Damaskvæveren Chr. Pedersen i Hårby

På udstillingen „Folkelige Broderier fra Fyns Stift“, som tidligere har været omtalt i denne årbog (bind III, s. 286), fremkom også en del dækketøj, som interesserede alene i kraft af væveteknik og -mønster, uden hensyntagen til eventuelle påbroderede navnetræk eller årstal. Den overvejende del af disse duge og servietter er vævet som damask, kunne tidsmæssigt henføres til 1800-tallet, og da dette århundredes danske damaskvævninger hidtil har været så godt som upåagtede i den daglige litteratur, var det en fristende opgave at forsøge at belyse, hvorledes dette specielle kunsthåndværk er blevet praktiseret på Fyn.

Udgangspunktet for denne undersøgelse er dugen, afbildet som fig. 1. Den har i sit midterfelt en fremstilling af herregården Frederikslund (det nuværende Krengerup) omgivet af en bort med hjorte og jægere i et landskab med nåletræer og løvtræer. Bortset fra at det også i virkeligheden meget imposante trappeparti er blevet noget overdimensioneret i den vævede gengivelse – og det samme gælder den midterfagene kronende attika – må væveren siges at have gengivet bygningen med dygtighed, og den omgivende bort er præget af stor elegance og ynde. Selv om dugen ikke er gengivet i sin fulde udstrækning, vil det kunne ses, at der går en symmetriakse lodret ned gennem hele dugen. Den er altså vævet med „spidsforretning“, som væverne kalder det, en vævemetode hvorved det er muligt, med samme redskaber, at fordoble mønsterets størrelse. Den herved frembragte ubetingede symmetri harmonerer såre vel med en strengt symmetrisk facade som Frederikslunds, og borten giver den en kompositorisk fasthed, men det virker lidt forvirrende, at også indvævede navne og årstal gengives både retvendt og spejlvendt. Dugen er dateret ved det indvævede årstal 1867, og navnet A. Andersen kan henføre dugen til gården Mathildelund i Gamtofte sogn.

En anden dug, som ligeledes var udlånt til udstillingen, har samme midtermotiv med omgivende hjortebort, men på denne dug udgør disse to motiver ét fælles midtermotiv, idet dugen, som i sin helhed er væsentlig større, desuden har en randbort med akantusværk og i hjørnerne blomsterkurve, lidt ubehjælpsomt indpasset i randbortens akantus. Mellemrummet mellem randbort og midtermotiv er udfyldt med yndefulde strøbuketter (fig. 2). Denne dug er ved indvævet årstal dateret til 1865, mens det indvævede navn, Juliane Lørup, viser, at dugen var bestemt for datteren af en velstående kreaturhandler på Indslev Kildegård (Indslev s.); Juliane Lørup blev siden frue på det nærliggende Bubbelgård.

Ved en forespørgsel på Nationalmuseets 3. afd., Dansk Folkemuseum, åbenbaredes det, at man dér havde ikke mindre end tre Frederikslund-duge af samme udformning, og man havde kendskab til endnu et par stykker i privateje. Ydermere havde man kendskab til og fotografier af to ligeledes privatejede duge med fuldstændig samme hjortebort, samme randbort og samme strøbuketter som på fig. 2, blot var herregården i dugens midte ikke Frederikslund, men Sandholt (fig. 3) og Frederiksgave (fig. 4). Om Sandholt-dugen vidstes det, at den havde tilhørt kammerherreinde Nørager (d. 1866), gift med stamhuset Sandholts besidder, og to af Frederikslund-dugene skulle i sin tid være skænket som gaver fra en grevinde Rantzau, Frederikslund, som tillige havde ladet sådanne duge væve til sine døtres udstyr. Den pågældende grevinde kan næppe være anden end grevinde Caroline Rantzau, f. Worsaae, hvis to døtre i årene 1864 og 1865 blev gift med besidderne af henholdsvis Brahesborg og Hvedholm.

Yderligere undersøgelser her på Fyn bragte adskillige andre Frederikslund-duge for dagen, bl.a. hos efterkommere af den førnævnte grevinde Rantzau, samt endnu en Sandholt-dug, dateret 1855 og i dette år bortskænket som bryllupsgave af en frøken Suckow, som havde sin bopæl hos sin søster, Sandholts ovennævnte besidderinde. Endelig har der også vist sig en dug med samme udformning som de tre herregårdsduge, men med Akkerup præstegård (Hårby s.) indvævet i midten (fig. 5). Den sidste dug er dateret 1857 og kan henføres til den daværende Hårby-præstefamilie af slægten Bang.

Fig. 1. Frederikslund-dug 1867. Stammer fra Mathildelund, Gamtofte s. Privateje. L. 176 cm, br. 157 cm.

Vi står med andre ord over for en meget betydelig produktion af ensartede, damaskvævede duge, som tidsmæssigt hører hjemme i 1850’erne og 1860’erne og som millieumæssigt kan henføres til de højere og højeste samfundslag. For størstedelens vedkommende må dugene vel være udført på bestilling fra fruerne på de herregårde – og indtil videre en enkelt præstegård – hvis bygninger er indvævede som dugenes midtermotiv. De som fig. 1 og 2 afbildede duge og deres ejerinder har imidlertid næppe haft nogen forbindelse med Frederikslunds herskab; her må man tænke sig, at væveren har fremstillet dugene i „fortsat produktion“, med eller uden den oprindelige bestillers minde, og blot tilføjet årstal og navnetræk for den person, for hvem dugen nu var bestemt.

Fig. 2. Frederikslund-dug 1865, udsnit med randbort og strøbuketter. Stammer fra Bubbelgård, Indslev s. Privateje. Dugens samlede l. 454 cm, br. 176 cm.

Men hvem er væveren? For duge med så ensartet en udformning må med al rimelighed kunne henføres til et og samme værksted, og da ingen af dugene er signerede med damaskvæverens navn eller navnetræk, måtte man forlade sig på de oplysninger, en eventuel tradition havde bevaret. Det skortede da heller ikke på oplysninger, bevaret ad denne vej, i hvert fald ikke m.h.t. Frederikslund-dugene. Om én af de afbildede Frederikslund-duge ville familietraditionen vide, at den var vævet af Wedellsborg-væveren Lars Clausen, en anden skulle være vævet af en væver i Aborg ved Assens, og om en tredie blev det oplyst, at en væver i Årup var mesteren. Hvis alle disse oplysninger skulle være korrekte, måtte teorien om én fælles ophavsmand jo opgives.

Fig. 3. Sandholt-dug u. år, udsnit med midterfelt og strøbuketter. Stammer fra Sandholt. Privateje.

Odense Bys Museer ejer en regnskabsbog, ført af damaskvæver Chr. Pedersen i Hårby for årene 1844-62, og det fremgår heraf, at denne væver har vævet for adskillige fynske herregårde og også til de tre, som har interesse i denne forbindelse. Selv om regnskabsbogen kun giver oplysning om bestillernes navne og de leverede vævningers mål og pris, men intet om de anvendte mønstre eller motiver, giver den dog et spor at forfølge. Også til Akkerup præstegård har Chr. Pedersen været leverandør, og hvad var også mere naturligt for Hårby-præstefamilien end at henvende sig til en stedlig damaskvæver, når den skulle have vævet en damaskes dug? Men den endelige identitet mellem Chr. Pedersen i Hårby og dugenes mester, fremgår af en „Beretning om den i Sommeren 1858 i Odense afholdte Udstilling af Industri-, Husflids- og Agerbrugsfrembringelse fra Fyens Stift“. Det hedder bl.a. heri, at „Nogle særdeles smukke Servietter og Duge vare indsendte af C. Petersen i Haarby. Paa Dugene vare vellykkede Afbildninger af Herregaardene Frederikslund og Frederiksgave“.[1] Med denne oplysning i hænde kan man vist trygt opgive Wedellsborg-, Aborg- og Årup-væverne som mulige mestre for disse duge og med samme tryghed benytte den førnævnte regnskabsbog til belysning af denne damaskvævers virke iøvrigt.

Sammenlignet med damaskvæveren Lars Clausen på Wedellsborg, hvis navn og indsats som digter og væver er blevet fastholdt af eftertiden, er det forsvindende lidt der vides om Chr. Pedersen. I modsætning til Lars Clausen synes Chr. Pedersen ikke at være af væverslægt. Han fødtes i 1821 som søn af gårdmandsfolk i Hårby, og endnu i folketællingen 1840 ses han at være boende i hjemmet. Den næste folketælling, i 1845, viser ham etableret som 23-årig, ugift „maskinvæver“, bosat hos en gårdmand, som muligvis har været hans farbror. Som moden mand, i 1868, købte Chr. Pedersen en ejendom i Odense, Grynhusene (senere Georgsgade) 23, og formentlig har han på samme tid flyttet sin vævevirksomhed til Odense, hvor han i hvert fald på et senere tidspunkt kan ses at virke som damaskvæver.

De sparsomme oplysninger fra det officielle kildemateriale kan heldigvis suppleres med oplysninger, som Chr. Pedersen selv har givet i sin regnskabsbog. Som overskrift for denne har han anført: „Optegnelse paa hvad jeg har fortjent med at væve damask og dreil, fra den Tid jeg begyndte som var fra 1ste October 1844“. Og på bogens sidste 5 sider har han skrevet en opgørelse over, hvad han har udgivet til væveredskaber, bøger og bohave i tiden fra november 1843 til nytår 1851, samt yderligere nogle få udgifter til væveredskaber fra 1852.

Den første udgift lyder således: „For at lære at væve damask i Sønderbroby samt for Kosten mens jeg var der … 40 rdl.“ Vi tør altså regne med, at Chr. Pedersen har lært damaskvævning i tiden fra 1. nov. 1843 til 1. okt. 1844 i det væveri på Brobygård, som omtales som en „Planteskole for gode Vævere i Fyen“.[2] Dette væve-etablissement antog netop lærlinge til uddannelse på de vilkår, at lærlingene holdt sig selv med alt undtagen logi og redskaber. Det må med rimelighed antages, at Chr. Pedersen har været helbefaren i almindelig vævning, før han kom til Brobygård, men hvor han har lært, ved vi ikke. Om han nåede at blive anerkendt som svend, før han forlod vævefabrikken, er næppe sandsynligt, da man i almindelighed krævede 4 års læretid udstået forinden. Det fremgår iøvrigt af folketællingen 1845, at der i dette år fandtes 23 vævere i Hårby sogn, så den mulighed foreligger, at Chr. Pedersen har lært håndværket hos en af dem, mens han forblev boende i sit hjem.

Fig. 4. Frederiksgave-dug u. år. Stammer fra Frijsenborg. Privateje.

De 40 rdl. til en supplerende uddannelse som drejls- og damaskvæver turde være givet godt ud, for i løbet af årene 1844-51 måtte han anskaffe hele tre væve, to større der tillod at væve indtil 4 alens bredde og en mindre på 2 alen, og til disse tre væve indkøbte Chr. Pedersen tre Jacquard-maskiner. I 1852 anskaffede han endnu 3 Jacquard-maskiner samt lod bygge en ny væv, som blot omtales som „den store væv“. Disse investeringer havde han næppe foretaget, dersom ikke forretningen kunne bære dem. I takt med udvidelsen af vævestolenes antal nødsagedes Chr. Pedersen til at skaffe sig medhjælpere. I årene 1846-49 kunne han klare sig med kun én hjælper, men efterhånden udvidedes antallet, så at han omkring 1860 havde fem medhjælpere. Den bedst kendte af Chr. Pedersens lærlinge er den førnævnte Lars Clausen, som ifølge regnskabsbogen har arbejdet i Hårby-værkstedet i tiden 1. maj 1859-1. maj 1861.

Blandt Chr. Pedersens øvrige udgifter i de første år kan nævnes 10 rdl. til anskaffelse af tegnepapir til mønstre og til anskaffelse af mønstre, som åbenbart har kunnet købes færdige, og til sit beskedne bibliotek har han bl.a. erhvervet en „Anvisning til Væveriet“ og en „Haand- og Mønsterbog i Væveriet“. Man havde gerne vidst hvilken hånd- og mønsterbog. Sandsynligvis har den været tysk. Det motivvalg, som Chr. Pedersen benyttede sig af i de her behandlede duge (bygning i midten, bort med hjorte og jagtscener, rigelig anvendelse af blomster), kendes også fra tyske damaskvævede duge, som udgik fra Sachsen og Schlesvien, og som utvivlsomt også er blevet eksporteret til Danmark i så stort tal, at de har kunnet virke smags- og modedannende.[3] De berømte svenske Ekenmarkske vævebøger, som fik så stor betydning for 1800-tallets svenske damaskvævning, drevet på husflidsbasis, har vor væver næppe kendt til.[4] De Ekenmarkske mønstre, som er snævert forbundet med den af familien Ekenmark anbefalede forenklede damaskvævningsmetode, kan heller ikke have haft større aktualitet for en væver, som fra starten lagde an på damaskvævning med benyttelse af Jacquard-maskinen (fig. 6).

Det fremgår af regnskabsbogen, at den altovervejende del af Chr. Pedersens produktion i årene 1844-62, er udført som bestillingsarbejde, hvor bestillerne selv har lagt det nødvendige garnmateriale til. Kun en mindre del er udført for egen regning. En nærmere analyse af Chr. Pedersens kundekreds giver det ikke overraskende resultat, at de vestog sydfynske herregårde så langt er de førende. Den største herregårdskunde har tilsyneladende været Frederikslund, men også Hvidkilde, Brahesborg, Nielstrup, Holstenshuus og Frederiksgave kan tegnes for et meget betydeligt antal leverancer, og til rækken kan føjes godt en snes andre fynske herregårde, samt en enkelt jysk, Frijsenborg ved Hammel.

Fig. 5. Akkerup-dug 1857. Stammer fra Akkerup præstegård, Hårby s. L. 151 cm, br. 149 cm. Privateje.

Dermed være ikke sagt, at samtlige herregårdskunder var så fornemme som den grevelige familie på Frederikslund eller de friherrelige Holsten’er på Hvidkilde og Holstenshuus. På adskillige af de herregårde, hvorfra der kom bestillinger til Hårby-væveren, sad der ikke noget egentlig herskab; en forpagter- eller forvalterfamilie har imidlertid også kunnet tillade sig damaskvævet dækketøj.

Præstegårdene inden for det samme geografiske område kan også regnes blandt damaskvæverens større kunder. Størst har leverancerne været til den hjemlige præstegård i Akkerup og til præstegården i nabosognet Jordløse, og ialt har Chr. Pedersen i disse år leveret duge-, serviet- og håndklædetøj til 15 præstegårde. De øvrige navngivne kunder i regnskabsbogen er vanskelige at bringe under én social fællesnævner. Her forekommer en del købstadsfamilier, navnlig fra den nærmeste købstad, Assens, men også i Odense har Hårby-væveren haft en del kunder, og en enkelt kunde er endda bosat i København, hvordan Chr. Pedersen så end har båret sig ad med at etablere den forretningsforbindelse. Endelig nævnes også en del bondegårde og gårdmandsnavne, men selv om man har en fornemmelse af, at denne og hin kunde må henregnes blandt de mere velstående bønder, vil der først efter yderligere undersøgelser kunne siges noget generelt om denne del af kundekredsen. Spørgsmålet har for så vidt også kun mindre interesse, idet herregårde og præstegårde kan tegne sig for langt det største antal leverancer.

Fig. 6. Væv med Jacquard-maskine. Fra „Opfindelsernes Bog“ 1881.

Som nævnt fremstilledes også varer, vævet for egen regning. I det første tiår er Chr. Pedersen meget tilbageholdende med at producere for et ukendt marked, 2-3 stk. om året er det sædvanlige, men fra og med 1856 tager denne del af produktionen til i omfang. I 1859 er ikke mindre end 13 af ialt 39 vævninger fremstillet for egen regning. Hvilke personer disse tøjer gik til, er vi af gode grunde afskåret fra at konstatere, men det fremgår af bogens udgiftssider, at han hvert år har anvendt 8 rdl. på „Smaareiser i Ærinder til Kjøbstæder, Markeder o.s.v.“, og den mulighed foreligger i hvert fald, at han som så mange andre af tidens håndværkere har afsat en del af sine varer på markeder.

Ved en sammenligning mellem Chr. Pedersens regnskabsbog og en bevaret „Arbejdsprotocol for Grevskabet Muckadells Væverfabrik“[5] kan man gøre den interessante iagttagelse, at Chr. Pedersen tilsyneladende har trukket en del af Brobygård-fabrikkens kunder over til sin virksomhed i Hårby. Brobygård-fabrikkens kundekreds er sammensat på omtrent samme måde som Hårby-værkstedets, men ikke så få af Chr. Pedersens faste kunder har tidligere ladet væve i Sønder Broby, det gælder bl.a. herskaberne på Sandholt, Frederikslund, Løgismose og Brahesborg.

Også for de vævede varers vedkommende kan det være formålstjenligt at drage sammenligninger de to virksomheder imellem. Den langt større Brobygård-virksomhed – med flere vævestole og flere beskæftigede vævere – har haft en langt mere sammensat og forskelligartet produktion end Chr. Pedersens værksted i Hårby. I året 1845 fremstilledes på Brobygård: 13 stk. vadmel, 12 stk. kipper, 7 stk. damaskhvergarn, 16 stk. alm. hvergarn, 11 stk. dynevår, 50 stk. lærred, 4 stk. stribettøj, 2 stk. buksetøj, 2 stk. forklædestof, 3 stk. sækketøj, 3 stk. lommetørklædestof, 6 stk. drejl, 2 stk. demity (tætvævet, kipret bomuldsstof), 2 stk. håndklædestof, 3 stk. dugetøj (deraf 2 til theduge), 5 stk. damaskdrejl og 1 stk. gulvtæppetøj. Chr. Pedersen fremstillede inden for samme tidsrum ialt 8 stk. tøj, 6 stk. damask (på bestilling) og 2 stk. damaskhvergarn (for egen regning). I 1845 vævede han endnu alene, men også senere hen, hvor produktionen sættes betydeligt i vejret, fastholdes den én gang fastlagte linje med hovedvægten lagt på varer beregnet til dækketøj, servietter og duge. Inden for dugetøjet er en betydelig del vævet som theduge, mindre duge, som gerne havde kvadratisk form, jfr. fig. 1 og 5. Desværre går man forgæves til regnskabsbogen, dersom man vil have at vide, hvilke mønstre der er anvendt i de forskellige damaskvævninger. Der er derfor ikke nogen mulighed for at indsætte de her omtalte duge i væverens samlede produktion og derved få opklaret, om disse duge kun er resultatet af et bizart indfald hos væveren eller enkelte af hans kunder, eller om de var en slags speciale for dette værksted. Med regnskabsbogen som udgangspunkt skulle der være mulighed for at opspore endnu flere af hans vævninger, i hvert fald på visse af herregårdene, men dette møjsommelige detektivarbejde – med mangfoldige muligheder for fejltilskrivninger – er endnu ikke forsøgt.

For fuldstændighedens skyld skal det også nævnes, at Chr. Pedersen side om side med den finere linnedvævning i drejl og damask også gav sig af med at fremstille billigere stoffer og vævninger. Der nævnes bl.a. almindelig hvergarn og damaskhvergarn, bomuldstøj (tvisttøj) og buksetøj, men disse tøjer udgør kun en såre beskeden del af hans samlede produktion, karakteristisk nok altid fremstillet for egen regning og formentlig beregnet på afsætning på markeder. Økonomisk har de ikke været af større betydning for værkstedets ejer og leder, men man kan tænke sig, at Chr. Pedersens mindre trænede medhjælpere har måttet øve sig på disse billigere varer, før de fik lov til at væve finere ting.

Vævning – og tekstilfremstilling i det hele taget – nød den største interesse hos 1800-tallets landøkonomer og husflidsforkæmpere, som gerne så „landalmuens videnskibelighed“ fremmet mest muligt. Landøkonomerne C. Dalgas og Jac. Aall Hofman-Bang, som begge på Landhusholdningsselskabets initiativ har forfattet en beskrivelse af et fynsk amt, er dog enige om, at den som husflid drevne tekstilfremstilling kunne drives for vidt, og N.C. Rom samtykker i deres dom en menneskealder senere.[6] For at forbedre tekstilernes kvalitet – og for at landbruget ikke skulle lide skade – burde denne husflid holdes inden for visse grænser, og man anså det for et gunstigt tidens tegn, at det sidste led i fremstillingsprocessen, vævningen, blev overladt til professionelle vævere, som til gengæld ikke skulle befatte sig med landbrug.

Der har tidligere i denne årbog været skrevet om de bestræbelser, man fra Patriotisk Selskabs og også fra anden side udfoldede for at forbedre høravlen og højne linnedvarernes kvalitet, så at en genoptagelse skulle være overflødig.[7] Mere interesse knytter sig i denne forbindelse til bestræbelserne for at tilvejebringe en fynsk produktion af drejls- og damaskvævede varer.

Det ser ud til, at produktionen af disse finere linnedvævninger i første omgang er koncentreret til to egne, egnen omkring Lumby på Nordfyn og egnen omkring godserne Brahetrolleborg og Arreskov på Sydfyn. På førstnævnte sted er det i allerhøjeste grad et resultat af den „daad-kraftige Olding“, amtsprovst P.W. Lütkens indsats. Med økonomisk bistand fra Patriotisk Selskab sendtes på hans initiativ en duelig væver til København for at blive instrueret i brugen af den Jacquardske maskine, i 1831 anskaffedes med samme selskabs hjælp den første damaskmaskine i Lumby sogn, og 10 år senere er 6 damask-vævestole i fuldt sving i dette sogn – de kunne endda næppe tilfredsstille efterspørgslen, da selv almindelige bønder begyndte at lade væve damask-drejl til deres døtres udstyr.[8]

På Sydfyn formede udviklingen sig helt anderledes. Initiativet udgik her fra to godsbesiddere, Johan Ludvig Reventlow til Brahetrolleborg og Erik Schaffalitzky de Muckadell til Arreskov m. m., som hver oprettede et drejls- og damaskvæveri på deres godser. I begge tilfælde fik virksomheden karakter af manufaktur- eller fabriksdrift, drevet for grevernes egen regning og med en vævemester som arbejdsleder. Man kom tidligere i gang end på Nordfyn, på baroniet Brahetrolleborg i 1785 og på grevskabet Muckadell i 1811.[9] Det nærmeste forbillede har vel været den linnedmanufaktur, som etatsråd Niels Ryberg lod oprette på sit gods Øbjerggård ved Næstved. Denne virksomhed, almindeligvis kaldet Køng-fabrikken, bestod helt frem til slutningen af 1800-tallet, ganske vist på andet sted end det oprindelige og i mindre målestok.[10] Mens Brahetrolleborg-fabrikken ikke fik nogen lang levetid, kom Brobygård-fabrikken til at bestå i et par menneskealdre.

Chr. Pedersen er en af de mange vævere, som er udgået fra denne herregårdsmanufaktur, men så længe Brobygård-virksomhedens produkter endnu ikke er kendt, kan det ikke afgøres, i hvilken grad han i kunstnerisk og håndværkmæssig henseende står i gæld til sit uddannelsessted. Som håndværkertype er han imidlertid mere lig de selvstændigt arbejdende damaskvævere i Lumby sogn. Lige så lidt som dem stod han i noget afhængighedsforhold til en bestemt herregård, hvis behov for vævninger først skulle dækkes, før der kunne blive lejlighed til supplerende indtægter ved vævning for andre kunder. I den beskedne litteratur om dansk damaskvævning fremhæves netop herregårdsvæveren som bærer af den danske damaskvævningstradition side om side med Køng-fabrikken.[11] I en følgende artikel skal vi stifte nærmere bekendtskab med en fynsk herregårdsvæver af den nævnte type, damaskvæveren Lars Clausen på Wedellsborg.

Noter

  1. ^ Quartalsberetninger fra Industriforeningen i Kjøbenhavn, 19. årg., Kbh. 1859, s. 241. – Jeg skylder museumskonsulent P. Halkjær Kristensen, Statens Lokalmuseumstilsyn, tak for denne henvisning.
  2. ^ C. Dalgas, Svendborg Amt, 1837, s. 373.
  3. ^ G. T. van Ysselsteyn, White Figurated Linen Damask, Haag 1962, s. 32 og 114, jfr. pi. 68, samt Elna Mygdal, Af Dækketøjets Historie, Tidsskrift for Industri 1913, s. 173.
  4. ^ Elisabeth Thorman, Svenskt duktyg i damast, Stockholm 1938, s. 135 ff.
  5. ^ Grevskabet Muckadells godsarkiv, Landsarkivet for Fyn.
  6. ^ G. Dalgas, anf. værk s. 376, Jac. Aall Hofman-Bang, Odense Amt, 1837, s. 385 f., samt N.G. Rom, Den danske Husflid, Kbh. 1871, s. 212.
  7. ^ Svend Larsen, Slettens vævere, Fynske Minder II, 1953, s. 156 ff.
  8. ^ Hofman-Bang, anf. værk s. 387.
  9. ^ O.J. Rawert, Beretning om Linnedvæveriets, fornemmeligen Linnedhuusflidens nuværende Tilstand i de danske Provindser, Kbh. 1844, s. 34, og C. Dalgas, anf. værk s. 373.
  10. ^ Gertrud Ingers og John Becker, Damast, Västerås 1955, s. 16.
  11. ^ Elna Mygdal, Dækketøj før og nu. Samvirke 1915, s. 90 f.

©