Dalum Klosters vestfløj

I 1100-tallet fik Odense sit første nonnekloster. Man ved ikke præcis hvornår; men det synes at have eksisteret på biskop Simons tid (1157-1186). Nonnerne fik til huse på en gammel vikingeborg syd for åen lige over for et munkekloster af benediktinerordenen, som de også selv tilhørte. Da lå vikingeborgen formentlig i ruiner, og på grund af nonnernes tilstedeværelse blev stedet i senere tider kendt under navne som Nonneborg og Nonnebakken.

Nonnernes ophold på Nonnebakken blev imidlertid ikke af længere varighed. Allerede i 1190’erne eller senest omkring 1200 blev klosteret flyttet. Man flyttede et par kilometer op ad åen til Dalum, hvor man slog sig ned på et fladt, sandet plateau ved foden af nogle småbakker ved åen. Her byggedes både kirke og kloster. Klosteret er forlængst forsvundet, og kun kirken står tilbage. Nogle senmiddelalderlige kælderhvælvinger, der ligger på den anden side af Dalumvej, har formentlig tilhørt klosterets økonomibygninger. De egentlige klosterbygninger har således indtil nu været fuldstændig ukendte. Derfor er enhver mulighed for at skaffe sig blot en smule indblik i deres beskaffenhed kærkommen. En sådan mulighed opstod i foråret 1995, da menighedsrådet ved Dalum Kirke og Park- og Vejforvaltningen ved Odense Kommune fremkom med planer om at ændre adgangsforholdene til kirken. Dette ville betyde afgravninger af terrænet syd og sydvest for kirken, hvor klosterets vestfløj måtte forventes at have ligget, og derfor blev en arkæologisk udgravning sat i værk[1]. På forhånd var forventningerne ret afdæmpede, fordi arealet syd for kirken i nyere tid har været anvendt som kirkegård. Derfor kunne man frygte, at de mange begravelser ville have forvoldt væsentlige ødelæggelser af klostertomten. Vi blev overraskede.

Klostrene i Odense i middelalderen. 1. Benediktinere. 2. Benediktinere. 3. Dominikanere. 4. Franciskanere. 5. Johannittere. 6. Franciskanere. Nonneklosteret Skt. Clara af franciskanerordenen blev stiftet 1519 og nåede således kun at eksistere få år inden Reformationen.

Kirken

Kirken er i dag en almindelig sognekirke, men rummer stadig spændende spor efter sin fortid som klosterkirke. Dens fremtræden er et resultat af en omfattende restaurering i 1927-29.[2] Det er en korskirke med et meget kort kor; hvilket skyldes en nedrivning i midten af 1600-tallet, formentlig af et hvælvingsfag. Den nordre korsarm er oprindelig, omend den har ført en omskiftelig tilværelse, bl.a. som gravkapel for en af lensmændene på Dalum Kloster. Klosteret var nemlig i en periode efter Reformationen et kongeligt len. Den søndre korsarm derimod er en moderne rekonstruktion fra 1929, der i alt overvejende grad er en kopi af den nordre. Men der indgår også stumper af gamle fundamenter som grundlag for rekonstruktionen. I Vilh. Lorenzens bog om de danske benediktinerklostre kan man læse, at rekonstruktionen bygger på sikre spor.[3] Det er sandsynligt, at klosterets østfløj har stødt op til denne korsarm. Skibet har været i to etager med en eller anden form for galleri, hvorfra nonnerne kunne overvære messen – to vinduesrækker i kirkens nordmur vidner om denne etageadskillelse. Mod vest afsluttes kirken med et tårn, der tydeligvis er tilføjet senere, idet skibets oprindelige vestgavl har haft en meget smuk, unggotisk blændingsrække, som nu delvis skjules af tårnet. Ind i hjørnet ved tårnet og skibets oprindelige vestgavl er en lille, næsten kvadratisk tilbygning, der bruges som dåbsværelse. Det anføres undertiden, at denne tilbygning skal ses som en rest af klosterets vestfløj.[4] På sydsiden er der kun én række højtsiddende vinduer – længere nede er kirkemuren på ydersiden optaget af en stribe ar efter hvælv. Hvad har nu disse hvælv haft at gøre her udenfor kirken? Et kloster er i sin grundform et firlænget anlæg, hvor kirkebygningen udgør én af fløjene. Hyppigt er den nordfløjen, og således også i Dalum Klosters tilfælde. De tre øvrige fløje indeholder så sovesal, kapitelsal, spisesal, køkkenregioner o.s.v. for klosterets nonner eller munke og eventuelt også beboelse for lægbrødrene. Hvorledes disse rum var fordelt i de forskellige fløje varierer lidt, alt efter hvilken klosterorden, der er tale om. Klosterets fløje omsluttede dermed en gårdsplads – fratergården – og på indersiden af fløjene løb en overdækket gang, der ud mod fratergården havde en åben arkademur. Denne gang -korsgangen – brugtes dels til processioner ved forskellige højtidelige lejligheder, dels til at komme rundt i klosteret fra rum til rum; endelig kunne den også bruges til at opholde sig i i godt vejr med beskæftigelser som læsning eller – i nonnernes tilfælde – et sytøj. Hvælvningsarrene på Dalum Kirkes sydmur stammer fra hvælvingerne over den nordre korsgang og viser samtidig, at klosterbygningerne har været lagt syd for kirken.

Sydfacaden af Dalum Kirke med arrene efter hvælvslagningen over nordre korsgang. (Møntergården foto, 5. april 1995).

Vestfløjen og korsgangen

Derfor måtte nogle søgegrøfter, anlagt i øst-vestlig retning syd for kirken, kunne vise levningerne af vestfløjen. Det holdt også stik, omend placeringen var anderledes end forventet. I ganske ringe dybde under en række af stedsegrønne småtræer kom en nord-sydgående mur af munkesten til syne. Visse steder lå toppen af murværket mindre end ét spadestik nede. Det overraskende var at murens placering umuliggjorde, at tilbygningen i hjørnet ved tårnet og skibet kunne være en rest af vestfløjen. Vestfløjen var i stedet placeret så langt mod vest, at flugten af den ramte helt forbi kirken. Kirken var med andre ord for kort til at kunne danne en nordfløj, der helt lukkede klosteranlægget.

Murværket i vestfløjens østmur i felt 2. Fundamentet er noget bredere end murværket og indeholder, især til venstre, ganske mange teglbrokker. (Møntergården foto, 4. maj 1995).
Grundplan af kirken med udgravningens søgegrøfter indtegnet. Det fundne murværk er tegnet ind og klosterets grundplan forsøgt rekonstrueret. Fundamentstykket nord for tårnet er fundet ved restaureringen i 1927-29; måske et stykke, der aldrig blev benyttet, fordi kirken ikke blev fuldført efter de oprindelige planer. På denne tegning er vist, hvorledes tilbygningen i hjørnet ved tårnet kan have indgået i en forbindelsesbygning mellem vestfløjen og kirken. (Lyholm del., se endv. note 2).

Den fundne mur var lavet som en fuld mur i to stens tykkelse (= 58-60 cm tyk) – og ikke som en kassemur; som det ellers ofte ses ved middelalderlige bygningsværker. Den dannede østmuren i vestfløjen, altså den mur, der har vendt indad mod korsgangen og fratergården. I de stykker; der blev blotlagt i søgegrøfterne, blev der ikke fremdraget spor af døråbninger eller vinduer. Vinduer kan nu nok heller ikke forventes, idet muren stod hhv. 3, 5 og 7 skifter høj; det er under almindelig vindueshøjde. I et enkelt felt var muren bevaret til 11. skifte, hvilket svarer til godt og vel 1m. Vinduer og døres tilstedeværelse blev indirekte dokumenteret gennem fund af forskellige formsten. Muren var bygget på et 60-65 cm dybt fundament af kampesten, der altså ikke har nået ned i frostfri dybde. På grund af den lokale undergrund, der består af sand, behøver det ikke at have givet problemer. Hele kirkeskibets sydmur skal efter sigende udelukkende være bygget på et fundament af skarpt sand uden anvendelse af sten[5]. Ganske mange af stenene var af ringe størrelse – 15-30 cm. Tillige havde man hist og her også anvendt en flinteknold – noget der ellers ikke er god håndværksskik på grund af flintens tendens til knusning under tryk. Det lidt billige indtryk, som byggeriet kunne give, kom også til udtryk ved, at ganske mange munkestensstykker var anvendt i fundamentet. Endelig passede fundamentet ikke størrelsesmæssigt til muren – i nogle tilfælde ragede fundamentsstenene 20-30 cm udenfor murflugten, mens det andre steder nærmest var muren, der nåede ud over fundamentsstenene. Forklaringen kan være, at man har gravet fundamentsgrøften mere eller mindre på øjemål og fyldt den op med sten, hvorefter muren er opført efter en snor. Mindre skævheder i fundamentet vil derved give det ovennævnte udseende.

Fire formstenstyper fundet under udgravningen. 1. Hvælvribbesten – fundet i stort antal. 2. Vinduesribbesten – kun fundet i 2 eksemplarer. 3. 3/4-rundstav til vindues- eller dørfalse eller til arkadepillerne i korsgangen – forekommer i stort tal. 4. Almindelig munkesten med affaset hjørne til vindues- eller dørfals – kun fundet i et eksemplar. De fleste sten har spor af puds og/eller hvidtning, hvilket viser, at klosteret har haft en hvid fremtoning. (Arentoft mens., Lyholm del.).

Inden muren blev opført, blev fundamentet rettet af, så der fremkom en jævn overflade. Almindeligvis er et sådant afretningslag en gang mørtel, men på Dalum benyttede man i stedet skarpt, groft sand. En smule af dette sand rendte ud til siden og dannede et tyndt lag på jordoverfladen, hvorfor det ved udgravningen var nemt at skille jordlagene i tiden før og efter vestfløjens opførelse. Dette er af vigtighed for dateringen af fløjen, som jo tager udgangspunkt i de oldsager, der findes i de forskellige lag. Det afrettende sandlag var temmelig tykt, så murens teglsten havde langt fra alle steder direkte kontakt til fundamentsstenene. Det synes altså at have kunnet holde alligevel. Den fundne mur vendte ind mod fratergården. Det kunne konstateres ved, at adskillige gulvlag blev fundet vest for muren, og ved at der på dens østside var spor af korsgangen. Det sidste i form af et kampestensfundament liggende parallelt med muren i en afstand af 2,60 m, samt ved rester af et andet afretningslag af sand, hvori gulvbelægningen af teglfliser eller måske snarere almindelige munkesten har været lagt. Bredden på de 2,60m svarer i øvrigt næsten præcist til længden af hvælvingsfagene, 2,65m, som man kan måle dem på arrene i kirkens sydmur. Dvs. at hvælvene har været omtrent kvadratiske. En af søgegrøfterne var så heldigt placeret, at man fik det sydvestre hjørne af korsgangens fundament med. Derved blev det muligt at fastslå størrelsen på fratergården fra nord til syd og derigennem få en idé om klosterets samlede størrelse. Længden på fratergården var således 23,65 m. Sydfløjens og syd-korsgangens bredder er ukendte, men har vel nogenlunde svaret til dimensioner ved vestfløjen. Derved kan man se, at klosteret mod syd har holdt sig indenfor kirkegårdens nuværende areal. Fundamentet til den nordlige korsgang blev også eftersøgt ved en lille grøft ud for kirkens sydmur. Bevarede fundamenter blev ikke fundet; i stedet var en grøft fyldt op med murbrokker. Det antages, at denne stammer fra fundamentet, hvis sten blot er fjernet ved klosterets nedbrydning. En sådan plyndring var også foretaget ved vest korsgangen, men her havde det nederste skifte fundamentssten de fleste steder fået lov til at blive liggende. Grøften med murbrokker lå i større afstand fra kirken – ca. 3,10 m – svarende til, at den nordlige korsgang har været lidt bredere og med rektangulære hvælv. Den større bredde kan skyldes, at nordkorsgangen blev benyttet som opholdssted med bænke o.lign., hvilket dens sydvendte, åbne arkademur gjorde den velegnet til.

Vestre korsgang i felt 4. Forrest fundamentet, der har båret korsgangens arkademur. I baggrunden vestfløjens østmur. Fladen imellem består af det lag sand, hvori gulvbelægningen af munkesten eller teglfliser har ligget. Hullerne er moderne grave. (Møntergården foto, 8. maj 1995).

Det er allerede nævnt, at vestfløjens og vestkorsgangens placering var længere mod vest end kirkens gavl. Faktisk lå fløjen også længere mod vest end tårnet. Korsgangens arkademur har flugtet med tårnets vestgavl. Det passer i øvrigt ret præcist med, at den hvælvingsrække i nordkorsgangen, der ses spor af på kirkens sydmur, skal forlænges med tre fag. To af fagene beliggende ud for tilbygningen i hjørnet ved tårnet og skibet og det tredie som hjørnefag mellem nord- og vestkorsgangen.

Den vestligere placering betyder også, at tilbygningen ikke kan have tilhørt vestfløjen. I stedet kan man se den som en rest af en forbindelsesbygning mellem vestfløjen og kirken, som samtidig også har haft den funktion at lukke hullet mellem de to bygninger. På den måde kunne fratergården holdes helt adskilt fra omverdenen, som forskrifterne krævede. Rummene inde i vestfløjen var der ikke lejlighed til at stifte nøjere bekendtskab med. En enkelt søgegrøft blev lagt henover på kirkens P-plads, men der blev kun gravet ned til klosterlagene for at konstatere deres bevaringstilstand. Alligevel kunne det iagttages, at indtil flere gulvlag, bl.a. i form af munkestensbrolagte gulve, havde indgået i arkitekturen. Grøften måtte standses ved fortovskanten, uden at vestmuren blev nået. Bygningen har altså gået helt ud under fortovet eller cykelstien, og bredden har været mindst 6,25 m. Det var ikke muligt direkte at se, om vestfløjen og vestkorsgangen var opført samtidigt. Imidlertid kunne byggeniveauet for korsgangen iagttages et enkelt sted. Og det er allerede nævnt, hvordan sandafretningslaget på toppen af vestfløjsfundamentet kunne angive byggeniveauet for denne bygningsdel. Det viste sig, at de to byggeniveauer lå i samme højde og giver et indicium for samtidighed i opførelsen; men sikkert er det ikke. Når det ikke kunne ses direkte, skyldes det et stort antal grave, som var placeret i korsgangen. De havde forstyrret store arealer her. Gravene var i øvrigt alle moderne – ikke en eneste nonnegrav blev fundet, på trods af korsgangen ellers hyppigt var en yndet begravelsesplads. Dateringen af vestfløjen hviler næsten alene på keramikken, idet kun to mønter blev fundet. Heraf lå den ene – en skillingsmønt fra 1536 – tilmed i nedbrydningslaget over klostertomten. Den anden – en borgerkrigsmønt fra perioden 1250-1350 – lå under vestfløjens lag. Keramikken er karakteriseret ved et vist indhold af stentøj. Det gælder både i lagene fra tiden før vestfløjen blev bygget og i lagene efter Der er således stentøj af ret sen dato, dvs. fra slutningen af 1300-tallet eller senere, i lagene fra før vestfløjen blev opført. En grube, der overlejredes af korsgangens arkadefundament, indeholdt således stentøj, der ikke kan være meget ældre end 1400. Korsgangen bliver dermed tilsvarende ung. Dette billede passer også godt med fundene af sortgods. Den højmiddelalderlige, sorte kuglepotte, som ellers optræder talrigt i sin periode, er næsten ikke tilstede. I stedet har den senere keramiktype, der går under betegnelsen "fynsk sortgods" overtaget pladsen. Den type af hvælvribbesten, der er fundet i store mængder og som må antages at stamme fra korsgangens hvælv, er også af en senmiddelalderlig type.


I grøften til det plyndrede korsgangsfundament blev denne bryozokalksten på ca. I 1,5 kg fundet. Stenen har i det ene hjørne et gennemboret hul og har således været beregnet til at binde en snor i. På denne ene side findes mindst syv negative aftryk af søpindsvine-skaller. Et af aftrykkene spiller i lyset fordi der for hver enkelt plade i søpindsvinets skal er fremvokset en stor, klar krystal. Måske har stenen fungeret som urlod i det sejerværk, som Odense-bispen Jacob Madsen under sin visitats i julen 1590 noterede sig, at Dalum Kirke besad. (Møntergården foto).
I samme grøft som urloddet blev dette fragment af en munkesten fundet. Mens stenen endnu var våd blev spillepladen til det kendte møllespil indridset. I 1994 blev en teglovn ved Dalum provstegård udgravet (KMO j.nr. DK94), som uden tvivl har leveret sten til klosterets bygning. Måske har teglbrænderne kedet sig under pasningen af fyringen, der varede adskillige dage, og har derfor lavet dette lille spil til tidsfordriv. (Møntergården foto).

Efter denne sene datering spekulerer man naturligvis på, hvad der så var i de ca. 200 år, der gik fra nonnernes ankomst til Dalum, indtil man fik bygget vestfløjen. Der er fundet spor efter bebyggelse ældre end vestfløjen og dens korsgang. Først og fremmest et ildsted af ler som på grund af en lidt yderlig beliggenhed i forhold til søgegrøften ikke kunne studeres i detaljen Ildstedet lå under vestfløjen, idet det lå ca. 30 cm under overkanten af fundamentet og dermed også under byggelagene til vestfløjen. Ildstedets tilstedeværelse er det sikreste vidnesbyrd om, at vestfløjen har haft en forgænger. Måske har den forgænger været i bindingsværk eller træ. I hvert fald blev der fundet mindst fem stolpehuller liggende på en række med samme orientering som den senere vestfløj. I et tilfælde er en stolpe blevet udskiftet. To af stolpehullerne var skåret af korsgangens fundament og altså med sikkerhed ældre end denne. Endelig var der under korsgangen en meget hårdt trampet jordoverflade, som var blevet gennemskåret ved udgravningen til fundamentet til vestfløjsmuren. Jorden var meget hård, men på grund af et højt indhold af sand pulveriseredes klumperne herfra, når de knustes i fingrene. Den type jord kunne næppe have dannet en sådan hård overflade, hvis den havde ligget under åben himmel – ved første regnskylle ville den gå i opløsning. Måske skal man i stedet forestille sig, at jordoverfladen er dannet i en ældre (træ)bygget korsgang. Stolperne kunne da få en funktion som bærer af et halvtag over den. Årsagen til placeringen af en tidlig vestfløj (som på det nuværende grundlag ikke kan tidsfæstes nøjere) så langt mod vest skal muligvis søges i planerne for kirkebyggeriet. Kirken er opført af to omgange, hvad en byggelinie, der er særlig tydelig i nordmuren, vidner om. Den østlige del med koret er opført først og den vestlige med skibet sidst Den tidligere omtalte blændingsgavl mod vest viser, at disse to bygningsfaser har været afsluttet senest omkring år 1300. Ved restaureringen i 20’erne blev imidlertid fundet et kampestensfundament i flugten af kirkens nordmur. En mulig forklaring på denne fundamentsrest kan være, at man oprindeligt har planlagt kirken større og er startet med at udlægge fundamenterne. Byggeriet er da gået i stå; første gang efter opførelsen af kordelen og anden gang efter bygningen af en del af skibet. Man fik aldrig det sidste bygget. Sådanne ufærdige klosterkirker er ikke ukendte andre steder f.eks. ses det i Øm og Løgumkloster. Den tidlige vestfløj er da blot anlagt efter de storstilede planer, man havde for hele anlægget.

Fem små søgegrøfter kan naturligvis ikke fortælle hele klosterets bygningshistorie. På grundlag af udgravningens resultater ændres de oprindelige planer for reguleringen af adgangsforholdene til kirken. Derved opnår man, at ruinerne af vestfløjen i vid udstrækning helt undgår at blive berørt. Derfor vil der også i fremtiden være mulighed for at grave arkæologisk i anlægget efter flere oplysninger.

Nederst til højre en af adskillige forhistoriske kogegruber, hvoraf flere som her lå under fundamentet til korsgangens arkademur. Kogegruberne blev fundet både i søgegrøft 2, 3 og her 4. Lidt over midten af billedet anes konturerne af et stolpehul, der kan stamme fra en ældre, træbygget udgave af korsgangen. (Møntergården foto, 19. maj 1995).

Noter

  1. ^ Udgravningen er gennemført af Møntergården, Odense Bymuseum, j. nr KMO DK95, i perioden 1. marts -19, maj 1995 under ledelse af forfatteren med bistand af Lars J. Madsen. Under en del af udgravningen deltog også Hans Lyholm og Eva Becher. Udgravningens fund og anden dokumentation opbevares på Møntergården. Arbejdet blev gennemført i bedste forståelse med Park- og Vejforvaltningen og de kirkelige myndigheder ved Dalum Kirke – begge takkes for et imødekommende og godt samarbejde.
  2. ^ kgl. bygningsinspektør Knud Lehn Petersen. Jeg skylder arkitekt Ebbe Lehn Petersen tak for velvilligt at have stillet opmålinger fra restaureringen til rådighed for udgravningen. Kirkebygningen på klostergrundplanen på er således tegnet på grundlag af disse opmålinger.
  3. ^ Lorenzen 1933:197.
  4. ^ Lorenzen 1933:209f.
  5. ^ Lorenzen 1933:200.

Litteratur

  • Mester Jacob Madsens Visitatsbog. Ved A.R. Idum. Odense 1929-32.
  • Lorenzen, Vilh.: De danske Benediktinerklostres Bygningshistorie. København 1933.

©