De danske rebslagersvendes drikkeskik

Når der holdtes laugsdrik, krodag eller hvad det kaldtes, var det oldgesellen, der førte forsædet. Efter at forretningerne for åben lade var afviklet, blev ungsvendene (junggesellerne) kaldt ind for at blive optaget i lauget. Det skete ved en drikkeceremoni, der artede sig noget forskelligt i de forskellige laug. Nyrop, der har beskæftiget sig med dette i bogen »Haandværksskik i Danmark« (1903) siger herom, at vel findes der visse faste regler herfor, men »at opmærksomheden særlig har været henvendt på disse svende, og at der med hensyn til dem kan have udviklet sig ejendommelige skikke.«

Mest ejendommelig er utvivlsomt optagelsesceremonien hos rebslagerne, der er belyst ved to beretninger, som begge findes gengivet hos Nyrop. Den yngste af dem er fra 1889 og skyldes opskriften ved en formand i det københavnske rebslagerlaug. På dette tidspunkt var laugsvæsenet for længst på retur og de gamle håndværksskikke ligeledes. Det fremgår også af den nævnte beretning, som synes at være en svag afglans af rebslagersvendenes drikkeskik. Her nævnes blot, at den unge svend skal drikke tre gange af velkomsten, idet formanden udtaler:

Den første bydes Dig med gunst,
Den anden bydes Dig for vor kunst,
Den tredie bydes Dig ej omsonst.

Bestemmelsen om at pokalen skal tømmes i tre drag er almindelig i de allerfleste laug, men hos rebslagersvendene gik der et rigere udformet forspil forud. Det kan vi vinde nærmere klarhed over ved at se på de regler, der gjaldt for Odense rebslagersvendes laugsdrik.

Reglerne består af ialt 15 paragraffer, dateret oktober 1850. Selv om også dette er forholdsvis sent, har de et stærkt zünftigt præg, eller – som Nyrop siger – de er »levninger af noget svundet«. Reglerne er bevidst holdt på dansk. Således er den stereotype indledning: »Also mit Gunst« ændret til:

»Alt i ære«. Alligevel mener Nyrop at kunne slutte, at reglerne er overtaget og oversat fra tysk. Vi skal til slut se på traditionerne hos de tyske rebslagere.

Fig. 1. De københavnske rebslagersvendes johannesbæger, mus. nr. D 529. Engelsk tin. Mester Erich Lundberg, København. Højde 39,5 cm.

Men nu først til de odenseanske bestemmelser, hvor vi springer paragrafferne over, der drejer sig om forhandlingerne for åben lade. Efter at de var til ende, fulgte indvielsesceremonien for de unge svende, hvor oldgesellen først spurgte forsamlingen, om nogen havde indvendinger mod deres optagelse i lauget. Derefter rakte han svenden, der skulle optages, et »lykkebæger«. Hvad der skal forstås herved, er ikke helt klart, for efter almindelig sprogbrug indenfor laugene, er et lykkebæger forsynet med dobbelt bund, idet foden er lukket med en gennembrudt plade og hulrummet forsynet med en terning. Lykkebægrene brugtes af medlemmerne, når de raflede om en omgang øl. Anden form for spil var forbudt i laugssamlingeme.

I sin disputats om »Haandværkerlavene i Aarhus under Enevælden« (1940) bemærker Helge Søgaard, at »lykkebæger« ikke er overleveret som et særligt navn på krus hos rebslagerne i København og Århus, men at de to laug sikkert også har ejet et sådant. Det odenseanske lykkebæger synes ikke bevaret, men de odenseanske »kløverblade« er forsynet med gennembrudt dobbelt bund. Hos rebslagersvendene i Sønderborg findes et lykkebæger, og Søgaard har fremsat den formodning, at et krus fra rebslagersvendene i Århus med indskriften: »Vivat es leben de Fremde og de der inn Arbeit sthen« og et tilsvarende fra det københavnske laug med indskriften: »Fifadt Saa Lever Di løstige Rebslager Svenne« kan være lykkebægre.

Fig. 2. De københavnske rebslagersvendes kløverbladskander, mus. nr. D 533-535. Engelsk tin. Mester Erich Lundberg, København. Højde henh. 18. 18.5 og 19,5 cm.
Fig. 3. De århusianske rebslagersvendes johannesbæger, mus. nr. 50 D og de tre kløverbladslågkrus mus. nr. 50 E. Ingen tinmærker konstateret. Højde henh. 33 og 11,5 cm.

Efter præsentationen af »lykkebægeret« følger så det, der er særtegnende for rebslagerne, idet oldgesellen fremsætter »de tre kløverblade. Alt i ære! Med alle agtede rebslagersvendes tilladelse tager jeg deres første kløverblad i min hånd, løfter det fra disken, sætter det for munden og drikker den brave junggesel til. Alt i ære! Med alle agtede rebslagersvendes tilladelse tager jeg deres første kløverblad fra munden, sætter det på disken og fører min hånd derfra. Således forfares også med andet og tredie kløverblad«.

Derpå følger Skt. Hansbægeret og til slut velkomsten, hvor fremgangsmåden og ordvalget er som ved kløverbladene. Af velkomsten drikker oldgesellen tre gange, og dermed er ungsvenden drukket til. Tilbage står sidste led i ceremonien: »Derpå overrækkes velkomsten til junggesellen. Alt i ære! Med alle agtede rebslagersvendes tilladelse overrækker jeg Dig deres velkomst og nærer det håb, at Du ikke vil svække, men styrke håndværket, det være sig i landet eller udenlands, allevegne hvor det består i kraft og ære. Vær så god og drik trende drag deraf og overgiv mig den, som jeg overgav den til dig«.

Blot hos rebslagerne fandtes kløverbladskander eller -bægre og Skt. Hans-bægre, mens pokalen, velkomsten, var fast inventar i alle laug. Vi skal nu se på, hvad der er overleveret af det specielle inventar fra danske rebslagerlaug, som udover hovedstaden fandtes i Odense, Århus, Sønderborg og Åbenrå. I Randers oprettedes aldrig noget egentligt laug, men rebslagersvendene her udgjorde et broderskab. Der synes imidlertid aldrig at have eksisteret nogen optagelsesceremoni af den her beskrevne art. Bortset fra Åbenrå findes der fra de øvrige rebslagerlaug genstande med tilknytning til den specielle del af ceremonien – fyldigst fra det københavnske. De københavnske rebslagere dannede laug i 1500-årene, idet de fik deres laugsskrå stadfæstet af magistraten i 1564. Hvornår svendene dannede laug er ikke oplyst, men en tinvelkomst, der blev istandsat af den københavnske kandestøber Ole Johansen Walstrøm, bærer indskriften: »Denne Velkom er kongelig Mayesteds Refslars Svennes« og laugets 3 »kroge« i en laurbærkrans sammen med årstallet 1671. Til velkomsten har hørt ialt 16 bevarede sølvskjolde dateret fra 1669 til 1699.

Velkomsten og dens sølvskjolde er utvivlsomt udtryk for håndværkets blomstring under den unge enevælde, hvor man søgte at fremme den oversøiske handel gennem oprettelsen af handelskompagnier. Der var selvfølgelig brug for meget tovværk til skibsflåden. Tilsvarende gunstige forhold erfarede rebslagerne hundrede år senere under den florissante handelsperiode, og det kan direkte aflæses ved rebslagersvendenes aktivitet.

I 1771 var de blevet så talrige, at de ikke længere følte det tilfredsstillende at samles i oldermandens hus, men søgte om tilladelse til at få eget herberg. Ved samme tid bestilte de hos den københavnske kandestøber Erich Lundberg nyt inventar til deres laugsdrik, hvoraf hovedparten blev så betids færdigt, at det kunne føres med i det optog, som den 26. februar 1772 udgik fra oldermandens bolig på Kultorvet gennem Købmagergade, Østergade, rundt

Kongens Nytorv, ad Holmens Kanal over slotspladsen, via Højbro gennem Vimmelskaftet til herberget i Frederiksgade. Det farverige optog er kort refereret af Nyrop. En detailleret opregning lindes i laugsprotokollen, der punkt for punkt oplyser om deltagerne og de laugsting, der bæres frem. Lige efter laugsladen fulgte en svend »med laugets skænk eller velkomst«, en anden med »Johans bægeret«, to med hver »to tinbægre i hånden« og sluttelig en med laugets kande, »på hvilket tintøj er stukket oldermand med bisiddere og altgesellernes navne samt laugets 3de kroge«.

Af de nævnte genstande er velkomsten dateret 1771, de øvrige 1772. De bærer alle navnene på laugets daværende embedsmænd: Oldermand Niels Christensen Mariager, bisiddere Hans Jørgen Morthorst og Søren Buck, altgeseller Johannes Nordstrand og Bertel Tofte. Kløvberbladskanderne nåede ikke at blive færdige til optoget. De er ikke daterede, men bærer samme navn for oldermanden. De øvrige navne er nye: Lademester Christian N. Mariager og Anthoni H. Lynning, altgeseller Peter H. Møller og Jacob I. Thyberg.

Endnu et remarkabelt stykke leverede Lundberg i form af en 54 cm høj tappekande med en lang indskrift, der ikke blot opregner laugets embedsmænd, men også gør rede for anledningen til kandens anskaffelse: »Bekostet af det samtlige rebslagersvendelaug ved deres skilteflytning anden gang til Magstrædet, som skete den 10. maj anno 1776«. Og i 1779 flyttede de til et nyt herberg i Studiestræde. Det skete med et optog langt prægtigere og mere kompliceret end det i 1772, som det fremgår af den udførlige beskrivelse i laugsprotokollen. Denne gang var alle pragtstykkerne til skue: Velkomsten og Johannesbægeret begge »rigeligen med sølvskilte behængt«, de tre kløverblade, to store skænkebægre, den store tappekande og »blækladen« – et fornemt skrivetøj af tin udført af Lundberg i 1772. Vel ankommet til herberget blev optoget modtaget med 27 kanonskud, »som blev besvaret af stedets nabo hofklokkestøber Troschell med lige så mange igen«.

En sådan skilteflytning var absolut en offentlig forlystelse, men den var også bekostelig både i rede penge og i tabte arbejdstimer. Det mente ialtfald Københavns magistrat, som året efter fik udvirket en befaling om, at skilteflytninger i hovedstaden for fremtiden skulle ske i al stilhed ad den korteste vej til det nye herberg og med blot det nødvendige antal svende til at bære skiltet m.m.

Rebslagerlauget i Århus oprettedes i 1748, men svendelauget først så sent som 1820. I lighed med det københavnske besad det et fyldigt udstyr til laugsdrik, som er interessant ved at være anskaffet så sent som i 1840’erne. Af velkomster fandtes to, en ældre udateret af tin med sølvskilte fra 1826-37, og en yngre af sølv i nyrocco af århusmesteren Niels Holst Wendelboe, der ligeledes havde udført johannesbægeret i 1848. Bægeret har i en nyrococcoramme fremstillingen af de to spejdere med drueklasen og derunder indskriften: »Rebslager Broderskabets Sant Hans Boger«. Endelig findes det sædvanlige sæt af »kløverblade«, bestående af tre små lågkrus af tin, sandsynligvis lokalt tilvirket, men ustemplede. I modsætning til de københavnske med deres udformede kløverblade er der oven på lågene graveret henholdsvis 1, 2 og 3 kløverblade. På siden af hvert krus findes fire forskellige svendenavne med hjemstedsangivelse samt: »Aarhuus 1844«.

Fig. 4. De odenseanske rebslagersvendes kløverbladsbægre, mus. nr. 815/1956 a-c. Utydelige mesterstempler. Højde 17 cm.

Rebslagerlauget i Odense oprettedes ti år tidligere end det århusianske. På trods af den svendeceremoni fra 1850, som omtaltes tidligere, er det relativt beskedent, hvad der er bevaret af genstande hertil. Der findes det sædvanlige udstyr fra laugene: velkomster, her to, hvoraf den ene er dateret 1835, en lågkande fra 1829, tre lågkrus og tre bægere samt tre kløverbladsbægre, men intet johannesbæger. Kløverbladsbægrene er interessante ved deres udformning, et slankt retvægget bæger på en klokkeformet fod. På siden af bægrene er indgraveret henholdsvis 1, 2 og 3 kløverblade. Den stærkt hvælvede fod er lukket med en gennembrudt plade, hvis mønster danner en 6-oddet stjerne. Desværre dækker pladen for et – ret dårligt udført – mesterstempel, muligvis af Nicolay Munck, Odense.

Fra rebslagerlauget i Sønderborg, oprettet 1750, er bevaret et fyldigt udstyr. Den yngste del, heriblandt velkomsten, er fra første fjerdedel af forrige århundrede, men hovedparten af bestanden er fra 1700-årene. Den udgøres af oldgesellens bæger, dateret 1775, og fem lågkrus af rørchen-facon, alle mærket øverst på hanken med stempler for Hieronimus Wöhlers, Sønderborg. De udgør utvivlsomt en samlet levering i 1762, idet dette årstal findes graveret på det ene af dem. De fem bægre er interessante ved deres funktion. Et af dem har på låget viser og urskive, et andet er ved sin indskrift på låget: »Glück Rörchen« betegnet som »lykkebæger« og endelig har de tre sidste på låget graveret henholdsvis 1, 2 og 3 kløverblade under rebslagertegnet »de 3 kroge«. Bortset fra det manglende johannesbæger er her det fulde udstyr til indvielsesceremonien.

På tysk område er rebslagersvendenes drikkeskik blevet behandlet af Rudolf Wissell i 2-binds værket »Des alten Handwerks Recht und Gewohnheit«, 2. bd. (1929) ved gengivelsen af Hamburg-svendenes »Rechte, Ordnung und Gebrauch wie es am Jonannis-Krugtage am Gelage gehalten wird«, trykt i Hamburg 1822, men efter Wissells anskuelse går bestemmelserne tilbage på et forlæg fra 1500-årene.

Drikkeskikken er betydeligt mere omstændelig end de danske rebslagersvendes, bl.a. indgår der flere forskellige drikkekar i tildrikningen. Der begyndes med et »lykkebæger«, hvor øjnene på terningen bestemmer rækkefølgen af de drikkende. Og så indledes der iøvrigt med velkomsten (Willkumm) efterfulgt af de 3 kløverblade (Kleeberblätter). Derefter kommer et lykkebæger (Gross-Glück), et bæger kaldt Helbeer, et andet Hemsbecher og et tredie Bräckkann, hvorefter der sluttes af med Stoop.

Wissell har kun kendt enkelte af disse drikkekar af selvsyn. Velkomsten er en så almindelig bestanddel af laugsinventaret, så her er ingen tvivl, og lykkebægeret beskriver han korrekt med terningen bag den gennembrudte bund i bægerets fod. Om kløverbladene siger han, at det åbenbart var »der Name eines bestimmten Pokals, der vielleicht mit drei eingravierten Kleeblättern verziert war«. Helbeer, Hemsbecher og Bråckkann opgiver han at tyde.

Fig. 5. Det ene af tre kløverbladsbægre fra rebslagersvendelauget i Sønderborg, mus. nr. 2240. På låget graveret tre kløverblade. Mester Hieronimus Wöhlers, Sønderborg. Højde 17,5 cm.

Sammenholdes Hamburg-bestemmelserne med de odenseanske kan afvigelserne de to imellem hurtigt konstateres. Det større tyske udvalg er allerede nævnt. Rækkefølgen af de fælles drikkekar-former er heller ikke den samme. Og et væsentligt bæger, johannesbægeret, synes at mangle i Hamburg. At der dog måske er en forbindelse til Johannes/St. Hans kan benævnelsen på laugs-samlingen: Jonannis-Krugtag formidle, såfremt Jonannis er en – dialektal? -form for Johannes.

Men uanset dette er der stadig uløste spørgsmål tilbage. Hvorfor har rebslagerne et johannesbæger? Indtil videre har jeg ikke fundet noget, der knytter Johannes (døberen eller evangelisten) til rebslagerlauget. Forsøgsvis kan man vise hen til den centraleuropæiske mindebæger-tradition, der er knyttet til evangelisten (mindedag 27. december), men i drikkeskikkens sene form er den ikke henlagt til denne bestemte dag. Og videre: hvilken rolle spiller kløverblade i rebslagersvendenes organisation?

©