"Den 9. Juni 1865 havde min Mor en slem, men vel ogsaa en lykkelig Dag. Mine Forældre boede i et lille Bondehus midt paa en Mark i Nørre-Lyndelse Sogn paa Fyn. Den nærmeste Omegn hedder Sortelung. Min Mor var ene hjemme med nogle af de mindre Børn, da hun skulde føde mig. Det var meget strengt, og hun gik udenfor Huset, tog omkring et Træ og bankede sit Hoved imod Stammen. Jeg tror derfor, hun maa have været glad og lettet, da jeg saa endelig kom til Verden."[1]

Med disse ord indledte Carl Nielsen sin erindringsbog Min fynske Barndom. Det er efterhånden snart 150 år siden, Carl Nielsen blev født, og såvel i Odense som på et nationalt og internationalt plan begynder man at lade op til fejringen af det kommende jubilæum. For Odense Bys Museers vedkommende blev første milepæl nået, da man åbnede en ny international vandreudstilling om komponisten i New York i oktober 2012. Der kan umiddelbart synes at være langt fra en fattig fynsk barndom til den fornemme Avery Fisher Hall i Lincoln Centret på Manhattan. Alligevel var det ikke tilfældigt, at den nye udstilling åbnede netop her. Den blev nemlig præsenteret som en del af en storstilet amerikansk satsning populært kaldet "The Nielsen Project".

New York Filharmonikernes nuværende chefdirigent; Alan Gilbert, udtaler: "Carl Nielsens musik er sær og kejtet og sandfærdig over for livets følelser." For at forklare, hvad han mener med kejtet, henviser han til de berømte karikaturportrætter af Nielsen fra 1888. "Han [Carl Nielsen] ligner næsten en dansk Jim Carrey med de grimasser. Det hele findes i hans musik, udadvendt, drilsk og særegent omskiftelig. Og det nordiske; en dybt følt, men underspillet følelsesfuldhed." Gilbert har nu gjort det til sin og orkestrets mission at reintroducere Carl Nielsens musik for det amerikanske publikum. Ønsket er, at Nielsens værker kommer til at indgå i det klassiske standardrepertoire og på den måde bliver en selvfølgelig del af musikelskeres referenceramme.
New York Filharmonikernes koncertsal, Avery Fisher Hall, dannede rammen om såvel Odense Bys Museers nye vandreudstilling som en lang række af de øvrige arrangementer og aktiviteter i anledning af "The Nielsen Project".
Pladecover: 28. februar 1912 dirigerede Carl Nielsen Det kgl. Kapel i Odd Fellow Palæet ved en koncert, hvor både violinkoncerten og 3. symfoni, "Espansiva ", blev uropført. I 100-året for Carl Nielsens fødsel, nemlig 17. maj 1965, dirigerede Leonard Bernstein samme orkester i samme sal i en legendarisk opførelse af Espansiva-symfonien. Anledningen var, at Bernstein som en af de første modtog Sonnings Musikpris. Koncerten er af Robert Naur blevet beskrevet som "den mest intense, den mest overvældende musikalske begivenhed, der er hændt i den danske hovedstad i en menneskealder".

Historisk baggrund

Carl Nielsens musik har altid haft det svært i udlandet. Ved komponistens død i 1931 var udbredelsen af hans værker stort set begrænset til Danmark og til en vis grad de øvrige skandinaviske lande. Denne situation forblev uændret langt op i det 20. århundrede, selvom hans værker lejlighedsvis dukkede op uden for Danmarks grænser. Det internationale gennembrud, som Carl Nielsen livet igennem havde drømt om, var Leonard Bernstein med til at sikre. Det var i 1960’erne – omkring 100-året for Carl Nielsens fødsel – at den karismatiske amerikanske komponist, dirigent m.m. udviste en særlig interesse for Carl Nielsens musik. Han dirigerede Nielsens musik med New York Filharmonikerne og gav symfonierne en fremtrædende plads på orkestrets repertoire. Herudover fik han sammen med orkestret indspillet et udvalg af Carl Nielsens symfonier samt de to solokoncerter for fløjte og klarinet. Bernsteins indsats medførte et amerikansk Nielsen-boom i samme årti, men det førte ikke til, at Nielsens musik slog varig rod i det internationale repertoire på lige fod med komponister som fx Gustav Mahler og Jean Sibelius.

Alan Gilbert og New York Filharmonikerne opfører Carl Nielsen i deres koncertsal Avery Fisher Hall. Gilbert har været chefdirigent for det verdensberømte orkester siden september 2009. Han er søn af to af orkestrets violinister og er den første indfødte New Yorker på posten i orkestrets godt 160-årige historie.
Alan Gilbert: "Jeg tror virkelig på Carl Nielsen som komponist og synes, han fortjener et internationalt gennembrud på linje med komponister som fx finske Sibelius. Nielsens musik har en særlig råstyrke og en ukuelighed, som virker typisk dansk eller nordisk. Jeg er sikker på, at Nielsens tid nu er kommet, og glæder mig til at dele denne pragtfulde musik med både koncertpublikum og CD-lyttere over hele verden."Foto: Chris Lee.

Nu er tiden så kommet til at prøve igen. Med en nyligt tiltrådt chefdirigent, Alan Gilbert, i spidsen lancerede New York Filharmonikerne i 2011 "The Nielsen Project" som deres helt store satsning i årene frem mod 2015. Projektet indebærer, at orkestret, der vel at mærke ikke har udgivet en CD i mere end 10 år, udsender liveindspilninger af samtlige Carl Nielsens seks symfonier og tre solokoncerter i samarbejde med det nationale danske pladeselskab Dacapo Records. Den første CD, der rummer Carl Nielsens 2. og 3. symfoni, udkom i oktober 2012. De resterende tre CD’er i serien udgives løbende frem mod jubilæumsåret.

Spørgsmålet er, om Alan Gilbert og orkestret med denne store satsning over de kommende år er i stand til at gøre, hvad Bernstein med sin karisma og energi trods alt ikke formåede: at give Carl Nielsen sit definitive internationale gennembrud. Svaret på dette spørgsmål kan kun tiden give, men hvordan blev Odense Bys Museer en del af "The Nielsen Project" i New York?

I løbet af foråret 2012 modtog Odense Bys Museer en henvendelse fra netop New York Filharmonikerne. De havde fået nys om museernes langsigtede planer om en ny international vandreudstilling, og den ville de gerne være de første til at vise. Egentlig skulle arbejdet med udstillingen først have været sat i gang i løbet af 2013, men der var stor enighed om, at New York ville være et særdeles godt sted at starte for en sådan type udstilling. Derfor gik man straks i gang med at skaffe de nødvendige midler[2], og Kvorning Design & Kommunikation samt deres samarbejdspartnere blev hyret til at varetage udformningen af udstillingen. Selve arbejdet med udstillingen blev en meget koncentreret proces: Første møde med arkitekterne var i starten af august, og midt i september var alt udviklingsarbejdet – såvel det konkret indholdsmæssige som udstillingens overordnede design og det grafiske udtryk – tilendebragt, således at den færdige udstilling kunne sendes ud af landet ultimo september for at være klar til åbning i New York 10. oktober.

Coveret til den første udgivelse i den nye CD-serie. Det nye Carl Nielsen-fremstød i New York er med til at gøre dansk musik synlig for en meget bred skare: Eksempelvis har New York Filharmonikerne foreløbig udsendt hele 140.000 nyhedsbreve om "The Nielsen Project". Dacapo Records’ direktør Henrik Rørdam udtaler om projektet: Det er en drøm, der bliver til virkelighed, at vi nu kan udsende Carl Nielsens musik med et kunstnerhold som Gilbert og New York Philharmonic. Vi kontaktede orkestret, fordi vi vidste, at Gilbert brænder for Carl Nielsens musik; og at musikken er en del af orkestrets historie. Og det er dybt tilfredsstillende, at vi nu er med til at føre arven fra Bernstein videre i en toptunet, moderne version – både i musikalsk og lydteknisk forstand."

Den nye vandreudstilling

Den nye vandreudstilling har fået navnet "Carl Nielsen – Musik er liv"; en titel, der er hentet fra Carl Nielsens motto til sin 4. symfoni, Det uudslukkelige. Det overordnede koncept for udstillingen har været at skabe en æstetisk, sanselig oplevelse med fokus på billeder og lyd frem for lange tekster. Et andet væsentligt bagvedliggende princip har været at sætte værket over personen. Ofte fokuserer man på Carl Nielsens livshistorie, fordi den på mange måder er fascinerende. Man glemmer imidlertid, at det, der gør hans historie interessant i dag, er musikken, og derfor skal netop den have særlig opmærksomhed. Der er også lagt vægt på at fremstille brudstykker af historien frem for en lang lineær fortælling med det formål, at publikum ikke behøver at gennemgå hele udstillingen for at få en meningsfuld oplevelse. Samtidig er de udvalgte historier forsøgt formidlet med humor, variation og gerne et element af overraskelse med henblik på at lokke publikum til at dvæle lidt længere ved indholdet. Endelig ville vi gerne give plads til, at Carl Nielsen selv kom til orde igennem citater, frem for at vi som kuratorer fortolkede en masse på de udtalelser, han er kommet med både i breve, artikler, bøger og andet.


Den nye vandreudstilling som den præsenterer sig fra begge sider. Fotos: Odense Bys Museer.
Her ses nogle af udstillingens virkemidler på tæt hold. Bronzeafstøbningen i den belyste montre og de to korte videofilm var naturlige trækplastre for publikum.

Disse overordnede tanker er blevet forvandlet til en udstilling bestående af syv moduler. Der præsenteres indhold på både for- og bagside af disse moduler, hvilket har givet os mulighed for at disponere over i alt 14 flader. På hver af disse behandles en række forskellige temaer. Pointen har netop været, at alle flader skulle rumme en afsluttet historie, så man i princippet kan gå til og fra udstillingen, præcis som det passer en bedst. Dette princip understøttes af, at modulerne er fleksible og derfor kan stilles op på mange forskellige måder, alt efter hvad udstillingsstedet lægger op til. Der er blikfang i form af store billeder på begge sider, sådan at udstillingen er indbydende, uanset fra hvilken kant man kommer til den. Sidst men ikke mindst er der i et af modulerne vist en afstøbning af den oprindelige skitse til et af Anne Marie Carl-Nielsens mindesmærker over sin mand: Musikkens Genius. Monumentet blev i omformet skikkelse og væsentligt større format opført på Grønningen i København i 1939, mens afstøbningen – ud over at være en appetitvækker for Anne Marie Carl-Nielsens fantastiske værk – er med til at skabe variation i vandreudstillingens visuelle virkemidler.

Der er i udstillingen også lagt stor vægt på den auditive oplevelse. I samarbejde med firmaet Stouenborg er der installeret sensorstyret lyd i fem af de syv moduler. Vi har ønsket at give publikum lejlighed til at lytte til forskellige sider af Carl Nielsens produktion og selv bestemme, hvor meget de ønsker at få med. Det betyder, at fx 4. symfoni spilles i sin fulde længde, således at publikum kan høre med, så længe de står ud for modulet, hvor den afspilles. Ud over denne er der mulighed for at lytte til Nielsens klavermusik i form af Humoresque-bagatellerne, Ouverturen fra Maskarade samt Jens Vejmand i fire forskellige versioner fra den første originale indspilning med tenoren Vilhelm Herold fra 1909 til en et år yngre og mere alternativ udgave med et københavnsk polkaorkester og endelig en nutidig bluesversion med DR UnderholdningsOrkestret og Povl Dissing. Der er også blevet produceret to små film til udstillingen: En biografisk film, hvor man ser både fotos samt levende billeder af Carl Nielsen, samtidig med at en speaker gennemgår de vigtigste personer og begivenheder i hans livshistorie, samt en film med optagelser af Leonard Bernstein, der dirigerer Carl Nielsens 3. symfoni og udtaler sig om komponisten[3]. Sidstnævnte video indgår i temaet "Carl Nielsens internationale gennembrud". Blandt de øvrige temaer er Carl Nielsen og Fyn, hans værk overordnet set og receptionen deraf, hans kompositoriske proces, den folkelige sang samt komponistens hustru, billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen.

Planen er, at udstillingen i de kommende år skal turnere verden rundt, primært med diverse koncerthuse som destinationer. Her kommer publikum ikke kun for at se en udstilling, men i særdeleshed for at høre en koncert. Udstillingen vil altså være noget, som publikum skal nå at se i pausen, hvor der også er mange andre ærinder. Det var derfor meget glædeligt at være til stede i New York, da udstillingen fik sin premiere og her opdage, at den i løbet af de fire dage, den var opstillet, virkede efter hensigten – faktisk endda bedre! Mange brugte en hel del tid på at gå på opdagelse i den, og tilbagemeldingerne var generelt meget positive. Udstillingen er foreløbig lavet i en engelsk version. På sigt, hvis der kan skaffes de nødvendige midler, er tanken også at lave en tysksproget version, da interessen for at låne udstillingen allerede har vist sig at være stor. Den endelige rejseplan foreligger ikke endnu, men koncerthuse og andre kulturinstitutioner fra diverse europæiske storbyer samt så fjerne egne som Washington og Kina har kontaktet Odense Bys

Museer med henblik på at få lov til at vise udstillingen. Dermed synes dens formål – at være med til at udbrede kendskabet til Carl Nielsen og hans musik i hele verden – så godt som opfyldt.

Deltagerne i panelet blev ledt gennem debatten af New York Filharmonikernes kunstneriske leder Edward Yim, som her ses yderst til venstre. Ved siden af ham Ida-Marie Vorre, Alan Gilbert og Henrik Rørdam.

Meget mere end bare en udstilling

Tilbage til New York, hvor "The Nielsen Project" foreløbig er blevet markeret med en række andre tiltag og events arrangeret i samarbejde mellem Dacapo Records, New York Filharmonikerne, Det Danske Generalkonsulat i byen og Odense Bys Museer.

Den 9. oktober 2012 blev der afholdt et stort foredrags- og debatarrangement, hvor perspektiverne for projektet blev drøftet af et panel bestående af Alan Gilbert sammen med Dacapo Records’ direktør Henrik Rørdam, CD-seriens co-producer Mats Engstrøm fra Stockholms Filharmoniske Orkester og fra Odense Bys Museer undertegnede.

Til lejligheden var mødt et særdeles interesseret og vidende publikum op, så der var anledning til en rigtig god diskussion. Desuden var der mulighed for at udveksle anekdoter. En blandt publikum mente bl.a. at vide, at Bernstein i sin tid faktisk også havde planlagt en indspilning af Carl Nielsens violinkoncert. Som solist havde han udset sig den russiskfødte amerikanske violinist Isaac Stern, en af datidens helt store virtuoser. Efter sigende skulle Stern dog have afvist tilbuddet med den begrundelse, at han ikke regnede Carl Nielsens koncert for noget særligt. En anden version af historien kunne dog være, at han var mere eller mindre skræmt over de betydelige krav, som Carl Nielsens værk stiller til solistens formåen! Under alle omstændigheder blev indspilningen som bekendt ikke realiseret.

Den næste CD i serien, som kommer til at indeholde Carl Nielsens fløjte- og violinkoncert og vil udkomme i løbet af 2013, blev indspillet ved en koncertrække fra 10. til 13. oktober 2012. Robert Langevin fra New York Filharmonikernes egne rækker var solist i fløjtekoncerten, mens dansk-israelske Nicolai Znaider brillerede i violinkoncerten. Znaider regnes i dag for en af violinverdenens ypperste virtuoser, men mange odenseanere husker ham stadig fra 1992, hvor han i en alder af blot 16 år – som den yngste deltager og i øvrigt første dansker nogensinde – vandt Carl Nielsen-konkurrencen, hvilket var medvirkende årsag til hans fortsatte kometkarriere.

Udstillingen i Bruno Walter Gallery.

Ud over den ovenfor beskrevne nye vandreudstilling præsenterede arkivet ved New York Filharmonikerne i samarbejde med Odense Bys Museer en udstilling om komponisten. Denne udstilling havde titlen "Inextinguishable Nielsen: The Music, Life and Legacy of the Danish Composer". Udstillingen, der blev vist i det såkaldte Bruno Walter Gallery i Avery Fisher Hall fra 19. september til 27. oktober 2012, belyste komponistens liv, Leonard Bernsteins forhold til Carl Nielsen og hans musik samt Nielsens folkelige sange, som stadig er kendte og elskede i Danmark, mens det store udland endnu har til gode at få øjnene op for den del af hans produktion. Odense Bys Museer har udlånt flere genstande til denne udstilling. Blandt højdepunkterne er en violin brugt af både Carl Nielsens far, Niels Jørgensen, flere af Carl Nielsens fem brødre og formentlig også af Carl Nielsen selv samt håndskrevne nodebøger fra slutningen af 1800-tallet med gengivelser af tidens populære spillemandsmusik. Særligt interessante i den amerikanske udstillingskontekst er en førsteudgave af Min fynske Barndom dedikeret af forfatteren til broderen Johan Sophus Nielsen samt originale breve fra komponisten til samme bror.

Johan Sophus udvandrede til USA i 1880’eme, og bortset fra enkelte kortvarige besøg vendte han aldrig siden tilbage til Danmark. I denne sammenhæng er det pudsigt, at tingene fra Carl Nielsen har været gemt igennem generationer i USA, men så sent som i sensommeren 2011 blev de alle doneret til Odense Bys Museer af enken til Johan Sophus’ barnebarn. Godt et år senere var de så tilbage i USA. Denne gang ikke gemt væk i et privat skatkammer, men udstillet til offentligt skue.

New York Filharmonikerne har også lanceret en særlig hjemmeside for "The Nielsen Project"[4], hvor man kan læse mere om alle de mange Nielsen-tiltag. I fremtiden kan koncertpublikum bl.a. se frem til flere koncerter kombineret med liveindspilninger af resten af symfonierne og koncerterne, og orkestret har for nylig også løftet sløret for planer om en kammermusikfestival i 2015. Konklusion: Carl Nielsen og hans musik har for alvor indtaget New York – og denne gang forhåbentligt for at blive!



Carl Nielsen har sendt en førsteudgave af sine barndomserindringer til Johan Sophus umiddelbart efter bogens udgivelse. I det medfølgende brev fortæller han bl.a., at broderen har været meget i hans tanker i den tid, han har arbejdet med bogen: "Fortællingen om hvordan Du var og hvor god Du altid har været, baade imod dine Forældre og alle Mennesker, har været noget af det kæreste for mig at skrive om." Fotos: Odense Bys Museer.

Kulturelt fremstød fulgt med stor interesse

"The Nielsen Project" har nydt stor mediebevågenhed i New York. Koncertrækken med Carl Nielsens musik har allerede begejstret titusindvis af koncertgængere samt flere amerikanske musikkritikere. I avisen The New York Times blev projektet omtalt som "a major statement" for orkestret og Alan Gilbert.

Set med danske øjne har projektet også stor tyngde. Den danske generalkonsul i New York, Jarl Frijs-Madsen, har udtalt: "Når et orkester af New York Philharmonics kaliber entrerer med et indspilningsprojekt som dette, er det en meget effektiv platform til branding af Danmark – ikke kun i USA, men over hele verden".[5] Selv det danske kongehus har udvist en særlig interesse for "The Nielsen Project", da Dronning Margrethe II i 2011 overværede den første præsentation af projektet i New York. En generation før hende havde Dronningens far, Kong Frederik IX, fulgt Leonard Bernsteins Nielsen-eventyr i 1960’erne og mødte i den forbindelse selv dirigenten og drøftede Nielsens musik med ham. Med "The Nielsen Project" er den kongelige Nielsen-stafet givet videre.

Man kan med rette stille sig selv spørgsmålet om, hvorfor Carl Nielsens musik med et århundrede på bagen pludselig er blevet så stort et hit over there. Chefdirigenten for New York Filharmonikerne, Alan Gilbert, er ikke i tvivl: "Den er lyden af livet selv"[6], underforstået at Carl Nielsens hurtige musikalske skift og rastløse stemninger passer perfekt til verden anno nu. Jeg vil give Gilbert ret: Carl Nielsen var som komponist på mange måder forud for sin tid. Derfor er verden måske først nu klar til endegyldigt at modtage, forstå og forholde sig til værkerne med al deres kvalitet, varme, vid og indlevelse. Det har været helt fantastisk at opleve Carl Nielsen og "The Nielsen Project" i New York. Med det markante startskud er vejen banet for, at den nye vandreudstilling kan få en lang og begivenhedsrig færd, hvor mange flere får lejlighed til at stifte bekendtskab med Danmarks nationalkomponist par excellence, Carl Nielsen.

Litteraturliste

  • Naur, Robert: Leonard Bernstein i København dirigerer Det Kongelige Kapel Carl Nielsens Espansiva, Wilhelm Hansen Musik-Forlag, 1965 Nielsen, Carl: Min fynske Barndom, Martins Forlag, 1927
  • Berlingske, 28. september 2012, sektion 3, s. 16-17, Søren Schauser, Spillemand på en skyskraber Berlingske, 21. oktober 2012, sektion 2, s. 16-17, Søren Schauser, Miraklet på Manhattan Morgenavisen Jyllands-Posten, 10. oktober 2012, s. 20-21, Palle Weis, Stort Carl Nielsen-fremstød i New York
  • Morgenavisen Jyllands-Posten, 14. oktober 2012, s. 22-23, Palle Weis, Det er såmænd Carl Nielsen Politiken, 10. oktober 2012, s. 14, Thomas Michelsen, Stiv taktstok og håret tilbage Politiken, 10. oktober 2012, s. 14, Thomas Michelsen, Nielsen og New York: Det begyndte med Bernstein Weekendavisen, 19. oktober 2012, forsiden, Marie Skibsted Mogensen, The Niijiielsen Project Weekendavisen, 19. oktober 2012, s. 3, Peter Johannes Erichsen, Forjættende ankomst
  • Pressemeddelelse udsendt af Cecilie Rosenmeier for Dacapo Records, 17. september 2012 (http://www.dac-rec.dk/6.220623/6220623_Pressemeddelelse_The_Nielsen_Project_DK.pdf))

Noter

  1. ^ Nielsen, Carl: Min fynske Barndom, 1927, s. 13.
  2. ^ Udstillingen er blevet til med rundhåndet støtte fra Det Obelske Familiefond og Knud Højgaards Fond.
  3. ^ Begge minifilm er nyproducerede til udstillingen. De er klippet sammen af fotos fra Odense Bys Museers samlinger og levende billeder fra DR’s arkiver.
  4. ^ http://nyphil.org/nielsenproject
  5. ^ Jarl Frijs-Madsen er her citeret efter en pressemeddelelse udsendt af Dacapo Records 17. september 2012.
  6. ^ Alan Gilbert er her citeret efter artiklen Miraklet på Manhattan af Søren Schauser i Berlingske Tidende, 21. oktober 2012.

©