Da Nyborg blev byggemodnet

I begyndelsen af januar 1997 fik Nyborg og Omegns Museer mulighed for at foretage en arkæologisk undersøgelse i midtbyen, altså inden for voldene. Det er ikke ofte der er mulighed herfor, og lejligheden var derfor kærkommen. Udgravningen, som foregik i Korsgade 11, bragte oplysninger fra flere perioder af byens historie. En kort historisk præsentation af Nyborg vil derfor være på sin plads.

Nyborg by er som et enestående eksempel herhjemme en del af et større befæstningsværk. Den egentlige årsag til iværksættelsen af denne storstilede renæssancefæstning skal ses i den forudgående totalødelæggelse af den gamle Nyborg by og forstaden Helle Toften, en ødelæggelse der fandt sted under Grevens Fejde i 1534. Genopbygningen af den udjævnede by og opførelsen af befæstningen med volde og grave blev iværksat få år efter krigen, da den nye kong Christian III bosatte sig på Nyborg Slot. Det meste af arbejdet var fuldført i 1550’erne, og kongen sørgede samtidig for at byens drikkevandsforsyning blev tilgodeset, hvilket var et nyt og bemærkelsesværdigt tiltag. Et omfattende system af trærør førte overfladevand fra Slotssøen gennem Mølledammen og videre ud til et større antal offentlige brønde.

På det tidspunkt, hvor Nyborg slot blev bygget, lå der en lille middelalderby på fastlandet umiddelbart nord for Slotsholmen; den blev kaldt Helle Toften. Men folk flyttede gradvist ud på Slotsholmen, hvor de etablerede sig i området øst for slottet.

Opførelsen af slottet på den lille ø inderst inde i Nyborg Fjord er ifølge de skriftlige kilder (Arild Huitfeldt 1603) sket i slutningen af 1100-årene, nærmere betegnet mellem 1176 og 1183. Byggeriet blev efter sigende forestået af Knud Prizlavsøn, Valdemar den Stores søstersøn. Det har med sit kraftige tårn »Krudttårnet«, der oprindeligt har været i mindst fire stokværk, haft som funktion at overvåge Storebælt i forbindelse med truslen fra Venderne.

1. Byborg by med volde, slot og kirke ca. 1846.[1] Bemærk at Korsgade på på kortet ligger inde på slotsholmen. Undersøgelsen har dog vist, at holmen var langt mindre.

Vor Frue Kirke, der ligesom Slottet ligger på en lille morænebanke, blev påbegyndt i 1388-89 og stod færdig i 1428 (Hornbeck 1988). Sagnet fortæller, at kirken er stiftet af Dronning Margrethe I, men efter Kalmarunionen i 1397 er interessen for kirkebyggeriet i Nyborg sandsynligvis blevet svækket. Kirken bærer således også spor af at være blevet opført i to tempi. Hvorvidt Dronningen har støttet selve kirkebyggeriet er imidlertid mere usikkert. Et dokument fra 1401, der er udfærdiget af Erik af Pommeren og dennes rigsråd, omtaler således en række kirker og klostre, som var doneret af Dronningen, men undlader at nævne Nyborg.

Det, der oprindelig var Nyborg Fjord, blev i løbet af middelalderen langsomt omdannet til sump og mose (Westerbeck 1995).

Og det er netop oven på dette sumpede terræn mellem kirke- og slotsholmen, at den arkæologiske udgravning i Korsgade 11 fandt sted.

2. Nyborg i middelalderen inden opfyldningsprogrammet var fuldført.[2]

Da Nyborg og Omegns Museer overtog gravningen var de øverste 90 cm blevet bortgravet med skovl af en arbejdsmand. Store dele af de middelalderlige lag var derved blevet ødelagt, men heldigvis var der endnu så meget bevaret, at strukturen som helhed kunne registreres.

I nord – sydlig retning af det 2,5 × 2,3 meter store felt fandtes tilfældige rækker af tilspidsede og nedrammede pæle, og mellem disse lå et tykt lag af grene og kviste blandet med gødning og hugspåner (lag 60 fig 3). Tilspidsningen af de lodretstående pæle, der havde en diameter på 5-10 cm, var tydeligvis foregået direkte på stedet, hvilket ses af de mange hugspåner, der var blandt fylden. Dette lag, der tydeligvis er påført som opfyldning, var placeret oven på et fyldskifte med sand og blåler (lag 61). Det ovenfor omtalte vækstlag fra den tidlige mosedannelse ses i lag 63, der fremkom direkte oven på en sandbanke med mange blåmuslinger, antagelig den oprindelige fjordbund. Lag 60 repræsenterer således den tidligste fase i et opfyldningsprogram. Dette videreføres gennem en kraftig lerforsegling (lag 58) og et plant ristæppe, der fortrinsvis bestod af birkekviste. Herover fortsatte gødningsopfyldningen. Lignende fremgangsmåde med anvendelse af gødning, grenris og lerforseglinger er tidligere set i forbindelse med opfyldning af sumpede områder f.eks. i Ribe (Nielsen 1985).

Genstandene fra disse lag havde alle en kraftig blå farve. En undersøgelse af farvesporene foretaget på Langelands Konserveringsafdeling godtgjorde, at der var tale om mineralet vilianit, et stof der udvikles ved store forekomster af organisk materiale, som f.eks. gødning.[3]

Det er ikke mange fund, der er tilknyttet disse tidligste lag. Men der er dog to, som ikke er helt uden betydning. I grenrislaget (lag 59) fremkom en meget velbevaret armbrøstbolt (X-nr 81). Typen er kendt fra Stakhaven (Niels-Knud Liebgott 1979) og er her dateret til 1360-1425. Armbrøstvåbenet blev introduceret i slutningen af 1100-årene, men var i de første årtier mest anvendt ved jagt. Armbrøstbolten fra Korsgade har imidlertid været fremstillet til krigsbrug, idet den er konstrueret med det formål at kunne trænge gennem en ringbrynje.

3. Nordprofil. Middelalder- og renæssancelag markeret med kraftig streg.

De nederste opfyldningslag kan dateres via fundet af en kuglepotte (X-nr 29 og 38) af tidlig middelaldertype. Almindelig hårdtbrændt keramik, der er formet ved hjælp af indvendig udbankning med knoerne.

Det vil derfor være nærliggende, på baggrund af vor viden om Nyborgs historiske udvikling og disse nye fund, at sætte opfyldningsfasen i forbindelse med inddragelsen af kirkeholmen og opførelsen af Vor Frue Kirke i slutningen af 1300-årene.

Men opfyldningen sluttede ikke her. De øvre lag (53, 54, 55 og 56), der består af fundtomme lag af gult strandsand og brunt humus, er muligvis blevet påført af en bygherre ved navn Peder Jæger. Ifølge en skriftlig kilde skulle nyborgeren Peder Jæger i 1549 således af Christian III have fået tildelt en byggegrund på hjørnet af Korsgade og Kongegade med den klausul, at han skulle foretage en opfyldning med henblik på brolægning af det stræde, der var udlagt som forlængelse ned til Vestervoldgade. Strædet, der var smallere end den nuværende Korsgade, fik navn efter Peder Jæger (Jensen, J.E. 1992).

4. Tegning af fladen med bevaret grenris.

Området mellem de to holme kaldtes »fylden« og var uegnet til egentlig bebyggelse, og helt frem til 1800-årene var det kun huse af mere enkel type, der var opført på stedet.

Der er da heller ingen direkte bebyggelselsspor et se. Derimod er der tydelige spor efter håndværksmæssig aktivitet i form af affald fra fremstillingen af glasruder (lag 53 og 52 fig. 3). Selve glasset har antagelig været produceret i Tyskland[4] for så at blive transporteret til bl.a. Nyborg (Sckotz-Hansen 1949), hvor glarmesteren stod for tilskæringen af rudestykkerne. Ved fremstillingen af rudeglas tog glaspusteren en såkaldt punktel og fæstnede til den oppustede glasmasse. Piben, som han havde brugt ved oppustningen, blev fjernet, og glasmassen foldede sig efterfølgende ud som en stor flad skive. Ved hjælp af gentagne opvarmninger og kraftige drejninger med punktelen formedes glasmassen til en stor rund skive, akkurat som ved fremstillingen af en pizza. Anvendelsen af måneglas også kaldet kroneglas har været kendt fra første århundrede e.kr. til det 19. århundrede, men produktionen fandt aldrig rigtig fodfæste herhjemme. Der er derfor med stor sandsynlighed tale om importerede glasskiver.

5. Armbrøstbolt.[5]

Glasfundene fra Korsgade 11 kan inddeles i tre typer.

  1. Affaldsstykker med smelterand
  2. Tildannede glasruder
  3. Stykker med bemaling

Stykkerne er ved hjælp af en krøjsel formet til rudeglas. Krøjslen er et stykke ombukket jern, der lægges om glassets kant, hvorefter småfliser kan brækkes af. Derved fremkommer de såkaldte »musebid«. De tildannede glasruder er på nær ganske få af rombeform, hvilket også er det mest almindelige mønster i datidens vinduer. (Sckotz-Hansen 1949, Bencard 1968, Fischer 1991 og Jensen 1992). Rudestykkerne er siden hen samlet ved hjælp af bly, og takket være amatørarkæolog Willy Nielsen, Nyborg, er der fremkommet en mindre mængde detektorfundet bly.

6. Tegning fra fremstilling af krone og måneglas.[6]

Den tredje gruppe, de bemalede glas, består kun af tre stykker. Det største af stykkerne er ved hjælp af krøjslen afrundet i den ene side. Det er forsynet med en meget populær floralornamentik, der mod toppen er afgrænset af to parallelle linjer. Linjemønsteret gentager sig på et af de øvrige stykker, mens det tredje har bevaret to afrundede bemalinger, der minder om det klassiske ovolo- eller æggestavsmønster.

Desværre var både glarmesterens affaldslag og de underliggende middelalderlag kraftigt forstyrrede, og det skyldtes udelukkende nedgravninger foretaget i forbindelse med nedlægning af det før omtalte vandforsyningsanlæg. Feltet skæres således i begge sider af næsten parallelle nord-syd orienterede nedgravninger, hvori der på bunden var velbevarede vandrør, der havde en svag hældning mod syd. I feltets østlige side blev der frilagt en uafbarket fyrretræsstamme, der i den nordlige ende var forsynet med en trætap. Røret var lagt på tre store sten. Det var kun dele af vandrøret, der kunne frilægges, idet det havde retning mod øst -ind i profilvægen. Det udborede hul havde en diameter på omtrent 8 cm.

I vestprofilen blev der ved udgravningens afslutning frilagt siderne fra to sammensatte rør. De lå i de naturligt vandførende lag 2,93 meter o D.N.N., og begge var afbarkede og tilhuggede med et kvadratisk tværsnit og sammenføjet ved hjælp af en trætap.

Der foreligger desværre ingen præcise årstal på, hvornår vandforsyningen blev gennemført, men det er givetvis sket mod slutningen af 1550’erne. De to forskellige typer, der her blev frilagt, er ikke nødvendigvis lige gamle. Der er således flere tegn på, at det ældste er fra østprofilen. Formen er mere simpel og niveauet, den blev fundet i, noget højere (2,23 meter o D.N.N.). Fyldet fra lag 19, 20 og 52 indeholdt store mængder glas, som oprindeligt må stamme fra lag 52. Gruben var forsynet med risflet, der på den udvendige side var foret med blåler. Der er her muligvis tale om en af de offentlige brønde Christian III lod opføre.

Brugen af glas i vinduesåbninger kan, som ovenfor omtalt, føres tilbage til ældre romertid. Almindelig kendt er fundene af rudeglas fra Pompej, der blev udslettet i 79 e.kr. På figur 8 ses et fragment af et sådant romersk glasvindue.[7] Stykket, der stammer fra en rigmandsvilla i Halikarnassos, er et af de mange interessante fund, der fremkom ved udgravninger foretaget af Den Danske Halikarnassos Ekspedition, Odense Universitet, i årene 1990-93. Udgravningsleder Birthe Poulsen daterer villaen, der bl.a. er rig på gulvmosaikker til 5. årh e.kr. (Poulsen 1995).



7. Eksempler fra gruppe 1, 2 og 3. Skivernes krumme smelterand ses tydeligt på flere af affaldsstykkerne.

Dateringen af de nyborgensiske glasfund er ikke så lige til. Det eneste, der på nuværende tidspunkt med sikkerhed kan siges, er, at de er yngre end armbrøstbolten fra 1300-tallet og ældre end vandrørene, der sandsynligvis stammer fra 1550’erne.

Da de ældste rudeglas blev anvendt af konger og gejstlige, vil man uvilkårligt knytte fundene sammen med slots- eller kirkebyggeriet. Rudernes rombeform er ikke noget daterende element, idet det var en af de mest foretrukne rudefaconer. De tre små bemalede stykker er desværre næsten lige så umulige. Anvendelse af floralornamentik og ovolo-mønstre i friser kendes fra og med det 13. århundrede, men gennemgår kun en ringe udvikling frem til det 16. århundrede. En mindre mængde keramisk materiale bl.a. en typisk stjertpotte fra 1500-tallet peger dog på en datering til Christian III’s regeringsperiode. Glarmesteren har tydeligvis bosat sig efter opfyldningen af Peder Jægers Stræde, et tidspunkt hvor der har været arbejde nok at udføre. Netop i disse år blev Nyborg Slot moderniseret (1536 – 1546), og der blev efterfølgende foretaget en udvidelse af kirkens nordside. Men byens velmagtsdage, der var baseret på handel, tog også sin begyndelse i denne periode, hvilket medførte opførelsen af flere større ejendomme, f.eks. Mads Lerches Gaard fra 1601, der nu huser Nyborg og Omegns Museum.

At glarmesteren har haft travlt lige siden, kan bevidnes, i og med at værkstedet ligger der endnu. Nilan Andersens forretning, der nu er overtaget af datteren og dennes mand, Nanna og Larry Lauersen, der begge er glarmestre, er med et stiftelsesår til 1723 landets ældste endnu fungerende glarmesterforretning. Men mon ikke vi på grundlag af de arkæologiske undersøgelser kan rykke grundlæggelsen mindst 170 år tilbage i tid?

8. Rudeglas fra den romerske villa i Halikarnassos. Ligheden med de danske fund er slående.

Litteratur

  • Bencard, Mogens: Ribes ruder. SKALK 1968 nr. 2. Fischer, Christian: Rudeglas. SKALK 1991 nr. 4.
  • Hornbeck, Knud et.al.: Nyborg Vor Frue Kirke 1388-1988.1988.
  • Jensen, Jørgen Elsøe: Danmarke middelalderlige Byplaner. Fyn med omliggende øer. Odense Universitetsforlag. 1992.
  • Jensen, Vivi: Gemt og glemt. SKALK 1992 nr. 2.
  • Liebgott, Niels-Knud: Sandhagen. 1979.
  • Mirland, John R.: Arkæometri og arkæologisk glas. 1997.
  • Møller, Carl: Brudstykker. 1943.
  • Nielsen Ingrid: Middelalderbyen Ribe. 1985.
  • Poulsen, Birthe: Pagans in Late Roman Halikarnassos I. Proceedings of the Danish Institute at Athens Vol 1,1995.
  • Sckotz-Hansen, Kaj: Glarmesterhåndbogen 1949. Glarmesterlauget i Danmark.
  • Skougard, Harald: Glaskunst og glasmageri. 1976.
  • Olsen, Olaf (Red.): Danmarks Historie. 1989.
  • Westerbeck Dahl, B.: Vor Kongelige Fæstning Nyborg. Nyborg Lokalhistoriske Forlag. 1995.

Noter

  1. ^ Kilde: Nyborg Vor Kongelige Fæstning.
  2. ^ Kilde: Nyborg Vor Kongelige Fæstning.
  3. ^ Venligst oplyst af Karen Larsen, Langelands Museum, Konserveringsafdelingen. Der takkes hermed for den store hjælpsomhed.
  4. ^ Da det er uhyre svært at få foretaget en proveniensbestemmelse af glas (Mirland 1997), kan det naturligvis ikke siges med sikkerhed, at det stammer fra Tyskland.
  5. ^ Foto: Langelands Museum Konserverings afdeling.
  6. ^ Kilde: Skougaard 1976.
  7. ^ En varm tak til Birthe Poulsen, der venligst har udlånt dette endnu upublicerede materiale.

©