringer, at der også var kontakt til det vestslaviske område ved Østersøens sydkyst. Ringen er fra 1000- eller 1100-tallet, men om dens tilstedeværelse i Odense er udtryk for handel med dette område, er usikkert. I kraft af dens sjældenhed er der nok snarere tale om en personlig ejendel, der er bragt til Odense.

Fra omkring år 1300 sker der et markant skift og øgning i mængden af importerede varer, hvilket skal knyttes til Hanseforbundets fremmarch. Den nordtyske by Lübeck var en af de vigtigste byer i Hanseforbundet, og import af for eksempel tysk eller flamsk klæde, tysk øl og salt fra Polen gik via Lübeck. Importen af klæde er der konkret vidnesbyrd om i materialet fra udgravningen ved Thomas B. Thriges Gade i form af klædeplomber fra byen Augsburg i Bayern (fig. 3). Klædeplomber er skiver af bly med stempler, der blev klemt fast om klædet, og et stempel med byens mærke garanterede kvaliteten. Der blev også fundet enkelte skår fra høje, slanke, skrøbelige drikkeglas, fremstillet i Tyskland. Af disse kunne der drikkes ”tilpas” – det vil sige fra en omløbende glastråd til den næste. Glasset hedder et pasglas og hørte til blandt luksusvarerne. Også blandt de tønder, der endte deres dage som foring i latriner og brønde, er der spor efter fjernhandlen. Træet, anvendt til latrintønderne, stammer mest sandsynligt fra Lübeck-området og Kolobrzeg (Kolberg) på den nordvestlige polske kyst.4 I middelalderen var en væsentlig del af Kolbergs indtægt baseret på saltminer. Saltet blev eksporteret via Hanseforbundet, som Kolberg blev en del af i begyndelsen af 1300-tallet. Tønderne er en meget fin materialisering af, at Odense også nød godt af dette samarbejde. Hansaen sikrede en stabil leverance af det værdifulde salt, som man brugte til at konservere fisk eller kød med.

/

©
FIG. 3. En klædeplombe med mærkningen A, efter byen Augsburg i Bayern, hvor klædet kom fra. Foto: Odense Bys Museer.

Tønderne, der var anvendt som brøndforing, kom fra Flandern (Belgien) og området ved Weserfloden i Tyskland.5 Disse tønder har formentlig ikke indeholdt salt men vin eller godt øl, som man satte meget stor pris på i middelalderen. Både salttønderne og øltønderne er fra 1300-tallet.

Undersøgelser af de førnævnte latriner fra 1300 tallet viser, at der ud over importerede frugter som figner og vindruer også blev indtaget store mængder humle. Humle i sådanne mængder er formentlig blevet importeret fra Tyskland. Humlen spiste man ikke, men den blev anvendt som smagsforstærker og konserveringsmiddel i øl. I begyndelsen af middelalderen anvendte man den hjemlige plante porse til dette formål, men fra 1300-tallet og frem vinder humleøllet indpas for til sidst at udkonkurrere porse-øllet. Dette er et af de første tegn på, at det ikke kun er en konkret vare, men også en særlig smag eller madkultur, der importeres, og at der sker en konkret kulturel afsmitning fra det europæiske kontinent. Et andet konkret spor af en importeret drikkekultur er fundet af nogle små, lavbundede skåle af hjemligt lertøj. Skålene blev fundet i det, der var resterne af en brændt kælder til et bindingsværkshus beliggende i Overgade 5. Disse skåle var – sammen med et udvalg af både hjemlige kander og importerede, tyske stentøjskander – blevet efterladt i brandtomten. Fra billedlige kilder ved vi, at skåle af en lignende type ude i Europa er blevet anvendt til at drikke vin af (fig. 4). Man har altså selv fremstillet skåle i lokal stil af lokalt ler, så vinen kunne nydes på samme måde som i det land, vinen kom fra, og på den måde taget de praktikker, der fulgte med vinen til sig og ”oversat” dem til et lokalt formsprog.

/

©
FIG. 4. En munk tapper vin eller øl og drikker af en skål. Illustration fra et fransk håndskrift Li Livres dou Santé 1200-tallet.

Selve kælderen, skålene blev fundet i, er også et udtryk for overførsel af kulturelle strømninger. De store huse med kældre, der kunne anvendes til oplagring af varer, kendes fra Lübeck i 1200-tallet og følger med købmændenes stigende professionalisering. I udgravningerne ved Thomas B. Thriges Gade kunne det ses, at denne  type huse opføres fra 1300-tallet og frem. Overførsel af livsstil, praktikker, arkitektur og drikkekultur sker ikke blot ved, at man importerer en vare og er i indirekte kontakt med andre kulturer og lande via handelsnetværk. Den sker kun, hvis der også er kontakt mellem mennesker. Muligheden for, at denne kontakt kunne finde sted i så høj grad, at det forandrede menneskers liv, blev skabt af den øgede mobilitet for det enkelte menneske, der opstod i løbet af middelalderen. Odenses borgere har på pilgrimsrejser, handelsrejser eller på valsen kunnet observere, hvordan man levede andre steder i Europa. Besøgende i Odense har kunnet berette om fremmed skik og brug og har måske også medbragt smagsprøver i form af figner eller andre eksotiske varer. Det stærke handelsnetværk, der voksede frem i kraft af Hanseforbundet, gjorde det muligt, at man i Odense har kunnet skaffe disse eksotiske varer og dermed har kunnet efterligne en levevis som den, man havde set eller hørt om i landene syd for os.

Lokale og regionale netværk

Ud over de importerede varer fra landene omkring Danmark var byen afhængig af oplandet og andre dele af landet for at kunne fungere. For eksempel var bygningstømmer af eg uundværligt. Egetømmeret fra de undersøgte huse og brønde ved Thomas B. Thriges Gade stammer alt sammen fra Fyn. Ud over egetømmeret er der andre varer, som ikke er helt så iøjnefaldende, som importen ofte er. Til gengæld findes de i rigt mål i det arkæologiske materiale. Det drejer sig om f.eks. den lokale gråbrændte keramik, udformet som gryder og kander. Den er formentlig fremstillet et sted i oplandet, idet der ikke er fundet rester af de særlige keramikovne nogen steder i Odense. Man har også indført fødevarer som korn, kød og fisk til byen, da byens egenproduktion af korn, kvæg, svin, får og høns formentlig ikke har været tilstrækkelig.

Der er fundet og analyseret over 88.000 stykker dyreknogle under udgravningerne ved Thomas B. Thriges Gade, og blandt disse dukkede nogle helt særlige knogler op. Det er knogler fra marsvin. Marsvinene blev fanget i Lillebælt af fiskere eller marsvinejægere fra Middelfart og bragt til Odense. Marsvinet var eftertragtet for kødet, men især for deres tran, der kunne bruges som lampeolie. Marsvin blev betragtet som en fisk i middelalderen, og den var derfor en tilladt spise i de mange fasteperioder, den katolske kirke påbød. I alt 180 dage om året var det forbudt at spise kød, og fisk udgjorde derfor et væsentligt indslag i kosten. Det arkæologiske materiale viser, at det drejede sig om især torskefisk og sild. Torskefiskene kan være fanget i farvandene omkring Fyn, mens sildene formentlig er fanget i Limfjorden eller Øresund og bragt til Odense, saltede og i tønder. Andelen af ferskvandsfisk fra udgravningerne ved Thomas B. Thriges Gade er ca. 10%, og forklaringen på dette er, at fiskeretten i søer og vandløb var nøje reguleret, og ferskvandsfisk en meget eksklusiv spise.6 I senmiddelalderen kostede en gedde eller en laks det samme som en halv okse.7 Det samme gjaldt vildt, som kun 0,4% af knoglematerialet fra Thomas B. Thriges Gade-udgravningerne stammer fra, på trods af den høje status som beboerne i middelalderens Overgade formodes at have haft. Det stemmer dog overens med, at vildt var forbeholdt adelen, kongen og de øverste gejstlige.

Enkelte hjemlige luksusvarer som f.eks. rav dukker også op i materialet fra Thomas B. Thriges Gade (fig. 5). Rav har siden bronzealderen været en vigtig eksportvare fra Danmark. Men det røde guld var også eftertragtet i Odense. Ravet blev forarbejdet til perler og brugt som smykker, pynt og i rosenkranse. Fundet af uforarbejdede ravklumper viser, at råmaterialet blev bragt til byen og derefter lavet til perler.

//

©
FIG. 5. En ravklump og en ravperle fra 1300-tallet. Fundet i udgravningerne ved Thomas B. Thriges Gade. Foto: Odense Bys Museer.

Sporene af disse varer og råmaterialer i den odenseanske undergrund fortæller, at byen ikke eksisterede som en ø i landskabet, men havde en konstant og tæt udveksling med det omgivende samfund.

Noter

  1. Englert 2015:44.
  2. Kristensen & Poulsen 2016:181f.
  3. Christensen 1988:46.
  4. Daly 2015:7.
  5. Daly 2015:5-6.
  6. Østergaard 2016:4.
  7. Roesdahl 1999:130.

Litteratur

  • Christensen, Anemette S. 1988: Middelalderbyen Odense. Viby J.
  • Daly, Aoife 2015. Dateringsundersøgelse af tømmer fra Thomas B. Thriges Gade, Odense: dendro fase 1. dendro.dk report 2015:32, København.
  • Englert, Anton 2015: Large cargo ships in Danish waters 1000-1250: evidence of specialised merchant seafaring prior to the Hanseatic period. Roskilde.
  • Kristensen, Hans Krongaard & Bjørn Poulsen 2016: Danmarks byer i middelalderen. Aarhus.
  • Roesdahl, Else (red.) 1999: Dagligliv i Danmarks middelalder – en arkæologisk kulturhistorie. København.
  • Østergaard, Susanne 2016: Dyreknoglerne fra Odense Midtby. OBM 9776, Vilhelm Werners Plads (FHM 4296/1392). Rapport over det samlede dyreknoglemateriale. Højbjerg.

Billedet med munken

Emner: Bynetværk
©