Den biografiske fejlslutning eller Historien om et fadermord

Elias Bredsdorff vs Hans Brix

“[…] det er en lille, kold Aands raa Forgriben sig paa et, som man føler, i særlig Grad udsat og ømfindtligt, – og her jo ganske forsvarsløst, – Menneske. Jeg bad efter Læsningen saa indtrængende som muligt Professor Brix om at opgive at skrive om mig, men han var ganske ubønhørlig.”

Karen Blixen i brev til Johannes Rosendahl, 29.1.1950.

Tidligt i forfatterskabet lagde H.C. Andersen (1805-75) tydelig afstand til troskyldige læseres tolkning af hans digtning som direkte kalkering af virkelige begivenheder i forfatterens liv. I sit løfterige ungdomsværk Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiche Schweiz etc. etc., i Sommeren 1831 (1831, 1986) fortæller han om mødet med en gammel doktor, der syntes velbevandret i dansk litteratur. Lægen spurgte,

“da han hørte mit Navn, om jeg var i Familie med Forfatteren til “det døende Barn”. Jeg svarede ham da, at det var mig selv, og nu spurgte han mig ganske naivt, om jeg havde mistet en Lille, den Gang jeg skrev det, da han ikke kunde tænke, at jeg som ungt Menneske ellers kunde føle Sligt; han blev noget forundret ved at høre, at dette Barn alt var fra min Skolegang, hvor jeg midt under “Katál, Katlá”, følte og skrev det.” (87; “Katál, Katlá”: fejlagtigt for de hebraiske bøjningsformer katál, kataltá, som betyder: han har dræbt, du har dræbt.)

Læserens ukritiske kortslutning er ingenlunde usædvanlig, men udtrykker samtidig en legitim interesse for forfatterens biografi. Ved sine selvbiografier og sin digteriske brug af selvbiografisk stof indbyder H.C. Andersens forfatterskab til biografisk-psykologiske synsvinkler, hvilket da også har præget forskningen på godt og ondt. I artiklen “Autonomi og biografi” sætter nykritikeren Torben Brostrøm (f. 1927) elegant problemstillingen på hovedet: “Da han var så letsindig gentagne gange at fortælle sit eget liv som eventyr, er det ikke forunderligt, at forskere gav sig til at genfortælle hans eventyr som hans eget liv” (Jørgen Dines Johansen et al. (eds.): Historie. Tolkning. Tekst og Tekst. Tolkning. Historie, 1990 13f). Problemfeltet er imidlertid mere kompliceret end som så. En selvudleverende, jegforbrugende kunstnertype som H.C. Andersen har fristet biograferne over evne, hvilket er sket på bekostning af det intertekstuelle forhold mellem liv og værk. Kun i lyset af digtersindets dybeste intentionalitet kan litteraturhistorikeren fremkalde det biografiske stofs indre betydning. I modsætning til den historisk-biografiske metode tolker den norske litteraturforsker Hans Aaraas (f. 1919) i sin afhandling Georges Bernanos I (Oslo 1959) forfatterens livsløb ud fra dets iboende mening:

“I det fullbyrdede verk åpenbarer dikterpersonligheten sine vesentligste og mest samlende kvaliteter, og bare ut fra dem kan man gjøre seg håp om å gjennomføre en dypere tolkning av det biografiske materiale. Verket har sin forklaring i seg selv, livet ikke. Det må få sin forklaring fra de realiteter som verket er den beste innfallsport til. Det betyr at vi f.eks. ikke kan forklare “Brand” ut fra Ibsens reaksjon på 1864, men tvert imot reaksjonen ut fra “Brand”, ikke “Nattergalen” ut fra H.C. Andersens forelskelse i Jenny Lind, men denne forelskelsen ut fra “Nattergalen”.” (10)

Men sådan vægter den biografiske forskningstradition almindeligvis ikke forholdet mellem liv og værk. Ofte skygger den biografiske erkendelsesinteresse for forfatterskabet, hvilket fra først af har fremkaldt interessen. I digtet “Glemmebogen” fra Mytologi (1970) beklager Klaus Rifbjerg (f. 1931) den biografiske anekdotes forvisning: “selv om jeg ved jeg ikke må / får jeg tårer i øjnene ved tanken om / at H.C. Andersen engang tog sine tænder ud / og satte dem på dugen da han ikke / syntes han vakte tilstrækkelig opmærksomhed” (78). Men kan beskæftigelsen med forfatterens person bidrage til forståelsen af hans værker? Og hvordan kan forholdet mellem biografi og værk beskrives? De spørgsmål turde være ligeså aktuelle, når det drejer sig om litteraturforskere tilmed af den biografiske skole. Hvis en litteraturhistoriker ikke alene vælger samme forskningsfelt og metode som sin læremester men også forsøger et kritisk opgør, bliver forholdet interessant. Såvel forfatteren som biografen har offentliggjort tekster, hvis erkendelsesinteresse påkalder sig en undersøgelse. I den selvbiografisk inspirerede samtidsroman O.T. (1836, 1987) lader H.C. Andersen hovedpersonen Otto Thostrup lægge vægt på værket og ikke personen:

“I et lille Land, som vort, er det godt for Autor, ikke at være kjendt. Her staae vi jo lige op paa hinanden, og see ind i Klædernes Folder; det Personlige gjør meget Udslaget; og saa komme Bladene, hvor Ven eller Uven har en Hjælpers Hjælper, som med Anonymitetens Adels-Patent sætter Seglet paa. Gid man aldrig kjendte en Forfatter! hvad kommer ogsaa hans Person os ved, naar kun Bogen er fortræffelig!” (142f)

Biografismens blindgyde

En manglende selvrefleksion og bevidsthed om specifikke analysestrategier eller procedurers begrænsninger har ikke forhindret, at fremtrædende tilhængere af den principløse historisk-biografiske stofophobning, som den tekstuelle praksis ofte er blevet reduceret til, stadig indtager en både fornem og central plads i forskningshistorikken. I sin på mange måder epokegørende – og upålidelige – disputats H.C. Andersen og hans Eventyr (1907) anlægger litteraturforskeren og kritikeren Hans Brix (1870-1961), der ikke veg tilbage for at tilpasse kildematerialets ordlyd efter egne hypoteser, en ret så skarpsindig, men samtidig farlig og indsnævrende biografisk-genetisk tolkning, som i hvert fald heller ikke tjener til virkelig oplysning af “Prindsessen paa Ærten” eller dets forfatter:

“Overhovedet er Prindsessen paa Ærten af en sjælden Knaphed i Formen; det er kun Pointen, han har Brug for, og hele Skildringen trænges sammen om den; Personerne medtages kun, for saa vidt som de er nødvendige for Prøven. Prinsen er til for at ønske sig en Kone; Kongen for at lukke Porten op; Dronningen for at rede Sengen og Prinsessen for at ligge i den. –

Endvidere er Ordet Prinsesse lige saa lidt ment bogstaveligt her, som Kongesønnen i Klokken, hvor Landets Overhoved er Kejser: Prinsen har været i mange Lande, men der var ingen virkelige Prinsesser (ingen fuldblods, har Manuskriptet oprindelig). –

Man kan ikke gaa ind paa, at dette Eventyr er fortalt for Børn; det har et skjult Sigte.

Mellem de andre Eventyr er der et, som det har Lighed med; det er Kejserens ny Klæder [sic]. – Først den paradoxale Kerne. Endvidere ogsaa den store Forsigtighed i Anlægget; det diminutive Eventyr er selv som en Ært lagt i en sensibel Dames Seng: mon den paa hvem det var møntet, ville mærke det skjulte Sigte? Ogsaa den Betydning der ligger i Indholdet har noget beslægtet; det gælder i begge Tilfælde at konstatere fintmærkende Sanser. – / […] /

Imidlertid antager jeg, at Kernen er af personlig Art. Hvis man lytter til Grundtonen, da bliver det paafaldende, at der ikke, som saa ofte ellers, er nogen energisk udtrykt Tagen Stilling overfor Problemet; Digteren er paa een Gang imponeret og tvivlende. Det er halvt Skemt, halvt Alvor med den sarte Dame, der fornemmer saa fint. – Den sarteste og skrøbeligste han kendte var hans Veninde Henriette Wulff; da der var anlagt Sag mod Redaktøren af Fædrelandet, David, maatte det ikke skrives til hende, for at det ikke skulde gøre for stærkt Indtryk paa hende. Mellem hende og Digteren var der i 1834 kommen en lille Kurre paa Traaden, som det ses af Andersens Brev til hende 17. Juni: “Tak, ret hjertelig Tak for [Brevet], skjøndt det bedrøvede mig. “Bedrøvede?” siger De; ja, for Venners Angreb er min Sjæl en Mimosa, der ikke taaler det Mindste. De bebreider mig, at jeg for Fremmede har læst af Deres Breve. De kan have Ret til at klage. Maaskee! Men jeg anseer dette endogsaa for et smukt Træk hos mig, det Eneste, der endnu ret er blevet tilbage af den gamle Andersen, der med alle sine Feil dog behagede Dem. […] At man kan have spottet over Deres Breve er – tilgiv mig – en Usandhed. […] Det har fornærmet Dem; – ja, ja, jeg begriber det, et lille Væsen har sladdret for Dem!” [H. Topsøe-Jensen (ed.): H.C. Andersen og Henriette Wulff. En Breveksling I, 1959 184].

Jeg antager, at denne lille Tvist er den egentlige Ært; man vil af Brevet se, at Andersen halvt afviser hendes Bebrejdelser, halvt gør sig selv ligesaa fintfølende som Veninden; han er ogsaa bedrøvet! Han er ogsaa en Mimose! Denne Stilling svarer nøjagtig til Eventyrets Holdning. -” (228ff)

Sin detektiviske snilde til trods fører Hans Brix’ atomistiske tolkning ud af teksten og lige ind i en biografisk blindgyde. Som i et fikserbillede leder han forgæves efter digteren på den empiriske overflade i stedet for at søge ned i det dybereliggende, indre univers, hvor det meningskonstituerende digterjeg, som det bevidste individ ofte vil være uvidende om, hører hjemme. Sansen for mere omfattende meningsdannende sammenhænge er således gået tabt, hvilket er tilfældet for en lang række af det 20. århundredes positivistiske litteraturhistorikere, hvis forskningsprojekter opløses i kausalistiske punktstudier af farveadjektiver, vaskeriregninger og lignende. Fra et litterært synspunkt må man ifølge litteraturhistorikeren Sven Møller Kristensen (1909-91) indvende, at biografiske oplysninger nok kan være interessante, men at de i praksis virker afledende på en dybere forståelse af værket. “Det positive ligger strengt taget kun deri at man ved hjælp af den biografiske viden kan iagttage hvordan et virkelighedsstof bliver omformet til digtning” (Litteraturforskningens mål og midler, 1967 21). I en principiel artikel, “Filologisk Litteraturforskning”, fremsætter litteraturforskeren Valdemar Vedel (1865-1942), der havde disputeret på afhandlingen Studier over Guldalderen i dansk Digtning (1890), en metodisk kritik af litteraturhistorikeren Vilhelm Andersens (1864-1953) disputats Guldhornene. Et Bidrag til den danske Romantiks Historie (1896); om transformeringen af virkelighedselementer til digtning hedder det:

“Enkelte raa og ufordøjede Brokker kan naturligvis altid løbe med over i Teksten; men det, der er mest værd i Poesi, er i Reglen en Sammensmeltning af uendelig mange Virkelighedselementer, og det lader sig derfor heller ikke gøres om igen til Virkelighed; vi kender maaske tilfældig nogle af Elementerne igen, men kan sige os selv, at der har været adskilligt andet i Støbeskeen, som vi ikke kender.” (Tilskueren, November-December 1896 897)

Ikke blot forsøger Hans Brix, der var en detektivisk filolog og nærgående biografist, at opspore alle forbindelser mellem liv og værk; han frakender digteren evne til fri kombination af et virkelighedsstof. At opfatte “Prindsessen paa Ærten” som en direkte afspejling af mere eller mindre mimoseagtige skærmysler i H.C. Andersens nærmeste vennekreds er simpelt hen for latterligt. Og at bestemme den trofaste og åndrige Henriette Wulff (1804-58) som digterens “virkelige Prinsesse” er både fejlagtigt og reduktivt i forhold til eventyret – og ikke så lidt af en intimiderende ondskabsfuldhed.[1] Som belæg herfor anfører Brix, hvis nonchalante og sjuskede citatteknik man altid bør være på vagt overfor, et brev af Christian Winthers daværende forlovede, Sophie Hansen (1812-1900), som 12.4.1834 tilskriver veninden, Alvilde Müffelmann (1810-95), således:

“Den lykkelige Frøken Henriette Wulff. Mon det dog ikke er Længsel efter hendes æstetiske Zøgling Hr. Andersen, der driver hende mod Syden? Jeg haaber da, at disse to skjønne Aander udi egen Indbildning blive forenede! Hvad Legemernes Styghed og Kantethed angaaer, da ligne de jo hinanden fuldkomment.” (230)[2]

Samtidig med at Brix fuldstændig lader sig opsluge af den københavnske guldalders lokale rygtesmederi, taber han interessen for det universelle i eventyret.

I samme grad den fiktive tekst bruges som afsæt for hans biografiske optagethed, hvilket naturligvis kan være legitimt nok i sig selv, mister han fuldstændig interessen for selve kunstværket. End ikke bemærkningen om overstregningen i manuskriptet af ordet fuldblods udnyttes. At den sande adel ikke er blodets men den indre adel er altid en vigtig pointe i forfatterskabet.

Først med Grundloven af 1849 afskaffes adelsprivilegierne. I romanen De to Baronesser (1848, 1943) gør forfatterens talerør, den gamle baronesse, hvis fader var en fattig og fortrykt fæstebonde, op med myten om det blå blod, idet der alluderes til skabelsesberetningen:

“Vi ere Alle eet Stykke, Alle gjorte af samme Klat Jord; En kom i Avispapir, en Anden i Guldpapir, men den Forgyldning skal Klatten ikke være stolt af. Der er Adel i enhver Stand, men den stikker i Tanken og ikke i Blodet, for vi ere ogsaa Alle eet Blod, hvad de saa sige; hvad der løber i Aarerne ved Hælen har før været ved Hjertet, og kan komme der igjen; saaledes er det indeni os, og saaledes er det med Menneskene udenom os.” (267; jf. 275)

I O. T. (1836; 1987) hævder Otto Thostrup åndens adel som den sandeste og højeste: “Ingen kan mindre end jeg tage Hensyn til en Adel, som kun Fødselen giver; den er Intet, og der vil komme en Tid, at en saadan slet ikke vurderes, at Aandens Adel er den eneste” (138f). I en utrykt strøtanke, citeret af Nikolaj Bøgh (1843-1905), siger H.C. Andersen:

“Der er ingen Adel uden Aandens Adel, og af den skal i Tidens Fylde Fyrsterne tage deres Stormænd. Adel i Danmark er Tordenskjold, Bartholin, Griffenfeld, Thycho Brahe, Ørsted, Thorvaldsen. Verdens Adel er Pottemagersønnen Themistocles, Skrædderdrengen Tordenskjold, Nybodersønnen Thorvaldsen. De fleste fødte Adelige ere kun Skjoldbærere for Aandens Adel, de ere Skueretter kun, uden Saft og Kraft.” (“Fra H.C. Andersens Barndoms- og Ungdomsliv”, Personalhistorisk Tidsskrift, Femte Række, 2. Bind, 1905 72)

Et øjebliksbillede fra dagbogen 20.6.1850 bekræfter denne opfattelse:

“Rædsom er det at høre den fornemme Verdens Tomhed, tale bestemt og rask om Alt, uvidende, dumt! Bregner hører til Urplanter. “Hvad mener De med Deres Ur!” – De første Væxter Naturen frembød. – Nei min Gode, de er ikke saa gamle, nu løber Phantasien vild med Dem, Verden er jo mange hundred Aar! – O opadkneisende Taabelighed, med Vaabenmærke […]” (Helga Vang Lauridsen & Tue Gad (eds.): H.C. Andersens Dagbøger 1825-1875 III, 1974 406)

I “Alt paa sin rette Plads!” fra Historier (1853), hvor de kasserede billeder af de ikke-adelige oldeforældre igen kommer til ære og værdighed, forklarer Præstesønnen, som er huslærer for den unge baronesse, forholdet mellem adel og borgerskab:

“[…] Adel betyder ædel, det er Guldmynten, der har faaet i Stempel, hvad den selv er i Værd. – Det er Tidens Tone, og mange Poeter slaae naturligviis ind i den, at Alt hvad adeligt er skal være daarligt og dumt, men hos den fattige, jo lavere man stiger ned, desmere glindser det. Men det er ikke min Mening, thi det er aldeles galt, aldeles falskt. […] Men hvor et Stykke Menneske, fordi han er af Blod og har Stamtavle, som de arabiske Heste, staaer paa Bagbenene og vrinsker i Gaden, og i Stuen siger: “Her har været Folk fra Gaden!” naar en Borgerlig har været derinde, der er Adelen gaaet i Forraadnelse, blevet til Maske af den Slags, som Tespis gjorde sig dem, og man morer sig over Personen og giver den Satiren i Vold.” (H.C. Andersens Eventyr II, 1964 252)

Efter Hans Brix’ opfattelse må den, der vil finde det rette grundsyn for eventyrene, søge efter to ting: “den Begivenhed, den Erindring eller det Forhold, som danner Frøkornet, og den Stemning, hvorunder det er opfattet” (1). Sin erkendelsesinteresse begrunder han således:

“Om end Digtekunstens monumentale Værker selv siger deres Indhold, uden at nogen behøver at søge efter Anledningen, saa er det over for store Digtere, hvis Frembringelser er af en stærkt personlig Art, betydningsfuldt, at man kender de Oplevelser og de Forhold, der fremkaldte Værket.” (7)

Som påpeget af Villy Sørensen (f. 1929) i det inciterende essay “Folkeviser og forlovelser” fra Digtere og dæmoner. Fortolkninger og vurderinger (1959) siger den bevidste kunstneriske fantasi sig løs “af dette intime forhold til det faktiske, dens tema er ikke menneskers aktuelle, men menneskets almene vilkår; digteren nøjes ikke med at reproducere hvad der har gjort særlig stærk indtryk på ham, han søger at give almengyldige udtryk for hvad der rører sig i ham selv” (159). Derfor vil det også være spildt anstrengelse at efterspore de personlige oplevelser, der eksempelvis fremkaldte værker som Kong Ødipus og Hamlet for slet ikke at tale om folkeviserne. At applicere en biografistisk tolkningsstrategi, som de større, selvbiografisk inspirerede værker, hvor Andersen kun alt for tydeligt identificerede sig med hovedpersonen, kunne indbyde eller forlede til, betød imidlertid ikke, at Brix’ monomane tilgangsvinkel over for formfuldendte kunstværker som “Nattergalen” og “Skyggen” kom til kort. I Nattergalen har H.C. Andersen således “indblandet sit Væsen” (179), taget Jenny Linds stemme og optræden for kong Christian VIII september 1843 til indtægt, “ogsaa i Ole Bulls Personlighed og Optræden havde han støtte for sin Sag” (183). Ligeså håndfast afhandles det romantiske dobbeltgængermotiv i “Skyggen”, som udspaltes på henholdsvis H.C. Andersen og H. C. Ørsted (1777-1851). Sidstnævntes træk overfører Brix, uden form for begrundelse, på den modløse, lærde mand, der kun havde øje for de gode, gamle værdier. Samtidig med at Andersen identificeres med den satanisk-spejlvendte skygge, betegnes sidste del af eventyret som “den dybsindigste Selvskildring Andersen har skrevet” (268). Brix opfatter eventyret som “en Udviklingshistorie, der er ligesom et Vrængebillede paa Andersens Livseventyr […]” (271). Den vampyragtige skygge er at forstå som Andersens selvkarikatur.[3] Efter således at have fordelt lys og skygge tager Brix et vist, om end noget ambivalent, forbehold:

“Det er ikke min Mening at ville gøre Andersen til nogen søndersplittet Natur, til et Dobbeltmenneske; han nærmede sig til at være det i patologisk Henseende (han led af fikse Ideer og var klar over det, mens de stod paa) men ikke som Aand; alt hvad der var i ham, stræbte mod eet; han var ikke splidagtig med sig selv. Men det var hans bestandige Ønske, at Verden vilde hjælpe ham i hans Bestræbelser for at naa fremad og støtte ham paa rette Maade; thi ellers stod han Fare for at falde fra hinanden.” (274)[4]

En indre splid i disputatsens vilje til viden, der i højere grad burde være vendt mod værkets ubevidste selvforståelse, må her siges at gøre sig gældende. Om den lærde Hans Brix i det kolde Danmark, der altid var draget af det gådefulde, brænder sit himmelske lys i begge ender skal lades usagt. Men der kan næppe herske skygge af tvivl om, at hans altbesættende biografiske erkendelsesinteresse, som til forveksling ligner Skyggens voyeurisme, truer med om ikke at rive sig løs så dog undertiden at tage magten fra ham, hvorved teksten helt overskygges af litteratur- og personalhistoriske kuriositeter og vidtløftige gætterier. Samtidig er der i reglen ingen bevidsthed om fortolkningens begrænsninger eller mangler. Fejlagtigt tror han, “der har gennemgransket det hele og set [Andersens] Liv paa Vrangen som paa Retten” (279), at den biografiske fernis gør en tekst mere kendelig. Brix’ form for lærdom – med hang til hasarderede konstruktioner – er derfor ikke identisk med den inderste virkelighed. I sin fascination af de negative og overfladisk set profitable sandheder stirrer han sig blind på hele sandheden; som Skyggen hævder han at have set alting.

“[…] jeg kiggede hvor Ingen kunde kigge og jeg saae hvad ingen Andre saae, hvad Ingen skulde see! […] Jeg saae det Allerutænkeligste hos Konerne, hos Mændene, hos Forældrene og hos de søde mageløse Børn; – jeg saae”, sagde Skyggen, “hvad ingen Mennesker maatte vide, men hvad de Allesammen saa gjerne vilde vide, Ondt hos Naboen.” (H.C. Andersens Eventyr II, 1964 135)

En egentlig indgang til tekstens komplicerede symbolik kan Brix trods sit store skarpsyn heller ikke finde. I og med at hans egen skygge skygger for teksten, får han ligesom Skyggen kun adgang til Poesiens dunkle forgemak, ikke til det lysfyldte allerhelligste. Hvor der er meget lys, er der også stærke skygger, men specielt når ens egen skygge bliver meget stor, skal man ikke tro den. Inspireret af Poesien benytter Hans Brix sin medfødte skyggenatur til at afsløre alt det om H.C. Andersen, som denne kunstnerisk set anså for irrelevant eller direkte ønskede at holde skjult. Ligesom kongedatteren lider han af den farlige sygdom, at han ser altfor godt, hvorfor den lærde verden utvivlsomt også anerkendte ham som en af samtidens ypperste litteraturforskere. Og på samme måde forveksler han Skyggens kostume med digterværkets tilværelsestolkning, hvorved han formelig tager livet af teksten.

Overfor Hans Brix’ disputats tager litteraturforskeren Paul V. Rubow (1896-1972) et vist forbehold. I sin metodisk stringente afhandling H.C. Andersens Eventyr. Forhistorien – Idé og Form – Sprog og Stil (1927, 2. ed. 1943), der må betegnes som en milepæl i Andersen-forskningen, råder Rubow på diplomatisk vis til forsigtighed i udforskningen af forholdet mellem biografisk oplevelse og kunstnerisk gestaltning. De hændelser, som den store personlighed kommer ud for, vil være teleologisk bestemte, hvorved det tilfældige elimineres.

“Ingen Digter, tror jeg, har et saa direkte subjektivt Forhold til sin Digtning som H.C. Andersen. Det er derfor af Værdi for Menneskekundskaben og Udforskningen af hans Personlighed at se Forholdet mellem Oplevelse og kunstnerisk Udformning i hans Poesi. Meget Interessant er her ydet i Hans Brix’ H.C. Andersen og hans Eventyr, til hvilken jeg henviser. Men Forsigtighed er paa sin Plads, og Sagen kan ofte ses fra mer end een Side. Hos den store betydningsfulde Personlighed er Oplevelsen ikke noget Tilfældigt; han oplever hvad han har Brug for, men digter undertiden i Kraft af Intuition og medfødt Disposition om det han vil komme til at opleve: saaledes er i Improvisatoren foregrebet det forædlende Forhold som først sex Aar senere blev Virkelighed i H.C. Andersens Liv, da han lærte Jenny Lind at kende.” (119)

I praksis har Paul V. Rubow mere end vanskeligt ved at holde sit eget program efterretteligt, hvorfor han ligesom Hans Brix ender i det vilkårlige for ikke at sige tilfældige. Hans tendentiøse udlægning af “Skyggen” er bygget over en postuleret modsætning mellem H. C. Ørsted og H.C. Andersen. Efter Rubows opfattelse skulle den ydmyge digter og adept have snyltet på den store naturforskers originalitet, hvilket han efterfølgende – i fiktionen – straffer sig selv for, idet han afslører magtspillet. Samtidig med at den forfatterbiografiske approach resulterer i det rene digt begrænses værkets indebyrd, som imidlertid senere udvides til “Begrebet Skygge i Menneskets Hjerne” (163). Med et retorisk prokuratorkneb gør Rubow sin konstruktion, der er og bliver fuldstændig fiktiv, til noget tvingende.

“Man kan vanskelig bare sig for at læse den som inspireret af Modsætningen mellem den store Tænker og Popularisatoren der udnytter hans Tanker. Andersen kendte jo saa godt til at hudflette sig selv, at hans Romaner og Skuespil indeholder mangen streng eller ængstelig Selvdom. Ogsaa her ligger det nær at indsætte noget Personligt: ved Skyggen at tænke paa Digterens egen langstrakte fantastiske Fremtoning, hvis Indtryk paa Folk han til Stadighed var sysselsat med. Det er i hvert Fald vanskeligt at underskyde nogen anden end Ørsted under den lærde Mand, som skrev om “det Gode, det Skønne og det Sande”. Disse Ord var et af Ørsteds Omkvæd; han kunde have sat dem som Titel paa sit litterære Hovedværk, hvis ikke allerede et kendt Skrift af Victor Cousin bar dette Navn; og han indskrev dem i Andersens Album (1,109) med sin egen sindrige Udlægning. Efter denne Opfattelse skulde altsaa Andersen ydmygt betragte sig som den der har Alt fra sin aandelige Herre og Mester.” (87)

Efter således at have gjort sig til Skyggens skygge kulminerer Rubows totalitære tolkningsstrategi i “Klokken”, hvor kongesønnen identificeres med Ørsted. De biografiske men uverificerbare spekulationer gjorde Rubow selvskreven til ansættelse som Verdens Klokker, der hvert år skrev en afhandling om uglen, hvilket ikke bidrog til mere viden. Indenfor denne genre er det op til forskeren at argumentere så godt som muligt for sine påstande, for at de kan blive troværdige. Hypotesen styrkes, hvis andre kilder kan tolkes i samme retning. At argumentere teoretisk overbevisende for en bestemt tolkningspraksis er ligeledes nødvendigt. Hvis forskeren kan vise, at en ny forståelsesmåde kan kombinere væsentlige elementer og give dem en overordnet og sammenhængende mening, vil det styrke fortolkningens forklarings- og sandhedsværdi. “Kun gennem streng Distinktion gaar Vejen til videnskabelig Orden og Skønhed” (8). Hvis Rubow havde optrådt med større forsigtighed, ville han ikke være havnet i et biografisk kviksand, hvorfra ingen redning er mulig. For at acceptere den slags koblinger må man enten være meget kritikløs eller have studeret litteratur under Hans Brix. Selv om tolkningen af sprogsymboler aldrig kan blive ligeså eksakt som løsningen af en matematisk ligning, så betyder det ikke, at det ikke kan afgøres om én læsning skal foretrækkes frem for en anden. Ikke alle relevante tolkningsalternativer omfatter lige mange elementer, hvorfor forklaringsstyrken vil være forskellig. I valget mellem to teorier, som begge anses for sande, bør litteraturforskeren vælge den, der har størst gyldighedsområde og forklaringsstyrke, dvs. som kan forklare flere og evt. mere interessante fænomener. Eftersom spændingsfeltet mellem forståelse og forklaring er historisk betinget vil et selv nok så dominerende forskningsparadigme før eller siden blive afløst af et andet. Problemet er ikke at undgå den hermeneutiske cirkel, men at sikre sig at man ikke havner i en ond cirkel, hvor man forudsætter det, som skal begrundes. Rubow, der er uden egentlig sans for Andersens sofistikerede anvendelse af dobbeltgængermotivet, skriver:

“Snarere har imidlertid Andersen tænkt paa Ørsted ved Kongesønnen, og ved den fattige Dreng paa sig selv. Det ligger i Grunden ogsaa nærmere at opfatte Kongesønnens tornefulde Vandring som et Symbol paa Naturforskningens brydsomme Bane, hvis Besværlighed Ørsted aldrig lagde Skjul paa, end som en Variation af det kendte andersenske Motiv: man gaar saa gruelig meget igennem! Bagved ligger vel i det Hele taget den i Tidsalderen saa yndede Idé om Modsætningen mellem det intuitive kunstneriske Geni og den diskursivt arbejdende Videnskab. Desuden stemmer da de to Ynglinges Forhold til hinanden bedre med Digterens ærbødige Vurdering af sin store Læremester, som vi allerede har villet læse ud af det to Aar yngre Skyggen. Med den store Mands sande Ydmyghed har han i begge Digtninge sammenlignet Ørsted med sig selv; og i Eventyret om Skyggen har han ligefrem gjort Bod for den Selvovervurdering der kunde være indeholdt i Parabelen Klokken.” (94)

Med sin biografiske bedreviden skaber Paul V. Rubow et dialogisk men selvopfyldende tekstunivers, hvortil han alene besidder nøglen. Imidlertid gør Hans Brix i sin disputats H. C. Ørsted til en nøglefigur:

“Der hvor de staar tilsidst paa Kysten mellem Land og Sø, under Himlens Kirke, der klinger i Aftenklokkerne over Præstø Bugt selve Alnaturens Røst. Klokken betyder Aanden i Naturen; og idet vi dermed naar til det inderste Lukke i Eventyret, saa er det Par, der ad forskellige Veje finder det samme Maal, de to Hans Christian’er: H. C. Ørsted, som skrev Aanden i Naturen, og H.C. Andersen, som skrev Klokken.” (267)

Og det er en klokkeren, ja kanonisk tale, der må indbyde eller udfordre til sønlig Ødipus-kamp mod kirkefædrene, hvis faglige autoritet altid bør efterprøves.

Troldmandens kætterske lærling

Litteraturforskeren Elias Bredsdorff (f. 1912), der i flere udgivelser har interesseret sig for den komplicerede sammenhæng mellem Andersens liv og digtning, påpeger med dokumentarisk omhu og satirisk vellyst i artiklen “Sherlock Holmes på vildspor. Metodologisk kritik af Hans Brix’ disputats ‘H.C. Andersen og hans Eventyr’” en lang række eklatante fejl og mangler, men et principielt opgør angående den biografiske metode kommer det alligevel ikke til:

“Alt for ofte forklæder han ubeviselige og usandsynlige hypoteser som uomstødelige kendsgerninger, og alt for ofte stoler han blindt på sin egen intuition og sætter sin autoritet ind på, at sådan og sådan er sammenhængen. Og en enkelt fejlslutning fører tit en række andre med sig. Når en detektiv følger forkerte spor, kommer han nødvendigvis til at drage forkerte konklusioner.” (Hans Bekker-Nielsen et al. (eds.): Nordisk litteraturhistorie – en bog til Brøndsted. 12 november 1978, 1978 44)[5]

Men selv når Bredsdorff i sin post festum opposition kritiserer Brix’ tolkning af “Prindsessen paa Ærten” for at gå altfor vidt, respekterer han dog grundlæggende principperne for dennes diskurs:

“Hvis Brix havde villet nøjes med at fastslå, at der i den overfølsomme prinsesse skjuler sig noget af Andersen selv, ville de fleste sikkert have givet ham ret. Men han gør en forlængst overstået konflikt med Henriette Wulff til det egentlige udgangspunkt […]. Det er en påstand, som hverken kan bevises eller modbevises, men der er i hvert fald intet, der tyder på, at Henriette Wulff har læst historien på den måde.” (47)

Hvis Henriette Wulff havde opfattet historien i overensstemmelse med Hans Brix’ fortolkning, ville det ikke have haft nogen synderlig beviskraft. Eksempelvis forstod Edvard Collin (1808-86) ikke blot “Skyggen” som en blandt flere digteriske variationer over den famøse De/Du-konflikt, men identificerede sig ligefrem med den lærde mands dobbeltgænger, hvilket begribeligvis indebærer en klækkelig reduktion af selve værkets idé, som der slet ikke kan skaffes tekstligt belæg for. I sin dokumentarisk-biografiske fremstilling H.C. Andersen og det Collinske Hus (2. ed. 1929) skriver han således: “Jeg er den, som [Andersen] personlig har været meest nærgaaende imod, idet han indfører mig som “Skyggen”, der vil gjøre sig vigtig; men det var jo kun Gjengjeld” (272).[6] I sin opfattelse af eventyret bygger Collin også på et brev fra Andersen af 27.6.1847 om dennes berømmelse i udlandet. Da digteren i London bliver hyldet som en af sin tids mest bemærkelsesværdige og interessante mænd vælder den gamle bitterhed over Collins afvisning påny op i ham:

“og dog er De for fornem til at ville sige Du til mig – føi! – jeg kunde næsten være forfængelig til nok en Gang at sige: Eduard skulle vi sige Du og De svarer, som jeg har ladet min Skygge svare. Ja De har vel mærket Ondskaben gjælder Dem”. (C. Behrend & H. Topsøe-Jensen (eds.): H.C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin II, 1934 141)[7]

Som bekendt har den biografisk-genetiske litteraturforskning heller ikke altid vidst at holde sig Poul Martin Møllers aforisme efterrettelig: “Man kan gærne ved at misforstaa en andens Færd ledes til at skabe en fortræffelig poetisk Karakter med indre Sammenhæng og Sandhed” (Skrifter i Udvalg II, 1930 315). Men er der to som står sammen i dansk litteraturforskning, så er det Dr. Brix og Mr. Bredsdorff. For begge gælder det om at uddestillere fakticiteten af fiktionen, der betragtes som løgn og latin. Oplysende i den henseende er Bredsdorffs behandling af “Hun duede ikke”, der i det stofrige standardværk H.C. Andersen. Mennesket og Digteren (1985) karakteriseres som digterens æresoprejsning til moderen. Han hæfter sig ved, at digteren i sine fyldige kommentarer til historien kun nævner moderen “som vidne til en barndomsoplevelse, som han påstår ligger til grund for historien” (289). H.C. Andersen skriver:

“”Hun duede ikke’ har sin egenlige Kjærne fra et Par Ord, jeg som Lille hørte min Moder sige. Da jeg en Dag paa Gaden havde seet en Dreng skynde sig ned til Tostedet ved Odense-Aa, hvor hans Moder stod ude i Vandet og skyllede Linned, hørte jeg een for sin Strenghed bekjendt Enkemadame raabe fra et Vindue og skjænde paa Drengen: “Skal Du nu igjen ned med Brændeviin til din Moder! det er hæsligt! fy! lad mig see, at Du aldrig bliver saadan Een som din Moder! hun duer ikke!” Jeg kom hjem og fortalte hvad jeg havde hørt; Alle der sagde: “ja, Vaskerkonen drikker! hun duer ikke!” kun min Moder tog hende i Forsvar. “Døm ikke saa haardt!” sagde hun, “den Stakkel slider og slæber, staaer i det kolde Vand og faaer tidt i flere Dage ikke varm Mad, hun maa have Noget at holde imod med; det er vel ikke det Rette, hun tager, men hun har ikke bedre! Hun har gaaet Meget igjennem! Honnet er hun! sin lille Dreng holder hun heel og reen!” Min Moders milde Tale gjorde et dybt Indtryk paa mig, idet jeg selv med de Andre var ved at dømme ilde om Vaskerkonen. Mange Aar efter, da en anden lille Begivenhed bragte mig til at tænke over, hvor let og haardt tidt Menneskene dømte, der hvor Mildheden kunde see Sagen anderledes, kom hele denne Begivenhed og min Moders Ord mig saa levende i Tanke, at jeg skrev Historien: “Hun duede ikke”.” (H.C. Andersens Eventyr VI, 1990 12)

Hertil bemærker Bredsdorff: “Den “lille Begivenhed” kan meget vel være nedsættende bemærkninger, som Andersen hørte om sin egen mor, vaskerkonen, da hun på sine gamle dage blev afhængig af brændevin. På denne smukke måde forsvarede vaskerkonens søn sin mor” (289). Biografien sejrer, biografien hersker. Jo mere biografisk det lykkes at gøre historien des større beviskraft, biografisk set, tillægges den. Uden nogen form for argumentation bliver der sået tvivl om sandheden i det detaljerede erindringsbillede, hvorefter Bredsdorff i næste ombæring opløser digterens biografiske forskydning. Men en valid argumentation kan ikke bygge på retoriske postulater, ubevislige gisninger og cirkelslutninger. Løgn er en Videnskab!– sagde Fanden, han hørte Forelæsninger i Kiel. Den anførte “lille Begivenhed”, som fremkaldte barndomserindringen og udløste historien, lader sig simpelthen ikke bestemme, idet der ingen dagbøger findes bevaret for perioden 11.9.1851-15.5.1852. I sin iver efter at komme så nær den biografiske sandhed som overhovedet muligt overser Bredsdorff, at den ukendte, udløsende oplevelse ligger mange år efter moderens død. I en strøtanke bemærker Poul Martin Møller: “Løgn er den Poesie, som ej kommer af Livet. Jo nærmere den kommer Livet, jo mere sand; jo fjærnere, jo mere Løgn” (Skrifter i Udvalg II, 1930 298). Det betyder ikke, at biografiske kendsgerninger i sig selv skulle være særligt poetiske. Af en udtalelse til Nicolaj Bøgh bekræftes eventyrets biografiske grundlag eller udgangspunkt. I artiklen “Fra H.C. Andersens Barndoms- og Ungdomsliv” fortæller Bøgh:

“Hans Moder gaaer – efter hans eget Udsagn til mig – igen i hans Fortælling “Hun duede ikke”, hvor han undskylder hendes Lyst til stærke Drikke ved at henvise til, hvorledes hun maatte staa og vadske nede i Odense Aas kolde Vand, hvilken Situation ganske svarer til hans Skildring af Moderen i “Mit Livs Eventyr” […]” (Personalhistorisk Tidsskrift, Femte Række, 2. Bind, 1905 70)

Problemet opstår, fordi bogstavtro litteraturhistorikere opfatter mytiske metaforer som referencer til faktiske kendsgerninger. Eksempelvis bør hverken Ludvig Holbergs komedie Jeppe paa Bierget eller Den forvandlede Bonde (1722) eller Tom Kristensens roman Hærværk (1930) reduceres til et banalt alkoholproblem. Kun de mest bogstavtro fundamentalister kan finde på at udlægge Jomfrufødslen som et gynækologisk mirakel og Paradis som en geografisk lokalitet.[8] Litteraturforskeren og religionshistorikeren Joseph Campbell (1904-87), hvis tolkning af det mytiske symbolsprog bygger på C. G. Jungs arketypeteori, sammenfatter i bogen Det indre verdensbillede og det ydre rum. Metaforen som myte og religion (1991) problemet således:

“Det kommer alt sammen af mistolkningen af metaforer, af at forveksle denotation og konnotation, at forveksle budbringeren med budskabet; følgelig har man overlæsset bæreren af budskabet med følelsesmæssig betydning og dermed bragt både liv og tanker ud af balance.” (54)

Men hverken Brix eller Bredsdorff synes at høre – fra det sted, som ingen steder er – den frygtindgydende lyd af en olympisk latter. I sin behandling af “Hun duede ikke” korrekser Hans Brix uden blusel såvel den biografiske som den alvidende forfatterperson. Fra hans ophøjede olympiske synsvinkel tager den historiske virkelighed sig helt anderledes ud. Idet Brix tror at nærme sig den sande virkelighed opløses digtningens illusion til fordel for en renskuret, illusionsløs virkelighed, som hverken har noget med digtningen eller virkeligheden at gøre. Forsøget på at historisere et rent digterisk element er på forhånd dømt til at ende i det rene digt. Resultatet er en mærkværdig blanding af historie og digtning, der for flere generationer af fundamentalistiske forskere har været så fascinerende, at de metaforiske symbolers konnotationer næsten synes tabt i fænomenverdenen.[9] Ved at gøre et element i eventyret til et spørgsmål om synsvinkel, håndkraft og sæbe mener Brix at kunne udbedre digtningen med den korrekte virkelighed i en illusorisk tro på, at det hele derved skulle blive mere sandt. Forvekslingen af digtning med biografisk virkelighed, af forfatterpersonen med den reale forfatter får ham til – i virkelighedens ophøjede navn – at omdigte den biografisk inspirerede digtning. Hvis Brix’ forfatterperson blot havde indrømmet i eget navn, at det hele var og blev et illusionsnummer, ville læserne haft lettere ved at acceptere ham som troværdig. Men i og med at argumentationen prætenderer at være nedskrevet af en real person, in casu Brix, fremstår den som autentisk, uden at indholdet nødvendigvis behøver at være sandt eller svare til en sandsynlig virkelighed. Bestræbelsen for at lade teksten fremtræde som den autentiske virkelighed må siges at være lykkedes. Brix skriver:

“Der er Ting i dette Eventyr, der til den Grad er huskede, at de næsten sprænger Rammen ved at være altfor virkelige; da Vaskerkonen ikke kan mere, paatager den skikkelige Maren sig at gøre Resten af Arbejdet: hun gik ned til Skyllestedet, skyllede meget daarligt, men velment – det kan Digteren ikke vide, og Hans Christian heller ikke, at det er daarlig skyllet; det er den i Renhold kyndige Anne Marie, der Dagen derpaa har kritiseret Haandsrækningen: Velment men daarligt.” (55)

Det ødipale vidensbegær

Hvad angår behandlingen af Brix’ disputats, så indgår der i Bredsdorffs erkendelsesinteresse også et dybtliggende emotionelt motiv, hvis spor næsten bliver fuldstændig elimineret i tekstens ellers så tilsyneladende ræsonnable saglighed. Når det gælder litteraturhistorikere kan såvel objekt som metode og produkt sættes i relation til bestemte karaktertræk. Der kan, som gjort af sprogforskeren Frans Gregersen (f. 1949) og videnskabsteoretikeren Simo Køppe (f. 1951), “spørges videre bagud til, hvilke drivkræfter der er bag al denne energiudfoldelse: Hvad driver værket? Det gør lysten! Nuvel, hvad er da driften bag lysten?” (Videnskab og lidenskab. Om humanioras videnskabsteori, videnssociologi, videnskabshistorie og samfundsmæssighed, 1985 105). Elias Bredsdorff, der ligesom H.C. Andersen tidligt blev faderløs, hvorved han ikke alene blev stærkt bundet til moderen men også snydt for pubertetsopgøret, rettede i sin studietid en selvmorderisk kritik mod professor Hans Brix for, af privatøkonomiske grunde, at misbruge sit embedes autoritet til i en pjece udsendt af Gyldendal udelukkende at reklamere for forlagets udgivelser. Det forsinkede og fejlplacerede faderoprør blev i et anfald af akut retskaffenhedsfeber offentliggjort foråret 1934 i et åbent brev i Politiken. Den anklagede Brix, som ellers altid syntes god for en vittig bemærkning, havde af forståelige grunde stor uvilje mod at gå ind i en egentlig offentlig debat. Dels havde han sandsynligvis vanskeligt ved at forsvare sin diskutable handlemåde, og dels kunne han mindst af alt tolerere angreb fra studenterne på sin professorale autoritet og integritet. Men da Bredsdorff skulle op til afsluttende skoleembedseksamen 1938 tog den anskudte Brix en grusom hævn, idet han misbrugte sin ophøjede magtposition. I bogen Min egen kurs. Erindringer 1912-1946 (1983) har Bredsdorff givet en levende skildring af den offentlige nedslagtning:

“Da det om eftermiddagen blev min tur, fyldtes lokalet med tilhørere, der var nysgerrige efter at høre, hvordan Hans Brix behandlede mig; selv den nyudnævnte, men endnu ikke tiltrådte professor Ejnar Thomsen var kommet cyklende ind fra landet for at overvære forestillingen.

Jeg var meget nervøs, men klarede både oldnordisk og dansk sproghistorie nogenlunde. Da det blev Brix’s tur til at eksaminere mig, var det totalt forbi med hans jovialitet og overgivne munterhed, og hans eksamensform var barsk og fjendtlig. Mod sædvane undgik han at eksaminere mig i nogen af de tekster, jeg havde opgivet, og som jeg derfor specielt havde forberedt mig på at tale om. Det emne, han valgte at eksaminere mig i, var historieskrivningen i Danmark i det sekstende århundrede, hvilket først og fremmest ville sige Anders Sørensen Vedel. Min viden herom var ret overfladisk, og Brix var bidsk og utålmodig og fandt det “oprørende”, at jeg ikke kunne huske, at Anders Sørensen Vedels hus i Ribe hed “Lilliebjerget”. Da jeg kom ud fra eksamenslokalet, var jeg ikke mange sure sild værd. Efter nogen ventetid kom censorernes formand, lektor Borup Jensen, ud for at meddele mig resultatet. Det forbavsede mig ikke at få at vide, at min dårligste karakter var i dansk litteratur, skønt det var denne del af studiet, der interesserede mig mest, og som jeg havde beskæftiget mig mest med. Alligevel betød det samlede resultat, at jeg nu var cand.mag. med første karakter i gennemsnit. Efter at have meddelt karaktererne tilføjede Borup Jensen, at han på censorernes vegne ønskede at udtrykke en beklagelse over den måde, hvorpå Hans Brix havde eksamineret mig; censorerne havde også overfor Brix selv påtalt hans eksaminationsform.

Men jeg var altså nu cand.mag. og blev på ny kaldt ind i eksamenslokalet, hvor Helgason og Brøndum-Nielsen og censorerne rejste sig og lykønskede mig. Kun Brix blev siddende med ryggen til. Til sidst vendte han sig om mod mig og sagde vredt: “Skal vi være enige om, at De på det skammeligste har forsømt at beskæftige Dem med historieskrivningen i det sekstende århundrede, også i Deres opgivelser?” Jeg svarede, at professor Brix på forhånd havde godkendt mine opgivelser uden at komme med nogen indvendinger. Hvortil han blot svarede: “Har jeg det? Nå, jamen alligevel!”

Da jeg et par dage senere mødte ham på gaden og tog hatten af, hilste han ikke igen.” (121f)

Had avler hævn, og hævn føder had. Men først fyrre år senere vender Bredsdorff tilbage til “gerningsstedet”, idet han underkaster Brix’ disputats en ny eksamination, der givetvis ville have ført til forkastelse. Besat af den ideale fordring må han advare den kulturelle offentlighed mod den autoritative afhandlings videre udbredelse i form af genoptryk. Kun en kritisk indledning eller efterskrift ville efter hans opfattelse i nogen grad have kunnet bøde på de mange bevisligt fejlagtige oplysninger. Men Bredsdorff ved naturligvis udmærket, at interesserede læsere aldrig ville finde på at købe et værk, som er fyldt med notoriske fejl fra ende til anden. Mon ikke det først og fremmest er ham selv, der stadig er hooked på Brix’ postulerede autoritet. I omtalen af “De røde Skoe” fra Nye Eventyr (1845) går Bredsdorff imod Brix’ identifikation af eventyrets hovedperson, den forfængelige og danseglade Karens tragiske skæbne, med halvsøsteren Karen Marie, idet han dog samtidig indrømmer:

“Vi er mange, der senere er hoppet på den teori, fordi den er fremsat med al den autoritet, der knyttede sig til Hans Brix’ navn, men jeg er nu tilbøjelig til at give Topsøe-Jensen ret, når han om Brix’ teori skriver: “Hovedpersonen hedder ganske vist Karen ligesom Søsteren, men det er nok ogsaa den eneste Lighed, og af den skal man være varsom med at drage for vidtgaaende Slutninger. Jvnfr. Drengen hos Fritz Jürgensen, der meget forstandigt spørger sin storsnudede Kammerat: “Er der da ingen andre end Dig, der hedder Frederik?”” (Buket til Andersen, [1971] s. 107).” (55)[10]

Det er derfor mere end bemærkelsesværdigt, at Bredsdorff syv år senere stadig ikke har taget den fulde konsekvens af Helge Topsøe-Jensens (1896-1976) nøgterne argumentation. I det biografiske værk H.C. Andersen. Mennesket og Digteren (1985) skriver han således: “Selv søsteren Karen Marie, hvis eksistens han helst ville holde skjult, dukker op flere steder i forfatterskabet, for eksempel i romanen “O.T.” og i eventyrene “De røde Skoe” og “Pigen der traadte paa Brødet”” (20). For tænkende mennesker er andres autoritet kun af vigtighed i erfaringsspørgsmål. I et biografisk essay om Andersen til Dansk Pantheon. Et Portraitgalleri for Samtiden (1845) forbandt den talentfulde men omstridte kritiker P. L. Møller (1814-65) eventyrets idé med skildringen af Andersens egen konfirmation i Mit Livs Eventyr, hvilket digteren senere i 1862 accepterede i sine bemærkninger til eventyrene og deres oprindelse.[11] At skomotivet er personligt relateret kan drømmene være et vidnesbyrd om. I dagbogen hedder det:

12.10.1865: “Betydningsfuld Drøm i Morgenstunden min høiere Haand skalde af i en stor Jord Skorpe. Senere ud paa Morgenen drømte jeg at gaae ud i et dybt ubekjendt Vand, mine Beenklæder vare fulde af jord, jeg skyllede dem af men opdagede da at Støvlerne heri havde siddet fast og var tabt i Vandet, jeg dukkede ned men fandt dem ikke, kom dog i Land og hørte at der var 60 Favne dybt nær ved hvor jeg havde staaet, kunde være druknet, jeg blev forskrækket og vaagnet og syntes det var for meget at have villet sætte Livet paa Spil for at faae et Par gamle Støvler.” (Kirsten Weber (ed.): H.C. Andersens Dagbøger 1825-1875 VI, 1972 306)

4.9.1869: “Drømt i Nat to Gange om [en] Hund der beed mig i Haand og i Fod, og at jeg ikke kunde finde mine kunstige Tænder; fandt dem dog; ligesom jeg reddede Benet ved at lade Hunden beholde Støvlen, Hunden kom som et Menneske tilsidst i graagrøn, lang Frakke. Idag er det 50 Aar siden jeg forlod Odense. […]” (Kirsten Weber (ed.): H.C. Andersens Dagbøger 1825-1875 VIII, 1975 251)

Men i stedet for som den analytiske psykolog Eigil Nyborg (f. 1916) nærmere at undersøge, hvorfor Andersen nødvendigvis måtte amputere sin seksualitet, så mener Bredsdorff efter mange og lange overvejelser omsider at kunne fastslå: “Det er stadigt et åbent spørgsmål, om eventyrets Karen har nogen forbindelse med Andersens halvsøster Karen Marie” (217). Hertil kan Brix’ genfærd formodes at nikke satanisk fornøjet: Så fik jeg Dem dog alligevel til sidst! Motivet med kvinden, der dømmes til at danse sig ihjel, har Andersen også bearbejdet i eventyrkomedien Lykkens Blomst fra 1845, bygget over sagnet om Liden Kirsten, der pga. sin kærlighed til prins Buris blev tvunget til at danse sig ihjel af sin broder Valdemar I.[12] Men et forsøg på at redegøre for, hvorfor motivet trængte sig på netop i denne periode af digterens liv, glimrer helt ved sit fravær. Sålænge H.C. Andersen ikke kendte halvsøsterens skæbne, havde hans fantasi som i O.T. frit spil, men da Karen Marie dukkede op 1842 som fattig vaskekone og i løbet af dette år fik lidt pengehjælp hos sin berømte broder, ændredes forholdet, hvorfor Topsøe-Jensen da også fastslår: “Umiddelbart synes der ikke at være større Lighed mellem Eventyrets Karen og Konen i Adelgade. Og for De røde Skoes Værdi som Kunstværk og som Udtryk for Digterens religiøse Tankeverden er Spørgsmaalet uden Interesse” (Buket til Andersen, 1971 107). Samtidig med at Bredsdorff beklager, at Brix’ afhandling kom til at spærre for andre og mere frugtbare tilgange, internaliserede han Brix’ biografiske analysestrategi, hvorved en intersubjektiv relation – og konflikt – blev gjort intrasubjektiv.

“Hvorvidt Brix’ bog – trods sine indlysende fortjenester – har haft en ubetinget gavnlig indvirkning på de følgende årtiers Andersen-forskning er en anden sag. Den kom i mange år til at gøre den biografiske eventyrforskning og eventyrfortolkning til det primære, hvorved bogen til en vis grad kom til at stå i vejen for andre nok så vigtige sider af forskningen. Først Paul V. Rubows bog fra 1927 tilførte forskningen nye perspektiver, og i nyere tid har forskningen heldigvis været i stand til i stigende grad at beskæftige sig med tilegnelse og forståelse af teksterne uafhængig af deres mulige sammenhæng med digterens private oplevelser.” (43)

Men netop det ikke-biografiske forskningsaspekt har aldrig været centralt placeret hos Elias Bredsdorff, som tværtimod trofast er fulgt i troldmanden Hans Brix’ fodspor. Konklusionen, der er foregrebet allerede i artiklens indledning, lyder:

“Den fundamentale svaghed ved Brix’ disputats er mangelen på en kritisk videnskabelig metode. Han har ikke villet nøjes med de mange overbevisende eksempler, hvor dagbøger, breve, selvbiografier osv. afslører en indiskutabel sammenhæng med eventyrene eller detaljer i dem. Fornemmelser bliver til hypoteser, og hypoteser bliver til kendsgerninger. Det rene gætværk – og undertiden helt fornuftsstridigt gætværk – lanceres som dokumenterede sandheder, og ved at gå over i noteapparatet til Brix og Anker Jensen’s fembinds kritiske udgave med kommentar[er] har selv nogle af de urimeligste hypoteser vundet indpas i vide kredse.” (59)[13]

Angrebet på Brix såvel som kritikken af Brix’ bog, hvis boomerang-effekt Bredsdorff trods alle anstrengelser ikke synes at kunne få gjort op med, kan opfattes som en forskudt kastration af den autoritetsfigur, der forsvandt ved faderen højskoleforstander Thomas Bredsdorffs (1868-1922) tidlige død. Her mistede drengen ikke alene en faderfigur, han kunne identificere sig med og gøre oprør imod, men vigtigst af alt den retfærdighed i tilværelsen, som siden skulle blive generatoren i hans altopslugende politisk-utopiske engagement. Uden bevidst at vide af det fandt han ti år senere i de totalitære ideologier kommunismen og fascismen, hvad han søgte. De erstattede på én og samme tid den gode og den onde fader.[14] Ved hans idealisering, der også var et forsvar mod destruktive kræfter, blev en stor mængde jeglibido forskudt til det “gode” objekt, som tillagdes alle tænkelige positive egenskaber trods talrige vidnesbyrd om det modsatte. I artiklen “Om indførelsen af begrebet narcissisme” fra 1914 definerer psykoanalysens fader, Sigmund Freud (1856-1939), begrebet således: “Idealiseringen er en proces, der angår objektet, og hvorved dette, uden at dets natur ændres, bliver forstørret og psykisk ophøjet” (Metapsykologi I, 2. ed. 1983 106). Selv om realobjektet senere udskiftedes forblev det af samme type. De blev alle valgt ud fra deres lighed med et tidligere objekt eller rettere et fantaseret idealobjekt. Det livsfarlige politiske engagement under besættelsen som illegal rejsesekretær for Frit Danmark førte til, at Bredsdorff genskabte en lignende tematik i sin egen familie, som han havde lidt under som barn i form af angst, tab og skyld. Da han som ti-årig sagde farvel til sin døende fader blev han af denne bedt om at bede til Gud, hvilket han pligtskyldigst gjorde, men hans bønner blev ikke bønhørt. Om den lammende reaktion på faderens død hedder det i Min egen kurs (1983):

“Alle fik straks så travlt, at jeg følte mig helt udenfor. Men noget syntes jeg dog jeg måtte gøre, og derfor gik jeg ud i en fjern krog af haven, tog min “Lommebog for Skoleelever” frem, lukkede den op på regnskabssiderne og skrev omhyggeligt: Skylder: “Far og Mor mit Liv”. Mere kunne jeg ikke gøre, og jeg var i øvrigt forfærdet over, at jeg ikke græd. Det var en skændsel, at jeg ikke kunne græde, syntes jeg, et forræderi mod min far, og jeg var helt ude af mig selv ved tanken om, hvilken skandale det ville være, hvis der ikke kom så meget som en tåre fra mig ved begravelsen om få dage, hvor alle jo ville se på mig og konstatere, hvilket forhærdet tidselgemyt jeg var! Jeg prøvede at øve mig i at græde ved at se op mod solen, men angsten for katastrofen sad stadig i mig.” (17)

I de to år, hvor han levede under jorden, havde han, bortset fra et enkelt besøg, ingen fysisk kontakt med sine to sønner, der har oplevet ham som en fjern, ja forsvunden fader. Umiddelbart efter krigens ophør førte det belastende pres med retroaktiv kraft til en skilsmissesituation, dvs. adskillelse og tab, som står i stærk kontrast til modstandskampens mål: frihed og fællesskab. I erindringerne er savnet og smerten ved det følelsesmæssige tab blevet fraspaltet og fortrængt, hvilket bevirker at begivenhederne registreres fuldstændig nøgternt og neutralt.

“Besættelsestidens adskillelse havde udsat Marlies og mit ægteskab for et stort pres, og efter at Marlie havde fortalt mig, at hun var blevet forelsket i en anden, havde jeg foreslået, at vi måtte skilles. Men Marlie bad om betænkningstid, og da nu afgørelsen om London var truffet, foreslog hun, at jeg rejste til England og opholdt mig der uden hende og børnene det første år, hvorefter vi så måtte finde ud af, om vi fortsatte ægteskabet eller gik hver sin vej.” (253)

Set under denne synsvinkel kan den i et og alt fagligt forsvarlige og veldokumenterede nedsabling af Brix betragtes som et ubevidst forsøg på at rette bager for smed, hvorfor Sherlock Holmes’ overmand her virkelig må siges at være kommet på vildspor. Han har nemlig forlængst ladet sig indskrive i den symbolske faders lov og orden-kompleks. Men eftersom det viste sig umuligt for ham at bearbejde de dermed forbundne følelser, kunne han i længden heller ikke stå fjenden i sit eget sind imod. Derfor vedblev han at defineres af det, han gjorde modstand eller oprør imod. Det gælder også kritikken af Brix’ afhandling, hvor(for) det aldrig kommer til et principielt og grænseoverskridende opgør med den biografiske metodes grundlæggende retningslinjer. Selv om de værste vildskud anholdes, så fastholdes målet og midlerne i det væsentlige uændret. Det faglige fadermord kan med Frans Gregersens og Simo Køppes ord anskues som en art frigørelsesproces, der “ytrer sig ved en morderens insisteren på at genoptage og nyvurdere centrale problemer i faderens forfatterskab” (Videnskab og Lidenskab, 1985 116). Bredsdorff, der gennem en stor del af sit liv har haft et enormt, ja abnormt behov for idoler,[15] opsøger H.C. Andersens forfatterskab, som hans læremester Brix havde disputeret på, i et stadigt forsøg på at prøve kræfter med fagets nestor. Lykkes fadermordet frigøres de psykiske kræfter, der er bundet i det faglige tilhørsforhold.

Biografens lange skygger

At det kan være vanskeligt at skelne mellem rigtige og forkerte tolkninger er ikke det samme som at det er umuligt. Ej heller lader et såkaldt åbent kunstværk sig fortolke efter forgodtbefindende. Hvis værkets struktur i form af komposition og symbolik negligeres, resulterer tolkningen let i den rene vilkårlighed. Spørgsmålet om fortolkningens frihed handler derfor mest af alt om vildfarelser og fejltagelser.[16] I og med at Brix letsindigt lader hånt om kritisk-videnskabelige principper, drager han vel hastige slutninger fra det fiktive kunstværk til ophavsmandens privatliv og omvendt, hvorved han gør manden bag forfatterskabet til manden i forfatterskabet. Om den slags typiske fejlslutninger gælder, hvad digterfilosoffen Søren Kierkegaard (1813-55) med stor skarphed og styrke anfører i kapitlet “En første og sidste Forklaring” fra Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846, 1962): “Mit Facsimile, mit Portrait o.s.v. vilde ligesom det Spørgsmaal om jeg gik med Hat eller Kaskjet, kun kunde blive Gjenstand for Deres Opmærksomhed, for hvem det Ligegyldige var blevet vigtigt – maaskee til Vederlag for, at det Vigtige var blevet dem ligegyldigt” (I 620). At drage mere eller mindre direkte slutninger fra de omhyggeligt udformede fiktive forfattere af de pseudonyme skrifter hver med deres markante livsanskuelse tilbage til deres juridisk ansvarlige ophavsmands personlige virkelighed virker både forstyrrende og ødelæggende for tilegnelsen af det essentielle; herom skriver Kierkegaard videre:

“Om Nogen paa den Maade, ukjendt med en fjernende Idealitets dannede Omgang, ved misforstaaet Paatrængenhed mod min faktiske Personlighed har forvansket sig Indtrykket af de pseudonyme Bøger, har narret sig selv, virkeligen har narret sig selv ved at faae min personlige Virkelighed at trækkes med istedetfor en digterisk-virkelig Forfatters dobbelt-reflekterede lette Idealitet at dandse med, paralogistisk-nærgaaende har bedraget sig selv ved meningsløst at faae min private Enkelthed ud af qvalitative Modsætningers eviterende dialektiske Dobbelthed: er sandeligen ikke min Skyld, der netop sømmeligen og i Interesse af Forholdets Reenhed fra min Side har gjort, saa godt jeg kunde, Alt for at forhindre, hvad en nysgjerrig Portion af Læseverdenen, Gud veed i Interesse for hvem, lige fra Begyndelsen har gjort Alt for at opnaae.” (I 622)

Imidlertid giver slutningen af “Skyggen”, efter Brix’ opfattelse, et indblik i, hvad det var, der bevægede H.C. Andersen så dybt, at han måtte lade den lærde mand bukke under: “Dette er Erindringen om den kolde Sø, som i Sommeren 1845 gik hen over ham: Hauch havde i sin Roman Slottet ved Rhinen med Benyttelse af Andersenske Træk skildret en Poet, der bliver gal af Indbildskhed og Forfængelighed” (275). Men skyggens flugt mod tankens og granskningens lys taber hurtigt højde:

“Andersens Tanker om denne Sag, forsaavidt de indgaar som Led i “Skyggen”, er da følgende: Som Berømthed har jeg stadig Medgang; fra at være diminutivt er mit Ry stadig vokset; min Livlighed og Fremstillingsevne skaffer mig den ene Triumf efter den anden; men alt dette er intet mod det sjældne Glimt af Poesiens Jomfru i straalende Skær; og dog er jeg som Digter af Hauch bleven nedkuet og tilintetgjort. – Med dyb Bitterhed lader han sig selv endnu engang vinde Prinsessen, men det er med alle de Egenskaber, som han selv regnede for lidet, og som nu blev saadan fremdragne, at de truede med at dræbe hans sande Genius, den Ørsted-Andersenske Dobbeltskikkelse.” (275f)

Imidlertid er der intet, som tyder på, at “Skyggen”s slutning kan relateres til Carsten Hauch. I Mit eget Eventyr uden Digtning (1942), henvendt til et udenlandsk, i første række et tysk publikum, tog den dybt sårede H.C. Andersen på storsindet vis den jaloux Carsten Hauchs ondskabsfulde og opsigtsvækkende karikatur op til behandling:

“[…] med Iver har han søgt at virke for mig, med Inderlighed har han fulgt hvert af mine Skridt fremad; men saa lidt have Flere villet forstaaet det Fortræffelige hos ham, det ædle Forhold mellem os at da han senest skrev en Roman og i den skildrede et Vrangbillede af en sand Digter, der gaaer til Galehuset af Forfængelighed, fandt man i Danmark, han havde handlet høist uretfærdig mod mig ved at fremstille mine Svagheder […]” (85)[17]

Hvad digteren her skrev var ikke blot til brug for publikum. Da kritikeren Peder Hjort (1793-1871) offentliggjorde Udvalg af Breve fra Mænd og Qyinder skrevne gjennem en lang Række Ar (1867) krakelerede biedermeieridyllen. “Ingen Personer, men endnu mindre Sandheden maa krænkes” (III), fastslog Hjort i indledningen. “Jeg elsker alt virkelig Menneskeligt, og agter højt hvert sjæleligt Livsblink” (IV). Sin pligt som offentliggører havde han ikke forsømt: “at slette et eller andet enkelt Udtryk, som Brevskriveren havde ladet løbe med i Tillid til Brevhemmeligheden, den jeg naturligvis hverken vilde eller kunde bryde. Men virkelige Domme om Ting og Personer har jeg derimod altid respekteret, enten det gjaldt Andre eller mig selv […]” (V). Uden slør meddelte han “det Haarde og Skarpe, for at det Historiske kunde bevares i dets Renhed […]” (V). Selv om brevsamlingen oprullede et interessant livsbillede fra en periode i det 19. århundrede bevirkede Carsten Hauchs djærvhed, at grænsen mellem offentligt og privat blev opfattet som overtrådt.[18] Den ærekrænkende omtale af Andersen håndteres med et følelsesmæssigt overskud, som er ganske bemærkelsesværdigt. I dagbogen for 1867 kommenteres det skete:

14.11.: “[…] Meget opfyldt af Brevene Hjordt har givet ud. Der er eet fra Hauch om min Fodreise og mig der er personligt næsten ærerørig, jeg kaldes Spøtslikker og er en heel Sølle, min Personlighed drages frem; det første Indtryk var: Gud skee Lov jeg ikke har skrevet det, hvor det maa pine Hauch, som jo i de sidste Aar har kaldt sig min Ven og Beundrer. […]” (Kirsten Weber (ed.): H.C. Andersens Dagbøger 1825-1875 VII, 1972 370)

15.11.: “Folk tale ondt til mig om Hauch men jeg kan ikke troe det. Var hos Kock Fru Ida sagde at Mathilde, Svigerdatteren, Datter af Hauch var forlegen ved at samles med mig i Dag for hvad Faderen havde skrevet imod mig, jeg gik ind til hende, spurgte om hun troede at det vilde være hendes Fader behageligt om jeg sagde ham at vort første Mellemværende jo forlængst var klaret at han maatte ikke tænke paa den Sag med mig, hun havde Taarer i Øinene og takkede mig for at gjøre det. […]” (370)

16.11.: “[…] Spurgte Fru Hauch om det vilde være hendes Mand kjært om jeg talte med ham og sagde at han ikke skulde være forstemt over Brevet til mig, der laae en saa lang Tid imellem og han havde i den udtalt og skrevet til mig saa venskabelige Breve, fulde af Erkjendelse og Venskab. Hun var stærkt afficeret sagde det var mageløst smukt af mig, at Hauch ikke fortjente det; hun var aldeles krænket over Brevet han havde skrevet om deres Forlovelse, at han deri sagde at han ikke havde elsket hende, men det det var et Huusholdning Arangement, jeg søgte at mildne hendes Opfattelse, men hun brast i Graad, sagde at Hauch var en uhyre Egoist, kun ham selv gjalt Alt. Hun vidste hvad hun havde lidt i Aaringer. Det var piinligt at høre paa, hun sagde dernæst at hun vilde have skrevet mig til, i det hun hos Lehmanns havde talt til mig om Hjorts Bog, og da ikke kjendte at der stod et Brev mod mig. Jeg gik ind til Hauch der sad / med varme Omslag om sit syge Been; han tog med hjertelige Ord mod mig, jeg takkede ham for al den Deeltagelse og de erkjende[nde] Breve han i en Række af Aar havde givet mig, bad ham ikke tænke over Brevet i Hjorts Bog; han blev blød, trykkede mig til sit Bryst kyssede mig. Jeg sagde at det Hele havde for mig nu Intet at betyde, Ingen troede at jeg var hjerteløs og at det første Indtryk ved Læsningen var: Gudskee Lov at det ikke er mig, den stakkels Hauch er vistnok bedrøvet. Og han sagde at Brevet om hans Kone, som han elskede og Brevet om mig, der var saa personligt krænkende, brændte ham meest i Hjertet. “Man skal gjøre Regnskab paa Dommens Dag for hvert utilbørligt Ord”, sagde han, “jeg maa det allerede her”. Jeg udtalte mig mod Hjorts Hensynsløshed og han sagde “og nu kommer mit Ungdoms Liv ud, (det naaer ikke op til Dem) deri har jeg roest Professor Hjort, han var for mig en Ven da hele Verden havde forladt mig; jeg har udtalt det”; – “men sagde jeg nu kan De ikke hædre ham; De maa udelade de Blade,” – Nei, sagde han, jeg har læst det for Hjorth det maa blive. Men, sagde jeg saa tilføi bag i Bogen, hvorledes Sagen nu stiller sig; Hauch ømmede sig, var blød og svag. Jeg sagde det til Konen og til Sønnen Adam, og de vare af min Mening, Adam Hauch sagde mig hvor hæftig Faderen blev naar han vovede at tale mod ham: vil du jeg / skal lægges strax i Jorden. […]” (371f)

I opgøret med den biografiske forskningstradition, som Hans Brix repræsenterer, kan Villy Sørensen for alvor udfolde sin dialektiske ironi: “I de betydelige værker mangler dette selvbiografiske grundlag – og forskerne berøves derved et grundlag for en passende biografisk fortolkning, hvad de dog ikke bekymrer sig om […]” (Digtere og dæmoner, 1959 18). Hvad angår “Prindsessen paa Ærten” må Brix’ produktive, ja fantastiske (re)konstruktion, med Andersens ord, siges at være en rigtig historie. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at den sårbare Henriette Wulffs reaktion ikke kan have udgjort en del af det aktuelle inspirationsgrundlag eller have været en blandt flere udløsende faktorer, men at opfatte et eller flere af hendes breve fra Italien som værende første og eneste årsag vidner mildt sagt hverken om nogen dybere forståelse for kunstens genesis eller de grundlæggende determinanter i H.C. Andersens liv og forfatterskab. Hvis man antager, at Brix’ forklaringsmodel skulle vise sig om ikke at være rigtig så dog i det mindste have sandsynligheden for sig, har man ikke dermed forklaret eller tolket teksten. Desværre skulle Brix’ metodiske kortslutninger hverken forblive enestående eller virkningsløse, tværtimod fik de stor indflydelse og udbredelse i kommenterede tekstudgaver og efterfølgende biografiske og litteraturhistoriske fremstillinger.[19] Det kan imidlertid kun være en fattig trøst, at H.C. Andersen-forskningen ligefrem vrimler med den slags mere eller mindre utrolige for ikke at sige eventyrlige eksempler. Efter at Brix effektivt havde kompromitteret den biografiske metode, ville man have troet dens værste fejlskud døde for stedse, men sådan skulle det ingenlunde gå. Havde forskersamfundet stillet spørgsmål ved det nyttige eller hensigtsmæssige i frembringelsen af den type “sandheder”, ville selv et barn have kunnet se, at Brix og hans efterfølgere ikke havde noget på. Men det kræver integritet, uafhængighed og mod at stille sig naivt undrende til vedtagede sandheder.

 

Noter

  1. ^ Jf. Margaret Ann Hubbard: Flight of the Swan. A Novel Based on the Life of Hans Christian Andersen, Milwaukee 1946; H. Topsøe-Jensen: “H.C. Andersen og U.S.A.”, Anderseniania 2. Række, Bind I, 1950 185.
  2. ^ Jf. Nicolaj Bøgh: Christian Winther. Et Livsbillede II, 1900 263.
  3. ^ Jf. Otto Rank: “Der Doppelgänger”, Imago. Zeitschrift für Anwendung der Psychoanalyse auf die Geisteswissenschaften 3:2, 1914 97-164; Robert Rogers: A Psychoanalytic Study of The Double in Literature, Detroit 1970; Michell Walker: “The Double. An Archetypal Configuration”, Spring. An Annual of Archetypal Psychology and Jungian Thought, 1976 165-75; Paul Coates: The Double and the Other. Identity as Ideology in Post-Romantic Fiction, New York 1988.
  4. ^ Jf. Elias Bredsdorff: “Fortolkninger af H.C. Andersens eventyr ‘Skyggen’”, in: Tolkning och tolkningsteorier. Foredrag och diskussionsinlägg vid Vitterhetsakademiens symposium 17-19 november 1981, Sth. 1982 97-111.
  5. ^ Jf. Elias Bredsdorff: “Hvem har monopol på at fortolke H.C. Andersen?”, Anderseniana 1991, 1992 55-69; Jens S. Bork: “Andersen-Kierkegaard. To Boggaver”, Anderseniana 1994, 1995 51-54.
  6. ^ Jf. Rigmor Stampe: H.C. Andersen og hans nærmeste Omgang, 1918 252-57.
  7. ^ Jf. H.C. Andersen: Mit Livs Eventyr II, 1951 107.
  8. ^ Jf. John Layard: “The Incest Taboo and the Virgin Archetype”, Eranos-Jahrbuch 12, 1945 253-307; H. F. Feilberg: “Paradisminder og paradishåb”, Aarbog for dansk Kulturhistorie, 1900 1-56; Lars-Ivar Ringbom: Paradisus terrestris. Myt, bild och verklighet, Helsingfors 1958; Mircea Eliade: “Paradis et Utopie: Géographie mythique et Eschatologie”, Eranos-Jahrbuch 1963, 1964 211-34; Reinhold R. Grimm: Paradisus coelestis, Paradisus terrestris. Zur Auslegungsgeschichte des Paradieses im Abenland bis um 1200, München 1977; Mario Jacoby: Sehnsucht nach dem Paradies. Tiefenpsychologiske Umkreisung eines Urbilds, Fellbach 1980.
  9. ^ Jf. Erich Fromm: Det glemte sprog. En orientering i forståelsen af drømme, eventyr og myter, 1967; – : Dogmet om Kristus og andre essays om religion, psykologi og kultur, 1968; – : Det guddommelige menneske. Det gamle Testamente og dets tradition i ny belysning, 1968.
  10. ^ Hans Brix’ konstruktion gentages af Erik Svendsen: “Han duede ikke. Om H.C. Andersen og biedermeier”, Anderseniana 1994, 1995 9.
  11. ^ Jf. P. L. Møller: Kritiske Skizzer fra Aarene 1840-47, 1971 123; H. Topsøe-Jensen: Omkring Levnedsbogen. En Studie over H.C. Andersen som Selvbiograf 1820-1845, 1943 295, jf. 278.
  12. ^ Jf. Barbara Fass Leavy: In Search of the Swan Maiden. A Narrative on Folklore and Gender, New York & London 1994 85.
  13. ^ Jf. Elias Bredsdorff: “Hvem har monopol på at fortolke H.C. Andersen?”, Anderseniana 1991, 1992 62.
  14. ^ Jf. T. W. Adorno et al.: The Authoritarian Personality, New York 1950; Bruno Seidel & Siegfried Jenkner (eds.): Wege der Totalitarismus-Forschung, Darmstadt 1968.
  15. ^ Jf. Bent Jensen: Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle, 1984 43, 46, 165; Søren Krarup: Om at ofre sig for menneskeheden og ofre menneskene, 1969.
  16. ^ Jf. Wayne C. Booth: Critical Understanding. The Powers and Limits of Pluralism, Chicago 1979.
  17. ^ Jf. H.C. Andersen: Mit Livs Eventyr 1951 195.
  18. ^ Jf. Kjeld Galster: Carsten Hauchs Manddom og Alderdom (1827-1872), 1935 191-206.
  19. ^ Jf. f.eks. Signe Toksvig: H.C. Andersen, 1934 202; Svend Norrild: Dansk Litteratur fra Saxo til Kaj Munk II, 1949 9.

 

©