Carl Nielsen Museet International

- en beretning fra én af Odense Bys Museers mange arbejdsmarker

Carl Nielsen burde være taget til USA. Han havde al mulig grund til at tage turen, og når han nu alligevel rejste så meget… Ikke bare havde han de fleste af sine søskende derovre – fordelt udover det store land: en søster i New York, en bror i Californien, endnu en bror i Wisconsin og både en søster og en bror i Chicago. Han ville også have fundet gode muligheder for at få sin musik opført. I starten af det 20. århundrede var der i USA efterspørgsel efter europæiske musikpersonligheder. Først havde Dvorak haft succes som komponist i New York, og efter ham kom Mahler, der triumferede som dirigent for New York Philharmonikerne, og endnu senere blev Sibelius hyldet som "verdens bedste komponist" i Boston, til trods for at han aldrig fik afleveret den 8. symfoni, som var blevet bestilt til en stor Sibelius-festival i begyndelsen af 1930’erne. USA var i hele første halvdel af det 20. århundrede et stærkt ekspanderende marked for europæisk musiktradition, og selvom man naturligvis ikke kan vide, hvilke muligheder lige netop Nielsen fra Fyn ville have haft, så skulle han næppe have rendt mange impressarioer på dørene for at have skaffet sig en værkbestilling eller en hel kompositionsaften, sådan som han fik det både i London og i Paris. Og hvorfor skulle hans danske mæcener, der hjalp med koncerter andre steder, ikke træde hjælpende til, hvis det havde drejet sig om New York?

Men så vidt vides skænkede Carl Nielsen ikke USA mange tanker, når det angik koncerter eller opførelser af hans musik. Han var ganske vist smigret, når han en sjælden gang hørte enkelte opførelser omtalt, men for Nielsen var og blev det førende musikland Tyskland. Det var her, han fandt de bedste orkestre, og det var her, han gjorde den største indsats for at vinde gehør for sin musik. Men for det meste forgæves, og han opgav helt efter en større satsning i Berlin i sæsonen 1922-23, hvor hans hidtidige 5 symfonier alle blev opført foruden Violinkoncerten, en række orkesterværker og den næsten nye Blæserkvintet. Det var efter denne serie at han blev mødt med den legendariske svada i Deutsche Allgemeine Zeitung: "Vi betakker os for en invasion af denne art. Vi har selv fuldt tilstrækkeligt af dårlige komponister, og det havde slet ikke været nødvendigt så omstændeligt at bevise for os, at der også andetsteds findes folk, som mangler hjerte." Senere kunne han dog glæde sig bl.a. over Wilhelm Furtwänglers opførelser af 5. symfoni både i Frankfurt og Leipzig i 1927.

Carl Nielsen-udstillingen under indlæsning i Alice Tully Hall, der er en del af Lincoln Centre, New York.

Bedre gik det i England, hvor han havde 2 vellykkede besøg i hhv. 1910 og 1923. Første gang havde udelukkende privat karakter, men han blev alligevel en kende imponeret, da han ved en koncert i Queen’s Hall erfarede, at musikerne tilsyneladende kendte hans navn og bl.a. kiggede efter ham ud gennem fortæppet. Anden gang – i 1923 – var alt til gengæld klappet og klart til at slå et slag for Carl Nielsens musik: han skulle selv dirigere London Symphony Orchestra i et program, der omfattede 4. symfoni, Pan og Syrinx samt Violinkoncerten med svigersønnen, Emil Telmányi, som solist, og desuden skulle Telmányi ved sin egen koncert uropføre Præludium og Thema med Variationer for solo violin, skrevet til lejligheden. Noget egentligt gennembrud kan man vel ikke tale om i London, men han følte sig vel til mode ved fremstødet og blev i hvert fald ikke mødt af samme afvisning som i Berlin.

Den modtagelse, som Carl Nielsens musik fik i hans egen levetid, synes i et vist omfang også at gælde for nutiden. Hans musik er naturligvis kendt og respekteret i det tysktalende område, men den opføres ikke ret meget. Ikke mindst på baggrund af dette faktum iværksatte Kulturministeriet sammen med bl.a. Dansk Musikinformationscenter i 1996 en "Carl Nielsen-Lancering", der skulle søge at råde bod på dette forhold. Et af resultaterne var den opsigtsvækkende turné, der bragte Radiosymfonikerne under ledelse af Ulf Schirmer til Wien med en koncertopførelse af "Maskarade" og med deltagelse af en række af Danmarks betydeligste solister. Turnéen omfattede København, Wien og Bruxelles, hvorefter man var klar til at indspille operaen på pladeselskabet Decca. CD’en blev vel modtaget ligesom opførelsen i de 3 byer, men det er karakteristisk, at koncerten i Wien ikke gjorde synderligt indtryk på det lokale musikpublikum. Men på den anden side: hvad kunne man forvente? Nielsen er kendt, og "Maskarade"-CD’en skal nok gøre sin virkning: den er musikalsk kraftfuld og vil uden tvivl inspirere en og anden dirigent eller musikintendant. Og noget sker der hen ad vejen – ikke "Maskarade”, men "Saul og David" var f.eks. på Salzburg-festivalens program i 2000. Dette er ikke et udtryk for, at man åbner en lille dør for en eksotisk, dansk komponist, men er udtryk for netop dette, at Nielsens musik er respekteret, og at den opføres, når lejlighed byder sig.

Carl Nielsen-Lanceringen er karakteriseret derved, at musikkens udbredelse og succes i øvrigt ikke så let lader sig definere. Som i så mange andre tilfælde viser det sig, at når der handles, så sker der noget: man kan ikke forudsige præcis hvad, men handlingerne har en effekt. Det samme kan man sige om Odense Bys Museers vandreudstillinger. I efterhånden mange år har museerne haft et mindre antal H.C. Andersen-vandreudstillinger, som har været sendt rundt i verden, hvor der var bud efter dem. De var efterhånden slidt ned, og i efteråret 1997 blev de første af en ny serie produceret til afsendelse i foråret 1998. Der var straks bud efter disse nye, som der nu findes i alt 6 af. Eftersom behovet var stort for disse H.C. Andersen-udstillinger, meldte tanken sig hurtigt, at OBM burde have en tilsvarende udstilling for byens anden kendte, kunstneriske personlighed, Carl Nielsen. En sådan udstilling er relativt kostbar, fordi den fremstilles i gode kvalitetsmaterialer, der kan tåle at blive transporteret rundt i verden og vedvarende se ordentligt ud, men pengene blev fundet i den del af Carl Nielsen-Lanceringen, som i 1996-99 blev Odense til del. Hvert af disse år bød på et ekstraordinært tilskud på kr. 500.000, der i væsentligt omfang er anvendt i f.m. de internationale instrumentkonkurrencer i Carl Nielsens navn. Tilskuddene betød bl.a., at konkurrencerne kunne udvides til også at omfatte klarinet og fløjte, ligesom hele konceptet omkring konkurrencerne kom til at gælde en række "sidearrangementer" i form af koncerter, foredrag m.m. Blandt øvrige resultater af denne lancering bør nævnes en video, som Danmarks Radio fremstillede i f.m. violinkonkurrencen i 1996, endnu en video, "Espansiva", fra 1999, der er et billeddigt til akkompagnement af Carl Nielsens 3. symfoni, 1. sats, samt ikke mindst Carl Nielsen CD-Rommen, der udkom i 1998. Endelig var det ekstraordinære lancerings-tilskud det væsentligste bidrag til produktionen af OBMs Carl Nielsen-bog, der udkom sidste år både på dansk og engelsk.

Men lancerings-pengene kunne altså også finansiere en Carl Nielsen-vandreudstilling. Den stod klar til afsendelse til USA i marts 1999, hvor den i løbet af forår og sommer turnerede dels på vestkysten og dels i Midtvesten for så i efteråret at komme på plads i New York i anledning af den særlige udgave af Carl Nielsen-violinkonkurrencen, der skulle finde sted her. Denne begivenhed var ikke en del af den overordnede Carl Nielsen-Lancering, men var kommet i stand i forbindelse med det store, danske kulturfremstød i New York i efteråret 1999, "The Danish Wave". Tilmed skulle Odense Symfoniorkester turnere på den amerikanske østkyst lige op til konkurrencens finalerunde, og til sidst gik det alt sammen op i en højere enhed dels med Symfoniorkestrets sidste turné-koncert i New York, søndag d. 30. oktober, og dels med orkestrets medvirken ved konkurrencens finalekoncert dagen efter.

Straks efter at denne første Carl Nielsen-udstilling var afskibet til USA, stod det imidlertid klart, at der var behov for endnu én. Dels havde Det danske Institut i Athen henvendt sig i anledning af en planlagt Carl Nielsen-festival i Athen i november 1999, og dels blev det – fortroligt – oplyst, at ét af hovednavnene på verdens største, klassiske musikfestival, BBC’s Promenadekoncerter i London, ville være Carl Nielsen. Ad forskellige kanaler blev det oplyst, at det officielle Danmark – herunder ikke mindst den danske ambassade i London – ville bruge lejligheden til at markere Danmark og dansk kunst og musik i England. Det ene eksemplar, vi havde af Carl Nielsen-vandreudstillingen, var for længst booket op på turnéen i USA. Der var ingen mulighed for at sende den forbi London undervejs, så det eneste, vi kunne gøre for at "klare" begivenheden i London, var at få fremstillet endnu et eksemplar. Mens OBM forsøgte at tilvejebringe pengene, arbejdede både ambassaden og Dansk Musikinformationscenter på at arrangere sig så godt som muligt i anledning af den forestående Carl Nielsen-begivenhed. Promenadekoncerterne forløber med stort set daglige koncerter – undertiden flere på samme dag – fra slutningen af juli til midt i september, hvor der sluttes af med den berømte "Sidste Promenadekoncert". Undervejs ville Nielsens symfonier 2-5 blive opført foruden Helios, Aladdin-musikken og måske mest overraskende: Fynsk Forår – på dansk! Fra OBMs side henvendte vi os i maj til "The Proms" og spurgte, hvorvidt man ville være interesseret i udstillingen, og svaret var klart positivt. Der kunne dog blive tale om at skille udstillingen i 2 dele alt afhængig af en anden udstilling, som BBC selv foranstaltede i direkte tilknytning til indgangen i Royal Albert Hall.

Carl Nielsen-udstillingen i HMV-shoppen, Oxford Street i London, hvor den stod i Promenade-sæsonen og blev set af ca. 25.000.

Det var intet problem for os, for udstillingen er netop designet meget fleksibelt, således at den naturligvis kan stå samlet, men også både opsplittes og evt. vises i uddrag. Ambassaden påtog sig herefter det videre fornødne. Bl.a. holdt de et møde med Promenadekoncerternes presseafdeling, hvor der blev givet tilsagn om samarbejde i f.m. udstillingen. Alt imens arbejdede vi i Odense ihærdigt på at få udstillingen klar og få den afsendt. Fragtfirmaet viste sig at have brug for at sende udstillingen tidligt til London, altså nogle dage før der ville være adgang til Royal Albert Hall. Det skulle dog ikke være noget problem, for den kunne blot opmagasineres i den danske ambassade. Alt imens afventede vi de seneste bulletiner fra London mht. opsætning m.v.: hvor stod den bedst i det enorme bygningskompleks, og ville der blive plads til en samlet udstilling? Vi hørte intet! Flere kontakter til BBC forblev uafklarede, fordi der skulle holdes møder med de rette personer forskellige steder. Ambassaden vidste stort set ingenting om disse drøftelser, men afventede også selv en tilbagemelding fra BBC. Vores kontaktperson på ambassaden stod tilmed for at skulle på ferie, men hun mente dog nok, "at alting skulle være i orden". En uges tid inden den første Carl Nielsen-koncert i London stod vi altså med en funklende ny vandreudstilling, der var blevet fremstillet til at få sin premiere i den bedst tænkelige sammenhæng, men som nu – på baggrund af de manglende, endelige aftaler – måske risikerede at skulle tilbringe hele promenadesæsonen i en ambassadekælder. Derfor besluttede vi i OBM at følge udstillingen til dørs: jeg skulle tage til London og søge at få aftalerne på plads eller søge et passende alternativ. Vi følte især et vist ansvar over for Augustinus-Fonden og Carl Nielsen-Legatet, som havde finansieret dette nye eksemplar af vandreudstillingen. Bl.a. havde vi i god tro henvist til en premiere på udstillingen i Royal Albert Hall, og vi ville derfor dårligt kunne bære, hvis der slet ikke blev nogen udstilling i London.

En telefon-samtale til ambassaden dagen før min afrejse bekræftede vore værste anelser. Der var ingen aftaler med hverken BBC eller med Albert Hall. En tilsvarende kontakt til BBC kunne til gengæld bekræfte, at der ingen som helst chance var for at få udstillingen opsat i koncertsalen. Forklaringen var, at de korridorer, hvor udstillingen var tænkt opsat, var for smalle, og at en evt. opstilling ville være i strid med brandregulativet for Albert Hall – jeg tror nok, jeg kunne fornemme en anelse utålmodighed i stemmen hos BBC’s PR-ansvarlige, da jeg spurgte til muligheden for selv at foreslå en passende opstilling. Dette emne skulle der ikke bruges mere tid på – de havde nok andet at tage sig til! Min opgave i London kom derfor til at bestå i at finde et godt, alternativt udstillingssted. Der var afsat 3 dage til turen, hvor der skulle tages kontakter til gode steder, aftales udstillingsforløb, og selve udstillingen afhentes på ambassaden og opstilles på rette sted. Efter endt gerning var det min agt at overvære opførelsen af Fynsk Forår, der meget passende skulle indlede Nielsen-serien.

Umiddelbart bag Albert Hall ligger det traditionsrige musikkonservatorium, Royal College of Music, og det var nærliggende at rette henvendelse hertil og undersøge, hvorvidt der var interesse for at huse vor Nielsen-udstilling. Svaret var for så vidt positivt, men der var et par hager: først og fremmest er konservatoriet normalt uden studerende fra juli til september, altså lige præcis i promenadesæsonen. Der var ganske vist planlagt et par små koncerter i perioden, men alt i alt var der udsigt til, at udstillingen ville komme til at stå ret ubemærket, selvom det ville blive i meget smukke, musikalske omgivelser og kun få meter fra Albert Hall – men det var ikke just den skæbne, vi havde tiltænkt vores nye og fine udstilling. Hertil kom, at arrangementschefen på RCM ved diskussionens afslutning mente, at der tillige ville blive behov for en betaling til konservatoriet for opholdet: "Vagterne skal jo holde øje med udstillingen, og det vil kræve lidt ændrede arbejdsgange, som vi bliver nødt til at få honoreret". Jeg besluttede mig til at sige tak for snakken og lade sagen ligge.

Allerede inden udstillingens afrejse fra Danmark havde der alternativt været tale om opstilling i det kæmpemæssige Victoria & Albert Museum, der ligger i museumskvarteret umiddelbart bagved Albert Hall. Muligheden var allerede dengang blevet afvist, men jeg ville lige checke selv og fik problemerne bekræftet. Naturligvis var der plads i museet, men det var umuligt for museet med – næsten – dags varsel at skabe rum til udstillingen. Museet var interessant, fordi nogle af Promenade-sæsonens kammerkoncerter fandt sted her, og fordi museet har tusindvis af daglige gæster, men det lod sig ikke gøre. Som i tilfældet med Royal Albert Hall var der også her en vis psykologisk barriere, der betød at det ikke netop lå lige for at diskutere det tidligere afslag nok en gang – for nu at udtrykke det på den måde!

Også mulighederne i Albert Halls nabo, Royal College of Arts, blev undersøgt, men her var om muligt endnu mere lukket end i den musikalske søster-institution, og det måtte hurtigt opgives. En kontakt til Chester Music Publishers, der er Edition Wilhelm Hansens (Carl Nielsen mest benyttede musikforlag) repræsentation i England, viste sig uigennemførlig. Interessen var nok stor, men pladsen så meget desto mindre. Således var min første dag ved at være til ende, og tiden var inde til lidt eftertanke. Heldigvis besluttede jeg at koble denne med lidt shopping i Oxford Street, hvor et af de første stop var HMV-shoppen. Denne legendarisk plade-, CD-, bånd- og videobutik findes hele 2 steder i Oxford Street, men den største ligger i nr. 150 i den østlige ende af Oxford Street og er stor – meget stor! Man kan vel bedst sammenligne dens fysiske indretning med Magasin i Odense, og her findes CD’er (med utroligt meget videre!) i 3 etager, hvor det meste af den nederste er helliget den klassiske afdeling. Her var horder af mennesker, og jeg så straks for mig Carl Nielsen-udstillingen i disse travle omgivelser. Afdelingslederen var gået, men jeg efterlod mit kort, og en ekspedient lovede mig, at denne John Kennedy ville kontakte mig med det første dagen efter. Det gjorde han også – og han var fyr og flamme!

Kort efter mødtes vi i butikken, hvor han forklarede om sine tanker for udstillingen. Selvom butiksområdet er stort, var der jo grænser for, hvor mange CD-standere, der kunne fjernes, og det stod hurtigt klart, at der ikke ville blive plads til hele udstillingen, som fra den ene til den anden side måler ca. 16 m. Selv i en reduceret udgave ville den dog få en formidabel præsentation i disse omgivelser, hvor der i promenade-perioden forventedes ca. 25.000 besøgende. Tilmed ville HMV indrette en særlig Carl Nielsen-stand, dels naturligvis med butikkens samtlige Nielsen-CD’er og dels med den CD-Rom, som Odense Bys Museer udgav i 1998 i samarbejde med bl.a. Dansk Musikinformationscenter og Det kgl. Bibliotek, foruden tilgængeligt litteratur om den danske komponist.

Tilbage stod "kun" at få udstillingen fra den danske ambassade til Oxford Street. Det viste sig sværere end forventet at bestille en varevogn – i London skal man tilsyneladende have konto hos et sådant transportfirma, for at det kan lade sig gøre. Men ved ambassadens mellemkomst lykkedes det da omsider sidst på eftermiddagen at gennemføre transporten, og næste dag fik vi "special-designet" opsætningen af udstillingen, så alt var klar til en slags fernisering på sidstedagen af mit ophold i storbyen, men lige netop i tide til starten på promenadesæsonens Nielsen-serie. Desuden ville udstillingen være klar til sin videre rejse, der i september skulle bringe den til Liverpool, hvor The Royal Liverpool Philharmonic Orchestra markerede den første udgivelse af deres komplette udgivelse af Carl Nielsens 6 symfonier. I oktober skulle den fortsætte til Athen i anledning af en Carl Nielsen-festival, planlagt af Det danske Institut. Så efter den noget besværlige begyndelse i London mente vi nu, at dette udstillings-eksemplar kom godt i vej!

Turens sidste aften blev både en fornøjelse og en ærgrelse! Fornøjelsen først og fremmest fordi Fynsk Forår opførtes i Royal Albert Hall af BBC Symphony Orchestra under ledelse af den estiske dirigent Neeme Järvi. Sangerne fra Philharmonia Chorus og børnene fra Finchley Children’s Music Group var blevet imponerende godt coached udi det danske – specielle udtaler som f.eks. "den vårgrønne finske ø" gjorde kun det hele mere charmerende. Jo, Carl Nielsens Fyn løftede sig virkelig op i den internationale musiks stjernehimmel denne aften inde under Royal Albert Hall’s vældige hvælvinger. Kun var jeg en anelse skuffet over den tilsyneladende kun godt og vel halvfyldte sal. Jeg spurgte personalet om tilskuerantallet, og de kunne kun bekræfte, at dette ikke var en af de helt store aftener – de mente ikke, der var flere end godt og vel 2.500 – ca. det dobbelte antal af pladserne i Odense Koncerthus’ Carl Nielsen Sal. Dette tal var jo alligevel for en provinsiel dansker lidt imponerende. Men ærgrelse var der altså også: selvom mit sidste besøg i Albert Hall lå ca. 15 år bagude, og selvom jeg ikke huskede husets faciliteter så godt, havde det undret mig med meldingerne fra London om snævre korridorer uden plads til Carl Nielsen-udstillingen – huset er jo enormt. Og det var mærkeligt: en hurtig tur rundt i huset underbyggede kun alt for vel min undren, for der var plads overalt. Udstillingen kunne have stået i sin helhed mindst 5 forskellige steder og i uddrag – som jo havde været på tale – nærmest overalt.

Men det lykkedes alligevel at få dette stykke Carl Nielsen Museum placeret i musikmetropolen, London. Selv lærte vi, at udstillingsarbejde dårligt lader sig gennemføre på distancen, men at processen kræver nærhed og engagement – som i øvrigt alt andet godt arbejde gør det!

©