Carl Nielsen Museet

Tilblivelse og udformning

19. marts 1988 – dagen efter fejringen af Odense bys 1000-årige beståen – blev dørene slået op til et nyt museum i Odense, Carl Nielsen Museet. Mens lørdagstorvets handlende og deres kunder fyldte koncerthusets omgivelser til bristepunktet – og i herligt solskin – ankom dronning Margrethe og prins Henrik til museet for sammen med en snæver kreds af indbudte at tage dette i øjesyn.

Med Carl Nielsen Museets oprettelse har Danmark fået sit første komponistmuseum, og i Odense er der føjet endnu et led til den kæde af museer, som samlet går under betegnelsen Odense Bys Museer. Denne institution har endnu en gang demonstreret sin forunderlige evne til at formere sig ved knopskydning.

I det følgende skal der berettes om, hvorledes Carl Nielsen Museet er blevet til, ligesom der skal gives en redegørelse for den udformning, museet og dets udstilling har fået.

Carl Nielsen Museets forhistorie kan – paradoksalt nok – skildres i to vidt forskellige versioner. I den ene version kan museumsetableringen 1988 anskues som resultatet af mange bestræbelser, som første gang manifesterede sig så tidligt som i 1945. Ifølge den anden version er museet blevet til i løbet af mindre end 5 år.

Umiddelbart efter Anne Marie Carl-Nielsens død i 1945 var der bestræbelser i gang for at bevare det store særprægede kunstnerhjem i billedhuggerboligen, Frederiksholms Kanal 28, i København. Siden 1915, altså i henved 30 år, havde denne bolig i »Civiletatens Materialgaard« været rammen om billedhuggerinden Anne Marie Carl-Nielsen og hendes mand, komponisten Carl Nielsens liv. Mangfoldige mennesker – deriblandt talrige billedkunstnere, musiklivets folk, digtere og videnskabsmænd – havde som venner af familien færdedes i de hyggelige stuer, og den tanke lå snublende nær, at man ved at omdanne boligen til museum kunne fastholde mindet om en genial tonekunstner og en højst talentfuld billedhugger. Den daværende formand for Dansk Komponistforening, Knudåge Riisager, tog initiativet og formulerede ønsket om »at bevare Hjemmet urørt for Eftertiden og gøre det til et nationalt Kulturminde, et Valfartssted for Musikens Elskere«. Hele hjemmet var intakt, og der var formentlig kun sket meget få ændringer, siden Carl Nielsen døde i 1931. Havde bestræbelserne båret frugt, ville man have fået et museum – her forstået som et bevaret kunstnerhjem, som bare var blevet forladt af dets beboere. Et fint dansk eksempel på denne museumstype blev sidenhen skabt med Michael og Anna Anchers Hus på Skagen. Jeppe Aakjærs »Jenle« i Salling kunne også nævnes, og fra vore nabolande kan fremhæves Edvard Griegs »Troldhaugen«, Caroline og Bjørnstjerne Bjørnsons »Aulestad« i Norge, samt – i Tyskland – Goethes Haus i Weimar, et af de fineste og tidligste i sin art.

De nævnte eksempler er alle kunstnerhjem, som er bevaret i deres helhed og sammen med de huse, hvori de respektive kunstnerhjem var og er indrettet. Hertil kan føjes et ikke ubetydeligt antal såkaldte »mindestuer«, hvor et eller flere rum med deres udstyr er bevaret, enten »in situ« eller overført til et museum, ligeledes med det formål at fastholde erindringen om den person eller de personer, som oprindelig havde beboet og benyttet disse stuer.

Af mange forskellige grunde led de bevaringsbestræbelser, som havde Carl Nielsens hjem til genstand, skibbrud i 1945. Måske var tidsafstanden til Carl Nielsens død, kun 14 år, for beskeden til at denne tonekunstner allerede da kunne betragtes som »museumsfähig«. Måske har der også været delte meninger om værdien af den kunstneriske indsats, hans hustru havde ydet. Og i hvert fald er der ingen tvivl om, at Kunstakademiet for sit vedkommende gerne så lejligheden videreført som bolig for en fremtrædende dansk billedhugger, sådan som det havde været tilfældet siden Wiedewelts dage. Til boligen var der nemlig knyttet hele tre atelierer, et stort og to mindre, og slige lejligheder var, er og vil formentligt altid være en mangelvare blandt billedhuggere.

For god ordens skyld skal det understreges, at det ikke var arvingernes skyld, at museumstanken ikke lod sig udføre. De to døtre, Irmelin Eggert Møller og Anne Marie Telmànyi, deltog ivrigt i bevaringsaktionen og var, ifølge deres egne udsagn, skuffede over aktionens negative udfald. Den tredie arving, sønnen Hans Børge Carl-Nielsen, som var anbragt i familiepleje på Fredericia-egnen, blev næppe spurgt, men adspurgt ville han utvivlsomt have indtaget samme holdning som sine søstre.

Dagligstuen i billedhuggerboligen, Frederiksholms Kanal 28 i København, fotograferet umiddelbart før hjemmets opløsning. Ved vinduet Anne Marie Carl-Nielsens arbejdsplads med skrivebord m.v.. Døren fører ind til Carl Nielsens musikstue, hvor komponistens skrivebord anes.

Resultatet blev, at hele kunstnerhjemmet blev rømmet og dets indhold blev spredt. Ikke ligefrem spredt for alle vinde, men dog spredt til mange sider. Den yngste datter, Anne Marie Telmànyi, overtog en meget stor del af indboet og kunstværkerne og møblerede dermed en større villa i Rungsted. Den ældste datter, Irmelin Eggert Møller, overtog en væsentligt mindre del, formentlig af den grund, at hun på tidspunktet for arve-faldet forlængst havde indrettet et moderne hjem i en Hellerup-villa, sammen med ægtefællen, professor Eggert Møller. Og broderen Hans Børges arvepart begrænsede sig til et fåtal af genstande. En del af hjemmets malerier blev solgt på auktion hos Winkel & Magnussen, datidens førende auktionshus, og nogle møbler samt en del mindre genstande blev givet væk til fjernere slægtninge eller til medlemmer af vennekredsen, til erindring om de afdøde. Imidlertid blev de af Anne Marie Carl-Nielsens arbejder, som var i hendes besiddelse ved dødsfaldet – fra skitser i voks og ler til færdige arbejder i bronce eller marmor – holdt samlet i fælleseje for de tre søskende. Og noget lignende gjaldt de mange papirer, familiens arkiv så at sige, omfattende bl.a. nodemanuskripter, dagbøger, breve, regnskaber, manuskripter til litterære arbejder, regnskaber o.m.a., som sidenhen kom til at danne grundstammen i et stort Carl Nielsen-arkiv i Det kgl. Bibliotek.

Man kan spørge, hvortil denne redegørelse for hjemmets opløsning og tingenes skæbne skal tjene? En sådan kan imidlertid dårligt undværes, når forudsætningerne for museumsetableringen mange år senere skal ridses op.

»Gemt er ikke glemt«, kunne man med H.C. Andersen sige om det i 1945 fejlslagne museumsprojekt. Museumstanken dukkede op fra tid til anden, og hvis man skal tro datidens aviser, udspandt der sig lejlighedsvis heftige diskussioner om et sådant museums placering: København eller Odense? Det er karakteristisk for denne diskussion, at den i første række gik på huse og steder, men i forbløffende ringe grad på indholdet. Rammer gør det som bekendt ikke alene. Der skal også være et indhold med en rimelig udsagnsværdi for at et museum kan fungere og forsvare en plads i museernes række.

Museumstanken fik ny næring, da det i midten af 1950’erne så ud til, at det landhåndværkerhus ved landevejen mellem Nr. Lyndelse og Nr. Søby, som var Carl Nielsens 3. og sidste barndomshjem, ville falde som offer for en udretning af Odense-Fåborg landevejen. Huset blev reddet, flyttet til sin nuværende plads og indrettet til et museum under navnet Carl Nielsens Barndomshjem. Dette bevaringstiltag – som altså lykkedes – skulle få vidtrækkende konsekvenser. Skuepladsen var forlagt til Fyn, Odense Bys Museer var kommet ind i billedet som »ansvarshavende«, og der var skabt grundlag for en museumsvirksomhed i Carl Nielsens navn.

Til museet i barndomshjemmet afgav familien for det første alle de genstande, som kunne tjene til belysning af emnet Carl Nielsens »fynske barndom«, men herudover kom museet også til at indeholde materiale, som i højere grad vidnede om komponistens senere liv og virke.

En direkte forbindelse mellem Carl Nielsens efterkommere og Odense Bys Museer var hermed etableret, og fra familiens side blev det allerede ved museumsåbningen i 1956 ventileret, at man gerne med tiden så Odense løse den opgave at skabe et egentligt museum for Carl Nielsen – og hans hustru – som et sidestykke til H.C. Andersens Hus og helst placeret i dettes nærhed. Disse planer fik en mere konkret udformning efter en aftale 1964 mellem de to søstre på den ene side (broderen var afgået ved døden i 1956) og Odense byråds museumsudvalg på den anden side. Aftalen gik ud på, at Odense Bys Museer ved de to søstres død skulle overtage deres »nielseniana« (personlige ejendele, indbo, kunstværker m.m.), med henblik på oprettelsen af et sådant museum.

Carl Nielsens Barndomshjem, Nr. Lyndelse, fotograferet på indvielsesdagen, 9. juni 1956. Forinden var huset blevet nedtaget og genrejst på nuværende plads – og landevejen Odense-Faaborg var blevet rettet ud.

Anne Marie Telmànyi døde så sent som i 1983, kort efter sin 90 års fødselsdag. Søsteren Irmelin var død tidligere, i 1974, og dermed var alle efterkommere efter Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen borte. Museumsplanernes virkeliggørelse rykkede nærmere. Ulykkeligvis forelå der ikke ved Irmelin Eggert Møllers død noget testamente, som forpligtede arvingerne til en afgivelse af hendes »nielseniana« til det kommende museum, og disse må indtil videre anses for tabt for museet. Men Anne Marie Telmànyi efterlod sig et behørigt testamente, hvori Odense Bys Museer optrådte som såkaldt »legatar«, med mulighed for af hendes bo at udtage alt museumsrelevant materiale.

Ved en byrådsbeslutning april 1985 bekræftede Odense byråd den gamle aftale fra 1964 og bemyndigede Odense Bys Museer til at tage imod den testamentariske gave, med forpligtelse til senere oprettelse af et Carl Nielsen museum.

Anne Marie Telmànyi og Hans Børge Carl-Nielsen hilser på deres tidligere barnepige i Carl Nielsens Barndomshjem, Nr. Lyndelse, 9. juni 1956, hvor barndomshjemmet blev indviet som museum.

Som afslutning på denne »lange version« af museets forhistorie skal det nævnes, at ejendommeligt nok gentog sig i 1983 forslaget om at indrette et Carl Nielsen-museum i København, i ejendommen Frederiksholms Kanal 28. Familien Carl Nielsens tidligere bolig var netop blevet ledig igen, ved billedhuggeren Gottfred Eickhoffs død. Forslagsstilleren i 1983 var,[1] »Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat[2]«, som naturligt nok anså det for en opgave, også for legatet, at virke for bevaring af de synlige minder om de personligheder, som havde lagt navn til legatet. Man rejste sagen over for kulturministeriet. Efter at sagen havde været til høring hos Nationalmuseet og Musikhistorisk Museum – og med Odense Bys Museer som deltager i drøftelserne – måtte det også denne gang konstateres, at de københavnske museumsplaner ikke lod sig udføre. Hvorefter legatet gav Odense-initiativet sin fulde støtte, både ved direkte økonomisk støtte og ved at stille et meget betydeligt antal Anne Marie Carl-Nielsen arbejder til rådighed for museet i Odense.

Disse fornyede overvejelser om et Carl Nielsen-museum i København fandt sted i det samme tidsrum, hvor Odense Bys Museer, i medfør af Anne Marie Telmànyi’s testamente foretog en nøje registrering af indholdet i hendes bolig i Rungsted – og en sommerbolig på Møn – og herunder blev der i sandhed foretaget en stor »indsamling«.

Irmelin Eggert Møller afleverer et reliefportræt, forestillende Carl Nielsens moder og lavet af hans hustru, Anne Marie Carl-Nielsen. Museumsudvalgets næstformand, Else Jacobsen, og nu afd. museumsdirektør Svend Larsen tager imod.

I årene mellem 1964 og 1983 havde der naturligvis været jævnlig kontakt mellem Odense Bys Museer og de to søstre, med drøftelse af museumsplanerne og -mulighederne, men selv om der under disse drøftelser var udarbejdet fortegnelser over de ejendele, som ved søstrenes død ville blive til museumsgenstande, kunne sådanne fortegnelser aldrig blive udtømmende.[1] Selv bjergsomme og ivrige museumsmænd ved, at der er en grænse for, hvor pågående man kan være over for erklærede fremtidige arveladere.

Ved Anne Marie Telmànyi’s død og under den efterfølgende gennemgang af hendes boliger viste det sig, at den tidligere udarbejdede fortegnelse langt fra var udtømmende.[2] Fra skuffer og skabe, fra skjulesteder i skunken under taget, i kælderen eller på det »øverste loft« (hanebånds-loftet) kunne der fremdrages et omfattende materiale, som via fotografier eller på anden vis kunne identificeres som hidrørende fra kunstnerhjemmet i Frederiksholms Kanal. Anne Marie Telmànyi har åbenbart ikke kunnet nænne at smide nogetsomhelst væk, uanset bevaringstilstand eller brugbarhed. Og meget tyder på, at forældrene heller ikke har brudt sig om at kassere – en egenskab eller manglende egenskab som en museumsmand kun kan prise dem for. Som et eksempel på familiens »bevaringsindsats« – næppe tilsigtet – kan nævnes et fund på Rungsted-villaens hanebåndsloft. Her stod – som det var at vente – en del gamle kufferter og kasser, med et indhold af allehånde slags. På bunden af en flettet riskuffert fandtes en gammel uniformsdel, en våbenfrakke, som åbenbart har været båret af Carl Nielsen som militærmusiker i Odense! Fundet blev gjort i efteråret 1983, meget præcist 100 år efter at Carl Nielsen havde aflagt uniform m.m. for ved nytårstide samme år at rejse til København for at starte sin uddannelse på musikkonservatoriet. Mølædt var våbenfrakken og ganske uegnet til udstillingsbrug, men den var i behold, formentlig fordi den har kunnet bruges af børnene, til karneval eller til komediebrug. Ej heller museet har i sinde at kassere »stykket«.

Den »korte version« af museets tilblivelseshistorie er hurtigere fortalt. Byrådsbeslutningen 10. april 1985 havde ikke fastsat noget tidspunkt for museets oprettelse, men Odense Bys Museer indarbejdede sagen i sin flerårige investeringsplan, til eventuel virkeliggørelse i 1991, hvilket ville være 100 året for Carl Nielsens og Anne Marie Brodersens møde i Paris, med øjeblikkeligt ægteskab til følge.

Imidlertid blev planlægningen overhalet af udviklingen. Sent på året 1985 besluttedes det i den til byjubilæet nedsatte »jubilæumskomité« at søge museet oprettet som et led i fejringen af 1000 års jubilæet. Museet skulle være »byens gave til sig selv«, som det blev udtrykt. Forår og sommer 1986 gik med overvejelser om museets placering og arealbehov, mundende ud i en beslutning om at placere museet i bygningsmæssig sammenhæng med Odense Koncerthus fra 1982. Andre muligheder blev også overvejet, bl.a. en placering som led i Møntergårds-komplekset, men i sidste ende skønnedes en placering ved koncerthuset at være den bedste. Det naboskab til H.C. Andersens Hus, som arvingerne i sin tid havde udtrykt et ønske om, kunne herved tilgodeses, og desuden fandt man det rigtigt at knytte et komponistmuseum tættest muligt til et hus og en institution, hvis primære funktion er fremførelse af musik.

Carl Nielsen Museet, placeret i en tilbygning til Odense Koncerthus, på dettes nordvestlige side. Isometri: Hougaard Nielsen og Nørgaard Pedersen tegnestue, 1987.

Herefter kunne arkitekterne gå i gang med deres arbejde. Valget af arkitekt frembød ikke noget problem. Det måtte af indlysende grunde blive de samme som få år tidligere havde stået for projektering og opførelse af selve koncerthuset, Hougaard Nielsen & Nørgaard Pedersens tegnestue, København.[3]

Opgaven var på forhånd behæftet med en del bindinger, idet der blev stillet som betingelser, at 1) museumsbygningen skulle underordne sig koncerthus-komplekset som helhed, 2) den økonomiske ramme for selve byggeriet var sat til 5 mill. kr., 3) udvidelsen måtte ikke bevirke nedlæggelse af en eneste parkeringsplads og 4) museet skulle være færdiggjort og klar til ibrugtagning i løbet af et år. I betragtning af de mange bindinger og de snævre rammer – i økonomisk, tidsmæssig og rent fysisk henseende – var opgaven svær at håndtere, men ved energisk indsats og god vilje fra alle parthavere i projektet lykkedes det at gennemføre byggeriet til tiden. Et par datoer kan anskueliggøre den hastige takt og arbejdsrytmen: 27. februar 1987 godkendtes det endelige skitseprojekt, 8. april s.å. bevilgede byrådet de fornødne midler, 8. maj foretog rådmanden for magistratens 4. afdeling, Søren Møller, »første spadestik«, 6. november holdtes der rejsegilde og 19. marts 1988 blev museet officielt indviet.

Plan af Carl Nielsen Museets stueetage. Den kraftige mur på langs igennem museumsområdet er den oprindelige ydermur og markerer således grænsen mellem den eksisterende bygning fra 1982 og tilbygningen 1987. Hougaard Nielsen og Nørgaard Pedersens tegnestue, 1987. 1. Vindfang. 2. Indgang og hvileplads. 3. Museumsudstilling. 4. Musik/Video. 5. Personale. 6. Elevator. 7. Koncerthusets foyer. 8. Udv. trappenedgang.

Museumsbygningen blev opført som en tilbygning på koncerthusets nordvestlige side og således at man samtidig til museumsformål inddrog nogle eksisterende kontorer, beliggende i samme side af den eksisterende bygning. Bygningen opførtes i 2 etager med kælder, hvorved der sammenlagt blev tilvejebragt et areal på ca. 500 m2 til publikumsorienterede museumsformål (udstilling og publikumsbetjening), fordelt på stueetage og 1. sal og forbundet med en bred, behagelig trappe plus elevator. Elevatoren forbinder også museumsarealet med de ca. 160 m2 i kælderetagen, der var forudsat anvendt til interne museumsformål (magasiner, udstillingsværksted og teknik). Efter museumsetableringen er det dog blevet besluttet at anvende også en del af kælderetagen til et publikumsorienteret formål, et »musikauditorium« til foredrag og undervisning og til aflytning af musik som kan sendes ud i rummet. Denne del af den samlede byggeopgave er blevet udført i 1989, finansieret ved tilskud fra forskellige fonde.

Indgangen til museet, placeret i en forlængelse af koncerthusets foyer og ligesom denne forsynet med glasfacade og -tag.

I udformningen af museumsbygningen – eller det bygningsafsnit, som fremover skal tjene museumsformål – er der tilstræbt en kraftig integration af koncerthus og museum, både bygningsmæssigt og funktionelt.

Det er udadtil markeret derved, at indgangen til museet samtidig tjener som »bagindgang« til koncerthusets foyer (specielt for de koncerthusgæster, som ankommer pr. bil). Og museets vestibule fremtræder som en fortsættelse af koncerthusets foyer, således at dennes glasparti er trukket rundt om hjørnet, ind over vestibulen. Endelig er grænsen mellem museet og koncerthusets foyer kun svagt markeret ved en indre glasvæg, både på stueplan og 1. salsplan, således at der er synsmæssig kontakt mellem de to afsnit af bygningen.

Det tør nok hævdes, at det samlede koncerthus-kompleks i arkitektonisk henseende har vundet ved tilføjelse af museumsbygningen. Den tidligere lidt barske facade mod nordvest er blevet mildnet, og der er kommet bedre balance i anlægget, med museet placeret mod nordvest som en pendant til den udbygning mod sydøst, hvori Pro Musica-salen indeholdes. Dog må det samtidig indrømmes, at som sæde for en museumsvirksomhed, der som målgruppe har en delvis anden og bredere sammensat brugerskare end koncerthusets, et det en ulempe, at museet har svært ved at markere sig med egen »profil«. Udefrakommende museumsgæster – og såmænd også odenseanere – har ofte svært ved at finde museet. Det kan ikke »råbe højt« om sin tilstedeværelse, kun føre tyst tale. Det er museets håb, at det med tiden får mulighed for at »synliggøre sig« i højere grad.

Samtidig med byggearbejdet, d.v.s tilvejebringelse af de fornødne rammer for museet, blev der arbejdet på højtryk med tilvejebringelse og klargøring af det fornødne indhold, først og fremmest med opbygning af museets faste udstilling. Selv om man fra 1983-84 havde vidst, at der inden for en overskuelig fremtid skulle etableres et museum og en udstilling for Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen, og selv om arven fra Anne Marie Telmànyi var bragt i hus, var der adskillige arbejdsopgaver at udføre, da indvielsesdatoen 19. marts 1988 blev bekendt og nedtællingen kunne begynde.

Det er ikke for meget sagt, at samtlige museumsfunktioner måtte udføres samtidig. Den arvede samling skulle behørigt registreres, og side om side hermed blev der foretaget supplerende indsamling på områder hvor der kunne konstateres ubehagelige »huller«.[4] Så godt som alt det modtagne materiale skulle gennem en konserveringsproces, som punktvis nærmede sig en restaurering,[5] og en udstilling måtte planlægges – og gennemføres.[6] Den normale procedure ville have været en successiv rækkefølge, med indsamling i den ene ende og udstilling i den anden ende. For at klare den stillede opgave måtte den normale rækkefølge til en vis grad brydes. Alle måtte løfte i flok, og der måtte arbejdes hårdt, opgavemængden, tids- og økonomirammen taget i betragtning.

Kig fra museets vestibule og billetsalg ind i udstillingslokalerne. Sidstnævnte har kun sparsom tilgang af dagslys, af hensyn til bevaringen af de udstillede genstande, navnlig papirerne. – I baggrunden lytter et par gæster til Carl Nielsens musik via en af de seks »lyttebokse«.

De forberedende arbejder blev udført i Odense adelige Jomfrukloster, hvor samlingerne havde befundet sig siden overførslen fra København og Rungsted. Da intet udstillingsarbejde kunne udføres på blivende sted, før håndværkerne var ude af huset, måtte selve udstillingsopsætningen begrænses til ca. 14 dage. Ikke megen tid til opsætning af et helt museums indhold! Til gengæld blev det muligt at overføre de konserverede og restaurerede museumsgenstande direkte fra de anstalter og værksteder, hvor arbejdet var blevet udført, direkte til den nye museumsbygning, uden Jomfruklosteret som mellemstation.

Dagligstuen fra boligen Frederiksholms Kanal 28, rekonstrueret som interiør i Carl Nielsen Museet med anvendelse af de fra Anne Marie Telmànyi arvede møbler og kunstværker. Det må erkendes – ved sammenligning med fig. 1 – at en del af stuens malerier og øvrige udstyr er forsvundet i tiden mellem hjemmets opløsning 1945 og museumsetableringen i 1980’erne.

For udstillingen havde man sat sig det mål, at den i bredden og i dybden skulle fortælle om de to »hovedaktørers« liv og virke. Vi ville gerne lade museet fortælle en historie om en fynsk almuedreng, som i kraft af et meget stort talent udvikler sig til at blive Danmarks største komponist og som har skabt noget stort inden for næsten alle musikalske genrer, samt om en jysk storbondedatter, der sprænger de rammer, som i hendes generation var sat for en kvindes virke, en kunstner som sejt og stædigt forfølger de mål, hun har sat sig, og som inden for dyreskulpturer har ydet noget meget fremragende.

Udstillingsprogrammet var ambitiøst, og det måtte tidligt erkendes, at her slog museets egen samling ikke til. Der måtte søges hjælp udefra, i form af lån og deponeringer fra andre offentlige samlinger. Denne hjælp blev ydet, og Carl Nielsen Museet er en række insitutioner tak skyldig for beredvilligt udlån.[7]

Carl Nielsens musikstue, rekonstrueret i museet. Ved hjælp af fotografier fra 1945 (jvf. flg. 1) var det muligt at placere møbler, kunstværker, personlige ejendele m.m. som i den oprindelige musikstue. Den rekonstruerede musikstue kunne imidlertid ikke få helt de samme mål, så et par af møblerne måtte omplaceres.

Det må indrømmes, at museets egen samling lagde op til etablering af »mindestuer«, men museet ville – som sagt før – allerede fra starten markere sig som et »rigtigt« museum. Udlånene gjorde dette muligt. De nævnte mindestuer blev også etableret, i form af rekonstruktioner af Carl Nielsens musikstue og ægteparrets dagligstue, begge som de så ud i hjemmet i Frederiksholms Kanal 28. Disse interiører er et betydningsfuldt element i den samlede museumsudstilling, men vi skønnede – formentlig med rette – at de ingenlunde kunne stå alene. En skildring af de to kunstneres levnedsløb, skiftevis hver for sig og også i en form for »parløb«, måtte være hovedsagen.

Udstillingsrum på 1. sal. Her fortælles der om Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens liv og arbejde i 1920’erne. I baggrunden en interiørmæssig opstilling af inventar fra AMCN s atelierer. Montrerne i udstillingslokalets venstre side er placeret i tidl. vindueslysninger, fra koncerthusets oprindelige ydermur.

Ligeså vigtigt forekom det os at give de to personers kunstværker en rimelig placering inden for den personhistoriske ramme. For Anne Marie Carl-Nielsens vedkommende lod det sig relativt let gøre. Hér adskilte opgaven sig ikke væsenligt fra en tilsvarende udstilling på et kunstmuseum. Noget anderledes forholdt det sig med Carl Nielsens arbejder. Hans nodemanuskripter og andet arkivalsk materiale havde forlængst fundet blivende plads i Det kgl. Bibliotek, og selv om et sådant materiale havde stået til museets rådighed, ville det næppe have sagt den gennemsnitlige museumsgæst ret meget. Musik skal nu engang tilegnes via øret og ikke via øjet. Takket være nutidens teknik lod det sig heldigvis gøre at inddrage Carl Nielsens musik i udstillingen, idet man på passende steder i det kronologiske forløb har kunnet give gæsterne mulighed for at lytte til hans kompositioner, via lydbånd og høretelefoner. Der er sammensat hele 6 musikprogrammer, indeholdende eksempler på Carl Nielsens musik, for de flestes vedkommende dog kun som fragmenter af helheden.[8] De gæster, som måtte ønske at høre mere, måske det hele, kan ved henvendelse i billetsalget få lagt en plade eller et bånd i det dertil beregnede apparatur, sætte sig til rette i en sofa og koncentrere sig om musiktilegnelsen. Vil man kombinere musik med billeder, lader dette sig også gøre, i et hjørne af museet, hvor der er indrettet en lille biograf med videoudstyr.

På det tidspunkt, hvor denne redegørelse forfattes, er der gået ca. 1½ år siden museumsindvielsen. Fra en yderst hektisk etableringsfase er museet gået ind i en driftsfase. Det er endnu for tidligt at konstatere, om museet har fået sin rigtige form og om den historie, museet har sat sig for at fortælle, er blevet fortalt på en sådan måde, at den bliver opfattet rigtigt af dets brugere, museumsgæsterne, de være sig danskere eller udlændinge. Men det væsentlige må være at konstatere, at nu er der – efter mange tilløb – blevet skabt et museum for Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen. Dette museum har fundet blivende plads i Odense, har fået en samling og en udstilling.

Det er museets håb, at det fremover må kunne arbejde og fungere godt, må kunne finde sin naturlige plads i rækken af lokale, regionale og nationale museer og – fra sin plads – må kunne bidrage til kendskabet til to store personligheder, med en fremtrædende placering i dansk kulturliv, og fremme forståelsen og tilegnelsen af de værker, disse to personligheder har skabt.

Artiklen er skrevet på grundlag af forf.s erindringer om sagsforløbet fra 1964 og fremefter, suppleret med oplysninger fra kunstnerægteparrets to døtre, Irmelin Eggert Moller og Anne Marie Telmànyi, samt fra afd. museumsdirektør Svend Larsen, Odense Bys Museer.

Noter

  1. ^ Fortegnelser over »nielseniana« hos Irmelin Eggert Møller og Anne Marie Telmànyi blev udarbejdet af forf. i samarbejde med de to søstre i april 1970.
  2. ^ Som supplement til 1970-fortegnelsen udarbejdedes ijan. 1979 en mere udførlig fortegnelse over »nielseniana« hos Anne Marie Telmànyi, i dennes hjem i Rungsted. 1979-fortegnelsen indgik som bestanddel af AMT’s testamente. Forf. blev i dette arbejde bistået af overassistent Erling Gormsbøl (H.C. Andersens Hus), som også deltog i den afsluttende udvælgelse og registrering ssts., efter AMT’s død i 1983. I udvælgelsen deltog endv. tre af AMT’s venner, nu afd. kunsthandler A. Chr. Theede, billedhuggeren Jytte Thompson og kunsthandler Allan Hagedorff. – AMT’s bo behandledes af advokat Urban Larson, Næstved, efterfulgt af landsretssagfører Aksel Poulsen, Hørsholm.
  3. ^ Projektering og opførelse af Carl Nielsen Museet varetoges af Haugaard Nielsen og Nørgaard Pedersens tegnestue, København, ved arkitekterne Birte Rørbæk og Finn Gammelgaard.
  4. ^ Registrering af den store samling, som tilgik museet som arv fra Anne Marie Telmànyi eller deponeredes ssts. af Carl Nielsen & Anne Marie Carl-Nielsens Legat, blev foretaget af cand.mag. Jørgen Larsen, som også sidenhen deltog i planlægning, opbygning og tekstning af museets udstilling.
  5. ^ Konservering og restaurering af møbler m.m. blev udført på Møntergårdens konserveringsværksted ved museumsassistent Svend Erik Hansen, under tilsyn af konserveringstekniker Poul Rasmussen. Konservering afbl.a. AMCN-arbejder i bronce udførtes al konservator Henriette Wielandt, Fyns Stiftsmuseums konserveringsværksted. De mange AMCN-arbejder i gips istandsattes af stukkatør Paul W Pedersen, Odense. Konservering af samlingens malerier m.m. blev varetaget af Kunstmuseernes Fælleskonservering (afd. Øst), Helsingør.
  6. ^ Planlægning, tilrettelæggelse og gennemførelse af udstillingen var lagt i hænderne på arkitekt Søren Sass, København, i samarbejde med alle de i museumsetableringen deltagende personer, nævnte såvel som unævnte.
  7. ^ Til museets udstilling er der ydet bidrag -i form af udlån og deponeringer – fra Det kgl. Bibliotek (Håndskriftafdelingen, Musikafdelingen og Kort- og billedsamlingen), Nationalmuseets 3. afd. (Dansk Folkemuseum), Teatermuseet og Musik-historisk Museum såvel som fra Møntergården, Den fynske Landsby og Fyns Kunstmuseum.
  8. ^ For udvælgelse og sammensætning af musikprogrammerne stod cand.mag. Knud Ketting, leder af Musik Informationscentret, København.

©