Damaskvæverens datter

En optegnelse af Marie Pedersen - Med indledning og efterskrift

I 1963-årgangen af »Fynske Minder« bragtes en artikel om nogle damaskvævede duge fra 1850’erne og 1860’erne, som efter deres ensartede udformning måtte kunne tilskrives én og samme mester. Og denne mester kunne – via en beretning om en udstilling i Odense 1858 – identificeres som damaskvæver Chr. Pedersen i Hårby (senere Odense), efter hvem der er bevaret bl.a. en regnskabsbog for årene 1844-62. Med denne regnskabsbog som udgangspunkt var det dernæst muligt at sandsynliggøre omfanget, til dels også sammensætningen i Chr. Pedersens produktion i den nævnte årrække, ligesom hans kundekreds kunne bestemmes.[1]

Adskillige år senere bliver artiklens forfatter så gjort opmærksom på, at der eksisterer en beretning om denne damaskvævers liv og virke, forfattet i 1938 af hans datter, Marie Pedersen, Odense.[2] Da denne beretning naturligt nok indeholder mangen oplysning, som ikke kan – eller ikke kunne – uddrages af en regnskabsbog eller et selv nok så stort og velbevaret genstandsmateriale, fortjener den at blive aftrykt i den samme årbog, hvor 1963-undersøgelsen publiceredes. Den bruges altså her som et supplement til undersøgelsen og til uddybning af de emner, der allerede er berørt i artiklen.

Beretningen eller optegnelsen, som Marie Pedersen har kaldt »Om min Fader, Damaskvæver Christian Pedersen’s Liv og Virke«, er nedskrevet i 1938, og det vil igen sige på samme tidspunkt, hvor hun også på anden vis sikrede sin fars indsats mod forglemmelse. I dette år modtog nemlig Odense Bys Museer (Fyns Folkemuseum, nu Møntergården) fra hende en række genstande, hidhørende fra faderens virke som damaskvæver i Hårby, senere i Odense.

Marie Pedersens beretning bringes herefter (s. 80-86) med hendes ortografi og tegnsætning, blot er stoffet for oversigtlighedens skyld hér opdelt i flere afsnit, hvor originalen er udformet som én lang beretning, uden ophold:

Min Fader var født 1821 15/10 i Haarby og i 1843 (1844) begyndte han paa Damaskvæveriet, som han i 1843 havde lært paa Brobygaard i Sdr. Broby Sogn. Saavidt jeg ved var det Staten der havde fremskaffet det fornødne for at afhjælpe Erhverv og Haandværk, i Lighed med Hørproduktionen, som dreves andetsteds paa Fyn (Omkring ved Brahetrolleborg).[3] Der gaves visse Lettelser for dem som lærte Haandværket, saasom Frihed for Soldatertjeneste, hvilket ikke havde nogen Betydning for ham, da han var kasseret paa Grund af manglende syn paa det ene Øje.

Efter endt Læretid købte han Maskine "Jaquard" og Redskaber (hvilket fremgaar af hans Regnskabsbog som Folkemuseet i Odense ejer) og begyndte at væve Damask. Han havde vel nok forud vævet Drejl, Hvergarn, Lagenlærred og andre Ting; dengang alt af Hjemmespundet Garn (Tvist, Bomuld dog undtaget) farvet Hørgarn brugtes til mange ting Dynebetræk og lignende.

Fig. 1. Chr. Pedersens tegning (»patron«) til damaskvævet portræt af kong Frederik VII. Selve portrættet er tegnet på kvadreret papir, udklippet og opklæbet på karton. 1848-49. 61 × 47 cm. Møntergården, mus. nr. 244/ 1938.
Fig. 2. Portræt af socialistlederen Louis Pio, vævet i damask af Chr. Pedersen. Ca. 1871. 12.5 × 9 cm (den øvre del af det ovalt afmaskede portræt mangler). Møntergården. mus. nr. 249/ 1938.

Han fik snart en større Kundekreds, især fra de mange omliggende Herregaarde. Mønstrene med de mange dertil hørende Papkort var tyske, formodentlig fremskaffet gennem Lærestedet. Min Fader begyndte dog ogsaa selv at tegne Mønstre og fremstille Papkortene, der bestod af gennemhullede Papstykker, huggede efter Mønstertegningen et Hul for hver udfyldt Firkant. Mønsteret var tegnet paa kvadreret Papir; blandt andet tegnede han nogle Herregaarde, hvor han kunde skaffe sig et Billede at tegne efter; Frederikslund (nu Krengerup) var en af dem; herved var han istand til at væve Duge, hvori Herregaarden samt Navn og Aarstal var indvævet efter Kundernes Ønske. Hans Regnskabsbog udviser Navnene paa en Del af Kunderne.

Om han selv har bygget huset i Haarby Kirkemark ved jeg ikke bestemt, men antager det. I den ene Halvdel af Huset var der Vævestue, med Vinduer til begge Sider og i Gavlen, der var Plads til 4 Væve (maaske 6). Huset havde lidt højere til Loftet end de sædvanlige Landsbyhuse, da Maskinerne skulde anbringes ovenpaa Vævene. Maskinerne traadtes med Fødderne.

I 1848 eller maaske lidt senere tegnede og vævede han et billede af Kong Frederik VII (Museet ejer Mønstertegningen). Billedet udførtes i sort og hvid Silke; saavidt jeg ved blev der vævet 3 Billeder, et blev tilstillet Kongen, et andet blev købt af nogle Mænd på Als, om det var privat eller kommunalt ved jeg ikke, et tredie er i en Sønnesøns Eje (Gartner Christian Pedersen Lunavej 2 Rødovre pr. Vanløse)[4] dette sidste er dog ikke helt vellykket idet Silken »Isletten« ikke har været af samme Finhed hvorved der er fremkommen et fladere Bælte, vistnok henover Panden. Jeg har en Forestilling om at Prisen for det solgte Billede var 100 Rigsdaler.

Væversvendene fik foruden Kost og Logi et Vederlag. Min Fader giftede sig i sit 38 Aar. I Krigsaaret 1864 var der Stilstand i Væveriet, min Fader lærte da af en Maler og Fotograf Thieme,[5] bosat i Haarby men vistnok Københavner, at fotografere, købte hans Fotografi Apparat hvorefter han gav sig til at fotografere, dels Egnens Folk, dels de mange Soldater som var indkvarteret i Byen og Omegnen. Store Troppestyrker kom gennem Haarby der ligger ved Hovedlandevejen gennem Fyn til Faaborg med Overfart fra Bøjden til Als. Jeg erindrer ogsaa at min Fader og Moder tog til andre Landsbyer og fotograferede og derved tjente en Del.

Efter Krigen fortsattes Væveriet, men det sygnede efterhaanden hen idet Væveriet og især Damaskvæveriet nu blev erobret af de store Fabriker og Tiderne medførte at Hjemmeproduktionen af Garn efterhaanden ophørte og der var ikke brug Brug for saa mange Haandvævere.

I Ægteskabet var der 3 Børn: en Søn født 1859 død 1910, en Datter, Undertegnede, født 1861 – en Datter født 1865 død 1870. Min Fader og hans Brødre var musikalske og der blev ofte musiceret i Hjemmet; min Fader spillede Violin, blæste paa Fløjte, spillede Klaver og Harmonica, alt efter Gehør. I de Tider var det en Sjældenhed at en Husmand og Haandværker havde Klaver.[6]

Som ungt Menneske lærte han sig selv tysk og gjorde en Rejse til Hamburg; en langsom og besværlig Rejse i de Tider før Banerne kom frem, saavidt jeg ved sejlede han fra Faaborg med en »Smakke«.

I 1868 i Efteraaret solgte han Huset i Haarby til Kommunen, at bruge som Fattiggaard, og flyttede til Odense hvor han købte et lille Hus i Grynhusene, nuværende Georgsgade 23. Han byggede et mindre Hus i Haarby Kirke-mark hvor han og en Hjælper vævede, han tog saa af og til et længere Ophold i Odense, hvor han ogsaa havde en Vev; men i Længden blev det for besværligt og gav ikke Fortjeneste nok hvorfor han solgte Huset i Haarby og byggede Værksted som Baghus til Ejendommen i Odense.

Fig. 3. Serviet, damask. Prospekt af det 2. Christiansborg under korslagte flag, på halv, med slottets navn og årstallet 1884 indvævet. 1884, måske først 1888. Br. 74,6, 1. 75,5 cm. 5-bindig satin. Trådtæthed 36/32 pr. cm2. Vævet af Chr. Pedersen, Odense. Damask & drejl-registreringen nr. 171/1. Privateje. Dug med samme mønster (ca. 150 × 150 cm) kendes fra privateje på Fyn. – Flagene på halv hentyder til slottets brand 1884.

Den dybeste Grund til Flytningen var sikkert at han mente at kunne give Børnene en bedre Skoleundervisning; han havde selv følt Savnet og havde stor Trang til Kundskaber.

Væveriet blev nu nærmest at væve Hvergarn, Haandklæder og lignende. Hvergarn blev ofte vævet til Farverne som afkøbte Bønderne deres Uld og solgte Hvergarnet til dem; af og til vævede han noget Dækketøj for egen Regning som han saa afsatte til Byens og Omegnens Folk.

Det sidste større Arbejde min Fader udførte var i Aarene 1875-76. Da Vett & Wessel, som nylig havde aabnet en Filial her i Byen, skulde levere en del Dækketøj til Kammerherre Sehested Juul, Ravnholdt. Fabrikken i København havde ikke Væve hvorpaa der kunde væves saa brede Duge, Dugenes Bredde skulde være 3 og 3½ Alen, hvorfor de henvendte sig til min Fader. Der blev givet ham en ganske primitiv Skitze af hvorledes de havde tænkt sig Mønsteret ordnet; en Bort af Egeblade, Bunden skulde være glat med smaa Strøbuketter af Myrter og Forglemmigejer; midt paa 2 store Krandse af Egeblade omsluttende Kammerherrens og Kammerherreindens Vaabenskjold, Navnetræk og Aarstal i Hjørnerne. Min Fader lavede saa Tegningerne, jeg husker at han gik ud i Skoven og samlede Egeblade og Grene; samt fik tilsendt nogle Segl med Vaabenskjoldene. Tegningen blev godkendt og han gik saa i Gang med de store Forarbejder: at hugge de mange Tusinde Kort som blev nummererede og bunden sammen i 4 Længder, der maatte nemlig anvendes 4 Jaquard Maskiner ovenpaa Væven, da hver Maskine kun kunde tage en begrændset Del af Mønsteret; der skulde gode Kræfter til at træde de 4 Maskiner. Som Medhjælper til Vævningen havde han en Brodersøn Jørgen Jørgensen. Jeg formoder at Vett & Wessel selv leverede Garnet. Dugene var 18 Alen lange og der hørte 36 Servietter til hver, jeg husker ikke hvor mange Sæt der blev vævet. Det blev afleveret i 1877. Dækketøjet eksisterer sikkert endnu paa Ravnholdt.

Fig. 4. Chr. Pedersens tegning til Christiansborg-dugen med angivelse af midterpartiet (»spejlet«) og de omgivende borter. 54 × 25 cm. Møntergården, mus. nr. 243/1938. Christiansborg-dugen er vævet i såkaldt spidsforretning, så at højre halvdels mønster gentages spejlvendt i venstre halvdel over en lodret akse.
Fig. 5. Forarbejde til Christiansborg-dugens patron, indeholdende detaljer af mønstret i »spejlet«. Møntergården. mus. nr. 242/1938.

I 1888 udstillede han i København og han vævede Duge og Servietter i Anledning af Kong Christian IX Guldbryllup (eller Regerings Jubilæum) med Christiansborg Slot som Midtfigur. Museet har en tegning heraf.

Alt dette gav dog kun smaa Indtægter. Han lavede en Prøvebog med smaa Drejlsmønstre til Kjoletøj og vedføjede Arbejdstegninger, til Brug for andre Haandvævere; og solgte dem saavidt jeg husker for 35 Øre pr. Stk. Han prøvede paa at fotografere Billeder, nærmest efter Lithografier, klæbede dem op og prøvede at sælge dem. Altsaa Forløbere for Prospektkortene. Forretnings Talent havde han slet ikke, saa det blev altsammen kun til Forsøg, og Fortjenesten ringe. Da Socialismen i cirka 1871 kom her til Landet var han meget optaget deraf, vævede endogsaa et Billede af Louis Pio (som Museet ejer), dog mindre omhyggeligt udført. Det var hans Tanke at det kunde sælges til Arbejderne og skulde derfor være billigt. Med hans hele Indstilling overfor Samfundet, modtog han Socialismen næsten som et Evangelium.

Hans Karaktertræk var Sandhedskærlighed og en udpræget Retfærdighedssans, Godhed og Medfølelse med de Smaa i Samfundet. Han døde i juli 1896 i sit 75 Aar; de sidste Aar led han meget af Asthma og kunde ikke arbejde, saa de økonomiske Kaar blev efterhaanden meget smaa.
Odense 18/7-38
M. Pedersen

Om meddeleren, hvis fulde navn var Anne Marie Pedersen (1861-1939), kan det oplyses, at hun ligesom sin far damaskvæveren, var i besiddelse af et ikke ubetydeligt tegnetalent – et talent, som også hun kom til at udnytte erhvervsmæssigt. I adskillige år, fra 1911 og frem til få år før sin død, drev hun en højt estimeret broderiforretning i ejd. Kongensgade 19, Odense. Hun erindres endnu som en dame med usædvanlige evner til mønstertegning. Hun har således tegnet mønstrene til mange alterduge og altertæpper i fynske kirker. Blandt hendes arbejder kan også nævnes en fin dåbskjole til herregården Egeskov, og så var hun ekspert i at lave fortegninger til monogrammer – også spejlmonogrammer – hvormed man helt op imod vor tid navnemærkede dækketøjet på fynske herregårde.[7] Marie Pedersen tog altså ikke alene sine tegnegaver i arv fra faderen, hun kom også til at betjene det samme sociale lag, som hos hendes far havde ladet fint damaskvævet dækketøj fremstille.

Marie Pedersens optegnelse om faderens liv og virke er ganske vist affattet mange år efter dennes død. I 1938 havde Chr. Pedersen været død i 42 år, og selv nærmede Marie Pedersen sig de 80 år. Disse forhold til trods må den tillægges høj kildeværdi. På tiltalende vis tager Marie Pedersen passende forbehold (»saavidt jeg ved«), hvor hun ikke er helt sikker i sin sag, og hun gør også opmærksom på, at denne eller hin oplysning er baseret på faderens regnskabsbog, som hun i 1938 skænkede til museet (nu Møntergården) og som også var en vigtig kilde til den undersøgelse, som publiceredes i 1963-årgangen af »Fynske Minder«.

Igennem hendes beretning tegner der sig et billede af en begavet og flittig kunsthåndværker, hvis håndvæveri havde sin blomstringstid i årene fra 1840’ernes midte og frem til midten af 1860’erne, hvor konkurrencen fra den nyetablerede tekstilindustri blev så stærk, at damaskvævning som håndværk efterhånden sygnede hen. Så stærk var åbenbart konkurrencen, at Chr. Pedersen på et vist tidspunkt forsøgte at supplere sine svindende indtægter ved fremstilling og salg af en slags prospektkort. Herved fik han lejlighed til at udnytte de færdigheder som fotograf, han havde tilegnet sig i krigsåret 1864 og med det samme gjort flittigt brug af – sikkert en alternativ levevej på et tidspunkt, hvor væveværkstedet måtte ligge stille hen på grund af krigen og dens indkaldelser af alle våbenføre mænd, herunder også vævesvendene.

Marie Pedersen, som var født i 1861, har kun været 7-8 år gammel, da faderen flyttede sin bopæl og det meste af væveriet fra Hårby til Odense. Hun har således næppe nogen personlig erindring om de gode år, hvor der til væverhuset på Hårby kirkemark blev sendt mængder af hørgarn fra det vestlige Fyns herregårde og præstegårde m.m., med besked på at oparbejde dette i damaskes duge og servietter. Til gengæld har hun som stor pige – og ung pige – i Odense været vidne til den stagnation og tilbagegang, som satte sit præg på de sidste 20-25 år af faderens liv.

Med en enkelt undtagelse – derfor den fyldige omtale af bestillingen fra Ravnholt – udeblev bestillingerne fra de fynske herregårde. Damaskvævningen indskrænkede sig nu til dækketøj, som Chr. Pedersen fremstillede »for egen regning«, d.v.s. uden egentlige bestillinger fra kunderne, i håb om at kunne afsætte dette til familier i Odense by og nærmeste omegn. Denne del af værkstedets produktion har næppe været stor af omfang.

Nok så betydningsfuld har vævningen af hvergarn været. Hvergarn (stof med islæt af uld og trend af hør, tvist eller blår) blev ganske vist også vævet i Hårby, men kun i meget lille omfang, sammenlignet med damask- og drejlsvævet linned. Odenses farvere leverede – som beskrevet – materialerne, Chr. Pedersen stod for opvævningen og har formentlig fået en ret beskeden væveløn pr. alen, hvorefter farverne afsatte det igen til bønderne i deres kundekreds. For en damaskvæver som Chr. Pedersen kan det ikke have været tilfredsstillende, og hans datter lægger da heller ikke skjul på, at det økonomiske resultat var beskedent.

Marie Pedersens beretning indeholder nogle vigtige oplysninger, som ikke kunne uddrages af det materiale, som lå til grund for 1963-artiklen.

Ifølge hende startede Chr. Pedersen sin virksomhed som damaskvæver med indkøbte tyske mønstre som hjælpemiddel. Hun formoder, at disse blev indkøbt gennem lærestedet (vævefabrikken på Brobygård), måske endda i form af de »hulkort« der skulle anvendes til at aktivere den jacquard-maskine, der monteredes oven på væven. Herved bekræftes den iagttagelse, som er gjort af Charlotte Portman (Paludan) og som viser at Chr. Pedersen bl.a. har betjent sig af en tysk mønsterbog, kaldet »Weber-, Bild- und Muster-zeitung … für Damastweberei«, der udkom i Leipzig i årene 1845-47.[8] Hér må det erindres, at Chr. Pedersen slog sig ned som selvstændig væver i efteråret 1844, altså næsten samtidig med det tyske mønsterværks udgivelse.

Fig. 6. Chr. Pedersens tegning til dug, der som midtermotiv har haft en gengivelse af det da nyopførte rådhus i Odense. 1884-88. 34 × 36 cm. Møntergården, mus. nr. 241/1938. Dugens bort af egeblade er formentlig en gentagelse af det i Marie Pedersens beretning nævnte Ravnholt-dækketøjs bort.

De herregårdsprospekter som udfylder »spejlet« i flertallet af de kendte Chr. Pedersen-duge, er imidlertid hans eget værk, og datteren kan oplyse, at han ved mønsterets udformning har anvendt eksisterende billeder af de pågældende herregårde som forlæg, hvor sådanne kunne fremskaffes. I det hele taget turde det af datterens beskrivelse fremgå, at Chr. Pedersen i meget høj grad selv har udformet sine mønstre, har tegnet de såkaldte patroner og har omsat disse i tusindvis af hulkort til aktivering af Jacquardmaskinen.[9] Helt betagende er det at læse om denne damaskvævers sidste større leverance i denne art, duge og servietter i stort antal til Ravnholt fra 1875-76. I dette tilfælde har han åbenbart ikke betjent sig af eksisterende mønstre, i hvert fald ikke til de dele af mønsteret, som skulle gengive bestillerens navnetræk og våbenskjolde.

Den ofte nævnte Jacquardmaskine, af hvilken der til Ravnholt-dækketøjet skulle bruges hele 4 stk., var en teknisk opfindelse, som var relativt ny i Danmark og på Fyn, da Chr. Pedersen startede som damaskvæver. Som det tidligere er påvist og som det også fremgår af datterens optegnelse, havde Chr. Pedersen anvendt denne teknik lige fra begyndelsen. Indførelsen af denne »ny teknik« kan dateres ret så nøje, idet man tør regne med, at den første vævestol med påsat Jacquard-maskine kom i anvendelse på Fyn hos væveren Jens Jørgensen i Stige nord for Odense i året 1833. Inden der var gået ret mange år, var der hele 6 vævestole af denne slags i gang i Lumby sogn.[10] Man kan vel regne med, at denne teknik næsten samtidig blev indført i »Sønderbrobye Sogns Væverie paa Brobygaard«, hvilket var Brobygård-fabrikkens officielle betegnelse, og det var netop hér, den unge Chr. Pedersen fik sin oplæring.

Uden den jacquard’ske vævestol ville Chr. Pedersen umuligt have kunnet fremstille de vævede portrætter, som datteren også omtaler. De har begge jacquard-maskinen som teknisk forudsætning. Det startede med et fint portræt af Frederik VII, udført i silke og derfor relativt dyrt at fremstille, og det sluttede med et billigt fremstillet portræt af Louis Pio, som Chr. Pedersen havde tænkt sig skulle have sin plads i mangfoldige arbejderhjem. Med billeder af grundlovgiveren fra 1849 og socialismens førstemand i Danmark omkr. 1871 må man sige, at damaskvæveren også har dokumenteret sans for aktualiteten. At denne sans ikke fik en økonomisk gevinst til følge, fremgår af datterens beretning. Det er ganske tankevækkende, at en håndværker, som fremfor nogen har ernæret sig ved leverancer til de højeste sociale lag på den tids Fyn, inderst inde modtog »socialismen næsten som et evangelium« og forsøgte at omsætte denne sin politiske sympati i praktisk handling, ved fremstilling af det nævnte Louis Pio-portræt.

Fig. 7. Diplom (hædrende omtale), som i 1888 tilkendtes Chr. Pedersen for dækketøj, som han havde indsendt til Den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København s.å. Møntergården, mus. nr. 245/1938.

Louis Pio’s portræt, vævet i damaskvævningens teknik ved hjælp af jacquard-maskinen, er i sin art så fjernt fra det fine bordlinned, vævet hvidt i hvidt, som Chr. Pedersen havde fremstillet i store mængder i sine bedste år og som han fik lejlighed til at fremstille endnu en gang i midten af 1870’erne, hvor konkurrenten, tekstilindustrien, nødtvungent måtte give en større bestilling videre til en håndvæver. Dette lille billede – og sikkert også den noget yngre Lars Clausens vævede billeder med bibelske motiver[11] er nok et tegn på den krisetilstand, håndvæveriet efterhånden var kommet i. Det ser ud til, at de fremmeste blandt damaskvæverne hérved søgte sig en »niche«, hvor de uden konkurrence fra tekstilindustrien kunne finde anvendelse for deres evner og erfaring – og for de vævestole, som stod der og ikke længere blev brugt. Marie Pedersens optegnelse kan ganske vist ikke tages til indtægt for netop denne antagelse, men at damaskvævning – som håndvævning – generelt var på retræten i de år, hun selv kunne huske, dokumenteres til fulde af den beretning om »Damaskvæver Christian Pedersens Liv og Virke«, hvormed hun har villet sætte sin far et minde.

Noter

  1. ^ Niels Oxenvad, Damaskvæveren Chr. Pedersen i Hårby, Fynske Minder 1963 s. 67-80.
  2. ^ Optegnelsen er i fotokopi tilsendt OBM af Poul A. Jørgensen, Hårby; den originale optegnelse tilh. Chr. Pedersens oldebarn, afd. ing. H.P Simonsen, Hårby.
  3. ^ Marie Pedersen henviser her til høravlingsinstituttet på Lykkenssæde, jvf. artikel af Jens Pilegaard i Fynske Årbøger 1953 s. 52. ff.
  4. ^ Vedr. Chr. Pedersens familiære forhold henvises til C.J. Vestergaard, Stamtavle over Slægten Kjøng, 1946, s. 9ff.
  5. ^ Den i optegnelsen nævnte maler & fotograf Thieme må være fotograf C.C. Thieme (f. 1832 i Odense), som først i 1860’erne var etableret som fotograf i København. I 1864 ægtede han i Nyborg en svensk kollega ved navn Nathalie Rademacher. C.C. Thiemes senere skæbne og dødsår kendes ikke. Bjørn Ochsner: Fotografer i og fra Danmark til og med år 1920. II (1986) s. 804.
  6. ^ Chr. Pedersens regnskabsbog 1844-62 (Møntergården mus. nr. 248/1938) indeholder den oplysning, at han indenfor tidsrummet 1845-51 indkøbte et klaver til 10 rdl., endnu et klaver til 7 rdl. samt en violin til 5 rdl.
  7. ^ Oplysningerne om Marie Pedersen er medd. af hendes grandniece, Anne Marie Sørensen, Odense. Odense Vejviser har Marie Pedersen som indehaver af en broderihandel og »Odense Tegnekontor« i ejd. Kongensgade 19 frem til 1929-30. I vejviseren 1931-33 bor hun som rentier i Vindegade 57, og fra 1937 bor hun i Georgsgade 27, barndomshjemmet. -Broderihandelen ophørte vistnok at eksistere ved Marie Pedersens afgang, men »Odense Tegnekontor« bestod endnu i 1931-33, dog med en frk. Hansen som indehaver og på adressen Kongensgade 23.
  8. ^ Charlotte Portmann (Paludan), Nogle fynske damaskmønstre og deres tyske oprindelse, Fynske Minder 1969 s. 56ff.
  9. ^ I marts 1848 fik Chr. Pedersen efter ansøgning et tilskud på 30 rdl. til anskaffelse af en »slagmaskine«, til fremstilling af de hul- eller mønsterkort, hvorved Jac-quardmaskinen aktiveredes. Fyns Stifts patriotiske Selskab, forh. prot. III, 1842-71. LA Od.
  10. ^ Niels Oxenvad, Fynske damask- og drejlsvævninger (i: Damask og drejl. Dækketøjets historie i Danmark (red.: Rigmor Krarup og Charlotte Paludan). Udkommer primo 1988.
  11. ^ Niels Oxenvad, Wedellsborg-væveren Lars Clausen, Fynske Minder 1964 s. 143ff.

©