Da Andersens eventyr udkom på “bøhmisk” eller: Den grimme ælling Lili

Tjekkerne begyndte at læse Andersen på deres modersmål i en tid, hvor de ikke levede i deres egen stat. Indtil Tjekkoslovakiet blev grundlagt i 1918 hørte Bøhmen og Mæhren til den østrigske del af det Habsburgske monarki, som blev afløst af dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn i 1867.

Amtssproget i Bøhmen og Mæhren var tysk, og ville man være noget ved musikken, måtte man beherske det germanske sprog. Alligevel, eller snarere på trods af det, ser vi en livlig oversætteraktivitet til tjekkisk i anden halvdel af det 19. århundrede. Det første værk af Andersen på tjekkisk er romanen Improvisatoren i 1851, eventyrene følger 12 år efter: I 1863 udkommer Hans Christian Andersens historier og eventyr fortjekkiskede af Josef Mikuás Boleslavský[1]. Ud over den nævnte Improvisator-oversættelse udkommer kun en enkelt anden roman på tjekkisk frem til 1918, nemlig De to Baronesser (1877). Eventyrene bliver til gengæld udgivet i talrige udvalg, i alt bliver det til over 20 forskellige udgaver frem til 1918. Det bliver interessant at sætte Andersen-oversættelser ind i den tjekkiske litteraturhistoriske kontekst, fordi den tidligste tjekkiske modtagelse af Andersens eventyr fortæller en del om datidens oversætterpraksis, men især om litteraturens politiske betydning. At udgive tjekkiske bøger og oversætte til tjekkisk var nemlig det samme som at kæmpe mod det østrigske overherredømme.

I sit brev til Edvard Collin morer Andersen sig meget over navnet på byen, hvor han forfatter sit brev. Byen hedder Kolin, og navnet udtales på samme måde som vennens efternavn. Andersen tegnede byens plads til Edvard og kaldte tegningen “Collin in Bøhmen“. H.C. Andersens Hus.

Andersen på gennemrejse i “Tydskland”

Det tyske sprogs dominans må være forklaringen på, hvorfor Andersen på sine rejser i Bøhmen og Mæhren opfatter disse lande som en del af Tyskland. Det fremgår tydeligt af hans korrespondance. I et brev til Henriette Collin fra marts 1846 skriver han fra Prag om sin “tyske” berømmelse:

Med Diligense reiste jeg til Prag, hvor jeg strax blev indbudt hos Grev Thuns, een af de første Familier. Erkehertug Stephan tog mig hjertelig i Haanden til Velkomst og har bedet mig altid naar jeg kom til Bøhmen betragte ham som en gammel Bekjendt. Han kjender Spillemanden og nogle Eventyr. Det er mærkeligt hvor jeg er læst og kjendt af de forskjel-ligste Mennesker i Tydskland.[2]

I et brev fra august 1834, denne gang til Kristine Marie Iversen, omtaler Andersen Prag som en decideret tysk by:

I Prag vilde jeg være to Dage, men pyt! Nei, jeg blev hele fem. Det var en interessant By, den behagede mig bedst af alle de tydske Byer, jeg endnu havde seet (Frankfurt undtagen). – Ægte catholsk og gammeltydsk, med Slavoniere, Ungarere og Zigeunere.[3]

Andersen lader til at være helt blind for tjekkernes stilling i deres land og blind for deres kamp for egen kultur og eget sprog, selvom han godt kan høre, at man på landet taler et andet sprog end eliten i Prag. Det fremgår tydeligt af det brev, han skriver til Edvard Collin i juli 1834:

… nu paa tredie Dag sidder jeg i en indelukket Vogn, fra Wien og kommer først i Aften sildigt til Prag. – Bøhmen seer ogsaa ganske dansk ud, men jeg har seet ægte Zigeunere, med lange Ravnehaar og en Zigeuner-pige med kulsorte Øine spaaede mig, men da hun talte det bøhmiske Sprog, der synes en høiere Potens af det berømte Kragemaal forstod jeg det ikke, hvilket vist var Skade.[4]

Selvom Andersen altså lægger mærke til, at befolkningen taler “bøhmisk”, nævner han ikke med et ord bøhmernes underkuede stilling i monarkiet. Her skiller han sig markant ud blandt andre samtidige danske rejsende. Yderst kritisk som observatør var fx historikeren Frederik Schiern, som efter sit besøg i Prag i 1857 udsendte en nøgtern reportage kaldet Breve fra Prag. Schiern misbilliger tjekkernes stilling som andenrangsborgere i deres eget land, hvad der var tydeligt for ham, da han besøgte caféer i Prag, hvor der kun fandtes tysksproget presse. Også teatrene spillede udelukkende på tysk, hvilket stod i grel modsætning til de befolkningstal, Schiern fandt ud af under sit ophold: Der skulle ialt kun bo 8.000 tyskere mod 114.000 tjekkere i Prag. Schiern kritiserede ikke blot sprogsituationen, men også tyskernes udtalte foragt for de slaviske folk. Han må med beklagelse konstatere, at germanerne generelt opfatter slaverne som falske og lumske, hvilket han illustrerer med en talemåde, han stødte på i Bøhmen: „Er ist mehr Cech, als Mensch.”[5]

Også fru Heiberg havde et godt øje for den tjekkiske nationale genoplivelse, som fik rodfæste i slutningen af 1800-tallet. Siden voksede nationalbevidstheden i Bøhmen og Mæhren, og det samme gjorde modsætningsforholdet mellem det tjekkisktalendc, kulturelle borgerskab og landets tysktalende elite. Johanne Louise Heiberg reflekterede over dette forhold i sine berømte memoirer Et Liv gjenoplevet i Erindringen (1891-92), hvori hun skildrer sit møde med en rejsefører i Prag i 1856. Hun brugte i øvrigt som en af de første danske skribenter, hvis ikke den første, betegnelsen tschekerc, og ikke det tyskprægede bøhmere[6]:

Men da jeg sagde: “Dette Land har vel ogsaa en skjøn Litteratur?”, da kneisede han stolt med Hovedet, og et Lyn foer ham ud af Øinene, idet han saae op og ned ad mig og sagde med kraftig Stemme: “Ja, det skulde jeg mene!” Jeg blev ganske bange over dette Udbrud og turde ikke spørge mere, men fra dette Øjeblik har jeg med stor Interesse fulgt Tschekernes Kamp for deres Nationalitet.[7]

Var Andersen blind for tjekkernes frihedskamp, var tjekkerne til gengæld ikke blinde for betydningen af at oversætte hans berømte eventyr til tjekkisk. Man kan påstå, at det netop er takket være “Tschekernes Kamp for deres Nationalitet”, at den tjekkiske version af Andersens eventyr så dagens lys.

Da nationen skulle vækkes og tjekkisk genoplives

Tjekkernes emancipering var til at begynde med primært rettet mod det tjekkiske sprog; det skulle genoplives. Genoplivelsen bestod i, at man skulle kunne anvende tjekkisk som et litterært og videnskabeligt sprog, med andre ord, skulle tjekkisk være jævnbyrdigt med tysk.

Bevægelsen var faktisk en modbevægelse. Kejser Joseph 2. introducerede i 1781 en forordning, som foreskrev at tysk skulle være amtssprog, og som forbød al undervisning på tjekkisk på højere læreanstalter, således at tjekkisk kun måtte anvendes i grundskolerne. Tjekkisk var i forfald, og skriftsproget var ikke etableret. Denne massive fortyskning, som yderligere tog til under indenrigsminister Alexander Bachs enevælde efter den mislykkede revolution i 1848, resulterede i en stærk tjekkisk modreaktion. Man spillede ivrigt amatørteater på tjekkisk, og snart dukkede patriotiske tjekkiske forlag op. I anden halvdel af det 19. århundrede foregår der en livlig oversættelsesaktivitet til tjekkisk. Omkring 1850 stabiliseres den tjekkiske skriftnorm, men vækkelsesprocessen varer helt frem til 1880’erne, og det er først dér, oversat litteratur holder op med at spille en yderst vigtig rolle i genoplivelsen af nationen.

En af bevægelsens mest indflydelsesrige intellektuelle, filologen og oversætteren Josef Jungmann (1773-1847), gjorde sig teoretiske overvejelser om oversættelse, og som det vægtigste kriterium for, hvad der egner sig til at blive oversat til tjekkisk, anfører han kvalitetskriteriet:

Skader oversættelsen af fremmede bøger nationalsproget? Vores svar er et klart nej, hvis man altså gør det godt. Og hvad sømmer sig til at blive oversat og hvordan? Vi svarer: det, der er bedst, og man skal oversætte det sådan, at det ser ud, som om det var forfattet på tjekkisk.[8]

Jungmann oversatte Miltons Paradise Lost 1800-1804 primært for at bevise, at tjekkisk er et ligeværdigt kultursprog. En sådan målsætning kan ikke undre i begyndelsen af 1800-tallet, men selvom skriftsproget blev etableret allerede omkring 1850, genfinder vi interessant nok argumentet om det tjekkiske sprogs ligeværdighed stadig mod slutningen af 1800-tallet. Det er Jaroslav Vrchlický (1853-1912), den mest berømte og indflydelsesrige oversætter af Andersens eventyr, som i sine oversættelser tilsigter at bevise, at det tjekkiske sprog kan udtrykke alt. Derfor kan man påstå, at de tidligste tjekkiske Andersen-oversættel-ser er et bidrag til den tjekkiske nationale vækkelse. Det skulle desuden vise sig, at alle de oversættere og forlæggere, som havde med Andersens første tjekkiske versioner at gøre, kæmpede ihærdigt for tjekkernes emancipering.

I de tjekkisk-tyske og tjekkisk-østrigske relationer herskede der så store antipatier efter 1850, at den tysksprogede litteratur mødte større modstand end alle andre; det konstaterer Ivana Vízdalová i sin artikel om litterær oversættelse i 1900-tallet[9]. Derfor var udgivelsen af Andersen på tjekkisk nok mindre problematisk end oversættelsen af fx brødrene Grimms folkeeventyr, som stort set glimrede ved sit fravær[10].

Hans Christan Andersens historier og eventyr fortjekkiskede af Josef Mikulás Boleslavský står der på titelbladet i den første tjekkiske udgave af Andersens eventyr på tjekkisk.

Det er i øvrigt ikke en tilfældighed, at der på titelbladet i Andersens første eventyr på tjekkisk ikke står “oversatte”, men “fortjekkiskede”: Hans Christian Andersens historier og eventyr fortjekkiskede af Josef Mikulas Boleslavský. Oversat blev de, til tysk. Det dannede tjekkiske publikum kunne jo tysk, det konstaterer germanisten Jiří Veselý i sin gennemgang af oversættelser fra tysk til tjekkisk frem til 1850: “der var ikke behov for at oversætte til tjekkisk fra tysk original. Det skyldtes primært det faktum, at tyskkundskaberne især hos bybefolkningen og de dannede var en selvfølgelighed”.[11] Vesely påpeger desuden, at “sprogaspektet var rykket i forreste række. Oversættelsen var et redskab i den aktive kulturkamp under den nationale vækkelse, ikke et udtryk for et uudviklet og passivt forhold til fremmede kulturer.”[12] Ifølge Vízdalová herskede denne situation helt frem til 1890’erne: “Tysk var for de fleste dannede mennesker stadig et sprog, som de beherskede til fulde, og derfor føltes behovet for at oversætte den mere udfordrende litteratur ikke stærkt, oversættelsen af denne type litteratur blev primært ansporet af ønsket om at berige den tjekkiske litterære kontekst.”[13] Andersens eventyr kan ikke ligefrem henregnes til “den mere udfordrende litteratur”[14], som Vízdalová omtaler, men de var beregnet til børn og unge, og netop derfor var deres tjekkiske oversættelse yderst relevant. De var litteratur af høj rang, men samtidig var de opfattet som børnelitteratur, og børn skulle have kvalitets læsestof på tjekkisk. Andersens eventyr blev tydeligvis ikke blot udgivet med profit for øje, men det var i den grad også et prestigeprojekt. Tjekkerne skulle have deres Andersen, fordi “han er den mest geniale danske forfatter i dag”[15], som det hedder i det første store tjekkiske leksikon af Frantisek Ladislav Rieger fra 1860.

Den grimme Lili

Den første samling af Andersen-eventyr på tjekkisk udkom på tidens mest prestigefyldte, tjekkiske forlag opkaldt efter sin ejer Ignác Leopold Kober. Et af forlagets største bedrifter var udgivelsen af det allerede citerede leksikon Slovnik naucný, i folkemunde kaldet Rieger-encyklopædien efter redaktøren Rieger. Om forlæggeren I.L. Kober kan vi læse i bindet fra 1865, at han “under Bachs enevælde blev forfulgt”. Hvorfor oplyser stikordet ikke, men det er indlysende, at forfølgelsen skyldtes I.L. Kobers kamp for den tjekkiske sag, en kamp, som var uløseligt knyttet til datidens tjekkiske forlag. Alene det at udgive bøger på tjekkisk var en højst politisk virksomhed, og det er ikke tilfældigt, at I.L. Kober kaldte sit forlag “Det nationale bogtrykkeri”. I et nyere leksikon, det berømte Ottuv slovník nauný fra 1899, står der om forlæggerens bedrifter, at “han i 1857 indledte sin store og fortjenstfulde forlæggervirksomhed, hvis betydning for tjekkisk litteratur er uvurderlig.“ Direktøren af Kobers forlag hed Josef Mikulás Boleslavský, og netop han oversatte de første Andersen-eventyr til tjekkisk.

Også Mikulás var tjekkisk patriot. I Rieger-encyklopædien bliver han rost for sit virke som teaterentusiast, fordi han bl.a. udgav tidsskriftet Teateramatør (Divadelní ochotmí) i 1860’erne, og man må ikke glemme, at netop amatørteatrene på landet var bærere af tjekkisk kultur. I encyklopædien nævnes også hans store oversætterbedrift: Hans Christian Andersens eventyr på tjekkisk. Mikulás selv fremhæver i sit forord til eventyrene, at de behager både ungdommen og den voksne – takket være deres fantastiske elementer. Samtidig understreger han, at alle nationer allerede harderes oversættelse af Andersens værker, og på den made formulerer han implicit sin motivation for at oversætte dem:

Den berømte danske forfatter Andersen blev hædret for sine værker af alle nationer; jeg tvivler ikke på, at han også på tjekkisk bliver yndet; gid alle læste dem med samme fornøjelse, med hvilken jeg i lang tid syslede med deres oversættelse.
I Prag, juli 1862
Oversætteren[16]

Og hvordan var Andersens eventyr i Mikulás’ version? Det er temmelig sandsynligt, at Mikulás oversatte via tysk, der findes i hvert fald ingen evidens for hans danskkundskaber. Tro mod tidens skik og brug for oversættere tager han sig ret store friheder over for teksten. Han benytter sig primært af den såkaldte naturalisering, med andre ord tilpasser han eventyrene til den tjekkiske kontekst. Desuden kan man konstatere en klar tendens til at overtydeliggøre pointerne og frarøve eventyrene deres spidsfindige elegance. Mikulás tilføjer tit egne moraler. Den tjekkiske slutning på eventyret “Fem fra en Ærtebælg” illustrerer fint disse uheldige greb.

Eventyret handler om fem ærter, men også om en syg pige, som mod slutningen ser ud til at blive rask. Men det er blot én af tekstens pointer, til allersidst zoomer fortælleren igen ind på ærterne og især på den mest brovtende af dem, som — typisk nok — ender i rendestenen. Her er originalens sidste afsnit:

“Jeg bliver saa deilig tyk!” sagde Ærten. “Jeg revner af det, og videre troer jeg ingen Ært kan drive det, eller har drevet det.
Jeg er den mærkeligste af de fem fra Ærtebælgen!”
Og Rendestenen gav den Medhold.
Men den unge Pige ved Tagvinduet stod med lysende Øine, med Sundheds Skjær paa Kinderne, og hun foldede sine fine Hænder over Ærteblomsten og takkede vor Herre for den.
Jeg holder paa min Ært! sagde Rendestenen![17]

Hos Mikulas slutter eventyret ikke hos den storsnudede ært, men igen hos pigen, og det er ikke rendestenen, der får det sidste ord. Rendestenens replik mangler helt:

Men pigen fra kvistkammeret gik ud med sin mor hen til det smukke helgenbillede ved vejen, takkede Gud for den gode ært, thi raskhedens rosa blomst lyste igen på hendes fyldige kinder.[18]

Andersens pointe går fløjten, og i stedet etableres et harmonisk billede af et kristent mirakel. Denne happy end underbygges af den tjekkiske illustrator: På billedet ser vi en pige i tjekkisk folkedragt, som står foran det i det katolske Bøhmen så typiske helgenbillede.

Mikulás tilføjer også egne optrin til teksten, nok for at øge ekspressiviteten. I “Den lille Havfrue” er heksen hos Andersen tavs under trylledrikkens kogning, hos Mikulás er hun anderledes højlydt. Hun danser vildt om kedlen, alt imens hun skråler denne vise:

Flammen lyser, flammen brænder, det hede blod – kærlighedens åsyn! Asken er brændt, stemmen forsvandt, kærlighedens åsyn – det hede blod!

Blod og gift, dødens list – ærede gæster, til en fest![19]

“Men pigen fra kvistkammeret gik ud med sin mor hen til det smukke helgenbillede ved vejen, takkede Gud for den gode ært, thi raskhedens rosa blomst lyste igen på hendes fyldige kinder.” Sådan lyder den sidste sætning i den første tjekkiske oversættelse af “Fem fra en Ærtebælg”, og sådan ser illustrationen ud.

Denne vilkårlige tilføjelse er forholdsvis harmløs, fordi den ikke ændrer tekstens pointe. Værre bliver det, når Mikulas navngiver den grimme ælling. Dengang var det gængs praksis at fortjekkiske personnavne: Således blev fx lille Hjalmar til Jaros, lille Ida til Bozenka, men Mikulas døber også den ellers navnløse lille ælling, den bliver til Lili:

Der kom nogle børn i haven, de smed brød og gode korn i vandet, og det mindste råbte: “Lili! Lili!” ”Ja, den skal hedde Lili!” sagde en smuk pige, (…) og alle børn nikkede: “Lili er den smukkeste af dem- så ung og hvid som en lilje[20]

Og eventyret slutter med en direkte henvendelse til læseren: “Vil I gerne se Lili? Så kom ind i vores have.”[21] Frantisek Frohlich, de tjekkiske oversætteres grand old man, og en fremragende oversætter af Andersen til moderne tjekkisk, påpegede ganske rigtigt, at det i en tekst med tydelige selvbiografiske referencer er næsten kriminelt at give dyret et pigenavn.[22] Det blev dog dikteret af det faktum, at substantivet en svane, labu, er femininum på tjekkisk, til forskel fra eksempelvis det tyske der Schwan. Andersen nævner i sit eventyr desuden intet om at svanen skulle være ren og uskyldig som en lilje, og passagen viser således klart, at oversætteren er “klogere” end forfatteren.

Den tjekkiske litteraturforsker Jiff Levy kalder denne ofte sete uskik hos oversætterne for “intellektualiseren” i sin afhandling Kunsten at oversætte (Umeni prekladu) fra 1963. Med intellektualiseren mener han, at:

  1. oversætteren ikke kan lade være med at gøre teksten mere logisk og klar.
  2. han ikke kan lade være med at sige det usagte.
  3. han udtrykker de syntaktiske forhold på en mere formel måde.[23]

Oversætteren er med andre ord klogere end forfatteren eller rettere sagt: Han er bedrevidende. Derfor ødelægger han pointerne, hvilket i en nøddeskal kan ses af Mikulas’s to tjekkiske eventyrtider, to vaskeægte plotspoilere. Antieventyret “Skyggen” hedder på tjekkisk “Den utro skygge”, og også den tjekkiske titel på “Sølvskillingen” afslører unødigt pointen ved at hedde “Den falske mønt”.

Mikulas udgav sammen med den nationalsindede forfatter Bedfich Pdka et nyt udvalg af eventyr i 1874, denne gang på sit eget nylig stiftede forlag Mikulas a Knap. Det andet udvalg indeholdt lige som det første 23 eventyr, men et par eventyr var overtaget fra det første udvalg. Heller ikke i det andet udvalgt er Mikulas tro mod originalen. Der, hvor Andersen kun er et par centimeter fra virkeligheden, gør Mikulas og Pe5ka et milelangt hop ind i det fantastiske. Igen har oversætterne desværre ikke forstået Andersens særegne og avancerede poetik. I den første tjekkiske oversættelse af “Fyrtøiet” har hundene ikke øjne som de ret prosaiske tekopper, møllehjul og Rundetårn, som det står i originalen; deres øjne er som flammekugler, ildhjul og som den glimtende kuppel på Rundetårn, der drejer endnu raskere end møllehjulene[24].

Andersen i Karel Bohus Kobers version

I.L. Kober-forlaget udgav et nyt eventyrudvalg blot fem år efter det første, som blev oversat af Mikulas. Det var i 1868 og oversætteren var forlæggerens 19-årige søn, Karel Bohus Kober. Det er højst sandsynligt, at også Kober junior oversatte Andersen fra tysk. Det kan fx ses på hans oversættelse af Andersens skillinger, som den gamle kvinde betaler med for Tommelise: På tjekkisk betaler hun med grose, hvor det i de verserende tyske oversættelser hed Groschen. Grose var imidlertid ikke en gyldig valuta i Bøhmen på denne tid, det er altså rimelig usandsynligt, at den tjekkiske oversætter tilfældigt skulle være kommet på samme løsning som hans tyske kolleger.

KarelBohus Kobers oversættelse blev flot illustreret med 43 træsnit og den blev meget populær, derfor blev den genudgivet fire år efter i 1872. Den underlige, tvetydige titel: Udvalg af samtlige historier og sagn af H.C. Andersen, må dog betegnes som falsk reklame, eftersom bogen kun indeholder 28 eventyr. Som en anekdote, men en ret illustrativ en, kan nævnes, at Karel Bohus Kober ligesom Andersen forlod hjemmet som 14-årig. Her slutter dog alle paralleller, fordi Kober blev sendt på et prestigegymnasium i kejserrigets hovedstad, Wien. Men drengen var åbenbart yderst nationalistisk og følgelig kritisk overfor den østrigske øvrighed, og derfor blev han samme år sammen med sine venner idømt fem års fængsel for at deltage i planlægningen af attentatet på den østrigske kejser Franz Joseph 1.

Frem til århundredeskiftet udkom en række eventyrudvalg, men intet tyder på, at oversætterne havde kendskab til dansk, så Andersen blev nok oversat via tysk. Først i 1901 kan man på titelbladet i en tjekkisk version læse, at oversætteren brugte dansk som forlæg. Det drejer sig om den tjekkiske version af Verdensudgaven, og oversætteren var Jaroslav Vrchlicky. Han hørte tillandets absolut mest anerkendte digtere, i 1901 blev han af kejser Franz Joseph 1. sammen med komponisten Antonfn Dvorak adlet og udnævnt til medlem af Herrehuset i Wien. Han og Georg Brandes var desuden gamle bekendte.

Vrchlickýs dessertsanger

Vrchlickýs Andersen er udmærket, hans oversættelse er tro mod originalen, og man kan ikke undre sig over, at hans version er blevet genudgivet adskillige gange i løbet af det 20. århundrede. Det er en kendsgerning, at Vrchlický havde et klart mål med sin oversættervirksomhed: At berige det tjekkiske sprog og styrke tjekkernes selvbevidsthed i kampen mod det østrigske overherredømme. Vrchlicky var i sandhed en flittig oversætter, det bemærker også Georg Brandes under sit ophold i Bøhmen i 1892:

Vrchlický, hvis borgerlige Navn er Emil Frida, og der har fortjent sit Brød som Sekretær ved Polyteknikum i Prag, indtil han nu er bleven udnævnt til Professor i de moderne Literaturers Historie ved Prager Universitetet, har, 39 Aar gammel, udgivet fyrretyve Bind Digte, atten Dramaer og Lystspil, talrige Fortællinger, Essays osv., har desuden oversat i Originalens Versemaal hele Dante’s Guddommelige Komedie og Vita nuova, Tasso’s Befriede Jerusalem, Ariosto’s Rasende Roland, Michelangelo’s, Leopardi’s og Carducci’s Digte, Goethe’s Faust, begge Dele, en stor Antologi af den italienske Poesi, det meste af Victor Hugo’s Digte, en stor Antologi af fransk Lyrik. Edgar Poe’s Digte og endelig et betydeligt Antal Dramer og Poesier af den tyske, spanske, engelske og provencalske Literatur, i Alt 27 Bind Oversættelser.

Der er kun én Stemme om disse Oversættelsers Fortræffelighed. Jeg har hørt tyske Bøhmere betegne hans Faust-Oversættelse som uforlignelig, den bedste, der lod sig tænke. Og om den fortalte han, at han havde skrevet den om Sommeren paa Floddampskibet, der førte ham frem og tilbage fra det Sted, hvor hans Familie laa paa Landet.

Ja Vrchlicky er Virtuosen fremfor alle blandt Samtidens Sprogkunstnere.[25]

Man kan se, at der i Brandes’ opremsning mangler Verdensudgaven af Andersens eventyr, idet den først udkom ti år senere. Det korte af det lange er, at oversætterens renommé og rang røber, at det at oversætte Andersen for alvor var blevet et prestigeprojekt omkring århundredeskiftet. Det er muligt, at det var Brandes, der ansporede Vrchlický til at oversætte Andersens eventyr, men det kan også være, at digterberømtheden Vrchlický selv besluttede at oversætte endnu en uafrystelig klassiker. Vrchlický roser i hvert fald Brandes i sit forord til Verdensudgaven for hans indsats i Andersens promovering:

Prof. Hans Tegner har med sine oprindelige illustrationer gjort lige så meget for Andersen, som den berømte danske litteraturhistoriker Jiří Brandes med sine kritiske afhandlinger.[26]

Brandes fremhæver på den anden side, efter at han havde lært Vrchlický personligt at kende, tjekkens „Blidhed”. Han oplyser også, at Vrchlickýs digte er oversat til dansk, omend ikke fra “grundsproget”, som han interessant nok føler sig nødsaget til at omtale, ergo tillægger han denne “detalje” betydning:

Af hans Digte og Fortællinger havde jeg forud læst en Del. Adskillige af hans Vers har været oversatte paa Dansk, om end ikke fra Grundsproget. Finhed og Blidhed er Grundtrækkene i hans personlige som i hans aandelige Aasyn.[27]

Oversatte Vrchlický Andersen fra “grundsproget”, som forlaget påstår på titelbladet i Verdensudgaven? Inden vi kommer med et bud, dvæler vi lidt ved Brandes fortrukne disciplin: At generalisere og videregive stereotype forestillinger. Brandes præciserer nemlig senere, hvad han mener med Vrchlickýs finhed og blidhed og omtaler i den forbindelse den allerede nævnte mistillid, germanerne betragter slaverne med:

Hans [Vrchlickýs] gratiøse Smidighed er ægte slavisk, men den er ikke Udtryk for nogen Upaalidelighed, kun et Udslag af det forbausende Modtagelige i hans Væsen. Man plejer at betegne en saadan høj Grad af Modtagelighed som kvindagtig; men sikkert med Urette; den er netop i streng Forstand mandlig, thi den beror paa en altid rede, yderst letvakt kunstnerisk Frembringelsesdrift. Besad Kvinden en saadan forhøjet Modtagelighed, vilde Kvinderne være de ypperste Kunst-Oversættere paa Jorden. Men i alle Literaturer er Kunst-Oversætterne Mænd.[28]

At slaverne skulle være upålidelige, kan Brandes i Vrchlickýs tilfælde ikke skrive under på, men i stedet for denne kliché præsenterer han en ny én om slavernes „gratiøse Smidighed”. Samtidigt udtaler han en dom over hele kvindekønnets uformåenhed på det kunstneriske felt. Som en skæbnens ironi blev Brandes’ forelæsningsrække Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur oversat til tjekkisk af en kvinde i 1894 – librettisten Anezka Schulzová. Schulzová, en yderst emanciperet ung dame, oversatte også Brandes’s monografi om Søren Kierkegaard i 1904. Men disse monografier var selvsagt ikke skønlitteratur.

Jaroslav Vrchlickýs, tegning af Jan Vilímek o. 1900

Men tilbage til Andersen. Oversatte Vrchlický fra dansk eller ej? Fröhlichs svar er et klart nej. Som sit første argument nævner Frohlich i artiklen om oversættelser af Andersen til tjekkisk, at Vrchlicky ikke oversatte andet fra dansk end netop Andersens eventyr. Det er dog ikke helt rigtigt, for i 1898 oversatte Vrchlický Ibsens drama Kongs-Emnerne, forfattet på bokmål. Som det vægtigste argument nævner Fröhlich imidlertid en ret afslørende oversætterfejl, som Vrchlický begik. Den tjekkiske oversættelse indeholder den samme uoverensstemmelse, som litteraturhistorikeren Erik Dal skulle have opdaget i de tyske versioner af Nattergalen. Nok som et resultat af en typografisk fejl bliver sangfuglen i den tyske udgave ikke ophøjet til “Nachttischsänger” med dobbelt t, altså originalens “høikeiserlige Natbord-sanger”, men til “Nachtischsanger” med et enkelt t, altså til en fugl, der synger under desserten.[29] Netop denne fejl finder vi også hos Vrchlický, fugletitlen i hans tjekkiske oversættelse hedder “vysoký císarský zpév po tabuli”[30], altså “den højkejserlige dessert-sanger”. Det er ikke lykkedes mig at finde en tysk oversættelse med nævnte slåfejl, så en anden plausibel forklaring kunne være, at Vrchlickýs overså det ene f i sit tyske forlæg. At han skulle misforstå det danske natbord så groft, er højst usandsynligt. Eventyrets tjekkiske titel peger i øvrigt på, at der blev oversat fra tysk. Titlen hedder “Císaruv slavvík”, og det svarer til de verserende tyske versioner, Des Kaisers Nachtigall. Spørgsmålet er, hvorfor det var så vigtigt for oversætteren eller forlæggeren at fremhæve, at Vrchlický havde oversat fra dansk. Fröhlich mener, at det må være “et beskidt forlæggertrick”[31].

En milepæl: Gustav Pallas og hans samlede eventyr i fire bind

Det var først i udgaven 1914-1916, at oversætteren bevisligt arbejdede med den danske original. Oversætteren hed Gustav Pallas, og han var en stor formidler af skandinavisk kultur til tjekkerne. Pallas’ Andersen-oversættelse rummer den komplette udgave af H.C. Andersens eventyr, eller næsten komplette: De fire bind indeholder 148 eventyr, inklusive uddrag fra Billedbog uden Billeder.

I Pallas’ oversættelse finder vi ikke Vrchlickýs “efter-dessert-sanger”, fuglen har den rigtige titel “natbord-sanger”. Pallas’ tjekkiske er flot og svarer til Andersens knappe stil, men han naturaliserer teksten visse steder, når fx soldaten i “Fyrtøiet” vil købe hele Prag, i stedet for at “kjøbe for det hele Kjøbenhavn“, men det kan man ikke fortænke ham i: Dette var datidens kutyme.

Pallas skriver i sit efterord, at Andersen skrev de mest fuldkomne kunsteventyr, uden sidestykke i en anden litteratur. Og desuden fremhæver han, at eventyrene tilsyneladende henvender sig til børn, men:

I virkeligheden findes der over denne simple verden en anden sfære, en højere, transcendent sfære, som hverken børn eller simple sjæle kan forstå, og som er tilgængelig kun til ånder af et finere verdenssyn og højere dannelse. Derfor tilfredsstiller disse prosastykker både den simple læser og læseren med en højere intellektuel evne, thi begge finder de i dem den verden, som deres fatteevne er tættest på.[32]

Det er magtpåliggende for oversætteren at understrege, at vi har med seriøs (voksen)litteratur at gøre, det er også derfor man besluttede at udgive en komplet udgave af eventyrene. Denne firebindsudgave er klart mindre et markedsprojekt, og mere et kulturprojekt. Med andre ord: Det tjekkiske publikum skal dannes.

Pallas og forlægger Stýblos komplette Andersen var altså noget af en bedrift. Desværre har eftertiden misbrugt deres arbejde på det groveste. Pallas’ oversættelse har nemlig præget modtagelsen af Andersens eventyr i Tjekkiet i et helt århundrede. Og præger den endnu! Det er netop denne komplette udgave af Andersens eventyr, som bliver genfortalt i al uendelighed og til umiskendelighed. Så det er til dels Pallas’ “skyld”, at tjekkerne ikke har en pålidelig og moderne oversættelse af samtlige Andersens eventyr. Alle forlag kan jo gå ud fra Pallas’ efterhånden ret gamle oversættelse og hyre en, der er villig til at genfortælle hans oversættelse på moderne tjekkisk. At Andersens unikke stil og hans fine pointer går fløjten, interesserer de tjekkiske forlæggere sig ikke for. Men det er en helt anden historie. En historie om “beskidte forlæggertrick”.

 

Noter

  1. ^ H.C. Andersena Povídky a báchorky zcestil Josef Mikulás Boleslavský, Praha : I. L. Kober, 1863.
  2. ^ Brev til Henriette Collin den 6. marts 1846; BEC II, s. 82
  3. ^ Brev til Kristine Marie Iversen den 18. august 1834; Bf A 1, s. 254.
  4. ^ Brev til Edvard Collin den 10. juli 1834; BEC I, s 219.
  5. ^ Citeret efter Christian Hougaards fine gennemgang af danskernes besøg i Bøhmen. Se: Hougaard, Christian: Tjekkoslovakiet i Danmarks spejl. Odense : Odense universitetsforlag 1971, s. 30.
  6. ^ Hougaard, Christian: Tjekkoslovakiet i Danmarks spejl, op. cit., s. 27.
  7. ^ Heiberg, Johanne Luise: „Udenlandsreisen“, i Et Liv gjenoplevet i Erindringen. Bd. 3. København: Gyldendalske Boghandel, 1944, s. 15.
  8. ^ Jungmann, Josef: Slowesnost. Praha : Kronberger, Riwna , 1846, s. 27 .
  9. ^ Vfzdalovå, Ivana: „Preklad 1850-1890“, i Kapitoly z dejin ceského prekladu, Praha : Nakladatelství Karolinum, 2002, s. 138.
  10. ^ Grimms eventyr blev udgivet yderst sporadisk på tjekkisk i 1800-tallet. Hvis vi ser bort fra “Schneewittchen”, som udkom i et tidsskrift i 1840, udkom Grimms eventyr første gang i bogform i henholdsvis 1885 og 1887, og det drejede sig blot om mindre udvalg. Den første samlede udgave måtte tjekkerne vente på til 1961.
  11. ^ Veselý, Jiff: „Preklady doby obrozenecké“, i Kapitoly z dejin ceského prekladu, Praha: Nakladatelstvi Karolinum, 2002, s. 125.
  12. ^ Ibid.
  13. ^ Vízdalová, Ivana: „Preklad 1850-1890“, op. cit., s. 136.
  14. ^ Ibid.
  15. ^ lovník nau ný, red. F.L. Rieger, Prag : Kober og Markgraf, 1860.
  16. ^ H.C. Andersena Povidky a bdchorky, zcestil Jos. Mikulds Boleslavsky. Fra forordet.
  17. ^ H.C. Andersens Eventyr II., red. Erik Dal, Erling Nielsen, Flemming Hovmann, Kbh : Hans Reitzels Forlag, 1964, s. 283-284.
  18. ^ H.C. Andersena Povidky a bdchorky, zcestil Jos. Mikulds Boleslavsky, op. cit. s. 65. Min oversættelse.
  19. ^ H.C. Andersena Povidky a bdchorky, zcestil Jos. Mikulds Boleslavsky, op. cit. s. 91.
  20. ^ H.C. Andersena Povidky a bdchorky, zcestil Jos. Mikulds Boleslavsky, op. cit. s. 117.
  21. ^ Ibid.
  22. ^ Fröhlich, Frantisek: “Ohyzdné kace. O ceskych prekladech Andersenovych pohádek”, i Déjiny a soucasnost 2005/06, s. 44.
  23. ^ Levy, Jiri. Umeniprekladu. Praha : Ivo Zelezny, 1998, s. 145-153.
  24. ^ H.C. Andersena vybranépohddky, povidky a bdchorky pro mladez a prdtele jeji. Praha : Mikulás a Knapp, 1874, s. 17-18.
  25. ^ Brandes, Georg: “Bøhmen” i Samlede Skrifter. 11. Bind. Kjøbenhavn : Gyldendalske Boghandels Forlag, 1902, s. 285-286.
  26. ^ Andersenovy pohddky : svétové vydaní. Forordet til I. del. Praha : Fr. Simá ek, 1901. Min oversættelse.
  27. ^ Brandes, Georg: “Bøhmen”, op. cit., s. 283.
  28. ^ Brandes, Georg: “Bøhmen”, op. cit., s. 285.
  29. ^ Fröhlich, Frantisek: “Ohyzdné kace. O ceskych prekladech Andersenovych poádek”, op. cit., s.
  30. ^ Andersenovy pohd dky I. Praha : Fr. Simå ek, 1900, s. 8.
  31. ^ Ibid. s. 42.
  32. ^ Pallas, Gustav: “Doslov” i Uplny souborjeho pohådek a povidek. Hans Christian Andersen. IV. Praha : B. Styblo, 1916, s. 246-247.

 

 

Litteratur

  • Andersenovy pohádky: svétové vydání. Forordet til I. del. Praha : Fr. Simácek, 1901.
  • Brandes, Georg: “Bøhmen” i Samlede Skrifter. 11. Bind. Gyldendalske Boghandels Forlag, København 1902.
  • Fröhlich, Frantisek: “Ohyzdné kace. O ceských prekládech Andersenových pohádek”, i Dejiny a soucas-nost 2005/06, s. 40-44.

Eventyr

  • H.C. Andersena Povídký a bachorky zcéstil Josef Mikulás Boleslavský, Praha : I. L. Kober, 1863.
  • Heiberg, Johanne Louise: “Udenlandsreisen” i Et Liv gjenoplevet i Erindringen. Bd. 3. Gyldendalske Boghandel, København 1944.
  • Hougaard, Christian: Tjekkoslovakiet i Danmarks spejl. Odense universitetsforlag, Odense 1971.
  • H.C. Andersena vybrané povádky, povidky a báchorky pro mládez a prátele její. Mikulas a Knapp, Praha, 1874.
  • Jungmann, Josef: Slowesnost. Kronberger, Riwnác, Praha 1846
  • Levý, Jin. Uméní prekladu. Ivo Zelezný, Praha 1998.
  • Pallas, Gustav: “Doslov” i Úplný soubor jeho pohádek a povídek. Hans Christian Andersen. IV. B. Styblo, Praha 1916.
  • Veselý, Jin: “Preklady doby obrozenecké”, i Kapitoly z déjin ceského prekladu, Nakladatelstvf Karolinum, Praha 2002.
  • Vízdalová Ivana: “Pfeklad 1850-1890“, i Kapitoly z déjin ceského prekladu, Nakladatelstvf Karolinum, Praha 2002.

 

©
- Anderseniana - H.C. Andersen - H.C. Andersen - erindring - H.C. Andersen - eventyr - H.C. Andersen - rejseskildring og dagbog - H.C. Andersen - romaner - H.C. Andersen - Tegninger og Illustrationer

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...