Dansker i Nordstatshæren

- i kamp for det nye hjemland

Ved en folketælling i USA i 1990 angav over en million amerikanere, at deres familiemæssige rødder kan føres tilbage til Danmark. Grundlaget herfor skabtes af de over 350.000 danskere, som udvandrede til ‘Guds eget land’ primært i perioden fra 1840 og frem til første verdenskrig. Selve den enorme udvandring, som i datiden udgjorde en væsentlig åreladning af landets befolkning, og udvandrernes videre skæbne i det enorme land er et stykke spændende dansk og amerikansk historie. Odense Bys Museer har i nogle år sat focus på denne historie. Arbejdet indledtes i 1995 med forberedelserne til den store særudstilling »Danskerne på Prærien«, som åbnede den 1. maj 1997, og det er siden blevet videreført med yderligere historiske undersøgelser, bogudgivelser, produktion af vandreudstilling og gæsteforelæsninger.[1]

De fleste af udvandrerne havde dårlige kår i Danmark, og de så Amerika som mulighedernes land, hvor de, og ikke mindst deres børn, kunne få langt bedre vilkår, måske som selvstændige farmere.

Følger man udvandrernes skæbne i det nye land, så finder man mange eksempler på, at energien og lysten ikke blot begrænsede sig til at skabe grundlaget for en ny tilværelse for sig selv og sin familie, men også omfattede aktiv deltagelse i opbygningen af det hastigt ekspanderende land. Mulighederne var store herfor, idet danskerne især valgte at slå sig ned i Midtvesten – de store ubeboede skov- og præriestrækninger vest for Chicago -, i staterne Wisconsin, Illinois, Minnesota, Iowa, Nebraksa, Kansas, North og South Dakota. Landet lå frit og skulle blot erobres. En anden sag var så, at det ofte blev en hård og sej kamp at overleve og bygge op i det uberørte land. Man måtte i starten bo i træhytter eller jordhuler, klare sig næsten uden penge og modstå skovbrande, præriebrande, græshoppeangreb, tørke, flod, snestorme og tornadoer – og ikke at glemme den dybe ensomhed i skoven eller på den endeløse prærie – i et fremmed land og langt fra fædrelandet, familien og andre mennesker.

I forbindelse med Odense Bys Museers arbejde med udforskningen af de danske udvandreres færd i USA, er der blevet sat særlig focus på de danske pionerer, der i 1850’erne kom til Wisconsin og som omkring 1870 drog videre mod vest ud til den yderste grænse af ekspansionen – ‘the frontier’ – i staten Nebraska. Blandt denne gruppe udvandrere er unge og familier fra mange egne af Danmark – fra Lolland, Fyn og Jylland. Blandt de fynske kan nævnes brødrene Paul og Mads Andersen fra Bellinge. De slog sig begge ned i den nye danske bosættelse ‘Dannebrog’ i Nebraska og startede med at opdyrke prærien, men siden blev de centrale personer i det nye samfunds opbygning – som dommer, advokat, ejendomshandler, forretningsindehaver, fabrikant m.m. Initiativtageren til det nye danske samfund i Nebraska var dog Lars Hannibal, der udvandrede fra Lolland i 1856.

En del af udvandrernes nye virkelighed i det fremmede var at få et omend ikke nyt fædreland, så dog et nyt hjemland. Som led i ansøgningen om at blive borger i USA skulle man fraskrive sin loyalitet til sit gamle land og sin konge. De fleste valgte at blive amerikanske statsborgere. Danmark og dansk blev dog stående i hjertet og erindret med en særlig følelse. Hvis det blev økonomisk og fysisk muligt søgte mange at tage mindst én tur hjem til det gamle land.

Med det nye liv og det nye statsborgerskab indgik også en moralsk og somme tider tvungen pligt til at kæmpe for sit nye hjemland. De første danske udvandrere fra 1840’rne og 50’erne kom til at mærke dette, da den amerikanske borgerkrig startede med bombardementet på Fort Sumter den 12. april 1861.

Og det er om dette emne denne lille artikel skal handle. Nemlig om husmanden Lars Hannibal, der følte stor loyalitet for sit nye hjemland og meldte sig som soldat i Nordstaternes hær.

Lars Hannibal – eller rettere Lars Hannibalsen, som hans egentlige navn var i Danmark, – ankom til New York den 21. maj 1856 på sejlskibet »Elbe« fra Hamburg. Han var på det tidspunkt 34 år. Sammen med ham fulgte hans kone Marie, der var 36 år samt deres børn Hanne, Peter, Rasmus og Frede, der var mellem ni og fire år. Alle er i immigrant- og passagerlisten anført som værende fra Tyskland. Dette er dog ikke et ukendt fænomen for de tidligste danske udvandrere, som sejlede med emigrantskibe fra tyske havne. Kaptajn og immigrantmyndigheder kunne eller ville ikke skelne de få danskere fra de mange tyskere.

Lars Hannibal og familie drog fra New York videre til staten Wisconsin, til Nashota i Waukesha County umiddelbart vest for byen Milwaukee. Her omkring søen Pine Lake var den første danske bosættelse opstået i 1840’erne, grundlagt af Christian Ludvig Christensen fra Lolland. Og hertil var Marie Hannibals fætter, Lars Olesen, og hans familie ankommet i 1855. Straks ved ankomsten – i juni måned – købte Lars Hannibal af en normand en lille farm beliggende i et bakket og skovrigt område lige ned til en stor sø. I september ansøgte Lars Hannibal om at blive amerikansk statsborger, og i marts året efter var det en realitet. På det tidspunkt var det normalt, at alene familiefaderen fik statsborgerskab, idet resten af familien ansås som omfattet heraf. I de følgende år gjaldt det at få familien etableret og få gang i den lille farm på den vanskelige jord.

Da Lincoln i 1860 valgtes som præsident, blev det snart klart, at Sydstaterne ville gøre oprør og oprette en ny regering. Det kommende år blev det til alvor. Der var mange meninger i Nordstaterne om, hvorvidt dette kunne forhindres eller ikke. Da krigen brød ud, mente nogle, at det ville vare et par måneder at overvinde Sydstaterne. Andre troede, at Syden ville vinde, og at Nordstaterne ikke burde føre krig, men give efter. Disse anskuelser hørtes blandt nybyggerne i området omkring Nashota i Wisconsin.

1. Lars Hannibals naturaliseringspapirer (godkendelse af amerikansk statsborgerskab).

Da krigen brød ud, rådede Nordstaterne (Unionshæren) over en relativt beskeden styrke. Der blev derfor straks opfordret til at melde sig som frivillig i regimenter, som organiseredes via de enkelte stater. Som volontør indgik man i første omgang en kontrakt for tre måneder, men snart skulle det vise sig, at krigen ikke blev kort. Så kontrakttiden blev udvidet til tre år – eller kortere, hvis krigen afsluttedes før. Unionsregeringen satsede på gennem opfordringer fra de enkelte staters guvernører, annoncekampagner og hverveofficerer at tiltrække tilstrækkeligt mange mænd til at fylde de mange nye regimenter. Indtil videre blev der ikke tvangsudskrevet unge til hæren. Det skete først langt senere i krigen og kom kun til at udgøre en mindre del af den samlede hær. Også guvernøren i Wisconsin fremkom med adskillige opfordringer til at indtræde i Unionshæren, og med baggrund i den nye stats mange immigranter blev der lagt pres på de forskellige etniske grupper. Således skrev hverveofficeren O.C. Johnson på guvernørens opfordring en kraftig appel i den norsksprogede avis ‘Emigranten’ til Wisconsins skandinaviske indbyggere om at oprette et skandinavisk regiment. På det tidspunkt var hovedparten af de skandinaviske immigranter i staten fra Norge og endnu kun 1.150 fra Danmark.

Om aftenen den 15. september 1861 samledes nogle ledende skandinavere, blandt disse nordmanden Hans E. Heg, i »Capitol House« i hovedstaden Madison i Wisconsin. Forsamlingen besluttede at danne et skandinavisk regiment. Det oplystes fra hverveofficer Johnson, at der kunne dannes to skandinaviske regimenter i staten Illinois, og at planen var at forene de tre regimenter. På mødet anbefaledes over for guvernøren, at Hans E. Heg blev udpeget som chef for regimentet. Om Lars Hannibal overværede dette møde er ikke fastlagt, men set i lyset af hans store interesse for danske og skandinaviske forhold i staten sammenholdt med hans snarlige hvervning til regimentet, så er det nok meget sandsynligt.

Regimentet blev godkendt, og snart opslog oberst Heg sit midlertidige hovedkvarter i Waupun County og begyndte hvervningen af soldater, og inden for et par måneder var de fleste kompagnier fyldt op. Lars Hannibal meldte sig blandt de første, den 28. september 1861. Hvad hans motiver var til hvervningen, giver de bevarede kilder ingen forklaring på. Men det kan berettes om ham, at hans kone Marie var død i 1859, altså blot tre år efter deres ankomst til USA. Han var således alene med de fire mindreårige børn, hvoraf dog den ældste var sendt ud at tjene på en anden farm. Da Lars drog i krig blev de tre andre børn sendt i pleje på nabofarme. Måske var tabet af hustruen en af grundene til at melde sig. En anden sikkert, at Lars Hannibals hu ikke lå til håndens arbejde. Det at kunne kæmpe for en ‘sag’, som han troede på, og det at vise sit nye hjemland sin loyalitet kombineret med, at man kunne tjene en pæn sum på at lade sig hverve og bagefter få mulighed for at erhverve gratis jord har sikkert stået stærkt. I den forbindelse skal det nævnes, at det næppe har været en helt let beslutning for Lars Hannibal. På det tidspunkt var han 39 år. Langt hovedparten af de mænd, der lod sig hverve, var i tyverne. Hans kaptajn var blot 24 år, første løjtnanten 22 år og anden løjtnanten 25 år.

Oberst Hans E. Heg rykkede sit hovedkvarter til Madison i det sene efterår 1861, og de indrullerede soldater påbegyndte mønstringen. Lars Hannibal mødte op i regimentets lejr – Camp Randall på bakkerne lige uden for Madison, hvor University of Wisconsin i dag ligger – den 16. november. Lars Hannibal blev udpeget til sergent, måske fordi han havde krigserfaring fra deltagelse i flåden under den slesvigske krig i 1848-50. Sammen med 14 andre danskere blev Lars Hannibal optaget i kompagni B. Af indrulleringspapirerne får vi oplyst, at Lars Hannibal var fem feet og ni inches (175 cm) høj, hvilket var lige over gennemsnitshøjden for Nordstaternes soldater. Hans kropsbygning var normal, og han havde blå øjne og lysbrunt hår.

2. Lars Hannibal fotograferet 1861 i Madison, Wisconsin.

Det nydannede skandinaviske regiment i Wisconsin fik følgende officielle betegnelse: 15th Regiment of Wisconsin Volonteers. Det var et infanteriregiment. Normalt omfattede et sådant ca. 1025 menige og officerer og var inddelt i en stab og 10 kompagnier. Staben bestod af oberst, oberstløjtnant, major, kvartermester, adjudanter, musikere samt civile som læge, præst og sygehjælpere. Hvert af de 10 kompagnier bestod af op mod 100 mand med følgende formation: en kaptajn, en første løjtnant, en anden løjtnant, en første sergent, fire sergenter, otte korporaler, to musikere, en kusk, resten menige. Kompagnierne var navngivet alfabetisk fra A til I, J sprunget over. Disse kunne igen opsplittes i deling (squard) og trop (platoon).

3. Typisk infanterilejr.

Når et regiment var dannet og sendt afsted, blev der kun i begrænset tal rekrutteret nye uanset tab og hjemsendelser. Efter en længere tid ved fronten kunne et regiment således være stærkt reduceret i antal mænd. I stedet dannedes der under hele borgerkrigen nye regimenter, og Unionshæren nåede således inden krigens slutning op på ialt 2.144 infanteriregimenter foruden et stort antal kampenheder som kavaleri, artilleri m.m. Dette hang bl.a. sammen med det tre-årige kontraktsystem, hvor regimentets soldater og officerer udmønstrede samtidig.

Da 15th Regiment of Wisconsin var samlet i december 1861, omfattede det ialt 801 mand, for det meste nordmænd, men som nævnt også flere danske samt enkelte amerikanere, der følte tilknytning bl.a. gennem ægteskab til Skandinavien. Regimentets præst blev pastor Claus L. Clausen, en af de første danske i Wisconsin. Han var født på Ærø i 1820 og kom til USA i 1839 som lærer for en del norske immigranters børn. Siden blev han præst i norske menigheder i Wisconsin. Claus L. Clausen har bl.a. skrevet herom i Fyens Stiftstidende i 1847.

I Camp Randall begyndte træningen af de mange mænd i krigsførelse. Fra først til sidst var disciplin og øvelse en nødvendighed. I en krigssituation skulle trop, deling, kompagni og regiment handle straks på ordre og efter indøvede teknikker. Et veløvet regiment kunne blive forskellen mellem succes og katastrofe i et slag, eller mellem et lavt antal faldne og total udslettelse af fjendens ild.

December og januar måned blev en kold omgang i Camp Randall. Den 14. februar 1862 blev regimentet indmønstret i USA’s hær, og snart kom der ordre til at forlade Camp Randall og drage til St. Louis i Missouri. Nordstaternes generalstab havde lagt en strategi, som gik ud på at omringe Sydstaterne ved en kombineret land- og flådeoperation. Flåden skulle sikre inddæmning langs havet mod øst og syd, medens en ekspeditionsstyrke skulle sendes ned ad Mississippifloden, erobre og befæste området og herved afskære Sydstaterne mod vest. 15th Regiment of Wisconsin skulle indgå i opbygningen af denne vestflankes nordlige del.

4. 15th Regiment of Wisconsin’s rute fra Camp Randall i Wisconsin i marts 1862 til slaget ved Stones River, Tennessee, i december 1862.

Søndag morgen den 2. marts kl. 8.00 stod regimentet i geled i Camp Randall. Herfra gik det i march til jernbanestationen i Madison. Kærester, koner og familie var mødt talstærkt op for at tage afsked. På vejen til Chicago blev toget med de mange soldater forsinket i fem timer på grund af sne. Men ved ni-tiden om aftenen nåede det dog til Chicago. Her ventede en stor menneskemængde, der som repræsentanter for den norske immigrantforening tog festligt imod det skandinaviske regiment. Efter et ophold i nogle timer i Chicago gik togrejsen videre mod Alton ved bredden af Mississippi. Man nåede hertil den næste dag ved 5-tiden om eftermiddagen. På denne togtur faldt menig Stark Larson af toget i fuldskab. Man troede, at han var dræbt, men faktisk kom han tilbage til regimentet nogle måneder senere. Den videre færd skulle ske med hjuldamperen »City of Alton«. Rejsen ned ad Mississippifloden mod St. Louis tog sin begyndelse den næste morgen. I St. Louis havde oberst Heg ordre til at melde sig til general Halleck, og af ham fik han ordre til at indskibe regimentet på hjuldamperen »Continental« og sejle længere ned ad Mississippi til ‘Bird’s Point’ nær byen Cairo. På vejen passerede hjuldamperen en lille by hvor indbyggerne stod samlet ved bredden. Da hejste kompagni A det norske flag, som regimentet havde modtaget i Chicago, og klapsalver og hurra-råbene fra bredden forstummede. Først da Unionsflaget blev hejst, blev der igen liv på bredden. Om morgenen den 5. marts ankom regimentet til Bird’s Point. Soldaterne blev indkvarteret og vagtopgaver påbegyndtes.

15th Regiment of Wisconsin skulle efter ordre fra general Halleck indgå i en samlet hær på 18.000 mand, som skulle gå over land og via Mississippifloden mod byen New Madrid samt til Øen nr. 10. Her havde Sydstaterne stationeret 7.000 mand samt nogle stærke batterier. Denne fæstning umuliggjorde Nordstaternes videre fremtrængen ned ad Mississippi og ind i Tennessee. Opgaven med at erobre fæstningsanlægget var lagt i hænderne på generalmajor John Pope, som i sit angreb over floden også skulle få støtte fra kanonbåde.

Øen nr. 10 var et fast punkt i Mississippi, omkring 50 miles nedenfor byen Cairo. Øen var ganske lille. Der var flere batterier, men de egentlige forsvarsværker lå på Tennesee-kysten. Her slår floden et sving, og angreb med kanonbåde var meget vanskelig. På den tid var landet langs floden oversvømmet, så troppetransporter måtte ske via floden.

5. Krigsscene fra den amerikanske borgerkrig 1861-66.

Den 14. marts kom en flåde bestående af syv kanonbåde, 10 mortérbåde og 12 transportbåde ned ad Mississippi. Seks af kompagnierne fra 15th Wisconsin Regiment, heriblandt Lars Hannibals, blev sat ombord på et transportfartøj for at følge flåden og tage del i belejringen af Øen nr. 10. Fremme ved bestemmelsesmålet begyndte et større bombardement. Alt hvad landtropperne havde at gøre var feltvagttjeneste ved en odde af Missouri-kysten lige overfor øen. Her lå de for at forhindre overrumpling, om det skulle blive muligt for fjenden at sætte over. For første gang fik det skandinaviske regiment føling med fjendens bomber. Vandet i floden steg, så man ikke kunne gå i land på den sumpede bred, men kompagnierne måtte blive sammenstuvet på transportskibet. Senere kunne man dog slå lejr på et højere liggende areal ved flodbredden. Det var en lille kold og usund lejr, hvor soldaterne kun sjældent turde bruge ild af hensyn til fjendtlige bombardementer. Det skulle senere vise sig, at lejren kom til at koste mange hjemsendelser.

Denne vagttjeneste blev den 30. marts afbrudt ved, at det 15th Regiment (dele af regimentet) sammen med 27th Regiment of Illinois blev sendt med hjuldamperen »Graham og McGill« ca. en times sejlads op ad floden til den lille by Hickham. Målet var at erobre Union City et lille stykke inde i Tennessee. I Hickham samledes den lille hær og startede marchen mod Union City. På togtet deltog to kompagnier af Illinois-kavaleri, der red foran. Herefter fulgte 27th Infantry Regiment of Illinois, så et batteri på seks kanoner og endelig 15th Regiment of Wisconsin, ialt 1200 mand under oberst Buford. Det samlede tog var over et par miles langt.

Union City ligger 16 miles fra Hickham. Marchen var startet ved nitiden om morgenen og ved ottetiden om aftenen gjordes holdt ca. fire miles fra Union City. Næsten morgen var hele styrken på benene igen kl. 4.00, og straks det blev lyst marcheredes videre i samme orden som dagen før. Vejen, der var så smal, at det ville være vanskeligt for to vogne at køre forbi hinanden, gik igennem en svær, tæt skov, og det undrede Unionshærens officerer, at fjenden ikke søgte at lægge hindringer i vejen i form af f.eks. træstammer, som ville have hindret artilleriets fremmarch. Der opstod derfor snak om, at fjenden allerede havde forladt Union City, medens andre frygtede et baghold. Pludselig begyndte kavaleriet at skyde på fjendens forposter, som løb derfra uden at svare igen. 27th Regiment of Illinois var allerede i slagorden, da det skandinaviske regiment nåede frem. Oberst Heg lod øjeblikkelig sit regiment formere slaglinie på venstre side af Illinois-regimentet. Artilleriet blev gjort klar og begyndte at skyde, men endnu løsnede infanteriet ikke et skud. Fjenden var blevet overlistet og Sydstatstropperne trak sig tilbage i vild uorden. Da kavaleriet havde angrebet lejren var Sydstatshæren, der i antal var nogenlunde af samme styrke som Unionshæren, i færd med at spise morgenmad. Overraskelsen var total, så tilbage i lejren var mængder af udstyr. Til mange soldaters fortrydelse gav Oberst Buford ordre til at brænde lejren. Dermed var opgaven løst, og ekspeditionsstyrken, der alene havde to sårede artillerister, der var kommet til skade ved en for tidligt eksploderet kanonkugle, havde ikke lidt tab. Der blev taget 12-14 fanger, omkring 100 heste samt en del vogne. Kompagni G erobrede et Sydstatsflag, som sendtes hjem til Wisconsins guvernør som et trofæ.

6. Kort over krigsskuepladsen ved Øen nr. 10.

Turen tilbage til det forrige opholdssted ved Øen nr. 10 foregik uden uheld. Med på turen fra det 15th Regiment var ialt 422 mand, heriblandt kompagni B med sergent Lars Hannibal. Feltpræsten Claus L. Clausen var også med. Det skandinaviske regiment havde været med til sit første egentlige slag og vundet endog uden at løsne et skud!

Med det formål at sende tropper ind bag fæstningsanlægget på Øen nr. 10 gravede Unionshæren en kanal gennem det sumpede terræn nord for New Madrid. Herved blev det muligt at sejle troppetransportskibe ned ad Mississippifloden uden om Øen nr. 10. De dyberegående kanonbåde kunne dog ikke gå denne vej, så det var nødvendigt at søge at få dem forbi øen ad flodvejen med henblik på det afgørende angreb fra såvel kanonbådene som fra infanteri landsat på flanken. Om aftenen ved ti-tiden den 4. april gled den første kanonbåd lydløst ned ad floden. Natten var mørk, og båden kom temmelig nær øen, før den blev opdaget. Fjenden åbnede ild, men ramte ikke, og den første kanonbåd var snart kommet forbi og uden for rækkevidde af øens kanoner. Tre skud fra kanonbåden markerede, at den var kommet vel igennem. To dage senere, den 6. april om natten, gennemførtes samme sejlads med yderligere en kanonbåd. Denne gang var en kulpram med et stort hølæs lagt på den ene side af kanonbåden. På Øen nr. 10 opdagedes fjendens mærkelige fartøj snart, men trods heftig beskydning med 60-70 kanoner, lykkedes det kanonbåden at slippe uskadt igennem. Kulprammen blev dog ramt.

Næste morgen, den 7. april, begyndte kanonbådene et systematisk og ødelæggende bombardement af kanonstillingerne på øen og på brinken. Den følgende dag kunne de angribende infanteriregimenter, hvoraf det 15th Regiment blev landsat på fastlandet for at gå mod stillingerne på brinken, konstatere, at fæstningsanlæggene stort set var rømmet. Omkring 200 sydstatssoldater var tilbage, medens resten var flygtet nedad floden til den lille by Tiptonville. Forinden havde generalmajor John Pope sendt en større styrke ned langs Mississippis vestbred og sat den over ved Tiptonville. Herved fik Sydstats-hæren afskåret sin flugtmulighed, og den overgav sig snart til John Pope. Ialt 5000 fanger blev taget. 160 stk. artilleri, for det meste svære belejringskanoner, flere dampskibe, heriblandt en kanonbåd, et flydende batteri med 16 kanoner samt en stor mængde ammunition, rationer, heste, muldyr og meget mere erobredes.

På fastlandet var der forladte lejre i alle retninger, og der sendtes adskillige kompagnier ud for at tage dem i besiddelse. De fandt fulde irlændere i stort antal. Disse havde været ansat som arbejdere. De fandt også en stor mængde syge, som ikke havde været i stand til at tage del i flugten. Teltene stod endnu, og soldaterne fandt alle mulige slags grej, tøj m.m.

Endnu engang havde 15th Regiment of Wisconsin Volonteers været med til at vinde en stor sejr uden egentlige tab. Regimentet blev efterladt i området for at fungere som garnison og vagt. Udover vagttjenesten blev opgaven at indsamle de omfattende værdier, som Sydstats-hæren havde efterladt. To store bannere, som var blevet erobret, sendtes tilbage til Wisconsins guvernør.

Fra dagene med bombardementet på Øen nr. 10 kan fortælles følgende lille anekdote om feltpræst Claus L. Clausen fra Ærø: Clausens virksomhed som feltpræst blev ikke lang. Hverken i Danmark eller i Amerika havde Clausen været stærk af helbred. Hertil kom, at medens han var med regimentet på Øen nr. 10, sprang en bombe tæt på det sted, hvor Clausen stod. Han kom i en choktilstand, som plagede ham resten af livet. Han så sig derfor nødsaget til at søge sin afsked, som han fik bevilget i november 1862. Clausen fik, medens han var ved regimentet, anledning til at vise, at han var en mand, der ikke var bange for at vove sin pels. En nat, medens de lå i garnison på Øen nr. 10, og det var et forfærdeligt mørke og regnvejr, blev der blæst alarm. Officererne søgte, så godt de kunne i den mørke nat, at samle deres kompagnier. Clausen, som også mødte, fik øje på en soldat, som gemte sig bag et skur for at slippe for at komme med. Han gik hen til ham og opfordrede ham til at gøre sin pligt. Det hjalp ikke. Præsten skældte ham ud, men uden resultat. Til sidst sagde Clausen til den bange soldat: »Så giv mig dit gevær!« Det fik præsten, gik ind i rækkerne og stillede sig på mandens plads indstillet på at tage kampen op mod fjenden, som man mente var i nærheden. Det viste sig dog hurtigt, at der var tale om blind alarm.[2]

Faktisk blev Øen nr. 10 søgt generobret af sydstatstropper ved nattetide. Det fandt sted i oktober måned, efter at hoveddelen af 15th Regiment var sendt på andre opgaver. Det lykkedes dog de tilbageblevne kompagnier at slå fjenden tilbage og endog tage en del fanger.

Lars Hannibal og hans regiment forblev som garnison og vagtenhed ved denne del af Mississippifloden i de næste to måneder. Først i begyndelsen af juni modtog oberst Heg nye ordrer. Disse gik ud på at efterlade to kompagnier som garnison, kompagni G og I, og med de resterende otte drage til Union City i Tennessee. Den 11. juni om aftenen blev de indskibet på hjuldamperen »Menco«, og endnu engang gik sejlturen op ad floden til den lille by Hickman. Herfra marcheredes til Union City, men denne gang uden at skulle i kamp om byen. Efter to ugers ophold i lejr ved Union City brød regimentet op den 20. juni og marcherede til Humboldt beliggende ca 80 miles syd for Union City. Vejene var forfærdelige, og på en lang strækning gik turen gennem moser. Den første dag nåedes kun fem miles. Efter Humboldt gik marchen videre mod syd via Jackson til byen Corinth i den nordlige del af staten Mississippi. En march på over 120 miles. De hårde marcher skulle siden vise sig at få en afgørende betydning for Lars Hannibals videre skæbne i Nordstatshæren. I Corinth blev slået lejr, og tiden blev brugt til eksercits. Den 20. juli blev lejren flyttet til et område en halv snes miles sydvest for Jacinto, og den 10. august marcheredes videre mod øst til byen Juka. De mange flytninger var et led i samling af tropper og placeringer i forhold til et kommende storslag ved Mississippi-fronten. Medens der kæmpedes i Kentucky havde Sydstaterne sendt større troppeenheder mod vest. I september og oktober stod større slag ved Juka og Corinth og i november havde nordstatsgeneralen Rosecrans samlet en styrke på 44.000 mand og gik mod sydstatsgeneralen Bragg og hans 34.000 mand. Et omfattende slag fandt sted ved Stones River, Tennessee, den 31. december til 3. januar. I dette slag kom 15th Regiment for alvor i kamp. Efter de fire dages krigshandlinger kunne regimentets tab gøres op til 15 dræbte, 70 sårede og 34, som enten var taget til fange eller ikke fundet blandt de faldne. Det vil sige, at 15th Wisconsin i ét slag havde mistet ca 15 % af sin slagstyrke. Men allerede inden da var en del soldater faldet fra, enten døde af sygdom i lejren eller hjemsendt på grund af uhelbredelig sygdom, ikke mindst som følge af lejren ved Mississippifloden.

Heller ikke Lars Hannibal nåede at være med i det store slag ved Stones River. Den historie kan følges i mønstringsrullerne og i Lars Hannibals øvrige soldaterpapirer i State Historicial Society’s arkiver i Madison, Wisconsin, og i US Army’s arkiver i National Archives i Washington. Kompagnimønsterrullen er en række kort, som udfyldes ved en mønstring af det enkelte kompagni på den sidste dag i hver anden måned. Den eneste gang, denne mønstring ikke fandt sted på den planlagte dag for 15th Regiment, var under slaget ved Stones River, hvor mønstringen skulle ske 31. december. Lars Hannibals mønstringsrulle fortæller, at han lod sig indrullere den 24. september 1861 i Madison for en periode af 3 år. Han indmønstredes den 16. november som sergent i kaptajn Johnson’s kompagni. Grundet opholdet i træningslejren Camp Randall er der ikke opgørelse før den 28. februar 1862.

For månederne marts og april er anført ’tilstedeværende’, det samme for maj og juni, medens det på den sidste dag i august for de to forløbne måneder er anført, at han blev efterladt i Juka syg den 21. august. For september og oktober er ligeledes anført, at Lars Hannibal er efterladt i Juka. Under mønstringen for november og december, der som nævnt først fandt sted efter slaget ved Stones River, er anført at Lars Hannibal hjemsendtes fra Nashville, Tennessee, den 21. december. Og endelig anføres på udmønstringskortet, at sergent Lars Hannibal er hjemsendt og afskediget som følge af utjenestdygtighed.

Ved en nærmere undersøgelse af hele regimentets mønstringsrulle viser det sig, at ganske mange mænd blev hjemsendt i dagene omkring den 20. december 1862. Der er næppe tvivl om, at det var en bevidst handling. Felthospitalerne skulle ryddes mest muligt forud for det forventede slag få dage senere! Umiddelbart er der i mønstringsrollen ikke nævnt nogen yderligere årsag, altså tyder hjemsendelsen ikke på, at Lars Hannibal var såret eller led af den meget udbredte sygdom efter opholdet langs Mississippifloden – kronisk dysenteri.

I et forsøg på at finde mere om årsagen til Lars Hannibals hjemsendelse søgtes i National Archives’ dokumenter for pensionerede soldater fra Borgerkrigen. Og her dukkede blandt tusindvis af sager en mappe op med den danske emigrant sergent Lars Hannibals navn. Det første papir er et fortrykt certifikat fra kompagniets kaptajn for utjenstdygtige soldater. Certifikatet er udfyldt den 28. januar 1862 i lejr ved Murfreesboro (nær Stones River). Heraf fremgår det, at sergent Lars Hannibal allerede fra den 2. juni havde været plaget af nedsat syn.

Til sidst var han næsten blind og blev indlagt på såvel felthospital som almindeligt hospital. Der kan ikke gives en nærmere forklaring herpå, men kaptajnen afgiver erklæring om, at skaden er opstået under tjeneste, og at de hårde marcher i varmt vejr og på støvede veje var medvirkende. I materialet ligger tillige en erklæring fra en militærlæge, der konstaterer, at Lars Hannibals syn er delvist mistet, at dette er permanent, og at det er sket i tjenesten.

Efter at være returneret til Waukesha County i Wisconsin ansøgte Lars Hannibal, der nu var 41 år, om pension fra hæren på grund af invaliditet. Det anføres samtidig i den underskrevne erklæring, at han har været ude af stand til at arbejde og er uden aktuel beskæftigelse. Den 11. juli 1863 udstedtes fra US Army’s pensionsmyndighed en skrivelse til Lars Hannibal om, at han på grundlag af kaptajnens og den undersøgende læges udtalelser erklæredes for pensionsberettiget, og at lægen havde fastsat invaliditeten til 3/4. Herved tildeltes Lars Hannibal en månedlig pension på 6 $. Det skal i den forbindelse erindres, at som soldat var den månedlige godtgørelse 13 $. I papirerne fremgår det også, at Lars Hannibal hvert andet år skulle søge læge, og at denne skulle udfylde en fornyet erklæring om skadens situation. Blandt disse papirer kan læses en nærmere redegørelse for hans svage syn, som bl.a. fordrede endog meget stærke briller for at læse, og at han ikke kunne se i tusmørke. Lars Hannibal beholdt den tilkendte pension på 6 $ pr. måned i resten af sin levetid.

7. Lars Hannibals gravsted i Dannebrog. Det fem-stjernede kors og USA’s flag markerer, at her ligger en veteran begravet.

Efter nogle måneder hjemme i Wisconsin synes det dog at have gået bedre for Lars Hannibal. Børnene genforenedes med faderen, og snart blev han gift med en dansk enke, Karen. Han ejede stadig sin gård, selvom den var forpagtet ud, og i stedet tog han fat på at drive kro og forretning nær jernbanestationen i Nashota. Og ikke mange år efter var Lars Hannibal i gang med at realisere et stort og spændende projekt – etablering af et aktieselskab »Det Danske Land og Hjemsted Kompagni«, hvis mål var at skaffe land til en ny dansk koloni i Amerika. En koloni med mindst 6.000 danskere, der skulle danne deres eget county (amt). Men det er en helt anden historie, hvis enkelte elementer er ved at blive stykket sammen af kilder fra mange amerikanske arkiver og museer og som vil danne kernen i et egentligt værk om »Et nyt Danmark. Pionerer på den amerikanske prærie«.

Den arkivar, der på State Historical Society of Wisconsin, hjalp mig med at finde nogle af ovenstående oplysninger, udbrød, da hun så, at Lars Hannibal blev hjemsendt den 21. december 1862: »Der var han heldig!«. Og det er der nok noget om. 15th Regiment of Wisconsin Volonteers bestod som nævnt ved afgangen fra Camp Randall af 801 mand. I krigens løb fik regimentet tilføjet 105 af nye rekrutter, enkelte overflytninger og nogle veteraner, dvs. personer som meldte sig fra andre regimenter udover tre års perioden. Antallet af døde var 267 og hertil 23, som ikke kunne spores. 46 deserterede og 204 blev afskediget som utjenstdygtige enten som følge af sygdom eller som sårede. Tilbage ved udmønstringen af regimentet efter de tre års tjeneste i december 1864 var alene 320 mand.

Aldrig før eller siden har USA mistet så mange soldater i en krig som under borgerkrigen fra 1861-66. Mindst 620.000 soldater mistede livet i kamp eller som følge heraf. Hertil skal lægges over 400.000, der hjemsendtes som sårede. Disse tal skal ses i forhold til et samlet tal for både Nord- og Sydstaterne på ca 3,5 mill. mand under våben. Det var en meget blodig krig – også for det skandinaviske regiment. Blandt de mange faldne var også adskillige danske, men Lars Hannibals pludselige synssvigt reddede ham. Få år efter krigen kunne han med god samvittighed og åben pande starte en ny kamp – på den amerikanske prærie med opbygningen af en ny stor koloni med alt hvad dertil hører, en by med kirke, jernbanestation, hotel, avis, forretninger m.m. Han havde tjent sit nye hjemland, men erindrede sit gamle fædreland. Kolonien fik navnet ‘Dannebrog’.

Også USA huskede Lars Hannibals loyalitet. Så på hans gravsted på den smukke Oak Ridge Cemetery i Dannebrogs udkant er ikke blot sat en sten over byens grundlægger, men tillige et lille fem-stjernet kors – en officiel markering af, at her hviler en veteran fra US Army.

Noter

  1. ^ Af publikationer kan nævnes Torben Grøngaard Jeppesen: På sporet af danskerne i Midtvesten USA – rejseskildringer. Fynske Minder 1996; Karsten Kjer Michaelsen: Danskerne på Prærien. Odense 1997. Karsten Kjer Michaelsen: Dannebrog på Prærien. Odense 1997. Snart foreligger en udgivelse af Peter S. Petersens omfattende erindringsmanuskript om sin tid på den amerikanske prærie, oversat, kommenteret og udgivet af Karsten Kjer Michaelsen. Torben Grøngaard Jeppesen er i gang med et flerårigt forskningsprojekt om danske bosættelser i Wisconsin og Nebraska. Under produktion er en vandreudstilling til amerikanske museer under titlen »A Dane on the Plains« med Lars Hannibal som den ‘gennemgående’ hovedperson ud fra hvilken fortælles om den danske udvandring og etablering i USA.
  2. ^ Anekdoten findes i P.S. Vig: Danske i Kamp i og for Amerika, fra ca. 1640-1865.

Litteratur

  • Buslett, O. A.: Det Femtende Regiment Wisconsin Frivillige. Decorah, Iowa 1895
  • Coco, Gregory A.: The Civil War Infantryman. In camp, on the march, and in battle. Gettysburg 1996
  • Grøngaard Jeppesen, Torben: På sporet af danskerne i Midtvesten USA – rejseskildringer. Fynske Minder 1996.
  • Hannibal, P. M: Halvhundredaar i Amerika. Blair 1906
  • Hvidt, Kr.: Flugten til Amerika. Århus 1971 McPherson, James M. (ed): The Atlas of the Civil War. New York 1994 Michaelsen, Karsten Kjer: Danskerne på Prærien.
  • Odense 1997 Military History of Wisconsin. Chicago 1866 Wisconsin in the War. Chicago 1866 Roster Wisconsin Volunteers.
  • Vig, P. S.: Danske i Kamp i og for Amerika, fra ca. 1640-1865. Omaha 1917

Kilder

  • Muster Roll, 15th Regiment of Wisconsin Volunteers, State Historical Society of Wisconsin Veterans Records, National Archives, Washington Arkivmateriale iøvrigt fra en række amerikanske museer og arkiver indsamlet i forbindelse med projektet »Et nyt Danmark. Pionerer på den amerikanske prærie«.

©