Carl Hartmanns H.C. Andersen-portrætter

I efteråret 1845, mere præcist i dagene 12.-22. november, aflagde H.C. Andersen et vellykket besøg hos den augustenborgske hertugfamilie, som på denne årstid, for jagtens skyld, gerne forlagde residensen fra Augustenborg på Als til Graasten i Sundeved.

Besøget var fra Andersens side en slags afbigt, idet han under et dårligt påskud havde sendt afbud til hertugparrets storstilede sølvbryllupsfest i september måned samme år. Allerede året før, i 1844, under sit ugelange besøg på Augustenborg havde Andersen fået en uofficiel indbydelse til sølvbrylluppet, men den tiltagende nationale og politiske spænding og sikkert også et pres fra Andersens københavnske venners side fik ham – som sagt – til at holde sig borte fra festlighederne.

Historien om Andersen hos Augustenborgerne eller om Andersen i grænseområdet mellem dansk og tysk er skrevet før, både af ham selv og andre, og den skal ikke genfortælles hér. Interessen skal i stedet henledes på en serie tegninger, som foruden eventyret »Den lille Pige med Svovlstikkerne« blev det varige resultat af Andersens ophold på Graasten slot. De er udført af den tyskfødte maler Carl Hartmann og er som portrætserie, forstået som et antal portrætter udført af én og samme kunstner inden for et yderst begrænset tidsrum, ret så enestående. Blandt de mange tegnede og malede Andersen-portrætter fra digterens egen tid er der ikke noget sidestykke hertil.

Den i Nürnberg fødte maler og raderer Carl Hartmann (1818 – ca. 1857)[1] havde i 1845-46 fast ophold hos den augustenborgske hertugfamilie, hvor han dels fungerede som tegnelærer for familiens børn, dels havde til opgave at portrættere familiens medlemmer. Det vel nok mest velkendte arbejde fra Carl Hartmanns hånd er det litograferede mindeblad for sølvbrylluppet 1845, hvortil han leverede tegningen eller tegningerne. Men hertil kommer et væld af tegnede genrebilleder, hvor Hartmann i snapshots har skildret livet ved det augustenborgske hof og kredsen omkring hertug Christian August og hans gemalinde, hertuginde Louise Sophie, f. komtesse Danneskiold-Samsøe.[2]

Fig. 1. Carl Hartmann: H.C. Andersen. Graasten 1845. Blyantstegning. Forneden digterens navn skrevet af ham selv, samt datoen 13. nov. 1845. Stregindramning. Ikke signeret. H. 23,3, br. 18 cm. – Frederiksborg Museet, inv. nr. A 5356. A. Brandt fot.

Hartmann synes at være kommet til Augustenborg fra England, hvortil han var flyttet så tidligt som i 1839, i en alder af 21 år. Og da hans ophold hos hertugfamilien var overstået, vendte han tilbage til England. Herovre krydsedes for anden gang Andersens og Hartmanns veje i 1847, hvilket der skal berettes om senerehen i denne artikel.

Hartmann har åbenbart fundet en interessant – og interesseret – model i H.C. Andersen, for allerede dagen efter dennes ankomst til Graasten tegnede han det første af sine digterportrætter (fig. 1). H.C. Andersen er hér afbildet en face, med hovedet og blikket vendt en kende til højre. Figuren er opfattet og gengivet elskværdigt af den tegnende kunstner. På tegningen er Andersen iført sit fmeste tøj, og på hans bryst glimrer en brystnål. Man kan gætte, at det er den nål, Christian d. VIII skænkede ham som tak for mindedigtet over Frederik VI.

Både tøjet og brystnålen har H.C. Andersen sikkert gjort flittigt brug af under de efterfølgende hyppige hofbesøg i Tyskland, i Oldenburg, Berlin, Dresden m.fl. steder, hvortil det mere stilfærdige besøg på Graasten dannede optakten. Som Andersen ser ud på tegningen, har han mødt frem til det daglige taffel på Graasten.

Når Hartmann har bedt Andersen forsyne tegningen med sit navnetræk, kan det være sket i den hensigt, at tegningen sidenhen skulle fungere som forlæg for et litografisk portræt. Det blev der nu ikke noget af, men smukt og sikkert også vellignende er portrættet.

I sine dagbøger fra opholdet på Graasten har H.C. Andersen sædvanligvis noteret det ned, når han har siddet model for Hartmann. Ejendommeligt nok er dette ikke tilfældet med det nysnævnte portræt, hvis da ellers den påført dato, 13. november 1845, står til troende. I dagbogen dukker Hartmann først op 19. november, altså langthen på besøget. »Sad i formiddags for Hartmann«, og næste dag: »Siddet for Hartmann der i Dag har tegnet mig i Aquarel«. Om man vil kalde dette portræt en akvarel eller en farvelagt tegning, får stå hen (fig. 2).

Fig. 2. Carl Hartmann: H.C. Andersen. Graasten 1845. Farvelagt tegning. Foroven til højre digterens navn, skrevet af ham selv, omslynget af en efeuranke. Stregindramning. Ikke signeret. På sekundær passepartout er anført: Augustenborg (sic) og Karl Hartmann. H. 18.3. br. 14,7 cm. – H.C. Andersens Hus. inv. nr. A 35. W Bendtsen fot.

Digteren er også hér afbildet en face. Han er placeret i en lænestol, kroppen er drejet en smule til venstre, mens hovedet er venstrevendt og blikket nærmest himmelvendt. Tidspunktet for akvarellens tilblivelse, formiddagen, stemmer meget overens med digterens påklædning. De ternede bukser ville næppe have været helt passende til aftenbrug. Også dette portræt har H.C. Andersen med egen hånd påført sit navnetræk, omkring hvilket Hartmann så har ladet en efeuranke slynge sig. Meget passende staffage for et digterportræt.

Så skulle man synes, at Hartmann og H.C. Andersen havde gjort nok ud af den sag, men nej, næste dag, 21. november og digterens sidste dag før afrejsen, gik det løs igen. »Jeg har siddet i Dag et Par Timer for Hartmann, som nu har gjort fire Portrætter af mig«. Spørgsmålet er så, hvilke fire portrætter der er tale om. De to allerede nævnte portrætter tæller selvfølgelig med, men det er da vist et stort spørgsmål, om de manglende to portrætter er identiske med to ligeledes bevarede tegninger, som stærkt nærmer sig karikaturer. På den ene af dem (fig. 3) poserer digteren stående ved et af slottes skriveborde eller en konsol. I sin højre hånd holder han sit attribut, den berømte cylinderhat, hvad så end den har at gøre, når den portrætterede vitterlig befinder sig indendørs. Hvad der i allerhøjeste grad bidrager til tegningens karikerende præg, er hele posituren. Det stærkt bøjede venstre ben, armenes placering foran brystet og især venstre hånds bøjning. Måske har digteren her villet antyde en vis skødesløs elegance i sin opstilling, men i Hartmanns gengivelse er elegancen unægtelig blevet noget forceret.

Fig. 3. Carl Hartmann: H.C. Andersen. Graasten 1845. Blyantstegning. Stregindramning. Ikke signeret. H. 19,5, br. 14,5 cm. – Frederiksborg Museet, inv. nr. 5354. A. Brandt fot.

Håndbevægelsen genfinder vi på den fjerde tegning (fig. 4), hvor Hartmann har gengivet H.C. Andersen under en af hans mange spadsereture i Graastens omegn. Ja, selve omgivelserne anes dårligt nok, men slængkappen – og hatten – dokumenterer tydeligt nok, at digteren befinder sig udendørs. Måske er han netop vendt hjem fra en af sine mange vandringer, og selv om det er sent på året, har han dog kunnet finde tilstrækkeligt med blomster til, at disse kunne udgøre en buket. Måske en opmærksomhed mod hans smukke og elskværdige værtinde, hertuginde Louise Sophie, hvem han både i dagbøger og breve kun har lovord til overs for. I forbifarten skal det lige bemærkes, at Carl Hartmann vel nok er den første til at gøre opmærksom på Andersens interesse for blomster. Det er første langt senere, i fotografiens tid, at hans evner som blomsterkunstner bliver dokumenteret billedmæssigt.

Fig. 4. Carl Hartmann: H.C. Andersen. Graasten 1845. Blyantstegning. Stregindramning. Ikke signeret. På bagsiden er anført: Dichter H.C. Andersen. H. 21,8, br. 17,2 cm. – Frederiksborg Museet, inv. nr. 5355. A. Brandt fot.

De to karikerende portrætter har næppe været forelagt H.C. Andersen, ligesom man kan formode, at han heller ikke har fået forelagt den skitse til et portræt, hvor H.C. Andersen er afbildet i profil til højre (fig. 5). Et brystbillede, hvor vi genfinder venstre hånds ejendommelige stilling. Som i et snapshot er hér H.C. Andersen vist smilende, ja næsten leende, men smilet eller latteren er vist ikke af den godmodige slags. Om H.C. Andersen er taget i en samtale eller i en oplæsningssituation, er ikke til at afgøre.

Fig. 5. Carl Hartmann: H.C. Andersen. Graasten 1845. Blyantstegning. Ikke signeret. Til venstre er anført: Dichter H.C. Andersen (jvf. fig. 4). – Frederiksborg Museet, inv. nr. 6115. Fr.borg Mus. fot.

Mesterværket blandt Hartmanns tegninger fra Graastenopholdet er gruppebilledet, hvor H.C. Andersen læser eventyr for den ganske hertugfamilie (fig. 6). Lige siden dette billedes opdukken har det været gengivet talrige gange, netop fordi man hér har H.C. Andersen i den for ham så karakteristiske – og meget naturlige – situation. Det er jo ingen hemmelighed, at han gerne underholdt med oplæsning af egne værker, og ligeså velkendt er det, at hans omgivelser lagde øre til hans oplæsning.

Fig. 6. Carl Hartmann: H.C. Andersen læser højt for den augustenborgske hertugfamilie. Graasten 1845. Blyantstegning. Stregindramning. Ikke signeret. På bagsiden er anført: Vorlesung des dänischen Dichters H.C. Andersen. H. 19,5, br. 23,8 cm. – Frederiksborg Museet, inv. nr. 5357. A. Brandt fot. Fra venstre mod højre: hertug Christian August af Augustenborg, prinsesse Louise Auguste, prins Frederik (med ryggen til beskueren), hertuginde Louise Sophie, prinsesse Amalie (set bagfra), to uidentificerede damer og H.C. Andersen.

Blandt Hartmanns Augustenborg-tegninger er gruppebilledet af hertugfamilien omkring den eventyroplæsende H.C. Andersen kun ét blandt mange gruppebilleder, hvormed denne tyske kunstner har tegnet et helt enestående billede af livet i og omkring det lille hof. I H.C. Andersen-sammenhængen har det imidlertid den særlige interesse, at det er ikke alene det tidligste, men også det mest indtagende blandt de få samtidige billeder af eventyrdigteren som fortæller.

Med et lille forbehold kan antallet af Hartmanns H.C. Andersen-tegninger fra Graasten 1845 forøges med endnu et enkeltportræt, nemlig det som fig. 7 viste brystbillede. Digteren er her vist i hel profil til venstre, med højre arm hvilende på en stoleryg. Tegningen er ganske vist ligeså usigneret som de øvrige Hartmann-tegninger, men tegnemåden og digterens fysiognomi, klædedragt og frisure godtgør, at dette portræt er udført af samme kunstner og på samme tid som de hidtil omtalt portrætter.

Fig. 7. Carl Hartmann: H.C. Andersen. Graasten 1845. Blyantstegning. Stregindramning. Ikke signeret. Forneden til venstre: Andersen (ikke med digterens hånd). 21,5 x 18 cm. – Goethe – Nationalmuseum, Weimar, inv. nr. KKH 234/1971. Nationale Forschungs- und Gedenkstätte in Weimar fot.

Det lille forbehold beror udelukkende på denne tegnings spinkle proviniensoplysninger. Tegningerne fig. 1 og fig. 3-6 erhvervede Frederiksborg Museet 1929-30 hos en anset kunsthandler i Dresden, som igen havde erhvervet dem hos den augustenborgske hertugfamilie på slottet Primkenau i Schlesien. Augustenborgerne havde altså beholdt Hartmanns H.C. Andersen-tegninger og havde holdt dem sammen med de mange andre tegninger, Hartmann havde udført 1845-46, under sit étårige virke som børnenes tegnelærer og familiens portrættør. Fig. 2, den farvelagte tegning i H.C. Andersens Hus, har en anden proveniens, idet den næppe nogensinde har tilhørt den augustenborgske hertugfamilie. Som det sidenhen i artiklen skal berettes, fandtes denne tegning i 1847 i London, hvor den i nævnte år blev anvendt som forlæg for et grafisk portræt. Under det grafiske portræt anførtes oplysningen »From an original portrait by Carl Hartmann«. Denne oplysning, kombineret med Andersens dagbogsoptegnelser og de fem tegningers augustenborgske proveniens, turde give os fornøden sikkerhed m.h.t. Hartmanns »faderskab« til tegningerne. Hvor den farvelagte tegning, fig. 2, har befundet sig efter 1847, ved vi ganske vist ikke, men i 1921 kunne Frederiksborg Museet erhverve den hos en antikvitetshandler i København, for nogle år senere at videresælge den til H.C. Andersens Hus.

Det som fig. 7 viste billede har vi ikke helt så gode oplysninger om. Det blev i 1935 overdraget til Goethe-Nationalmuseum af en »Stiftung des Weimarerbundes deutscher Frauen und Mädchen«, om hvilken vi ikke ved ret meget. Imidlertid hidrørte andre ting i samme gave fra familien von Beaulieu-Marconnay, åbenbart slægtninge af den friherre Carl von Beaulieu-Marconnay (1811-89), som var nært tilknyttet hoffet i Weimar og som i 1844 og fremefter ofte havde H.C. Andersen som »liggende gæst« i sit hjem under digterens ophold i Weimar. Hvorledes Beaulieu-Marconnay er kommet i besiddelse af tegningen, ved vi ikke. Den kan have været en gave fra Andersen eller fra Hartmann eller, for den sags skyld, fra den augustenborgske familie. Om Beaulieu-Marconnay har fået tegningen på den ene eller anden måde, lader sig næppe konstatere, men med ham har vi i det mindste fat i en ejer, der har haft en naturlig interesse i at besidde et smukt og vellignende portræt af en skattet gæst.

Efter denne digression om portrætternes senere skæbne, efter 1845, vender vi tilbage til Andersen og Hartmann, samt starten på deres bekendtskab på Graasten Slot i efteråret 1845.

Selv om H.C. Andersens dagbog fra Graasten-opholdet indeholder det sædvanlige mylder af lakoniske meddelelser om, hvad han havde set, oplevet og følt i de dejlige efterårsdage, hvad hertugen og hertuginden havde sagt etc., er den ret så tavs m.h.t. forholdet mellem portrættøren Hartmann og modellen Andersen. Men sidstnævnte må dog have fattet sympati for Hartmann, al den stund han d. 20. nov. havde »skrevet Anbefalings Breve for Hartmann«.[3] Da Andersen to dage senere tog afsked med Graasten og slottets beboere, fulgte Hartmann ham lidt på vej i retning af Flensborg. »Til Brinknes fulgte Hartmann med« (skal være Rinkenæs), hedder det i dagbogen. Og da Andersen fra Oldenburg sendte hertuginden et brev med en varm »tak for sidst«, sørgede han omhyggeligt for at sende hilsener til enhver i hendes nærmeste omgivelse, heriblandt til »Maleren Hartmann«.[4]

Nogle få måneder senere, i februar 1846, da H.C. Andersen i Leipzig havde sluttet kontrakt med den danskfødte forlægger Carl. B. Lorck om en udgivelse af digterens »Gesammelte Werke«, kom H.C. Andersen i tanker om Hartmanns portrætkunst. »Gesammelte Werke«, skulle indledes med en selvbiografi, den som ved udgivelsen i 1847 kom til at hedde »Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung« (dansk udgave i 1942), og selvbiografien skulle foran have et portræt af digteren. Under overvejelserne m.h.t. hvilket portræt man skulle vælge, erindrede Andersen det på Graasten tegnede portræt. »Vil De selv skrive til Maleren Hartmann fra Nyrnberg, send Brevet til Augustenborg på Øen Als per Hamburg, og noteer uden paa at dersom han er i København Brevet da søger ham eller send et Par Ord til Deres Broder [lægen J. Th. Lorck] der vist hos Componisten Hartmann eller hos Justitsraad Thiele kan opspørge ham. Han har en særdeles smuk Tegning af mit Ansigt…«.[5] Andersen har åbenbart været meget tilfreds med portrættet, formentlig den som fig. 2 gengivne akvarel. Det blev nu ikke dette, men et portræt af den sachsiske maler August Grahl, der i kobberstukket gengivelse kom til at pryde selvbiografien.

Forlæg for et massefremstillet portræt blev Hartmanns akvarel nu alligevel, blot ikke i Tyskland, men i England.

Da H.C. Andersen i sommeren 1847 for første gang besøgte England, for dérovre at opleve den samme storstilede modtagelse som den han i 1844 og 1845-46 havde fået i Tyskland og Østrig, blev han umiddelbart efter ankomsten til London konfronteret med en gengivelse af Hartmanns akvarelportræt.[6] »Det første jeg saae i Dag, da jeg kom ud var i et Vindue mit eget Portræt i Howits Journal i et Vindue [sic];« noterede han i dagbogen, og det erhvervede portræt blev selvsamme dag sendt til København som gave til Henriette Collin, »…i eet af de første Vinduer hang Jenny Linds Portræt og ved Siden af i en journal, der først skal ud om nogle Dage, et Ansigt jeg kjendte, – jeg kjøbte det strax, her har De det. Mit Portræt, det er tegnet paa Augustenborg af en Hartmann…«.[7] Sådan var den ledsagende kommentar.

Andersen har åbenbart glemt, at portrættet var blevet til på Graasten, men forvekslingen af de to augustenborgske slotte er forståelig.

»Howitt’s Journal« udkom 26. juni 1847 med en gengivelse i træsnit af Alfred Harral af Carl Hartmanns portræt fra 1845 på forsiden, ledsaget af »en slags Berømmelses-Tale over mig«, som Andersens engelske oversætterinde Mary Howitt, udgav i sin journal. Mary Howitt havde på det tidspunkt oversat de tre romaner »Improvisatoren«, »O.T« og »Kun en Spillemand« til engelsk (fra tysk). En engelsk oversættelse af ti eventyr forelå også fra hendes »oversætterfabrik«, i 1846, og få dage efter A’s ankomst til London udkom hendes oversættelse til engelsk af »Das Märchen meines Lebens«.[8] Så artiklen i »Howitt’s Journal« – og gengivelsen af Hartmanns portræt – udkom netop i rette tid, så den kunne skaffe oversætterindens nyeste produkt en god afsætning.

Carl Hartmann havde forladt det augustenborgske hof og var på det tidspunkt vendt tilbage til London. Muligvis har han selv udlånt originalen til brug for »Howitt’s Journal« og dennes xylograf. Udlåneren kan også være den tyske digter Ferdinand Freiligrath, som for sine revolutionære anskuelsers skyld levede i eksil i London, og som dér plejede omgang med familien Howitt. Da Andersen – som også kendte Freiligrath – senere under London-opholdet aflagde et ikke videre vellykket besøg hos Howitt’erne i Clapton, besøgte han sammesteds familien Freiligrath og forefandt der Hartmanns portræt. »Der var venligt i den lille Stue, mit Portrait hang paa Væggen, Maleren Hartmann, der dengang paa Graasten havde tegnet det, traadte just ind i Stuen..«, hedder det i »Mit Livs Eventyr«.[9] I 1855 huskede Andersen altså, at Graasten, ikke Augustenborg, var tilblivelsesstedet.

Hartmann og Andersen mødtes således igen i London, og det møde fik endnu et H.C. Andersen-billede til følge.

Andersen protegeredes under sit ophold i London i allerhøjeste grad af den dérværende danske gesandt, grev Frederik (Fritz) Reventlow, som nok af sin kongelige ven, Christian VIII, havde fået et vink om at tage sig smukt af digteren, hvis kendskab til det engelske sprog var yderst beskedent, og hvis kontakter med England indtil 1847 havde været af tilsvarende beskedent omfang.[10] Reventlow indførte Andersen i Londons højere selskabsliv – hvor man gjorde megen stads af den danske digter – og gesandten indbød ofte Andersen som gæst i sit eget hjem. Under disse besøg, som på Graasten i sin tid, måtte Andersen holde for som eventyroplæser, og under et af besøgene – 27. juni – var Hartmann også til stede, sådan at han kunne tegne endnu et gruppebillede med Andersen som oplæser i fint selskab (fig. 8). »Middag hos Reventlow med Hartmann«, kan dagbogen for 27. juni melde, og den bevarede tegning har virkelig datoen 27. juni.

Fig. 8. Carl Hartmann: H.C. Andersen læser højt for familien Reventlow. London 1847. Blyantstegning. Ikke signeret. Forneden med H.C. Andersens hånd: Som aandet stod Billedet her for vor Skuen/Og han som der læser, Devisen gav:/»Guds Solskin i Hjertet. Guds Solskin i Stuen,/Guds Solskin engang over Tid og Grav«. – H.C. Andersen/ London 27. Juni 184 (1847). Tilhører den danske ambassade i London, gave fra lensgrevinde L. M. Reventlow, Brahetrolleborg. Fra venstre mod højre: Christian Reventlow, grevinde Jutta Reventlow (med ansigtet mod oplæseren), H.C. Andersen, Reventlow-børnenes lærerinde, døtrene Malvina og Hilda Reventlow og – yderst til højre – den danske gesandt i London, greve Frederik (Fritz) Reventlow.

Kompositionen i dette gruppebillede minder i mangt og meget om billedet fra Graasten. Selskabet befinder sig i en herskabelig salon, hvor oplæser og tilhørere er placeret omkring et bord. Sandt at sige har Hartmann ikke gjort sig de store anstrengelser for at individualisere Andersens ansigtstræk, men man genkender ham dog. Som på Graastenbilledet er han vist i foroverbøjet stilling, iøvrigt optaget af sin oplæsning. Omkring ham har vi greveparret og dets tre børn samt børnenes lærerinde, alle – dog med en enkelt undtagelse – med blikket mod den oplæsende digter. Også for tilhørernes vedkommende er det så som så med individualiseringen. Dette gælder dog ikke greven – Andersens og Hartmanns venlige og forekommende vært – hvis smukke ansigt har påkaldt sig tegnerens fulde opmærksomhed. Om det så er kongen, er han kommet med på billedet, for det må være en portrætbuste af Christian VIII, som forefindes yderst til venstre i billedet.

Man kan forestille sig, at gruppebilledet fra Hartmanns side er en slags »tak for mad«, og at Andersen for sit vedkommende har tilsluttet sig, idet han egenhændigt har påført tegningen følgende fordringsløse vers:

Som aandet stod Billedet her for vor Skuen,
og han som der læser, Devisen gav:
Guds Solskin i Hjertet, Guds Solskin i Stuen,
Guds Solskin engang over Tid og Grav«,

ledsaget af datoangivelse plus digterens signatur.[11]

Såvidt det vides, blev gruppebilledet fra Reventlows familiekreds det sidste af Hartmanns Andersen-billeder, og præsentationen af disse være hermed bragt til ende. Som Andersen-portrætter kan hans tegninger ikke måle sig med de malede portrætter fra eksempelvis C. A. Jensens hånd (1836 og 1847) eller med det langt senere portræt ved Carl Bloch (1869) ligeså lidt som de tåler sammenligning med Ernst Meyers tegnede portræt fra 1841 eller Henrik Olriks fra 1859. Imidlertid har Hartmanns portrætter den fordel, at kunstneren er kommet godt rundt omkring personen – også i allerbogstaveligste forstand. Andersen er blevet betragtet – og gengivet – fra snart alle sider, og hans personlighed er blevet gengivet elskværdigt – og sådan som digteren ofte var og gerne ville se sig portrætteret – ligesom han er blevet iagttaget kritisk og afbildet med ansigtudtryk og gebærder, som også er en del af digterens fysiognomi. Skiftende stemninger hos digteren har givet sat hver sit præg på hans ydre fremtoning, og dette har Carl Hartmann åbenbart haft blik for.

 

Noter og henvisninger

Artiklen har tidligere været trykt i Nordslesvigske Museer 15 (1988), Festskrift til Jørgen Slettebo.

Carl Hartmanns tegninger (fig. 1,3, 4-5 og 6 i denne artikel) er omtalt og afbildet i Otto Andrups artikel »Augustenborgsk Hofliv« (Juleroser 1934), ligesom de alle (minus denne artikels fig. 5 og 7) er medtaget i Jørgen Paulsens portrætfortegnelse »H.C. Andersens portrætter. Samtidige malerier og tegninger« (»H.C. Andersen. Mennesket og digteren«, Odense 1955, s. 368 ff.).

H.C. Andersens dagbogsoptegnelser fra opholdene på Graasten 1845 og i London 1847 er trykt i »H.C. Andersens Dagbøger 1825-75«, bd. III (1974) s. 6-11 og s. 205 ff.

  1. ^ Thieme und Becher. Allgemeines Lexikon der bildenden Künstler, bd. 16 (1922) s. 76.
  2. ^ Jørgen Paulsen i »Augustenborgerne. Slægt – Slotte – Skæbne« (Fra Als og Sundeved bd. 58, 1980). spec. s. 102 ff.
  3. ^ Man kan formode, at de anbefalingsbreve for Hartmann, som Andersen skrev på Graasten, har været stilet til bl.a. Andersens københavnske venner, komponisten J. P. E. Hartmann (som ikke var beslægtet med maleren Hartmann) og til Kunstakademiets sekretær, J. M. Thiele, jfr. det senere citerede brev fra Andersen til Carl B. Lorck (note 5). – Åbenbart har Hartmann haft en plan om at drage til København, når hans virksomhed ved det augustenborgske hof var tilendebragt. Såvidt vides gennemførte han ikke en sådan plan.
  4. ^ Brev fra H.C. Andersen til hertuginde Louise Sophie, dat. Oldenburg   30/11 1845. Original i H.C. Andersens Hus.
  5. ^ H.C. Andersens Breve til Carl B. Lorck, udg. ved H. Topsøe-Jensen (Fynske Studier VIII, Odense 1969) s. 28 ff. -I det citerede brev (dat. Dresden 27/2 1846) gør Andersen også sin forlægger opmærksom på, at der på Augustenborg er et godt portræt af ham. Om dette portræt også er af Hartmann eller et portræt, som er blevet til under Andersens ugelange ophold på Augustenborg i efteråret 1844, kan næppe afgøres.
  6. ^ Elias Bredsdorff, H.C. Andersen og England (København 1854) s. 54 ff.
  7. ^ H.C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin, udg. af C. Behrend og H. Topsøe-Jensen, bd. II s. 139.
  8. ^ H.C. Andersen, Mit Livs Eventyr (udg. ved H. Topsøe-Jensen, 1951) bd. II s. 35.
  9. ^ Mit Livs Eventyr (1951) bd. 13 s. 36, jvf. Elias Bredsdorff, anf. værk s. 266.
  10. ^ »Digteren Andersen har Aarsag til at takke Dem. Denne vil De sige til, hvis han endnu er i England, at jeg har meget fornøjet mig ved at modtage Brev fra ham og erfare, hvor godt det gaaer ham og at han overalt finder Paaskiønnelse…«, hedder det i et brev fra Christian VIII, dat. Wyck 5/8 1847) til gesandten i London, greve Fritz Reventlow, (Breve fra Kong Christian VIII til Greve F. D. Reventlow, udg. ved Louis Bobé, Personalhistorisk Tidsskrift 9. rk. 6 bd., 1933, s. 62 ff.)
  11. ^ Hartmanns tegning med H.C. Andersens påskrift må være blevet lagt blandt grev Fritz Reventlows papirer, for sammen med disse at ende i det Reventlowske arkiv på Brahetrolleborg. Herfra blev den sidenhen, af lensgrevinde Lucie Reventlow foræret til den danske ambassade i London, hvor den stadig beror.

 

©