Danmarks industrielle miljøer

- nationens "samling" af matrielle levn fra industrialiseringen

Museumsgenstande på museernes magasiner – og "samlingerne" i landskabet

Museer er blandt andet og vel især kendt for deres samlinger af genstande – materielle levn efter menneskers fortidige aktiviteter. Som det fremgår af denne udgave af Fynske Minder har et stort museum som Odense Bys Museer utallige genstande på magasin og i udstillinger, indsamlet gennem halvandet århundrede. Det er overvejende forholdsvis små genstande fra byens og øens liv i form af husgeråd, tøj, møbler og alle slags inventar samt i nogle tilfælde lidt større ting som redskaber og maskiner.

Gennem århundreder har mere og mere bestandige bygninger også været en del af vores materielle omgivelser. Byer, bebyggelsesmiljøer og hele landskaber fortæller om de menneskelige forandringer, som har fundet sted. Men selv om det unægtelig er en vigtig del af vores historie, er det en type af genstande, som er betydelig vanskeligere at indsamle og flytte – og resultatet er heller ikke altid godt, når man gør det. Forskellige former for lovgivning og planlægning har i stigende grad søgt at sikre væsentlige dele af vores bygningsarv, bl.a. Bygningsfredningsloven, som blev introduceret i 1918, men kun dækker en forholdsvis beskeden del af vores bebyggelsesmiljøer.

I begyndelsen af 1900-tallet, da industrialiseringen i vores del af verden i nogle år havde sat sine tydelige aftryk på byer og land, blev netop den moderne flodbølge af byggeri og infrastruktur set som en trussel mod den verden, man kendte, bl.a. den gamle købstad og de gamle gårde på landet. Følelsen af tab har altid gået hånd i hånd med ønsket om bevaring – men det er ikke nødvendigvis det bedste udgangspunkt for at vælge, hvad man skal bevare, hvis man ønsker at bevare det typiske – det, der bedst repræsenterer mange menneskers almindelige liv.

Ét af svarene på dette tab af værdier var musealt og bestod lige som for de mindre museumsgenstandes vedkommende i en slags "indsamling" af bygninger – de bygninger, der i dag kan opleves på vores frilandsmuseer, ikke mindst i Den Fynske Landsby. Dele af vores gamle byområder er også bevaret og vidner om, at mange i datiden ønskede at fastholde elementer i by og på land, som de betragtede som vigtige og som erindringsbilleder fra det samfund, der blev overskyllet af industrialiseringen. Selv om det var store, ofte enorme, elementer, valgte man altså i visse tilfælde alligevel at flytte bygninger, som var de almindelige museumsgenstande.

Forsiden af bogen Danmarks industrielle miljøer rummer en samling af motiver fra fremtrædende industrihistoriske lokaliteter og et større billede, som naturligvis er fra Odense Staalskibsværft – Lindø, der på dette tidspunkt var den sidste virkelig store industriarbejdsplads på Fyn (Steen Haurands layout).

Og en dag kom turen til industrikulturen, som fra 1970’erne pludselig selv var truet af udviklingen. De mennesker, der først i 1900-tallet kæmpede for bevaringen af gamle bygninger midt i Odense eller for etableringen af Den Fynske Landsby, havde ingen anelse om og kunne næppe forestille sig, at vi en dag skulle stå i en situation, hvor det var industrikulturens materielle levn, vi skulle til at passe på og kæmpe for at bevare. Frilandsmuseer kan være en udmærket løsning for få væsentlige bygninger, som ville være tabt, hvis ikke de blev flyttet og genopført. Men der er ingen tvivl om, at bevaring af bygninger på deres oprindelige placering og i deres oprindelige sammenhæng ofte er en langt bedre løsning. Ikke blot fremstår disse historiske genstande i deres oprindelige sammenhæng og er lettere at forstå, de medvirker også til at skabe en historisk dybde og historisk bevidsthed på stedet.

Historien om, hvordan den materielle side af industrikulturen blev opdaget, og hvordan især industrialiseringens bygninger kom på dagsordenen, har i høj grad relevans for den gamle industriby Odense. Den historie kan læses i den bog, som nærværende artikel handler om. Det er historien om et projekt ved Odense Bys Museer, der har søgt at favne og præsentere den samlede danske industrielle kulturarv og baggrunden for dennes opdagelse. Projektet har samtidig haft som mål at give læseren et redskab til at aflæse vores landskaber og byer og dermed øge opmærksomheden om og medvirke til bevaring af nogle af disse vigtige og historiefortællende levn – "samlingerne" af meget store genstande og mere ydmyge fysiske spor overalt i vores kulturlandskab.

Museernes samlinger knyttet til industrialiseringen

En del genstande, der kan siges at knytte sig til industrialiseringen, er indsamlet af museerne og også af Odense Bys Museer. Overordnet betragtet kan man dog næppe sige, at samlingerne i deres omfang eller indhold svarer til industrialiseringens eller industrisamfundets betydning. Odense var en af de danske byer, der tidligst oplevede industrialiseringens forandringer med nye virksomheder, mekanisering og opdeling af byen i kvarterer med udskillelse af sociale grupper i bestemte bygninger, gader og områder. Industrialiseringen var en bred og massiv samfundsomvæltning af et sådant omfang, at man med en vis ret kan sige, at industrialiseringen er en samlebetegnelse for hele samfundsudviklingen fra ca. 1850 og frem til 1970. Det vil sige, at alt egentlig er en del af industrialiseringen og industrisamfundet.

Den ældre fynske industrihistorie er bl.a. repræsenteret ved Brobyværk Våbenfabrik ved Odense Å i Brobyværk. Fabrikken var aktiv fra 1648 til 1658, da den blev ødelagt under svenskekrigene. Derfor ser man i dag kun en delvist bebygget grund, hvor fabrikken lå. Arkæologiske udgravninger i 1993 påviste anlæggets præcise placering.

Museerne kan og skal ikke indsamle alt. Det må være muligt at udpege genstande og bygninger, der er særligt gode repræsentanter for udviklingen. Derfor skal museerne forske og museernes medarbejdere holde sig ajour med forskningen, for hvordan kan man ellers med rimelig sikkerhed sige, hvad der var vigtigt? Man kan i princippet udvælge særligt symbolske eller repræsentative genstande, og for et museum som Odense Bys Museer, der dækker Odense og Fyn, er det samtidig vigtigt, at samlingerne afspejler særtræk og særligt karakteristiske sider af netop den odenseanske og fynske udvikling. Nogle gange er den fynske historie også danmarkshistorie, f.eks. elmotorerne fremstillet på Thomas B. Thriges Fabrikker, som nåede ud over hele landet og desuden til udlandet. Det samme gælder for andre virksomheder som Fraugde Plovfabrik, hvis patentplove også nåede vidt omkring, og Taarup Maskinfabrik, som med den røde grønthøster nærmest leverede et ikon, der sammen med den importerede Ferguson-traktor stadig skaber et genkendeligt billede af efterkrigstidens landbrug på nethinden hos mange.

Hvis indsamling foregik efter ideale principper, hvis museumsfolk i tide var opmærksomme på nye felter, der skulle dækkes, hvis de havde midler til rådighed til indkøb af genstande i en tilstand, hvor disse ikke allerede var kasserede eller udtjente, og hvis ikke også museumsfolk var påvirkede af modestrømninger – så kunne museernes samlinger afspejle væsentlige samfundstræk i langt højere grad end i dag. Det gør samlingerne også på nogle områder for industriens vedkommende, men langt fra på alle. En af de væsentligste svagheder inden for industriens område er, at samlingerne kun i meget begrænset omfang dækker almindelige mennesker og praktisk taget ikke de industriarbejdere, som kom til at spille en så vigtig rolle. Arbejderklassens politiske liv og foreningsdannelsen med dens symboler i form af bl.a. faner er fornuftigt dækket, men det gælder slet ikke arbejdstøjet, møblerne i den lille lejlighed og de andre genstande, der var en del af almindelige menneskers liv. Det skyldes naturligvis det forhold, at velstående menneskers genstande ofte er udført i en højere kvalitet og af værdifulde materialer – de går ikke i samme grad til eller kasseres – mens arbejdsmanden i det lille hus i Langegade benyttede aflagt, slidt tøj som arbejdstøj, havde få pyntegenstande og ejendele i hjemmet og møbler, der sikkert havde vandret gennem flere familier og var slidt over lang tid. Disse ting blev kasseret og har ikke kunnet indsamles. Men hvis museumsfolkene er ærlige og ser lidt på deres egen indsats, må de også erkende, at interessen for finkulturen har været for fremherskende gennem første halvdel af 1900-tallet, i hvert fald for byernes vedkommende. Interessen for landbefolkningens almindelige liv var det første brud med denne tilgang, men vi skal helt frem til 1960-70’erne, før man fik øjnene op for, at der var store befolkningsgrupper, som havde levet helt almindelige, ydmyge liv i byerne, hvis historie praktisk taget ikke afspejlede sig i museernes samlinger.

Dalum Fabriksby opstod omkring Dalum Papirfabrik, grundlagt på stedet i 1873. Fabrikken har fremstillet papir helt frem til i dag og gør det stadig – udvidet og knopskudt adskillige gange. Mod Dalumvej ses et markant sammenstød mellem den gamle kirke og de langstrakte fabrikshaller ud mod Dalumvej. De kunstnerisk dekorerede shedtagshaller er opført mellem 1942 og 1963.

I dag forsøger vi at skabe system i og åbenhed om indsamlingen af museumsgenstande. Ved Odense Bys Museer begrunder man i dag hjemtagelsen af museumsgenstande for hver enkelt genstand – og selv om man ikke skulle tro det, er det noget forholdsvis nyt. Når man hjemtager en pokal givet fra arbejderne på Demants Symaskinefabrik i Odense i 1873 til virksomhedens ejer H.S.A.L. Demant, redegør man både for virksomhedens rolle og betydning i datidens Odense og for den større sammenhæng, pokalen kan ses i: En tid før den moderne arbejderbevægelse, en tid hvor et såkaldt patriarkalsk system herskede. Fabrikanten var den gode "fader", som skulle passe på sine "børn", arbejderne, der til gengæld, som en del af dette "system", forventedes at opføre sig ordentligt og ikke strejke. Dermed bliver den enkelte genstand både et vigtigt symbol på industrialiseringen i Odense og et symbol på en periode og en tænkemåde i nyere tids danmarkshistorie.

Dalum Fabriksby med gamle arbejderboliger, funktionærboliger og villaer for papirarbejderne udgør en spændende og vigtig helhed, som det er vigtigt at fastholde. Fabriksbyen er udtryk for et vigtigt led i den danske industrialisering og rummer samtidig gode boliger, bl.a. som på billedet arbejderboliger fra 1890’erne ombygget til nutidige boliger, men stadig med bevaret præg af arbejderbolig.

Præcis det samme gælder for bygninger, som vi lever i eller passerer overalt i landet, og dette var udgangspunktet for bogprojektet Danmarks industrielle miljøer. Bogen skulle give industrialiseringens bygninger liv og sætte dem ind i en sammenhæng, sådan at folk ud fra bogen pludselig kunne se den store historie i den lille: Andelsmejeriet er nok lidt frønnet og forfaldent, men det er en del af en meget vigtig dansk historie om industrialisering, mekanisering og andelsbevægelse. Og de lave arbejderboliger i Langegade fra 1860-70’erne er de ældste moderne arbejderboliger i byen; de repræsenterer samtidig i større forstand en ny opdeling af byen i kvarterer – et symbol på industribyen og en nøgle til at forstå vores byer.

Projektet Danmarks industrielle miljøer – baggrunden

Som omtalt i indledningen er de fysiske levn efter industrialiseringen meget andet end løse genstande og husgeråd. Det er også de arbejdspladser, boliger, veje, jernbaner og landskaber, som var en del af denne historie. Og her har vi i højere grad muligheden for at fornemme arbejdets karakter, få en fornemmelse af de levevilkår og boligforhold, som herskede. Opmærksomheden på – man kunne måske endog kalde det opdagelsen af industrikulturens fysiske levn skete i efterkrigstidens England. England havde i 1700- og 1800-tallet ikke blot været verdens første, men også verdens førende industrination. Førerrollen var efterhånden tabt til USA og Tyskland, og den engelske industri havde fået et gradvis mere slidt og trøstesløst præg, som farvede opfattelsen af industrien i England i den umiddelbare efterkrigstid. Men den bevægelse, der blev kendt som industriel arkæologi, satte fokus på de mange ældre industribygninger i form af fabrikker, arbejderboliger, villaer og råstoflandskaber og pegede på, at vi havde at gøre med meget vigtige levn efter den industrielle revolution, måske den væsentligste samfundsforandrende kraft i mange århundreder. Det var verdenskulturarv på linje med pyramider og katedraler. Det lykkedes for denne bevægelse at rejse en bred folkelig interesse for industriens levn og mindesmærker – og i dag mere end 40 år senere er der skabt en lang række museer med fokus på industrialiseringen og bevaret mange ikoniske industribygninger, heriblandt Ironbridge (1779) som er en del af det område, der betegnes "industriens vugge" og af UNESCO er udpeget til verdenskulturarv.

Som et led i denne engelske bevægelse udkom en række bøger, der viste de mange levn i det engelske landskab og satte mange englændere i gang med deres egen lokale oplevelsesrejse i industriens historie. Disse bøger fik, ligesom en række programmer i tidens løb på BBC, stor succes. Industrikulturen blev folkelig historie i bedste forstand. Det kan nok ikke i samme grad lade sig gøre i Danmark, der har en selvforståelse som landbrugsland, men måske var der alligevel en mulighed? Jeg opholdt mig selv i England i 1988-89 og fik allerede dengang idéen til et tilsvarende dansk bogværk – der skulle blot gå mange år inden realiseringen. Det ærgrede mig allerede dengang, at billedmediet ikke i tilstrækkelig grad blev udnyttet godt nok i de nævnte bøger. Siden har udviklingen i trykketeknik gjort det muligt at fremstille endog meget indbydende bøger i et format og udstyr, som ikke var realistisk dengang.

Men hvordan kunne sådan en bog realiseres?

Assens Sukkerfabrik blev opført i 1883-84 for De Forenede Sukkerfabrikker og har siden præget byen. Over de seneste år er en del af anlægget blevet ombygget og genanvendt, mens andre dele er blevet revet ned. Temmelig overraskende diskuteres det for øjeblikket om man vil bevare skorstenen, der er et synligt og væsentligt symbol på byens industrihistorie – det er stik mod den internationale udvikling i de seneste år.

Flere andre har i årenes løb arbejdet med lignende tanker. Arkitekt Jørgen Sestoft udarbejdede standardværket Arbejdets Bygninger i 1979, og siden udkom en række bøger – blot ingen oversigtsværker. Bl.a. i regi af Selskabet til bevaring af industrimiljøer var der flere gange planer om noget tilsvarende, men planerne faldt af forskellige årsager – bl.a. opgavens meget omfattende karakter.

I 2007 lykkedes det for museerne i samarbejde med Kulturarvsstyrelsen og en række sponsorer at sætte fokus på området med Industrikulturens År. Mange gode initiativer udsprang heraf, men ét af de resultater, der ikke så dagens lys i forbindelse med Industrikulturens År, var en samlet fremstilling af de danske industrilandskaber og bygningers udviklingshistorie og en vejledning til, hvilke der var bevaret. Kulturarvsstyrelsen udpegede i nært samarbejde med en lille følgegruppe, hvor jeg var deltager, 25 nationale industriminder, der er særligt repræsentative og velbevarede eksempler på den danske industrialisering, og udgav bogen Industri, Industri (2007). Det var i sig selv vigtigt, men området var trods udpegning af et større antal regionale industriminder ikke dækket i sin bredde, og den mere ydmyge del af industrikulturen var ikke præsenteret for en bred læserskare.

Odense Bys Museer har en lang tradition for at arbejde med landbygninger, og det lå i direkte forlængelse af museets mangeårige arbejde at fortsætte med en tolkning af de spor, industrien havde afsat sig i det danske landskab. Kulturarvsstyrelsen valgte at støtte udarbejdelsen af Danmarks industrielle miljøer med et betydeligt beløb, og Odense Bys Museer bakkede ligeledes projektet op. Fra 2006 – med afbrydelser forårsaget af andre store opgaver som registrering af de danske havne – har der været arbejdet med det omfattende forsknings- og formidlingsprojekt, som har bragt forfatteren og fotograf Flemming Wedell rundt til de fjerneste egne af landet – herunder naturligvis en række fynske og odenseanske lokaliteter.

Bogværket

Projektet kom til at bestå af to dele. Første del bestod i et arbejde, der i princippet kunne udføres ved skrivebordet, nemlig udarbejdelsen af en historisk oversigt over det hidtidige arbejde med industrikulturen i Danmark og især en samlet fremstilling af den danske industrialisering med vægt på de fysiske miljøer. Den danske industrialiserings historie er efterhånden godt dækket ind på de overordnede linjer, men den traditionelle historieskrivning har næsten udelukkende benyttet skriftlige kilder og haft et andet fokus end det fysiske produktionsmiljø, boliger og landskaber.

Idéen med den fremstilling på ca. 170 sider, som indleder den store bog, har således været at vise de særlige og karakteristiske sider af industrialiseringen – sådan som de især udmøntede sig fysisk. Fokus er også en anelse anderledes end den mere traditionelle arkitektoniske vinkel, fordi det ikke er enkeltbygninger, men i højere grad samlede miljøer i form af fabrikker og nærliggende boliger, hele råstoflandskaber osv., der lægges vægt på. Opfattelsen af industri er også meget bred. Bogen har naturligt sin vægt på klassisk industri og de arketyper, der fulgte med skabelsen af industribyen, dvs. fabrikken, arbejderboligen og villaen, men inddrager også by-teknologiske elementer som vand, gas, elektricitet og infrastruktur i form af broer, veje og havne. Fremstillingen dækker overvejende perioden fra ca. 1750 til 1970, men rækker på nogle områder længere tilbage og en lille smule frem. Nok er bogen bred i sin tilgang, men fravalg har naturligvis også været nødvendige. Man kan f.eks. med en vis ret hævde, at de mange offentlige institutioner, der fulgte med industrialiseringen, ikke er særlig godt dækket. Vægten har været på det, man kan kalde de konstituerende træk.

I denne del af bogen er der lagt vægt på både gode historiske illustrationer og en række nye fotooptagelser, der også viser, hvordan de omtalte miljøer, bygninger og strukturer ser ud i dag. Denne tekst kan læses som en bog for sig, som en lang, kronologisk fremadskridende fortælling, der gerne skulle efterlade læseren med et godt overblik over hovedtræk af industrialiseringen. Læseren bibringes viden om typerne fabrik, arbejderbolig, villa og en række andre karakteristiske typer og lærer desuden f.eks. andelsmejeriet og ikonet Hjedding Andelsmejeri og pionérbryggeriet Carlsberg med det enestående velbevarede fabriksmiljø at kende. Desuden rummer teksten et antal faktabokse, der giver en kompakt fremstilling af nye teknologier som f.eks. de nye teglværker med ringovne, dampmaskinen eller elektriciteten.

Den ruinøse hængebro fra 1867 er godt gemt af vejen i herregården Glorups romantiske have. Broen blev projekteret af landets første rådgivende ingeniørfirma English & Hanssen og rejst af M.P. Allerups Jernstøberi i Odense.

At skulle skrive oversigtsværker efterlader som regel en forfatter ydmyg og med god grund. Egne begrænsninger bliver åbenbare, og det er med en vis ærefrygt, man ser ud over den svimlende mængde af viden og litteratur, der skal forsøges sammenfattet på forholdsvis få sider. Denne del af arbejdet er naturligvis omfattende og på en måde aldrig helt færdigt, men det skulle snart vise sig, at det var bogens anden del, der blev den mest krævende og satte både forfatter og fotograf på en særdeles spændende og samtidig uhyre omfattende opgave.

Kulturarvsstyrelsen havde allerede udpeget 25 industriminder spredt over hele landet. Med denne bog ønskede jeg at vise, at de overordnede træk, som blev beskrevet i den samlede fremstilling i første del af bogen, kunne ses i forskellige genkendelige varianter over hele landet, og at visse træk naturligvis var meget egnsspecifikke – f.eks. cementindustrien. Udvælgelsen af 25 lokaliteter accepteres af læseren, for med kun 25 må der naturligvis være fravalgt meget, som også kunne have været med. Det samme gælder formentlig også, hvis man havde valgt 100 lokaliteter fordelt over landet. Vælger man f.eks. 15 lokaliteter på Fyn, vil de fleste forstå, at kun nogle få fremtrædende virksomheder og lokaliteter er med. Her var ambitionen en helt anden. Vi delte landet op i Nord-, Midt- og Sydjylland, Fyn, Sjælland med øer og Bornholm samt Storkøbenhavn – og ville her præsentere mindst 50 lokaliteter pr. område i gennemsnit. Fotograf Flemming Wedell og jeg selv har besøgt samtlige lokaliteter med henblik på besigtigelse og fotooptagelser. Vores første foreløbige tidsplan var set i tilbageblik meget naiv – men havde vi anet omfanget, havde vi formentlig aldrig taget fat på opgaven.

I tilbageblik må vi konstatere, at vi har kørt mindst 20.000 km fraregnet omfattende cykelture i de større byer og især København for at besøge de ca. 320 industrihistoriske lokaliteter, det blev til. Om det er for mange lokaliteter, der vises i bogens anden del, en guide til industrihistoriske lokaliteter i hele Danmark, kan diskuteres. Når man vælger så mange, bliver mangler nærmest yderligere synlige, og mange rundt omkring kan have fat i noget, hvis de spørger, hvorfor netop deres sted ikke er repræsenteret. Med 320 lokaliteter fordelt over hele landet vil jeg dog hævde, at alle væsentlige træk af industrialiseringens fysiske miljøer er repræsenteret i form af Wedells smukke fotografiske skildringer. DSB’s centralværksteder i København er ikke med, det er værkstederne i Århus derimod og så fremdeles.

Frederiksbroen fra 1844 blev støbt og rejst af M.P. Allerups Jernstøberi. Det var landets første vejbro af støbejern og er et industrielt mindesmærke af national betydning – selv om broen ikke er særlig stor.

Kriterierne for udvælgelse har været at vise de centrale træk af industrialiseringens bebyggelsesmiljøer og landskaber, at vise de klassiske fyrtårne som Carlsberg og Brede, men også at vise de mere ydmyge dele, der er vigtige brikker i historien. Og at pege på små perler og mere pudsige indslag, f.eks. det vigtige lokale monument i form af Danmarks første støbejernsvejbro, Frederiksbroen i Odense, fra 1844 eller den glemte og forfaldne hængebro på herregården Glorup på Østfyn – bygget med engelske kabler af jernstøber M.P. Allerup fra Odense.

Når man udarbejder en guide, er det nødvendigt at have en vis geografisk spredning, som ikke i alle tilfælde afspejler industriens udbredelse. Derfor rummer de forskellige landsdele om ikke en ligelig fordeling, så en nogenlunde afbalanceret mængde. Sandheden er naturligvis, at skulle udvælgelsen repræsentere industriens tyngde, skulle København være langt stærkere repræsenteret. Fyn har derimod fået en lille overrepræsentation, der formentlig blot afspejler, at det er forfatterens egen baghave.

Idéen med guidedelen af bogen er, at man kan bevæge sig fra hovedteksten ud i sit eget område og opleve, at vigtig danmarkshistorie faktisk findes uden for ens egen dør. Og man kan bevæge sig fra et opslag på ens egen lokalitet, f.eks. gas- og elværkerne i Nyborg, til den generelle historie om udbygningen af de tekniske systemer fra midten af 1800-tallet som beskrevet i den generelle indledende tekst. Det er mit håb, at bogen bliver benyttet på denne måde.

Bogen på 428 sider i stort format blev ombrudt af grafikeren Steen Haurand og rigt illustreret med Flemming Wedells mange farvefotos. Syddansk Universitetsforlag og Odense Bys Museer udgav den i april 2011, hvorefter den meget passende blev præsenteret ved en reception i Thriges Kraftcentral. Bogen blev anmeldt fyldigt i en række aviser, blandt andet Politiken, Weekendavisen, Kristeligt Dagblad, Fyens Stiftstidende, Herning Folkeblad og omtalt i andre medier, blandt andet Historie Online. En bog af denne type ville ikke kunne udgives i et så lille sprogområde som vores eget, hvis ikke flere fonde var trådt hjælpende til. Ud over den nævnte støtte fra Kulturarvsstyrelsen modtog bogen rundhåndede bidrag fra Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond, Realdania, Ingeniør N.M. Knudsens Fond og Thomas B. Thriges Fond.

Kraftcentralen er med som en lokalitet i bogen og er samtidig et eksempel på et brud med frilandsmuseumstanken i den forstand, at Kraftcentralen ligger, hvor den har gjort siden 1916. Nu er den både en moderne arbejdsplads og et arbejdende museum (som en del af Odense Bys Museer, men fortsat ejet af Olav de Linde), der jævnligt er åbent for offentligheden. Som nyligt fredet bygning er den et eksempel på, at interessen for industrikulturens bygninger og miljøer har været stigende, og at også denne del af vores nyere historie i dag anerkendes som vigtig. Det er mit håb, at bogen Danmarks industrielle miljøer kan medvirke til at øge interessen for området og ikke mindst give læserne lyst til at opsøge nogle af de nævnte lokaliteter – og give en nøgle til at forstå store dele af deres fysiske omgivelser.

Thomas B. Thriges Fabrikker var sammen med Odense Staalskibsværft byens markant største virksomheder gennem en stor del af 1900-tallet. Det 17 tdr. land store område med de mange forskellige industribygninger fra 1898 til o. 1980 er bevaret overvejende intakt. Kraftcentralen fra 1916 er perlen i anlægget og den eneste af bygningerne, der er fredet.
©