Forfattere

De svenske tropper på Fyn i 1848

Der hænger i Møntergaardens samling af Odense-billeder et maleri af August Behrens, vel nok det eneste med motiv fra de svenske troppers ophold i Danmark i 1848. Det har en voksende, kulturhistorisk interesse, efterhånden som de gamle bygninger falder, og desuden ser man i maleriets forgrund en række af datidens fremtrædende mænd sammen med den svenske overgeneral.

August Behrens bosatte sig i Odense i 1848 og virkede som dekorationsmaler og portrættør; faktisk afsluttede han vist den lange række af kontrafejere, som Odense havde i mere end 350 år. Billedet af de svenske troppers ankomst er malet i to tempi, først en forstudie, som viser Albanitorv festsmykket til modtagelsen, derefter det større billede med de svenske soldater – Skaraborgs og Alvsborgs regimenter – og odenseanerne, som på den smukke pinsedag er mødt op for at byde svenskerne velkommen og beværte dem.

De mere kendte personer på billedet ser man først i en lille gruppe til venstre i billedets midterparti, mellem en lille, rød pige og en gruppe svenske soldater. Det er to herrer i høj hat, til venstre borgerrepræsentant, snedkermester J. Haugsted og borgerrepræsentant, etatsråd W. Petersen samt, med hånden i siden, iklædt uniform og trekantet hat, den norsk-svenske konsul Richardt. Lidt længere mod højre, med hænderne på maven, står prokurator Søren Hansen. Gruppen neden for søjlen tæller de virkelige honoratiores. Fra venstre ser man stiftamtmand Bille-Brahe (gestikulerende med højre hånd), derefter den svenske øverstkommanderende, den 58-årige generalløjtnant, greve Carl Gustaf Löwenhielm til Lång i Värmland, chefen for den fynske generalkommando, generalløjtnant Joachim Wedell-Wedellsborg, adjudanten premierløjtnant Lytzen, byfoged, kammerjunker G. N. de Klaumann, borgmester, justitsråd Chr. Estrup, justitsråd, stiftskasserer Schlegel, borgerrepræsentant, vinhandler Lind og borgerrepræsentant, jernstøber M. P. Allerup. Helt ude til højre, med armene overkors, står maleren Christian Albrecht von Benzon. Han er ikke med, fordi han var odenseaner, men formentlig som en malerven af Behrens. Han opholdt sig ellers i Paris, men var på et kort besøg i Odense i 1848, året før han døde i Paris.

Detaille af August Behrens’ billede: Stiftamtmand Bille-Brahe, Greve Carl Gustaf Løwenhielm, Generalløjtnant, Greve Joachim Wedell-Wedellsborg.

Af bygningerne, som på billedet ses indramme torvet, er de fleste faldet, og flere endnu er dødsdømt. Når vi begynder fra venstre, ser vi en smal del af det daværende nr. 5, nu Handelsstandsforeningens i 1917 restaurerede bygning. Nr. 4 og nr. 5 hørte i mange år sammen og var en af adelens gårde. I 1600-erne og et stykke ind i 1700-erne kaldtes den Putbus’ernes gård, fordi den fra 1637 og langt frem ejedes af denne familie; derefter ejedes og beboedes den, fra 1760 i ny skikkelse, af slægter som Ahlefeldt fra Langeland, Juel fra Hverringe og Vind fra Sanderumgård. I begyndelsen af 1800-erne havde Schrøder sin klædefabrik her, men han solgte i 1829 gården til prokurator Søren Hansen, som delte den i to, således at han selv beholdt nr. 5 og kammerherre Jens Benzon fik nr. 4, hvor han levede de sidste ti år af sit liv.

Nr. 3 var også en gang adelsgård, endda ældre af dato end de to andre, formentlig opført i 1680-erne. Fra den nyere tid er det C.H. Iversens navn, der er knyttet til denne bygning, for det var her, han begyndte sin første boghandel i 1770.

August Behrens: De svenske troppers modtagelse på Albanitorv i Odense 1848.

Bygningen har nok ikke været noget særligt; den gik over til at blive brændevinsbrænderi og gæstgiveri. I 1890 faldt nr. 3 og nr. 4 for udviklingen, og Industripalæet rejstes på deres plads.

Vi kommer så til to bygninger, der endnu står som de gjorde i 1848. De – eller rettere deres forgængere, eftersom de nuværende er fra midten af 1700-erne — ejedes sidst i 1600-erne af lægen Chr. Luja, som selv boede i nr. 1, mens hans kollega Jørgen Hahn boede i nr. 2. Torvet nr. 1 er den bygning, som engang kaldtes Magasingården, og som amtsforvalter Østrup i 1766 lod bygge i stedet for Oluf Bagers gård, som var ganske forfalden. Senere blev den rektorbolig, derefter har Læseforeningen holdt til her, nu Turistbureauet. I nr. 2 havde Diskontokassen en tid lokaler fra stiftelsen i 1846.

Bag den store søjle på pladsen skimtes den gamle latinskole, som blev revet ned i 1883. Til højre på torvet ligger de to laugshuse, det høje er skomagernes, det lange skrædernes. De blev begge revet ned i 1930-erne.

Hvis nu vi vil tænke os, hvem der har siddet i vinduerne i disse huse og set på den festlige modtagelse af svenskerne, lad os så begynde fra nr. 1. Her havde Læseforeningen til huse fra 1847, men den dag har det nok været andre ting end bøgerne, som interesserede medlemmerne. I nr. 2 boede dr. med. A. Esbensen siden 1840, i nr. 3 brændevinsbrænder N. P. Petersen siden 1839, i nr. 4 lægen Adam Poul von Scholten siden 1842 og i nr. 5 prokurator Søren Hansen. Vi kan, når vi mindes, hvordan kongebesøg og andre store hændelser plejer at forløbe i Odense, forestille os husenes beboere med venner og navnlig børnene hængende i vinduerne, sådan som det jo også ses på Behrens’ billede.

— Der er fra det foregående år en lille ting at bemærke i forbindelse med Behrens’ billede: Kunstmaler Georg Poulsen har efter bestilling udført en kopi af billedet til en svensk samler, som er en god ven af Danmark, og som gennem sit praktiske arbejde i mange år for dansk-svensk samvirke har særlige forudsætninger for at kunne goutere dette motiv.

Sveriges afsendelse af hjælpetropper til Danmark var for så vidt psykologisk forberedt, både i befolkningen og hos kongen, gennem studenter-skandinavismen. Den udløstes efter danskernes nederlag ved Slesvig 23. april.

Kong Karl XIV Johan havde i et cirkulære af 1837 til Sveriges gesandter fastlagt den svenske udenrigspolitik på en linie, som godt kan kaldes anti-skandinavisk. Men i løbet af nogle få år skete der en ændring henimod større interesse hos Sverige for at bidrage til, at Danmarks stilling som bufferstat mellem Sverige og Tyskland ikke svækkedes. Kong Oscar I lod sig i dette standpunkt også influere af sine følelser af velvilje over for en anden monark, i dette tilfælde den danske konge, og af den samfølelse, som de nordiske studentermøder var udtryk for.

Denne kongens stilling kom til udtryk i henvendelser til de andre magter om Danmark og Slesvig-Holsten, temmelig forsigtige i deres ord, men med det formål at søge undgået en alvorligere krig. Under disse sonderinger i udlandet udspilledes en episode, som kaster sit lys frem over hundrede år.

Den svenske gesandt hos den preussiske regering, friherre d’Ohsson, søgte den 4. maj efter sin regerings opfordring en samtale med Preussens udenrigsminister, von Arnim, for at udveksle meninger om den foreliggende situation, von Arnim erklærede ved denne lejlighed, at Danmarks integritet ikke var i fare, men Tyskland vilde støtte en tysk befolknings nationalitetsrettigheder, som efter seklers forening med Holsten i dag krævede, ligesom hertugdømmet, at være en del af Tyskland.

d’Ohsson svarede hertil, at dette indførte et nyt princip i folkeretten, en kilde til uro for Europa ….

Historien skal nok vide at gøre ret og skel mellem to mænd, som har sagt det samme, men man kan ikke lade være ved disse ord af von Arnim at udbryde: Oh, Hitlers skygge!

Kong Oscar havde allerede den 2. maj givet ordre til at samle tropperne, den 11. maj underskrev han og kong Frederik VII militærkonventionen i Malmø,forøvrigt endnu inden Norges stænder havde givet deres tilslutning til aktionen. Den 6. juni begyndte indskibningen af de tropper, som var samlet i Skåne, ialt omkring 1o.ooo mand, af hvilke godt 4.000 blev sat over til Fyn. Chef for korpset på Fyn var generalløjtnant, greve Carl Gustav Löwenhielm; han opslog sit hovedkvarter på Wedellsborg hos greve Carl Wedell. Grev Joachim Wedell-Wedellsborg var generalkommandant over Fyn, og generalstabsmajor Magnus von Bülow var som militærkommissær mellemled mellem den svenske general og de danske myndigheder.

Korpsets feltråb var iflg. Generalbefäls ordres af 8. juni, underskrevet af generalløjtnant C. B. Cederström, som var chef for det hele korps i Skåne: »Nordens« og løsenet: »Väl« – i sandhed et til lejligheden passende motto.

De svenske tropper blev i begyndelsen forlagt sydpå efter en linie, som gik gennem Kærum og Skovgård, mod øst efter en linie gennem Frederikslund og Vissenbjerg, derefter følgende landevejen Odense-Middelfart. De nordligste forlægninger var Viby og Ellegård, Fønsskov. Da den danske hær i slutningen af juni trak sig tilbage i Jylland, gav Löwenhielm ordre til en anden placering af tropperne, som derefter blev forlagt nordligere, helt op til Billeshave, med en stærk koncentration ved Middelfart og et kompagni på Fænø, hvor der påbegyndtes et arbejde på at bygge skanser. Samtidig rykkedes den sydlige linie fem kilometer længere nordpå.

Den 28. august kom den kongelige ordre til opbrud, og den 24. september afgik de sidste svenske fra Fyn via Nyborg.

Generalløjtnant Löwenhielm havde den 6. september sendt fynboerne denne tak, stilet til generalmajor Wedell-Wedellsborg:

Den svenska Armée Corps, som, for et möjligen behöfligt försvar af Danska Arfländerne, denne sommar varit förlagd på Fühnen, återvänder nu till fäderneslandet, sedan dess närvaro här, af båda höga Magterna, icke anses erforderlig.

Men jag och de krigare, jag haft den äran att anföra, skola till det kära hemlandet medföra varaktiga minnen af all den välvilja, hvarmed det vanlige Fühnens innevånare af alla Classer omfattet oss. Våra hjärtan känna behofvet och pligten af, att, med nordiskt alfvare och upprigtighet, uttala vår tacksamhet, och det är i hela Fördelningens namn, och på dess vägnar, jag vänder mig til Eder Exellense med den anhållan, at vår erkänsla for all oss här visad gästvänlighet och vänskap, måtte, på lämpligaste sätt blifva Fühnens innevånare allmänt bekantgjord.

Våra lökönskningar for det sköna Fühnens lugn, trefnad och välstånd, äro ärliga och sanna som vår tacksamhet for innevånarnes broderliga handlingssätt mot oss.

Denne tak var indrykket i de to i Odense udkommende dagblade.

Endnu inden svenskerne var kommet til Odense, dagen efter deres udskibning i Nyborg og Kerteminde, fandtes det første af disse måneders hyldestdigte i Fyens Stifts Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende, skrevet i datidens velmente, svulmende stil af en dansk soldat.

Pressen var selvfølgelig stærkt optaget af hændelsen og beskrev modtagelsen af svenskerne i velmente ord. Den allerede nævnte avis havde i sit nummer for 13. juni en lidt forsinket beskrivelse af ankomsten til Kerteminde torsdag den 8. Men indholdet er så godt, at det ikke gør noget med forsinkelsen. Beretteren har haft den rette nordiske ånd, thi han har set, at skibene med svenskerne til at begynde med var skjult af en tordenbyge, men på en gang var det, som et forhæng blev trukket til side … og det så ud til, at himlen vilde forkynde held og give sin velsignelse til de nordiske broderfolks forenede samvirken, thi næsten i samme øjeblik som skibene kom frem af bygen, hvælvede en regnbue sig over dem …

Sådan var stemningen både i Kerteminde og Nyborg. Der var naturligvis hejst flag og snoet guirlander, og borgerne tog mod svenskerne med åbne arme, selv om klokken var 11 om aftenen, inden de kom til Nyborg.

Den 12. juni, pinsedag, kørte svenskerne fra Nyborg og Kerteminde mod Vestfyn over Odense. Det var en strålende færd. En svensk soldat beretter i Dagligt Allahanda, at mange fruentimmer havde pyntet sig med lange, flagrende gule og blå bånd. Turen »var som et sejrstog. Overalt kom befolkningen os imøde med mad, øl og brændevin, der frit uddeltes til mandskabet«.

Modtagelsen i Odense svarede hertil. Det berettes i avisen, at »hele byen var på benene, og ingen stand, alder eller køn vilde forsømme lejligheden til i de få øjeblikke, der var dem tilståede, at nyde den glæde at se og tale med de kære gæster«. Lidt længere fremme i beretningen hedder det, at svenskerne »ytrede sig meget overraskede over det smukke køns luksus i klædedragt: de svenske damer gik klædt i sorg på Danmarks vegne«!

Odenseanerne havde virkelig gjort sig store anstrengelser for at give de svenske kampfæller in spe en festlig modtagelse. Endog så meget, at de havde forstrakt sig og ikke havde flag nok til udsmykningen, men måtte gå til Nyborg for at låne der.

Det får man at vide af et par indsendte artikler i Adresseavisen. I den første spørger nogle borgere i Nyborg, »hvis malkonduite det må tilskrives, at det svenske og norske flag blev strøget, mens den svenske generalstab endnu var i byen og der endnu stod svenske tropper på broen. Og hvorfor vajede flagene slet ikke 2. pinsedag?« – Herpå svarer »flere patriotiske borgere« i Nyborg, at flagene var lånt ud til Odense »for der at gøre Honneurs«.

Hempelske Boghandel forudså et livligt samkvem mellem den hjemmehørende befolkning og svenskerne og averterede med svensk-dansk-norsk lommeordbog, svensk håndordbog for danske og kort svensk sproglære for danske. I det hele taget ventede man sig øjensynlig, at dagligdagen vilde blive præget af besøget og af de kampe, som man ventede. Der reklameres også med skandinaviske sløjfer a 3 mark, forfærdigede af damer i Odense; indtægten var »bestemt til efterladte af norske og svenske krigere, som falde i krigen«.

Svenskernes ophold på Fyn blev dog af ganske fredelig karakter. Der blev excerseret og en sjælden gang holdt skydeøvelser af artilleriet, men ellers bestod de svenskes tilværelse mest i at nyde livet, så en af dem ved hjemkomsten kan skrive, at de var adskilligt tungere, end da de drog ud. Mange af svenskerne var unge landmænd, og det faldt dem ganske naturligt at tage del i høsten, stakke tørv, flytte køer eller bære mælk o.s.v.

De tyske blade var ikke særlig begejstrede for svenskernes tilstedeværelse på Fyn. Det fortaltes, at danske og svenske havde så alvorlige rivninger, at flere hundrede mand blev på pladsen. Det tog en fynbo heftigt til orde imod i Berlingske Tidende.

Særlig fornøjeligt har det vel nok ikke været for svenskerne, som ikke havde ret meget at bestille, men både de danske kvarterværter og de svenske officerer gjorde, hvad de kunde, for at adsprede soldaterne. Der arrangeredes koncerter i byerne og dansebal alle steder, hvor der kunde samles danselystne nok. I Fåborg var agent Voigt ganske særlig gæstfri. Den svenske oberstløjtnant av Klercker takkede ved sin gardebataillons afrejse navnlig Voigt, »der ikke alene havde holdt på egen bekostning et lazareth for svenske, men modtaget og beværtet enhver kriger i sit hjem. Hans hus skal ikke have været uligt et gæstgiveri, med den forskel, at der ingen betaling erlagdes for det, der beværtedes med« – beretter en indsender i Adresseavisen.

Alle foreliggende vidnesbyrd stemmer overens i deres udtryk for det gode forhold mellem værter og gæster. En svensk pjece, som udgaves nogen tid efter hjemkomsten fra Fyn, vil endogså gå så vidt, at det må forstås som et alvorligt angreb på de fynske pigers ærbarhed. Lad os hastigt korrigere de to løjtnanter, som fortalte sligt: I kirkebøgernes rubrikker for nyfødte finder man, i de sogne, hvor svenskerne var indkvarterede, meget få spor af deres ophold.

Det kan være passende som slutning på denne lille artikkel at gengive en annonce som fandtes i Adresseavisen for 6. september. Den lyder således:

Vi underteknade har varit inqvarterede uti Sandager By hos en piga ved namn Margreta Christina Gorjels datter, på hvilket säålle vi har vistats uti 11 veckor. Som dette ställe fortjener det störste beröm, önskar vi underteknade endast sådanne qvarter under hela vår resa.

Annoncen er underskrevet af seks soldater fra Älvsborgs regiment.

Lad det være minderunen over det første og hidtil eneste tilfælde, da svenske tropper har været i fredeligt ærinde i Danmark.