Christian Andersen og Det Kongelige Theater 1819-22

Ny- og nærlæsninger af dokumenter, breve, levnedsbeskrivelser og andet materiale, der belyser hans forhold til teatret i denne periode

I Det kongelige Teater og Kapels arkiv på Rigsarkivet findes to skrivelser, begge på helark i folioformat, der vedrører den 15-årige H.C. Andersen. Da de fleste Andersen-læsere rimeligvis kun kender dem i forkortede udgaver, gengives de nedenstående i deres fulde ordlyd og i korrekt opstilling efter originalerne på Rigsarkivet.[1]

Kjøbenhavn d. 6te August 1820

Christian Andersen ansøger allerunderdanigst Deres Majestæt om en Understøttelse, indtil han kan erholde en Plads ved det Kongelige Theater, hvoraf han vil kunne leve.

Til Kongen!

En ubegrændset Lyst til Theaterfaget, hvorfor jeg ene føler mig bestemt, har drevet mig til Hovedstaden, for, om muligt, at blive ansat ved det Kongelige Theater. Kun udrustet med min heftige Lyst og Haab til ædle Mennesker traadte jeg ud i den store Verden, thi min Fader, en fattig Skomager i Odense, kunde Intet give mig. Professor Weyse samt ogsaa Hr. Siboni ere de Ædle, hvem jeg skylder mit Underhold i de ¾ Aar, jeg har været her i Staden. Men da jeg kun med Smerte kan modtage Velgjerninger af Professor Weyse, der maae falde ham tunge under de trykkende Tider, og jeg, uagtet jeg nu er ansat ved Dandseskolen, indtil jeg kan erholde Plads som Sanger og Skuespiller, ikke saasnart kan haabe et selvstændigt Udkomme, saa anraaber jeg allerunderdanigst Deres Majestæt om en Understøttelse for mit Ophold; en Naade, jeg skal søge at gjøre mig værdig til, ved tro at uddanne det Talent, som jeg efter Mænds Dom, hvilke jeg ærer og elsker, smigrer mig med at besidde.

Allerunderdanigst
Christian Andersen
,


Allerunderdanigst Betænkning!

Indbemeldte Ansøgning maae efter Omstændighederne bortfalde. Frederiksberg d. 2den September 1820.
Frederik R.

Deres Majestæt har allernaadigst befalet Deres Theaterdirektion over hosliggende allerunderdanigst Ansøgning fra Christian Andersen at afgive allerunderdanigst Betænkning.

Da Supplicanten for omtrent ¾ Aar siden meldte sig for Direktionen med Ønsket om Ansættelse ved Theatret, fandt den efter de aflagte Prøver, at han manglede saavel Talent som Udvortes for Scenen.

Ikke destomindre havde Herr Siboni den Godhed frivillig at give ham Underviisning i Sang i det Haab at kunde for det første danne ham til Chortienesten ved Theatret, men selv dette saae han sig nødt til at opgive. Han tog derpaa sin Tilflugt til Herr Solodandser Dahlens Dandseskole for at oplæres i dette Fag hvortil han efter Herr Dahlens Erklæring ligeledes mangler Anlæg og Udvortes.

Ligesom Direktionen altsaa anseer det for sin allerunderdanigste Pligt at fraraade hans Ansættelse i nogetsomhelst Fag ved Theatret, saaledes tør den heller ikke anbefale ham til nogen Pengeunderstøttelse af Theaterkassen der lettelig kunne drage til Følge for andre paa kort Prøve antagne Elever og saaledes paabyrde Kassen en nye Udgift i Fremtiden.

Den os allernaadigst tilsendte Ansøgning vedlægges allerunderdanigst.

Direktionen for Det kongelige Skuespil den 24de August 1820
Fr. Holstein   K. L. Rahbek   G. H. Olsen

Den første skrivelse er en ansøgning til kongen fra den unge H.C. Andersen, dateret den 6. august 1820. Opstillingen er helt korrekt, og stavning, samt sproglig udformning er i orden. Skriften er lidt barnlig og gnidret, men absolut læselig. Den ansøgning må Christian Andersen have fået hjælp til, antagelig af digteren, professor Fr. Høegh-Guldberg, som han havde haft kontakt med siden forsommeren 1820. Ansøgningen er blevet sendt eller afleveret til kongen.

Kongen har derefter pålagt teaterdirektionen at afgive betænkning om ansøgningen og har vedlagt denne til orientering.

Den anden skrivelse er så teaterdirektionens betænkning af 24. august 1820, affattet efter kongens befaling. Direktionen har vedlagt ansøgning og sendt begge skrivelser til kongen.

Efter at have gjort sig bekendt med indholdet af betænkningen har kongen dikteret sin resolution, der er blevet skrevet på venstresiden af betænkningens folioark, og har skrevet den under. Resolutionen er dateret den 2. september 1820.

Begge skrivelser er derefter blevet sendt tilbage til teaterdirektionen, der har ladet dem forvare i teatrets arkiv og på et eller andet tidspunkt har meddelt ansøgeren, hvad kongen har resolveret.

Forkortede udgaver af skrivelserne

Edvard Collin har gengivet både ansøgning og betænkning i forkortet udgave i A&C (s. VIII-IX). Udeladt er ansøgningskoncentratet på venstresiden af folioarket og begyndelsen og slutningen af betænkningen, i hvis tekst Collin har foretaget et par ændringer. Han retter f.eks. stavefejl (at kunde til at kunne) og erstatter »paa kort Prøve« med »paa kort Tid«, muligvis for at tydeliggøre meningen. Endvidere forkorter han Kongelig til Kongl., Direktion til Dir. og allerunderdanigst til all., anbringer kongens resolution for sig, dvs. under betænkningen, og forbinder ansøgning og den forkortede betænkning med følgende, forklarende tekst: »Kongen paalagde Theaterdirektionen at afgive Betænkning herom. I denne hedder det:«

Begge skrivelser er tillige – dog uden Collins forbindende tekst – aftrykt i Povl Ingerslev-Jensens artikel »Statist Andersen«, Anderseniana 1971[2], hvor de er citeret efter A&C. Efter gengivelsen af ansøgningen meddeler Ingerslev-Jensen, at Edvard Collin har gengivet den med uoriginal ortografi, men bringer ingen dokumentation for sin meddelelse. Hertil skal kun anføres, at ansøgningens ortografi i A&C stemmer overens med ortografien i den håndskrevne ansøgning, som er vedlagt betænkningen i arkivæske nr. 24 på Rigsarkivet. I sidste afsnit af det Ingerslevske citat af betænkningen har der iøvrigt indsneget sig en meningsforstyrrende trykfejl; der står »drages til Følge« i stedet for »drage til Følge«.

Fejlagtige opfattelser af teaterdirektionens betænkning

Hele betænkningens sproglige udformning viser tydeligt, at det drejer sig om en skrivelse til kongen, også i den forkortede udgave i A&C, hvor især anvendelsen af ordet »allerunderdanigste« (forkortet all.) foran pligt i sidste afsnit giver et klart signal. Ikke desto mindre introducerer Elias Bredsdorff i den danske udgave af sin Andersenbiograf[3] citatet af betænkningen med følgende bemærkning: »Den 24. august 1820 sendte Det kongelige Teaters direktion som svar på hans bønskrift til kongen en skrivelse til Andersen, hvori det bl.a. hed:« Derefter kommer citatet uden »all.« foran pligt og uden den sidste ledsætning, udeladelser, som Bredsdorff har taget højde for ved at skrive »bl.a.«. Også Ingerslev-Jensen, (jvf. ovenfor), er af den opfattelse, at skrivelsen er rettet til Andersen, og præsenterer citatet som følger. »Som svar [på Andersens bønskrift] afgiver teaterdirektionen på kongens vegne følgende betænkning:« Hvordan de to skribenter har kunnet undgå at registrere skrivelsen som en betænkning til kongen, er det vanskeligt at udtale sig om; derimod må man regne med, at en del af deres læsere kan have fået en skæv indfaldsvinkel til betænkningens indhold, for så vidt som de ikke havde det i forvejen.

Baggrunden for teaterdirektionens reaktion

Det synes nemlig, som om der i tidens løb er fokuseret lidt for ensidigt på betænkningens udtalelser om unge Andersens manglende talenter, medens ingen har interesseret sig for direktionens argumentation og årsagen til den ret kraftige og negative reaktion på en ansøgning om understøttelse fra en 15-årig person, som man jo egentlig ikke kendte meget til, da han kun i knapt tre måneder havde været aspirant på balletskolen, der havde lokaler på hofteatret.

Skal man finde årsagen til direktionens reaktion, må man erindre sig, at H.C. Andersen havde appelleret til den enevældige konge, og at teatret i 1820 i egentlig betydning var kongeligt, endvidere at Frederik VI tog sine landsfaderlige pligter seriøst og ofte hjalp undersåtter, der uforskyldt var kommet i klemme i samfundsmaskineriet, samt ikke sjældent understøttede børn og unge uden forsørgere, hvis de viste vilje og evne til at lære noget. De skjønne kunster havde kongen ikke megen forstand på, og derfor havde han bedt om en indstilling fra direktionen, der udmærket godt vidste, at det var majestæten, der bestemte i den sidste ende.

Da direktionen har frygtet, at en eventuel understøttelse til en aspirant, dvs. en elev antagen på kort prøve, (jvf. skrivelsens ordlyd), kunne danne præcedens med beklagelige konsekvenser for teatrets økonomi, gjaldt det følgelig om at få udformet betænkningen, så kongen måtte give afslag, og teaterdirektionens frygt var reel nok. Både på ballet- og syngeskole var der adskillige aspiranter, »som arbejdede uden Løn og blot med et uvist Haab om engang at opnaa en saadan[4]«. F.eks. var i sæsonen 1821-22 ca. en tredjedel af korets par og tredive medlemmer uden gage, og i 1823 var den ulønnede tredjedel vokset til en halvdel[5]. Der var mange af disse gageløse aspiranter, der kunne behøve støtte til deres underhold, og man kan forestille sig stormløbet på teaterkassen, hvis en balletaspirant med tre måneders tjeneste bag sig havde opnået dette gode. Direktionen var klar over, at frygten for præcedens var et argument, der ville gøre indtryk på den ikke kun godlidende, men også ganske husholderiske konge; den gemte det dog med velberåd hu til slutningen af skrivelsen. Man måtte nemlig tage højde for det mulige modargument, at en eventuel støtte til en meget talentfuld elev, af hvem man med rimelig sikkerhed kunne forvente, at han/hun ad åre kunne blive til glæde og nytte for teatret som udøvende kunstner, næppe ville kunne skabe den frygtede præcedens. Altså måtte man først godtgøre, at ansøgeren ikke var i besiddelse af et sådant talent.

Talent som balletdanser?

Direktionen forhørte sig hos solodanser Carl Dahlén, der var leder af undervisningen for store og små balletbørn, men som tillige fungerede som »Dandsedirecteur« under Antoine Bournonvilles ophold i Paris, og Dahlén afgav erklæring om ansøgerens manglende anlæg. Rigtigheden af Dahléns udsagn kan ikke drages i tvivl. En erfaren underviser har efter 2-3 måneder kunnet se, at den 15-årige dreng aldrig kunne blive en fremragende danser. Ifølge MeE (s. 40) og MLE I (s. 65) skal Dahlén have sagt til Andersen, at han næppe kunne drive det videre end til at blive figurant, dvs. korpsdanser, og det var ikke noget særligt i betragtning af ballettens beskedne niveau på dette tidspunkt. Desværre havde det unge menneske i sin ansøgning ret frimodigt givet udtryk for, at han kun var i venteposition på danseskolen, til han kunne »erholde Plads som Sanger og Skuespiller«. Altså måtte man for alle eventualiteters skyld også udtale sig om hans muligheder på disse felter, og på hvilket grundlag gjorde man nu det?

H.C. Andersen har aflagt prøve på teatret i september 1819

Den første sætningsperiode i betænkningens 2. afsnit giver læseren den oplysning, at H.C. Andersen i forbindelse med sin henvendelse til teatret i september 1819 har aflagt prøver, og at direktionen har truffet sin beslutning om afvisning på grundlag af dem. Direktionens oplysning er selvfølgelig korrekt; en så grov usandhed ville næppe forekomme i en skrivelse til den enevældige konge fra hans embedsmænd[6]. De nævnte prøver omtales imidlertid ikke i nogen af digterens selvbiografiske fremstillinger, heller ikke i Levnedsbogen, som af H. Topsøe-Jensen vurderes som den pålideligste[7]. Ifølge den henvendte H.C. Andersen sig to gange til teaterchefen, kammerherre von Holstein for »at komme til teatret«, første gang den 8. september 1819, (Levnedsbog s. 55-56), hvor han blev afvist på grund af sin magre figur og mangel på dannelse, (replikskiftet er mere elegant turneret i MeE s. 32-34 og MLE I s. 55-56), samt til sin yderligere fortvivlelse erfarede, at balletskolen først optog elever til maj. Det andet besøg, der – efter hvad han skriver – betydeligt rystede hans håb, (Levnedsbog s. 58), fandt efter Topsøe-Jensens mening sted den 17. september, dagen efter hans overværelse af syngestykket »Poul og Virginie«, den 16. september.[8] Derefter følger hans korte forsøg som snedkerlærling og hans optræden ved middagsselskabet hos teatrets nye direktør for syngeskolen, den italienske sanger og syngelærer Giuseppe Siboni.[9] Der er, som Topsøe-Jensen så rigtigt bemærker, »et Tomrum, hvor det er svært at fatte, hvad Drengen egentlig har faaet Tiden til at gaa med[10]«, nemlig dagene fra 9.-15. september, og i det tidsrum kan han have aflagt prøve(r) for den af teatrets to instruktører[11], som han var blevet henvist til af teaterchefen. Det andet besøg hos kammerherre Holstein får nu pludselig mening; han møder efter tilsigelse og får det negative udfald af prøven/prøverne, som så rystede hans håb. Det forekommer nemlig tvivlsomt, om drengen allerede i september 1819 var så hårdhudet, at han på eget initiativ havde vovet sig op til Holstein een gang til, hvis han den første gang var blevet afvist så afgjort og barsk, som han skildrer det i Levnedsbogen.

Proceduren ved den unge H.C. Andersens prøveaflæggelse synes at have været den normale: henvendelse til chefen, der henviste til aflæggelse af prøve hos en instruktør, og udfaldet af prøven afgjorde så, om man fortsat kunne få undervisning, hvad der kunne føre til debut, eller om man blev afvist[12]. Men der var jo dem, der ikke kom længere end til teaterchefen. Hvis han ikke skønnede det rimeligt, kom ansøgeren ikke til prøve, og man har en fornemmelse af, at hans skøn kunne have social slagside. Det tog f.eks. den senere forfatter Thomas Overskou, der var søn af en faglært arbejder og en rullekone, ca. et år at få henvisning til en instruktør, og det var rimeligvis aldrig lykkedes, hvis ikke hans kvikke rullekonemor havde fundet på en udvej[13]. På den baggrund er det overraskende, at drengen Christian Andersen, hvis særprægede apparition næppe har gjort noget gunstigt indtryk på den aristokratiske chef, overhovedet blev underkastet en prøve, og at det skete så hurtigt efter henvendelsen. På det punkt er det sikkert oberstleutnant Christian Høegh-Guldbergs skrivelse til kammerherre, oberst Frederik Conrad von Holstein, der har gjort sin virkning, (Levnedsbog s. 55). Man må konstatere, at H.C. Andersen allerede i Levnedsbogen har forsøgt at manipulere med visse kendsgerninger, en kunst, som han under den selvopfundne betegnelse »gruppering« efterhånden skulle blive meget dygtig til. I de to senere selvbiografier omtales som bekendt kun eet besøg hos teaterchefen, og Høegh-Guldbergs brev nævnes ikke.

Talent som skuespiller?

Betænkningens udtalelse om ansøgerens manglende talent for scenen hviler altså på en ét år gammel prøveaflæggelse, og man kan vel sætte spørgsmålstegn ved, hvor megen vægt man kan tillægge en 14-årig drengs forsøg i skuespilkunsten. Man må også erindre, at hans stemme ved ankomsten til København endnu ikke var gået i overgang, og at han derfor ved prøveaflæggelsen har spillet sine roller med sin drengestemme – og tilmed på fynsk.

Noget talent må han have haft; det viser hans senere optræden på de skrå brædder i studenterforeningsregi, også i forestillinger, som studenterne opførte offentligt med velgørende formål[14]. Det synes også, som om skuespilleren Ferdinand Lindgreen har sporet noget talent, da han i sæsonen 1820-21 efter Fr. Høegh-Guldbergs anmodning gav den nu snart 16-årige Andersen instruktionstimer. Det unge menneske blev ikke afvist som talentløs efter at have fået et par timer; tværtimod har der været tale om et længere undervisningsforløb med indstudering af flere roller, og Lindgreen har foranlediget, at Andersen fik lov til at aflægge prøve for direktionen i en af dem, nemlig som Jacquinot i Patrats komedie»De to Grenaderer«[15]. Skuespilleren har sandsynligvis været i tvivl, men har til sidst måttet fortælle sin elev, at han ikke havde det talent, der skulle til for at blive en god skuespiller. (Levnedsbog s. 79, MeE s. 39-40, MLE I s. 64-65). Thomas Overskou, der var H.C. Andersens lidt ældre samtidige på teatret og derved har fået et direkte indtryk af drengen Christian Andersen, har i en biografisk artikel om digteren, anstillet nogle interessante betragtninger over folks tilbøjelighed til at tro, at den, der »ved et løierligt Væsen og aldeles hensigtsløs Overdrivelse«, lettest kan få dem til at le, også måtte have et stort komisk skuespillertalent, hvad Overskou ikke har ment, at Andersen besad, og det havde han nok ret i[16]. Unge Andersen har virket komisk uden at have talent for det komiske, men er af folks ytringer blevet smigret til at indbilde sig besiddelsen af dette talent. At han har følt, at der var andre kræfter i ham, viser, at han hos Lindgreen hellere ville spille de rørende roller, og især hans bøn om at måtte indstudere hoved- og titelrollen i Oehlenschlägers tragedie »Correggio«, hvad han selvfølgelig ikke kunne klare som 16-årig med fynsk accent. Med årene blev H.C. Andersen en fin oplæser af egne værker, især af eventyrene, og det viser, at hans dramatiske talent gik i andre retninger end det komiske, som ikke mindst hans Udvortes i de unge år låste ham fast i.

Det manglende Udvortes

Efter direktionens mening har den unge H.C. Andersen ikke kun manglet talent for scenen, men også »Udvortes«, hvilket vil sige, at han ikke havde noget godt sceneydre. Det manglende Udvortes nævnes to gange i betænkningen, og Andersen refererer i selvbiografierne flere udsagn af samme art, (teaterchefen, Lindgreen, Siboni, Jonas Collin). Et uheldigt sceneydre var et alvorligt handicap og har spillet en afgørende rolle ved vurderingen af Andersens talenter for scenisk fremstilling på alle felter, ikke blot i betænkningen fra 1820, men også ved senere lejligheder som f.eks. hans prøve for direktionen som Jacquinot. Et heldigt sceneydre kunne derimod jævne vejen til den ønskede debut, selv om talentet var beskedent. Et godt eksempel er den modtagelse, som Andersens ældre digterkollega Adam Oehlenschläger fik, da han i 1797 ved sæsonens begyndelse meldte sig på teatret som aspirant og uden nævneværdigt talent fik lov til at debutere i december samme år[17]. Man manglede ganske vist på det tidspunkt unge skuespillere, men det har ikke været uden betydning, at den unge Adam var en smuk og smækker yngling med et godt organ, et nydeligt sprog og en net borgerlig baggrund. Proletarbarnet Christian Andersen havde ikke disse fortrin, og til trods for, at vi i dag har andre og mindre snævre kriterier for begrebet »et godt udseende«, så må vi vel medgive, at drengen Christians magre, ranglede skikkelse og »smaa, chinesiske Øine, der trængte til en chirurgisk Operation, for at faa fri Udsigt, bagved en stor fremragende Næse[18]«, ville have vakt upassende opmærksomhed blandt publikum ved eventuelle solopræstationer.

Prøve i sang på teatret i september 1819?

H.C. Andersens smukke drengesangstemme er ikke blevet prøvet på teatret i september 1819. Det fremgår tydeligt af Levnedsbogen s. 60, hvor han efter det mislykkede forsøg på at blive snedkerlærling, skildrer sin fortvivlelse og beder »Gud i Himlen« om hjælp, hvorefter den tanke gennemfarer ham: »»…min Stemme, som alle roste i Odense« har jo endnu ingen ved Theatret hørt«. Det havde faktisk Madam Schall, som han havde sunget og danset for, (Levnedsbog s. 54, MeE s. 32, MLE I s. 55), men hende synes han helt at have glemt, og læseren får en vag fornemmelse af, at Andersen her kommer til at røbe, at han ved andre lejligheder end privatbesøgene hos danserinden og Rahbek (Levnedsbog s. 55), samt audienserne hos teaterchefen har været i forbindelse med teatret. I MeE (s. 35) og MLE I (s. 57) er fremstillingen nemlig på flere punkter ændret, og den ovenfor citerede »tanke« er reduceret til »alle Mennesker havde jo rost min Stemme«. I det lange brev af 27. 3. 1825 til Jonas Collin findes en lignende og »sigende« bemærkning: »Dog hørte jeg først at der endnu var Een ved Theatret, som jeg ikke havde været hos nemlig Siboni…«,[19] og uvilkårligt spørger læseren: hvor mange har han egentlig været hos?

Talent som sanger?

I betænkningen foregiver direktionen heller ikke at have noget prøveresultat at henvise til, men beretter i stedet om Sibonis privatundervisning af ansøgeren i vinteren 1819-20 og resultatet af den. Skønt Sibonis undervisning af ansøgeren havde været et helt privat anliggende og var foregået i syngeskoledirektørens hjem, er det dog muligt, at man har bedt ham om en mundtlig eller skriftlig udtalelse, og at det er den, der refereres i betænkningen. Ifølge referatet har Siboni haft det håb for det første (dvs. foreløbig, indtil videre) at danne Christian Andersens stemme til brug for kortjenesten på teatret. Den del af udtalelsen er der nogen mening i, tidens praksis og Sibonis anskuelser taget i betragtning, selv om en læser i dag ville mene, at en drengesangstemme hører hjemme i et rent drengekor eller i et drenge- og mandskor, men ikke i et operakor, som er et såkaldt blandet kor, bestående af kvinde- og mandsstemmer. Der var imidlertid dengang blandt aspiranterne på syngeskolen et mindre antal unge mænd eller store drenge, hvis sangstemmer endnu ikke var gået i overgang; i 1823 havde f.eks. seks ud af ni ulønnede mandlige aspiranter endnu deres drengestemmer[20]. Hvis de har gjort kortjeneste, har de altså sunget sopran eller alt. Denne praksis var Siboni principielt modstander af, fordi han selvfølgelig har vidst, at man ikke kan forudsige, hvilken slags stemme en dreng får efter overgangen, hverken dens kvalitet eller dens kategori, (tenor, baryton, bas), og heller ikke på forhånd ved, hvor lang tid overgangsperioden vil vare. Men han har ligget under for den misforståelse, at man burde gøre en undtagelse for en dreng, der besad en særlig »smuk, bøjelig og sikker Stemme«, og som var flittig og lærvillig; »thi om han end ikke faaer nogen god Stemme, [dvs. en soliststemme], vil han dog altid blive en god Musikus og være en herlig Chorist til hvilket det er mere nødvendigt at have en stærk end en kjøn Stemme, forudsat at den er sikker og har en ren Intonation[21]«. Hertil er kun at bemærke, at undervisning af sangbegavede drenge kan gøre deres drengestemmer smukkere, fyldigere og mere bæredygtige, men ikke på nogensomhelst måde sikrer, at drengene får »gode« eller »stærke« stemmer efter overgangen, således som Siboni åbenbart har ment. Den erhvervede sangteknik kan imidlertid hjælpe drengene til at udvikle deres nye mandsstemmer, men kun hvis de under en kyndig lærers vejledning hurtigt kommer i gang med at synge, førend de har glemt fornemmelserne af stemmefunktionen[22].

Ud fra sine anskuelser, således som de fremtræder i ovenfor anførte citat fra hans forslag til plan for syngeskolen (jvf. note 21), kan Siboni have ment, at Christian Andersens smukke sangstemme var en sådan undtagelse, og derfor har villet give ham undervisning, så han foreløbig kunne komme på syngeskolen og gøre kortjeneste med sin drengestemme, indtil den fremtidige udvikling ville afgøre, om han fik en soliststemme eller blev »en herlig Chorist«. Sidstnævnte udtryk tyder iøvrigt heller ikke på, at Siboni har fundet det mindreværdigt at blive korsanger, således som man må opfatte det ud fra den følgende sætning i betænkningen, »men selv det saae han sig nødt til at opgive«. Man vægrer sig ved at tro, at Siboni har brugt den formulering, men undrer sig til gengæld over, at den egentlige årsag til undervisningens ophør ikke er nævnt.

Ifølge Levnedsbogen (s. 65) har hovedårsagen til sangundervisningens ophør været, at drengens stemme var ved at gå i overgang, hvad Andersen fastholder i MeE (s. 36), i MLE I (s. 61) og i flere andre kortere levnedsskildringer, som han selv har haft indflydelse på[23]. Hvorfor nævnes denne årsag ikke i direktionens skrivelse? Har man ikke været vidende om den? Eller har man ikke anset det for formålstjenligt at anføre den, da et begyndende stemmebrud ikke kunne opfattes som tegn på manglende talent, og det var jo et sådant tegn, man gerne skulle finde, også på sangens område. Tør man forestille sig, at den ikke sangteknisk kyndige teaterdirektion selv har fabrikeret en udtalelse om forløbet af ansøgerens sangundervisning, eventuelt på grundlag af et mundtligt udsagn fra Siboni, der kan have haft svært ved klart at udtrykke, hvad han har forsøgt eller snarere ikke har forsøgt at lære drengen Christian Andersen.

Indskud om Sibonis mangelfulde undervisning

Efter skildringen i alle tre selvbiografier fik den unge Andersen et par korte sangøvelser een eller to gange om måneden, samt lov til at være tilhører, når det kongelige operapersonale fik deres partier gennemgået. »Således gik efteråret og vinteren. Lærte H.C. Andersen noget i disse mange måneder? Næppe meget – hvad Siboni egentlig har tænkt sig at denne mangelfulde og tilfældige sangundervisning skulle føre til, er ikke godt at vide«. Citatet stammer fra »H.C. Andersen. Levnedsløb – Digtning – Personlighed« af Bo Grønbech, der til dato er den eneste Andersen-forsker, der på tryk har sat spørgsmålstegn ved kvaliteten af den undervisning, som Andersen fik hos Siboni, og det spørgsmålstegn har Bo Grønbech sat med rette[24].

I MLE udtrykker H.C. Andersen selv en vis kritik af den såkaldte undervisning, han modtog, men på en meget diskret og indirekte måde. Efter skildringen af tilværelsen i Sibonis hus, som her er udstyret med et par træk, der skal vise sangerens venlighed over for drengen, samt hans temperament, (MLE I s. 59), indskyder Andersen på den følgende side en ganske rammende karakteristik af italienerens virke ved Det kongelige Teater og indleder den med følgende bemærkning: »Siboni var, efter Alt hvad jeg senere har forstaaet og erfaret, en ganske fortræffelig Syngelærer…« Ordet »senere« er vigtigt. Da H.C. Andersen skrev MLE, var han blevet en mester, ikke blot i grupperingens, men også i antydningens kunst.

Hvis de omtalte skalaøvelser een til to gange om måneden skal give nogen mening, må de opfattes som en slags kontrol af, hvordan drengens stemme udviklede sig. Den ene mulighed er, at Siboni har haft en fornemmelse af eller håb om, at hans elev kunne høre hjemme i den drengegruppe, hvis stemmer ikke går i egentligt brud. De taber et par toner i højden og vinder et par i dybden og »synker« langsomt, men sikkert ned i deres nye mandsleje. Synge kan de imidlertid under hele processen, der er altid ca. en oktav, der kan bruges. Siboni, der kun 17 år gammel debuterede som tenor[25], kan have hørt til denne gruppe; (under alle omstændigheder må han have haft en blid og ret kortvarig overgangsperiode). En skønne dag har han under kontroløvelserne kunnet høre, at Christian Andersens stemmebrud nærmede sig og har så meddelt drengen, at undervisningen måtte ophøre.

Den anden mulighed er, at Siboni ret hurtigt har tabt interessen for sin elev, hvis han da overhovedet havde nogen interesse at tabe, og blot med mellemrum har kontrolleret stemmen og lyttet efter et kommende stemmebrud, der kunne befri ham for drengen, som den rørte og veldædelige stemning ved det berømte middagsselskab, (Levnedsbog s. 61, MeE s. 35-36, MLE I s. 58) havde fået ham til at optage i sit hus, men som efterhånden irriterede ham ret meget. Denne mulighed lyder ret barsk, men har baggrund i Levnedsbogens fremstilling på s. 65, hvor meddelelsen om stemmen, der er ved at gå i overgang, bliver ledsaget af bemærkninger om drengens uheldige ydre, dårlige manerer, manglende dannelse, samt Sibonis interesse for et mere lovende »Subjekt«, (Ida Wulff). Det tidligere omtalte brev af 27. 3. 1825 til Jonas Collin, hvori latinskoleelev Andersen giver et resumé af sit levned, støtter også mulighed nr. 2. Her erfarer man, at det var Andersen, der bønfaldt Siboni, om han ville tage ham til sig i sit hus, hvad Siboni gik ind på, hvis Andersen kunne lære lidt tysk, og hvis han ville hjælpe i hans hus, hvad han kunne, en ret overraskende oplysning i betragtning af Andersens skildring i MLE I (s. 59), hvor det er Siboni, der forhindrer, at drengen bruges som »cameriere«, (tjener). I brevet afsluttes Siboni-episoden med Ida Wulff s ankomst på arenaen: »Nu kom Ida Wulff, han blev koldere mod mig, og sagde, at han ikke kunde holde ud at have mig i Huset«, (forfatterens udhævelse). Er det sandheden, ren og usminket? Eller er det Andersen, der – med Topsøe-Jensens ord om skoletidens selvbiografiske breve – har afpasset sine meddelelser efter modtageren?[26] Den sidste (og udhævede) sætning virker i hvert fald ægte, når man erindrer sig den række ubehagelige bemærkninger, som Siboni ifølge Levnedsbogen slyngede i hovedet på drengen, da han fortalte ham, at han måtte forlade hans hus.[27]

De egentlige årsager til det negative forløb af opholdet hos Siboni kan næppe udredes på baggrund af de eksisterende kilder, men det tør måske formodes, at en af dem har været en udtalt kommunikationsbrist. Den besynderlige dreng fra Odense, der nok kunne synge, men ellers var uvidende om sang og musik, og den temperamentsfulde italienske sanger og dygtige syngelærer har været inkommensurable størrelser, der ikke har kunnet mødes i et fælles sprog, som de begge beherskede[28]. Da H.C. Andersen mange år efter skrev »Mit Livs Eventyr«, havde han fået et mere nuanceret syn på personen Siboni og tiden i hans hus, og derfor er skildringen her ret forskellig fra den, man møder i Levnedsbogen og i brevet til Jonas Collin. Men i den ovenfor omtalte indføjede karakteristik af Sibonis virke strejfer Andersen også Sibonis kommunikationsvanskeligheder i hans arbejde med operapersonalet, og beretningen om den sangundervisning, han selv havde modtaget, er stadig ultrakort, (»sang nogle Gange Scala med mig«, MLE I s. 59).

H.C. Andersen synes ikke at have haft hverken skriftlig eller mundtlig kontakt med Siboni efter vinteren 1819-20. Til Sibonis begravelse (2. 4. 1839), skrev han et ikke særlig godt mindedigt,[29] som til musik af I. P. E. Hartmann blev sunget af teatrets personale ved kisten. Han overværede ikke begravelsen, men mindedes afdøde i en kort bemærkning i et brev til Henriette Hanck som »den Mand, som først tog sig af mig«.[30]

Hvem er det egentlig, der i en fjern fortid har fået den besynderlige idé, at syngemesteren i »Lykke-Peer«, en af de smukkeste og mest afrundede personskildringer i Andersens romanproduktion, skulle være et portræt af Siboni, således som det med mellemrum er blevet hævdet i forskellige publikationer?[31] Hvis man endelig behøver en biografisk indgang til denne tiltalende romanfigur, har H. Topsøe-Jensen allerede i 1944 peget på en mulig inspiration.[32]

Tilbage til betænkningen! Direktionen fraråder ansættelse i nogetsomhelst fag

Christian Andersen har kun ansøgt om underhold, ikke om ansættelse, så rent umiddelbart skulle man synes, at det var overflødigt, at direktionen inddrager ansættelsesforhold i betænkningen. Det er det imidlertid ikke, hvis man underkaster et par af ansøgerens formuleringer en nøjere betragtning. I ansøgningskoncentratet på venstresiden af folioarket ansøges der »om en Understøttelse, indtil han kan erholde en Plads ved det Kongelige Theater, hvoraf han vil kunne leve«, og det vil jo faktisk sige, indtil han bliver fast ansat med gage, noget, som det kunne tage flere år at blive. I den egentlige ansøgning på højre side betegner ansøgeren sig som »ansat ved Dandseskolen«. Direktionen havde nok hellere set formuleringen »antaget« med vedføjet »på prøve« eller »som aspirant«, men det er muligt, at »ansat« ikke har vakt anstød, fordi ordet dengang synes at have haft en rummeligere betydning end i dag. Således udtrykte Thomas Overskou ved sit første møde med teaterchefen i 1815 ønsket om »at blive ansat (dvs. anbragt eller antaget) ved den dramatiske Skole[33]«. Den følgende sætning: »…indtil jeg kan erholde Plads som Sanger og Skuespiller«, som tidligere er blevet citeret i anden sammenhæng, har direktionen derimod måttet tage kraftig afstand fra. Sammenholdt med koncentratet på venstresiden af arket kan »Plads« her betyde fast ansættelse, og det er forståeligt, at direktionen klart må tilkendegive, at ansøgeren ikke befinder sig i eller er blevet lovet et fastere ansættelsesforhold, (med eller uden gage), i en ikke for fjern fremtid, og at direktionen ikke er sindet at etablere et sådant, således at en eventuel tildeling af understøttelse derfor kunne blive af meget ubestemt varighed.

Afsluttende bemærkninger til nærlæsningen af betænkningen

Ovenstående nærlæsning af betænkningen har forhåbentlig vist, at direktionens grundlag for at udtale, at ansøgeren pr. 24. august 1820 ikke havde lagt evner for dagen, der tydede på en solistisk karriere som danser, skuespiller eller sanger, som helhed betragtet har været ret usikkert. Kun med hensyn til manglende anlæg for dansen har man været på sikker grund, og det uheldige »Udvortes« for solopræstationer på scenen har ligeledes været et vægtigt argument. Til gengæld har man set stort på, at ansøgerens skuespillerprøve var et år gammel, og at man ganske manglede baggrund for en udtalelse om hans sangstemme, da ansøgerens stemme, pr. 24. 8. 1820 var i overgang. Det var jo nemlig ikke personen Christian Andersen og hans eventuelle talenter eller mangel på samme, det egentlig drejede sig om, det var penge. Man måtte forhindre, at en understøttelse til ansøgeren kunne danne præcedens.

Hvilke konsekvenser fik betænkningen for ansøgeren?

Som anført i begyndelsen af artiklen resolverede kongen, at ansøgningen måtte bortfalde, så unge Andersen fik desværre ingen understøttelse, men bortset herfra havde betænkningen ingen konsekvenser for hans nye teaterliv, og det er det bedste bevis på, at den anførte karakteristik af betænkningen er ikke blot sandsynlig, men også rigtig. Direktionen har, da betænkningen blev affattet, betragtet ansøgeren som elev på prøve, (jvf. formuleringen: »andre paa kort Prøve antagne Elever«), og det blev man ved med. Ingen forhindrede den unge H.C. Andersen i fortsat at søge uddannelse på teatret, først på balletskolen og senere på syngeskolen, og sammen med teatrets andre ulønnede skuespiller-, syngeskole- og balletelever gjorde han statist- og senere også kortjeneste[34]. Lindgreen har behandlet ham på linie med sine andre elever og underviste ham sammen med bl.a. Phister og Jfr. Rongsted, (Levnedsbogen s. 79), og selv om instruktionen var kommet i stand ved Fr. Høegh-Guldbergs mellemkomst, har direktionen været vidende om den og billiget den; det viser den tidligere omtalte prøveaflæggelse for direktionen som Jacquinot i »De to Grenaderer«.

Meditationer over direktionens imødekommenhed og holdningsskift over for den unge Christian Andersen

Ingerslev-Jensen bringer i »Statist Andersen« den meget interessante oplysning, at det var teaterdirektionen, der havde opfordret Lindgreen til at give den unge Andersen instruktion som følge af hans bønskrift til kongen af 6. 8. 1820 og efter anbefaling fra Høegh-Guldberg[35], men anfører desværre ingen dokumentation for oplysningen. Det kan nemlig ikke bestrides, at den imødekommenhed og interesse, som direktionen synes at have vist for eleven H.C. Andersen, efter at den havde afskåret ham fra muligheden for understøttelse, fremkalder nogle tanker og overvejelser om årsagen til dette holdningsskift. Herved tænkes der ikke så meget på tilladelsen til at frekventere balletskolen og senere syngeskolen, hvor det unge menneske kunne udvikle nyttige færdigheder til gavn for teatret, men netop på undervisningen hos Lindgreen og især på et par sætninger i brevet af 27. 9. 1821, hvori H.C. Andersen anmoder direktionen om debut som Jacquinot, (jvf. note 15): »Og da jeg har havd den Ære, som ellers kun faae tillades, at recitere den [rollen] for Directionen…«, skriver han i begyndelsen af brevet, og hen mod slutningen: »Da, som jeg ved af de Hrr. Directører selv, at de Alle Interessere Dem for mig, haaber jeg…« Det må den unge Andersen have haft en eller anden baggrund for at skrive. Til sætningen »som ellers kun faae tillades« kan f.eks. knyttes den oplysning, at det tog den unge Overskou et års tid med intensiv instruktion af skuespilleren Frydendahl at komme til at aflægge prøve for direktionen, hvorefter han blev antaget som elev uden gage og måtte vente fire år på debut[36].

Kan man eller tør man forestille sig, at Holstein ved læsningen af Christian Andersens ansøgning har lagt to og to sammen? Han har været klar over, at digteren, professor Fr. Høegh-Guldberg, der var ham velbekendt som lærer ved artilleriskolen og dansklærer for kronprinsesse Caroline, har hjulpet det unge menneske med udformningen af ansøgningen, da Guldberg bl.a. ved organisering af subskriptionslister har stået ansøgeren bi. Holstein har også straks indset, at de mænd, hvis dom ansøgeren lægger vægt på, og som han »ærer og elsker« (jvf. slutningen af ansøgningen), må være brødrene Høegh-Guldberg, (teaterchefen har ikke glemt brevet fra Christian Høegh-Guldberg i Odense); han har endvidere som kammerherre hos dronningen været vel informeret om kronprinsesse Carolines bekendtskab med fænomenet fra Odense, (Levnedsbogen s. 70), og har selvfølgelig ikke været uvidende om, at kongen holdt meget af sin ældste datter. Har Holstein (og hans meddirektører), da betænkningen skulle udformes, vejret reel fare for, at kongen – under indflydelse fra ansøgerens velyndere – kunne træffe en for teatret ubekvem afgørelse, og at man derfor har givet ansøgerens kvalifikationer et ekstra negativt eftertryk, tilmed på et ikke 100% sagligt grundlag? Da faren for angreb på teaterkassen var drevet over, har direktionen stillet sig særdeles imødekommende over for forslag til fremme af ansøgerens ønsker om uddannelse, fremsat af en af hans velyndere.

Det bør klart tilkendegives, at ovenstående bemærkninger til direktionens betænkning og efterfølgende holdningsskift støtter sig – om ikke på fri fantasi – så dog i det væsentlige på fornemmelser og formodninger.

H.C. Andersens præstationer på Det kongelige Teaters scene

På dette punkt har fantasien i tidens løb haft frit slag og er undertiden løbet løbsk, hvad man kan se af nedenstående citat fra Niels Birger Wambergs bog »H.C. Andersen og Heiberg[37]«.

»I sin første barbartid i Frederik 6’s København lykkedes det H.C. Andersen at få en ikke særlig graciøs fod indenfor hos balletten, ligesom han lod sin stemme høre i teatrets kor, hvis øvrige medlemmer med skiftende held arbejdede på at overdøve ham. Men skønt Andersen lagde vægt på at omgive sig med solodanserinder og syngemestre, måtte Det kgl. Teaters direktion ikke desto mindre på et vist tidspunkt fraråde hans ansættelsee »i nogetsomhelst fag ved teatret«. Erklæringens skånselsløse nøgternhed anfægtede ikke Andersens tro på, at alverdens fortryllelse havde til huse i teaterbygningen, så han dansede syngende videre, uden at se sig tilbage«.

I lutter iver efter at være morsom på Andersens bekostning glemmer Niels Birger Wamberg, at den kilde, som har inspireret ham, nemlig betænkningen til kongen af 24. 8. 1820, blev konciperet, før Andersen havde sat sin fod (graciøs eller ikke) og havde opladt sin røst på teatrets scene, og man må konstatere, at Wamberg også er blandt dem, der har læst teaterdirektionens skrivelse til kongen, som om den var rettet til ansøgeren Christian Andersen.

For at få noget at vide om, hvordan eleven H.C. Andersen klarede sin sceneoptræden, må man gå en helt anden vej: man må finde ud af, hvad han har medvirket i, og håbe på, at der kan drages nogle slutninger ud fra resultatet, og det er, hvad Povl Ingerslev-Jensen har forsøgt i artiklen »Statist Andersen«, hvis vigtigste og vægtigste del er kortlægningen af den to-årige elevtid på Det kongelige Teater. Med forbløffelse erfarer man under læsningen, at unge Andersen medvirkede i et langt større antal forestillinger, end man hidtil har været vidende om[38]. Gentagne gange er han sammen med en enkelt eller et mindre antal aspirantkolleger blevet udtaget til opgaver i balletter, syngestykker og skuespil. F.eks. var Andersen blandt de seks aspiranter, der i Intermediet i Holbergs »Maskerade« dansede vals og engelskdans,[39] og der er intet vidnesbyrd om, at hans fødder ved de lejligheder var mindre graciøse. Det samlede indtryk er, at han må have været meget anvendelig og dertil pligtopfyldende og påpasselig; for hans navn figurerer ikke på nogen udeblivelseslister, og han har sikkert opført sig sømmeligt, hvad en del af balletpersonalet ikke gjorde[40]. I betragtning af, at han måtte bruge temmelig megen tid på at samle milde gaver til sit knappe underhold, forekommer det næsten utroligt, at han har kunnet overkomme den periodevise ret store arbejdsbyrde i form af undervisningstimer, prøver og forestillinger. Ingerslev-Jensen glorificerer på ingen måde H.C. Andersens præstationer, ej heller det modsatte; hans fremstilling er ret nøgtern, omend ikke uden en befriende humor. Man får faktisk respekt for den Andersenske arbejdsindsats i de to elevår, og det er nok et spørgsmål, om »Andersens tro på, at alverdens fortryllelse havde til huse i teaterbygningen[41]« har kunnet holde ret meget længere end den første sæson.

Hvorfor blev den unge H.C. Andersen egentlig afskediget?

Man skulle mene, at teatret ville være interesseret i at beholde en så pligtopfyldende og anvendelig elev, men den 29. juni 1822 blev H.C. Andersen »entlediget fra Theatrets Tjeneste«. Afskedigelsesbrevet er bevaret, men giver ingen grunde[42], og som følgende fremstilling vil vise, er der heller ingen konkrete oplysninger i digterens selvbiografier og breve. Ved afskedigelsen var H.C. Andersen Choraspirant ved Syngeskolen. Officielt forlod han aldrig danseskolen, frekventerede en tid begge skoler,[43] men har antagelig fra begyndelsen af sæsonen 1821-22 helliget sig syngeskolen, (Levnedsbog s. 84). At H.C. Andersen har kunnet synge – og synge rent, er der ingen tvivl om. Det sikreste bevis er, at han bestod den koreksamen, som blev foranstaltet af direktionen og syngeskolens ledelse i august 1821,[44] for at man kunne få rede på korsangernes kundskaber, som vist ikke var de bedste, da man også besluttede, at koret skulle møde i hele teaterferien til musikundervisning og indstudering af korene i de musikdramatiske værker, der skulle opføres i den følgende sæson[45].

Unge Andersens eksamensresultat var ikke glorværdigt; han bestod i 4. kategori, (5. kategori blev afskediget som ubrugelige), og var en af de tre, der fik lov til at følge undervisningen på syngeskolen indtil videre,[46] dvs. han har kunnet synge, men ikke så meget andet. Man tør dog tro, at hans – ganske vist beskedne – dramatiske talent har givet ham nogen sans for musikalsk foredrag, ligesom man kan forudsætte, at hans forhåbninger om at blive sangsolist på teatret har fået ham til at deltage i syngeøvelserne med iver og interesse. Noget må han i hvert fald have lært, fordi talrige notater i dagbøger og breve viser, at han bevarede sin sangstemme langt op i årene og gerne glædede sine omgivelser med en sang eller en vise.[47]

Manglende teoretiske og praktiske færdigheder?

Men det at kunne synge var ikke tilstrækkeligt for en korsanger, der skulle indstudere korstemmer til samtlige syngestykker på teatrets repertoire og fik indskærpet, at de skulle læres udenad hjemme; han/hun måtte derfor kunne læse noder og være bekendt med nodeværdier, taktarter, betegnelser for tempi og fraseringer, samt helst også kunne synge fra bladet, og de krav[48] har choraspirant Andersen nok ikke kunnet leve op til på tilfredsstillende måde, da han i hvert fald senere i livet ikke var i stand til at omsætte et nodebillede til musik, hverken for sin egen stemme eller på et instrument. Ingerslev-Jensen antyder, at H.C. Andersens vanskeligheder med at tilegne sig de fornødne færdigheder kunne skyldes, at han formodentlig var ordblind, en oplysning, som Ingerslev-Jensen har fået af H. Topsøe-Jensen, der nogle år senere opfordrede orblindepædagogen Axel Rosendal til at skrive en artikel i Anderseniana[49] om årsagerne til H.C. Andersens stavevanskeligheder. Af den fremgår det, at digteren faktisk har været lettere ordblind; hans handicap var ikke visuelt – han læste udmærket – men auditivt, og de fleste auditivt hæmmede ordblinde bliver usikre stavere, der tillige kan have vanskeligheder med syntax og endelser, samt ofte sammenblander ord, der ligner hinanden. Men fordi man er ordblind, følger det ingenlunde af sig selv, at man også er nodeblind. Man kan være enten/eller, begge dele eller ingen af delene.[50] Medens der eksisterer tilstrækkeligt skriftligt materiale fra digterens hånd til, at man kan fastslå hans sproglige vanskeligheder, er der intet overleveret, der kan vise, om han også var nodeblind. Når man betænker, at H.C. Andersen i sin elevtid på teatret ikke forsømte undervisningen, så er nodeblindhed en nærliggende forklaring på hans manglende tilegnelse af færdighed i nodelæsning; en anden forklaring kan være ineffektiv undervisning, dels på grund af teatertjenestens krav, dels fordi 2. syngemester Krossing, der forestod elementarundervisningen, havde svært ved at holde disciplin og interessere eleverne for det, de skulle lære.[51] Men også uden nodeblindhed og ringe undervisning er det beskedne udbytte af undervisningen på syngeskolen egentlig ikke så mærkeligt i betragtning af drengens baggrund, elendige økonomi, ditto boligforhold og manglende adgang til et instrument, samt – ikke at forglemme – den for mange unge mennesker karakteristiske ulyst til surt slid med tilegnelse af færdigheder, der forekommer dem vanskelige at lære, og som de ikke kan se nogen umiddelbar nytte af.

Andre årsager til afskedigelsen?

Da korets standard ikke var fremragende, og der var andre aspiranter end unge Andersen, der ikke fik så meget ud af undervisningen, som de måske burde, vægrer man sig ved at tro, at manglen på elementær musikkundskab skulle være den eneste grund til afskedigelsen, især da Andersen var god til at lære melodier gennem øret,[52] selv om det – som Ingerslev-Jensen bemærker på s. 170 – »må have været et gigantisk slid« at lære korstemmer til teatrets mange syngestykker på den måde. En passus i Jonas Collins ansøgning til fonden »Ad usus publicos« af 2. 12. 1822 om pengemidler til H.C. Andersens skoleuddannelse viser imidlertid, at der kan have været endnu et par årsager til afskedigelsen.[53] Collin skriver, at Hans Christian Andersen, da han ikke kunne blive skuespiller, forsøgte »i et Par Aars Tid at gjøre Tjeneste som Chorsanger… Da han ogsaa dertil aldeles intet Anlæg havde, [forfatterens udhævelse], tilkjendegav man ham, at han ikke længere kunde deeltage i Øvelserne paa Syngeskolen«. »Intet Anlæg« kan ikke betyde mangler ved syngestemmen, bl.a. fordi Collin næppe i en ansøgning af denne art ville tilkendegive, at teatret i længere tid havde ladet en person med en mindre god stemme optræde i teatrets kor. »Intet Anlæg« kan heller ikke betyde mangel på elementær musikkundskab, som omfatter færdigheder, enhver lysthavende, der ikke er nodeblind, kan erhverve sig. Men – som tidligere nævnt var teatrets kor et blandet kor, dvs. at det var sopranerne, der sang melodistemmen, medens 2. sopraner (eller alter) og mandsstemmerne sang understemmer. Kan det tænkes, at aspirant Andersen ikke har kunnet holde en understemme? De fleste musikalske mennesker, der synger rent, kan lære det, men mange har svært ved det, og nogle lærer det aldrig. Man kan træne sig op til at kunne holde en understemme f.eks. ved først at lære den usvigeligt sikkert og så synge den igen og igen, samtidig med at man på et klaver spiller de øvrige stemmer, men den metode var Andersen jo afskåret fra. Han kan også have haft vanskeligheder med at finde sin indsats, (dvs. korstemmens begyndelsestone), efter en kortere eller længere orkesterindledning. Han kan endvidere have haft den for en korsanger uheldige tilbøjelighed at forsøge at gøre sig gældende på sine kor-stemmekollegers bekostning. I et brev fra 1836 fortæller H.C. Andersen sin Odenseveninde Henriette Hanck,[54] at han ved reformationsjubilæet skal synge i koret både på universitetet og senere i Studenterforeningen ved den koncert, som man har inviteret de udenlandske professorgæster til. Han har fået »bragt i stand«, at der ved sidstnævnte koncert skal synges et af ham apprecieret kor fra Bellinis opera »Norma« og tilføjer så den meget sigende bemærkning: »De kan tro, jeg skal skjære igennem«. Noget kunne tyde på, at H.C. Andersen har haft for kraftige solistiske tilbøjeligheder til at blive en god korsanger.[55]

Afskedigelse på grund af stemmens overgang?

Ifølge to arbejder fra 1943 af H. Topsøe-Jensen er H.C. Andersen blevet afskediget fra teatertjenesten, fordi hans stemme gik i overgang,[56] hvad der derfor indebærer, at unge Andersen har sunget sopran eller alt i teatrets kor, en ikke helt umulig tanke, da der – som tidligere omtalt – fandtes mandlige aspiranter på syngeskolen, hvis stemmer endnu ikke var gået i overgang. Alligevel må denne påstand afvises, dels fordi Collin i skrivelsen til fonden »ad usus publicos« ikke angiver denne grund, (et stemmebrud er ikke lig med »intet anlæg« at have), og dels fordi H.C. Andersen, som nævnt i et tidligere afsnit, både i Levnedsbogen, de to senere selvbiografier og de kortere biografiske artikler og levnedsskizzer, (jvf. note 23), lader stemmens overgang finde sted i foråret 1820, da Siboni viser ham bort, og ingen drengestemme går i overgang to gange. En godtagelse af Topsøe-Jensens påstand ville også have nogle konsekvenser, som dens ophavsmand nok ikke har betænkt. Hvem har manipuleret med sandheden? Digteren eller Siboni? Har Siboni været en så usikker sangpædagog, at han har hørt forkert ved syngeøvelserne, eller har han bare sendt drengen bort med forkert besked, fordi han ikke gad have ham i huset længere? Man kan forestille sig Sibonis følelser, hvis han ved den omtalte koreksamen i august 1821 havde hørt den dreng, som det på grund af hans stemmebrud ikke var ham »muelig at skaffe til teatret før om en 3 a 4re Aar« (Levnedsbog s. 65), stå og synge med sin nydelige drengerøst. Endelig kan det anføres, at H.C. Andersen heller ikke selv angiver stemmebruddet som afskedigelsesgrund. Tværtimod går han kort efter modtagelsen af afskedigelsesbrevet til Jonas Collin, (Levnedsbog s. 88), og beder om debut; man erfarer ikke i hvilket stykke, men det må have været i et syngestykke,[57] fordi Collin begrunder sit afslag med hans stemmes manglende kvalitet. Man kan ikke forestille sig, at H.C. Andersen har bedt om at komme til at optræde i en sangrolle, hvis hans stemme har været i overgang.

Det er imidlertid ikke så svært at forstå, hvad der har »forført« Topsøe-Jensen til ovennævnte påstand. I Levnedsbogen har H.C. Andersen givet Collins afslag på debuten følgende ordlyd: »…og sagde, at jeg ikke havde Udvortes, og min Stemme heller ikke duede«, og umiddelbart efter tilføjes i parentes: »(Dens Overgang var blevet dens Undergang, forårsaget ved idelig at gaae med vaade Fødder og ingen Vintertøi)«, (Levnedsbog s. 88). Hvis Collin har brugt udtrykket »ikke duede«, har han ment, at stemmen ikke duede til en solistisk sangpræstation, og Andersens galgenhumoristiske bemærkning om overgangen, der er blevet stemmens undergang, må forstås som et udtryk for den smertelige erfaring, som mange forhenværende indehavere af en gylden drengerøst har gjort, når de har opdaget, at deres nye mandssyngestemme nok er rigtig pæn og brugelig, men ikke egnet til en karriere som sangsolist på professionelt plan, således som de eventuelt har håbet. I von Jenssens »Lebensskizze«, (jvf. note 23), som H.C. Andersen selv har leveret stof til, er fremstillingen mere i den sentimentale stil, men måske mere forståelig. I forbindelse med skildringen af digterens aktiviteter på teatret hedder det, (s. XXVII-XXVIII): »…und da auch seine Stimme sich wieder eingestellt hatte, mußte er in den Chören mitsingen…«, dvs. at Andersen efter overgangen igen har fået sangstemme. Derefter kommer historien om Andersen, der beder Fadervor på scenen nytårsdag, og så fortsætter von Jenssen (s. XXVIII-XXIX): »Immer noch hoffte er, seine gute Stimme werde nach und nach ganz wiederkehren, was doch kaum zu vermuthen war, da der arme Jüngling aus Mangel an Geld fast immer mit zerrissenen Stiefeln und näßen Füßen gehen mußte…« dvs. at den unge Andersen har ventet på, at hans nye mandsstemme ville blive af samme kvalitet som hans drengestemme.

I MeE og MLE flytter H.C. Andersen omtalen af sin mangelfulde vinterpåklædning hen til beretningen om stemmeovergangen i foråret 1820, da Siboni viser ham bort. »Men efter et halvt Aar var min Stemme i Overgang eller fordærvet ved at jeg hele Vinteren gik med daarligt Fodtøi og ingen Overklæder havde«, skriver han i MeE, og i MLE tilføjer han: »Stemmen svandt, og der var ikke længer Udsigt til, at jeg skulde, som man havde sagt, blive en udmærket Sanger«. (MeE s. 36, MLE I s. 61). En eventuel forkølelse har selvfølgelig kunnet tage lidt af glansen af en smuk drengestemme, der iøvrigt ofte bliver »træt« og lidt hæs i tiden før den egentlige overgang sætter ind, men man må regne med, at Siboni har kunnet høre forskel på et begyndende stemmebrud og en forkølelseshæshed. Det har åbenbart været H.C. Andersen magtpåliggende at forklare sine læsere, hvorfor han ikke kunne gøre karriere som sanger, og han har som andre, der er uvidende om, hvad det er, der sker, når stemmen går i overgang, været tilbøjelig til at søge årsagen til tabet af den dejlige drengestemme og den nye sangstemmes ringere kvalitet i ydre fænomener i stedet for i de fysiologiske forandringer i eget strubehoved.[58] Hans skuffelse har været stor; som gammel mand kunne han endnu drømme om den stemme, han ikke fik, »…i Morgenstunden havde jeg en deilig Drøm, kun eengang før drømte jeg Lignende, jeg havde en uendelig deilig Sangstemme og kunde i Toner udjuble hver Tanke«.[59]

H.C. Andersen lægger afstand til sin teaterhverdag

Hvor meget den nye mandsstemme end har skuffet H.C. Andersen i hans forhåbninger, så havde den dog skaffet ham mulighed for at frekventere syngeskolen i et års tid og til at gøre kortjeneste, men den del af sin teatertilværelse har digteren ikke haft lyst til at fortælle om. Hverken i selvbiografierne, i de biografiske artikler og skizzer eller i de kortere levnedsskildringer, der lejlighedsvis i breve til velyndere, lærere og bekendte, fortrinsvis i tiden 1823-26, (jvf. note 26) nævner Andersen den på s. 40 omtalte koristeksamen fra august 1821 og de vanskeligheder, han kan have haft med at honorere syngeskolens krav. Undervisning og sceneprøver omtales ikke, og kun i selvbiografierne giver han et lille glimt fra balletskolen og fortæller om sin medvirken i nogle forestillinger; som vi ved, var han med i mange flere, men man får kun et uklart billede af den egentlig ganske hårde teaterhverdag, som Ingerslev-Jensen opruller i sin artikel, men som Andersen selv bagatelliserer i sit brev til rektor Meisling[60] eller omtaler med foragt i brevet til skuespillerinden Madam Andersen, (»at gaae og traske i Choret paa Theatret«).[61] Det er i det hele taget karakteristisk for disse breve fra skoletiden, at H.C. Andersen – selvfølgelig først og fremmest for at tækkes brevmodtageren – distancerer sig fra sin tidligere tilværelse, hvor han har »ødet« sin tid på drømmerier, usund morskabslæsning, forsøg i digtekunsten og for mange teaterbesøg.

Tilsløring af afskedigelsen. H.C. Andersen »grupperer«

I marts 1822 indleverede H.C. Andersen tragedien »Røverne i Vissenberg« til teatret, og i juni 1822 modtog han direktionens forkastelsesskrivelse, dateret den 16. juni 1822. Da slutningen af denne skrivelse har inspireret Andersen til forskellige former for tilsløring af afskedigelsen og dens årsager, skal den citeres her:[62] »Særdeles kjært vilde det være dem [dvs. direktionen] hvis dette Vink maatte formaae det unge Menneske til at søge, og hans Venner og Velyndere til at forskaffe ham den Veiledning uden hvilken den Bane [dvs. digterbane], han saa ivrig søger at betræde, stedse maa og vil blive ham lukket«.

Den første levnedsbeskrivelse efter afskedigelsen findes i den subskriptionsindbydelse, som H.C. Andersen forfattede i forbindelse med trykningen af sine »Ungdoms Forsøg«, og som H. Topsøe-Jensen har aftrykt det meste af i »Omkring Levnedsbogen«.[63] Andersen omtaler forkastelsen af »Røverne i Vissenberg«, citerer derefter den ovenfor anførte slutning af direktionsskrivelsen og fortsætter: »Dette modnede min Beslutning at forlade Theatret og alvorligt at ofre mig til Studeringer. – Hvorfor jeg nu den sidste Juni gik derfra efter Directionens Ønske, og begyndte at studere…«. Ganske godt klaret af den 17-årige yngling; han lyver ikke direkte, men får kastet et let slør over afskedigelsen og antydet en årsag ved sit citat.

I de selvbiograferende breve, omtalt i forrige afsnit, står der ikke noget om afskedigelsen. I Levnedsbogen (s. 88) refereres kort, at han, samtidig med at »en Deel overflødige Subjecter fik deres Afsked« også blev entlediget »fra Theatrets videre Tjeneste«. Den let humoristiske bemærkning om de overflødige subjekter kan omfatte ham selv og kan derfor antyde, at han har vidst eller haft en fornemmelse af, at der var noget galt, men hvad? Det erfarer man ikke, og den næste sætning: »Jeg begyndte nu at føle min hele ulykkelige Stilling«, er ligeledes dobbelttydig. Er afskedigelsen kommet uventet, således at han nu er kommet i en ulykkelig situation, eller har han frygtet den, men skubbet tanken til side og derfor først realiserer sin ulykkelige stilling, da han har fået direktionens brev? Man må konstatere, at Levnedsbogen nok giver klar besked om afskedigelsen, men lader læseren svæve i det uvisse med hensyn til årsagerne og hans eget kendskab til dem.

I de biografiske artikler og skizzer gøres der ikke meget ud af afskedigelsen; i P. L. Møllers Pantheon-Portrait, (jvf. note 23), er omtale f.eks. ganske udeladt. I von Jenssens Lebensskizze s. XXIX er der tilføjet, at man, dvs. direktionen, ønskede, »er möchte seine Zeit wissenschaftlichen Studien weihen«, og her mærker man digterens pen bag von Jenssens højtravende oversættelse. Sætningen er inspireret af Levnedsbogens referat af direktionens forkastelsesskrivelse angående »Røverne i Vissenberg«, (Levnedsbog s. 83-84), hvor slutningen lyder som følger: »…dog yttrede de [direktionen] tillige, at det var ønskeligt at mine Venner og Velyndere, vilde give mig Leilighed til, paa den videnskabelige Vei at naae det Maal, hvor til jeg saa ivrig stræbte«, (jvf. den ovenfor citerede originale slutning).

I de to sidste selvbiografier går Andersen et skridt videre i sin udsmykning af afskedigelsesbrevet, som han åbenbart har fundet for kort, (læseren kunne jo let gøre sig tanker om den egentlige årsag til afskedigelsen). Han nøjes med kun at referere en del af skrivelsen om forkastelsen af »Røverne i Vissenberg«, nok efter meningen, men egentlig i en ganske barsk form[64] og omskriver slutningen og benytter den som en udvidelse af afskedigelsesbrevet og indføjer selv en slags begrundelse: »Man »entledigede« mig fra Chor- og Dandseskolen, der ikke kunde føre til Noget for mig«.[65] »Noget« er dobbelttydigt. Mange læsere vil sikkert opfatte det lig med »noget godt« dvs. en fremtid, en karriere, men »Noget« kan jo også opfattes lig med »noget som helst«. En meget behændig tilsløring eller med det Andersenske udtryk »gruppering« af afskedigelsen fra teatertjenesten.

Hvorfor var tilsløring og grupperingen nødvendig?

I modsætning til det mangelfulde og uklare billede af den unge Christian Andersen som elev på ballet- og syngeskolen er selvbiografiernes skildringer af latinskoleeleven i Slagelse og Helsingør anderledes levende. Som rimeligt er, fremhæver digteren sine styrkepunkter, men lægger ikke skjul på sine svagheder og vanskeligheder og sin frygt for ikke at slå til, hvad han heller ikke behøvede; for hans bestræbelser kronedes jo med adgangstegnet til »Åndernes Rige« og de dannedes verden, medens teatertiden var endt med et nederlag. At han havde måttet opgive drømmen om at blive balletdanser, operasanger eller skuespiller, det kunne den unge digter i 1832 og den berømte digter i 1847 og 1855 godt leve med at fortælle om, men at han ikke havde kunnet klare de krav, der stilledes til en korist, det måtte sløres, og det blev det så.

Mon H.C. Andersen havde gjort sig så store anstrengelser for at gruppere baggrunden for sin afskedigelse, hvis årsagen havde været, at hans stemme gik i overgang? Det kunne han blot have skrevet; det havde der ikke været noget odiøst ved. Det er, hvad der sker for ethvert hankønsvæsen – på et eller andet tidspunkt.

Sløringen er konsekvent i de skriftlige kilder

Selvfølgelig har H.C. Andersens nærmeste venner vidst, at han hverken kunne spille eller synge efter noder, og enkelte har kendt eller anet årsagerne til hans afskedigelse fra teatret, men kredsen har været snæver, og skønt mange udtalelser i breve, dagbøger, artikler og i hans digtning vidner om stor interesse og begejstring for og en fin forståelse af musik, skal man lede med lys og lygte for at finde direkte hentydninger til hans manglende musikalske færdigheder. På det punkt var Andersen ganske konsekvent. I et brev af 4. juni 1839 til den musikalske ungdomsven, søofficeren Christian Wulff, finder man sætningerne: »…men om jeg ikke kjender Noder, saa har jeg dog Øre…«[66] og under et sommerophold på herregården Glorup i 1867 skriver han 27. juli til fru Dorothea Melchior: »Mine to Stuer fra ældre Tid ere blevne ganske nydelige, med Fortipiano, som jeg desværre ikke kan spille paa…«[67] Der kunne nævnes endnu et par eksempler, men der er næppe mange ialt. At han i den tidligere citerede sætning fra brevet til Henriette Hanck har givet sig en blottelse som korsanger, har han nok ikke været klar over, (jvf. note 54).

Var teaterårene spildtid?

Af H.C. Andersens udtalelser i brevene fra skoletiden og de magre skildringer i selvbiografierne kunne man forledes til at tro, at hans teaterår var spildtid. Det var de ikke, det var kun det første halve eller trekvarte år hos Siboni. Man må regne med, at han fik noget ud af syngeskolens stemmeøvelser, og som Ingerslev-Jensen så rigtigt fremhæver i slutningen af sin artikel, fik balleteleven og koraspiranten Christian Andersen kendskab til skuespil, balletter, musikdramatiske værker, skuespilkunst og scenens funktioner; han lærte at optræde for et publikum og at omgås mange slags mennesker, og det kom ham senere til nytte.

Stundom kan man have en fornemmelse af, at han betalte dyre lærepenge.

 

Noter

  1. ^ Det kongelige Teater og Kapels arkiv. Afdeling: Originale kgl. resolutioner og reskripter 1794-1849. Arkivnummer 24, Rigsarkivet.
  2. ^ Anderseniana 3. rk. bd. I: 2, s. 137-187, (herefter Ingerslev).
  3. ^ Elias Bredsdorff: H.C.Andersen. Mennesket og Digteren. A/S Fremad, København 1985, s. 40.
  4. ^ Gerhard Schepelern: Giuseppe Siboni I-II, Amadeus, København 1989 II bd. s. 219, (herefter Siboni I og II)
  5. ^ Ibid. s. 219 og 233.
  6. ^ Direktionens oplysning om prøveaflæggelse kan ikke dokumenteres ved arkivmateriale, idet hverken teaterdirektionens deliberationsprotokol for 1819 eller en eventuel protokol for aflagte prøver er bevaret.
  7. ^ H. Topsøe-Jensen: Omkring Levnedsbogen. En Studie over H.C. Andersen som selvbiograf 1820-1845. Gyldendal, København 1943, s. 117, (herefter Omkring Levnedsbogen).
  8. ^ Ibid. s. 111-112.
  9. ^ Sibonis kontrakt blev underskrevet 15. 1. og approberet af kongen 17. 1. 1819, hvorefter han fik indfødsret. Den 1. august 1819 tiltrådte han sin stilling. Siboni I s. 150-154, II s. 192.
  10. ^ Omkring Levnedsbogen s. 111.
  11. ^ I H.C. Andersens tid ved teatret var instruktørerne de to skuespillere Ferdinand Lindgreen og Jørgen Peter Frydendahl.
  12. ^ Alf Henriques: Historien om en skuespillerskole, udg. af Selskabet for dansk Teaterhistorie og Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, København 1974, s. 9. Skuespillerskolen eksisterede fra 1804 til 1815 og blev ledet af skuespilleren Michael Rosing og forfatteren Knud Lyne Rahbek.
  13. ^ Thomas Overskou: Af mit Liv og min Tid I-II, udgivet 1. gang 1868, nyudgivet med noter af Robert Neiiendam 1915-16, genudgivet på Nyt Nordisk Forlag i 1961-62 af Robert Neiiendam med mange tilføjelser. I. bd. s. 147, 161-162, (herefter Overskou: Erindringer I og II). I artiklen henvises til sidstnævnte udgave.
  14. ^ H.C.A. Lund: Studenterforeningens Historie 1820-70 I-II. Gyldendalske Boghandels Forlag, Reitzelske Afdeling, Kjøbenhavn 1896-98, I. bd. s. 414-415, II. bd. s. 64-68. BHH I s. 165, dateret juledag 1836, s. 234, brev af 24. 4. 1838.
  15. ^ Brev af 27. 9. 1821 fra H.C. Andersen til teaterdirektionen. A&C s. XII-XIII. Ingerslev s. 172. I brevet skriver H.C. Andersen, at han har haft den ære at recitere rollen for direktionen.
  16. ^ Thomas Overskou: En biografisk artikel om H.C. Andersen, beregnet til en påtænkt samling af kunstnerbiografier, trykt i »Omkring Levnedsbogen« s. 287-289 og gennengået s. 151-154.
  17. ^ Ang. Oehlenschläger som skuespiller, jvf. Th. Overskou: Den danske Skueplads 3. Deel s. 700-702 og P. Hansen Den danske Skueplads I s. 461-62.
  18. ^ J. M. Thiele: Af mit Livs Aarbøger I, København 1873 s. 133, i Carl Dumreichers udgave fra 1917 s. 167-168. Thieles beskrivelse af den unge H.C. Andersen også citeret Ingerslev s. 153. Thomas Overskou anvender i den i note 16 omtalte artikel udtrykket »Drengens aldeles individuelle Udvortes«.
  19. ^ Brev af 27. 3. 1825 fra H.C. Andersen til Jonas Collin. A&C s. 28-33, citeret brevsted s. 31. BJC I brev nr. 12, s. 19-24, citeret brevsted s. 22.
  20. ^ Siboni II s. 233, afsnit 2. I linie 7 er der efter »(se S. 480)« faldet et 6-tal ud, hvad Gerhard Schepelern venligt har meddelt denne artikels forfatter.
  21. ^ Citat fra Sibonis forslag til »Plan for Syngeskolerne« af 7. 3. 1821, Siboni II s. 480.
  22. ^ Udtalelser i denne artikel om behandlingen af drengestemmer og deres overgangsproblemer har baggrund i forfatterens uddannelse, (hovedfagseksamen i musik og sang), og egen undervisningspraksis, bl.a. på basis af Helga Christensens bog »Drengestemmer i overgangsalderen« Wilh. Hansen, København 1961. Forfatteren takker endvidere tidligere leder af Københavns kommunes drengekor, mag. art. Niels Møller for yderligere information om emnet.
  23. ^ Mellem Levnedsbogen fra 1832 (først udg. 1926) og MeE fra 1846, der er Andersens manuskript til »Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung« 1847, men som først blev udgivet af H. Topsøe-Jensen i 1942, blev der skrevet og trykt en række korte biografier, som digteren selv har haft større eller mindre indflydelse på. De gennemgås af Topsøe-Jensen i »Omkring Levnedsbogen, (jvf. note 6). De vigtigste er »Lebensskizze des Dichters« ved G. P. von Jenssen, der tryktes sammen med »Nur ein Geiger«, Vieweg und Sohn, Braunschweig 1838 og P. L. Møllers Portrait i Dansk Pantheon 1845. Begge blev brugt af H.C. Andersen som grundlag for MeE, som han skrev på sin rejse 1845-46. P. L. Møllers Portrait er aftrykt i »Omkring Levnedsbogen« s. 293-301.
  24. ^ Bo Grønbech: H.C. Andersen. Levnedsløb – Digtning – Personlighed. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København 1971 s.
  25. ^ Bo Grønbech er ikke uden viden om stemmepleje. På det gymnasium, hvor han underviste i dansk og latin var han tillige en estimeret korleder.
  26. ^ Siboni I s. 15-16.
  27. ^ Omkring Levnedsbogen s. 47. De fire breve med levnedsbeskrivelser og selvportrætter gennemgås s. 34-47, men Topsøe-Jensen kommer ikke ind på skildringen af Siboni-episoden i brevet til J. Collin.
  28. ^ I kommentaren til brevet til Jonas Collin af
  29. ^ 3. 1825 i BJC, (jvf. note 19), henvises der til Levnedsbogens gengivelse af Sibonis udtalelser ved sangundervisningens ophør. Topsøe-Jensen har været klar over, at der er en sammenhæng, men har ikke kommenteret forholdet Siboni – Andersen yderligere. BJC III s. 8-9.
  30. ^ I 1819 var Sibonis danskkundskaber minimale, (han lærte aldrig at beherske sproget), hans tysk var heller ikke det bedste, og Andersens var endnu ringere.
  31. ^ SS  bd. 12 s. 348-349.
  32. ^ BBH II s. 342 brev af 3. 4. 1839.
  33. ^ F.eks. i Gustav Hetsch: H.C. Andersen og Musikken, Hagerup, København 1930 s. 8-9 og så sent som i Gerhard Schepelerns bog om Siboni fra 1989. Siboni II s. 196.
  34. ^ H.C. Andersen: Romaner og Rejseskildringer udg. af DSL under redaktion af H. Topsøe-Jensen, Gyldendal København 1944. 5 bd. indledningen s. XXXIV. Her nævner Topsøe-Jensen, at syngemesteren må opfattes som en opmærksomhed overfor H.C. Andersens jødiske venner, familierne Melchior og Henriques. Der henvises også til Dagbøger VIII s. 436, hvor Moses Melchior, en broder til grosserer M. G. Melchior, nævnes som inspiration.
  35. ^ Overskou: Erindringer I s. 147.
  36. ^ Topsøe-Jensens udtryk »kun benyttet til den laveste Statist- og Kortjenste«, (Omkring Levnedsbogen s. 13) er helt misvisende. Teatret benyttede fortrinsvis sine ulønnede elever til statisttjeneste bl.a. for at de derved kunne have en lille fortjeneste. Af og til hyrede man folk udefra, og disse »tilhørte skuepladsens laveste kaste«, (Ingerslevs. 142).
  37. ^ Ingerslev s. 160.
  38. ^ Overskou: Erindringer I s. 163-164, s. 179, 182. Overskous talent var meget beskedent, men han havde et bedre sceneydre end unge Andersen og dertil en del andre kvaliteter, der var nyttige for teatret.
  39. ^ Niels Birger Wamberg: H.C. Andersen og Heiberg. Politikens Forlag København 1971 s. 17-18.
  40. ^ Ingerslev-Jensen har ny- og nærlæst den hidtidige hovedkilde til H.C. Andersens optræden på teatret, nemlig hans teaterdagbog. KB Collinske Samling 84, og ved fundet af en hidtil upåagtet kostumeprotokol, der specificerer danseres og koristers navne, har han kraftigt kunnet øge antallet af forestillinger, hvori H.C. Andersen har medvirket. Protokollen befinder sig nu på Det kgl. Teaters bibliotek. Ingerslev s. 139-140. Jørgen Skjerk har i den Laage-Petersenske Samling på KB fundet belæg for H.C. Andersens medvirken i de to Galeotti-balletter »Rolf Blaaskæg« og »Lagertha«, begge med musik af Claus Schall. Artikel i Personalhistorisk tidsskrift, april 1988 s. 15. Ingerslev omtaler ikke Andersens medvirken i disse balletter.
  41. ^ Ingerslev s. 162-163.
  42. ^ Jvf. Pro Memorier fra balletregissør Fredstrup. Ingerslevs. 159, 173, 176.
  43. ^ Jvf. slumingen af citatet fra Niels Birger Wambergs bog.
  44. ^ Theaterdirectionens Entledigelsesbrev findes i H.C. Andersens Hus i Odense (mus. nr. IV-5) og lyder som følger: »At Directionen ved denne Maaneds Udgang har entlediget Dem fra Theatrets Tieneste, undlader den ikke herved at melde Dem. Directionen for de Kongelige Skuespil, den 29de Junii 1822. F. Holstein KL. Rahbek  G. H. Olsen  Collin«. Dokumentet har befundet sig i Odense-museets samlinger siden begyndelsen af dette århundrede og er gengivet i Fr. Bööks »H.C. Andersen. En Levnedsskildring«, Aschehoug 1939 s. 89. I kommentaren til MLE I s. 398 øverst står der: »synes tabt gået«, men det er altså ikke tilfældet.
  45. ^ Frekventere begge skoler (Levnedsbog s. 77). H.C. Andersen blev foreløbigt optaget på syngeskolen i maj 1821, (Ingerslev s. 165), hvor hans overgangsperiode ikke synes at have været helt overstået. Initiativet synes at være kommet fra 2. syngemester Peter Casper Krossing (1793-1838), (Levnedsbog s. 77, MeE s. 42, MLE I s. 68). Levnedsbogen antyder, at Krossings motiver ikke har været helt altruistiske. Han var i et stærkt modsætningsforhold til Siboni og har håbet at kunne triumfere over den uønskede direktør ved at bringe en elev frem, som denne havde kasseret. Om Krossing jvf. Siboni II s. 218, 226, 258. Han synes at have været en dygtig, men kontroversiel person, og Siboni fik ham afskediget i 1827.
  46. ^ Direktionens skrivelse af 9. 8. 1821 om koreksamen. Siboni II s. 487-88.
  47. ^ Brev af 13. 6. 1821 fra teaterdirektionen til syngemestrene Zinck og Krossing. Protokol over afgåede breve fra skuespilbestyrelsen 1820-23, Rigsarkivet. Citeres Ingerslev s. 165-166.
  48. ^ »Følgende ere tilladte indtil videre at freqventere Skolen: Hr. Pelt, Hr. Møller, Hr. Andersen«. Directionsbrev af 1. september 1821, anført under 31. august 1821 i Det kgl. Teaters regijournal 1815-1825 s. 346. Det kgl. Teaters Bibliotek.
  49. ^ Jvf. bl.a. Elith Reumert: H.C.Andersen som han var, Hagerup, København 1925, s. 29, 171. Tove Barfoed Møller: H.C. Andersens sangstemme, Anderseniana 1988. H. C. A. Lund: Studenterforeningens Historie 1820-1870 II s. 64-68. Her omtales H.C. Andersens eneste offentlige fremtræden som visesanger ved en forestilling på Hofteatret til fordel for Thorvaldsens museum, 8. 4. 1840.
  50. ^ Ingerslev citerer s. 168-169 paragraffer fra et forslag til Plan for Syngeskolerne, fremlagt den 4. juli 1821, som synes at være identisk med det forslag, som Jonas Collin udarbejdede i foråret eller forsommeren 1821 på grundlag af forslag fra Siboni og andre. Jvf. Siboni II s. 213-219 og 480-487. Schepelern stiller sig tvivlende overfor, om Collins forslag blev udarbejdet i en endelig version. Under alle omstændigheder blev kravene til undervisningen skærpet fra sæson 1821-22. De i denne artikel anførte krav må – bortset fra bladsang – have været minimumskrav i korets nederste klasse, hvor Andersen befandt sig. (Der var to klasser).
  51. ^ Axel Rosendal: Årsagerne til H.C. Andersens stavevanskeligheder, Anderseniana 3. række 2. bd. 1975.
  52. ^ Margrethe Levinsen: »Erfaringer vedrørende arbejdet med nodeblinde elever« Ordblindebladet 23. årg. nr. 3 september 1966 s. 13-20. Margrethe Levinsen (1893-1981) var docent i hørelære på Det kgl. danske Musikkonservatorium og specialist i undervisning af nodeblinde elever. Ordblindepædagogen N. O. Sølberg har venligt gjort nærv. forfatter opmærksom på artiklen.
  53. ^ Siboni II s. 218 øverst, s. 226.
  54. ^ Ved Sibonis middagsselskab sang drengen Christian Andersen arien »Nei, ingen Pige« fra »Kjærlighed paa Landet«, syngestykke i 3 akter med tekst af Weisse og musik af Kunzen, og den havde han lært af skuespillerinden Jfr. Hammer i Odense. (Levnedsbog s. 61). Senere i livet blev han en fortrinlig vælger af melodier til sine vaudeviller, folke- og eventyrkomedier.
  55. ^ A&C s. XVI-XVII  Ingerslev s. 183-184.
  56. ^ BHH I s. 149-153, brev af 28. 10. 1836. På universitetet opførtes ved reformationsfesten en kantate med tekst af Oehlenschläger og med musik af komponisten, organist og fløjtenist Niels Peter Jensen (1802-46).
  57. ^ Når H.C. Andersen deltog i korsang i studenterforeningsregi, har han næppe haft problemer med at holde en understemme. Der har været tale om mandskor, og han har antagelig sunget tenor, dvs. melodistemmen. Ang. Andersens stemmekategori, jvf. også den i note 47 nævnte artikel om »H.C. Andersens sangstemme«.
  58. ^ H. Topsøe-Jensen: Omkring Levnedsbogen s. 116. H. Topsøe-Jensen: Om H.C. Andersen i »Danmarks store Digtere«, Dansk Litteratur-Haandbog I Odense 1943 s. 381 -408, Artiklen er genoptrykt i Fynske Studier VI udg. af Odense Bys Museer 1966. s. 11-41. Påstand om overgang s. 15. Topsøe-Jensens påstand »går igen« så sent som i Klaus P. Mortensens »Svanen og Skyggen«, Gad 1989, s. 22.
  59. ^ Den ønskede syngerolle kan være Claus i Kunzens syngespil »Viinhøsten«, en rolle, som Andersen også anmodede om i brevet af 27. 9. 1821 til teaterdirektionen. En karakteristik af Claus og den tidligere nævnte Jacquinot i »De to Grenaderer« findes i artiklen »H.C. Andersens sangstemme«, Anderseniana 1988. Det skal her tilføjes, at bondeknøsen Claus siden førsteopførelsen af stykket 22. 12. 1796 var blevet udført af voksne skuespiller-sangere, der havde overstået deres overgang, og som – hvis de ikke var tenorer – muligvis har sunget det lille parti i falset.
  60. ^ I romanen »Lykke-Peer« fra 1870 er det også en forkølelse, der forårsager Peers stemmebrud. SS 6. bd. s. 58, DSL-udgaven V bd. s. 258-259.
  61. ^ Dagbøger X bd. s. 318, 29. august 1874.
  62. ^ Brev fra 1826 uden dato A&C s. 58-61.
  63. ^ Brev fra juni 1824, A&C s. 12-13.
  64. ^ Teaterdirektionens skrivelse af 16. 6. 1822 angående forkastelse af »Røverne i Vissenbjerg« er aftrykt i A&C s. XV og hos Ingerslev s. 180.
  65. ^ Omkring Levnedsbogen s. 16-17. Manuskript på KB i den Collinske samling 18,4to. Topsøe-Jensen kommenterer ikke tilsløringen af afskedigelsen, men har på s. 18 et par bemærkninger ang. Andersens planer om at studere.
  66. ^ Ordlyden af H.C. Andersens omtale af’ skrivelsen ang. »Røverne i V.« lyder i MeE s. 46: »…og Brevet, som fulgte med, sagde mig, at Stykker der i den Grad, som dette, forraadte Mangel paa al elementar Dannelse, ønskede man ikke oftere«. I MLE I s. 73 er der tilføjet »at modtage«. Den sidste sætning findes ikke i skrivelsen fra direktionen.
  67. ^ H.C. Andersens referat af direktionens afskedigelsesbrev, citeret fra MLE I s. 73: »Det var just ved Skuespil-Saisonens Slutning i Mai 1822, da fik jeg fra Theater-directionen et andet Brev, til Underretning om, at man »entledigede« mig fra Chor- og Dandseskolen, der ikke kunde føre til Noget for mig, men man ønskede, at mine mange Venner vilde tage sig af mig og skaffe mig den Dannelse og de Kundskaber, der hørte til, for at blive noget Dygtigt i Verden, uden hvilke det ikke hjalp at have noget Slags Talent«. Tidsangivelsen er forkert. Afskedigelsesbrevet er dateret 29. 6 1822. »Et andet Brev«, det første brev er skrivelsen ang. forkastelsen af »Røverne i V.«. I MeE er ordlyden stort set den samme og findes s. 46.
  68. ^ Brev til en Ungdomsven og Dramatisk Quodlibet med indledning, noter og kommentarer af H. Topsøe-Jensen, Carit Andersens Forlag København 1951, s. 14.
  69. ^ Elith Reumert: H.C. Andersen og Det Melchiorske Hjem, 2. opl. Hagerup, København 1925 s. 62-63. (1. opl. 1924).

 

©