De spedalskes kapel

Arkæologiske undersøgelser i Skt. Jørgens kirke i Svendborg

I middelalderens Danmark fandtes mere end tredive hospitaler for de ulykkelige, som blev ramt af den frygtelige spedalske syge og måtte isoleres fra samfundet for at begrænse sygdommens udbredelse.[1] Siden 1300-tallet kaldtes disse hospitaler eller leprosorier[2] efter de spedalskes værnehelgen ofte for Skt. Jørgensgårde. Som naturligt var, fik hospitalerne på mange måder et klosteragtigt præg – nogle steder omtales de ligefrem som Skt. Jørgens kloster – og da de spedalske ikke var tilstedt adgang i de almindelige kirker, måtte hver Skt. Jørgensgård også have sin egen kirke eller kapel. Kun en eneste af disse kirker er bevaret. Det er kapellet ved Skt. Jørgensgården i Svendborg, nu sognekirke for et bysogn, der har bevaret navnet Skt. Jørgen.

I de historiske kilder nævnes Skt. Jørgensgården ved Svendborg første gang i 1291, da en af de fredløse efter Erik Klippings mord, ridderen Lave Lavesøn Litle, i sit fængsel i Kalundborg søgte at testamentere tre mark penge til de spedalskes hospital i Swinæburg.[3] Der er dog grund til at tro, at institutionen er adskilligt ældre. Spedalskheden var allerede i 1100-tallet en alvorlig folkesygdom, og der må have været behov for leprosorier ved alle større bysamfund.[4]

De spedalskes hospitaler blev på grund af smittefaren placeret udenfor byerne, men dog ikke længere borte, end at de mest rørige lemmer kunne hente deres almisse hos borgerne. Under de fremskredne stadier rammer sygdommen imidlertid ofte patienternes fødder og tvinger den syge til at bevæge sig på knæ. Hospitalerne blev desårsag gerne lagt ved byernes indfaldsveje, således at de af lemmerne, der ikke mere evnede at gå tiggergang i byen, kunne appellere til de vejfarendes barmhjertighed fra hospitalets egen grund. Det er derfor ejendommeligt, at Skt. Jørgensgården ved Svendborg lå hele 1200 meter fra den middelalderlige bygrænse,[5] og at nærmeste større landevej – vejen mod Faaborg – passerede hospitalet i endnu større afstand. Konsulent Aage Lauritsen, Ollerup, har henledt min opmærksomhed på et forhold, der måske forklarer denne afsides beliggenhed. Landevejen Odense-Svendborg følger fra Kirkeby til vejens sammensmeltning med Faaborg-vejen en linie, der ikke peger mod Svendborg by, men direkte ned mod Skt. Jørgensgården. Dette kunne tyde på, at der tidligere har været overfart til Tåsinge fra stranden ved Skt. Jørgensgården. I så fald er det sikkert trafikken på denne rute, der har betinget institutionens placering.

Fig. 1. Skt. Jørgens kirke, set fra nord. Foran kirken ligger Johan Lehns hospitalsbygning fra 1738.

Efter 1291 omtales hospitalet gentagne gange i de historiske kilder. Vigtigst er et dokument fra 1486, der giver et enestående indblik i Skt. Jørgensgårdens organisation og indre struktur.[6] På dette tidspunkt var sygdommen i rivende tilbagegang i Danmark. Den strenge isolation af de angrebne havde båret frugt, og efter 1500-tallets midte har der næppe været en eneste spedalsk i nogen dansk Skt. Jørgensgård. I de første årtier efter reformationen blev de spedalskes hospitaler derfor overalt nedlagt eller – som i Svendborg – taget i brug som almindelige hospitaler, der ikke var sygehuse i vor forstand, men optagelseshjem for gamle, svagelige og sindsforstyrrede mennesker, som ikke havde slægtninge, der kunne eller ville pleje dem.

Om hospitalets bygninger har vi ingen viden før 1589, da biskop Jacob Madsen noterede i sin visitatsbog: „Der er et hospital: er 26 smaa bode byget, summe tagt met straa oc somme met tegel, oc nocre iche vel fardige“.[7] De mange små boder var utvivlsomt et levn fra de spedalskes tid; disse samfundets udstødte isolerede sig øjensynligt også indbyrdes. Opdelingen i mange små enheder var næppe videre hensigtsmæssig i et almindeligt hospital, og den forsvandt da også få år efter bispens besøg.

1590 fik hospitalet en ny fundats,[8] og da bispen i 1595 atter kom til sognet, konstaterede han ifølge visitatsbogen, at en af hospitalets patroner, fru Anne Rønnow, netop havde ladet et herligt bindingsværkshus opbygge til halvdelen af de fireogtyve lemmer i hospitalet. Dette hus stod dog kun til 1638, da hele hospitalet brændte. Det byggedes derefter atter af bindingsværk, men blev hundrede år senere afløst af et stort grundmuret hus, opført af Johan Lehn til Hvidkilde.[9] Johan Lehns smukke hospitalsbygning fra 1738 står endnu og tjener i dag som stiftelse for 8 ubemidlede personer.

Dengang Skt. Jørgensgården husede spedalske, var hospitalets beboere ene om at benytte kirken. Bortset fra de læge brødre og søstre, som plejede patienterne, vovede ingen karske at færdes på de spedalskes enemærker. Da leprosoriet blev et almindeligt hospital, begyndte beboerne i de nærmestliggende gårde og huse, der hørte til Sørup sogn, imidlertid at søge hospitalets kirke. De kunne gøre dette, fordi sognepræsten i Sørup siden midten af 1500-tallet også var præst ved hospitalet og havde sin bolig der.[10] På denne måde udvikledes efterhånden et særligt Skt. Jørgens sogn, omfattende den sydlige del af det gamle Sørup sogn. Sognedelingen fik vistnok aldrig nogen formel bekræftelse, og i 1700-tallet kaldtes kirken ofte for Skt. Jørgens Capel.[11] Endnu i 1879 gjorde stiftsøvrigheden gældende, at kirken ikke havde noget sogn, men kun var at betragte som en hospitalskirke i Sørup sogn.[12]

At sognet dog ved den lokale kirkelige administration var en realitet, ses af en indberetning fra 1755, i hvilken sognepræsten, provst Peder Duus, oplyser, at der til Skt. Jørgens sogn ligger en anselig bondegård ved hospitalet, Brydegård kaldet, en liden by Kogtved på 11 gårde samt 9 huse langs strandklinten, Strandhusene kaldet, hvoraf de 8 er fiskerhuse.[13] Af det gamle Sørup sogn er det kun en lille og fattig del, men ved præstegårdens beliggenhed ved Skt. Jørgens kirke opfattedes det snart som pastoratets hovedsogn. Allerede Jacob Madsen kalder Sørup for „annexa till S. Jørgens capelle“. De to sogne har haft fælles sognepræst lige siden. Svendborg bys voldsomme vækst, der på få årtier har forvandlet Skt. Jørgens sogn til et byområde, har imidlertid nu gjort en ændring nødvendig, og netop som dette skrives – i 1963 – er Sørup sogn udskilt som selvstændigt pastorat.

Sankt Jørgens kirke er ofte berømmet for sin smukke beliggenhed på en bakkeskråning ned mod Svendborgsund. Men om kirkebygningen, der ved sin oprindelse adskiller sig fra alle andre danske sognekirker og derfor nok kunne gøre krav på særlig interesse, er ikke skrevet mange ord. Kirkens murværk har nemlig siden en gennemgribende restaurering i 1878 både udvendigt og indvendigt været dækket af et tykt pudslag, der skjulte eller tilslørede alle arkitektoniske og bygningsarkæologiske detailler. Her kunne arkitekturhistorikeren intet udrette. Man måtte nøjes med at fastslå, at kirken bestod af et langhus med tresidet korafslutning og med et tårn i vest, alt af gotisk type, men med talrige nygotiske enkeltheder fra 1878.

For at gøre pudsen holdbar havde man blandet betydelige mængder cement i mørtelen. Dette viste sig her som næsten overalt, hvor gamle kirkemure er behandlet med cement, at være til skade for murværket, og da kirken i 1960 atter skulle istandsættes, besluttede man – også af æstetiske grunde – at befri dens mure og hvælvinger for pudslaget fra 1878. At dette arbejde burde ledsages af en bygningsarkæologisk undersøgelse, var indlysende. Ved menighedsrådets velvilje og med værdifuld bistand fra kirkens arkitekt, Ejnar Mindedal, og murermester Leif Christoffersen har Nationalmuseet i enkeltheder kunnet følge murværkets afdækning og istandsættelse, ligesom man har overvåget arbejdet i kirkens gulv, der blev sænket betydeligt. På foranledning af Nationalmuseet foretog den fremtrædende spedalskhedsforsker, dr. med. Vilhelm Møller-Christensen, i tilslutning hertil en udgravning af begravelserne i skibets vestfag. For dette arbejde, der resulterede i påvisningen af adskillige skeletter med spor af leprøse forandringer, redegør dr. Møller-Christensen i en følgende artikel i denne årbog.

Fig. 2. Skt. Jørgens kirke under restaurering 1963, set fra øst. Det tykke sprutpudslag fra 1878 er hugget bort og det medtagne murværk kommet for dagen.

Når man efter disse undersøgelser skal skrive kirkens historie, må blikket først rettes mod kirkens gulv. Thi under dette påvistes et betydeligt antal stolpehuller – ialt 25 – fra en ældre træbygning med jordgravede vægge, der må opfattes som den gotiske munkestenskirkes forgænger. En egentlig udgravning af denne trækirke ville have været tidkrævende og blev ikke foretaget. Man indskrænkede sig stort set til at afrense de partier i gulvet, hvor det oprindelige jordsmon ikke var omgravet, og lokalisere stolpehullerne i overfladen.[14] Kun enkelte huller blev tømt for deres fyld. Ved denne fremgangsmåde opnåede man et nogenlunde overblik over trækirkens rester, samtidig med at disse blev skånet for den tilintetgørelse, som en regulær udgravning ville have medført. Det er jo arkæologiens paradoks, at man for at undersøge et objekt ofte er nødsaget til at grave det bort. Hovedparten af stolpehullerne under Skt. Jørgens kirke er imidlertid efterladt uforstyrrede under kirkens nye gulv. Man vil således engang i fremtiden kunne drage trækirkens spor frem igen, og den stærke udvikling, som arkæologiens hjælpemidler stadig undergår, vil sandsynligvis bevirke, at man til den tid vil kunne få langt bedre resultater af en undersøgelse, end vi ville have opnået i dag. Der er således ingen grund til at beklage, at undersøgelsen ikke blev ført til bunds.

Fig. 3. Skt. Jørgens kirke. Plan 1:200 af den unggotiske kirke med stolpehuller fra ældre trækirke, påvist 1961. Stolpehullerne er vist ved skravering. Hvor man har kunnet fastslå stolpens placering i det gravede hul, er krydsskravering anvendt. Den prikkede signatur angiver områder i kirkegulvet, der var uforstyrrede af begravelser og andre nedgravninger. Kun i disse pletter var der mulighed for at finde spor af trækirken. Med rødt er indtegnet en rekonstruktion af trækirkens plan, der – som det vil fremgå – er rent hypotetisk for den østlige dels vedkommende. Signaturen + angiver formodede stolpehuller.

Som i de fleste andre gamle kirker er der i tidens løb foretaget så mange begravelser under gulvet, at kun en mindre del af de jordlag, der har arkæologisk værdi, er levnet urørt siden kirkens opførelse. Stærkt forstyrrende er også hvælvingspillernes fundamenter, der i Skt. Jørgens kirke er usædvanlig brede. Fig. 3 illustrerer disse forhold. Her er med prikket signatur indtegnet de områder, hvor den oprindelige jordoverflade ved undersøgelsen fandtes intakt. Eftersom disse områder tilsammen kun udgør en brøkdel af kirkens gulvflade, er det indlysende, at sporene af den ældre trækirke måtte fremtræde med betydelige brist.

Fig. 4. Skt. Jørgens kirke. Stolpehuller fra trækirken i den unggotiske kirkes nordvesthjørne. Set fra sydøst. De tre stolpehuller i forgrunden, der var skåret over ved nedgravning for begravelser i skibets midtergang, stammer fra en indre stolperække i trækirken.

Stolpehullerne fandtes alle i skibets midt- og østfag, der er identiske med munkestenskirkens oprindelige skib; det nuværende vestfag er en senere tilføjelse. Som planen fig. 3 viser, danner hullerne sammen et mønster, der lader os følge trækirkens vestgavl, en stor del af dens nordvæg, et stykke af sydvæggen samt en stolperække inde i bygningen. I mange af hullerne var det muligt at skelne mellem den nedgravning, der blev foretaget, da stolpen rejstes („det gravede hul“), og aftrykket af selve den jordgravede stolpe („det anvendte hul“). Det gravede hul har, således som det ofte er set ved trækirkeudgravninger,[15] som regel en væsentligt større diameter end den stolpe, der blev sat i det. I nedgravningshullerne udgjordes fylden af den opgravede jord – muld blandet med undergrundsler – som var stampet ned omkring stolpen. De anvendte huller rummede derimod en ganske løs fyld, bestående af sand og muld isprængt varierende mængder af kalkmørtel fra stenkirkens byggelag.[16]

Fig. 5. Overskåret stolpehul fra trækirkens vestgavl, set fra syd; umiddelbart vest for hullet ses fundamentet for den unggotiske kirkes vestgavl.
Fig. 6. Stolpehuller fra trækirkens nordvesthjørne, set fra syd.

Trækirkens vestgavl manifesterer sig ved fem stolpehuller, deriblandt både nordvestre og sydvestre hjørnes, og bygningens bredde kan måles til 5,10 meter. Udgravet blev kun det sydvestre hjørnehul, der viste sig at være 40 cm dybt, målt fra undergrundslerets overkant. Et andet hul var skåret midt over af en grav i munkestenskirkens midtergang, og dets dybde – 26 cm – kunne konstateres ved afrensning af gravens nordvæg, uden at man behøvede at udgrave hullet (fig. 5).

I nordvesthjørnet var forholdene ikke umiddelbart overskuelige. Omkring hjørnehullet fandtes tre andre stolpehuller, der alle syntes at være sekundære i forhold til hjørnestolpens gravede hul (fig. 6). Disse huller kan hidrøre fra reparationer af trækirkens vægge, foretaget efter at det første sæt stolper var begyndt at rådne i grunden. To af dem tilhører trækirkens nordvæg, der ved hjælp af ialt 11 stolpehuller kunne følges over en strækning på 7,40 meter, men antagelig har været noget længere. Det østligste hul forstyrres i øst af en ca. 3 meter bred nedgravning fra et hvælvingspille-fundament, og først på den anden side af dette, ud for korets nordvindue, findes atter uforstyrret grund, her aldeles uden spor af stolpehuller. Væggen må da have været over 7,40 meter, men under 10,60 meter lang.

De tre østlige stolpehuller i nordvæggen står med en indbyrdes afstand af 1,40 meter, målt fra hulmidte til hulmidte. Denne fagdeling har formentlig også haft gyldighed for væggens vestlige del, men her tilsløres forholdene af en bred nedgravning fra en hvælvingspille samt fire mindre huller af sekundær karakter, der løber ca. 20 cm inden for vægflugten. Et af disse huller[17] blev tømt; det var knap 10 cm dybt, skålformet i bunden og fyldt med en blanding af sand og kalkmørtel. Af de egentlige vægstolpehuller blev kun det østligste udgravet (fig. 7). Den 16-20 cm tykke stolpe viste sig at have været gravet hele 60 cm ned i undergrundsleret. Samme dybde konstateredes i nærmeste væghul i vest, der kunne studeres i profil i en forstyrrende gravs nordvæg.

Fig. 7. Det østligste stolpehul fra trækirkens nordvæg, set fra vest-sydvest. Hullets sydvestlige del er forstyrret af en begravelse.
Fig. 8. Det østligste hul i trækirkens indre stolperække efter udgravning. I det store hul, hvis sydlige del er gået tabt ved nedgravning for kiste i skibets midtergang, er der spor af flere stolper. Set fra syd.

Trækirkens sydvæg gav sig kun til kende nærmest sydvesthjørnet, hvor den ved fire stolpehuller, der alle blev udgravet, kunne følges over ialt ca. 1,80 meter. De to største huller, der har karakteristiske nedgravningshuller, er ca. 40 cm dybe og står med en indbyrdes afstand af ca. 1,50 meter. Dette svarer nogenlunde til den fagdeling, der blev iagttaget i nordvæggen. De mellemliggende mindre huller, der kan være sekundære, var henholdsvis 27 og 16 cm dybe og savnede egentlige nedgravningshuller.

Parallelt med nordvæggen og i en afstand af ca. 1,65 meter fra denne optrådte en indre stolperække, repræsenteret ved fire huller med en indbyrdes afstand af 1,05 meter, 1,05 meter og 2,80 meter, målt fra vest mod øst. Kun det østligste hul blev tømt, men alle fire huller er overskåret af grave i munkestenskirkens midtergang og kunne derfor uden at tilføjes overlast iagttages i profil (fig. 4). Deres dybde er henholdsvis 26, 19, 14 og 65 cm. Både i vesthullet, der indgår i trækirkens vestgavl, og i det dybe østhul (fig. 8) kunne klart skelnes mellem det gravede og det anvendte hul, og stolpernes jordgravede del har her målt 15-20 cm i diameter.[18] I de to midterste stolpehuller, hvis diameter er ca. 30 cm, kunne et sådant skel ikke konstateres, og rester af formuldet træ langs disse hullers sider og bund giver anledning til at formode, at stolperne har udfyldt hullerne helt. Træresterne er af Nationalmuseets naturvidenskabelige afdeling identificeret som eg.

Den store afstand mellem tredie og fjerde stolpehul i rækken kan ikke uden videre tydes som et spring i stolperækken; såfremt de to stolper, der kan tænkes at have stået mellem dem, blot har været forskudt en lille snes centimeter mod syd, vil de begge være gået tabt i midtergangens begravelser. Det er derimod påfaldende, at der i det ret store uforstyrrede område 2,40 til 3,65 meter øst for det fjerde hul overhovedet ikke fandtes stolpehuller i flugt med rækken.

Med sin afstand af 1,65 meter fra nordvæggen står stolperækken næsten nøjagtig en trediedel inde i trækirken. Man kunne da vente at møde en tilsvarende række i en lignende afstand fra sydvæggen. Her har dybe begravelser imidlertid tilintetgjort ethvert spor, der måtte have været af sådanne huller. Dog findes 3,00 meter fra vestgavlen og 1,30 meter fra sydvæggen et ca. 50 cm dybt stolpehul, der meget vel kan have haft forbindelse med en eventuel indre stolperække.

Ved stolpehullernes hjælp har vi kunnet fastslå trækirkens bredde og danne os en formodning om dens konstruktive opbygning med tagbærende indre stolper. Vi har endvidere fundet vidnesbyrd om en fagdeling i langvæggene, som mellem de jordgravede stolper snarest har været udfyldt med bindingsværk. Fagdelingen synes ikke at have nogen korrespondance med de tagbærende stolper, hvorfor man må formode, at langvæggene foroven har været afsluttet af en svær, gennemgående rem (hammerbånd). Så meget kan siges med nogenlunde vished. Derimod kan kirkens længde ikke bestemmes, ligesom det er uvist, om bygningen har bestået af et enkelt rum eller haft et særskilt kor i øst. Nordvæggens østligste stolpehul har næppe været hjørnehul; i så fald måtte man vente at finde spor af østvæggen i det uforstyrrede areal syd for dette stolpehul. Men her er ikke et eneste stolpehul, end ikke huller fra den indre stolperække, i hvis flugt arealet ligger. Dette sidste kan måske have årsag i, at der af hensyn til alteret har været større afstand mellem rækkens østligste stolpe og østvæggen end mellem stolperne indbyrdes. I så fald har trækirken ikke haft særskilt kor. Et forsøg på rekonstruktion af kirkens mulige udstrækning og opbygning er indtegnet med rødt på fig. 3. Det må betones, at denne tegning kun viser én løsning blandt mange muligheder. For kirkens østlige del er både vægforløbet og de tagbærende stolpers placering hypotetisk.

Når trækirken under Skt. Jørgen skal sammenlignes med de øvrige kendte middelalderlige trækirker på dansk område,[19] må man især hæfte sig ved de indre tagbærende stolper. Sådanne kendes også fra andre trækirker, f. eks. Maria Minor i Lund og Snoldelev II, ligesom de udgør et vigtigt led i de typologisk yngre norske stavkirker. Det er imidlertid karakteristisk for disse, at de indre stolper står i ringe afstand fra væggene, som regel ca. 1 meter, således at midt-„skibet“ bliver langt bredere end sideskibene. Den opdeling i tre lige brede skibe, der må være forekommet i Skt. Jørgen, er endnu ikke påvist i andre skandinaviske trækirker. Derimod findes på Gotland landbygninger med tre lige brede skibe.[20] I dansk landbyggeskik er fænomenet ukendt.

Den ringe indbyrdes afstand mellem de tagbærende stolper er ligeledes usædvanlig. Dette forhold har dog snarest sin årsag i det spinkle tømmer, der er anvendt i bygningens konstruktion. Skt. Jørgensgården har antagelig i sin oprindelse været en fattig institution, der måtte tage til takke med andenklasses bygningsmaterialer, der blev foræret de spedalskes samfund.

Hvor længe trækirken har stået, kan der kun gættes om. Forekomsten af formuldet træ i bunden af flere huller såvel som det ret betydelige antal sekundære huller, der kan stamme fra reparationer af bygningen, taler dog for, at trækirken har fungeret over et længere åremål. Da munkestenskirken stammer fra tiden mellem ca. 1250 og 1300, er det ingenlunde utænkeligt, at trækirken er rejst engang i 1100-tallet, måske i forbindelse med selve grundlæggelsen af Skt. Jørgensgården.

Når man i middelalderen skulle bygge en ny kirke på et sted, hvor der allerede stod en kirke, søgte man såvidt muligt at tilrettelægge arbejdet således, at man ikke behøvede at nedbryde det ældre anlæg, før den nye kirkes kor stod færdigt og var rede til at blive taget i brug.

Tjenesten ved højalteret måtte ikke afbrydes. At man har haft dette for øje ved opførelsen af munkestenskirken i Skt. Jørgen, ses tydeligt af planen fig. 3. Den nye kirkes kor ligger øst for trækirken og har formentlig været helt fri af denne, således at man kunne have munkestenskoret under tag, inden man begyndte at rive trækirken ned. Ja, man kunne endog lægge fundamentet for hele stenkirken uden at komme trækirken for nær. Fundamentgrøften gennemskærer flere af de gravede huller omkring trækirkens vægstolper, men synes intetsteds at berøre de anvendte huller. Stenkirken blev ikke stort bredere, end trækirken havde været, og det er muligt, at man – således som det kendes andetsteds fra[21] – en tid lang har ladet den gamle trækirke fungere som skib i tilslutning til det nyrejste munkestenskor, medens man samlede kræfter til at fuldføre stenkirken. I fig. 12 er vist, hvorledes en sådan kombination kan have taget sig ud.

Var trækirken en enkel og måske lidt primitiv bygning, fremtrådte dens afløser til gengæld som et overordentlig kultiveret bygningsværk, beskedent af størrelse, men med smukke proportioner og fornemme dekorative enkeltheder i munkestensmurværket. Denne kirke er endnu bevaret i sin fulde udstrækning, omend murværket har fået slemme ar ved senere forandringer og tilbygninger. Kirken er nemlig udvidet i flere omgange, vinduerne er hyppigt ændret – ja, endog støttepillerne har man flyttet. I murene findes spor af så mange indgreb fra syv hundrede års stadige byggearbejder, at det kan være vanskeligt at følge de enkelte faser.[22]

Et forsøg på rekonstruktion af den unggotiske kirkes oprindelige udseende er vist i fig. 9. Denne lille kompakte bygning består af et rektangulært langhus, hvortil i øst slutter sig en tresidet korafslutning. Bygningens gotiske karakter understreges af de smalle spidsbuede vinduer og af støttepillerne, der fagdeler kirkens ydermure.

Mest fuldstændigt bevaret er korpolygonen, der har et vindue i hvert af de tre fag (fig. 10). Østvinduet har bred skråsmig mod begge sider og er både udvendigt og indvendigt indrammet af en rundstav, der følger vinduets svagt spidsbuede form. I lysningen er spidsbuen ved hjælp af tynde formsten udformet som en trekløverbue. I sydøstfagets vindue fandtes smigene borthugget ved en udvidelse, der antagelig har fundet sted i renaissancetiden. Her var imidlertid spor af rundstave langs kanterne, og da vinduet ses at have haft samme ydre form og dimensioner som østvinduet, har det utvivlsomt svaret nøje til dette. Ved restaureringen 1962 har man genskabt dets oprindelige form.


Fig. 9. Skt. Jørgens kirke. Forsøg på rekonstruktion af den unggotiske kirke. Axonometrier 1:300, tegnet af I. Arthur-Nielsen.

Ejendommeligt nok er nordøstfagets vindue forskelligt fra de to andre vinduer i korafslutningen. Det er noget smallere og savner rundstavsdekorationen. Dog mangler hverken den slanke spidsbueform, skråsmigen eller lysningens kløverbladsbue. Disse træk genfindes på alle kirkens oprindelige vinduer.

Alle tre vinduer var tilmurede og helt ukendte, før man ved restaureringens forberedelse foretog en prøveafbankning af det udvendige pudslag. En ikke ringere overraskelse bragte pudsafhugningen inde i kirken. Det viste sig, at korafslutningen indvendigt kun var tresidet for den øverste dels vedkommende. Under vinduerne fremtrådte den som en halvcirkelformet runding. Biskop Jacob Madsens beskrivelse af kirken som værende „bag rund neder offuer choret“ (1589) bliver herved forståelig. Dette interessante bygningshistoriske træk havde man sidenhen gjort sig de hæderligste anstrengelser for at slippe af med: under nord-østvinduet var rundingen hugget bort og kunne kun konstateres bag hvælvingspillerne; i østfaget var den rettet ud ved hjælp af et drøjt pudslag, og i sydøstfaget var den dækket af en regulær skalmur. Nu er rundingen imidlertid atter etableret i alle tre fag (fig. 10).

Af den unggotiske kirkes nordside gav sporene i murværket et klart indtryk. Helt intakte er to vinduer, der indvendigt tildels dækkes af de senere indbyggede hvælvinger. De er i opbygningen næsten identiske med korafslutningens nordøstvindue; dog er de knapt så høje og har i modsætning til dette en stejl sålbænk, der udvendigt er aftrappet. Bevaret er også den nederste del af en bred døråbning med dobbelt karmfals mod ydersiden. I murværket ses endvidere spor af tre støttepiller, der alle har stået noget østligere end de nuværende piller, som stammer fra restaureringen 1878. Af murstenenes skrå leje i muren bag den vestligste af de nedbrudte støttepiller, der repræsenterer kirkens oprindelige nordvesthjørne, fremgår det, at pillen har været diagonaltstillet.

Fig. 10. Skt. Jørgens kirke. Korets tresidede afslutning 1963, efter at de oprindelige vinduer var fremdraget og murværket istandsat.

Af oprindelige arkitektoniske enkeltheder i den unggotiske kirkes nordmur mangler tilsyneladende kun vinduet i østfaget, der er gået tabt ved senere vinduesændringer. Den rekonstruktion af kirken, der er vist i fig. 9, er således på det nærmeste autentisk, hvad angår nordsidens murværk. Kun på tre punkter har man måttet tage fantasien til hjælp: dørens øvre afslutning er ukendt; østfagets vindue kan ikke anbringes helt præcist; og endelig er det usikkert, om de forsvundne støttepiller har haft afsæt i lighed med de oprindelige piller på korpolygonen, der er bevaret i ret betydelig udstrækning.

Kirkens sydmur præges af talrige ændringer, ikke mindst fordi en korsarm en tid havde sin plads her. Under disse ugunstige forhold er af oprindelige enkeltheder kun bevaret en del af det østligste vindues vestre karmside, lidt af det vestligste vindues østre stik samt spor i murværket af de to vestligste støttepiller. Ved de fleste middelalderlige kirker ville man imidlertid kunne gå ud fra, at placeringen af vinduer og døre var symmetrisk omkring bygningens længdeakse. Dette kan imidlertid ikke have været tilfældet i Skt. Jørgens kirke, idet både det vestligste vindue i sydsiden samt støttepillen øst herfor er placeret næsten halvanden meter vestligere end de tilsvarende forekomster i nordmuren. Heller ikke vinduerne i østfaget kan have siddet lige over for hinanden. Denne mangel på korrespondance får kun en rimelig forklaring, hvis sydsiden har været uden dør. I så fald vil der – som angivet på rekonstruktionstegningen fig. 9 – være plads til fire vinduer mod nordsidens tre. Det bør dog betones, at flere andre løsninger kan tænkes. Den viste rekonstruktion af sydmuren hviler på et spinkelt grundlag.

Ejendommeligt er det måske, at langsidernes støttepiller ikke korresponderer fra side til side. Den gotiske arkitekturs system af støttepiller har principielt til formål at aflaste kirkemuren for det tryk, som hvælvingerne udøver, og de anbringes derfor ud for de murpiller, der optager trykket fra hælvingskapperne. Da hvælvingerne i et rektangulært rum altid vil være bygget over rektangler, må langmurenes udvendige støttepiller korrespondere fra side til side, hvis de skal have relation til hvælvingerne. Når denne korrespondance ikke er til stede, må man gå ud fra, at kirken er uden hvælv, og at pillerne snarest er sat af dekorative grunde. Til støtte for murværket alene er pillerne ved Skt. Jørgens kirke voldsomt overdimensionerede. Deres væsentligste funktion har været at give kirkens ydre et tidssvarende udseende.

At Skt. Jørgens kirke i sin ældste skikkelse har haft fladt loft turde da også være uden for al tvivl. Ganske vist antyder en svag udbuling af muren over korafslutningens østvindue, at man oprindeligt har tiltænkt kirken hvælvinger. At disse dog ikke kom til udførelse, bekræftes af et unggotisk kalkmaleri, forestillende Kristoforus med Jesusbarnet, der er bevaret over de nuværende hvælvinger øst for norddøren. Havde der fra begyndelsen været hvælvinger i kirken, kunne dette billede ikke have siddet så højt på væggen.

I sin planudformning er Skt. Jørgens kirke en traditionel gotisk bygning. Den typiske småkirke fra middelalderens sidste halvdel består netop af langhus – dvs. kor og skib i eet rum – med polygonal korafslutning. Alligevel adskiller kirken sig i flere henseender fra det sædvanlige. Mest bemærkelsesværdig er den nedre runding i den tresidede korafslutnings indervæg, der må opfattes som en mindelse om den romanske bygningsstil. I de ældste langhuskirker kan der findes en halvrund apsis i korets bredde. Dette var f. eks. tilfældet i den nu forsvundne gråbrødrekirke i Viborg, der blev opført ca. 1270. Den rudimentære korrunding i Skt. Jørgens kirke i Svendborg repræsenterer i lighed med Roskilde bispegårds kapel, hvis plan kendes fra en udgravning i 1941, et typologisk mellemtrin mellem denne korform og den fuldt udviklede gotiske korpolygonal[23]. Kirken er da snarest opført i overgangsperioden mellem romansk og gotisk stil, ca. 1250 til 1300.

Denne datering bestyrkes af Kristoforus-billedet på kirkens nordvæg, som efter sin stil næppe kan være malet meget senere end år 1300. Kristoforus er afbildet med den for 1200-tallets slutning karakteristiske nakkekrølle.[24] – Som et supplerende indicium kan anføres, at der blandt de mønter, som under restaureringen blev fundet i gulvet omkring alteret – altså uden for trækirkens grund – var en hamborgsk hulpenning fra o. 1200, en mønt fra Erik Plovpenning og en fra Erik Klipping. Også dette taler for, at munkestenskoret var rejst inden ca. år 1300.

De smalle spidsbuede vinduer med skråsmige uden false er ligeledes et vidnesbyrd om bygningens unggotiske oprindelse. Kløverbladbuerne i vindueslysningerne er en sjældent forekommende foreteelse. Denne bue optræder i begrænset omfang på gavlblændinger, på Fyn således på Dalum klosterkirkes vestgavl[25]. Som vinduesbue har den mig bekendt hidtil kun været påvist i tre andre danske kirker[26].

Mod en tidlig datering af kirken taler egentlig kun det forhold, at kirken muligvis blot har haft een dør. Langt ned i middelalderen opretholdt man selv ved opførelsen af nye kirker den romanske sædvane med to modstillede døre i skibet – mandsdøren i syd, kvindedøren i nord. Skt. Jørgens kirke blev imidlertid ikke opført som sognekirke, men som kapel for de spedalskes samfund, og det er muligt, at de liturgiske krav til bygningen har været andre end dem, der blev stillet i en sognekirke. I denne sammenhæng bør det noteres, at norddøren mod sædvane sidder midt for langsiden, ikke i dens vestlige del.

Noget direkte forbillede for Skt. Jørgens kirke findes ikke bevaret på dansk grund. Kirkerne i Svendborg, som skulle være de nærmestliggende muligheder, viser ingen lighedspunkter. Byens nu nedrevne gråbrødrekirke, der havde særlig tilknytning til de spedalskes hospital, blev opført senere end Skt. Jørgens kirke[27] og var vidt forskellig fra denne. Heller ikke de få unggotiske landsbykirker på Fyn viser noget slægtskab med Skt. Jørgens kirke. Vi kan derfor ikke vide, om Skt. Jørgens kirkes bygmester har ladet sig inspirere af en i vore dage ukendt kirke i Danmark, eller om han har hentet sine forbilleder i byerne ved den tyske Østersøkyst, der havde en afgørende indflydelse på den gotiske bygningskunsts udvikling i Danmark.

Det er imidlertid værd at bemærke, at den Skt. Jørgens kirke, som Vilh. Møller-Christensen har fundet og udgravet i Aaderup ved Næstved[28], både i plan og dimensioner (ca. 17 × 8 meter) svarer ret nøje til de spedalskes kirke i Svendborg. Dette kan skyldes tilfældigheder, men det er også muligt, at den unggotiske Skt. Jørgens kirke repræsenterer en kapeltype, som har haft vid udbredelse ved Skt. Jørgensgårdene landet over.

Sit oprindelige udseende bevarede kirken ikke længe. Mindre end 100 år efter opførelsen blev bygningen udvidet. Vestmuren blev revet ned og skibet forlænget syv meter mod vest (fig. 12). Forlængelsens munkestensmurværk blev på vestgavlen prydet med et dobbelt savskifte i tagfodshøjde, og i selve gavlfeltet har der muligvis været en enkel blændingsdekoration[29]. Støttepiller fik tilbygningen ikke, men de to vesthjørner blev markeret ved brede hjørnelisener. Om der fra begyndelsen har været dør i vestgavlen, er uvist. De oprindelige vinduer er ikke bevaret, men i nordmuren ses dog udvendigt et halvstens stik fra et 130 cm bredt, rundbuet vindue, der må stamme fra opførelsen. Sav-skiftefrisen, lisenerne og vinduet daterer samstemmende vestforlængelsen til 1300-tallet. En snævrere tidsfæstelse er ikke mulig. Blandt mønterne i tilbygningens gulv var ganske vist to slået for Kristoffer II, men på grund af møntvæsenets forfald ved rigsopløsningen var denne konges mønter i cirkulation i en usædvanlig lang periode, og deres dateringsevne er derfor ringe.

I 1372 opnåede Skt. Jørgens kirke ved et bispemøde i Odense afladsprivilegium for alle, der ydede gaver til kirken og dens byggefond[30]. Når kirken i dette brev karakteriseres som for størstedelen ødelagt, kan det bero på en tilsnigelse. Det unggotiske murværk var i hvert fald i god stand – det er det den dag i dag – og indtægterne fra afladen kan meget vel have været tiltænkt kirkens udvidelse.

Af andre ændringer, der antageligt hører denne periode til, kan nævnes en høj siddeniche i korfagets sydvæg, der må opfattes som prælatsæde, samt et stort fladrundbuet vindue af ejendommelig opbygning i kirkens sydmur; udvendigt havde det dobbeltfals under et højt, hvidkalket spejl, indvendigt fremtrådte det med en bred, nicheagtig smig. Dette vindue blev imidlertid tilmuret og tildels ødelagt, da man – formentlig i 1400-tallet – føjede en søndre korsarm til kirken.

Fig. 11. Skt. Jørgens kirke. Grundplan 1:200, tegnet af I. Arthur-Nielsen efter opmålinger af Viggo Marving og Mogens Brahde. Øst opad.

Korsarmen er forlængst nedbrudt og giver sig i dag kun til kende ved spor i murværket af den fire meter brede arkade, der satte tilbygningen i forbindelse med skibet. Arkadens lodrette vanger løber ubrudte gennem muren, medens selve buen har dobbeltfals til begge sider. Den yderste af disse false har både indvendigt og udvendigt halvstens stik nærmest østvangen, medens resten af buen hovedsageligt er opmuret med helstens stik. Denne uregelmæssighed er vanskelig at forklare. Snarest skyldes den tilstedeværelsen af det ovennævnte nichevindue, der netop sidder over østvangen, og hvis rester har kunnet fungere som en art aflastningsbue for denne del af arkaden.

Inden middelalderens udgang fik kirken endnu en tilbygning. Sikkert omkring år 1500 rejstes ved vestgavlen et svært tårn, en anelse bredere end skibet, idet murværket i nord og syd flugter med vestforlængelsens hjørneliseners fremspring. Tårnet fik trappegavle i øst og vest, prydet med høje blændinger. Oprindeligt var der indgang til tårnrummet gennem en høj, fladbuet dør i sydmuren. Denne dør er nu på ydersiden dækket af et nyere trappehus. Indvendigt er den imidlertid genfundet ved den igangværende restaurering og fremdraget som blænding i tårnrummets sydvæg.

Da biskop Jacob Madsen i 1589 første gang visiterede i Skt. Jørgens kirke, tegnede han sin sædvane tro et lille rids af bygningen i sin visitatsbog. Bispens tegning, der er gengivet i fig. 13, er i al sin ubehjælpsomhed både charmerende og fornøjelig. Korrekt er den imidlertid ikke. Sydkapellet er placeret et vinduesfag for langt mod vest, og den viste syddør i koret har bevisligt aldrig eksisteret; formentlig er det skibets ret østligt anbragte norddør, der har foresvævet tegneren. Når tårnet er afbildet med gavl i syd, er det derimod næppe, fordi bispen har husket forkert; her må fejlen tilskrives hans manglende tegnefærdighed.

Positive oplysninger rummer tegningen dog også. Den viser, at sydkapellet har været prydet med gavlblændinger[31], og den lille spids på taget over koret antyder muligheden af, at der her har været en lille tagrytter til messeklokken, således som det kendes fra mange fynske kirker[32].

Af væsentligt større værdi er den beskrivelse af kirken, der ledsager tegningen. I 1589 noterer Jacob Madsen[33]: „Kirken smuk, lang, met tegel; bag rund neder offuer choret. 1 capel ved synderside, afftrallet. Offuer choret huelling. Lofft gamblt offuer kirken oc støttet . . . Tornet ingen lofft udi.“ 1594 meddeles, at Erik Hardenberg lod „renourere S. Jørgens kerke met 4 skøne huellinger udj, kalcket inden udj; den på renoueret . . 1595 tilføjes, at der endnu er murere i kirken. Ved bispens sidste visitats i 1599 er arbejdet dog afsluttet: „Kirken fardige statelig met 4 skøne huellinger, ny prædikestoel; den gamble oc store funt, der stod i S. Albans kirke i Otthense, er basis på den – -“






Fig. 12. Skt. Jørgens kirkes bygningshistorie gennem 800 år. Axonometrier tegnet af I. Arthur-Nielsen.

For kendskabet til kirkens bygningshistorie er det unægtelig heldigt, at så meget fandt sted i Jacob Madsens funktionstid. Thi andre arkivalske oplysninger om kirken findes først fra langt senere tider. Og dog har Jacob Madsen ikke fået alt med. I 1589 nævner han, at sydkapellet er „afftrallet“, dvs. skilt fra kirkerummet ved et gitter. I 1599 har kapellet imidlertid efter al sandsynlighed været nedbrudt. De hvælvinger, som Erik Hardenberg lod indbygge, respekterede nemlig ikke åbningen mod sydkapellet; en af hvælvingspillerne fik plads foran selve arkaden. At arkaden under alle omstændigheder blev tilmuret inden 1599, bekræftes af en iagttagelse, som kunne gøres ved gulvomlægningen i 1961: fundamentet til den nye prædikestol, som Jacob Madsen omtaler, var bevaret under gulvet og viste sig at være muret op ad arkadens tilmuring. Prædikestolen er altså opsat, efter at arkaden er lukket.

Fig. 13. Biskop Jacob Madsens tegning af Skt. Jørgens kirke 1589.

Fra restaureringen i 1590’erne stammer sikkert også en udvidelse af korafslutningens sydvindue, hvis smige blev borthugget, således at vinduet fik lige gennemløbende karm.

Det er vist en almindelig antagelse, at kirkens nuværende hvælvinger er identiske med de af Jacob Madsen nævnte. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Fra kirkens loft ses på begge langvægge flere steder spor af hvidtning, der opad ophører efter krumme linier. Det er skjoldbuerne fra et sæt nedbrudte hvælvinger, der på denne måde giver sig til kende. Hvælvene har været noget højere end de nuværende, men synes at have haft deres vægpiller på samme sted som disse.

De nuværende hvælvinger stammer fra 1737. Dette årstal kan vi hente i en kirkebog[34], som i 1736 blev anlagt af Peder Duus (sognepræst 1735-64, provst fra 1753). Bogen indledes med en fortegnelse over præsterne siden reformationen. Om sig selv skriver Peder Duus blandt andet: „I hans tid blev der bygget Nye gevelvt i Capellet og alting inden og uden repareret som skeede A° 1737“[35]: At man har kunnet antage hvælvingerne fra 1737 for at stamme fra 1590?erne, er ikke mærkeligt, thi de er udformet på traditionel vis som krydshvælv med halvstensribber over murpiller. Gjord- og skjoldbuer er rundbuede. Typen er gotisk, men adskillige hvælvinger fra o. 1600 er opbygget på ganske tilsvarende måde. Den sejglivede gotiske kirkestil har hvælvene i Skt. Jørgens kirke kun fraveget ved enkeltheder som de kraftigt markerede kragbånd og baser på de brede piller, der i koret har fået en særlig rig udformning[36] (fig. 10), samt ved de ejendommelige hesteskoformede buer omkring korafslutningens vinduer, af hvilke kun det sydøstre kan være bibeholdt efter 1737. Hvælvingerne er opført af såkaldte hamburgersten, en slags flade munkesten af format 26,5 × 13 × 6 cm. Samme sten er anvendt i baser og kragbånd, medens pillerne selv er af almindelige munkesten. Forhold ved korets nordøstre hvælvingspille giver anledning til at formode, at base og kragbånd er sekundære tilføjelser på pillen. Hvis dette er tilfældet, er hvælvingspillerne antagelig overtaget fra de ældre hvælvinger og altså levn af den hvælvslagning, som Jacob Madsen overværede den sidste del af.

Foruden tidsfæstelsen af hvælvingerne giver kirkebogen endnu en oplysning af værdi for denne undersøgelse. Den rummer nemlig en plan over kirkens østlige del, tegnet af Peder Duus for at angive begravelsernes placering i kirkegulvet. Af planen ses, at i korets sydøsthjørne stod en degnestol og i nordøst en skriftestol, foran hvilken fonten var anbragt. Prædikestolen stod endnu på sin plads fra 1590’erne i sydsiden på højde med kirkens norddør, og – hvad der er særligt interessant – norddøren var stadig i brug. Som det siden skal ses, skal den først være tilmuret i 1811. Dørens stik blev efter tilmuringen ødelagt ved udhugning af et vindue, der har haft fladbuet afslutning, lysning næsten helt ude ved ydre murflugt og dyb karm med svag smig mod indersiden. Det svarer nøje til to vinduer, der er spor af i kirkens sydmur. Disse vinduer, der mod sædvane ikke sidder midt under hvælvenes skjoldbuer, men i fagenes vestlige del, må således tilhøre tiden efter 1811, og der kan herefter ikke være tvivl om, at de hidrører fra en istandsættelse i 1823, da kirken ifølge pastor C.J. Bredsdorffs optegnelse[37] fik fire nye fag vinduer i hver langside, således at den blev meget lys. Ændringen var led i en planlagt hovedrestaurering, som imidlertid måtte afbrydes, da Hvidkilde kom under administration.

Oplysningen om norddørens nedlæggelse findes i et tillæg til Jacob Madsens visitatsbog, som den lærde biskop C.T. Engelstoft udarbejdede på sine visitatsrejser siden 1853, utvivlsomt inspireret af den netop udsendte udgave af Jacob Madsens bog. Til Skt. Jørgens kirke nåede biskop Engelstoft engang i 1860’erne. Hans beskrivelse af kirken[38] skal her aftrykkes in extenso, ikke fordi den indeholder meget, der er ukendt for os, men for at henlede opmærksomheden på en ejendommelig og nyttig, men lidet påagtet historisk kilde:

„St. Jørgensgårds Capel, har vestvendt Tårn før 1590 med Takker (11)[39] og Forziring paa begge Gavle. Hele Kirken er Muurstensmuur i en rank og smuk Muur-kasse med nogle flade Piller paa. Denne Muur har havt lange smale Vinduer paa Nordsiden, som ere bortfaldne ved Hvelvingerne. Choret er een Hvelving af lige Brede og H. med Kirken og om den slutter Væggen i halv Sexkant og tredelt Tag og inde ere 3 Nischer i Murene. Kirketaget gaar alt ud i Eet, intet Spor af Capel paa Sydsiden, men paa Nordsiden sees en stor Port nær Choret, som skal have været Indgang til 1811. Altert: Opstalt har 1598 (2 løse Malerier nu). Prædikestolen er uden Arbeide. Den gl. Funt af Albani Kirke ligger i Taarnet, og udenfor staaer Foden[40]. I Taarnet er Brædeloft[41], og Kirkegavlen har Spor af at have været Ydermuur. Hvelvingerne, som ere fra 1594, ere brede og i svag Spidsbue. – And. Mortensen Liigsteen 1606 foran Altergelænderet.“



Fig. 14. Forsøg på rekonstruktion af glasmaleri i korets oprindelige nordøstvindue. I bunden af korets nordøst-vindue blev der under restaureringen fundet en klump mørtel (14 × 11 × 9 cm) med et tydeligt aftryk af blysprodser af 4-5 millimeters bredde (foto øverst). Dette aftryk må være fremkommet ved opmuring af en stejl sålbænk i vinduet, der tilsyneladende oprindeligt har haft flad bund. Da der samtidig i korets gulv blev fundet glasstumper (angivet på tegningen i midten), øjensynligt fra det vindue, hvoraf man havde sprodseaftryk i mørtelklumpen, var det fristende at forsøge en rekonstruktion af vinduet, der utvivlsomt hidrører fra kirkens opførelse. To trekantede glasstykker af grønlig farve svarede i størrelse til trekanten på aftrykket. Et fragment af et stykke rødt glas, der rimeligvis har været firkantet med indadbuede sider, bekræftede, hvad aftrykket lod ane – at det midterste glasstykke har været rudeformet. Et skår af klart grønligt glas bemalet med grålig smalte, der viste stilken og det nederste af et bladmotiv, passede nøjagtigt med sprodseaftrykket. Herefter kan man formode, at vinduets dekoration har bestået af en cirkel omkranset af fire blade. Gentages dette motiv to gange, opnås en bredde af ca. 28 cm, og når hertil lægges en kant på ca. 3 cm, som ses på aftrykket, kommer vinduets bredde til at svare til lysningen, der måler omkring 34 cm. Grunden til at antage, at glasstykkerne har været placeret i det på rekonstruktionstegningen forneden viste system – en række skiftevis runde og rudeformede glasstykker – er, at dette giver det malede blad en rimelig mulighed for at udfolde sig. Naturligvis kan andre kombinationer tænkes, men efter det viste forslag føjer puslespillets mangelfulde brikker sig naturligt sammen. At bladdekorationen skulle have udfyldt hele vinduet, er ingenlunde givet. Muligvis har den blot skullet tjene som rammeværk omkring andre dekorationer eller felter med figurfremstillinger. Da vinduet sidenhen blev udskiftet med et nyt, fjernedes også den del, der var indesluttet i sålbænken, og kun aftrykket i sålbænkens mørtel blev levnet. Af det efterfølgende vindue er der spor i glasfalsens mørtel. Aftryk af 8-9 mm brede blysprodser viser, at det har været opbygget af rudestillede, rhombeformede glasstykker med en side på 8-9 cm. Fra dette vindue, der næppe er middelalderligt, stammer nogle blysprodser samt fragmenter af klart grønligt glas, der blev fundet i korets gulv. Tekst og tegninger af Birgit Als Hansen.

Baron, senere udenrigsminister Otto Rosenørn-Lehn arvede i 1860 baroniet Lehn og overtog med dette ni kirker, der alle var mere eller mindre forfaldne. Baronen var i høj grad sit ansvar for disse kirkers tarv bevidst, og i de følgende årtier lod han dem én for én istandsætte ved de fremtrædende københavnske arkitekter Vilhelm Dahlerup og Ove Petersen. Til Skt. Jørgens kirke nåede restauratorerne i 1878. Istandsættelsen blev overmåde gennemgribende. Som allerede nævnt forsvandt kirkens munkestensmure under et drøjt, nubret pudslag. Indgangsdøren blev flyttet fra tårnets sydside til vestgavlen og forsynet med en pompøs portal med trappegavl. Ved sydsiden opførtes et trappehus. De unggotiske støttepiller blev på korpolygonen ommuret, på langmurene nedbrudt og nye piller sat i regelmæssig takt. Langvæggenes vinduer blev alle normaliseret, og de middelalderlige munketagsten, som endnu lå på taget[42], udskiftedes med almindelig vingetegl. Indvendig blev vægge og hvælv glatpudset, korrundingen tilsløret eller borthugget og hvælvingspillernes profiler forvansket. Samtidig blev gulvet i kirken hævet betydeligt og inventaret næsten fuldstændigt udskiftet.

Man kan ikke frakende denne restaurering kvaliteter. Først og fremmest var den konsekvent. Af den i mange tempi opførte og hyppigt ombyggede kirke skabte man en enhed, en „idealkirke“ i middelalderlig stil, der så ud, som om den var bygget på een gang. Alle træk, der viste noget andet, blev enten udslettet eller gemt bort under puds.

I det ydre blev resultatet ingenlunde dårligt. Her var det virkeligt lykkedes restauratorerne at forme en smuk og harmonisk helhed, og arkitektoniske enkeltheder som portalfremspringet og støttepillerne kan værdsættes den dag i dag. Kirkens interiør var derimod en skuffelse. Efter gulvhævningen fornemmedes hvælvene lave og trykkende som i en kælder, og den skarpkantede glatpuds på vægge og hvælv gjorde kirkerummet koldt og upersonligt.

Ved den igangværende restaurering har man imidlertid med heldig hånd genskabt kirkerummet fra før 1878. Gulvet er atter sænket. Pudslaget er borte, og murværket træder levende frem under hvidtekalken. På væggene kan man – uden at helhedsindtrykket er blevet uroligt – aflæse kirkens komplicerede bygningshistorie, og de usædvanlig smukt opmurede hvælvinger kommer atter til deres ret. Et beklageligt fejlgreb er dog efter mit skøn foretaget ved vinduerne. Langvæggenes små rundbuede vinduer fra 1878 er afløst af høje, slanke vinduer, som kopierer kirkens oprindelige lysåbninger, men er rundbuede, hvor disse stod med en svagt markeret spidsbue. Herved er skabt en illusion om en romansk fortid, som kirken aldrig har haft. Ydermere er vinduerne overdimensionerede i forhold til kirkens højde, og på grund af hvælvingerne har man måttet anbringe dem lavere i murværket, end ægte romanske vinduer nogensinde ville have siddet.

I den sidste halve snes år har man i alle kirker, hvor gulvlag er fjernet ved restaureringsarbejde eller indlægning af varme, konsekvent ladet den opgravede jord undersøge ved harpning gennem fintmasket sold. Herved fremkommer erfaringsmæssigt et stort antal løsfund, fortrinsvis småting, som kirkegængere i tidens løb har tabt[43].

Blandt disse udgør mønterne den mest iøjnefaldende fundgruppe. Gulvet i Skt. Jørgens kirke afgav ved harpningen ialt 88 mønter, af hvilke over halvdelen blev fundet i koret. I tid strækker de sig fra o. 1200 til 1925. Fra middelalderen stammer 56 eksemplarer. Særlig rigt repræsenteret er de såkaldte borgerkrigsmønter (ca. 1250-1330) samt 1400-tallets mønter, af hvilke størsteparten er hanseatiske. Fra hver af disse perioder er fundet en snes mønter. Fra nyere tid er fordelingen mere jævn; dog kan tidsrummet 1812-19 fremvise hele 10 mønter, der lå enkeltvis rundt om i kirken. Fundets kronologiske og topografiske sammensætning er den for kirkegulvsfund sædvanlige[44], og bortset fra en variant af en af Kristoffer IIs mønter samt en hvid med forvirret omskrift fra Kong Hans rummer det ingen numismatiske mærkværdigheder. Derimod har mønterne – således som tidligere berørt – en vis værdi for dateringen af enkelte bygningsafsnit i kirken.

En anden fundgruppe, der sjældent svigter i kirkegulvene, er stumper af bemalet glas fra middelalderlige vinduer. Af særlig interesse var nogle stumper fra korets unggotiske nordøstvindue, der – sammenholdt med et aftryk af vinduets nederste del i en mørtelklump, der blev fundet ved fjernelsen af tilmuringen – tillader et forsøg på rekonstruktion af dekorationen i vinduet. For dette interessante fund redegør museumsassistent Birgit Als Hansen med tegninger og tekst i fig. 14.

Fig. 15. Nikolaus Kluppels signet. Indskriften spejlvendt.

Blandt de øvrige småfund i gulvet skal her kun nævnes et senmiddelalderligt bomærkesignet af smuk udførelse (fig. 15), hvis majuskelindskrift fortæller, at dets ejer var en vis Nikolaus Kluppel. Signetet lå i omgravet jord i koret, men stammer muligvis fra en grav. I så fald har Nikolaus Kluppel – som vi iøvrigt ikke kender – hørt til i de spedalskes samfund i Skt. Jørgensgården.

Hermed er beretningen om Skt. Jørgens kirkes lange og omskiftelige historie slut. Og dog – endnu et forhold fortjener omtale. Da restaureringen blev indledt i 1960, var det menighedsrådets hensigt at udvide kirken ved at føje en ny søndre korsarm til bygningen. Men da mure og hvælvinger var befriet for deres puds, åbenbarede det gamle kirkerum en skønhed og ynde, som måtte betage enhver. I dette fornemme interiør skulle der nødigt slås skår. Menighedsrådet traf da den lykkelige beslutning at frafalde udvidelsesplanerne. Der er al grund til at være rådet taknemmelig for denne kloge og fremsynede disposition.

Noter

  1. ^ En fyldestgørende historisk redegørelse for de danske Skt. Jørgensgårde findes endnu ikke. En oversigt er givet af Vilh. Møller-Christensen og Erik Skov i Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder VI, sp. 677 ff (med litteraturhenvisninger).
  2. ^ Sygdommens latinske navn er lepra.
  3. ^ Diplomatarium Danicum 2. r. IV, nr. 3.
  4. ^ Erik Skov i Kulturhistorisk Leksikon for nordisk Middelalder VI, sp. 682 (Hospital).
  5. ^ I retlig henseende henhørte hospitalet dog under Svendborg by fra 1451, da kongen forundte borgerne at have deres byfred fra Højebøgeled til Skt. Jørgensgården (Danmarks gamle Købstadlovgivning III, p. 540).
  6. ^ C. T. Engelstoft: Skt. Jørgensgård ved Svendborg. Samlinger til Fyens Historie og Topographie I, Odense 1861. Bilag 1, p. 37 ff.
  7. ^ Mester Jakob Madsens Visitatsbog. Udg. af A. Crone. Odense 1853, p. 216.
  8. ^ C. T. Engelstoft: Anf. skr. Bilag 2, p. 41 ff.
  9. ^ Ibid. p. 21 og 31 f. En del af hospitalet blev ødelagt ved en brand 1712.
  10. ^ Ibid. p. 16 ff. Om præsteboligen skriver sognepræsten Jacob Sørensen i 1570, at der ingen præstegård findes, men at præsten har en liden våning hos de syge i Skt. Jørgensgård, ligesom en af de andre stakkarle derinde. Biskop Jacob Madsen skriver 1595, at præstegården er rent forfalden; i 1599 meddeler han, at en ny er bygget.
  11. ^ Således i provsterettens justitsprotokol 1690-1824 {LA Odense. Sunds Herreds Provstearkiv), der f.eks. under 4. nov. 1738 meddeler, at retten blev sat „udi St. Jørgens Gapel, vores Sædvanlige Convent-Kirke“ (p. 12). Af et notat fra 1721 fremgår det, at forhandlingerne ikke foregik i selve kirken, men i våbenhuset, d.v.s. tårnrummet.
  12. ^ Hvidkilde Godsarkiv. Pakke nr. 271. Erklæring af 30. juli 1879 i sag vedrørende Skt. Jørgens kirkegårds udvidelse. Af arkivalierne på Hvidkilde, som greve A. Ahlefeldt-Laurvig-Lehn velvilligst har givet mig adgang til, fremgår det iøvrigt, at sognets bønder i 1871 søgte at unddrage sig pligtkørsel til Skt. Jørgens kirke ved at hævde, at den ikke var sognekirke (pakke nr. 273).
  13. ^ Kgl. Bibl. Kali 377. 4°. Beskrivelse over Kirkerne og Herregårdene i Fyen. (Indberetninger til Thura). Bd. I, p. 201.
  14. ^ Ved undersøgelserne i gulvet blev forf. bistået af stud. mag. Ole Feldbæk og stud. mag. Willy Johannsen. Arkitekt Mogens Brahde varetog opmålingsarbejdet.
  15. ^ Elna Møller og Olaf Olsen: Danske trækirker. Nationalmuseets Arbejdsmark 1961, p. 40.
  16. ^ Byggeaffaldet, der i mange kirker danner underlag for det ældste gulv, er i Skt. Jørgens kirke fjernet ved planeringen før den første gulvlægning i stenkirken.
  17. ^ 2,20 meter fra vestvæggen.
  18. ^ I tilslutning til østhullet fandtes to mindre stolpehuller, der formentlig begge er sekundære.
  19. ^ En oversigt over de indtil 1960 fundne trækirker i Danmark er givet af Elna Møller og Olaf Olsen, jfr. note 15. Senere fund er publiceret af Kjeld Snedker i Lolland-Falsters Stiftsmuseums Årsskrift 1962, p. 5 ff (trækirke i Maribo), Olaf Olsen i Fra Københavns Amt 1962, p. 61 ff (trækirker i Roskilde) samt i R. Blomqvist og Anders W. Mårtensson: Thulegråvningen 1961. Lund 1963 (trækirke i Lund).
  20. ^ Venligst oplyst mig af museumsinspektør Bjarne Stoklund; jfr. Sigurd Erixon: Svensk Byggnadskultur. Stockholm 1947, p. 100 ff og Mogens Clemmensen: Bulhuse. København 1937, p. 225 f.
  21. ^ Elna Møller: Den middelalderlige kirke som byggeplads. Fortid og Nutid XXI, p. 268 ff.
  22. ^ Som ofte før har arkitekt Elna Møller beredvilligt stillet sin store indsigt og viden til min rådighed. Opmålingen af kirken er foretaget af Viggo Marving, suppleret af Mogens Brahde og afrundet af I. Arthur Nielsen, der efter forfatterens anvisninger har tegnet de axonometriske rekonstruktioner, der ledsager denne artikel.
  23. ^ Vilh. Lorenzen: De danske Franciskanerklostres Bygningshistorie. København 1914, p. 38 ff (Gråbrødrekirken i Viborg). Danmarks Kirker, Københavns Amt I, p. 143 f (kapellet i Roskilde).
  24. ^ Jeg skylder mag. art. Ulla Haastrup tak for henvisning til samtidige kalkmalerier.
  25. ^ Afbildet i Francis Beckett: Danmarks Kunst II, København 1927, p. 49.
  26. ^ Fire vinduer i Asmild kirkes nordmur {Vilh. Lorenzen: De danske Augustinerklostres Bygningshistorie. København 1928, p. 70). Endvidere et korvindue i Karrebæk kirke, Øster Flakkebjærg herred (Danmarks Kirker, Sorø Amt II, p. 1084) samt Valby kirke, Holbo herred, et vindue i vestforlængelsens sydmur.
  27. ^ Vilh. Lorenzen: De danske Franciskanerklostres Bygningshistorie, p. 72 ff.
  28. ^ Vilh. Møller-Christensen: Ten Lepers From Næstved in Denmark, København 1955, p. 37.
  29. ^ En bred, fladbuet murblænding, der er bevaret på gavlfeltets sydlige del, er måske oprindelig.
  30. ^ Trykt i E. Pontoppidan: Annales ecclesiæ Danicæ diplomatici II. København 1744, p. 219 f.
  31. ^ Derimod er det næppe rigtigt, når der på kapellets gavl er indtegnet både vindue og dør. I den lave tilbygning har der kun været plads til en af delene.
  32. ^ Jfr. M. Mackeprang: Fyenske Landsbykirker omkring 1600. Småskrifter tilegnede Aage Friis. København 1940, p. 85 f.
  33. ^ Citeret efter A. Crones udgave, jfr. note 7.
  34. ^ LA Odense. Sognekaldsarkiver Svendborg amt. Kirkebog for Skt. Jørgen og Sørup 1736-94.
  35. ^ Endvidere omtales præstegårdens genopbygning 1736 og opførelsen af det grundmurede hospital 1738. Kirkeejeren Johan Lehn til Hvidkilde må i disse år have kostet store summer på sognet.
  36. ^ De fremspringende stave på korets hvælvingspiller og de hertil knyttede forkrøb-ninger på baser og kragbånd er ved den igangværende restaurering rekonstrueret efter spor på pillerne.
  37. ^ LA Odense. Topografisk Samling. C.J. Bredsdorffs historiske og topographiske Efterretninger om Skt. Jørgens og Sørup Sogn m. m.
  38. ^ Nationalmuseets antikvarisk-topografiske arkiv, G.T. Engelstofts samlinger. Kirkerne i Fyens Stift (Tillæg til Jacob Madsens Visitatsbog. Begyndt 1853), p. 113.
  39. ^ Gavlene har nu kun 9 takker og må altså være ændrede ved restaureringen 1878-80.
  40. ^ Senere tilføjet: „nu i Præstens Have“.
  41. ^ Iflg. G.J. Bredsdorff (jfr. note 37) fik tårnrummet først loft i 1844.
  42. ^ Trap Danmark. 2. udg., bd. IV (1873), p. 235.
  43. ^ Olaf Olsen: Kirkegulvet som arkæologisk arbejdsmark. Nationalmuseets Arbejdsmark 1958, p. 17 ff.
  44. ^ Jfr. Olaf Olsen: Skt. Jørgensbjærg kirke. Årbøger f. Nord. Oldkyndighed og Historie 1960, p. 61.

©