Carl Nielsen – set fra nakken

Det første syn, der møder den besøgende i Carl Nielsen Museet i Odense, er – naturligt nok – et portræt af den person, som har givet museet dets navn og hvis liv og værk museet handler om.

Talen er om den portrætbuste i marmor[1], som hans hustru, Anne Marie Carl-Nielsen udførte i de seneste år af sin mands liv, og som i 1931 blev erhvervet af »Odense Bys offentlige Samlinger« (nu Odense Bys Museer) til opstilling i Fyns Stiftsmuseums kunstsamling (nu Fyns Kunstmuseum).

Busten er udført som en såkaldt herme, med en stand-flade på 42,5 × 22,5 cm. Hele busten måler 65 cm i højden og gengiver foruden komponistens hoved en del af skuldre, ryg og bryst. Carl Nielsens ansigtstræk er gengivet stærke og mandige, og komponistens isse krones af hans stride, kortklippede hår. En lille tot af manken, i hovedets højre side, har ikke rigtig villet makke ret og stritter trodsigt ud over panden.

Takket være udgivelsen af Carl Nielsens dagbøger og brevvekslingen mellem ham og Anne Marie Carl-Nielsen[2] er vi i stand til at følge bustens tilblivelse, trin for trin, ligesom man også derigennem kan erfare, hvorledes dette eksemplar af busten er havnet i Odense.

På museumsetiketten – og også andetsteds[3] – har denne buste dateringen 1928, men via dagbøgerne bliver man klar over, at den er anlagt et år tidligere, i 1927.

Dette år var, ligesom også tidligere og senere år, fyldt med rejser for begge ægtefællers vedkommende. I vinteren 1926-27 rejste Anne Marie Carl-Nielsen, for Tagea Brandts legat, på studierejse til Ægypten (via Grækenland), og næppe var hun vendt hjem, før Carl Nielsen tog afsted på en rekreationsrejse sydpå, til Menton, Lugano og Bad Nauheim, efter invitation af hans mangeårige veninde og værtinde på Damgaard, Charlotte Trap de Thygeson. Foruden til rekreation og kur blev rejsen nu også brugt til litterært arbejde, idet han sammen med sin svigersøns mor, fru Frida Møller, arbejdede stærkt på erindringsværket »Min fynske Barndom« undervejs. Denne rejse gik for sig i marts-april, og sidst i juni drog han igen sydpå, denne gang med Frankfurt am Main som hovedmål. Hernede deltog han i ISCM-festen, hvor han bl.a. overværede Wilhelm Furtwänglers fremførelse af 5. symfoni.

Fig. 1. Anne Mane Carl-Nielsen: Carl Nielsen (1927). Det afbildede marmoreksemplar er udført 1931 el. 1930-31 og tilh. Fyns Kunstmuseum. Inv. nr. 183. Deponeret i Carl Nielsen Museet.

Trods rejseriet var der dog ind imellem perioder, hvor begge – både modellen og kunstneren – var til stede under samme tag, i kunstnerboligen Frederiksholms Kanal 28 A, København, og i slutningen af maj 1927 tog de så fat. CN’s dagbog for mandag d. 23. maj melder: »Marie begyndte paa min Byste. Stod i 3/4 Time«, og de følgende dage måtte han stå model i 1-13/4 time pr. dag.[4] Helt færdig blev busten nu ikke i denne omgang, for 3. juli s.å. beder Anne Marie Carl-Nielsen, i brev fra København til Frankfurt: »Vil Du ikke nok lade dit Hår klippe, – så tager vi et Snuptag med Busten når du kommer hjem…«.[5] Dette snuptag må være blevet taget sidst i juli, for 11. august s.å. skriver hun til Carl Nielsen – der på det tidspunkt opholdt sig i sommerhuset på Skagen – at »Din Buste bliver støbt færdig i Morgen«.[6]

Vi må regne med, at nævnte færdigstøbte buste er den gipsmodel, som med arven fra Anne Marie Telmányi, ægteparrets datter, tilgik det planlagte Carl Nielsen-museum i 1983-84. Forud for den er gået en buste i ler, som næppe mere eksisterer, men som dog eksisterede i 1946, hvor den blev vist på Anne Marie Carl-Nielsens retrospektive udstilling, på Den Frie Udstilling, hvor den er medtaget i kataloget som nr. 202 – og også er afbildet.[7] Hér er der tydeligvis tale om en buste udført i ler, hvis nedre del ikke har fået den endelige udformning. I øvrigt har busten også dér fået dateringen 1928 – hvilket burde være 1927.

Tilbage står at følge bustens videre skæbne, fra færdiggørelsen af gipsmodellen til de nu kendte eksemplarer i marmor og bronce. Busten eksisterer nemlig, foruden som gipsmodel, i hele 3 eksemplarer, ét i marmor, som blev bestilt af Göteborgs Koncerthus[8] og stadig står opstillet dér, ét marmoreksemplar – som denne artikel handler om – og så et eksemplar i bronce, som har årstallet 1932 og står opstillet i Det kongelige Teaters foyer.[9] Man må nok sige, at Anne Marie Carl-Nielsens portrætbuste – det sidste portræt, hun kom til at udføre af sin mand – er blevet placeret på de rigtige steder. Det kgl. Teater og Odense behøver ikke nogen nærmere motivering, men lige så velmotiveret er placeringen i Göteborg, når man tager Carl Nielsens nære og langvarige tilknytning til Göteborgs musikliv i betragtning.

Fig. 2. Carl Nielsen busten, en face.

Hvornår og hvorledes kom der da et eksemplar til Odense? For dette eksemplars vedkommende kan museumsprotokollen – hvor det har fået inv.nr. 183 – oplyse, at denne »Portrætbuste af Komponisten Carl Nielsen« er indkøbt primo mai 1931 og at museet derfor har betalt kunstnerinden 3.500 kr., altsammen skrevet med museumsinspektør Chr. M.K. Petersens lille skrift. I øvrigt skal det med det samme oplyses, at samme museumsinspektør hurtigt har fået tingene fra hånden, for vi ved fra anden side, jfr. senere i artiklen, at busten blev afsendt fra København 2. maj, ankom til Odense dagen efter – hvilket var en søndag – om mandagen kunne den udleveres fra banegården, og Chr. M.K. Petersens indførsel fandt sted 5. maj.

Fig. 3. Carl Nielsen busten, profil til højre.

Går vi fra inventarprotokollen til museumsbestyrelsens forhandlingsprotokol[10] og til korrespondancearkivet,[11] får vi uddybet billedet ikke så lidt, men får alligevel ikke rigtigt fat i, hvorfor man ønskede netop dette kunstværk til sit museum. Indtil 1930 havde Fyns Stiftsmuseum (nu Kunstmuseum) ikke ejet et eneste værk af Anne Marie Carl-Nielsen, og på det tidspunkt havde hun dog været en fremtrædende dansk billedhugger i mere end 40 år. Og så sker der det, at man i nævnte år fik det første kunstværk af hende, endda ved lidt af en tilfældighed. Der er her tale om statuen af »En lugekone«,[12] som tilfaldt Odense ved Ny Carlsbergfondets årlige uddeling af kunstværker til 11 danske provins-kunstmuseer. Man havde dengang, og også mange år senere, det ejendommelige princip, at kunstværkerne fordeltes ved lodtrækning. Jo lavere lodtrækningsnummer et museum fik, jo større var chancen for at få netop det ønskede kunstværk. På den måde gik det for sig, at Fyns Stiftsmuseum i oktober 1930 fik Anne Marie Carl-Nielsens meget fine lugekone-skulptur, der var anlagt så tidligt som i 1905 og som hun i 1907 fik Neuhausens præmie for.

I dagene 10.-11. oktober 1930 opholdt den samlede museumsbestyrelse (minus den sygemeldte kgl. bygningsinspektør J. Vilh. Petersen) sig i hovedstaden. Førstedagen gik med besigtigelse, på Glyptoteket, af Ny Carlsbergfondets bortloddede kunstværker, herunder altså også lugekonen, efterfulgt af besøg på Efterårs-udstillingen på Charlottenborg, og til sidst et besøg i Anne Marie Carl-Nielsens atelier. »Det vedtoges at købe Busten, udført i Marmor, for 3.500 Kr. Om ønskes, kan Bestyrelsen erlægge Betalingen i 2 Rater å 1.750 Kr., den ene ved Modtagelsen af Busten, den anden i Beg. af April 1931«, indførte Chr. M.K. Petersen i forhandlingsprotokollen. Og dagen efter fik man så, ved lodtrækningen, Anne Marie Carl-Nielsens lugekone.

Graver man et spadestik dybere og går til brevene, viser det sig, at Anne Marie Carl-Nielsen sidst i september måned havde haft besøg af »Museumsinspektør og Frue og Kruse og Frue, de vare meget indtagne i Busten og nu skal Byraadet d. 9. October blot endnu se paa den«, som hun skrev til sin mand på Damgaard.[13] »Kruse« er identisk med den da meget bekendte byrådspolitiker, konsul P.A. Kruuse, der var museumsbestyrelsens formand. Det var altså to personer med ledelsesansvar, der var kommet på besøg.

Det blev nu ikke det samlede byråd, men dettes udvalg for »Odense Bys offentlige Samlinger« der 14 dage senere kom for »at se paa den«. Imidlertid var det også udvalget eller bestyrelsen, der havde ret til at træffe beslutninger i slige sager.

På 2 dage havde museet i Odense altså erhvervet hele to Anne Marie Carl-Nielsen arbejder, hvoraf det ene, busten, dog først skulle udføres i marmor, inden det kunne opstilles i Fyns Stiftsmuseum.

For at give et svar på det tidligere stillede spørgsmål må man efter min mening omkring Carl Nielsens medvirken i eller bidrag til H.C. Andersen-festen i Odense, juli 1930, altså kun et par måneder forud for bestillingen af busten. Til markering af 125 året for H.C. Andersens fødsel opførte man i juli – som festspil og på Odense Teater – »Amor og Digteren« med tekst af Sophus Michaélis og musik af Carl Nielsen. Og ved samme lejlighed genindviede man H.C. Andersens Hus, efter opførelse af egentlige museumsbygninger og den såkaldte mindehal.

Som det vil være velkendt, bl.a. fra et bidrag til et tidligere festskrift udgivet af Odense Bys Museer,[14] bidrog Carl Nielsen i allerhøjeste grad til at give H.C. Andersen-festen en høj kvalitet. Det er ikke stedet hér at digte videre på den historie, men »Amor og Digteren« – og Carl Nielsens deltagelse i juli-festlighederne – bidrog også til at knytte stærke bånd mellem byen Odense og den komponist, som i sin tidligste ungdom havde tilbragt nogle betydningsfulde læreår i Odense.

Der knyttedes også stærke personlige venskabsbånd, mellem Petersen og Nielsen, d.v.s. museumslederen og komponisten, og deres hustruer. Og venskabet udstraktes til at omfatte museumsbestyrelsens formand, P.A. Kruuse og dennes hustru. Under det ugelange ophold i Odense var de ofte sammen, snart hér og snart dér, og der blev naturligvis også afsat tid til at besøge det ny- eller genåbnede H.C. Andersen-museum, under museumsinspektør Petersens sagkyndige ledelse.[15]

Om Anne Marie Carl-Nielsens portrætbuste er blevet bragt på tale under disse sammenkomster, kan ikke bevises, men meget sandsynligt er det, de hurtigt efterfølgende besigtigelser i København taget i betragtning. I Odense kan man udmærket have fundet det rigtigt at give den »nationale tonedigter« en plads i byens kunstmuseum, og så var det bedst at smede, mens jernet var varmt, d.v.s. mens mindet om komponistens bidrag til byens H.C. Andersen-festligheder var i frisk erindring. Nu havde den første »store fynbo« fået sit udvidede museum. Hvad var naturligere, end at man også hædrede Andersens efterfølger som »stor fynbo«. Og den beslutning blev vel at mærke truffet, mens Carl Nielsen endnu var i live.

Fig. 4. Anne Marie Carl-Nielsen i færd med at færdigbehandle Carl Nielsens buste i marmor. Udateret og unavngivet fotografi i. Carl Nielsen Museet. – Ifølge datteren Anne Marie Telmányi drejer det sig hér om eksemplaret til Göteborgs koncerthus, ikke om Odense-eksemplaret.

Efter at museumsbestyrelsen i oktober havde afgivet sin bestilling, gik Anne Marie Carl-Nielsen i gang med at fremstille endnu et marmoreksemplar af busten.[16] Andre opgaver tog imidlertid også hendes arbejdskraft og -tid, men i foråret 1931 var det færdigt og klar til afsendelse til Odense. 2. maj sendte hun busten med »Samlervogn« til Odense og samtidig skrev hun 2 følgebreve til museumsinspektøren. Det ene er ganske kort og giver bare oplysning om transporten og den forventede ankomst til Odense, mens det andet, med samme dato, indeholder flere væsentlige oplysninger, hvorfor det skal aftrykkes hér:

Kjære Museumsdirectør Petersen.
Busten har staaet færdig og er nu afsendt med Jernbanen i en »Samlervogn« den er i Odense Søndag Morgen, men der pakkes nok ikke ud af Vognen før Mandag. Vilde De ikke være saa venlig at tage Dem af det saa der ikke smides med Kassen. – De kender jo nok Marmor, at de Ting der er tynde maa behandles varsomt. Jeg beder Dem sige til Deres Folk der pakker ud at de passer paa med Ørerne. Jeg havde saa smaat haabet at se Dem her i Foraarstiden, jeg tænkte De kom herover for at se paa Udstillingerne.
Da De og Deres Komite var her og bestemte Dem for Busten, blev jo Aftalen at jeg skulde have Halvdelen af Købesummen straks, til Dækning af mine Udgifter, men samtidig sagde De at det ikke hastede med at faa Busten. Jeg stillede den saa tilside, og arbejdede med andre Ting; Da Pengene ikke blev sendt opfattede jeg det som om De helst vilde vente til det nye Finansår med Bevillingen forelaa.

Nu har jeg arbejdet i circa 1½ Maaned paa Busten og haaber De vil synes om den. Det er i det Mindste et ganske dejligt Stykke Marmor og jeg mener selv at Busten er blevet nok saa god som Gipsmodellen.

Jeg beder Dem stille den op paa en Sokkel der er 1 Meter 14 cmeter høj. Og hvis den kunde stilles saaledes at Nakken ogsaa blev at se, tror jeg det vilde være udmærket. Min Mands Nakke er nemlig meget karakteristisk. I øvrigt er det jo ogsaa den Folk kender bedst fra naar han dirigerer. – Men jeg er jo sikker paa De vil stille den godt op i Deres saa smukt ordnede Museum. Jeg er meget glad for at denne Buste kommer over til Dem og til Carls Odense hvor han har tilbragt sin første Ungdom.
I Efteraaret Novb. havde jeg en stor Dyreudstilling paa Efteraarsudstillingen i den Frie Udstilling hvor jeg var indbudt som Gæst af de Yngste Kunstnere. I Februar havde jeg en retrospectiv Udstilling som fyldte hele den Frie Udstilling, ogsaa med 3 Meter stor Bronce Figur uden for Bygningen. Det har været et ret stort Arbejde at samle og stille op. Jeg vilde have været glad for hvis De havde kunnet komme paa min Udstilling men det er jo alligevel en lille Rejse fra Odense og herover.

Jeg haaber De og Deres Frue har det godt. Maa jeg bede Dem hilse hende meget og hele Deres Familie. Maa jeg ogsaa bede Dem hilse Hr. og Fru Kruse hvis De ser dem.
En hjertelig Hilsen ogsaa fra min Mand

Deres
Anne Marie Carl-Nielsen
Frederiksholms Kanal 28
d. 2/5-1931

Om Anne Marie Carl Nielsen fik sine ønsker opfyldt m.h.t. sokkelens højde og bustens placering, så komponistens »karakteristiske« nakke blev at se, får stå hen i det uvisse. Den oprindelige sokkel eksisterer næppe mere, og i mands minde har busten været opstillet op mod væg, både i Fyns Kunstmuseum og nu i Carl Nielsen Museet. Måske skulle man overveje at følge kunstnerindens anvisninger, om ikke andet så som et forsøg?

Der er ingen tvivl om, at både modellen og billedhuggeren var fornøjede med at vide denne portrætbuste anbragt i Odense. Kun ganske kort tid efter, 29. maj samme år, var Carl Nielsen selv i museet »for at se Opstilling af Busten«, på gennemrejse fra Damgaard til København. For Anne Marie Carl-Nielsens vedk. skete det først noget senere, da hun også passerede Odense på vej fra Damgaard til hovedstaden.[17] Hun var ved den lejlighed ledsaget af ægteparrets datter, Anne Marie Telmányi, som mange år senere – i kraft af sine testamentariske dispositioner – blev en slags grundlægger af Carl Nielsen Museet.[18] Både Carl Nielsen og hans kone havde før deres besøg underrettet museumsinspektøren og bedt om at måtte træffe ham i museet under besøgene. Det vides ikke, om museumsinspektøren i det mindste har sørget for at stille busten ud på gulvet, forud for kunstnerindens besøg og i erindring om hendes anvisninger i så henseende. Det ville imidlertid ligne hende dårligt at undlade at fremkomme med en kommentar, såfremt han ikke havde gjort det.

Til denne lille beretning om et Carl Nielsen-portræt og om den kunstnerinde, som skabte det, skal føjes – som et kuriosum – en afsluttende kommentar: Modellen og billedhuggeren var begge i deres 60’ere, da kunstværket blev til. Den museumsmand, som frem for nogen gjorde sit til at få dette kunstværk til Odense, var også i sine 60’ere, og det samme gælder den der har forfattet denne beretning. Måtte dette være til glæde og opmuntring for den fødselar, som dette festskrift er tilegnet og som kan forventes at udrette mangt og meget for sit museum – i sine 60’ere.

Noter

  1. ^ Fyns Kunstmuseum, inv.nr. 183. Siden 1988 deponeret i Carl Nielsen Museet. – Busten har signaturen AMC-N f. B, men intet årstal.
  2. ^ Carl Nielsen. Dagbøger og brevveksling med Anne Marie Carl-Nielsen. Udg. af Torben Schousboe, I-II, 1983 (herefter forkortet som »Schousboe«),
  3. ^ Kataloget til den retrospektive udstilling i Den Frie Udstillings bygning (1946) har dateringen 1928, og i bogen »Mit Barndomshjem« (1966) henfører Anne Marie Telmányi også busten til dette år.
  4. ^ Schousboe II, s. 525.
  5. ^ Schousboe II, s. 526.
  6. ^ Schousboe II, s. 527.
  7. ^ Katalog for den retrospektive udstilling 1946. – Den som nr. 202 anførte buste (afbildet s. 24) er ikke Odense-eksemplaret, selv om Odense Museum står anført som ejer.
  8. ^ Göteborg-eksemplaret er afbildet af Mogens Rafn Mogensen i værket »Carl Nielsen. Der dänische Tondichter. Biographischer Dokumentationsbericht«. (Arbon, 1992), bd. IV s. 986, hér med dateringen 1927.
  9. ^ I et interview til Berlingske Aften 18/6 1943, i anledning af 80 års fødselsdagen, udtrykte AMCN stærk utilfredshed med, at Det kgl. Teater har »taget Busten i Bronze og placeret den mellem de andres Marmor… Det er gjort uden mit Vidende«, jfr. Anne Marie Carl-Nielsen, udg. af Anne Marie Telmányi, 1979, s. 53.
  10. ^ Museet i Odense, Forhandlingsprotokol 1888-1935 (i OBM’s arkiv).
  11. ^ Fyens Stiftsmuseum / Fyns Folkemuseum 1929-1930 og Odense Bys offentlige Samlinger 1931 (i OBM’s arkiv).
  12. ^ Fyns Kunstmuseum, inv.nr. 179. – Siden 1993 deponeret i Carl Nielsen Museet.
  13. ^ Jørgen Larsen: Carl Nielsen og H.C. Andersen – »Amor og Digteren«, 1930, i Fynske Minder 1988, s. 49 ff.
  14. ^ CN’s dagbog: »Saa Andersens Mindehal og Musæet und(er) Inspektør Petersens Førelse«, Schousboe II, s. 581.
  15. ^ Det må formodes, at Göteborg-eksemplaret er det først udførte og at det blev udført under kunstnerindens »opsigt« under hendes ophold i Carrara, marts 1928.
  16. ^ CN’s brev til Chr. M.K. Petersen, dat. Damgaard 26/5 1931, AMCN’s brev til samme, dat. Damgaard 27/8. s.å. – Begge breve i Odense Bys offentlige Samlinger 1931 (OBM’s arkiv).
  17. ^ Niels Oxenvad, Carl Nielsen Museet. Tilblivelse og udformning, i Fynske Minder 1989, s. 151 ff.

©