Danske pionerer i Wisconsin, USA

- og om én som fulgte i deres spor

I Fyens Stiftstidende den 26. november 1847 kunne man læse følgende: ”da jeg nu modtog dit brev og deraf så, at det tegner til at blive alvor snart med en dansk udvandring hertil Amerika, og at en del af dem ønsker mig til at meddele dem de råd og oplysninger, som er mig muligt og kunne være dem tjenlige…[1] Linierne indgår i en gengivelse af et længere brev, som forpagter Rasmussen på Simmerbølle Præstegård på Langeland havde modtaget kort tid forinden fra sin svoger, præsten C.L. Clausen. Clausen, der var født på Ærø i 1820, levede sammen med sin kone i USA, hvor han fungerede som præst og skolelærer blandt norske immigranter. Stedet var Luther Valley i den sydøstlige del af territoriet Wisconsin tæt ved Michigan Søen. Claus Lauritz Clausen havde haft nogle omtumlede ungdomsår, som flere gange havde bragt ham til Norge. Her fik han en uddannelse som lærer og var tæt på at blive sendt ud som assistent for en norsk præst, der skulle virke i hedningemissionen i Afrika.[2] Denne plan blev dog forpurret af en opfordring til at blive lærer og præst blandt norske immigranter. Nogle få år tidligere var de kommet til det nyåbnede territorium Wisconsin, og de første norske kolonier var ved at vokse frem. Efter ægteskab med den fem år ældre Martha Rasmussen fra Simmerbølle på Langeland gik turen i 1843 via Drammen i Norge til Amerika. Sejlturen varede to måneder, og den 22. juli kunne det unge par gå i land i New York. I skibslisten står de begge opført som værende norske og indgår således ikke i de 29 danskere, som de amerikanske immigrantmyndigheder har registreret for dette år.[3]

Fig.1. Fyens Stiftstidende den 26. november 1847, hvori gengives et længere brev skrevet af præsten C.L. Clausen om forholdene blandt immigranter i territoriet Wisconsin, USA.

Op gennem de første årtier af 1800-tallet indledtes en større udvandring af europæere til USA. I 1830’erne og 1840’erne tog denne til i styrke, og der blev efterhånden tale om en masseudvandring. Irerne var fra starten helt dominerende, men snart fulgte også i stort tal tyskere og englændere. Den årlige immigration i USA steg således fra omkring 10.000 i 1825 til over 100.000 i starten af 1840’erne. Rygter om den nye verdens mange muligheder spredte sig hurtigt til den øvrige del af Nordvesteuropa, og med det hastigt stigende befolkningspres voksede interessen for at udvandre. I Norge, hvor de beskedne landbrugsarealer ikke var store nok til at brødføde de mange flere mennesker, startede udvandringen blandt bønder og håndværkere i slutningen af 1830’erne og fortsatte med forøget styrke op gennem 1840’erne. Mellem 1839 og 1845 nåede det samlede antal norske og svenske immigranter – hvor nordmændene udgjorde langt de fleste – op på over 5.000 personer, medens det tilsvarende tal for danskere kun udgjorde knap 400.[4] Langt de fleste nordmænd valgte at slå sig ned i det netop åbnede territorium Wisconsin, hvor landbrugsland kunne erhverves billigt, og hvor landskab og klima på mange punkter lignede det nordeuropæiske.

Rygterne fra de norske kolonier nåede også Danmark godt hjulpet på vej af to publikationer udgivet i 1847 af henholdsvis Lauritz Jakob Fribert og Rasmus Sørensen, begge danskere. L.J. Fribert var født i 1808 på Sjælland. Han tog juridisk embedseksamen fra Københavns Universitet og efter forskellige jobs fik han i 1842 kongeligt privilegium til at oprette bogtrykkeri og udgive avisen ’Dagen’. Økonomien var dog ikke god, og i 1843 flygtede han for at undgå kreditorer og en truende bankerot. Turen gik til USA, hvor målet var ’Amerikas yderste vest’. Trods ihærdig søgen i skibslisterne fra 1843 er det ikke lykkedes at finde L.J. Fribert og hans familie. Af hensyn til kreditorerne rejste han sikkert under falsk navn. Efter et kortere ophold i New York gik rejsen senere på året til Pine Lake i Wisconsin, et område som på det tidspunkt udgjorde den yderste grænse for civilisationen – ’the frontier’. Her slog Fribert sig ned tæt ved svenskeren Gustav Unonius, der i 1841 var kommet til området, og i den svenske avis ’Aftonbladet’ havde berettet om det nye lands mange muligheder.[5] For den københavnske jurist og redaktør blev tilværelsen ganske anderledes and før. I dette hidtil uopdyrkede land, som vekslede mellem skove og savanneagtige lysninger, erhvervede Fribert 69 acres land. Han gik i gang med at bygge blokhus, rydde jorden og ernære sig som farmer. Trods det hårde arbejde så Fribert dog, hvor mange muligheder det nye land kunne give, og efter fire år i Wisconsin udgav han ’’Haandbog for Emigranter til Amerikas Vest med Anviisning for Overreisen samt Beskrivelse af Livet og Agerdyrkningsmaaden nærmest i Visconsin”.[6] For at slippe for de danske kreditorer blev bogen udgivet i Christiania i Norge, hvor den hurtigt vakte stor interesse, og inden længe blev den også udbredt i Danmark. Blandt de meget interesserede læsere var læreren og agitatoren Rasmus Sørensen. Han var født i 1799 i Jelling som søn af en gårdejer. Selv søgte han gennem en læreruddannelse at bryde den sociale arv, og det lykkedes ham blandt andet at blive medlem af Folketinget fra 1849 til 1852.

Rasmus Sørensens gerning blev mangesidig, men med en konstant interesse for at forbedre vilkårene for husmænd og daglejere, hvem udviklingen op gennem første halvdel af 1800-tallet ikke havde gavnet.[7] Det var i denne periode, at mange fæstebønder erhvervede deres gård, og det var i samme pe riode, at de økonomiske forhold i landbruget blev stadigt bedre. Gårdejerne fik gavn deraf, og snart voksede en selvbevidst klasse frem, som også ønskede politisk indflydelse. Det var dog langt fra alle, der kunne sikre sig fod under eget bord, og med den stigende befolkning måtte mange på landet tage sig til takke med at være husmænd eller daglejere. Den sociale ulighed mellem gårdejere på den ene side og tyende på den anden side øgedes. Endnu kunne byerhvervene og den gryende industri ikke aftage de mange ekstra hænder, så flere og flere blikke rettedes mod nye muligheder. Rasmus Sørensens egen søn, Martin Sørensen, havde som 21-årig valgt at drage til USA i 1844. I første omgang slog han sig ned i New York i to år. Her etablerede han kontakter, som hjalp ham til at blive optaget på det teologiske seminarium i Nashotah i Wisconsin ganske tæt ved Pine Lake, hvor Fribert havde slået sig ned.[8]

Baseret på sønnens breve og L.J. Friberts næsten 100 sider lange håndbog udgav Rasmus Sørensen i 1847 sin egen publikation med opfordring til at udvandre til USA. Den lille bog bar titlen ”Om de udvandrede Nordmænds Tilstand i Nordamerika, og hvorfor det vilde være gavnligt, om en deel danske Bønder og Haandværkere udvandrede ligeledes, og bosatte sig sammesteds.” Med udgangspunkt i tidens fædrelandskærlighed diskuterer Rasmus Sørensen betydningen heraf og når frem til, at arvingerne til forældrenes gård eller hus naturligvis var bundne til at tage arven op og føre den videre, medens de børn, som intet blev overladt og i hvis lod det kun faldt at opleve fædrelandet som eksercerskolen og garnisonskasernen, måtte betragte sig selv som fremmede og tyende i fædrelandet.[9] For dem var trangen til at få gård eller hus og at kunne klare sig selv som deres arveberettigede brødre ganske naturlig, hvorfor det ville være oplagt at søge lykken andre steder. Også i tidligere tider havde danskere gjort det, som da vikingerne søgte ud og erobrede land i stedet for at være tyende hos deres landsmænd derhjemme. Rasmus Sørensen fortsætter med, at hvis nogen mener, at fædrelandskærlighed er mere end det arvelige gods og snarere er alt det åndeligt nedarvede, modersmålet, følelserne for nationen og kærligheden til sine medmennesker i fædrelandet, ja så måtte disse tanker komme til syne i, at man vil unde og yde til sin næste de samme goder i fædrelandet, som man selv havde. I modsat fald, mente Rasmus Sørensen, ville fædrelandskærlighed blot være et falsk navn for at sikre sig selv og sine egne alle goderne.

Således ramte Rasmus Sørensen dybt ned i det aktuelle, sociale problem, som Danmark oplevede i kølvandet på befolkningsstigningen i første halvdel af 1800-tallet: den sociale marginalisering mellem gårdejere og tyende. Den samme udvikling havde også sat sine spor i England og Tyskland og på det seneste i Norge og havde blandt almuen ført til en begyndende masseudvandring til Nordamerika. Efter at have givet et resumé af Friberts bog om landbrugsforholdene og lønningerne i Wisconsin, afslutter Sørensen sit lille skrift med igen at påpege de sorte fremtidsudsigter for gårdejernes børn, der ikke kunne forvente at få gården i arv, og de endnu større problemer for børn af husmænd og daglejere. For dem ville en udvandring til Nordamerika og specifikt Wisconsin være en oplagt mulighed, og Sørensen var sikker på, at danskere ville blive modtaget med åbne arme af de norske og svenske brødre. Han fortsætter: ”Det gælder her: jo flere de bliver, des mere produktion, kultur og fremgang for et opvoksende folk i et så velsignet og frugtbart land, der endnu kun tæller så få indbyggere i forhold til sin store udstrækning og sine mange og rige næringskilder. Derimod gælder det under nærværende forhold for arbejdsklassen her i Danmark; jo færre arbejderne bliver, des bedre for dem, der bliver tilbage, efter at de overflødige og dem, der ikke har udsigt til selvernæring, er flyttede bort – des bedre for fattigvæsenet, des bedre, lykkeligere og ærefuldere for hele fædrelandet, for hele folket og for kongen.” Rasmus Sørensen kendte de økonomiske forhold i datidens Danmark til fulde, og han fortsætter derfor i sit lille skrift: ”Nu ved jeg vel, at af dem blandt bondestanden her i Danmark, der bedst kunne foretage og befordre en sådan udvandring for deres børns fremtids skyld, er der kun få eller ingen, som, fordi de for tiden selv har det mageligt og godt, ville indlade sig herpå, og at derimod de aldeles forarmede og formuesløse arbejdere, der vel kunne have lyst og mod hertil, aldeles savner det fornødne til en sådan udflytning. Imidlertid gives der også enkelte på et mellemstandpunkt, navnlig nogenlunde selv tænkende unge mennesker med så megen formue, at de godt kunne foretage denne udflytning, og som er fornuftige nok til at skønne og bestemme, hvad der i denne henseende måtte være deres beslægtede, som de forlod, og dem selv bedst tjenligt.” Endelig nævner Rasmus Sørensen, at han agtede at drage til Wisconsin inden længe og tilbød alle interesserede at følge ham til det nye land.

Indlægget i Fyens Stiftstidende den 26. november 1847 viser, at Friberts og Sørensens skrifter havde fundet grobund og flere og flere viste interesse i at udvandre. På den baggrund havde C.L. Clausens svoger, forpagteren på Simmerbølle Præstegård skrevet og bedt Clausen om at give sin mening tilkende om forholdene i Wisconsin. I sit lange brev angriber Clausen specielt Rasmus Sørensen for at tegne et alt for positivt billede af forholdene i Wisconsin og peger på, at der er direkte usandheder i beskrivelsen. Derefter tager han fat på at berette om jordbundsforholdene, landbrugsformer og lønforhold i det nye, netop åbnede territorium i USA. Sammenholder man disse informationer med Sørensens skrift og hans primære grundlag, nemlig Friberts meget grundige håndbog, ja så er det vanskeligt at finde de postulerede usandheder. Clausen når også frem til, at jordbundsforholdene er bedre i Wisconsin end på Langeland og peger tillige på en række andre gunstige punkter, som danske bønder og håndværkere ville møde i USA. Clausen afslutter brevet med at understrege, at forud for en udvandring skal man nøje gennemtænke situationen. Han skriver: ’’Først, at de må for al ting alvorlig betænke og overveje fra enhver side det skridt, de står i begreb med at foretage sig, før det bliver for sent; og heller ingenlunde tro, at det alt er guld, som glimrer i Amerika, men at der lige så vel er store og væsentlige savn og mangler her som i Danmark, om de end kunne være af en anden natur… Dernæst bør de, som beslutter sig til at udvandre, at træde så nær som muligt i forbindelse og bekendtskab med hverandre hjemme, før de rejser ud, og prøve at blive enige om en fælles fornuftig plan, efter hvilken de kunne gå frem lige fra begyndelsen af. Dette lader sig bedst gøre ved at vælge én eller flere som en slags formand iblandt sig på hvert sted, hvilke kunne træde sammen enten personlig eller ved korrespondance for at rådslå om og træffe beslutninger om almennyttige ting for dem.” Endelig slutter Clausen med at opfordre til, at grupper af danske udvandrere skal huske at medbringe en dansk præst og skolelærer – lidt reklame for egen næring var jo ikke af vejen!

Rasmus Sørensen blev naturligvis rasende over at læse, at C.L. Clausen beskyldte ham for at fremlægge usandheder i sit skrift. I første omgang prøvede han at få optaget et læserbrev i Fyens Stiftstidende, men dette nægtede avisen. Sørensens politiske ståsted gjorde ham uacceptabel for den konservative avis. I stedet lykkedes det ham at få et indlæg bragt i Kjøbenhavnsposten den 17. december 1847 med titlen ”Om den gode Overensstemmelse mellem de Uddrag, Skolelærer R. Sørensen har meddelt af Friberts Bog om Amerika navnlig om de norske Nybyggeres Tilstand i Wisconsin, og den Beretning hr. Claus Clausen, Præst for nogle af de norske Setlementer sammesteds, for nylig har meddeelt i Fyens Stiftstidende”. Heri argumenterer Sørensen for, at Clausen stort set i sit brev havde beskrevet forholdene i Wisconsin på linie med Fribert og dermed på linie med Sørensen selv. Rasmus Sørensen havde ikke selv været i Nordamerika, men gennem breve fra sønnen Martin var han blevet overbevist om, at Fribert helt og holdent havde udarbejdet en meget nøgtern håndbog. Der skulle dog svares lidt igen mod Clausen, så læserbrevet afsluttes med følgende betragtninger om ideen om at bringe en dansk præst og skolelærer med til USA: "Hertil siger jeg: ja, det kunne være meget godt; men for det første tegner det slet ikke til, at herfra udvandrer så mange emigranter, at de kunne føde enten præst eller skolelærer; og for det andet så finder jeg slet ikke vor danske kirkeforfatning og skoleforfatning så fortrinlig, at jeg for min part ville give det allermindste for at indføre samme i Amerika blandt danske nybyggere.”

Rasmus Sørensen var kendt som en stridbar person, men også C.L. Clausen kunne slå fra sig. Uagtet disse indbyrdes spydigheder, så blev Friberts, Sørensens og Clausens skriverier læst med stor interesse blandt danske husmænd og andre i den danske almue, som var opvakte nok til at se mulighederne i at søge til de enorme landområder på den amerikanske prærie. Historierne om de store landstrækninger med fortrinlig landbrugsjord og andre værdier må for mangen en fattig daglejer eller husmand havde lydt som det rene paradis. En lidt anden læserskare kunne i 1848-årgangen af Tidsskrift for Landoekonomi, der primært havde sine abonnenter blandt de større jordbrugere, ligeledes få underretning om mulighederne i Wisconsin. I en artikel skrevet af P.C. Lutken i marts 1847 med titlen ’’Noticer vedkommende Agerdyrkningsvæsenet og Landboforholdene i Territoriet Wisconsin i Nord-Amerika” berettes indgående om klima og jordbundsforhold, og der gives anvisning til, hvorledes man som nybyggere kunne etablere sig både med hensyn til indkøb af land, husdyr og redskaber og hvilke afgrøder, det var oplagt at dyrke.[10] Hertil kom en beskrivelse af territoriet, dets geografi, love og offentlige myndigheder samt særlige forhold, som havde påkaldt sig Lutkens opmærksomhed. Blandt sidstnævnte kan fremhæves to ting, der tydeligt havde overrasket ham. For det første havde han konstateret, at det var meget udbredt blandt amerikanere at være mobile. Kunne man sælge sin farm med overskud, så var man straks villig dertil og selv flytte længere mod vest for at opdyrke et nyt landområde. Denne iagttagelse passer meget fint med senere historiske undersøgelser, der viser, at amerikanerne selv var ’frontier men’, medens langt de fleste immigranter valgte at erhverve en allerede opdyrket farm. Lutken anbefaler da også i sin afslutning, at danske nybyggere vælger at købe allerede opdyrket land frem for selv at tage udfordringen op med nyopdyrkning. For det andet havde Lutken bemærket, at kvinders rettigheder respekteredes i høj grad. Således var arveretten ens for begge køn, og manden kunne ikke afhænde sin ejendom uden sin kones samtykke, og et skøde var først retsgyldigt, når begge havde skrevet under. Endelig fremhæver Lutken flere gange den personlige frihed, som det enkelte individ havde i det amerikanske samfund.

P.C. Lutken var født i Jylland og drog sammen med sin kone til USA i 1844 i en alder af henholdsvis 22 og 21 år. Rejsen gik via Göteborg til New York, og herfra sejlede de ad Hudson floden og Erie kanalen til de store søer Huron og Michigan og herfra videre til Wisconsin. Her slog de sig ned i Racine County. Lutken beskriver i artiklen denne rejsevej, som tog 12-14 dage. Han foreslår dog fremtidige nybyggere at tage med den nu anlagte jernbane fra New York til Chicago, en tur der kunne gøres på 8 til 9 dage, og som var billigere. Det var dog ikke alle de første danskere i Wisconsin, som kom via New York. Christian Ludvig Christensen, kromand fra Lolland, besluttede sig i 1846 for at prøve lykken i USA. Han kendte Fribert og søgte derfor til Wisconsin. Turen gik med skib fra Hamburg til New Orleans, hvor han som så mange andre danskere blev registreret som tysker. Herfra gik turen op ad Mississippi-floden og til Wisconsins sydvestlige hjørne. Christensen opsøgte L.J. Fribert ved Pine Lake, og snart efter havde også han erhvervet jord og bygget hus, og besked kunne nu sendes hjem til familien om at komme til Amerika. C.L. Christensens kone og børn rejste i 1847 med skib fra Hamburg til New York og derfra videre til Milwaukee, hvor ægtemanden afhentede dem med oksetrukken vogn.[11]

Fig. 2. Udstrækningen af USA’s bebyggelse i 1840 jævnfer folketællingen fra samme år. Bemærk at endnu strakte bosættelsen i Wisconsin sig kun lige netop ind i territoriets sydlige del. Twelfth Census of the United States, Statistical Atlas, Washington D.C. 1903.

De første danske pionerer i Wisconsin havde således via deres publikationer og breve gjort opmærksom på Wisconsins muligheder, og i deres spor fulgte nybygger efter nybygger. I starten var der tale om ganske få, men snart skulle antallet stige. Flere og flere fra den danske landalmue valgte at prøve lykken. År efter år søgte husmænd, daglejere og håndværkere til Nordamerika, og for mange blev målet at bosætte sig i Wisconsin. De havde læst om denne stats fortrinlige landbrugsjord og om landskabet og klimaet, der om ikke helt var lig Danmarks, så dog meget tæt på. Om mange andre egne i USA gik der i Danmark historier om, hvorledes immigranter plagedes af ekstreme varmegrader eller frygtede lurende farer fra indianere og vilde dyr.

I 1848 registreredes der ikke mindre end 210 nyankomne danskere i USA, et tal som langt oversteg tidligere år. Hertil skal formentlig lægges en del flere, som af de amerikanske immigrantmyndigheder blev registreret som værende af andre nationaliteter. Blandt de danske immigranter i 1848 var der en lille gruppe fra Langeland bestående af Frederik Hjorth, dennes forlovede Anne Marie Olsdatter, Christian Ibsen, Niels Gotfredsen og dennes hustru Laurentine. Sammen med andre danskere mødtes de med Rasmus Sørensen i Hamburg og skulle have udgjort hans rejseselskab på turen til USA. Sørensen valgte dog selv at springe fra som følge af krigstruslerne mellem Danmark og hertugdømmerne og den spændte indenrigspolitiske situation. I stedet rejste en af hans sønner med selskabet. Først fire år senere – og efter en periode som medlem af Folketinget – kom Rasmus Sørensen sammen med resten af familien afsted.[12] Gruppen fra Langeland var blandt de første danskere fra landalmuen, og de kom til at bane vejen for den store udvandring, som gradvis steg i de kommende år, og som hen mod slutningen af 1800-tallet bragte det årlige tal op på over 10.000.

Udvandringen i 1848 og de følgende år bestod både af små grupper husmænd og håndværkere og et større antal andre danskere med en anden social baggrund. Førstnævnte fulgte i vid udstrækning Clausens råd om at rejse i samlet flok og med en eller flere ledere, der kendte forholdene i USA. Det var langt fra den svageste del af landalmuen, men derimod personer med et vist økonomisk grundlag og ikke mindst med et fysisk og psykisk overskud til at tage udfordringen op. Da de første pionerer havde lagt grunden til de tidligste danske bosættelser i Wisconsin, fulgte flere unge familier. Hus og hjem blev solgt for at skaffe til billetten og til at leve for, indtil det nye landbrug kunne give brød på bordet. Familierne omfattede ofte både adskillige børn og en eller flere bedsteforældre, der som aftægtsfolk måtte følge med til den nye verden. Et godt eksempel er Lars Hannibal fra Lolland, der i 1856 via New York drog til Pine Lake-området i Wisconsin. Med på rejsen havde den 34-årige husmand sin kone, fire børn mellem 4 og 10 år samt faderen på 60 år.[13]

Starten på den danske udvandring kan således sættes til tiden omkring 1850, altså en halv snes år senere end den norske. Der var fra begyndelsen – som Rasmus Sørensen allerede i 1847 havde forudset – ikke tale om en masseudvandring, men derimod om relativt få. Mellem 1848 og 1860 nåede antallet kun op på omkring 4.000, medens det tilsvarende tal for nordmænd og svenskere var omkring 27.000. Først op gennem 1860’erne nåede den danske udvandring op på mere end tusinde personer gennemsnitlig pr. år. Også før starten på den danske almueudvandring havde danskere fundet vej til Amerika. Mellem 1820 og 1847 var der ifølge den amerikanske statistik ankommet lidt over 1.500 danskere. Mange af dem var sømænd, som havde slået sig ned i de store havnebyer som Boston, New York, Philadelphia og New Orleans, og hertil kom som nævnt en række enlige, eventyrlystne personer, der kan spores spredt ud over mange lokaliteter i det daværende USA. Med fundet af guld i Californien i 1849 drog en hel stribe af unge danske mænd enten fra andre dele af USA eller direkte fra Danmark videre til bjergene øst for San Francisco. I 1850 var ikke mindre end næsten 100 danskere at finde blandt guldgraverne i dette område.

Som det fremgår af kortet fig. 2, var kun den sydøstlige del af Wisconsin bebygget i 1840. Samlet udgør området, der i 1848 blev optaget som selvstændig stat i De Forenede Stater, cirka 3½ gange Danmarks størrelse. I midten af 1840’erne var indbyggertallet nået op på 120.000, og i 1850 havde tallet passeret 300.000. Det gik stærkt i Wisconsin. De første danske nybyggere spredte sig over flere af datidens bosættelser og byer, men på enkelte steder skabte de også grundlag for større danske bosættelser, som siden har fået betegnelsen danske kolonier. Den ældste af disse opstod ved Pine Lake – eller i andre sammenhænge benævnt Hartland – i Waukesha County vest for områdets største by Milwaukee. L.J. Fribert kan tilskrives æren som grundlægger med bygning af det første blokhus i 1843. I 1846 fulgte Christian Ludvig Christensen, der også købte jord her, og i de følgende år fulgte flere danskere. I 1850 var antallet af danskere nået op på 14, et tal som gradvis voksede, og ved folketællingen i 1860 registreredes 100 danskfødte nybyggere i Waukesha County.

De fleste boede inden for de to townships Delafield og Merton, der støder op til Pine Lake.[14] Når der her tales om en dansk koloni, skal man forstå, at der hermed blot menes en større koncentration af danskere, ikke at området var domineret af danskere. I Waukesha County var det samlede indbyggertal i 1850 på knap 20.000, så danskerne udgjorde blot en forsvindende lille del blandt amerikanerne og de mange andre etniske grupper. I de to primære danske townships, Delafield og Merton, var den samlede befolkningsmængde på samme tid på godt 1.000, så selv her var de 14 danskere et betydeligt mindretal.

Med den hastige befolkningsudvikling i Waukesha County varede det da heller ikke længe, inden at al brugbar jord var optaget, og de senest ankomne danskere måtte søge til nye områder. Det var i Pine Lake-kolonien, at den tidligere husmand fra Lolland, Lars Hannibal, i slutningen af 1860’erne sammen med flere andre danskere besluttede sig for at realisere en af Rasmus Sørensens gamle ideer om at erhverve et større areal land med henblik på at udstykke det i små parceller til danske husmænd. Sørensens idé var oprindelig fremsat med henblik på at opkøbe en dansk herregård, men Lars Hannibal omsatte ideen til den amerikanske prærie. Et aktieselskab for småbrugere blev etableret med godkendelse af Wisconsins lovgivende forsamling og projektet realiseredes – om end ikke helt efter planen – i 1871, hvor den store danske koloni Dannebrog i Howard County, Nebraska, blev grundlagt.[15]

Det kan selvfølgelig diskuteres, om Pine Lake-kolonien med rette kan kaldes den ældste danske koloni. Det handler selvfølgelig om, hvad man regner til en koloni og hvor kontinuerlig bosættelsen skal have været. Faktisk så havde der boet danskere i Racine County siden 1840, ganske vist blot en enkelt, nemlig tømrer og bygmester John Bang.[16] Såvel byen Racine som county’et af samme navn blev siden en af de største danske kolonier i USA og er blevet kaldt ’den mest danske by’ uden for Danmark. Det var her, at P.C. Lutken i 1844 slog sig ned sammen med sin hustru. I 1850 boede der 39 danskfødte i Racine County, heraf de fleste i byen af samme navn. Samlet udgjorde county’ets indbyggertal knap 14.000, heraf 5.000 i Racine City. Et halvt århundrede senere var antallet af danskere nået op på omkring 4.000 og det var dermed en af de mest livskraftige danske kolonier med flere kirker, brødre- og søstersamfund og fastholdelse af en række danske højtidsbegivenheder.

Et par hundrede kilometer nord for Racine, ikke langt fra Michigan søens bred, etableredes i 1848 en anden dansk koloni, der i de følgende år skulle vokse sig stor og helt frem til i dag stå som en af de kendteste danske kolonier. Frederik Hjorth, Niels Gotfredsen og andre fra Langeland var blandt grundlæggerne af New Denmark i Brown County. Der var tale om en decideret landbrugskoloni, som i 1850 bestod af seks danske farmer-familier omfattende i alt 19 danskfødte. I county’et som helhed boede der omkring 6.000 mennesker, hvoraf godt de tusinde havde slået sig ned i byen Green Bay. Også her voksede antallet af danskere op gennem 1850’erne, og i slutningen af årtiet var antallet af danskfødte nået op på 96, et tal som et par årtier senere var nær de tusinde.

Den sidste koloni blev etableret i Winnebago County tæt ved søen af samme navn. Her bosatte fynboen Jens Andersen sig i 1848 med kone og tre børn og købte land tæt ved det sted, hvor byen Neenah senere voksede op. Ikke langt derfra havde lægen Christen Linde slået sig ned nogle år tidligere, og snart fulgte flere danskere til området. I 1850 var 22 ud af county’ets godt 10.000 indbyggere født i Danmark. De fleste af danskerne havde sikret sig jord og var farmere, men snart trak den voksende by Oshkosh flere unge danskere til, som gik ind i andre erhverv. I 1860 var antallet af danskere nået op på 75, der nogenlunde ligeligt fordelte sig mellem farmere og landbrugsmedhjælpere på den ene side og forskellige håndværks- og handelsfag på den anden.

Fig. 3. Rekonstrueret kort over Wisconsins oprindelige vegetation, da de første nybyggere kom til staten. På kortet er markeret de første danske kolonier, som etableredes i 1840’erne.

For alle fire kolonier gjaldt det, at de kommende årtier bragte flere og flere danskere til, og de kom sammen med et par yderligere kolonier anlagt i 1860’erne og 1870’erne længere mod vest og nord i Wisconsin – herunder den store koloni West Denmark på grænsen ind mod Minnesota – til at stå som kerneområderne for den danske bosættelse i staten. Ser man alene på tallene, burde også byen Milwaukee nævnes i denne sammenhæng. I 1850 boede der 25 danskfødte i byen, men kigger man nærmere på deres spredning over byens kvarterer og anskuer antallet i forhold til byens størrelse på cirka 20.000 indbyggere, så kan der næppe her tales om en dansk koloni. Det danske indslag fik da heller aldrig en synderlig styrke i byen, som i øvrigt domineredes markant af tyskere på samme vis, som danskerne stod markant stærkt i den nærliggende by Racine. Placeringen af de danske kolonier grundlagt i 1840’erne kan ses af kortet fig. 3.

Siden 1790 er der i USA hvert tiende år blevet gennemført en folketælling. Baggrunden herfor var at fastlægge antallet af de enkelte staters medlemmer af Repræsentanternes Hus. Siden er folketællingerne blevet udviklet til også at kortlægge en række andre væsentlige oplysninger om det amerikanske samfund, og i dag besvares herigennem en lang række såvel demografiske, økonomiske som sociale spørgsmål.[17] Fra 1850 skulle det for alle personer noteres, hvor vedkommende var født. Det giver således en mulighed for at fastslå, hvor mange danskere, der levede i USA på det tidspunkt. Ifølge U.S. Census 1850 var tallet 1.837. Langt de fleste boede i de store havnebyer langs østkysten som Boston, New York, Philadelphia og New Orleans og alene i staten New York var tallet over 400. Endnu var Wisconsin kun på fjerdepladsen med 146, men i modsætning til de andre stater, var der i Wisconsin næsten udelukkende tale om personer, som havde en baggrund i den danske landalmue. Ti år senere nåede antallet af danskere i Wisconsin op på 1.150, men stadig med en placering som nummer fire. Listen var dog blevet væsentligt ændret, idet Utah og Californien var kommet ind som henholdsvis første og andenpladsen, medens New York måtte nøjes med en tredjeplads. Guldfundene i Californien havde lokket mange danske eventyrere dertil, og de udsendte missionærer fra mormonkirken i Utah havde fået godt greb i unge danskere, som mod at underskrive, at de skyldte kirken for overfarten, kunne rejse gratis sammen med andre mormoner til Zions land.[18] Da den amerikanske borgerkrig sluttede i 1865, tog den danske udvandring rigtig fart. Nu dominerede husmænd, daglejere og arbejdere, og de søgte i stort tal til landbrugsområderne i Midtvesten. Wisconsin var hovedmålet, men snart spredtes de også ud over de andre stater i området som Iowa, Minnesota og Nebraska. I de følgende årtier indtog Wisconsin førstepladsen med over 5.000 danskfødte i 1870 og næsten 9.000 i 1880. Herefter overtog Iowa og senere Californien føringen, hvorefter Wisconsin måtte tage til takke med en fjerde- eller femteplads. Medregner man også børn født i USA af danske forældre, så nåede det danske indslag i Wisconsin sin største udbredelse i 1930, hvor det samlede tal udgjorde omkring 41.000.

Ved folketællingen i år 2000 registreredes der godt 32.000 danskfødte i USA. De fleste boede i Californien og kun 460 i Wisconsin. Senere tiders danske immigranter søgte ikke længere i særligt stort tal til de gamle landbrugsområder i Midtvesten, men derimod til de hastigt økonomisk udviklende områder enten i Californien, på Østkysten eller gennem de seneste år i stater som Arizona, Nevada, Georgia og Florida. Danske efterkommere var der derimod stadig mange af i Midtvesten. I Census 2000 blev de amerikanske borgere spurgt om deres etniske baggrund. Ud af en befolkning på 282 millioner svarede godt 1,4 million, at de var af dansk afstamning. Langt de fleste – godt 200.000 – boede i Californien, medens tallet for Wisconsin lå på 72.000. Dette tal placerede Wisconsin som nummer fire på listen over stater med størst dansk indslag. Ser man derimod på de danske efterkommeres andel i forhold til de to staters samlede befolkning, så udgjorde de danske efterkommere kun 0,6% i Californien, medens tallet i Wisconsin var over dobbelt så stort, nemlig 1,3%. Befolkningstallene i de to stater var i år 2000 henholdsvis 33 og 5,3 millioner. Sporene efter den danske udvandring til Wisconsin er således så langt fra visket væk i dag. Kigger man nærmere på fordelingen af de danske efterkommere i Wisconsin i dag, ja så bor langt de fleste i de store byområder i sydøst, Milwaukee, Racine, Kenosha og hovedstaden Madison. Flytningen fra land til by har som i Danmark præget udviklingen op gennem det 20. århundrede. Men ser man bort fra denne stærke koncentration, så træder de gamle danske landkolonier som New Denmark, Pine Lake og Winnebago – samt de senere opståede kolonier som West Denmark – stadig tydeligt frem.

Med trefjerdele af de danske immigranter, der havde slået sig ned i Midtvesten og med Wisconsin som det første store mål for masseudvandringen, ja så var denne stat naturligvis oplagt som hjemsted for et års forskningsophold, hvor en større undersøgelse af danskere i USA fra 1850 til i dag skulle afsluttes. I 1997 viste Odense Bys Museer særudstillingen ’Danskerne på prærien’. Denne udstilling, som vakte stor publikums- og medieinteresse, blev indledningen til et flerårigt arbejde med dansk udvandringshistorie for Odense Bys Museer. Som led i udstillingen og i kølvandet på den fulgte bøger, tv- og radioudsendelser, symposium, foredrag og forelæsninger såvel i Danmark som i USA. Hovedkræfterne bag var museumsinspektør Karsten Kjer Michaelsen og nærværende forfatter. Medens førstnævnte har udgivet såvel fyldigt udstillingskatalog, børnebog og et omfattende kildemanuskript, så fulgte jeg op med et mere videnskabeligt arbejde. Det blev i første omgang til bogen ’Dannebrog på den amerikanske prærie’, der udkom i år 2000, og som siden førte til et firårigt forskningsprojekt ’Danske i USA 1850-2000’ i perioden 2001 til 2004.[19] Projektet, der er finansieret af Carlsbergfondet og siden har opnået støtte til digital præsentation af datamaterialet og forskningsophold i USA fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling samt Fulbright Kommissionen, skal afsluttes med en større videnskabelig afhandling. Efter gennemførelse af en række pilotundersøgelser i 2000 indledtes forskningsprojektet året efter med en omfattende dataindsamling om danske immigranter og deres efterkommere fra amerikanske folketællinger, gennemført af 10-12 studenter fra Syddansk Universitet i de følgende år. I Fynske Minder 2002 kan læses mere om projektets målsætning, metoder og arbejdsplan foruden de første resultater af pilotundersøgelserne.[20] Fra sommeren 2003 til sommeren 2004 skulle det omfattende materiale bearbejdes og sammenholdes med relevant baggrundsstof, en opgave som fordrede ophold nær kildematerialet i USA. University of Wisconsin i hovedstaden Madison tilbød sig som vært, og sammen med min familie flyttede jeg til Wisconsin. Mængder af data blev bearbejdet og suppleret ved brug af universitetets righoldige arkiver og biblioteker samt hjælp fra Minnesota Population Center i Minneapolis i nabostaten Minnesota. Efter ti måneders ophold kunne der lægges sidste hånd på et omfattende manuskript, der gennem tekst, diagrammer, tabeller og kort beskriver den amerikanske demografiske, økonomiske og sociale udvikling i hovedtræk og detaljeret sætter de danske immigranter og deres efterkommere ind i denne sammenhæng. De over 400.000 danske udvandrere og deres endnu flere efterkommere analyseres både i forhold til den samlede amerikanske befolkning og i forhold til udvalgte etniske grupper. Det omfattende manuskript forventes efter nødvendig korrektur, suppleringer og layout-arbejde udgivet i første halvdel af år 2005. Det er målet, at værket kan stå som en pendant til det storværk, som historikeren Kristian Hvidt tildeltes den filosofiske doktorgrad for i 1971 -”Flugten til Amerika” – et værk, som fokuserer på baggrunden for de mennesker, som valgte at forlade Danmark.[21] I det kommende værk er fokus sat på, hvad der skete med disse mennesker i deres nye, store land, og hvorledes såvel de som deres efterkommere helt frem til i dag har klaret sig. Det har været en utrolig spændende oplevelse at følge i de danske pionerers spor til Wisconsin og i arkiverne finde data efter data om det liv, de har levet. Hovedstaden Madison i Wisconsin blev centrum for afslutningen af forskningsprojektet, men som danskerne og ikke mindst deres efterkommere spredtes ud over hele det amerikanske kontinent, således fulgte også jeg deres videre færd både i de mange statistiske tal og rent fysisk med rejser til flere af de amerikanske stater. Den danske udvandring til USA er en uhyre interessant og fascinerende historie, som Fyens Stiftstidende i 1847 kom til at bidrage til med gengivelsen af C.L. Clausens lange brev. Det har derfor været naturligt, at avisen gennem årene tæt har fulgt Odense Bys Museers udforskning heraf. Senest drog en journalist og fotograf til Wisconsin i maj 2004 for at berette om undersøgelserne og bringe historier om de danske efterkommere, der stadig kan findes flere steder i staten.[22] Wisconsin har om nogen stat en særlig plads i den dansk-amerikanske historie.

Fig.4. I 1915 rejste den danske husmandsbevægelse en mindesten for agitatoren, politikeren og reformatoren Rasmus Sørensen foran Fyns Stifts Husmandsskole ved Odense. Fra afsløringen berettes følgende: "For at hædre denne betydelige mands minde har de danske husmænd i forbindelse med afholdsfolkene rejst ham et mindesmærke, som nu er afsløret. Ved afsløringshøjtideligheden var der mødt ca. 400 mennesker fra alle egne af Fyn…. Mindesmærket består af en smuk bautasten, øverst på en tildannet kæmpehøj.” R. Andersen (1923), s. 136. Foto fra 1919.

Noter

  1. ^ Dette og øvrige citater er i let grad omskrevet til nutidsdansk.
  2. ^ P.S.Vig: Danske i Amerika, Chicago 1908, s. 206 ff.
  3. ^ Blandt de tidligste danske udvandrere til USA er mange fejlagtig opført som kommende fra et af vore nabolande, idet deres rejse fandt sted med skibe derfra. Se nærmere herom i Torben Grøngaard Jeppesen: Dannebrog på den amerikanske prærie, Odense 2000, s. 13.
  4. ^ Som følge af nationsfællesskabet mellem Sverige og Norge blev tallene for de to lande i den amerikanske immigrantstatistik opgjort som et fælles tal i denne periode. På grundlag af den amerikanske folketælling i 1850 kan det anslås, at den svenske del af indvandringen maksimalt har udgjort en fjerdedel af det samlede svensk-norske tal.
  5. ^ William J. Orr: Rasmus Sørensen and the Beginnings of Danish Settlement in Wisconsin, Wisconsin Magazine of History, Vol. 65, No. 3, Spring 1982, s. 200; R. Andersen: Banebrydere for Kirken i Amerika, New York 1923, s. 89 ff. og Torben Grøngaard Jeppesen (2000), s. 43 ff.
  6. ^ EJ. Fribert: Haandbog for Emigranter til Amerikas Vest med Anviisning for Overreisen samt Beskrivelse af Livet og Agerdyrkningsmaaden nærmest i Visconsin, Christiania 1847.
  7. ^ William J. Orr (1982) og Erik Helmer Pedersen: Drømmen om Amerika, København 1985, s. 62 ff.
  8. ^ R. Andersen (1923), s. 95 ff.
  9. ^ Rasmus Sørensen: Om de udvandrede Nordmænds Tilstand i Nordamerika, og hvorfor det vilde være gavnligt, om en deel danske Bønder og Haandværkere udvandrede ligeledes, og bosatte sig sammesteds, København 1847. Bemærk her, at Rasmus Sørensen ikke alene agiterede for forbedringer for de lavere sociale lag, men tillige var pacifist og var imod krig og militær.
  10. ^ 10. P.C. Lutken: Noticer vedkommende Agerdyrknings-væsenet og Landboforholdene i territoriet Wisconsin i Nord-Amerika, Tidsskrift for Landoekonomi, Ny Række, 9. Bind, 1848.
  11. ^ P.S. Vig (1908).
  12. ^ Rasmus Sørensen udgav efter udvandringen to mindre publikationer om hans erfaringer fra turen til og opholdet i USA: ’’Første Brev til mine Venner og Landsmænd i Danmark, indeholdende en Beskrivelse af min Udvandringsreise til Amerika og af mine her gjorte første Erfaringer”, København 1853, og ’’Andet Brev til mine Venner og Bekjendte i Danmark, indeholdende en Beskrivelse af Forfatningen, Tilstanden og Leveveiene i Wisconsin i Nordamerika”, Faaborg 1855. Efter hustruens død i 1861 rejste Rasmus Sørensen tilbage til Danmark, hvor han oplevede en enorm interesse for at høre om Amerika. Udover mange foredrag udgav han skriftet: "Hvad siger Rasmus Sørensen nu, efter hans tiaarige Ophold i de nordamerikanske Forenede Stater, om Forfatningen og Tilstanden sammesteds, navnlig om den nuværende Krig derovre, m.m.? København 1861. I 1862 rejste han tilbage til USA fulgt af 150 danskere. Også i 1863 var Sørensen i Danmark og bragte samme år et endnu større antal danske udvandrere med sig tilbage. Han døde i USA i 1865.
  13. ^ Nærmere om Lars Hannibals historie kan læses i Torben Grøngaard Jeppesen (2000), s. 50 ff.
  14. ^ Et township i Wisconsin udgør normalt et areal på ca. 10 × 10 km.
  15. ^ Historien om dette projekt beskrives i Torben Grøngaard Jeppesen (2000).
  16. ^ P. S. Vig: Danske i Amerika, bind II, Minneapolis 1918, s. 145.
  17. ^ Margo J. Anderson: The American Census. A Social History, New Haven 1988, go Margo J. Anderson (ed.): Encyclopedia of the U.S. Census, Washington D.C. 2000.
  18. ^ Jørgen W. Schmidt: Oh, du Zion i vest. Den danske mormon-emigration 1850-1900. København 1965
  19. ^ Karsten Kjer Michaelsen: Danskere på prærien, Odense 1997; Karsten Kjer Michalesen & Birthe Kjer Michaelsen. Peter S. Petersens Erindringer – en kilde til den danske bosættelse i Dannebrog, Nebraska 1871-1895. Odense 1999, Torben Grøngaard Jeppesen: Danskere og danskheden i USA. Rapport fra seminar den 18. september 2000. Odense 2001, og Torben Grøngaard Jeppesen (2000).
  20. ^ Torben Grøngaard Jeppesen: Danske i USA 1850-2000 -en demografisk, social og kulturgeografisk undersøgelse af de danske immigranter og deres efterkommere. Fynske Minder 2002
  21. ^ Kristian Hvidt: Flugten til Amerika eller Drivkræfter i masseudvandringen fra Danmark 1868-1914. Århus 1971
  22. ^ Se artikler i Fyens Stiftstidende i juni og juli 2004.

©