Introduktion

I disse år udbygges det store erhvervsområde, Tietgen Byen, i Odenses sydøstlige udkant. Områdets beliggenhed nær motorvejen og midt i landet opfylder flere virksomheders behov mht. synlighed og logistik. Også i forhistorien synes området at have været attraktivt at bosætte sig i, og en udgravning i sommeren 2005 påviste, at også nærmest industrielle aktiviteter har fundet sted langt tilbage i tiden.[1]

Tietgen Byen er placeret på en relativt plan, større flade af moræneler, der brydes af en enkelt tunge af smeltevandssand. Mod øst afgrænses området af store mose- og engarealer. En række udgravninger i området øst og sydøst for Odense har her påvist en generelt høj grundvandsstand (fig. 1).

Fig. 1: Kort over fynske lokaliteter, som er omtalt i artiklen.

Bopladsen ved Frydenlund

Frydenlund-bopladsen ligger på en sydøst-nordvest-orienteret, leret moræneknold, mens det tilknyttede produktionsområde, som omtales senere, er placeret langs bakkens sydside på et 4-5 m lavere liggende område (fig. 2), svarende til området for den omtalte sandtunge.

På morænefladen udgravede museet for år tilbage en boplads fra yngre bronzealder (ca. 800-500 f.Kr.) og ældre førromersk jernalder (ca. 500-250 f.Kr.). Bopladssporene lå sporadisk ud over et ca. 110 × 230 m stort område og bestod af forskellige former for gruber. Nogle gruber var anvendt til at tage materiale til lerklining, pottemageri mv. og sekundært opfyldt med husholdningsaffald. Andre gruber var såkaldte kogegruber, altså gruber med et højt indhold af trækul og evt. ildskørnede sten. Kogegruberne kan have haft mange funktioner og kan bl.a. have været anvendt ved tilberedningen af mad.[2] Dele af lerkar fra affaldslagene daterer lokaliteten. Huse var der ikke spor af, men det skyldes antagelig en kombination af, at stolperne i husene kun har været gravet ganske lidt ned i jorden, og destruktion ved senere landbrugsaktiviteter. Fra andre lokaliteter ved man, at periodens huse har været ganske velbyggede med to rækker af indre stolper til at bære taget. Lokaliteten er afgrænset mod alle verdenshjørner, måske med undtagelse af mod nord.

Fig. 2: Området ved Frydenlund vist på Højkantskortet fra anden halvdel af 1800-tallet.

Produktionsområdet ved Frydenlund

Undersøgelsen i 2005 lå syd for ovennævnte bopladsspor og dækkede et produktionsområde i bopladsens udkant. Produktionsområdet lå i et 20-25 m bredt og ca. 100 m langt bælte sydøst-nordvest langs sydkanten af bakkefoden, hvor bopladssporene fandtes (fig. 3). Området bestod af i alt 52 brønde, ca. 100 større og mindre gruber samt et såkaldt kulturlag, der strakte sig ud over hele produktionsområdet. Adskillelsen af brønde fra gruber kunne være vanskelig i de tilfælde, hvor der ikke var bevaret brøndkasser e.l. Ved nærværende undersøgelse blev et anlæg bestemt som brønd, hvis det havde kontakt med grundvand, havde vandaflejrede lag og i øvrigt en form, der ikke modsagde bestemmelsen. Modsat havde gruberne definitorisk ikke kontakt med grundvand og indeholdt ikke vandaflejrede lag.

Da museet ikke havde haft mulighed for at foretage undersøgelser forud for anlæggelse af en vej mod nordvest og byggeaktiviteter mod sydøst, er det muligt, at området kan have fortsat i disse retninger.

Udgravningen af produktionsområdet frembragte ingen daterende fund, hvorfor man på dette felt var nødt til at hælde til de naturvidenskabelige metoder. Da der var bevaret træ i flere brønde, var årringsdatering – dendrokronologisk datering – umiddelbart vurderet en mulighed. Grundkurverne for årringsdateringer baseres dog på egetræ, og sådant fremkom ikke i anlæggene. Sidste dateringsmulighed var derfor C14-datering, og der blev på AMS-Laboratoriet ved Aarhus Universitet foretaget i alt tre. Dateringerne lå i to horisonter. En datering – af et kapselfragment af hør fra en brønd, anlæg AXF – lå i perioden 800-410 f.Kr., svarende til yngre bronzealder og ældre førromersk jernalder. To dateringer – af hhv. et kapselfragment af hør fra en brønd, anlæg AUQ, og et fragment af et hundekranium, x523, fra en grube, anlæg AXO – lå i perioden 420-350 f.Kr., svarende til ældre førromersk jernalder.[3] C14-dateringerne modsvarede således dateringerne fra bopladsområdet mod nord.

Fig. 3: Produktionsområdet. Rød: Udgravningsgrænser. Blå: Brønde. Grøn: Materialetagnings-/affaldsgruber. Rød: Kogegruber. Gråt omrids og grå skravering: Kulturlag.

Brøndene

Det primære element i produktionsområdet var de mange brønde. Brønde er traditionelt en meget informativ kildegruppe. Således betyder det fugtige, iltfattige, mørke og kolde miljø, at organiske materialer som træ, korn, frø mv. har gode bevaringsforhold. Ved samarbejde mellem arkæologer og naturvidenskabsfolk er det muligt at få helt andre vinkler på forhistoriens redskaber, husgeråd og levegrundlag end, hvad der kendes fra bopladser og grave, hvor de nævnte gode bevaringsforhold traditionelt ikke er til stede.

Da nogle brønde var gravet ned i andre, kan ikke alle 52 have fungeret samtidig. Derimod kan man forestille sig, at de repræsenterer en gentagen brug af området gennem flere generationer; et forhold som også C14-dateringerne indenfor et måske 4-500 år langt forløb antyder.

Fig. 4: Udbredelsen af brønde med bevarede brøndkasser, brønde med hør samt anlæg med hundekranium. Rød: Udgravningsgrænser. Blå: Brønde. Grøn: Materialetagnings-/affaldsgruber. Red: Kogegruber. Gråt omrids og grå skravering: Kulturlag.

Brøndene fremtrådte i fladen som cirkulære anlæg med en diameter på 1,5-3 m. Anlæggene havde et tragtformet snit og var oftest ca. 1 m dybe, bundniveauet naturligvis afhængigt af, om man nåede grundvandet. De fleste brønde udgjorde blot en nedgravning, hvor spor efter stabilisering af kanterne enten aldrig havde været der eller ikke var bevaret. I en lille håndfuld brønde blev derimod fundet fine trækonstruktioner, som har udgjort regulære brøndkasser (fig. 4).

Sammensat brøndkasse

En brønd, anlæg ASG, bestod af en i fladen cirkulær nedgravning med en diameter på ca. 1,8 m og viste sig ved udgravning at have skrå sider, der i en dybde af ca. 0,7 m afsluttedes i en flad bund med en diameter på ca. 0,5 m. Anlægget havde centralt en omtrent cirkulær, træbygget brandkasse med en ydre diameter på 48 cm og en højde på 30 cm (fig. 5). Brandkassen syntes umiddelbart at være en holk, altså et stykke af en udhulet træstamme. Der er heller ikke tvivl om, at dette har været udgangspunktet, men måske som følge af, at holken har vist sig for ustabil i ét stykke, har man været nødt til at opdele denne i fire sektioner (fig. 6). Sektionerne var 22-25 cm brede og 5,5-7 cm tykke og var indbyrdes sat sammen ved en tap og et taphul. Taphullerne var placeret omtrent midt på eller trukket lidt op mod en kant på sektionernes ender og var 3-5 cm dybe, havde en afrundet form og gik skråt op eller ned i forhold til den opretstående sektion. Taphullerne smalnede til indad (fig. 7).

Fig. 5: Brønd ASG under udgravning.
Fig. 6: De fire sektioner af holken i brønd ASG.
Fig. 7: To sammensatte sektioner af holken i brønd ASG.

Brøndkasser med barkforing

En anden brønd, anlæg BAH, fremstod i fladen som et ovalt fyldskifte på ca. 4,3 × 3,1 m. Anlægget viste sig ved udgravning at kunne opdeles i to selvstændige brønde, anlæg BBA mod øst og anlæg BBB mod vest.

Ældst var det vestlige anlæg, anlæg BBB. Anlægget var delvist forstyrret af den østlige brønd samt et moderne dræn. Anlægget syntes i fladen at have været cirkulært med en diameter på ca. 1,5 m. Udgravningen påviste, at anlægget havde haft skrå sider mod en flad bund ca. 1,1 m nede. Omtrent centralt i anlæg BBB sås en brøndkasse bestående af en udspændt barkring. Brøndkassen havde en diameter på ca. 50 cm og var ca. 25 cm høj. Barkringen var 1-2 cm tyk og kun bevaret i den nordlige halvdel.

Det er dog sandsynligt, at hele brøndkassen har haft barkforing. Måske som en erstatning for anlæg BBB anlagde man ca. 0,9 m mod vest en ny brønd, anlæg BBA (fig. 8). Også dette anlæg var i fladen cirkulært og havde en diameter på ca. 2,5 m. Ved udgravning blev det påvist, at brønden havde skrånende sider mod en flad bund. Anlægget var i alt ca. 1 m dybt og havde let forskudt mod nord en brøndkasse bestående af en udspændt barkring, helt som ved forgængeren. Brøndkassen havde en diameter på ca. 1 m og var 25-35 cm høj. Barkringen var kun 1-2 cm tyk (fig. 9).

Endelig fremkom en tredje brønd, anlæg APS, med en brøndkasse i form af en udspændt barkring. Denne barkring var kun ca. 0,5 cm tyk. Barkringene kan opfattes på to måder: Enten er der tale om, at kun den ydre del, barkdelen, af en regulær holk er bevaret. Alternativt har barkringene været den eneste foring i brøndkasserne. Det totale fravær af kerneved synes at pege på, at barken er bevidst fjernet fra stammen og således må sidstnævnte opfattelse være den korrekte. En sådan brøndforing er hidtil ukendt fra dansk forhistorie, formentlig som følge af de helt unikke bevaringsforhold, som skal være til stede for, at så tynde organiske lag bevares.

Fig 8: Brønd BBB under udgravning. I baggrunden en udgravet, senere vandfyldt brønd. Et billede, der må komme meget nær den forhistoriske situation.
Fig. 9: Brønd BBA.

Brønde anvendt til hørproduktion

Den meget store koncentration af brønde indikerede, at der ikke blot var tale om en række drikkevandsbrønde, men derimod altså om en form for produktionsanlæg. Da anlæggene var så godt som fundtomme, kunne en funktionsbestemmelse kun gives ved anvendelse af andre metoder end de rent arkæologiske. Der blev derfor udtaget en række jordprøver fra flere af brøndenes bundlag. Bundlagene repræsenterer således mest sandsynligt primære aktiviteter i brøndene, mens øvre lag antagelig skal opfattes som senere opfyldninger, forbundet med brøndenes sløjfning. Samtidig betyder den høje grundvandsstand, at der ikke har været adgang for luftens ilt til de nedre lag i brøndene, hvilket medfører, at plantedele som frø, korn og stængler, såkaldte makro-fossiler, her har kunnet bevares siden oldtiden.

Fig. 10: Kapselfragmenter fra hør.

Bundlagene bestod primært af mørkebrunt, delvist nedbrudt organisk materiale og sand. Prøverne blev analyseret for indhold af makrofossiler på Nationalmuseets Naturvidenskabelige Undersøgelser af arkæobotanikeren Jan Andreas Harild. I laboratoriet blev prøverne slemmet, dvs. vasket gennem fine sigter, således at alt det fine materiale mindre end 0,25 mm blev fjernet. Efterfølgende blev prøverne gennemset under stereolup og alle frø, frugter og andre identificerbare plantedele blev sorteret fra og bestemt.[4]

Særligt prøverne fra to brønde, anlæg AXF og AUQ, var interessante (fig. 4). Anlæg AXF, var i fladen oval og målte 4 × 5,2 m. Anlægget kunne ved videre udgravning opdeles i en nordvestlig og sydøstlig del, der var hhv. 0,7 og 0,75 m dybe. Anlæg AUQ, havde i fladen et cirkulært omrids med en diameter på 2,1 m. Udgravning viste, at den havde skrå sider og flad bund og var ca. 1 m dyb. De to bronde er som omtalt C14-daterede til hhv. yngre bronzealder/ældre førromersk jernalder og ældre førromersk jernalder.

Prøverne fra de to anlæg mindede meget om hinanden i indhold og bestod efter slemningen helt overvejende af delvist nedbrudte planterester i form af fine rødder, træ og stængeldele. Dertil kom et stort antal frø, hvoraf mange kunne bestemmes til planteart. Det drejede sig dels om frø og kapselfragmenter fra hør (Linum usitatissimum) (fig. 10) og dels om talrige frø fra vilde planter. Forekomsten af frø og kapsel-fragmenter fra hør viste, at brøndene har været anvendt til rødning (kontrolleret forrådnelse) af hørstængler i forbindelse med fremstillingen af hørfibre. Stængeldele fra hør fandtes ikke i brøndene, da de var blevet taget op igen efter rødningen.

Prøverne indeholdt også et stort antal frø fra andre plantearter. I prøven fra brønden, anlæg AXF, var der enkelte frø fra hirse (Panicum milleaceum) og aksdele fra kornsorten emmer (Triticum dicoccum); begge er kulturplanter, der stort set kun blev dyrket i bronzealderen. Disse frø har ikke noget med brøndenes funktion at gøre, men er formodentligt husholdningsaffald, der tilfældigt er endt i brøndene.

Begge prøver indeholdt endvidere mange frø fra markukrudt. Disse stammer formodentligt fra hørmarkerne og er endt i brøndene sammen med hørstænglerne. En enkelt af disse ukrudtsarter er særligt interessant. Det drejer sig om sæddodder (Camelina sativa). Denne art har helt op til nyere tid optrådt som et hyppigt ukrudt specielt i hørmarker, men i bronzealder og jernalder var arten også almindeligt dyrket på grund af dens olieholdige frø.[5] Det største antal frø kom dog fra plantearter, der vokser på fugtig eller våd bund, f.eks. sumpstrå, siv, star og ranunkler. Disse har vokset på brøndenes sider eller i deres umiddelbare omgivelser.

I brønden, anlæg AUQ, var der også mange frø fra vandranunkler (Batrachium sp.) og vinteræg fra dafnier, hvilket tyder på, at anlægget har stået åbent og urørt i en årrække.

I brønden, anlæg AUQ, fandtes endelig en enkelt blomst fra hedelyng (Calluna vulgaris). Fundet viser, at der formodentligt har været hede på det sandede område i nærheden af bebyggelsen.

Ofring af hund

I toppen af anlæg AUQ blev senere placeret en omtrent cirkulær nedgravning, anlæg AXO, med en diameter på ca. 1,5 m og med en dybde på ca. 0,5 m (fig. 4). I bunden af anlægget fremkom kraniet af en hund, x523 (fig. 11). Da der ikke er andre dele af hunden bevaret og kraniet fandtes centralt på grubens bund, synes placeringen ikke at være tilfældig. I stedet synes der at være tale om en bevidst deponering, et offer.

Hunden har i forhistorien, som den stadig har i dag, haft en særlig position som menneskets bedste ven. Således optræder den i jernalderen til tider sammen med sin herre i rigere gravfund, f.eks. fra centret ved Himlingøje på Stevns.[6] Som offerdyr har hunden gennem hele forhistorien haft en særlig position. Hunden ofres næsten altid som komplet kadaver eller netop repræsenteret ved kraniet. I flere tilfælde har man fundet hunde ofret forud for opførelse af huse. I disse tilfælde opfattes hunden som et værneoffer.[7] Blot et par kilometer fra udgravningerne ved Frydenlund kendes lokaliteter med ofre af hunde. Således ses fra f.eks. et stort og rigt bebyggelsescenter fra jernalderen ved Lundsgård nord for Åsum flere ofringer af hunde i tilknytning til huse og på bopladsens åbne arealer.[8]

Fig. 11: Hundekranium, x523, “in situ ” i anlæg AXO.

Gruberne

Udgravningen frembragte i alt ca. 120 gruber. Som det ses af fig. 3, placerede en gruppe af gruber sig nordligt på den sydvendte skråning. Denne gruppe orienterede sig i højere grad mod bopladsen end mod produktionsområdet. Anlægstyperne svarede da også ganske til bopladssporene. En anden gruppe var helt klart placeret mellem de mange brønde, og selv om gruberne ikke er præcist dateret, er det oplagt at opfatte dem som en del af produktionsområdet.

Anlæggene udgør en heterogen masse mht. dimensioner i flade og snit, funktion mv. Da undersøgelsen af gruberne blev nedprioriteret i forhold til de mange brønde, blev kun en mindre del undersøgt, og opfattelsen af gruberne er derfor behæftet med nogen usikkerhed.

Størsteparten af gruberne var fundtomme og kunne opdeles i anlæg med skrånende sider og rundet bund hhv. anlæg med lodrette eller næsten lodrette sider og omtrent plan bund. Førstnævnte gruppe synes mest af alt at have tjent ad hoc-formål i forbindelse med materialetagning e.l. Sidstnævnte type synes mere bevidst udformet og kan med de stejle sider og ikke mindst den plane bund måske have tjent opbevaringsmæssige formål.[9]

Enkelte gruber var kogegruber, altså som nævnt gruber med et stort indhold af trækul og evt. kogesten. Om kogegruberne i produktionsområdet har været anvendt til madlavning, er usikkert. En anden mulighed kan være, at anlæggene, som det skal ses herunder, har indgået som et led i hørproduktionen. Således er der, som det skal ses, en række processer involveret i hørbearbejdning. En af disse vedrører hørrens rødning og efterfølgende vask i vand, hvor brøndene har haft en væsentlig funktion. En anden, efterfølgende proces vedrører tørring af hørren. Til dette formål har man lagt hørren over aflange gruber, hvori har været placeret store mængder opvarmede sten og trækul. Sådanne gruber benævnes brydegruber, da tørringen er en forløber for brydningen, endnu en proces i hørproduktionen.[10]

Kogegruberne ved Frydenlund er ikke deciderede brydegruber, da deres opbygning ikke er helt så stringent som disse. Her skal det dog betænkes, at Frydenlund repræsenterer det absolut tidligste fund af en decideret hørproduktion, og at det derfor er muligt, at ikke alle elementer er lige veludviklede endnu. At kogegruberne kan have haft funktioner, der på mange måder læner sig op ad brydegruberne, synes i hvert fald uomtvisteligt. Det er dog samtidig klart, at de få kogegruber på lokaliteten ikke kan have dækket det behov for tørring af hør, som de mange brønde vidner om. Det er derfor muligt, at ikke alle anlæg til at tørre hør er bevaret til i dag eller, at man har måttet supplere ved at brede hørstænglerne ud på jorden til soltørring?

Kulturlaget

Over så godt som hele produktionsområdet strakte sig et 30-50 cm tykt kulturlag, der kunne deles i en øvre og en nedre horisont. Laget lå såvel over som under gruber og brønde. Forholdet opfattes som, at området havde været brugt kontinuerligt gennem længere tid, og at der i hele brugsperioden havde været aktiviteter, der havde medført en aflejring af kulturlag.

Kulturlaget repræsenterede formuldet affald fra produktionsområdet og måske også udsmid eller nederoderet materiale fra bopladsen. Laget indeholdt flintredskaber, potteskår, knogler mv. og var præget af stor ildpåvirkning, illustreret ved en sortfarvning og en høj mængde trækul.

Udbredelsen af kulturlaget viste en klar sammenkædning med aktiviteterne i produktionsområdet. Et tilsvarende fænomen kendes fra vikingetidsbebyggelsen ved Næs på Sydvestsjælland. Her dækkede et tykt, sortfarvet, trækulsholdigt kulturlag med stort indhold af ildskørnede sten et område med brønde. Også ved Næs har de mange brønde indgået i hørproduktion.[11] Forfatterne opfatter kulturlagets store indhold af brændt materiale som dannet som følge af aktiviteter i forbindelse med tørring af hør.[12]

Sammenfatning på boplads og produktionsområde

Samlet set synes Frydenlund-lokaliteten at have været ganske stramt struktureret med et egentligt bopladsområde på bakkekammen mod nord og et regulært produktionsområde på bakkekammens sydskråning og nedenfor denne. Placeringen af produktionsområdet med de mange brønde skyldtes et logisk behov for at komme ned på koter, hvor afstanden til grundvandet var minimal. Adskillelsen af bebyggelse og produktion havde dog antagelig også et andet formål, nemlig at fa den ildelugtende hørrødning på afstand.[13]

Produktionsområdet domineredes som omtalt af de mange brønde. Fundet afhør i enkelte af brøndene indikerede, at hørproduktion har været i hvert fald én af aktiviteterne på stedet. Om de regulære gruber har haft en eller flere funktioner i denne produktion og i bekræftende fald hvilke(n), er uvist. Derimod afspejlede kogegruberne og kulturlaget sandsynligvis processer i hørproduktionen.

At også andre materialer kan være opblødt i brøndene med henblik på videre forarbejdning vidner fund fra brøndene på bl.a. Næs og ved jernaldercentret ved Seden Syd øst for Odense om. På disse lokaliteter er andre fiberplanter som hamp og nælde såvel som hjortetak fundet i brønde.[14]

Fra hørplante til fibre

Før industrialiseringen var processen med at producere fibre til tekstil ud fra hørstængler i korte træk som følger:[15] Når hørren var grønmoden, blev planter trukket op af jorden (rusket) og stillet til tørre nogle dage (vejring) (fig. 12). Så blev frøene fjernet enten ved tærskning eller ved, at toppen af hørplanterne blev trukket gennem en kam med tætsiddende tænder (hørren blev knevlet). Ved denne proces blev frøkapslerne revet af, så kun fragmenter af kapslerne og enkelte frø blev siddende tilbage på stænglerne.[16] Herefter blev hørren i bundter lagt til rødning i brønde, søer, gravede huller eller vandløb i en til tre uger alt efter vandets temperatur. Ved rødningen startede en forrådnelse af stængelen, og kunsten var at stoppe rødningen, når vævet rundt om fibrene var mere eller mindre nedbrudt, men inden fibrene begyndte at blive ødelagt. Efter rødningen blev bundterne spredt ud så de kunne tørre, og umiddelbart inden brydningen blev hør-stænglerne tørret yderligere i bageovn, over en grube med bål i eller i dertil indrettede tørrehuse. Efter tørringen blev stænglerne brudt med et redskab, der knuste de nedbrudte stængeldele (skæverne). Efterfølgende blev de sidste skæver fjernet ved skætningen, hvor man med et sværdlignende træredskab slog og skrabede skæverne af fibrene hen over en skarp kant på et lodretstående bræt (skættefoden). Til sidst blev de rensede fibre redt igennem heglen, et bræt med lange jernpigge for at fjerne de korteste fibre (blår), og herefter var fibrene klar til at blive spundet.[17]

Fig. 12: Nyhøstet hør står til tørre (vejring) på Lejre Forsøgscenter.

Vi ved ikke i detaljer, hvordan man behandlede hørren i oldtiden, men fund som dette fra Frydenlund og tilsvarende fund fra f.eks. Seden Syd, hvor der var glemt hele bundter af hør i hørrødningsbrøndene, viser, at i hvert fald dele af oldtidens behandling af hørren har lignet, hvad der kendes fra historisk tid. På hørbundterne fra Seden Syd kunne man se, at de var tærsket eller knevlet, hvilket også er forklaringen på, at man i hørrødningsgruber oftest kun finder et mindre antal fragmenter af frøkapslerne og enkelte frø.

Hørproduktion på Fyn og i det øvrige Danmark i oldtiden

Spor af hørproduktion i dansk forhistorie kendes efterhånden fra en række lokaliteter. Særligt Fyn og i særdeleshed området øst og sydøst for Odense har gjort sig bemærket i den sammenhæng. Forholdet skyldes antagelig, at de naturgivne betingelser med en høj grundvandsstand har været ideelle både i forbindelse med anlæggelse af brønde, men også i forbindelse med bevaringsforholdene frem til i dag.

Indtil for få år siden har man ment, at hørproduktionen først for alvor tager fart i yngre germansk jernalder,[18] men fra Fyn er gennem de senere år undersøgt en række lokaliteter, hvor produktionen flyttes bagud i tid. Undersøgelserne er foretaget i et tæt samarbejde mellem arkæologer fra Odense Bys Museer og arkæobotanikere fra Nationalmuseet. Absolut ældst er Frydenlund med spor efter hørproduktion allerede fra yngre bronzealder og ældre førromersk jernalder. Dernæst følger et par lokaliteter fra det store jernalderlige bebyggelseskompleks Seden Syd, der dateres til ældre romersk jernalder (ca. 1-200 e.Kr.). En stribe andre lokaliteter i samme område og en boplads, Horsemosegård, ved Sdr. Nærå syd for Odense placeres alle i yngre romersk eller ældre germansk jernalder (ca. 200-500 e.Kr.).[19]

Lokaliteterne øst for Odense har nærmest karakter af “industri” og minder i omfang og organisation meget om det tidligere omtalte fund fra Næs på Sydsjælland. Næs placeres i sen yngre germansk jernalder og tidlig vikingetid (ca. 750-900 e.Kr.).[20] På lokaliteten fandt man i forbindelse med rødningsgruberne også aflange nedgravninger fyldt med trækul og ildskørnede sten, der formodentligt har været brugt ved tørringen af hørstænglerne inden brydningen.[21] Som omtalt minder nedgravningerne på mange måde om kogegruber, som optrådte ved produktionsområdet på Frydenlund.

Egentlige hørtekstiler fra forhistorisk tid er så godt som fraværende. Mangelen på sådanne fund beror formodentligt på, at hørfibre meget let rådner i jorden og slet ikke kan tåle sure omgivelser som f.eks. tørvemoser, hvor f.eks. uldstoffer derimod ofte er blevet bevaret.[22] At man har kendt til fremstillingen af klæde af plantefibre i bronzealderen, ses dog ved et fund fra en udgravning i 1859 i den store gravhøj, Lusehøj. Lusehøj er en del af et rigdomscenter fra yngre bronzealder ved Voldtofte på Sydvestfyn. Fundet bestod af en rig urnegrav, hvor urnen var et importeret bronzekar, hvori de brændte ben lå indsvøbt i et linnedklæde vævet af brændenældetaver. Bronzekarret var i øvrigt omsvøbt med inderst et uldklæde og herudenpå en kohud. Gravgodset var usædvanligt rigt og indeholdt bl.a. flere guldgenstande. Det er ikke i litteraturen diskuteret, om linnedklædet er lokalt produceret eller importeret, og begge muligheder kan vel tænkes?[23]

Herudover kendes hør fra førromersk jernalder som olieplante, hvor man har udnyttet frøene. I flere fund fra perioden optræder hør i blanding med frø fra sæddodder. Det kendes f.eks fra fundene fra Smedegård i Thy og Helgeshøj på Østsjælland.[24] Sæddodder er, ligesom hør, en plante med olieholdige frø, og når man så tit finder dem sammen, kan det pege på, at de har været dyrket sammen. Alternativt har frøene været udnyttet eller forarbejdet sammen enten i forbindelse med madlavning eller olieudvinding.

En anden anvendelse af hør i forhistorien kendes fra offerfund fra sen bronzealder og ældre jernalder (ca. 1000 f.Kr.-Kr.f.), hvoraf nogle er danske.[25] Et af disse er lokaliteten Forlev Nymølle nær Skanderborg. Fundet dateres til yngre førromersk jernalder (ca. 200 f.Kr. til Kr.f.) og indeholdt en række ofringer ved et vådområde. Ved en af ofringerne, koncentration I, fra ca. 200-150 f.Kr. fremkom bl.a. en antropomorf træfigur og en række lerkar. Tæt ved træfigurens “hoved” fandtes et godt 30 cm langt hør-knippe. [26] Et andet dansk fund af hør som offergave stammer fra Spangerholm Mose i Vendsyssel. Fundet dateres til ældre romersk jernalder (ca. 1-200 e.Kr.). Her fremkom bl.a. en falloslignende trægenstand og flere lerkar. I ét af lerkarrene fandtes en fastbrændt madskorpe med store mængder hørfrø.[27] Et tredje dansk offerfund med hør er fra en offermose fra Fuglsøgårds Mose ved Mariager Fjord. Fundet er dateret til midten af førromersk jernalder (ca. 250 f.Kr.) og bestod af en række separate ofringer i form af lerkar. I flere af lerkarrene har man analyseret indholdet og i ét kar fremkom et bundt hørstængler. I to andre kar fandt man hørfrø, der har været udnyttet som olieplante. Hør er i senere skriftlige kilder kendt for sine egenskaber i forbindelse med frugtbarhed, og måske er det også disse egenskaber, som har medført dens placering i jernalderens offerfund.[28]

Et samtidigt produktionsområde

Kun én anden lokalitet giver muligvis indirekte vidnesbyrd om produktion af plantefibertekstiler allerede i yngre bronzealder i Danmark. Lokaliteten ligger i den østlige udkant af det tidligere omtalte bebyggelsescenter fra jernalderen i Seden Syd, øst for Odense; et område der altså bl.a. udmærker sig ved sine mange spor af hørproduktion. Her gravede Odense Bys Museer i 2004 i forbindelse med anlæggelse af Ringvej 3 øst om Odense.[29] Udgravningen påviste bebyggelsesspor fra yngre bronzealder, ældre førromersk jernalder og starten af yngre romersk jernalder (hhv. ca. 1000-500 f.Kr., ca. 500-250 f.Kr. og ca. 200 e. Kr.). Som ved Frydenlund var bebyggelsen placeret på en bakkekam af moræneler. Tilknyttet bebyggelsen, men placeret et stykke derfra på et lavtliggende hedesletteareal, også som ved Frydenlund, fremkom et område med i alt fem brønde, som synes at udgøre et produktionsområde (fig. 13). Brøndene lå i et bælte øst-vest, og der er ingen sikker afgrænsning af anlæggene mod hverken øst eller vest. Også her var grundvandsstanden usædvanligt høj, og brøndene derfor kun gravet ca. 50 cm ned i undergrunden. Anlæggene havde plankebyggede eller vidjeflettede brøndkasser (fig. 14 og 15). Der fremkom ikke planterester e.l., der kunne påvise rødning af hør eller andre planter, men forekomsten af en sådan række af brønde synes at være for markant til at skulle tilskrives bopladsernes drikkevandsbehov. I øvrigt var dette behov antagelig dækket ved en række meget større brønde umiddelbart op til husene.

Fig. 13: Området ved Seden Syd. Undersøgelserne ved Ringvej 3 er markeret med tyk rød streg. Brønde med plankebyggede — og vidjeflettede brøndkasser i produktionsområdet er markeret med hhv. udfyldt lysegrøn og rød signatur.

Der er foretaget C14- og dendrokronologiske dateringer af brøndene fra produktionsområdet ved Seden Syd. Tre af disse placeres i yngste bronzealder (ca. 600-550 f.Kr.), mens to placeres i romersk jernalder (ca. 100-300 e.Kr.).[30] Omend der som sagt ikke er fundet spor af hør e.l., synes der under alle omstændigheder at være tale om et produktionsområde, hvor brønde og altså det at kunne blødgøre eller rødne materialer har været væsentligt.

Fig. 14: Seden Syd. Brønd med plankebygget brøndkasse.
Fig. 15: Seden Syd. Brønd med vidjeflettet brøndkasse.

Afslutning

Fundet fra Frydenlund danner baggrund for en markant nyvurdering af samfundet i yngre bronzealder og ældre førromersk jernalder. De mangeartede processer i hørproduktionen er yderst komplicerede og vidner om et højt teknologisk stade. Samtidig må produktionen afspejle et velorganiseret samfund, hvor man har kunnet samle ressourcerne om sådanne store arbejder. At samfundene i yngre bronzealder har haft disse egenskaber, ses bl.a. af de store ressourcer, som ligger bag opførelsen af kæmpehøje, som f.eks, de sydvestfynske Lusehøj og Lerbjerg ved Håstrup fra hhv. bronzealderens periodeV og VI (ca. 800-500 f.Kr.)[31] og de meget store kogegrubefelter fra yngre bronzealder og ældre jernalder, som f.eks. Rønninge Søgård på Østfyn.[32] At samfundene i ældre førromersk jernalder kunne organisere sig kommer bl.a. til udtryk i våbenofferfundet fra Hjortspring, hvor udstyret til en større hær er ofret i en mose omkring år 350 f.Kr.[33]

Om hørproduktionen ved Frydenlund og måske de samtidige brønde fra Seden Syd også kan tages til udtryk for, at man allerede på denne tid har haft en specialiseret produktion af bl.a. hørtekstiler, og at denne produktion har skullet dække et behov ud over den enkelte boplads, er uvist. Bemærkelsesværdigt er det dog, at horproduktionen fra yngre romersk jernalder og frem synes at danne grundlag for en vis status på bopladserne, bl.a. illustreret ved handel og håndværk i Seden Syd, ved Lundsgård[34] og Næs[35].

Tilsvarende kan området ved Frydenlund siges at markere sig med en vis status. Således undersøgte Odense Bys Museer i sommeren 2006 Fyns og samtidig en af Danmarks største gravpladser, Kildehuse II, fra yngre bronzealder og måske ældste del af førromersk jernalder kun ca. 7-800 m mod sydvest.[36] Flere usædvanlige og ganske rige fund fra gravpladsen indikerer sammen med størrelsen, at den må have tilhørt en boplads af en vis betydning. At man ved gravpladsen også har kendt og udnyttet hør, ses ved et bemærkelsesværdigt fund af en urne magret bl.a. med hørfrø.[37] Det er således muligt, at vi i Tietgen Byen har en parallel situation til Seden Syd med kombinationen af storstilet hørproduktion og bebyggelsescenter, blot ca. 1000 år ældre.

Noter

  1. ^ Udgravningen har j.nr. OBM 8416 og sb.nr. 080803-82. En kampagne i 2000 blev ledet af cand. mag. Susanne Klitgaard og museumsinspektør Mogens Bo Henriksen. Udgravningen i 2005 blev ledet af stud. mag. Bente Bech og museumsinspektør Mads Runge.
  2. ^ Henriksen 1999.
  3. ^ 3. Dateringerne har følgende løbenumre: AAR-10513, AAR-10173 og AAR-10514.
  4. ^ Henriksen & Harild 2006.
  5. ^ Jessen & Lind 1922-23.
  6. ^ Hansen et al. 1995, s. 128.
  7. ^ Carlie 2004, s. 130ff.
  8. ^ 8. Albrectsen 1946, s. 6ff.; Hansen 2005;Hansen 2006,s. 135fF.
  9. ^ Reynolds 1979, s. 70ff.; Gebers 1985; Runge (red.) i tryk.
  10. ^ Hansen & Høier 2000, s. 78ff.
  11. ^ Hansen & Høier 2000, s. 70.
  12. ^ Museumsleder, Keld Møller Hansen, Sydsjællands Museum takkes for denne meddelelse.
  13. ^ Hansen & Høier 2000, s. 69ff.
  14. ^ Vedr. Næs se Hansen & Høier 2000, s. 69fF. Museumsinspektør Mogens Bo Henriksen, Odense Bys Museer takkes for information om fundet fra Seden Syd (OBM 9882, sb.nr. 080809-40).
  15. ^ Beskrivelsen følger Brøndegård 1979.
  16. ^ Observationen baseres på forfatterens (Peter Steen Henriksens) dyrkningsforsøg på Historisk-Arkæologisk Forsøgscenter, Lejre.
  17. ^ En mere detaljeret beskrivelse af hørbearbejdning, som den kendes fra historisk tid, kan ses i Brøndegård (1979) eller Hansen & Høier (2000).
  18. ^ Hansen & Høier 2000, s. 76ff.
  19. ^ Vedr. hør fra bopladserne ved Seden Syd se Henriksen & Harild 2005. Museuminspektør Jesper Hansen, Odense Bys Museer takkes for information om fundet fra Sdr. Nærå (OBM 6373, sb.nr. 080810-73).
  20. ^ Hansen & Høier 2000, s. 82.
  21. ^ Hansen & Høier 2000, s. 70.
  22. ^ Jørgen Jensen 2003, s. 178.
  23. ^ Køie 1943;Thrane 1984, s. 9ff.;Thrane 2004, bd. 1, s. 79 ff og Thrane 2004, bd. 2, s. 25. Graven tilskrives af bl.a. Køie en gravhøj nær Lusehøj, nemlig Bohøj (Køie 1943, s. 99), mens Thrane tilskriver den grav AM i høj GØ i Lusehøj (Thrane 1984, s. 9ff.; Thrane 2004, bd. 1, s. 79ff.).
  24. ^ Henriksen & Harild 2002; Henriksen 2003.
  25. ^ Karg 2003a, s. 11 ff.; Karg 2003b.
  26. ^ Lund 2002, s. 183ff.
  27. ^ Glob 1937, s. 190ff.; Lund 2002, s. 183ff.
  28. ^ Lund 2002, s. 183ff.; Karg 2003a, s. 13.
  29. ^ Udgravningen har j. nr. OBM 9882 (Ring 3) og sb.nr. 080809-40. Kampagnen blev ledet af museumsinspektørerne Jesper Hansen og Mads Runge.
  30. ^ C14-dateringerne har følgende løbenumre: AAR-10302, AAR-10303 og AAR 10304. De dendrokronologiske dateringer er foretaget af forskningsingeniør Hans Linderson, Lunds Universitet, Laboratoriet forVedanatomi och Dendro-kronologi.
  31. ^ 31.Thrane 1984; Thrane 1993, s. 161ff.
  32. ^ Thrane 1974.
  33. ^ Rosenberg 1937; Kaul 1988.
  34. ^ Henriksen 2000.
  35. ^ Hansen & Høier 2000, s. 82fF.
  36. ^ Nielsen & Runge 2007, s. 2ff.
  37. ^ Bestemmelsen er foretaget af afdelingsleder, ph.d. Peter Hambro Mikkelsen, Naturvidenskabelig Afdeling ved porhistorisk Museum Moesgård.

Litteraturhenvisninger

  • Albrectsen, E. 1946: Fyns bebyggelse i den ældre jernalder. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie. København, s. 1-171.
  • Brøndegård, VJ. 1979: Folk og flora, bind 2. København.
  • Carlie, A. 2004: Forntida byggnads kult. Arkäologiska undersökningar, Skrifter No 57, Riksantikvarieämbetet.
  • Gebers,W. 1985: Jungbronzezeitliche und eisenzeidiche Getreidevorratshaltung in Rullstorf, Ldkr. Lüneburg – ein Zeugnis urge-schichtlicher Vorratswirtschaft. Berichte zur Denkmalpflege in Niedersachsen. Ausgrabungen 1979-1984, s. 146-150.
  • Glob, P.V. 1937: Neues aus Vendsyssels älterer Eisenzeit. Acta Archeologica Vol.. VIII. 1937, s. 186-204.
  • Hansen, J. 2005: Åsum – en bebyggelse viet til guderne? Aktuel Arkæologi 7, s. 26-29.
  • Hansen, J. 2006: Offertradition og religion i ældre jernalder i Sydskandinavien – med særligt henblik på bebyggelsesofringer. Kuml 2006, s. 117-175.
  • Hansen, K.M. & H. Høier 2000: Næs – en vikingetidsbebyggelse med hørproduktion. Kuml 2000, s. 59-89.
  • Hansen, U.L. et al. 1995: HimlingøjeSeeland — Europa. Ein Gräberfeld der jüngeren römischen Kaiserzeit auf Seeland, seine Bedeutung und internationalen Beziehungen. Nordiske Fortidsminder, Serie B, Band 13. København.
  • Henriksen, M.B. 1999: Bål i lange baner – om brugen af kogegruber i yngre bronzealder og ældre jernalder. Fynske Minder 1999, s. 93-128.
  • Henriksen, M.B. 2000: Lundsgård, Seden Syd og Hjulby – tre fynske bopladsområder med detektorfund. M.B. Henriksen (red.): Detektorfund – hvad skal vi med dem? Dokumentation og registrering af bo-pladser med detektorfund fra jernalder og vikingetid. Rapport fra et bebyggelseshistorisk seminar på Hollufgård den 26. oktober 1998, s. 17-60.
  • Henriksen, P.S. 2003: Arkæobotaniske undersøgelser af materiale fra Museet på Kroppedal, Museum for Astronomi-Nyere tid-Arkæologi. NNU-rapport nr. 12, 2003, Nationalmuseet, København.
  • Henriksen, P.S. & J.A. Harild 2002: Smedegård, en byhøj fra Thy. Arkæobotaniske undersøgelser. NNU-rapport nr. 20, 2002, Nationalmuseet, København.
  • Henriksen, P.S. & J.A. Harild 2005: Hør-industrien på Fyn i yngre Jernalder. NNU-rapport nr. 13, 2005. Nationalmuseet, København.
  • Henriksen, P.S. & J.A. Harild 2006: Frydenlund & Toruplund. Nye hør-fund fra Fyn. NNU-rapport nr. 4, 2006. Nationalmuseet, København.
  • Jensen, J. 2003: Danmarks Oldtid. Ældre Jernalder. 500 f.Kr.-400 e.Kr. København.
  • Jessen, K. og J. Lind 1922-23: Det danske markukrudts historie. D. Kgl. Vidensk. Selsk. Skrifter, Naturv. og mathem. Afd., 8. Række VIIII, København.
  • Karg, S. 2003a: Friggas hellige plante – hør i offerfund fra jernalderen. Nyt fra Nationalmuseet. Nr. 100, s. 10-13.
  • Karg, S. 2003b: Seltsame Gruben in einem Feuchtgebiet in Jütland, Dänemark. NAU 10 2003, s. 43-46.
  • Kaul, F. 1988: Da våbnene tav. Hjortspringfundet og dets baggrund. København.
  • Køie, M. 1943: Tøj fra yngre bronzealder, fremstillet af Nælde (Urtica Dioceca L.). Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie. København, s. 99-102.
  • Lund, J. 2002: Forlev Nymølle. En offerplads fra yngre førromersk jernalder. Kuml 2002, s. 143-195.
  • Nielsen, L.B. & M. Runge 2007: Usædvanlige gravpladser fra bronzealder og vikingetid i Tietgen Byen, Odense Sydøst. Fynboer og Arkæologi. Nr. 1 -Januar 2007, s. 2-20.
  • Reynolds, PJ. 1979: Iron-Age Farm. The Butser Experiment. London.
  • Runge, M. (red.) i tryk: Nr. Hedegård. En nordjysk byhøj fra ældre jernalder. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter. Højbjerg.
  • Rosenberg, G. 1937: Hjortespringfundet. Nordiske Fortidsminder. Bd. III. 1. København.
  • Thrane, H. 1974: Hundredvis af energikilder fra yngre broncealder. Fynske Minder 1974, s. 96-114.
  • Thrane, H. 1984: Lusehøj ved Voldtofte – en sydvestfynsk storhøj fra yngre broncealder. Odense.
  • Thrane, H. 1993: Gravene. I: Steen Hvass & Birger Storgaard (red.): Da klinger i muld…25 års arkæologi i Danmark. København, s. 160-163.
  • Thrane, H. 2004: Fyns Yngre Broncealdergrave. Katalog, Bind 1-2. Odense

©