Chamisso, H.C. Andersen og andre danskere

Da den franske revolution udbrød i 1789, var Charles Louis Adélaide Chamisso de Boncourt en otteårs dreng som levede på slottet Boncourt i Champagne. Under terror-regimet emigrerede hele familien til Tyskland. Adelhert von Chamisso, som han nu kaldte sig, blev prøjsisk officer og tysk digter. Endnu læses hans fortælling Peter Schlemihl, eventyret om manden der solgte sin skygge – som inspirerede H.C. Andersen til „Skyggen“. Hans to digtcyklusser „Dichterliebe“ og „Frauenliebe“ klinger ofte, båret af Robert Schumanns toner. Og det fine digt „Das Schloss Boncourt“ står forhåbentlig stadig på programmet i vore nysproglige gymnasier.

Et par små manuskriptfund har givet mig anledning til at gennemgå en del af Adelbert von Chamissos erindringer og breve, og jeg har derved opdaget noget om hans indtryk af danske forhold og bekendtskab med danske forhold og personer, som vist ikke er særlig kendt herhjemme.

Det meste af dette stof findes i hans dagbog „Reise um die Welt mit der Romanzoffischen Entdeckungsexpedition in den Jahren 1815—18 auf der Brigg Rurik, Kapitain Otto v. Kotzebue“, der står som 1. del af hans „Werke“ (Zweite Auflage I – Leipzig 1842) (I det følgende forkortet til Reise).

Den anden kilde er de lange breve han på samme rejse skrev til sin ven og forlægger Julius Eduard Hitzig. De står i 6. bind af samme udgave af „Werke“. (De bliver i det følgende citeret som Briefe).

Forhistorien er, at den russiske rigskansler grev Romanzoff i årene 1815 finansierede en opdagelsesrejse i Stillehavet og Beeringsstrædet. Adelbert von Chamisso, der i 1806 havde opgivet sin stilling som prøjsisk officer for at hellige sig sine sproglige, litterære og naturhistoriske studier, og som i 1813 var blevet kendt i vide kredse som forfatter til Peter Schlemihl, blev knyttet til denne ekspedition som naturforsker.

A. von Chamisso. Stik efter tegning af Ritschel.

Det gik sådan til. Chamisso læste en dag hos Hitzig en avisartikel om den forestående ekspedition og udbrød:

„Gid jeg var med disse russere på Nordpolen!“ Hitzig var en god ven af den kendte tyske skuespilfabrikant August von Kotzebue, som for nylig var blevet russisk statsråd og generalkonsul i Königsberg, og som var fader til Otto von Kotzebue (1787-1846), der som russisk søofficer skulle lede ekspeditionen.

Chamissos udnævnelse blev afsendt fra Reval den 12. juni 1815. Skibet skulle afgå fra Skt. Petersborg den 27. juli, og fra Kronstadt den 1. august, og ventedes til København den 5. august.

Tanken om at drage på eventyr var ikke ny for Chamisso.

Han havde fra 1811-12 boet hos Madame de Staël i Coppet og var blevet gode venner med hendes ældste søn Auguste de Staël (1790-1827), som netop i 1815 havde den plan at få Chamisso med til Canada, hvor Madame de Staël ejede nogle skovstrækninger ved St. Lawrence-floden. Men på grund af tidsforholdene kom et brev, som Auguste de Staël sendte fra Paris den 15. maj, for sent til Berlin. Chamissos beslutning var da truffet.

Den 15. juli rejste han fra Berlin med postvognen og ankom den 18. juli til Hamborg. Derfra den 21. juli med ekstrapost til Kiel, hvor han kun blev et par dage, men dog fik tid til at iagttage, at „professorerne dér var tyske, men studenterne dansksindede“ (Reise, side 19).

Han besøgte i Kiel den kendte botaniker Johann Jacob Paul Moldenhawer (Briefe, side 7).

Den 24. juli gik han om bord på en paketbåd.

Den næste morgen var han ud for Møns klint, og han kom til København den følgende morgen. Han havde altså ikke behøvet at være nervøs for ikke at nå til København inden den 5. august. „Rurik“ kom først den 9. august, og var sejlklar den 13. Chamisso fik altså tid til at opholde sig på dansk grund i et par uger. Han fik straks et værelse, og, tilføjer han: sin stamknejpe og deltagende, kære venner („Hier, mein Freund, hatte ich gleich meine Stube, meine Normalkneipe und theilnehmende, liebe Freunde“) (Briefe, side 9).

Vi giver ordet til Chamisso:

„Jeg har hjulpet den højtelskede Konge af Danmark med at blive kronet på Frederiksberg (det var nu i Frederiksborg slotskirke (den 31. juli) — som han rigtigt skriver i dagbogen (Reise, side 17), hvor han også bemærker, at hans venner købte et adgangskort hos en jøde, der havde sådanne til salg).

„Jeg har haft kærlig og lærerig omgang med venner og videnskabsmænd, set mange haver og samlinger, o. s. v., og drevet omkring. Om aftenen har jeg mest soldet i ærbart og godt selskab; gamle ærværdige professorer, etatsråder o. s. v., istemte frejdigt „Gaudeamus igitur“, „Mihi est propositum“, „Landesvater“[1] og til ære for mig: „Wenn jemand eine Reise thut“; de blev til unge studenter, og måtte om morgenen længe krydse op mod vinden, før de søsyge indløb i den hjemlige gadedørs havn. Oehlenschläger mangler ikke ved sådanne selskaber, men er i forreste række med sang og vid, kun måske med lidt mindre selvforglemmelse end andre. Jeg synes, stort set, godt om ham; han er ikke stolt og ikke forfængelig; han anser nok sig selv for en stor digter, i øvrigt er han le meilleur enfant du monde, og Danmark erkender ham også som sin digter. Fouqué har han inderligt kær og hilser ham hjerteligt. Da jeg besøgte ham, traf jeg ham skrivende – det var en dansk oversættelse af Undine (genfortalt frit og forkortet, som formålet krævede det) – også Galgemanden skal stå i samme eventyrsamling.[2] Tyske bøger kommer langsomt og besværligt hertil.“

Han omtaler endvidere:

„I. B. (!) Ingemann, en ung mand der endnu er student, og om hvem man taler dels med højagtelse, dels med entusiasme, som om en håbefuld digter, eller en medbejler til Oehlenschläger – 2 bind digte — Masaniello og Bianca, tragedier – De sorte Riddere, romantisk epos.“

Om teatret bemærker han:

„Den stedlige skueplads, som skal være dårlig, hvor, ved siden af Kotzebue, Oehlenschläger og Holberg opføres, har jeg ikke kunnet se. Den er lukket i sommermånederne“. (Briefe, side 9-10).

I dagbogen nævner han, at bl.a. Ørsted tog venligt imod ham. Han omtaler, at han ikke traf Hornemann; det er den kendte botaniker Jens Wilken Hornemann (1770-1841). Chamisso ma have kendt ham af berømmelse og altså formodentlig prøvet at træffe ham.

Foruden disse personlige indtryk meddeler Chamisso forskelligt andet. Om vort universitet beretter han, at „studierne er gode, studenterne ikke studenter!“ Hvad mener han med det? Er det fordi studenterne ikke havde „Studentencorps“ som i Berlin og ikke fægtede og duellerede? Var de for fattige til at solde i de sløje år efter statsbankerotten?

Om professorerne siger han, at de til dels er „Missvergnügte und getrennt“. De latinske disputatser pro summis honoribus varer fra morgen til aften og undertiden én dag til (Reise, side 17-18).

Han har søgt at sætte sig ind i de nationale stemninger og begynder med at bemærke, at „danskerne fra gammel tid hader tyskerne“, tilføjer at „for at kunne hade hinanden må man netop være brødre“, og fortsætter: „Men nu hader de først og fremmest svenskerne, dernæst englænderne og kun i tredie række tyskerne. De higer efter folkelighed og føler sig ydmyget. Mange kan ikke lide Napoleon; dog erkender alle at de har været offer for andres synder. Hvem ville også benægte det? De tager del i Frankrigs skæbne, fordi det var en modvægt mod deres underkueres, englændernes magt. De er søfolk, et havets folk. I København kan man mærke at Norge mindre end de tyske provinser var en besiddelse, og, netop på grund af sprog, slægtskab og historie, i egentligste forstand var den anden halvdel af Danmark, og at flåden var dets palladium. Ved de gilder jeg før har omtalt blev Sinclair-sangen[3] sunget med bitterhed og vemod, og der blev udbragt en skål for det næste sejrrige søslag. Kongen er inderlig afholdt, og tidernes ulykke tilregnes ikke ham. Kroningsceremonien, hvor han viste sig med krone og scepter, og sine riddere omkring sig i gammeldags dragter, var ingen komedie; men danskernes hjerte var med deri, og nationens ånd gav de gamle ærværdige former liv. Retsindige mennesker godskriver med taknemmelig kærlighed prins Christian hvad han foretog sig og virkelig opnåede; ubillige mennesker derimod kritiserer hvad der ikke opnåedes og ringeagter ham.“

Om byens udseende beretter han at København ikke er større og folkerigere end Hamborg. „Brede gader, ny karakterløs byggestil. Det nye rådhus er en ny bygning, hvorpå jeg har det at udsætte at det er græsk og ikke dansk, samt at det er kalk i stedet for sten.“

Han slutter både i brevene og dagbogen med en morsom parentes om at han „trods (sine) venners anstrengelser ikke kom til at spise hestekød, da der for tiden intet var på slagtebænken på veterinærhøjskolen.“

Rurik sejlede af sted den 17. august mod Plymouth som første mål. Men derfor ophørte Chamissos danske berøringer ikke.

Han fik en ung dansk botaniker som medhjælper, nemlig den unge lovende Morten Wormskiold, som det for øvrigt ikke gik så godt — han forlod skibet i Kamsjatka på grund af en alvorlig uoverensstemmelse med kaptajn Kotzebue; Wormskiold mente nemlig, at han havde ret til at hjemføre hele sin del af det videnskabelige udbytte til Danmark. Kaptajnen var ingen ynder af indsamlingsarbejdet. Det var der ikke plads til i skibet; man kunne jo lade tegneren tegne eller male fisk og andre havdyr!

I nogen tid var Chamisso og Wormskiold gode venner. Chamisso bad Wormskiold om at lære ham dansk! På sejlturen til Plymouth, hvortil de ankom den 6. september, blev det vist ikke til noget med sprogstudierne. Og næppe heller under det næsten månedlange ophold i Plymouth.

Det er en skam at de kom så sent til Plymouth. Hvis de var kommet en månedstid før, havde der virkelig været noget at se.

I slutningen af juli og begyndelsen af august „boede“ Napoleon nemlig der på reden om bord på den engelske fregat „Bellerophon“, der havde sejlet ham dertil fra Rochefort. Chamisso fortæller at byen endnu var fuld af Napoleon-billeder og andre Napoleon-souvenirs, og at det havde været en offentlig forlystelse – ikke mindst for militærpersoner – at sejle eller ro ud for at se Napoleon, der gerne viste sig på dækket fra kl. 5 til kl. 6 og lod sig hylde af de begejstrede tilskuere! Chamisso beretter at mange englændere mente at Napoleon som krigsfange blev uretfærdigt behandlet ved at blive sendt til Sanct Helena.

På turen fra Plymouth til Teneriffa (fra 4. oktober til 28. oktober) gik han nu for alvor i gang med at lære dansk, når han ikke var for søsyg. Han beretter derom i et brev til Hitzig:

„Jeg læste på dansk med Martin Petrowitsch (Wormskiolds russiske navn) første del af Hakon Jarl, og uden hjælp videre. Jeg skylder Oehlenschläger mange glæder og megen trøst. Correggio har altid bevæget mig, og Hakon Jarl, den oprørske kristne, den eneste troende hedning som er trådt levende frem for mig i bøgerne, har altid indgydt mig ærefrygt.“ (Briefe, side 41).

Senere læste Chamisso Ingemanns Masaniello, som han ikke syntes særlig godt om. Han blev ved med Oehlenschläger og fremhæver i dagbogen endnu en gang Correggio, som han vel først havde set på et tysk teater eller læst på tysk (Reise, side 29).

Chamisso kan være blevet opmærksom på Oehlenschläger under sit ophold i Coppet i 1811 til 1812.

Dér havde Oehlenschläger været fra 1808-1809.

Om Chamissos interesse for Oehlenschläger er der endnu et vidnesbyrd i et brev som han sendte til Hitzig fra Teneriffa (ca. den 27. oktober). Han beder deri sin ven om at bebrejde forlæggeren Cotta at han så længe har ladet Oehlenschlägers tyske manuskripter ligge uden at gøre den lærde verden delagtig deri. (Thue mir die Liebe, Cotta wissen zu lassen, dass ein Liebhaber der Litteratur ihm von Teneriffa aus Vorwürfe machen lässt, dass er so lange die deutschen Manuscripte von Oehlenschläger, die er seit einigen Jahren schon liegen hat, der gelehrten Welt vorenthalte). Oehlenschläger havde for øvrigt selv rykket Cotta i et brev af 27. oktober. Men det varede længe inden manuskripterne blev trykt og udgivet.

Hvor godt Chamisso fik lært at tale dansk vides ikke. Men han fik da altså lært at læse dansk. Vi vil senere se at H.C. Andersen skrev breve til ham på dansk, og at han lejlighedsvis læste nye danske bøger. Hvornår han har lært at læse islandsk, kan vist ikke oplyses; men i 1820 oversatte han Thrymskviden, en rigtig god oversættelse som står i hans samlede værker. En enkelt lille prøve af Sæmunds Edda (Vafthrudnismál, XXI) findes i en fodnote i beretningen fra Carolinerne, som vist er forfattet i 1819 og gjort færdig til udgivelse i 1835 (Reise, side 236).

Hans interesse for islandsk er vel blevet vakt ved Wilhelm Grimms Altdänische Heldenlieder, Balladen und Märchen (1811).

På den senere del af turen prøvede han at lære russisk af sin rejsefælle, tegneren og maleren Login Andrewitsch Choris, hvem han berømmer for hans tålmodighed; men det mislykkedes næsten totalt.

Om sit eget engelsk siger han åbenhjertigt at det kun lykkedes ham at få englænderne til at le når han talte engelsk til dem. Og han undrede sig over at Choris, som havde lært sit engelsk af Chamisso, havde en meget bedre udtale og senere fungerede som tolk, også mellem Chamisso og englænderne. – En lidt egenartet succes for læreren! (Reise 35).

Chamisso var imidlertid ikke bange for at give sig i kast med studiet af mere fjerntliggende sprog. Han har opnoteret et sammenlignende vocabularium for chamori-sprogene på Marianerne (Reise, side 88-105).

Og i året før sin død holdt han en forelæsning „Über die Hawaische Sprache“ i Akademie der Wissenschaften i Berlin. Den er baseret på bibeloversættelser. Han iagttog muligvis bedre med øjnene end med ørerne.

Resten af Chamissos verdensomsejling kommer os ikke ved i denne sammenhæng. Dette var blot en indledning, som måske er blevet lovlig lang. – Undskyld, kære læsere!

På hjemrejsen i 1818 passerede briggen Rurik København, men standsede ikke. Det beklager Chamisso. Han ville gerne have genset sine danske venner. Men han skulle aldrig mere komme til Danmark.

I de følgende år er der mig intet bekendt om eventuelle forbindelser mellem Chamisso og danskere. Men i juni 1831 besøgte H.C. Andersen ham i Berlin. Og der knyttedes her en forbindelse som varede til Chamissos død i 1838.

Den historie er delvis velbekendt. Men da jeg har fundet et par hidtil ukendte breve, vil jeg sætte dem ind i deres sammenhæng ved at gentage hovedtrækkene.

I sommeren 1831 foretog H.C. Andersen sin første Tysklandsrejse. Den 14. juni kom han til Berlin og opsøgte straks Chamisso. I Mit Livs Eventyr (I, 112) står der:

„I Berlin skulde et Brev fra H. C. Ørsted skaffe mig Chamissos Bekjendtskab; den alvorlige, høie mand med de lange Lokker ned over Skuldrene og de ærlige Øine aabnede selv Døren, da jeg ringede paa, læste Brevet, og jeg veed ikke hvorledes, vi forstod strax saa godt hinanden; jeg følte Tillid til ham, udtalte mig, som jeg var, om endogsaa paa et daarligt Tydsk; Chamisso læste Dansk; jeg forærede ham mine „Digte“, og han blev den Første, der oversatte mig, den Første, der indførte mig i Tydskland.“

H.C. Andersen skrev den 19. juni til Edvard Collin:

„Ved Chamisso blev jeg indført i et literairt Selskab, hvor Berlins skjønne Aander vare samlede […] Holtey, Willibald Alexis (med hvem jeg blev meget gode Venner), Hitzig, Zimroch o. s. v., o. s. v.; det var meget moersomt, men grusomt tydsk, og de declamerede allesammen deres Digte, undtagen jeg; næsten troer jeg at sligt et Selskab kunde curere mig for denne min Ungdoms Synd. — Ved min Afreise digtede Chamisso et Vers til mig, som De skal see.“

Digtet blev optrykt i „Skyggebilleder af en Reise til Harzen“ (side 213 i originaludgaven, i Samlede Skrifter, 8. bind, side 117). Det slutter med linierne:

Prophetisch, Freunde, bring ich dieses volle Glas
Der fernen Zukunft einer andern Liederzeit.

H.C. Andersen takkede med en afskrift af „Det døende Barn“ på tysk. Han sendte det til Chamisso den 16. juni.

Det har for nylig vist sig at denne afskrift og et lille hidtil ukendt takkebrev er opbevaret i Statsbiblioteket i Østberlin i et dossier „Chamisso-Nachlass“.

Udskriften er

An
den Herrn: Hrn: Professor
Adelbert von Chamisso.
gr: Fridrichsstr: No 235
Fr: Berlin.

Takkebrevet har følgende ordlyd:

Berlin den 16 Juni, Kl. 3 Morgen 1831

Kjære Hr Professor!<
Endnu engang, hjertelig levvel! Tak for de behagelige Timer jeg nød med Dem. Her er en Afskrift af Schley’s Tydske Oversættelse af mit døende Barn; det er vistnok ikke grammatikalsk rigtigt skrevet af, men jeg er, som De har mærket, kun en Begynder i det tydske Sprog. Det vilde fornøie mig meget, om denne Oversættelse blev optaget i et eller andet tydsk Blad (Zeitung), saa blev det dog lidt mere bekjendt end det er, ma[askee] vil De sørge derfor, dersom Digtet behager Dem

venskabeligst
Andersen

ST
Hr Professor Chamisso

H.C. Andersen har nok fået lyst til at læse Chamissos digte. Han oversatte et af dem, nemlig „Tiggeren og hans Hund“, som man kunne læse i Valkyrien 2. bind i september 1831. Det kom også i hans „Samlede Digte“, der udkom 20. august 1833. Henriette Hanck roste ham for oversættelsen i et brev af 28. marts 1832.

På sin side begyndte Chamisso også at oversætte H.C. Andersen. I 1831 oversatte han Spillemanden, og han må have sendt sin oversættelse til H.C. Andersen, som takker derfor i et brev af 18. juli 1832 (det er trykt efter koncept i Bille og Bøghs samling Breve fra H.C. Andersen). Nu sender han også sine første digte af 1830. Dette brev sendte han med „en Søn af vor bekjendte, lærde Biskop Erasmus Müller“.[4]

Om Chamisso lod Spillemanden trykke før sin digtsamling 1834, ved jeg ikke. Men i hans samlede digte står det anført at han oversatte det i 1831, hvori de 3 digte han offentliggjorde i 1833 (i Morgenblatt für gebildete Stande 4. marts), nemlig Der Soldat, Muttertraum (= Tyveknægten) og Märzveilchen, bærer årstallet 1832. De står alle fire i digtsamlingen 1834, som H.C. Andersen fik i Berlin samme år, og deri stod også Die kleine Lise am Brunnen (fra 1833). (Se brev til Henriette Wulff af 1. august 1834).

Hvad der ikke glædede H.C. Andersen mindre var Chamissos hædrende omtale i samme Morgenblatt; han lod den senere optrykke i Mit Livs Eventyr (I, 112).

Og naturligvis var han smigret over at han i digtsamlingen af 1834 var lige så fyldigt repræsenteret som Béranger og endnu fyldigere end Victor Hugo, af hvem der kun var ét digt.

Hvilken indflydelse Chamissos oversættelser fik, skal jeg ikke komme ind på her. Se herom Anderseniana, 2. Rk., Bd. IV, 4 side 382-86 (år 1961).

Det næste mig bekendte brev fra H.C. Andersen til Chamisso er fra april 1835. Det er trykt hos Bille og Bøgh efter koncept, desværre med nogle udeladelser. Her følger brevet uforkortet:

Kjære Professor!

Her sender jeg Dem min italienske Søn; han taler det tydske Sprog, saa Deres Familie ogsaa kan forstaae ham. De vil see hvorledes jeg elsker Italien, hvorledes jeg har inddrukket den varme Luft og de deilige brogede Billeder. O var jeg dog der! I Norden er [det overstreget] slet ikke mit Hjem. Jeg længes efter den blaae Himmel, de smukke Mennesker, Marmorguderne og al den Herlighed og Skjønhed jeg har forladt.

Gid man nu i det store Tydskland maa blive opmærksom paa min Bog og jeg maa fortjene denne Opmærksomhed. At Kruse indfører mig som Romandigter, er vistnok meget anbefalende; De har jo tidligere oversat nogle af mine lyriske Digte, saa der er jo alt gjort en Deel for mig. – At jeg sætter saa Meget i at blive kjendt udenfor det lille Danmark, er vist ikke at dadle hos mig. Honoraret, man faaer, er høist ubetydeligt (saaledes har jeg for den danske Original faaet 22 Louisdorer, og det er godt betalt); man maa altsaa glæde sig ved Æren og see at gribe den ved Vingerne; faaer Blomsten ikke Pleie, maa den dog have Solskin. Lad mig skriftligt høre fra Dem, naar De har læst Bogen, og siig mig, hvorledes den behager Dem. Send Brevet med mit Navn til en eller anden dansk Boghandler, saa kommer det sikkert i mine Hænder. – Deres Bryst var ikke godt, da jeg forlod Dem sidst; gid De hele denne Vinter maa have følt Dem bedre, saa er det Onde reent forbi, naar Sommeren kommer. Den kjære, varme Sommer! Ogsaa jeg længes efter den.

Siden jeg kom hjem har jeg fuldendt Romanen Improvisatoren, som jeg alt begyndte paa i Rom, dernæst digtet et lille Drama med Chor: „Liden Kirsten“. Det er antaget til Opførelse. Dernæst har jeg skrevet: Eventyr for Børn, der for Øieblikket ere hos Bogtrykkeren. Jeg troer i disse ret eiendommeligt at have udtalt det Barnlige. Nu skriver jeg en Novelle: „Skiftingen“; det bliver en Antipode til „Improvisatoren.“ Hvad denne meest udtaler: Lys og Varme, bliver i hiin Skygge og Kulde. Scenen er i Norden og i Middelalderen; denne Vinters kolde og klamme Taage afspeiler sig i hele Billedet. – Glæd mig snart med et Brev – naar De har læst min Bog.

Altid er jeg af Hjertet
Deres meget hengivne
H.C. Andersen.

Chamissos svar af 21. juni 1836 er særdeles kendt; det står i Mit Livs Eventyr (II 169-171). Det blev for øvrigt trykt på dansk allerede i 1840 i Porteføljen.

Men forinden havde han naturligvis delagtiggjort sine brevvenner og -veninder deri. Den 3. juli skrev han til Edvard Collin med lange citater og samme dag også til Signe Læssøe. Det sidste står hos Bille og Bøgh, men noget forkortet. Da disse udeladelser indeholder noget meget karakteristisk, gengives her hele det pågældende afsnit:

Igaar fik jeg et for mig særdeles smigrende Brev fra Chamisso; han har læst „Improvisatoren“ og er henrykt.

„Das rein unschuldige keusche fromme Buch!“ som han kalder den, „weil es ganz im Gegensatz steht zu den hervorragendsten Erzeugnissen der Zeit, ich rechne dazu Notre Dame de Paris, La Salamandre, Peau de Chagrin etc etc“, i disse finder han kun en Dæmonisk solløs Verden, selv den nyere tydske Romanlitteratur staaer ham slæbende med Figurer uden Kjød og Blod. En mørk Grund danner det Hele, paa hvilken min Bog synes ham: „Ein helles Bild, gar tröstlich; alles ist frisch, lebendig und Liebe werth. Alles gefühlt und gesehen! Han slutter med at han er „eitel“ ved at have først indført mig i Tydskland. Til den næste „Musen-Almanach“ har han oversat af Agnete: „Bag Ellekrattet“.[5] Brevet fyldte mig med Glæde, og af min Glæde, der fødes ved Roes, fremspringer just Ydmyghed og Taknemmelighed mod ham som gav det Hele. Gid at Chamisso offentligt ville virke ind paa Mængdens Dom hjemme; maaske kom jeg da nok endnu engang til Italien, som jeg jo dobbelt maa elske, deels for dets egen Skyld, deels for det Værk, det indaandede mig; ved „Improvisatoren“ fik jeg først ubetinget Digternavnet.“

Den 19. juli skrev han om det samme emne til Henriette Wulff.

Og selvfølgelig takkede han Chamisso selv, dog først den 3. november 1836. Han sendte brevet pr. kurér, nemlig lic. theol. Ludvig Müller[6], hvis broder Otto Müller[4] havde besøgt Chamisso i vinteren 1832. Han antyder at Ludvig Müller kunne få den af Chamisso lovede bog med tilbage, og denne kom vist hjem med Chamissos Gedichte, 2. oplag 1834. (Se Estrid og Erik Dal: Fra H.C. Andersens boghylde side 26).

Da Bille og Bøgh, som sædvanlig, har sprunget noget godt over, optrykkes brevet her:

Kjøbenhavn den 3 Novbr. 1836

Det var mig en sand Glæde at faae Deres sidste, kjære Brev. Det Indtryk, min „Improvisator“ har gjort paa Dem og Deres, og som De udtalte, blev mig en vederqvægende Opmuntring. Senere har jeg i tydske Blade læst anbefalende Critikker.

De kan tro at Roes just ydmyger og blødgjør min Sjæl, jeg føler saa levende at Alt er en Gave fra den Usynlige, hvorimod hver ubillig Strænghed gjør mig stolt, samler min hele Forfængelighed. Et nyt Oplag trykkes der alt paa af denne min første Roman; den senere, „O. T.“, som er udkommen, bliver nu oversat paa Tydsk, og naar det er skeet, skal jeg have den Ære at sende den. Jeg har allerede det tredie Værk under Arbeide; maaskee bliver Navnet for det: „Graat i Graat“; den bliver tre Dele og vil skildre Dem Folkelivet her i vort Norden, især Danmarks Eiendommeligheder. Tak for Deres smukke Oversættelse af „Bag Ellekrattet“; jeg er glad og smigret ved, at De fører mig ind i den større Verden, mit lille Fædreland ikke har. Deres deilige Digt: „Tiggeren og Hunden“ har jeg alt for et Par Aar siden oversat; det staaer i vore Dagblade og i mine samlede Digte; jeg sender her en Afskrift, det kan maaskee more Dem at høre det i danske Toner; hver Tanke troer jeg er gjengivet; men Oversættelsen bliver under Originalen.

Dette Brev sender jeg Dem med en af mine Venner, Licentiat Müller,[6] en Søn af vor i dansk Literatur virksomme Biskop P. E. Müller. Han vil mundtligt fortælle Dem Mere om mig. Hans Broder kjender De; han var 1832 en heel Vinter i Berlin og talte flere Gange med Dem. Gid denne lille Epistel maa finde Dem ved bedre Helbred, end da De skrev mig til sidst. I Deres Brev stod, at De vilde sende mig en Bog af Deres senest udkomne, men at De ikke vidste nogen Leilighed; det synes nu Egennyttighed af mig at minde om Sligt; men jeg sætter saa uendeligt megen Priis paa en Bog fra Deres Haand, at jeg virkeligt tager Dem paa Løftet. Giv Bogen og maaskee et lille Brev(?) til Müller, og han besørger det til mig. Hils Willibald Alexis; efter alle Gisninger har han vistnok skrevet Critikken over „Improvisatoren“; den har glædet mig meget. Hvad Opdageren af „Den Blaae Grotte“ angaaer, da skal han i den nye Udgave faae sit Navn rigtigt bogstaveret og som Digter blive presenteret mine Landsmænd. Oehlenschlæger har skrevet et nyt Drama: „Den unge Skuespiller“; det er Schrøders[7] Ungdoms-Liv, han har valgt til Stof. Ingemann har givet os en episk Digtning: „Dronning Margrethe“, Brødrene Bernhard en Fortælling: „Børneballet“, og jeg min Roman: „O. T.“; – det er omtrent de sidste Nyheder i vor Literatur. Tænk venligt paa mig, og lad mig i denne Vinter høre fra Dem! Det er en sand Velgjerning, De gjør.

Deres trofast hengivne
H.C. Andersen.

Fra 16. juni 1837 foreligger der et længere brev fra H.C. Andersen til Chamisso. Det har ikke været offentliggjort før. Først for nylig blev det fundet frem i Statsbiblioteket i Østberlin fra den før omtalte samling „Chamisso-Nachlass“, da jeg i et brev havde spurgt om der fandtes H.C. Andersen-breve i biblioteket.

Det skal her gengives uforkortet:

Digteren, Hr Professor Chamisso i Berlin.

Kjøbenhavn 16 August [skal være juni] 1837

Kjære Chamisso!
Et heelt Aar har jeg ikke hørt fra Dem; veed ikke hvorledes det gaaer med Sundheden. I Deres Nytaarsgave[8] fandt jeg en smuk, en venlig Hilsen: Oversættelsen af den agnetiske Sang. Dem skylder jeg at man i Tydskland er blevet noget opmærksom paa mig og jeg er Dem taknemlig derfor. Gaudys to Oversættelser af mine Digte finder jeg ganske herlige, den sidste synes jeg endogsaa er bedre end min Original. Bring ham og Häring[9] min Hilsen. Kommer jeg til Berlin søger jeg Gaudy op. Flere hædrende Anmældelser[10] af Improvisator seer jeg fra Tydskland, det er mig en Opmuntring og Glæde. Min anden Roman: O. T. seer jeg er udkommet i Leipzig paa Kummers Forlag endnu er intet Exemplar kommet til Danmark, jeg har ikke selv seet den, gid den maa komme i Deres Hænder og behage Dem. I disse Dage har jeg fuldendt en tredie Roman[11] i tre Dele, som jeg tør troe, staar i poetisk Kraft over Improvisatoren, saa snart den er (Side 2) oversat paa Dansk [dvs. tysk] skal jeg have den Glæde at sende Dem den.[12] Den unge Franske: Marmier, har opholdt sig en Tid her i Kjøbenhavn, han omtalte Dem med megen Kjærlighed, i disse Dage er han reist til Stokholm,[13] hvor jeg i næste Uge træffer ham, jeg staaer nemlig, selv med Foden i Vognen for at besøge Sverrig, jeg vil gjøre den interessante Tour med Dampskib gjennem Götha-Kanalen, Indsøerne og Motalastrømmen til Stokholm, om 6 Uger er jeg her igjen tilbage. Glæd mig i Sommer med et Brev, naar det kommer til „Conferensraad Collin i Kjøbenhavn, saa er det i mine Hænder.

Fra Ørsted og Hornemann[14] har jeg mange Hilsener til Dem; nu lev vel! tænk med Venlighed paa mig, Deres af Hjertet hengivne
H.C. Andersen.

Chamisso besvarede brevet den 5. august 1838. Brevet står trykt i Chamissos Werke (1842) bind 6, side 276-7. Det blev også trykt på dansk i Porteføljen 1840. Men da det er lidet kendt, optrykkes det her:

Dem Dichter
H C Andersen
wohlgeboren
mit einem deutschem Béranger[15]

Mein junger Freund der Studirende Johannes
Horkel[16] ist der Überbringer

Theurer verehrter Freund
Sie haben einen müden alten Mann, mich, mit „Nur ein Geiger!“ beschenkt und ich sage Ihnen für das freundliche Geschenk meinen aufrichtigen Dank: das ist wieder die rechte wunderherrliche Poesie der Kinderjahre, unvergleichlich. Das macht Ihnen Keiner nach in unserer gehegelten widerwärtigen Zeit. Sie gehören billig zu den Lieblings-Schriftsstellern Deutschlands. Dass Ihr dies Mal schmächtigerer Held gewissermassen verkümmert, ist wohl in der Anlage begründet, aber es ist nicht eben wohlthuend und könnte zu dem Verdacht verleiten, dass Sie, dessen alter ego, mit der Ungerechtigkeit des Schicksals zu hadern meinten. Lasset uns gesund und frisch und mit dem erzielten vergnügt erhalten, und bewahre uns Gott vor Zerrissenheit und Schmerz wie jetzt überall zur Schau widerwärtig ausgehängt wird.

Ich have gelebt.[17] Fuimus troes.17a Ich zehre froh an der Erinnering. Dass ich noch bisweilen spielen kann, wird Ihnen beikommendes loses Buch sagen, – auch wird der diesjährige Musenalmanach reich an Beiträgen von mir sein.[18]

Wer ist ein Pseudonymus Carl Bernhard, der mir sein Glückskind[19] zugesandt hat? Ich möchte ihm meinen Dank abgestattet wissen. Lassen Sie sich unter den Ereignissen unserer neuesten Litteratur bestens empfohlen sein

Wieland der Schmied von K. Simmrock
Gedichte von Freiligrath

Das neueste Gedicht von Rückert (zwei persische Heldennamen,[20] die mir eben nicht in die Feder kommen wollen. — Mein armer Kopf! mein armes Gedächtnis!) Es giebt sonst des Mittelguten viel, aber des Schlechten eine Sündfluth, und ich spare die Tinte.

Leben Sie wohl, mein sehr theurer Freund, und bleiben Sie jung, gesund und zufrieden.

Aloha[21]

5. August 1838

Gaudy ist zum zweiten Mal in Italien.

Ich habe einmal Freunden[22] von Ihnen, die Sie mir zugesandt haben, ein Ex. meiner Werke für Sie gegeben, haben Sie es erhalten?

H.C. Andersen blev henrykt for dette venlige brev. Det gav han udtryk for i et brev til Henriette Hanck den 21. august. Deri står:

„For Øieblikket skal jeg efter Alle der komme fra Tydskland og som et Brev jeg nys fik fra Chamisso stadfæster staae øverst af alle danske Digtere. Frøken Jessen, der kommer fra Dresden har fortalt Jette Wulff, at hun maatte klippe i smaae Stykker til Damerne, de Billeder hun havde udklippede fra min Haand.

Tserning bragte mig forleden en ung Berliner, som Chamisso anbefalede mig, vi kjørte ud og saae en Deel af Byens Omegn, den unge Mand fortalte mig mange Behageligheder, bragte mig Hilsener fra en Mængde Damer som „elskede“ Improvisatorens og Spillemandens Digter. Denne sidste Roman synes meest af alle mine at giøre Lykke; men læs Gersdorffs Repertorium, det sidste Hæfte, der skal De see hvor utilladeligt høit man sætter Spillemanden, ved Novalis Offerdingen[!] og Tiecks tidligere bedste Arbeider.“

I Gersdorffs Repertorium 1838 (bd. 17) side 85-86 står der, ganske rigtigt, en meget rosende anmeldelse, som slutter sådan:

„Ref. weiss diesem Roman keinen ähnlichen unserer Literatur an die Seite zu setzen, als etwa Novalis’ Ofterdingen und enige Erzählungen aus Tiecks vorletzter Epoche, obwohl auch diese ihm nicht ganz gleichkommen.“

Hvem referenten er, kan næppe opklares med fuld sikkerhed; anmeldelserne er kun signeret med et nummer, i dette tilfælde 138. Det er ikke usandsynligt at det igen er Willibald Alexis, alias Häring.

H.C. Andersen kunne ikke vide at Chamisso netop døde den 21. august, kun 16 dage efter at han skrev det sidste brev til sin danske ven.

Så snart han fik denne sørgelige meddelelse, forfattede han sit smukke mindedigt: „Saa har jeg mistet Dig, Du Eiegode!“ og sendte det til Kjøbenhavnsposten, hvor det stod den 28. august.

Året efter, den 3. juli 1839, skriver H.C. Andersen til Henriette Wulff:

„I denne Eftermiddag fik jeg Brev fra Berlin fra den berømte Hitzig, i Chamissos Testamente er han indsat til at udgive hans Litteraire Efterladenskab, han giver ud hans Levned og Breve til „berømte Mænd“, Hitzig ønsker nu Chamissos Breve til mig, for at disse kunne faae Plads i dette Værk. Jeg har et Par, der indeholdte Critikker over mine Romaner, Erklæring at han føler sig glad ved at kunde erkjendes for den, som først indførte mig i Tydskland, en Sammenstilling mellem mig og Heine og hans begeistrede Erkjendelse af det Guddommelige som lever i mig.“

Hitzig føjede to bind til udgaven af Chamissos samlede værker. De indeholdt hans biografi og hans breve. Deri står også H.C. Andersens mindedigt på dansk og i en vellykket oversættelse af Gaudy, der tilføjer sit eget digt: „Chamisso ist todt“.

I afdelingen „Aus Chamissos Correspondenz mit Dichtern“ står hans to store breve til H.C. Andersen; de står endda på førstepladsen (de øvrige er ikke ordnet alfabetisk).

H.C. Andersen lod disse to breve optrykke på dansk i Porteføljen 1840. Og han glemte aldrig sin taknemmelighedsgæld til Chamisso. Der hvor han i Mit Livs Eventyr fortæller om sin Tysklandsrejse i 1844, siger han: „Hjemveien lagde jeg over Berlin, hvor jeg ikke i flere Aar havde været; men den kjæreste af Vennerne der, Chamisso, var død;

„Den vilde Svane, som fløj vidt om Jorden,
Og lagde Hoved i den Vildes Skjød,“ –

var fløien til en herligere Verdensdeel.

Jeg saae hans Børn, der stod uden Fader og Moder. Det er paa Ungdommen om mig, jeg seer, at jeg selv ældes, inden i mig føler jeg det ikke; Chamissos Sønner, dem jeg sidst saae som Drenge, barhalsede, legende i den lille Have, kom nu med Hjelm og Sabel, de vare Officerer i preussisk Tjeneste. Jeg følte et Øieblik, hvor Aarene rulle hen, hvor Alt forandres og hvor man mister.“ (MLE I 309).

„Den kjæreste af Vennerne“ er stærke ord, men næppe for stærke.

Efterskrift om Franz von Gaudy 1800-1840

Da jeg et par gange har nævnt Franz von Gaudy, vil jeg her tilføje et par ord om ham. H.C. Andersen og han har, så vidt vides, aldrig truffet hinanden personlig. Men gennem Chamisso havde de fået interesse for hinanden. De var begge to begejstrede Italiensvenner; Gaudy skrev en læseværdig bog: Mein Römerzug (1836). En del af hans produktion består af gendigtninger, „Nachbildungen“, bl.a. af polske og italienske folkesange.

Franz von Gaudy. Stik efter tegning af Stein.

Gaudy oversatte, vistnok i den oftere omtalte Musenalmanach, to digte af H.C. Andersen, nemlig „Drengen og Moderen paa Heden“ („Sohn und Mutter“) og „Vandrer-Liv“ („Landstreicher-Leben“) samt mindedigtet om Chamisso. Når man læser disse oversættelser, forstår man fuldt ud H.C. Andersens glæde og hans forventning. Men håbet brast. Den 20. februar 1840 skriver H.C. Andersen til Henriette Hanck:

„Freiherr von Gaudy, der skulde oversætte Mulatten paa Tydsk, seer jeg netop den Dag jeg havde indpakket et Exemplar til ham, staaer i den tydske Avis anmældt som Død af Nerveslag.“ (Han døde 5. februar 1840).

Den eneste af H.C. Andersens samtidige biografer, der nævner ham, er vist P. L. Møller (i Pantheon 1845).

For at ære Gaudys minde aftrykker vi her hans tre oversættelser.

I

Adelbert von Chamisso

Du Herrlicher, so hab’ ich Dich verloren!
Nicht hör’ ich Deinen Trost, Dein Lob fortan.
Du sahst in mir, zu was mich Gott erkoren,
Sahst, was nur Vaters Blick erspähen kann.
Ist’s Eitelkeit, wenne erst in meinen Schmerzen
Ich wohl erkannt, was mir Dein Beifall war?
Jetzt kannst Du lesen klar in meinem Herzen,
Siehst jetzt am besten, ob Dein Hoffen wahr.

Ein Schwan hat um den Erdkreis sich geschwungen –
Er schlummerte im Schooss des Wilden ein;
In Süd’ und Norden hat er Lieb’ errungen.
Herüber quoll sein Sang aus Hermanns Hain;
Sein letzter waren Frankreichs Freiheitslieder,
Die Wurzel schlugen in der Völker Gunst,
Dann brach sein Herz – wann schlägt ein solches wieder? –
Versenkt in Trauer steht der Muse Kunst.

II

Sohn und Mutter

So sprich doch, Herzensmutter, gieb Antwort Deinem Sohn:
Seh’ ich den Vater nimmer? Deckt ihn die Erde schon?
Du schwiegst, so oft ich fragte: wer doch mein Vater war?
Allnächtlich hab’ ich Träume gar fremd und wunderbar.
War nicht der Vater König? Sprich nur das eine Wort:
Zieh’n wir durch Busch und Haide so heimlich wieder fort?

Wo sind die schwarzen Wälder? Dort sang, dort tanzte man.
Wo sind die grossen Berge? Oft denk’ ich noch daran,
O sprich, wo ist mein Vater? O sag’ mir, wer er war?
Allnächtlich hab’ ich Träume, gar fremd und wunderbar.
Ich will den Traum erzählen, Herzmutter deute ihn:
Mir war, als ob der Vater zur Nachtzeit mir erschien.

’Nen Regenbogen sah ich ruhn auf der Berge zwei,
Und unterm Bogen schwebte mein Vater stolz und frei.
Am Hals hing eine Kette; er trug ’ne Krone klar,
und ringsum flogen Engel mit schnee ’gern Flügelpaar.
Ich sah, wie er mich winkte. Der Traum war licht und hell.
O sprich doch, gute Mutter, wo finden wir ihn schnell? –

Schweig still mit Deinem Träumen. Was solch ein Narr sich denkt.
Dein Vater ward in Ungarn, woher du kommst, gehenkt.
Stolz war er wie ein König, selbst unterm Galgenpfahl –
Jetzt ward er wohl schon lange der schwarzen Raben Mahl.
Du lagst an meinem Herzen, als ich dem Loch entfloh –
Was wirst Du blass? – Nun, Junge, komm doch! Was greinst Du so?

III

Landstreicher-Leben

Scharfzahn’ger Hofhund kläfft und lärmt.
Das Kleid verblichen, die Wange verhärmt,
Das Auge hohl, mit scheuem Schritt
Ein Weib des Hauses Flur betritt.

An ihrer Harfe schleppt sie schwer;
Sie dreht die Wirbel hin und her.
Matt tönt das Lied aus kranker Brust:
Sie singt ein Lied von Freud’ und Lust.

Ein magrer Gaul am Zaune hält,
Und rupft die Stoppel vom kahlen Feld.
Zweirädiger Karren ruht im Sand
Mit Kissen und Decke von Leinewand.

Der Mann im luft’gen Karren liegt
Und auf den Knie’n den Säugling wiegt;
Das Kind, das fieberbleich und krank,
Nach seiner Mutter wimmert bang.

Er küsst und schlägt und küsst wiederum
Das Kind – vergebens, es wird nicht stumm,
Und leise verwünscht sein hadernder Mund
Das Weib, das Kind und das Erdenrund.

Zurück kehrt jetzt Landstreichers Weib,
Bringt Schwarzbrot mit, ’nen ganzen Laib,
Reicht ein paar Kupferdreier dem Mann,
Und legt an die Brust den Säugling an.

An der Mutter Brust das Kind verstummt.
Der Mann ergreift den Zaum, den Kummt,
Wirft über beides dem grasenden Ross,
Und weiter rückt der Bettler-Tross.

 

Noter

  1. ^ „Landesvater“ var en studentersang til ære for regenten. Mens man sang den, stak man huerne på huggerterne. (Mohr og Nissen: Tysk-dansk Ordbog 1900-1904).
  2. ^ Eventyr af forskjellige Digtere; sammendragne og oversatte, med Bemærkninger, af Adam Oehlenschläger, udkom 1816. Deri Undine p. 143-209 og Galgemanden p. 246-286.
  3. ^ „Hr. Sinclar drog over salten Hav“ af Edvard Storm (1785).
  4. ^ Otto Müller (1807-82), senere højesteretsassessor.
  5. ^ Chamisso havde i sit brev af 21. juni 1836 fortalt at han havde oversat „Bag Ellekrattet nede“ fra „Agnete og Havmanden“ og bebudet at hans oversættelse ville komme i Musenalmanach for 1837.
  6. ^ Ludvig Müller (1809-82), senere inspektør ved Møntsamlingen og Antiksamlingen.
  7. ^ Den tyske skuespiller og teaterleder Friedrich Schröder (1774-1816).
  8. ^ Deres Nytaarsgave: Musenalmanach 1837.
  9. ^ Wilhelm Häring, alias Willibald Alexis (1798-1871).
  10. ^ Omtales også i brev af 4. januar 1837 til Madame Iversen: „Jeg har faaet fra Tydskland flere glimrende Critikker over „Improvisatoren“ og i de sidste Dage en meget fordelagtig Anmeldelse over min Harzreise, der, som De veed, er udkommet i Breslau“ (Bille og Bøgh I 365). Jfr. også brev af 25. juli 1837 til F. C. Sibbern: „I Tydskland har man næsten vurderet Bogen (o: Improvisatoren) for høit, sagt, den vilde være en Hæder for ethvert Lands Literatur“ (Bille og Bøgh I 376).
  11. ^ „Kun en Spillemand“ udkom den 22. november 1837. Den 18. juni fik H.C. Andersen 4 eksemplarer af „Nur ein Geiger“ oversat af G. F. von Jenssen (H. Topsøe-Jensen: Mit eget Eventyr p. 215 og Omkring Levnedsbogen p. 190).
  12. ^ Af Chamissos sidste brev fremgår det at han har fået bogen.
  13. ^ Marmier rejste til Sverrig den 7. juni 1837, og H.C. Andersen den 20. juni. H.C. Andersen kom først tilbage den 24. august. Datoen må derfor rettes. (Se Poul Høybye: H.C. Andersens franske ven Xavier Marmier, p. 24 og 39).
  14. ^ Botanikeren Jens Wilken Hornemann (1770-1841) var medarbejder ved „Maaneds-skrift for Literatur“. H.C. Andersen kom i hans hjem, men Hornemann var lidet anerkendende over for den unge digter. Endnu i 1840 havde han ikke accepteret ham; en pinlig episode er refereret i Mit Livs Eventyr (I 253). Ikke desto mindre skrev H.C. Andersen et pænt mindedigt, der blev afsunget ved fakkeltoget til Hornemanns grav: „En ældre Ven Du var os, Dig vi fulgte“. Det er vel studenternes tanker han her tolker.
  15. ^ Bérangers Lieder 1838, et udvalg oversat af Chamisso og Gaudy. Se Estrid og Erik Dal: Fra H.C. Andersens boghylde (1961) p. 40 og 91.
  16. ^ Johannes Horkel (f. 1820) var lige blevet student. Han studerede klassisk filologi og disputerede i 1841 i Berlin. Hans data står i disputatsen.
  17. ^ Manuskriptet er uklart. Der står gehabt eller gehebt. Det må være citat fra Schiller: Ich habe gelebt und geliebet (Des Mädchens Klage).
    17a. Vi har været trojanere (da Troia existerede), dvs. alt er forbi, citat af Vergils Æneide. 2, 235.
  18. ^ Chamisso havde leveret 8 digte til Deutscher Musenalmanach für das Jahr 1839.
  19. ^ Lykkens Yndling.
  20. ^ Rostem und Suhrab.
  21. ^ Aloha = lev vel! den hawaianske velkomst- og afskedshilsen; ordet betyder egl. „kærlighed“; se Lorrin Andrews: Vocabulary of Words in the Hawaiian Language (1836).
  22. ^ Brødrene Otto og Ludvig Müller, se note 4 og note 6.

 

©