Forfattere

Carl Nielsen og H.C. Andersen -»Amor og Digteren«, 1930

Indledning

Jubilæumsåret 1988 i Odense har blandt mange andre store begivenheder to museale mærkedage, nemlig åbningen af det nye Carl Nielsen Museum d. 19.3. og H.C. Andersens Hus’ 80-års jubilæum som åbent museum d. 2.4. – På den baggrund er det rimeligt at fortælle om en bestemt forbindelse mellem de to store fynboer opstået i anledning af en anden mærkedag, 125-året for Digterens fødsel. Dengang stod Odense på den anden ende – der var officielle gæster, middage, kantate, folkefest, indvielse af mindehal m.m. ved H.C. Andersens Hus og hertil opførelse af et musikalsk festspil på Odense Teater. Teksten skulle skrives af Sophus Michaëlis og musikken af Carl Nielsen, der selv skulle dirigere orkestret ved opførelserne.

Stykket hed »Amor og Digteren« og det blev et af Carl Nielsens få egentlige dramatiske sceneværker efter »Moderen«, 1920, og med en times spilletid det længste værk i hans senere år.

Det er om dette festspil og om Carl Nielsens baggrund for specielt at skrive H.C. Andersen-musik, det følgende skal handle. Undervejs vil Carl Nielsen selv komme til orde, især i fyldige citater fra presse-interviews med ham.

Først Carl Nielsens forudsætninger for at arbejde med H.C. Andersen:

Carl Nielsen og H.C. Andersen

I efteråret 1864 blev Niels Jørgensen, kaldet Niels Maler, hjemsendt efter sin deltagelse i 2. slesvigske krig. 9 måneder senere – d. 9.6.1865 – fødtes hans søn »i et lille bondehus midt på en mark i Nørre Lyndelse på Fyn. Den nærmeste omegn hedder Sortelung«.[1] Drengen fik fornavnet Carl, og efternavnet blev efter gammel navneskik Nielsen.

Samme år, altså 1865, var H.C. Andersen fyldt 60, og selv om nederlaget i 1864 havde været rystende for ham, og selv om han begyndte at føle sig gammel og sygdomsplaget, kunne han alligevel i sine sidste 10 leveår skrive en række betydelige historier, mange digte, en enkelt roman foruden en rejsebeskrivelse m.m.

Fig. 1. H.C. Andersen. Foto 1872. H.C. Andersens Hus.

Naturligvis hørte de to hjemme i to forskellige tidsaldre, hver med sine karakteristiske begivenheder, ideer, bevægelser osv.; men ikke desto mindre levede de i ti år samtidigt, og der er tale om en kontinuitet i levetid. – Eller sagt på en anden måde: den tid, der var H.C. Andersens, har Carl Nielsen i vid udstrækning også kendt til.

Noget lignende kan jo siges om de sociale kår under opvæksten og om lokaliteterne: den ene var født i en by og den anden på landet; men begge kendte til fattigdom og usle kår i barndommen. – Hvad angår lokaliteterne fortæller Carl Nielsen[2]: »Fra Sortelung til Odense havde vi nøjagtig halvanden mil at gå« – der var altså kun en halv snes km mellem deres fødesteder. Og Carl Nielsen besøgte jo Odense, og specielt i sin soldatertid i byen må han have set og oplevet mange af de steder, hvor H.C. Andersen færdedes i sin barndom.

Fig. 2. Carl Nielsen. Udsnit af foto ca. 1872. Det kongelige Bibliotek.

Hertil kommer naturligvis deres fællesskab om det fynske sprog. – Hvor bevidst Carl Nielsen var om sin fynske oprindelse vil jeg gå nærmere ind på senere. Hér skal blot konstateres, at så vidt skulle Carl Nielsen altså have gode forudsætninger for at leve sig ind i H.C. Andersens verden.

Tidligt har Carl Nielsen lært Andersen-værker at kende, for vi ved, at Digteren læstes hos Niels Maler: Engang[3] blev Carl Nielsen spurgt om sit yndlingsdigt. I svaret citerer han et vers af Byron og fremhæver Aakjærs digte, men forinden har han sagt:

Dog kan jeg nævne at H.C. Andersens »Konen med Æggene« og »Det døende Barn« var noget af det første i bunden Stil, min Far læste højt for sine Børn. Førstnævnte Digt morede os alle indtil Vand i Øjnene af Latter; det andet rørte mig på en anden Maade, ikke til Taarer, men hensatte mig i langt hensvævende Stemning lignende den jeg kom op imod ved senere at betragte Thorvaldsens Relief »Natten«.

Carl Nielsen har tydeligvis fin sans for H.C. Andersens humor (Niels Maler har sikkert gjort sit til at få den frem), men også i høj grad for alvoren. Det sentimentale hos Andersen – og »Det døende Barn« er jo, dets kvaliteter ufortalte, en noget tårevædet affære – fænger typisk nok ikke hos Carl Nielsen: det er humoren og ikke det sentimentale, der fremkalder tårerne.

Da Carl Nielsen som 18-årig (dvs. i 1883) havde besluttet sig til at rejse til København og har indviet den bekymrede moder i sine planer, så – fortæller han i Min fynske Barndom[4] – formanede hun ham om at være flittig, »og kun tænke på at blive dygtig; og så sagde hun også noget om H.C. Andersen, der havde været ligeså ussel som jeg…«.

Allerede dengang eksisterede altså H.C. Andersen-myten – det gør ikke noget, man er født i en andegård, når man har ligget i et svaneæg / det er muligt selv for den, der født under de fattigste kår, at stige til tops, når man har evner – og er flittig. – Moderen kan trøste sig med myten og opmuntre sønnen med den.

Og Carl Nielsen, der i Min fynske Barndom fra 1927 citerer moderen for, hvad hun sagde i 1883, kan fint antyde en slags identifikation: ligesom H.C. Andersen havde kæmpet sig ud af usle sociale forhold, havde landarbejder-sønnen Carl Nielsen opnået dét, han havde ligget i græsset og drømt om, mens han passede Kresten Henriksens 7 køer hjemme i Nørre Lyndelse. Han kunne nu i 1927 se tilbage på en stor produktion af høj kvalitet, koncertrejser som dirigent til byer som Berlin og London og – omend måske ikke altid stor succes – så dog betydelig berømmelse.

Inden for perioden 1889-1914 var Carl Nielsen først 2. violinist og senere kapelmester i Det kongelige Kapel, og som sådan stiftede han flere gange bekendtskab med H.C. Andersen-relaterede musik-værker,[5] og da han i 1915 fik tilbud om at indstudere og opføre opera på friluftsteatret i Ulvedalene i Dyrehaven, Klampenborg, valgte han et stykke med musik af J.P.E. Hartmann og libretto af H.C. Andersen, nemlig »Liden Kirsten« (iøvrigt suppleret af Gades »Elverskud«).

I Friluftsteatrets officielle Program til forestillingen er der en lille artikel, »Opera i Dyrehaven«, mærket C.N. Her berømmes »Liden Kirsten« og »Elverskud« som »de mest udprægede danske Musikværker vi ejer… Det er Aanden, Følelsen, Udtryksmaaden der er saa dansk. Ogsaa det danske Maadehold. – Det er VOR Længsel udad mod det eventyrlig-romantiske i »Elverskud« og VOR Længsel hjemad mod Arnen og de kære i »Liden Kirsten«. .. (specielt om »Liden Kirsten«:) Det hele er jævnt og sundt og skrider roligt frem uden at slides, hverken af Tid eller Smag. »Liden Kirsten« vil holde sig meget længe, fordi Operaen indeholder Skønheder uden Pral og Værdier, der er langt større end de synes«.

– C.N. er måske lovlig positiv her i programmet – forestillingen skulle jo sælges (og den blev faktisk en stor succes) – og han har måske også særligt tænkt på Hartmanns musik, men ordene rammer også meget godt Andersens iøvrigt ret så spinkle libretto. Carl Nielsens valg af stykke til friluftsspil blandt bøgetræer kunne næsten heller ikke være mere passende: som der synges i et af operaens berømteste afsnit, Sverkels Romance: »Ej længer Himlen staaer i evigt blaat / Den vexler smukt med Skyer, Vinden lufter, / Skovmærken sødt i Bøgelunden dufter, / Her er mit Hjem saa hyggeligt og godt«. –

I perioden samtidig med og efter opsætningen i Dyrehaven kom Carl Nielsen måske endnu nærmere på H.C. Andersen-tekster, idet han i 1914-17 satte melodi til 4 digte af H.C. Andersen:

I 1916 kom i en selvstændig udgave »Studie efter Naturen« (»Solen skinner i Naboens Gaard«), og i 1917 kom Carl Nielsens og Thomas Laubs »En Snes danske Viser 2. Samling« med kompositioner fra 1914-17. Heriblandt var følgende af Carl Nielsen til H.C. Andersen-digte: »Min lille Fugl, hvor flyver du«, »Hun mig har glemt!« og »Højt ligger paa Marken den hvide Snee«. – Jeg vil hér også kort nævne den 5. og sidste Andersen-tekst, Carl Nielsen satte i musik, nemlig den lille vignet »Traaden brister, Rokken staaer, Spindevisen tier / Ungdomssangen bliver snart gamle Melodier« i en Kanon-samling fra 1930.[6]

Flere steder tales der om, at det er Laub, der har fundet teksterne frem til »En Snes danske Viser« – i al fald til 1. samling. F.eks. skriver Carl Nielsen i et brev:[7]

Laub kom til mig i Novb. (1914) og foreslog at han og jeg skulde komponere nogle Viser til gode Digteres Sange og Vers…Jeg fandt denne Idé saa tiltalende, at jeg øjeblikkelig sagde ja til at gøre et forsøg. Laub fandt de Digte hos Klassikerne…hvortil der ikke var kendte – eller kun lidet kendte og mindre gode Melodier…«.

Nielsen kommenterede komponistens forhold til teksterne i samlingen:

…vi (C.N og Laub) skulde sammen forsøge at genoplive Sansen for den jævne folkelige Sang ved at udgive en Samling Viser til de bedste danske Digteres Sange og Vers, saaledes at Digtene blev Hovedsagen og vi selv kun musikalske Tjenere, der med de færreste Midler gav Digternes Vers en Musikklædning paa, som var i den Aand, der gennemtrængte Digtene. …jeg…har indlevet…intenst med Digtene, saa jeg tilsidst syntes, jeg var i den Verden; …en Indlevelse i Tid og Aand uden al Stilisering har været vort Maal«.[8]

Dette kunne måske udlægges som, at Carl Nielsen ikke tidligere havde haft noget at gøre med teksterne, og at han blot forholdt sig til dem som den professionelle komponist, der skal indleve sig i et digts fremmede verden for at sætte det i musik. Men når det drejer sig specielt om Andersen-teksterne – og her vil jeg tillade mig at tage alle de 5 nævnte under ét – kan der argumenteres for, at Nielsen var mere engageret end som så, at teksterne var ikke »bare noget«, Laub havde fundet til en passiv Carl Nielsen, der så skrev melodier til.

For det er sandsynligt, at Carl Nielsen havde kendt Andersen-digtene længe inden, Laub fandt dem frem, dels fra hjemmet, hvor der som nævnt åbenbart blev læst digte af H.C. Andersen, og dels fra en samling af »Udvalgte Digte« af H.C. Andersen, udgivet af Vilh. Andersen, 1901. Carl Nielsen havde efter alt at dømme (se nedenfor) denne bog i sin reol, og i den er alle de nævnte digte trykt bortset fra »Højt ligger paa Marken den hvide Snee«.

Og ikke blot kendte Carl Nielsen sandsynligvis disse digte på forhånd, men der er også grund til at tro, at han havde et personligt forhold til dem; at han ikke blot optræder som den professionelle komponist, der lever sig ind i digtenes ånd og verden og så giver dem en passende melodi.

– Det er jo et problem, man kan diskutere ved alle de sange og salmer, Carl Nielsen har skrevet melodi til: er han blot den professionelle komponist – undertiden med en utrolig indlevelsesevne og eventuelt med et musik-pædagogisk sigte, eller er han også personligt »ramt« af teksterne.[9]

Lad os se på et par af digtene; først »Studie efter Naturen«:

Solen skinner i Naboens Gaard, Husene ere saa lave,
Gaarden har Plads til en Mødding kun og en tre-alens Have.
Haven er i sin egen Maneer, den har slet ingen Gange;
Men den eier een Stikkelsbær Busk, der er saa god som saa mange.
Mutter i Dag har næstendeels skjult baade Mødding og Have,
Thi sine Sengklæder paa et Stillads har hun i Solen, den brave!
Ungerne sole sig ogsaa lidt, ligge paa Dyne og Pude,
Hver har i Haanden et Smørrebrød, som de fortære derude;
Smørret smelter i Solens Brand, – Søvnen over dem daler,
Gaardhanen stikker sit Hoved frem, bryster sig stolt og galer.

Da Nielsen skrev melodien til dette digt, kan han ikke have haft større besvær med sin indlevelse, for her skitseres jo den samme verden, som han kendte fra Nørre Lyndelse og har beskrevet i »Min fynske Barndom«. Ikke sådan at man i bogen kan genfinde situationen fra digtet med alle dens detaljer samlet, men man kan finde atmosfæren og mange af enkelthederne – som f.eks. s. 32, hvor der fortælles om en sommer-middagsstund ved teglværket og om, hvordan Carl og de andre drenge, der arbejdede dér, alle falder hen i døs »uden tanke, uden vilje, men fortryllede af naturens underlige bryg af lyd og duft af sol og varme«. – Her er nogle oplevelser, Carl Nielsen og H.C. Andersen har været fælles om.[10]

Det er også rimeligt at antage, at digtet »Min lille Fugl« må have berørt Carl Nielsen helt personligt: 1914-22 var en uhyre vanskelig og kritisk periode i Carl og Anne Marie Carl Nielsens ægteskab – i lange perioder levede de adskilt, og uoverensstemmelserne berørte dem begge voldsomt – både i de publicerede breve fra Carl Nielsen til hans kone og i de utrykte breve, der er i Carl Nielsen Museets besiddelse, fra Carl Nielsen til datteren Anne Marie Telmànyi, er lignende følelser udtrykt som i digtet her:[11]

Min lille Fugl, hvor flyver Du
Imellem grønne Grene?
Ak mon jeg rinder Dig i Hu?
Mit Hjerte briste vil itu – !
– O Gud, hvor jeg dog er ene!

Du sagde, at Du var mig god!
Ja, godt mig Alle mene,
Men hvis Du ret min Sorg forstod,
Du kom, Du sang mig Sjæle-Mod,
Da sad jeg ikke alene!

Min lille Fugl, Du kommer ei
Fra Dine grønne Grene:
Jeg stille vandre maa min Vei – ;
Ak ingen elsker Dig som jeg!
– O Gud, hvor jeg dog er ene!

Heller ikke hér skulle Carl Nielsen indleve sig i en fremmed verden for at skrive en dækkende melodi – han var selv i digtets verden. Således[12] er det sandsynligt, at Carl Nielsen ikke udelukkende har haft et professionelt komponist-forhold til disse H.C. Andersen digte, men var personligt engageret i dem.

Carl Nielsens brug af disse tekster fører frem til spørgsmålet, hvor meget kendte han til Andersens produktion i øvrigt?

I biografier, publicerede dagbøger og breve omtales H.C. Andersen praktisk talt kun i de sammenhænge, jeg har gjort rede for ovenfor (herunder teateropførelsen i 1930). – Hyppigt derimod nævnes Goethe og de græske klassikere, især Platons »Staten«, som læsestof.[13]

Ud fra trykte interviews synes Carl Nielsen dog – som det vil fremgå senere – at have haft et ret godt indblik i eventyrene.

Kaster man så et blik på Carl Nielsens og Anne Maries bogsamling – eller rettere på dén del af den, som Carl Nielsen Museet har nogen form for viden om (og det vil sandsynligvis sige et sted mellem 1/3 og 2/3) – nuanceres billedet noget: Vi finder stadigvæk Goethe og græske klassikere, men H.C. Andersen er dog nu repræsenteret: Ud over den nævnte »Udvalgte Digte« fra 1901 er der en udgave fra samme år af »Kun en Spillemand«, »Mit Livs Eventyr« (udg. 1908), »I Spanien« (udg. 1878), H.C. Andersens Optegnelsesbog (udg. 1926), Poul Uttenreiters udgave af H.C. Andersens tegninger – og der må vel også have været en eventyrudgave.

Svaret er nu, at ganske vist havde Carl Nielsen måske ikke ligefrem gjort H.C. Andersen-studier eller brugt hans værker til hyppig godnatlæsning, men ikke desto mindre kan han have haft et meget nuanceret kendskab til Andersens produktion: skuespil, digte, roman, selvbiografi, rejseskildring, tegninger – og eventyr.

Det kunne være interessant videre at undersøge, om Carl Nielsen på nogen måde har brugt ideer, der findes i Andersens værker. Her skal dog kun gives et enkelt eksempel; engang[14] udlagde Carl Nielsen 2. sats af den 6. symfoni således for vennen Ludvig Dolleris:

Det er et lille natligt Eventyr, fortalt med rene Musikvirkemidler. Instrumenterne ligger i deres sødeste Søvn og sover paa deres grønneste Øre – nu og da givende smaa natlige Lyde fra sig. Saa vaagner de efterhaanden op til vildt Skændsmaal. De synes dog atter at falde til Ro, da tager Klarinetten, understøttet af Fagotter, fat paa en lille glad Melodi. Men det bli’r Basunen for meget: den bryder ud i »en foragtelig Gaben«, et stort glissando, der skal sige saa meget som: »Aarh, saa hold dog op med Barnemad«. Alle geraader udi stor Ophidselse. Men Søvnigheden gør sig trods alt gældende. Og snart sover de atter fredeligt Side om Side.

Den idé, Carl Nielsen her udfolder, er jo unægtelig tæt på de natlige eventyr, H.C. Andersen fortæller f.eks. i »Den lille Idas Blomster« og »Ole Lukøje«.

– Når man tager alle disse ting i betragtning: samtidigheden/kontinuiteten, fødested, sociale forhold under opvækst, brug af H.C. Andersen-myten, engageret anvendelse af Andersen-digte, læsning af et repræsentativt udvalg af værker osv. osv., må man kunne sige, at Carl Nielsen har haft en endog særdeles god baggrund for at skrive festspil for den store digter.

Jeg vil som konklusion på dette afsnit lade komponisten selv komme til orde. Svend Thorsen havde d. 1.4.1930 (dagen forud for 125-årsdagen) et interview med Carl Nielsen i radioen. Dette findes aftrykt i Fyns Tidende d. 3.4., og det fremgår, at Carl Nielsen har gjort sig sine tanker om eventyrene,

især om den sproglige side af sagen, idet han mener, at Andersen kun kan forståes rigtigt på fynsk – han føler de har et sprogligt fællesskab.

– I den forbindelse vil det være rimeligt – forud for citatet – at indskyde nogle »illustrationer« af, hvor særdeles bevidst Carl Nielsen var sig som fynbo, i al fald i sine sidste 10 år: I 1921 komponerede han til Aage Berntsens tekst »Fynsk Forår«. I 1925 kom essayet »Den fynske Sang«, hvor det fynske sprog lovsynges med en intensitet, der søger sin lige i Frater Taciturnus’ / Kierkegaards sproglige lovtale i »Stadier paa Livets Vei«.[15] – I sin Dagbog skrev Carl Nielsen d. 29.1.1926: »Min Hjemstavn drager mig mere og mere som et langt sugende Kys. Er det Meningen jeg tilslut skal vende tilbage og hvile i den fynske Jord? Da maatte det være paa selvsamme Sted, jeg blev født: Sortelung, Frydenlunds Mark«. – I 1929 skrev Carl Nielsen melodi til »Min Fødeø«, der skulle anvendes i S.P. Raben-Korchs bog »Fynske Sange og andre Digte«, udgivet 1929 på opfordring af Carl Nielsen.[16] – Og meget af det, Carl Nielsen i det følgende siger om sin fynske landsmand, H.C. Andersen, kunne han lige så godt have sagt om sig selv:

– …Var H.C. Andersen musikalsk i almindelig Forstand?

– Det ved jeg strengt taget intet om.. .skønt det maa han vel have været. Jeg mener: som Dreng, altsaa før hans Stemme gik i Overgang, skal han jo have sunget ganske smukt.

– Men musikalsk i udvidet Betydning da?

– …H.C. Andersen har i hvert fald paa enestaaende Maade vidst at omsætte det fynske Sprogelement i sine Eventyr. Jeg er jo selv Fynbo, fra Barnsben fortrolig med det fynske Sprogs Ejendommelighed, og jeg har Gang paa Gang ved Læsning af Eventyrene undret mig over det typisk fynske Tonefald! Ja, jeg har undret mig over, at først København og derefter hele Verden blev inderlig fortrolig med denne Sprogtone. Sætningerne er jo bygget op uden traditionelle, grammatiske Hensyn og kan derfor forekomme ligesom trekantede. Læseren spørger undertiden, hvorfor Andersen stiller Ordene netop saadan. Men prøver man at læse Andersen paa fynsk.. .ja, saa kommer det Hele i Orden med det samme…

Naar jeg i Eventyret »Boghveden« hører det gamle Piletræ sige til Hveden, da Uvejret kom: »Luk dine Blomster og bøj dine Blade, se ikke op imod Lynet, naar Skyen brister, selv Menneskene tør det ikke, thi i Lynet kan man se ind i Guds Himmel, men det Syn kan selv gøre Menneskene blinde…« ja, naar jeg læser dette, saa maa jeg mindes Klangen i min fynske Moders Stemme, naar hun advarede os Børn imod det at se ind i Lynet.

H.C. Andersen er saa fynsk, at jeg ikke kan sige det, men det er, naar alt kommer til alt, nok muligt, at netop hans naturlige, mundrette og lette Sprog var det Klædebon, hans Eventyr havde Brug for, og at altsaa netop Andersens fynske Herkomst har været med til at bære dem ud over Verden. Jeg mener med andre Ord, at Digteren som fortæller var, om jeg saa maa sige musikalsk paa fynsk…hans Eventyr fænger ikke blot ved deres Indhold, men ogsaa ved den Sprogtone, han havde tilegnet sig fra Barnsben. I et Eventyr som »Historien om en Moder« spiller det lokale Element derimod ikke nogen rolle… der er Andersen musikalsk, rent musikalsk, i en hel anden Forstand…

Festspillet »Amor og Digteren«

Forløbet i Odense forud for Nielsen-Michaëlis-festspillet ser med »Protokol for H.C. Andersen Samfundet« og »Odense Byråds Forhandlinger« som kilder således ud:

D. 3.10.1928 blev på initiativ af H.C. Andersen Samfundet, hvis formand var rektor H. St. Holbeck, holdt et møde i Odense Katedralskoles festsal. Hertil var inviteret Samfundets bestyrelse, repræsentanter for byrådet foruden en lang række foreninger m.m., og det, der skulle debatteres, var, om der under en eller anden form skulle holdes en H.C. Andersen fest i Odense, juli 1930. Festen blev enstemmigt vedtaget, og i den følgende tid blev forskellige udvalg nedsat til at udarbejde planer og overslag for festlighederne. Der var bl.a. et programudvalg med rektor Holbeck som formand. – Odense Kommune gav tilsagn om et tilskud på indtil 20.000 kr. til de planlagte festligheder. – I festkomiteen lod byrådet sig repræsentere af bl.a. konsul P.A. Kruuse.

Og Kruuse kunne på et møde d. 13.5.1929 på borgmesterkontoret, hvor bl.a. Holbeck deltog, give referat: han har på udvalgets vegne forhandlet med Sophus Michaëlis om, »hvilket Honorar denne og Komponisten Carl Nielsen skulle have for et Fantasispil til Anvendelse ved Festforestillingerne. Han mente det kunne faaes for ialt 5000 Kr…. Det overdroges til Konsul Kruuse og Rektor Holbeck at forhandle paa dette Grundlag«.

Det virker som om, der først kort tid forinden har været indledt forhandlinger med Sophus Michaëlis og Carl Nielsen. – Som vi skal se lidt senere begyndte forhandlingerne langt tidligere.

Fig. 3. Sophus Michaëlis. Pressefoto, optaget d. 11.7.1930 ved H.C. Andersen-mindefesten i Fyens Forsamlingshus.

Det fremgår ikke af referaterne, hvorfor valget var faldet på netop disse to kunstnere; men det er vel sket, fordi de var de største notabiliteter med tilknytning til Odense, man kunne finde, og som kunne bruges til den påtænkte opgave.

Specielt om Sophus Michaëlis gælder, at han var født i Odense 1865. Han havde en større produktion af digte, romaner og anden prosa bag sig. Blandt alt dette var også et digt til H.C. Andersen, en artikel om ham[17] og fra 1928 skriftet »Odense, Min Barndoms By«. Desuden skuespil, f.eks. »Revolutions-Bryllup«, der var blevet en verdenssucces, og en enkelt opera-libretto.

– I øvrigt havde Carl Nielsen og Sophus Michaëlis ved flere tidligere lejligheder arbejdet sammen.[18]

Valget var således ganske velbegrundet.

Til det næste møde på borgmesterkontoret, nemlig d. 18.5.1929 var direktør for Odense Teater, Thorvald Larsen inviteret med, og de budgetter, han havde udarbejdet for de planlagte 3 opførelser af stykket, har uden tvivl givet komiteen sved på panden, for Thorvald Larsen regnede med et underskud på ialt 10-12000 kr., og under tidligere forhandlinger var der kun regnet med et samlet underskud på 5000 kr. Der var dog flertal for at fastholde planen om festspillet, »hvorom der allerede var skrevet til Sophus Michaëlis«. Imidlertid blev det overdraget til H.C. Andersen Samfundet at få tegnet mindst 5000 kr. som garantikapital.

Fig. 4. Den aldrende Carl Nielsen, Foto 1929. Carl Nielsen Museet.

Yderligere blev det den 4.6.1929 besluttet at give Michaëlis et forskud, og d. 25.9.1929 fastlagdes festforestillingen: den skulle bestå af »Michaëlis’ Festspil«, H.C. Andersens lystspil »Den nye Barselstue« og Paul V. Klenaus ballet »Den lille Idas Blomster«. – Og sådan blev det.

Set ud fra Carl Nielsen-kilderne var forløbet følgende: D. 2.11.1928 havde han været i Odense for at dirigere, og godt en måned senere blev han interviewet i Politiken:[19]

– Skal De skrive noget nyt nu?

– Ja, nu kommer H.C. Andersen Festerne. Da jeg var i Odense, bad de mig skrive en Kantate, men Kantater er jo ikke morsomme. Saa var det, jeg foreslog dem i Stedet for at lave et lille Festspil, og nu er Michaëlis og jeg blevet enige om, at det skal være Eventyret om »Den uartige Dreng«. – Jeg tror, det kan blive yndigt – et lille Billede af Livet set gennem den forkerte Ende af Kikkerten, altsammen ganske smaat… og saa stort alligevel.

Carl Nielsen lægger Pegefingeren paa Hagen, og de blaa Øjne lyser polisk:

Tror De, man kan finde en ung, yndig Skuespillerinde, som kan blive Kærlighedsguden – én som kan ramme lige i Hjertet, naar Pilen svæver af Buen? Naa, den Tid den Sorg; foreløbig har jeg nok at bestille…

»De« var hér primært rektor Holbeck,[20] og bestillingen kan måske nok på baggrund af ovenstående være lidt vel tidlig.

Der er ikke noget at sige til, at Carl Nielsen ikke rigtig kunne lade sig inspirere af kantateformen, men foretrak et stykke med handling og spillede roller. Indtil 1928 havde han allerede produceret 6 kantater, de fleste bestilte lejlighedsværker – og der var flere på vej.[21] Det måtte være nok til, at Carl Nielsen var blevet lidt træt af dem, også selv om de kunne være ganske velhonorerede. En af Carl Nielsens kendteste sange, »Danmark i tusind år«, stammer iøvrigt fra en af disse kantater: »Kantate ved Grosserersocietetets 100-Aars-Fest 23.IV1917«.

Af interviewet fremgår det altså, at det var Carl Nielsen, der fik ideen til stykkets sujet »Den uartige Dreng« – som han senere sagde:[22]

Naa, og saa bladede jeg i Tankerne straks Eventyrene igennem og standsede snart ved Eventyret om »Den uartige Dreng«. Denne Fortælling om Digterhjertet, der vel var gammelt, men ak, stadig saa tilgængeligt for Amor, har bl.a. den Fordel, at den rummer en meget dramatisk Situation …De ved det Øjeblik, da den uartige Dreng, som Digteren har lukket ind, skyder sin Pil i Hjertet.

Således var emnet klart fra starten, og åbenbart også Carl Nielsens idé om, at Amor skulle spilles af en kvinde.

Men så den 16.5.1929 spørger Anne Marie Carl Nielsen sin mand i et brev:[23] »Hvordan går det med Musiken og Kantaten« – det er vel festspillet, der menes.

Og Carl Nielsen svarer d. 27.5.1929:[24] »Da jeg nu har saadan Arbejdslyst til mit eget, har jeg alligevel svaret nej til Odense… Det er jo mange Penge at tjene, men jeg vil alligevel i min Alder have lov til at gøre de Ting, der optager mig, jeg ved Du vil sige det samme. Man bad mig om et hurtigt Svar, derfor kunne jeg ikke først høre Din Mening«. – Man hører ikke mere til Carl Nielsens afslag, blot kan konstateres, at det er ca. en uge senere, festkomiteen i Odense beslutter at yde Michaëlis et forskud. –

I de kilder, jeg har haft til rådighed, hører man ikke mere om sagen, før det ovennævnte radiointerview 1.4.1930. På dette tidspunkt forelå Michaëlis’ dramatisering. Tidligere har der været tale om en H.C. Andersen opera, og Carl Nielsen spørges i interviewet, om den er opgivet. Svaret lyder:

– Ja! Og De kan jo selv forstaa hvorfor. Kan man tænke sig H.C. Andersen synge? Kan De forestille Dem Andersen udtrykke sig i en stor Arie …nej, vel?…

– Men skal Eventyrdigteren da ikke synge i Deres og Michaëlis’ Festspil?

– Ja, det ved jeg ikke endnu. Det staar mig ikke helt klart. Det er muligt, jeg vil lade ham nynne nogle enkelte, ganske monotone Toner …saadan at den gamle Digter ligesom hensynker til sin egen stilfærdige og ensformige Nynnen… men det har jeg altsaa ikke paa det rene endnu. Om ekspansiv Sang kan der i hvert Fald ikke være tale i Forbindelse med H.C. Andersen. Denne Digterskikkclse kan ikke fremføres af en Heltetenor!

På dette tidspunkt, godt 3 måneder før premieren, hvor Carl Nielsen endnu ikke har skrevet en eneste node, spørges han så videre om, hvordan man nærmer sig en opgave som at skrive H.C. Andersen musik – er det nødvendigt først grundigt at læse ham og studere ham som menneske og digter? – Og Carl Nielsen, der ikke var en mand af tunge pligter, svarer:

– Vel… man maa naturligvis kende det Emne, man skal skrive Musik til, men Studier er ellers ikke Vejen frem! Nej, hvad det gælder om, det er at faa fat i et Udgangspunkt. Jeg maa have en Intuition. Jeg maa have en Tilskyndelse i Sindet …den ligger et eller andet Sted …jeg ved ikke rigtig hvor …men jeg fornemmer den! I hvert Fald for mit vedkommende bliver Udgangspunktet for en Komposition ofte en enkelt Akkord… bare et Par Toner anslaaet paa Klaveret. Forstaar De: Naar jeg i dette Øjeblik tænker på Digteren H.C. Andersen, saa ser jegfor mig noget, som ikke saa ganske lidt ligner et futuristisk Maleri. Jeg ser maaske blandt meget andet et gammelt Grantræ, en Snurretop, ja og Halsen af en Svane… et kalejdoskopisk Billede, sammensat af Stumper og Stykker af hans Eventyr. Hvis der nu bare vil gnistre et Par Toner op af denne brogede Masse, saa er det værste allerede overstaaet. For har jeg først Udgangspunktet: Motivet, ja, saa er det ligesom, jeg selv træder tilbage: saa kan jeg maaske sige med Holger Drachmann: Jeg er kun et Instrument, Mesteren paa mig spiller. Det, der foregaar efter, at Motivet har klinget i Sindet, er simpelthen en logisk Udformning af dette Motiv. Det er netop denne Proces, som har fundet Udtryk i den Paastand, at har man i Ruinerne bare fundet Taaen af en klassisk Statue, saa kan Billedhuggeren paa Grundlag heraf forme det hele Billedværk…

Sådan beskrev Carl Nielsen sin arbejdsmetode, og nu har han åbenbart ment, der skulle ske noget: iflg. Dagbogen tog han d. 3.4.1930 med sin ven og elev Ove Scavenius til dennes herregård, Klintholm på Møn, og dagen efter gjorde han denne indføring: »Arbejder paa Ouverturen til »Amor og Digteren«.

8.4. skriver han brev til fru Vera Michaelsen:[25] »I Løbet af imorgen har jeg en Ouverture færdig for Ork. og skøndt den ikke er saa lang som f.Eks. Maskarade-Ouverturen er jeg dog ganske tilfreds som det glider. Husk dog paa, jeg er snart en gammel Bisse, ganske vist en rigtig god Bisse, men…«

9.4. konstateres så i Dagbogen: »Blev færdig med Ouverturen til »Amor og Digteren««.

Men så gik der også en god måned, før værket omtaltes næste gang – og nu er der fart på: 17.5: »Arbejdede flittigt paa Musiken til: Amor og Digteren…« 22.5.: »Skrev Arien: In un boscetto trovai pastorella«.[26] 30.5.: »Komponerede Sangen: »Vi elsker dig vort høje Nord« af »Amor og Digteren««.

Og så endelig d. 7.6.: »Blev færdig med Musiken til »Amor og Digteren« Kl. 2 Nat« – Da Carl Nielsen havde fået udsovet, tilføjede han under næste dag: »Di gustibus non disputandum est«.

Fig. 5. Udklip fra Berlingske Tidende d. 6.7.1930.

D. 12.6.: »…jeg kørte i Bilen til Damgaard (et af Carl Nielsens fristeder, beliggende ved Lillebælt ved Fredericia). Afleverede Musiken til »Amor og Digteren i Odense«. – Den, Carl Nielsen afleverede Musikken til, var en af hans elever, Kai Senstius (1869-1966), her i 1930 organist ved Domkirken i Odense og iøvrigt aktiv som orkester- og kordirigent. Det var Senstius, der skulle indstudere musikken med orkestret, der til lejligheden var sammensat af medlemmer af Det kongelige Kapel og af fynske musikere.[27] – Koret kom fra Fyn.[28]




Fig. 6, 7, 8 og 9. Situationer fra »Amor og Digteren«. Thorkild Roose som H.C. Andersen, Susanne Plougmann (f. Behrens) som Amor, Mary Alice Therp som Jenny Lind, Pressefotos. H.C. Andersens Hus.

Om stykkets indhold kunne Carl Nielsen aflægge rapport i Berlingske Tidende:[29]

– …et Festspil med Musik: Orkester, Solosang og Kor …Sophus Michaëlis uddybede Ideen og har fuldført den i digterisk Form paa rimede Vers.

– Og Indholdet er?

– Naar Tæppet gaar op, ser vi H.C. Andersen paa et Hotelværelse i Berlin paa »Unter den Linden«. Det er i 1845, da han var paa sin Berømmelses Tinde. Men han er alene, og han fryser. Først da Tjeneren har lagt mere brænde paa Bilæggerovnen, hvor Digteren steger Æbler, medens han nyder et ensomt Glas Vin, føler han sig bedre tilpas og lægger sig paa Sofaen for at hvile og drømme. Først laaser han dog Døren og ser forsigtigt under alle Møbler, om ingen har gemt sig dér.

Det banker, han lukker op, og dér staar saa den nøgne Amor, hvis gule Lokker driver af den sivende Regn. Drengen faar Vin, bliver kaad, danser og er uartig, og naar jeg særlig vil understrege hans Uartighed, lader jeg ham synge. – Partiet udføres af den unge Danserinde Fru Plougmann (Carl Behrens’ Datter). Til sidst skyder han naturligvis Digteren i Hjertet og bliver jaget bort. »En Fremmed« træder nu ind, en tysk Kunstner, som beretter, at Jenny Lind, der lige har sunget paa Operaen i Berlin, er paa Vej hen til Digteren, som lidt efter modtager »Divaen«, der spilles af Fru Therp.[30] I Skæret fra det tændte juletræ, som hun har bragt ham, sidder de og taler sammen. Og alt som Digteren erindrer sin Barndom, ser man de skiftende Billeder: Odense-Aa, Vaskepladsen fra »Hun duede ikke«, Klokkedybet, Skræppeskoven, Hyldebusken. Alt dette ledsages af Musik, og ind imellem synger Jenny Lind, først en italiensk Aria af Guido Cavalcanti, der er henrivende paa det italienske Sprog, hvori den foredrages, dernæst ved Spinettet en Sang om »Nordlyset«.

Endelig fortæller Digteren, at det er blevet ham spaaet, at han skulde se sin Fødeby for hans Skyld af »Festblus overdrysset«. Og se, det sker: Det sidste Billede viser os Odense, der illumineret hylder H.C. Andersen som Æresborger, og Jenny Lind er ogsaa dér med til at fejre ham. Umærkeligt glider Billedet nu over til Nutiden: Juni 1930 med Festlighederne i Odense By.

– Hvor længe varer selve Festspillet?

– En lille Time; der er jo megen Musik. Naturligvis ytrer H.C. Andersen sig i Tale, men en enkelt Gang synger han og Jenny Lind sammen; han nynner dog blot på en enkelt Tone.

Roose er Digteren.[31]

Indholdet var således en kombination af eventyret »Den uartige Dreng«, en episode i »Mit Livs Eventyr«, referencer til andre H.C. Andersen eventyr og til hans odenseanske barndom, desuden mere frie indslag.

De skiftende billeder blev iøvrigt vist ved hjælp af et vandretæppe, malet af Odense Teaters maler, Carl Lund.

Carl Nielsen i Dagbogen: 26.6.: »Prøve med Rollehaverne i »Amor og Digteren« Kl. 1½. »- D. 4.7. tog han til Damgaard for at hvile sig et par dage inden prøverne i Odense.[32] – 9.7.: »Kørte til Odense/Orkesterprøve i Odense med Roose, Fru Therp og Fru Plougmann. Kl. 4«. 10.7.: »Kl. 10 Prøve paa Festspillet paa Theatret (fuldstændig). Kl. 7 første Generalprøve«. 11.7.: »II Generalprøve paa Festspillet«. – Halvdelen af tilskuerne til denne eftermiddags-generalprøve var børn, indbudt fra kommuneskolerne. Både »Børn og Voksne var stadig lige ivrige for at applaudere, uagtet det ikke blev en helt kort Generalprøve«.[33]

Og så, Dagbogen 12.7.: »Premiere paa »Amor og Digteren«. Fik Hyldest og en Laurbærkrans og desuden smukke Blomst(er)«. – 13.7.: »Udsolgt paa Theatret/Saa Andersens Mindehal og Musæet…« – 14.7.: »…Dirigerede i Theatret (udsolgt)«. – 15.7.: »Udsolgt paa Theatret«. – 16.7.: »Sidste Gang paa Theatret/Stor Begejstring og udsolgt«. – 17.7.: »Efter de festlige Dage i Odense kørte …jeg …til Kjøbenhavn«.

Spillet var en meget stor succes. Som nævnt skulle det have været opført 3 gange ud over generalprøven, men efterspørgslen efter billetter var så stor, at festkomiteen besluttede yderligere 2 opførelser, altså ialt 5 + generalprøve.

I avisanmeldelserne roses musikken stort set: f.eks. Poul Welblund i Fyns Venstreblad 13.7.1930: »Carl Nielsen gav det (festspillet) ved sin Musik som Ramme al Æventyrets usigelige, ubegribelige Poesi«. Eller Hugo Seligmann i Politiken samme dag: »Hvordan nu selve Eventyrdigteren i sin Himmel kan sidde og reagere… – sikkert er det, Carl Nielsens Toner skal nok gøre ham fornøjet. Han vil trykke sin fynske Landsmand til Digterbrystet og sit Kalvekrøs og erklære: »Musikken lød velsignet!««

Teksten til stykket var man ikke helt så tilfreds med: Michaëlis blev ikke som Carl Nielsen laurbærkranset d. 12., men blot kaldt frem, og flere anmelderes kritik var hård, f.eks. Poul Welblund: »Æventyret har mistet sin Poesis skælvende Sjæl, dissekeret paa det snørklede Skrivebord.. .Sophus Michaëlis har bragt Andersen paa Scenen som en Panoptikonfigur …traditionel Forestilling om ham …stillestående Handling…« Eller William Behrend i Berlingske Tidende: »Dette er jo ikke den hele Andersen, ikke den »rigtige« Eventyrdigter, Humor, Sarkasme, Fantastik bliver der ikke plads til i skildringen af den følsomme Poets erotiske Situation«.


Fig. 10 og 11. Programmet for festspillene på Odense Teater, Juli 1930. H.C. Andersens Hus.

Blot et enkelt teksteksempel: Digteren siger til drengen, efter han har modtaget den regnvåde knægt i sit varme kammer med stegte æbler og nu er ramt af hans pile:

Du onde Amor
du stygge Knægt
Du fik mit Æble
da det var stegt.

Drengen:

Det sang saa lifligt
I Sus og Dus.
Nu fik du Ild
i dit Kernehus.

I øvrigt roses fra opførelserne især fru Therp som Jenny Lind, og »den lille Susanne Behrens var kvik og rap, næsten lidt for moderne rap som den uartige Dreng«.[34] Carl Lunds dekorationer gjorde også stort indtryk.

Et enkelt afsnit af musikken, nemlig ouverturen, bør fremhæves – som Hugo Seligmann skrev: »I Ouverturen til Amor og Digteren har Carl Nielsen skabt en yngre yndig Søster til sin Mascarade-Ouverture«. – I Fyns Tidende d. 13.7.1930 blev musikken ikke blot anmeldt, men gennemgået, og forfatteren til artiklen hér, »Carl Nielsens Musik til »Amor og Digteren««, var én, der som Carl Nielsen var både violinist og dirigent, og én af de personer, der i næsten enhver henseende stod Carl Nielsen nærmest, nemlig hans svigersøn Emil Telmànyi. Han skrev om ouverturen:

Ouverturen, som for Resten kan anses næsten som en uventet Tilgift, idet den er mere, end den almindelige Optakt til et Festspil plejer at være, synes at give en musikalsk Impression af Digterens… mangfoldige Karaktertræk. Den begynder saaledes med et enkelt lille Trommeslag, som udløser en fordringsfuld Melodi af næsten beskuende passiv Karakter, som dog snart bliver mere kompliceret og noget sær, indtil den efter en dramatisk Kulmination giver Plads for en patetisk baaren Melodi, længselsfuld, ofte ligefrem hektisk i sin Higen – dog ledsaget af en stiv, næsten pedantisk virkende, stikkende Figur: en mærkelig, men anskuelig Modsætning. Denne Periode afsluttes med et Skrig i Klarinetten, som dog efterhaanden beroliges og fører os over i et yndigt Stykke Musik med imiterede Motiver. De er brogede, fantasifulde i Harmonik, legende i Rytmen, et lille Eventyrrige, hvor ogsaa den længselsfulde Melodi, som vi husker fra før, toner frem igen, dog i det lyserøde Skær af Eventyrrytmen. Der er noget fint og yndigt over Afslutningen, som betager os ved sin Naturstemning. Vi synes næsten at fornemme Bækkens Rislen, Vanddraabernes Fald og indaander Fyrreskovens Duft; vi er sat ind i Digterens Eventyrverden, vi lytter spændt til, hvad han fortæller, og lægger næppe mærke til, at Eventyret er endt; det hele fortsætter og klinger videre i vort Sind«.

I sin diskussion af programmusik i »Levende Musik« (s. 25-42) kommer Carl Nielsen til den konklusion, at »musik intet som helst kan udtrykke, der kan siges med ord, eller vises i farver og billeder«. – Ligeså har han tidligere udtalt om ouverturen til »Amor og Digteren«, at den »skal virke uhaandgribelig eventyragtig«.[35] Derfor må man være tilbageholdende med håndfaste fortolkninger; men netop fordi Emil Telmànyi stod Carl Nielsen så nær, kendte hans måde at tænke på, kan man tillægge hans gennemgang af musikken stor vægt.

Det er i al fald interessant, at Carl Nielsens »musikalske Impression« af Andersens karaktertræk er så utroligt nuanceret, at han faktisk i en fri komposition har fået skabt »et lille Eventyrrige« og kunnet sætte publikum ind i »Digterens Eventyrverden«.

Carl Nielsens forudsætninger for at kunne gøre dette er naturligvis hans kompositoriske evner, hans formidable potentiale for musikalsk indlevelse og vel ikke mindst: det nære og usentimentale forhold, Carl Nielsen på mange måder havde til H.C. Andersen livet igennem. – Og så er vi tilbage ved alle de elementer, der blev nævnt i artiklens begyndelse.

Til slut er blot den måske sørgelige konstatering, at »Amor og Digteren« med tekst og musik stort set er gået i glemmebogen – det har ikke været opført som teaterstykke siden 16.7.1930: D. 20.10.1930 dirigerede Emil Telmànyi sit kammerorkester i musik fra stykket, og d. 2.3.1931 skulle Carl Nielsen ved en festkoncert i Odd-Fellow-Palæets store sal have dirigeret uddrag af scenemusikken. Her endte det dog med, at Emil Telmànyi overtog dirigentstokken, da Carl Nielsen havde fået et af sine hjerteanfald.[36]

Også ved tre lejligheder i 1965 opførte Telmànyi dele af musikken. Telmànyi har desuden forestået udgivelsen af ouverturen, der i øvrigt er indspillet på plade af Sønderjyllands Symfoniorkester dirigeret af John Frandsen.[37]

Herudover skal arien »In un boschetto« tidligere hyppigt have været på koncertprogrammerne som et selvstændigt nummer.[38]

– Sophus Michaëlis’ tekst, maskinskrevet med enkelte tilføjelser i Carl Nielsens hånd, ligger i Carl Nielsen Arkivet i Det kongelige Bibliotek.

– Carl Nielsens musik til stykket, skitser, blyantspartitur, blækpartitur, udskrift til stemmerne m.m. findes i Musikafdelingen i Det kongelige Bibliotek.

Telmànyi har måske ret i, at det er begrænset, hvor meget af musikken, der kan bruges ved koncertopførelser uden scenebilleder,[39] og måske er det rimeligt at stykket som helhed får lov til fortsat at slumre i Det kongelige Bibliotek. Men det kunne nu alligevel være interessant at opleve en opsætning af »Amor og Digteren«.

Interiør fra Carl Nielsens musikstue i ejendommen Frederiksholms kanal 28. København.

Der henvises til:

  • Carl Nielsen Dagbøger og brevveksling med Anne Marie-Nielsen udgivet af Torben Schousboe, København 1983 (DB).
  • Carl Nielsens Breve i udvalg med kommentar ved Irmelin Eggert Møller og Torben Meyer, København 1954 (Breve).
  • En udgave fra 1963 af Carl Nielsens »Levende Musik« (LM).
  • En udgave fra 1965 af Carl Nielsens »Min fynske Barndom« (MfB).
  • Ludvig Dolleris: Carl Nielsen – En Musikografi. Kbh. 1949 (Doll).
  • Torben Meyer et al.: Carl Nielsen – Kunstneren og Mennesket, København 1947-48 (Meyer).
  • Anne Marie Telmànyi: Mit Barndomshjem, København 1965 (AMT).
  • Carl Nielsens Kompositioner ved Dan Fog og Torben Schousboe (FS).

Noter

  1. ^ MfB s. 11.
  2. ^ MfB s. 20.
  3. ^ Breve s. 254.
  4. ^ MfB s. 178.
  5. ^ Se f.eks. DB s. 70, 290, 300 og 336 og Georg Leicht og Marianne Hallar: Det kongelige Teaters repertoire 1889-1975, især s. 17ff.
  6. ^ FS 82, FS 78, FS 152. Se desuden note 37.
  7. ^ F.eks. Breve s. 146-49, især brevet s. 146f til musikhistorikeren, redaktør Gustav Hetsch.
  8. ^ Breve s. 146-48.
  9. ^ Se evt. f.eks. Erling Brahms artikel »Carl Nielsen og skolen« s. 96ff i »Oplevelser og studier omkring Carl Nielsen«, 1966 eller Torben Schousboe: »»Det skulle være jævne viser…«« s. 151ff i »Festskrift Henrik Glahn«, København 1979.
  10. ^ Jvf. MfB s. 12f. Mht. »Højt ligger paa Marken den hvide Snee« jvf. oplevelsen beskrevet i MfB s. 52f.
  11. ^ DB. s. 287ff, se især brevene 18.3.1915, 19.8.1915 og 2.3.1916.
  12. ^ Mht. »Hun mig har glemt!« kan stort set det samme siges som om »Min lille Fugl«. Jvf. n. 10.
  13. ^ Se f.eks. AMT s. 39, 42 og 91, Meyer s. 57, register til DB s w.
  14. ^ Doll. s. 285.
  15. ^ LM s. 87fF, Søren Kierkegaard: Samlede Værker, udg. 1963, bd. 8 s. 2771.
  16. ^ FS 144, DB 571.
  17. ^ Digtet »H.C. Andersen« og artiklen »H.C. Andersens 100-Aars Fødselsdag er bl.a. trykt i Ord och Bild, Stockholm 1905, se iøvrigt Dansk Biografisk Leksikon s.v. Michaëlis, Sophus.
  18. ^ Se FS 113, FS 141, FS 149 og nu FS 150.
  19. ^ Politiken 10.12.1928, »Sveriges Hyldest til Carl Nielsen«.
  20. ^ Se f.eks. ovennævnte radiointerview med Carl Nielsen, trykt i Fyns Tidende 3.3.1930.
  21. ^ Se FS 26, 31, 47, 49, 54, 56, 86 og FS 140 og 153.
  22. ^ Fyns Tidende 3.4.1930.
  23. ^ Se DB.
  24. ^ Ibidem.
  25. ^ Meyer s. 310. Vera Michaelsen (1893-1974), gift med Carl Johan Michaelsen. Ægteparret var blandt Carl Nielsens nærmeste venner.
  26. ^ En hyrdearie indlagt i stykket, tekst af Guido Cavalcanti udgivet se FS 150. ten. Selvstændigt udgivet se FS 150.
  27. ^ Doll. 335 og Meyer s. 311.
  28. ^ Interview i Berlingske Tidende d. 4.3.1930.
  29. ^ Ibidem.
  30. ^ Operasangerinde ved Det kgl. Teater Mary Alice Therp.
  31. ^ Skuespiller ved Det kgl. Teater Anders Torkel (Thorkild) Roose.
  32. ^ Breve s. 263 jvf. DB 4.7.1930.
  33. ^ Berl. Tidende 12.7.1930.
  34. ^ Fyns Venstreblad 13.7.1930.
  35. ^ Bcrl. Tidende 4.7.1930.
  36. ^ DB s. 598 m. n. 4, Emil Telmànyi i DMT Dansk Musiktidsskrift, maj 1968 s. 123.
  37. ^ Emil Telmànyi ibidem s. 123f. Pladen »Scenemusik af Carl Nielsen« med Sønderjyllands Symfoniorkester dirigeret af John Frandsen, Paula Prod. nr. 18. Iøvrigt kender forfatteren til flg. indspilninger af Carl Nielsen-musik til H.C. Andersen-digte: »Studie efter Naturen«: Chr. Steffensen med akk. på pladen »Digte af H.C. Andersen sunget af Christian Steffensen/ At reise er at leve«, Olufsen Records DOC 5004. Og Peder Severin akk. af Dorte Kirkeskov på pladen »Carl Nielsen Sange vol. I«. Rondo RLP 8819, samme som bånd: Rondo RMC 8319. »Min lille Fugl, hvor flyver du«: Chr. Steffensen, som allerede nævnt. Og Jørgen Klint akk. af Rosalind Bevan på pladen »Carl Nielsen Songs«, Paula Prod. nr. PALP 56, samme som kassettebånd PAM 56. »Hun mig har glemt. »Traaden brister, Rokken staar«: Canzone-koret dir. af Franz Rasmussen på pladen »Carl Nielsen Samlede værker for kor a capella«, Danacord DACO 217/218 (Dansk Musik Anto-logi).
  38. ^ Meyer s. 311.
  39. ^ Se n. 36.

©